Stor, Større, Selinunte: verdens største agora er fundet på Sicilien

Det var efter den vilde selleriplante, som groede langs havet her syd for Trapani, at de opkaldte deres by, og sin tids megametropol efter antikke standarter: over 30.000 indbyggere havde Selinunte, den græske koloni på Siciliens sydvestkyst, hvis økonomi, kultur og befolkningstal toppede for 2400 år siden. Som i alle andre græske storbyer på det tidspunkt var l’agora, stadens offentlige plads, hvor der blev afholdt markeder, taler og fester, byens folkelige hjerte: samlingssted, betyder ordet, og pladsen den målestok, som viste den lokale herskers format. Selinunte blev siden angrebet af folk fra Kartago, og er berømt for Le Cave di Cusa, stenbruddene, hvor man stadig idag kan se de ufærdige søjler, som ellers skulle være blevet brugt til byggeriet af Selinuntes monumenter, efterladt på grund af konflikten.

Selinunte har i århundreder været en af Siciliens obligatoriske destinationer for historieinteresserede: byens ruiner ligger ud mod havets kant, og breder sig over Europas største, arkæologiske område. Men ligesom i Pompei, hvor udgravningerne stadigvæk pågår, er Selinunte også under konstant granskning. Derfor var det forleden muligt at bekendtgøre et fund, som man godt kendte, men ikke havde vidst den fulde udstrækning af, nemlig agora’en. Under arkæolog Clemente Marconi havde man for første gang ryddet pladsens vegetation, og det, der kom  til syne, var et tydeligt negativ af en firkant på intet mindre end 3300 kvadratmeter, med et monument i midten – muligvis graven for den konge, som i sin tid lod agoraen og måske selve Selinunte bygge.

Gammel byplan over Selinunte. Agoraen ligger i nord i byens umiddelbare bagland, lige udenfor billedet. Wikipedia.

Denne sommer har man derfor kunne smide en helt særlig, arkæologisk trumf på det globale verdenskort: Verdens største l’agora fra den antikke verden ligger i Selinunte, og vil også være besøgsværdig for de mange turister, der i nærmeste fremtid vil besøge stedet. Opdagelsen er også et eksempel på Siciliens komplekse historie: I juni var arkæologerne begyndt at grave for at se om de kunne fastsætte dateringen af 2 templer, som lå ud til agoraen, og under arbejdet fandt de samtidigt ud af agoraens imponerende udstrækning. Agoraen er større end 3 fodboldbaner lagt sammen, og viser hvordan Sicilien bliver ved med at være evigt aktuel indenfor europæisk historie og kultur, som et løg, der blot afslører nye lag, når det pilles.

Her kan du se en lille film om opdagelsen i det arkæologiske område, hvor man ser agoraen filmet med drone:

Hovedillustration: Selinuntes akropolis – Wikipedia.

Nye kurser om Syditalien på Folkeuniversitetet efterår 2022

Foto: La Sartiglia-festen i Oristano, Sardinien. Wikipedia.

Vidste du, at Syditalien og især Napoli, Catania og Palermo har en mægtig film-arv, der rækker helt tilbage til stumfilmens begyndelse? Og at landsdelens kulturelle og religiøse fejringer er de perfekte spejlinger på den syditalienske folkesjæl? Jeg laver 2 helt spritnye foredrag til efteråret, som handler om Syditalien på det store lærred, og Fest på syditaliensk (online). De rammer ned i nogle tomrum, som bør udfyldes, og som giver rejsende et anderledes perspektiv på landsdelens ressourcer. Læs mere og tilmeld dig via linket HER – jeg håber på at se dig.

Rejsebrev fra Puglia: San Nicola pløjer havene

Den engelske forfatter Lawrence Durrell sagde det ret genialt: os europæere drømmer Middelhavet større end det egentlig er. Med de mange eksplosioner af kulturer, der gennem tiden er opstået langs bassinets kyster, er dets betydning uomtvistelig, ikke mindst i Syditalien, selvom Middelhavets areal ikke er større end Skandinaviens oceaner lagt sammen.  

Jeg har for eksempel opdaget at Middelhavet dikterer min retningssans. Utallige er de gange, hvor jeg har rejst langs Syditaliens tyrrenske kyst, altså den strækning, der løber forbi Napoli og Salerno til Reggio Calabria i syd, og har Spanien som usynlig grænse i horisontlinjen. Sjældent har jeg fulgt Adriaterhavskysten, hvilket jeg nu prøver at råde bod på i min research til den næste udgave af Turen Går Til Napoli og Syditalien. I går kørte jeg mellem Trani og Bari, og i dag fra Bari til Brindisi. Havet plejer at være til venstre, når jeg rejser mod nord, og højre, når jeg rejser mod syd. Her er det omvendt. Bølgerne, der skyller op på stranden nedenfor jernbanen kommer fra Montenegro og Albanien, og jeg bliver svimmel af det, jeg stresser og rejser mig uvilkårligt i de varme kupeer, fordi jeg tror, jeg har taget toget i den forkerte retning.

Selv vandet virker anderledes med en opak, næsten mælket konsistens. Turkis og dovent, mens det Middelhav, jeg kender fra Salerno og Napoli, er dybblåt og i bevægelse. Et sammentræf, I dont know. Regionen har det Syditalienske fastlands længste kyststrækning, og havet dukker op overalt i Puglia, ikke kun fysisk, men også i de lokales bevidsthed.

Da jeg ankommer til Bari, er det weekenden for fejringen af byens helgen, San Nicola – den græske præst, der døde i Myra 343 i det daværende Tyrkiet, og i 1087 fik fragtet sine knogler til Bari af lokale fiskere, som frygtede at San Nicola skulle falde i hænderne på muslimerne. Som San Nikolaus spredte hans kult sig til den slaviske og ortodokse kirke i Østeuropa og Lilleasien, og hans rygte som børnenes beskytter og glad gavegiver har i dag givet ham aliasset ’Julemanden’.

Jeg har allerede fået at vide at jeg er gået glip af ’le freccie tricolori’, de italienske nationalfarver, som en eskadron jægerfly har prydet himlen med over Bari, men jeg kan stadig nå fyrværkeriet og menneskehavet på byens Lungomare, der syder af boder med helstegt pattegris, pandekagebagere, Peroni-sælgere med skummende køleskabe på slæb, mobile Tivoli-forlystelser og stærkmands-konkurrencer. På vej derned passerer jeg sætningen ’San Nicola solca i mari – San Nicola pløjer havene’, der står på en fotostat overfor helgenens kirke og grav, La Basilica di San Nicola. Under ordene hænger et grynet foto af paven sammen med en delegation af præster fra både den ortodokse, katolske og protestantiske kirke. De besøgte for et par år siden San Nicolas jordiske rester og bedte i fællesskab for den kristne samhørighed på tværs af tro og hav. 

San Nicola har tydeligvis stor magt over de pilgrimme, som hver dag året rundt besøger hans grav. Men hvad med de lokale? Næste dag spørger jeg Signora Anna, der gør rent og laver morgenmad på mit B&B i Bari Vecchia. Vi indleder samtalen ved at tale om vejret, for endelig skinner solen efter mange dages regn. Bliver Bari ikke for varm om sommeren? Hun skærer en grimasse og svinger pegefingeren fra side til side. Det er ikke varmen, der slår folk ihjel her, det er fugten, l’umidità. Bydelen ligger klemt inde på et lille forbjerg mellem havet og den nyere stad, hvor man med moderne sanitet prøver at komme den fugtighed til livs, som er et vilkår for mange pugliesere. Regionen består mestendels af ældgammel havbund, og udfordringen med at bo på ryggen af en gigantisk, porøs kalkskorpe, som leder grundvand op til overfladen, har udfordret de lokales kreativitet i årtusinder. Ikke mindst om sommeren, når luftfugtigheden får det hele til at klistre og tøjet til at klæbe mod huden. ”S’appiccica”, vrænger hun, og gnider en hånd op og ned ad armen for at vise ubehaget.

Anna peger ned gennem glasgulvet, som spisebordet og mine fodsåler hviler på. Gennemsigtigheden giver udsigt til en gammel skrivemaskine, en vandpibe og en stok, der står nede i en slags brønd. ”Engang havde de fleste af vores huse en ’pozzo’, som opsamlede regnvandet fra taget og ledte det ned under huset. Det var smart, men med tiden gjorde det husene usunde, så i dag har de fleste fyldt dem med cement”, siger hun, og vrider en klud. 

Jeg nævner San Nicola: gjorde helgenen en forskel under covid-pandemien? Bad de mere til ham end de plejede? Skete der mirakler? Hun ser undrende på mig og ryster på hovedet. ”De første til at få corona her i byen var da præsterne. Gad vide hvad de gik og lavede sammen”, klukker hun, og skummer mælken til min cappuccino så energisk, at den flyder ud over køkkenbordet.

Under festlighederne langs Lungomare stod figuren af San Nicola under en baldakin på Piazza Ferrarese – en kort ferie fra sit permanente ophold i basilikaen, hvorfra hans statue var blevet ført, og hvortil han atter skulle ende, efter et visit i domkirken. Jeg gik forbi Piazza Ferrarese på vejen hjem fra byfesten, og betragtede den lille gruppe af lokale, der havde samlet sig der, nærmest for at holde ham med selskab, alt imens man gumlede pattegris og slikkede fedtet af fingrene.

”For en måneds tid siden fik han stjålet sin ring og 3 guldkugler, men man fandt dem igen”, siger Anna, da jeg spørger ind til den udsatte placering. Kuglerne, som hans helgenstatue altid bærer i venstre hånd, er et symbol fra dengang San Nicola reddede 3 kvinder fra prostitution. En adelsmand var kommet i økonomisk uføre, og kunne ikke længere give sine døtre en medgift. Bordellet var eneste udvej, men San Nicola hørte om den lurende katastrofe, og gav kuglerne til faderen – en detalje siger endda at det skulle være sket ved at komme en guldkugle i hver af døtrenes nyvaskede strømper, som skulle have hængt til tørre foran det vindue, hvor San Nicola ville lægge sine gaver. Muligvis forklaringen på julestrømpen.

Ringen og kuglerne havde man genfundet i en taske i en vejrabat udenfor Bari, og Anna trækker på skuldrene, da jeg spørger til den hellige manna, som ifølge myten skulle dryppe fra San Nicolas knogler. ”Vandet trækker ind i krypten ligesom alle andre steder. Når biskoppen én gang om året åbner kisten med San Nicolas knogler, skraber han væsken af, og laver business ud af den”. Hun tilføjer: ”Vandet kommer ind overalt, det gør vores huse fugtige og giver os gigt.”

Jeg bliver naturligvis nødt til at se San Nicolas knogler, som ligger indesluttet i en fløjlsdækket kiste i hjertet af basilikaen. Røgelse og bønner fylder rummet, kvinder i bondetøj og tørklæder ligger på knæ og beder på slavisk, én af dem rejser sig helt op, bukker og rører jorden flere gange og står derefter stille i en slags trance. Hun er så tynd at de søjler, der hver især ikke er tykkere end et ungt birketræ og med fælles kræfter holder kryptens loft oppe, kan indeslutte hende i enkelt skygge. En anden kvinde falder sammen i armene på en veninde efter at have lagt en seddel ved San Nicolas søjle. Myten siger at helgenen satte støtten som et tegn til kirkebyggerne om hvor de skulle påbegynde hans grav. Den er halvanden meter høj og står i dag i hjørnet af krypten, omsluttet af plexiglas og en bunke bønnesedler. Kvinden jubler i stille gråd, og veninden hjælper hende hen til en bænk for at dele øjeblikket i fælles eftertænksomhed.

Mumien af Santa Colomba fra Sens ligger i Baris katedral, hvor en lufttæt montre sørger for den ideelle temperatur og luftfugtighed.

Deres følelsesudbrud får mig til at tænke på den italienske skoleklasse, der dagen før havde taget mumien af den hellige Santa Colomba i øjesyn i byens katedral. Santa Colomba var en spansk kristen som led martyrdøden i 257 efter at have mistet hovedet for sin tro, og nu boede i Bari i en glasmontre, hvis indre temperatur og luftfugtighed blev omhyggeligt styret af en termostat. Santa Colomba ligger på ryggen iført en imponerende prinsessekjole, ansigtet er vendt mod kryptens loft med et lidende udtryk, læberne er let adskilte og afslører et par blottede fortænder. Hele skikkelsen er ikke meget højere end en pige på 10 år, og går man helt tæt på montren ser man tydeligt hendes knogler gennem den porøse hud, der dog mere end noget kødeligt ligner det finmaskede stof fra et par brune strømpebukser. Meget, endda. Og ligegyldigt hvor meget jeg studerede hendes hals, lod hovedet til aldrig at være blevet skilt fra kroppen.

Jeg var ikke den eneste, der undrede mig over Santa Colombas udseende; udover mig og min kæreste var montren omgivet af skolebørn, der pressede sig helt tæt på den 1765 år gamle mumie, mens en mandlig guide udlagde Santa Colombas martyrium. ”Dette er en privat gruppe, signorina og De er IKKE med”, fik han tilføjet, da jeg lænede mig ind i hans talestrøm. Jeg træder et par skridt tilbage, og en teenage-pige i gruppen spørger med mistænkelig mine: ”Var hun virkelig så lille som voksen? Og hvorfor ser hun så mærkelig ud”? Svaret falder som et stokkeslag: ”DET ER MANGLEN PÅ FUGT, der gør, at hun er tørret ind, Forstår du ikke det? DET ER EN MUMIE!” Ingen havde lyst til at modsige ham, og jeg forlod domkirken.

Syditalieneres pragmatisme overfor det åndelige har altid forbløffet og fascineret mig. De elsker tydeligvis deres helgener, men i et krisesamfund, der hver dag prøver at opretholde den umulige balance mellem det uforståelige, det groteske og det tragiske, kan end ikke troen trumfe de lokales sans for livets realiteter. Det var en street art kunstner så venlig at huske mig på, da jeg efter en frokost ved Baris havnefront vendte næsen hjemad og så San Nicola lave yoga på muren af et vandreservoir. Maleriet forestiller helgenen strække sig henover havet med kroppen i kobra-stilling, og sine 3 guldkugler foran sig på stranden. Bag ham står hans hyrdestav presset ned i sandet, mens et skilt ved hans fødder siger ’WEST’. I baggrunden aner man en kirke, mens den kyst, som San Nicola når med hænderne, prydes af en moské, og skiltet ’EAST’.  Kunstneren har tydeligvis fortolket pavens ord om San Nicola som en, der pløjer havet, og malet ham som brobygger mellem to forskellige verdener på hver sin side af Adriaterhavet.

Bari rummer flere gademalerier, såkaldte ‘murales’, af sin skytshelgen, San Nicola. Her er motivet som jeg så på Piazza Diaz, malet af kunsteren Maupal i 2016 på siden af en bygning fra L’Acquadotto Pugliese.

I min travlhed, i min mangel på eftertænksomhed og med mit blik for det syditalienske, som måske efterhånden er blevet mere blindt end seende efter for mange års fokus havde jeg helt overset den forbindelse til helheden, som syditalieneren mestrer så smukt. San Nicola handler ikke kun om religion. Helgenen vedbliver med at være aktuel, fordi han repræsenterer noget universelt i os mennesker, og selvom Middelhavet ikke er stort, kan vi mentalt godt være langt fra hinanden. At forene i stedet for at adskille er måske den ældste og smukkeste kærlighedshandling af alle, men har vi ikke nogen til at minde os om det, kan vi tabe retningen og tro at vores kyst og horisontlinje er den eneste rigtige.

Hovedillustration: Hagan Snair, Wikipedia – Vue af Bari Vecchia set fra havet.

Friske bøger i min kuffert fra Syditalien

Så er jeg netop kommet hjem fra min research-tur til den næste udgave af Turen Går Til Syditalien, hvor jeg valgte at gå i dybden med trekanten mellem Bari, Brindisi og Taranto, og også stak af til de ukendte grottebyer vest for Matera (mere om alt det i et senere opslag).Hvert sted jeg kom gik jeg også i den lokale boghandler for at lede efter et værk, der både kunne stå som håndfast minde om min tur, når jeg kom tilbage, og oplyse mig om de enkelte byers kompleksitet. Det kom der 3 meget forskellige bog-indkøb ud af, der hver især spejler nogle af de vigtigste indtryk fra min rejse. Hvem ved, måske de også kan inspirere jer? Her kommer de:

AMBIENTE SVENDUTO – il benessere avvelenato del pianeta acciaio, 2021af Angelo Carrier, med forord af Pino Aprile (oversat titel: ‘Miljø på udsalg – stålplanetens forgiftede velfærd’).

Da det gigantiske stålvalseværk ILVA bliver bygget i starten af 1960’erne, håber mange på at det vil føre til social og økonomisk velstand for de tusindvis af bøndere og fiskere, som bor i Taranto, og som nu kan få sig et ‘rigtigt arbejde’ i fremskridtets navn. De forlader deres jorde, sælger dem til pengemændene bag, og oplever hvordan fabrikken godtnok giver arbejde, men også forgifter både dem og deres medborgere, hvoraf mange bor klods opad valseværket.

Op gennem 70’erne fordobles ILVAs areal og fylder efterhånden 3 gange så meget som Taranto, der for romantiske Italiensfarere ellers har været synonym med Syditaliens måske smukkeste beliggenhed mellem det ioniske hav og indsøen Mar Piccolo, vuggende olivenlunde og enorme, arkæologiske skatte fra byens græske fortid.Nu fødes der babyer på byens hospital med ligeså mange giftstoffer i kroppen som en kæderyger, og kræfttilfældene mangedobles, mens fabrikken også får økonomiske problemer i kølvandet på den globale konkurrence på stål fra de langt billigere østlande.

ILVA er stadig en tragisk miljøkatastrofe der har skabt overskrifter i hele Europa, og jeg købte bogen efter et rystende besøg i Tarantos slum, vel vidende at værket er et emotionelt partsindlæg fra en lokal forfatter, der dog grundigt fremlægger sit angreb på de ansvarlige poltikere bag anlægget med kildehenvisninger og et stort note-apparat.Jeg er nået cirka en tredjedel gennem bogen, og bruger den ikke som godnatlæsning. Dertil er den simpelthen for uhyggelig (siger jeg som hardcore Stephen King fan!).

M – L’UOMO DELLA PROVVIDENZA, 2021 – af Antonio Scurati (oversat titel: M – Forsynets Mand)

2 del af romanen om Benito Mussolini, som vandt den prestigefyldte Strega-pris i 2019, og fortsætter hvor del 1 slap, nemlig ved Mussolinis historiske indrømmelse i parlamentet i 1924 om, at han og fascistpartiet stod bag bortførelsen og mordet på generalsekretæren af Partita Socialista Unitario, Giacomo Matteotti. Jeg er stor fan af napolitanske Antonio Scurati og hans koncise fremstilling i del 1 af de historiske begivenheder der lå til grund for Benitos succes, og jeg kom i tanke om at jeg manglede del 2 i min bogreol efter at have set utallige bygninger og referencer til Syditaliens fascistiske periode på min rejse rundt i Puglia.

Begge bøger i serien er oversat til talrige sprog.

LA GUIDA DI BRINDISI, – Itinerario storico artistico, 1995 af Giacomo Carito og Pierluigi Bolognini (Oversat titel: Guiden til Brindisi – en kunstneriske og historisk rute)

“Brindisi er ikke en rigtig by”, fik jeg at vide et par gange under min rejse, når jeg udtrykte begejstring for det hyggelige samfund med sin usædvanlige beliggenhed omkring en smal bugt ca. 30 km nord for Lecce. Måske alluderede folk til Brindisis beherskede størrelse i forhold til Puglias øvrige byer. Men hvad er en by egentlig? For mig handler det ikke så meget om indbyggertal (Brindisi har dog knap 90.000 beboere), som den rodfæstede følelse, et sted kan give én. Hér har man hjemme.Sidstnævnte har Brindisi masser af, både grundet sin lange historie, hvis vidnesbyrd flere steder rager op i bymidten hvor man mindst venter det, men også pga. sin befolkning, der tydeligvis elsker at bo hvor de gør. Jeg har sjældent besøgt en syditaliensk provinsby med så mange historiske og kunstneriske attraktioner samlet på så begrænset et areal.Af samme grund greb jeg straks ind i en reol på byens togstation, da jeg skulle videre til Taranto, hvis bar havde et fint lille udvalg af lokale bøger. Her fandt jeg en alternativ guide, hvor 2 lokalhistorikere leder én rundt i byen ved at følge kunstværker og historiske mindesmærker. Jeg glæder mig til at få byen (for ja, det er den for mig!) med i Turen Går Til!

Kom med indenfor i grottekirken dedikeret til helgenen San Nicola

Det anede mig! I Puglia 20 km øst for den verdensberømte og efterhånden noget turisttunge grotteby Matera findes der slugter og kløfter med unikke hulekirker, som end ikke de fleste italienere kender, og som lokale ildsjæle hæger om og beskytter. Her har jeg idag været i La chiesa rupestra dedikeret til helgenen San Nicola, der fra tusindårige malerier skuer udover sin sprukne dal, og får sendt solstråler mod sit hjerte gennem særligt udhuggede huller i klippemassivet. Spektakulært at mærke stedets effekt på egen krop – nedenfor har jeg optaget en lille video derfra, så du kan kigge (og føle) med.

Overblik over Filippos og Cecilies Læserrejser til Sicilien i september

Billedtekst: På turen til Nordøstsicilien vandrer vi op til krater-randen på øen Vulcano, hvorfra vi har en fejende udsigt udover nogle af de æoliske øer. Privatfoto.

Fra den 10 september til den 1 oktober 2022 kan du komme med til 3 forskellige rundrejser på Sicilien med mig og min gode ven og kollega, Filippo Filippeschi. Rejserne er blevet virkelighed fordi vi begge ønskede at lave ture, der adskilte sig fra de sædvanlige rejser, som danskerne tilbydes til øen, hvor tempoet er sat i vejret, og man ikke får tid og lejlighed til at dvæle ved de steder, man møder. Hos os er det landskabet og de mennesker, vi oplever, som er de egentlige attraktioner, og vi sørger på hver rejse for at bo maks 1-2 steder, så vores gæster kan have en rolig base efter en hel dag rundt i den sicilianske virkelighed.

Alle turene er arrangeret af vores tekniske rejsearrangør, Escapeaway, og inkluderer turene, al lokal transport, logi, skatter og afgifter, adgange til museer og attraktioner og de fleste af måltiderne.

Vestsicilien: Den (næsten) øde ø Levanzo, bønder på mafia-jord og glemte håndværk i Palermo:

Læserrejsen til Vestsicilien er en gentagelse af rundturen, som vi afprøvede sidste år, hvor vi henter jer alle i Palermo lufthavn og kører jer til den for mange ukendte by, Castellammare del Golfo. Byen er udgangspunkt for vores hverdagsliv under hele turen, hvor vi blandt meget andet besøger den usædvanlige grotte-ø Levanzo, oplever Palermos håndværksgader og normannerarv, møder ildsjæle der driver landbrug på konfiskeret mafia-jord og spiser retter fra hele verden hos bådflygtninge, der har åbnet deres egen restaurant. Turen koster 10.825 kr pr person for ophold i lejlighed (min. 2 personer). Resten står specificeret HER via linket.

Cefalu og Castelbuono: Skraldeæsler, siciliansk alpestemning og okkult mystik

Efter Vestsicilien tilbyder vi en rundtur i et område, som de fleste kender for den meget specielle fiskerby Cefalù, men som de færreste nok har udforsket i dybden. Det giver vi jer nu muligheden for, når trænger ind i byens fortid som centrum for en okkult verdensreligion, dikteret af en af datidens mest kontroversielle englændere, Aleister Crowley. Crowley prøvede at etablere en kult dedikeret til yoga, meditation, fri erotik og magi, men eksperimentet gik galt og præger endnu det sicilianske samfund. Cecilie er ved at skrive en bog om fænomenet, og vil vise jer huset, hvor det hele foregik. Vi skal også ind i Madonie-reservatet, hvis centrum, Castelbuono, er en både verdensfjern og hyggelig bjergby, hvor æsler hjælper kommunen med at rydde op, og byens mest udsatte med at få et arbejde. Og så skal vi også ud og sejle på en lille flod, der vil føre os igennem det klippeskarpe landskab. Pris: 9.900kr per person for ophold på hotel i dobbeltværelse. Du kan læse alle detaljer om tilmelding og dagsprogrammet HER.

Nordøstsicilien: Rygende vulkaner, mudderbade og Nebrodi-reservatets specielle hyrdekultur

Efter vi har taget afsked med gæsterne fra Cefalù drager vi mod kystbyen Milazzo, hvor vi mødes med et hold nye rejsende, og tager jer direkte ud til de æoliske øer. Her kommer I til at møde Siciliens måske mest forbløffende samfund, der alle er tydeligt prægede af at leve på vulkaner. Vi skal på bo Lipari og besøge vulkan-øerne Vulcano og Stromboli, som begge er i udbrud i forskellige stadier, og lære hvordan de både barske og frodige øer former den lokale økonomi og kultur: På Lipari lærer vi om pimpsten og den ravn-sorte obsidian, vi vandrer op på Vulcanos kraterrand (Som er Syditaliens største), og en aften sejler vi ud til Stromboli og ser solen gå ned mens lavaen løber ned ad La sciara del Fuoco. Der spises god aftensmad om bord. Den anden halvdel af turen kommer til at foregå inde i Nebrodi-reservatet, hvis små bjergsamfund ernærer sig af svin, nødder og svampe fra de dybe skove. Nebrodis helt egen griserace bliver hovedrolleindehaver en af dagene, hvor vi skal se dem løbe frit rundt mellem egetræerne og smage på deres aromatiske kød. Pris: 14.590 kr pr person for dobbeltværelse på hotel og siden i lejlighed. Du kan læse alle detaljer om tilmelding og dagsprogrammet HER.