Tilmeldingen til mine egne onlinekurser er nu åben – og vi starter med Sardinien

Er du nysgerrig efter at vide hvorfor Sardinien er unik i italiensk og sydeuropæisk sammenhæng, og ønsker du dybdegående og akademisk viden om øens fortid, nutid og fremtid? Så er dette første onlinekursus noget for dig.

Forelæsningerne bliver holdt som et alternativ til de fysiske møder hos foreninger, læreanstalter, etc., som jeg naturligvis også gerne gennemfører for dem, der har lyst til at få besøg. Men med Zoom når jeg ud i ’alle hjørner’ i Danmark og sikrer mig, at alle er på corona-afstand og trygge ved at mødes.


Alle mine foredrag vil som udgangspunkt være de samme, som jeg har afholdt på Folkeuniversitetet i København, og prisen vil nogenlunde matche, hvad der opkræves fra deltagerne der.


  Selvfølgelig vil jeg sørge for, at I er trygge ved at bruge Zoom (I behøver ikke selv have en konto for at kunne være med), og jeg vil sende link til jer i god tid, så vi sammen kan få jer online, inden foredragene begynder. Planen er at det skal være både hyggeligt og afslappet at være med, men først og fremmest lærerigt for jer. Af samme grund vil mine ’hold’ være ganske små.


  Den første forelæsningsrække rummer 4 lektioner og vil handle om
  SARDINIEN: ITALIENS HEMMELIGE Ø.


  Foredragene vil blive afholdt om onsdagen den 21 oktober samt den 4, 11 og 18 november fra klokken 19-21 – og husk at du kan være med online fra hele verden, blot du har en skærm og en internetopkobling;-) Den fulde pris for denne forelæsningsrække er 640kroner per person.


SÅDAN FOREGÅR DET:


  1: Ønsker du at være med, sender du mig en mail på cillemarie@gmail.com, hvor du bekræfter, at du gerne vil deltage.


  2: Derefter modtager du dine betalingsmuligheder via mail – der kan godt lige gå et par timer, jeg gør det hele selv, og manuelt;-), og du kan betale enten via Mobile Pay eller bankoverførsel. Ved begge betalingsmuligheder vil du modtage en faktura fra mig.


3: Ved betaling bedes du oplyse dit for- og efternavn, og jeg sender dig en bekræftelse via mail, når betalingen er modtaget. Du kan aflyse din deltagelse op til 24 timer før start, og få pengene refunderet.


  4: 3 dage før den første forelæsning begynder, vil du via din oplyste mailadresse modtage et link til det Zoom-møde, hvor forelæsningen vil foregå, sammen med en lille hilsen fra mig og en manual-hjælp til Zoom, hvis du er usikker på, hvordan du bruger programmet. Husk at du altid kan ringe mig op, hvis du har brug for hjælp – mine kontaktoplysninger vil være i det tilsendte materiale.


  5: På selve dagen vil Zoom-linket kunne tilgås allerede fra klokken 18.30. Jeg vil bruge tiden på at tage godt imod jer, og hjælpe, hvis der skulle være vanskeligheder med teknikken.


  6: Klokken 19 går den første forelæsningstime i gang. Efter 45 minutter holder vi et kvarters pause, hvorefter den sidste time foregår til klokken cirka 20.45. Derefter er der tid til spørgsmål, indtil vi siger farvel og på gensyn klokken 21. Et par dage efter vil du modtage et nyt link til den næste forelæsning, indtil vi endeligt siger farvel og afslutter forelæsningsrækken den 18 november.


  7: Efter hver endt forelæsning vil I dagen efter modtage mine noter på mail, så I ikke skal bruge tiden foran skærmen med at skrive, men kan følge med i ro og mag. Skulle du af nogen grund blive forhindret, eller måske have tekniske problemer den pågældende dag, optager jeg hver forelæsning, så I alle kan gå tilbage via et link og finde og gense forelæsningen. Linket ligger bag Zooms egen digitale ’væg’, og vil blive slettet 7 dage efter optagelsen, af sikkerheds- og privatlivshensyn.


  Jeg glæder mig og er rigtig spændt! Her kan du læse lidt mere om forelæsningsrækken:


SARDINIEN: ITALIENS HEMMELIGE Ø

De fleste kender Sardinien som et badeparadis, men øen udgør også et for mange ukendt univers med sit helt eget sprog, sin unikke fortid og sin ligeså specielle befolkning.
 

Er man berejst i resten af Italien, bliver man derfor forbløffet over Sardiniens bagland, hvis kontrastfyldte virkelighed fuld af både vildskab, kunst og kultur udgør en vigtig brik i forståelsen af den syditalienske identitet.

Hinsides strandene møder man nemlig nogle af verdens ældste mennesker, unikke naturfænomener og innovative hyrdelandsbyer. Tag med til Sardiniens ukendte bagland og se, hvorfor øen udgør en af Syditaliens mest dynamiske regioner.


Forelæsningerne handler om:

21 oktober: Den sardiske bronzealder og nuraghe¬folket

4 november: Vil du leve i 100 år? På sporet af den sardiske livsstil og identitet

11 november: La Barbagia-regionen: Banditter, anarkisme og verdenskunst

18 november: Fra all inclusive til grøn oase: Sardinien for den rejsende.

Cornetto – verdens mest berømte vaffelis er fra Napoli

Næste gang du spiser en klassisk vaffel-is med flødeis, chokolade og hakkede nødder, så send en venlig tanke til signor Spica, der i 1959 revolutionerede den italienske isverden ved at løse et irriterende problem – nemlig hvad man skulle bære og spise isen i.

I århundreder havde Italien været berømt for sine sorbetter og is baseret på mælk, æg og sukker, og kloge hoveder serverede den skrøbelige delikatesse i enten små kopper, eller på flade vafler, som isen kunne spises ad, inden den smeltede.

Udfordringen var dog, at isen hurtigt gjorde vaflen våd og kedelig – indtil Spica opfandt en maskine, der kunne dække vaflens inderside med et tyndt lag af sukker, olie og chokolade. Nu kunne man pludselig spadsere rundt med en is og spise ad den uden at få klistrede fingre.

Stolt kaldte han sin is for ‘Cornetto’ (cornetto betyder ‘lille vaffel/et lille horn’), men efter mange års succes ved sin isbutik i Via Gianturco måtte det historiske ismejejeri lukke i 1973 grundet udenlandsk konkurrence.

‘Cornetto’-brandet blev solgt til Unilever, og op gennem årtierne markedsført med O sole Mio og den napolitanske arv som en del af historien.

Idag må man nok kalde den verdens mest udbredte og spiste vaffelis, som findes i flere varianter med jordbær, yoghurt og mintsmag – seneste skrig er en vegansk udgave. Ikke dårligt klaret! Foto: Wikipedia.

Mine egne online-kurser om Syditalien starter til efteråret – har du lyst til at være med?

Gennem de sidste to år har jeg rejst rundt i Danmark og holdt foredrag og mødt utrolig mange sjælefrænder – landet er fuld af ildsjæle og netværk med Italien og centrum, hvor I alle medvirker til at holde den italienske kultur i live med middage, arrangementer og udflugter. Utrættelige ildsjæle – hvad skulle jeg gøre uden jer!

Men jeg har også været frustreret over at vide, at der sidder ligeså mange derude, der gerne ville, men IKKE har overskud eller tid til at møde op i foreningerne og på folkeuniversiteterne, enten pga arbejde, et travlt familieliv, eller pga helbredet. Måske sidder I på de små danske øer derude, eller meget langt væk fra min hverdag i København, hvorfra jeg gerne rejser med tog, men hvorfra der også er langt til feks. Nordjylland.

Så nu har jeg fået den idé at holde mine foredrag på et tidspunkt og i en form, som forhåbentligt er tilgængelig for de fleste – nemlig 2×45 minutters foredrag om torsdagen (eller onsdagen – den endelige ugedag beslutter jeg alt efter hvornår de øvrige aftenskoler i Danmark afholder deres lektioner) fra klokken 19-21 på nogle givne datoer.

Foredragene vil blive holdt som foredragsrækker omkring et tema – for eksempel Sardinien (dette efterår), Napoli (vinter 2021) eller Sicilien, og hver foredragsrække koste cirka det samme som på et Folkeuniversitet. Betalingen vil foregå via MobilePay eller bankoverførsel og gå direkte til mig, selvfølgelig med afbestillingsrettigheder og tilbagebetaling, hvis jeg for eksempel bliver syg, eller teknikken går ned.

Hvis du er interesseret kan du skrive det under denne blog-post, eller vente til du får flere informationer fra mig, hvis du er tilmeldt mit nyhedsbrev. Du kan også skrive direkte til mig på cillemarie@gmail.com med eventuelle spørgsmål.

Hovedfoto: Madonna med pistol af Banksy. Wikipedia.

Den 28 oktober udkommer min essaysamling ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’ fra Forlaget Turbine

En stor drøm er netop gået i opfyldelse: Til efteråret får jeg simpelthen udgivet en hel bog med essays om Syditalien, som jeg har arbejdet på i de sidste par år – den røde tråd bliver mit liv i Salerno med kæreste og svigerfamilie, som også knyttes op på de mange indsigter, jeg senere har fået om landsdelen gennem mit arbejde som forfatter og skribent.

‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’ bliver en tour de force gennem en for mange ukendt del af Italien, hvor jeg beskriver en eksotisk hverdag fuld af anderledes ressourcer. Et par af teksterne kender I måske allerede fra min blog, og ved, hvad jeg mener;-)

Faktisk tror jeg ikke, denne essay-samling var blevet til noget, hvis jeg ikke havde haft JER til at læse med på min blog, og til at bekræfte mig i, at os danskere er nysgerrige og villige til at lære om Syditaliens mirakler.

Og så er jeg selvfølgelig taknemmelig for at Forlaget Turbine tør bide skeer med en for dem ukendt destination, som de (så vidt jeg ved) aldrig har udgivet noget om før.

Da jeg kom til Syditalien for første gang, boede jeg i Firenze – Italiens ultimative by for kunst, kultur og historie. Men hvad jeg fandt syd for Rom var en åbenbaring af vidundere, jeg sjældent havde hørt om, men som ikke desto mindre virkede utrolig vedkommende. Udover at finde græske templer, barokbyer bygget i lava og landskaber skabt af levende vulkaner, oplevede jeg et Syditalien, hvor de menneskelige relationer, og det at bo, leve og dø sammen, blev ophøjet til en kunstart.

Følg linket nedenfor og læs mere om ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’, som allerede nu kan bestilles fra forlaget, og hos Saxo. Jeg håber selvfølgelig på mange solgte eksemplarer, så vi kan vise verden, at Syditalien er relevant og et (vildt, vidunderligt, skørt) sted, som man kommer til at høre meget mere fra i fremtiden.

Napolis messeområde ‘Oltremare’er en arkitektonisk perle og et fascistisk tidsbillede

En kæmpe eventyrsø med et etiopisk slot i midten, en enorm kube i guld, og et af syditaliens mest spektakulære springvand: Messeområdet Mostra d’Oltremare vest for Napolis bymidte er en glemt tidslomme og en uvurderlig kilde til ny viden, hvis man interesserer sig for byens nyere historie og arkitektur – især den fascistiske.

Igennem årtierne er Oltremare blevet et af Napolis mest folkelige og elskede åndehuller, hvor joggere tager tid på hinanden, og hundeluftere finder grønne pletter til Fido. Og derfor var napolitanerne yderst taknemmelige, da kommunen i slutningen af maj atter åbnede de skyggefulde parkfaciliteteter, som omgiver Mostra d’Oltremare, efter coronaen. Lad os sammen med byens befolkning genopfriske, hvorfor Oltremare så absolut er et besøg værd:


‘Mostra Oltremare’ betyder ‘udstillingen hinsides havet’, og er sammen med Fiera del Levante i Bari Sydtaliens største messeområde. Nu er det sjældent, at messefaciliteter er så interessante, at de er værd at besøge for sin æstetiske værdi. Men på linje med den have, som omgiver kunstmessen i Venedig, giver Oltremare et anderledes perspektiv på historien, fordi dens bygninger og design afspejler en helt særlig periode i den italienske samfundsudvikling.

Rodi-pavillonen fra 1940 blev bygget med middelalderlig inspiration fra den kristne ridderorden på Malta. Wikpedia, Giuseppe Albano.

Mostra d’Oltremare var en del af Mussolinis store strategi om at booste Napolis økonomi og rolle i Middelhavet: Italiens tredje største by skulle relanceres under sloganet ‘Napoli skal leve’ fra 1931, med nøgleordene ‘landbrug, sejlads, industri, håndværk, turisme’. Af samme grund blev sletten mellem Bagnoli og Fuorigrotta valgt som byggegrund, fordi stedet lå tæt på turistattraktionerne Cuma og Averno, der begge rummede vigtige, romerske ruiner. 

Udgangspunktet for tegningerne var en såkaldt ‘grøn arkitektur’ undfanget i 1898 i England, hvor man stræbte efter at forene byggerier med træer, buske og bassiner. Idéen om en naturlighed, der skulle presses ind i særlige rammer, passede godt ind i den fascistiske ideologi, og man gik igang med at bygge intet mindre end 24 stande, et stort sportskompleks, springvand, alleer og pladser, hvor tusindvis af tilskuere fra hele verden kunne komme og beundre den fascistiske ‘verdensudstilling’.

Idéen var at Italien hvert tredje år skulle invitere folk til en messe, der viste imperiets ekspanderende udstrækning og kulturelle kapital: Og da den første ‘Mostra d’Oltremare’ åbnede den 9 maj i 1940, kunne man opleve vidundere fra de italienske kolonier i nordafrika – heraf navnet ‘oltremare ‘hinsides havet’ – favnet af flere bygninger, der direkte trak på æstetik fra det eksotiske område.

Guldkuben med flanker dekoreret i arabisk stil. Wikipedia, Giuseppe Albano.


Her kunne man også se det allernyeste skrig indenfor den italienske rationalisme-arkitektur, som vi i dag vil kalde fascistisk, med stramme linjer, slogans udhugget i romerske bogstaver, og relieffer af arbejdende folk fra alle Italiens samfundslag. Det hele bredte sig over imponerende 170.000m2, men glæden varede kort: blot efter en måned måtte man lukke udstillingen på grund af krigen, og under de allieredes bombardementer i 43 blev flere af bygningerne slemt tilredte.


I 50’erne prøvede man at give området en renæssance, men pengene rækkede ikke, og jordskælvet i 1980 gav bogstavelig talt flere af genoplivningssprojekterne dødsstødet. Heldigvis blev det nye årtusind en genfødsel for Oltremare, der siden 00’erne er blevet renoveret og nu løbende huser konferencer og udstillinger.

Gondarslottet står midt i en kunstig sø og skaber eventyrstemning. Wikipedia, Baku.

Idag er det især værd at nyde det etiopiske slot Gondar fra 1940, der skulle være en nøjagtig kopi af den selvsamme bygning i byen Facil Ghebbi i Afrika. Slottet ligger midt i Fasilides-søen, der iøvrigt rummer eksemplarer af den sjældne smaragd-tudse. Lidt der fra kan man stadig nyde den imponerende, firkantede guldbygning fra 1938, der stadig står udsmykket med gyldne facader i byzantisk stil.

Og så er der  Esedra-springvandet, som ved åbningen af Oltremare-udstillingen udsende vand i pulsslag, som passede til den fascistiske hymne, der blev spillet samtidigt. Springvandet er inspireret af det enorme barokspringvand i det nærliggende slot i Caserta, og bassinets sider flankeret af farverig, italiensk keramikkunst.

Hovedillustration: Esedra-springvandet. Aquila 460 på Wikipedia.

Syditaliensk fodbold blev født på dækket af de engelske handelsskibe

Den 3 november 1985 spiller Napolis fodboldhold mod ærkerivalerne fra nord, Juventus. Napoli er på det tidspunkt Italiens fattigste by, og i befolkningen sidder stadig traumet efter en horribel kolera-epidemi i 1973.

Men med på holdet har de legendariske Maradona, som efterhånden har fundet sig til rette i Napoli, og gør, hvad mange i Italien havde fundet umuligt: Han scorer på frispark, og tilskuerne går så meget amok, at 5 besvimer, og 2 får et hjerteslag på tribunerne.

I ugen op til turneringen havde Napoli været genstand for racisme og chikane i både medierne og på gaderne af Juventus’ fans, der skreg, at napolitanerne skulle vaske sig, at de var Italiens kloak, og at man håbede, at Vesuvio ville begrave byen i lava.

Da en journalist i nedenstående klip spørger ham hvilken farve, målet var, siger han “Målet er lyseblåt (Napolis holdfarve), blåt for hele Napolis befolkning. For ingen udefra kan forestille sig, alle de ting, der er blevet sagt om os i ugens løb. Det mål og den sejr havde folket fortjent.”

Maradonas geniale scoring i 1985, som tegnede begyndelsen på Napolis genrejsning som fodboldby, kan ses her:


Forleden vandt Napoli det italienske mesterskab i fodbold, og det har dels fået mig til at se den fremragende dokumentarfilm, “Diego” om Maradona. Om sine år i Napoli siger han: “Napolitanerne var Italiens afrikanere. Jeg repræsenterede en del af Italien, som ikke blev regnet for noget.”


Udsagnet gjorde mig nysgerrig på, hvor og hvordan fodbold i Syditalien egentlig opstod. Sporten har nemlig haft helt andre forudsætninger mod syd end i det norditalien, som først introducerede sporten i landet. Her er hvad jeg fandt ud af:

Da fodbold i slutningen af 1800-tallet kom til Italien fra england, brugte man i starten ordet ‘Foot-ball’. Men da lokalsamfundene fangede, at sporten ikke blot var en flygtig bibeskæftigelse, men vitterligt samlede italienerne, begyndte man at spekulere i, om der kunne være et italiensk ord for fænomenet.

Valget faldt på termen ‘calcio’, og blev første gang foreslået af fodboldspilleren Luigi Bosisio i 1907, og underbygget af en artikel i sportsavisen La Gazzetta dello sport samme år. Man skrev:

“I renæssancen bedrev ungdommen deres fritid med at spille bold på de søde, toscanske bakkedrag mod modstandere fra de tilstødende kommuner. Det spil hed ‘il calcio’!”

Artiklen argumenterede i sarkastisk stil for at bruge et italiensk ord istedet for det importerede engelske term, fordi det også ville være en del af samskabelsen af det italienske folk. “Italienerne skaber man jo ikke på et øjeblik”, stod der i artiklen, og legede således med politikeren Mazzinis udtalelse om, at man ved Italiens samling nok havde samlet landet fysisk, men nu blot manglede at skabe italienerne.


Mens fodboldklubber skød op i Torino, Milano og Genova, var situationen en anden i Syditalien. Her kom lokalbefolkningen i kontakt med fodboldsporten gennem de mange britiske handelsmænd, som tjente gode penge på at handle med det frugtbare syd, og sælge engelske varer som te og kiks i byer som Napoli i Palermo, mod at købe frugt, mineraler og andre råvarer til deres eget marked.

I de syditalienske havne spillede de engelske skibsfolk fodbold, når de havde fri – gerne midt på de store skibsdæk, eller på molerne, hvor der var plads. Italienerne blev inviteret til at spille med, og i Napoli fik det så stor succes, at Napolis Football and Cricket Club blev grundlagt i 1905 af den engelske sejler William Poths og hans forretningspartner, Hector M. Bayon.

Den første officielle kamp, Napoli var med i, løb ad stablen mod skibsbesætningen på det engelske skib Arabik. Napoli vandt 3-2, og en livslang passion for byens indbyggere var født.

Napolis første fodboldhold havde blandt andet stjernen Attila Sallustro med. Han står i midten i dette foto fra 1927. Wikipedia.

I den syditalienske fodbolds barndom – og faktisk helt op til 1926 – var de syditalienske klubber, som efterhånden skød op i resten af landsdelen, ikke en del af det officielle, italienske mesterskab. I stedet spillede man mod hinanden i turneringer som Thomas Liptons Lipton Challenge Cup, hvor Napoli og Palermo som oftest deltes om at ligge først. Thomas Lipton gjorde gode forretninger i Syditalien, hvor han efterhånden havde opbygget et mindre handelsimperium –


I 1926 kom Napoli med i serie A, og store personligheder som træneren William Garbutt revolutionerede spillet, mens fodboldspilleren og en af datidens helte, Attila Sallustro, stod for mange af holdets smukkeste mål. Klubbens succes gik op og ned gennem årene, hvor kulminationerne endte i store sejre både indenlands og udenlands, mens nedturene også talte nedrykninger, korruptionsskandaler og konkurser.


I disse år er Napolis fodboldhold atter inde i en af sine store perioder. Holdet har pt. Italiens fjerde største fanbase, og i sæsonen sprudler det af liv omkring stadionet San Paolo i Fuorigrotta i Napolis udkant. Jeg krydser fingre for både dem og alle de hold i Syditalien, som hver uge giver italienerne og alle os andre én på opleveren.

Hovedillustration: San Paolo-stadionet i Napoli koger i 1987, da Napoli atter vinder det italienske mesterskab med Maradona ved roret. Wikipedia.