Pizza og pizzo i Via Tribunali: Bagerne i Napolis pizzagade bryder tavsheden om børne-mafiabanderne der ‘afpresser dem som citroner’

De kommer og kræver 100 euro om ugen i støtte til kvarterets familier med fængslede slægtninge, så er der de 5000-10.000 euros, som pizzabagerne presses til at betale til jul og påske, og falder pengene ikke prompte, bliver der skudt mod pizzeriaernes vinduer og udløst bomber i gyderne.

I omkring et årti har nogle af Napolis mest berømte pizzeriaer kæmpet med undertrykkelse fra ‘la paranza dei bambini’ – en helt særlig gren af den napolitanske mafia, hvor teenagere helt ned til 13-15 års-alderen agerer mafiosi og terroriserer handelen i byens gamle centrum. Trods den unge alder er de ikke blege for at slå ihjel, og derfor har de kunnet chikanere agtværdige etablissementer som Pizzeria Di Matteo og endog selveste Pizzeria Sorbillo – to steder, der er verdensberømte for deres originale pizzaer, og som i årtier har ligget i Napolis absolutte gastronomiske elite hvad angår folklore, historie og tradition.

Via Tribunali har også navnet Decumanus Maximus og stammer fra det over 2000 år gamle vejnet fra dengang grækerne grundlagde Neapolis, ‘den nye by’.

Men nu er det kommet frem at stederne i lang tid har været afpresset af de såkaldte ‘baby-gangs’ – dråben, der fik bægeret til at flyde over, var hændelsen natten mellem den 25 og 26 februar, hvor der blev affyret adskillige skud mod di Matteos metal-persienner. Det fik butiksindehaverne til at bryde tavsheden, den såkaldte omertá, som i årtier har været et nøgle-begreb i mafiaens fortsatte overlevelse. Holder man mund, overlever man, men nu gider pizzabagerne i Via Tribunali ikke længere at betalte pizzo, beskyttelsespenge: “Vi bliver afpresset som citroner”, siger en af ejerne hos di Matteo, og fortæller hvordan de såkaldte baby-gangs chikanerer dem ved pludselig at dukke op og hærge og røve al maden på disken: pizzaerne, panzerotti, panini.

Politiet blev tilkaldt og der er nu blevet foretaget afskillige anholdelser i ‘la paranza dei bambini’, hvilket ligger i forlængelse af byens indsats mod netop de hærgende babygangs, som flere steder har taget kontrollen over Napolis underverden.

Via dei Tribunali er personligt en af mine absolutte yndslingsgader i Napoli, skønt den sidste gang, jeg var i byen, tydeligvis har undergået den uundgåelige forandring, som altid skyller ind over et sted, når det kommer ‘in vogue’: i århundreder har Napoli svunget som et pendul mellem optur og nedtur – tydeligst illustreret med byens berømmelse som dannelsesdestination i Guldalderen, hvor blandt andet H C Andersen og Bryggeren valfartede til Napoli for at opleve den oplyste kongeby, der næst efter Paris og London var Europas mest industrialiserede metropol. Napolis nedtur startede ved Italiens samling, og accelererede dels efter 2 verdenskrig, og dels efter det voldsomme jordskælv i 1980, hvor camorraen tjente fedt på bolispekulation og tvivlsomme entreprenøraftaler.

Via Tribunali er fuld af små butikker, pizzeriaer og konditorier, hvoraf flere er blevet presset til at betale beskyttelsespenge til den napolitanske mafia, la camorra.

Via Tribunali ligger i Napolis næstældste bydel I Decumani – kun området omkring Pizzo Falcone nær Chiaia-kvarteret er ældre – der ligger ovenpå det ældgamle, græske vejnet, som blev etableret her for over 2000 år siden, og sammen med nabogyderne udgør et af de mest ikoniske områder i Napoli fuld af forfaldne kirker, små butikker, julekrybbeværksteder og selvfølgelig også pizzeriaer.

I Via Tribunali findes der døre ned til de arkæologiske udgravninger og løbegange under brostenene, som helt op til 2 verdenskrig blev brugt som beskyttelsesrum mod invasioner og bombardementer. Og indtil for blot et par år siden var det det lokale liv, der især karakteriserede stemningen her, mens de få turister, som byen modtog, promenerede ad strøget Spaccanapoli i gaden Via S. Biagio dei Librai ved siden af.

I februar havde filmen ‘La Paranza dei bambini’ premiere, baseret på bogen af samme navn af Roberto Saviano, som tidligere har skrevet om den napolitanske mafia med livet som indsats.

Siden sidste år har ildsjæle som blandt andet pizzabageren Gino Sorbillo stået bag en opfriskning af Via Tribunali, som har resulteret i flere restauranter med turistmenuer på engelsk, vejskilte, der kan hjælpe udlændingene på vej, og nymalede facader. Det er tveægget sværd – for alt imens jeg under napolitanerne at Napoli atter er kommet på folks læber som spændende turistdestination, ønsker jeg jo også, at tingene skal forblive, som de var engang.

Og så alligevel: det er jo netop den dynamiske bevægelse mellem optur og nedtur, der tegner Napolis skæbne, og napolitanerne gør forståeligvis blot hvad de har gjort i århundreder, nemlig udnyttet øjeblikkets potentiale. Det er en distinkt del af napolitaniteten og vil intet grundlæggende forandre, blot understrege byens konstant, som vi elsker, men hvori den kyniske camorra i århundreder har påtvunget sig en rolle med vold og magt. Den vigtige forskel ligger i, at nogen endelig er begyndt at sige tydeligt fra overfor kriminalitetens groteske normalitet.

MÆLKEKRIGEN ER OVRE: SARDINIENS HÅRDT PRØVEDE HYRDER ER NÅET TIL ENIGHED MED INDUSTRIEN

i den sidste måneds tid har Sardiniens gader flydt af fåremælk hældt ud i protest mod den rekordlave mælkepris på under 0,60 euro pr. liter, som en overflod af mælk og en overproduktion af pecorino-ost har resulteret i på øen – et beløb, som de sardiske hyrder ikke engang har kunnet dække deres malke-og staldudgifter med, og som derfor satte gang i et historisk oprør blandt hyrderne, der i århundreder har udgjort en vigtig brik i Sardiniens lokaløkonomi.

Forleden kunne prefekten i byen Sassari lukke en forhandlingsaftale mellem den sardiske hyrdeorganisation, forarbejdningsindustrien og den italienske stat, der garanterede hyrderne en pris på 0.74 pr liter mælk. Prisen var et kompromis mellem den meget debaterede bundpris på under 0.60 euro og hyrdernes ønske om en slutpris på 0.80 euro. Staten har desuden hjulpet til ved at overføre 24 mio euro til de hårdprøvede mini-mejerier på Sardinien, for at give dem et tiltrængt skud likviditet.

Parterne er nu gået hver til sit og der vil endelig blive bragt nymalket mælk til de mange fabrikker, der producerer den berømte ost, parmesanens lillebror, il pecorino romano, hvis hovedbestanddel netop er fåremælk fra Sardinien. Men der skal kun en ny glød til at tænde vreden, der blev udløst af den lave pris hånd i hånd med et politisk løfte: Inden det italienske parlamentsvalg havde Matteo Salvini nemlig lovet, at blev han valgt, skulle literprisen ligge på 1 euro for den sardiske fåremælk. Da politikeren endelig kom til magten, blev løftet sløjfet.

En lille fortælling om at fortælle om Syditalien

Da jeg for snart ti år siden besluttede mig for at ville skabe en niche om Syditalien, var der mange, der ikke rigtig forstod det. Når jeg ringede til forlag her i Danmark og foreslog dem at udgive bøger om Napoli, mødte jeg undren: “Der er da ingen danskere, der tager til den by. Og er der ikke også farligt?”

Aviserne var heller ikke interesserede i artikler fra Syditalien – deres læsere ville hellere høre om mere kendte destinationer. De gamle kulturbyer i Toscana. Om Venedig.

Da jeg i 1999 gik på sprogskole i Firenze, forstod italienerne ej heller, hvorfor jeg bagefter ville tage til en lille privatskole i Salerno og læse videre. En ukendt havneby, der lå uoverskueligt langt fra det Italien, de fleste kender og er trygge ved, men hvor jeg havde fået nys om et hyggeligt sprog-akademi med unge, lokale lærere i et palazzo ved havet.

Jeg havde nemlig fået fornemmelse af noget grandiost, af noget eksotisk, som jeg ville undersøge. Under gymnasiet havde jeg nemlig været på frivillig arbejdslejr med Mellemfolkelig Samvirke i en lille by der hedder Gaeta syd for Rom. Og selvom Lazio er en centralitaliensk region, boede vi tæt på Campania, og landsbyer, der i farver, stemning og landskaber lå meget langtfra det, jeg kendte fra Firenze.

Derfor ville jeg til Salerno, og derfra udviklede tingene sig. Og idag ser alt anderledes ud: fra at Syditalien selv for danske Italienskendere var noget, som man kun havde hørt om, aldrig besøgt, er danskerne nu mere nysgerrige end nogensinde før efter hvad der foregår syd for Rom: de rejser, de læser, de opsøger foredrag (og det er egentlig det, der inspiererede mig til at sætte mig ned idag og skrive dette blogindlæg):

igår aftes fortalte jeg nemlig om kulturby Matera og Basilicata-regionen for Italiensk Kandidatforening på Københavns Universitet. Jeg elskede mit italiensk-studie og er stadig i kontakt med mine dygtige undervisere fra dengang, og der er sket det forunderlige, at studiets kandidatforening nogle gange booker mig til at holde foredrag, ikke blot for deres medlemmer, men også til aftener, hvor alle kan komme udefra og være med ved blot at betale et symbolsk beløb i døren.

Det var en mørk og stormfuld igår aftes på KUA. Jeg kæmpede mig frem på cykel og ind i et tomt lokale, hvor jeg begyndte at sætte computer og det hele op. Og mens jeg står og hyggesnakker med min gamle Erasmus-vejleder, begynder det pludselig at vælte ind – så mange, at der må hentes ekstra stole. Så gilk jeg igang, og havde fornøjelsen af at berette foran et fantastisk lydhørt og spændende publikum.

Bagefter kom et af foreningens bestyrelsesmedlemmer hen til mig:”Der er altså sket noget her det sidste år. Der kommer simpelthen så mange mennesker. Også når det handler om Syditalien. Det er virkelig markant. Noget er forandret.”

Jeg tror, det jeg i sidste ende ønsker at sige med denne tekst, er TAK: Det er stadig ufatteligt for mig, at mennesker, jeg ikke kender, sætter en dato i kalenderen, tager fint tøj på, bevæger sig ud i vintermørket og langt ud til Amager for at høre mig fortælle. Jeg takker. På vegne af mig selv, men selvfølgelig – først og fremmest – på Syditaliens vegne. Verdens bedste, skøreste og skønneste landsdel, der nu endelig er ved at få den opmærksomhed, den fortjener.

La Sartiglia – Sardiniens mystiske og pompøse ringridderturnering

Et person med hvid maske, dug over hovedet og sort hat lader sig falde bagover på sin hest, der galoperer vildt nedad Via Mazzini i centrum af et blomsterpyntet Oristanto. Omkring Su Componidori hujer tusindvis af mennesker, og først når han har lavet magiske fagter med sin violduftende stok nedover hestens hale, er La Sartiglia officielt skudt igang, og de mange tilskuere, som er kommet hertil fra hele Sardinien, kan komme i gang med at finde og hylde Stjernevinderen – ham eller hende, der som en anden ring-ridder får spiddet den stjerne med sin lanse, som hele ritualet kredser om.

Ringridderfesten indeholder også Le Pariglie-ritualet, hvor der dystes i akrobatiske øvelser på hesteryg.

Nogle kalder La Sartiglia et karneval, andre et levn fra ridderkulturen, andre igen forbinder ritualet med Sardiniens tusindårige fortid, hvor de kolde vintermåneder blev brugt til at vække naturen til live igen ved hjælp af frugtbarhedsritualer. Men ligegyldigt hvad udgør La Sartiglia Sardiniens nok mest overvældende og komplicerede folkefest, hvis kostumer og optrædener ikke har deres lige på resten af øen, og altid fejres i overgangen mellem februar og marts måned.

Selve ordet Sartiglia betyder ’stjerne’ eller ’ring’ på gammelt spansk og stammer fra den periode, hvor Sardinien var under aragonsk herredømme. Dengang var ringridderturneringer og militære opvisninger en vigtig del af kongemagtens ydre image, og de første skriftlige vidnesbyrd om La Sartiglia stammer tilbage fra 1500-tallet, hvor festens hovedby Oristano var en travl og rig handelsby fuld af social hierarki. Her udviklede La Sartiglia til et ritual, hvis forberedelser af mad, seletøj, tøj og våben satte alle håndværk i gang, og fik økonomien til at blomstre. Og endnu i dag er La Sartiglia en begivenhed, der bekræfter de lokales kærlighed til deres by og deres traditioner her ved Sardiniens stolte vestkyst.

Herover i videoen kan du opleve stemningen fra det årlige Sartiglia og høre de lokale fortælle om deres tilknytning til fejringen.

La Sartiglia er en ringridderturnering, der henover 2 dage markerer starten på følger et skrapt program af ritualiserede hændelser: først ankommer der hundredevis af dygtige ryttere fra hele øen, der har brugt året på at øve sig i at spidde stjernen. De iføres traditionelle dragter og smykker i stærke farver, og hestenes seletøj er fuld af knuder og blomster.  Og påklædningen sker ved hjælp af kvinder, der giver hver især en hvis maske over hovedet, og bidrager til at gøre figuren helt kønsløs – om det er en mand eller en kvinde kan hverken ses på ansigt, hår eller tøj, og man mener at der ligger en helt særlig symbolik i dette faktum om begivenheden, der i mange årtier også har talt adskillige kvindelige ringriddere.

Hestene pyntes også fornemt med læder, stof og blomster.

De mange ryttere stilles så op i kø og rider på skift i stærk galop igennem Oristanos gamle byport og ned ad Via Mazzini, hvor stjernen hænger og dingler. Den når får sin lanse flest gange igennem stjernen, vinder turneringen. Og i centrum af turneringen befinder sig vigtige, maskerede figurer som Su Componidori, der er vært for festlighederne, og Capo della Corsa, der leder selve væddeløbet mod stjernen. Su Componidori udpeges ifølge ældgamle ritualer af de gamle håndværkerstænder i Oristano, som den 2 februar under lysfejringen La Candelora får overrakt æren i form af et stearinlys.

Imellem turneringerne under La Sartiglia opføres der et væld af imponerende akrobatik på hesteryg kaldet La Pariglie med deltagere, der øver sig i månedsvis på at udvikle det helt særlige bånd til deres hest, som øvelserne kræves.

I Italien begynder foråret først den 21 marts. Men hvorfor?

“Hov, hvad var det, du sagde”, spurgte min italienske svigerfar mig engang, da jeg var på besøg i Salerno. “I dag er det endelig forår!” gentog jeg jublende, og pegede på kalenderen, der sagde den 1. marts. Nu var vi endelig inde i den måned, der mere af navn end af gavn symboliserede årets første forårsmåned.

Men svigerfar løftede højre hånd og svingede pegefingeren fra side til side. “Næ nej, foråret begynder først den 21. marts. Så, der går lige tre uger endnu!”

“Har jeg mon hørt forkert”, tænkte jeg, men slog det så hen. Indtil jeg hjemme i Danmark kom med samme ytring overfor en italiener. Han korreksede mig straks:”Ahh, tag den med ro, det er først forår langt inde i marts!”

Jeg kom til at tænke på uenighederne, fordi vi snart skriver 1. marts, og masser af mine venner har allerede bedyret, at de ikke kan vente med at gå foråret i møde.

Men hvad er egentlig korrekt? Når jeg googler ordene ‘forår’ og ‘primavera’, siger de danske sider, at foråret starter 1. marts, mens de italienske siger, at foråret indfinder sig mellem den 19-21. marts, alt efter hvordan kalenderåret ser ud.

Med hjælp fra kloge venner ser det dog ud til, at jeg endelig har løst gåden: der er åbenbart to måder at beregne en årstid på – den ene er den meteorologiske metode, som baseres på temperatur og atmosfære, og hvor man deler året ind i fire ‘størrelser’, med begyndelse den første i måneden.

Den anden metode er den astronomiske, hvor man ser på Jordens bane og lægger årstidernes skiften i forhold til jævndøgn. Og det er netop dette system, som man i Italien benytter sig af, mens man i Danmark bruger den meteorologiske.

En forklaring på italienernes brug af sidstnævnte kan være den italienske landmands afgørende kendskab til og afhængighed af månens faser, som skulle have stor indflydelse på planternes liv. Og omkring 21. marts er det forårsjævndøgn, hvorefter de lyse timer bliver flere end de mørke.

I den italienske folkeskole bruges mange timer på at forklare børnene, hvorfor årstiderne er defineret, som de nu er. Selv husker jeg ikke at have modtaget undervisning i årstidernes skiften i min egen skole, men det er måske forsvundet sammen med så meget andet i tidens store sandur?

Ligegyldig hvad: Nyd forårets komme, hvor du end er, hvornår det end kommer.

Illustration: fotografisk gengivelse af Sandro Botticelli’s La Primavera fra slutningen af 1400-tallet. Det er Foråret, som kommer skridende ind fra højre, mens blomstergudinden Flora lige ved siden af ankommer med blomster ud af munden. Fra Wikipedia.

Lampedusas mesterlige roman ’Leoparden’ sender én på jagt efter Siciliens mystiske kattedyr der er blevet symbolet på øens (s)tilstand.

Når Burt Lancaster lægger armen om Claudia Cardinales smalle liv og fører hende rundt i en sensuel vals, holder både adelsgæsterne i dansesalen og tilskueren bag tv-skærmen vejret. For det er et af de absolutte højdepunkter i filmatiseringen af Tomasi di Lampedusas roman Leoparden,  hvor man trods de forgyldte møbler, de overdådige kjoler og de varme farver i den sicilianske nat fornemmer en skæbnesvanger forandring: Det er øjeblikket, hvor Fabrizio Corbera di Salina, en af de mægtigste fyrster på Sicilien, lader den nye generation, repræsenteret af den skønne og ambitiøse Angelica og hendes opportunistiske forlovede og Fabrizios nevø, Tancredi, træde i forgrunden.

Angelica Sedaras dans med Leoparden Frabrizio Corbera di Salina er en nøglescene i Luchino Viscontis filmaterisering fra 1963, hvor fortid og fremtid mødes, mand og kvinde. 

Selv med adelig kone og 7 børn er Fabrizio en ensom mand, der hellere vil bruge sin tid på at betragte planeterne i sit planetarium indrettet i paladset udenfor Palermo, jage dyr ihjel i baglandets skove eller gå igennem sine overbegroede haver med hunden Bendico halsende ved sin side, end deltage i adelsstandens overfladiske teater-tragik.

Som Italiensskribent er det med ærefrygt, at man nærmer sig det ikoniske vært Il Gattopardo, der blev udgivet i 1958 og sidenhen er blevet en absolut klassiker. Jeg har set filmen af Luchino Visconti, der i 1963 vandt guldpalmerne i Cannes, og blevet dybt bevæget over Burt Lancasters desillusionerede karaktér, der betragter Sicilien under de forskellige ideologiers åg. Og jeg har også skimmet værket, når det har været nødvendigt. Men NU har jeg læst bogen fra ende til anden, og er meget begejstret.

Burt Lancaster i rollen som Fyrst Salina i sit elskede observatorium, hvorfra han betragter himlen og længes efter at hæve sig over livets overfladiskhed blandt stjernerne. Wikipedia.

For det første er romanen meget mere moderne i sit udtryk, end jeg forventede: bogen blev skrevet i 50’erne, og skønt den udgør noget så usædvanligt som en kanoniseret roman skrevet af en adelsmand fra Siciliens absolutte elite, er den forbløffende realistisk helt ud i det kyniske i sin skildring af Fyrst Salinas psykologiske tilstand. For det andet er den syditalienske, litterære udtryk, med sin svulstighed og sit blik for landskabernes storhed og kontraster, stadig tydeligt.

Romanen starter i året 1860, hvor Garibaldi går i land i Marsala. Snart vil han og sine 1000 mand indtage Sicilien og Syditalien og hjælpe kong Vittorio Emanuele med at samle Italien, og den politiske begivenhed repræsenterer på både et fysisk og et psykisk plan adelsstandens fald og opstigningen af den borgerlige klasse. Fabrizio fortæller hvordan det betyder, at ”leoparder og løver nu udskiftes med sjakaler og hyæner”, men Fabrizio har i lang tid  forinden mærket adelens degenerering: han fornemmer den i Tancredis støtte af Garibaldi og den piemontesiske hær i den unge adelsmands håb om at gøre militær karriere i den vindende lejr, i Angelica Sedaras familie, hvor bedstefaren var sindssyg og levede i sit eget skidt, men hvor hendes far med kynisme og snilde nu er blevet den største jordbesidder omkring Salina-familiens sommerresidens i Donnafugata nær Sicilien sydkyst, og i den grimme ungdom, der med overbid, dårlige tænder og fede ansigter betragter Fabrizios dans med Angelica.

Salina-familien ankommer til deres sommerresidens i Donnafugata.

Som romanen skrider frem forvandles Fabrizio fra en stærk og handlekraftig fyrste, som folk både elsker og frygter og i statur fuldstændig mimer leoparden i sit våbenskjold, med smidige bevægelser, bred brystkasse, blond pels og stærke poter, til en gammel mand, der dør i sin seng i familiens lejlighed i Palermo i 1883, og på rørende vis ser døden komme til sin seng i form af en ung kvinde i brun kjole og tornure. Men romanen følger Salina-familiens fald helt op til 1910, hvor Fabrizios ugifte døtre bliver til grin fordi de i deres private kapel disponerer over falske relikvier og beder foran en madonna, der ved en kirkelig inspektion blot viser sig at være et anonymt motiv af en nøgen kvinde.

I det sidste kapitel indser Concetta, der sidder i sin forgyldte lejlighed omgivet af rådne møbler og ragelse og har en nøglerolle i romanen som Tancredis kusine, der aldrig bliver gift med sin kærlighed, men må vansmægte i sin egen familie grundet dens økonomiske interesser i at danne alliance med Sedara’erne, at slægtens omdømme og fremtid endegyldigt er ved at formulde. Pengene og besiddelserne er væk – og nu også familiens rygte i de gejstlige kredse. Concetta rejser sig, tager det gamle, mugne skind fra Bendicò, der ligger på gulvet, og smider det ud af vinduet, som en sidste, symbolsk handling.

Palazzo Filangeri i landsbyen Santa Margherita di Belice var ejet af Lampedusas familie og er model for slottet i Leopardens Donnafugata. Wikipedia.

Leoparden er især verdensberømt for Fabrizio Salinas samtale med Tancredi, hvor han udtaler ordene: ”alt skal forandres, så alt kan forblive, som det er”, og ”Sicilien er gammel, ældgammel, og træt.” Sætningerne kendetegner Sicilien i en nøddeskal, en ø, hvis befolkning er forblevet sig selv på trods og måske netop på grund af de utallige invasioner, krige og ideologier, som har passeret henover dens støvede overflade.

Romanen er blevet kaldt mere europæisk end italiensk i dens spejling af kontinentets evige spændinger og paradokser og dens befolknings længsel efter en tabt verden, men værket blev først udgivet et år efter Tomaso di Lampedusas død i 1957 efter et stort forarbejde fra hans familie, der insisterede på at få bogen på gaden på trods af modvilje fra forlagene, som syntes bogen umiddelbart lød for svulstig og elitær i forhold til datidens mere minimalistiske strømninger. Men Tomasi insisterede og troede på sin roman til det sidste, og leverede i et brev dateret den 30 maggio 1957 til sin ven baron Enrico Merlo di Tagliavia en indgang til både stederne og personerne i Leoparden:

”Det er unødvendigt at fortælle dig, at fyrst Salina var fyrst Lampedusa, Giulio Fabrizio, min oldefar. Hver en ting er sand: hans statur, matematikken, den falske vold, skepsissen, konen, hans tyske mor, modviljen mod at blive senator (..)  Angelica ved jeg ikke, hvem ligner, men husk at hendes efternavn Sedara rimer på Favara. Donnafugata er landsbyen Palma; slottet ligger i Santa Margherita. Jeg holder meget af de to sidste kapitler: Don Fabrizios død, en mand, der altid har været alene på trods af at havde kone og 7 børn; scenen med relikvierne, der slår hovedet på sømmet, er absolut autentisk, jeg så det med mine egne øjne. Sicilien er det, Sicilien er, i 1860, og som det altid har været. Jeg synes kapitlerne indeholder deres egen melankolske ironi. Jeg rejser i dag, og jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage (…) Bemærk: hunden Bendicò er en vigtig karakter, den er næsten romanens nøgle (..). Dette heraldiske emblem er nøglen til destruktionen, fordi ødelæggelsen når hele vejen til hunden.”

Giuseppe Tomasi di Lampedusa levede fra 1896-1957 og byggede sin roman over sin egen slægts historie og skæbne. Flere forlag afviste romanen, men efter hans død blev den udgivet hos Feltrinelli, og fik straks stor succes. Wikipedia.

Tomasi di Lampedusa har altså givet eftertiden en regulær rejseguide til Leopardernes univers, og i dag besøger mange Palma, Santa Margherita og Siciliens sydkyst med romanen i baghovedet. Også slottet Donnafugata, der ligger i samme område, og hvor dansescenerne til filmen blev optaget, er blevet en turistdestination grundet romanens berømmelse.

Selvom leoparden i dag kun kan findes i levende live i øens zoologiske haver, er dyret blevet et ledemotiv i den sicilianske bevidsthed. Leoparden var en del af Lampedusa-familiens eget våbenskjold, hvor den står på bagbenene på et bjerg med 3 bjergtoppe, og en krone på hovedet. Lampedusa-familien var en af Siciliens ældste adelsslægter, og kan spores helt tilbage til 330, hvor forfædrene kom til Italien fra Istanbul, datidens Byzans. Måske det eksotiske dyr var en del af den lokale fauna i det tyrkiske opland, som det gav mening at huske og forbinde sig med, i rejsen mod vest? Det giver mening hvis man kigger på panterfamilien, som leoparden er en del af, og som endnu i dag lever i Lilleasiens skove.

Lampedusa-familiens våbenskjold. Wikipedia.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ser man på det italienske ord gattopardo, mener nogen, at det er forkert at oversætte det direkte til leopard. I stedet mener forskere og zoologer at ordet henviser til servalen, et mindre kattedyr med blond, stribet og plettet pels, som i dag lever i Afrika vest for Sahara, og hvis vildkattefamilie endda fandtes på Sicilien indtil midten af 1800-tallet, hvor de sidste eksemplarer udgjorde en trussel mod kvæget og derfor blev jagtet og udslettet.

En serval på Serengeti-sletten, Tanzania. Den menes at være i familie med de vildkatte, som levede på Sicilien op til midten af 1800-tallet, og hvis motiv måske er blevet benyttet i Lampedusa-familiens våbenskjold. Wikipedia.

Det ville passe godt ind i Lampedusas symbolik: Tomasi døde uden børn i 1957 som den sidste i sin tusindårige slægt, ligesom Fyrst Salina i romanen blot kan iagttage sin egen families udslettelse. Og ser man sig omkring er Sicilien den region i Syditalien, der suverænt kan byde på flest blonde leoparder i befolkningen. De lister rundt i gaderne på bløde poter med aner tilbage til de lyse normannere, og kan på forunderlig vis vokse op med flammende rødt hår, mælkehvide ansigter og fregner i et Middelhav omgivet af hud ’a olivastro’, med olivenglød.

Skønt de gamle adelsfamilier forlængst har fået ophævet deres privilegier og kun har de ældgamle navne til pynt, opdrages man stadig til at ranke ryggen og skride nedad gaden i stolt positur og blande sig med resten af øens befolkning, der også forstår at bære sig med katteagtig ynde.

Leoparden vandrer som ledemotiv meget længere tilbage end Lampedusas univers til en tid, hvor store kattedyr blev anset som magiske. Dante skrev om hvordan han drømte om at møde panteren i Italiens skove og blive parfumeret af rovdyrets duftende ånde. Den befolkede middelalderens mytologi ligesom enhjørninger og griffer. Noget af mystikken lå i det faktum, at en leopard mentes at være en krydsning mellem en panter og en løve – en smuk bastard med en pels der spejler underskovens vekslende flimmer af sol og skygger. Akkurat som Sicilien, der er både synes at tilhøre Europa og Afrika,  og har en overflade, der plettet af blod, mælk, sved og olie altid vaskes ren af regnen, i sin læggen ryg til tidens ubønhørlige gang.

Giuseppe Tomasi di Lampedusa: Il gattopardo, Feltrinelli, 2016.

Oversat af Thomas Harder til Leoparden, Gyldendal, 2004.

Hovedmotiv: scene fra filmen ‘The Leopard’ med Burt Lancaster og Claudia Cardinale i hovedrollerne. Wikipedia.