Scicli er Siciliens glemte barokby og filminstruktørernes taknemmelige kulisse

Da jeg forleden skrev om kommissær Montalbanos genkomst på italiensk tv, kunne jeg ikke lade være med at tænke på byen, hvor hans politstation ligger – nemlig i Scicli (det fiktive Vigata), der i Montalbano-universet sammen med langt mere berømte byer som Ragusa og Modica udgør kulisserne for den nu 20 år gamle hit-serie.

Jeg kender alle de verdenskendte barokbyer – Ragusa, Noto, Modica – der ligger som kunstfærdige konditorkager i de elfenbenshvide Ibleo-bjerge i Siciliens fjerne, sydøstlige hjørne. De er resultaterne af det gruopvækkende jordskælv, der i 1693 med en kæmpe krampetrækning forvandlede områdets landsbyer til støv, og som måtte genopbygges på et tidspunkt, hvor barokken befandt sig i sin allermest svulstige periode. På dette tidspunkt havde Sicilien været under spansk herredømme i århundreder, og var hjemsted for vicekonger og senatorer, der virkelig sværgede til pomp og pragt.

Idag er barokbyerne i Ibleo.bjergene udnævnt til verdens kulturarv af Unesco, og det er blandingen af landskabernes dramatik, byernes tæhed og varme farver, og de enkelte bygningers finurlige skønhed, der gør området så spændende at besøge. Netop mødet mellem den italienske og spanske barok på øen har gjort at siciliansk barok er blevet sin helt egen stilart, med ansigter, dyr og symboler udhugget i den specielle kalksten fra Ibleo-bjergene, der viste sig særlig blød at hugge i, og særlig stærk at bygge med.

Det er ikke kun borgerhusene fra barokken, der er fulde af kunstfærdigheder – også kirkerne, som her San Bartolomeo. Wikipedia.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvor langt de fleste valfarter til de førnævnte byer, har så godt som ingen opdaget Scicli, der ligger 26 kilometer fra Ragusa og balancerer på en bjergvæg, omkring hvilken 3 enorme kløfter skærer sig ned i det bløde kalkmassiv. Bjergenes dramatik er igennem millioner af år blevet understreget af erosion, og det klukker og bobler overalt af kilder og floder, der gør de tørre klipper forbløffende frodige.

Jeg synes Scicli er et oplagt alternativ til især Ragusa – sidstnævnte er den mest berømte og besøgte af barokbyerne, men skønt dens gamle Ibla-bydel skam er smuk og velbevaret, synes jeg også, at den virker ret museumsagtig, og mennesketøm. I Scicli er de gamle gader fulde af barok også fulde af indbyggere, der handler, bor og arbejder her, og det giver de gamle bygninger et uimodståeligt liv.

Scicli opleves bedst enten vinter eller det spæde forår, hvor det endnu ikke er blevet for hedt, og gaderne er grønne af terrasser med blomster, citrontræer og olivengrene. Alle gader i det gamle centrum er fuld af imponerende borgerhuse fra barokperioden, men særligt Via Mormino Penna er berømt for sine karakteristiske facader. Palazzo Beneventano, Palazzo Fava, Palazzo Spadaro og Palazzo di Citta viser udviklingen fra den vilde barok til den lettere stil i starten af 1800tallet – sidstnævnte er byens rådhus, som på film er Montalbanos politistation.

Detalje fra Palazzo Beneventano.Wikipedia.

Men det er ikke kun barok, der gør Scicli markant: ligesom i slugterne udenfor byen er mange af bjergskrænterne her gennemhullet af grotter, nogle naturlige, andre menneskeskabte, hvor man har boet i tusindvis af år. Og langs nogle af byens indfaldsveje udnyttes disse huler idag af ældre håndværkere, som kommer her hver dag og hamrer på stål og træ i deres værksteder, når vejret er godt. Det billede herunder er fra min sidste tur til Scicli, hvor jeg mødte en af smedene, og købte en lille petroleumslampe i blik.

Nye afsnit med Kommissær Montalbano der hjælper bådflygtninge på Sicilien skaber postyr, men seriens succes ligger netop i balancen mellem virkelighed og fantasi

Netop nu ruller Siciliens hvide barokbyer og forblæste landskaber henover de italienske TV-skærme i form af serien om Kommissær Montalbano, der på tyvende år underholder seere verden over.  Den 11 februar blev det nyeste afsnit sendt på La RAI under titlen ’L’altro capo del filo’ (den anden ende af tråden), og mens folk kunne glæde sig over at se seriens kendte skuespillere indtage de sædvanlige pladser i forfatteren Andrea Camilleris ærkesicilianske univers, skabte afsnittet også en del postyr.

Luca Zingaretti har fået stor succes i sin rolle som den både alvorlige og retfærdige Salvo Montalbano, men nu er hans fiktive karakter kommet i modvind grundet de politiske spændinger i Italien. Wikipedia.

57-årige Luca Zingaretti, der siden seriestarten i 1998 har fortolket Montalbano-figuren med stor succes, bliver nemlig konfronteret med en farlig bådflygtningesituation, og må blandt andet springe i havet for at bjerge liget af en marokkaner i land. Bådflygtninge-temaet er gennemgående i det første afsnit, og det har fået sindene i kog i Italien, blandt dels en fløj, der mener, at La Rai således laver bevidst propaganda i mod regeringens holdning overfor immigranterne,  mens den anden fløj forsvarer historien.

Ovenfor kan du se de første minutter af afsnittet som gik i luften den 11 februar med titlen ‘laltro capo del filo – den anden ende af tråden’.

For at gøre afsnittet som autentisk som muligt har tv-kanalen gjort et stort forarbejde ved at opsøge statister blandt Siciliens modtagercentre og migrantsamfund, og direktør Teresa De Santis, har svaret således imod anklagerne i avisen La Repubblica: ”La RAI skammer sig ikke over noget som helst, immigration er et kompleks tema som berører mange virkeligheder, og filmen fortæller ud fra sit eget udgangspunkt og inviterer til refleksion. Den aktuelle, politiske polemik har ikke noget med os at gøre.”

Forsvarere af afsnittets indhold har også påpeget at seriens ophavsmand, succesforfatteren Andrea Camilleri, skrev handlingen allerede i 2016, og at han derfor ikke kan have brugt den som en kommentar til Salvini-regeringens hårde immigrantpolitik.

La Sicilia e Montalbano secondo il dott. Pasquano

Le splendide parole di Marcello Perracchio riguardo la Sicilia e Montalbano.

Slået op af Gli amici del Commissario Montalbano i Torsdag den 7. februar 2019

Ovenfor ses en lille film med en sicilianer, der er fan af Montalbano, og som fortæller om hvordan serien har fået sicilianerne til at genopdage deres øs skønhed.

Omkring 11 millioner italienere så afsnittet forleden, som vil blive fulgt op den 18 februar med afnittet ’Un diario del ’43 – en dagbog fra ’43’. Teresa de Santis, som også har været med helt fra starten, er naturligvis begejstret for at Montalbano har så stor succes både ude og hjemme, og begrunder det med Siciliens og Syditaliens skønhed og eviggyldige appel:

”Den verden, som Camilleri har opbygget, fortæller om alle Italiens ansigter og gør Syditalien og især Sicilien central, både når det kommer til det fantastiske (den opfundne by Vigata, hvor Montalbano bor og arbejder) og i repræsentationen af alt det, der sker i den virkelige verden. Montalbano er en styrke for La RAI. Jeg ønsker alle god fornøjelse med serien, men jeg håber også på refleksion, og der mangler så sandelig ikke stikord.”

Hovedfoto: I Montalbano-serien bor og arbejder politikommissæren i den fiktive by Vigata. I virkeligheden udspiller mange af scenerne sig i flere forskellige, gamle barokbyer på det sydøstlige Sicilien, specielt i Scicli, hvis rådhus  danner rammen for Montalbanos politstation. Wikipedia.

Mælkekrig på Sardinien: hyrder hælder tonsvis af mælk ud i gaderne i protest mod rekordlave priser

Store dele af Sardinien er lige nu i oprør, og jorden er farvet hvid. Det er ikke sne, men tonsvis af fåremælk, som hver dag hældes direkte fra jungerne og ud i gaderne i Sardiniens landsbyer. Tusindvis af sardere marcherer i gaderne med bannere, og flere steder i Syditalien mobiliserer hyrder og landmænd sig også i en støtteprotest, som er gået viralt i medierne, og indeholder mange års vrede, vendt mod industrien.
Det er især i de små landsbyer i Sardiniens bagland, hvis økonomi er baseret på hyrdekulturen, at der hældes mælk ud i gaderne.  Via dette link kan du se en italiensk video om hvad der er på spil.
Forleden raslede prisen på fåremælk nemlig ned til undseelige 0,60 euro pr. liter og ramte således den laveste pris i årtier. Hermed har hyrdene, som på Sardinien i århundreder har været stolte af at leve af deres dyr og natur, også ramt smertegrænsen, både mentalt og fysisk, fordi det traditionelle hyrdehverv i lang tid har været under økonomisk pres.

Videoen ovenfor er fra den 12 februar 2019, hvor hyrder i centrum af byen Nuoro hælder deres mælk ud på gaden med støtte og deltagelse fra byens borgmester
De sardiske oste er en hjørnesten i kulturen og gastronomien på øen og bidrager betydeligt til den lokale økonomi. Wikipedia.
Den lave mælkepris truer med at få markedet til at kollapse, og tusindvis af sardere foretrækker nu at hælde mælken, som de hver morgen troligt malker ud af deres dyr, ud på gaderne, istedet for at sælge den til underpris. For at sætte tingene lidt i perspektiv: i 2015 kostede en liter fåremælk – et produkt der er essentielt for den italienske osteindustri, fordi man deraf laver den eftertragtede pecorino romano – 1,20 euro, mens et kilo pecorino kostede 10 euro kiloet. Nu koster en pecorino ost 5 euro kiloet, og prisen er et resultat af det faktum at markedet er oversvømmet med mælk, og at forabejdningsindustrien har lavet alt for mange oste.

Droneoptagelse af sardiske hyrder som mødes i centrum af Fonni for at hælde deres mælk ud
Sardinien er fuld af får og geder, som græsser på de vidtstrakte græsgange i især øens indre. Wikipedia.
Det koster 0.80 euro at producere en liter mælk, men den nye, rekordlave pris gør, at mælk nu er billigere end vand på Sardinien, og at visse hyrder derfor foretrækker at hælde den ud. Men det sker ikke uden smerte, for hyrderne er stolte af deres hverv og udfører det af mange andre grunde end profit: det er nemlig også en kulturarv og en levevis under åben himmel med dyrene, som er truet, når hyrderne pludselig ikke kan betale deres omkostninger og husleje.

Videoklip fra protester over hele øen
Om året laves der 340.000 tons pecorino romano, og flere frygter nu at osten i en nær fremtid kan blive sjælden markedet, hvis ingen vil sælge mælken til industrien. Nogle af hyrderne er gået endnu videre end blot at smide mælk ud: de blokerer vejene og de lastvogne, der henter mælk på øen, og forhindrer dem i at nå færgen videre til osteindustrien inde på fastlandet.
Det har gjort nogle hyrder vrede, som mener, at det er at gå for langt. For ikke alle sardere er enige i, at mælken skal smides ud i protestens navn. Den bør hellere komme de lokale til nytte. Derfor er der også de hyrder, som hellere vil fodre deres grise og høns med mælk, end sælge det, eller ganske enkelt laver deres egne oste istedet. I flere landsbyer er hyrder begyndt at uddele mælk og ost gratis til lokalsamfundene, hvor man har lukket kommunen og butikkerne i solidaritet, og folk samles på piazzaen for at nyde de lækre produkter.

A #Samugheo i pastori in piazza regalano latte e formaggio. Il paese solidarizza chiudendo uffici e attività commerciali ⤵️

Slået op af Videolina i Onsdag den 13. februar 2019

Ovenfor ses sammenholdet på en optagelse fra landsbyen Samugheo, hvor de lokale hyrder deler mælk og ost ud, og hvor børnene meget rørende siger, at de vil være hyrder, når de bliver store – trods alt.  I Samugheo er der 126 små hyrdevirksomheder, der tilsammen opdrætter og passer 17.000 får og geder.
Problematikken er kompleks, og den sardiske afdeling af arbejdsgiverforeningen Confindustria har indtil videre forgæves prøvet at tale hyrdernes sag overfor forarbejdningsindustrien.
På de sociale medier erklærer italienere og sardere i hele verden deres solidaritet med hyrderne under tagget ‘io sto con i pastori sardi – jeg holder med de sardiske hyrder’, også her i Danmark.
Der findes omkring 12 tusind små hyrdevirksomheder på Sardinien, der årligt leverer ca. 3 millioner tons fåremælk til osteproduktion af især pecorino romano.

Ansigt til ansigt med mafiaen – den 31 marts deltager jeg i Syditaliensk Aften under Copenhagen Dox i samtale med Thomas Harder.

Jeg skal prøve noget, jeg aldrig har prøvet før – nemlig tale om mafiaen. For et par ugers tid siden blev jeg nemlig kontaktet af dokumentarfilmfestivalen Copenhagen Dox, der i anledningen af visningen af 2 spritnye, italienske dokumentarer om emnet under CPH DOX søndag den 31 marts ønskede oplæg fra et panel af syditaliensk-kyndige, Jeg var naturligvis glad for at blive talt mellem disse, der udover mig selv også tæller seniorforsker Gert Sørensen fra KUA, oversætter og forfatter Thomas Harder og forfatter Ditte Roslyng, der blandt andet har skrevet bogen Med mafiaen under huden fra 2017.
Efter visningen af den første film og en middag skal jeg sammen med Thomas Harder samtale om mafiaen – og selvom jeg jo allerede har beskæftiget mig med emnet i mine bøger og i mine artikler, har jeg aldrig talt særskilt om mafiaen – så dette bliver den første gang, og jeg glæder mig.
Der er en helt særlig balance, som jeg synes, man skal have for øje, når man tager fat i så følsomt og alvorligt et emne som den iitalienske mafia: dels er det vigtigt at undsige sig de klichéer og romanticeringer, som begrebet er blevet pakket ind i efter årtiers fortolkninger af krimiforfattere og Hollywood-instruktører, og dels bør man også have respekt for den virkelighed,  der også handler om, at Syditalien trods alt er en landsdel i udvikling:
Aldrig har der været så mange lokale initiativer fra både statens og lokalbefolkningernes side som nu, hvor man prøver at gå imod den organiserede kriminalitet: tusindvis af mafiapalæer, landsteder og jorde er i løbet af de sidste par år blevet beslagslagt af den italienske stat og overbragt til de lokale til fordel for landbrugskooperativer og sociale projekter. Og på græsrodsplan laves der netværk som Senzapizzo, hvor sicilianere åbenlyst støtter og promoverer butikker i Palermo, som ikke betaler beskyttelsespenge, og landbrugsprojektet LIBERA, der fra Sicilien har bredt sig til hele Syditalien og nu råder over enorme områder af mafiakonfiskerede hektarer med dyrkning af  økologiske råvarer.
Jeg er ikke en af dem, der har studeret det syditalienske mafiafænomen specifikt. Det er et uudtømmeligt og vigtigt emne, som jeg er sikker på, at mine kolleger i panelet kan fortælle om, mens jeg for min part især ønsker a byde ind med hvordan den syditalienske kultur på godt og ondt rummer elementer, som mafiaen kan udnytte. Disse er historisk funderede og hjulpet på vej af sociale mekanismer, som jo også gør Syditalien til et uimodståeligt sted at være: opmærksomheden overfor hinanden, altruismen, vigtigheden af familien.
Og så har jeg i løbet af de år, jeg har boet og færdedes i Syditalien, oplevet slummen og fattigdommen på egen krop i Napoli-kvartererne Sanita og Poggioreale, og set hvordan mistilliden til staten skaber parallelle systemer overalt i landsdelen. Systemer, der rent faktisk fungerer bedre i hverdagen end det gængse, og dermed kan vokse til det monstrøse.
Nedenfor kommer beskrivelserne af filmene fra programmet – du kan læse mere om tid og sted og købe billet til arrangementet HER.

Camorra

Instruktør: Francesco Patierno

Napoli er mafialand. Få steder den kriminelle underverden haft så meget magt som her. I en film, der udelukkende består af utroligt materiale fra de italiensk tv-arkiver, oprulles byens mørke historie siden 1960’erne. Fattig, voldelig og korrupt – men også med en helt særlig napolitansk karakter, som indbyggerne bærer med stolthed og som den lokale underverden også har taget til sig. Der er flere interne magtkampe og store offentlige blow-outs i den napolitanske camorra, end i de mere lyssky grupperinger mange andre steder.

Byens historie fortalt i billeder er af samme grund en både dramatisk og dybt fascinerende oplevelse. Francesco Patiernos kritikerroste film løfter opgaven til fulde. Ligesom virkelighedens camorra faktisk skabte en vis (voldelig) orden i byens kaos, skaber Patiernos film en samlet fortælling ud af fragmenterne. Og den er virkelig god.

Shooting the Mafia

Instruktør: Kim Longinotto

Hun har dedikeret sit lange liv til at dokumentere den sicilianske mafia – og resten af det sicilianske samfund – i sine uforglemmelige sort/hvide billeder. Fotografen Letizia Battaglia lever farligt, til gengæld lever hun livet fuldt ud! Den nu 83-årige Battaglia er mere streetwise end de gangsterspirer, hun fortsat fotograferer og hænger ud med. Og så kan hun fortælle historier.

Den kvindelige doku-veteran og CPH:DOX-vinder Kim Longinottos portræt får det hele med. Billederne, fortællingerne og Battaglia selv i både close-up og fuld figur. Hun startede først for alvor som fotograf da hun var i midten af 30’erne og var ved at opdrage sit tredje barn. Og hendes livsværk på over 600.000 fotografier (hvoraf vi her ser de absolut bedste) er ikke blot en overvældende skildring af Siciliens historie på godt og ondt. De var også med til at sætte en stopper for Cosa Nostras voldelige regime. Men når man ligefrem hedder ‘kamp’ til efternavn skal der også meget til at stoppe én.

Hovedfoto: Fra Kim Longinottos film Shooting The Mafia, 2018, Copyright: Kim Longinotto.


Molise eksisterer!

… Stik imod hvad mange andre tror! For jeg har selv rejst i den bjergrige og stolte region, besøgt middelalderbyen Agnone, boet rigtig godt på Masseria Santa Lucia, og set hvordan man støber bronzeklokker her i en af verdens ældste familievirksomheder.

For nogle ugers tid siden skrev jeg her på min blog om, at den lille, syditalienske region, der ligger klemt inde mellem Abruzzo, Campania, Lazio og Puglia, er ukendt for de fleste. Også for italienere og syditalienere selv. Ligesom Belgien er blevet udråbt til at være et tomt hul på det europæiske kontinent,  som man ikke rigtig ved noget om i Europa, er Molise blevet en slags joke i Støvlelandet, der blandt unge tunger mest er kendt for at rumme Italiens smalleste gyde på 30 centimeter i havnebyen Tremoli – en uvurderlig viden, der blandt andet er at finde i den italienske udgave af matador, Monopoly.

I denne artikel vil jeg gerne råde bod på fordomme om Molise, og lægge sarkasmen på hylden. For helt ærligt, så finder man netop i Molise meget af den oprindelighed, der er gået tab i de allermest turisttunge byer i nord, centrum og endog syd. Og hvem griner så sidst, og bedst?

Krigerfolket der gav romerne tørt på

Regionen Molise er delt ind i provinserne Isernia og Campobasso og er arkæologisk berømt for at rumme ruiner fra det stolte Samnitterfolk, der som nogen af de sidste evnede at modstå romernes invasion i Syditalien. I gamle dage hed området derfor Samnium, eller Sannio på italiensk, og de rigeste områder med ruiner fra samnitterne findes udenfor Agnone – en stemningsfuld middelalderby der ligger i Molises bagland og hænger på en hylde i udkanten af Appenninerne.

Molises Pompei

Samnitterne kan dateres tilbage til de første stammer her, og de opbyggede en forfinet krigerkultur, der faktisk evnede at slå romerne tilbage flere gange, inden herrefolket blev så stærkt, at samnitterne i sidste ende ikke kunne holde stand. Resultatet ser man i ruinbyen Saepinium, der ligger mellem klippestumper og øde sletter udenfor Agnone og står forbløffende velbevaret tilbage.

Der er mange specielle ting med Saepinium: først og fremmest har mennesker ad flere perioder boet her, hvilket gør ruinbyen sært levende og stemningsfuld: Således er stedets amfiteater vokset sammen med middelalderhuse, hvis beboere i bogstavelig forstand har boet på teatrets trapper, og af og til tripper der får og geder her, når de lokale hyrder leder deres flokke igennem ruinerne.

Den arkæologiske park omkring Saepinium er tilgængelig døgnet rundt – og der er gratis adgang. Wikipedia.

Det var i 293, at romerne kom od ryddede det Saepinium med jorden, som samnitterne havde bygget, men de konstruerede derefter denne by med samme navn, og den er virkelig velbevaret, med tydelige mure og buegange fra datidens slagterhaller, butikker og smukke villaer. Selve indgangsporten til byen er stadig intakt og forestiller 2 germanske krigsfanger, der prøver at bryde deres lænker i granit.

Der er heller ikke billethalløj og souvenirbutikker her. Man ankommer ganske enkelt til stedet åbnet døgnet rundt, og helt gratis at besøge. Kan det blive meget bedre?

Lange bånd af græsgange

I Molise minder kulturen mig om Sardiniens, for også her er der masser af hyrder, natur og kvæg, og på tværs af bakkedragene ser man stadig lyse bånd af stier, der går på tværs af markskellene og udgør græsningsstier, de såkaldte tratturi, som hyrderne leder deres dyr ad. Hist og her har man bevaret disse tratturi, og man kan følge dem som turist – visse steder endda til hest.

Agnone, Mamma Emma og den tusindårige bronze

De lokale i Molise ved godt, at de ofte overses som region af det mægtige Abruzzo, som deler bjergkæde med Miolise. Der bor blot lidt over 300.000 mennesker i regionen, hvilket gør den til den mindst befolkede i Syditalien, og skønt Molise altid har haft en selvbevidsthed grundet bla. samnitterne og den meget handel der foregik her under den travle hyrdetrafik med dyr, blev Molise først konstrueret som selvstændig region i 1963. Inden da hørte Molise under Abruzzo.

Agnone ligger i Molises bagland på en hylde i Appenninerbjergene. Wikipedia.

Da jeg sidste gang var i Molise boede jeg enkelt og smukt hos mamma Emma på bondegården Santa Lucia udenfor Agnone. Hun var en dygtig kok, og forkælede mig med hjemmelavet is, lokalt charcuteri, mælk og ost fra bjergene her, og med solmodne grøntsager fra haven.  Her spiser og sover man virkelig godt. Hendes lille agriturismo var et perfekt udgangspunkt for eventyr i bjergene, men hun syntes det var svært at fange turisternes opmærksomhed. Mamma Emma havde masser af ideer til vandreture i bjergene, og hun var den perfekte ’Mamma’ og kom selvfølgelig med i min guide Turen Går Til Syditalien. Jeg brugte i flere dage hendes lille gård som udgangspunkt for ture til blandt andet Agnone:

Agnone kan helt klart anbefales: en lille, hyggelig middelalderby med statelige paladser fra de rige købmænd, som tjente godt på handelen med dyr, skind og ost mellem regionerne i nord og syd. Især var det virkelig interessant at kigge ind på bronzestøberiet Fonderia Marinelli, der siden 1300tallet har tilhørt den samme familie, og laver nogle af Italiens mest kostbare bronzeklokker. De har noget nær monopol på at støbe bronzeklokker til Italiens mest fornemme kirker – blandt andet Peterskirken – og du kan komme med indenfor og gå på opdagelse og opleve, hvordan man støber i sand efter ældgamle metoder.

I forbindelse med støberiet findes et museum med alskens bronzeklokker. Wikipedia.

 

 

 

 

Klokken i det skæve tårn i Pisa er støbt hos Marinelli i Agnone. Wikipedia.

Mamma Emma har desuden et par hyggelige lejligheder i centrum af Agnone kaldet Borgo San Pietro, som hun leger ud sammen med sin datter. Læs mere her – og bliv inspireret: https://santaluciaagnone.com/en

Bliv yderligere inspireret af denne fine, lille film på Youtube, som jeg har fundet om regionen:

 

Hovedfoto: Isernia er sammen med Campobasso de største byer i Molise, og indeholder især museer og monumenter fra regionens lange historie helt tilbage til antikken. Wikipedia.

 

Napolis tredje køn og ‘La juta dei femminielli’

Mens vi i Danmark fejrer kyndelmisse i de første dage af februar, fester man i Napoli og bagland for den fascinerende, Sorte Madonna af Montevergine. Festlighederne den 2 februar kaldes La Candelora  eller ‘La juta dei femminielli’ og er blandt de mest specielle i hele Syditalien. Mamma Schiavona, som hun også kærligt kaldes af italienerne, hyldes nemlig af homoseksuelle, transseksuelle og de såkaldte napolitanske femminielli fordi hun er deres beskytter.

Hvert år trækker La Candelora tusindvis af tilbedere fra hele Italien og den katolske verden, der ser Madonnaen som en trøst og et lys i et samfund, som mange i Italien mener er blevet markant mindre rummeligt igennem de seneste år.

En femminiello er en såkaldt ’feminiseret mand’, der tiltrækkes af andre mænd, og er i særlig kontakt med sin kvindelige side. Dog er det alt for forhastet blot at kalde ham homoseksuel. En femminiello udmærker sig ved forskellige karaktértræk, der helt udelukker ham fra sædvanlige kategorier som transkønnet og transvestit: i stedet glider en femminiello uhindret frem og tilbage mellem sin maskuline og feminine pol og kan bedre karakteriseres som et flydende køn, der hverken definerer sig selv som mand eller kvinde, men benytter sine attributter efter humør, temperament og situation. Af samme, neutrale grund er han umådeligt populær i private hjem, hvor femminiello’en ofte går til hånde som hushjælp og hjælper med børn, madlavning og rengøring uden at udgøre en seksuel trussel.

Femminielloen Pardadeda fra sidste halvdel af 1800-tallet, klædt i kvindetøj. Fra Wikipedia/Abele de Blasio.

Forskere mener at femminiello-figuren har tydelige rødder tilbage til Magna Gracia, da grækerne indtog Puglia, Basilicata, Calabria og Campania og grundlagde Neapolis som deres nye by i deres nye land. Med sig havde de Kybele – den universelle moderfigur med mudder på kinderne, symbolet på frugtbarhed og kærlighed, der også matchede de syditalienske stammers kultdyrkelse af Moder Jord. For 2500 år siden var Middelhavsområdet religiøst orienteret mod den hellige femininitet, og Kybele blev især populær i Napolis bagland, hvor kønsløse eunukker i kvindetøj og makeup tilbad hendes mørke statue. Tvetydigheden var en vigtig del af den græske spiritualitet –  en af deres guder, Hermaphroditus, var åbenlyst tvekønnet, og Napoli har lige siden også været associeret med havfruemyter – et væsen med et diffust køn, der er halvt menneske, halvt dyr.

Romerne overtog med tiden kulten, og med kristendommens sejr gled Kybele over i Madonnaen af Montevergine – den vigtigste Maria-figur i Avellino-bjergene, som i dag bor  ovenpå resterne af det græske Kybele-tempel og hvis grå ansigt indskriver hende i den katolske tro på ’sorte Madonnaer’ og arven fra Moder Jord, hvis ansigt var farvet mørkt af den selv samme muld, hun skulle befrugte.

En legende, der ifølge nogen stammer fra 1200-tallet, ifølge andre er en legende om en legende, som nogen senere har fundet på i ekstatisk kærlighed til jomfru Maria, fortæller hvordan Madonnaen af Montevergine – også kaldet Mamma Shiavona, Moder Slave – engang reddede to homoseksuelle fra at fryse ihjel. Mændene var blevet jaget op i et træ i Avellino-bjergene midt om vinteren for at bøde for deres forbudte kærlighed. Her frøs de fast til kronen, men Madonnaen så deres lidelser og smeltede isen med en solstråle, så de faldt varmede til jorden og kunne flygte hjem i sikkerhed.

Maleriet af Mamma Schiavona, som hvert år under la Juta bæres rundt i landsbyen Ospedaletto, hvor hendes kirke ligger. Fra Wikipedia.

Hvad enten hændelsen bunder i et virkeligt oplevet Madonna-mirakel, eller om historien blot er et af de utallige, mentale kærlighedsornamenter, som syditalienerne fra tidernes morgen har dekoreret deres elskede Mamma Schiavona med, spiller egentlig ingen rolle, for begge dele fortæller om den respekt, som omgærder denne bøsse-elskende Madonna. I folkloren er hun de homoseksuelles beskytter, og hendes barmhjertighed kulminerer hvert år den 2 februar, når byen Ospedaletto nedenfor Montevergine-bjerget fejrer La Candelora og befolkningen bærer maleriet af Madonnaen rundt på de snævre bjergveje. Festlighederne tiltrækker hvert år tusindvis af italienere fra LGBT-miljøet, der hylder deres beskytter med tamburiner, orgiastisk dans og kastagnetter.

For et par år siden mente den katolske kirke dog at festlighederne blev en kende for hedenske, og forbød La Candelora. Der rejste sig et ramaskrig, og de lokale gejstlige måtte give en undskyldning. Ligesom borgmesteren i Ospedaletto, der efter bortvisningen af et mandligt kærestepar underskrev et offentligt dekret og i stedet gjorde dem til æresborgere. I dag kalder Ospedaletto sig for Italiens mest åbne by, og har endda indviet Italiens første kønsneutrale toilet. ”Madonnaen modtager og tilgiver alt”, siger man i landsbyerne omkring Montevergine-bjerget, hvor man i århundreder har taget imod homoseksuelle pilgrimme, og respekten for dem og deres Madonna har sammen med femminiello-begrebet skabt en forbløffende rummelig kønskultur i hele Campania-regionen.

Den berømte italienske transpersonlighed Vladimir Luxuria optræder ofte i italiensk fjernsyn og har gjort et stort arbejde for at sætte fokus på køn og seksualitet i Italien. I denne video ovenfor appellerer han og andre under La Candelora 2019 om at stoppe vold og chikane mod seksuelle minoriteter i landet, og der faldt også direkte, politiske bemærkninger: “Vi beder til at Mamma Schiavona fjerner den sorte sky af intolerance, der lige nu hænger over vores land og Europa, at hun frelser menneskeliv, og viser os den bamhjertighed at Salvini imorgen ikke længere er vores indenrigsminister.”

Hovedfoto: Antonello Addeo.