Syditaliens længste hyrdevandring udspiller sig lige nu mellem Puglia og Molise

Syditaliens længste transumanza har denne uge slanget sig fra Puglias Tavoliere-slette til bjergene ved Frosolone i Molise, så 300 køer kan mæske sig i friskt græs henover sommeren. Dyrene var omgivet af ryttere fra familien Colantuono, der som den eneste hyrdeklan stadig flytter deres kvæg de knap 200 kilometer ad de ældgamle tratturi-stier, der i årtusinder har forbundet de 2 regioner. Og flere steder fulgte de lokale med på stien, enten til fods, til hest eller på cykel i en hyldest til den uddøende tradition.

En transumanza er den årstidsbestemte rytme hvormed hyrder verden over leder deres dyr fra sletter til bjerge og omvendt, så deres dyr har adgang til den bedste næring. Mange af de største og vigtigste byer i Molise som Isernia og Campobasso er udsprunget af den livsvigtige nerve, som den årlige trafiik af dyr har udgjort for den lokale økonomi – historisk går traditionen helt tilbage til de oprindelige folkeslag, som boede i Molise-regionen indtil romerne slog dem tilbage.

Romerne overtog deres praksis, for det gav god mening at lede sine dyr fra Puglias varme sletter, hvor græsset hurtigt afsvedes, til Molises køligere og frodigere himmelstrøg i bjergene. Om efteråret ledte man dyrene den modsatte vej, så de kunne komme tilbage og græsse på det nye, grønne græs, der skød op i Puglia i kølvandet på efterårsmånedernes fugtighed.

Et lille lokalt glimt fra årets transumanza 2019, der løb ad stablen den 22 maj – 26 maj.

Igennem tiden er hyrdestierne, i tratturi, blevet forkortet og sløjfet grundet færre dyrehold, færre hyrder og byggeri. Veje, byer og beboelseskomplekser går på tværs af de gamle ruter, men hist og her præger de stadig landskaberne, især i de øde bjerge i Molise, hvor de løber som græstunger igennem markerne.

I Molise kan man som turist selv opleve at gå ad stierne, der på organisk vis følger landskabets naturlige former, og de bruges kun sporadisk af de tilbageblevende hyrder, som bruger dem til kortere færdsel med deres får, geder og køer. Familien Colantuono er de eneste, som stadig tilbagelægger hele ruten fra deres gård ved San Marco in Lamis, hvor dyrene velsignes, til Montagnola Molisana nær Frosolone i Isernia-provinsen, hvor dyrene skal græsse indtil et godt stykke ind i efteråret, indtil de hentes og ledes tilbage igen.

Familiens transumanza er hvert år ventet med spænding af alle de små lokalsamfund, hvor køerne og ryttere kommer igennem. En transumanza er nemlig ikke kun en fysisk begivenhed men også en vigtig lejlighed til kommunikation og socialt samvær, hvor man kommer i kontakt med sine nabobyer, og der diskes op med lækker mad og bløde senge, så der kan spises og hviles ud henover de 5 dage, som hele turen tager. Forårstransumanzaen foregår hvert år i slutningen af maj, og er et tilløbsstykke for tilskuerne på vejen, der både filmer, knipser fotos og råber opmuntre de til rytterne.

Illustration: Maremmana-kvæget kommer oprindeligt fra Toscana, men benyttes til både kød-og mælkeproduktion i Syditalien. Wikipedia, Mike Fabian.

I maj klæder Syditaliens marker sig i farven lilla

Hvis du nogensinde har bevæget dig igennem de syditalienske regioner i maj måned, vil du på landet have lagt mærke til de lilla blomster, som dækker markerne i enorme tæpper.

Jeg lagde selv mærke til dem, da jeg sidste forår kørte rundt i Siciliens centrum på research-tur, og blomstens udbredelse var så markant, at jeg spurgte Filippo, en af mine sicilianske venner, hvad det dog var for en plante.

“Det er sulla. Bønderne bruger den til at forbedre jorden, da den binder kvælstof, lidt ligesom kløver i Danmark.”

Filippo har selv både køkkenhave og et lille æsel, og efter et langt liv på kontor omgiver han sig nu helst med de mange sicilianske landmænd, som dyrker afgrøder på samme vis som deres forfædre.

Synet af de nærmest uendelige marker fulde af lilla blomster var så skønt, at jeg besluttede mig til at undersøge sulla-plantens kvaliteter. Det viser sig, at den lille vækst, der bærer bælgfrugter, er flerårig og lyder det latinske navn hedysarum coronarium, kom til Syditalien med de spaniere, som sad på landsdelen fra middelalderen og næsten frem til Italiens samling.

Herover kan du se en smuk timelapse-film der viser Siciliens skiftende årstider af den sicilianske dokumentarist Franco Blandi. Cirka 8 minutter inde i filmen kan man se markerne skifte farve fra grøn til lilla. 

I 1700-tallet begynder man at nævne sulla-planten, som både i frisk og tørret udgave er et fortræffeligt foder for dyrene. I synergi med kornsorter som især byg binder den næringsstoffer fra luften til jorden ved hjælp af et kompliceret rodsystem, som også gør den hårdfør overfor tørke.

I starten dyrkede man sullaen kontrolleret, men planten bredte sig hurtigt til hele naturen på især Sicilien, hvis bagland bliver til et regulært tæppe af vækstens lilla blomsterkroner i maj måned. Blomstens smukke farve afløses i juni måned af en tæt klase med frø, som er yderst næringsrig for kvæg, og mennesker har brugt sullaens blade til medicinsk brug i mixturer og cremer på grund af sine vitaminer.

Dens blade er lækre i en frisk salat, og især honningen på sulla-blomster er en lokal delikatesse fra det syditalienske bagland. Planten skulle desuden sænke niveauet af kolesterol i blodet, og hjælpe kvæg med fordøjelsen pga. sin tannin.

Blomsten dufter desuden sukkersødt. Hvad mere kan man forlange?

Hovedillustration: Lucarelli, Wikipedia.

 

Tom & Jerry besøger Napoli anno 1954

Napoli har været kulisse til nogle af Italiens vigtigste film, men vidste du at de legendariske tegnefilmshelte, katten Tom og musen Jerry, også har drønet rundt i millionbyen? I 1950’erne var Napoli indbegrebet af den italienske sjæl for de mange amerikanere, som fik øjnene op for byens identitet efter 2 verdenskrig. Det økonomiske efterkrigsboom, som især blev afstedkommet af amerikanernes Marchall-hjælp og eksport til det krigshærgede Europa, skabte en arbejder-og middelklasse på begge kontinenter, der ville underholdes.

Filmselskabet Metro-Goldwyn Mayer var så heldige at have manuskriptforfatterne William Hanna og Jospeh Barbara i deres stald, og de fik global succes med Tom & jerry-figurerne, som blev vist for første gang i USA i 1940, og i 1954 også optrådte i en knap 7 minutters lang tegnefilm med det umage par i Napoli.

Tegnefilmen hedder ‘The Neapolitan Mouse’ og handler om katten og musen, der ledsaget af mandolinmusik og skønsang ankommer til Napoli om bord på et krydstogtskib (med et skønt kig til hele bugten, Piazza Municipio og havnen, hvor der endnu er grønt og fuld af træer). De går i land i et stiliseret Napoli, der både afslører alle fordommende, fascinationen og kærligheden til den ærkeitalienske by, hvor den napolitanske mus bor i et musehul oplyst af en romantisk gadelampe, og taler et uimodståeligt muse-italiensk, mens den viser sine nye venner rundt:

Her ovenfor kan du se den knap 7 minutter lange tegnefilm fra 1954: ‘The Neapolitan Mouse’, produceret af Metro-Goldwyn Mayer i Hollywood.

På en måde er Napoli fuldstændig genkendelig, og samtidigt kan man se, hvor meget byen har ændret sig siden da; For eksempel da Tom og Jerry jagter først hinanden rundt i De Spanske Kvarterer, falder over tomater og kurve med blåmuslinger og kommer op at toppes med en bandit-hund, der i bedste, syditalienske stil er blevet udstyret med rød charmeklud.

Den street wise, napolitanske mus kommer dem heldigvis til undsætning, og viser Tom & Jerry Galleria Umberto, som også idag er et af byens epicentre, propper pølse og provolone-ost ned i halsen på dem, og slår hånden ud mod Vesuvio, der fejlagtigt har en røgsky stående opad hatten.

Vulkanen gik nemlig i slumretilstand i 1943 og har ikke været i udbrud siden, men det tilgiver man selvfølgelig tegnerne, der tilsidst lader den napolitanske mus give havnens hunde bøllebank, og sender Tom og Jerry hjem til USA med krydstogtskibet.

Nogle ganske få minutter i tegnefilmshistorien – og alligevel et uvurderligt glimt af det Napoli, som også for mig er en genial, smuk, tidløs og seværdig ‘cartoon’.

Hovedillustration: Wikipedia.

Min nye udgave af Turen Går Til Napoli og Syditalien er udkommet

Pizzaen er forsvundet fra coveret og ind er der flyttet en elegant, ældre herre fra de trange gader i Matera. I 2015 havde jeg den store glæde at overtage titlen Turen Går Til Syditalien, og jeg gik med krum hals i gang med at genskrive hele bogen. At være rejsebogsforfatter betyder at ens titler er under konstant revision – hvert 3 år skal de opdateres, have nyt forsidebillede og finpudset illustrationer, og for hver research-tur er der hele tiden nye ting, der dukker op og gerne vil være med i bogen.

Da jeg afleverede mit første manus, opdagede jeg, at Politikens Forlag ville tilføje Napoli til titlen, så bogen kom til at hedde TGT Napoli og Syditalien. Den disponering gik jeg fuldt ud ind for, for den afspejler en aktuel udvikling, hvor Napoli bliver stadigt mere populær som alternativ til Italiens øvrige storbyer.

Napoli har sin helt egen sektion i bogen, og i forhold til sidste udgave opdateret med nyt om bla. det fascinerende rabarberkvarter Sanità, der ligger og gemmer sig på den anden side af hovedfærdselsåren Via Forio og det arkæologiske museums koralrøde mure.

Men Syditalien er meget andet og mere end Napoli, og i den research, som ligger til grund for den nyudkomne udgave, satte jeg mig for at gå særligt i dybden med øerne i Napoli-bugten – nærmere bestemt Ischia, Procida og Capri.

Især førstnævnte er virkelig blevet en favorit – måske i kølvandet på Elena Ferrantes roman Min Geniale Veninde, hvor hovedpersonen Elena tilbringer sommeren som barnepige, og igennem hvis øjne vi oplever øen med de varme kilder og det sorte vulkansand.

Capri er ikke uden grund den mest berømte af bugtens trillinger: derfor guider jeg i bogen til nye opdagelser, vandreruter, butikker og hoteller på den lille, porcelænshvide klippe-ø, der giver et andet indtryk af stedet end de sædvanlige postkort-beskrivelser af idyl og jet set-ferie.

Endelig er der Procida, hvor jeg oplevede at bo dybt inde i det middelaldercitadel, som udgør fiskerbyen Corricellas ansigt mod syd. Langs promenaden blev der røgtet garn og fodret katte, og bugtens mindste ø er også den mest skramlede, med ægte, napolitansk stemning fra alle de lokale fra fastlandet, som kommer herud for at lufte i havbrisen.

168 siders rejsebog er for lidt plads til at præsentere Syditaliens overflod af vidundere – men jeg har prøvet trods alt, og er allerede mentalt i gang med at skrive den næste.

Du kan se og købe bogen i de fleste boghandlere og online, blandt andet HER.

Foto: Politikens Forlag.

Danmarkspremiere: Vi venter spændt på Odense Teaters opførelse af Min Geniale Veninde

“Vi faldt for skuespillet, fordi det er et af de sjældne, som både skildrer et venindeskab, giver et indblik i moderne historie og kvindefrigørelse og viser, hvordan veninderne overlever i en rå verden. Det er en stærk historie om kærlighed, køn, ambitioner, vold og selvdestruktion”,

fortalte teaterdirektør Jens August Wille til Fyens Stifttidende  i anledning af at  Odense Teater som det første sted i Danmark opfører en dramatisering af Elena Ferrantes verdensberømte tetralogi om Lila og Elenas intense venskab.

Den Reumert-vindende instruktør Madeleine Røn Juul skal instruere forestillingen, der har Sarah Boberg og Malene Melsen i hovedrollerne, og de skal sammen løfte den kæmpe opgave det er at udfolde de komplekse karakterer, som millioner har forelsket sig i igennem romanerne Min Geniale Veninde, Historien om et nyt navn, Den der flygter og den der bliver, samt Det fortabte barn.

Sarah Boberg kender vi bla. fra filmen To Verdener, for hvilken hun vandt en Bodil for bedste kvindelige birolle i 2000, og serierne Sommer og Rejseholdet, mens Malene Melsen har været nomineret til flere Reumert-priser for stykker som En Dåre Fri og Shakespeares Som man behager fra henholdsvis 2015 og 2012.

Teatret er stolt over at have sikret sig rettighederne til et af de stærkeste dramaer lige nu. Igennem 60 år følger man et kvindevenskab, der samtidigt spejler et samfund i opbrud, men nye roller og strukturer,  der har svært ved at rumme det moderne syn på kvinden som individ. Dramaet er allerede blevet vist i London, hvor tilskuerne kunne følge kvindernes liv igennem 5 stive timer. Opførelsen favner nemlig alle romanerne, og skal således igennem noget af en handling, med mange elementer.

Se traileren til opførelsen af My Brilliant Friend herover på The Rose Theatre i London, der spillede fra februar til april 2017.

Af samme grund har Jens August Wille besluttet sig for at dele stykket op i to, så man som gæst kan vælge at se Min Geniale Veninde 1 & 2 på forskellige dage, men Odense Teater gennemfører også marathon-visninger af begge dele på samme aften med indlagt middag for de hårdføre fans.

Opførelsen af Min geniale veninde bliver af Berlingskes teateranmeldere anset som et af årets højdepunkter, og jeg vil også rigtig gerne opleve stykket, og se om jeg kan mærke Napoli manifesterer sig i mørket, på scenen og mellem stolerækkerne.

Bøgerne er flere steder blevet opført som teater i Italien, bla. af teaterduoen Chiara Lagani og Luigi de Angelis, som går under kunstnernavnet Fanny & Alexander, og har lavet deres egen, eksperimenterende udgave af historierne. De har igennem 25 år specialiseret sig i at opføre og fortolke fabler og romaner, og Ferrantes kraftfulde univers var oplagt at fordybe sig i for parret. Opførelsen startede i oktober 2018, hvor Fanny & Alexander besøgte Tetaro Franco Parenti i Milano med stykket Storia di un’amicizia – historien om et venskab.

De har efterfølgende rejst rundt med stykket i Italien, blandt andet til Rom og Ravenna, hvor Chiara Lagani står på scenen sammen med Fiorenza Menni, mens Luigi sørger for instruktionen. Du kan se glimt fra opførelsen i Ravennas Teatro Rasi her:

Første del af Min Geniale Veninde spiller fra den 4. maj-8. juni 2019 på Odense Teater. . Andel del fra den 14. maj-8. juni 2019 og begge dele samlet fra den 11. maj-8.juni 2019.

Billetter kan købes og bestilles HER.

Foto: Emilia Therese for Odense Teater

Il Cammino dei briganti – prøv den historiske vandrerute i Abruzzos bjerge der følger partisanernes stier fra krigen under Italiens samling

I kølvandet på de spanske cammino’ers succes er der kommet nyt fokus på camminoerne i hele Europa – herhjemme i Danmark fik vi for et par år siden Cammøn’oen på Møn, og i Italien findes der også ældgamle pilgrimsruter, som løber på kryds og tværs af landet, og som er blevet genopdaget grundet et voksende antal turisters kærlighed til at vandre.

Nu har en gruppe ildsjæle grundlagt Il Cammino dei Briganti i bjergene syd for Lazio, hvor Abruzzo-regionen med sine svimlende bjerge tager over og fører den vandrende ind i Syditalien.

De enorme og ensomme bjerge i henholdsvis Majella- og Marsicano-bjergene har i årtier har været det perfekte gemmested for folk, der ikke vil findes. Således også de lovløse ‘briganti’, som i kølvandet på Italiens samling i 1861 kæmpede mod hæren fra Savoy-fyrstedømmet. De ville hellere tilhøre den spanske borboner-familie, der i århundreder havde siddet på Syditalien og kongetronen i Napoli, end blive en del af det nye Italien. Flere af partisanerne blev nedslagtet og landsbyer lagt øde i den regulære borgerkrig, som samlingen flere steder resulterede i, i de syditalienske regioner.

Andre nåede at slippe væk og gemme sig i bjergene. De færdedes i et netværk af æsel- og hyrdestier i det barske landskab, som nu er blevet genfundet og ryddet, så man kan følge i oprørernes fodspor. En af initiativ-tagerne til Il Cammino dei Briganti er Luca Gianotti, der egentlig kommer fra Modena i Centralitalien, men som ud af sin passion for at vandre i naturen har forelsket sig i Abruzzos majestætiske bjerge.

I dette program fra La Rai fortælles hele historien om Il Cammino dei Briganti. Det anbefales at man går turene i foråret og efteråret, skønt de fleste også kommer og vandrer om sommeren.

Han begyndte sammen med en gruppe venner at kortlægge stierne og rydde dem, og efter nogle år kunne han give stederne navne og kæde dem sammen med små hoteller og gæstgiverier, der i de små landsbyer, som man passerer igennem på turen, gerne ville være en del af genopdagelsen og værdisættelsen af de gamle, historiske stier.

Ialt løber der cirka 100km vandrestier på kryds og tværs af bjergene sydover fra Lazio og ned gennem Abruzzos nordvestlige hjørne med retning mod Tagliacozzo og det mægtige Monte Velino-bjerg. Briganti-ruten starter og slutter i landsbyen Sante Marie og går ad stier, der har forskellige sværhedsgrader, men for de meste vandrer man i et terræn i 1000 meters højde af overkommelige stigninger, og med stoppesteder undervejs, hvor man kan læse om ruterne og de mange historiske steder undervejs. Feks. de gamle egetræer, som flere steder flankerer stierne, og hvor vi lovløse gemte sig. Derudover kan man besøge Il Museo del brigantaggio, hvor historien om datidens modstandsbevægelse fortælles, og opleve hyrdernes hverdag, når man på vandreturen møder grupper af kvæg, som spiser urter og buskads i højden. Turen tager cirka 7 dage, med overnatninger undervejs.

Michelina de Cesare var en af de berømte brigantesse, som plyndrede og chikanerede overmagten med sin private bande. Hun blev skudt af de norditalienske soldater i 30 august 1868, og hendes lig efterfølgende afklædt og skændet. Michelina er en af de partisaner, der mindes på ruten. Fra Wikipedia.

De syditalienske partisaner var især aktive i årene mellem 1860-1970, hvorefter oprørerne ebbede ud, og mange blev henrettede for at sætte sig op mod den nye overmagt. Særligt berømte var Robin Hood-figurer som Michelina de Cesare, Francesco Guerra og Carmine Rocco.

Du kan læse mere om Il Cammino dei Briganti, se ruterne og læse om hvor man kan sove og spise på vejen på www.camminobriganti.wordpress.com

Se også gruppens meget aktive Facebook-side, hvor der postes fotos og videoer fra højdepunkterne på ruten: https://www.facebook.com/CamminoBriganti/

Hovedfoto: Marsicano-bjergmassivet i Abruzzo prydes med alpeblomster om foråret. Wikipedia.