Akvadukten udenfor Caserta er et industrielt vidunder fra Syditaliens sidste storhedstid

Den var sin tids ‘talk of the town’ blandt Europas arkitekter og ingeniører, og rygter om projektet rejste som en løbeild mellem kontinentets fornemste universiteter – nord for Napoli var den spanske kong Carlo nemlig igang lægge planerne for en akvadukt, hvis lige Italien ikke havde set siden romertiden: ‘L’Acquedotto Carolino’  skulle løbe hele 38 kilometer fra Taburno-bjerget og dets kilder i øst til kongens pragtslot, La reggia di Caserta, i vest, og på den måde føde de mange springvand i slotshaven, samt levere vigtigt vand til San Leuco-komplekset samme sted.

Jern fra Calabrias undergrund

Året er 1753, og kongen har været regent af kongeriget Napoli siden 1734. Indtil sin død i 1788 kommer han til at anlægge adskillige, storstilede projekter i Syditalien, der fastnagler landsdelen som et af Europas vigtigste centre for industri: udover slottet La Reggia di Caserta, der skulle forsøge at overgå Versailles i størrelse og pragt og idag er Europas største palads målt på volumen, anlagde han adskillige stålvalseværker i Calabria, der udvandt jernmalm lokalt og forarbejdede den til at passe ind i den sindrige mekanik, som kom til at drive fabrikkerne og infrastrukturen i det meste af Syditalien.  Jernrørene, der sammen med murstenene og højdeforskellene skulle sørge for at Acquedotto Carolinos vand flød uhindret, kom netop fra de 8 ‘ferriere’ i Calabria. 

Landevejen fører lige gennem akvaduktens ben

Men mens La Reggia di Caserta er kendt verden over, er de færreste bekendte med den imponerende akvadukt, der på sit højeste sted hæver sig 60 meter. Mest markant fremstår ‘Acquedotto Carolino’, når man som bilist kører ad landevejen i Maddaloni-dalen, og pludselig ser akvaduktens gigantiske ben plantet på hver side af asfalten. Buegangene løfter monumentets højeste punkt – den 1,2 meter brede rende, der leder kildevandet fra øst mod vest –  effektivt over den slugt, som landevejen også gennemløber. Monumentet er erklæret UNESCO verdensarv sammen med San Leuco (et lille mirakel i sig selv: landsbyen blev også bygget af kong Carlo som et silkespinderi – men mere om dette sted i en senere historie!)  og fremstår idag i rigtig fin stand.

Istwanka, Wikipedia.

Datidens hotteste arkitekt lagde grundstenen

Den hovedansvarlige for at tegne Acquedotto Carolino var datidens Bjarke Ingels, nemlig Luigi Vanvitelli, der som en af Sydeuropas hotteste arkitekter afsatte tydelige spor i hele Syditalien. Barokken var i det hele taget en storhedstid for landsdelens arkitektoniske udvikling, også på Sicilien, hvor jordskælvet i 1693 krævede en total genopbygning af Iblei-bjergenes landsbyer og ikke mindst Catania, der blev til på ny på Giovanni Battista Vaccarinis tegnebræt. Vanvitelli havde allerede opført uforlignelige ‘palazzi’ i Napolis nyeste bydel, Sanità, men udover ham krævede akvadukt-projektet en hær af ingeniører. Det var en kraftpræstation at gennemtænke hele det hydrauliske system både hvad angik akvadukten og selve Caserta-slottets springvand – sidstnævnte skulle kunne springe i bassiner med hidtil usete højdeforskelle, hvilket krævede uhyre sindrig og stærk mekanik. Læg oveni de mange slugter, bakkekamme og floder, som vandtransporten skulle gennemløbe på sin vej, og den sideløbende konstruktion af møller og damme og støttende mure, der blev annekteret langs ruten for at opretholde tempoet, og endnu idag kan ses i landskabet.

Slottet kunne indvies i 1774, mens akvadukten stod færdig i 1762, og sidstnævnte var så robust, at end ikke 3 kraftige jordskælv målt i området har kunnet skade den imponerende konstruktion. Husk at lægge vejen forbi næste gang du er omkring Caserta – byggeriet er et af de bedste beviser på hvorfor Napoli og Syditalien dengang var Europas 3 mest industrialiserede land næst efter Frankrig og England.

Du kan læse hele fortællingen i detaljer her på Wikipedia (italiensk).

Hovedillustration: akvadukten set i fugleperspektiv. Fra Wikipedia, ElfQrin.

Efterårskurser om Syditalien på Folkeuniversitetet – vi ses både online og fysisk til ny viden og oplevelser

Hvorfor er Puglia så anderledes fra Calabria? Hvad var det der gjorde, at Andy Warhol følte sig så godt tilpas i Napoli, at han ofte besøgte byen og lavede noget af sin mest aktivistiske kunst i skyggen af Vesuvio? Og kan det virkelig passe, at Abruzzo er et af de steder i verden med det højeste antal eremitter i Europa? Få svar og fod på Syditalien med helt nye foredrag:

Fod på Italiens sko fra den 9 november til den 7 december 2021 (fysisk fremmøde)

Jeg har dette efterår gjort mig umage med at opbygge nogle nye forelæsningsrækker om Syditalien til Folkeuniversitetet i København, som kunne bygge videre på mine tidligere foredrag om destinationen. Jeg syntes især det var på tide at gennemgå de syditalienske regioner grundigt på fastlandet, og derfor kan du til efteråret komme med til en 5-leddet forelæsningsrække, hvor henholdsvis Abruzzo og Molise, Calabria, Puglia, Basilicata og Campania får hver deres dobbelttime at brillere i. Tilsammen udgør de Italiens sko, og deres historie er hver især unik og spejler alle nogle af Syditaliens vigtigste ledemotiver:

  1. Campania: Vulkaner, konger og anarkisme
  2. Calabria: Råvarer, immigranter og dobbelte byer
  3. Basilicata: Tempelriddere, grotteliv og kildevand
  4. Puglia: Oliven, grækere og dinosaurer
  5. Abruzzo og Molise: Bjørne, bjerge og eremitter

Mennesker og mirakler under Syditalien sol fra den 8 oktober til den 9 november 2021 (både fysisk og online)

Få et indblik i livet og hverdagen i Syditalien. Vi kommer rundt om myter og fordomme i den syditalienske hverdag. Hvorfor er italienerne f.eks. så besatte af deres fordøjelse? Kan man virkelig få gigt i nakken af vådt hår og mavepine af træk? Og hvorfor er den daglige spadseretur, la passeggiata, en livsnødvendighed i Syditalien? Fortællingerne tager bla. udgangspunkt i foredragsholderens nye bog, Mezzogiorno.

Vi vender også blikket mod kunsten, for Napoli rummer store, men for mange glemte kunstværker, der i århundreder har sat standarden for den vestlige kunstudvikling.

Og endelig ser vi ud på de store vulkaner: Etna, Vesuvio, Stromboli og supervulkanen Campi Flegrei. Syditalien rummer Europas mest aktive vulkaner. Men hvordan lever man sit liv på vulkaner? Hør om syditalienernes sameksistens med den kogende undergrund, og lær hver af vulkanerne at kende.

Sicilien: den trekantede ø og det kulturelle poentiale fra den 9 november til den 7 december (online – dette er en gentagelse af forelæsningsrækken om Sicilien som jeg holdt i vinters)

”Har man set Italien uden at se Sicilien, har man slet ikke oplevet Italien. Sicilien er nøglen til det hele”, skrev Goethe om den trekantede ø, hvis historie, frodighed og befolkning sætter middelhavstilværelsen på spidsen.

Tag med på denne rejse gennem Siciliens tusindårige historie og kultur, hvor man samtidig får et moderne perspektiv på øens potentiale, der fra sin europæiske periferi måske rummer nogle af svarene på det globale samfunds udfordringer. 

  1. Siciliens historie, del I: Grækernes drøm, arabernes legeplads og normannernes ideal
  2. Siciliens historie, del II: Tilbage til Italien. Fra spansk herredømme til moderne republik
  3. Den parallelle stat: om mafiaens fortid, nutid og fremtid
  4. Sicilien for livsnyderen: gastronomi, vin og årstider. Oplev Sicilien gennem sanserne
  5. Sicilien for den rejsende: anbefalinger til en anderledes opdagelse af Middelhavets største ø

Kurserne bliver åbne for tilmelding fra den 14 juni. Læs mere hos Folkeuniversitetet HER.

Dengang Europa kaldte den spanske syge for ’den napolitanske soldat’

Foto: Amerikanske soldater ligger på felthospital i Camp Funston, Kansas, under det første udbrud af spansk syge i 1918. Fra Otis Historical Archives, National Museum of Health and Medicine, Wikipedia.

Med covid 19 har interessen for Europas epidemi-historie boomet hos både aviser og magasiner i det forgangne år, hvor man har hørt om dengang både kolera, pest og kopper hjemsøgte Vesten. Det mest oplagte referencepunkt har naturligvis været Den Spanske Syge, fordi datidens store dræber var en influenza ligesom corona-virussen, hvis symptomer og sygdomsforløb lignede hinanden.

Enkelte danskere fra den ældste generation kan stadig huske hvordan de voksede op i familier, der var mærket af epidemiens traumer, og havde mistet nærtstående til den frygtede sygdom. Men ganske få ved, at Den Spanske Syge, som den fra starten af hed i Danmark, i lang tid gik under et helt andet navn i Sydeuropa, nemlig ’Den napolitanske soldat’. Hvorfor og hvordan gik det til?

Den Spanske Syge opstod i 1918 i en soldaterlejr i Kansas, hvor man mente at virussen havde spredt sig fra en nærliggende svinefarm. Den inficerede nogle af de amerikanske soldater, der senere blev sendt i krig i 1 verdenskrig med landgang via Spanien, og på den måde kom sygdommen til Europa og den iberiske halvø, hvorfra den senere spredte sig til hele kontinentet.

Sygdommen fik forskellige navne alt efter hvortil den rejste: I Senegal kom til den at hedde ’Den brasilianske influenza’, I Brasilien ’Den tyske influenza’ og I Polen ’Den bolsjevikiske syge’.

I selve Spanien fik lidelsen navnet ’Den napolitanske soldat’ opkaldt efter en karakteristisk sang i en berømt opera fra 1918, La canción del olvido, som blev opført i Madrid omkring det tidspunkt, hvor sygdommen for alvor bed sig fast i den spanske hovedstad.  Sangen ved navn ’Den napolitanske soldat’ var sådan en ørehænger, at det blev et mundhæld at sige, at influenzaen bed lige så let på spanierne, som melodien. Og hurtigt blev termen så ’catchy’, at omkring halvdelen af Europas befolkning benyttede ’kælenavnet’ som benævnelse for influenzaen.

En samtidigt spansk læge mente desuden, at sygdommen især ramte dem, der havde overdreven, seksuel appetit, og dermed urent blod. Det var en tilstand, som man rent fordomsfuldt især tilskrev de ’varmblodige napolitanere’, som Spanien havde været politisk forbundet med siden 1600-tallet, da de spanske konger sad tungt på magten i Syditalien. I århundreder havde man allerede kaldt syfilis ’Den napolitanske syge’ i både Frankrig og Spanien. I Italien bredte den spanske syge sig først efter slutningen på 1 verdenskrig, da de italienske soldater tog sygdommen med sig hjem fra de involverede, europæiske lande. Her blev den kendt som ’La spagnola’, og spredte angst og død i hele Støvlelandet.

Det faktum, at man i århundreder har tilskrevet en sygdom et andet ophav end èn selv, siger noget om menneskets væsen: at coronaen først blev forbundet med Kina, siden med Italien, hvor den spredte sig effektivt som det første sted i Europa, og siden har skabt mutationer, der alle bærer navnet på en nation fjernt fra ens egen, er en del af vores kultur, og en psykologisk forsvarsmekanisme, som sikkert altid vil bestå: det er lettere at pege på de andre end én selv.   

Infoen er taget fra denne artikel i Corriere della Sera.

Min bog Mezzogiorno kommer snart som lydbog

Det er svært at tale om oprindelighed, når det kommer til ord og sætninger. Men emnet har alligevel optaget mig i disse uger, hvor jeg har siddet i en lydtæt boks på størrelse med et kosteskab, og indtalt ‘Mezzogiorno’ . I en syntetisk duft af sprit (for alt skal jo sprittes af: mikrofon, greb, håndtag og selv stolen) og omsluttet af sort æggebakke-skumgummi fra gulv til loft har jeg talt om sydende mavesafter, danseterapi, dobbelte husporte, nostalgi på Capri og uendelighed på Sicilien og længtes efter at komme ud af den indelukkethed, som det seneste år har hensat os italiens-elskere i.

Jeg har flere grunde til at takke Forlaget Turbine for oplevelsen: først og fremmest ‘tak’, fordi det er sejt og visionært at de satser på lydudgaven af Mezzogiorno – derefter ‘tak’, fordi jeg selv fik lov til at indlæse den (jeg var simpelthen død 100 gange, hvis en anden, stakkels indlæser var kommet til at udtale et italiensk ord forkert), og ‘tak’, fordi jeg nu har genopdaget mine essays: Enhver forfatter ved, at en skreven tekst forvandler sig, både når den printes ud og bliver fysisk istedet for digital, og når den læses op. Det er svært at beskrive, men den får en helt anden krop og insisterende tilstedeværelse af at blive fysisk. Det lyder naturligvis oplagt. Men effekten er ikke desto mindre utrolig slående.

Inden jeg læste mine essays op, læste jeg dem inden mikrofonen blev tændt. Det gjorde jeg for at kende historierne til bunds rent syntaktisk. Måske var der særlige udtryk, indskudte sætninger eller paranteser, som ville volde mig særlig besvær?Ikke desto mindre opdagede jeg, at ordene ved indlæsningen snød mig fuldstændigt: lange, snørklede sætninger, som jeg havde forudset ville få mig til at kløjs og kræve en genoptagelse, flød for det meste uhindret, mens andre helt banale ord drillede.

Af og til blev det pludselig min intonation og ikke selve ordets bogstaver, som jeg kæmpede med. Og dagsformen kunne afgøres af hvorvidt jeg lige havde spist et stykke chokolade (det søde indslag gav jeg åbenbart meget mere spyt i munden, end godt var for indspildningen), og om der var håndværkere i bygningen (en enkelt gang måtte jeg vendte en time på at indlæse videre, fordi man var ved at bryde en væg ned lige under min lydtætte boks.. der i det tilfælde ikke evnede at holde slagene fra de kæmpe bor ude).

Men nu er indlæsningen færdig og jeg glæder mig til at sende lydbogen ud i verden, så alle dem, der hellere vil lytte end læse, og alle dem, der forhåbenlig både kan se glæden ved en fysisk bog og en fortalt bog, kan få deres Mezzogiorno behov opfyldt! Når jeg har en release-dato klar, bliver I de første til at få den at vide.. i mellemtiden kan I nyde lidt stemningsfoto fra lydboksen, hvor en fin, lyserød lampe lyste helt teateragtigt, når optagelsen gik igang, og man skulle træde varsomt i lydstudiet.

Dystopier, vilde kvinder og autobiografiske afsløringer: 2021 er året hvor Italiens fornemste bogpris blev ’dark’

Ligesom i Danmark gennemsyrer coronakrisens konsekvenser lige nu det italienske samfund på mange planer, og det er derfor ikke mærkeligt at de bøger, som I 2021 er blevet nomineret til at vinde Italiens fornemste litteraturpris, La Strega, i høj grad spejler et år med indadvendthed, interpersonelle konflikter og indre monologer.

Det konkluderer Melania Mazzucco i en artikel i den italienske avis ilsole24ore. Hun er præsident for Strega-komitéen, der siden 1944 har tildelt Italiens fremmeste forfattere den store ære at vinde Strega-prisen. Hun fortsætter:

”Mange af de udvalgte titler er forbundne med forfatterens eller forfatterindens eget, levede liv, og handler om hans eller hendes private og nære verden (venner, forældre, bekendte),  om den lokale geografi, den provinsielle og den i kvarteret. Nogle gange krydser fortællingerne selve den store historie, men for det meste handler de om intime mikro-historier. Det er familie-krøniker, hvor modefigurerne dominerer – ofte er de ufølsomme og vrede modstandere – eller søsterskabet. Fædrene er næsten ikke-eksisterende, de er uønskede, overfladiske eller gjort tavse. Det er historier om pigebørn uden en barndom, om ensomme eller marginaliserede teenagere. Følelsen af social eksklusion og vrede gløder i nogle af bøgerne. De er vidneudsagn om et levet liv, eller næstens.”

”Det er historier fortalt indenfor hjemmets fire vægge, hvor huset – beboet, hjemsøgt, fortabt, besat og inficeret med ting – bliver den sande hovedrolleindehaver. I et år med karantæne både indenfor hjemmet og indenfor vores egne, metaforiske grænser i Italien er det ikke et tilfælde”, siger Malania Mazzucco.

Donatella Di Pietrantonio. Foto: Udo Weier, Wikipedia.

4 stærke og aktuelle forfatterstemmer fra Syditalien

12 kandidater til Strega-prisen er blevet fundet blandt de 62 nominerede, og den eneste syditaliener mellem dem er Donatella di Pietrantonio fra Abruzzo, som I 2017 havde stor, international succes med L’Arminuta (oversat til ’Pigen de sendte tilbage’ og udgivet af forlaget Grif i 2018). Donatellas nye værk hedder Borgo Sud og er en fortsættelse af L’Arminutas næreste persongalleri – vi møder ’LArminuta’ som teenager og voksen, og især forholdet til hendes søster Adriana udvides, så de to kvinders fattige barndom i Abruzzos bjerge sættes i relief til et nyt liv i havnebyen Pescara og kvarteret ’Borgo Sud’.  Jeg var selv rigtig begejstret for L’Arminuta, og håber at ’Borgo Sud’ ligeledes oversættes til dansk.

Skulle du i få mod på Donatella di Pietrantonios nye bog Borgo Sud, er den udgivet hos Einaudi og kan købes her.

Selvom den eneste, syditalienske slutkandidat til dette års Strega-pris altså er Donatella di Pietrantonio, er der flere syditalienske romaner at plukke af, når man dykker ned i både sidste års kandidater, og nogle af de mange værker, der blev anbefalet til prisen i 2021, men ikke gik videre i de øvrige runder.  

Jeg har gennemgået de fleste af dem, og finder nedenstående, aktuelle forfattere og værker særligt interessante, fordi de har Syditalien som gerningssted og udgangspunkt, både fysisk og mentalt, eller vover sig ud i at trække kvindelige skæbner frem, der er blevet glemt:

Valeria Parrella (fra Torre del Greco, Campania): Almarina, 2019:

Romanen handler om mødet og venskabet mellem Almarina, en ung, rumænsk kvinde, og italienske Elisabetta, der er midaldrende og netop har mistet sin mand. Begge arbejder de som lærerinder i ungdomsfængslet på den vulkanske ø Nisida, der ligger nord for Napoli og i årtier har fungeret som detention for unge kriminelle. Romanen kredser om temaer som venskab, kærlighed og ensomhed, og spørger om det er muligt at blive fri ved at gå i fængsel?

Citat fra bogen: ”Alt det vi gør viser sig at være forkert, hvis det gør os triste, og korrekt, hvis det gør os glade”

Øen Nisida ved Campi Flegrei nord for Napoli. Her har i årtier ligget et ungdomsfængsel, hvor romanen ‘Almarina’ udspiller sig. Foto: Baku, Wikipedia.

Bogen kan feks. købes her.

Angela Vecchione ( fra Avellino, Campania): La Piazza, 2020:

Napolis hovedbanegård åbner op ud mod Piazza Garibaldi som pladsen tog sig ud på et postkort fra 1981. Ukendt ophav, Wikipedia.

Da Angela som ung arbejdede med at sælge busbilletter på hovedbanegården i Napoli, mødte hun hver dag spændende, komplekse og sørgmodige skæbner. Nogle af dem har inspireret hende til at skrive ’La piazza’, hvor Piazza Garibaldi i Napoli i det fjerne år 1985 er udgangspunkt og hjemsted for en gruppe mennesker, som vi følger ind og ud af kærlighedsaffærer, narkotåger og konflikter. Vecchione har erklæret at hun følger i samme tradition som Napolis største forfattere, hvor genier som Raffaele La Capria, Ermanno Rea og Elena Ferrante netop går intimt tæt på de mange skæbner, som befolker Napolis mørkeste steder.

Citat fra bogen: ’Pladsen fungerede sådan, at når nogen havde fundet sit eget tilholdssted på den, så kæmpede de for den, og automatisk blev pladsen deres. Ingen kunne gøre noget ved det. Det var et ejerskab, der ikke var lovmæssigt, men som ikke desto mindre gjaldt alligevel.”

Find og køb bogen her.

Grazia Pulvirenti (Fra Catania, Sicilien): Non dipingerai i miei occhi.

Jeanne Hebuterne var kendt for sin skønhed og sit mørke, tykke hår.
Foto fra Galerie André Roussard, Montmartre, Wikipedia.

I denne roman vælger digteren Grazia Pulvirenti modigt at fremmane den italienske avantgarde-kunstner, Amedeo Modiglianis elskerinde og muse, Jeanne Hebuterne. Hun begik selvmord dagen efter Amedeos død i 1884 ved at kaste sig ud af et vindue, og er i dag en for mange ukendt kvinde, som ikke desto mindre var forud for sin tid. Historien om Amedeo og Jeanne er spundet ind i et tidsbillede af et brølende Paris fuld af kreative sjæle og voldsomme skæbner, som Grazia gør særligt poetiske og tragiske gennem sin egen digeråre.

Bogens titel betyder:’mal ikke mine øjne’. Du finder værket her.

Hovedfoto: Jeanne Hebuterne, Galerie André Roussard, Montmartre, Wikipedia.

Cecilies trisettimanale: abonnement med nyhedsanalyser og aktuel viden om Syditalien

Hvad betyder coronaen for de syditalienske kvinders ligestilling? Hvordan bliver mafiakonfiskerede ejendomme givet tilbage til lokalsamfundet? Og hvor kan man finde italienske bøger her i Danmark, hvis man ikke vil købe dem over nettet?

Lyder det interessant for dig? Så læs videre:I cirka 2 år har jeg udgivet mit gratis nyhedsbrev om Syditalien, der løbende bliver sendt ud til mine læsere fra min blog om især kulturelle emner. Og det vil jeg fortsætte med. Men jeg har også mærket et stigende behov for endnu mere dybdegående viden, hvor jeg giver mig ekstra god tid til at dvæle ved nyheder og aktuelle emner fra den syditalienske virkelighed, og finder steder, netværk og gode tips til jer, så I kan udvide jeres syditalienske horisont. Flere af jer har skrevet direkte til mig og bedt om muligheden for en sådan service.

Fordybelse tager dog tid – og derfor har jeg besluttet mig for at starte et 3-ugers brev, på italiensk kaldet et ‘trisettimanale’, hvor jeg 17 gange om året udsender en lille avis i word-format til betalende abonnenter via mail. Prisen pr. måned vil være 75kr, og man betaler på årsbasis (ialt 900kr for et årsabonnement). Når betalingen er modtaget, vil man få det senest udsendte trisettimanale, og derefter kunne glæde sig til et helt år med regelmæssige opdateriger om den syditalienske virkelighed. Jeg håber det vil blive godt modtaget af alle jer derude.

Det er min ambition at skabe mit eget, lille medie, der efterhånden kan udvikle sig og skabe en modvægt til den øvrige nyhedsdækning i Danmark, hvor nyheder om Syditalien er begrænset, og de, der er, ofte handler om de samme emner. Jo flere abonnenter, jo mere tid vil jeg have til rådighed, fordi økonomien bag giver mig friheden til at prioritere mit Trisettimanale.

Har du lyst til at blive abonnent på Cecilies Trisettimanale, så send mig en mail på cillemarie@gmail.com, eller send mig en besked bagom med din egen mailadresse – så sender jeg dig de nødvendige betalingsoplysninger på en faktura. Jeg glæder mig til dette helt nye kapitel!