Kom rask gennem efteråret: 5 tips og tricks til et stærkt helbred fra Syditalien

Hvis der er noget, jeg har lært fra mine år i Syditalien er det, at Middelhavsområdet er en regulær skatkiste af viden om vores krop, som mange steder er blevet glemt.
Alt imens jeg er opvokset i en nordeuropæisk kontekst, hvor begrundelserne for enhver sygdom og helbredelse altid er videnskabeligt funderede, har jeg alligevel aldrig følt mig så uvidende som under mit liv i Salerno. Her mødte jeg nemlig helt andre måder at aflæse sin krop på, og lærte at respektere elementerne og årstidernes indlfydelse på vores helbred.
Med efterårets komme er det er derfor blevet det oplagte tidspunkt at øse lidt af de sjove, tankevækkende og anderledes helbredstips, som jeg oplevede omkring mig. Nogle af dem får mig stadig til at trække lidt på smilebåndet, men måske der er noget om snakken? Hvad tænker du? Her kommer de ihvertfald – Salute!
1: Vær opmærksom på årstidernes skiften
Årstiderne er det årshjul, som samtlige syditalienere lever deres liv efter. Hvadenten de er bosat i byen eller på landet, har årstiderne en direkte indvirkning på deres tilstand, humør og ja, helbred.
Når årstiderne skifter resulterer det i temperatursvingninger og anderledes luftfugtighed, og syditalienerne ved, at disse forandringer kan aflæses i kroppen. I Salerno oplevede jeg flere gange folk tilskrive hovedpiner, træthed, uoplagthed og gigtsmerter det faktum, at man gik fra sommer til efterår, eller fra efterår til vinter. Generelt ubehag blev forklaret med denne slags vejrskifte, især hvis man gik fra et stærkt højtryk til et stærkt lavtryk, eller omvendt.
2: Skærm nakken mod kastevinde
En af de helt store trusler mod helbredet i Syditalien er de såkaldte ‘colpi d’aria’ – direkte oversat ‘slag af vind’, som med det køligere vejr og den kraftigere efterårsvind kan udsætte kroppen for chok.
I Salerno var disse kastevinde, som hujede gennem gyder og nedad bjergvægge, suverænt den største grund til dårligdomme: uregelmæssig menstruation, ørepine og hovdpine, for eksempel,  og resulterede i værste fald i ‘cervicale’, stive nakker, som syditalienere frygter, og som de skærmer sig imod ved at gå med halstørklæder, halsedisser og hætter allerede inden sommeren går rigtig på hæld.
3: Gå ikke udenfor med vådt hår
En af de værste ting, jeg gjorde under mit ophold i Syditalien, var dengang jeg gik udenfor med langt, vådt hår. Det var sommer, men jeg fik stadig at vide at det våde hår kunne give mig gigt, ‘cervicale’, feber og forkølelse, og at hårtørrer er obligatorisk.
Efter jeg atter er flyttet til Danmark kan jeg stadig godt finde på at gå udenfor med vådt hår, men til gengæld har jeg fundet ud af at jeg altid bliver snot forkølet, hvis jeg falder i søvn/går i seng med fugtigt hår. Måske det er noget om snakken? Når det sker sender jeg hver gang en kærlig tanke til mine syditalienske venner og deres formaninger.
4: Ondt i halsen? Frem med citronerne
Jeg blev faktisk ofte syg, da jeg boede i Salerno, hvilket dog suverænt må tilskrives mine daglige boligforhold. Jeg havde nemlig lejet mig ind på et lille værelse med utætte vinduer og skimmelsvamp, så jeg fik kronisk halsbetændelse.
Et syditaliensk universalmiddel mod halsbetændelse er at gurgle sin hals flere gange om dagen med citronsaft. Hver gurglen skal vare så lang tid som muligt – minimum et minut – og jeg fandt med min lidelse ud af, at øjensynligt alle omkring mig gik og gurglede hals i citronsaft, også når der ikke var noget tydeligt galt. Mere som en slags ‘man ved aldrig.’
Tilsidst kom jeg mig over min kroniske halsbetændelse, men først da det blev sommer og skimmelsvampen faldt til ro i min lejlighed.
5: Pas på den skrøbelige fordøjelse
Fordøjelsen er ofte centrum for syditalienernes helbred. Det er udfra den, at de aflæser deres sundhedstilstand, og det giver god mening. De er suveræne til at udpege et fordøjelsesorgan, hvis det gør ondt, hvor de fleste danskere blot kan sige: “Jeg har ondt i maven” uden at ane, om smerten kommer fra tarmene, mavesækken, galdeblæren eller leveren.
Når vejret bliver køligere og mere fugtigt betyder det, at der kommer nye, tungere råvarer i maden. Det skift kan forårsage lidt rumsteren i maveregionerne, og helt slemt bliver det, hvis man efter et solidt måltid går ud i kulden uden at dække maven ordenligt til. Det kan give mavepine og i værste fald dårlig fordøjelse.
Så ved I det!

Trailer til Elena Ferrantes ‘Min genale veninde afslører detaljer om den færdige film og et landligt Napoli af engang

“Det var i det øjeblik, jeg fandt ud af, at intet kunne standse hende”, siger Elena om sin genstridige og geniale veninde, Lila, og sætningen bliver overskriften på deres kontrastfyldte venskab, som den 27 november får liv i form af en længe ventet tv-serie på både RaiUno og HBO.

Serien bliver i 8 afsnit på 50 min. hver. Jeg har set traileren, som man kan se ved at følge linket nedenfor, flere gange, og udover at være fuldstændig begejstret for den skønne, napolitanske dialekt, som jeg elsker, lægger jeg især mærke til de mange højdepunkter fra bogen: den frygtede tunnel, der fører udaf barndommens kvartér, og som ikke alle tør følge, dramaet omkring pigernes skolegang, og dukkerne, der bliver kastet ned i mørket som en prøve på pigernes mod.

Jeg lægger også mærke til at det kvartér, som pigerne bor i, har et forbløffende landligt præg. Derfra har man udsigt til Napolis rurale opland, men hvis man følger teorien om, at kvarteret ligger tæt på hovedbanegården, kan det sagtens afspejle det Napoli, som i 50’erne endnu ikke er blevet en del af det italienske, økonomiske boom, og hvis boligkvarterer vest for Piazza Garibaldi endnu skal bebygges og blive til betonklodserne i Poggioreale, skyskraberne i Centro Direzionale og industrien i La Zona Industriale.

Jeg glæder mig så meget til at se det første afsnit i serien, og jeg savner Napoli hver dag. (Hovedfoto: Rai Pubblicità)

En fortryllet have er dukket op i Pompei og afslører unikke vægmalerier og en Lari-kult

Slanger, der snor sig, små fugle, der kvidrer rundt, og statelige påfugle i det saftige græs. Den både smukke og skæbnesvangre by Pompei, som blev begravet i år 79 af Vesuvs aske, er et skatkammer af skønne objekter og historier, som løbende bliver opdaget af arkæologer, og forleden offentliggjorde forskere endnu et unikt vidensbyrd om den kunst, romerne omgav sig med.

Tæt på Porta Vesuvio, der, som navnet afslører, var byens nordligste byport med front mod vulkanen, har man netop udgravet et rum, hvis vægge myldrer med planter, dyr og varme farver. Stedet har straks fået navnet ‘Den fortryllede have’, og man kan af konteksten aflæse, at de bemalede vægge omgav en lari-kult, hvor romerne kunne hylde de mindre kendte, men ikke desto mindre vigtige lari’er, som var en slags husguder.

Lari’erne var ånderne fra de afdøde i ens slægt, som omgav én i det daglige og sørgede for, at man havde det godt, og hjemmet var trygt. Romerne var dog generelt ret bange for spøgelser, og derfor var det kun de mennesker, der havde gjort gode ting i levende live, som blev til lari’er, mens de onde blev til skrækindjagende dæmoner.

Det var derfor vigtigt at huske og mindes de gode og savnede slægtninge, og ved at tilbede dem i en kult, kunne man håbe på at de rette ånder vendte tilbage til de levendes verden for at passe på dem. Lari’erne var forbundet med naturens skønhed, og derfor forskønnede man kultens omgivelser man malerier af dyr og planter.

Lari’erne er opkaldt efter Lara, stilhedens gudinde, og passede udover den private sfære også på byernes og husenes grænser i det romerske rige, hvorfor det giver god mening at dette kult-værelse netop ligger ved Pompeis nordligste kant.

HER kan du se et billedgalleri af ‘Den fortryllede have’. Foto: Ansa.

 

Deltagerrekord og ambassadørbesøg: tema-aftenen om Napoli på Københavns Universitet var en stor succes

Den 3 oktober 2018 kl 18.30 skete der noget vildt – Italiensk kandidatforening, som jeg er medlem af fordi jeg blev cand. mag. i italiensk i 2006 – afholdt en af sine vanlige tema-aftener, men hvad der var usædvanligt var det utrolige fremmøde. 114 gæster – man kan nemlig sagtens komme til foreningens arrangementer, selvom man ikke selv er uddannet i italiensk – var tilmeldt, men endnu flere væltede uanmeldt ind, og tilsidst var hele auditoriet propfuldt!

Det er som syditalienskender og mangeårig beundrer af Napoli og dens fascinerende befolkning en kæmpe oplevelse at mærke en sådan opbakning, og alle os forelæsere – Gert Sørensen, seniorforsker ved romansk institut og min gamle specialevejleder, Pia Lausten, der fortalte om Ferrantes Napoli-trilogi, og napolitanske Alba Granizio, som præsenterede sin bog om Napolis myter og historier, og tilsidst jeg, der underholdt om femminiello-fænomenet – var komplet blæst bagover af den store interesse.

Under arrangementet holdt jeg et foredrag om den napolitanske femminiello-kultur .

Sådan noget tør man jo næsten ikke håbe på – men nogle gange går drømmene altså i opfyldelse, når ens fagområde pludselig får liv og udfolder sig iblandt så mange vidende og interesserede publikummer.

EN KÆMPE TAK TIL ALLE DER KOM, INKLUSIV DEN ITALIENSKE AMBASSADØR I DANMARK, LUIGI FERRARI! Uden hver og én af jer jer kunne vi jo ikke have gjort det…

Der er efterfølgende blevet skrevet en forskningsartikel, som konkluderede på aftenens indhold – læs den HER.

For 75 år siden drev napolitanerne de sidste nazister ud af deres by og Napolis tredje køn var med i første række

Den 30 september 1943 sluttede ‘Napolis 4 dage’, som er gået over i historien som en af byens mest historiske begivenheder i nyere tid. De 4 døgn under 2 verdenskrig, der startede med et oprør den 27 september i forbindelse med tilfangetagningen af 8000 napolitanere, rummede de sidste krampetrækninger fra Det Tredje Rige, som havde taget kontrollen i Italien og nu massakrerede, voldtog og røvede sine tidligere italienske allierede inden englænderne og amerikanerne nåede Napoli.

Byens borgere blev senere hædret for sit mod, men hvad der udover mands- og kvindemodet gjorde ligestort indtryk på De Allierede var de mange bevæbnede og kæmpende femminielli i kvindetøj – de specielle, homoseksuelle mænd, der udgjorde Napolis tredje køn.

I mange andre italienske byer dengang var den slags absolut tabu, men i Napoli var – og er – femminelli’er omgærdet med respekt og anses endda som lykkebringende. En feminiello er en mand der er i særlig kontakt med sin kvindelige side, men under fascismen var det forbudt at være homoseksuel og ‘feminiseret’ som mand.

Derfor var der endnu mere grund til at femminelli’erne under krigens sidste dage gik på gaden og skulder ved skulder med de øvrige mænd og kvinder greb til våben og ofrede sit liv for at befri Napoli. De havde i den grad noget at kæmpe for, og især i kampene omkring Piazza Carlo 3 udgjorde femminiello’erne og deres våben en vigtig bastion i modstandskampen.

‘Napolis 4 dage’ udspillede sig i et politisk og ideologisk tomrum med en stækket værnemagt og et sammenbrudt fascistisk regime, men selvom mange af herrefolkets tropper flygtede fra Syditalien i takt med de fremrykkende allierede tropper, som var gået i land i Salerno og på Sicilien, forsøgte de stadigvæk at likvidere så mange italienere som muligt, inden byen faldt til amerikanerne.

En af konsekvenserne var henrettelsen af omkring 500 napolitanske modstandsfolk, utallige voldtægter og destruktionen af Napolis kostbare statsarkiv.

Iøvrigt menes  fotoet ovenover at illustrere en palmebladsbeklædt vogn, der efter de 4 dages afslutning og De Allieredes ankomst rullede igennem Napolis gader med nogle af de overlevende femminielli ombord.

Fotos: Gayburg samt Vesuvio Live

La passeggiata – den livsnødvendige spadseretur

“Ved du hvad det her er?” Blev jeg spurgt midt på gaden i Salerno, efter at vi havde taget et par ture op og nedad strøget. Corso Vittorio Emanuele, der udgjorde en af de mange færdselsårer i byen. Corso’en var omgivet af borgerhuse fra Italiens Belle Epoque-periode, og de gjorde sig hver dag ligeså statelige som menneskene for deres fødder. ”En gåtur uden mål og med?” svarede jeg ironisk mine italienske venner, for jeg havde allerede både set og deltaget i la passeggiata, inden jeg blev spurgt så direkte, uden egentlig at forstå, hvad vi lavede.

Deres ansigter klarede op:”Netop! Det er en ørkenvandring uden ende. Ned til byparken og tilbage langs havet. Om på hælen, og så gør man det samme igen. Hver dag, hele året, hele livet.” Men selvfølgelig var forklaringen ikke uden ironi. Den lå i måden, de udvekslede blikke på, da beskrivelsen faldt. For enhver syditaliener ved godt, at selvom den ritualiserede spadseretur, som kan betragtes i en hver by, selv den mindste flække, umiddelbart kan virke overfladisk og  tilfældig for en udefrakommende, så er den ramme alvor.

Vigtigere end fodbold. Meget vigtigere

For nordeuropæere bliver den  italienske kultur mestendels formidlet gennem massemedierne og deres kommercielle vægtning af, hvad der er ægte latinsk adfærd. Det får ofte italienerne til at fremstå karikerede og besatte af ganske få ting: sport, mad, erotik. Og skal man tro den helt store myte om italienerne, som vi bliver fodret med gennem tv-kanalernes snævre underholdningslinse, er FODBOLD den ultimative begivenhed, der samler det italienske folk.

Alt imens jeg ydmygt anerkender sportsgrenens vigtighed vil jeg stadigvæk hævde, at la passeggiata, syditalienernes daglige spadseretur på et nøje udvalgt sted og på et nøje udvalgt tidspunkt i døgnet, suverænt er den kulturelle handling, der involverer flest, og som har mest indflydelse på den enkeltes liv.

Da jeg boede i Italien, var ingen i min kærestes familie tifosi, fodboldfans. Et par af hans venner fulgte det lokale fodboldhold ovrefladisk– en af kom regelmæssigt på stadion, mens min salernitanske veninde en enkelt gang tog mig med til en kamp, dog mere som et påskud for selv at betragte fænomenet på afstand, end for at heppe på sin hjembys helte.

Fra strøget og ned mod havet

Hvor alle imidlertid indfandt sig med regelmæssig punktualitet, var på ruterne for la passeggiata, som i Salerno havde hele 3 færdselsårer til rådighed. Hver og en af dem blev frekventeret efter usagte men fast etablerede regler:  Længst inde i byen, På strøget Corso Vittorio Emanuele, promenerede et bredt udsnit af befolkningen – gerne de arbejdsduelige, pensionisterne og de handlende – hver eftermiddag fra 17-20. Samtidigt kunne man shoppe og lige få hilst på sine mange bekendte, på vej til eller fra arbejde.

Jo længere, man rykkede ned mod havet, jo flere regler var der for adfærden under la passeggiata, og jo yngre blev klientellet: Nummer 2 rute gik langs den palmeflankerede havnepromenade Lungomare Trieste, med fejende udsigt til solnedgangen og de første små bjerglandsbyer på Amalfikysten, der som et langt forbjerg rager ud i Middelhavet fra Salerno og først slutter 50 kilometer længere mod nordvest,  ved Punta Campanella og Capri.

I modsætning til ruten på strøget, der havde sin start og slutning ved usynlige grænser i begge ender af Corso’en,  havde la passeggiata langs vandet klart definerede rammer, nemlig ved den 200 år gamle bypark, omgivet af et ligeså gammelt filigransirligt jernhegn, og fuld af skyggefulde træer. Her ved denne nordligste forpost startede – eller sluttede, alt efter hvilken vej, man kom fra – la passeggiata, mens den i den anden ende af ruten endte ved et krigsmonument, og – meget belejligt – udfor en af byens mest legendariske iskiosker, Bar Nettuno.

Salernos gamle bypark, la villa comunale, er skæringspunktet for mange borgeres passeggiata. Fra Wikipedia.

Gæster udefra med blodsprængt hud

Indenfor denne strækning på cirka 100 meter promenerede især byens forældre med deres børn i klapvogn i weekenderne, de studerende og de helt unge, ofte i selskab med deres søskende. Og længere sydpå hinsides krigsmonumentet kunne italienere fra Salernos bagland finde på at strække benene, i behørig afstand fra de lokale. De kom ofte ned til havnepromenaden efter søndagsfrokosten, satte sig fyldte og mætte ind i deres biler og trillede ned til Salerno, hvor de, på trods af ihærdige forsøg på at ligne byboerne, alligevel altid skilte sig ud.

Mine venner sagde, at man tydeligt kunne se, hvem der kom fra byen og hvem der kom fra bjerglandsbyerne, ud fra deres blodsprængte kinder og grovere hudtone. Og så var der naturligvis deres lave statur og påklædning som altid var for farverig og for overdreven, deres dialekt og deres dårlige manerer.

’Fare la notte in bianco’

Ved Lungomare havde la passeggiata desuden den udbygning, at der bag palmerne og de små plæner løb en ekstra fodgængersti, flankeret af bænke og blomstrende buske. Det var her, man som kærestepar kunne flette fingre og flirte, og hvor det var tilladt at holde i hånd, mens man spadserede.  Utallige er de gange, hvor jeg som ved et uhørligt løsen har set hænder blive samlet, knuget og siden sluppet her, alt efter hvor man befandt sig på distancen.

Den tredje og mest farverige rute for la passeggiata, der mere end noget andet skabte rammerne for de unges nocturne gå-ud-rutiner, var strækningen bag byparken, der lå i forlængelse af den trafikerede Via Roma og byens postkortsmukke facader. Her kunne man efter aftensmaden skride forbi Salernos mest chikke barer og restauranter med det formål at se og blive set, og denne passeggiata var især frekventeret i weekenden og i de hede sommermåneder, hvor byens giftemodne ungdom kunne gå i byen og gøre ’natten hvid’, som man siger på italiensk om dem, der hellere vil feste end sove.

Passeggiata som antropologisk studie

Det har igennem tiden ikke skortet på antropologer, som har studeret den syditalienske passeggiata, og det viser sig at spadsereturen har genkendelige træk i hele landsdelen, der foregår henover sædvanlige skel som køn, alder og social status. Mens la passeggiata altid knytter sig til særlige gader og pladser i en given by, eksisterer der derudover en slags nedarvet konsensus, der synes at stamme hinsides tid og sted, og som udspringer af et dybere, kollektivt behov.

En af antropologerne er den italiensk-amerikanske antropolog Giovanna Del Negro , som blev så fascineret af den rituelle spadsereturs anatomi under sine besøg i sin italienske families abruzzesiske hjemstavn, at hun satte sig for at undersøge den metodisk. Resultatet blev bogen La Passeggiata, og indholdet kan på slående vis bruges som en slags koreografisk og antropologisk skabelon for den syditalienske passeggiata, som den tager sig ud i hele landsdelen.

Del Negro fandt ud af at la passeggiata på trods af sin umiddelbart tilfældige spadseren er underlagt strenge, sociale koder. Udover de fastlagte strækninger, der ofte befinder sig indenfor rammerne af naturlige, fysiske afgrænsninger som en piazza, en park eller en kirke  – men ikke altid, afgrænsningerne kan også ligge midt i den tomme luft og udgøres af en kollektiv bevidsthed om, hvorfra og hvortil spadsereturen udfolder sig –  spiller sammensætningen af byens borgere også en stor rolle under la passeggiata.

Først og fremmest promenerer man aldrig alene, men altid i enten par eller grupper. Og dernæst er det langtfra tilfældigt, hvor folk befinder sig på ruten. På et hovedstrøg som Corso Vittorio Emanuele i Salerno vil midten af vejen indtages af cirka 16-60-årige, som i et hverken for langsomt eller for hurtigt tempo skrider op og ned af den udstukne rute.

Unge mænd og kvinder har hovedrollen

Dem, der er yngre eller ældre, går imidlertid inde ved husfacaderne langs butikkerne, mens de allerældste og dårligt til bens betragter sceneriet fra en balkon, et bord eller en stol udenfor den lokale bar. Bruger man noget tid på at studere la passeggiata fra en af disse udsigtsposter bliver det efterhånden klart for én, hvem der er de egentlige hovedrolleindehavere under spadsereturen: det er de unge kvinder, der viser sig frem og flirter og socialiserer med de unge mænd og deres venner.

Både mændenes og kvindernes opførsel og påklædning kommenteres af tilskuerne, og det bliver tydeligt at gåturens primære funktion er at indføre og fastholde byens borgere i fællesskabet.  Bedømmelsen under spadsereturen tjener som hjælpende retningslinjer for kønnenes opførsel, og la passeggiata har endog fysiske koder, som de spadserende indordner sig under: når kvinderne slår ind på ruten, bliver deres gang langsommere og mere vuggende, de går arm i arm med veninderne, mens mændene praktiserer hvad der kan kaldes ’et menneskeligt udråbstegn’, hvor én i gruppen kan finde på at standse brat og begynde at uddybe et synspunkt, mens hans ledsagere fortsætter et par skridt, inden de opdager at han er stoppet.

Et ældgammelt ritual i hele Sydeuropa

Sådanne spadsereture er kendt fra det meste af Sydeuropa – faktisk i de fleste katolske lande, som netop har en forkærlighed for processioner og optog, hvor iscenesættelsen er en stor del af oplevelsen. De foregår i hele Italien, dog ofte med mest entusiasme mod syd, hvor samfundsstrukturerne endnu beror stærkt på de menneskelige relationer.

I Italien menes de at have deres oprindelse i middelalderen og renæssancen, hvor borgerstanden voksede frem og  adelen blev rigere grundet handel, hvorfor den rituelle passeggiata var en måde at vise sin magt og status frem på. I takt med at samfundsklasserne blev nedbrudt op igennem historien inkluderede la passeggiata stadigt flere, og efter 2 verdenskrig blev den fuldstændigt demokratiseret og kunne nu favne alle borgere.

Selvom ovenstående fremstilling af Del Negro er både generaliserende og rigid – langtfra alle moderne syditalienere har tid, lyst og mulighed for at deltage i la passeggiata hver dag, og særligt unge syditalienere medgiver, at de af og til kan føle sig hæmmet af de sociale konventioner og presset til at opføre sig og se ud på en bestemt måde under spadsereturen – så er der ingen tvivl om, at la passeggiata udgør en vigtig ramme for menneskelig kontakt, hvor tilhørsforholdet og relationen til landsbyen, vennerne og familien holdes ved lige.

Jeg ser dig – altså eksisterer vi begge

Der hviler et værdifuldt element af syditaliensk ublufærdighed i la passeggiata – en hyldest af det direkte blik og af øjenkontakten, som mange nordeuropæere kan føle sig forlegne ved at møde i Italien, men som bunder i oprigtig interesse for hvad andre mennesker foretager sig i ens nærhed. Det er anderkendelsen af at man eksisterer i den selv samme virkelighed, og dermed har gensidig værdi.

Som en af mine italienske veninder engang sagde til en dansker, som hun havde med på fortovscafé midt i en hektisk passeggiata, og som blev forarget over min venindes kommentar til en forbipasserende mands dristigt opknappede skjorteærmer: ”Er du ikke lidt overfladisk, sådan at kommentere hans udseende?” Spurgte danskeren. Min veninde kiggede måbende på hende:” Hvad mener du? Han  gør det jo for vores skyld – holdt jeg mund, ville det være som om jeg ikke havde set ham.”

Hovedillustration: Havnepromenaden Lungomare Trieste i Salerno. Fra Wikipedia.