Hvil i fred, vertikale hjerter

Da Charles Houston i 1954 får at vide, at en gruppe bjergbestigere fra Italien endelig har besteget K2, får han hukommelsestab – såkaldt global amnesi. Han begiver sig ud i New Hampshires gader, hvor han bor, og forsvinder. Mr. Houston aner ikke, hvem han selv er, eller hvor han befinder sig, men først og fremmest er han i chok. Og det er ikke før myndighederne samler den amerikanske bjergbestiger op på gaden og transporterer ham hjem i familiens skød, at mr. Houston genfinder sine fulde fem og dermed må leve med visheden om, at andre er kommet før ham.

Bedriften kaster nemlig en skygge over Houstons eget, heltemodige forsøg på at bestige K2, der året forinden endte i katastrofe, og kostede en af hans venner livet på The Savage Mountain. Øgenavnet er blot et af mange, der med rette udtrykker ærefrygt for bjerget, der ligger yderst i Himalaya, og med sine diabolske vejrforhold og glatte, diamantformede silhuet regnes for verdens sværeste at bestige.

Tæppefald og et skrig fra Kanchenjungas dæmoner

Houstons reaktion siger noget om, hvad høje bjerge gør ved de mennesker, der klatrer dem, og har drømmen om at stå på toppen som ambition, som eksistensvilkår. De hører uafbrudt de vertikale linjer kalde, og drages mod stilheden og kompromisløsheden på deres flader. Og når drømmen brister, kan det få fatale konsekvenser: som dengang i 1939, da tyske Fritz Wiessner drog afsted mod K2 med en horde af sherpa’er og uprøvede klatrere i sit slipspor. Alle andre måtte give op, på nær Wiessner og den lokale sherpa ved navn Pasang, der i dyb sne og 700 fod fra toppen stopper og formaner sin herre: ”Fortsæt ikke længere, sahib, natteånderne vil ikke have det.”

Wiessner lyttede til sin trofaste sherpa, der var særligt sensitiv overfor bjergets kræfter, og gik ned til holdets øverste lejr, fast besluttet på at forsøge igen næste dag. Men efter flere nervepirrende uheld må Fritz opgive at finde et vindue i det tiltagende uvejr, og den desillusionerede tysker beskrev senere for sine børn, hvordan han på vej ud af passet kastede et sidste blik på K2, og så en enorm snestorm lukke sig om bjerget. Synet forfulgte Fritz til hans dødsdag, for det var samtidigt også tæppet, der endegyldigt blev trukket for Wiessners livslange ambition om at bestige K2.

Alle var enige om, at Wiessner aldrig blev sig selv igen, men lukkede sig inde i en kalejdoskopisk fantasiverden, hvor han gennemlevede ekspeditionens traumer og med uhyggelige knytnæveslag i bordplader og vægge prøvede at komme af med sine frustrationer.

34 år før Wiessners ekspedition anførte magikeren og poeten Aleister Crowley Englands første seriøse forsøg på at bestige K2. Han måtte dog opgive grundet dårligt vejr, men det var et af Himalayas øvrige giganter, det frygtindgydende Kangchenjunga, som fik det mentale kram på Crowley. Det var i 1905, og efter at uheld og laviner havde revet både europæere og sherpa’er med sig i dybet, flygtede Crowley fra bjerget i rædsel, overbevist om at dets 5 dødsånder havde anråbt ham igennem snefoget.

I sin alderdom fortsatte han nedbrudt og heroinrystende at henvise til hændelsen som Kangchenjunga-fobi – den ondeste følelse af alle, og måske en metafor for øjeblikket, hvor mennesket indser, at vejret mod toppen er blokeret, og de eneste dæmoner, man kæmper mod, i virkeligheden er ens egne.

K2 ligger i udkanten af Himalaye og er ofte plaget af dårligt vejr. Bjergets diamantform og vertikale sider gør det særligt svært at bestige.
K2 ligger i udkanten af Himalaye og er ofte plaget af dårligt vejr. Bjergets diamantform og vertikale sider gør det særligt svært at bestige.

Som en udenforstående, der aldrig har haft bjergbestigning som et kald, kan det virke komplet hasarderet og nytteløst at risikere livet på en ensom klippevæg. Chancen for succes er minimal selv for de bedste i verden, og er man så heldig ikke at miste livet, kan bjergenes særlige, spirituelle kraft og bevidstheden om, at ambitionen ikke lykkedes, drive én til vanvid.

Alligevel drager hundredevis af mennesker hver år til verdens tag for at prøve kræfter med bjergene, og med sig selv.

De fleste af de 10 polakker, der om et halvt år skal foretage en vinterbestigning af K2 som de første i verden, lever til hverdag som skorstensmalere af 200 meter høje cementrør, vinduespudsere på skyskrabere og håndværkere på svimlende byggeprojekter i højder, hvor ingen andre tør balancere. De bevæger sig rundt i et intenst og ensomt fællesskab deroppe i stilladserne, som mange hverken forstår eller har lyst til at være en del af.

Personligt har jeg aldrig selv villet prøve kræfter med bjergbestigning. Jeg har så meget højdeskræk at jeg bliver svimmel bare af at på en skammel. Men alligevel er jeg dybt fascineret: Hvorfor gør de det?

Opad bjerget og ind i sig selv

Journalisten og bjergbestigeren Jon Krakauer udgav i 1997 sin bestseller Into the Wild (på dansk: Ind i vildmarken), hvori han undersøger den autentiske historie om eventyreren Chris McCandless, der på trods af de bedste levevilkår i den amerikanske middelklasse en dag i 1992 forsvinder. Krakauer fatter interesse for historien da Chris McCandless’ livløse krop senere findes på bagsædet af en skrottet bus, som står dybt inde i Alaskas vildmark.

Historien blusser op og dør hurtigt ud i de amerikanske medier, men Krakauer kan ikke slippe McCandless. Han vil vide, hvad der fik den 24 –årige mand til at lægge den trygge hverdag bag sig og drage ind i et af verdens mest øde områder, for at leve som en vildmand.

John mener selv at finde nogle af svarene på bjergvæggen. Han kender det barske område omkring The Stampede Trail, som Chris McCandless gik ad, og sammenligner den overjordiske, transcenderende følelse af frihed, som McCandless selv beskriver i sine notesbøger, med oplevelserne under sine egne bjergbestigninger.

Fornemmelsen af øjeblikkets renhed, af den meditative tilstand, man kommer i, når fødder og hænder bevæger sig instinktivt opad bjergsiden, og virkeligheden udvider sig i takt med den befriende erkendelse af, at livet ikke foregår i går eller i morgen, men nu. Lige nu.

Flere bjergbestigere har igennem tiden beskrevet den samme følelse af genuin mening, som deres liv pludselig får, når de hænger i neglespidserne over Himalayas bundløse dale. Når alle andre excesser fjernes, og kroppens funktioner står nøgne tilbage. Og måske vi alle instinktivt stræber efter den samme tilstand i en verden, som mange finder tiltagende meningsløs, og hul?

En deprimeret boheme på verdens tag

Der er i hver fald ingen tvivl om, at virkeligheden på verdens tag er meget anderledes end ved jorden. Deroppe bliver alt vendt på hovedet, og lovmæssigheder, der ellers synes universelle, udfordres: vand vil ikke koge ved 100 grader på grund af det lavere tryk. Tidsfornemmelsen sættes på stand by.

Som hovedregel overlever oftest den, der er kraftig, kvabset og godt i stand, i modsætning til seje og mere atletiske klatrere.  Ikke engang ungdom er en fordel i store højder: Man siger at gode bjergbestigere først topper, når de er i 50’erne, hvilket ligger langt fra de fleste opfattelser af, hvad ekstreme sportsgrene kræver.

Men det er ikke kun fysikken, der påvirkes. Efter lang tid i iltfattig luft bliver klatrernes mentale tilstand også udfordret, og dømmekraften sløres. Nogle går i en slags apatisk trance. Da Fritz Wiessner må give op i 1939, forsøger et par af hans sherpa’er stadigvæk at nå camp 8, hvor gruppens mest usandsynlige deltager havde ligget alene i en uge.

Hans navn var Dudley Wolfe, en notorisk boheme og rigmand, der følte sig draget af Himalayas dramatik, men absolut ingen erfaring havde udi bjergbestigning. Alligevel tog han med i kølvandet på en grim skilsmisse, og mange af hans venner havde en fornemmelse af, at de aldrig mere ville se ham igen.

Da de 3 sherpa’er når Dudleys stormombruste telt, kigger Dudley ud på dem med vilde øjne. Han havde det efter omstændighederne fint, der var intet at bekymre sig om, sagde amerikaneren. Kunne de ikke komme igen i morgen, så ville han gå med ned? Sherpa’erne bemærkede, at Dudley havde forrettet sine nødtørft inde i teltet. Men da bærerne næste dag tog samme vej op, kom hverken de eller Dudley nogensinde tilbage.

Længes vi ikke alle efter en parallel virkelighed?

Helt så galt gik det trods alt ikke for Achille Compagnoni, da han den 31 juli 1954 stod som det første menneske på toppen af K2. Men havde han ikke haft sin kollega Lino Lacedelli ved sin side, kunne det sagtens være end grimt. Forud var der gået måneder med rigide tests hos det italienske militær, inden landet sendte blomsten af sine klatrere afsted mod Himalaya, og alle var opsatte på endelig at bestige The Savage Mountain. 

I BBC-dokumentaren “The Ghosts of K2” fortæller Achille, hvordan han nåede toppen, tårevædet og på knæ. ”Pludselig var der ikke mere at klatre. Vi havde gjort det”, ihukommer han.

Men Achille havde højdesyge, og ødemer var begyndt at lege kispus med hans hjerne. Heldigvis var Lino lige bag ham. De gav hinanden hånden, beundrede synet af bjergtoppene i horisonten, og forberedte sig på nedstigningen. Men så sagde Achille henkastet til Lino”: jeg bliver heroppe. Gå du bare ned med dig, jeg kommer om lidt.”

Lino reagerede prompte ved at råbe: ”Hvis du ikke kommer med mig nu, slår jeg dig til plukfisk med den her isøkse!” Achille forstod straks alvoren, og var senere overbevist om, at Lino i det øjeblik reddede hans liv fra bjergets forheksende skønhed.

Achille Compagnoni på toppen af K2 i 1954. Billedet er taget af Lino Lacedelli, wiki.
Achille Compagnoni på toppen af K2 i 1954. Billedet er taget af Lino Lacedelli, wiki.

Selvom jeg aldrig ville udsætte mig selv for Himalayas farer, genkender jeg af og til længslen efter at træde ind i en parallel virkelighed. Et sted, hvor andre regler gælder, og enten-eller råder, i en knivskarp definition af den menneskelige essens. Og jeg finder det alt for let at stemple bjergbestigere som lykkeriddere og tankeløse eventyrere.

Bjergbestigning er ligeså farligt i dag som for 100 år siden, men de personer, der afsøger grænseområderne af vores fysiske verden og fatteevne, vil aldrig kunne standses. I stedet må vi erkende deres længsel og tage imod det, de giver os, selvom tableauerne ofte bunder i tragik.

”Ich kann nicht mer”

En af Europas største klatrekatastrofer nogensinde skete i 1936. Det, der siden er blevet kaldt ’The Eiger North Face Disaster’, begyndte som et optimistisk forsøg på at bestige en af Alpernes sidste jomfruelige kæmper, Eiger-bjerget. Året forinden var flere tyskere blevet dræbt på bjergets glatte flanker, men Toni Kurz, Andreas Hinterstoisser, Willy Angerer og og Edi Rainer ville det anderledes. De begav sig derfor opad bjergets nordside, mens opstemte skiturister fulgte deres strabadser fra en kikkert nede i dalen.

På vejen begik de næsten umenneskelige bedrifter, som at klatre tværs henover en vertikal væg, nu døbt The Hinterstoisser Traverse, opkaldt efter den selv samme mand i gruppen, som knækkede nødden ved at spænde et reb på langs af granitten.

Den frygtede Hinterstoisser Traverse på The Eiger. Foto: Franz Alpin, wiki.
Den frygtede Hinterstoisser Traverse på The Eiger. Foto: Franz Alpin, wiki.

Samme sted blev dog de 4 mænds skæbne: ubekymret havde de på vej op fjernet rebet, men da de skulle tilbage samme vej – i øvrigt uden at bestige Eiger; Angerer blev så slemt skadet af frit faldende klippestykker, at gruppen besluttede sig for at klatre tilbage – var klippevæggen spejlglat af is, og det var umuligt at fæstne rebet fra den anden side. De måtte derfor klatre lige ned ad en forræderisk glat iskappe, idet en lavine fangede dem alle, og henholdsvis knuste, henholdsvis kvalte mændene på nær Toni Kurz.

Han hang nu i rebet udover bjergsiden som en hjælpeløs edderkop, med sine døde kammerater over og under sig, og kunne ingen vegne komme. Heroiske klatrere kom ham til hjælp, men kunne kun nå Tonis pigsko med deres snestave.

En pludselig storm gjorde evakuering umulig, og den uheldige tysker måtte blive hængende til næste dag, hvor han dækket af is og med frostbidte hænder forbandt det ekstra stykke reb, som redningsholdet havde med til ham, til sin egen line. Angerer skar han fri, så han nu hang alene for enden af rebet, og kunne fire sig ned.

Men: ingen havde taget højde for, at Kurz’ karabinhage, hvormed han sad fast til rebet, var for smal til at passere knuden, der nu bandt de to liner sammen. Grædende og bidende og kæmpende måtte Kurz efterhånden give op og endelig udtale de nu berømte ord:” Ich kann nicht mehr.” Nogle døgn efter – visse kilder siger endda, at der gik et helt år  – fik man endelig skåret hans stivfrosne lig ned, og bugseret det igennem dalen.

Det lyder måske kynisk, det lyder måske perverst, men det fotografi, der blev taget af Kurz’ dinglende lig idet en klatrer er på vej opad Eiger for at skære ham løs, er et af de smukkeste motiver, jeg kender.

Det griber mig om hjertet hver gang, og jeg er ikke alene om at føle sådan:  I 2011 malede den britiske kunstner Billy Childish en serie værker baseret på fotografierne fra redningsauktionen, og især i ’Fetching the body of Toni Kurz (hanging from rope study 1)’ har Childish fanget både gruen og skønheden i den store tragedie, med sitrende strejf af olie.

Billy Childish: Fetching the body of Toni Kurz (hanging from rope study 1) 2011.
Billy Childish: Fetching the body of Toni Kurz (hanging from rope study 1) 2011.

Og som en slags ode til begge mænds bedrifter lavede kunstnerpseudonymet Harry Adams samme år en mindst ligeså gribende fortolkning af værket i sin ’Scetch for Fetching the body of Toni Kurtz’, i lyse, æteriske nuancer. Overskriften på Adams’ bearbejdning var ’Paintings to Celebrate Heroic Futility’.

I erkendelsen af, at mænd som Toni Kurz altid vil eksistere, og altid vil klatre, siger jeg tak for alt. Hvil i fred, I rastløse, vertikale hjerter.

Harry Adams after Childish: skitse af Fetching the body of Toni Kurz, 2011.
Harry Adams after Childish: skitse af Fetching the body of Toni Kurz, 2011.

 

Billedtekst til hovedillustration: Det orginale foto taget under redningsauktionen af Toni Kurz’ nu afsjælede og isdækkede legeme. Copyright: AS Verlag Zürich.

(Se gerne den smukke dokumentar om The Eiger Disaster herover.)

 

 

Campi Flegrei stinker af svovl og dufter af Dante

Et besøg ved supervulkanen Campi Flegrei vest for Napoli er ikke kun overvældende for lugtesansen. Det boblende og sydende månelandskab gør også indtryk, fordi det var her, antikkens mennesker fandt nedgangen til Hades, og Italienske digtere som Virgil og Dante blev inspirerede til nogle af verdenslitteraturens største fortællinger.

De lå udstrakte på bårer derinde i hulerne, de værkbrudne patienter. Nøgne på ryggen og med halvskoldet hud, mens svovldampene fra jordens indre fortættede sig i grotteloftet og dryppede ned på deres kroppe. Dråber varme nok til at smerte i huden, men lige præcis kølige nok til at mændene og kvinderne kunne holde behandlingen ud, og blive liggende. For svovlen gjorde i sidste ende godt: den åbnede stenlunger, helbredte hudlidelser og smøg sig på forunderlig vis om led og knogler, så gigten kunne holdes i skak, og lemmer atter bøjes.

På litterær pilgrimsfærd til et paradoks

Campi Flegrei. De Brændende Marker, Antikkens indgang til Hades og Europas farligste supervulkan, har igennem årtusinder udgjort et paradoks: på den ene side vil området her 12 kilometer vest for Napoli kunne gylpe nok magma ud af sine åbninger til at formørke hele kontinentet. Et sådant udbrud skete for 39.000 år siden, da en enorm askesky fra Campi Flegrei dækkede det meste af himlen over Europa, og højst sandsynligt resulterede i neandertalerens uddøen. På den anden side har Campi Flegrei i århundreder fungeret som et open air wellness center, hvor man byggede saunaer i mursten ovenpå skoldhede svovldampe, så syge kunne indånde og absorbere de helbredende mineraler fra jordens indre.  Sidst men ikke mindst har Campi Flegrei løst topografiske problematikker for både druider, præster og digtere, for de mange rygende sprækker og boblende svovlpøle, der især præger Campi Flegreis mest aktive krater La Solfatara, er nemlig blevet fortolket som nedgangen til adskillige dødsriger. Først hos grækerne og romerne, der mente at Campi Flegrei var en af åbningerne ind til selve Hades, senere hos Dante, som ifølge flere forskere brugte Campi Flegreis landskab som inspiration til beskrivelsen af Helvede i Den Guddommelige Komedie.

Som skribent og Dante-fan er det derfor en stærk oplevelse at stå midt i det rygende Solfatara-krater, der i dag kan besøges ad smalle stier, og hvis blege måneoverflade og æggede stank gør stort indtryk. Kraterets skålform kaster områdets få lyde rundt i caldera’en, og forkrøblede buske omkranser kraterkanten, så man ikke ænser de moderne bebyggelser lige udenfor, men i stedet dvæler i den lille boble af tidløs mystik og overjordisk atmosfære.

Gassede fisk skyller i land

Campi Flegreis består af en kæmpe, indsunken kraterbund, et såkaldt caldera, som stammer fra et enormt, forhistorisk udbrud, der sprængte vulkankeglen af og blotlagte en overflade fuld af kratere, sprækker og svovlpøle. Midt i det hele ligger i dag havnebyen Pozzuoli, hvis befolkning ofte må døje med dramatiske forskydninger i asfalten. og af og til kan betragte gassede fisk skylle i land, når en afgrund ind til jordens indre åbner sig ude i bugten. Det sker også jævnligt for badegæsterne i Averno-søen blot en kilometer herfra. Dens vandspejl gemmer både på lig fra den napolitanske mafia, skrot og lejlighedsvise fumarol’er, der damper alt liv væk i ferskvandet, når underjordisk magma får søbunden til at slå revner. Men det var også på søens overflade, inde i det tæt omsluttede vulkankrater, der dengang som nu var indrammet af høje skrænter og tæt bevoksning, at grækerne og romerne lagde Karons færgerute. Den ældre, gråskæggede herre, der sejlede mellem de levendes og de dødes verden og sørgede for, at sjælene kom over helvedesfloden Acheron, som var forbundet med Averno-søens gule vandspejl.

På nedenstående illustration, hvor stederne fra den romerske digter Virgils Æneiden er plottet ind, ser man netop Averno-søen oppe til venstre, og lidt til højre for den, Stygia Palux – de stygiske sumpe – som igen er forbundet med et stort, underjordisk ocean. Æneas drog nemlig i værkets 6 sang ned til søen for at besøge sin afdøde fader i Hades.

Fra Wikipedia
Fra Wikipedia

Det er ingen tvivl om, at Dante kendte til Campi Flegrei, og højst sandsynligt selv har taget dets sceneri, der dengang henlå som et mennesketomt, stinkende månelandskab, i øjesyn. Dante var velbevandret i sine klassikere og et produkt af en tid, hvor Antikkens idealer om frihed og kunst var i fuld gang med at genetablere sig i Europa, og det må derfor have været et oplagt valg for ham at finde inspiration i sine antikke idolers topografi. Og det er da også Virgil selv, der tidligt i Den Guddommelige Komedie møder Dante, ”da han forvildet fra den sti, han ellers burde følge”, fortaber sig i en stor skov. Virgil dukker heldigvis frem fra buskadset og giver sig til kende, for derefter at føre Dante sikkert igennem helvedets og skærsildens uforglemmelige torturscener.

Den Guddommelige Komedie er ikke en komedie

Kender man hverken rammer for eller indholdet af Den guddommelige Komedie, kan det umiddelbart lyde som om, at det gigantiske værk, der udgør den første jeg-roman i verdenshistorien og med sine nøje detaljerede beskrivelser af de 3 dødsriger kommer til at ligge til grund for menneskets religiøse billedverden i renæssancen, er en, ja, komedie. Hvis ikke direkte humoristisk, så i hvert fald fuld af høvisk middelalder og romantisk lyrik. Men selvom Dante igennem værket længes efter sin ungdomskærlighed Beatrice og til sidst møder hende i paradis, er den Guddommelige Komedie langtfra noget, de skal grines af. Bogen er dødelig alvor og undfanget i et giftligt, politisk miljø i kølvandet på de mange stridigheder mellem pavestaten og de verdslige magthavere i 1300-tallets kulturelle centrum, Firenze.

På trods af en strålende karriere i det italienske high society-liv endte Dante nemlig sine dage i exil. Han havde støttet den forkerte fraktion under stridighederne og blev udvist fra sin fødeby med en senere dødsdom hængende over hovedet, i fald han nogensinde vendte tilbage til Firenze. Dante Alighieri skrev derfor på Komedien rundt omkring i de italienske byer, der tog imod ham, og hvor den knuste mand i lange perioder følte sig som en levende død. Men med pennen mod papiret fik han sig en genrejsning, der ikke kun har gjort ham verdensberømt, men også for altid har forbundet ham med landskabet omkring Campi Flegrei og de antikke digtere, der brugte det barske vulkanområde i deres mytologi.

 

Især Komediens Helvede bliver nemlig stedet, hvor Dante straffer de korrupte og fordærvede italienere, som med deres griskhed og vold havde forgiftet Firenzes åndsliv. Han er ikke sen til at nævne mange af dem ved navn på sin rejse igennem underverdenen, og Dante frydes åbenlyst ved at opleve sine værste fjenders lidelser i Helvedets floddelta: Først når han Acherons bredder sammen med Virgil, hvor han ved indgangen til dødsriget ser Karon brutalt vælte fordømte sjæle ned i sin båd. Senere krydser Dante floden Styx ved at sidde i kronen på flodens vogter, den gigantiske dæmon Phlegyas, som vader igennem det sorte klister fuld af kogende syndere. Den opmærksomme læser kan her ikke undgå at bemærke et sammenfald mellem navnene: Flegrei kommer af det græske ord flégo, som betyder ’brændende’ eller glødende’, mens Phlegeton i øvrigt var navnet på en af de 5 helvedesfloder i græsk mytologi.

 

Med Komediens brug af Campi Flegreis udseende og scenerier og med den antikke mytologi som topografisk løftestang er Dantes første sange i Helvede for mig et gribende eksempel på, hvordan et virkeligt landskab kan komme digtere og forfattere til undsætning i poesien. Især, når alle andre ting fejler, og kunsten må vende tilbage til naturens egne tableauer, for at få styrke nok til at give igen.

 

 

 

 

Napoli elsker Banksys ekstatiske Madonna

– og nu har de lokale dækket den verdensberømte graffiti i Piazza San Gerolimini over med glas for at beskytte den mod vandaliserende rivaler.

Pludselig en morgen var hun der – Bankys hvidklædte madonna, der svæver frem på en sort baggrund med sine gevandter baskende omkring sig, som befandt hun sig i en vindtunnel. Men det gør hun ikke, tværtimod. I løbet af natten har den verdensberømte, britiske graffiti-maler Banksy nemlig foreviget hende på en af de smuldrende husmure, der udgør Napolis tusindårige centrum, hvor forandringens briser sjældent når frem. Her synes tiden at stå helt stille i gyderne, ja nogle gange kan det endda virke som om den går baglæns, når den overvældende by bølger én i møde med helgenoptog, fandenivoldskhed og og besværgelser.

På trods af dette – og måske lige netop derfor – valgte Banksy at tage til Syditalien og spraye sin kunst på Napolis husmure. Idag udgør den omtalte Madonna det sidst overlevende kunstværk af den britiske kunstner på napolitansk jord. De øvrige er blevet malet over af vandaler og rivaler indenfor genren, der af ukendte grunde har villet slette Bankys bidrag til Napolis livlige gadekunst, og det har fået de lokale til at tage affære: således er madonnaen for nyligt blevet dækket til at et tykt lag glas, så det udsatte kunstværk ikke kommer til at lide samme tort. Jeg var i Napoli i sidste uge og ville som altid slå et smut forbi Piazza San Gerolomini for at nyde kunstværket. Og rygterne talte sandt: endnu svæver hun frem ud af mørket, med udslåede arme i en ekstatisk gestus og blikket vendt mod himlen og den sorte pistol, der hænger over hende som en glorie. Men nu gør hun det bag en vinduesramme, som en lille messingplade erklærer er blevet opsat på muren af det tilstødende pizzeria og Agostino ‘O Pazzo – ‘den skøre’.

Banksys inspiration virker åbenbar: få steder i Europa findes der en by, der som Napoli dyrker votiv-motivet og de religiøse symboler i gadebilledet. Overalt mødes man af improviserede altre og falmede malerier af madonnaer og helgener, der i århundreder har hængt ude i al vejrlig, og hvis beskyttelse de lokale endnu regner med, hvis man skal dømme efter de blafrende stearinlys og friske blomster foran tabernaklerne. Pistolen er en hentydning til den vold, der stadigvæk udgør Napolis skyggeside, men napolitanerne er vante til drama: deres egne madonnaer har i århundreder dryppet med blod og tårer, og Banksys provokerende udgave er i dén grad blevet adopteret af de lokale, som dag og nat hæger over kvinden i kjortlen.

Jeg har i hvert fald ikke noget imod den ekstra beskyttelse, som nu indeslutter Madonnaen i en tyk linse af glas. Både fordi den forhåbentligt kan skærme kunstværket mange år fremover, og fordi glasset på elegant vis symboliserer den fernis af kærlighed, der uundgåeligt lægger sig på overfladen af alle de særligt smukke ting, som vi mennesker omgiver os med.

 

 

HVORFOR TOG ALEISTER CROWLEY TIL CEFALU?

Forestil jer en midaldrende mand i turban, lepard-skind og troldmands-slåbrok gå ned ad hovedgaden i en fattig fiskerlandsby på Siciliens nordkyst med et følge af nøgne kvinder. Se for jeres indre blik, at nogle af dem har lænker om hænderne, og måske er bemalet med esoteriske slogans i farver, der kunne minde om størknet blod. Året er ikke 2016, men rettere 1920, og omkring dette sære optog står der italienere, der knap nok tror deres egne øjne, mens ligeså mange er flygtet indenfor, for at falde på knæ foran hjemmets krucifiks og slå korsets tegn.

Man har været bange ved synet. Få har forstået budskabet, som Crowley prøvede at sende, og endnu færrere har været upåvirkede af seancerne, der gentog sig hver uge i de 3 år, Crowley boede i Cefalu og fra et forfaldent bondehus i udkanten af byen prøvede at udbrede en ny verdenslære ved navn Thelemas Lære.

Men hvorfor lige Cefalu? Byen havde på det tidspunkt blot 6000 indbyggere – størstedelen af dem var analfabeter, mange led endnu af de både fysiske som psykiske skamferinger, som 1 verdenskrig havde pådraget Italien efter en 6 år lang krig, og blot 50 kilometer derfra glimrede Palermo. Sicilien var hyppigt forbundet med færge til Napoli og resten af et Europa, der var ved at rejse sig efter krigen og brølede derudaf – mest notorisk Paris, London og Berlin.

Crowley kendte alle disse boheme-byer og flere til – han var en berejst verdensmand, og havde set mere af kloden end de fleste på det tidspunkt, og det ville umiddelbart have givet mere mening for ham grundlægge et spiritum sanctum i en metropol.

Så hvorfor Cefalu? Det har jeg fundet flere bud på. Lad os som det første se, hvad Crowley selv afslører om sit valg: I selve The Magic Record, dagbogen, som Crowley fører som en obligatorisk del af sin uddannelse til magus, skriver han helt explicit, hvordan han den 1 marts kl 5.30 adspørger sit kinesiske hexagram I Ching om, hvor han skal tage hen og grundlægge sit tempel. Hexagrammet sige nej til både Marseille og Capri, men ja til Cefalu. I en parentes skriver han endda i dgabogen, som for at mane alle andre grunde i jorden: ”Det var udelukkende ifølge denne indikation at jeg tog til Cefalu – med dens mange konsekvenser. Og jeg gjorde det med vilje som en slags sandhedshandling, (side 98-99, TMR.), med et slags hånligt mod.”

Så langt, så godt. Det interessante ligger dog i, hvorfor Cefalù overhovedet dukkede op i Crowleys bevidsthed, som et valg. Marseilles kendte Crowley udmærket i forvejen, og fremstår som en åbenlys mulighed: Han havde før boet og udført magi der, mens Capri på linje med Cefalu virker som et spøjst valg. I 20’erne nød øen i Napoli-bugten endnu ikke den berømmelse, som den skulle få i efterkrigstiden, hvor først filmstjerner og behemer og siden velhavende charterturister frekventerede det lille paradis. Både Capri og Cefalú lå dog på den rute, som rige borgere og adelsmænd tog ned igennem Europa og 17- og 1800-tallet som en slags dannelses-etape, og herigennem må den belæste Crowley også være stødt på byens navn.

At Aleister, parallelt med sin boheme-livsstil og sin åbenlyse dyrkelse af jordiske fristelser, konstant befandt sig i et åndeligt univers med helt andre myter og inventarlister, end os almindelige dødelige kender til, spiller også en rolle. Protokoller, der ifølge en gængs, vestlig tankegang ikke gav mening, men tjente som universelle rettesnore for dem, der dyrkede den esoteriske livsstil. Ifølge visse okkulte lærebøger skulle der nemlig i Europa være nogle særlige, magiske koordinater, på hvis skæringspunkter jordens og universetets kraft er særligt stærk. Det er fremsagt at netop Capri og Cefalu skulle befinde sig sådanne steder på kloden, og at denne viden var incitamentet til Crowleys grundlæggende interesse i begge steder.

Indtil videre er disse faktorer om Crowleys valg af Cefalus som steder, hvor han ville grundlægge sit spiritum sanctum, i spil: hexagrammets udpegning, Cefalu som allerede kendt kunstner-destination, og en særlig, okkult viden om det Europæiske kontinents energi-baner.

Jeg tror, at den endelige konklusion beror på en syntese af dem alle.

Cagliaris botaniske have fylder 150 år

Havens enorme johannesbrødtræ har fået krykker, så det bedre kan modstå vejret, og hundredevis af kvadratmeter er blevet revet, gravet og genbeplantede, så Cagliaris botaniske have kan genåbne i topform. Mandag den 15 november fylder byens grønne lunge nemlig 150 år, og det er et stort botaniker-team fra byens universitet ledet af forskeren Gianluigi Bacchetta, der har stået bag havens ansigtløftning.

En oase fuld af romerske ruiner

Haven blev grundlagt i 1866 af botanikeren Patrizio Gennari, der havde udpeget Palabanda-dalen nord for Cagliaris centrum som det ideelle sted at anlægge den enorme have. Her imellem byens romerske amfiteater og ruinerne fra La Villa di Tigellio, der for cirka 2000 år siden husede den lokale poet Tigellio, skulle Cagliaris universitet have et sted, hvor de kunne opbevare eksotiske planter fra hele verden. Og i dag er den botaniske have netop speciel, fordi de smukke bede og planter er vokset op omkring murbrokkerne fra Cagliaris romerske fortid: besøg for eksempel den romerske grotte, der ligger midt mellem blomsterne, og den såkaldte libarium, en kilde hvorfra de romerske skuespillere, der skulle ind og optræde i anfiteatret lige ved siden af, kunne slukke deres tørst.

Udover at vise planter fra hele verden har haven også et stort område dedikeret til den lokale fauna, hvor universitetet især har fokus på Sardiniens biodiversitet. Således er en af Gianluigis vigtigste roller at indsamle frø og spirer fra hele øen, så de planter, der er truet af udryddelse, kan få et helle i den nyrenoverede have.

Havens åbningstider vil i anledning af fødselsdagen være forlængede, så man har god tid til at nyde de flotte bede og de små kunstværker, der åbenbarer sig rundt omkring, blandt andet den ‘lydsten’, som musikeren og kunstneren Pinuccio Sciola donerede til haven i 1998, men først nu kommer til rette ære og værdighed.  Sciola arbejdede med naturmaterialer, helst sten, hvori han lavede riller og huller, som man kan ‘spille på’ ved at lade en sten glide henover dem. Resultatet er en helt særlig lyd, a la panfløjte blandet med zylofon.

Der er noget nyt på færde i Napoli

Den mystiske forfatterinde Elena Ferrante, en af verdens smukkeste og mest moderne metroer, og designduoen Dolce & Gabbana, der vælger Napolis gader som udendørs modeshow med Sofia Loren som æresgæst. Der er ved at ske noget forunderligt i Italiens tredjestørste by Napoli, der i årtier har måttet sloges med et image som landets sorte får: turisterne er begyndt at strømme ind, hotellerne fyldes op, og kreative kræfter finder pludselig ny inspiration i den vibrerende stemning af historie og kultur, som Napoli har akkumuleret igennem årtusinder.

Det er som om verden har genopdaget Napoli. Engang var hjembyen for Vesuvs lava, den originale pizza og nogle af verdens største barok-kunstnere et obligatorisk stop for talentfulde yndlinge der ville på dannelsesrejse ned igennem 1700-tallets og 1800-tallets Europa. Økonomisk og industrielt var byen på højde med Paris og London, men så kom verdenskrigenes forarmning og indlemmelsen i den italienske stat, der betød decentraliseret styring og forflytning af arbejdspladser mod nord.

Napoli begyndte at forfalde, og byen blev associeret med kriminalitet, kaos og fare – senest har skraldeskandalerne og Roberto Savignis bøger om den napolitanske mafia i bogen ‘Gomorra’ stemplet byen som noget, man som turist skal holde sig langt væk fra.

Men den isolation fra resten af samfundet, som på godt og ondt har præget i Napoli i de seneste årtier, har også beskyttet selve byens sjæl: den har bevaret den særlige napolitanske og flamboyante gestik, alle de gamle bygninger, der er gået fri af sanering og nedrivning, samt skabt et parallelsamfund, hvis rytmer, lyde og dufte er distinkt syditalienske, og gør byen til et forfriskende autentisk helle for den Italienskyndige turist, der gerne vil se andet end souvenirs, menuer på både engelsk og tysk, og konceptforretninger på shoppestrøget.

Bevares, de findes da også. Men byen er indtil videre stor nok til at rumme den boomende turisme, og byder på et forbløffende vitalt kulturliv, der også emmer af modernitet og fremdrift. Det vidner især 3 ting på:

Skribenten Elena Ferrante, hvis forfatterskab om de fattige piges Elena og Lila i et af Napolis rarbaberkvarterer og skrevet under pseudonym, fascinerer lige nu millioner af læsere. Det feminine blik på byen er sjældent, og fortæller en helt anden historie om byens barskere sider end de sædvanlige, dramatiske portrætter tegnet af mænd. Ferrante rammer noget essentielt fra barndommens og ungdommens gader, som vi alle genkender – og så ligger mystikken også og lurer under overfladen, for hvem er egentlig Elena Ferrante? Et medie afslørede det vistnok for nyligt, og afstedkom en lavine af raseri fra napolitanerne, der elsker deres lokale, verdensberømte forfatterinde, og om nogen værdsætter skønheden i gådelegens maskepi.

Et andet tegn på den fordrende tiltrækningskraft, som Napoli lige nu har på de kreative kræfter, er Dolce & Gabbanas usædvanlige valg af byen som inspiration for deres nyeste mode-kollektion: I starten af juli brugte de en af det gamle centrums mest spraglede gader, Via San Gregorio Armeno, som catwalk for deres efterår/vinterkollektion 2017, og tøjet var fuld af napolitanske referencer: tænkt pasta-skruer, konditorkager, pizza-og helgenmotiver og charms i form af byens unikke lykkebringer, la corna – det ildrøde vedhæng formet som et vædderhorn, der med sin iboende symbolik for fertilitet og liv går imod døden og ‘onde øjne’.

Catwalken blev filmet live – se med her:

Et tredje tegn på byens genfødsel som vigtig metropol er renoveringen af det napolitanske metrosystem, der hver dag fragter tusindvis af mennesker rundt i byens krop. Den har ikke kun gjort servicen mere funktionel, den har også gjort metroen til en regulær kunstoplevelse, hvor omkring 100 formgivere og malere har fået lov til at udsmykke alle stationerne og omdanne dem til installationer, med metro-brugerne som en slags galleri-gæster og kunstbrugere. Projektet kaldes MetroART og opleves særligt smukt på stationen ved Via Toledo, hvis rulletrapper indesluttes af mosaikker i blå nuancer.

Flot dokumentar om metroen med engelske undertekster:

Her kan du opleve det moderne Napoli:

Hovedpersonerne i Lena Ferrantes Napoli-serie Elena og Lili vokser op i et forarmet kvarter i efterkrigstidens Napoli, men ligesom bøgernes ophavskvinde er byens områder ofte ikke nævnt med navn, og mange turister ynder at gå rundt i byens gamle kvarterer og gætte sig til, hvor mon historierne foregår. Efter de sparsomme indikationer i bøgerne mener mange, at pigernes barndom er iscenesat i kvarteret nær Napolis hovedbanegård.

Metroen har stoppesteder over hele byen, men netop stoppene Università og Toledo nær det spanske kvarter er særligt inddragende. Sidstnævnte blev i 2012 kåret som Europas smukkeste metrostation af The Daily Telegraph.

Via San Gregorio Armeno finder man i det gamle kvartér nær Napolis domkirke Il Duomo, og det er spændende og eventyrligt at slentre rundt i de tilstødende gader der er fuld af håndværkerboder, delikatesse-forretninger og intime pizza-knejper.

Billedreference: facaden af kirken San Lorenzo Maggiore i centrum af Napoli, taget fra Wikipedia Commons.

Hjælp mig med tips til den nye TGT Sardinien og vind et eksemplar

Som forfatter til Turen Går Tils rejsebøger rejser jeg ofte til mine destinationer for at  opdatere og researche.  Citrka hvert tredje år skal hvert titel genskrives,  og til foråret 2017 gælder det Turen Går Til Sardinien. Måske du har lyst til at hjælpe mig med tips? Måske har du været forbi et pragtfuldt trattoria, som du synes, jeg burde besøge, eller også er du faldet over en attraktion, som du mener burde komme med i bogen. Tips må også gerne omhandle politiske og kulturelle emner, som du synes trænger til at blive belyst i mine indledende kapitler om befolkning og samfund. Alle forslag modtages med kyshånd, og lige inden jeg tager afsted på researchtur – det bliver nok  til april 2017 – vil jeg trække lod blandt jer alle. Den, der vinder, får tilsendt et eksemplar af den færdige bog, når den udkommer.

Tunfangst på øen San Pietro er nærmest andægtig

dsc_0061Jeg bliver ved med at vende tilbage til San Pietro i Sardiniens sydvestligste hjørne – senest i juni i år, hvor jeg deltog under øens årlige Girotonno-festival som dommer på et højt flot podie. Her skulle jeg sammen med en håndfuld italienske journalist-kolleger bedømme retter bestående af øens numero uno luksus-råvare, tun. Hvor lækker maden end var, så bestod højdepunktet på min rejse af en flere timer lang bådtur med selveste Il Rais – den chef-fisker, der i århundreder har styret slagets gang på havet, når øens dygtigste mænd drager ud over bølgerne for at fange de blåglinsende fisk.

dsc_0073

Og ja, jeg ved det, tunfangst er omgærdet af (ofte) misforståede idéer om, at fiskere, der lever af at fange tun, er de rene slagtere. Min oplevelse beviste det modsatte: at man i hvert fald her på San Pietro fanger, behandler og håndterer de store dyr med den største respekt. Alt blev gjort i hånden, med mænd ved årene, og dykkere, der svømmede ned for at lokalisere fiskene i de udspændte net.

dsc_0100

Da de var fundne, bandt man et reb om deres haler, og trak dem så op i båden, lagde en hånd over deres øjne, og stak en kniv direkte i hjertet, hvorved tunene døde øjeblikkeligt.

dsc_0091

En lille bøn blev af og til udtalt, og ialt fik vi vel fanget 7 tun, inden tuen stilfærdigt gik hjemad mod frysehuset. Fiskerne elsker vitterligt deres arbejde, som i sæsonen bliver afsluttet med en god lille tun-bøf af fantastisk kvalitet.

dsc_0025

San Pietro er et af de eneste steder i Italien, hvor fiskerne endnu må fange tun på traditionel manér, men kvoten er bittelille og evner lige at holde fiskeriet på fode og til at fylde de lokale konservesdåser med en fænomenal ‘tonno sott’olio’.

dsc_0022

Nyd et par af de billeder, som jeg tog af det historiske men forsvindende erhverv, de dufter af saltvand, høj sol og grillet fisk i verdensklasse.

Britiske skolers spørgeskemaer virker diskriminerende

IDENTITET OG SYDITALIEN – identità e Suditalia:
Mange napolitanere og sicilianere er i disse dage forargede efter det netop er kommet frem, at man på skoler i Storbrittanien spørger mere end normalt nysgerrigt ind til de italienske elevers ophav. Et spørgeskema, som er blevet sendt online til nye elever, er usædvanligt specifikt når det kommer til den syditalienske identitet. Det spørger: ”Er du italiener, siciliansk-italiener eller napolitansk-italiener?”, og det har startet en debat om hvad mange anser som en slet skjult deskrimination overfor visse dele af den syditalienske befolkning. Det britiske udenrigsministerium er blevet bedt om at komme med en undskyldning, og både borgmestrene fra Catania og Napoli har reageret på sagen. Miserens kerne skal ses i forlængelse af denældgamle opdeling mellem nord, centrum og syd i Italien, der har historiske og økonomiske rødder, og stadig i mange tilfælde får den syditalienske befolkning til at føle sig inferiørt behandlet. Denne situation gnider salt i såret, selvom skolerne nu har undskyldt sig med, at skemaet blot skulle imødekomme eventuelle sproglige udfordringer.

Du kan læse mere om sagen via The Italian Insider her.

 

 

 

Kæleørne og diktatorens hjerne

I september 2014 var jeg i Mussolinis fødeby Predappio for at opleve den lille soveby i hjertet af Romagna, hvor man i årtier har levet side om side med den fascistiske arv. Jeg beskrev byen i en artikel til Politiken, der udkom 15 dec 2015, med fokus på Predappios spændende bygninger og den skam, som lige nu er ved at blive omdannet til noget konstruktivt:

http://politiken.dk/rejser/storbyogkultur/ECE2972101/kaeleoerne-og-diktatorhjerne-gaa-paa-opdagelse-i-mussolinis-foedeby/

predappio1_989239y

HISTORIER FRA DET ANDET SYDITALIEN