Thomas Bartholin – den danske livlæge i Syditalien

I 1600-tallet var Napoli og Sicilien ikke kun et sted man tog hen for at suge til sig af den sidste nye kultur, mode og ingeniørkunst. Også lægevidenskaben var langt fremme ved barok-hoffet under de spanske kongers herredømme, og Europas klogeste hoveder tog til Syditalien for at opleve avancerede eksperimenter indenfor kirurgi, anatomi og medicinering.

En af dem var Thomas Bartholin. Han var født 1616 i Malmø, og kom ud af en agtværdig videnskabsfamilie, der i 3 generationer fik placeret intet mindre end 12 professorer på Københavns Universitet. Bartholinerne udførte det absolutte pionérarbejde indenfor tidens medicinstudier i Danmark. For eksempel udgav hans far, Caspar Bartholin, Danmarks første anatomiske værk i 1611 – en bog,  som Thomas senere selv udbyggede med hvad der skulle vise sig at blive hans speciale om blodkarrenes funktion og lymfesystemet.

Af Frederik 3. fik Thomas Bartholin overladt ligene af forbrydere, som var henrettet kort efter et stort måltid, så lymfen var fedtholdig og mælkelignende. Han påviste herved brystgangen, ductus thoracicus, hvori lymfekarrene fra ben og krop samles.

Senere blev Thomas udnævnt til Christian den femtes livlæge. Han gik i sin fars og brødres fodspor og uddannede sig til ‘medicus’, men det var især hans årelange studier i Syditalien, der satte trumf på hans virke. I 1644 tog hans til Messina for at besøge den anerkendte botaniker, Pietro Castelli,  for at lære mere om sydens healende medicinplanter. Castelli var blandt andet en af de første til at foreslå plante-ekstrakt og bark (kinin) til forebyggelse og bekæmpelse af malaria. Bartholin fortsatte sin rejse rundt på det nordøstlige Sicilien, hvor han faldt i svime over øens geologi, havdyr, koraller og unikke lavaformationer.

En af Castellis tegninger af Syditaliens medicinske planter fra 1627. Daniel Rabel, Wikipedia.

 

 

 

Rejsen fortsatte til Napoli, hvor Thomas mødte en af periodens mest berømmede læger, Marco Aurelio Severino, der på det tidspunkt eksperimenterede flittigt med såkaldt ‘fryse-anæstesi’. Aurelio fik bragt is og sne ned fra Syditaliens bjerge, og lavede forsøg med patienter, der skulle opereres, og forinden fik det syge område bedøvet med kulde, for at skåne dem mod smerten på en tid, hvor operationer blev udført uden anæstesi.

Marco Aurelio Severino blev født i 1580 i Tarsia, Calabria, og skulle siden blive en af Syditaliens fremmeste botanikere. Han døde i 1656 i Napoli under et pestudbrud. Wikipedia.

Thomas var så fascineret af metoden, at han i 1646 skrev sine observationer ned og tog praksissen med hjem til Danmark, hvor den var hidtil ukendt. Men Syditalien skulle også vise sig at åbenbare andre opdagelser. Da Bartholin er i Campania-regionen på sin Italienstur, bryder der nemlig en voldsom difteri-epidemi ud blandt de lokale børn. Han omtaler kvælningshalsbetændelsen, der siden 1618 har hærget Syditalien, og især slår børn ihjel. Sygdommen rammer dem som en pest, og de får høj feber og tykke belægninger i halsen, der får svælget til at hæve så meget, at mange dør af kvælning. Når betændelsen løsner sig fra mandlerne, resultererer det i voldsomme blødninger, der rummer difteri-virussen, som hurtigt breder sig til organerne og fører til lammelser.

Severino havde forinden forgæves prøvet af helbrede børnene ved hjælp af gurglemidler, rosensirup og honning, men Bartholin gjorde sine egne observationer og endte med at skrive en hel afhandling om emnet undet navnet ‘Undersøgelser vedrørende en difteriepidemi blandt børn i Campania og på Sicilien’.
Den lille bog på 140 sider udgav han i 1646 i Paris på sin vej hjem til Danmark, og uden at vide det havde Bartholin dermed bidraget signifikant til Europas pædiatri – læren om børnesygdomme – som i takt med folkesundhedsreformerne først blev et anerkendt studie i løbet af 1800-tallets Danmark.

Thomas Bartholin døde i 1680 og blev begravet i Vor Frue Kirke. Idag kan man tænke på Bartholinslægten og deres forskning, når man slentrer nedad Bartholinsgade nær Botanisk Have i det indre København. Gaden er opkaldt efter Bartholinerne og rummer i sit navn en passende hyldest til pionérfamilien.

Hovedfoto: Wikipedia.

2 Sæson af Min Geniale Veninde er i fuld gang og hovedrolleindehaverne er hot stuff

Den 3 februar blev de første afsnit af 2 sæson i hitserien ‘Min Geniale Veninde’ vist på italiensk tv, og siden har episoderne også kunne nydes på HBO Nordic hver mandag.

Men de dygtige skuespillerinder, der spiller Lila og Lenù i filmatiseringen af Elena Ferrantes verdensomspændende romansucces, er forlængst blevet superstjerner i deres hjemland, og er her, der og alle vegne i Italien. Blandt andet var de på scenen, da Italien forleden afholdt deres årlige melodi grand prix, Sanremo.

“I er så smukke og dygtige!” Råber studieværten Mara Vernier i dette fine klip nedenfor, for selvfølgelig har Gaia Girace, den voksne Lila, og Magherita Mazzucco, den voksne Lenù, også været forbi hele Italiens ultimative søndagshyggeprogram, Domenica In. Det skete forleden i anledningen af starten på 2 sæson i serien, hvori de to veninder stadig kæmper for at finde fodfæste i den komplekse voksenverden, og hvor vi både kommer til de borgerlige kvarterer i Napoli, til Ischia og til Firenze.

Serien har fået en ny intro, hvor farveladerne er skiftet fra de mørke og dystre halvtredsernuancer til pastelfarverne, som prægede 60’ere æstetisk, og med flimrende filmklip fra et Italien, der koger af ungdomsoprør og terror.

Og i de 4 nye afsnit, jeg indtil videre har set, spiller de to kvinder stadig helt fantastisk, med Lila som den desperate og mishandlede hustru, der knokler i sin mands butik men samtidigt græmmes over ‘de beskidte penge’, som hun putter i kasseapperatet. Og Lenù bliver for alvor både skiftevis fordrejet og svigtet af sin bedste veninde, og Nino, der for alvor og fatalt kommer ind i billedet.

Da jeg boede i Italien så jeg Domenica In hver søndag med min svigerfamilie, og jeg er nærmest vokset op med den karismatiske og moderlige Mara Vernier, der i det rørende klip slet ikke kan lade være med at rejse sig og kærtegne de to kvinders ansigter, mens hun taler med dem. I interviewet fortæller Gaia og Margherita om hinandens bedste sider:

“Hun er så elegant og raffineret”, siger Gaia om sin medspiller, mens Margherita modsat roser Gaia for sin ærlighed. Og så afslører Gaia at hun foretrækker ikke at øve sine replikker for meget. “ellers bliver det hele for mekanisk”, erklærer hun.

Netop det sidste blev grunden til at Gaia og Margherita kom lidt op at skændes til filmfestivalerne i Venedig og Los Angeles, fortæller de i klippet. “Jeg er en meget spontan person”, siger Gaia, mens Margherita betror os at det for hende er vigtigt at øve og være disciplineret i forhold til skuespillet.

Desuden skal man nyde klippet, fordi det viser den helt særlige afslappede stil, som ofte karakteriserer denne slags italienske programmer, der er meget mere håndholdte end mange tilsvarende shows i Danmark. Mara råber i starten:””Skru så op for de mikrofoner!” og “Er er den, der kan tage og slukke for den air condition!” Hun er slemt forkølet og må på et tidspunkt bryde grinende sammen, og sige “tante her skal lige pudse næse!”, hvorefter hun drejer sig rundt på stolen og får styr på sagerne.

Tak, Mara, for at være vores sjove og skøre tv-Mamma!. Jeg glæder mig til de 2 næste afsnit af My Brilliant Friend, som går i luften imorgen mandag!

Klippet fra Domenica In den 16 februar kan du se ved at klikke her.

Hovedfoto: Titelkort fra HBO-serien. Wikipedia.

Nyt instruktørtalent går tæt på Napolis fodboldkultur i filmen ‘Ultras’

Når Napolis San Paolo-fodboldstation fyldes af fodboldsfans til bristepunktet, der skal støtte deres lokale fodboldhold, kan man opleve eufori, glæde og stolthed på tribunerne: fodbold har en næsten mytisk status i byen, men ligesom i andre af Italiens (og Europas) stolte klubbyer har der igennem tiden udviklet sig en patriotisk fankultur, som i visse tilfælde rækker udover normal kuldyrkelse af sine helte på grønsværen.

Jeg taler naturligvis om den italienske Ultras-bevægelse, der i 60’erne udsprang af den engelske hooliganisme, og er kendt for at skabe kaos blandt publikum, med romerlys, slagsange og dans. Ind imellem prøver Ultras-tilhængerne at gennemtvinge sig magt i de lokale klubber, og det kan føre til sammenstød, især når rivaliserende hold mødes på både græsset og i tilskuerrækkerne.

Ultras er den mest udbredte fankultur i Sydeuropa, og i Syditalien har de forlængst gjort sig gældende på stadioner og til kampe, hvor deres konfrontationer og provokationer endda kan føre til voldelige sammenstød.

Trailer til Ultras på Netflix:

Få har taget et grundigt og granskende blik på Ultras-tilhængerne, men det bliver der lavet om på nu med den napolitanske instruktør Francesco Lettieri fra Pozzuoli, der med sin første store film ‘Ultras’ får premiere på Netflix dette forår. Med sin film dykker han dybt ind i den napolitanske hard core fankultur for at fortælle en anderledes historie om de mennesker, der af forskellige, personlige grunde bliver en del af ‘Ultras’-kulturen.

Filmen bliver vist i udvalgte biografer den 9, 10 og 11 marts i Italien, og desuden på Netflix fra den 20 marts.

Til soundtracket har blandt andet Liberato bidraget med sangen ‘We come from Napoli’ – Liberato er en af Napolis hotteste kunstnere lige nu, skønt ingen ved hvordan han ser ud. Med sin hættetrøje og maske udgør han lige nu den kreative spydspids i en revitalisering af byens århundredegammel sangkultur, hvor der synges på dialekt, og hvor stemmer fra byens fattige periferi får lov at sætte ord på deres følelser og frustationer.

Liberato har som altid øje for menneskene i Napolis udkant, og jeg er personlig stor fan af Liberato og synes, han har fået lavet en utrolig smuk musikvideo, hvor lokale ultras drøner rundt på scooter, nyder udsigten udover Napolis havn og tager grådigt for sig af napolitansk gademad af indvolde og bløddele fra svin og kalv.

Og så viser han at han kender sin hjembys sangskat med sin hilsen til singer songwriteren Pino Daniele midt i sangteksten: «Terra mia, terra mia, this is where I wanna be, neh, ma chi sfaccimma sì, but we come from Napoli.” Se med her:

Hovedfoto: Ultras til en kamp i Sofia. Biso, Wikipedia.

Franciskanermunke i Napolis og Siciliens udkant bor i togvogne og har dedikeret deres liv til Syditaliens fattige

De laver deres egne måltider af rester, som grønthandlerne ikke har kunnet sælge, og bruger deres liv på at bede, lave gratis mad til byens udsatte, og hjælpe dem, der er i nød, skønt de ingenting har selv.

På den måde efterlever de den hellige Frans af Assisis doktriner om næstekærlighed, barmhjertighed og askede i en virkelighed, der langtfra ligner et Paradis, og hvor flere og flere mennesker i det Syditalienske samfund presses ud i periferien af arbejdsløshed, dårlige, sociale tilbud og et sundhedssystem i knæ.

Jeg er netop selv stødt på munke-ordenen ‘Frati Minori Rinnovati’ ved et tilfælde, og er blevet nysgerrig på denne gren af den romersk-katolske kirke, hvor mænd (og også kvinder – søstrene ‘Sorelle Minori Rinnovati’ udbreder det samme budskab i deres klostre udenfor Messina og Palermo) tager Francesco d’Assis ord meget bogstavelige.

Ordenen blev indstiftet i 1972 i bispesædet i Monreale (en by i Palermos bagland der i århundreder har været berømt for sin gigantiske og forgyldte normannerkirke) i forbindelse med et såkaldt barmhjertighedsdekret fra Vatikanet, hvor det blev gjort muligt at hylde Den Hellige Frans’ måde at virke og leve på i sin helt oprindelige form.

Denne ‘back to basic’-tilgang efterleves idag af cirka 60 Minori Rinnovati-munke, hvoraf 8 styks lige nu bor i et rustent kloster sammenflikket af et par 3-klasses togvogne i Napolis slumkvarter, Scampia. Her har man praktiseret munkelivet siden starten af 70’erne, hvor man besluttede sig til at slå sig ned i millionbyen.

Mens munkene ventede på at få tilsendt et par containere, som de kunne bo i, dukkede nogle lokale op og tilbød dem de udrangerede togvogne istedet. De er blevet forvandlet til munkenes hjem, og hver lille kupé indrettet til isolationsceller med en seng og et skrivebord, hvor munkene kan bo ‘in clausura’.

Besøg i tog-klostret er begrænset, men enhver der har brug for omsorg, et måltid, en velsignelse eller et tag over hovedet kan bo her hos munkene, når brødrene ikke beder eller er ude i Napoli for at lave frivilligt arbejde.

Munkene tilbyder for eksempel deres hjælp på ungdomsfængslet på den aflåste ø Nisida nord for Napolis centrum, hvor der i årtier har boet kriminelle, eller på hospitalerne rundt omkring i Napoli, for at pleje de syge og aflaste sygeplejerskerne.

Munkene nægter at modtage hjælp men tager til takke med togvognene, der ligger i et buskads med en mur omkring, og en lille have med de mest nødtørftige planter og frugttræer. Maden laver de over åben ild, og retterne er selvfølgelig vegetariske, for Den Hellige Frans elskede dyr.

Udover brødrene i Scampia, der bor lige midt i en af Napolis mest camorra-inficerede bydele, opholder resten af ordenen sig i lignende, perifære slumklostre udenfor byerne Corleone og Palermo, samt i Colombia og Tanzania, hvor de ligeledes hjælper de fattigste med fysisk og psykisk bistand.

På denne høje klippe i Corleone ligger ruinerne af Castello Sottano-slottet, hvor den lokale gren af Minori Rinnovati-munkene bor. Wikimapia.org

Du kan læse mere om ordenen her:
https://www.fratiminoririnnovati.org/

Hovedillustration: Franciscanermunk på  vej op til sit kloster i ruinerne af Castello Sottano i Corleone, Sicilien. Wikimapia.org.

Andy Warhol og Napoli: den amerikanske pop art-kunstner var stærkt draget af Syditaliens største by

1975 kom det amerikanske kunst-ikon, Andy Warhol, til Napoli for at besøge galleristen, samleren og kunstneren Lucio Amelio, der udover at vise Andy byen også ønskede at give Napoli et internationalt anstrøg, og se, hvad der ville ske, når New Yorks absolutte avantgarde mødte Napolis kreative energi.

Takket være en håndfuld dygtige gallerister og rige mæcener var Napoli i de år et dragende sted for mange af Europas kunstnere, der kom til byen for at finde ny inspiration i stadens æstetik, mange symboler og stærke ikonografi.

Andy fandt lynhurtigt en soulmate i Napoli. Byen mindede ham på mange måder om New York, og hurtigt blev Andy en del af gadebilledet, hvor han travede rundt for at udødeliggøre byens energi og skæbner med sit elskede polaroidkamera:

“Napoli er en by, der er ved at falde fra hinanden, og på trods af det er alle glade, ligesom i New York. De er begge to kedler, der bobler, og er ved at eksploderer. Ja, den minder mig om New York med sine mange transvestitter, og sit affald på gaderne. Og energien, der findes overalt, i hvert et hjørne.”

Her fester Andy på jazz klubben City Hall Caffè i Corso Vittorio Emanuele, 1 april 1980, Napoli:

Historien om Andy Warhols kærlighedsaffære med Napoli vækker stolthed hos og er velkendt af napolitanerne, men få udenfor landets grænser kender til de kunstværker, som Andy Warhol udførte som en direkte konsekvens af sit kendskab til byen, og hvoraf mange netop udsprang af de eksplosive kræfter, der bobler under napolitanernes fødder.

Da Syditaliens værste naturkatastrofe i nyere tid indtræffer den 23 november 1980 med jordskælvet i Irpinia, sender Lucio Armelio et nødråb til Andy over Atlanten. Han rejser straks til New York og Andys værksted The Factory med de seneste italienske aviser,  og viser overskrifterne til den chokerede amerikaner, der straks går igang med at skabe et kunstværk ud af Il Mattinos forside, med fotos af begravede mennesker under murbrokkerne og titlen ‘Fate presto – skynd jer!’, som titel.

Lucio Amelio var i 70’erne og 80’erne en af Napolis vigtigste kunstfigurer. Han samlede kunst og formidlede kontakter mellem Napoli og især USA, og fik mange af Amerikas største kunstnere til Syditalien. Hans galleri lå på Piazza dei Martiri i Napolis centrum, og i 1987 udstillede han sammen med Andy sin Terrae Motus -samling i Grand Palais i Paris, der handlede om Irpinia-jordskælvet, som slog tusindvis ihjel. Lucio døde i 1994 af AIDS og ligger idag begravet på Capri. Du kan læse mere om Lucios spændende liv her.  Agosto De Luca, Wikipedia.

Andy ved at mennesket har brug for kunstens hjælp til at forarbejde livets ondskab, og han laver en stor triptyk ud af avisforsiderne. Det er hans og Lucios intention at skabe et monument over tragedien, så den forfærdelige hændelse aldrig nogensinde vil blive glemt, og Lucio og Andy kuraterer i den forbindelse udstillingen ‘Terrae Motus’ for at formidle katastrofens omfang overfor omverdenen. Du kan se kunstværket HER.

Warhol udvikler et kærlighedsforhold til Napoli: i 70’erne og 80’erne kommer han flere gange til byen, hvor han vandrer rundt med sit kamera og indfanger byens skæbner. Og så udfører han i 1985 en vigtig serie af  18 ‘portrætter’ på lærred af en lava-spyende Vesuvio i sin vanlige, farverige stil, hvor amerikaneren formår at fange Napolis utrættelige energi i vulkanens sitrende silhuet.  – jeg har lavet et link her, hvor du kan se nogle af portrætterne, og opleve Vesuvio gennem Andys fortolkning.

Andy Warhol laver også portrætter af førende, napolitanske kunstpersonligheder, og Andys kunst kan idag findes rundt omkring i byen: blandt andet hænger et ‘Vesuvius’ fast på kunstmuseet MADRE, mens ‘Fate Presto!” er udstillet på slottet i Caserta.

Og så dukker der ind imellem større udstillinger op i Napoli om og med Andy Warhol – for eksempel kan man lige nu se over 200 værker af pop-art-kunsteren i kirken La Basilica di Pietrasanta i Napolis historiske centrum. det drejer sig om Andys mest berømte værker, og desuden er et helt rum dedikeret til Warhols forhold til Napoli, med tilhørende kunst. Udstillingen løber frem til den 23 februar 2020.

Hovedillustration: Andy Warhol med en af sine elskede gravhunde. John Mitchell, Wikipedia.

Nytårshilsen fra mig og Claudia Cardinale i Once Upon a Time in the West

Er der et soundtrack, der kan gribe mig om hjertet, er det musikken til western-mesterværket Once Upon a Time in the West fra 1968 med Charles Bronson, Henry Fonda og Claudia Cardinale – et af de absolutte højdepunkter indenfor italiensk filmkunst. Filmen er instrueret af legendariske Sergio Leone, og musikken komponeret af ligeså mytiske Ennio Morricone.

Forleden blev jeg grebet af nostalgi, og fik lyst til at høre mit yndlingstema fra filmen, ‘Jills Theme’, som altid giver mig tårer i øjnene. Jeg fandt nedenstående klip på Youtube, og tænk: jeg genkender landskabet, som Claudia Cardinale rejser igennem i hestevogn, som Monument Valley i Arizona, hvor jeg selv befandt mig for blot et par måneders tid siden.

2019 stod nemlig i en anderledes rejses tegn: en odyssé igennem USAs vestlige stater, hvor jeg var på udkig efter det Syditalien, som dengang som nu, sammen med en myriade af indvandrere fra hele verden, har været med til at forme det forjættede lands kultur.

Claudia Cardinale er en italiensk skuespiller på højde med Sofia Loren og Marcello Mastroianni, der især fik mulighed for at udfolde sig i italienske og amerikanske film i de årtier, hvor begge lande var i fuld gang med at redefinere sin identitet efter 2 verdenskrige. Det økonomiske boom var igang, og hjemme i Italien havde det konsekvenser for de sociale dynamikker, som skubbede syditalienske familier mod fabrikkerne nord for at overleve sygdom, underudvikling og fattigdom i syd, mens USA greb bagud i tiden efter de kvantespring, som førte til nationens fødsel.

Once Upon a Time in the West er et strålende eksempel på hvad der kan ske, når USA og Italien mødes i kunsten: når amerikanske eposer udfoldes i storslåede landskaber, og italienernes følsomhed og fornemmelse for drama favner historiefortællingen.

Claudia Cardinale blev født i Tunis, Tunesien, den 15 april 1938 af sicilianske immigrantforældre fra Trapani. Hendes bedsteforældre på mødrene side havde haft et lille skibsværft i Trapani, men valgte at flytte til Tunis, hvor der på det tidspunkt boede et stort, siciliansk mindretal. Hendes far havde været jernbanearbejder i Gela på Siciliens sydkyst, og i Cardinales barndomshjem blev der både talt fransk, arabisk og siciliansk.

Cardinale fik sit italienske gennembrud i starten af 60’erne i film som det socialrealistiske mesterværk Rocco e i suoi fratelli, der handlede om nogle unge, syditalienske brødre, som rejser til Milano for at arbejde, og mødes af racisme og chikane. Internationalt blev hun en stjerne efter at have optrådt som den skønne Angelica i Luchino Viscontis Leoparden fra 1963.

Men hvor jeg elsker Cardinale allermest er altså som Jill i Once Upon a Time in the West. I klippet nedenfor ankommer hun til Flagstone fra New Orleans, hvor hendes kommende mand, McBain, skal hente hende. Hun venter tålmodigt på trinbrættet, men ingen henter hende, så hun må praje en vogn, der skal køre hende til gården Sweetwater, hvor hendes nye liv skal starte.

Det viser sig at McBain og hans børn er blevet slået ihjel på gården af Henry Fonda og hans slæng, men inden Jill ved det, kører hun intetanede igennem Monument Valley, som man får et storslået panorama af. Den melodi, der følger hende som et tema, hver gang, hun dukker op i filmen, ligger som en smuk strøm igennem hele klippet. Strygerne er hjerteskærende, og ligeså er sangerinden Edda dell’Orsos stemme, som hæver og sænker sig.
Dette lille men smukke klip er min nytårshilsen til jer – ‘Jills Theme’ starter 2.40 minutter inde i klippet, og dukker op og tones ned igennem scenerne, indtil Jill kommer til første stop på køreturen. Se det hele til ende, og skru op for lyden!

Hovedillustration: Filmplakaten for Once Upon a Time in the West. Copyright: Paramount Pictures. Wikipedia.