Boganbefaling: Syditaliens vulkaner beskrevet så de er til at forstå

Jeg læser for tiden rigtig meget om vulkaner, og Italiens mest aktive af slagsen ligger alle i Syditalien: Stromboli, Etna, Vesuvio og Campi Flegrei, der i årtusinder har afgjort landsdelens geologi, landbrug, kultur, liv og død. De er den perfekte indgang til at forstå det syditalienske samfund, men hvor skal man starte, hvis man ikke er geolog, og ikke gider trawle sig igennem akademiske bøger om emnet?

Jeg har været så heldig at stifte bekendtskab med Henning Andersen, der nok er en af Danmarks mest energiske og passionerede formidlere af viden om vulkaner. Henning laver rejser til og bøger om vulkaner i hele verden, men Syditaliens vulkaner har en særlig plads hos ham, især Vesuvio.

Jeg har netop haft stor glæde af at læse hans bog ‘Vulkaner – Vesuv, Campi Flegrei, Etna og Stromboli’, som han har udgivet på Frydenlunds forlag, fordi den skaber det store overblik over Syditaliens vulkaner. Jeg kan anbefale bogen, dels fordi den med et enkelt, levende sprog forklarer om de enkelte vulkaners opbygning og egenart, vaner og udbrud gennem tiden, og dels visuelt er en lille perle, med tegninger, fotografier og kort.

‘Vulkaner’ favner også de vilde personligheder, som op igennem historien har fået skæbnefællesskaber med Syditaliens vulkaner – deriblandt H C Andersen, der selv besteg Vesuvio og skrev medrivende om det, om Prins Frederik Christians besøg på Vesuvio i 1820, om verdens første rigtige vulkanolog William Hamilton, og selvfølgelig bringes også Plinius den Yngres skildringer af Vesvios udbrud i år 79, der begravede Pompei og Herculaneum.

Jeg har især haft stor glæde af at læse de originale breve og litteraturklip, som Henning bringer i bogen, fra øjenvidnebeskrivelser af Syditaliens vigtigste vulkanudbrud. Her et uddrag af H C Andersens egne ord om Vesuvios skønhed og gru fra et stort udbrud i februar 1834, da han indesluttet i aske og damp gik op mod Vesuvios top, og mødte den rædselsslagne befolkning på vejen. Han beskriver de lokales desperation, og flere gribende optrin – her da en familie har hængt et madonna-billede op i en vinstok, for at skåne deres mark:

“På et af vintræerne havde de ophængt et madonna-billede i det håb, at ilden skulle standse for det hellige, men i samme afmålte gang skred den fremad; heden sved bladene på de høje træer, de bøjede sig nedad mod ilden, som om de ville bede om nåde. Forventningsfuldt hvilte man et blik på Madonnas billede, men træet bøjede sig dybt for hende og for den røde ildstrøm, den var kun alen derfra. Da så jeg en kapucinermunk tæt ved mig løfte armen højt i vejret og råbe, at Madonnas billede brændte. “Redder hende, som hun vil redde eder fra ildens luer!”

Men alle bævede og stirrede derhen, da styrtede en kvinde frem, råbte Madonnas navn og ilede mod den glødende død, men i samme nu så jeg en ung officér til hest, med dragen kårde, drive hende tilbage, skønt ilden stod som en bjergmur op ved deres side.

“Vanvittige!” Råbte han. “Madonna trænger ej til din hjælp! Hun vil, at det slet malede billede, vanhelliget af en synders hænder, skal brænde i ilden!”

Foto: San Gennaro-procession mod Vesuvio under et udbrud. Malet af Antoine Jean-Baptiste Thomas i 1822, Wikipedia.

Essay-uddrag: er forskellen mellem ude og hjemme Syditaliens stærkeste kontrast?

Det er umuligt at skrive om Syditaliens rituelle spadsereture, om beklædning og den timelange eftermiddagspause mellem klokken 13 og 17 uden også at beskæftige sig med de lokales forhold til den private og offentlige sfære, og det nogle gange tydelige, andre gange flydende, skel mellem disse to.

Jeg har talt med rejsende i Syditalien, der gang på gang forbløffes, når de skal på besøg i et hjem: udefra indgyder de stereotype, moderne højhuse ikke de store forventninger i gæsten. Byggematerialer som plastik, asbest og beton giver næppe håb om overlegne designinteriører, og fornemmelsen af ugæstfrihed understreges mange steder af visne palmer og gult græs, der omkranser boligkompleksernes hullede parkeringspladser.

Man kan opleve at blive inviteret indenfor i huse, som man i Nordeuropa næppe ville kalde for hjem, men udefra mere ligner pågående byggeprojekter, hvor entreprenøren er stukket af, eller opgaven er vokset indehaverne over hovedet, der i resignation har efterladt husmurene nøgne med direkte udsyn til gasbeton og grå mørtel.

Det ufærdiges kunst højner fremmedgjortheden lige indtil man tager den gyngende elevator op til en hoveddør, banker på og bliver mødt af stråleglans: det er den fine spisestue, der i de fleste syditalienske hjem er forbundet med hoveddøren, der står blankpoleret klar til at blive vist frem, når døren åbnes, med arvesølv på hylderne, plastickærter i lysekronen og de tunge møbler af dyrt træ langs væggene.

Den anderledes kontrast mellem ude og inde, hjemme og borte, er slående i Syditalien – på mange planer. Ikke bare bygningerne, men også menneskene skifter ham, når de kommer hjem, og bliver indvendige: den nystrøgne skjorte hænges på bøjle, bæltet løsnes, skuldrene blottes. Alle de gange, jeg har spist frokost med min svigerfamilie i årets varme måneder, er det for mændenes vedkommende sket med enten bar overkrop, eller blot iført en nødtørftig undertrøje. Marcos mor tog en tynd natkjole på, når hun havde lavet mad, og skulle slappe af og ventileres, når temperaturen nåede over 30 grader, og dieseltogene udenfor plastikvinduerne brølede forbi og afgav deres varme til de tilstødende bygninger.

Den lille spiseplads, der lå i forlængelse af køkkenet – køkkenet var ikke meget andet end en mørk korridor, flankeret af skabe og hylder med potter, pander og kaffekander –  hang et par centimeter udover jernbanen i en slags karnap, bygget i beton og gennemsigtige skydevægge i plastic. Herfra kunne man klemme sig ud på en smal terrasse, hvor vasketøjet hang, og Marcos mor havde sin gas-ovn.

Året rundt og i al slags vejr stegte og brasede hun familiens mad blot få, svimlende meter fra jernbanetrafikken, og det med en selvfølgelighed, som jeg også har bemærket andre steder i Syditalien, hvor man bor tæt på en færdselsåre, og jeg mistænker, nærmere dyrker beliggenheden, end prøver at afbøde for den.

Det er for eksempel ikke usædvanligt at opleve nye huse opført i dyre materialer, med flotte haver og springvand, ligge klods opad Syditaliens travleste motor- og landeveje. Matriklerne er åbenlyst valgt på grund af beliggenheden, og i de varmeste måneder kan man se beboerne sidde ude på terrassen og drikke kaffe, alt imens de tilfreds iagttager trafikken suse forbi.

På motorvejen langs Siciliens nordkyst skal man passere bjerge, som vejarbejdere har sprunget sig vej igennem, og anlagt tunneler. Især på strækningen mellem Cefalu og Palermo har jeg flere gange undret mig over huse, der ligger faretruende tæt på. Et af stederne kan man endda løfte blikket til tunnelens top, og lige der, hvor konstruktionens bue ender, se en elegant villa klynge sig fast til klippen, hvor store panoramavinduer giver en øjensynlig værdifuld udsigt udover trafikken, der bruser ind under husets underside, som var den en svulmende elv ved forårstid.

Er det en fascination af fremskridtet, af menneskets potentiale, af maskinernes råstyrke? Måske det er den samme tiltrækningskraft, som fik rige forretningsmænd i Hellerup, København, Odense og Aarhus til at opføre byens smukkeste palæer lige ud til stationerne, dengang den mekaniske trafik var et vidunder, hvis forjættende energi man ønskede at være så tæt på som muligt?

Overgangen mellem den offentlige sfære og privatlivet er på én gang flydende og tydelig: Syditalien er notorisk kendt for at være et sted, hvor livet leves udenfor. Hvor tv’et bæres ned i gaden, og ældre mennesker sidder på stole udenfor deres skjoldede lejligheder i stueplan, for at opfange sollyset.

På den anden side opretholdes der en klar forskel i påklædningen og kroppens udfoldelsesgrad, når man går et officielt ærinde, er på arbejdet eller på kommunen. Her kunne ingen drømme om at møde op i sjusket tilstand, men ikke så snart er man nået hjem, før udklædningen tages af, og man udvider sig. Efter frokosten tager man løst tøj på, gerne træningsdragt eller en tyk pyjamas, og lægger sig på sengen. Nu kan man slumre, tage sig et bad, nyde synet af sin nøgne krop i spejlet, gabe op og studere sine mandler og farven på sin tunge, analysere sine organers aktuelle funktioner eller gå på toilettet og lempe fødens rejse videre gennem kroppen.

Illustration: Salerno set mod syd fra Canalone-kvarteret. Giaros, Wikipedia.

Sardinerne er nået til Napoli: kæmpe anti-Salvinidemonstration i Syditaliens største by

Igår aftes var en af de centrale pladser i Napoli, Piazza Dante, fyldt med over 10.000 napolitanere, der med taler og sange som ‘Bella ciao’ og ‘Napule è’ rejste den kollektive stemme og demonstrerede mod den aktuelle, politiske situation i Italien og Salvinis populistiske paroler.

Med dem er en anderledes, demokratisk manifestation nået til Syditaien, hvor folk fra alle niveauer i samfundet forsøger at vise omverdenen, at Italien ikke kun rimer på nyfascisme, kynisk immigrantpolitik og ‘Italy first’.

Demonstranterne kalder sig ‘sardiner’, og initiativet startede i Bologna i anledningen af Salvinis og Lega-partiets møde i byen den 14 november. De 3 venner Roberto Morotti, ingeGiulia Trappoloni og Andrea Garreffa lå søvnløse i nætterne inden, og græmmede sig over, at deres hjemby, som altid har været Italiens røde, politiske højborg, skulle indtages af ‘leghisti’.

De opfandt idéen om, at folk skulle samles ‘uden noget flag, uden parti, uden fornærmelser’, så mange, at man stod tætte som ‘sardiner i en dåse’ for at vise, at italienerne går imod den populistiske retorik, som ifølge dem er ved at ødelægge deres land.

Den 14 november samledes 15.000 ‘sardiner’ på Bolognas Piazza Maggiore, og bevægelsen bredte sig hurtigt til både Modena og Firenze, hvor sardinerne har demonstreret de sidste par uger. Håbet er at man snart kan samle 100.000 mennesker til en kæmpe demonstration i Rom.

Og igår aftes var turen så kommet til Napoli: i denne artikel kan du  nederst se en video af det imponerende skue på Piazza Dante, hvor kommentarerne blandt andet lyder:

” Der findes et Italien, der ikke er enig med højrefløjen, og dem, som nærer hadet.”

“Imorgen må ingen sige, at vi tav i de mørkeste tider.”

“Det er vigtigt at Napoli går på gaden. Hvis det ekstreme højre får magt, er ikke kun demokratiet på spil, men også Syditalien, som vil blive overladt til sig selv.”

Hver dag vokser bevægelsen i det øvrige Syditalien: i større byer som Palermo på Sicilien og Taranto i Puglia har der allerede været demonstrationer, mens flere landsbyer også er ved at mobilisere sig, med samlinger på den lokale piazza. Her kan du følge ‘sardin’-bevægelsen på Facebook.

Foto: sardinflok. Fra Wikipedia, Tanaka Yuuyoh. 

Læserrejse til Vestsicilien med mig i efteråret 2020?

Rigtig mange har spurgt ind til info om min første læserrejse til Syditalien, og I skal vide at jeg arbejder i kulisserne med forberedelserne, så jeg forhåbenligt kan tage afsted med den første lille gruppe til Vestsicilien en uge i oktober 2020.

Jeg holder jer orienteret og vil udsende program og priser via nyhedsbrev (du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev på forsiden af min blog) og min profil på Facebook – det bliver ikke billigt, men heller ikke dyrt – når og hvis alt kommer til at klappe til tiden.

Det er jo første gang, at jeg prøver sådan noget, og heldigvis får jeg professionel hjælp. Men skriv til mig hvis i mister tålmodigheden;-)

På turen kommer vi til at gå i dybden med det overordnede tema, som min blog og det, jeg skriver, altid beskæftiger sig med: Det Andet Syditalien, som man sjældent hører om, men som ikke desto mindre rummer et kæmpe potentiale af mennesker og lokalsamfund, der kæmper for at gøre en forskel i et fjernt hjørne af Europa fuld af uendelige muligheder og uendelige udfordringer.

Hvis alt går i orden, så vi kan nå at komme afsted til oktober, kan I glæde jer til en tur, der spejler journalisten og forfatterens Marcello Venezianis ord: “Hvis norden driver verden fremad, holder syden den oppe”.

Og se lige på billedet… det er her i Castellammare del Golfo, at jeg rigtig gerne vil have vores faste base under turen. Mica male! Cecilie.

Foto: Castellammare del Golfo ligger vest for Palermo og er en spændende kulturby fuld af minder fra Siciliens arabiske og normanniske periode. Wikipedia, Yulka Lucia.

Syditalierne elsker deres søpindsvin, men nu er de så truede at Puglia og Sardinien slår alarm

I Syditalien hersker der en næsten mytisk status omkring søpindsvinenes koralrøde kød (kønsorganer!), som man skraber ud af dyrets skal og enten spiser råt eller kommer på panden og vender med spaghetti til en himmelsk mundfuld for feinschmeckere.

Men nu er den gastronomiske besættelse ved at gå ud over de ravnsorte søpindsvin, som bor langs Italiens reneste kyster: Det er nonprofit-organisationen QuiEtica, der rejser bekymringen og samtidigt med søpindsvine-sæsonen den 1 november har startet kampagnen ‘Lasciamoli in mare’ – lad dem blive i havet.

Faktum er nemlig at efterspørgslen på især de søde pindsvin, der bor langs Syditaliens frodige kyster og er en stor delikatesse i de regionale køkkener, er rekordhøj. Det får fiskere til at fiske ulovligt og ureguleret, og man anslår at der på blot en weekend kan blive opsamlet over en million søpindsvin ad gangen med kæmpe net, der også ødelægger bunden og dyrenes levesteder.

Især i Puglia er fiskeriet gået over gevind. Her oplever man at også de fiskere, der har tilladelse til at fiske, langt overstiger deres kvoter. Indtil videre siger de eneste officielle regler, at søpindsvinet er ‘fredet’ i maj og juni, og at de ikke må fanges, hvis de er under 5cm i bredde. Begge ting, som det ulovlige fiskeri lader hånt om, og som har ødelagt store dele af økosystemet under vandet syd for Bari langs Ostunis og Brindisis kyster.

Et andet sted hvor søpindsvin er kult er på Sardinien, hvor man især i Oristano-bugten og langs kysten omkring Alghero sætter tonsvis af søpindsvin til livs. Også her er man blevet opmærksom på problemet, og flere restauranter har besluttet at boycotte det lille, stikkende dyr i år, og istedet servere andre skaldyr for deres gæster, så søpindsvinet kan komme til hægterne igen.

Jeg tror selv at jeg springer over ‘spaghetti ai ricci di mare’ i den nærmeste fremtid.

Foto: Det sorte Middelhavssøpindsvin er under pres af glubske munde i den syditalienske restaurationsbranche. Det er æggene og kønsdelene, som spises fra hunpindsvinene. Frederic Ducarme, Wikipedia.

Italiens førende erotiske magasin Playmen blev grundlagt af pugliesiske Adelina Tattilo som en del af landets moralske frisættelse

I udlandet blev det italienske mandeblad Playmen verdensberømt og berygtet, da det i december 1972 bragte de skandaløse nøgenbilleder af den tidligere, amerikanske præsidentfrue, Jackie Onassis.

Jackie havde været på ferie i sin og sin mands villa på den græske ø Skorpios, og trippede rundt om sin private pool kun iført Eva-kostume. Uheldigvis for hende, og heldigt for Playmen, var der en paparazzi på spil med sin telelinse rettet direkte mod de amerikanske yppigheder. .

Hugh Hefner købte filmen og ville vise billederne i sit Playboy, men de blev anset for at være for både politisk og kødeligt frække til at bringe i USA, og kunne først offenliggøres i 1975 i Hustler Magazine.

Til den tid havde billederne forlængst henrykket italienerne. Playmen-bladets grundlægger, den gesjæftige Adelina Tattilo, der forinden havde levet af at udgive erotiske tegneserier, og sideløbende med sit hjertebarn Playmen bla. også udgav en usædvanlig gennemgang af fascismens historie med erotiske overtoner i Playdux i 1973, trykte nenlig billederne så snart hun fik muligheden, og i nedenstående lille fim ses hun blandt andet bladre igennem den famøse billedserie:

Adelina var nemlig på en mission: hun blev født i Foggia, Puglia, i 1929, og havde allerede som ung et ønske om at frigøre italienernes seksualitet i et samfund, hvor katolicismen og traditionerne endnu dikterede en hård seksualmoral overfor begge køn.

Parallelt med Hugh Hefner og Larry Flynt ville hun kæmpe en ideologisk kamp, men i modsætning til for eksempel Playboy var hendes magasin Playmen, som kom på gaden i 67, ikke et hardcore, erotisk magasin, men et softcore: og når man ser den fine lille reportage i videoen, som Rai har drejet i 1995, hvor Adelina gennemgår sine mest mindeværdige foto-shoots, fremstår modellerne da også budoir-agtige og i romantiske omgivelser i en pool, i køkkenet og i en blomstereng.

Det er i øvrigt sjovt at lægge mærke til det voyeristiske kamera, som zoomer helt tæt på attributterne, og Pink Panter-fjolletegneseriemusik i baggrunden, der pakke hele reportagen med Adelina ind i en karakteristisk italiensk atmosfære af fis, ballade og uskyldig lummergøg.

Aldeinas mission virkede da også tiltrængt: i de første mange år, magasinet kom på gaden, var det ikke ualmindeligt at Playmen blev beslagtlagt af politiet, som kunne finde på at komme forbi hylderne og røve hele kiosker. Efter 2 dage var der ofte ikke flere numre at opdrive af Playmen i hele Italien, på trods af et oplag på over 100.000 om måneden – både pga. popularitet, men også pga. censuren fra ordensmagten.

Det var ikke kun billederne, der provokerede. Adelina købte for eksempel også flittigt ind af erotisk litteratur, som kunne fylde siderne. I juli-udgaven i 1968 bragte hun for eksempel en artikel af den amerikanske stjerneforfatter Henry Miller, som var kendt for sine kontroversielle, erotiske udpenslinger.

Adelina fortæller i filmen om hvordan bladet var på sit højeste i 70’erne og 80’erne, og ofte havde landskendte divaer på forsiden, som for eksempel sangeringen Patty Bravo, skuespillerinden Maria Grazia Cucinotta og den sardiske tv-bombe, Valeria Marini. En enkelt gang kunne hun endda vise en topløs Brigitte Bardot!

Playmen bragte udover sine afklædte kvinder også frække mænd – blandt andet fyldte milliardær-arvingen John Paul Junior coveret i nøgen version i 1973, en måned efter han var blevet kidnappet af den calabresiske mafia og sad og klaprede tænder i en fugtig, syditaliensk hule sammen med sine bortførere.

I forhold til nutidens standarter virker Playmen i dag næsten uskyldigt – og da hjemmevideo-markedet eksploderede i 90’erne begyndte bladet at komme i vanskeligheder. Den sidste udgave udkom i 2001, og Adelina døde selv i Rom i 2007 og kunne sove ind med titlen som Italiens uofficielle og suveræne dronning erotik på tryk.

Hovedfoto: Camille Keaton på forsiden af Playmen i september 1974. Wikipedia.