Syditaliensk litteratur på Folkeuniversitetet – også online

Jeg tror, det er første gang nogensinde, der er blevet holdt en foredragsrække om syditaliensk litteratur på et folkeuniversitet – men nu sker det altså, når jeg den 28 september og 5 oktober står for 2 foredrag med fokus på landsdelens geniale forfattere.

At det (højst sandsynligt) er første gang, fremhæver det tankevækkende i, at en landsdel, der har undfanget mastodonter som Pirandello, Deledda, Sciascia og Ferrante, først nu får sit særskilte fokus.

Men det fortæller også om at Syditalien lige nu udgør et spændende og vedkommende alternativ til de kulturområder, som sædvanligvis har tiltrukket sig international opmærksomhed, når det kommer til Italiens vidundere.

Jeg glæder mig til at føre jer gennem Syditaliens vigtigste strømninger og forfatterskaber fra Antikken frem til nu, hvor I vil stifte bekendtskab med både kendte og mere ukendte skribenter, der på hver deres måde har bidraget til den europæiske litteraturs udvikling.

Og så holder jeg et særligt foredrag med fokus på det feminine blik i litteraturen, der gennem tiden har tilbudt en anderledes vinkel på det syditalienske samfund, med vigtige opblomstringer gennem århundrederne: første gang markant i slutningen af 1800-tallet med kvinder som Grazia Deledda og Matilde Serao, i efterkrigstiden med Anna Maria Ortese og Fabrizia Ramondino, og i nutiden med Elena Ferrante, Michela Murgia og Viola Ardone.

På grund af corona kan foredragene også tilgås digitalt den 3 og 10 november, hvilket jeg især er glad for, fordi folk fra hele landet så kan være med – læs mere og tilmeld dig her:

https://www.fukbh.dk/program/historie/kulturhistorie/syditaliensk-litteratur?fbclid=IwAR1ygxCmTgUY0g_76ZLoE22wQblnmlDGtbgmeRg1g3L0NDUcbQN_cDer79ohttps://www.fukbh.dk/program/historie/kulturhistorie/syditaliensk-litteratur?fbclid=IwAR1ygxCmTgUY0g_76ZLoE22wQblnmlDGtbgmeRg1g3L0NDUcbQN_cDer79o

Hovedfoto: Johannes Jansson, Wikipedia

3 sicilianske vidundere jeg gik glip af dette forår

Corona-situationen har vendt op og ned, ikke kun på mine egne rejserplaner i det syditalienske, men hos de mange tusinde turister, som havde glædet sig til at opholde sig i landsdelen henover sommeren. Jeg havde selv planer om at komme til bla. Sicilien denne sæson, men af respekt for risicien har jeg skubbet det hele lidt.
Ikke desto mindre kan jeg stadig drømme, og hvem ved, måske strege nedenstående vidundere af fra min besøgsliste senere på året? Her kommer de 3 ting, jeg er gået glip af, til inspiration for alle jer, der før eller siden kommer til Sicilien:

Artisti di sicilia – overdådig udstilling med det 19 århundredes største sicilianske kunstnere:

Bruno Carusos issælger fra 1953. Bruno Caruso, Wikipedia.

Noto, som ligger i Iblei-bjergene på Siciliens sydøstlige hjerne, er i forvejen berømt for flere ting: byens gader bliver hvert forår dækket med fantasifulde mønstre og billeder lavet af rigtige blomster og blade. Begivenheden bliver kaldt ‘L’infiorata’. Og så er der de utrolige barokhuse, som svulmer i honninggul limsten, med byens domkirke som den ultimative ‘honningkage’ i centrum af den gamle by.

Men den figurative kunst er nu også kommet til Noto i form af udstillingen ‘Artisti siciliani del Novecento – 1900-tallets sicilianske kunstnere’, kurateret af ingen ringere end Vittorio Sgarbi, Italiens førende kunsthistoriker. Det er øens hidtil største udstilling med hjemmehørende kunstnere, der nu samles i museet Museo Convitto delle Arti Noto.

Renato Guttuso var en af Siciliens mest ikoniske malere og blev især berømt for sit motiv, ‘Vucciria’. Fra Wikipedia.

Udstillingen er allerede åbnet og løber indtil 30 oktober, hvor man kan nyde værker af genier som bla. Fausto Pirandello, Bruno Caruso og Renato Guttuso. Sgarbi har i forbindelse med udstillingens åbning udtalt, at hvor resten af Italien op gennem 1900-tallet var optaget af avantgardens nihilisme og postmodernismens sortsyn, var og er Siciliens kunstnere optagede af en hylde livet. Tag med rundt på udstillingen her:

https://www.rainews.it/tgr/sicilia/video/2020/02/sic-mostra-artisti-siciliani-noto-Sgarbi-b12d7cb1-e07d-4147-a6a6-daa5329dd00f.html

Renato Guttusos ‘stranden’. Parma nationalgalleri, Wikipedia.

La camera delle meraviglie – det mystiske blå værelse i Palermo

Man kan kun se værelse, hvis man ringer til et privat mobilnummer, eller slutter sig til nogle af de meget sjældne, årlige byvandringer, som fører til ‘La camera delle meraviglie’ i nummer 239, Via Porta di Castro, Palermo. Besværligheden gør det dog ikke mindre lokkende, tværtimod, og jeg har længe drømt om at komme ind og se et af Palermos mest enigmatiske rum – det nyligt restaurerede raritetskabinet, undrekammer, kunstkammer eller ‘wunderkammer’, som familien Cadili ved et tilfælde opdagede, da de renoverede en gammel herskabslejlighed, de lige havde købt.


I nedenstående video fortæller et af familimedlemmerne op hvordan de opdagede rummet ved en tilfældighed: lidt af den gamle maling var skallet af, og inde under fornemmede de så koboltblå nuancer, at de tilkaldte en konservator, som langsomt begyndte at fjerne malingen og blotlægge et værelse dekoreret i orientalsk stil, med arabiske beskeder i sølvskrift, olielamper og fugle på væggene:

https://www.youtube.com/watch?v=-tJaMaqRiuA

Siciliansk ‘wunderkammer’ fra 1600-tallet, hvor man opbevarede sjældne figurer og naturobjekter. Wikipedia.

Historikere gætter på, at værelset engang i 17-eller 1800-tallet har rummet et broderskab, som mødtes her for at dele den arabiske spiritualitet, og lade sig inspirere af koranen. Og måske dyrke det okkulte – nogle af sætningerne er nemlig ganske mystiske, idet de fra højre til venstre læses på arabisk, men bagvendt, fra venstre til højre, fremstår på latin. Palermo har en årtusindårig forbindelse til Mellemøsten, og man skulle føle sig hensat til 1001 nats eventyr, når man træder ind i rummet. Hold øje med opdateringer og rundvisninger på værelsets egen facebookside:

https://www.facebook.com/lacameradellemeraviglie/

Moltivolti og smagen af solidaritet – immigranternes egen restaurant

I samme by kan man ligeledes blive hensat til et andet kontinent når man besøger den multikulturelle restaurant, Moltivolti. Navnet betyder ‘de mange ansigter’ og drives da også af immigranter, som i deres søgen efter et bedre liv er landet på Sicilien, og nu serverer deres livretter på spisestedet.
Restauranten er blevet en realitet i samarbejde med lokale kræfter, og rummer også et kontorfællesskab for start ups og en summende, livlig stemning, der flyder naturligt sammen med Ballarò-markedets farverige boder lige udenfor.

Besøg www.moltivolti.org og hold øje med hvornår de åbner igen efter corona-lukningen.

3 nye bøger på dansk om og fra Syditalien tager dig med til Napoli og Sicilien

Der dukker flere og flere spændende værker op i Danmark, der enten skønlitterært eller akademisk beskæftiger sig med Syditalien – og alt imens mange af Syditaliens største forfattere kan findes og læses på engelsk, er det en stor glæde for mig at stadig flere af dem oversættes til dansk. Hvad enten du er til krimi, byvandringer eller romaner, er der lige nu ny, oversat litteratur at mæske sig i fra landsdelen – her kommer mine 3 favoritter lige nu, der hver især tager dig med til Napoli og Sicilien:


Drengen fra Napoli af Viola Ardone – udkommer på Gyldendal den 5 juni 2020. Pris: 249,95kr.

Den sensibilitet, man som læser kunne stifte bekendtskab med gennem Elena Ferrantes forfatterskab, hang især sammen med forfatterindens geniale beskrivelser af to små pigers venskab. Og barnets perspektiv er blevet et nyt og anderledes glughul ind i det syditalienske samfund, som vækker genkendelse og glæde hos rigtig mange læsere af skønlitteratur.

Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at endnu et episk værk om barndommens dramaer har fundet vej fra Napoli til Danmark takket være Gyldendal, som nu udgiver Viola Ardones ‘Il treno dei bambini’ – børnetoget. På dansk har romanen fået navnet ‘Drengen fra Napoli, og beskrivelsen fra forlaget lyder således (under billedet):

Foto: Gyldendal.

Et barns uforglemmelige beretning om kærligheden til familien, sorgen over at miste og glæden ved at få en ny chance i livet. Napoli 1946. Syvårige Amerigo hutler sig igennem til­værelsen sammen med sin mor i et af Napolis fattigste kvarterer. Men da hans mor får mulighed for at sende ham nordpå vinteren over, slår hun til. Amerigo bliver sat på et tog til Bologna, og da vinteren er omme, er hans liv ændret for altid.40 år senere vender han tilbage til Napoli for at be­grave sin mor og finde svar på de spørgsmål, han har båret rundt på siden barndommen. Drengen fra Napoli giver stemme til de 70.000 børn, der i tog krydsede den italienske halvø efter krigen. I Norditalien fik børnene mulighed for et bedre liv, men adskillelsen havde også store menneskelige konse­kvenser.

HER finder du et interview med Viola Ardone på italiensk, hvor hun fortæller om sin egen, fattige opvækst i Napolikvartererne Sanità og Arenella og om hvordan barndomsoplevelserne dèr fik hende til at skrive. Og HER en artikel om hende på dansk i Alt for damerne.

Napoli. Liv, død og mirakler af Andreas Rude – er udkommet på Forlaget Orbis. Pris: 200kr.

Denne kulturarvsguide til Napoli hilsner jeg virkelig velkommen – og som akademiker kan jeg ikke få armene ned, når nogle bruger deres faglighed, og går i dybden med et sted som Napoli. Byen er jo en skattekiste af utrolige og hemmelige steder. ‘Denne bog handler mest om kirkerne og klostrene i Napoli, om tro og overtro, helgener og mirakler’, som det står i forlagets beskrivelse. Og det er den perfekte indgang, hvis man vil forstå napolitanerne bedre, og i selskab med Andreas Rude gå gennem Napoli og møde unik kulturarv. Jeg siger tak til forlaget Orbis, som ihærdigt udgiver bøger og magasinet Sfinx om Middelhavslandenes store historier – hermed beskrivelsen fra forlaget:

Foto: Forlaget Orbis.

Afrika begynder i Napoli, siger man længere nordpå i Italien, og selv om det ikke er ment som en kompliment, kan man også som turist se mere end et gran af sandhed i den pointe. Havets nærhed, solen, menneskemylderet, de ramponerede paladser og gadehandlerne peger mere i retning af Marseilles, Tanger og Algier end de gængse europæiske destinationer.

Napoli er Italiens tredjestørste by kun overgået i indbyggerantal af Rom og Mila­no og fuld af trestjernede seværdigheder, der ikke er meget kendt i Danmark. Men det er også en by, der i størstedelen af sit næsten 3000-årige liv er blevet stedmoderligt behandlet. Napoli har også fået sin rigelige del af naturkatastrofer og anden modgang. Mest berømt er Vesuvs udbrud i år 79 e. Kr., der ødelagde de nærliggende byer Pompeji og Herculanum.

Denne bog handler mest om kirkerne og klostrene i Napoli, om tro og overtro, helgener og mirakler. Som altid i Europas gamle byer er kirkerne oplagte som afsæt, hvis man gerne vil vide noget om topografi og historie, og hvis man er nysgerrig efter kunstens klassiske temaer og de store personligheder, der i ældre tid var beslutningstagere, meningsdannere og smagsdommere. Der er nok at undres over. Og nok at overraskes af.

Bogen kan købes online HER.

Ridderen og døden af Leonardo Sciascia – er udkommet på forlaget Palomar. Pris: 159,95kr.

Foto: Forlaget Palomar.

Da jeg læste italiensk på universitetet, var Leonardo en litterær mastodont, som af god grund ikke var til at komme udenom. Jeg husker især hans krimi om fysikeren Ettore Marjoranas mystiske forsvinden, ‘La scomparsa di Marjorana’, og fra 50’erne og 4 årtier frem op skrev han nogle af Italiens mest fængslende krimier, som sidenhen har besat tusindvis af læsere, der sværger til hans præcise stil. Sciascia blev født i Racalmuto på Sicilien, og er i sit forfatterskab optaget af at finde frem til sandheden – gerne med udgangspunkt i komplekse sager om politik og mafia.

Her teaseren for Ridderen og døden fra forlaget:

”I en af Sandoz’ lommer fandt vi den her seddel,” sagde
kommissæren og fiskede den lille elfenbensfarvede lap op af en
af sine egne lommer. ”På den ene side står Deres navn skrevet på
maskine: Ingeniør Cesare Aurispa, præsident for F. I. På den
anden side står der med håndskrift Jeg slår dig ihjel … Et
bordkort er til at forstå, men hvad med Jeg slår dig ihjel?”
”En trussel der straks blev omsat til handling, tænker De. Og
selvfølgelig udført af mig.” Præsidenten slog forbitret og
samtidig overbærende en hånlatter op.
Skyldes mordet på Sandoz mon at de to efterstræber den samme
kvinde? Eller ligger der noget andet bag? Hvem repræsenterer
for eksempel organisationen med det kryptiske navn Børnene af
89?

Besøg forlaget HER, der løbende udgiver italienske værker oversat til dansk – blandt andet af sardiske Michela Murgia og pugliesiske Nicola Lagioia.

Hovedfoto: Forlaget Orbis.

Når du tager en hovedpinepille, så send en venlig tanke til Raffaello Piria

Før corona-krisen var det nok de færreste, der tænkte over de mange ofre og det hårde arbejde, som læger og kloge koner i århundreder har lagt for dagen i udviklingen af lindring til syge mennesker. Med covid-19 bliver det tydeligt, at effektiv medicin ikke er noget, man bare kan tage for givet. Engang kunne man for eksempel dø af en simpel feber, hvis man ikke fik den rette behandling.

Corona-krisen har fået mig til at læse lidt op på den medicinske historie i Syditalien, og pludselig dukker Raffaello Piria op som en af de vigtigste pionérer indenfor opdagelsen og udnyttelsen af den salicylsyre, som i dag er den vigtigste komponent i hovedpinepillen Aspirin og Kodimagnyl.

Mennesket har i årtusinder vidst, at barken fra piletræet indeholder et stof, som kan slå feber ned: man har fundet beskrivelser af det på lertavler i det antikke Ægypten, og 400 år før vor tid anbefalede Hippokrates te på urtebark, hvis man havde feber. Brugen fortsatte op gennem middelalderen, og i 1800-tallet begyndte man at kigge på, hvad det egentlig var, planterne rummede.

I 1834 opdagede den schweiziske farmakolog Johann Pagenstecher en smertelindrende substans, som kunne udvindes fra mjødurteblomster, spiraea ulmaria. Stoffet blev kaldt salicin, og i 1838 tog den syditalienske kemiker Raffaello Piria – Piria kom fra Scilla i Calabria, og tog sin eksamen i medicin og kirurgi i Napoli – det næste skridt og fandt ud af, at man kunne få et endnu stærkere præparat ved at udvinde salicinens syreekstrakt fra piletræet, og isolere dele af dets molekyler:

Stoffet salicin gjorde han til sukker og fik dermed adgang til stoffets anden komponent, som ved iltning blev til salicylsyre. Dermed kunne Piria give stoffet sit navn, acetyl (’pil’) salicylsyre, som senere det bærende element i aspirinen, der i dag lindrer hovedpiner og muskelsmerter hos millioner verden over.

Det var pionerer som for eksempel Hermann Kolbe , der i 1859 tog Pirias arbejde til det næste niveau ved at opdage, hvordan man udvikler acetyl salicylsyren syntetisk, og endelig kunne medicinalfirmaet Bayer efter yderligere forskning lancere aspirinen i 1899.

Foto: Raffaello Piria, Museo Galileo – Istituto e Museo di Storia della Scienza, Wikipedia.

Alene hjemme med en høflig kakerlak

Der er altid to nøgler i et nøglesæt, når man indlogerer sig i Syditalien: Den ene er til selve det hus eller den lejlighed, hvor man skal bo, mens den anden er til husporten – den store dør der beskytter din baggård fra vind, vejr og ubudne gæster, og indeslutter husenes bagsider i et lukket mini-univers, hvor alt kan ske.

Da jeg boede i Salerno vågnede jeg hver morgen til det diffuse ekko fra beboernes stemmer, som gjaldede rundt i gården. Der blev snakket, leet og grædt. På jorden lå der nedfaldne klemmer fra altanernes vaskesnore, krummer fra de mange duge, der efter hvert måltid blev rystet ud ad vinduet, og menneskehår fra vasketøjet. Om foråret blev lejlighedernes stueplanter sat ned i gården, så de kunne blive vasket rene af regnen efter en vinter indendørs.

Langs baggårdens kant krøb der kakerlakker på størrelse med små mus. De boede også indendørs. Jeg havde min egen, røde kakerlak i lejligheden, som jeg i starten ikke havde noget imod. Jeg oplevede endda at vågne en morgen og med nysgerrighed betragte insektet sidde på oversiden af min dyne få centimeter fra mit ansigt, mens den kiggede på mig, og drejede sine antenner.

Efterhånden udviklede jeg dog en fobi for min lille ledsager, fordi min kæreste Marco selv var strækslagen for den. Han fortalte mig, hvordan han som lille havde leget i sin mors frisørsalon, og løftet et løst trappetrin, hvorunder der havde været en kakerlak-rede. Dyrene væltede udover hans bløde barnehænder, og siden da kunne han ikke se det lille dyr uden at gyse. Marcos angst smittede, og jeg begyndte selv at få hjertebanken, når  jeg fik øje på min kakerlak.

Helt slemt blev det en sommeraften, hvor jeg kom sent hjem. Med nattekøligheden kommer kakerlakkerne frem, så da jeg tændte for lyset i køkkenet, så jeg den røde fætter pile henover de hvide fliser. Den var så stor, at jeg kunne høre den klikkende lyd fra de små ben og kroppens underside, hvis glatte skjold ramte gulvet under flugten. Nu var det nok, nu skulle den ud, besluttede jeg, og greb min kost.

Kakerlakken vejrede faren, foretog et skarpt sving og løb ind i mit soveværelse, under sengen. Her blev den fanget i en skotøjsæske. Jeg gyser stadig ved mindet om lyden fra det desperate insekt, som kastede sig rundt i kassen og fik hele mit soveværelse til at skramle. Jeg greb ind under sengen, tog æsken, men var ikke hurtig nok til at lægge låg på. Dyret faldt ud af papæsken og fald med hvad der mindede om et rabalder, og løb atter ud i køkkenet, i retning af badeværelset, hvis dør stod vidt åben.  Nåede den derud, hvor underskabe, riste og afløb udgjorde de perfekte gemmesteder for en skræmt kakerlak, var slaget tabt. Så jeg afbød dens rute med kosten, åbnede hoveddøren, og skubbede kakerlakken ud på trappeafsatsen.

Dyret drejede omkring og ville ind i lejligheden igen. Jeg havde bare fødder i mine sandaler og gøs ved tanken om, at den skulle tage flugten henover min fodryg, så jeg gav den et ordentlig slag med kosten, som sendte den ned ad trappetrinene, og hen foran åbningen ud til gården. Nu løb den udenfor – men var dog tøvende, og prøvede hele tiden at dreje, for at løbe tilbage. Den havde øjensynligt knyttet sig ligeså meget til lejligheden som jeg.

Men det skulle være løgn: Jeg skrubbede derfor det genstridige dyr helt hen til husporten, som bestod af kraftige plasticpaneler med glas i, og satte nøglen i døren, for at lukke op. Jeg husker stadig sekunderne, fordi det vitterligt virkede som om, at det lille kræ vidste, at det nu blev sat på gaden. Høfligt afventende og med viftende antenner stod den og kiggede ud på gaden, som en lille, velopdragen hund, der skulle luftes. Så gik døren i husporten op, og kakerlakken gik selv ud på fortovet, og forsvandt ud af mit liv.

Jeg elsker det ekstra lag af intimitet som det giver at have en baggård, og en husport. Når jeg rejser og bor i Syditalien, udgør det et ekstra univers at udforske.  Overalt i Europa finder man husporte, men intet andet sted end i Syditalien vokser de sig så enorme, at de bliver groteske i forhold til resten af gadebilledet. De udgør Alice-i-eventyrland-ragtige tableauer, hvor nøgler drejer i en dør i døren, og mennesker forsvinder for at vende ændrede tilbage.

Hovedfoto: Wikipedia.

Salvatore Satta og Dommens Dag: I en coronatid kan ‘ensomhedens roman’ lære os noget om at være alene hver for sig

Det er langt fra noget nyt, at mennesket har brug for nærhed for at kunne leve – ikke blot den fysiske nærhed, men også den psykiske. Det bliver jeg mindet om i disse dage, hvor jeg er i færd med at læse en af Sardiniens vigtigste, skønlitterære værker, ’Il giorno del giudizio’ – Dommens Dag, fra 1979 af Salvatore Satta, hvor hyrdebyen Nuoro bliver et mikrokosmos på verdens forgængelighed og den ensomhed, som til alle tider har omsluttet den menneskelige eksistens.


I romanen følger vi hyrder, bønder og rige borgere i en af Sardiniens mest omskiftelige perioder fra slutningen af 1800-tallet til tiden efter 1 verdenskrig. Moderniteten og industrialismen banker på – ligeså gør de revolutionære tanker fra Rusland, og en krig, der koster utallige sardere livet.


Alt dette på trods gør indbyggerne i Nuoro, Sardiniens sjette største by, som ligger indesluttet mellem de barske bjerge nord for Sopramonte, deres bedste for at opretholde en hverdag, hvor de sociale skel er enorme, hvor fattigdommen og sulten hele tiden truer, og hvor ægteskabet leves efter ældgamle forskrifter.


Romanen kaldes ’et mesterværk indenfor italiensk ensomhed og litteratur’ – historien følger nemlig familien Sanna, hvis overhoved, notaren Don Sebastiano, sammen med sin kone, Donna Vincenza, har fået opbygget en familie med 7 syv sønner, som han venter sig meget af.

Salvatore Satta blev født i Nuoro den 9 august 1902, og uddannet jurist i byen Sasssari. Han skrev flere juridiske værker og medvirkede til at forny Italiens straffelovgivning efter fascismens fald. Dommens dag blev udgivet posthumt, og manuskriptet fundet mellem hans papirer, da familien ryddede op i hans hjem efter Sattas død i 1975. Wikipedia.


Men Don Sebastiano er også en kold, kalkulerende og verdensfjern hustyran, der terroriserer sin kone: ”Du er kun sat i verden, fordi der var plads”, er en af hans yndlingssætninger, der får Donna Vincenza til at trække sig endnu længere ind i sin depression – konen er blot i midten af 40’erne, men så fed og gigtbesværet, at hun må tilbringe hele dagen i en enorm lænestol, i smertelig meditation over sit spildte liv.


Som Don Sebastianos hustru er hun på grund af sit handikap og af sine nederlag i den psykiske kamp med sin mand låst inde i det store hus i Nuoro, der nok er det smukkeste i byen, men hvis værelser og gård er et regulært fængsel for Sebastianos familie. Don Sebastiano er som notar og med en position i samfundets øverste top ligeså fastlåst som Donna Vincenza, og konventionerne får ham til at kæmpe sin egen kamp for at holde ensomheden på afstand.


I denne corona-tid er det gribende at læse beskrivelserne af Donna Vincenzas tiltagende desperation, i takt med at sønnerne bliver større, og rejser bort. Hun er ladt tilbage alene i sin evige karantæne som hustru og mandens ejendom. Hun får kun besøg af sin tante Gonaria, der er nonne, og et par af de andre kvinder, i de lange dage, hvor Don Sebastiano rider tidligt bort for at tilse sine jorde, og kommer så sent tilbage, at hun kun kan skimte ham i aftenmørket gennem sine halvblinde øjne. Her er min egen oversættelse af nogle gribende linjer, som beskriver hende på side 170:

“Donna Vincenza kendte intet til filosofi. Hun havde heller aldrig hørt ordet. Men hun levede fastsømmet til sin lænestol, og det fik hende til at meditere. Når Don Sebastiano i bunden af gårdspladsen satte sig op på sin hest og forsvandt ud af porten uden at sige farvel til hende, var det en scene, som gentog sig hver dag efter eftermiddagshvilen.

Donna Vincenza forblev alene, og sank ned på bunden af tidens dyb, der også var ubevægelig ligesom hende, og omsluttede hendes stakkels person som vindruerne, der hang ned fra pergolaen, og som hun hvert år så forme sig og vokse, enorme stalagtitter i en blind grotte. Hun talte dem én for én, ti, hundrede gange, for at holde spøgelserne på afstand, der overfaldt hende fra alle sider.”


Satta har på side 167 en meget smuk beskrivelse af, hvordan folk, der bor alene i byen, mødes, ikke for at konversere, men blot for at være sammen, hver for sig, som en slags trøst i isolationen. Jeg har prøvet at oversætte linjerne her:


”Et hus med 4 ugifte søstre er aldrig alene. Med regelmæssig rytme kom også de gamle, ugifte kvinder, der boede tæt på, i deres dragter, når de forlod deres egne huse, puttede nøglerne ned i den store, rødbroderede lomme, og gik indenfor i stuen uden at banke på. Her sad de så ubevægelige i mørket, som invaderede rummet, for de ville spare på lyset, og til sidst var de blot skygger, stumme vidner i en ligegyldig venten.


Lyset blussede først op, når mørket havde udvisket skyggerne, og det eneste levende var skæret fra ilden, hvis det var vinter. Gonaria hældte af og til lidt sukker på flammerne, fordi det skabte en dejlig duft, men også fordi røgen derfra så kunne tjene som en slags røgelse.


Når lampen endelig blev tændt, rejste de besøgende sig, og gik, én for én, af den samme grund, som de var kommet: De havde fået to timer i deres liv til at gå, og de havde hjulpet hinanden med det. De vidste det ikke, men det var også en barmhjertighedsgerning i sig selv.”

Dommens dag er blevet oversat til dansk og udgivet i 1989.

Hovedillustration: Traditionelle dragter fra Sardinien i 1880erne, Gallerie Bassenge, Wikipedia.