Syditalierne elsker deres søpindsvin, men nu er de så truede at Puglia og Sardinien slår alarm

I Syditalien hersker der en næsten mytisk status omkring søpindsvinenes koralrøde kød (kønsorganer!), som man skraber ud af dyrets skal og enten spiser råt eller kommer på panden og vender med spaghetti til en himmelsk mundfuld for feinschmeckere.

Men nu er den gastronomiske besættelse ved at gå ud over de ravnsorte søpindsvin, som bor langs Italiens reneste kyster: Det er nonprofit-organisationen QuiEtica, der rejser bekymringen og samtidigt med søpindsvine-sæsonen den 1 november har startet kampagnen ‘Lasciamoli in mare’ – lad dem blive i havet.

Faktum er nemlig at efterspørgslen på især de søde pindsvin, der bor langs Syditaliens frodige kyster og er en stor delikatesse i de regionale køkkener, er rekordhøj. Det får fiskere til at fiske ulovligt og ureguleret, og man anslår at der på blot en weekend kan blive opsamlet over en million søpindsvin ad gangen med kæmpe net, der også ødelægger bunden og dyrenes levesteder.

Især i Puglia er fiskeriet gået over gevind. Her oplever man at også de fiskere, der har tilladelse til at fiske, langt overstiger deres kvoter. Indtil videre siger de eneste officielle regler, at søpindsvinet er ‘fredet’ i maj og juni, og at de ikke må fanges, hvis de er under 5cm i bredde. Begge ting, som det ulovlige fiskeri lader hånt om, og som har ødelagt store dele af økosystemet under vandet syd for Bari langs Ostunis og Brindisis kyster.

Et andet sted hvor søpindsvin er kult er på Sardinien, hvor man især i Oristano-bugten og langs kysten omkring Alghero sætter tonsvis af søpindsvin til livs. Også her er man blevet opmærksom på problemet, og flere restauranter har besluttet at boycotte det lille, stikkende dyr i år, og istedet servere andre skaldyr for deres gæster, så søpindsvinet kan komme til hægterne igen.

Jeg tror selv at jeg springer over ‘spaghetti ai ricci di mare’ i den nærmeste fremtid.

Foto: Det sorte Middelhavssøpindsvin er under pres af glubske munde i den syditalienske restaurationsbranche. Det er æggene og kønsdelene, som spises fra hunpindsvinene. Frederic Ducarme, Wikipedia.

Italiens førende erotiske magasin Playmen blev grundlagt af pugliesiske Adelina Tattilo som en del af landets moralske frisættelse

I udlandet blev det italienske mandeblad Playmen verdensberømt og berygtet, da det i december 1972 bragte de skandaløse nøgenbilleder af den tidligere, amerikanske præsidentfrue, Jackie Onassis.

Jackie havde været på ferie i sin og sin mands villa på den græske ø Skorpios, og trippede rundt om sin private pool kun iført Eva-kostume. Uheldigvis for hende, og heldigt for Playmen, var der en paparazzi på spil med sin telelinse rettet direkte mod de amerikanske yppigheder. .

Hugh Hefner købte filmen og ville vise billederne i sit Playboy, men de blev anset for at være for både politisk og kødeligt frække til at bringe i USA, og kunne først offenliggøres i 1975 i Hustler Magazine.

Til den tid havde billederne forlængst henrykket italienerne. Playmen-bladets grundlægger, den gesjæftige Adelina Tattilo, der forinden havde levet af at udgive erotiske tegneserier, og sideløbende med sit hjertebarn Playmen bla. også udgav en usædvanlig gennemgang af fascismens historie med erotiske overtoner i Playdux i 1973, trykte nenlig billederne så snart hun fik muligheden, og i nedenstående lille fim ses hun blandt andet bladre igennem den famøse billedserie:

Adelina var nemlig på en mission: hun blev født i Foggia, Puglia, i 1929, og havde allerede som ung et ønske om at frigøre italienernes seksualitet i et samfund, hvor katolicismen og traditionerne endnu dikterede en hård seksualmoral overfor begge køn.

Parallelt med Hugh Hefner og Larry Flynt ville hun kæmpe en ideologisk kamp, men i modsætning til for eksempel Playboy var hendes magasin Playmen, som kom på gaden i 67, ikke et hardcore, erotisk magasin, men et softcore: og når man ser den fine lille reportage i videoen, som Rai har drejet i 1995, hvor Adelina gennemgår sine mest mindeværdige foto-shoots, fremstår modellerne da også budoir-agtige og i romantiske omgivelser i en pool, i køkkenet og i en blomstereng.

Det er i øvrigt sjovt at lægge mærke til det voyeristiske kamera, som zoomer helt tæt på attributterne, og Pink Panter-fjolletegneseriemusik i baggrunden, der pakke hele reportagen med Adelina ind i en karakteristisk italiensk atmosfære af fis, ballade og uskyldig lummergøg.

Aldeinas mission virkede da også tiltrængt: i de første mange år, magasinet kom på gaden, var det ikke ualmindeligt at Playmen blev beslagtlagt af politiet, som kunne finde på at komme forbi hylderne og røve hele kiosker. Efter 2 dage var der ofte ikke flere numre at opdrive af Playmen i hele Italien, på trods af et oplag på over 100.000 om måneden – både pga. popularitet, men også pga. censuren fra ordensmagten.

Det var ikke kun billederne, der provokerede. Adelina købte for eksempel også flittigt ind af erotisk litteratur, som kunne fylde siderne. I juli-udgaven i 1968 bragte hun for eksempel en artikel af den amerikanske stjerneforfatter Henry Miller, som var kendt for sine kontroversielle, erotiske udpenslinger.

Adelina fortæller i filmen om hvordan bladet var på sit højeste i 70’erne og 80’erne, og ofte havde landskendte divaer på forsiden, som for eksempel sangeringen Patty Bravo, skuespillerinden Maria Grazia Cucinotta og den sardiske tv-bombe, Valeria Marini. En enkelt gang kunne hun endda vise en topløs Brigitte Bardot!

Playmen bragte udover sine afklædte kvinder også frække mænd – blandt andet fyldte milliardær-arvingen John Paul Junior coveret i nøgen version i 1973, en måned efter han var blevet kidnappet af den calabresiske mafia og sad og klaprede tænder i en fugtig, syditaliensk hule sammen med sine bortførere.

I forhold til nutidens standarter virker Playmen i dag næsten uskyldigt – og da hjemmevideo-markedet eksploderede i 90’erne begyndte bladet at komme i vanskeligheder. Den sidste udgave udkom i 2001, og Adelina døde selv i Rom i 2007 og kunne sove ind med titlen som Italiens uofficielle og suveræne dronning erotik på tryk.

Hovedfoto: Camille Keaton på forsiden af Playmen i september 1974. Wikipedia.

Syditalien vs. Det Vilde Vesten #2: syditaliensk originalitet møder californisk fake i The Getty Villa

( … og det er også den tragiske historie om barnebarnet til verdens rigeste mand, der blev bortført til en hule i Syditalien, og fik skåret øret af):

At sætte USA og Syditalien op imod hinanden afslører stærke kontraster: mens mange syditalienerne sætter en ære i originalitet – at kulturbærende ting som gastronomi, arkitektur og fund fra den italienske fortid ikke må laves om, men rettere skal fremstå skal autentiske som muligt uden modificeringer – har amerikanerne det generelt omvendt: På min rejse langs den amerikanske vestkyst denne sensommer oplevede jeg guldgraverbyer scenarier fra 50’erne langs Route 66 og cowboyfilmskulisser, der alle var rekonstruerede, men som ikke desto mindre blev formidlet, som om de vitterligt var lige så værdifulde som originalerne.

Det er fascinerende, og ét sted gik kontrasterne op i en højere enhed i noget, der kunne ligne et paradoks. For hvad sker der, når en kopi fremstår så meget mere gennemført end originalen, at man må overgive sig til bedraget, ganske enkelt på grund af dens skønhed?

Indgangspartiet til selve Getty-museet er lavet i modernistisk stil og er en smuk kontrast til den pompejanske æstetik, der præger resten af villen og haven. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

Det skete for mig da jeg besøgte den nyrenoverede Getty Villa i de frodige bakker lige nord for Los Angeles med udsigt til palmer, surfere, figenbuskadser, granatæbletræer og Stillehav. Ikke blot var vegetationen, temperaturen og duftene identisk med det klima, man kan finde langs mange af Syditaliens kyster; The Getty er også modeleret over en tilnærmet kopi af La Villa dei Papiri – den berømte, romerske pragtvilla i Herculaneum, der i år 79 blev dækket af aske under Vesuvios udbrud sammen med det nærliggende Pompei, og endnu ikke er fuldt udgravet. Villaens navn har den fået da man i selve bygningen fandt resterne af et imponerende bibliotek fuld af papyrusruller.

Derfor er villaen, som åbnede i 1974, en slags arkitektonisk drømme-hybrid, hvis færdiggørelse også trak på inspiration fra andre tilstødende luksushuse og haver i Pompei og Herculaneum: Man går igennem en enorm port ind i villaen, hvis fløje følger en atrium flankeret af søjler og statuer, og hvor der om hvert et hjørne afsløres rislende vandfald, kunstfærdigt klippede buske og blomster i dybe farver.

Getty-villaen er fantasifuldt modelleret over den endnu ikke fuldt udgravede pragtvilla i Herculaneum, La Villa dei Papiri, opkaldt efter stedets bibliotek med papyrusruller. Her mimer bygningen, der ligger lige nord for Los Angeles i Pacific Palisades, en romersk have med bassin og kolonader. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

The Getty Villa er et resultat af millionæren og olimagnaten John Paul Gettys ønske om at vise oprindelig kunst – ikke kopier – fra Antikkens glorværdige periode i Middelhavet. Amerikanerne skulle dannes indenfor originalitet og føle suset ved at stå helt tæt ved det autentiske. Og paradoksalt nok skulle det gøres i rammerne af en gigantisk efterligning, efter at hans eget, private galleri, der ligger et stenkast herfra, hurtigt blev for småt til hans voksende kunstsamling.

Og jeg må indrømme at jeg overgav mig totalt til Gettys fake-fantasi om et fortidigt Pompei: The Getty Villa kan med lidt god vilje kaldes for et californisk Louisiana, med en utrolig smuk museumsbygning, der hviler midt i en kæmpe have, hvor man kan gå på opdagelse på små stier, og opleve moderne kunst undervejs. Overfor selve villaen ligger et indgangsparti opført i moderne snit, der tjener som køligt loungeområde fra den haglende sol, og hvor man kan spise frokost og nyde et glas vin.

Jeg var heldig på flere planer: dels var The Getty Villa lige blev renoveret og fremstod splinterny. Dels havde man netop fået besøg af nogle af Pompeis vigtigste fund, som det arkæologiske museum i Napoli havde udlånt med kærlig hilsen, og dels åbenbarede villaen en fascinerende bredde af helt egne værker fra både Pompei, Herculaneum og den for mange kendte udgravning ved Boscoreale nord for Pompei, hvor en gruppe huse også blev begravet i år 79.

Selve Getty-villaens hovedbygning rummer flere etager med udstillede kunstværker fra det gamle Grækenland, Italien og Ægypten. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

I villaen kan man især beundre nogle smukke vægpaneler fulde af fresker fra Numerius Popidius Florus’ hus i Boscoreale. Og så har The Getty også en stor, fast samling af kunst og fund fra hele Syditalien dengang landsdelen var en stor, græsk koloni under navnet Magna Gracia, grupperet i afdelingen ’The Greeks in southern Italy and Sicily’.

Du kan besøge villaens hjemmeside og se flere flotte fotos fra stedet HER.

Udstillingerne rummer størrelser fra det gigantiske til det minutiøse. Her er det fra et montre fuld af kunstfærdig glaskunst fra romertiden. Alijava, Wikipedia.

Getty-familien er i øvrigt tragisk forbundet med Syditalien: Paul Gettys barnebarn, John Paul Getty III, blev kidnappet på Piazza Farnese i Rom i juli 1973. Han var 16 år gammel, og kidnapperne, som man senere fandt ud af havde forbindelser til den calabresiske mafia, N’drangheta, forlangte en løsesum på 17 millioner dollar, som John Paul Getty, dengang verdens rigeste mand nægtede at betale, angiveligt fordi han mente, at hans barnebarn havde levet et utugtigt liv, og selv havde været ude om affæren. Hvis han gav efter, ville han sikkert også få kidnappet sine øvrige 13 børnebørn, skulle han tørt have sagt.

Der gik rygter om at John Paul III forinden havde flirtet med idéen om at konstruere sin egen kidnapping for at få penge ud af sin rige bedstefar. Denne gang var det dog ramme alvor, og Paul III fik bind for øjnene, bastet og bundet og placeret i en hule et sted i Syditalien – højst sandsynligt i Basilicata eller Calabria – af sine bortførere. Som tiden gik terroriserede de deres fange ved at tvinge til ham russisk roulette, og slå en fugl ihjel, som han havde gjort til sit kæledyr i hulen.

Tiden gik uden lyd fra bedstefar. I november 1973 sendte kidnapperne en lok af John Paul IIIs hår sammen med hans øre i en konvolut til Getty-familien med ordene om, at hvis man ikke betalte, ville fangens krop blive ved med at ankomme i små bidder, med posten. Getty’erne begyndte at forhandle, og man blev enige om en løsesum på 2.2 mio dollar.

Imens det stod på var Paul den III ved at dø i sin fugtige og mørke hule. Han fik lungebetændelse og infektion i sit sår fra det afskårne øre, og hans kidnappere proppede ham så meget med brandy og penicillin, at han bagefter udviklede allergi overfor antibiotika. Endelig kom pengesagerne i orden, og familien kunne afhente den forhutlede fange den 13 december 1973 på en benzinstation udenfor Potenza i den syditalienske region Basilicata.

John Paul den III havde et trist liv: han blev bagefter narkoman og alkoholiker, og skønt han fik sig et nyt øre opereret på kraniet i 1977, genvandt han aldrig hverken sit fysiske og psykiske helbred efter bortførelsen. Han døde i 2011 af et hjerteanfald, højst sandsynligt i kølvandet på komplikationerne af en narko-overdosis i 81, der gjorde ham delvist lam resten af livet.

Hovedillustration: The Getty Villa i Pasific Palisades nord for Los Angeles stod færdig i 1974, og er blevet renoveret i 2018. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

 

 

 

 

For 180 år siden åbnede Italiens første jernbane i Napoli

Den 3 oktober 1839 var alle spidser i Syditalien mødt op i havnebyen Portici for Vesuvios fod for at opleve miraklet: en dampdrevet maskine, der var så stærk, at den kunne trække 8, grønne vogne stopfyldt med festklædte passagerer, livvagter og soldater de 7 en halv kilometer langs Napolibugten ad en dobbeltsporet jernbane. Øverst oppe på en tilstødende tribune stod kongefamilien med kong Ferdinand den 2 forrest: de spanske burbonere, som siden 1734 havde været konger af Syditalien med hovedsæde i Napoli, og nu havde indkøbt og importeret et af industrialiseringens mest imponerende ingeniørbedrifter: lokomotivet.

Under den hvid- og blåstribede baldakin, som beskyttede kongefamilien mod den stikkende sol, der endnu stod højt på himlen i starten af oktober, havde man også opstillet et alter, hvorfra man forinden havde bedt for en sikker rejse for Italiens første togpassagerer. Og kongefamilien kunne nu nyde udsigten til toget, der satte i gang uden problemer, og klarede turen på 9 et halvt minut – man tog pertentligt tid, mens maskinen dampede langs vandet for til sidst at køre ind i Napoli efter at have tilbagelagt den første rejse på skinner i hele Italien.

En kopi af toget ‘Bayard’, der i 1839 fragtede passagerer ad ruten Napoli-Portici. Toget var identisk med sin tvilling ‘Vesuvio’, men havde dog en noget mindre kedel. Reinrich Ditetrich, Wikipedia.

Lokomotivet bar det oplagte navn ’Vesuvio’, og symbolikken har ikke været til at tage fejl af: i baggrunden røg det livligt fra vulkanen, som om nogen var ved at smede endnu et tog til strækningen i magmaens esse, og ved synet indsatte byen sig perfekt i et Europa, hvor Napoli med sin industri, sine fabrikker og sin innovation blev regnet for den vigtigste industri-by på kontinentet næst efter Paris og London.

Til sammenligning rullede det første tog i Danmark først 8 år senere i 1847, da lokomotivet ’Odin’ fik til opgave af køre på landets første jernbanestrækning mellem København og Roskilde. Hvis man altså ser bort fra ruten Altona-Kiel, som åbnede i 1844 i det forhenværende danske hertugdømme syd for den nuværende dansk-tyske grænse.

’Vesuvio’ var bygget af Longridge and Starbuk i Newcastle, og var baseret på modeller af lokomotivmaskinens opfindere, George og Robert Stephenson. Det kunne nå en topfart på imponerende 50 km/t og klarede turen gesvindt ad en jernbane, som den franske ingeniør Bayard de la Vingtrie havde bygget, og som blot var det første stykke af en længere rute, der senere skulle udbygges til byerne Nocera Inferiore, Castellamare og Avellino.

Selve ruten Napoli-Portici, der løbt smukt langs havet. Wikipedia.

Ruten var populær, og festklædte folk strømmede til Napoli fra nær og fjern for at prøve vidunderet: Sammen med sin tvilling ’Bayard’ (togene var ikke HELT identiske, idet ’Vesuvios’ kedel var mere buttet), opkaldt efter ingeniøren bag banen, fragtede de to lokomotiver cirka 85.000 passagerer ad strækningen på blot 40 dage.

Selve skinnerne var specialfremstillet i Calabria på et af Europas største stålvalseværker i Mongiana, der siden 1771 havde brugt mineralerne i den nærliggende Vallata dello Stilaro-dal til at lave jernvåben og metal til hele kontinentet.

I Napoli lavede man en særlig station til linjen med navnet ’Napoli Bayard’, der var i brug indtil 1866.’Napoli Bayard’ fortsatte som reparations-trinbræt, efter at linjen blev kædet sammen med de øvrige ruter til og fra Napolis centrale jernbanestation. ’Napoli Bayard’ blev dog voldsomt skadet i 1943 under anden verdenskrig, da fragtskibet Catarina Costa blev sprunget i luften i bugten.

100-året for Italiens første jernbane var naturligvis noget, der skulle fejres i det fascistiske Italien, og man udstedte en række frimærker og lavede en kopi af et af de oprindelige lokomotiver i anledning af jubilæet i 1939. Stefano Stabile, Wikipedia.

Napoli var med rette stolt af sin jernbane og af sit tog, men desværre eksisterer de originale lokomotiver ikke længere. I anledning af banens 100 års jubilæum i 1939 lavede Italien dog nogle fine frimærker, der mindede begivenheden, og man byggede en kopi af Bayard, der i dag kan nydes sammen med talrige toge fra den italienske jernbanehistorie i det store jernbanemuseum i Pietrarsa lige nord for Portici. Her har man også rekonstrueret de elegante vogne, som man dengang fragtede folk i på åbningsdagen, der mere ligner prærievogne end togkabiner, og var elegant udstyret med gardiner og pynt. Museet  Museo Nazionale Ferroviario di Pietrarsa kan du læse mere om på museets hjemmeside HER.

Har man lyst til at bevæge sig ad den samme strækning som dengang, kører de nuværende toge mellem Napoli og Salerno stadig ad det ’gamle’ spor langs bugten.

Napoli er stolt af sin store jernbane-arv, og lige nord for Portici kan man besøge et museum fuld af gamle tog i Museo Nazionale Ferroviaria di Pietrarsa. Reinrich Dietrich, Wikipedia.

 

Hovedillustration: Salvatore Fergola malede i 1840 dette maleri af den festlige dag, hvor Italiens første tog kørte på skinner langs Napli-bugten.  Wikipedia. 

 

Syditalien vs. Det Vilde Vesten #1: HOLLYWOOD og den sicilianske forbindelse – da verdens mest berømte skilt dukkede op på bjerget over Palermo

I juni 2001 måtte de fleste palermitanere knibe sig i armen – i hvert fald dem der løftede blikket mod Ballolampo-bjergene over byen, som indtil den dag blot havde været en støvet barriere for byens ophobende losseplads. I stedet var de nu blevet dekoreret med 9 enorme bogstaver, der hver var 22 meter høje og med en samlet længde på cirka 180 meter var svære at overse.  Sammen stavede bogstaverne ’HOLLYWOOD’, og skiltet, som de udgjorde, var en kopi af det  verdensberømte Hollywood-skilt fra Los Angeles, der siden 1923 havde tronet over den californiske millionby på Mount Lee.

Oprindeligt læste skiltet navnet ’HOLLYWOODLAND’ og var en reklame for et boligprojekt i området, der kun var ment til at stå opført i halvandet år. Men samtidigt med skiltet begyndte den amerikanske filmindustri at udvikle sig voldsomt, og hjørnet af Los Angeles blev hurtigt så kendt for sine film, at skiltet hurtigt blev synonym med stjernerne og stjernestøvet, der fulgte i de feterede skuespilleres fodspor.

Hollywood-skiltet på Mount Lee har siden 1923 tronet over Los Angeles og bliver både brugt som turistattraktion, ikon og politisk statement. Wikipedia, Thomas Wolf.

Skiltet over Palermo blev opført før nogen havde tænkt på sociale delingstjenester som Facebook og Instagram. Alligevel spredte rygtet sig som en løbeild i hele byen og nåede på rekord-tid resten af Italien, der netop havde taget hul på sin 49 kunstbiennale i Venedig. Og det var netop kunstbiennalen, som Hollywoodskiltet var en del af. Kunstværket – for det var det, det var – var blevet udtænkt af det famøse enfant terrible i den italienske kunstbranche, Maurizio Cattelan (født 1960), der dengang som stadigvæk skandaliserer landets high society klasse og politiske elite med obskøne, satiriske skulpturer, der pirker til den kapitalistiske verdens groteske misfostre.

Da Maurizio Cattelan blev indbudt til at deltage i biennalen var det hans fjerde medvirken, og rygtet siger at han var så træt af Venedigs overfladiske kunstsnobberi, at han hellere ville flytte festen til et sted langtfra festfotografernes lynende blitzlys. Valget faldt på Palermo, og da selve Venedigs kunstbiennale åbnede, inviterede han 150 kunstkritikere, samlere og kuratorer til at tage flyet fra dogernes by til Palermo (dengang en by plaget af 22% arbejdsløshed) , hvor det festklædte slæng med møje blev transporteret til Bellolampo-bjergene, hvor der blev serveret drinks og cocktails foran det nyopførte skilt. På flyet modtog gæsterne et katalog lavet af Vanity Fair, der viste nogle af Hollywoods største filmstjerner, og på coveret så man et billede af det falske Hollywood skilt, som ventede dem.

Maurizio Cattelan på Piazza della Borsa i Milano foran sit kunstværk L.O.V.E. Wikipedia, espyyyy.

Der er ingen tvivl om at Cattelan ønskede at bruge sin kunstinstallation til at gøre grin med det system, der undfanger og ødelægger de mange filmstjerner, som har passeret igennem Hollywoods grooming. Men skiltet var også ment som en hilsen til den arv, som Hollywood har modtaget fra Sicilien i form af talentfulde instruktører og skuespillere: tænk bare på Al Pacino i film som Scarface og Godfather, Martin Scorsese med et imponerende bagkatalog af film som Taxi Driver og Goodfellas, crooneren over dem alle Frank Sinatra, John Travolta og endog Lady Gaga (hendes bedsteforældre stammer fra Sicilien), som netop er slået igennem som skuespiller i A Star is Born.

Og apropos skraldeplads, så er der hele dobbeltheden med Palermos skyggeside. For gad vide om Hollywood, Palermo og Sicilien havde været det samme uden hinanden og de mafiafilm, som er blevet lavet igennem årtierne, og som på grotesk vis reproducerer, romantiserer og glorificerer et kriminelt system, der har mange liv og skæbner på samvittigheden? Myten om Sicilien og myten om Hollywood har flere fællestræk, der både fascinerer og frastøder, og får én til at spørge sig selv om hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi.

Selv sagde Cattelan om sit værk: ”Det er som at smide en håndfuld stjernestøv henover det sicilianske landskab. Det er en konstrueret drøm, en copy paste. (Filmens) billeder er kun en spejling af vores længsler. Jeg har prøvet at stille to vidt forskellige verdner op foran hinanden, Sicilien og Hollywood, og at udviske grænserne mellem dem. ’Hollywood’ er ikke en provokation, det er måske en parodi, men det er også en hyldest.”

Værket HIM forestiller en drengefigur med Hitlers ansigt, der knæler i en baggård i den tidligere jødiske ghetto i Waszawa. Wikipedia, Maciej Szczepańczyk.

Det falske Hollywood-skilt blev stående på Bellolampo-bjerget i 6 måneder, før det blev pillet ned og gled ind i Cattelans kæmpe bagkatalog af tankevækkende kunstinstallationer.  Og Cattelan er værd at gå på opdagelse i, hvis man er til provokerende og dobbelttydige kunstnere: nogle af hans mest opsigtsvækkende værker tæller blandt andet L.O.V.E fra 2011, som forestiller en gigantisk, hvid hånd, der med front mod den italienske børs i Milano stritter med sin langefinger i en obskøn gestus mod kapitalismen, og installationen HIM, hvor en knælende og bedende drengefigur med Hitlers ansigt blev placeret i baggården i den tidligere jødiske ghetto i Warshawa.

Det virkelige Hollywoodskilt i Los Angeles er i dag blevet et kulturelt ikon og landemærke, som også spejler begivenhederne i det omkringliggende samfund:  Da Paven besøgte Los Angeles i 1987 havde nogen ændret på bogstaverne, så der i stedet stod HOLYWOOD. Det samme skete i 1977 i anledning af Påsken, mens skiltet i januar 2017 blev ændret til HOLLYWeeD i anledning af lovliggørelsen af cannabis i staten Californien.

Endelig har Hollywood-skiltet mindst ét liv på samvittigheden: I september 1932 begik den 24-årige skuespiller Peg Entwistle nemlig selvmord ved at kravle op på og kaste sig ud fra skiltets H.

Du kan se fotos af Hollywood-skiltet i Palermo HER.

Hovedillustration: Al Pacino i stykket ‘The Basic training of Pavlo Hummel’ i 1971, Wikipedia, Theater Company of Boston.

Hvem er Liberato – Napolis neomelodiske rap-fænomen?

Han går med blå hættetrøje med skriften ’Liberato’ og vender hele tiden ryggen til, når han springer rundt på stenene langs Napolis havne-promenade og digter rap-poesi om kærlighed mellem Napolis teenagere. Ingen ved hvem han egentlig er, men siden 2017 er hans berømthed vokset til kult-agtige dimensioner i Syditalien, hvor en ny musik-bevægelse kaldet ’neo-melodico’ har taget de unge med storm.

Helt i tidens digitale ånd startede Liberato sin karriere ved at lægge sangen 9 MAGGIO (9 maj) på Youtube, hvis musikvideo var blevet optaget i slummen i Scampia og for første gang viste den ansigtsløse rapper mellem den porøse beton. Værket blev hurtigt et fænomen og delt tusindvis af gange, og i takt med at sange som TU T’E SCURDAT’ ’E ME (Du glemmer mig), JE TE VOGLIO BENE ASSAJE (Jeg elsker dig højt) og INTOSTREET blev hits på nationalt plan, voksede mystikken om sangeren. Der aldrig viser sit ansigt.

Man ved at han kan lide at kommunikere i vasaler – at han er stor fan af Napolis fodboldhold, og med sin perfekt klingende dialekt må være fra Napoli – og det er det. Og det er noget af en bedrift at kunne bibeholde sin anonymitet i en by, hvor alle i teorien altid kender nogen, der kender nogen, der kender nogen.

Liberato fænger med sin unikke stil, der blander hiphop-genren trap med il neomelodico – den seneste videreudvikling af den napolitanske sangtradition, som i århundreder har haft længslen efter Napoli, byens lyde, steder, stemning og dialekt som sit vigtigste indhold og udtryksmiddel:

romantiske serenader som Torna a Surrento, Funiculi, Funicula og O Sole Mio er i dag verdenskendt takket være bla. napolitanske immigranter, som spredte stilen i Amerika, og stilen blev senere tilpasset efterkrigstidens rytmer med bla. den storsmilende Renato Carosone ved klaveret.

Napolitanske Ikoner som Nino d’Angelo og den højt elskede singer songwringer Pino Daniele, hvis død i 2015 skabte stor sorg i hans hjemby, tog stilen videre med sig op igennem 80’erne, og i 90’erne begynder musikforskeren Peppe Aiello at bruge udtrykket neo-melodico om genren, som Liberato uden tvivl bidrager til. I bogen Made in Italy – Studies in Popular Music beskriver Aiello den nymelodiske strøming som ’de uacceptable menneskers musik, mennesker, som ellers er blevet udstødt af borgerskabet’. Musikanmelderen fra den napolitanske avis Il Mattino, Federico Vacalebre har skrevet en hel bog om ’il neomelodico’, hvor han beskriver genren som noget, ’der kommer nedefra, og er stemmen… fra en bydel, der ellers ville forblive tavs.”

Liberato kommer med høj sandsynlighed fra og identificerer sig med Napoli perifære arbejderkvarterer, og på den måde indskriver han sig i den napolitanske neo-melodi, idet dens toner, situationer og personer kommer fra byens nederste sociale lag, og ikke fra den middelklasse, som ellers traditionelt undfangede de klassiske sangere og musikere fra den napolitanske musiktradition.

Napolis udkant er i de sidste år blevet ’hot’: Elena Ferrante fastholder stædigt sin anonymitet i sin verdensberømte beskrivelse af veninderne Elena og Lila fra Napolis slum, der har vundet genklang og genkendelse kloden over, og bogen Gomorra af Roberto Saviano og HBO-serien af samme navn har gjort byens kriminelle underverden til ramme for voldsomme, menneskelige dramaer.

Liberato lader dog til at være uberørt af sin kult-status, og nægter at afsløre sit ansigt. På trods af udsolgte live-koncerter i både Napoli, Milano, Rom og Barcelona er han stadig anonym,  og tøvende overfor at sætte nogen form for etiket på sin musik. Til en journalist fra Rolling Stones har han i en tekstbesked i vasaler og napolitansk dialekt svaret, at han da ikke gider at afsløre sin sande identitet nu, fordi han netop har opbygget den for at kunne være i fred.

Personligt er jeg imponeret over Liberatos poetiske og næsten nostalgiske stil, der senest har givet udslag i en smuk ’serie’ af 5 filmiske musikvideoer med titlen CAPRI RDV, hvor han i bedste Dolce Vita-stemning udforsker kærligheden mellem en Brigitte Bardot-agtig karakter og en Marcello Mastroianni-boheme-fyr: det hele filmet i sort og hvid og med sine smukke optagelser i havet ud for den guddommelige ø virker de små film som en kærlighedserklæring til selve livet, til Napoli-bugtens skæbne, til skønheden og til de store følelser.

Det bliver da ikke mere ærke-napolitansk end det.

Hovedillustration: Et maleri af den hellige Gennaro pryder en bymur i det napolitanske arbejderkvartér Forcella. Kunstner: Jordi. Fra Wikipedia, Silviasca.