Syditalien i dit øre: rejs med på denne podcast hvor jeg er i studiet hos Colosseum

Som William, der inviterede mig i studiet for at bidrage til hans spændende podcast-serie om Italien, Colosseum, skriver i sin beskrivelse af udsendelsen:

“Syditalien er fuld af liv og livsvisdom, men også mismod og misforståelser. Find ud af, hvorfor Madonnaen er syditalienernes geniale veninde, hvorfor Syditalien er landets sociale lim og hør om en mafiaboss, der er machogangster om dagen og trans-trækkerdreng om natten. Dagens gæst er Cecilie Marie Meyer.”

Jeg og William havde den sjoveste eftermiddag sammen i studiet i fredags, og som du nok kan høre, måtte vi begge bryde ud i latter flere gange. Ikke på grund af hinanden, men på grund af de til tider overraskende historier jeg kunne fortælle om mit liv i Italien, som jeg beskriver i min bog ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol.’Rejs med på en lytter til det varme syden og lyt med HER. rigtig god weekend!

Foto: Colosseum, William Schou.

Her er soundtracket til min bog ’Mezzogiorno’

Meget af det jeg skriver bliver til på en musikalsk klangbund – og mens jeg sad og skabte mine essays til Mezzogiorno, var der hele tiden musik i baggrunden, som var forbundet med historierne, og som jeg lyttede til, for inspiration. Nu deler jeg de vigtigste af dem med jer – alle sangene er enten italienske eller forbundne med italienske universer, og hist og her også krydret med videoklip, hvis udtryk, farver og stemninger matcher kapitlerne i Mezzogiorno.

Måske tonerne også kan give ekstra dybde til mine fortællinger, mens du læser min bog – eller introducere italienske musikere og instruktører, som du aldrig før har hørt om? Jeg har nedenfor anført musikken og videoklippene i en rækkefølge, som matcher bogens indhold. Rigtig god fornøjelse på denne rejse ind i Mezzogiornos symfoniske univers:

 ’Whispers’ fra HBO-serien L’amica geniale af Max Richter:

Da Elena Ferrantes romantetralogi om veninderne Elenas og Lilas liv i det fattige Napoli blev filmatiseret i 2018 med HBO-serien ’L’amica geniale’, skulle verdenssuccesen naturligvis ledsages af et smukt og indfølt soundtrack. Det lykkedes den tysk-engelske komponist Max Richter at skabe netop det: et lydtapet, der på dramatisk vis fanger kompleksiteten i historien og det tilbageholdte åndedrag, som mange af os millionere af læsere har siddet med under læsningen af romanerne.

Et af Max Ricthers smukkeste bidrag er melodien ’Whispers’, hvis strygere går som et skæbnesvangert pulsslag gennem kompositionen, og stiger og falder som et blodtryk midt i det hektiske Napoli.

Det er en melodi, som jeg synes ledsager energien i mit forord ganske godt – den fremadrettede bevægelse fra Firenze ned mod Syditalien, der skulle blive afgørende for min udvikling fra barn til voksen, og for alle de valg, jeg senere skulle træffe om min livsbane:

Fantasticamenteamore af Syria:

Glæde, livsmod, leg og tagfat – og et stænk af melankoli. Da jeg boede i Salerno var en af mine og Marcos yndlingskunstnere Syria. En italiensk sangerinde fra Rom (hendes rigtige navn er faktisk Cecilia!), som vi lyttede rigtig meget til, og som er vedblevet med at være succesfuld i hele Italien.  

Syria fik sin debut i 1996 da hun vandt den italienske musikkonkurrence San Remo, og i 2000 udkom så mit yndlingsalbum fra hendes hånd, Come una goccia d’acqua (som en dråbe vand), med alle mine og Marcos yndlingssange på.

’Fantasticamenteamore’ optrådte hun med til Sanremo samme år, og rummer al den vilde og ungdommelige energi, som mine 20’ere i Salerno var så fulde af.  Men sangen er også fuld af smerte. Lyt blot ti omkvædet:

”Der var mig, der var dig, altid i evigheden,

Og dine øjne stjal min sol,

på fantastisk vis min kærlighed,

kun min,

indtil himlen kaldte på dig.”

Sangen skulle nemlig handle om en kæreste, Syria engang havde, som døde fra hende.

Lyt for eksempel til sangen, mens du læser Ind i Salerno:

Io, mammeta e tu af Renato Carusone:

En kæmpe klassiker fra den napolitanske sangtradition! Renato Carosone var ham, der gav os den swingende og gyngende ’tu vo fa’ l’americano (der faktisk blev et genfødt disco-hit for ikke så mange år siden), og i 50’erne og 60’erne leverede han det ene romantiske og fængende hit efter det andet med det folkelige Napoli som romantisk og humoristisk baggrund.

I denne sang synger han om kvalerne med at få sin kæreste for sig selv. For når han henter hende hjemme hos forældrene, skal hendes mor hele tiden med – eller hendes søster, eller hendes niece, eller hendes bror! Det er en sorgløs klagesang, hvor han på napolitansk dialekt beskriver, hvordan de prøver at spadsere (passeggiare) på byens strøg Via Toledo, men hele tiden forfølges af svigerfamilien:

”Jeg havde sagt det til dig,

Første gang vi gik ud

I en port tæt på dit hjem:

Jeg gider ikke, at du tager nogen med!

Men nu er de der alligevel:

En bror, en søster og en niece

I stedet for at gå ud alene,

Var vi nu altid 3.

Og du lovede mig:

I morgen ved jeg ikke, men jeg

Kommer kun med mor!

Omkvæd:

Jeg, din mor og dig,

Vi spadserede på Via Toledo

Os foran, din mor bagved,

Det var helt tosset.

Kommer hun også med på bryllupsrejse?”

Sangen er oplagt at lytte til under læsningen af kapitlerne La passeggiata – den livsnødvendige spadseretur, og Assistentens assistent. Sidstnævnt handler selvfølgelig om det faktum, at man sjældent kan være alene i Syditalien uden assistance fra en ledsager:

Dietro casa af Ludovico Einaudi:

Ludovico Einaudi er en af mine absolutte favoritter når det kommer til stemningsfulde melodier. Han er efterhånden blevet verdensberømt for sine soundtracks til alt fra italienske nichefilm til store Hollywood-produktioner, der opbygges på minimalistisk vis omkring hans medrivende klaverspil. Hver gang jeg lytter til hans melankolske komposition Dietro casa, ‘bag huset’, mindes jeg de langsomme, syditalienske eftermiddage, hvor tiden står stille, og der er god tid til refleksion.

Lyt gerne til melodien, når du læser kapitlterne La controra og Hjemme og ude:

Franco Blandis time-lapse-video fra Siciliens bagland:

Sicilien er myternes ø, hvor menneskene lever i så stærk en synergi med deres land, at man kan have svært ved at skelne mellem krop og jord, kultur og natur, fantasi og virkelighed. Det hele vikles sammen i en uendelighed, der ikke kun forstærkes af landskabernes ruiner og ufærdige byggerier, men også af de skiftende årstider, hvis gentagen af farver, dufte og stemninger skaber et cyklisk dejavu.

Dette fanger den lokale filmskaber og siclianer Franco Blandi smukt i denne lille film som han har opbygget ved at filme sin fødeøs bagland de samme steder fra, ubrudt henover et helt år. Med ’de 4 årstider’ i baggrunden oplever man hvordan stederne forandrer sig for hver dag, for blot at ende ved samme udgangspunkt 12 måneder senere. Filmen giver også et intimt glimt af det landlige Sicilien mellem Messina og Enna, som meget få kender, og danner et fint soundtrack til mit kapitel L’arte dell’incompiuto – det ufærdiges kunst:

Capri Rendez Vous af Liberato:

Liberato er Napolis neomelodiske rap-fænomen, der har taget hele Italien med storm, og med lige dele vildskab og følsomhed viderefører Syditaliens store musik-arv. Meget få kender den unge fyrs sande identitet, for Liberato gemmer sig bag sit kunstnernavn for at have frie hænder til at fortolke Napolis sangskat og til at eksperimentere med nye udtryk.

Personligt er min Liberato-favorit hans poetiske hilsen til Capri, hvor han gennem 5 musikvideoer fra 1960’erne op til 00’erne fortæller en romantisk og bittersød historie om et møde mellem en fransk skuespillerinde, Marì, og en lokal stik-i-rend-dreng, Carmine. De mødes på en sejlbåd, da Marì skal fragtes hjem fra en filmscene til sit hotel. Inden hun stiger på båden, siger hun til filmens italienske instruktør: ”Tiden og det at efterlade mig et aftryk interesserer mig ikke. Man kan ikke spole tiden tilbage. Lev i nuet”.

Det kommer hun til at fortryde bitterligt. På både forelsker Carmine og Marie sig nemlig i hinanden:

Marie må dog forlade øen dagen efter, og bliver siden verdensberømt. Senere vender hun tilbage til Capri i 70’erne som diva, og de ser hinanden flygtigt på en natklub:

Det næste gensyn på Capri er hjerteskærende. Året er 1993, og Marie må ledsages hjem til sit luksushotel af Carmine, efter hun har drukket sig fuld på en bar. Hun er ulykkelig over sit tomme liv, men Carmine er gift og blevet politibetjent. De får dog en enkelt nat sammen, efter at Marì har tryglet ham om at blive, og spole tiden tilbage:

I den sidste film vender Marie tilbage til et meget forandet Capri i 2019, som nu mestendels tilhører turisterne. Hvorfor hun er der finder vi ud af tilsidst – det er for at deltage i Carmens begravelse:

Den elegante video-fortælling ledsaget af Liberatos musik rammer lige præcis den melankolske stemning, som jeg fortæller om i mit essay På tur til den blå ø Capri. Capri og Syditalien er ikke kun skønhed og glæde, men også smerte og længsel.

 La figliata fra filmen ’La Pelle’:

Når man læser mit essay Il femminiello – Napolis tredje køn, nævner jeg mandefødslen la figliata. Det ældgamle ritual, hvor en mand får veer og omgivet af andre femminielloer føder en dukker med en enorm fallos. Alt imens mandefødslerne stadig foregår visse steder i Napolis opland, er de ikke lige til at finde og deltage i. Man får dog et glimt af festligheden i filmatiseringen af Curzio Malapartes krigsepos om Napoli, ’La Pelle’:

’O saracino af Renato Carosone:

Ingen bog om Syditalien er komplet uden en hyldest til den syditalienske mand, som jeg har brugt mange år på at studere: hans posering i gadebilledet, hans måde at bevæge sig på, tale på og opføre sig, men også hans hengivenhed og store hjerte rør mig hver gang, jeg stifter et nyt bekendtskab. Den syditalienske mand er uberettiget blevet latterliggjort af mænd i køligere lande, der ikke forstår hans særlige kapital af charme, storsindethed og ægte opofrelse overfor de mennesker, han elsker.

Lyt til denne humoristiske sang om ’O Saracino’ (saraceneren – ordet som i gamle dage ofte blev brugt om personer fra Mellemøsten) af Renato Carosone, når du feks.  læser kapitlet Manden, faderen, ridderen og patriarken. Sangen trækker på stereotyperne i sin fortælling om en napolitansk mand, som alle kvinder forelsker sig i:

”Han har krøllet, krøllet hår,

Skinnende og frække øjne

Alle unge piger kommer rendende

Når de ser ham gå forbi

Med en cigaret i munden

Og en hånd i lommen

Går han sådan rundt i hele byen

Saracener, saracener, smukke fyr!

Saracener, saracener, alle kvinder forelsker sig i ham.”

The Taranta Project af Ludovico Einaudi:

Hvorfor går så mange i den vestlige verden rundt med fobier overfor edderkopper, slanger, trange rum og store pladser? Er det på grund af uforløste traumer, som man engang kunne håndtere med dans og musik, der nu er glemt, og som vores moderne verden derfor ikke længere har redskaberne til at hele?

Mit essay il tarantismo – terapien fra Puglias onde fortid tager udgangspunkt i Ernesto de Martinos antropologiske studier i 50’ernes Salento, hvor man som det sidste sted i Syditalien kunne opleve ’le tarantate’, de stakkels kvinder, som var blevet bidt af en giftig edderkop i marken, og nu kun kunne blive helbredt gennem et ugelangt danseritual fuld af symboler.

De Martino fandt ud af at kvindernes sindssyge ikke stammede fra edderkoppebiddets gift, men i stedet var et stress-symptom på det hårde bondelivs kulmination under høsten. Lokalsamfundet havde gennem årtusinder opbygget en særlig musik og dans, som henover dagene helbredte kvinden og gav hende afløb for sine frustrationer.

Ernesto filmede det hele og tog med i kirken, når de helbedte kvinder afsluttede tarantismo-ritualet ved at drikke af den hellige kilde og bede i San Paolos kapel i byen Galatina. Hvert år afholdes der en stor musikfestival for folkemusik i Salento, hvor tarantisme-musikken har fået en står genfødsel, og i den forbindelse bad man komponisten Ludovico Einaudi om at lave et album inspireret af il tarantismo.

Resultatet er blændende – her kan du opleve en af hans medrivende melodier, der er krydret med De Martinos filmklip fra dengang, og hvor Ludovico fortæller om sit arbejde til sidst:

Ruanzu Il cane af Carmine Torchia:

Jeg tror kun det er i Syditalien, at en hund kan blive ophøjet til noget nær i guddom. Det skete i hvert fald i den calabresiske landsby Sersale, hvor en gul labrador pludselig dukkede op ud af ingenting. Den venlige ’vagabond’ blev hurtigt en del af det lille samfund, som fandt ud af, at Ronzo ikke var en helt normal hund. Den troppede op ved et hus, når en person var død, og gik lige ind i stuen for at trøste de pårørende. På kirkegården kunne den finde på at våge over nye grave,  og den fulgte stædigt med i optoget, når man fejrede den lokale helgen.

Mest spektakulært var det dog, at den insisterede på at deltage i møderne på rådhuset, og til gudstjenesterne i kirken. Begge dele fik den lov til. Da hunden blev kørt ned af en flugtbilist, var hele byen i sorg, og gav Ronzo sin helt egen begravelse.

Hunden lever stadig i de lokales bevidsthed – så meget, at hunden nu også har fået sin egen sang, komponeret af bysbarnet Carmine Torchia. Lyt til den nedenfor, når du læser mit essay Ronzos Lære. Omkvædet lyder:

”Jeg hed Ronzo,

Jeg tager med til bryllupperne

Og til hver en begravelse

Jeg er Ronzo

Og de siger, jeg er speciel

Jeg hed Ronzo,

Jeg går med i optogene

Og deltager i møderne på rådhuset

Jeg er Ronzo,

Og de siger, jeg er speciel”:

Napule è af Pino Daniele:

Napoli har mange skjalde, men en af de vigtigste var Pino Daniele, der om nogen har fanget byens energi i sine både simple og storladne kompositioner. I sin sang Napule è fra 1977 rammer han mange af de komplekse følelser, som napolitanerne har overfor deres beskidte, smukke, korrupte, hårde og bløde hjemby. Selvom Napoli dengang var en af Italiens fattigste byer, bobler Pino stadig af stolthed i stroferne, når han for eksempel starter sangen således:

Napoli er 1000 farver

Napoli er 1000 ting at frygte

Napoli er lyden af børnestemmer

Der stiger langsomt

Og du ved, du ikke er alene

Napoli er den hårde sol

Napoli er flammer og hav

Napoli er et beskidt stykke papir

Som alle er ligeglade med

Og alle afventer deres skæbne

Jeg så selv Napolis bagside, da jeg under mit ophold i Salerno besøgte et af byens fattigste kvarterer. Lyt derfor gerne til sangen, når du læser mit essay Pasta i Poggioreale:

Giulia e il cuore a pezzetti af Donpasta:

Pugliesiske Daniele De Michele, der også går under kunstnernavnet Donpasta fordi han elsker at lave mad, har siden 2014 rejst i hele Italien for at filme og vise glimt af den tidløshed, som bor i den italienske madlavning. Han mener at italienerne er ved at glemme deres gastronomiske arv, og med sine optagelser hylde han de store, ydmyge måltid, som holdes i hævd af ildsjæle, som alle har de egne historier at fortælle om de retter, der laver.

Daniele De Michele anses som værende en af de mest lovende og nyskabende performance-kunstnere i Italien lige nu, som både kan ses lave pasta back stage til sit hold af DJ’s hjemme i Otranto, holde ’Parmigiana Raves’ i New York, og filme i privaten hos bedstemødre, hvor han laver optagelser om køkkenets visdom.

I forbindelse med mit essay om Mobiltelefonen, hvor jeg beskriver hvorledes mit liv i Salerno langtfra blot var en dans på roser, har jeg flere gange spejlet mig i denne rørende optagelse af Giulia, der laver hakket kalvehjerte med persille og polenta til Donpasta. Imens beretter hun om hvordan hun selv har fået gennemhullet sit eget hjerte mange gange, og tegner det symbolske organ på et stykke papir. ”Hvorfor sidder du ikke bare i sofaen og ser fjernsyn, ligesom andre kvinder”, fortalte hendes mor hende, da hun var ung. Men Giulia ville ud i verden og skabe sit eget liv, og det har kostet på følelseskontoen:

Tra le braccia dell ’angolo af Siria:

Ingen afsked uden Syria – her synger hun en slags vuggesang for kærligheden og om at tage af sted fra sin elskede mellem en engels arme. En værdig udgangssalut til min essaysamling og bogens sidste kapitel, Ud af Salerno:

Hovedillustration: Den pugliesiske gruppe Canzoniere Grecanico Salentino er blevet verdensberømt for sin fortolkning af Puglias tarantismo-musik. Wikipedia.

Kaskelot-hvalerne danser atter i Taranto-bugten: “VI har en sjælden oase af biodiversitet her, som bør beskyttes”.

Hovedfoto: Kaskelothval med sin unge. Af Gabriel Barathie, Wikipedia.

Den pugliesiske havneby Taranto har i de sidste årtier været mest kendt for sit berygtede stålvalseværk Ilva – Europas største – der siden 1915 har fodret den italienske bilindustri med metal, men ligget faretruende nær det ioniske hav i Italiens støvlesvang. Stedet kom under lup i 1995 grundet økonomisk og miljømæssig krise i sektoren, og trækker stadig lange spor i form af forurenet jord, atmosfære og havmiljø. Giftigt affald fra valseværket er blevet dumpet her i årevis, men måske naturen er ved at komme sig mod alle odds. Og det med overraskende hastighed.

Stålværket ILVA i Taranto-bugten ligger faretruende nær havet og dets skrøbelige dyreliv. Wikipedia.

I hvert fald har marinebiologer og lokale i de sidste par år kunne spotte den sjældne kaskelothval springe i havoverfladen i Taranto-bugten, der som Italiens største breder sig over et stort areal det sted, hvor den italienske støvlehæls inderste kant rammer svangen. Forleden kunne biologen Stefano Bellomo bekræfte, at man nu havde set den hidtil største flok af den enorme hval på 14 eksemplarer i Taranto-bugten: Det var en  flok af både hanner, hunner og unger. De svømmede sammen, og viste fine stråler fra deres åndehuller, mens de legede i havoverfladen.


Havbiologer har indtil videre talt 117 eksemplarer, der holder til lokalt. Og det er noget af en sensation: Kaskelothvalen er fredet og udrydningstruet i hele Middelhavet, hvor hvalen grundet overfiskeri og forurening er så godt som forsvundet.  Den store fisk lever næsten udelukkende af blæksprutter, en føde, der også er under hårdt pres i havet omkring Italien. Men at der kommer flere og flere kaskelothvaler netop her vidner om, at havmiljøet øjensynligt er blevet renere i det ioniske hav, og at det marine liv drager nytte og beskyttelse i bugtens dybe Taranto-dal – en undersøisk kløft der er 1500 meter dyb, og udgør et vigtigt helle for både kaskelothvalerne og andre dyr. I denne grav kan fiskene gemme sig, yngle og finde føde.

Taranto-bugten er Italiens største og giver støvlen sin afrundede svang. Foto: Nasa, Wikipedia.

Men alene kan graven ikke sikre bestandens fortsatte vækst – der skal politisk handling bag: Havbiologen Stefano Bellomo fra miljø-initiativet Jonian Dolphin Conservation peger på, at der må en fredning til for at dæmme op for de eventuelle katstrofale følger, som stålværksindustrien stadig kan have for havet her. Miljøgruppen har navn efter den endemiske delfin-art, der i årtusinder har levet omkring Taranto, og endda befinder sig i Tarantos bys våbenskjold.  Udover kaskelothvalen er delfinen også kommet tilbage i større antal, ligesom havskildpadder og store fisk. Bellomo og JDC går nu efter at give Taranto-bugtens og dens undersøiske grav det ‘Blå Oase’-stempel, som rent formelt giver havet her miljøbeskyttelse.
“Vi står med en sjælden oase af biodiversitet, som vi skal passe på”, siger han til den italienske avis La Repubblica’, der i slutningen af november kunne bringe den positive nyhed om kaskelothvalens øgede trivsel i Taranto-bugten. Se hvalen boltre sig her:

https://www.youtube.com/watch?v=qOluXZRrTbU


Covid 19-alarm i Napoli: de gode gener og de gamle forsvarsværker er ikke længere nok

I en af Europas tættest befolkede byer var man i november og starten af december hårdere ramt af corona end nogensinde. Men selvom borgerne protesterede i gaderne, nægtede borgmesteren at indsætte hæren mod sine bysbørn. Imens er EU på vej med en kæmpe hjælpepakke til det nødlidende Syditalien, men som næppe vil nå dem, der reelt har brug for hjælp.

I foråret imponerede Napoli resten af landet ved ikke at lade covid-virussen løbe løbsk: med bitre erfaringer fra Italiens sidste kolera-epidemi i 1973, som gjorde tusindvis af napolitanere dødssyge, og med bevidstheden om, at utilsigtet adfærd ville lægge pres på byens sårbare sundhedssystem, holdt napolitanerne epidemien ud i strakt arm. Man blev hjemme, man gav mad til de fattige, man sang til hinanden fra altanerne. Der blev talt om samfundssind og sammenholdskraft i en by, der ellers er notorisk berygtet for sin anarkisme.  Men napolitanerne har historisk set været så vant til at stå imod omkalfatrende trusler fra omverdenen, at de forstår en katastrofe, når de ser den.

Syditalienerne og det mystiske anti-corona-gen

Og så var der det forbløffende studie, der i sommers hævdede, at Syditalien bl.a. var sluppet så let udenom virussen, fordi syditalienerne havde 2 særlige gener. Påstanden kom fra den amerikanske forsker Antonio Giordano fra universitetet i Philadelphia, som havde udpeget generne, undersøgt dem nøje og fundet dem modstandsdygtige overfor særlige vira. Studiet skulle være blevet tilvejebragt sammen med forskere fra Italiens videnskabelige institutter, og dets konklusioner blev endda trykt i tidsskriftet International Journal of Molecular Sciences.

Man var begejstrede.  Lige indtil 2 bølge af coronavirussen ramte i oktober, og hverken gode gener eller det sociale forsvarsværn, som mangt en overlevelse i Syditalien bygger på, kunne forhindre sundhedskrisen i at optrappe. På grund af den er det ikke længere muligt at give kredit til kvarterets fattigste, når købmanden selv er presset på sin overlevelse. Og det sociale netværks ellers så resiliente homogenitet er ved at være strakt til det yderste, fordi hverken familie eller venner længere kan understøtte én med lån og almisser. Pengene fra de begrænsede hjælpepakker, som blev sat i søen i foråret, er kun nået frem til få. Og uden et reelt velfærdssystem har mange i foråret måtte ty til ulovlige lån hos byens kriminelle – lån, der nu skal indfries, og hvis umulighed gøres sværere af 2 bølge.

Den 5 november var der over 20.000 nye smittede i Napoliprovinsen
(den mørkeste farve på kortet). I slutningen af december er Campania-regionen dog blevet orange istedet for den farligere rød.
Foto: Facquis, Wikipedia.

De syge indlægges i kirkerne

Folk er desperate – I The Guardian den 1 november kunne man læse hjerteskærende øjenvidneberetninger om folk i gaderne, der løber rundt og desperat prøver at praje taxier for at kunne køre deres syge på hospitalet – både dem, der er smittede med corona, og dem, der lider af alt muligt andet, men nu kommer bagerst i køen. Ambulancerne og hospitalerne er så overbebyrdede, at der er kø til begge dele. Man indlægger folk i kirkerne, mens de raske demonstrerer i gaderne mod restriktionerne, som man hævder endegyldigt vil tage livet af det lokale erhvervsliv. Som en af demonstranterne sagde: ”Det er ikke kun virussen, der slår os ihjel!” Med henvisning til byens bureaukrati og manglende hjælp til de nødstedte.

Siden slutningen af oktober er folk gået på gaden i en appel til regionspræsident Vincenzo de Luca om ikke at gøre alvor af en lockdown af regionen Campania, hvor Napoli er hovedby. Indtil videre skal restauranter, barer, fitnesscentre etc. lukke klokken 18 ligesom i resten af Italien, og det har sendt den i forvejen skrøbelige napolitanske økonomi direkte mod afgrunden. Der har også været udgangsforbud i Napoli – noget, der sundhedsmæssigt kan være katastrofalt for især de fattigste i de sørgeligste kvarterer, hvor mange familier lever i étværelseslejligheder med mange børn. Op mod jul er smitten i Campaniaregionen faldet så meget, at området nu er orange istedet for rød, men situationen er stadig yderst prekær, både økonomisk og psykisk for de hårdt prøvede napolitanere.

Er Vestagers hjælpepakke naiv?

Mens det stod værst til, nægtede Napolis energiske borgmester Luigi de Magistris, som ellers har formået at forbedre infrastrukturen og ’rebrande’ Napoli som turistby efter den finansielle krise, at tillade militær intervention. Det var ellers noget, regeringen havde advaret med, hvis folk ikke stopper med at stimle sammen på gaden. De Magistris pegede på at problemet var nationalt og regionalt: ”Borgeren er ikke skyldig i denne situation’, sagde han den 13 november til den italienske avis, La Repubblica.

I starten af oktober forlød det, at EU arbejder på en hjælpepakke til det nødlidende Syditalien, som giver ramte firmaer skattelettelser. Margrethe Vestager udtalte:

”Syditalien er hårdt ramt af de økonomiske konsekvenser af coronavirus. Disse italienske foranstaltninger til en værdi af 1,5 mia. € vil støtte job og hjælpe virksomheder, der er aktive i de sydlige regioner, med at tackle de likviditetsproblemer, de står over for efter epidemien, og dermed opretholde beskæftigelsesniveauet og bevare forretningskontinuiteten.”

Det samlede støttebeløb lyder indtil videre på 1.5 mia euro og vil gå til alle de syditalienske regioner – et kæmpe område, der dækker cirka halvdelen af det italienske areal, men hvis samlede BNP ligger gennemsnitligt 90% lavere end gennemsnittet i EU. Problemet er dog, at støtten først og fremmest vil tilflyde de virksomheder, som har folk ansat på kontrakt. Men i Napoli og resten af Syditalien er mange ansat under prekære forhold uden nogen formel aftale. Vil man arbejde, må man tage, hvad man kan få, og de sorte penge er og har i visse samfund været den bagvedliggende grund til, at hverdagen kunne løbe rundt.

På grund af covid 19 er masse af disse mørke-jobs i turismesektoren, landbruget og servicefagene forsvundet, alt imens den organiserede kriminalitet tjener godt på ulovlige lån og afpresning. Mafiaen vil højst sandsynligt også lukrere på Vestagers støtte – den er mester i at få fingre i EU-subsidier.

Hovedfoto: Folk på gaden i Pavia. Stefano Lodi, Flickr, Wikipedia.

Ny dato: den 3 december udkommer min bog ‘Mezzogiorno’ – tid og sted for bogsignering følger

Forleden sendte Marco mig dette foto, som jeg ikke anede, eksisterede: af mig og hans mor, der renser grøntsager, og min svigerinde, Luisa, overfor. I de sidste ugers tid har jeg sat hele Syditalien i bevægelse for at indhente illustrationer til bogen. Inklusiv min svigerfamilie i Salerno, og min ekskæreste Marco, der nu bor i Dublin, har rodet deres skuffer igennem efter fotos fra den tid, hvor man stadig fremkaldte og gemte sine billeder, efter de var blevet afhentet i en fotoforretning. Set på afstand bliver det ofte hverdagsscenarierne, der siger mest om en periode. Ikke de opstillede familiefotos.

De ting, jeg erindrer, er mestendels de bombastiske situationer, følelsesudbruddene, og de skelsættende begivenheder. Jeg har haft en forestilling om, at jeg mest var iagttager. Og jeg havde næsten glemt min svigermors smukke profil, med den let konvekse næse, den stærke overkrop og hendes koncentration, som det krævedes, når man var centrum i en husholdning med begrænsede midler:

på bordet foran os bliver alle bladene sorterede (spinat? Bladbede?Palmekål?), selv dem i bunden af plastikposen, for intet måtte gå til spilde.  

På billedet er det mig, der taler energisk, mens min svigerfamilie lytter, fordybet i tanker. Vi sidder ved familiens spisebord, som står i en lille karnap med plastik-vinduer i et udhæng udover Salernos jernbane, hvor togene dampede forbi, og fik hele lejligheden til at ryste imens. Gad vide, hvad jeg siger, eller fortæller? Gad vide, hvilket indtryk, jeg egentlig efterlod? Og har jeg egentlig nogensinde takket dem for, at jeg, (så godt som) dag ud og dag ind, blev bespist og passet og plejet, som det mest selvfølgelige i verden?  

Billedet nåede ikke med i bogen, men jeg beholder det selv for at mindes kærligheden i en hverdag, som jeg tog for givet. Og glæder mig til at kunne fortælle hele historien i ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’, som udkommer den 3 december. Se den på forlagets hjemmeside her.

Læserrejse: oplev Sicilien den 11-18 september 2021 med Filippo og Cecilie

Jeg er stolt af endelig at kunne præsentere denne helt personlige rejse rundt på den trekantede ø sammen med min gode ven Filippo Filippeschi. Er du interesseret i at være med, eller blot høre mere? Så skriv til mig på cillemarie@gmail.com eller læg en kommentar under dette blogindlæg – betalingsdetaljer og videre procedurer vil blive tilsendt ved henvendelse. Jeg håber at vi ses!

Ramme: Rundtur på Sicilien med fokus på litteratur og syditaliensk hverdag i selskab med skribent Cecilie Marie Meyer og bonde og rejsekonsulent Filippo Filippeschi, med fast base i byen Castellammare del Golfo og egen mini-bus, når det kræves. Temaerne på turen tager bla. udgangspunkt i Cecilies essaysamling ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’, og andre litterære værker om øen.

Tidspunkt: den 11-18 september 2020. Vi anbefaler at tage flyet tur retur København – Palermo. Ønsker man at forlænge sin oplevelse og udforske nogle af de mange ting, vi møder undervejs, er der mulighed for blive i Castallammare del Golfo i egen lejlighed efter endt rundrejse.

Pris: 10.450kr pr person. Der er 1.000kr rabat, hvis beløbet betales op til 2 måneder før afrejsedatoen. Depositum: 1200kr. per person. Indbetalingen af depositummet bekræfter den endelige tilmelding. Betalingsbetingelser og aflysningsmuligheder eftersendes ved henvendelse og tilmelding til rejsen på cillemarie@gmail.com.

Beløbet inkluderer:

Alle rundture på øen.

Afhentning og transport til og fra Palermo lufthavn til Castellammare del Golfo.

Al gruppetransport på øen i gruppens egen mini-bus med vores egen privatchauffør og udgifter til færge, bus og togbilletter.

Alle turens adgangsbilletter til oplevelser, feks. til museer, parker, etc.

7 overnatninger i egen lejlighed i Castellammare del Golfo med adgang til eget tekøkken – et dobbeltværelse eller enkeltværelse på hotel med morganmad inkluderet kan bookes mod tillæg.

Dansk guide med dybdegående kendskab til destinationen (Cecilie).

Dansktalende, italiensk assistent med mange års erfaring fra rejsebranchen og egen bopæl på Sicilien (Filippo).

Udvalgte måltider.

Vinsmagninger.

Mini-kursus i at lave cous cous og hjemmelavet pasta.

Snacks og kildevand undervejs på turene.

Praktisk: Cecilie og Filippo står for formaliteterne og oplevelserne på Sicilien, mens du selv står for at booke din rejse til og fra øen, enten med fly, tog eller båd. Dine flybilletter vil være dækket af Rejsegarantifonden, mens din egen rejseforsikring udland (for eksempel gennem Gouda eller Europæiske) vil dække dig på selve rundturen.

Vi har stor fokus på vores gæsters sikkerhed, helbred og velvære, og vil naturligvis efterleve alle de lokale krav om corona-hensyn (afspritning, afstand, mundbind, etc.) både under transporten, på turene og på de steder, vi besøger. 100% af beløbet for rundturen kan refunderes op til 1 uge før afrejsedato. Hvis turen ikke kan gennemføres grundet skærpet corona-udbrud, vil hele beløbet enten blive tilbagebetalt, eller rykkes til senere tur, alt efter den rejsendes ønske.

Turen gennemføres uanset antal gæster, dog med maks. 18 deltagere.

Oplevelser:

Heldagstur til den egadiske ø Levanzo med lokal frokost og besøg i Genovese grotten, hvor vi oplever Siciliens ældste stenalderkunst. Visit ved Villa Florio, hvor vi lærer om den driftige familie.

Tur ind i det fascinerende lagunelandskab omkring Marsala med vinsmagning og besøg på øen Mozia, der rummer nogle af Siciliens vigtigste, græske fortidsskatte. Besøg i byen Erice.  

Tur til de arkæologiske ruiner ved Segesta og bad i hemmelige, vulkanske kilder under åben himmel.

Natur-tur til Zingaro-reservatet, med vandring rundt i Siciliens første nationalpark.

Rundtur i Castellammare og fordybelse i byens historie, som både spejler arven fra grækerne, araberne og normannerne, samt hyggeligt møde med de lokale kræfter, der arbejder for at åbne deres dejlige hjemby for bæredygtig turisme. Besøg byen her: https://www.youtube.com/watch?v=HesaTf_s8H8

Palermo: besøg i byens gamle håndværksgader sammen med en antropolog, hvor vi lærer om ældgamle og snart glemte håndværkserhverv, og på madmarkedet Ballaro samt måltid på den multietniske restaurant Moltivolti, der drives af forhenværende bådflygtninge. 

Alcamo: visit på lokal bondegård’ hos Salvatore Fundarò, hvor vi smager på afgrøder og oplever et autentisk landbrug i siciliansk husmandsstil, samt møder en af Siciliens vigtigste aktivister indenfor lokal (og formelt set forbudt!) fødevareproduktion. Salvatore har blandt andet medvirket i en dokumentar om Italiens forsvindende landbrugskultur. Trailer: https://www.youtube.com/watch?v=dD1qPVdiLjo

Cinisi: Portræt af og besøg hos et lokalsamfund øst for Palermo, der har vendt sig mod mafiaen efter bysbarnet, journalisten Peppino Impastato, blev slået ihjel her. Der er blevet lavet en dokumentar, ’Lunga é la notte’, om hele tragedien og Peppinos fejde med den lokale mafioso:  https://www.youtube.com/watch?v=rlNl5-XKtbM

Desuden:

Fordybelse i Siciliens unikke gastronomi, hvor du får mulighed for at lære at lave din egen pasta og cous cous.

Lokale smagninger af afgrøder og produkter der, hvor vi kommer frem.

Måltider med fokus på lokale produkter og gastronomi.

Om turen:

Engang rejste nordeuropæere til Syditalien for at lære om alt det nye indenfor industri,  teknik og videnskab. Landsdelen er forandret siden dengang, men er stadig lige innovativ. I dag kan de syditalienske regioner især byde på samværets og nærhedens kunst. Det menneskelige aspekt, som mange steder er gået tabt i globaliseringens og masseturismens navn, og udgør kernen i den udvikling, der lige nu kommer sydfra.

En ny tid har brug for en ny måde at rejse på, hvor man går udenom de sædvanlige attraktioner og kommer helt tæt på destinationen. Denne tur foregår på Vestsicilien, hvor du sammen med forfatter Cecilie Marie Meyer møder de mennesker, samfund, planter og dyr, som repræsenterer Syditaliens eviggyldige kraft.

Basen under opholdet kommer til at være den for mange ukendte men meget smukke havneby Castellammare del Golfo vest for Palermo, og programmet tilrettelagt sådan, at der ikke bruges for meget tid på transport, så tiden er der til at få Sicilien rigtigt ind under huden. Byen har desuden flere lækre strande, hvor det er oplagt at slappe af i sensommersolen.

Cecilie vil guide, tegne og fortælle under hele turen, og introducere gæsterne til Siciliens evige ledemotiver som en måde at forstå øens fortid, nutid og fremtid på. Du vil lære øens historie at kende, møde stedets udfordringer og potentialer, og få kendskab til det syditalienske samfunds særlige dynamikker: hvorfor er tiden på Sicilien elastisk?  Hvorfor er tingene ikke altid, som de ser ud? Hvorfor skal alt forandres for at forblive det samme? Hvad er ’det ufærdiges kunst’? Og hvorfor er enhver sicilianer tunget til at tage stilling til hvorvidt de vil overgive sig, eller yde modstand?

Under rejsen vil Cecilie læse op af oplagte, sicilianske forfatteres værker på dansk, som sætter oplevelserne i perspektiv, og af sine egne essays fra hendes bog: ”Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol.”

Om Cecilie Marie Meyer:

Cecilie Marie Meyer (f.1978) er cand. mag. i italiensk og arbejder som journalist, forfatter og foredragsholder med Syditalien som speciale. Hun har boet i Syditalien ad flere omgange og skriver løbende om landsdelen for aviser og magasiner som Weekendavisen, Politiken, Jyllandsposten og Gastro. Cecilie underviser desuden i syditaliensk kultur på Folkeuniversitetet og skriver rejsebøgerne Turen Går Til Napoli og Syditalien, Turen Går Til Sicilien og Turen Går Til Sardinien for Politikens Forlag. I efteråret 2020 udkommer desuden hendes personlige fortælling om den syditalienske hverdag, ’Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’, på forlaget Turbine.

Om Filippo Filippeschi:

Filippo Filippeschi (f. 1969) er født og opvokset i Toscana.  Han har boet i Danmark i 12 år fra 1990 til 2002: I den tid har han været studerende på KUA og samlet et utal af små og store arbejdsopgaver ind og uden for rejsebranchen indtil han selv åbnede rejsebureauet In-italia i 1999, som han har været medejer af indtil 2019. Filippo har siden 2002 boet på Sicilien, hvor han hygger sig som bonde og er i dag erhvervskonsulent for rejsebranchen i Italien. Filippo har rejst Sicilien – og Italien – rundt og har i årevis formidlet sit fødeland til nordiske rejsende, som ville opdage det autentiske Italien.