Napolis messeområde ‘Oltremare’er en arkitektonisk perle og et fascistisk tidsbillede

En kæmpe eventyrsø med et etiopisk slot i midten, en enorm kube i guld, og et af syditaliens mest spektakulære springvand: Messeområdet Mostra d’Oltremare vest for Napolis bymidte er en glemt tidslomme og en uvurderlig kilde til ny viden, hvis man interesserer sig for byens nyere historie og arkitektur – især den fascistiske.

Igennem årtierne er Oltremare blevet et af Napolis mest folkelige og elskede åndehuller, hvor joggere tager tid på hinanden, og hundeluftere finder grønne pletter til Fido. Og derfor var napolitanerne yderst taknemmelige, da kommunen i slutningen af maj atter åbnede de skyggefulde parkfaciliteteter, som omgiver Mostra d’Oltremare, efter coronaen. Lad os sammen med byens befolkning genopfriske, hvorfor Oltremare så absolut er et besøg værd:


‘Mostra Oltremare’ betyder ‘udstillingen hinsides havet’, og er sammen med Fiera del Levante i Bari Sydtaliens største messeområde. Nu er det sjældent, at messefaciliteter er så interessante, at de er værd at besøge for sin æstetiske værdi. Men på linje med den have, som omgiver kunstmessen i Venedig, giver Oltremare et anderledes perspektiv på historien, fordi dens bygninger og design afspejler en helt særlig periode i den italienske samfundsudvikling.

Rodi-pavillonen fra 1940 blev bygget med middelalderlig inspiration fra den kristne ridderorden på Malta. Wikpedia, Giuseppe Albano.

Mostra d’Oltremare var en del af Mussolinis store strategi om at booste Napolis økonomi og rolle i Middelhavet: Italiens tredje største by skulle relanceres under sloganet ‘Napoli skal leve’ fra 1931, med nøgleordene ‘landbrug, sejlads, industri, håndværk, turisme’. Af samme grund blev sletten mellem Bagnoli og Fuorigrotta valgt som byggegrund, fordi stedet lå tæt på turistattraktionerne Cuma og Averno, der begge rummede vigtige, romerske ruiner. 

Udgangspunktet for tegningerne var en såkaldt ‘grøn arkitektur’ undfanget i 1898 i England, hvor man stræbte efter at forene byggerier med træer, buske og bassiner. Idéen om en naturlighed, der skulle presses ind i særlige rammer, passede godt ind i den fascistiske ideologi, og man gik igang med at bygge intet mindre end 24 stande, et stort sportskompleks, springvand, alleer og pladser, hvor tusindvis af tilskuere fra hele verden kunne komme og beundre den fascistiske ‘verdensudstilling’.

Idéen var at Italien hvert tredje år skulle invitere folk til en messe, der viste imperiets ekspanderende udstrækning og kulturelle kapital: Og da den første ‘Mostra d’Oltremare’ åbnede den 9 maj i 1940, kunne man opleve vidundere fra de italienske kolonier i nordafrika – heraf navnet ‘oltremare ‘hinsides havet’ – favnet af flere bygninger, der direkte trak på æstetik fra det eksotiske område.

Guldkuben med flanker dekoreret i arabisk stil. Wikipedia, Giuseppe Albano.


Her kunne man også se det allernyeste skrig indenfor den italienske rationalisme-arkitektur, som vi i dag vil kalde fascistisk, med stramme linjer, slogans udhugget i romerske bogstaver, og relieffer af arbejdende folk fra alle Italiens samfundslag. Det hele bredte sig over imponerende 170.000m2, men glæden varede kort: blot efter en måned måtte man lukke udstillingen på grund af krigen, og under de allieredes bombardementer i 43 blev flere af bygningerne slemt tilredte.


I 50’erne prøvede man at give området en renæssance, men pengene rækkede ikke, og jordskælvet i 1980 gav bogstavelig talt flere af genoplivningssprojekterne dødsstødet. Heldigvis blev det nye årtusind en genfødsel for Oltremare, der siden 00’erne er blevet renoveret og nu løbende huser konferencer og udstillinger.

Gondarslottet står midt i en kunstig sø og skaber eventyrstemning. Wikipedia, Baku.

Idag er det især værd at nyde det etiopiske slot Gondar fra 1940, der skulle være en nøjagtig kopi af den selvsamme bygning i byen Facil Ghebbi i Afrika. Slottet ligger midt i Fasilides-søen, der iøvrigt rummer eksemplarer af den sjældne smaragd-tudse. Lidt der fra kan man stadig nyde den imponerende, firkantede guldbygning fra 1938, der stadig står udsmykket med gyldne facader i byzantisk stil.

Og så er der  Esedra-springvandet, som ved åbningen af Oltremare-udstillingen udsende vand i pulsslag, som passede til den fascistiske hymne, der blev spillet samtidigt. Springvandet er inspireret af det enorme barokspringvand i det nærliggende slot i Caserta, og bassinets sider flankeret af farverig, italiensk keramikkunst.

Hovedillustration: Esedra-springvandet. Aquila 460 på Wikipedia.

Syditaliensk fodbold blev født på dækket af de engelske handelsskibe

Den 3 november 1985 spiller Napolis fodboldhold mod ærkerivalerne fra nord, Juventus. Napoli er på det tidspunkt Italiens fattigste by, og i befolkningen sidder stadig traumet efter en horribel kolera-epidemi i 1973.

Men med på holdet har de legendariske Maradona, som efterhånden har fundet sig til rette i Napoli, og gør, hvad mange i Italien havde fundet umuligt: Han scorer på frispark, og tilskuerne går så meget amok, at 5 besvimer, og 2 får et hjerteslag på tribunerne.

I ugen op til turneringen havde Napoli været genstand for racisme og chikane i både medierne og på gaderne af Juventus’ fans, der skreg, at napolitanerne skulle vaske sig, at de var Italiens kloak, og at man håbede, at Vesuvio ville begrave byen i lava.

Da en journalist i nedenstående klip spørger ham hvilken farve, målet var, siger han “Målet er lyseblåt (Napolis holdfarve), blåt for hele Napolis befolkning. For ingen udefra kan forestille sig, alle de ting, der er blevet sagt om os i ugens løb. Det mål og den sejr havde folket fortjent.”

Maradonas geniale scoring i 1985, som tegnede begyndelsen på Napolis genrejsning som fodboldby, kan ses her:


Forleden vandt Napoli det italienske mesterskab i fodbold, og det har dels fået mig til at se den fremragende dokumentarfilm, “Diego” om Maradona. Om sine år i Napoli siger han: “Napolitanerne var Italiens afrikanere. Jeg repræsenterede en del af Italien, som ikke blev regnet for noget.”


Udsagnet gjorde mig nysgerrig på, hvor og hvordan fodbold i Syditalien egentlig opstod. Sporten har nemlig haft helt andre forudsætninger mod syd end i det norditalien, som først introducerede sporten i landet. Her er hvad jeg fandt ud af:

Da fodbold i slutningen af 1800-tallet kom til Italien fra england, brugte man i starten ordet ‘Foot-ball’. Men da lokalsamfundene fangede, at sporten ikke blot var en flygtig bibeskæftigelse, men vitterligt samlede italienerne, begyndte man at spekulere i, om der kunne være et italiensk ord for fænomenet.

Valget faldt på termen ‘calcio’, og blev første gang foreslået af fodboldspilleren Luigi Bosisio i 1907, og underbygget af en artikel i sportsavisen La Gazzetta dello sport samme år. Man skrev:

“I renæssancen bedrev ungdommen deres fritid med at spille bold på de søde, toscanske bakkedrag mod modstandere fra de tilstødende kommuner. Det spil hed ‘il calcio’!”

Artiklen argumenterede i sarkastisk stil for at bruge et italiensk ord istedet for det importerede engelske term, fordi det også ville være en del af samskabelsen af det italienske folk. “Italienerne skaber man jo ikke på et øjeblik”, stod der i artiklen, og legede således med politikeren Mazzinis udtalelse om, at man ved Italiens samling nok havde samlet landet fysisk, men nu blot manglede at skabe italienerne.


Mens fodboldklubber skød op i Torino, Milano og Genova, var situationen en anden i Syditalien. Her kom lokalbefolkningen i kontakt med fodboldsporten gennem de mange britiske handelsmænd, som tjente gode penge på at handle med det frugtbare syd, og sælge engelske varer som te og kiks i byer som Napoli i Palermo, mod at købe frugt, mineraler og andre råvarer til deres eget marked.

I de syditalienske havne spillede de engelske skibsfolk fodbold, når de havde fri – gerne midt på de store skibsdæk, eller på molerne, hvor der var plads. Italienerne blev inviteret til at spille med, og i Napoli fik det så stor succes, at Napolis Football and Cricket Club blev grundlagt i 1905 af den engelske sejler William Poths og hans forretningspartner, Hector M. Bayon.

Den første officielle kamp, Napoli var med i, løb ad stablen mod skibsbesætningen på det engelske skib Arabik. Napoli vandt 3-2, og en livslang passion for byens indbyggere var født.

Napolis første fodboldhold havde blandt andet stjernen Attila Sallustro med. Han står i midten i dette foto fra 1927. Wikipedia.

I den syditalienske fodbolds barndom – og faktisk helt op til 1926 – var de syditalienske klubber, som efterhånden skød op i resten af landsdelen, ikke en del af det officielle, italienske mesterskab. I stedet spillede man mod hinanden i turneringer som Thomas Liptons Lipton Challenge Cup, hvor Napoli og Palermo som oftest deltes om at ligge først. Thomas Lipton gjorde gode forretninger i Syditalien, hvor han efterhånden havde opbygget et mindre handelsimperium –


I 1926 kom Napoli med i serie A, og store personligheder som træneren William Garbutt revolutionerede spillet, mens fodboldspilleren og en af datidens helte, Attila Sallustro, stod for mange af holdets smukkeste mål. Klubbens succes gik op og ned gennem årene, hvor kulminationerne endte i store sejre både indenlands og udenlands, mens nedturene også talte nedrykninger, korruptionsskandaler og konkurser.


I disse år er Napolis fodboldhold atter inde i en af sine store perioder. Holdet har pt. Italiens fjerde største fanbase, og i sæsonen sprudler det af liv omkring stadionet San Paolo i Fuorigrotta i Napolis udkant. Jeg krydser fingre for både dem og alle de hold i Syditalien, som hver uge giver italienerne og alle os andre én på opleveren.

Hovedillustration: San Paolo-stadionet i Napoli koger i 1987, da Napoli atter vinder det italienske mesterskab med Maradona ved roret. Wikipedia.

Syditaliensk litteratur på Folkeuniversitetet – også online

Jeg tror, det er første gang nogensinde, der er blevet holdt en foredragsrække om syditaliensk litteratur på et folkeuniversitet – men nu sker det altså, når jeg den 28 september og 5 oktober står for 2 foredrag med fokus på landsdelens geniale forfattere.

At det (højst sandsynligt) er første gang, fremhæver det tankevækkende i, at en landsdel, der har undfanget mastodonter som Pirandello, Deledda, Sciascia og Ferrante, først nu får sit særskilte fokus.

Men det fortæller også om at Syditalien lige nu udgør et spændende og vedkommende alternativ til de kulturområder, som sædvanligvis har tiltrukket sig international opmærksomhed, når det kommer til Italiens vidundere.

Jeg glæder mig til at føre jer gennem Syditaliens vigtigste strømninger og forfatterskaber fra Antikken frem til nu, hvor I vil stifte bekendtskab med både kendte og mere ukendte skribenter, der på hver deres måde har bidraget til den europæiske litteraturs udvikling.

Og så holder jeg et særligt foredrag med fokus på det feminine blik i litteraturen, der gennem tiden har tilbudt en anderledes vinkel på det syditalienske samfund, med vigtige opblomstringer gennem århundrederne: første gang markant i slutningen af 1800-tallet med kvinder som Grazia Deledda og Matilde Serao, i efterkrigstiden med Anna Maria Ortese og Fabrizia Ramondino, og i nutiden med Elena Ferrante, Michela Murgia og Viola Ardone.

På grund af corona kan foredragene også tilgås digitalt den 3 og 10 november, hvilket jeg især er glad for, fordi folk fra hele landet så kan være med – læs mere og tilmeld dig her:

https://www.fukbh.dk/program/historie/kulturhistorie/syditaliensk-litteratur?fbclid=IwAR1ygxCmTgUY0g_76ZLoE22wQblnmlDGtbgmeRg1g3L0NDUcbQN_cDer79ohttps://www.fukbh.dk/program/historie/kulturhistorie/syditaliensk-litteratur?fbclid=IwAR1ygxCmTgUY0g_76ZLoE22wQblnmlDGtbgmeRg1g3L0NDUcbQN_cDer79o

Hovedfoto: Johannes Jansson, Wikipedia

3 sicilianske vidundere jeg gik glip af dette forår

Corona-situationen har vendt op og ned, ikke kun på mine egne rejserplaner i det syditalienske, men hos de mange tusinde turister, som havde glædet sig til at opholde sig i landsdelen henover sommeren. Jeg havde selv planer om at komme til bla. Sicilien denne sæson, men af respekt for risicien har jeg skubbet det hele lidt.
Ikke desto mindre kan jeg stadig drømme, og hvem ved, måske strege nedenstående vidundere af fra min besøgsliste senere på året? Her kommer de 3 ting, jeg er gået glip af, til inspiration for alle jer, der før eller siden kommer til Sicilien:

Artisti di sicilia – overdådig udstilling med det 19 århundredes største sicilianske kunstnere:

Bruno Carusos issælger fra 1953. Bruno Caruso, Wikipedia.

Noto, som ligger i Iblei-bjergene på Siciliens sydøstlige hjerne, er i forvejen berømt for flere ting: byens gader bliver hvert forår dækket med fantasifulde mønstre og billeder lavet af rigtige blomster og blade. Begivenheden bliver kaldt ‘L’infiorata’. Og så er der de utrolige barokhuse, som svulmer i honninggul limsten, med byens domkirke som den ultimative ‘honningkage’ i centrum af den gamle by.

Men den figurative kunst er nu også kommet til Noto i form af udstillingen ‘Artisti siciliani del Novecento – 1900-tallets sicilianske kunstnere’, kurateret af ingen ringere end Vittorio Sgarbi, Italiens førende kunsthistoriker. Det er øens hidtil største udstilling med hjemmehørende kunstnere, der nu samles i museet Museo Convitto delle Arti Noto.

Renato Guttuso var en af Siciliens mest ikoniske malere og blev især berømt for sit motiv, ‘Vucciria’. Fra Wikipedia.

Udstillingen er allerede åbnet og løber indtil 30 oktober, hvor man kan nyde værker af genier som bla. Fausto Pirandello, Bruno Caruso og Renato Guttuso. Sgarbi har i forbindelse med udstillingens åbning udtalt, at hvor resten af Italien op gennem 1900-tallet var optaget af avantgardens nihilisme og postmodernismens sortsyn, var og er Siciliens kunstnere optagede af en hylde livet. Tag med rundt på udstillingen her:

https://www.rainews.it/tgr/sicilia/video/2020/02/sic-mostra-artisti-siciliani-noto-Sgarbi-b12d7cb1-e07d-4147-a6a6-daa5329dd00f.html

Renato Guttusos ‘stranden’. Parma nationalgalleri, Wikipedia.

La camera delle meraviglie – det mystiske blå værelse i Palermo

Man kan kun se værelse, hvis man ringer til et privat mobilnummer, eller slutter sig til nogle af de meget sjældne, årlige byvandringer, som fører til ‘La camera delle meraviglie’ i nummer 239, Via Porta di Castro, Palermo. Besværligheden gør det dog ikke mindre lokkende, tværtimod, og jeg har længe drømt om at komme ind og se et af Palermos mest enigmatiske rum – det nyligt restaurerede raritetskabinet, undrekammer, kunstkammer eller ‘wunderkammer’, som familien Cadili ved et tilfælde opdagede, da de renoverede en gammel herskabslejlighed, de lige havde købt.


I nedenstående video fortæller et af familimedlemmerne op hvordan de opdagede rummet ved en tilfældighed: lidt af den gamle maling var skallet af, og inde under fornemmede de så koboltblå nuancer, at de tilkaldte en konservator, som langsomt begyndte at fjerne malingen og blotlægge et værelse dekoreret i orientalsk stil, med arabiske beskeder i sølvskrift, olielamper og fugle på væggene:

https://www.youtube.com/watch?v=-tJaMaqRiuA

Siciliansk ‘wunderkammer’ fra 1600-tallet, hvor man opbevarede sjældne figurer og naturobjekter. Wikipedia.

Historikere gætter på, at værelset engang i 17-eller 1800-tallet har rummet et broderskab, som mødtes her for at dele den arabiske spiritualitet, og lade sig inspirere af koranen. Og måske dyrke det okkulte – nogle af sætningerne er nemlig ganske mystiske, idet de fra højre til venstre læses på arabisk, men bagvendt, fra venstre til højre, fremstår på latin. Palermo har en årtusindårig forbindelse til Mellemøsten, og man skulle føle sig hensat til 1001 nats eventyr, når man træder ind i rummet. Hold øje med opdateringer og rundvisninger på værelsets egen facebookside:

https://www.facebook.com/lacameradellemeraviglie/

Moltivolti og smagen af solidaritet – immigranternes egen restaurant

I samme by kan man ligeledes blive hensat til et andet kontinent når man besøger den multikulturelle restaurant, Moltivolti. Navnet betyder ‘de mange ansigter’ og drives da også af immigranter, som i deres søgen efter et bedre liv er landet på Sicilien, og nu serverer deres livretter på spisestedet.
Restauranten er blevet en realitet i samarbejde med lokale kræfter, og rummer også et kontorfællesskab for start ups og en summende, livlig stemning, der flyder naturligt sammen med Ballarò-markedets farverige boder lige udenfor.

Besøg www.moltivolti.org og hold øje med hvornår de åbner igen efter corona-lukningen.

3 nye bøger på dansk om og fra Syditalien tager dig med til Napoli og Sicilien

Der dukker flere og flere spændende værker op i Danmark, der enten skønlitterært eller akademisk beskæftiger sig med Syditalien – og alt imens mange af Syditaliens største forfattere kan findes og læses på engelsk, er det en stor glæde for mig at stadig flere af dem oversættes til dansk. Hvad enten du er til krimi, byvandringer eller romaner, er der lige nu ny, oversat litteratur at mæske sig i fra landsdelen – her kommer mine 3 favoritter lige nu, der hver især tager dig med til Napoli og Sicilien:


Drengen fra Napoli af Viola Ardone – udkommer på Gyldendal den 5 juni 2020. Pris: 249,95kr.

Den sensibilitet, man som læser kunne stifte bekendtskab med gennem Elena Ferrantes forfatterskab, hang især sammen med forfatterindens geniale beskrivelser af to små pigers venskab. Og barnets perspektiv er blevet et nyt og anderledes glughul ind i det syditalienske samfund, som vækker genkendelse og glæde hos rigtig mange læsere af skønlitteratur.

Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at endnu et episk værk om barndommens dramaer har fundet vej fra Napoli til Danmark takket være Gyldendal, som nu udgiver Viola Ardones ‘Il treno dei bambini’ – børnetoget. På dansk har romanen fået navnet ‘Drengen fra Napoli, og beskrivelsen fra forlaget lyder således (under billedet):

Foto: Gyldendal.

Et barns uforglemmelige beretning om kærligheden til familien, sorgen over at miste og glæden ved at få en ny chance i livet. Napoli 1946. Syvårige Amerigo hutler sig igennem til­værelsen sammen med sin mor i et af Napolis fattigste kvarterer. Men da hans mor får mulighed for at sende ham nordpå vinteren over, slår hun til. Amerigo bliver sat på et tog til Bologna, og da vinteren er omme, er hans liv ændret for altid.40 år senere vender han tilbage til Napoli for at be­grave sin mor og finde svar på de spørgsmål, han har båret rundt på siden barndommen. Drengen fra Napoli giver stemme til de 70.000 børn, der i tog krydsede den italienske halvø efter krigen. I Norditalien fik børnene mulighed for et bedre liv, men adskillelsen havde også store menneskelige konse­kvenser.

HER finder du et interview med Viola Ardone på italiensk, hvor hun fortæller om sin egen, fattige opvækst i Napolikvartererne Sanità og Arenella og om hvordan barndomsoplevelserne dèr fik hende til at skrive. Og HER en artikel om hende på dansk i Alt for damerne.

Napoli. Liv, død og mirakler af Andreas Rude – er udkommet på Forlaget Orbis. Pris: 200kr.

Denne kulturarvsguide til Napoli hilsner jeg virkelig velkommen – og som akademiker kan jeg ikke få armene ned, når nogle bruger deres faglighed, og går i dybden med et sted som Napoli. Byen er jo en skattekiste af utrolige og hemmelige steder. ‘Denne bog handler mest om kirkerne og klostrene i Napoli, om tro og overtro, helgener og mirakler’, som det står i forlagets beskrivelse. Og det er den perfekte indgang, hvis man vil forstå napolitanerne bedre, og i selskab med Andreas Rude gå gennem Napoli og møde unik kulturarv. Jeg siger tak til forlaget Orbis, som ihærdigt udgiver bøger og magasinet Sfinx om Middelhavslandenes store historier – hermed beskrivelsen fra forlaget:

Foto: Forlaget Orbis.

Afrika begynder i Napoli, siger man længere nordpå i Italien, og selv om det ikke er ment som en kompliment, kan man også som turist se mere end et gran af sandhed i den pointe. Havets nærhed, solen, menneskemylderet, de ramponerede paladser og gadehandlerne peger mere i retning af Marseilles, Tanger og Algier end de gængse europæiske destinationer.

Napoli er Italiens tredjestørste by kun overgået i indbyggerantal af Rom og Mila­no og fuld af trestjernede seværdigheder, der ikke er meget kendt i Danmark. Men det er også en by, der i størstedelen af sit næsten 3000-årige liv er blevet stedmoderligt behandlet. Napoli har også fået sin rigelige del af naturkatastrofer og anden modgang. Mest berømt er Vesuvs udbrud i år 79 e. Kr., der ødelagde de nærliggende byer Pompeji og Herculanum.

Denne bog handler mest om kirkerne og klostrene i Napoli, om tro og overtro, helgener og mirakler. Som altid i Europas gamle byer er kirkerne oplagte som afsæt, hvis man gerne vil vide noget om topografi og historie, og hvis man er nysgerrig efter kunstens klassiske temaer og de store personligheder, der i ældre tid var beslutningstagere, meningsdannere og smagsdommere. Der er nok at undres over. Og nok at overraskes af.

Bogen kan købes online HER.

Ridderen og døden af Leonardo Sciascia – er udkommet på forlaget Palomar. Pris: 159,95kr.

Foto: Forlaget Palomar.

Da jeg læste italiensk på universitetet, var Leonardo en litterær mastodont, som af god grund ikke var til at komme udenom. Jeg husker især hans krimi om fysikeren Ettore Marjoranas mystiske forsvinden, ‘La scomparsa di Marjorana’, og fra 50’erne og 4 årtier frem op skrev han nogle af Italiens mest fængslende krimier, som sidenhen har besat tusindvis af læsere, der sværger til hans præcise stil. Sciascia blev født i Racalmuto på Sicilien, og er i sit forfatterskab optaget af at finde frem til sandheden – gerne med udgangspunkt i komplekse sager om politik og mafia.

Her teaseren for Ridderen og døden fra forlaget:

”I en af Sandoz’ lommer fandt vi den her seddel,” sagde
kommissæren og fiskede den lille elfenbensfarvede lap op af en
af sine egne lommer. ”På den ene side står Deres navn skrevet på
maskine: Ingeniør Cesare Aurispa, præsident for F. I. På den
anden side står der med håndskrift Jeg slår dig ihjel … Et
bordkort er til at forstå, men hvad med Jeg slår dig ihjel?”
”En trussel der straks blev omsat til handling, tænker De. Og
selvfølgelig udført af mig.” Præsidenten slog forbitret og
samtidig overbærende en hånlatter op.
Skyldes mordet på Sandoz mon at de to efterstræber den samme
kvinde? Eller ligger der noget andet bag? Hvem repræsenterer
for eksempel organisationen med det kryptiske navn Børnene af
89?

Besøg forlaget HER, der løbende udgiver italienske værker oversat til dansk – blandt andet af sardiske Michela Murgia og pugliesiske Nicola Lagioia.

Hovedfoto: Forlaget Orbis.

Når du tager en hovedpinepille, så send en venlig tanke til Raffaello Piria

Før corona-krisen var det nok de færreste, der tænkte over de mange ofre og det hårde arbejde, som læger og kloge koner i århundreder har lagt for dagen i udviklingen af lindring til syge mennesker. Med covid-19 bliver det tydeligt, at effektiv medicin ikke er noget, man bare kan tage for givet. Engang kunne man for eksempel dø af en simpel feber, hvis man ikke fik den rette behandling.

Corona-krisen har fået mig til at læse lidt op på den medicinske historie i Syditalien, og pludselig dukker Raffaello Piria op som en af de vigtigste pionérer indenfor opdagelsen og udnyttelsen af den salicylsyre, som i dag er den vigtigste komponent i hovedpinepillen Aspirin og Kodimagnyl.

Mennesket har i årtusinder vidst, at barken fra piletræet indeholder et stof, som kan slå feber ned: man har fundet beskrivelser af det på lertavler i det antikke Ægypten, og 400 år før vor tid anbefalede Hippokrates te på urtebark, hvis man havde feber. Brugen fortsatte op gennem middelalderen, og i 1800-tallet begyndte man at kigge på, hvad det egentlig var, planterne rummede.

I 1834 opdagede den schweiziske farmakolog Johann Pagenstecher en smertelindrende substans, som kunne udvindes fra mjødurteblomster, spiraea ulmaria. Stoffet blev kaldt salicin, og i 1838 tog den syditalienske kemiker Raffaello Piria – Piria kom fra Scilla i Calabria, og tog sin eksamen i medicin og kirurgi i Napoli – det næste skridt og fandt ud af, at man kunne få et endnu stærkere præparat ved at udvinde salicinens syreekstrakt fra piletræet, og isolere dele af dets molekyler:

Stoffet salicin gjorde han til sukker og fik dermed adgang til stoffets anden komponent, som ved iltning blev til salicylsyre. Dermed kunne Piria give stoffet sit navn, acetyl (’pil’) salicylsyre, som senere det bærende element i aspirinen, der i dag lindrer hovedpiner og muskelsmerter hos millioner verden over.

Det var pionerer som for eksempel Hermann Kolbe , der i 1859 tog Pirias arbejde til det næste niveau ved at opdage, hvordan man udvikler acetyl salicylsyren syntetisk, og endelig kunne medicinalfirmaet Bayer efter yderligere forskning lancere aspirinen i 1899.

Foto: Raffaello Piria, Museo Galileo – Istituto e Museo di Storia della Scienza, Wikipedia.