Cagliaris botaniske have fylder 150 år

Havens enorme johannesbrødtræ har fået krykker, så det bedre kan modstå vejret, og hundredevis af kvadratmeter er blevet revet, gravet og genbeplantede, så Cagliaris botaniske have kan genåbne i topform. Mandag den 15 november fylder byens grønne lunge nemlig 150 år, og det er et stort botaniker-team fra byens universitet ledet af forskeren Gianluigi Bacchetta, der har stået bag havens ansigtløftning.

En oase fuld af romerske ruiner

Haven blev grundlagt i 1866 af botanikeren Patrizio Gennari, der havde udpeget Palabanda-dalen nord for Cagliaris centrum som det ideelle sted at anlægge den enorme have. Her imellem byens romerske amfiteater og ruinerne fra La Villa di Tigellio, der for cirka 2000 år siden husede den lokale poet Tigellio, skulle Cagliaris universitet have et sted, hvor de kunne opbevare eksotiske planter fra hele verden. Og i dag er den botaniske have netop speciel, fordi de smukke bede og planter er vokset op omkring murbrokkerne fra Cagliaris romerske fortid: besøg for eksempel den romerske grotte, der ligger midt mellem blomsterne, og den såkaldte libarium, en kilde hvorfra de romerske skuespillere, der skulle ind og optræde i anfiteatret lige ved siden af, kunne slukke deres tørst.

Udover at vise planter fra hele verden har haven også et stort område dedikeret til den lokale fauna, hvor universitetet især har fokus på Sardiniens biodiversitet. Således er en af Gianluigis vigtigste roller at indsamle frø og spirer fra hele øen, så de planter, der er truet af udryddelse, kan få et helle i den nyrenoverede have.

Havens åbningstider vil i anledning af fødselsdagen være forlængede, så man har god tid til at nyde de flotte bede og de små kunstværker, der åbenbarer sig rundt omkring, blandt andet den ‘lydsten’, som musikeren og kunstneren Pinuccio Sciola donerede til haven i 1998, men først nu kommer til rette ære og værdighed.  Sciola arbejdede med naturmaterialer, helst sten, hvori han lavede riller og huller, som man kan ‘spille på’ ved at lade en sten glide henover dem. Resultatet er en helt særlig lyd, a la panfløjte blandet med zylofon.

Der er noget nyt på færde i Napoli

Den mystiske forfatterinde Elena Ferrante, en af verdens smukkeste og mest moderne metroer, og designduoen Dolce & Gabbana, der vælger Napolis gader som udendørs modeshow med Sofia Loren som æresgæst. Der er ved at ske noget forunderligt i Italiens tredjestørste by Napoli, der i årtier har måttet sloges med et image som landets sorte får: turisterne er begyndt at strømme ind, hotellerne fyldes op, og kreative kræfter finder pludselig ny inspiration i den vibrerende stemning af historie og kultur, som Napoli har akkumuleret igennem årtusinder.

Det er som om verden har genopdaget Napoli. Engang var hjembyen for Vesuvs lava, den originale pizza og nogle af verdens største barok-kunstnere et obligatorisk stop for talentfulde yndlinge der ville på dannelsesrejse ned igennem 1700-tallets og 1800-tallets Europa. Økonomisk og industrielt var byen på højde med Paris og London, men så kom verdenskrigenes forarmning og indlemmelsen i den italienske stat, der betød decentraliseret styring og forflytning af arbejdspladser mod nord.

Napoli begyndte at forfalde, og byen blev associeret med kriminalitet, kaos og fare – senest har skraldeskandalerne og Roberto Savignis bøger om den napolitanske mafia i bogen ‘Gomorra’ stemplet byen som noget, man som turist skal holde sig langt væk fra.

Men den isolation fra resten af samfundet, som på godt og ondt har præget i Napoli i de seneste årtier, har også beskyttet selve byens sjæl: den har bevaret den særlige napolitanske og flamboyante gestik, alle de gamle bygninger, der er gået fri af sanering og nedrivning, samt skabt et parallelsamfund, hvis rytmer, lyde og dufte er distinkt syditalienske, og gør byen til et forfriskende autentisk helle for den Italienskyndige turist, der gerne vil se andet end souvenirs, menuer på både engelsk og tysk, og konceptforretninger på shoppestrøget.

Bevares, de findes da også. Men byen er indtil videre stor nok til at rumme den boomende turisme, og byder på et forbløffende vitalt kulturliv, der også emmer af modernitet og fremdrift. Det vidner især 3 ting på:

Skribenten Elena Ferrante, hvis forfatterskab om de fattige piges Elena og Lila i et af Napolis rarbaberkvarterer og skrevet under pseudonym, fascinerer lige nu millioner af læsere. Det feminine blik på byen er sjældent, og fortæller en helt anden historie om byens barskere sider end de sædvanlige, dramatiske portrætter tegnet af mænd. Ferrante rammer noget essentielt fra barndommens og ungdommens gader, som vi alle genkender – og så ligger mystikken også og lurer under overfladen, for hvem er egentlig Elena Ferrante? Et medie afslørede det vistnok for nyligt, og afstedkom en lavine af raseri fra napolitanerne, der elsker deres lokale, verdensberømte forfatterinde, og om nogen værdsætter skønheden i gådelegens maskepi.

Et andet tegn på den fordrende tiltrækningskraft, som Napoli lige nu har på de kreative kræfter, er Dolce & Gabbanas usædvanlige valg af byen som inspiration for deres nyeste mode-kollektion: I starten af juli brugte de en af det gamle centrums mest spraglede gader, Via San Gregorio Armeno, som catwalk for deres efterår/vinterkollektion 2017, og tøjet var fuld af napolitanske referencer: tænkt pasta-skruer, konditorkager, pizza-og helgenmotiver og charms i form af byens unikke lykkebringer, la corna – det ildrøde vedhæng formet som et vædderhorn, der med sin iboende symbolik for fertilitet og liv går imod døden og ‘onde øjne’.

Catwalken blev filmet live – se med her:

Et tredje tegn på byens genfødsel som vigtig metropol er renoveringen af det napolitanske metrosystem, der hver dag fragter tusindvis af mennesker rundt i byens krop. Den har ikke kun gjort servicen mere funktionel, den har også gjort metroen til en regulær kunstoplevelse, hvor omkring 100 formgivere og malere har fået lov til at udsmykke alle stationerne og omdanne dem til installationer, med metro-brugerne som en slags galleri-gæster og kunstbrugere. Projektet kaldes MetroART og opleves særligt smukt på stationen ved Via Toledo, hvis rulletrapper indesluttes af mosaikker i blå nuancer.

Flot dokumentar om metroen med engelske undertekster:

Her kan du opleve det moderne Napoli:

Hovedpersonerne i Lena Ferrantes Napoli-serie Elena og Lili vokser op i et forarmet kvarter i efterkrigstidens Napoli, men ligesom bøgernes ophavskvinde er byens områder ofte ikke nævnt med navn, og mange turister ynder at gå rundt i byens gamle kvarterer og gætte sig til, hvor mon historierne foregår. Efter de sparsomme indikationer i bøgerne mener mange, at pigernes barndom er iscenesat i kvarteret nær Napolis hovedbanegård.

Metroen har stoppesteder over hele byen, men netop stoppene Università og Toledo nær det spanske kvarter er særligt inddragende. Sidstnævnte blev i 2012 kåret som Europas smukkeste metrostation af The Daily Telegraph.

Via San Gregorio Armeno finder man i det gamle kvartér nær Napolis domkirke Il Duomo, og det er spændende og eventyrligt at slentre rundt i de tilstødende gader der er fuld af håndværkerboder, delikatesse-forretninger og intime pizza-knejper.

Billedreference: facaden af kirken San Lorenzo Maggiore i centrum af Napoli, taget fra Wikipedia Commons.

Hjælp mig med tips til den nye TGT Sardinien og vind et eksemplar

Som forfatter til Turen Går Tils rejsebøger rejser jeg ofte til mine destinationer for at  opdatere og researche.  Citrka hvert tredje år skal hvert titel genskrives,  og til foråret 2017 gælder det Turen Går Til Sardinien. Måske du har lyst til at hjælpe mig med tips? Måske har du været forbi et pragtfuldt trattoria, som du synes, jeg burde besøge, eller også er du faldet over en attraktion, som du mener burde komme med i bogen. Tips må også gerne omhandle politiske og kulturelle emner, som du synes trænger til at blive belyst i mine indledende kapitler om befolkning og samfund. Alle forslag modtages med kyshånd, og lige inden jeg tager afsted på researchtur – det bliver nok  til april 2017 – vil jeg trække lod blandt jer alle. Den, der vinder, får tilsendt et eksemplar af den færdige bog, når den udkommer.

Tunfangst på øen San Pietro er nærmest andægtig

dsc_0061Jeg bliver ved med at vende tilbage til San Pietro i Sardiniens sydvestligste hjørne – senest i juni i år, hvor jeg deltog under øens årlige Girotonno-festival som dommer på et højt flot podie. Her skulle jeg sammen med en håndfuld italienske journalist-kolleger bedømme retter bestående af øens numero uno luksus-råvare, tun. Hvor lækker maden end var, så bestod højdepunktet på min rejse af en flere timer lang bådtur med selveste Il Rais – den chef-fisker, der i århundreder har styret slagets gang på havet, når øens dygtigste mænd drager ud over bølgerne for at fange de blåglinsende fisk.

dsc_0073

Og ja, jeg ved det, tunfangst er omgærdet af (ofte) misforståede idéer om, at fiskere, der lever af at fange tun, er de rene slagtere. Min oplevelse beviste det modsatte: at man i hvert fald her på San Pietro fanger, behandler og håndterer de store dyr med den største respekt. Alt blev gjort i hånden, med mænd ved årene, og dykkere, der svømmede ned for at lokalisere fiskene i de udspændte net.

dsc_0100

Da de var fundne, bandt man et reb om deres haler, og trak dem så op i båden, lagde en hånd over deres øjne, og stak en kniv direkte i hjertet, hvorved tunene døde øjeblikkeligt.

dsc_0091

En lille bøn blev af og til udtalt, og ialt fik vi vel fanget 7 tun, inden tuen stilfærdigt gik hjemad mod frysehuset. Fiskerne elsker vitterligt deres arbejde, som i sæsonen bliver afsluttet med en god lille tun-bøf af fantastisk kvalitet.

dsc_0025

San Pietro er et af de eneste steder i Italien, hvor fiskerne endnu må fange tun på traditionel manér, men kvoten er bittelille og evner lige at holde fiskeriet på fode og til at fylde de lokale konservesdåser med en fænomenal ‘tonno sott’olio’.

dsc_0022

Nyd et par af de billeder, som jeg tog af det historiske men forsvindende erhverv, de dufter af saltvand, høj sol og grillet fisk i verdensklasse.

Britiske skolers spørgeskemaer virker diskriminerende

IDENTITET OG SYDITALIEN – identità e Suditalia:
Mange napolitanere og sicilianere er i disse dage forargede efter det netop er kommet frem, at man på skoler i Storbrittanien spørger mere end normalt nysgerrigt ind til de italienske elevers ophav. Et spørgeskema, som er blevet sendt online til nye elever, er usædvanligt specifikt når det kommer til den syditalienske identitet. Det spørger: ”Er du italiener, siciliansk-italiener eller napolitansk-italiener?”, og det har startet en debat om hvad mange anser som en slet skjult deskrimination overfor visse dele af den syditalienske befolkning. Det britiske udenrigsministerium er blevet bedt om at komme med en undskyldning, og både borgmestrene fra Catania og Napoli har reageret på sagen. Miserens kerne skal ses i forlængelse af denældgamle opdeling mellem nord, centrum og syd i Italien, der har historiske og økonomiske rødder, og stadig i mange tilfælde får den syditalienske befolkning til at føle sig inferiørt behandlet. Denne situation gnider salt i såret, selvom skolerne nu har undskyldt sig med, at skemaet blot skulle imødekomme eventuelle sproglige udfordringer.

Du kan læse mere om sagen via The Italian Insider her.

 

 

 

Kæleørne og diktatorens hjerne

I september 2014 var jeg i Mussolinis fødeby Predappio for at opleve den lille soveby i hjertet af Romagna, hvor man i årtier har levet side om side med den fascistiske arv. Jeg beskrev byen i en artikel til Politiken, der udkom 15 dec 2015, med fokus på Predappios spændende bygninger og den skam, som lige nu er ved at blive omdannet til noget konstruktivt:

http://politiken.dk/rejser/storbyogkultur/ECE2972101/kaeleoerne-og-diktatorhjerne-gaa-paa-opdagelse-i-mussolinis-foedeby/

predappio1_989239y

Se Napoli fra skraldebunkens top

En storbys periferi er ofte mere skrabet end pæn, og spejler derfor ofte befolkningens karaktér bedre end i det polerede centrum.  Uventede landskaber dukker op, og på landevejsdistancen mellem Napoli og byens lufthavn får miljøet endda et surrealistisk twist, når bunker af funklende, junglebegroede bilkirkegårde tårner sig op over trafikken. Den 26 april 2015 bragte Politiken min reportage derfra.

http://politiken.dk/rejser/storbyogkultur/ECE2639303/det-sidste-hvilested-for-napolis-biler-er-et-surrealistisk-sceneri/

bilkirkegård

 

Forfatter-refugie på Hald Hovedgård

Jeg er lige vendt tilbage fra en uges forfatterrefugie på Det Danske Forfatter- og Oversættercenter Hald Hovedgaard udenfor Viborg, hvor jeg har skrevet på mit skønlitterære projekt med arbejdstitlen “Dyret fra Cefalù”. Projektet har indtil videre stået på i 3 år, og vokser vildt omkring sig. Det er 3 gang, jeg besøger Hald Hovedgaard med mit manuskript bag pandebenet, og bliver altid stormende modtaget af centerlederne og de øvrige forfattere, hvis sparring er helt uvurderlig.

Du kan læse mere om Hald Hovedgaard her

Hald2015

Om bookingkultur og forkælede gæster

Som journalist på sitet Spiseliv bragte jeg den 13 februar en yderst debatteret artikel om restaurantbranchens katastrofale tilstand grundet gæsternes stigende tendens til at udeblive fra en bordreservation. Denne nye form for bookingkultur koster hvert år spisestederne en formue i tabte lønninger og uspist mad, og artiklen vakte stor interesse især på de sociale medier, hvor den blev delt et rekordhøjt antal gange. Læs hvad jeg skrev her: Millioner af gæster udebliver fra deres bordreservation

 

Om selvmordere og Berlins djævlebjerg

En vinter-smuttur til Berlin blev til 2 artikler for Politiken, hvor jeg dels besøgte den fascinerende selvmorderkirkegård i skoven Grunewald, og kravlede op på toppen af Teufelsberg – berlinernes kunstige bjerg bygget af murbrokkerne fra 2. verdenskrig og med et forladt spionanlæg på sin forblæste isse:

Kontroversiel kirkegård viser Berlins mørke bagside

grunewald1

Spionborg og naziakademi: Berlins djævlebjerg er bygget på historiens murbrokker 

 

Historier, nyheder og inspiration om Syditalien