Syditalienske forfattere: Anna Maria Ortese

Hvor New York havde danske Johannes Friis til at dokumentere de fattiges kår med sit kamera, havde Napolis efterkrigstid Anna Maria Ortese. Dog var hun ikke fotograf, men journalist og forfatter, og med sin skarpe og sarkastiske pen er hun idag mest kendt for at have dokumenteret forholdene for byens ‘anden halvdel’ i sin fænomentale samling af fortællinger i ‘Il mare non Bagna Napoli’ fra 1953.

Anna Maria Ortese blev født den 14 juni 1914 i Rom, men tilbragte det meste af sin opvækst i Sydtalien og i Tripoli. Hendes far arbejdede for den italienske regering, og familien måtte derfor ofte følge med ham rundt i hele landet. Da Anna Marias bror, Emmanuel, som hun var tæt knyttet til, dør i Martinique i 1933, har Anna Maria et sammenbrud, der får hende til at flygte ind i skriveprocessens terapeutiske rum.

I årene herefter begynder hun at få trykt digte og noveller i italienske aviser og litteraturmagasiner, blandt andet Angelici dolori – ‘Englesmerter’ – som får god kritik. Hun begynder dog at miste gejsten og inspirationen, og flytter til Firenze i en periode, for at arbejde som korrekturlæser. Men da krigen bryder ud, rejser hun tilbage til sin familie i Napoli, og det er her, hun oplever byens intense balance mellem overlevelse og overgivelse, som får hende til at skrive sine egne tekster igen, blandt andet for det syditalienske magasin, SUD. 

Enhver tid har brug for sine egne dokumentarister til at afdække epokens uhyrligheder – og Anna Maria Ortese var det perfekte vidne til de sociale katastrofer, som 2 verdenskrig bragte med sig. Med både indlevelse, empati og skønhed beskriver hun leveforholdene for Napolis fattigste, når hun trænger helt ind i deres grotter og skabsbefængte senge for at fortælle en historie, de fleste dengang helst ville glemme.

I 1953 udgiver hun det værk, som gør hende verdensberømt, nemlig Il mare non bagna Napoli, som rummer Orteses vidneberetninger fra sin bombede hjemby i de kaotiske år efter 2 verdenskrig. Direkte oversat til dansk ville bogens titel lyde: ”Havet væder ikke Napoli”, og bogen findes på tysk med navnet: ’Der er intet hav i Napoli’. Nogen er endnu ikke oversat til dansk, men kan findes på engelsk med titlen: ‘Neapolitan Chronicles’.

Ortese vinder den prestigefyldte Viareggio Pris for bogen, hvis første historie, un paio di occhiali – et par briller – anses for at være en af Italiens bedste noveller nogensinde. Den er desuden blevet filmatiseret  af Carlo Damasco i 2001, og handler om hvad der sker, når en fattig og næsten blind pige i den napolitanske slum for mulighed for at se sin omverden klart:

Det er nok hævet over enhver tvivl at Ferrante blev inspireret af Orteses sammenligninger, da hun 40 år senere skulle skrive sine Napoli-romaner og vise Elena og Lias begrænsede råderum i det kvarter, de voksede op i, ved at skrive, at pigerne aldrig havde set havet, skønt de boede i en havneby.

I Orteses bog beskriver forfatterinden i fortællingen ’Guld i Forcella’ hvordan hun fra Via Duomo, der løber som en rygrad med adskillige ribben ned gennem Napolis ældste bydel, bevæger sig mod øst gennem Forcella-kvarterets mylder. Folkedybets armod åbenbarer sig omkring hende med en genkendelig fandenivoldskhed, der virker karakteristisk for alle, der selv har oplevet napolitanernes energi, selv, eller måske endda netop, på livets yderste bastion, dansende på tåspidserne, med udsigt til en slugt af desperation:

”Her væder havet ikke Napoli. Jeg var sikker på, at ingen her havde set det, og heller ikke huskede det. I denne bælgmørke kløft skinnede kun seksualitetens lys under ovetroens sorte himmel.”

Senere kulminerer fortællingen om napolitanernes armod i kapitlet ’Den ufrivillige by’, hvor Ortese besøger Il Palazzo dei Granili. Den enorme magasinbygning, der i slutningen af 1700-tallet blev bygget syd for Napoli af de spanske konger, der ved kysten, hvor havnebassinet rammer de første forstæder ved Vesuvios fod, og med sine mastodontiske dimensioner på 560 meter i længden og 30 meter i højden skulle rumme Napolis kornforsyninger.

Inde i bygningen løb for sin tid endeløse korridorer forbi store rum på 3 etager, hvor man kunne opbevare forskellige varer, der op igennem århundrederne varierede fra korn over bælgfrugter til jern, våben og mennesker. Bygningen blev slemt beskadiget af bombardementerne under 2 verdenskrig, og da Ortese lægger vejen forbi ruinerne af den dystre bygning ved stranden, er den for længst blevet et slumstormersted for Napolis mest miserable befolkning.

Palazzo dei Granili set fra stranden og med Vesuvio i baggrunden, fra før bygningen blev bombarderet under 2 verdenskrig. Fra et gammel postkort. Wikipedia.

Ortese beskriver hvordan hun har fået skrevet et navn ned på en tændstikæske. En kvindelig læge, der skulle bo inde i Il Palazzo dei Granili – signora Lo Salvio. Lægen har inviteret Ortese på besøg, og da forfatteren ankommer til udørkenen med en sporvogn, beskriver hun synet af den engang så imposante men nu uhyggelige arkitektur som et skaldet bjerg, sammensunket og gennemborret af termitter.

Hun går undrende ind i ruinens mørke, hvor de hjemløse har blændet alle vinduerne med brædder, og hvor syfilisbefængte, skorpede og magre kroppe kravler frem imod hende. Hun spørger sig frem til Lo Savio, der sidder i et af de store rum ved et sammenflikket skrivebord, og som nu tager hende med på en tour de force ned gennem Granili-bygningens dødsrigeagtige cirkler:

”Jeg vil gerne vise dig et barn, sagde hun. Hun førte mig ned mod bunden af korridoren, hvor en lille smule grønt lys, som trængte ind gennem en sprække, lod os vide, at nu var det blevet aften i Napoli. Der var en dør, hvorfra man hverken hørte lyde eller stemmer. Lo Savio bankede sagte på, og gik så lige ind, uden at have fået nogen tilladelse, som én, der føler sig hjemmevant.

Det var et stort, rent værelse, der lå mellem templet og grotten. Havde det ikke været for lyset fra en lillebitte lampe, der skinnede et sted så højt oppe, at det irriterede mere end det gav glæde, ville rummet have mindet om en antik og glemt ruin. Her var, stærkere og dybere end noget andet sted, en stank af fugt, blandet med lugten af råd. En kvinde, der stadig var ung, og med et ekstatisk udtryk, kom os i møde.

”Hvordan har Deres Nunzia det?” Spurgte Lo Savio. ”Kom med.” Hun førte os hen til en bette vugge, som var blevet flikket sammen af en Coca Cola-kasse, den så lille og elendig ud som den stod der nedenfor et af de mange, hermetisk blændede vinduer i bygningen. I den lille seng, uden linned, på en lille pude, under en herrejakke, forhærdet og fuld af skorper, lå en nyfødt med et bizart, venligt og voksent ansigt: et delikat ansigt, kridhvidt, oplyst af to intelligente og blide øjne, fra hvilke det blå aftenlys skinnede, og som barnet drejede fra side til side mens det observerede det hele med en opmærksomhed, som man ikke ville tilskrive et barn på blot få måneder. Da øjnene så os, hvilede de på os begge, så på mig, på min pande, de kørte rundt, ledte efter moderen, som om de ville spørge om noget.

Med sin hånd løftede moderen på frakken, og vi så en lille krop, der kun var på størrelse med en håndsbredde, et perfekt skelet. Knoglerne var tynde som blyanter, fødderne var helt indtørrede, små som fugleben. Da benene kom i kontakt med den kolde luft, trak barnet dem stille til sig. Moderen lod jakkedynen falde ned over det.

Jeg havde ikke taget fejl da jeg ved synet af barnet gættede på, at Nunzia Faiella allerede kendte en del til livet, og at hun så og forstod alt, uden dog at kunne tale. ”Dette barn er 2 år gammelt”, fortalte Lo Savio mig sagte. ”Der er noget med dets indvolde, der gør, at det ikke vokser længere… smukke lille Nunzia”, kaldte hun stille. Da det lille menneske hørte de ord, smilede det svagt. 

Engang tog jeg hende med udenfor, til lægen”, sagde den unge kvinde, hun talte med en tyk, maskulin stemme i et toneleje mellem det ekstatiske og det resignerende (og sådan fandt jeg ud af, at Nunzia Faiella i det mindste én gang i sit liv havde set solen, måske en bleg vintersol), ”hun kiggede rundt i luften, på solen, helt overrasket”.

Også nu var Nunzia Faiella overrasket: hendes søde øjne granskede af og til det høje loft, de muggrønne vægge, blikket rykkede så væk, tilbage til lampens lys, som om det mindede hende om noget. Øjnene rummede hverken tristhed eller smerte, men forventningen om en straf, der blev udholdt i et helt liv og i stilhed, og som kunne komme fra den anden side af disse enorme mure, fra det høje, blændede vindue, fra mørket, fra denne stank, fra denne lugt af død.

”Nunzia”, kaldte Lo Savio igen, idet hun bøjede sig over kassen og talte kærligt til det lille menneske: ”Hvad laver du? Vil du forlade din mor? Vil du gerne op i himlen og holde jul med Jesusbarnet?”

Og så skete der noget, jeg aldrig ville have forventet. Barnet drejede hovedet og så på sin mor med et usikkert smil, der pludselig blev til en grimasse, og begyndte at græde med en lyd, som om den kom inde fra et møbel, så svag var gråden, halvkvalt, let, som hos én, der græder for sig selv, og hverken har kræfter til eller håb om at blive hørt.” 

I den nyeste udgave af ’Il mare non bagna Napoli’, som jeg har læst, har Ortese tilføjet et forord (hun døde i 1998), der ligger årtier fra den kaotiske efterkrigstid. Her reflekterer hun over den hårde medfart, som hendes værk fik af mange af samtidens intellektuelle napolitanere. Det var ulideligt for dem at blive konfronteret med Orteses ubærlige øjenvidneberetninger, i stedet ville man se fremad og håbede, at den nye tid kunne udslette byens ar.  

Il Palazzo dei Granili blev jævnet med jorden i 1953 – Vejen Via dei Granili, som løber forbi det sted, hvor bygningen stod, er det eneste fysiske tegn på, at det har eksisteret –  og på stedet byggede man almene boligbyggerier, såkaldte ’case popolari’, i en kraftanstrengelse, der skulle matche den nye tids optimisme om et økonomiske mirakel. Her i Napolis periferi skød anonyme huse efterhånden op foran hinanden, indtil man ikke længere kunne se direkte til havet. Det er disse huse, Lila og Elena vokser op i, uden dog at fremmedgørelsen overfor staten og omverdenen forsvinder af den grund. Tværtimod.


Anna Maria Ortese har udgivet flere romaner og noveller, blandt andet de mest kendte: L’infanta Sepolta i 1950, Poveri e semplici fra 1967, og L’iguana fra 1965. Hun dør i 1998, 84 år gammel, i Rapallo udenfor Genova, og er siden blevet kendt som en af Napolis mest betydningsfulde, kvindelige forfattere.

Hovedillustration: Anna Maria Ortese. Af Fabio Matteo, Wikipedia.

Den napolitanske hest – klog som et menneske og stærk som en bjørn

Kører man rundt på Sorrento-halvøen og tager en afstikker ind i baglandets bjerge mellem Sorrento på den ene side og Positano på den anden, befinder man sig på en lille, frodig slette, Piano di Sorrento, hvor nogle af Italiens sjældneste og smukkeste heste går og græsser.

Det er den stolte, napolitanske hest, som man egentlig troede var uddød, men som den lokale heste-elsker, Giuseppe Maresca, har viet sit liv til at redde. Her på hans stutteri har Giuseppe siden hans redningsprojekt begyndte i 90’erne, fået opdrættet omkring 30 styks, som er blevet så berømte, at folk kommer fra nær og fjern for at opleve den lette og stærke hest optræde.

Det er nemlig ikke en hvilken som helst hest, vi har med at gøre, men en af fordums klogeste racer, som først blev brugt i militæret, og senere af Syditaliens konger, som elskede den smukke hest – især spaniolerne, der havde hovedsæde i Napoli under deres herredømme i Syditalien fra 1400-1800-tallet. De brugte også ‘il napoletano’ til at forædle deres egne lipizzaner-heste derhjemme, og tilførte ‘il napoletano’ fuldblod ved at krydse dem med de små og letbenede arabere.

Man mener at den napolitanske hest blev fremavlet for flere tusinde år siden, da etruskerne blandede deres heste med berbernes udholdende racer. Romerne fik smag for atruskernes avlsarbejde, og overtog hestetypen, som i de efterfølgende århundreder blev forfinet og især avlet i Syditalien.

I middelalderen var hesten i en tungere udgave, end vi kender den idag, og blev brugt i 1200-tallet og frem som kørehest og krigshest. Den udmærkede sig især ved sjældent at gå i panik, og ved at have en usædvanlig lydhørhed overfor sin rytter og herre.

Der findes historier om napolitaner-heste, som selv i de mest kogende og voldelige slag aldrig tabte fatningen, og adlød sin rytters mindste vink, selv i et kaos af larm og død. Nogle heste panikker desuden ved lugten af blod – men meget sjældent il napolitano, som stred sig igennem de værste søler, uden at lade sig mærke med de stærke stanke, som ville have bragt enhver anden hest ud af fatning.


At hesten var et af Napolis vidundere, fortæller endda Boccaccio i sin Decameron, da han i en af sine fortællinger lader sin uheldige heste-handler, Andreuccio, tage til Napoli, fordi byen allerede i 1300-tallet var berømt for sine hingste.

Hestens stamina gav den et ry som bjørnestærk, men i takt med at krigsvåbnene blev udviklet og blev lettere at håndtere, havde man mindre brug for krigs-og arbejdsheste i felten. Nu skulle il napolitano især vise sig værd som paradehest for de rigeste, og op igennem 16-og 1700-tallet begyndte man at avle en hest af fuldblodstypen, ravnsort, med et ganske lille hoved på en lang hals, og en markeret, let krop.


Il napolitano blev en stjerne i Europa indenfor dressurens højeste skole – det vil sige den disciplin, hvor man tog hestens naturlige forsvarsmekanismer – spark, spring, at bukke og stejle, som soldaterne indtil videre havde brugt på slagmarken, når hestene skulle forsvare sig selv og sin rytter  – og raffinerede dem til perfektion.

Den napolitanske hest viser ‘piaffe’ under en optræden i Sorrento.

Efter Italiens samling havde man mindre brug for parade-og krigsheste, og Syditaliens racer blev blandet med blod fra hele landet. Avlsarbejdet stoppede, og der blev færre og færre ‘cavalli napolitani’, indtil man i 1950 erklærede, at racen nu var så godt som uddød, efter at man især havde brugt den til at forfine og forbedre egenskaberne i lipizzanerhesten.

Et faktum er, at det var den napolitanske hest, Conversano i 1767 bliver grundstammen i avlsarbejdet for at skabe lipizzanerracen, som idag er en af de mest brugte racer indenfor den høje dressur.

Det er her, at Giuseppe Maresca kommer ind i billedet. I 1989 hørte han nemlig om en napolitaner-hingst i Serbien, som blev kaldt ‘Il Vecchio’, den gamle, og som skulle være en af de sidste eksemplarer i live. Som føl skulle den have tilhørt diktatoren Tito, men blev solgt til en gammel, serbisk bonde, der derefter solgte den videre til Maresca.


Det er fra ‘Il vecchio’, at Marescas 30 heste stammer, og flere af dem, man idag kan møde i Piano di Sorrento, har den karakeristiske, ravnsorte farve – nogle få er også kastagnebrune, og skimlede – det lille hoved og den lette bygning. Af og til viser Maresca sine smukke heste frem, og ofte med shows i Napoli og på Sorrento-halvøen, hvor en dressør fra jorden får hesten til at duføre de avancerede spring, som kendetegner den høje skole indenfor dressur.

Et eksempel på høj, napolitansk skole. Bemærk at hesten samles og udfører sine øvelser ikke ved brug af tøjlen, men udelukkende ved rytterens balance, sæde og stemme:

Læs mere om Giuseppe Maresca og hans arbejde HER.
Et ekstra lille kuriosum er, at den napolitanske hest startede med at være emblemet for Napolis fodboldhold, da klubben i 1926 blev grundlagt på et pizzeria i Via Toledo. Her ser man en stejlende hest på en fodbold, men som årene gik, blev hesten forvandlet til et æsel.

Hovedfoto: En tegning fra 1600-tallet, som viser den napolitanske hest. Abraham van DeepenBieck, Wikipedia.

Madonnaen i mit soveværelse

Når vi ikke kan tage til Syditalien, må ting herhjemme minde os om landsdelen, og jeg har fået lyst til at dele mit kæreste (jordiske) eje med jer – maleriet af La Madonna Addolorata, den lidende Madonna, som jeg købte som 24-årig, da jeg i 2003 skulle vende hjem til Danmark efter at have boet og læst i Salerno.

Jeg vidste, at jeg skulle have et minde for livet med mig tilbage, og at det skulle være noget ærke-syditaliensk. Men jeg forventede SLET IKKE at være så heldig, som jeg var, taget genstandens sjældenhed i betragtning, og mit meget begrænsede SU-budget.

På vejen fra min lejlighed i Via Salvatore Calenda ned til Salernos centrum, som jeg altid gik til fods, havde jeg flere gange lagt mærke til en lille antikvitetsbutik, lidt nede ad en sidegade. Jeg havde aldrig besøgt den, men nu skulle det være. Inde i butikken var der alskens ting og sager: Spejle, lamper, møbler, tingel tangel, og en overflod af russiske ikoner, som ejerne havde en forkærlighed for.

Pludselig så jeg et par beskidte øjne stirre frem bag en række malerier, der var blevet stablet op mod en væg. De gjorde mig nysgerrig, og jeg bad ejeren om at hive motivet frem. Det gjorde hun med møje – det viste sig, at øjnene var malet på et halvandet meter højt lærred, som lå i en gammel, forgyldt ramme, og sad i ansigtet på en stille, kontemplativ og venlig madonna.

Her er hun – i sin rensede og lappede udgave, parat til at komme op på væggen.

Det var dog svært at se, hvor kvinden startede og sluttede: maleriet var så beskidt, at ingen farver trådte frem, og man kunne kun skimte hendes kappe og blondekanter på kjolen. To steder var lærredet så ødelagt, at der gik to dybe flænger lige gennem hendes krop. Et af dem sad horisontalt i ansigtet, og skilte hendes øjne og næse fra munden.

Ejeren af forretningen fortalte, at hun havde maleriet i kommission for ejeren, som havde fundet det i et fattigt, nedlagt vejkapel i Salento, Puglias nederste hæl. “Hun har et meget vist blik”, sagde antikvitetshandleren, og nikkede anderkendende til mig.

Jeg faldt pladask for min vej-madonna, og begyndte en forhandling, som spændte henover uger, alt imens jeg ind imellem besøgte mine Madonna, som var hun en lidende patient på et hospital, som jeg skulle redde fra døden.

Endelig landede vi på en pris – jeg husker ikke, hvad den var, men maks. 200 euro er et godt bud, og jeg begyndte at spekulere på, hvordan i alverden jeg skulle få hende hjem til Danmark, for jeg kunne på ingen måde have hende med i lufthavnen selv.

Hun endte med at tage rejsen alene, ombord på et godstog, pakket ind i pap og plastik, og med bekymrede formaninger, da jeg afleverede hende på togstationen i Salerno. Cirka en uge efter ringede jeg hjem og fik af mine undrende forældre bekræftet, at der var ankommet en gigantisk pakke hos dem i Allerød.

Da jeg selv kom hjem vidste jeg straks, at min Madonna behøvede lægehjælp, og gennem min svigerinde, som arbejdede på Frederiksborg Slot, fik jeg anbefalet en dygtig konservator, som ofte hjalp museet med at ordne deres historiske malerier.

Jeg husker, hvordan jeg og min far kørte til Jægerspris, og læssede Madonnaen af foran et bondehus langt ude i en skov, alt imens hun blot lå og kiggede uudgrundeligt op i trækronerne fra sit horisontale leje i rammen.

Vi bar hende ind i konservatorens værksted, der lignede en efterforskers laboratorium i en krimi, aftalte, at vi skulle tales ved, og forlod Jægerspris, med Madonnaen alene tilbage på operationsbordet.

Et par dage efter ringede konservatoren: “Er du klar over, at der er et maleri på bagsiden?”, spurgte hun. Nej det anede jeg ikke. “Det er et stort hjerte, omgivet af en tornekrone. Hvad vil du have, skal vende fremad – Madonnaen eller hjertet?”

Lokal statue af den lidende madonna under hendes fejring i Gallipoli, Puglia. Caurino, Wikipedia.

Jeg foretrak naturligvis min madonna, og da jeg endelig tog til Jægerspris for at hente maleriet, fik vi hele den historie, som konservatoren kunne læse ud af kunstværket:

Først og fremmest havde lærredet været så beskadiget, at hun havde været nødt til først at varme det op, så malingen og skidtet blev flydende, og trække blidt i det, for at rette underlaget ud, og påbegynde sammensyningen af flængerne. Derefter skulle det renses, og det havde taget en krig. Hun havde taget en prøve af skidtet, og opdaget, at hele maleriets forside havde været dækket af et tykt lag aske og svinefedt – uden tvivl fra de kærter, som havde stået foran madonnaen, og brændt under messerne og de bedendes besøg fra vejen.

Nu lyste maleriet med sin fortidige pragt, og smukke nuancer af turkis, rød og grøn skinnede os i møde. Det viste sig, at min madonna var ‘addolorata’, en populær skikkelse i Maria-kulten, som går cirka 800 år tilbage, og som hylder Madonnaens lidelser. Og pludselig kunne konservatoren hjælpe mig med at aflæse hendes symboler og klædedragt:

De 2 nøgler, hun bærer i sit bælte, er til Himmerige. Sværdet, som peger mod hendes hjerte, og som hun holder mellem sine hænder, er omgivet af en tornekrone, symbolet på hendes søn. Hun er klædt i sort sørgedragt, og i hænderne bærer hun et lommetørklæde.  Konservatoren sagde også, at hun ville datere hende til midten af 1800-tallet, og det passer fint med, at det især var på dette tidspunkt, den sørgende Madonna blev særligt tilbedt i Puglia.

Jeg har aldrig været et uroligt menneske, men da hun ankom til min lejlighed i sin nye stand, faldt der alligevel en ekstra velsignelse over mit hjem, som har fulgt det lige siden, og som uden tvivl komme fra min Madonna. Som hos mange andre ‘Madonne Addolorate’ er hendes øjne ikke triste, tværtimod, de er fulde af mildhed, og om munden er der et lille smil.

Endnu en lidende Madonna fra Puglia, denne gang fra byen Castellaneta. Sværdet mod brystet, som også findes i mit maleri, ses tydeligt her. Wikipedia.

Hun har været malet til en fattig kirke, hvor man har genbrugt lærredet – som konservatoren iøvrigt foralte mig var sækkelærred! – til at have to motiver, Madonnaen eller det flammende hjerte. Maleriet må være blevet vendt på alteret, alt efter behov.

Den forgyldte ramme, maleriet lå i, da jeg købe det i Salerno, lavede jeg om til et spejl, som nu hænger over min sofa i stuen.

Jeg elsker min Madonna, fordi hun i den primitive og lidt grove stil, hvormed hun er malet – nede i det højre hjørne er der faktisk en signatur af maleren, som kalder sig ‘Fragola’ – fremstår uhyre menneskelig, og med et stort nærvær. Hun hænger i mit soveværelse, og skulle mit hjem brænde, ville hun  være den genstand, som skulle med mig udover altankanten.

Hovedfoto: Mater dolorosa, Carlo Dolci, Wikipedia.

Napolis obelisker fortæller om håbet midt i katastrofen

Syditaliens største by er fuld af uvurderlige, historiske ledetråde, som er værd at følge, men som kan være svære at knække koden til, hvis man ikke kender deres baggrund. Jeg har for eksempel ofte undret mig over de mange, kunstfærdige obelisker, som pryder Napolis største pladser, og blot set deres spir som en ornamentering. Men forleden besluttede jeg mig for at gå i dybden med de enorme og mystiske ’guglie’, og fandt selvfølgelig ud af at de har spillet og stadig spiller en vigtig rolle i napolitanernes hverdag, fordi de minder de lokale om, at der er liv og håb på den anden side af katastrofen.

Det er en lektion, som er vigtig at huske i disse tider, hvor hele Italien og Europa er i viruskrise.  Lad os sammen slentre igennem Napoli og besøge de 3 vigtigste og største obelisker – byen rummer i alt 5 –  som hver især er blevet rejst for at minde de lokale om dem, de mistede, og om det, der hjalp dem igennem de svære perioder.

Obelisken der skulle mildne pesten på Piazza San Domenico Maggiore

Foto: Mongolo 1984 Wikipedia.

San Domenico Maggiore-pladsen er en af de vigtigste i Napoli, og ligger opad Spaccanapoli – ’bysplitteren’ og det ældgamle strøg, som i 2000 år har skåret sig tværs gennem den gamle bydel. Her lå grænsen til den antikke græske by mod øst, og blev især bebygget under den aragonske kong Alfonso den førstes herredømme her i Napoli i 1400-tallet. I dag er den omgivet af caféer  statelige byhuse i barokstil.

Planerne om at bygge en obelisken i centrum af pladsen blev besluttet i 1650’erne på anmodning af den paniske, napolitanske befolkning. I 1656 hærgede der nemlig en voldsom pestepidemi, og man mente at den hellige San Domenico ville mildne sygdommens fremskridt i byen, ved at vise ham den ære at afbillede hans herligheder på en piedestal. Obelisken var således en gave til helgenen, en ex voto, som straks skulle sættes i værk, men blev på grund af politik og økonomi først færdig i 1737.

Piazza San Domenico Maggiore. Foto: Sistemone, Wikipedia

Pesten truede med at udrydde store dele af Napolis befolkning i 1600-tallets midte, men ved hjælp fra en tysk læge fra Bayern, Martinus Ludheim, som kom byen til undsætning, startede man et større karantæne-program, hvor Napolis fattigste kvarterer, som især var ramt af smitten, blev isoleret fra resten af byen. Det gjorde, at de tidligere, store udbrud af pest – senest i 1629-31, der især gik hårdt udover Milano og Norditalien, og hvor en million mennesker døde – ikke gentog sig med samme styrke i Napoli.

San Domenico-kirken er en af Napolis største, og ligger netop på denne plads, med sin runde apsis og en sidetrappe, der fører ind i kirken. Langs kirkens skib kan man lægge nakken tilbage og højt oppe se de aragonske konger og dronningers kister stillet op i række og geled på en hylde, dækket af skarlagenfarvet silke med indvævede, heraldiske mønstre.

San Gennaro-obelisken på Piazzetta Riario Sforza hylder helgenens magt over Vesuvio

Foto: Berthold Werner, Wikipedia

Går man ned ad Via Tribunali i retning af Forcella-kvarteret og stopper op på den anden side af Via Duomo, finder man en lille men ikke desto mindre vigtig plads, klemt inde mellem pastelfarvede barokhuse overfor den ottekantede kirke, Pio Monte della Misericordia. Det er Piazzetta Riario Sforza, opkaldt efter en kardinal og prydet med byens ældste obelisk, dedikeret til Napolis skytshelgen, San Gennaro.

San Gennaros ’guglia’ er 24 meter høj og blev bygget mellem 1645 og 1660 i en tilstand af ekstase og taknemmelighed, for den skulle minde napolitanerne om et sandt mirakel, der reddede byen fra at blive dækket af lava. Den 16 december 1631 gik Vesuvio nemlig i et af sine kraftigste udbrud i mange århundreder idet en kæmpe sprække åbnede sig i vulkanens ene side, og en gigantisk gaseksplosion slyngede lava, sten og giftgasser op i atmosfæren.

Domenico Gargiulo: Vesuvios udbrud i 1631 og tilsynekomsten af San Gennaro, foto: Micco Spadaro, Wikipedia.

Napolitanerne løb skrækslagne ud af deres huse og rundt i gaderne, og mens himlen blev totalt formørket af røg, damp og støv, samledes kirkens mænd sig bag San Gennaros statue, som blev hentet ud af domkirken sammen med relikvierne. Her viste det første mirakel sig, da solen pludselig tvang de natsorte skyer til side, og San Gennaro blev set svæve mellem dens stråler.

Man fatter mod og begynder at marchere mod Vesuvio, hvis lava allerede er nået til byens porte, og processionens deltagere oplever, hvordan ilden straks standser ved synet af San Gennaro, og lavastrømmen bøjer af, for at  finde en ny, destruktiv vej ned mod vandet.

Obelisken blev opført på den lille plads nær domkirken, hvor man i forvejen plejede at hylde San Gennaro med musik og dans.

La Madonna dell’Immaculata på Piazza del Gesu Nuovo minder os om det rene og altopofrende menneske

Foto: Berthold Werner, Wikipedia

Madonnaen rejser sig med sin glorie og masser af barokfiligran i centrum af Piazza del Gesù Nuovo, hvor hun med sin renhed og altopofrelse statuerer et godt eksempel for befolkningen. Obelisken blev opført af den lokale jesuitter-orden, som ville hylde Den Hellige Moders ubesmittethed – at Jomfru Maria ved et mirakel skulle være helt uden synd, skønt hun var blevet undfanget og født, og selv havde født.

Madonnaens obelisk er fra 1750 og den højeste af de 5 ’spir’, som er rejst rundt om i byen, og som skulle holde pesten borte fra Napoli.

Ud mod pladsen ligger Kirken Gesu Nuovo fra 1470 med sit stovte udseende og sin karakteristiske gavl af spidse munkesten. Den var her, jesuitterne boede, og som havde skabt en helt særlig kult omkring La Madonna Immaculata. I dag hyldes hun stadigvæk på sin festdag den 8 december, hvor brandmænd hejses op i en kran, så de kan pryde Madonnaens pande med en blomsterkrans.

Hovedfoto: Napoli under pesten i 1656 af Domenico Gargiulo. Micco Spaddaro, Wikipedia.

 

 

 

Rejser til Syditalien i foråret 2020 – en servicemeddelelse

jeg bliver i disse dage kontaktet af folk og læsere, som havde planlagt at rejse til Syditalien her i foråret, men nu spørger mig, hvordan de skal gribe situationen an. Her kommer derfor de råd, som jeg i disse dage har fået efter at have konsulteret gode venner i Syditaliens turistbranche:

Din kontaktperson i Syditalien tænker på dig og dit helbred:

Uden at kunne tale for langtfra alle hotelejere etc. i Syditalien, er min klare fornemmelse, at han/hun først og fremmest tænker på deres gæsters velbefindende. Og man ønsker som det sidste i verden at være skyldig i, at nogen bliver syge på syditaliensk jord – det er de meldinger, jeg får. Hensynet for sin egen situation som forretningsdrivende kommer umiddelbart i anden række.

Indgå i en konstruktiv dialog:

Overvejer man at tage til Syditalien her til foråret, eller har man bestilt et ophold i Syditalien, og overvejer at afbestille sin rejse, er der flere scenarier, som jeg har prøvet at opstille i nedenstående flow chart:

1) Skal jeg rejse i marts / april / maj?
Nej = gør ikke noget
Ja = spørgsmål 2

2) er min booking rufendérbar?
Nej = kontakt hotel og spørg om du kan flytte dit ophold til anden dato
Ja = spørgsmål 3

3) vil jeg flytte rejse til en senere periode?
Nej = afbestil din rejse
Ja = kontakt hotel og spørg om at flytte datoer

Som I kan se er det en god idé at etablere en dialog med sit hotel og sin hotelejer, i fald ens booking ikke kan refunderes. På den måde får man måske tilbudt at få udskudt sit ophold, feks. til næste år – en win win situation for begge parter. Tag dig tiden til at skrive en mail, hvori du beskriver dine tanker og planer, og giv din syditalienske vært lidt tid til at svare.

Jeg håber, disse informationer kan bruges og gøre tingene lettere, både for jer som rejsende, og overfor de mange syditalienere, som lige nu prøver at gøre deres bedste i en svær situation.

Foto: Castellammare del Golfo, Sicilien. Wikipedia.

Napolis berygtede ghettobyggeri Le Vele er ved at blive revet ned

De udgør kulisserne for både filmen Gomorra af Roberto Saviano, der portrætterer den napolitanske camorras kynisme, og hitserien af samme navn, der i flere år har gjort seerne på streaming -tjenesten HBO Nordic bekendt med kriminalitetens ulyksaligheder i bydelen Scampia.

Det drejer sig om de berygtede og ikoniske ‘Vele – sejleskibe’, som bygningerne kaldes på grund af deres usædvanlige konstruktion, som i årtier har rummet Napolis fattigste befolkning. Men hvad de færreste nok ved er, at Le Vele i det seneste årti har haft en dødsdom hængende over hovedet.

Nogle har revet en bygning ned, andre tøvet, og istedet iværksat frugtesløse projekter, der skulle få de unge ud af kriminaliteten. Mangt en borgmester har været rådvilde omkring hvad de skulle gøre ved armodet, men med den nuværende Luigi Magistris, er man nu begyndt at rive Le Vele ned som en del af saneringsprojektet Re-Start Scampia.

Således kunne beboerne se til fra bag afskærmningerne, da de enorme maskiner den 20 februar klokken 11.07 begyndte at bryde deres hjem, La Vela Verde, ned. De fleste klappede og hujede af glæde over, at politikerne nu endelig skrider ind. Som én af tilskuerne skulle have sagt til avisen Il Fatto Quotidiano: “VI er ofte blevet chikaneret, blot for at bo her.”

Planen er, at alle bygninger skal rives ned, med undtagelse af en enkelt, som skal stå tilbage som et slags symbol på Scampias udvikling.

Engang var der 7 ‘Vele’ – idag blot 4, fordi nogle allerede er blevet revet fjernet, mens de tilbageværende har udgjort øer, hvor de hjemløse og fattigste har klumpet sig sammen, ofte på ulovlig vis, for at have tag over hovedet.

Bygningerne blev bygget mellem 1962 of 1975 og har siden drevet som kæmpeskibe, en slags flåde af Noahs arker, gennem betonen nordøst for Napolis centrum. Navnet Le Vele, ’sejlene’, kommer af den trekantede form, som arkitekt Franz Di Salvo gav de 7, gigantiske lejlighedskomplekser, som kunne rumme op til 70.000 napolitanere. I midten af hver bygning rejser højden sig med adskillige etager, og mimer et udspændt skibssejl.

For de mere morbide kunne silhuetterne også ligne buerne på et hjertediagram, der viser pulsslagene på en døende patient.

Ikke desto mindre var politikerne fulde af begejstring, da Le Vele kom på tegnebrættet, og borgmesteren kunne fortælle vidt og bredt om Di Salvos inspiration fra mestre som franske Le Corbusier og japanske Kenzo Tange. Hvor der før havde været marker og græssende får, begyndte Di Salvo nu at konstruere sine skibe.

Tanken var sympatisk: med statsmidler fra den syditalienske pulje, La Cassa del Mezzogiorno, og støtte fra lov 167, der blev indført i 1962 og for første gang i italiensk historie gav landets kommuner lov til at ekspropriere store områder statslig jord til sociale boligbyggerier, var grunden lagt for et napolitansk genhusningsprojekt af hidtil usete proportioner.

Men Di Salvo ville ikke kun bygge nye og sunde lejligheder for den arbejdende klasse – han ville også integrere grønne områder, legepladser og sportsfaciliteter. Samtidigt skulle Le Vele være en hyldest til atmosfæren fra Napolis historiske centrum, der er så kendt for sine hyggelige gyder og baggårde fulde af munter leben. Hvert ’sejlskib’ skulle bygges op omkring en indre, gennemløbende korridor, der var åben mod himlen, og hvortil lejlighedernes hoveddør åbnede op ud mod et svævende gangsystem af trapper i en modernistisk nyfortolkning af Napolis historiske kvarterer.

Ovenfor fortæller de lokale beboere om nedrivningen som en sejr, og som er en del af kampen mod camorraen og Scampias sociale problemer.

Men så begyndte tingene at gå galt. Først og fremmest var der ikke penge nok til at udføre Di Salvos drømme ordenligt. Bygningerne blev bygget af inferiøre materialer; den åbne korridor, som skulle mime den karakteristiske, napolitanske ’vicolo’, blev af sparrehensyn langt smallere end først planlagt, så gyden rettere fremstod mørk og skummel, end lys og venlig. Og flere af elevatorerne kom aldrig til at virke.

Alligevel udviste napolitanerne en stædig tro på, at tingene denne gang ville være anderledes: folk valfartede til de færdigbyggede Vele for at se miraklet med egne øjne, og det blev højeste mode at lade sig fotografere på trinbrættet foran byggerierne – Scampia fik sin egen togstation som en del af projektet.

I dag kan man stadig finde gamle sorthvide fotos af bryllupspar og gæster, der står som myrer for foden af deres betontue, og ser håbefuldt mod kameraet. Folk kom til Scampia fra hele Napoli for at bruge Le Vele som baggrund for deres bryllupsbillede, og nogle fotos forestiller også de hyrder, der langsomt blev presset ud af området, stå perplekse med deres dyr foran det modernistiske betonlandskab.

Priserne på lejlighederne stod desværre ikke mål med en normal arbejderløn. Mange af de flittige borgere, som man håbede ville flytte ind, kom aldrig i nærheden af at have råd til en bolig i Le Vele. Helt galt gik det den 23 november 1980, da jordskælvet ved Irpinia i Napolis bagland gav Syditalien et banesår, som landsdelen aldrig siden er kommet sig rigtigt af. Rystelser på op til 7,3 på Richterskalaen skar en blodig flænge tværs gennem Campanien og Basilicata, hvor tusindvis af mennesker døde i murbrokkerne, de overlevende blev gjort hjemløse, og hele landsbyer jævnet med jorden. De heldigste blev genhuset i blandt andet Le Vele, som efterhånden forvandlede sig til en slumstormerghetto, og et rekrutteringsparadis for den hårdeste kerne af den napolitanske mafia, la camorra.

Der er blevet skrevet bøger og lavet film og tv-serier om Le Veles giftige, sociale miljø, alt imens bygningerne langsomt men sikkert styrter i grus omkring indbyggerne. Politikerne sænker sejlskibene én for én og lover atter ny indkvartering, som deres forgængere har gjort i generationerne og årtierne før dem. Og sådan fortsætter det cykliske bedrag. Napolis fattigste befolkning er nemlig blevet flyttet rundt i århundreder – senest i efterkrigstiden, hvor dem, der mistede deres ydmyge boliger under bombardementerne, blev genhuset i nye kvarterer udenfor Napoli, der som Le Vele egentlig ikke var egnet som menneskeboliger på lang sigt.

I disse år gennemlever Napoli en ny optimisme, bla. affødt af den globale interesse for Elena Ferrantes forfatterskab, af investeringer i infrastrukturen, af masseturismen, der forsigtigt føler byen på tænderne.

Visse fremskridt synes dog kun at være visse mennesker (og klasser) forundt. De fattigste flyttes stadig rundt som en anonym masse af kød, som ingen rigtig ved, hvor man skal gøre af. Derfor hørtes der ikke kun hurra-råb den 20 februar, ved synet af bulldozerne. Nogle græd, og holdt sig for øjnene.

Foto: Federica Zappalà, Wikipedia.