Ruten for hele Giro d’Italia 2019 er netop blevet offentliggjort og cyklisterne kommer igennem Abruzzo og Puglia

Det var med stor spænding for mange millioner cykel-entusiaster, at hele ruten for den 102 omgang af det legendariske cykelløb Giro d’Italia blev afsløret idag. Jeg var nemlig nysgerrig efter at finde ud af, hvor stor en plads de syditalienske regioner ville indtage til næste år.

I 2018 kørte jeg rundt i Siciliens bagland netop i de dage, hvor Giro’en kom til Caltanissetta – Siciliens største by i centrum af øen – og måtte flere gange lægge gps-ruten i bilen om, så jeg kunne komme videre til Catania, og ikke blive fanget i det glade mylder.

Sicilien havde hele 3 etaper i år, men hvordan ville fordelingen mellem nord, centrum og syd mon se ud i 2019? SVAR: helt klart til fordel for de nordligste og centrale regioner. Jeg er faktisk forbløffet over, at hverken Sardinien eller Sicilien besøges til næste år, og at ruterne kun lige strejfer regionerne Abruzzo og Puglia uden at komme ‘rigtig til bunds’ i den italienske støvle.

Nå, men man kan jo ikke vinde hver gang.

Ligesom med Tour de France i Frankrig har det historiske etape-løb en stor plads i mange syditalieneres hjerter. Det har jeg fået bekræftet flere gange, når jeg har befundet mig i landsdelen i maj under cykel-løbets afvikling:

hele familier, bedsteforældre, små børn og jublende teenagere bruger dagevis på at pynte de gader i deres lokalområde, som lægger asfalt til Giro’en, og at få besøg af feltet regnes som et absolut højdepunkt, og en stor ære for en by.

Da jeg i 2017 var på Sardinien ramte jeg også lukt ind i cykelløbet – jeg rejser mest om foråret, når jeg opdaterer mine bøger – og det var rørende at se hvordan alle var ude og pynte deres huse, rundkørsler og vejkryds med oppustelige, lyserøde cykler og guirlander.

I de syditalienske regioner har det en uvurderlig værdi at få Giro’en forbi, både på symbolsk og økonomisk plan: man føler, at man for et kort øjeblik bliver centrum i den nationale bevidsthed, og myndigheder, turistkontorer og virksomheder ligger vandret for at udnytte opmærksomheden.

Men den kan også give bagslag: Da Giro’en i 2017 kørte igennem Sardiniens Barbagia-region, mente mange sardere efterfølgende at det nationale RAI-tv havde valgt at fokusere alt for meget på områdets anarkistiske fortid som bandit-land i deres udsendelse fra byer som Orgosolo, og også i Caltanissetta mærkede jeg hvordan man ikke håbede, at besøget ville udmønte sig i de sædvanlige, mørke historier om Sicilien i pressen.

Jeg glæder mig selvfølgelig til Giro’en og vil især sidde klistret til skærmen den 16 maj, når der cykles fra Cassino til San Giovanni Rotondo i Puglia, 17 maj, når der cykles fra Vastro til L’Aquila i Abruzzo, og videre den 18 maj fra Tortoreto ved den abruzzesiske kyst.

Giro dItalia 2019 starter den 11 maj i Bologna.

Hovedfoto: Giro Italia – La Gazzetta dello Sport

På jagt efter Syditalien på Bogforum: Elena Ferrantes Napoli-romaner er kommet med i ny bog over verdenslitteraturens højdepunkter

Igår var jeg et smut på bogforum i Bella Center i København, og selvfølgelig var jeg på udgik efter bøgen om Italien og syditaliensk litteratur blandt de mange nye titler.

En af de ting, der gjorde størst indtryk på mig, var et interview på Aarhus Universitetsforlags stand, hvor Jakob Ladegaard og Mads Rosendahl Thomsen, som er henholdsvis lektor og professor MSO i Litteraturhistorie, Aarhus Universitet, fortalte om forlagets nye bog, 50 VÆRKER. HØJDEPUNKTER I VERDENSLITTERATUREN.

Min veninde Hanne Roer, som er lektor i retorik ved Københavns Universitet, havde bidraget med et kapitel om Dantes Guddommelige Komedie, og med på listen sammen med forfattere som Homer og H.C. Andersen stod minsandten også Elena Ferrante og hendes Napoli-serie.

Det var jeg naturligvis meget begejstret for at se, og jeg interviewede derfor kort Mads om hvorfor de havde valgt at tage Ferrante med i deres antologi:

“Først og fremmest er det jo en utrolig stærk historie, som er overmåde godt fortalt. Ferrante har ramt noget hos folk over hele jorden, der kan se sig spejlet i hendes hovedpersoner og univers. Og så er der noget med bøger i serier, som vi kan mærke har et stort appel. Ligesom Karl Ove Knausgård, der også er med på listen på grund af hans selvbiografiske værk, Min Kamp.

Det er faktisk overraskende, fordi man skulle tro, at meget lange historier, hvor man skal gå og vente på fortsættelsen, ikke har nogen plads i vores travle hverdag. Men der er vi altså blevet klogere. Godt nok har Napoli-trilogien endnu ikke stået tidens prøve som de ældre værker på listen, men vi ville omvendt gerne have noget helt nyt med, og der faldt valget altså på Elena Ferrante”, fortalte Mads Rosendahl Thomsen.

Du kan læse mere om bogen HER.

Puglias verdensberømte tarantel-dans vinder verdensmusikkens ‘Oscar’ i London

Mange har nok hørt om ‘tarantellen’, som kvinder har danset i Napoli og Puglia i umindelige tider, og som har fascinerende, historiske forudsætninger. For syditaliernene er – og især var – den orginale tarantel-dans vitterligt et spørgsmål om liv og død, og forleden fik Puglias ældste tarantel-gruppe den største kadeau, man kan tænke sig internationalt: Il Canzoniere Grecanico Salentino, der blev grundlagt af danseren Rina Durante i Lecce i 1973, vandt nemlig forleden første-prisen som bedste gruppe til festivalen for verdensmusik i London, Songlines Music Award.

Tarantel-dansen har tusindårige aner og menes at gå helt tilbage til de gamle grækeres tid i Syditalien. De holdt dionysiske fester med vild musik og trancelignende danse, hvor man kunne få afløb for sine drifter, men mens tarantellen i Napoli med tiden udviklede sig til en uskyldig og romantisk ‘parringsdans’ med kastagnetter, vedblev ‘la tarantella’ med at være en terapeutisk begivenhed i Salento fuld af mystik, mørke og risici.

Indtil 1960’erne kunne man her endnu opleve hvordan dansen og især musikken blev brugt til at få kvinder ud af en mystisk trance, som man mente stammede fra et edderkoppe-bid, som var blevet dem påført under den risikable høst i markerne. Kvinderne efterlignede edderkoppens bevægelser ved at kravle rundt på gulvet, og svingende mellem maniske følelsesudbrud, depressioner og erotiske energiudladninger, men ved hjælp af eksorcistiske rytmer udført med guitar, tamburin, fløjte, violin klarinet, kunne man drive edderkoppens bid ud af såret, og helbrede de besatte bønder. Tilsidst bragte man dem til domkirken i Galatina, hvor man mente at San Paolo – de giftplagedes og bidtes beskytter – kunne helbrede dem, og hvor kvinderne kunne fortsætte med at danse og vride sig i timevis.

En anden, der har fortolket den kraftfulde taranta-musik, er komponisten Ludovico Einaudi, der i videoen ovenfor akkompagnerer sin musik med voldsomme optagelser af edderkoppebidte, besatte kvinder og den musikterapi, som lokalsamfundene engang omgav dem med, for at helbrede og trøste.

Der går historier om kvinder der kunne danse i dagevis uden hvile og indtil døden, og fænomenet fangede den legendariske antropolog, Ernesto de Martinos opmærksomhed. Han drog i 50’erne til byer som Nardo og Galatina i Salento, hvor ham overværede musik-terapien, dissekerede edderkopper og lavede Rorschach-prøver, og han fandt hurtigt ud af, at dansen ikke skyldtes edderkoppebidet, men nærmere var en ventil hvorigennem kvinderne kunne lette trykket fra en stressende og voldelig hverdag fuld af undertrykkelse og angst.

Op igennem årtierne forsvandt denne praksis, indtil forskellige dansetrupper atter fik øje på den medrivende musik, som karakteriserer den pugliesiske tarantella, også kaldet pizzica, efter ordet ‘bid’. Fænomenet tarantismo bliver idag studeret på regionens universiteter, og man er atter begyndt at danse og genfortolke på sin arv, som hos den netop hædrede gruppe, Canzoniere Grecanico Salentino. Idag bruges ‘terapien’ som healende for de mange små samfund sydpå, der har det svært, og især de unge finder trøst og fællesskab i dansen.

Her kan du nyde et af gruppens numre, Nu te fermare, og få en fornemmelse af det specielle univers:

Guide: Tag med til Ischias og Napoli-områdets varme bade, spa’er og helbredende kilder

Tænker du at det er for sent at tage til Syditalien for at få varmen, så tro om igen, for selvom italienerne nu er forsvundet fra de fleste strande med efterårets komme, betyder det ikke, at man ikke man bade – tværtimod. Især i Campania-regionen, hvor der er stor, vulkansk aktivitet, findes der alskens typer spa-bade, fra det rustikke til det luksuriøse, hvor man godt ind i efteråret kan slange sig i det svovlrige vand fra undergrunden. Og det er her, mange lokale tager hen, for at slappe af og pleje sig selv,

Da jeg boede i Salerno var det en yndet fritidsbeskæftigelse – selv for de helt unge – at tage på et dagligt spa-ophold, og jeg og mine venner nød det i fulde drag. Jeg guider derfor er til nogle af Napoli-områdets bedste spa’er og termalske bade. Jeg har selv besøgt flere af dem og synes det er et fascinerende helle for de kropsbevidste italienere, der forstår at pleje sig selv, og nyde naturens helbredende ressourcer.

1: Giardini Poseidon terme

Vi starter på øen Ischia i Napoli-bugten, der i årtusinder har været et mekka for termalske bade med helbredende effekt, og det behagelige ved traditionen med at tage på spa i Syditalien er, at det bliver anset som en menneskeret – ikke en luksus-ting. Derfor er selv de smukkeste og største, termalske bade ganske billige, og et godt eksempel på dette er Giardini Poseidon Terme, der ligger på Ischias vestkyst nær den kønne, pastelfarvede by, Forio.

Jeg har selv tilbragt en weekend her ved havet, hvor jeg boede i Forio, men havde en flerdagsbillet, så man kunne komme og gå. Poesidon rummer et væld af kilder, der både stammer direkte fra svolvvandet i undergrunden, varme kilder i forskellige temperaturer, og saltvandsbade. Der er også mulighed for et hav af mudder- wellness- og massagebehandlinger, og spa-stedet har adgang til sin egen strand. Prisen i september og oktober (sidste åbningsdag er den 31 okt.) er 33 euro for voksne med adgang til og brug af hele spa-området, og 16.5 for børn fra 4-11 år.

Se mere på www.giardiniposeidonterme.com

2: Terme Cavascura

De ældste kabiner hos Cavascusa stammer helt tilbage til romerne, som hakkede sig ind i klipperne for at få adgang til de helbredende dampe.

På Ischias sydkyst langs den store Maronti-strand ligger der flere, ældgamle spa’er, der er op til 2000 år gamle. Spa-traditionen er ældgammel i Syditalien, og grækerne var de første til at etablere bade i hele Napoli-området, og derefter romerne. Campaenia-regionen var grundet sin skønhed og frodighed romernes ferie-destination numero uno, og med ferie kom selvfølgelig afslapning og restituering. Romerne opbyggede termalske bade op omkring de kogende og dampende kilder fra undergrunden, bæandt andet her ved Cavascura, som idag er et lille, lokalt termalsk bad, hvor man stadig kan prøve at svede i de samme kabiner, som romerne gravede ud i klipperne. Cavascura har åbnet indtil oktober og åbner igen i april.

Se mere på www.cavascura.it

3: Spa-hoteller med egne termalske kilder

Et helt unikt træk ved Ischia er det høje antal af sprækker ned til undergrunden, hvorfra der konstant damper vulkanske mineraler, og det har flere hotelkomplekser igennem tiden benyttet sig af, så man mange steder på øen kan tjekke ind på et hotel egne, varme kilder. Der ligger ialt 88 såkaldte spa-hoteller på Ischia, og mulighederne spænder fra det helt simple til det luksuriøse. Det gør at man kan gå direkte fra sit eget værelse og ned i badene, uden at skulle udenfor.

Find din egen favorit på www.spahotels-ischia.com

4: Le fumarole di Lido Maronti

Heldigvis findes der rundtomkring varme kilder og damp, som er til fri afbenyttelse på Ischia, og stederne er velbesøgte af de lokale. De er dog små, og man skal vide, hvor man skal lede. Et tip er at begive sig sydpå til Lido di Maronti, hvis vestligste hjørne er berømt for sit brandvarme sand, fordi der damper vulkanske mineraler op lige under overfladen. Graver man en halv meter ned i sandet vil man derfor brænde sig, men manger lokale kommer her for at begrave sig i den øvre overflade, for at lindre hudproblemer, gigt og rheumatiske lidelser. Man finder lettest de såkaldte fumarole ved at tage hen til restaurant Emanuela, der ligger lige ned til det kogende sand, og hvor man også tilbereder maden i den vulkanske damp:

www.ischiareview.com

Terme Napoli Stufe di Nerone

Inde på fastlandet findes et af Italiens mest berømte spa’er, Terme Napoli Stufe Nerone, der ligger nordvest for Napoli nær Pozzuoli og udgør verdens ældste, aktive spa. Stedet blev nemlig grundlagt af romerne og er opkaldt efter kejser Nero, der brugte kilderne, og elskede det. Badet ligger nær den ældgamle og vigtige ferie-by Baia, og den arkæologiske park lige ved siden af er en stor oplevelse, som man også bør unde sig. Der er et væld af muligheder for bade, wellness og skønhedsbehandlinger på Stufe di Nerone, men for mig er det mest fascinerende at man sidder og sveder i de selv samme grotter som kejserne og senatorerne dengang. Stedet er åbent til langt ind i efteråret, og det åbne pool-område kan også bruges om vinteren.

www.termestufedinerone.it

Hovedfoto: Terme Stufe di Nerone

Kom rask gennem efteråret: 5 tips og tricks til et stærkt helbred fra Syditalien

Hvis der er noget, jeg har lært fra mine år i Syditalien er det, at Middelhavsområdet er en regulær skatkiste af viden om vores krop, som mange steder er blevet glemt.
Alt imens jeg er opvokset i en nordeuropæisk kontekst, hvor begrundelserne for enhver sygdom og helbredelse altid er videnskabeligt funderede, har jeg alligevel aldrig følt mig så uvidende som under mit liv i Salerno. Her mødte jeg nemlig helt andre måder at aflæse sin krop på, og lærte at respektere elementerne og årstidernes indlfydelse på vores helbred.
Med efterårets komme er det er derfor blevet det oplagte tidspunkt at øse lidt af de sjove, tankevækkende og anderledes helbredstips, som jeg oplevede omkring mig. Nogle af dem får mig stadig til at trække lidt på smilebåndet, men måske der er noget om snakken? Hvad tænker du? Her kommer de ihvertfald – Salute!
1: Vær opmærksom på årstidernes skiften
Årstiderne er det årshjul, som samtlige syditalienere lever deres liv efter. Hvadenten de er bosat i byen eller på landet, har årstiderne en direkte indvirkning på deres tilstand, humør og ja, helbred.
Når årstiderne skifter resulterer det i temperatursvingninger og anderledes luftfugtighed, og syditalienerne ved, at disse forandringer kan aflæses i kroppen. I Salerno oplevede jeg flere gange folk tilskrive hovedpiner, træthed, uoplagthed og gigtsmerter det faktum, at man gik fra sommer til efterår, eller fra efterår til vinter. Generelt ubehag blev forklaret med denne slags vejrskifte, især hvis man gik fra et stærkt højtryk til et stærkt lavtryk, eller omvendt.
2: Skærm nakken mod kastevinde
En af de helt store trusler mod helbredet i Syditalien er de såkaldte ‘colpi d’aria’ – direkte oversat ‘slag af vind’, som med det køligere vejr og den kraftigere efterårsvind kan udsætte kroppen for chok.
I Salerno var disse kastevinde, som hujede gennem gyder og nedad bjergvægge, suverænt den største grund til dårligdomme: uregelmæssig menstruation, ørepine og hovdpine, for eksempel,  og resulterede i værste fald i ‘cervicale’, stive nakker, som syditalienere frygter, og som de skærmer sig imod ved at gå med halstørklæder, halsedisser og hætter allerede inden sommeren går rigtig på hæld.
3: Gå ikke udenfor med vådt hår
En af de værste ting, jeg gjorde under mit ophold i Syditalien, var dengang jeg gik udenfor med langt, vådt hår. Det var sommer, men jeg fik stadig at vide at det våde hår kunne give mig gigt, ‘cervicale’, feber og forkølelse, og at hårtørrer er obligatorisk.
Efter jeg atter er flyttet til Danmark kan jeg stadig godt finde på at gå udenfor med vådt hår, men til gengæld har jeg fundet ud af at jeg altid bliver snot forkølet, hvis jeg falder i søvn/går i seng med fugtigt hår. Måske det er noget om snakken? Når det sker sender jeg hver gang en kærlig tanke til mine syditalienske venner og deres formaninger.
4: Ondt i halsen? Frem med citronerne
Jeg blev faktisk ofte syg, da jeg boede i Salerno, hvilket dog suverænt må tilskrives mine daglige boligforhold. Jeg havde nemlig lejet mig ind på et lille værelse med utætte vinduer og skimmelsvamp, så jeg fik kronisk halsbetændelse.
Et syditaliensk universalmiddel mod halsbetændelse er at gurgle sin hals flere gange om dagen med citronsaft. Hver gurglen skal vare så lang tid som muligt – minimum et minut – og jeg fandt med min lidelse ud af, at øjensynligt alle omkring mig gik og gurglede hals i citronsaft, også når der ikke var noget tydeligt galt. Mere som en slags ‘man ved aldrig.’
Tilsidst kom jeg mig over min kroniske halsbetændelse, men først da det blev sommer og skimmelsvampen faldt til ro i min lejlighed.
5: Pas på den skrøbelige fordøjelse
Fordøjelsen er ofte centrum for syditalienernes helbred. Det er udfra den, at de aflæser deres sundhedstilstand, og det giver god mening. De er suveræne til at udpege et fordøjelsesorgan, hvis det gør ondt, hvor de fleste danskere blot kan sige: “Jeg har ondt i maven” uden at ane, om smerten kommer fra tarmene, mavesækken, galdeblæren eller leveren.
Når vejret bliver køligere og mere fugtigt betyder det, at der kommer nye, tungere råvarer i maden. Det skift kan forårsage lidt rumsteren i maveregionerne, og helt slemt bliver det, hvis man efter et solidt måltid går ud i kulden uden at dække maven ordenligt til. Det kan give mavepine og i værste fald dårlig fordøjelse.
Så ved I det!

Trailer til Elena Ferrantes ‘Min genale veninde afslører detaljer om den færdige film og et landligt Napoli af engang

“Det var i det øjeblik, jeg fandt ud af, at intet kunne standse hende”, siger Elena om sin genstridige og geniale veninde, Lila, og sætningen bliver overskriften på deres kontrastfyldte venskab, som den 27 november får liv i form af en længe ventet tv-serie på både RaiUno og HBO.

Serien bliver i 8 afsnit på 50 min. hver. Jeg har set traileren, som man kan se ved at følge linket nedenfor, flere gange, og udover at være fuldstændig begejstret for den skønne, napolitanske dialekt, som jeg elsker, lægger jeg især mærke til de mange højdepunkter fra bogen: den frygtede tunnel, der fører udaf barndommens kvartér, og som ikke alle tør følge, dramaet omkring pigernes skolegang, og dukkerne, der bliver kastet ned i mørket som en prøve på pigernes mod.

Jeg lægger også mærke til at det kvartér, som pigerne bor i, har et forbløffende landligt præg. Derfra har man udsigt til Napolis rurale opland, men hvis man følger teorien om, at kvarteret ligger tæt på hovedbanegården, kan det sagtens afspejle det Napoli, som i 50’erne endnu ikke er blevet en del af det italienske, økonomiske boom, og hvis boligkvarterer vest for Piazza Garibaldi endnu skal bebygges og blive til betonklodserne i Poggioreale, skyskraberne i Centro Direzionale og industrien i La Zona Industriale.

Jeg glæder mig så meget til at se det første afsnit i serien, og jeg savner Napoli hver dag. (Hovedfoto: Rai Pubblicità)