Boganbefaling: Curzio Malapartes La Pelle

Prostituerede med blonde kønshårsparykker, et havfrue-lignende væsen fra Napolis akvarium serveret til middag for en amerikansk general, og en helt særlig gyde fuld af deforme dværge. Curzio Malapartes roman fra 1949 om det nazi-befriede Napoli er et mesterværk, der udover utallige, hjerteskærende øjebliksbilleder fra dengang leverer en uimodståelig beskrivelse af den napolitanske folkesjæl.

Historien strækker sig fra 1943 til 1945 og begynder i slutningen af september 1943, da De Alliereres amfibievogne triller op på stranden ved Paestum syd for Salerno, og den 1 oktober ankommer til et Napoli fuld af lig i gaderne, udmattede partisaner på bastionerne og sultende borgere, der uden blusel selv har kastet sig ind i kampen med nazisterne for at befri deres by.

Inden da var det fascistiske regime kollapset og jernpagten mellem Hitler og Mussolini ophævet, og blandt nogle af de soldater, som følger amerikanernes befrielse op igennem Italien, var den italienske forfatter Curzio Malaparte, der som en af mange kunstnere senere brugte sit håndværk til at frigøre sig fra krigens traumer.

Resultatet blev den på én gang foruroligende, fascinerende og groteske roman La Pelle – Huden, som indtil videre blandt andet er oversat til engelsk med titlen ’The skin’, og som i dag står tilbage som et absolut mesterværk i sin skildring af krigens konsekvenser for Syditalien.

La Pelle er oversat til engelsk med titlen The Skin. Bogcover fra Amazon.

Kroppens hylster er ifølge Malaparte det eneste, som napolitanerne har tilbage at kæmpe for: for da amerikanerne befrier byen og krigens rædsler på den måde har formel ende, slipper mange napolitanere kontrollen og kaster sig ud i syndigt levned for både at kunne håndtere frihedens tomrum, krigens ukendte efterspil, fattigdommen og gydernes rådnende kroppe. Malaparte kalder byen, hvor der pludselig hores, spilles, plyndres og drikkes, som pestbefængt; den hærges af en helt særlig og farlig sygdom, som amerikanernes frihedsløfte har båret med sig, og som koster napolitanerne deres sjæl, forstand og kropskontrol.

Det er svært at gennemskue, hvad der er fiktion, og hvad der er sande øjenvidneberetninger i La Pelle. Men ikke desto mindre bevæger Malaparte sig rundt i et Napoli fuld af genkendelige steder:

Som for eksempel L’Ospedale dei Pellegrini, Napolis ældgamle sygehus, hvor han befinder sig efter et bombeangreb, og ser hvordan pjaltede pårørende trækker de sårede ind i hospitalsgården på en kærre, og river sig til blods af sorg, når lægerne erklærer dem alle døde. I desperation griber de mange lig, der ligger i bunker i hospitalets gange, flår dem fra hinanden og forsvinder bort i byen udenfor med ukendtes legemsdele under armen.

Vi kommer også med på Piazza dei Martiri, hvor napolitanske børn sælges som slaver til marokkanske soldater, og ned til havnen og slottet Castel Nuovo sammen med den rædselsslagne befolkning, da Vesuv natten til den 18 marts går i sit frygtelige, sidste udbrud. Malaparte beskriver hvordan heltemodige amerikanere letter fra Capodichino lufthavnen og flyver direkte ind i en katastrofal lavasky for at gennemhulle den og redde Napolibugtens landsbyer fra at blive begravet i stenklumper under dens bug.

Vesuvs udbrud, der varede fra 18-24 marts 1944. Foto taget fra et amerikansk bombefly. Wikipedia.

Malaparte fortæller også om en særlig, snæver gyde kaldet Il Pendino, der går fra havet ind i Chiaia-kvarteret, og befolkes af ækle dværge. Og så besøger han bordeller og vanvittige freakshows, som napolitanerne stabler på benene for at tjene en ussel mønt på amerikanerne. Uforglemmelige billeder tegner Malaparte af en fattig lejlighed, hvor et pigebarn med brudeflettet hår og hadefuldt blik falder bagover på en seng, spreder benene og viser sit jomfruelige skridt frem for soldaterne, og af et bordel, hvor de prosituerede lægger en blond paryk over deres pubeshår for at ophidse de sorte amerikanere, når de spidder pigerne igennem hårpragtens røde fløjlshul.

Men mest mindeværdig er måske frokosten i Duca di Toledo paladset, hvor Malaparte selv hævder at være til stede sammen med arméens højest stående befalingsmænd, blandt dem General Cork. Mens det omkringliggende Napoli vandmægter i hungersnød, sygdom og armod, bæres mystiske retter ind på sølvfade foran de amerikanske spidser, som Malaparte beskriver med både medlidenhed og afsky – især da selskabet får serveret en havuhyre i mayonnaise:

”Alle kiggede chokerede på fisken. Et svagt skrig af rædsel undslap Mrs. Flats læber, og General Cork blegnede. Et pigebarn, eller noget, der lignede et pigebarn, lå på ryggen i midten af fadet, på en bund af salatblade, indeni et stor guirlande af lyserøde koraller. Det havde åbne øjne, læberne adskilte, og beundrede kunstværket Venus’ Triumf, som var malet i loftet af Luca Giordano.

Det var nøgent: men den mørke og skinnende hud, som havde den samme violette farve som Mrs. Flats kjole, fremhævede, som var det en skræddersyet kåbe, dets spæde og allerede harmoniske former, hofternes søde kurver, mavens svage forhøjning, de små, jomfruelige bryster, de brede og muskuløse skuldre. Hun var ikke være mere end 8 eller ti år gammel, selvom hun på grund af sin kvindelighed sagtens kunne ligne én på femten.

Hist og her kunne man på grund af tilberedningen især på hofterne og skuldrene, se ind til det møre kød (…) Armene var korte, en slags finner, der endte i spidser, som hænder uden fingre. På issen havde hun en lok børster, som lignede hår, og lå som blonde lokker omkring hendes lille ansigt (…). Den lange og smækre krop endte, som Ovid ville have sagt det, in piscem, i en fiskehale. Barnet lå der på sin sølvbåre, og så ud, som om det sov. Men på grund af en utilgivelig fejl fra kokkens side sov hun ligesom de døde, på hvem ingen levende endnu har haft den barmhjertighed at lukke øjenlågene.” (side 221-222, La Pelle)  

Dyret, som blev serveret under frokosten, var ifølge Malaparte et af verdens sidste eksemplarer af Havfrue-fisken, som svømmede rundt i Napolis glorværdige akvarium; Et af de ældste og første akvarier i Europa, som indtil 2 verdenskrig indeholdt gigantiske, marine vidundere fra hele verden, men som under Den Femte Armés ophold blev tømt for at fodre generalerne med fisk. Det var nemlig forbudt at fiske i Napoli-bugten under besættelsen af fare for miner, og ’La sirena’, der på en prik lignede en rigtig havfrue’, var en af de sidste kæmper, der blev fisket op af akvariets montrer.

Efter beskrivelsen af Napoli rykker Malaparte med hæren videre mod nord og fortæller os om slaget ved Monte Cassino, Roms og Firenzes befrielse og sin tilbagevenden til Napoli, hvorfra bådene afgår til Amerika. Mens han har været væk er Vesuvs udbrud udslukt i en sådan grad, at der ikke længere stiger nogen form for røg opad vulkanens krater. Åndedraget fra den både vidunderlige og forfærdelige gud, som napolitanerne anser Vesuv for, er stoppet, og Malaparte følger de desperate napolitanere i deres procession mod vulkanens top og ser dem sende offergaver i form af lam, kaniner og høns ned i kraterets tavse mund, for forgæves at vække deres totem til live igen.

Curzio Malaparte med det rigtige navn Kurt Erich Suckert (9 juni 1898-19 juli 1957) var en italiensk forfatter, filmskaber, krigskorrespondent og diplomat. Wikipedia.

Malaparte står med sin roman på skuldrene af en hel generation af traumatiserede, sydeuropæiske forfattere, der især griber til symbolik for at kunne rumme og beskrive krigens rædsler som de udspillede sig under og efter fascismens greb. For eksempel vælger Kurt Eric Suckert, som er Curzio Malapartes rigtige navn, at tage et kunstnerpseudonym, der også rummer hans dobbelte identitet som både skyldig og befrier. ’Malaparte’ – som frit oversat betyder ’den onde del’ – spiller på kontrasten til Bonaparte – Napoleons efternavn.

La Pelle skulle egentlig have heddet La Peste, men fik ændret sin titel efter at Albert Camus roman The Plague blev udgivet i 1947 og ligeledes beskrev krigens rædsler som en sygdom, der hjemsøgte et Europa uden syndsforladelse. Malaparte kom selv fra Prato, og med sin evne til som både italiener og ’nordboer’ at kunne stå udenfor og indenfor skildringen af napolitanernes lidelser og heltemod,  leverer han et uimodståeligt sindbillede af Italiens mest bombede og plagede by.

2 verdenskrig var en konflikt, der stadig tegner Syditaliens og især Napolis skæbne: magtstrukturerne vendte for alvor til mafiaens fordel, og byen kom aldrig rigtig på fode igen som verdensmetropol, men gled baglæns i forhold til de øvrige italienske byers udvikling i efterkrigstidens boomende økonomi. La Pelle er obligatorisk læsning for alle dem, der har behov for at lære af fortiden, for ikke at begå de samme katastrofer i fremtiden.

Hovedmotiv: Still fra filmen Le Quattro Giornate di Napoli fra 1962. Fra Wikipedia.

Nytårshilsen fra Syditalien om året der er gået: Til Sicilien og Napoli-bugten med Mine Geniale Veninder

Traditionen tro samler jeg op på året, der i gået, i Syditaliens tegn –  og 2018 var året, der kom til at handle om især Sicilien og øerne i Napoli-bugten. I februar 2019 udkommer de spritnye udgaver af Turen Går Til Sicilien og Turen Går Til Napoli og Syditalien, og researchen til disse hanlagde jeg til april og maj i år, i anderledes selskab.

I lang tid har jeg rejst på egen hånd, når jeg har opdateret mine rejsebøger. Jeg har nemlig altid tænkt, at ledsagere på en sådan research-tur ville komme til at kede sig, når jeg efter endt rejsedag kryber sammen i et hjørne, for at renskrive notater og transkrivere interviews.

Procidas lille havn Corricella hjemsøges af katte og fiskere, der hygger sig langs promenaden. Kattene fodres hver dag af gavmilde damer, der kaster mad ud af køkkenvinduerne.

Men det kan omvendt også være ret ensomt at tilbringe uger hjemmefra uden nogen at dele sine oplevelser med, og derfor besluttede jeg i år at tage to af mine bedste men også vidt forskellige veninder med på turene, der jo kender mig rigtig godt. Det ville være en stor oplevelse for dem at se Italien fra en anden side. Og desuden havde den ene, Signe, kørekort, hvilket jeg ikke selv havde, og med hendes hjælp (og en gesvindt Lancia) lykkedes det mig at trænge helt ind i Siciliens mest forladte centrum.

Det viste sig at blive en stor succes! I kølvandet på Napolis turistboom og store popularitet takket være Elena Ferrantes Napoli-serie, besluttede jeg mig for at udforske øerne i bugten udfor den store million-by. Procida, Ischia og Capri er 3 meget unikke steder, der alle ligger som perler på en snor i Golfo di Napoli, og jeg følte det var på tide at genopdage øerne og se, hvad de rummede.

Min gode veninde Lisbeth Nebelong, der selv skriver Turen Går Til Færøerne, var med på ø-hop, og vi morede os meget over at finde forskelle og lighedspunkter mellem middelhavsøerne og de Færøer, som hun selv har tabt sit hjerte til i Nordatlanten.

Ischia er en vulkansk ø med mørke strande og varme kilder der udspringer fra den aktive undergrund fuld af magma.

 

 

 

Turen tog godt 14 dage, og vel ankommet hjemme i Danmark havde jeg nu 2 uger til at akklimatisere og forberede mig på research-turen til Sicilien. Signe havde aldrig været på Middelhavets største ø, og sikke en tur vi var på! Min mission var nemlig at komme helt ind i Siciliens centrum, og få området omrking Enna, Piazza Armerina og ikke mindst Caltanissetta ordentlig under huden.

Caltanissetta har for mig altid stået som en næsten mytisk by: et sted så lang væk fra havet, som man kan komme på Sicilien, men som ikke desto mindre var et industrielt lokomotiv fra 1700-tallet og frem til midten af 1900-tallet, hvor de utallige miner, der omgiver byen, blev lukket. Den svovl, som lå 600 meter under jorden, og som gjorde Caltanissetta førende i Europa i eksport af mineraler til USA, blev nemlig for dyr, da man i Amerika selv begyndte at udvinde svovl.

Centrum i Caltanissetta er fuld af caféer og små restauranter som her på Piazza Duomo.

Jeg kan på det varmeste anbefale Caltanissetta som destination i det nye år: takket være byens rige industrifamilier er det gamle centrum fuld af smukke, aristokratiske bygninger, pladser og springvand, men kør også gerne rundt i byens opland og besøg for eksempel le zolfotare di… hvor det fine museum udenfor de gamle mineskakter fortæller den gribende historie om det farlige og hårde arbejde.

Jeg og Signe fik desuden mulighed for at genoplive vores fælles hobby, ridning, og vi fik en fortryllende forårsdag sammen med Alessandro og hans pensionerede travheste fra en bane i Rom som nu tilbragte deres pension på hans dejlige agriturismo Il Mandorleto nær Pergusa-søen. Elsker man heste og det landlige Sicilien er agriturismoen et godt valg for enhver dansker, der gerne vil komme helt tæt på Siciliens landbrugskultur, og opleve økologiske mandelplantager, fersken-træer og masser af glade husdyr.

I Siciliens centrum fik jeg reddet mellem mandeltræer, vild fennikel og forårsblomster.

Endelig blev 2018 også året, hvor jeg rigtig begyndte at holde foredrag – især om Matera som kulturby 2019, hvilket fik mig flere gange til Jylland og fortælle på skoler og biblioteker. Desuden deltog jeg også til en tema-aften om Napoli for italiensk kandidatforening på KUA, hvor jeg fortalte om byens fascinerende femminiello-begreb, og det blev så stor en succes at foreningen måtte skifte lokale flere gange, på grund af tilslutningen.

Den 3 oktober holdt jeg foredrag for et fyldt auditorium om det napolitanske femminiello-begreb.

Nu glæder jeg mig til 2019, hvor jeg blandt andet  skal forelæse om Sardinien på Folkeuniversitetet. Og så drømmer jeg om at lave pod casts om og fra Syditalien, så det hele ikke kun bliver ord, men også lyd. Jeg glæder mig!

Fotos: privatfotos 

Il tarantismo: Edderkoppeterapien fra Puglias onde fortid

Der sidder en ung mand på 18 år bøjet over et træbord midt i Salentos hede sommer. På bordpladen ligger der tegninger med malerklatter, der kunne være lavet af et barn, men at dømme ud fra mandens ansigtsudtryk er der intet uskyldigt over motiverne.

Han vrænger i stedet ad papirerne og deres øjensynligt abstrakte tegninger, for mens malingen for de fleste blot ligner et tilfældigt sammenrend, giver de perfekt mening for hans indre blik:

”Taranteller. tarantel-munde. Skorpioner og det, som de spiser”, siger han til en violet plamage på papiret, og skubber sig selv væk fra de langbenede insekter, der i hans fantasi myldrer op mod ham fra tegningen.

Sommeren er 1959, og antropologen Ernesto de Martino er i fuld gang med at lave Rorschach-prøver for befolkningen i landsbyen Nardò, hvor de fattige bønder jævnligt bliver bidt af en giftig edderkop, som gemmer sig mellem kikærteplanterne i marken. Skønt han i bunden af den italienske støvlehæl omkranses af det ioniske hav mod vest og Adriaterhavet i øst, møder han alligevel et bondesamfund, der er stærkt knyttet til landbruget, og lever prisgivet barmhjertigheden fra Salento-områdets gule jord.

Hændelsen med edderkoppebiddene er så hyppig og rodfæstet, at man for længst har skabt sin egen medicin mod giften. For når lokale indbyggere bliver bidt af tarantellen, falder de i en farlig psykose, der gør dem manio-depressive, voldelige og uberegnelige, og kun musik, dans og besværgelser kan drive den mystiske gift ud af krop og sjæl, som til sidst vil slå dem ihjel.

Ernesto er dog godt forberedt: han har taget et hold med af videnskabsmænd, hvoraf en fanger et eksemplar af den skyldige edderkoppeart lycosa tarantula, skærer den op, tapper organerne og måler styrken af væsken i dens kirtler. Han kan hurtigt slå fast, at biddet fra det askegrå insekt, der hos et fuldvoksent eksemplar kan blive ligeså stor som en håndflade,  ikke gør mere skade end et bistik.

Den salentinske tarantel-art som bønderne forbandt det giftige bid med. Edderkoppens krop kan blive op til 3 cm. lang, og hele dyret kan med ben fylde en håndflade.

Ikke desto mindre befinder videnskabsmændene sig midt i en virkelighed, hvis lokalbefolkning jævnligt handicappes af biddene, og omkring hvilke der er knopskudt et kompliceret system af symptomer, besværgelser og helbredelser.

Takket være blandt andet Ernesto de Martinos antropologiske undersøgelser blev 1950’erne det årti, hvor Italien genopdagede sin sydlige pol. I kølvandet på krigen og et økonomisk boom, der mestendels berørte den voksende middelklasse i Torino, Milano og Rom, rejste Ernesto den modsatte vej af fremskridtet,  igennem Basilicatas og Puglias arkaiske samfund for at dokumentere en glemt hverdag, hvor troen på magi var stærkere end kristendommen, og hvor man via sine immigrerede slægtninge i USA følte sig tættere knyttet til myten om Abraham Lincoln, end politikerne i Rom.

Den dybt feudale virkelighed, som bønderne i Puglia befandt sig i, havde aner tilbage til den græske civilisation, der for 2500 år siden rejste templer og bautasten på Salentos sletter. Og her fandt Ernesto et forbløffende eksempel på, hvordan den ældgamle rædsel for den frygtelige edderkop, der stadig bor i mange af os i Vesten, kan vendes til mirakler.

Jeg lider selv af arachnofobi, der knytter sig til en grim oplevelse jeg havde som barn. Og hele myten, der har givet edderkoppe-familien og fobien for edderkopper sit navn, bunder netop i den græske fortælling om Arachne. som fulgte med de indbyggere, der flygtede fra et ustabilt Grækenland til Syditalien omkring år 500 før vor tid, for at kolonisere sig.

I løbet af få århundreder dækkede Magna Graecia hele syden, fra Puglias sletter over Basilicata til Calabrias og Siciliens kyster, og blev et mægtigt, kulturelt anker, som endnu i dag præger Syditaliens rituelle hverdag.

Legenden fortæller hvordan spindersken Arachne en dag udfordrer krigsgudinden Athene, der ellers går for at være den dygtigste på jorden til at væve kunstfærdige mønstre. Athene indvilliger i at konkurrere om, hvem der kan lave det smukkeste stykke arbejde, men der går ikke lang tid før det bliver det tydeligt, at Arachnes vævning langt overgår Athenes.

Minerva og Arachne, maleri af René-Antoine Houasse fra 1706.

Som hævn forbander Athene den stakkels kvinde, der bliver så fortørnet, at hun hænger sig. På den måde er hun for evigt dømt til at svæve i luften mellem himmel og jord, og det er Ernesto de Martino, der efter at have frekventeret utallige, historiske vidnesbyrd om tarantismen – eller il tarantismo, som begrebet døbes på italiensk – ser en 2500 år gammel forbindelse mellem Magna Graecias Dionysos-kulte og den dans og musik, der bliver brugt som terapi for de edderkoppebidte i Salento i 1950’erne.

 

Endog Selve ordet tarantel kommer fra Salento, og har dybe, græske rødder: Den store havneby Taranto, der ligger på Puglias vestvendte støvlehæl, er i dag Syditaliens tredjestørste by på fastlandet, og blev grundlagt af grækerne 706 før vor tid. De kom direkte fra Sparta og navngav byen efter guden Tara, der skulle være ankommet til kysten overskrævs på en delfin, og grundet de mange edderkoppebid og danseexcorcismer i byen, som skulle drive giften ud af ofrenes sår, fik den specifikke edderkopperace navnet tarantula.

Der er endnu ingen forskere, der har kunnet forklare araknofobi. Nogle personer er så hæmmede af fobien, at de knap nok kan bevæge sig ud i naturen, af skræk for at møde det lille insekt, og når jeg selv ser en edderkop i mit værelse, skal den ud, inden jeg kan sove. Så irrationel er min skræk, at jeg ikke engang tør rører ved noget, der rører ved dyret selv, hvorfor jeg aldrig kan fjerne det, men må bede andre om at jage rundt langs vægge og gulve efter kræet. Mellem 3- 6% af jordens befolkning lider af araknofobi, og det gør fobien til den suverænt mest hyppige på verdensplan, med flest tilfælde i Europa.

Der findes en evolutionær teori om, at edderkoppen repræsenterer en ældgammel frygt, der rækker helt tilbage til de første mennesker, som boede i regnskov, og som vitterligt kunne dø af giftlige edderkoppebid. Man har lavet eksperimenter med personer, der fik udleveret tegninger af jungetætte underskove, og hvor folk gennemsnitligt var hurtigere til at få øje på edderkopperne blandt planterne, end omvendt.

Vi er altså ubevidst prædisponerede til hurtigt at kunne finde og udpege dyret i naturen, men teorien har også mødt kritik, især fordi folks voldsomme reaktion på edderkoppen meget sjældent står mål med den egentlige fare, som edderkoppen udgør. Nogle forskere mener derfor, at frygten for edderkopper nærmere er noget, der er blevet dyrket og fremelsket kulturelt i Vesten. Men hvorfor?

Da Ernesto di Martino når til landsbyen Nardó i juli måned 1959, er det med missionen om at studere den såkaldte tarantismo på nært hold, inden det er for sent. Han ved, at den momentane sindssyge, der kun kan kureres ved hjælp af musik og ekstatisk dans, har hersket i  hele Syditalien i årtusinder, men mens den i Napoli efterhånden er blevet til en stiliseret og romantiseret kastagnetdans, som blot fremvises for turister, gælder den stadig liv og død i Salento.

Ernesto har blandt andet læst, at tarantismen især hjemsøgte Syditalien i 16-og 1700-tallet, og forskere som Athanasius Kircher dokumenterede i 1660’erne dette sære fænomen, der gjorde, at flere landsbyer kunne henlægge i en slags araknofobisk massepsykose, hvor både mænd og kvinder, gamle som unge, gjorde vold på sig selv, hvis de ikke fik mulighed for at danse, og viklede sig ind i farvestrålende bånd for at mime deres kamp i edderkoppens spind.

Vel ankommet til Nardò i 1959 hører Ernesto de Martino voldsom musik fra et lille bondehus i bymidten. Han ser, at folk stimler sammen om vinduer og døre, og hele hans hold skynder sig hen til sceneriet og presser sig ind i en lav og mørkt stue, hvor tre mænd på henholdsvis tamburin, harmonika og violin står bøjet over en skikkelse i natkjole.

Billede af en tarantata midt i tarantismo-ritualet, fra under Ernesto de Martinos ophold i Nardò i 1959.

Den vrider sig rundt på gulvet, og under den cirka 30 årige kvinde har man udbredt et tæppe for at beskytte hende mod at få mærker og sår, når hun hamrer arme, ben og hoved mod stengulvet. Maria fra Nardò er langt inde en psykose udløst af en lille tarantel under høsten forleden. Den sad i et neg og bed hende, da Maria samlede kikærtestrå, og nu kan kun musikken og dansen hive hende ud af sindssygen.

Henover de næste par dage følger De Martino Marias helbredelse: han observerer, hvordan hun i spastiske danse efterligner edderkoppens bevægelser, stamper i gulvet for at mase insektet, fortrylles af violinens piben, og river helgenmotiver itu, som man har lagt rundt omkring på lagenet.

En lille dreng sidder klar på en skammel med det indrammede billede af San Paolo, de forgiftedes beskytter. Af og til henvender helgenen sig til Maria, hvilket får hende til at kravle hen foran den rædselsslagne dreng, og gribe omkring rammen; ifølge traditionen prøver San Paolo at få Maria til hægterne, men edderkoppegiften har gjort Maria hedensk og vulgær, og flere gange hamrer hun sin knytnæve mod rammens glas, springer op og fortsætter sine dyriske dansetrin.

I løbet af et par døgn falder Maria dog til ro, og mens hun hviler, indtager musikerne dampende pasta ved et bord midt i stuen. De har brug for noget at styrke sig på, for bagefter drager Maria og en stor gruppe andre ’taranteller’ i æselvogn til San Paolos kapel i byen Galatina.

Ernesto de Martinos filmoptagelser fra et tarantismo-ritual i Nardò i 1959. han følger også ‘le tarantate’ ind til San Paolos kapel i Galatina, hvor de bidte på helgenens festdag kan blive endelig helbredte ved at bede foran ham og drikke af den hellige brøn. Fra Youtube.

Vel ankomne udspiller der sig et kaos foran kirken, hvor de stadig psykotiske bønder vakler rundt som i blinde, kravler på alle fire og trækker sig henover den støvede vej ved at lægge sig på ryggen og tage svømmetag med armene. De er stadig i edderkoppens vold, og indenfor i kapellet kravler nogle af de mest atletiske  taranteller op på kapellets tabernakel for at forbande maleriet af San Paolo, mens andre lægger sig på bænkene eller kravler rundt med voldsomme bevægelser.

 

Efter nogen tid i helgenens nærvær falder der ro over gemytterne, og hver og en ledes bønderne nu om i kapellets baggård, hvor de drikker af en hellig brønd med helbredende vand. Tarantellens forbandelse er nu neutraliseret, og bønderne anses som raske. Men til næste år under høsten vil de være særligt disponerede for atter at blive bidt, og deres psykoser atter gentage sig og forvandle Salentos landsbyer til et helvede fuld af skrig, gråd og skinger musik.

Den bog, som Ernesto de Martinos studier af den salentiske tarantismo munder ud i, får navnet ’la terra del rimorso – angerens jord’, og kan i dag læses som et unikt vidnesbyrd på den barske, syditalienske hverdag i 1950’erne. Men titlen er også et fiffigt ordspil, for anger, rimorso, betyder også, hvis termen oversættes direkte,  ’det gentagne bid’, og henviser til hvordan bønderne i deres dybe armod bærer fattigdommens arvesynd videre fra generation til generation.

Ernesto konkluderer at edderkoppens bid blot er et påskud og en ventil for de undertrykte frustrationer, angst og seksuelle lyster, der er bandlyst i de små samfund, men som med høstens komme ikke længere kan holdes i ave. Høsten er det øjeblik, hvor bønderne finder ud af om de skal sulte eller leve, og stressen er den sidste dråbe, der får psykens bæger til at løbe over.

”Edderkoppens bid er i virkeligheden den onde fortid, der hjemsøger bondesamfundene”, skriver Ernesto i sin bog, der med tiden er blevet en bestseller. Den sociale arvs uudholdelige virkelighed har af og til brug for at blive revet itu, så man kan angre sin medfødte underlegenhed og få afløb for kroppens forbudte følelser. Med ét forvandles edderkoppens bid og den efterfølgende musik til genial terapi.

Med globaliseringen og bedre leveforhold er tarantismen i sin oprindelige form forsvundet fra Salentos landsbyer. Traumerne er dog ikke, for skønt bønderne nu ikke risikerer at dø af sult og dehydrering under den brændende augustsol, er Puglia og hele Syditalien stadigvæk præget af alvorlige problemer, som snarere synes skabt af moderniteten, end forløst af den.

Lokale i Salento fortæller om hvordan tarantisme-begrebet blev tabu takt med, at stadig færre og færre gjorde brug af terapien. Fra 70’erne til 90’erne var det så godt som forbudt at nævne det edderkoppebid, alle psykoserne og den skamfulde fattigdom, som man med tavsheden prøvede at distancere sig fra. Musikken og dansen blev anset som diabolsk, som primitiv.

Men med den nye generation, der er vokset op i et Salento præget af konkursramte landbrug, korruption og menneskeflugt,  er der sket et skifte: folk er atter begyndt at spille og danse til de ældgamle rytmer, som skaber fællesskab og håb. Enorme tarantula-festivaller er blevet stablet på benene i Salentos største byer, og alt imens lycosa tarantula stadig kravler rundt i Puglias buskadser, lindres de unges psyker ved hjælp af den selv samme musik, der i sin tid helbredte deres forfædre.

Salento er i øvrigt ikke det eneste sted i Syditalien, hvor edderkoppen er blevet genfødt som ledemotiv i et fælles terapi-ritual: På Sardinien benyttes l’argia, det lokale navn for den rødplettede, sorte enke, som endnu lever et par steder i Syditalien, og som vitterlig er giftig, som metafor for bøndernes og hyrdernes lidelser: I landsbyen Novara i øens centrum har fortællingen om en ældgammel dans overlevet århundrederne under navnet ’il ballo dell’argia – enkens dans’.

En filmoptagelse af l’argia-dansen fra 1962, hvor et samfund danser rundt om en bidt person, der er blevet bidt af den sorte enke.

Bliver en person bidt, mobiliseres hele landsbyen, og folk begynder at danse, med tre kvinder i centrum: en ung jomfru, en gift kvinde, og en enke. Vedkommende, som på grund af edderkoppens bid er hensat i dyb depression, bydes også op til dans, og der spilles en frenetisk musik, som udløser festligheder, der kan vare i dagevis.

”Vi fester, fordi en af os er syg”, var et normalt svar på udeforståendes spørgsmål om dansen, og efter hændelserne kom de syge sig forbløffende hurtigt, helbredt af trinene og kollektivets opmærksomhed.

Der findes desuden et dansk blik på den syditalienske tarantel-dans, som må have virket eksotisk på de mange skandinaviske kunstnere, der i løbet af 17-og 1800-tallet besøgte Napoli under den obligatoriske dannelsesrejse.

Da August Bournonville i 1842 skriver og opfører sin verdensberømte ballet Napoli på Det Kongelige Teater i København, bliver den straks en stor succes. Bournonvilles ballet fortæller historien om fiskeren Gennaros og pigens Teresinas kærlighed, der bliver sat hårdt på prøve, da Teresina forvandles til en nymfe af havdæmonen Golfo i Den Blå Grotte på Capri.

Da Gennaro opsøger pigen i grotten for at få hende med hjem, genkender Teresina ikke sin elskede. Først efter at have bedt og modtaget en medaljon af Jomfru Maria ophæves forbandelsen, og hun kan sammen med Gennaro drage ind til Napoli for at blive gift.  Ved brylluppet danser hun sin taranteldans, der, skønt let, lystig og æsteticeret i forhold til den salentinske udgave, fungerer som et af ballettens markanter højdepunkter.

Tilbage står imidlertid spørgsmålet om, hvilke traumer, der ligger til grund for den araknofobi, mange lider af i Vesten i dag?

Selv husker jeg tydeligt den hændelse, der udløste min egen skræk for edderkopper: hvordan jeg som 8-årig vågnede en morgen, gik ned i køkkenet til mine forældre, og blev mødt af skrækslagne formaninger om, at der sad en enorm edderkop på mig. Jeg kiggede nedad mig selv og fik øje på en meder, der sad på mit venstre bryst, og synet gjorde mig så skrækslagen, at jeg med et håndkantslag slog dyret af min natkjole, og begyndte at springe rundt i en cirkel, indtil min mor fik mig beroliget.

Hvad hvis mine bevægelser i virkeligheden var en nedarvet dans, kamufleret som øjensynligt tilfældige bevægelser, der rakte tilbage til en anderledes visdom, som dog ikke længere kunne afkodes af min families moderne øje?

Hvis den salentinske tarantismo og den sardiske argia var en måde at bearbejde lokalsamfundets traumer på, som atter er blevet taget op i Syditalien, hvilke redskaber har vi andre så til at imødekomme de udfordringer, der stadigvæk hensætter millioner af mennesker kloden over i depression og angst?

Er den  verdensomspændende araknofobi i virkeligheden en rest fra en fortid, hvor vi havde en dans at træde, der helbredte os, men hvis ritualer i dag er forsvundet, og gør os magtesløse overfor hverdagens pinsler?

Den uforløste fobi lever iblandt os som en virus og blusser op med myter, der i stedet for at helbrede os, blot retraumatiserer:

hvem har ikke hørt historien om, at man hvert år spiser edderkopper, fordi dyret kravler ind i ens mund, når vi sover? Om en amerikansk edderkoppeart, der udelukkende lever på toiletter? Om en kvinde, der blev sindssyg, fordi hun på en rejse til junglen blev bidt af en edderkop, som lagde æg i hendes kind, og som senere udklækkedes, til hendes store rædsel? Og en anden kvinde med franskbrødsfrisure, som efter sigende fandt ud af, at hendes hår, der ikke var blevet vasket i månedsvis, gemte på en rede af sorte enker?

I Salento danser man igen og får på den måde jævnligt renset sit hoved for de edderkopper, der kunne have taget bo i psykens snørklede hårpragt.

Hovedfoto: Nodepapiret Antidotum Tarantula fra 1660 fra Athanius Kirchers studier af det syditalienske tarantismo-begreb. Noderne viser den musik, der på magisk vis kunne helbrede de bidte. Fra Wikipedia, ligesom resten af artiklens billeder. 

Find rundt i Syditalien: Tips og tricks til at tyde vejkortenes mysterier

“Du skal bare fortsætte ned ad vejen her, så langt du kan komme, så når du til en spinkel bro, hvor du må LOVE mig at holde dig inde i midten, og bagefter ser du en afkørsel, som du FOR GUDS SKYLD ikke må tage! Fortsæt istedet til højre, og kør så langt du kan komme. Så er du fremme!”

Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har fået velmenende råd fra søde syditalienere, når jeg har bevæget mig rundt i regionerne syd for Rom. Alle er utrolig hjælpsomme, når jeg spørger om vej, men alligevel er det som om, de har et helt andet vejkort inde i hovedet end mig. Man kan støde på alt på vejen: fåreflokke, flækkede veje, ja selv æsler, der søger skygge nær ens parkerede bil!

I april og maj i år drønede jeg rundt i Siciliens midte for at opdatere den seneste udgave af Turen Går Til Sicilien – et område der er notorisk kendt for sin mangelfulde skiltning og dårlige infrastruktur. Og jeg kom konstant på afveje. Det er nemlig sjældent nok at kende en adresse, når man skal fra A til B i Syditalien, og selv med et vejnummer, kan man bruge timer på at finde frem til sit hus eller sin lejlighed. Oveni er mange kort over Syditaliens regioner fulde af navne og henvisninger, der kan være svære at forstå, hvis man ikke er rigtig ferm til Italiensk.

Hvad er for eksempel forskellen på en contrada og en frazione? På en borgo og en paese, et quartiere eller en rione? Og hvad med ude på landet, hvor man ofte inddeler zonerne i contrada og localitá? Her kommer derfor en lille guide til alle jer, der skal til Syditalien, og godt kan trænge til lidt hjælp bag rettet:

Inde i byen: Citta, quartiere og rione

Vi starter oppefra, i faldende orden, alt efter størrelse. På italiensk betyder città en by, som vi forstår det på dansk: altså en bebyggelse af en hvis pondus, med et stort antal indbyggere, en midte og et opland. Byen er så inddelt i quartieri, kvartérer, der igen er inddelt i mindre kvarterer, ofte kaldet rioni. Den inddeling er for eksempel almindelig i Napoli, med det gamle kvartér Rione Sanitá.

Ude i udkanten: Frazione og mercato

Frazioni kan ofte ses indikeret i udkanten af byen, og er navnet på de mindre bebyggelser, som støder op til og omkrander selve byen. De kan kaldes en slags forstæder, og har ofte deres eget navn. Vanen med at opdele byens ydre zoner i frazioni stammer fra fascismen, hvor man ønskede at sætte de urbane områder i Italien i system.

Et mercato derimod er en forstad et led længere ude, som grænser op til en landszone, og har sit helt eget bypræg. Et eksempel er byen Mercato San Severino i Salerno-provinsen.

I landzonen: borgo paese, contrada og localitá

Her er vi, bogstavelig talt, rigtig ude på landet med mere diffuse begreber, der ofte rimer på, at man skal et stykke væk fra alfarvej, Til gengæld er det også her, de sjoveste oplevelser gemmer sig. En borgo er en gammel, befæstet by af lille størrelse, gerne højtliggende, på et bjerg. En paese er en landsby, gerne i et landbrugsområde – sjovt er det, at det selv samme ord betyder ‘land’ på italiensk, altså som i ‘landet Italien’. Måske lige netop derfor rummer landsbyerne rigtig meget ukendt kultur, som det er værd at køre efter.

Mens ordet contrada i Siena er navnet på byens kvarterer, er contrada mestendels brugt i Syditalien, når det gælder et nybebygget område med et landligt præg. Ofte er her små klynger af huse, eller enkelte højhuse, de såkaldte palazzi, men der vil ofte være en forbindelse med landzonen.

Og endelig, min yndlingslokation i den syditalienske toponomi: Località! Støder man på det ord i sin adresse, kan man godt glæde sig, og afsætte lidt ekstra tid i gps’en. Det indikerer nemlig en lokalitet rettere end et bestemt sted, og bruges ude i landet, i bjergene og i tyndbefolkede markområder, hvor der ofte ikke er tilknyttet et postnummer, ej heller en vej eller et vejnummer. Af samme grund er de steder, som indikeres località, blandt de smukkeste overhovedet.

Hovedfoto: På Altopiano del Golgo på Sardinien kan dyrene finde på at søge skygge nær de parkerede biler.

Petralia Soprana er kåret som Italiens smukkeste landsby i 2018

Konkurrencen il borgo piu bello d’Italia – Italiens smukkeste landsby 2018 – er netop løbet ad stablen i Italien, og vinderen blev en helt speciel by beliggende på en hylde i Madonie-nationalparken ved navn Petralia Soprana.

Jeg har selv besøgt stedet og er overmåde begejstret for den forbløffende velbevarede tidslomme, der oser af middelalderatmosfære, og hvis placering på et granitmassiv vest for Etna giver en fejende udsigt til vulkanen.

Udsigt til Etna fra Petralia Soprana.

Hver region gør hvert år sit yderste for at hive den prestigefyldte titel hjem til et af sine nominerede steder, der for fremtiden vil blive indskrevet i en eksklusiv familie af vinder-byer, og dermed får en ekstra markedsføringsplatform indenfor den vigtige turismeindustri.

Især i Syditalien er konkurrencen uhyre populær, fordi den med sine tv-kampagner, programmer og live-transmissioner fra de nominerede landsbyer tilbyder en sjælden mulighed for at fortælle ukendte historier fra Italiens periferi.

Helbredende harpiks og salt under granitten

Petralia Soprana ligger mit hjerte nær, fordi landsbyen befinder sig i baglandet tæt på et af mine sicilianske yndlingssteder, Cefalu.  Og jeg har rejst rigtig meget både i Madonieparken og Nebrodi-parken, der ved siden af hinanden langs Siciliens nordkyst, men som i stemning og farver er vidt forskellige.

Mens Nebrodiparken udgør Siciliens største skovområde, er Madonieparken mindre. I Madonie ligger de ældgamle, kulturelle centre tættere, og klippernes farver er varmere i nuancen, og man har unikke ressourcer i området, så som den helbredende harpiks, den såkaldte manna, der udvindes fra særlige asketræer, og salt, der ligger aflejret i tonsvis under granitten i Petralia Sotranas opland.

Lige udenfor Petralia Soprana kan man besøge byens saltminer, miniere di salgemma, og se skulpturer udhugget i salt.

Selve Petralia har en atmosfære, der på samme tid er adstadig og dynamisk: for selvom landsbyen som så mange andre steder i Europa kæmper med affolkning af unge, der flytter fra landsbyerne til de store metropoler, føler de tilbageblevne en stærk tilknytning til deres landsby; de lokale er berømte for tæppevævning, og hvert år afholdes der blomsterfester i byen, hvor gader og veje smykkes med blomsterblade og farvede ris, og og byen er fuld af smukke bygninger, kirker og slotte, som giver stedet et distinkt præg af noget majestætisk og ophøjet.

På vej til udsigtspunktet ved kirken Santa Maria di Loreto udenfor Petralia Soprana.

Særligt monumentale er søjlegangene og husene omkring Piazza Duomo og Piazza del Popolo, og lige i udkanten af byen snor en brolagt sti flankeret af løvtræer sig op til kirken Santa Maria di Loreto, som ligger på vej til et udsigtspunkt, et belvedere, ude midt i bjerglandskabet.

Kig til domkirkepladsen gennem søjlegangene ved la Chiesa Madre San Petro e Paolo.

Selve navnet Petralia stammer fra normannerperioden, hvor man tilpassede stedets oprindelige, arabiske navn Batraliah, der betyder ’by af sten’, til noget mere romansk. Byen blomstrede med handel under Ventimiglia-familien, der i 1200-tallet plettede mange af Madonieparkens byer med borge og kirker.

Og hvis du undrer dig over, at byen har en navnebror tæt ved, har du ikke læst forkert. Mod nord ligger Petralia Sottana sig nemlig, og spejler den syditalienske skik med at give byer navne efter deres beliggenhed i forhold til hinanden. Soprana betyder højtliggende, og Sottana lavtliggende.

Hovedillustration: Petralia Soprana om vinteren

Salernos lysshow er blevet en af Syditaliens mest besøgte juleattraktioner

6 kilometer ledninger og millioner af led-lys indhylder lige nu Salernos gader og pladser i kunstfærdige figurer og mønstre. Det imponerende skue er blevet døbt ‘Luci d’artista – kunsterlys’ og har siden 2005 været et af de mest gennemførte juleshows i Syditalien. Jeg boede selv i byen i starten af det nye årtusinde, og skønt man allerede dengang snorede lsykæder omkring byens mange palmer, kan det slet ikke måle sig med de kæmpe installationer, som nu præger julemåneden.

Den store og travle handelsby Salerno med 135.000 indbyggere ligger i bunden af Amalfikysten og er en oplagt by at besøge, hvis man både vil have en pause fra Amalfis og Sorrentos turistmylder, nyde et uberørt, historisk centrum, og opleve syditalienernes egen hverdag.

Fra den 9 november til 20 januar kan man som gæst nyde de oplyste strøg, parker og gader, hvor udvalgte kunstnere hvert år får lov til at opføre figurer, huse og scenerier fra Biblen, Brødrene Grimms eventyr og moderne kunst i lys. Nogle figurer kan bevæge sig, andre ikke, og der er endda kunstnere, der udspænder store net med lys, stjerner og farver henover det gamle centrums middelaldergyder, så man som gæst går under et regulært juletæppe.

Byen har lavet et kort over Salernos gader, hvor man kan finde de forskellige lysshows.

Juleinstallationerne er en del af Campania-regionens strategi for at markedsføre de store kulturskatte i området syd for Napoli. Rundt omkring i byen kan man for eksempel se de græske templer i Paestum syd for Salerno opført i lys, og byens borgmester Vincenzo Napoli håber med lysenes skønhed både at hjælpe byens økonomi og turismeindustrien på vej. I en omskiftelig verden har man også i Syditalien brug for håb og glæde, og de lokale ser hvert år frem til at se, hvad kunsterne nu har fundet på.

se mere på www.lucidartistasalerno.com