Il Cammino dei briganti – prøv den historiske vandrerute i Abruzzos bjerge der følger partisanernes stier fra krigen under Italiens samling

I kølvandet på de spanske cammino’ers succes er der kommet nyt fokus på camminoerne i hele Europa – herhjemme i Danmark fik vi for et par år siden Cammøn’oen på Møn, og i Italien findes der også ældgamle pilgrimsruter, som løber på kryds og tværs af landet, og som er blevet genopdaget grundet et voksende antal turisters kærlighed til at vandre.

Nu har en gruppe ildsjæle grundlagt Il Cammino dei Briganti i bjergene syd for Lazio, hvor Abruzzo-regionen med sine svimlende bjerge tager over og fører den vandrende ind i Syditalien.

De enorme og ensomme bjerge i henholdsvis Majella- og Marsicano-bjergene har i årtier har været det perfekte gemmested for folk, der ikke vil findes. Således også de lovløse ‘briganti’, som i kølvandet på Italiens samling i 1861 kæmpede mod hæren fra Savoy-fyrstedømmet. De ville hellere tilhøre den spanske borboner-familie, der i århundreder havde siddet på Syditalien og kongetronen i Napoli, end blive en del af det nye Italien. Flere af partisanerne blev nedslagtet og landsbyer lagt øde i den regulære borgerkrig, som samlingen flere steder resulterede i, i de syditalienske regioner.

Andre nåede at slippe væk og gemme sig i bjergene. De færdedes i et netværk af æsel- og hyrdestier i det barske landskab, som nu er blevet genfundet og ryddet, så man kan følge i oprørernes fodspor. En af initiativ-tagerne til Il Cammino dei Briganti er Luca Gianotti, der egentlig kommer fra Modena i Centralitalien, men som ud af sin passion for at vandre i naturen har forelsket sig i Abruzzos majestætiske bjerge.

I dette program fra La Rai fortælles hele historien om Il Cammino dei Briganti. Det anbefales at man går turene i foråret og efteråret, skønt de fleste også kommer og vandrer om sommeren.

Han begyndte sammen med en gruppe venner at kortlægge stierne og rydde dem, og efter nogle år kunne han give stederne navne og kæde dem sammen med små hoteller og gæstgiverier, der i de små landsbyer, som man passerer igennem på turen, gerne ville være en del af genopdagelsen og værdisættelsen af de gamle, historiske stier.

Ialt løber der cirka 100km vandrestier på kryds og tværs af bjergene sydover fra Lazio og ned gennem Abruzzos nordvestlige hjørne med retning mod Tagliacozzo og det mægtige Monte Velino-bjerg. Briganti-ruten starter og slutter i landsbyen Sante Marie og går ad stier, der har forskellige sværhedsgrader, men for de meste vandrer man i et terræn i 1000 meters højde af overkommelige stigninger, og med stoppesteder undervejs, hvor man kan læse om ruterne og de mange historiske steder undervejs. Feks. de gamle egetræer, som flere steder flankerer stierne, og hvor vi lovløse gemte sig. Derudover kan man besøge Il Museo del brigantaggio, hvor historien om datidens modstandsbevægelse fortælles, og opleve hyrdernes hverdag, når man på vandreturen møder grupper af kvæg, som spiser urter og buskads i højden. Turen tager cirka 7 dage, med overnatninger undervejs.

Michelina de Cesare var en af de berømte brigantesse, som plyndrede og chikanerede overmagten med sin private bande. Hun blev skudt af de norditalienske soldater i 30 august 1868, og hendes lig efterfølgende afklædt og skændet. Michelina er en af de partisaner, der mindes på ruten. Fra Wikipedia.

De syditalienske partisaner var især aktive i årene mellem 1860-1970, hvorefter oprørerne ebbede ud, og mange blev henrettede for at sætte sig op mod den nye overmagt. Særligt berømte var Robin Hood-figurer som Michelina de Cesare, Francesco Guerra og Carmine Rocco.

Du kan læse mere om Il Cammino dei Briganti, se ruterne og læse om hvor man kan sove og spise på vejen på www.camminobriganti.wordpress.com

Se også gruppens meget aktive Facebook-side, hvor der postes fotos og videoer fra højdepunkterne på ruten: https://www.facebook.com/CamminoBriganti/

Hovedfoto: Marsicano-bjergmassivet i Abruzzo prydes med alpeblomster om foråret. Wikipedia.

Vil du med mig til Sicilien og opleve Syditaliens virkelige vidundere?

På et eller andet tidspunkt sker det – nok i 2020: at jeg laver mine helt egne ture til Syditalien, som ikke bekræfter det gængse billede af landsdelen, de fleste ser i medierne, og som ej heller går til de sædvanlige attraktioner. Der findes nemlig et Syditalien, som undslipper de sædvanlige statistikker, og som handler om udvikling, håb, innovation og ganske enkelt, kunsten at leve livet, mens man har det.

Jeg har aldrig prøvet at lave rejser for folk før, men det her bliver i forvejen ulig alt, du ellers har været med til – højst sandsynligt. Så forvent det skøreste, det smukkeste, det mærkeligste, og det mest uventede! På min tur skal det være VORES tur. VORES kærlighed til Syditalien, det skal handle om.

Turen gå til de usynlige vidundere, som også er en del af den syditalienske virkelighed: Lokale helte, som på trods af fattigdom og bureaukrati dyrker antikke kornsorter langt ude på landet, og som har startet en revolution udenom storindustrien, hvor bønderne rent faktisk kan få det til at løbe rundt; bjergfolk, der holder grise, køer og får, og laver himmelske produkter. Mennesker, som gør drømmen til virkelighed og laver verdens bedste vin på vulkanske skråninger, der før var ejet af spekulanter, men nu er sat fri. Og gæstfrie sjæle, der åbner teatre, restauranter, bagerier og små hoteller på steder, hvor ingen havde troet det muligt.

Det her er bare en føler for at fornemme, om der overhovedet er interesse: kunne du tænke dig at være med? Eller forestille dig det, på et tidspunkt, når jeg ved mere? Tænk over det. send mig en besked, skriv en kommentar, en mail, hvis det ikke lyder tosset. Eller, igen: gem min idé i baghovedet, og giv lyd hvis det stadig lyder sjovt, når jeg dukker frem med mere nyt.

Jeg forestiller mig at det skal foregå på Sicilien i en uges tid, til forår/efterår. I flyver selv derned, og så mødes vi der, og tager videre sammen til en by, hvor I højst sandsynligt aldrig har været før. Der skal vi bo, derfra vores rejser skal udgå til hele øen. Vi skal ikke kun på gæstebesøg hos de lokale, se vilde landskaber og spise utrolig mad, men også fornemme og dvæle ved de små og store ting, der skaber Syditalien: spadsereturene på hovedgaden. Den evige eftermiddag. Fordøjelsen. In vino veritas. Den elastiske tid. Madonnaen – enhver syditalieners geniale veninde. Helbredet. De kulturelle spor fra normannere, arabere og spanioler, som gemmer sig steder, de færreste ser.

Jeg tegner og fortæller på vejen. Måske læser jeg op under morgenmaden af en siciliansk forfatter, som sætter dagens stemning. Måske nogen kommer forbi og spiller musik.

Jeg glæder mig.

Cecilie.

In the Food for Love – multikunstneren Donpasta viser os skønheden i det ydmyge italienske måltid

”Når jeg går i gang, føler jeg mig som en 20-årig”, fortæller bedstemor Clara, og tripper fra haven og ind i sit køkken, hvor hun påbegynder det møjsommelige mirakel at lave perfekte cannoli-kager. Kameraet viser hende drøne rundt bag rattet i Favignanas smalle gader, og klipper så til kvindens krogede fingre, der hælder rødvinseddike i melet på bordet, og samler dejen med hurtige bevægelser.

Clara har lavet cannoli siden 1946, og fik håndværket lært af en 90-årig. Hun kan lave flere hundrede på en dag. Cannoli er mørdejsrør, der fyldes med sødet ricotta og kandiseret frugt, og udgør en af Siciliens mest ikoniske desserter.

Clara er en af de mange heltinder, der hver dag holder den syditalienske madtradition i hævd. Hun bor på en ø vest for Sicilien, men har aldrig optrådt i hverken Masterchef eller Italys Got Talent. Alligevel er hun med til at fylde koncertsale, når manden bag kameraet, dj’en, kokken og performancekunstneren Daniele de Michele, viser sine optagelser fra et glemt Italien, der ligger langt fra storbyernes michelin-restauranter og hippe boheme-kvarterer.

Det pugliesiske multi-talent er netop nu aktuel med sin dokumentarfilm I Villani (de uopdragne. Ordet betyder også ‘bonde’ på italiensk), der henover en arbejdsdag beskriver 4 italienere, som på trods af et hårdt liv på landet i den syditalienske periferi, en hverdag fuld bureaukratisk chikane og uigennemskuelige EU-regler og en evig kamp mod elementerne, alligevel har valgt at blive på deres jord. Her dyrker de grøntsager, opdrætter dyr og fisker, fordi den største lykke er at dø mens man laver det, man elsker. Trods alt:

 

Trailer til filmen I Villani fra 2018, der er blevet vist ved adskillige filmfestivaler i Italien og udlandet.

”Det her er et ulovligt produkt”, fortæller bonden Salvatore Fundaró i filmen I Villani, mens han hopper og danser omkring en flaske tomatsauce, som han ikke må sælge, fordi den ikke lever op til EU-kravene om fødevarer. ”Hvis du skal spise sundt, skal du altså spise ulovligt”:

De medvirkende repræsenterer en lille gruppe modige italienere, der går mod den massive trend med affolkning og udhuling af de små samfund i landets periferi, og budskabet passer perfekt ind i De Micheles mission om at dokumentere den italienske bonde- og arbejderklasses liv, som så ofte overses i den officielle historie om Støvlelandets tilstand, men som repræsenterer en værdifuld kontinuitet og kulturbærer.

Som kok var det naturligt for instruktøren at bruge de kulinariske traditioner som sit udgangspunkt for at vise de menneskelige ressourcer, som gemmer sig i køkkenerne, ombord på fiskebådene, på havnene, i markerne. Og De Michele, der meget apropos også går under kunstnernavnet Donpasta, har siden 2014 rejst i hele landet for at filme og vise glimt af den tidløshed, som bor i den italienske madlavning.

I en artikel fra New York Times fortæller Donpasta om sin aktivistiske tilgang til madlavning: om hvordan han sammen med de mange andre, som er utilfredse med den tiltagende industrialisering, udvanding og kommercialisering af den italienske madkultur, føler et behov for at komme tilbage til det enkle liv, til stoltheden ved de ydmyge råvarer: ”Jeg møder personer, der er stolte af at stege ansjoser og hvidløg. Det er ikke den fortælling, man finder hos Masterchef. Der får man at vide at det ikke er nok, at man skal gøre noget cool”, siger Daniele De Michele.

Her i filmen nedenfor kan man se hvordan Donpastas visninger opføres som et miks mellem lyd og billede, og bliver til et kunstværk i sig selv. Bagved tilskuerne står De Michele og akkompagnerer fortællingerne med musik, og af og til stiller han sig selv op og laver pasta til folk bagefter:

Daniele De Michele anses som værende en af de mest lovende og nyskabende performance-kunstnere i Italien lige nu, som både kan ses lave pasta back stage til sit hold af DJ’s hjemme i Otranto, holde ’Parmigiana Raves’ i New York, og filme i privaten hos bedstemødre, hvor han laver nye optagelser om køkkenets visdom.

Donpasta har siden han var 14 år arbejdet som dj, og elsker at lave mad til musik. Han har udgivet bøgerne Artusi Remix, Food sound system, Wine sound system og La parmigiana e la rivoluzione, og har i samarbejde med Corriere della sera lavet web tv-serien Le nonne d’Italia, hvor han rejser rudt og besøger italienerne i deres køkkener.

Læs mere om Donpasta på hans hjemmeside her.

Hovedillustration: Donpasta under en performance med mad og musik. Fra hans Facebook-profil. Copyright: Michele De Daniele.