Ferragosto: I den kommende uge går Italien på ferie. Og det har man gjort i 2000 år.

Det er fascisterne, de romerske kejsere og den katolske kirke, der har skabt og formet Italienernes nok ældste ferietradition, Ferragosto, der i næste uge får millioner af italienere til at rykke ud af deres hjem: for mange går turen til Syditalien – til havet, til bjergene og til de mange små, halvforladte landsbyer, hvor forældre og bedsteforældre bor tilbage, og hvortil børnene vender hjem fra deres karriere i de nordlige og centrale regioner.

Ferragosto har alle italienere til fælles: Augustferien, der ligger dybt i befolkningens DNA, fordi den både historisk, socialt og kulturelt definerer et hårdtarbejdende folks rytme igennem generationer. Da jeg boede i Salerno var jeg henover året ret paf over, hvor lidt ferie folk rent faktisk holdt: man gik i skole, passede butikken eller gik på kontoret henover en stor del af dagen, og mange var også travle om lørdagen, hvis de arbejdede i detail.

Det har selvfølgelig også noget med arbejdsmarkedets muligheder at gøre, og det politiske og økonomiske bagland: der skal vitterligt knokles for at få til dagen og vejen. Men aldrig hørte jeg nogen klage over at have et arbejde. Tværtimod.

Søndagen var ugens egentlige hviledag, men ferier tog man sig meget sjældent, med undtagelse af de faste helligdage omkring jul og påske. At have et arbejde ses af mange som et privilegie i Syditalien, og jeg oplever at selv det enkleste hverv, som i Danmark ville blive anset som inferiørt, stadig omgærdes med stor respekt: om man så er gadefejer foran sin onkels butik, blåmuslingesælger på et hjørne, opvarter hos en frisør eller stik-i-rend-kaffe-dreng.

Så meget mere grund til at holde ferie, når der vitterligt er mulighed for det, for den 15 august, som er den officielle Ferragosto helligdag, lukker alt ned: storbyerne ligger øde hen, persiennerne rulles ned og man drager enten til havet eller til bjerget for at slappe af i heden.

August måned har navn efter den romerske kejser Augustus, der grundlagde ferien Feriae Augusti 18 år før vor tidsregning. Perioden op til hviledagene var fuld af festligheder, som fejrede den overståede høst i ugerne forinden, og indbyggerne i Romerriget blev underholdt med hestevæddeløb, dekorerede optog og en overflod af mad og vin.

Ferien blev overtaget af den katolske kirke efter Romerrigets Fald, der lagde Maria Himmelfartsdag netop den 15 august. Perioden midt i august er desuden anset som det varmeste tidspunkt på året i Italien, og hele traditionen med at rykke ud af byerne for at finde brise enten ved havet eller i bjergene har gjort Augustferien folkelig – den mest populære Ferragosto har i umindelige tider været en picnic, hvor man pakkede sig selv og sit transportmiddel (hest? Æsel? Kærre? Bil?) med mad og drikke, og tog ud i marken med familien.

Det var fascismen og senere det økonomiske boom, der fik italienerne til at rejse på egentlige eventyr – fascisterne arrangerede udflugter med datidens arbejdsforeninger, hvor rejsen gik med tog og busser ud i de forskellige regioners periferi, og i efterkrigstiden kunne man begynde at tillade sig ture mod nord og syd, måske endda Frankrig eller Spanien.

Idag er Ferragosto et åndehul, hvor man tager sig et par ekstra fridage forbundet med den midterste weekend i august og således kommer på afstand af arbejde, rutine, larm og halløj. Ferragosto er selvfølgelig også blevet en kommerciel begivenhed, hvor resorts, agriturismi og hoteller underbyder hinanden for at få fyldt deres værelser med feriehungrende italienere.

I begejstring for strømmen af feriegæster kan man desuden opleve mange af Syditaliens helgenfester og madfestivaler, de såkaldte sagre, genopført omkring Ferragosto, på trods af at de hellige mænds og kvinders navnedage ligger spredt udover hele året.

For først og fremmest er det i Syditalien tidspunktet, hvor man vendet hjem: til familien, til det kendte landskab fra barndommen, til vennerne, som måske er flyttet til udlandet for at få en karriere, og nu virkelig er ‘a casa’ for en stund.

Hovedillustration: August måned. Fra freskerne Il Ciclo dei mesi – de 12 måneder, malet af Maestro Venesclao cirka 1397. Værket befinder sig i Castello del Buonconsiglio, Trento. Wikipedia.