Syditalien vs. Det Vilde Vesten #1: HOLLYWOOD og den sicilianske forbindelse – da verdens mest berømte skilt dukkede op på bjerget over Palermo

I juni 2001 måtte de fleste palermitanere knibe sig i armen – i hvert fald dem der løftede blikket mod Ballolampo-bjergene over byen, som indtil den dag blot havde været en støvet barriere for byens ophobende losseplads. I stedet var de nu blevet dekoreret med 9 enorme bogstaver, der hver var 22 meter høje og med en samlet længde på cirka 180 meter var svære at overse.  Sammen stavede bogstaverne ’HOLLYWOOD’, og skiltet, som de udgjorde, var en kopi af det  verdensberømte Hollywood-skilt fra Los Angeles, der siden 1923 havde tronet over den californiske millionby på Mount Lee.

Oprindeligt læste skiltet navnet ’HOLLYWOODLAND’ og var en reklame for et boligprojekt i området, der kun var ment til at stå opført i halvandet år. Men samtidigt med skiltet begyndte den amerikanske filmindustri at udvikle sig voldsomt, og hjørnet af Los Angeles blev hurtigt så kendt for sine film, at skiltet hurtigt blev synonym med stjernerne og stjernestøvet, der fulgte i de feterede skuespilleres fodspor.

Hollywood-skiltet på Mount Lee har siden 1923 tronet over Los Angeles og bliver både brugt som turistattraktion, ikon og politisk statement. Wikipedia, Thomas Wolf.

Skiltet over Palermo blev opført før nogen havde tænkt på sociale delingstjenester som Facebook og Instagram. Alligevel spredte rygtet sig som en løbeild i hele byen og nåede på rekord-tid resten af Italien, der netop havde taget hul på sin 49 kunstbiennale i Venedig. Og det var netop kunstbiennalen, som Hollywoodskiltet var en del af. Kunstværket – for det var det, det var – var blevet udtænkt af det famøse enfant terrible i den italienske kunstbranche, Maurizio Cattelan (født 1960), der dengang som stadigvæk skandaliserer landets high society klasse og politiske elite med obskøne, satiriske skulpturer, der pirker til den kapitalistiske verdens groteske misfostre.

Da Maurizio Cattelan blev indbudt til at deltage i biennalen var det hans fjerde medvirken, og rygtet siger at han var så træt af Venedigs overfladiske kunstsnobberi, at han hellere ville flytte festen til et sted langtfra festfotografernes lynende blitzlys. Valget faldt på Palermo, og da selve Venedigs kunstbiennale åbnede, inviterede han 150 kunstkritikere, samlere og kuratorer til at tage flyet fra dogernes by til Palermo (dengang en by plaget af 22% arbejdsløshed) , hvor det festklædte slæng med møje blev transporteret til Bellolampo-bjergene, hvor der blev serveret drinks og cocktails foran det nyopførte skilt. På flyet modtog gæsterne et katalog lavet af Vanity Fair, der viste nogle af Hollywoods største filmstjerner, og på coveret så man et billede af det falske Hollywood skilt, som ventede dem.

Maurizio Cattelan på Piazza della Borsa i Milano foran sit kunstværk L.O.V.E. Wikipedia, espyyyy.

Der er ingen tvivl om at Cattelan ønskede at bruge sin kunstinstallation til at gøre grin med det system, der undfanger og ødelægger de mange filmstjerner, som har passeret igennem Hollywoods grooming. Men skiltet var også ment som en hilsen til den arv, som Hollywood har modtaget fra Sicilien i form af talentfulde instruktører og skuespillere: tænk bare på Al Pacino i film som Scarface og Godfather, Martin Scorsese med et imponerende bagkatalog af film som Taxi Driver og Goodfellas, crooneren over dem alle Frank Sinatra, John Travolta og endog Lady Gaga (hendes bedsteforældre stammer fra Sicilien), som netop er slået igennem som skuespiller i A Star is Born.

Og apropos skraldeplads, så er der hele dobbeltheden med Palermos skyggeside. For gad vide om Hollywood, Palermo og Sicilien havde været det samme uden hinanden og de mafiafilm, som er blevet lavet igennem årtierne, og som på grotesk vis reproducerer, romantiserer og glorificerer et kriminelt system, der har mange liv og skæbner på samvittigheden? Myten om Sicilien og myten om Hollywood har flere fællestræk, der både fascinerer og frastøder, og får én til at spørge sig selv om hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi.

Selv sagde Cattelan om sit værk: ”Det er som at smide en håndfuld stjernestøv henover det sicilianske landskab. Det er en konstrueret drøm, en copy paste. (Filmens) billeder er kun en spejling af vores længsler. Jeg har prøvet at stille to vidt forskellige verdner op foran hinanden, Sicilien og Hollywood, og at udviske grænserne mellem dem. ’Hollywood’ er ikke en provokation, det er måske en parodi, men det er også en hyldest.”

Værket HIM forestiller en drengefigur med Hitlers ansigt, der knæler i en baggård i den tidligere jødiske ghetto i Waszawa. Wikipedia, Maciej Szczepańczyk.

Det falske Hollywood-skilt blev stående på Bellolampo-bjerget i 6 måneder, før det blev pillet ned og gled ind i Cattelans kæmpe bagkatalog af tankevækkende kunstinstallationer.  Og Cattelan er værd at gå på opdagelse i, hvis man er til provokerende og dobbelttydige kunstnere: nogle af hans mest opsigtsvækkende værker tæller blandt andet L.O.V.E fra 2011, som forestiller en gigantisk, hvid hånd, der med front mod den italienske børs i Milano stritter med sin langefinger i en obskøn gestus mod kapitalismen, og installationen HIM, hvor en knælende og bedende drengefigur med Hitlers ansigt blev placeret i baggården i den tidligere jødiske ghetto i Warshawa.

Det virkelige Hollywoodskilt i Los Angeles er i dag blevet et kulturelt ikon og landemærke, som også spejler begivenhederne i det omkringliggende samfund:  Da Paven besøgte Los Angeles i 1987 havde nogen ændret på bogstaverne, så der i stedet stod HOLYWOOD. Det samme skete i 1977 i anledning af Påsken, mens skiltet i januar 2017 blev ændret til HOLLYWeeD i anledning af lovliggørelsen af cannabis i staten Californien.

Endelig har Hollywood-skiltet mindst ét liv på samvittigheden: I september 1932 begik den 24-årige skuespiller Peg Entwistle nemlig selvmord ved at kravle op på og kaste sig ud fra skiltets H.

Du kan se fotos af Hollywood-skiltet i Palermo HER.

Hovedillustration: Al Pacino i stykket ‘The Basic training of Pavlo Hummel’ i 1971, Wikipedia, Theater Company of Boston.

Hvem er Liberato – Napolis neomelodiske rap-fænomen?

Han går med blå hættetrøje med skriften ’Liberato’ og vender hele tiden ryggen til, når han springer rundt på stenene langs Napolis havne-promenade og digter rap-poesi om kærlighed mellem Napolis teenagere. Ingen ved hvem han egentlig er, men siden 2017 er hans berømthed vokset til kult-agtige dimensioner i Syditalien, hvor en ny musik-bevægelse kaldet ’neo-melodico’ har taget de unge med storm.

Helt i tidens digitale ånd startede Liberato sin karriere ved at lægge sangen 9 MAGGIO (9 maj) på Youtube, hvis musikvideo var blevet optaget i slummen i Scampia og for første gang viste den ansigtsløse rapper mellem den porøse beton. Værket blev hurtigt et fænomen og delt tusindvis af gange, og i takt med at sange som TU T’E SCURDAT’ ’E ME (Du glemmer mig), JE TE VOGLIO BENE ASSAJE (Jeg elsker dig højt) og INTOSTREET blev hits på nationalt plan, voksede mystikken om sangeren. Der aldrig viser sit ansigt.

Man ved at han kan lide at kommunikere i vasaler – at han er stor fan af Napolis fodboldhold, og med sin perfekt klingende dialekt må være fra Napoli – og det er det. Og det er noget af en bedrift at kunne bibeholde sin anonymitet i en by, hvor alle i teorien altid kender nogen, der kender nogen, der kender nogen.

Liberato fænger med sin unikke stil, der blander hiphop-genren trap med il neomelodico – den seneste videreudvikling af den napolitanske sangtradition, som i århundreder har haft længslen efter Napoli, byens lyde, steder, stemning og dialekt som sit vigtigste indhold og udtryksmiddel:

romantiske serenader som Torna a Surrento, Funiculi, Funicula og O Sole Mio er i dag verdenskendt takket være bla. napolitanske immigranter, som spredte stilen i Amerika, og stilen blev senere tilpasset efterkrigstidens rytmer med bla. den storsmilende Renato Carosone ved klaveret.

Napolitanske Ikoner som Nino d’Angelo og den højt elskede singer songwringer Pino Daniele, hvis død i 2015 skabte stor sorg i hans hjemby, tog stilen videre med sig op igennem 80’erne, og i 90’erne begynder musikforskeren Peppe Aiello at bruge udtrykket neo-melodico om genren, som Liberato uden tvivl bidrager til. I bogen Made in Italy – Studies in Popular Music beskriver Aiello den nymelodiske strøming som ’de uacceptable menneskers musik, mennesker, som ellers er blevet udstødt af borgerskabet’. Musikanmelderen fra den napolitanske avis Il Mattino, Federico Vacalebre har skrevet en hel bog om ’il neomelodico’, hvor han beskriver genren som noget, ’der kommer nedefra, og er stemmen… fra en bydel, der ellers ville forblive tavs.”

Liberato kommer med høj sandsynlighed fra og identificerer sig med Napoli perifære arbejderkvarterer, og på den måde indskriver han sig i den napolitanske neo-melodi, idet dens toner, situationer og personer kommer fra byens nederste sociale lag, og ikke fra den middelklasse, som ellers traditionelt undfangede de klassiske sangere og musikere fra den napolitanske musiktradition.

Napolis udkant er i de sidste år blevet ’hot’: Elena Ferrante fastholder stædigt sin anonymitet i sin verdensberømte beskrivelse af veninderne Elena og Lila fra Napolis slum, der har vundet genklang og genkendelse kloden over, og bogen Gomorra af Roberto Saviano og HBO-serien af samme navn har gjort byens kriminelle underverden til ramme for voldsomme, menneskelige dramaer.

Liberato lader dog til at være uberørt af sin kult-status, og nægter at afsløre sit ansigt. På trods af udsolgte live-koncerter i både Napoli, Milano, Rom og Barcelona er han stadig anonym,  og tøvende overfor at sætte nogen form for etiket på sin musik. Til en journalist fra Rolling Stones har han i en tekstbesked i vasaler og napolitansk dialekt svaret, at han da ikke gider at afsløre sin sande identitet nu, fordi han netop har opbygget den for at kunne være i fred.

Personligt er jeg imponeret over Liberatos poetiske og næsten nostalgiske stil, der senest har givet udslag i en smuk ’serie’ af 5 filmiske musikvideoer med titlen CAPRI RDV, hvor han i bedste Dolce Vita-stemning udforsker kærligheden mellem en Brigitte Bardot-agtig karakter og en Marcello Mastroianni-boheme-fyr: det hele filmet i sort og hvid og med sine smukke optagelser i havet ud for den guddommelige ø virker de små film som en kærlighedserklæring til selve livet, til Napoli-bugtens skæbne, til skønheden og til de store følelser.

Det bliver da ikke mere ærke-napolitansk end det.

Hovedillustration: Et maleri af den hellige Gennaro pryder en bymur i det napolitanske arbejderkvartér Forcella. Kunstner: Jordi. Fra Wikipedia, Silviasca.