Hvem er Liberato – Napolis neomelodiske rap-fænomen?

Han går med blå hættetrøje med skriften ’Liberato’ og vender hele tiden ryggen til, når han springer rundt på stenene langs Napolis havne-promenade og digter rap-poesi om kærlighed mellem Napolis teenagere. Ingen ved hvem han egentlig er, men siden 2017 er hans berømthed vokset til kult-agtige dimensioner i Syditalien, hvor en ny musik-bevægelse kaldet ’neo-melodico’ har taget de unge med storm.

Helt i tidens digitale ånd startede Liberato sin karriere ved at lægge sangen 9 MAGGIO (9 maj) på Youtube, hvis musikvideo var blevet optaget i slummen i Scampia og for første gang viste den ansigtsløse rapper mellem den porøse beton. Værket blev hurtigt et fænomen og delt tusindvis af gange, og i takt med at sange som TU T’E SCURDAT’ ’E ME (Du glemmer mig), JE TE VOGLIO BENE ASSAJE (Jeg elsker dig højt) og INTOSTREET blev hits på nationalt plan, voksede mystikken om sangeren. Der aldrig viser sit ansigt.

Man ved at han kan lide at kommunikere i vasaler – at han er stor fan af Napolis fodboldhold, og med sin perfekt klingende dialekt må være fra Napoli – og det er det. Og det er noget af en bedrift at kunne bibeholde sin anonymitet i en by, hvor alle i teorien altid kender nogen, der kender nogen, der kender nogen.

Liberato fænger med sin unikke stil, der blander hiphop-genren trap med il neomelodico – den seneste videreudvikling af den napolitanske sangtradition, som i århundreder har haft længslen efter Napoli, byens lyde, steder, stemning og dialekt som sit vigtigste indhold og udtryksmiddel:

romantiske serenader som Torna a Surrento, Funiculi, Funicula og O Sole Mio er i dag verdenskendt takket være bla. napolitanske immigranter, som spredte stilen i Amerika, og stilen blev senere tilpasset efterkrigstidens rytmer med bla. den storsmilende Renato Carosone ved klaveret.

Napolitanske Ikoner som Nino d’Angelo og den højt elskede singer songwringer Pino Daniele, hvis død i 2015 skabte stor sorg i hans hjemby, tog stilen videre med sig op igennem 80’erne, og i 90’erne begynder musikforskeren Peppe Aiello at bruge udtrykket neo-melodico om genren, som Liberato uden tvivl bidrager til. I bogen Made in Italy – Studies in Popular Music beskriver Aiello den nymelodiske strøming som ’de uacceptable menneskers musik, mennesker, som ellers er blevet udstødt af borgerskabet’. Musikanmelderen fra den napolitanske avis Il Mattino, Federico Vacalebre har skrevet en hel bog om ’il neomelodico’, hvor han beskriver genren som noget, ’der kommer nedefra, og er stemmen… fra en bydel, der ellers ville forblive tavs.”

Liberato kommer med høj sandsynlighed fra og identificerer sig med Napoli perifære arbejderkvarterer, og på den måde indskriver han sig i den napolitanske neo-melodi, idet dens toner, situationer og personer kommer fra byens nederste sociale lag, og ikke fra den middelklasse, som ellers traditionelt undfangede de klassiske sangere og musikere fra den napolitanske musiktradition.

Napolis udkant er i de sidste år blevet ’hot’: Elena Ferrante fastholder stædigt sin anonymitet i sin verdensberømte beskrivelse af veninderne Elena og Lila fra Napolis slum, der har vundet genklang og genkendelse kloden over, og bogen Gomorra af Roberto Saviano og HBO-serien af samme navn har gjort byens kriminelle underverden til ramme for voldsomme, menneskelige dramaer.

Liberato lader dog til at være uberørt af sin kult-status, og nægter at afsløre sit ansigt. På trods af udsolgte live-koncerter i både Napoli, Milano, Rom og Barcelona er han stadig anonym,  og tøvende overfor at sætte nogen form for etiket på sin musik. Til en journalist fra Rolling Stones har han i en tekstbesked i vasaler og napolitansk dialekt svaret, at han da ikke gider at afsløre sin sande identitet nu, fordi han netop har opbygget den for at kunne være i fred.

Personligt er jeg imponeret over Liberatos poetiske og næsten nostalgiske stil, der senest har givet udslag i en smuk ’serie’ af 5 filmiske musikvideoer med titlen CAPRI RDV, hvor han i bedste Dolce Vita-stemning udforsker kærligheden mellem en Brigitte Bardot-agtig karakter og en Marcello Mastroianni-boheme-fyr: det hele filmet i sort og hvid og med sine smukke optagelser i havet ud for den guddommelige ø virker de små film som en kærlighedserklæring til selve livet, til Napoli-bugtens skæbne, til skønheden og til de store følelser.

Det bliver da ikke mere ærke-napolitansk end det.

Hovedillustration: Et maleri af den hellige Gennaro pryder en bymur i det napolitanske arbejderkvartér Forcella. Kunstner: Jordi. Fra Wikipedia, Silviasca.