Syditalien vs. Det Vilde Vesten #2: syditaliensk originalitet møder californisk fake i The Getty Villa

( … og det er også den tragiske historie om barnebarnet til verdens rigeste mand, der blev bortført til en hule i Syditalien, og fik skåret øret af):

At sætte USA og Syditalien op imod hinanden afslører stærke kontraster: mens mange syditalienerne sætter en ære i originalitet – at kulturbærende ting som gastronomi, arkitektur og fund fra den italienske fortid ikke må laves om, men rettere skal fremstå skal autentiske som muligt uden modificeringer – har amerikanerne det generelt omvendt: På min rejse langs den amerikanske vestkyst denne sensommer oplevede jeg guldgraverbyer scenarier fra 50’erne langs Route 66 og cowboyfilmskulisser, der alle var rekonstruerede, men som ikke desto mindre blev formidlet, som om de vitterligt var lige så værdifulde som originalerne.

Det er fascinerende, og ét sted gik kontrasterne op i en højere enhed i noget, der kunne ligne et paradoks. For hvad sker der, når en kopi fremstår så meget mere gennemført end originalen, at man må overgive sig til bedraget, ganske enkelt på grund af dens skønhed?

Indgangspartiet til selve Getty-museet er lavet i modernistisk stil og er en smuk kontrast til den pompejanske æstetik, der præger resten af villen og haven. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

Det skete for mig da jeg besøgte den nyrenoverede Getty Villa i de frodige bakker lige nord for Los Angeles med udsigt til palmer, surfere, figenbuskadser, granatæbletræer og Stillehav. Ikke blot var vegetationen, temperaturen og duftene identisk med det klima, man kan finde langs mange af Syditaliens kyster; The Getty er også modeleret over en tilnærmet kopi af La Villa dei Papiri – den berømte, romerske pragtvilla i Herculaneum, der i år 79 blev dækket af aske under Vesuvios udbrud sammen med det nærliggende Pompei, og endnu ikke er fuldt udgravet. Villaens navn har den fået da man i selve bygningen fandt resterne af et imponerende bibliotek fuld af papyrusruller.

Derfor er villaen, som åbnede i 1974, en slags arkitektonisk drømme-hybrid, hvis færdiggørelse også trak på inspiration fra andre tilstødende luksushuse og haver i Pompei og Herculaneum: Man går igennem en enorm port ind i villaen, hvis fløje følger en atrium flankeret af søjler og statuer, og hvor der om hvert et hjørne afsløres rislende vandfald, kunstfærdigt klippede buske og blomster i dybe farver.

Getty-villaen er fantasifuldt modelleret over den endnu ikke fuldt udgravede pragtvilla i Herculaneum, La Villa dei Papiri, opkaldt efter stedets bibliotek med papyrusruller. Her mimer bygningen, der ligger lige nord for Los Angeles i Pacific Palisades, en romersk have med bassin og kolonader. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

The Getty Villa er et resultat af millionæren og olimagnaten John Paul Gettys ønske om at vise oprindelig kunst – ikke kopier – fra Antikkens glorværdige periode i Middelhavet. Amerikanerne skulle dannes indenfor originalitet og føle suset ved at stå helt tæt ved det autentiske. Og paradoksalt nok skulle det gøres i rammerne af en gigantisk efterligning, efter at hans eget, private galleri, der ligger et stenkast herfra, hurtigt blev for småt til hans voksende kunstsamling.

Og jeg må indrømme at jeg overgav mig totalt til Gettys fake-fantasi om et fortidigt Pompei: The Getty Villa kan med lidt god vilje kaldes for et californisk Louisiana, med en utrolig smuk museumsbygning, der hviler midt i en kæmpe have, hvor man kan gå på opdagelse på små stier, og opleve moderne kunst undervejs. Overfor selve villaen ligger et indgangsparti opført i moderne snit, der tjener som køligt loungeområde fra den haglende sol, og hvor man kan spise frokost og nyde et glas vin.

Jeg var heldig på flere planer: dels var The Getty Villa lige blev renoveret og fremstod splinterny. Dels havde man netop fået besøg af nogle af Pompeis vigtigste fund, som det arkæologiske museum i Napoli havde udlånt med kærlig hilsen, og dels åbenbarede villaen en fascinerende bredde af helt egne værker fra både Pompei, Herculaneum og den for mange kendte udgravning ved Boscoreale nord for Pompei, hvor en gruppe huse også blev begravet i år 79.

Selve Getty-villaens hovedbygning rummer flere etager med udstillede kunstværker fra det gamle Grækenland, Italien og Ægypten. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

I villaen kan man især beundre nogle smukke vægpaneler fulde af fresker fra Numerius Popidius Florus’ hus i Boscoreale. Og så har The Getty også en stor, fast samling af kunst og fund fra hele Syditalien dengang landsdelen var en stor, græsk koloni under navnet Magna Gracia, grupperet i afdelingen ’The Greeks in southern Italy and Sicily’.

Du kan besøge villaens hjemmeside og se flere flotte fotos fra stedet HER.

Udstillingerne rummer størrelser fra det gigantiske til det minutiøse. Her er det fra et montre fuld af kunstfærdig glaskunst fra romertiden. Alijava, Wikipedia.

Getty-familien er i øvrigt tragisk forbundet med Syditalien: Paul Gettys barnebarn, John Paul Getty III, blev kidnappet på Piazza Farnese i Rom i juli 1973. Han var 16 år gammel, og kidnapperne, som man senere fandt ud af havde forbindelser til den calabresiske mafia, N’drangheta, forlangte en løsesum på 17 millioner dollar, som John Paul Getty, dengang verdens rigeste mand nægtede at betale, angiveligt fordi han mente, at hans barnebarn havde levet et utugtigt liv, og selv havde været ude om affæren. Hvis han gav efter, ville han sikkert også få kidnappet sine øvrige 13 børnebørn, skulle han tørt have sagt.

Der gik rygter om at John Paul III forinden havde flirtet med idéen om at konstruere sin egen kidnapping for at få penge ud af sin rige bedstefar. Denne gang var det dog ramme alvor, og Paul III fik bind for øjnene, bastet og bundet og placeret i en hule et sted i Syditalien – højst sandsynligt i Basilicata eller Calabria – af sine bortførere. Som tiden gik terroriserede de deres fange ved at tvinge til ham russisk roulette, og slå en fugl ihjel, som han havde gjort til sit kæledyr i hulen.

Tiden gik uden lyd fra bedstefar. I november 1973 sendte kidnapperne en lok af John Paul IIIs hår sammen med hans øre i en konvolut til Getty-familien med ordene om, at hvis man ikke betalte, ville fangens krop blive ved med at ankomme i små bidder, med posten. Getty’erne begyndte at forhandle, og man blev enige om en løsesum på 2.2 mio dollar.

Imens det stod på var Paul den III ved at dø i sin fugtige og mørke hule. Han fik lungebetændelse og infektion i sit sår fra det afskårne øre, og hans kidnappere proppede ham så meget med brandy og penicillin, at han bagefter udviklede allergi overfor antibiotika. Endelig kom pengesagerne i orden, og familien kunne afhente den forhutlede fange den 13 december 1973 på en benzinstation udenfor Potenza i den syditalienske region Basilicata.

John Paul den III havde et trist liv: han blev bagefter narkoman og alkoholiker, og skønt han fik sig et nyt øre opereret på kraniet i 1977, genvandt han aldrig hverken sit fysiske og psykiske helbred efter bortførelsen. Han døde i 2011 af et hjerteanfald, højst sandsynligt i kølvandet på komplikationerne af en narko-overdosis i 81, der gjorde ham delvist lam resten af livet.

Hovedillustration: The Getty Villa i Pasific Palisades nord for Los Angeles stod færdig i 1974, og er blevet renoveret i 2018. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

 

 

 

 

For 180 år siden åbnede Italiens første jernbane i Napoli

Den 3 oktober 1839 var alle spidser i Syditalien mødt op i havnebyen Portici for Vesuvios fod for at opleve miraklet: en dampdrevet maskine, der var så stærk, at den kunne trække 8, grønne vogne stopfyldt med festklædte passagerer, livvagter og soldater de 7 en halv kilometer langs Napolibugten ad en dobbeltsporet jernbane. Øverst oppe på en tilstødende tribune stod kongefamilien med kong Ferdinand den 2 forrest: de spanske burbonere, som siden 1734 havde været konger af Syditalien med hovedsæde i Napoli, og nu havde indkøbt og importeret et af industrialiseringens mest imponerende ingeniørbedrifter: lokomotivet.

Under den hvid- og blåstribede baldakin, som beskyttede kongefamilien mod den stikkende sol, der endnu stod højt på himlen i starten af oktober, havde man også opstillet et alter, hvorfra man forinden havde bedt for en sikker rejse for Italiens første togpassagerer. Og kongefamilien kunne nu nyde udsigten til toget, der satte i gang uden problemer, og klarede turen på 9 et halvt minut – man tog pertentligt tid, mens maskinen dampede langs vandet for til sidst at køre ind i Napoli efter at have tilbagelagt den første rejse på skinner i hele Italien.

En kopi af toget ‘Bayard’, der i 1839 fragtede passagerer ad ruten Napoli-Portici. Toget var identisk med sin tvilling ‘Vesuvio’, men havde dog en noget mindre kedel. Reinrich Ditetrich, Wikipedia.

Lokomotivet bar det oplagte navn ’Vesuvio’, og symbolikken har ikke været til at tage fejl af: i baggrunden røg det livligt fra vulkanen, som om nogen var ved at smede endnu et tog til strækningen i magmaens esse, og ved synet indsatte byen sig perfekt i et Europa, hvor Napoli med sin industri, sine fabrikker og sin innovation blev regnet for den vigtigste industri-by på kontinentet næst efter Paris og London.

Til sammenligning rullede det første tog i Danmark først 8 år senere i 1847, da lokomotivet ’Odin’ fik til opgave af køre på landets første jernbanestrækning mellem København og Roskilde. Hvis man altså ser bort fra ruten Altona-Kiel, som åbnede i 1844 i det forhenværende danske hertugdømme syd for den nuværende dansk-tyske grænse.

’Vesuvio’ var bygget af Longridge and Starbuk i Newcastle, og var baseret på modeller af lokomotivmaskinens opfindere, George og Robert Stephenson. Det kunne nå en topfart på imponerende 50 km/t og klarede turen gesvindt ad en jernbane, som den franske ingeniør Bayard de la Vingtrie havde bygget, og som blot var det første stykke af en længere rute, der senere skulle udbygges til byerne Nocera Inferiore, Castellamare og Avellino.

Selve ruten Napoli-Portici, der løbt smukt langs havet. Wikipedia.

Ruten var populær, og festklædte folk strømmede til Napoli fra nær og fjern for at prøve vidunderet: Sammen med sin tvilling ’Bayard’ (togene var ikke HELT identiske, idet ’Vesuvios’ kedel var mere buttet), opkaldt efter ingeniøren bag banen, fragtede de to lokomotiver cirka 85.000 passagerer ad strækningen på blot 40 dage.

Selve skinnerne var specialfremstillet i Calabria på et af Europas største stålvalseværker i Mongiana, der siden 1771 havde brugt mineralerne i den nærliggende Vallata dello Stilaro-dal til at lave jernvåben og metal til hele kontinentet.

I Napoli lavede man en særlig station til linjen med navnet ’Napoli Bayard’, der var i brug indtil 1866.’Napoli Bayard’ fortsatte som reparations-trinbræt, efter at linjen blev kædet sammen med de øvrige ruter til og fra Napolis centrale jernbanestation. ’Napoli Bayard’ blev dog voldsomt skadet i 1943 under anden verdenskrig, da fragtskibet Catarina Costa blev sprunget i luften i bugten.

100-året for Italiens første jernbane var naturligvis noget, der skulle fejres i det fascistiske Italien, og man udstedte en række frimærker og lavede en kopi af et af de oprindelige lokomotiver i anledning af jubilæet i 1939. Stefano Stabile, Wikipedia.

Napoli var med rette stolt af sin jernbane og af sit tog, men desværre eksisterer de originale lokomotiver ikke længere. I anledning af banens 100 års jubilæum i 1939 lavede Italien dog nogle fine frimærker, der mindede begivenheden, og man byggede en kopi af Bayard, der i dag kan nydes sammen med talrige toge fra den italienske jernbanehistorie i det store jernbanemuseum i Pietrarsa lige nord for Portici. Her har man også rekonstrueret de elegante vogne, som man dengang fragtede folk i på åbningsdagen, der mere ligner prærievogne end togkabiner, og var elegant udstyret med gardiner og pynt. Museet  Museo Nazionale Ferroviario di Pietrarsa kan du læse mere om på museets hjemmeside HER.

Har man lyst til at bevæge sig ad den samme strækning som dengang, kører de nuværende toge mellem Napoli og Salerno stadig ad det ’gamle’ spor langs bugten.

Napoli er stolt af sin store jernbane-arv, og lige nord for Portici kan man besøge et museum fuld af gamle tog i Museo Nazionale Ferroviaria di Pietrarsa. Reinrich Dietrich, Wikipedia.

 

Hovedillustration: Salvatore Fergola malede i 1840 dette maleri af den festlige dag, hvor Italiens første tog kørte på skinner langs Napli-bugten.  Wikipedia.