Essay-uddrag: Sarderne er Italiens stenfolk

Sarderne er Italiens stenfolk. Det oplevede jeg første gang i Maddalena-skærgården, der består af en håndfuld forblæste øer omgivet af posidonia-vandplanter og et hav, der presses gennem Bonifacio-strædet af mistralen og pisker kysternes lyserøde klipper bløde langs Sardiniens nordligste rand. Jeg var netop ankommet på hovedøen Maddalena. Den er på størrelse med Fanø, og huser en stolt, verdensfjern befolkning, der kalder Sardinien et fastland, og har god grund til aldrig at forlade deres paradis.

Mit første måltid fik jeg på Osteria da Liò i en smøge i Maddalenas eneste by, der hedder det samme som øen. Borgmesteren stod oppe ved barens marmorskænk lige ved indgangsdøren, og spillede kort med sine bysbørn. Os spisende sad så tæt på havnen, at saltet på ens læber krydrede maden, skønt hvert et vindue i timevis havde været stænget mod den stærke vind, der fik klemmerne på gydens tørresnore til at rotere med en raslen.

Jeg husker at spise ravioli med kartoffelfyld og mynte, da restaurantens ejer kommer hen imod mig. Hun hviler sine hænder mod en stoleryg, og spørger, om jeg nyder maden? Ganske meget, bekræfter jeg. Alt imens det aldrig er en synd at spise alene i Syditalien, har kvinden alligevel villet henvende sig med et par høflige ord, og min notesblok gør hende nysgerrig. ”Hvad laver De?” Jeg forklarer hende at jeg er rejsejournalist og er på øen som en del af min research for at blive klogere på Sardinien. Hun læner sig frem over stoleryggen, ser mig i øjnene, og siger: ”Kender du den magiske sten syd for Palau?”

Det gjorde jeg desværre ikke. Palau er den havneby, hvorfra man tager færgen ud til Maddalena fra Sardinien, og jeg var rejst direkte hertil fra lufthavnen i Olbia uden at stoppe op i landskabet, og uden at tale med nogen af de lokale. Ikke før nu. ”Hvis du lægger dine håndflader på stenen, kan du se din egen aura lyse.”

Stenen skulle stå langt inde på en mark i Palaus bagland. Der var ingen indikationer langs vejene, man skulle spørge sig frem. Jeg kom aldrig hen til det magiske sted, men stenen i sig selv var heller ikke vigtigst. Det var tværtimod restauratørens umiddelbarhed og insisterende tone. At dele sin kærlighed til lokale aurasten med andre er åbenbart ligeså selvfølgeligt som ravioli og gæstfrihed. I hvert fald hvis man bor på Sardinien.

At øen er helt sin egen i forhold til resten af Italien, og at fornemmelsen synes at have sin oprindelse i grundfjeldet, havde den engelske forfatter D.H. Lawrence også et øje for. Ligesom mange andre bohemer fra den eksperimenterende kunstnerklasse i London drog han til Syditalien i starten af 1900-tallet for at komme på afstand af industrialiseringens og kapitalismens forbandelser.

Panorama af Cagliaris ældste bydel Castello fra 1895, hvor enorme mure og bastioner præger kvarterets atmosfære. Tegnet af Gustavo Strafforello. Wikipedia, Giuseppe Barberis.

Men hvor de fleste rejste til Napolibugten eller Sicilien og blev der, tog Lawrence videre til Sardinien. Øen gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, og i sin bog Sea and Sardinia fra 1921 beskriver han Sardiniens sortklædte kvinder, nøjsomme hyrdekultur og den omnipotente natur som var han kommet til en præmordial verden, der svævede udenfor tid og sted.

Allerede ved ankomsten til Cagliari, Sardiniens største by, fornemmer han øens egenart. Han ser op på fæstningsmuren, der indeslutter middelalderbyen i en gullig elfenbenskrone af kalksten, og beskriver synet med ærefrygt:

”Mærkelige, stenede Cagliari (..) Henover dens bastion fortsætter byen længere op, stejlt i retning af domkirken og fæstningen. Det, der er så mærkeligt, er, at denne terrasse eller bastion er så stor, at den er næsten foruroligende, og man forstår ikke hvordan den kan hænge her, fristvævende i luften.(…)

Det er et mærkeligt landskab, som om verden har forladt det. (…) Cagliari er tabt mellem Europa og Afrika uden at høre hjemme på nogen af kontinenterne. Byen hører faktisk slet ikke til noget sted, og har aldrig gjort det. Hører ikke til noget eller nogen steds. Mest til spanierne og araberne og fønikerne. Men har aldrig rigtig haft en skæbne. Ingen skæbne. Udeladt fra tiden og historien.” 

Hovedillustration: Gade i byen Maddalena. Foto: Marek Slusarczyk, Wikipedia.

Boganbefaling: Syditaliens vulkaner beskrevet så de er til at forstå

Jeg læser for tiden rigtig meget om vulkaner, og Italiens mest aktive af slagsen ligger alle i Syditalien: Stromboli, Etna, Vesuvio og Campi Flegrei, der i årtusinder har afgjort landsdelens geologi, landbrug, kultur, liv og død. De er den perfekte indgang til at forstå det syditalienske samfund, men hvor skal man starte, hvis man ikke er geolog, og ikke gider trawle sig igennem akademiske bøger om emnet?

Jeg har været så heldig at stifte bekendtskab med Henning Andersen, der nok er en af Danmarks mest energiske og passionerede formidlere af viden om vulkaner. Henning laver rejser til og bøger om vulkaner i hele verden, men Syditaliens vulkaner har en særlig plads hos ham, især Vesuvio.

Jeg har netop haft stor glæde af at læse hans bog ‘Vulkaner – Vesuv, Campi Flegrei, Etna og Stromboli’, som han har udgivet på Frydenlunds forlag, fordi den skaber det store overblik over Syditaliens vulkaner. Jeg kan anbefale bogen, dels fordi den med et enkelt, levende sprog forklarer om de enkelte vulkaners opbygning og egenart, vaner og udbrud gennem tiden, og dels visuelt er en lille perle, med tegninger, fotografier og kort.

‘Vulkaner’ favner også de vilde personligheder, som op igennem historien har fået skæbnefællesskaber med Syditaliens vulkaner – deriblandt H C Andersen, der selv besteg Vesuvio og skrev medrivende om det, om Prins Frederik Christians besøg på Vesuvio i 1820, om verdens første rigtige vulkanolog William Hamilton, og selvfølgelig bringes også Plinius den Yngres skildringer af Vesvios udbrud i år 79, der begravede Pompei og Herculaneum.

Jeg har især haft stor glæde af at læse de originale breve og litteraturklip, som Henning bringer i bogen, fra øjenvidnebeskrivelser af Syditaliens vigtigste vulkanudbrud. Her et uddrag af H C Andersens egne ord om Vesuvios skønhed og gru fra et stort udbrud i februar 1834, da han indesluttet i aske og damp gik op mod Vesuvios top, og mødte den rædselsslagne befolkning på vejen. Han beskriver de lokales desperation, og flere gribende optrin – her da en familie har hængt et madonna-billede op i en vinstok, for at skåne deres mark:

“På et af vintræerne havde de ophængt et madonna-billede i det håb, at ilden skulle standse for det hellige, men i samme afmålte gang skred den fremad; heden sved bladene på de høje træer, de bøjede sig nedad mod ilden, som om de ville bede om nåde. Forventningsfuldt hvilte man et blik på Madonnas billede, men træet bøjede sig dybt for hende og for den røde ildstrøm, den var kun alen derfra. Da så jeg en kapucinermunk tæt ved mig løfte armen højt i vejret og råbe, at Madonnas billede brændte. “Redder hende, som hun vil redde eder fra ildens luer!”

Men alle bævede og stirrede derhen, da styrtede en kvinde frem, råbte Madonnas navn og ilede mod den glødende død, men i samme nu så jeg en ung officér til hest, med dragen kårde, drive hende tilbage, skønt ilden stod som en bjergmur op ved deres side.

“Vanvittige!” Råbte han. “Madonna trænger ej til din hjælp! Hun vil, at det slet malede billede, vanhelliget af en synders hænder, skal brænde i ilden!”

Foto: San Gennaro-procession mod Vesuvio under et udbrud. Malet af Antoine Jean-Baptiste Thomas i 1822, Wikipedia.

Essay-uddrag: er forskellen mellem ude og hjemme Syditaliens stærkeste kontrast?

Det er umuligt at skrive om Syditaliens rituelle spadsereture, om beklædning og den timelange eftermiddagspause mellem klokken 13 og 17 uden også at beskæftige sig med de lokales forhold til den private og offentlige sfære, og det nogle gange tydelige, andre gange flydende, skel mellem disse to.

Jeg har talt med rejsende i Syditalien, der gang på gang forbløffes, når de skal på besøg i et hjem: udefra indgyder de stereotype, moderne højhuse ikke de store forventninger i gæsten. Byggematerialer som plastik, asbest og beton giver næppe håb om overlegne designinteriører, og fornemmelsen af ugæstfrihed understreges mange steder af visne palmer og gult græs, der omkranser boligkompleksernes hullede parkeringspladser.

Man kan opleve at blive inviteret indenfor i huse, som man i Nordeuropa næppe ville kalde for hjem, men udefra mere ligner pågående byggeprojekter, hvor entreprenøren er stukket af, eller opgaven er vokset indehaverne over hovedet, der i resignation har efterladt husmurene nøgne med direkte udsyn til gasbeton og grå mørtel.

Det ufærdiges kunst højner fremmedgjortheden lige indtil man tager den gyngende elevator op til en hoveddør, banker på og bliver mødt af stråleglans: det er den fine spisestue, der i de fleste syditalienske hjem er forbundet med hoveddøren, der står blankpoleret klar til at blive vist frem, når døren åbnes, med arvesølv på hylderne, plastickærter i lysekronen og de tunge møbler af dyrt træ langs væggene.

Den anderledes kontrast mellem ude og inde, hjemme og borte, er slående i Syditalien – på mange planer. Ikke bare bygningerne, men også menneskene skifter ham, når de kommer hjem, og bliver indvendige: den nystrøgne skjorte hænges på bøjle, bæltet løsnes, skuldrene blottes. Alle de gange, jeg har spist frokost med min svigerfamilie i årets varme måneder, er det for mændenes vedkommende sket med enten bar overkrop, eller blot iført en nødtørftig undertrøje. Marcos mor tog en tynd natkjole på, når hun havde lavet mad, og skulle slappe af og ventileres, når temperaturen nåede over 30 grader, og dieseltogene udenfor plastikvinduerne brølede forbi og afgav deres varme til de tilstødende bygninger.

Den lille spiseplads, der lå i forlængelse af køkkenet – køkkenet var ikke meget andet end en mørk korridor, flankeret af skabe og hylder med potter, pander og kaffekander –  hang et par centimeter udover jernbanen i en slags karnap, bygget i beton og gennemsigtige skydevægge i plastic. Herfra kunne man klemme sig ud på en smal terrasse, hvor vasketøjet hang, og Marcos mor havde sin gas-ovn.

Året rundt og i al slags vejr stegte og brasede hun familiens mad blot få, svimlende meter fra jernbanetrafikken, og det med en selvfølgelighed, som jeg også har bemærket andre steder i Syditalien, hvor man bor tæt på en færdselsåre, og jeg mistænker, nærmere dyrker beliggenheden, end prøver at afbøde for den.

Det er for eksempel ikke usædvanligt at opleve nye huse opført i dyre materialer, med flotte haver og springvand, ligge klods opad Syditaliens travleste motor- og landeveje. Matriklerne er åbenlyst valgt på grund af beliggenheden, og i de varmeste måneder kan man se beboerne sidde ude på terrassen og drikke kaffe, alt imens de tilfreds iagttager trafikken suse forbi.

På motorvejen langs Siciliens nordkyst skal man passere bjerge, som vejarbejdere har sprunget sig vej igennem, og anlagt tunneler. Især på strækningen mellem Cefalu og Palermo har jeg flere gange undret mig over huse, der ligger faretruende tæt på. Et af stederne kan man endda løfte blikket til tunnelens top, og lige der, hvor konstruktionens bue ender, se en elegant villa klynge sig fast til klippen, hvor store panoramavinduer giver en øjensynlig værdifuld udsigt udover trafikken, der bruser ind under husets underside, som var den en svulmende elv ved forårstid.

Er det en fascination af fremskridtet, af menneskets potentiale, af maskinernes råstyrke? Måske det er den samme tiltrækningskraft, som fik rige forretningsmænd i Hellerup, København, Odense og Aarhus til at opføre byens smukkeste palæer lige ud til stationerne, dengang den mekaniske trafik var et vidunder, hvis forjættende energi man ønskede at være så tæt på som muligt?

Overgangen mellem den offentlige sfære og privatlivet er på én gang flydende og tydelig: Syditalien er notorisk kendt for at være et sted, hvor livet leves udenfor. Hvor tv’et bæres ned i gaden, og ældre mennesker sidder på stole udenfor deres skjoldede lejligheder i stueplan, for at opfange sollyset.

På den anden side opretholdes der en klar forskel i påklædningen og kroppens udfoldelsesgrad, når man går et officielt ærinde, er på arbejdet eller på kommunen. Her kunne ingen drømme om at møde op i sjusket tilstand, men ikke så snart er man nået hjem, før udklædningen tages af, og man udvider sig. Efter frokosten tager man løst tøj på, gerne træningsdragt eller en tyk pyjamas, og lægger sig på sengen. Nu kan man slumre, tage sig et bad, nyde synet af sin nøgne krop i spejlet, gabe op og studere sine mandler og farven på sin tunge, analysere sine organers aktuelle funktioner eller gå på toilettet og lempe fødens rejse videre gennem kroppen.

Illustration: Salerno set mod syd fra Canalone-kvarteret. Giaros, Wikipedia.

Sardinerne er nået til Napoli: kæmpe anti-Salvinidemonstration i Syditaliens største by

Igår aftes var en af de centrale pladser i Napoli, Piazza Dante, fyldt med over 10.000 napolitanere, der med taler og sange som ‘Bella ciao’ og ‘Napule è’ rejste den kollektive stemme og demonstrerede mod den aktuelle, politiske situation i Italien og Salvinis populistiske paroler.

Med dem er en anderledes, demokratisk manifestation nået til Syditaien, hvor folk fra alle niveauer i samfundet forsøger at vise omverdenen, at Italien ikke kun rimer på nyfascisme, kynisk immigrantpolitik og ‘Italy first’.

Demonstranterne kalder sig ‘sardiner’, og initiativet startede i Bologna i anledningen af Salvinis og Lega-partiets møde i byen den 14 november. De 3 venner Roberto Morotti, ingeGiulia Trappoloni og Andrea Garreffa lå søvnløse i nætterne inden, og græmmede sig over, at deres hjemby, som altid har været Italiens røde, politiske højborg, skulle indtages af ‘leghisti’.

De opfandt idéen om, at folk skulle samles ‘uden noget flag, uden parti, uden fornærmelser’, så mange, at man stod tætte som ‘sardiner i en dåse’ for at vise, at italienerne går imod den populistiske retorik, som ifølge dem er ved at ødelægge deres land.

Den 14 november samledes 15.000 ‘sardiner’ på Bolognas Piazza Maggiore, og bevægelsen bredte sig hurtigt til både Modena og Firenze, hvor sardinerne har demonstreret de sidste par uger. Håbet er at man snart kan samle 100.000 mennesker til en kæmpe demonstration i Rom.

Og igår aftes var turen så kommet til Napoli: i denne artikel kan du  nederst se en video af det imponerende skue på Piazza Dante, hvor kommentarerne blandt andet lyder:

” Der findes et Italien, der ikke er enig med højrefløjen, og dem, som nærer hadet.”

“Imorgen må ingen sige, at vi tav i de mørkeste tider.”

“Det er vigtigt at Napoli går på gaden. Hvis det ekstreme højre får magt, er ikke kun demokratiet på spil, men også Syditalien, som vil blive overladt til sig selv.”

Hver dag vokser bevægelsen i det øvrige Syditalien: i større byer som Palermo på Sicilien og Taranto i Puglia har der allerede været demonstrationer, mens flere landsbyer også er ved at mobilisere sig, med samlinger på den lokale piazza. Her kan du følge ‘sardin’-bevægelsen på Facebook.

Foto: sardinflok. Fra Wikipedia, Tanaka Yuuyoh.