Essay-uddrag: Sarderne er Italiens stenfolk

Sarderne er Italiens stenfolk. Det oplevede jeg første gang i Maddalena-skærgården, der består af en håndfuld forblæste øer omgivet af posidonia-vandplanter og et hav, der presses gennem Bonifacio-strædet af mistralen og pisker kysternes lyserøde klipper bløde langs Sardiniens nordligste rand. Jeg var netop ankommet på hovedøen Maddalena. Den er på størrelse med Fanø, og huser en stolt, verdensfjern befolkning, der kalder Sardinien et fastland, og har god grund til aldrig at forlade deres paradis.

Mit første måltid fik jeg på Osteria da Liò i en smøge i Maddalenas eneste by, der hedder det samme som øen. Borgmesteren stod oppe ved barens marmorskænk lige ved indgangsdøren, og spillede kort med sine bysbørn. Os spisende sad så tæt på havnen, at saltet på ens læber krydrede maden, skønt hvert et vindue i timevis havde været stænget mod den stærke vind, der fik klemmerne på gydens tørresnore til at rotere med en raslen.

Jeg husker at spise ravioli med kartoffelfyld og mynte, da restaurantens ejer kommer hen imod mig. Hun hviler sine hænder mod en stoleryg, og spørger, om jeg nyder maden? Ganske meget, bekræfter jeg. Alt imens det aldrig er en synd at spise alene i Syditalien, har kvinden alligevel villet henvende sig med et par høflige ord, og min notesblok gør hende nysgerrig. ”Hvad laver De?” Jeg forklarer hende at jeg er rejsejournalist og er på øen som en del af min research for at blive klogere på Sardinien. Hun læner sig frem over stoleryggen, ser mig i øjnene, og siger: ”Kender du den magiske sten syd for Palau?”

Det gjorde jeg desværre ikke. Palau er den havneby, hvorfra man tager færgen ud til Maddalena fra Sardinien, og jeg var rejst direkte hertil fra lufthavnen i Olbia uden at stoppe op i landskabet, og uden at tale med nogen af de lokale. Ikke før nu. ”Hvis du lægger dine håndflader på stenen, kan du se din egen aura lyse.”

Stenen skulle stå langt inde på en mark i Palaus bagland. Der var ingen indikationer langs vejene, man skulle spørge sig frem. Jeg kom aldrig hen til det magiske sted, men stenen i sig selv var heller ikke vigtigst. Det var tværtimod restauratørens umiddelbarhed og insisterende tone. At dele sin kærlighed til lokale aurasten med andre er åbenbart ligeså selvfølgeligt som ravioli og gæstfrihed. I hvert fald hvis man bor på Sardinien.

At øen er helt sin egen i forhold til resten af Italien, og at fornemmelsen synes at have sin oprindelse i grundfjeldet, havde den engelske forfatter D.H. Lawrence også et øje for. Ligesom mange andre bohemer fra den eksperimenterende kunstnerklasse i London drog han til Syditalien i starten af 1900-tallet for at komme på afstand af industrialiseringens og kapitalismens forbandelser.

Panorama af Cagliaris ældste bydel Castello fra 1895, hvor enorme mure og bastioner præger kvarterets atmosfære. Tegnet af Gustavo Strafforello. Wikipedia, Giuseppe Barberis.

Men hvor de fleste rejste til Napolibugten eller Sicilien og blev der, tog Lawrence videre til Sardinien. Øen gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, og i sin bog Sea and Sardinia fra 1921 beskriver han Sardiniens sortklædte kvinder, nøjsomme hyrdekultur og den omnipotente natur som var han kommet til en præmordial verden, der svævede udenfor tid og sted.

Allerede ved ankomsten til Cagliari, Sardiniens største by, fornemmer han øens egenart. Han ser op på fæstningsmuren, der indeslutter middelalderbyen i en gullig elfenbenskrone af kalksten, og beskriver synet med ærefrygt:

”Mærkelige, stenede Cagliari (..) Henover dens bastion fortsætter byen længere op, stejlt i retning af domkirken og fæstningen. Det, der er så mærkeligt, er, at denne terrasse eller bastion er så stor, at den er næsten foruroligende, og man forstår ikke hvordan den kan hænge her, fristvævende i luften.(…)

Det er et mærkeligt landskab, som om verden har forladt det. (…) Cagliari er tabt mellem Europa og Afrika uden at høre hjemme på nogen af kontinenterne. Byen hører faktisk slet ikke til noget sted, og har aldrig gjort det. Hører ikke til noget eller nogen steds. Mest til spanierne og araberne og fønikerne. Men har aldrig rigtig haft en skæbne. Ingen skæbne. Udeladt fra tiden og historien.” 

Hovedillustration: Gade i byen Maddalena. Foto: Marek Slusarczyk, Wikipedia.