Franciskanermunke i Napolis og Siciliens udkant bor i togvogne og har dedikeret deres liv til Syditaliens fattige

De laver deres egne måltider af rester, som grønthandlerne ikke har kunnet sælge, og bruger deres liv på at bede, lave gratis mad til byens udsatte, og hjælpe dem, der er i nød, skønt de ingenting har selv.

På den måde efterlever de den hellige Frans af Assisis doktriner om næstekærlighed, barmhjertighed og askede i en virkelighed, der langtfra ligner et Paradis, og hvor flere og flere mennesker i det Syditalienske samfund presses ud i periferien af arbejdsløshed, dårlige, sociale tilbud og et sundhedssystem i knæ.

Jeg er netop selv stødt på munke-ordenen ‘Frati Minori Rinnovati’ ved et tilfælde, og er blevet nysgerrig på denne gren af den romersk-katolske kirke, hvor mænd (og også kvinder – søstrene ‘Sorelle Minori Rinnovati’ udbreder det samme budskab i deres klostre udenfor Messina og Palermo) tager Francesco d’Assis ord meget bogstavelige.

Ordenen blev indstiftet i 1972 i bispesædet i Monreale (en by i Palermos bagland der i århundreder har været berømt for sin gigantiske og forgyldte normannerkirke) i forbindelse med et såkaldt barmhjertighedsdekret fra Vatikanet, hvor det blev gjort muligt at hylde Den Hellige Frans’ måde at virke og leve på i sin helt oprindelige form.

Denne ‘back to basic’-tilgang efterleves idag af cirka 60 Minori Rinnovati-munke, hvoraf 8 styks lige nu bor i et rustent kloster sammenflikket af et par 3-klasses togvogne i Napolis slumkvarter, Scampia. Her har man praktiseret munkelivet siden starten af 70’erne, hvor man besluttede sig til at slå sig ned i millionbyen.

Mens munkene ventede på at få tilsendt et par containere, som de kunne bo i, dukkede nogle lokale op og tilbød dem de udrangerede togvogne istedet. De er blevet forvandlet til munkenes hjem, og hver lille kupé indrettet til isolationsceller med en seng og et skrivebord, hvor munkene kan bo ‘in clausura’.

Besøg i tog-klostret er begrænset, men enhver der har brug for omsorg, et måltid, en velsignelse eller et tag over hovedet kan bo her hos munkene, når brødrene ikke beder eller er ude i Napoli for at lave frivilligt arbejde.

Munkene tilbyder for eksempel deres hjælp på ungdomsfængslet på den aflåste ø Nisida nord for Napolis centrum, hvor der i årtier har boet kriminelle, eller på hospitalerne rundt omkring i Napoli, for at pleje de syge og aflaste sygeplejerskerne.

Munkene nægter at modtage hjælp men tager til takke med togvognene, der ligger i et buskads med en mur omkring, og en lille have med de mest nødtørftige planter og frugttræer. Maden laver de over åben ild, og retterne er selvfølgelig vegetariske, for Den Hellige Frans elskede dyr.

Udover brødrene i Scampia, der bor lige midt i en af Napolis mest camorra-inficerede bydele, opholder resten af ordenen sig i lignende, perifære slumklostre udenfor byerne Corleone og Palermo, samt i Colombia og Tanzania, hvor de ligeledes hjælper de fattigste med fysisk og psykisk bistand.

På denne høje klippe i Corleone ligger ruinerne af Castello Sottano-slottet, hvor den lokale gren af Minori Rinnovati-munkene bor. Wikimapia.org

Du kan læse mere om ordenen her:
https://www.fratiminoririnnovati.org/

Hovedillustration: Franciscanermunk på  vej op til sit kloster i ruinerne af Castello Sottano i Corleone, Sicilien. Wikimapia.org.

Andy Warhol og Napoli: den amerikanske pop art-kunstner var stærkt draget af Syditaliens største by

1975 kom det amerikanske kunst-ikon, Andy Warhol, til Napoli for at besøge galleristen, samleren og kunstneren Lucio Amelio, der udover at vise Andy byen også ønskede at give Napoli et internationalt anstrøg, og se, hvad der ville ske, når New Yorks absolutte avantgarde mødte Napolis kreative energi.

Takket være en håndfuld dygtige gallerister og rige mæcener var Napoli i de år et dragende sted for mange af Europas kunstnere, der kom til byen for at finde ny inspiration i stadens æstetik, mange symboler og stærke ikonografi.

Andy fandt lynhurtigt en soulmate i Napoli. Byen mindede ham på mange måder om New York, og hurtigt blev Andy en del af gadebilledet, hvor han travede rundt for at udødeliggøre byens energi og skæbner med sit elskede polaroidkamera:

“Napoli er en by, der er ved at falde fra hinanden, og på trods af det er alle glade, ligesom i New York. De er begge to kedler, der bobler, og er ved at eksploderer. Ja, den minder mig om New York med sine mange transvestitter, og sit affald på gaderne. Og energien, der findes overalt, i hvert et hjørne.”

Her fester Andy på jazz klubben City Hall Caffè i Corso Vittorio Emanuele, 1 april 1980, Napoli:

Historien om Andy Warhols kærlighedsaffære med Napoli vækker stolthed hos og er velkendt af napolitanerne, men få udenfor landets grænser kender til de kunstværker, som Andy Warhol udførte som en direkte konsekvens af sit kendskab til byen, og hvoraf mange netop udsprang af de eksplosive kræfter, der bobler under napolitanernes fødder.

Da Syditaliens værste naturkatastrofe i nyere tid indtræffer den 23 november 1980 med jordskælvet i Irpinia, sender Lucio Armelio et nødråb til Andy over Atlanten. Han rejser straks til New York og Andys værksted The Factory med de seneste italienske aviser,  og viser overskrifterne til den chokerede amerikaner, der straks går igang med at skabe et kunstværk ud af Il Mattinos forside, med fotos af begravede mennesker under murbrokkerne og titlen ‘Fate presto – skynd jer!’, som titel.

Lucio Amelio var i 70’erne og 80’erne en af Napolis vigtigste kunstfigurer. Han samlede kunst og formidlede kontakter mellem Napoli og især USA, og fik mange af Amerikas største kunstnere til Syditalien. Hans galleri lå på Piazza dei Martiri i Napolis centrum, og i 1987 udstillede han sammen med Andy sin Terrae Motus -samling i Grand Palais i Paris, der handlede om Irpinia-jordskælvet, som slog tusindvis ihjel. Lucio døde i 1994 af AIDS og ligger idag begravet på Capri. Du kan læse mere om Lucios spændende liv her.  Agosto De Luca, Wikipedia.

Andy ved at mennesket har brug for kunstens hjælp til at forarbejde livets ondskab, og han laver en stor triptyk ud af avisforsiderne. Det er hans og Lucios intention at skabe et monument over tragedien, så den forfærdelige hændelse aldrig nogensinde vil blive glemt, og Lucio og Andy kuraterer i den forbindelse udstillingen ‘Terrae Motus’ for at formidle katastrofens omfang overfor omverdenen. Du kan se kunstværket HER.

Warhol udvikler et kærlighedsforhold til Napoli: i 70’erne og 80’erne kommer han flere gange til byen, hvor han vandrer rundt med sit kamera og indfanger byens skæbner. Og så udfører han i 1985 en vigtig serie af  18 ‘portrætter’ på lærred af en lava-spyende Vesuvio i sin vanlige, farverige stil, hvor amerikaneren formår at fange Napolis utrættelige energi i vulkanens sitrende silhuet.  – jeg har lavet et link her, hvor du kan se nogle af portrætterne, og opleve Vesuvio gennem Andys fortolkning.

Andy Warhol laver også portrætter af førende, napolitanske kunstpersonligheder, og Andys kunst kan idag findes rundt omkring i byen: blandt andet hænger et ‘Vesuvius’ fast på kunstmuseet MADRE, mens ‘Fate Presto!” er udstillet på slottet i Caserta.

Og så dukker der ind imellem større udstillinger op i Napoli om og med Andy Warhol – for eksempel kan man lige nu se over 200 værker af pop-art-kunsteren i kirken La Basilica di Pietrasanta i Napolis historiske centrum. det drejer sig om Andys mest berømte værker, og desuden er et helt rum dedikeret til Warhols forhold til Napoli, med tilhørende kunst. Udstillingen løber frem til den 23 februar 2020.

Hovedillustration: Andy Warhol med en af sine elskede gravhunde. John Mitchell, Wikipedia.

Nytårshilsen fra mig og Claudia Cardinale i Once Upon a Time in the West

Er der et soundtrack, der kan gribe mig om hjertet, er det musikken til western-mesterværket Once Upon a Time in the West fra 1968 med Charles Bronson, Henry Fonda og Claudia Cardinale – et af de absolutte højdepunkter indenfor italiensk filmkunst. Filmen er instrueret af legendariske Sergio Leone, og musikken komponeret af ligeså mytiske Ennio Morricone.

Forleden blev jeg grebet af nostalgi, og fik lyst til at høre mit yndlingstema fra filmen, ‘Jills Theme’, som altid giver mig tårer i øjnene. Jeg fandt nedenstående klip på Youtube, og tænk: jeg genkender landskabet, som Claudia Cardinale rejser igennem i hestevogn, som Monument Valley i Arizona, hvor jeg selv befandt mig for blot et par måneders tid siden.

2019 stod nemlig i en anderledes rejses tegn: en odyssé igennem USAs vestlige stater, hvor jeg var på udkig efter det Syditalien, som dengang som nu, sammen med en myriade af indvandrere fra hele verden, har været med til at forme det forjættede lands kultur.

Claudia Cardinale er en italiensk skuespiller på højde med Sofia Loren og Marcello Mastroianni, der især fik mulighed for at udfolde sig i italienske og amerikanske film i de årtier, hvor begge lande var i fuld gang med at redefinere sin identitet efter 2 verdenskrige. Det økonomiske boom var igang, og hjemme i Italien havde det konsekvenser for de sociale dynamikker, som skubbede syditalienske familier mod fabrikkerne nord for at overleve sygdom, underudvikling og fattigdom i syd, mens USA greb bagud i tiden efter de kvantespring, som førte til nationens fødsel.

Once Upon a Time in the West er et strålende eksempel på hvad der kan ske, når USA og Italien mødes i kunsten: når amerikanske eposer udfoldes i storslåede landskaber, og italienernes følsomhed og fornemmelse for drama favner historiefortællingen.

Claudia Cardinale blev født i Tunis, Tunesien, den 15 april 1938 af sicilianske immigrantforældre fra Trapani. Hendes bedsteforældre på mødrene side havde haft et lille skibsværft i Trapani, men valgte at flytte til Tunis, hvor der på det tidspunkt boede et stort, siciliansk mindretal. Hendes far havde været jernbanearbejder i Gela på Siciliens sydkyst, og i Cardinales barndomshjem blev der både talt fransk, arabisk og siciliansk.

Cardinale fik sit italienske gennembrud i starten af 60’erne i film som det socialrealistiske mesterværk Rocco e i suoi fratelli, der handlede om nogle unge, syditalienske brødre, som rejser til Milano for at arbejde, og mødes af racisme og chikane. Internationalt blev hun en stjerne efter at have optrådt som den skønne Angelica i Luchino Viscontis Leoparden fra 1963.

Men hvor jeg elsker Cardinale allermest er altså som Jill i Once Upon a Time in the West. I klippet nedenfor ankommer hun til Flagstone fra New Orleans, hvor hendes kommende mand, McBain, skal hente hende. Hun venter tålmodigt på trinbrættet, men ingen henter hende, så hun må praje en vogn, der skal køre hende til gården Sweetwater, hvor hendes nye liv skal starte.

Det viser sig at McBain og hans børn er blevet slået ihjel på gården af Henry Fonda og hans slæng, men inden Jill ved det, kører hun intetanede igennem Monument Valley, som man får et storslået panorama af. Den melodi, der følger hende som et tema, hver gang, hun dukker op i filmen, ligger som en smuk strøm igennem hele klippet. Strygerne er hjerteskærende, og ligeså er sangerinden Edda dell’Orsos stemme, som hæver og sænker sig.
Dette lille men smukke klip er min nytårshilsen til jer – ‘Jills Theme’ starter 2.40 minutter inde i klippet, og dukker op og tones ned igennem scenerne, indtil Jill kommer til første stop på køreturen. Se det hele til ende, og skru op for lyden!

Hovedillustration: Filmplakaten for Once Upon a Time in the West. Copyright: Paramount Pictures. Wikipedia.