Nytårshilsen fra mig og Claudia Cardinale i Once Upon a Time in the West

Er der et soundtrack, der kan gribe mig om hjertet, er det musikken til western-mesterværket Once Upon a Time in the West fra 1968 med Charles Bronson, Henry Fonda og Claudia Cardinale – et af de absolutte højdepunkter indenfor italiensk filmkunst. Filmen er instrueret af legendariske Sergio Leone, og musikken komponeret af ligeså mytiske Ennio Morricone.

Forleden blev jeg grebet af nostalgi, og fik lyst til at høre mit yndlingstema fra filmen, ‘Jills Theme’, som altid giver mig tårer i øjnene. Jeg fandt nedenstående klip på Youtube, og tænk: jeg genkender landskabet, som Claudia Cardinale rejser igennem i hestevogn, som Monument Valley i Arizona, hvor jeg selv befandt mig for blot et par måneders tid siden.

2019 stod nemlig i en anderledes rejses tegn: en odyssé igennem USAs vestlige stater, hvor jeg var på udkig efter det Syditalien, som dengang som nu, sammen med en myriade af indvandrere fra hele verden, har været med til at forme det forjættede lands kultur.

Claudia Cardinale er en italiensk skuespiller på højde med Sofia Loren og Marcello Mastroianni, der især fik mulighed for at udfolde sig i italienske og amerikanske film i de årtier, hvor begge lande var i fuld gang med at redefinere sin identitet efter 2 verdenskrige. Det økonomiske boom var igang, og hjemme i Italien havde det konsekvenser for de sociale dynamikker, som skubbede syditalienske familier mod fabrikkerne nord for at overleve sygdom, underudvikling og fattigdom i syd, mens USA greb bagud i tiden efter de kvantespring, som førte til nationens fødsel.

Once Upon a Time in the West er et strålende eksempel på hvad der kan ske, når USA og Italien mødes i kunsten: når amerikanske eposer udfoldes i storslåede landskaber, og italienernes følsomhed og fornemmelse for drama favner historiefortællingen.

Claudia Cardinale blev født i Tunis, Tunesien, den 15 april 1938 af sicilianske immigrantforældre fra Trapani. Hendes bedsteforældre på mødrene side havde haft et lille skibsværft i Trapani, men valgte at flytte til Tunis, hvor der på det tidspunkt boede et stort, siciliansk mindretal. Hendes far havde været jernbanearbejder i Gela på Siciliens sydkyst, og i Cardinales barndomshjem blev der både talt fransk, arabisk og siciliansk.

Cardinale fik sit italienske gennembrud i starten af 60’erne i film som det socialrealistiske mesterværk Rocco e i suoi fratelli, der handlede om nogle unge, syditalienske brødre, som rejser til Milano for at arbejde, og mødes af racisme og chikane. Internationalt blev hun en stjerne efter at have optrådt som den skønne Angelica i Luchino Viscontis Leoparden fra 1963.

Men hvor jeg elsker Cardinale allermest er altså som Jill i Once Upon a Time in the West. I klippet nedenfor ankommer hun til Flagstone fra New Orleans, hvor hendes kommende mand, McBain, skal hente hende. Hun venter tålmodigt på trinbrættet, men ingen henter hende, så hun må praje en vogn, der skal køre hende til gården Sweetwater, hvor hendes nye liv skal starte.

Det viser sig at McBain og hans børn er blevet slået ihjel på gården af Henry Fonda og hans slæng, men inden Jill ved det, kører hun intetanede igennem Monument Valley, som man får et storslået panorama af. Den melodi, der følger hende som et tema, hver gang, hun dukker op i filmen, ligger som en smuk strøm igennem hele klippet. Strygerne er hjerteskærende, og ligeså er sangerinden Edda dell’Orsos stemme, som hæver og sænker sig.
Dette lille men smukke klip er min nytårshilsen til jer – ‘Jills Theme’ starter 2.40 minutter inde i klippet, og dukker op og tones ned igennem scenerne, indtil Jill kommer til første stop på køreturen. Se det hele til ende, og skru op for lyden!

Hovedillustration: Filmplakaten for Once Upon a Time in the West. Copyright: Paramount Pictures. Wikipedia.