Thomas Bartholin – den danske livlæge i Syditalien

I 1600-tallet var Napoli og Sicilien ikke kun et sted man tog hen for at suge til sig af den sidste nye kultur, mode og ingeniørkunst. Også lægevidenskaben var langt fremme ved barok-hoffet under de spanske kongers herredømme, og Europas klogeste hoveder tog til Syditalien for at opleve avancerede eksperimenter indenfor kirurgi, anatomi og medicinering.

En af dem var Thomas Bartholin. Han var født 1616 i Malmø, og kom ud af en agtværdig videnskabsfamilie, der i 3 generationer fik placeret intet mindre end 12 professorer på Københavns Universitet. Bartholinerne udførte det absolutte pionérarbejde indenfor tidens medicinstudier i Danmark. For eksempel udgav hans far, Caspar Bartholin, Danmarks første anatomiske værk i 1611 – en bog,  som Thomas senere selv udbyggede med hvad der skulle vise sig at blive hans speciale om blodkarrenes funktion og lymfesystemet.

Af Frederik 3. fik Thomas Bartholin overladt ligene af forbrydere, som var henrettet kort efter et stort måltid, så lymfen var fedtholdig og mælkelignende. Han påviste herved brystgangen, ductus thoracicus, hvori lymfekarrene fra ben og krop samles.

Senere blev Thomas udnævnt til Christian den femtes livlæge. Han gik i sin fars og brødres fodspor og uddannede sig til ‘medicus’, men det var især hans årelange studier i Syditalien, der satte trumf på hans virke. I 1644 tog hans til Messina for at besøge den anerkendte botaniker, Pietro Castelli,  for at lære mere om sydens healende medicinplanter. Castelli var blandt andet en af de første til at foreslå plante-ekstrakt og bark (kinin) til forebyggelse og bekæmpelse af malaria. Bartholin fortsatte sin rejse rundt på det nordøstlige Sicilien, hvor han faldt i svime over øens geologi, havdyr, koraller og unikke lavaformationer.

En af Castellis tegninger af Syditaliens medicinske planter fra 1627. Daniel Rabel, Wikipedia.

 

 

 

Rejsen fortsatte til Napoli, hvor Thomas mødte en af periodens mest berømmede læger, Marco Aurelio Severino, der på det tidspunkt eksperimenterede flittigt med såkaldt ‘fryse-anæstesi’. Aurelio fik bragt is og sne ned fra Syditaliens bjerge, og lavede forsøg med patienter, der skulle opereres, og forinden fik det syge område bedøvet med kulde, for at skåne dem mod smerten på en tid, hvor operationer blev udført uden anæstesi.

Marco Aurelio Severino blev født i 1580 i Tarsia, Calabria, og skulle siden blive en af Syditaliens fremmeste botanikere. Han døde i 1656 i Napoli under et pestudbrud. Wikipedia.

Thomas var så fascineret af metoden, at han i 1646 skrev sine observationer ned og tog praksissen med hjem til Danmark, hvor den var hidtil ukendt. Men Syditalien skulle også vise sig at åbenbare andre opdagelser. Da Bartholin er i Campania-regionen på sin Italienstur, bryder der nemlig en voldsom difteri-epidemi ud blandt de lokale børn. Han omtaler kvælningshalsbetændelsen, der siden 1618 har hærget Syditalien, og især slår børn ihjel. Sygdommen rammer dem som en pest, og de får høj feber og tykke belægninger i halsen, der får svælget til at hæve så meget, at mange dør af kvælning. Når betændelsen løsner sig fra mandlerne, resultererer det i voldsomme blødninger, der rummer difteri-virussen, som hurtigt breder sig til organerne og fører til lammelser.

Severino havde forinden forgæves prøvet af helbrede børnene ved hjælp af gurglemidler, rosensirup og honning, men Bartholin gjorde sine egne observationer og endte med at skrive en hel afhandling om emnet undet navnet ‘Undersøgelser vedrørende en difteriepidemi blandt børn i Campania og på Sicilien’.
Den lille bog på 140 sider udgav han i 1646 i Paris på sin vej hjem til Danmark, og uden at vide det havde Bartholin dermed bidraget signifikant til Europas pædiatri – læren om børnesygdomme – som i takt med folkesundhedsreformerne først blev et anerkendt studie i løbet af 1800-tallets Danmark.

Thomas Bartholin døde i 1680 og blev begravet i Vor Frue Kirke. Idag kan man tænke på Bartholinslægten og deres forskning, når man slentrer nedad Bartholinsgade nær Botanisk Have i det indre København. Gaden er opkaldt efter Bartholinerne og rummer i sit navn en passende hyldest til pionérfamilien.

Hovedfoto: Wikipedia.

2 Sæson af Min Geniale Veninde er i fuld gang og hovedrolleindehaverne er hot stuff

Den 3 februar blev de første afsnit af 2 sæson i hitserien ‘Min Geniale Veninde’ vist på italiensk tv, og siden har episoderne også kunne nydes på HBO Nordic hver mandag.

Men de dygtige skuespillerinder, der spiller Lila og Lenù i filmatiseringen af Elena Ferrantes verdensomspændende romansucces, er forlængst blevet superstjerner i deres hjemland, og er her, der og alle vegne i Italien. Blandt andet var de på scenen, da Italien forleden afholdt deres årlige melodi grand prix, Sanremo.

“I er så smukke og dygtige!” Råber studieværten Mara Vernier i dette fine klip nedenfor, for selvfølgelig har Gaia Girace, den voksne Lila, og Magherita Mazzucco, den voksne Lenù, også været forbi hele Italiens ultimative søndagshyggeprogram, Domenica In. Det skete forleden i anledningen af starten på 2 sæson i serien, hvori de to veninder stadig kæmper for at finde fodfæste i den komplekse voksenverden, og hvor vi både kommer til de borgerlige kvarterer i Napoli, til Ischia og til Firenze.

Serien har fået en ny intro, hvor farveladerne er skiftet fra de mørke og dystre halvtredsernuancer til pastelfarverne, som prægede 60’ere æstetisk, og med flimrende filmklip fra et Italien, der koger af ungdomsoprør og terror.

Og i de 4 nye afsnit, jeg indtil videre har set, spiller de to kvinder stadig helt fantastisk, med Lila som den desperate og mishandlede hustru, der knokler i sin mands butik men samtidigt græmmes over ‘de beskidte penge’, som hun putter i kasseapperatet. Og Lenù bliver for alvor både skiftevis fordrejet og svigtet af sin bedste veninde, og Nino, der for alvor og fatalt kommer ind i billedet.

Da jeg boede i Italien så jeg Domenica In hver søndag med min svigerfamilie, og jeg er nærmest vokset op med den karismatiske og moderlige Mara Vernier, der i det rørende klip slet ikke kan lade være med at rejse sig og kærtegne de to kvinders ansigter, mens hun taler med dem. I interviewet fortæller Gaia og Margherita om hinandens bedste sider:

“Hun er så elegant og raffineret”, siger Gaia om sin medspiller, mens Margherita modsat roser Gaia for sin ærlighed. Og så afslører Gaia at hun foretrækker ikke at øve sine replikker for meget. “ellers bliver det hele for mekanisk”, erklærer hun.

Netop det sidste blev grunden til at Gaia og Margherita kom lidt op at skændes til filmfestivalerne i Venedig og Los Angeles, fortæller de i klippet. “Jeg er en meget spontan person”, siger Gaia, mens Margherita betror os at det for hende er vigtigt at øve og være disciplineret i forhold til skuespillet.

Desuden skal man nyde klippet, fordi det viser den helt særlige afslappede stil, som ofte karakteriserer denne slags italienske programmer, der er meget mere håndholdte end mange tilsvarende shows i Danmark. Mara råber i starten:””Skru så op for de mikrofoner!” og “Er er den, der kan tage og slukke for den air condition!” Hun er slemt forkølet og må på et tidspunkt bryde grinende sammen, og sige “tante her skal lige pudse næse!”, hvorefter hun drejer sig rundt på stolen og får styr på sagerne.

Tak, Mara, for at være vores sjove og skøre tv-Mamma!. Jeg glæder mig til de næste afsnit af My Brilliant Friend.

Klippet fra Domenica In den 16 februar kan du se ved at klikke her.

Hovedfoto: Titelkort fra HBO-serien. Wikipedia.

Nyt instruktørtalent går tæt på Napolis fodboldkultur i filmen ‘Ultras’

Når Napolis San Paolo-fodboldstation fyldes af fodboldsfans til bristepunktet, der skal støtte deres lokale fodboldhold, kan man opleve eufori, glæde og stolthed på tribunerne: fodbold har en næsten mytisk status i byen, men ligesom i andre af Italiens (og Europas) stolte klubbyer har der igennem tiden udviklet sig en patriotisk fankultur, som i visse tilfælde rækker udover normal kuldyrkelse af sine helte på grønsværen.

Jeg taler naturligvis om den italienske Ultras-bevægelse, der i 60’erne udsprang af den engelske hooliganisme, og er kendt for at skabe kaos blandt publikum, med romerlys, slagsange og dans. Ind imellem prøver Ultras-tilhængerne at gennemtvinge sig magt i de lokale klubber, og det kan føre til sammenstød, især når rivaliserende hold mødes på både græsset og i tilskuerrækkerne.

Ultras er den mest udbredte fankultur i Sydeuropa, og i Syditalien har de forlængst gjort sig gældende på stadioner og til kampe, hvor deres konfrontationer og provokationer endda kan føre til voldelige sammenstød.

Trailer til Ultras på Netflix:

Få har taget et grundigt og granskende blik på Ultras-tilhængerne, men det bliver der lavet om på nu med den napolitanske instruktør Francesco Lettieri fra Pozzuoli, der med sin første store film ‘Ultras’ får premiere på Netflix dette forår. Med sin film dykker han dybt ind i den napolitanske hard core fankultur for at fortælle en anderledes historie om de mennesker, der af forskellige, personlige grunde bliver en del af ‘Ultras’-kulturen.

Filmen bliver vist i udvalgte biografer den 9, 10 og 11 marts i Italien, og desuden på Netflix fra den 20 marts.

Til soundtracket har blandt andet Liberato bidraget med sangen ‘We come from Napoli’ – Liberato er en af Napolis hotteste kunstnere lige nu, skønt ingen ved hvordan han ser ud. Med sin hættetrøje og maske udgør han lige nu den kreative spydspids i en revitalisering af byens århundredegammel sangkultur, hvor der synges på dialekt, og hvor stemmer fra byens fattige periferi får lov at sætte ord på deres følelser og frustationer.

Liberato har som altid øje for menneskene i Napolis udkant, og jeg er personlig stor fan af Liberato og synes, han har fået lavet en utrolig smuk musikvideo, hvor lokale ultras drøner rundt på scooter, nyder udsigten udover Napolis havn og tager grådigt for sig af napolitansk gademad af indvolde og bløddele fra svin og kalv.

Og så viser han at han kender sin hjembys sangskat med sin hilsen til singer songwriteren Pino Daniele midt i sangteksten: «Terra mia, terra mia, this is where I wanna be, neh, ma chi sfaccimma sì, but we come from Napoli.” Se med her:

Hovedfoto: Ultras til en kamp i Sofia. Biso, Wikipedia.