Sebastiano Satta og Dommens Dag: I en coronatid kan ‘ensomhedens roman’ lære os noget om at være alene hver for sig

Det er langt fra noget nyt, at mennesket har brug for nærhed for at kunne leve – ikke blot den fysiske nærhed, men også den psykiske. Det bliver jeg mindet om i disse dage, hvor jeg er i færd med at læse en af Sardiniens vigtigste, skønlitterære værker, ’Il giorno del giudizio’ – Dommens Dag, fra 1979 af Sebastiano Satta, hvor hyrdebyen Nuoro bliver et mikrokosmos på verdens forgængelighed og den ensomhed, som til alle tider har omsluttet den menneskelige eksistens.


I romanen følger vi hyrder, bønder og rige borgere i en af Sardiniens mest omskiftelige perioder fra slutningen af 1800-tallet til tiden efter 1 verdenskrig. Moderniteten og industrialismen banker på – ligeså gør de revolutionære tanker fra Rusland, og en krig, der koster utallige sardere livet.


Alt dette på trods gør indbyggerne i Nuoro, Sardiniens sjette største by, som ligger indesluttet mellem de barske bjerge nord for Sopramonte, deres bedste for at opretholde en hverdag, hvor de sociale skel er enorme, hvor fattigdommen og sulten hele tiden truer, og hvor ægteskabet leves efter ældgamle forskrifter.


Romanen kaldes ’et mesterværk indenfor italiensk ensomhed og litteratur’ – historien følger nemlig familien Sanna, hvis overhoved, notaren Don Sebastiano, sammen med sin kone, Donna Vincenza, har fået opbygget en familie med 7 syv sønner, som han venter sig meget af.

Sebastiano Satta blev født i Nuoro den 9 august 1902, og uddannet jurist i byen Sasssari. Han skrev flere juridiske værker og medvirkede til at forny Italiens straffelovgivning efter fascismens fald. Dommens dag blev udgivet posthumt, og manuskriptet fundet mellem hans papirer, da familien ryddede op i hans hjem efter Sattas død i 1975. Wikipedia.


Men Don Sebastiano er også en kold, kalkulerende og verdensfjern hustyran, der terroriserer sin kone: ”Du er kun sat i verden, fordi der var plads”, er en af hans yndlingssætninger, der får Donna Vincenza til at trække sig endnu længere ind i sin depression – konen er blot i midten af 40’erne, men så fed og gigtbesværet, at hun må tilbringe hele dagen i en enorm lænestol, i smertelig meditation over sit spildte liv.


Som Don Sebastianos hustru er hun på grund af sit handikap og af sine nederlag i den psykiske kamp med sin mand låst inde i det store hus i Nuoro, der nok er det smukkeste i byen, men hvis værelser og gård er et regulært fængsel for Sebastianos familie. Don Sebastiano er som notar og med en position i samfundets øverste top ligeså fastlåst som Donna Vincenza, og konventionerne får ham til at kæmpe sin egen kamp for at holde ensomheden på afstand.


I denne corona-tid er det gribende at læse beskrivelserne af Donna Vincenzas tiltagende desperation, i takt med at sønnerne bliver større, og rejser bort. Hun er ladt tilbage alene i sin evige karantæne som hustru og mandens ejendom. Hun får kun besøg af sin tante Gonaria, der er nonne, og et par af de andre kvinder, i de lange dage, hvor Don Sebastiano rider tidligt bort for at tilse sine jorde, og kommer så sent tilbage, at hun kun kan skimte ham i aftenmørket gennem sine halvblinde øjne. Her er min egen oversættelse af nogle gribende linjer, som beskriver hende på side 170:

“Donna Vincenza kendte intet til filosofi. Hun havde heller aldrig hørt ordet. Men hun levede fastsømmet til sin lænestol, og det fik hende til at meditere. Når Don Sebastiano i bunden af gårdspladsen satte sig op på sin hest og forsvandt ud af porten uden at sige farvel til hende, var det en scene, som gentog sig hver dag efter eftermiddagshvilen.

Donna Vincenza forblev alene, og sank ned på bunden af tidens dyb, der også var ubevægelig ligesom hende, og omsluttede hendes stakkels person som vindruerne, der hang ned fra pergolaen, og som hun hvert år så forme sig og vokse, enorme stalagtitter i en blind grotte. Hun talte dem én for én, ti, hundrede gange, for at holde spøgelserne på afstand, der overfaldt hende fra alle sider.”


Satta har på side 167 en meget smuk beskrivelse af, hvordan folk, der bor alene i byen, mødes, ikke for at konversere, men blot for at være sammen, hver for sig, som en slags trøst i isolationen. Jeg har prøvet at oversætte linjerne her:


”Et hus med 4 ugifte søstre er aldrig alene. Med regelmæssig rytme kom også de gamle, ugifte kvinder, der boede tæt på, i deres dragter, når de forlod deres egne huse, puttede nøglerne ned i den store, rødbroderede lomme, og gik indenfor i stuen uden at banke på. Her sad de så ubevægelige i mørket, som invaderede rummet, for de ville spare på lyset, og til sidst var de blot skygger, stumme vidner i en ligegyldig venten.


Lyset blussede først op, når mørket havde udvisket skyggerne, og det eneste levende var skæret fra ilden, hvis det var vinter. Gonaria hældte af og til lidt sukker på flammerne, fordi det skabte en dejlig duft, men også fordi røgen derfra så kunne tjene som en slags røgelse.


Når lampen endelig blev tændt, rejste de besøgende sig, og gik, én for én, af den samme grund, som de var kommet: De havde fået to timer i deres liv til at gå, og de havde hjulpet hinanden med det. De vidste det ikke, men det var også en barmhjertighedsgerning i sig selv.”

Dommens dag er blevet oversat til dansk og udgivet i 1989.

Hovedillustration: Traditionelle dragter fra Sardinien i 1880erne, Gallerie Bassenge, Wikipedia.

Syditalienske forfattere: Anna Maria Ortese

Hvor New York havde danske Johannes Friis til at dokumentere de fattiges kår med sit kamera, havde Napolis efterkrigstid Anna Maria Ortese. Dog var hun ikke fotograf, men journalist og forfatter, og med sin skarpe og sarkastiske pen er hun idag mest kendt for at have dokumenteret forholdene for byens ‘anden halvdel’ i sin fænomentale samling af fortællinger i ‘Il mare non Bagna Napoli’ fra 1953.

Anna Maria Ortese blev født den 14 juni 1914 i Rom, men tilbragte det meste af sin opvækst i Sydtalien og i Tripoli. Hendes far arbejdede for den italienske regering, og familien måtte derfor ofte følge med ham rundt i hele landet. Da Anna Marias bror, Emmanuel, som hun var tæt knyttet til, dør i Martinique i 1933, har Anna Maria et sammenbrud, der får hende til at flygte ind i skriveprocessens terapeutiske rum.

I årene herefter begynder hun at få trykt digte og noveller i italienske aviser og litteraturmagasiner, blandt andet Angelici dolori – ‘Englesmerter’ – som får god kritik. Hun begynder dog at miste gejsten og inspirationen, og flytter til Firenze i en periode, for at arbejde som korrekturlæser. Men da krigen bryder ud, rejser hun tilbage til sin familie i Napoli, og det er her, hun oplever byens intense balance mellem overlevelse og overgivelse, som får hende til at skrive sine egne tekster igen, blandt andet for det syditalienske magasin, SUD. 

Enhver tid har brug for sine egne dokumentarister til at afdække epokens uhyrligheder – og Anna Maria Ortese var det perfekte vidne til de sociale katastrofer, som 2 verdenskrig bragte med sig. Med både indlevelse, empati og skønhed beskriver hun leveforholdene for Napolis fattigste, når hun trænger helt ind i deres grotter og skabsbefængte senge for at fortælle en historie, de fleste dengang helst ville glemme.

I 1953 udgiver hun det værk, som gør hende verdensberømt, nemlig Il mare non bagna Napoli, som rummer Orteses vidneberetninger fra sin bombede hjemby i de kaotiske år efter 2 verdenskrig. Direkte oversat til dansk ville bogens titel lyde: ”Havet væder ikke Napoli”, og bogen findes på tysk med navnet: ’Der er intet hav i Napoli’. Nogen er endnu ikke oversat til dansk, men kan findes på engelsk med titlen: ‘Neapolitan Chronicles’.

Ortese vinder den prestigefyldte Viareggio Pris for bogen, hvis første historie, un paio di occhiali – et par briller – anses for at være en af Italiens bedste noveller nogensinde. Den er desuden blevet filmatiseret  af Carlo Damasco i 2001, og handler om hvad der sker, når en fattig og næsten blind pige i den napolitanske slum for mulighed for at se sin omverden klart:

Det er nok hævet over enhver tvivl at Ferrante blev inspireret af Orteses sammenligninger, da hun 40 år senere skulle skrive sine Napoli-romaner og vise Elena og Lias begrænsede råderum i det kvarter, de voksede op i, ved at skrive, at pigerne aldrig havde set havet, skønt de boede i en havneby.

I Orteses bog beskriver forfatterinden i fortællingen ’Guld i Forcella’ hvordan hun fra Via Duomo, der løber som en rygrad med adskillige ribben ned gennem Napolis ældste bydel, bevæger sig mod øst gennem Forcella-kvarterets mylder. Folkedybets armod åbenbarer sig omkring hende med en genkendelig fandenivoldskhed, der virker karakteristisk for alle, der selv har oplevet napolitanernes energi, selv, eller måske endda netop, på livets yderste bastion, dansende på tåspidserne, med udsigt til en slugt af desperation:

”Her væder havet ikke Napoli. Jeg var sikker på, at ingen her havde set det, og heller ikke huskede det. I denne bælgmørke kløft skinnede kun seksualitetens lys under ovetroens sorte himmel.”

Senere kulminerer fortællingen om napolitanernes armod i kapitlet ’Den ufrivillige by’, hvor Ortese besøger Il Palazzo dei Granili. Den enorme magasinbygning, der i slutningen af 1700-tallet blev bygget syd for Napoli af de spanske konger, der ved kysten, hvor havnebassinet rammer de første forstæder ved Vesuvios fod, og med sine mastodontiske dimensioner på 560 meter i længden og 30 meter i højden skulle rumme Napolis kornforsyninger.

Inde i bygningen løb for sin tid endeløse korridorer forbi store rum på 3 etager, hvor man kunne opbevare forskellige varer, der op igennem århundrederne varierede fra korn over bælgfrugter til jern, våben og mennesker. Bygningen blev slemt beskadiget af bombardementerne under 2 verdenskrig, og da Ortese lægger vejen forbi ruinerne af den dystre bygning ved stranden, er den for længst blevet et slumstormersted for Napolis mest miserable befolkning.

Palazzo dei Granili set fra stranden og med Vesuvio i baggrunden, fra før bygningen blev bombarderet under 2 verdenskrig. Fra et gammel postkort. Wikipedia.

Ortese beskriver hvordan hun har fået skrevet et navn ned på en tændstikæske. En kvindelig læge, der skulle bo inde i Il Palazzo dei Granili – signora Lo Salvio. Lægen har inviteret Ortese på besøg, og da forfatteren ankommer til udørkenen med en sporvogn, beskriver hun synet af den engang så imposante men nu uhyggelige arkitektur som et skaldet bjerg, sammensunket og gennemborret af termitter.

Hun går undrende ind i ruinens mørke, hvor de hjemløse har blændet alle vinduerne med brædder, og hvor syfilisbefængte, skorpede og magre kroppe kravler frem imod hende. Hun spørger sig frem til Lo Savio, der sidder i et af de store rum ved et sammenflikket skrivebord, og som nu tager hende med på en tour de force ned gennem Granili-bygningens dødsrigeagtige cirkler:

”Jeg vil gerne vise dig et barn, sagde hun. Hun førte mig ned mod bunden af korridoren, hvor en lille smule grønt lys, som trængte ind gennem en sprække, lod os vide, at nu var det blevet aften i Napoli. Der var en dør, hvorfra man hverken hørte lyde eller stemmer. Lo Savio bankede sagte på, og gik så lige ind, uden at have fået nogen tilladelse, som én, der føler sig hjemmevant.

Det var et stort, rent værelse, der lå mellem templet og grotten. Havde det ikke været for lyset fra en lillebitte lampe, der skinnede et sted så højt oppe, at det irriterede mere end det gav glæde, ville rummet have mindet om en antik og glemt ruin. Her var, stærkere og dybere end noget andet sted, en stank af fugt, blandet med lugten af råd. En kvinde, der stadig var ung, og med et ekstatisk udtryk, kom os i møde.

”Hvordan har Deres Nunzia det?” Spurgte Lo Savio. ”Kom med.” Hun førte os hen til en bette vugge, som var blevet flikket sammen af en Coca Cola-kasse, den så lille og elendig ud som den stod der nedenfor et af de mange, hermetisk blændede vinduer i bygningen. I den lille seng, uden linned, på en lille pude, under en herrejakke, forhærdet og fuld af skorper, lå en nyfødt med et bizart, venligt og voksent ansigt: et delikat ansigt, kridhvidt, oplyst af to intelligente og blide øjne, fra hvilke det blå aftenlys skinnede, og som barnet drejede fra side til side mens det observerede det hele med en opmærksomhed, som man ikke ville tilskrive et barn på blot få måneder. Da øjnene så os, hvilede de på os begge, så på mig, på min pande, de kørte rundt, ledte efter moderen, som om de ville spørge om noget.

Med sin hånd løftede moderen på frakken, og vi så en lille krop, der kun var på størrelse med en håndsbredde, et perfekt skelet. Knoglerne var tynde som blyanter, fødderne var helt indtørrede, små som fugleben. Da benene kom i kontakt med den kolde luft, trak barnet dem stille til sig. Moderen lod jakkedynen falde ned over det.

Jeg havde ikke taget fejl da jeg ved synet af barnet gættede på, at Nunzia Faiella allerede kendte en del til livet, og at hun så og forstod alt, uden dog at kunne tale. ”Dette barn er 2 år gammelt”, fortalte Lo Savio mig sagte. ”Der er noget med dets indvolde, der gør, at det ikke vokser længere… smukke lille Nunzia”, kaldte hun stille. Da det lille menneske hørte de ord, smilede det svagt. 

Engang tog jeg hende med udenfor, til lægen”, sagde den unge kvinde, hun talte med en tyk, maskulin stemme i et toneleje mellem det ekstatiske og det resignerende (og sådan fandt jeg ud af, at Nunzia Faiella i det mindste én gang i sit liv havde set solen, måske en bleg vintersol), ”hun kiggede rundt i luften, på solen, helt overrasket”.

Også nu var Nunzia Faiella overrasket: hendes søde øjne granskede af og til det høje loft, de muggrønne vægge, blikket rykkede så væk, tilbage til lampens lys, som om det mindede hende om noget. Øjnene rummede hverken tristhed eller smerte, men forventningen om en straf, der blev udholdt i et helt liv og i stilhed, og som kunne komme fra den anden side af disse enorme mure, fra det høje, blændede vindue, fra mørket, fra denne stank, fra denne lugt af død.

”Nunzia”, kaldte Lo Savio igen, idet hun bøjede sig over kassen og talte kærligt til det lille menneske: ”Hvad laver du? Vil du forlade din mor? Vil du gerne op i himlen og holde jul med Jesusbarnet?”

Og så skete der noget, jeg aldrig ville have forventet. Barnet drejede hovedet og så på sin mor med et usikkert smil, der pludselig blev til en grimasse, og begyndte at græde med en lyd, som om den kom inde fra et møbel, så svag var gråden, halvkvalt, let, som hos én, der græder for sig selv, og hverken har kræfter til eller håb om at blive hørt.” 

I den nyeste udgave af ’Il mare non bagna Napoli’, som jeg har læst, har Ortese tilføjet et forord (hun døde i 1998), der ligger årtier fra den kaotiske efterkrigstid. Her reflekterer hun over den hårde medfart, som hendes værk fik af mange af samtidens intellektuelle napolitanere. Det var ulideligt for dem at blive konfronteret med Orteses ubærlige øjenvidneberetninger, i stedet ville man se fremad og håbede, at den nye tid kunne udslette byens ar.  

Il Palazzo dei Granili blev jævnet med jorden i 1953 – Vejen Via dei Granili, som løber forbi det sted, hvor bygningen stod, er det eneste fysiske tegn på, at det har eksisteret –  og på stedet byggede man almene boligbyggerier, såkaldte ’case popolari’, i en kraftanstrengelse, der skulle matche den nye tids optimisme om et økonomiske mirakel. Her i Napolis periferi skød anonyme huse efterhånden op foran hinanden, indtil man ikke længere kunne se direkte til havet. Det er disse huse, Lila og Elena vokser op i, uden dog at fremmedgørelsen overfor staten og omverdenen forsvinder af den grund. Tværtimod.


Anna Maria Ortese har udgivet flere romaner og noveller, blandt andet de mest kendte: L’infanta Sepolta i 1950, Poveri e semplici fra 1967, og L’iguana fra 1965. Hun dør i 1998, 84 år gammel, i Rapallo udenfor Genova, og er siden blevet kendt som en af Napolis mest betydningsfulde, kvindelige forfattere.

Hovedillustration: Anna Maria Ortese. Af Fabio Matteo, Wikipedia.