Den 28 oktober udkommer min essaysamling ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’ fra Forlaget Turbine

En stor drøm er netop gået i opfyldelse: Til efteråret får jeg simpelthen udgivet en hel bog med essays om Syditalien, som jeg har arbejdet på i de sidste par år – den røde tråd bliver mit liv i Salerno med kæreste og svigerfamilie, som også knyttes op på de mange indsigter, jeg senere har fået om landsdelen gennem mit arbejde som forfatter og skribent.

‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’ bliver en tour de force gennem en for mange ukendt del af Italien, hvor jeg beskriver en eksotisk hverdag fuld af anderledes ressourcer. Et par af teksterne kender I måske allerede fra min blog, og ved, hvad jeg mener;-)

Faktisk tror jeg ikke, denne essay-samling var blevet til noget, hvis jeg ikke havde haft JER til at læse med på min blog, og til at bekræfte mig i, at os danskere er nysgerrige og villige til at lære om Syditaliens mirakler.

Og så er jeg selvfølgelig taknemmelig for at Forlaget Turbine tør bide skeer med en for dem ukendt destination, som de (så vidt jeg ved) aldrig har udgivet noget om før.

Da jeg kom til Syditalien for første gang, boede jeg i Firenze – Italiens ultimative by for kunst, kultur og historie. Men hvad jeg fandt syd for Rom var en åbenbaring af vidundere, jeg sjældent havde hørt om, men som ikke desto mindre virkede utrolig vedkommende. Udover at finde græske templer, barokbyer bygget i lava og landskaber skabt af levende vulkaner, oplevede jeg et Syditalien, hvor de menneskelige relationer, og det at bo, leve og dø sammen, blev ophøjet til en kunstart.

Følg linket nedenfor og læs mere om ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’, som allerede nu kan bestilles fra forlaget, og hos Saxo. Jeg håber selvfølgelig på mange solgte eksemplarer, så vi kan vise verden, at Syditalien er relevant og et (vildt, vidunderligt, skørt) sted, som man kommer til at høre meget mere fra i fremtiden.

Napolis messeområde ‘Oltremare’er en arkitektonisk perle og et fascistisk tidsbillede

En kæmpe eventyrsø med et etiopisk slot i midten, en enorm kube i guld, og et af syditaliens mest spektakulære springvand: Messeområdet Mostra d’Oltremare vest for Napolis bymidte er en glemt tidslomme og en uvurderlig kilde til ny viden, hvis man interesserer sig for byens nyere historie og arkitektur – især den fascistiske.

Igennem årtierne er Oltremare blevet et af Napolis mest folkelige og elskede åndehuller, hvor joggere tager tid på hinanden, og hundeluftere finder grønne pletter til Fido. Og derfor var napolitanerne yderst taknemmelige, da kommunen i slutningen af maj atter åbnede de skyggefulde parkfaciliteteter, som omgiver Mostra d’Oltremare, efter coronaen. Lad os sammen med byens befolkning genopfriske, hvorfor Oltremare så absolut er et besøg værd:


‘Mostra Oltremare’ betyder ‘udstillingen hinsides havet’, og er sammen med Fiera del Levante i Bari Sydtaliens største messeområde. Nu er det sjældent, at messefaciliteter er så interessante, at de er værd at besøge for sin æstetiske værdi. Men på linje med den have, som omgiver kunstmessen i Venedig, giver Oltremare et anderledes perspektiv på historien, fordi dens bygninger og design afspejler en helt særlig periode i den italienske samfundsudvikling.

Rodi-pavillonen fra 1940 blev bygget med middelalderlig inspiration fra den kristne ridderorden på Malta. Wikpedia, Giuseppe Albano.

Mostra d’Oltremare var en del af Mussolinis store strategi om at booste Napolis økonomi og rolle i Middelhavet: Italiens tredje største by skulle relanceres under sloganet ‘Napoli skal leve’ fra 1931, med nøgleordene ‘landbrug, sejlads, industri, håndværk, turisme’. Af samme grund blev sletten mellem Bagnoli og Fuorigrotta valgt som byggegrund, fordi stedet lå tæt på turistattraktionerne Cuma og Averno, der begge rummede vigtige, romerske ruiner. 

Udgangspunktet for tegningerne var en såkaldt ‘grøn arkitektur’ undfanget i 1898 i England, hvor man stræbte efter at forene byggerier med træer, buske og bassiner. Idéen om en naturlighed, der skulle presses ind i særlige rammer, passede godt ind i den fascistiske ideologi, og man gik igang med at bygge intet mindre end 24 stande, et stort sportskompleks, springvand, alleer og pladser, hvor tusindvis af tilskuere fra hele verden kunne komme og beundre den fascistiske ‘verdensudstilling’.

Idéen var at Italien hvert tredje år skulle invitere folk til en messe, der viste imperiets ekspanderende udstrækning og kulturelle kapital: Og da den første ‘Mostra d’Oltremare’ åbnede den 9 maj i 1940, kunne man opleve vidundere fra de italienske kolonier i nordafrika – heraf navnet ‘oltremare ‘hinsides havet’ – favnet af flere bygninger, der direkte trak på æstetik fra det eksotiske område.

Guldkuben med flanker dekoreret i arabisk stil. Wikipedia, Giuseppe Albano.


Her kunne man også se det allernyeste skrig indenfor den italienske rationalisme-arkitektur, som vi i dag vil kalde fascistisk, med stramme linjer, slogans udhugget i romerske bogstaver, og relieffer af arbejdende folk fra alle Italiens samfundslag. Det hele bredte sig over imponerende 170.000m2, men glæden varede kort: blot efter en måned måtte man lukke udstillingen på grund af krigen, og under de allieredes bombardementer i 43 blev flere af bygningerne slemt tilredte.


I 50’erne prøvede man at give området en renæssance, men pengene rækkede ikke, og jordskælvet i 1980 gav bogstavelig talt flere af genoplivningssprojekterne dødsstødet. Heldigvis blev det nye årtusind en genfødsel for Oltremare, der siden 00’erne er blevet renoveret og nu løbende huser konferencer og udstillinger.

Gondarslottet står midt i en kunstig sø og skaber eventyrstemning. Wikipedia, Baku.

Idag er det især værd at nyde det etiopiske slot Gondar fra 1940, der skulle være en nøjagtig kopi af den selvsamme bygning i byen Facil Ghebbi i Afrika. Slottet ligger midt i Fasilides-søen, der iøvrigt rummer eksemplarer af den sjældne smaragd-tudse. Lidt der fra kan man stadig nyde den imponerende, firkantede guldbygning fra 1938, der stadig står udsmykket med gyldne facader i byzantisk stil.

Og så er der  Esedra-springvandet, som ved åbningen af Oltremare-udstillingen udsende vand i pulsslag, som passede til den fascistiske hymne, der blev spillet samtidigt. Springvandet er inspireret af det enorme barokspringvand i det nærliggende slot i Caserta, og bassinets sider flankeret af farverig, italiensk keramikkunst.

Hovedillustration: Esedra-springvandet. Aquila 460 på Wikipedia.