Kaskelot-hvalerne danser atter i Taranto-bugten: “VI har en sjælden oase af biodiversitet her, som bør beskyttes”.

Hovedfoto: Kaskelothval med sin unge. Af Gabriel Barathie, Wikipedia.

Den pugliesiske havneby Taranto har i de sidste årtier været mest kendt for sit berygtede stålvalseværk Ilva – Europas største – der siden 1915 har fodret den italienske bilindustri med metal, men ligget faretruende nær det ioniske hav i Italiens støvlesvang. Stedet kom under lup i 1995 grundet økonomisk og miljømæssig krise i sektoren, og trækker stadig lange spor i form af forurenet jord, atmosfære og havmiljø. Giftigt affald fra valseværket er blevet dumpet her i årevis, men måske naturen er ved at komme sig mod alle odds. Og det med overraskende hastighed.

Stålværket ILVA i Taranto-bugten ligger faretruende nær havet og dets skrøbelige dyreliv. Wikipedia.

I hvert fald har marinebiologer og lokale i de sidste par år kunne spotte den sjældne kaskelothval springe i havoverfladen i Taranto-bugten, der som Italiens største breder sig over et stort areal det sted, hvor den italienske støvlehæls inderste kant rammer svangen. Forleden kunne biologen Stefano Bellomo bekræfte, at man nu havde set den hidtil største flok af den enorme hval på 14 eksemplarer i Taranto-bugten: Det var en  flok af både hanner, hunner og unger. De svømmede sammen, og viste fine stråler fra deres åndehuller, mens de legede i havoverfladen.


Havbiologer har indtil videre talt 117 eksemplarer, der holder til lokalt. Og det er noget af en sensation: Kaskelothvalen er fredet og udrydningstruet i hele Middelhavet, hvor hvalen grundet overfiskeri og forurening er så godt som forsvundet.  Den store fisk lever næsten udelukkende af blæksprutter, en føde, der også er under hårdt pres i havet omkring Italien. Men at der kommer flere og flere kaskelothvaler netop her vidner om, at havmiljøet øjensynligt er blevet renere i det ioniske hav, og at det marine liv drager nytte og beskyttelse i bugtens dybe Taranto-dal – en undersøisk kløft der er 1500 meter dyb, og udgør et vigtigt helle for både kaskelothvalerne og andre dyr. I denne grav kan fiskene gemme sig, yngle og finde føde.

Taranto-bugten er Italiens største og giver støvlen sin afrundede svang. Foto: Nasa, Wikipedia.

Men alene kan graven ikke sikre bestandens fortsatte vækst – der skal politisk handling bag: Havbiologen Stefano Bellomo fra miljø-initiativet Jonian Dolphin Conservation peger på, at der må en fredning til for at dæmme op for de eventuelle katstrofale følger, som stålværksindustrien stadig kan have for havet her. Miljøgruppen har navn efter den endemiske delfin-art, der i årtusinder har levet omkring Taranto, og endda befinder sig i Tarantos bys våbenskjold.  Udover kaskelothvalen er delfinen også kommet tilbage i større antal, ligesom havskildpadder og store fisk. Bellomo og JDC går nu efter at give Taranto-bugtens og dens undersøiske grav det ‘Blå Oase’-stempel, som rent formelt giver havet her miljøbeskyttelse.
“Vi står med en sjælden oase af biodiversitet, som vi skal passe på”, siger han til den italienske avis La Repubblica’, der i slutningen af november kunne bringe den positive nyhed om kaskelothvalens øgede trivsel i Taranto-bugten. Se hvalen boltre sig her:

https://www.youtube.com/watch?v=qOluXZRrTbU