Nye kurser om Syditalien på Folkeuniversitetet efterår 2022

Foto: La Sartiglia-festen i Oristano, Sardinien. Wikipedia.

Vidste du, at Syditalien og især Napoli, Catania og Palermo har en mægtig film-arv, der rækker helt tilbage til stumfilmens begyndelse? Og at landsdelens kulturelle og religiøse fejringer er de perfekte spejlinger på den syditalienske folkesjæl? Jeg laver 2 helt spritnye foredrag til efteråret, som handler om Syditalien på det store lærred, og Fest på syditaliensk (online). De rammer ned i nogle tomrum, som bør udfyldes, og som giver rejsende et anderledes perspektiv på landsdelens ressourcer. Læs mere og tilmeld dig via linket HER – jeg håber på at se dig.

Rejsebrev fra Puglia: San Nicola pløjer havene

Den engelske forfatter Lawrence Durrell sagde det ret genialt: os europæere drømmer Middelhavet større end det egentlig er. Med de mange eksplosioner af kulturer, der gennem tiden er opstået langs bassinets kyster, er dets betydning uomtvistelig, ikke mindst i Syditalien, selvom Middelhavets areal ikke er større end Skandinaviens oceaner lagt sammen.  

Jeg har for eksempel opdaget at Middelhavet dikterer min retningssans. Utallige er de gange, hvor jeg har rejst langs Syditaliens tyrrenske kyst, altså den strækning, der løber forbi Napoli og Salerno til Reggio Calabria i syd, og har Spanien som usynlig grænse i horisontlinjen. Sjældent har jeg fulgt Adriaterhavskysten, hvilket jeg nu prøver at råde bod på i min research til den næste udgave af Turen Går Til Napoli og Syditalien. I går kørte jeg mellem Trani og Bari, og i dag fra Bari til Brindisi. Havet plejer at være til venstre, når jeg rejser mod nord, og højre, når jeg rejser mod syd. Her er det omvendt. Bølgerne, der skyller op på stranden nedenfor jernbanen kommer fra Montenegro og Albanien, og jeg bliver svimmel af det, jeg stresser og rejser mig uvilkårligt i de varme kupeer, fordi jeg tror, jeg har taget toget i den forkerte retning.

Selv vandet virker anderledes med en opak, næsten mælket konsistens. Turkis og dovent, mens det Middelhav, jeg kender fra Salerno og Napoli, er dybblåt og i bevægelse. Et sammentræf, I dont know. Regionen har det Syditalienske fastlands længste kyststrækning, og havet dukker op overalt i Puglia, ikke kun fysisk, men også i de lokales bevidsthed.

Da jeg ankommer til Bari, er det weekenden for fejringen af byens helgen, San Nicola – den græske præst, der døde i Myra 343 i det daværende Tyrkiet, og i 1087 fik fragtet sine knogler til Bari af lokale fiskere, som frygtede at San Nicola skulle falde i hænderne på muslimerne. Som San Nikolaus spredte hans kult sig til den slaviske og ortodokse kirke i Østeuropa og Lilleasien, og hans rygte som børnenes beskytter og glad gavegiver har i dag givet ham aliasset ’Julemanden’.

Jeg har allerede fået at vide at jeg er gået glip af ’le freccie tricolori’, de italienske nationalfarver, som en eskadron jægerfly har prydet himlen med over Bari, men jeg kan stadig nå fyrværkeriet og menneskehavet på byens Lungomare, der syder af boder med helstegt pattegris, pandekagebagere, Peroni-sælgere med skummende køleskabe på slæb, mobile Tivoli-forlystelser og stærkmands-konkurrencer. På vej derned passerer jeg sætningen ’San Nicola solca i mari – San Nicola pløjer havene’, der står på en fotostat overfor helgenens kirke og grav, La Basilica di San Nicola. Under ordene hænger et grynet foto af paven sammen med en delegation af præster fra både den ortodokse, katolske og protestantiske kirke. De besøgte for et par år siden San Nicolas jordiske rester og bedte i fællesskab for den kristne samhørighed på tværs af tro og hav. 

San Nicola har tydeligvis stor magt over de pilgrimme, som hver dag året rundt besøger hans grav. Men hvad med de lokale? Næste dag spørger jeg Signora Anna, der gør rent og laver morgenmad på mit B&B i Bari Vecchia. Vi indleder samtalen ved at tale om vejret, for endelig skinner solen efter mange dages regn. Bliver Bari ikke for varm om sommeren? Hun skærer en grimasse og svinger pegefingeren fra side til side. Det er ikke varmen, der slår folk ihjel her, det er fugten, l’umidità. Bydelen ligger klemt inde på et lille forbjerg mellem havet og den nyere stad, hvor man med moderne sanitet prøver at komme den fugtighed til livs, som er et vilkår for mange pugliesere. Regionen består mestendels af ældgammel havbund, og udfordringen med at bo på ryggen af en gigantisk, porøs kalkskorpe, som leder grundvand op til overfladen, har udfordret de lokales kreativitet i årtusinder. Ikke mindst om sommeren, når luftfugtigheden får det hele til at klistre og tøjet til at klæbe mod huden. ”S’appiccica”, vrænger hun, og gnider en hånd op og ned ad armen for at vise ubehaget.

Anna peger ned gennem glasgulvet, som spisebordet og mine fodsåler hviler på. Gennemsigtigheden giver udsigt til en gammel skrivemaskine, en vandpibe og en stok, der står nede i en slags brønd. ”Engang havde de fleste af vores huse en ’pozzo’, som opsamlede regnvandet fra taget og ledte det ned under huset. Det var smart, men med tiden gjorde det husene usunde, så i dag har de fleste fyldt dem med cement”, siger hun, og vrider en klud. 

Jeg nævner San Nicola: gjorde helgenen en forskel under covid-pandemien? Bad de mere til ham end de plejede? Skete der mirakler? Hun ser undrende på mig og ryster på hovedet. ”De første til at få corona her i byen var da præsterne. Gad vide hvad de gik og lavede sammen”, klukker hun, og skummer mælken til min cappuccino så energisk, at den flyder ud over køkkenbordet.

Under festlighederne langs Lungomare stod figuren af San Nicola under en baldakin på Piazza Ferrarese – en kort ferie fra sit permanente ophold i basilikaen, hvorfra hans statue var blevet ført, og hvortil han atter skulle ende, efter et visit i domkirken. Jeg gik forbi Piazza Ferrarese på vejen hjem fra byfesten, og betragtede den lille gruppe af lokale, der havde samlet sig der, nærmest for at holde ham med selskab, alt imens man gumlede pattegris og slikkede fedtet af fingrene.

”For en måneds tid siden fik han stjålet sin ring og 3 guldkugler, men man fandt dem igen”, siger Anna, da jeg spørger ind til den udsatte placering. Kuglerne, som hans helgenstatue altid bærer i venstre hånd, er et symbol fra dengang San Nicola reddede 3 kvinder fra prostitution. En adelsmand var kommet i økonomisk uføre, og kunne ikke længere give sine døtre en medgift. Bordellet var eneste udvej, men San Nicola hørte om den lurende katastrofe, og gav kuglerne til faderen – en detalje siger endda at det skulle være sket ved at komme en guldkugle i hver af døtrenes nyvaskede strømper, som skulle have hængt til tørre foran det vindue, hvor San Nicola ville lægge sine gaver. Muligvis forklaringen på julestrømpen.

Ringen og kuglerne havde man genfundet i en taske i en vejrabat udenfor Bari, og Anna trækker på skuldrene, da jeg spørger til den hellige manna, som ifølge myten skulle dryppe fra San Nicolas knogler. ”Vandet trækker ind i krypten ligesom alle andre steder. Når biskoppen én gang om året åbner kisten med San Nicolas knogler, skraber han væsken af, og laver business ud af den”. Hun tilføjer: ”Vandet kommer ind overalt, det gør vores huse fugtige og giver os gigt.”

Jeg bliver naturligvis nødt til at se San Nicolas knogler, som ligger indesluttet i en fløjlsdækket kiste i hjertet af basilikaen. Røgelse og bønner fylder rummet, kvinder i bondetøj og tørklæder ligger på knæ og beder på slavisk, én af dem rejser sig helt op, bukker og rører jorden flere gange og står derefter stille i en slags trance. Hun er så tynd at de søjler, der hver især ikke er tykkere end et ungt birketræ og med fælles kræfter holder kryptens loft oppe, kan indeslutte hende i enkelt skygge. En anden kvinde falder sammen i armene på en veninde efter at have lagt en seddel ved San Nicolas søjle. Myten siger at helgenen satte støtten som et tegn til kirkebyggerne om hvor de skulle påbegynde hans grav. Den er halvanden meter høj og står i dag i hjørnet af krypten, omsluttet af plexiglas og en bunke bønnesedler. Kvinden jubler i stille gråd, og veninden hjælper hende hen til en bænk for at dele øjeblikket i fælles eftertænksomhed.

Mumien af Santa Colomba fra Sens ligger i Baris katedral, hvor en lufttæt montre sørger for den ideelle temperatur og luftfugtighed.

Deres følelsesudbrud får mig til at tænke på den italienske skoleklasse, der dagen før havde taget mumien af den hellige Santa Colomba i øjesyn i byens katedral. Santa Colomba var en spansk kristen som led martyrdøden i 257 efter at have mistet hovedet for sin tro, og nu boede i Bari i en glasmontre, hvis indre temperatur og luftfugtighed blev omhyggeligt styret af en termostat. Santa Colomba ligger på ryggen iført en imponerende prinsessekjole, ansigtet er vendt mod kryptens loft med et lidende udtryk, læberne er let adskilte og afslører et par blottede fortænder. Hele skikkelsen er ikke meget højere end en pige på 10 år, og går man helt tæt på montren ser man tydeligt hendes knogler gennem den porøse hud, der dog mere end noget kødeligt ligner det finmaskede stof fra et par brune strømpebukser. Meget, endda. Og ligegyldigt hvor meget jeg studerede hendes hals, lod hovedet til aldrig at være blevet skilt fra kroppen.

Jeg var ikke den eneste, der undrede mig over Santa Colombas udseende; udover mig og min kæreste var montren omgivet af skolebørn, der pressede sig helt tæt på den 1765 år gamle mumie, mens en mandlig guide udlagde Santa Colombas martyrium. ”Dette er en privat gruppe, signorina og De er IKKE med”, fik han tilføjet, da jeg lænede mig ind i hans talestrøm. Jeg træder et par skridt tilbage, og en teenage-pige i gruppen spørger med mistænkelig mine: ”Var hun virkelig så lille som voksen? Og hvorfor ser hun så mærkelig ud”? Svaret falder som et stokkeslag: ”DET ER MANGLEN PÅ FUGT, der gør, at hun er tørret ind, Forstår du ikke det? DET ER EN MUMIE!” Ingen havde lyst til at modsige ham, og jeg forlod domkirken.

Syditalieneres pragmatisme overfor det åndelige har altid forbløffet og fascineret mig. De elsker tydeligvis deres helgener, men i et krisesamfund, der hver dag prøver at opretholde den umulige balance mellem det uforståelige, det groteske og det tragiske, kan end ikke troen trumfe de lokales sans for livets realiteter. Det var en street art kunstner så venlig at huske mig på, da jeg efter en frokost ved Baris havnefront vendte næsen hjemad og så San Nicola lave yoga på muren af et vandreservoir. Maleriet forestiller helgenen strække sig henover havet med kroppen i kobra-stilling, og sine 3 guldkugler foran sig på stranden. Bag ham står hans hyrdestav presset ned i sandet, mens et skilt ved hans fødder siger ’WEST’. I baggrunden aner man en kirke, mens den kyst, som San Nicola når med hænderne, prydes af en moské, og skiltet ’EAST’.  Kunstneren har tydeligvis fortolket pavens ord om San Nicola som en, der pløjer havet, og malet ham som brobygger mellem to forskellige verdener på hver sin side af Adriaterhavet.

Bari rummer flere gademalerier, såkaldte ‘murales’, af sin skytshelgen, San Nicola. Her er motivet som jeg så på Piazza Diaz, malet af kunsteren Maupal i 2016 på siden af en bygning fra L’Acquadotto Pugliese.

I min travlhed, i min mangel på eftertænksomhed og med mit blik for det syditalienske, som måske efterhånden er blevet mere blindt end seende efter for mange års fokus havde jeg helt overset den forbindelse til helheden, som syditalieneren mestrer så smukt. San Nicola handler ikke kun om religion. Helgenen vedbliver med at være aktuel, fordi han repræsenterer noget universelt i os mennesker, og selvom Middelhavet ikke er stort, kan vi mentalt godt være langt fra hinanden. At forene i stedet for at adskille er måske den ældste og smukkeste kærlighedshandling af alle, men har vi ikke nogen til at minde os om det, kan vi tabe retningen og tro at vores kyst og horisontlinje er den eneste rigtige.

Hovedillustration: Hagan Snair, Wikipedia – Vue af Bari Vecchia set fra havet.