Antikvitetsbutikken i Napoli der ikke vil besøges

En porøs menneskekæbe indpakket som relikvie, totalt uigennemskuelige åbningstider og en tæthed som et sort, kosmisk hul!

Da jeg igår sad og kiggede mine gamle fotos igennem fra Napoli, nåede jeg frem til dette – og fik dermed et vildt flash back til alle de gange, jeg har været lige præcis dér, og de mærkelige oplevelser på netop dette hjørne i Via Tribunali. Billedet tog jeg forrige år fordi jeg ville dokumentere Piazza San Girolamini – et lille centrum i det gamle centrum omgivet af kirker, graffiti og uigennemskuelige butikker.

Antikvitetsforretningen hér er på én og samme tid så anderledes og så ikonisk napolitansk, at jeg måtte have et foto af den. Problemet er blot, som mange andre butikker, der ikke har det store, mainstream klientel, og derfor, egentlig meget ulogisk, ofte slet ikke har åbent: jeg anede ikke om jeg overhovedet kunne komme ind!

Når jeg har været i Napoli har det derfor altid været en slags sport for mig at smutte forbi – lykkes det, lykkes det ikke? – og jeg har været draget af den meget u-napolitanske stemning, der omgiver stedet – at man faktisk slet ikke er velkommen, og ofte holdes på total afstand, både af den groteske volumen af forgyldte billedrammer, frønede madonna-billeder og ubestemmelige køkkenredskaber fra en svunden tid, og af de yderst afvisende ejere. Som billedet afsflører virker stedet nærmere som en lejlighed til at sludre og komme lidt ud, end at slå en handel af og tjene penge.

jeg har af samme grund været utrolig nysgerrig på at finde ud af, hvad der egentlig gemmer sig i butikkens dyb. 9 ud af 10 gange er stedet lukket, når man går forbi – fuldstændig hermetisk bag jerndøre og låse. Men da jeg og min frejdige ven Ty engang var i Napoli for at lave en pizza-reportage(!), skete det vidunderlige: en gammel, sur mand stod og foldede dørene ud. Det gik meget langsomt, og midt i det hele gik han i stå og satte sig på en sivstol ved muren. Jeg og Ty besluttede os for at klemme os ind i kaoset.

Manden brokkede sig og skældte os ud på afstand i en slags kontemplativ samtale med sig selv, mens vi gik på opdagelse: Ty fandt længere inde i mørket et par meget fine Ducati’er, der syntes at være vokset sammen med gamle lærredsdukker, spejle og obskure møbler, mens jeg kun kom halvt ind i bunken. Belønningen lå dog ikke lang fra mine hænder: en bunke porøse menneskeknogler – jeg husker især en underkæbe, endnu intakt med de fleste tænder – indhyldet i konfetti og gamle klude, der forlængst havde tabt farven i sollyset, men endnu havde en strimmel papir foldet omkring sig med edderkoppeskrift på, der bedyrede at de, måske, måske ikke, var ægte relikvier fra en glemt helgen.

Glemte helgener findes dog ikke i Napoli, og jeg tog beskeden som et slags løsen, og bakkede ud. Men jeg vender tilbage til Piazza Girolaminu hver gang, jeg er i Napoli, blot for at sikre mig, at stedet endnu findes. I burde gøre det samme.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *