Kun cirka 6% af de turister, der kommer til Italien fra hele verden, besøger den Syditalienske den af støvlen, selvom området syd fra Rom cirka dækker halvdelen af landets overflade. Det hænger mestendels sammen med uvidenhed om landsdelens mange kulturskatte, hjertelige befolkning og farverige gastronomi, men handler også om fordomme.
Jeg ser Syditalien, inklusiv Sardinien og især Sicilien, som Italiens mest vitale område lige nu: foretagsomme sjæle starter moderne virksomheder, lokalsamfund opnår resultater, som politikerne i nord kun kan drømme om, og bønder går forrest i regulære revolutioner indenfor bæredygtighed og økologi.
Man vil tilbage til jorden, til kreativiteten og de nære værdier i Italien, og Syden gemmer på netop disse temaer grundet en anderledes historie og et mildt klima.
Jeg fortæller her de historier fra Syden, som vi sjældent hører om, og giver plads til et anderledes billede af den ende af Støvlelandet, som jeg tror rummer Italiens fremtid.