All posts by admin

Franciskanermunke i Napolis og Siciliens udkant bor i togvogne og har dedikeret deres liv til Syditaliens fattige

De laver deres egne måltider af rester, som grønthandlerne ikke har kunnet sælge, og bruger deres liv på at bede, lave gratis mad til byens udsatte, og hjælpe dem, der er i nød, skønt de ingenting har selv.

På den måde efterlever de den hellige Frans af Assisis doktriner om næstekærlighed, barmhjertighed og askede i en virkelighed, der langtfra ligner et Paradis, og hvor flere og flere mennesker i det Syditalienske samfund presses ud i periferien af arbejdsløshed, dårlige, sociale tilbud og et sundhedssystem i knæ.

Jeg er netop selv stødt på munke-ordenen ‘Frati Minori Rinnovati’ ved et tilfælde, og er blevet nysgerrig på denne gren af den romersk-katolske kirke, hvor mænd (og også kvinder – søstrene ‘Sorelle Minori Rinnovati’ udbreder det samme budskab i deres klostre udenfor Messina og Palermo) tager Francesco d’Assis ord meget bogstavelige.

Ordenen blev indstiftet i 1972 i bispesædet i Monreale (en by i Palermos bagland der i århundreder har været berømt for sin gigantiske og forgyldte normannerkirke) i forbindelse med et såkaldt barmhjertighedsdekret fra Vatikanet, hvor det blev gjort muligt at hylde Den Hellige Frans’ måde at virke og leve på i sin helt oprindelige form.

Denne ‘back to basic’-tilgang efterleves idag af cirka 60 Minori Rinnovati-munke, hvoraf 8 styks lige nu bor i et rustent kloster sammenflikket af et par 3-klasses togvogne i Napolis slumkvarter, Scampia. Her har man praktiseret munkelivet siden starten af 70’erne, hvor man besluttede sig til at slå sig ned i millionbyen.

Mens munkene ventede på at få tilsendt et par containere, som de kunne bo i, dukkede nogle lokale op og tilbød dem de udrangerede togvogne istedet. De er blevet forvandlet til munkenes hjem, og hver lille kupé indrettet til isolationsceller med en seng og et skrivebord, hvor munkene kan bo ‘in clausura’.

Besøg i tog-klostret er begrænset, men enhver der har brug for omsorg, et måltid, en velsignelse eller et tag over hovedet kan bo her hos munkene, når brødrene ikke beder eller er ude i Napoli for at lave frivilligt arbejde.

Munkene tilbyder for eksempel deres hjælp på ungdomsfængslet på den aflåste ø Nisida nord for Napolis centrum, hvor der i årtier har boet kriminelle, eller på hospitalerne rundt omkring i Napoli, for at pleje de syge og aflaste sygeplejerskerne.

Munkene nægter at modtage hjælp men tager til takke med togvognene, der ligger i et buskads med en mur omkring, og en lille have med de mest nødtørftige planter og frugttræer. Maden laver de over åben ild, og retterne er selvfølgelig vegetariske, for Den Hellige Frans elskede dyr.

Udover brødrene i Scampia, der bor lige midt i en af Napolis mest camorra-inficerede bydele, opholder resten af ordenen sig i lignende, perifære slumklostre udenfor byerne Corleone og Palermo, samt i Colombia og Tanzania, hvor de ligeledes hjælper de fattigste med fysisk og psykisk bistand.

På denne høje klippe i Corleone ligger ruinerne af Castello Sottano-slottet, hvor den lokale gren af Minori Rinnovati-munkene bor. Wikimapia.org

Du kan læse mere om ordenen her:
https://www.fratiminoririnnovati.org/

Hovedillustration: Franciscanermunk på  vej op til sit kloster i ruinerne af Castello Sottano i Corleone, Sicilien. Wikimapia.org.

Andy Warhol og Napoli: den amerikanske pop art-kunstner var stærkt draget af Syditaliens største by

1975 kom det amerikanske kunst-ikon, Andy Warhol, til Napoli for at besøge galleristen, samleren og kunstneren Lucio Amelio, der udover at vise Andy byen også ønskede at give Napoli et internationalt anstrøg, og se, hvad der ville ske, når New Yorks absolutte avantgarde mødte Napolis kreative energi.

Takket være en håndfuld dygtige gallerister og rige mæcener var Napoli i de år et dragende sted for mange af Europas kunstnere, der kom til byen for at finde ny inspiration i stadens æstetik, mange symboler og stærke ikonografi.

Andy fandt lynhurtigt en soulmate i Napoli. Byen mindede ham på mange måder om New York, og hurtigt blev Andy en del af gadebilledet, hvor han travede rundt for at udødeliggøre byens energi og skæbner med sit elskede polaroidkamera:

“Napoli er en by, der er ved at falde fra hinanden, og på trods af det er alle glade, ligesom i New York. De er begge to kedler, der bobler, og er ved at eksploderer. Ja, den minder mig om New York med sine mange transvestitter, og sit affald på gaderne. Og energien, der findes overalt, i hvert et hjørne.”

Her fester Andy på jazz klubben City Hall Caffè i Corso Vittorio Emanuele, 1 april 1980, Napoli:

Historien om Andy Warhols kærlighedsaffære med Napoli vækker stolthed hos og er velkendt af napolitanerne, men få udenfor landets grænser kender til de kunstværker, som Andy Warhol udførte som en direkte konsekvens af sit kendskab til byen, og hvoraf mange netop udsprang af de eksplosive kræfter, der bobler under napolitanernes fødder.

Da Syditaliens værste naturkatastrofe i nyere tid indtræffer den 23 november 1980 med jordskælvet i Irpinia, sender Lucio Armelio et nødråb til Andy over Atlanten. Han rejser straks til New York og Andys værksted The Factory med de seneste italienske aviser,  og viser overskrifterne til den chokerede amerikaner, der straks går igang med at skabe et kunstværk ud af Il Mattinos forside, med fotos af begravede mennesker under murbrokkerne og titlen ‘Fate presto – skynd jer!’, som titel.

Lucio Amelio var i 70’erne og 80’erne en af Napolis vigtigste kunstfigurer. Han samlede kunst og formidlede kontakter mellem Napoli og især USA, og fik mange af Amerikas største kunstnere til Syditalien. Hans galleri lå på Piazza dei Martiri i Napolis centrum, og i 1987 udstillede han sammen med Andy sin Terrae Motus -samling i Grand Palais i Paris, der handlede om Irpinia-jordskælvet, som slog tusindvis ihjel. Lucio døde i 1994 af AIDS og ligger idag begravet på Capri. Du kan læse mere om Lucios spændende liv her.  Agosto De Luca, Wikipedia.

Andy ved at mennesket har brug for kunstens hjælp til at forarbejde livets ondskab, og han laver en stor triptyk ud af avisforsiderne. Det er hans og Lucios intention at skabe et monument over tragedien, så den forfærdelige hændelse aldrig nogensinde vil blive glemt, og Lucio og Andy kuraterer i den forbindelse udstillingen ‘Terrae Motus’ for at formidle katastrofens omfang overfor omverdenen. Du kan se kunstværket HER.

Warhol udvikler et kærlighedsforhold til Napoli: i 70’erne og 80’erne kommer han flere gange til byen, hvor han vandrer rundt med sit kamera og indfanger byens skæbner. Og så udfører han i 1985 en vigtig serie af  18 ‘portrætter’ på lærred af en lava-spyende Vesuvio i sin vanlige, farverige stil, hvor amerikaneren formår at fange Napolis utrættelige energi i vulkanens sitrende silhuet.  – jeg har lavet et link her, hvor du kan se nogle af portrætterne, og opleve Vesuvio gennem Andys fortolkning.

Andy Warhol laver også portrætter af førende, napolitanske kunstpersonligheder, og Andys kunst kan idag findes rundt omkring i byen: blandt andet hænger et ‘Vesuvius’ fast på kunstmuseet MADRE, mens ‘Fate Presto!” er udstillet på slottet i Caserta.

Og så dukker der ind imellem større udstillinger op i Napoli om og med Andy Warhol – for eksempel kan man lige nu se over 200 værker af pop-art-kunsteren i kirken La Basilica di Pietrasanta i Napolis historiske centrum. det drejer sig om Andys mest berømte værker, og desuden er et helt rum dedikeret til Warhols forhold til Napoli, med tilhørende kunst. Udstillingen løber frem til den 23 februar 2020.

Hovedillustration: Andy Warhol med en af sine elskede gravhunde. John Mitchell, Wikipedia.

Nytårshilsen fra mig og Claudia Cardinale i Once Upon a Time in the West

Er der et soundtrack, der kan gribe mig om hjertet, er det musikken til western-mesterværket Once Upon a Time in the West fra 1968 med Charles Bronson, Henry Fonda og Claudia Cardinale – et af de absolutte højdepunkter indenfor italiensk filmkunst. Filmen er instrueret af legendariske Sergio Leone, og musikken komponeret af ligeså mytiske Ennio Morricone.

Forleden blev jeg grebet af nostalgi, og fik lyst til at høre mit yndlingstema fra filmen, ‘Jills Theme’, som altid giver mig tårer i øjnene. Jeg fandt nedenstående klip på Youtube, og tænk: jeg genkender landskabet, som Claudia Cardinale rejser igennem i hestevogn, som Monument Valley i Arizona, hvor jeg selv befandt mig for blot et par måneders tid siden.

2019 stod nemlig i en anderledes rejses tegn: en odyssé igennem USAs vestlige stater, hvor jeg var på udkig efter det Syditalien, som dengang som nu, sammen med en myriade af indvandrere fra hele verden, har været med til at forme det forjættede lands kultur.

Claudia Cardinale er en italiensk skuespiller på højde med Sofia Loren og Marcello Mastroianni, der især fik mulighed for at udfolde sig i italienske og amerikanske film i de årtier, hvor begge lande var i fuld gang med at redefinere sin identitet efter 2 verdenskrige. Det økonomiske boom var igang, og hjemme i Italien havde det konsekvenser for de sociale dynamikker, som skubbede syditalienske familier mod fabrikkerne nord for at overleve sygdom, underudvikling og fattigdom i syd, mens USA greb bagud i tiden efter de kvantespring, som førte til nationens fødsel.

Once Upon a Time in the West er et strålende eksempel på hvad der kan ske, når USA og Italien mødes i kunsten: når amerikanske eposer udfoldes i storslåede landskaber, og italienernes følsomhed og fornemmelse for drama favner historiefortællingen.

Claudia Cardinale blev født i Tunis, Tunesien, den 15 april 1938 af sicilianske immigrantforældre fra Trapani. Hendes bedsteforældre på mødrene side havde haft et lille skibsværft i Trapani, men valgte at flytte til Tunis, hvor der på det tidspunkt boede et stort, siciliansk mindretal. Hendes far havde været jernbanearbejder i Gela på Siciliens sydkyst, og i Cardinales barndomshjem blev der både talt fransk, arabisk og siciliansk.

Cardinale fik sit italienske gennembrud i starten af 60’erne i film som det socialrealistiske mesterværk Rocco e i suoi fratelli, der handlede om nogle unge, syditalienske brødre, som rejser til Milano for at arbejde, og mødes af racisme og chikane. Internationalt blev hun en stjerne efter at have optrådt som den skønne Angelica i Luchino Viscontis Leoparden fra 1963.

Men hvor jeg elsker Cardinale allermest er altså som Jill i Once Upon a Time in the West. I klippet nedenfor ankommer hun til Flagstone fra New Orleans, hvor hendes kommende mand, McBain, skal hente hende. Hun venter tålmodigt på trinbrættet, men ingen henter hende, så hun må praje en vogn, der skal køre hende til gården Sweetwater, hvor hendes nye liv skal starte.

Det viser sig at McBain og hans børn er blevet slået ihjel på gården af Henry Fonda og hans slæng, men inden Jill ved det, kører hun intetanede igennem Monument Valley, som man får et storslået panorama af. Den melodi, der følger hende som et tema, hver gang, hun dukker op i filmen, ligger som en smuk strøm igennem hele klippet. Strygerne er hjerteskærende, og ligeså er sangerinden Edda dell’Orsos stemme, som hæver og sænker sig.
Dette lille men smukke klip er min nytårshilsen til jer – ‘Jills Theme’ starter 2.40 minutter inde i klippet, og dukker op og tones ned igennem scenerne, indtil Jill kommer til første stop på køreturen. Se det hele til ende, og skru op for lyden!

Hovedillustration: Filmplakaten for Once Upon a Time in the West. Copyright: Paramount Pictures. Wikipedia.

Essay-uddrag: Sarderne er Italiens stenfolk

Sarderne er Italiens stenfolk. Det oplevede jeg første gang i Maddalena-skærgården, der består af en håndfuld forblæste øer omgivet af posidonia-vandplanter og et hav, der presses gennem Bonifacio-strædet af mistralen og pisker kysternes lyserøde klipper bløde langs Sardiniens nordligste rand. Jeg var netop ankommet på hovedøen Maddalena. Den er på størrelse med Fanø, og huser en stolt, verdensfjern befolkning, der kalder Sardinien et fastland, og har god grund til aldrig at forlade deres paradis.

Mit første måltid fik jeg på Osteria da Liò i en smøge i Maddalenas eneste by, der hedder det samme som øen. Borgmesteren stod oppe ved barens marmorskænk lige ved indgangsdøren, og spillede kort med sine bysbørn. Os spisende sad så tæt på havnen, at saltet på ens læber krydrede maden, skønt hvert et vindue i timevis havde været stænget mod den stærke vind, der fik klemmerne på gydens tørresnore til at rotere med en raslen.

Jeg husker at spise ravioli med kartoffelfyld og mynte, da restaurantens ejer kommer hen imod mig. Hun hviler sine hænder mod en stoleryg, og spørger, om jeg nyder maden? Ganske meget, bekræfter jeg. Alt imens det aldrig er en synd at spise alene i Syditalien, har kvinden alligevel villet henvende sig med et par høflige ord, og min notesblok gør hende nysgerrig. ”Hvad laver De?” Jeg forklarer hende at jeg er rejsejournalist og er på øen som en del af min research for at blive klogere på Sardinien. Hun læner sig frem over stoleryggen, ser mig i øjnene, og siger: ”Kender du den magiske sten syd for Palau?”

Det gjorde jeg desværre ikke. Palau er den havneby, hvorfra man tager færgen ud til Maddalena fra Sardinien, og jeg var rejst direkte hertil fra lufthavnen i Olbia uden at stoppe op i landskabet, og uden at tale med nogen af de lokale. Ikke før nu. ”Hvis du lægger dine håndflader på stenen, kan du se din egen aura lyse.”

Stenen skulle stå langt inde på en mark i Palaus bagland. Der var ingen indikationer langs vejene, man skulle spørge sig frem. Jeg kom aldrig hen til det magiske sted, men stenen i sig selv var heller ikke vigtigst. Det var tværtimod restauratørens umiddelbarhed og insisterende tone. At dele sin kærlighed til lokale aurasten med andre er åbenbart ligeså selvfølgeligt som ravioli og gæstfrihed. I hvert fald hvis man bor på Sardinien.

At øen er helt sin egen i forhold til resten af Italien, og at fornemmelsen synes at have sin oprindelse i grundfjeldet, havde den engelske forfatter D.H. Lawrence også et øje for. Ligesom mange andre bohemer fra den eksperimenterende kunstnerklasse i London drog han til Syditalien i starten af 1900-tallet for at komme på afstand af industrialiseringens og kapitalismens forbandelser.

Panorama af Cagliaris ældste bydel Castello fra 1895, hvor enorme mure og bastioner præger kvarterets atmosfære. Tegnet af Gustavo Strafforello. Wikipedia, Giuseppe Barberis.

Men hvor de fleste rejste til Napolibugten eller Sicilien og blev der, tog Lawrence videre til Sardinien. Øen gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, og i sin bog Sea and Sardinia fra 1921 beskriver han Sardiniens sortklædte kvinder, nøjsomme hyrdekultur og den omnipotente natur som var han kommet til en præmordial verden, der svævede udenfor tid og sted.

Allerede ved ankomsten til Cagliari, Sardiniens største by, fornemmer han øens egenart. Han ser op på fæstningsmuren, der indeslutter middelalderbyen i en gullig elfenbenskrone af kalksten, og beskriver synet med ærefrygt:

”Mærkelige, stenede Cagliari (..) Henover dens bastion fortsætter byen længere op, stejlt i retning af domkirken og fæstningen. Det, der er så mærkeligt, er, at denne terrasse eller bastion er så stor, at den er næsten foruroligende, og man forstår ikke hvordan den kan hænge her, fristvævende i luften.(…)

Det er et mærkeligt landskab, som om verden har forladt det. (…) Cagliari er tabt mellem Europa og Afrika uden at høre hjemme på nogen af kontinenterne. Byen hører faktisk slet ikke til noget sted, og har aldrig gjort det. Hører ikke til noget eller nogen steds. Mest til spanierne og araberne og fønikerne. Men har aldrig rigtig haft en skæbne. Ingen skæbne. Udeladt fra tiden og historien.” 

Hovedillustration: Gade i byen Maddalena. Foto: Marek Slusarczyk, Wikipedia.

Boganbefaling: Syditaliens vulkaner beskrevet så de er til at forstå

Jeg læser for tiden rigtig meget om vulkaner, og Italiens mest aktive af slagsen ligger alle i Syditalien: Stromboli, Etna, Vesuvio og Campi Flegrei, der i årtusinder har afgjort landsdelens geologi, landbrug, kultur, liv og død. De er den perfekte indgang til at forstå det syditalienske samfund, men hvor skal man starte, hvis man ikke er geolog, og ikke gider trawle sig igennem akademiske bøger om emnet?

Jeg har været så heldig at stifte bekendtskab med Henning Andersen, der nok er en af Danmarks mest energiske og passionerede formidlere af viden om vulkaner. Henning laver rejser til og bøger om vulkaner i hele verden, men Syditaliens vulkaner har en særlig plads hos ham, især Vesuvio.

Jeg har netop haft stor glæde af at læse hans bog ‘Vulkaner – Vesuv, Campi Flegrei, Etna og Stromboli’, som han har udgivet på Frydenlunds forlag, fordi den skaber det store overblik over Syditaliens vulkaner. Jeg kan anbefale bogen, dels fordi den med et enkelt, levende sprog forklarer om de enkelte vulkaners opbygning og egenart, vaner og udbrud gennem tiden, og dels visuelt er en lille perle, med tegninger, fotografier og kort.

‘Vulkaner’ favner også de vilde personligheder, som op igennem historien har fået skæbnefællesskaber med Syditaliens vulkaner – deriblandt H C Andersen, der selv besteg Vesuvio og skrev medrivende om det, om Prins Frederik Christians besøg på Vesuvio i 1820, om verdens første rigtige vulkanolog William Hamilton, og selvfølgelig bringes også Plinius den Yngres skildringer af Vesvios udbrud i år 79, der begravede Pompei og Herculaneum.

Jeg har især haft stor glæde af at læse de originale breve og litteraturklip, som Henning bringer i bogen, fra øjenvidnebeskrivelser af Syditaliens vigtigste vulkanudbrud. Her et uddrag af H C Andersens egne ord om Vesuvios skønhed og gru fra et stort udbrud i februar 1834, da han indesluttet i aske og damp gik op mod Vesuvios top, og mødte den rædselsslagne befolkning på vejen. Han beskriver de lokales desperation, og flere gribende optrin – her da en familie har hængt et madonna-billede op i en vinstok, for at skåne deres mark:

“På et af vintræerne havde de ophængt et madonna-billede i det håb, at ilden skulle standse for det hellige, men i samme afmålte gang skred den fremad; heden sved bladene på de høje træer, de bøjede sig nedad mod ilden, som om de ville bede om nåde. Forventningsfuldt hvilte man et blik på Madonnas billede, men træet bøjede sig dybt for hende og for den røde ildstrøm, den var kun alen derfra. Da så jeg en kapucinermunk tæt ved mig løfte armen højt i vejret og råbe, at Madonnas billede brændte. “Redder hende, som hun vil redde eder fra ildens luer!”

Men alle bævede og stirrede derhen, da styrtede en kvinde frem, råbte Madonnas navn og ilede mod den glødende død, men i samme nu så jeg en ung officér til hest, med dragen kårde, drive hende tilbage, skønt ilden stod som en bjergmur op ved deres side.

“Vanvittige!” Råbte han. “Madonna trænger ej til din hjælp! Hun vil, at det slet malede billede, vanhelliget af en synders hænder, skal brænde i ilden!”

Foto: San Gennaro-procession mod Vesuvio under et udbrud. Malet af Antoine Jean-Baptiste Thomas i 1822, Wikipedia.

Essay-uddrag: er forskellen mellem ude og hjemme Syditaliens stærkeste kontrast?

Det er umuligt at skrive om Syditaliens rituelle spadsereture, om beklædning og den timelange eftermiddagspause mellem klokken 13 og 17 uden også at beskæftige sig med de lokales forhold til den private og offentlige sfære, og det nogle gange tydelige, andre gange flydende, skel mellem disse to.

Jeg har talt med rejsende i Syditalien, der gang på gang forbløffes, når de skal på besøg i et hjem: udefra indgyder de stereotype, moderne højhuse ikke de store forventninger i gæsten. Byggematerialer som plastik, asbest og beton giver næppe håb om overlegne designinteriører, og fornemmelsen af ugæstfrihed understreges mange steder af visne palmer og gult græs, der omkranser boligkompleksernes hullede parkeringspladser.

Man kan opleve at blive inviteret indenfor i huse, som man i Nordeuropa næppe ville kalde for hjem, men udefra mere ligner pågående byggeprojekter, hvor entreprenøren er stukket af, eller opgaven er vokset indehaverne over hovedet, der i resignation har efterladt husmurene nøgne med direkte udsyn til gasbeton og grå mørtel.

Det ufærdiges kunst højner fremmedgjortheden lige indtil man tager den gyngende elevator op til en hoveddør, banker på og bliver mødt af stråleglans: det er den fine spisestue, der i de fleste syditalienske hjem er forbundet med hoveddøren, der står blankpoleret klar til at blive vist frem, når døren åbnes, med arvesølv på hylderne, plastickærter i lysekronen og de tunge møbler af dyrt træ langs væggene.

Den anderledes kontrast mellem ude og inde, hjemme og borte, er slående i Syditalien – på mange planer. Ikke bare bygningerne, men også menneskene skifter ham, når de kommer hjem, og bliver indvendige: den nystrøgne skjorte hænges på bøjle, bæltet løsnes, skuldrene blottes. Alle de gange, jeg har spist frokost med min svigerfamilie i årets varme måneder, er det for mændenes vedkommende sket med enten bar overkrop, eller blot iført en nødtørftig undertrøje. Marcos mor tog en tynd natkjole på, når hun havde lavet mad, og skulle slappe af og ventileres, når temperaturen nåede over 30 grader, og dieseltogene udenfor plastikvinduerne brølede forbi og afgav deres varme til de tilstødende bygninger.

Den lille spiseplads, der lå i forlængelse af køkkenet – køkkenet var ikke meget andet end en mørk korridor, flankeret af skabe og hylder med potter, pander og kaffekander –  hang et par centimeter udover jernbanen i en slags karnap, bygget i beton og gennemsigtige skydevægge i plastic. Herfra kunne man klemme sig ud på en smal terrasse, hvor vasketøjet hang, og Marcos mor havde sin gas-ovn.

Året rundt og i al slags vejr stegte og brasede hun familiens mad blot få, svimlende meter fra jernbanetrafikken, og det med en selvfølgelighed, som jeg også har bemærket andre steder i Syditalien, hvor man bor tæt på en færdselsåre, og jeg mistænker, nærmere dyrker beliggenheden, end prøver at afbøde for den.

Det er for eksempel ikke usædvanligt at opleve nye huse opført i dyre materialer, med flotte haver og springvand, ligge klods opad Syditaliens travleste motor- og landeveje. Matriklerne er åbenlyst valgt på grund af beliggenheden, og i de varmeste måneder kan man se beboerne sidde ude på terrassen og drikke kaffe, alt imens de tilfreds iagttager trafikken suse forbi.

På motorvejen langs Siciliens nordkyst skal man passere bjerge, som vejarbejdere har sprunget sig vej igennem, og anlagt tunneler. Især på strækningen mellem Cefalu og Palermo har jeg flere gange undret mig over huse, der ligger faretruende tæt på. Et af stederne kan man endda løfte blikket til tunnelens top, og lige der, hvor konstruktionens bue ender, se en elegant villa klynge sig fast til klippen, hvor store panoramavinduer giver en øjensynlig værdifuld udsigt udover trafikken, der bruser ind under husets underside, som var den en svulmende elv ved forårstid.

Er det en fascination af fremskridtet, af menneskets potentiale, af maskinernes råstyrke? Måske det er den samme tiltrækningskraft, som fik rige forretningsmænd i Hellerup, København, Odense og Aarhus til at opføre byens smukkeste palæer lige ud til stationerne, dengang den mekaniske trafik var et vidunder, hvis forjættende energi man ønskede at være så tæt på som muligt?

Overgangen mellem den offentlige sfære og privatlivet er på én gang flydende og tydelig: Syditalien er notorisk kendt for at være et sted, hvor livet leves udenfor. Hvor tv’et bæres ned i gaden, og ældre mennesker sidder på stole udenfor deres skjoldede lejligheder i stueplan, for at opfange sollyset.

På den anden side opretholdes der en klar forskel i påklædningen og kroppens udfoldelsesgrad, når man går et officielt ærinde, er på arbejdet eller på kommunen. Her kunne ingen drømme om at møde op i sjusket tilstand, men ikke så snart er man nået hjem, før udklædningen tages af, og man udvider sig. Efter frokosten tager man løst tøj på, gerne træningsdragt eller en tyk pyjamas, og lægger sig på sengen. Nu kan man slumre, tage sig et bad, nyde synet af sin nøgne krop i spejlet, gabe op og studere sine mandler og farven på sin tunge, analysere sine organers aktuelle funktioner eller gå på toilettet og lempe fødens rejse videre gennem kroppen.

Illustration: Salerno set mod syd fra Canalone-kvarteret. Giaros, Wikipedia.