All posts by admin

Jeg forelæser om Syditaliens største by på Folkeuniversitetet: Napoli – elsket, udskældt og genfødt

Sulten efter viden om Syditalien? Så glæd dig til efteråret, hvor jeg hver mandag fra den 21 oktober til 18 november tegner og fortæller om alt hvad du behøver vide for at forstå Napoli til bunds hos Folkeuniversitetet i København. I årtier har der næppe været mere fokus på byen end nu, og kender man til Napolis DNA, er man også klædt på til at forstå hele den komplekse syditalienske virkelighed, som både gør landsdelen til Europas periferi og potentiale.

Der er så meget at fortælle om byen, at jeg blev nødt til at foreslå Folkeuniversitetet en forelæsningsrække på hele 10 dobbelttimer, og min insisteren blev modtaget med kyshånd. De 5 første forelæsninger fik disse overskrifter:

  1. Napolis historie: Antik storhed og Europas dannelsesby
  2. Napolis historie: Fra international yndling til landets sorte får
  3. Den napolitanske genfødsel: Kunst, litteratur og autenticitet
  4. Napoli og la camorra – den napolitanske mafia
  5. I femminielli – Napolis tredje køn

Jeg håber at vi ses – du kan tilmelde dig og læse mere om indholdet HER, og efter nytår kommer der 5 øvrige temaer til, som jeg nok skal afsløre, når 2020-programmet ligger klart.

Hvis man kunne ringe H. C. Andersen, Bryggeren og Adam Oehlenschlæger op og spørge dem, hvad de mente om ’Neapel’, ville de straks rose byen og male et skønmaleri: af ansigterne, gyderne, af de velordnede parker, bugnende markeder og prominente strøg, men først og fremmest ville de pege som Napoli som fremskridtets by: at de aldrig før havde set en stad så veloplyst af petroleumslamper, at man kunne se ind i selv den trangeste krog, og aldrig før mødt så mange dygtige videnskabsmænd og ingeniører, der med stålvalseværker, minedrift og geologiske vidundere førte an i Sydeuropas industrielle boom.

Årtierne er gået siden da, og de har ikke været nådige overfor Napoli: verdenskrigenes bombardementer og især det frygtelige Irpinia-jordskælv i november 1980 forseglede op igennem 1900-tallet byens skæbne som et sted, der havde løsrevet sig fra resten af kontinentets udvikling, og kom til at hænge fast i camorraens og korruptionens dynd.

Det er en skyggeside, som stadig præger den gamle metropol, men som også viser Napolis evne til at tilpasse sig og være fascinerende eviggyldig. For samtidigt med at serier som Gomorra og film om byens ’babygangs’ både tiltrækker og frastøder, er der indenfor de sidste par år sket meget med Napolis image, godt hjulpet på vej af Elena Ferrantes Napoli-romaner, de globale rejsetendenser, hvor folk leder efter byer, der ikke hiver efter vejret i overturismens navn, og borgmester Luigi De Magistris, som konsekvent har investeret i lufthavn, metro og ny havnemole.

Enten elsker eller hader man Napoli. Og hører man til de første, har man nok spurgt sig selv om hvad det er, der giver Napoli sin forbløffende stimulerende atmosfære? Det spurgte jeg i hvert fald engang Simonetta om – en sjov, lokal napoletanerinde, som bor i det statelige Chiaia-kvartér nær Castel dell’Ovo  – og hun svarede mig, med ansigtet skjult bag røgen fra sine kæderygercigaretter, at Napoli har bevaret sin metropolstemning, fordi den aldrig er blevet lagt øde, som for eksempel Rom. Hverken af krige, epidemier eller hærgende horder er den blevet degraderet til landsby, og den kontinuitet giver Napoli sin både utrolig lokale og utrolig globale atmosfære.

Sådan kan man diskutere Napoli i en evighed. Jeg glæder mig til at begynde snakken sammen med jer til oktober.

Hovedfoto: Maleri af Salvatore Fergola fra 1839. Motivet forestiller indvielsen af Napolis jernbanestrækning mellem Napoli og Portici den 3 oktober samme år. Den dobbeltsporede strækning på 7,5 km var den første af sin art på italiensk jord. Wikipedia.

Min nye udgave af Turen Går Til Sicilien er lige landet hos din boghandler

Så er jeg på banen igen med en nyudgivelse: denne gang drejer det sig om Turen Går Til Sicilien, som jeg overtog som titel i 2014. Det omfattede en total omskrivning, for jeg ville lave en helt ny bog, der rakte hinsides ruinerne, iskioskerne og de turistområder langs kysten, som for nogens vedkommende er det eneste, man når at se, når målet er en badeferie med solskinsgaranti til Middelhavets største ø.

Hvad hvis man kunne trænge ind gennem de ældgamle skove af kork-ege i Nebrodi-bjergene, og få sig en tiltrængt pause fra heden? Forstå Siciliens tusindårige historie ved at følge normannertårnene på nordkysten? Eller opdage anderledes steder som alpebyen Castelbuono i Madonie-reservatet, integrationseksperimentet i Mazara del Vallo, og landingspladsen for Italiens bedste rejer i Sciacca?

Da jeg i foråret 2018 tog på research-tur for at skrive denne udgave af Turen Går Til Sicilien, ville jeg sporenstregs ind til øens centrum: jeg havde været der flere år forinden på for at skrive en artikel om antikke kornsorter for weekendavisen, for Siciliens kerne rummer bølgende marker med durumhvede så langt øjet rækker, men var stadig fuld af uudforskede huller for mig.

Siciliens indre er også det mest ukendte sted på øen – selv for sicilianerne. Her kommer man mestendels hvis man er født her, vejret er smeltende varmt om sommeren, og baglandet er propfyldt med både vidundere og traumer, der bunder i menneskets kamp for overlevelse i den evigt foranderlige virkelighed, som opretholder Siciliens evindelige status quo.

Jeg opsøgte ruinerne af Castello di Pietratagliata udenfor landsbyen Aidone med sin baune, der har lyst her i tusind år og båret beskeder igennem Siciliens centrum med samme fart, som man kunne nå at tænde et bål; jeg gik gennem montrene i svovlminemuseet Trabia Tallarita i Riesi, hvor børnene af områdets sidste minearbejdere viste mig rundt og fortalte om faren for stenlunger og sammenstyrtede gange. Og jeg besøgte Alessandro på hans bondegård Il Mandorleto syd for Enna, hvor man kan ride på pensionerede travheste imellem gårdens plantager af økologiske fersken-og mandeltræer…

… Foruden endelig at få sat ansigt og fornemmelse på den forbløffende sprudlende by Caltanissetta, der ligger lige præcis i midten af Sicilien, og hvis provinsliv er indbegrebet af siciliansk laidback.

Kort sagt: jeg har gjort al forarbejdet for dig. SE AT KOMME AFSTED!

Foto credit: Politikens Forlag

Claudia Durastanis bog La Straniera er blandt de 5 finalister til Italiens mest prestigefyldte romanpris La Strega

De 5 finalister til årets Strega-pris, som uddeles den 4 juli, er blevet bekendtgjort, hvoraf 3 er fra Syditalien. Favoritten til prisen er M – il figlio del secolo af Antonio Scurati fra Napoli, som jeg allerede har skrevet om HER,  mens de 2 øvrige i feltet af syditalienere er Claudia Durastanti med La Straniera (Den fremmede), og Nadia Terranova med Addio, fantasmi (Farvel, genfærd).

Jeg har før lovet på min blog at jeg ville fortælle om de syditalienske finalister frem til afsløringen af vinderen den 4 juli i Villa Giulia, Rom, og i dag fokuserer jeg på Claudia Durastanti, hvis unikke baggrund og position som expat-italiener har givet hende et helt specielt udgangspunkt for at skrive om sit hjemland.

Claudia Durastanti er født i 1984 i Brooklyn, New York, som datter af immigrant-forældre og bedsteforældre fra Basilicata-regionen. Som 6-årig vender hun tilbage til Syditalien og forældrenes hjemby, og kontrasten mellem den amerikanske metropol og det tyste, storladne og magiske Basilicata gør så stort et indtryk på hende, at hun senere i livet beslutter sig for at bruge sin families historie som baggrund for en roman om det at vende hjem, at have flere fædrelande og være opfostret af døve forældre.

Resultatet blev La Straniera, som udkom i april 2019 og beskæftiger sig med hvordan livet ser ud, når éns udgangspunkt er markant anderledes end ens jævnaldrende. Værket er en blanding af essayistik, memoir, selvbiografi og roman, og Claudias hovedperson er hendes døve mor, som i 70’erne rejser rundt i verden og må balancere mellem flere virkeligheder.

Durastanti fortæller levende om sine egne minder fra det basilicanske bondeland, hvor hun som barn og teenager lærer at træde de traditionelle danse og optræder for de lokale som en næsten mytisk figur med sin italo-amerikanske baggrund.

Jeg har nedenfor fundet et video-interview med Claudia Durastanti, hvor den 35-årige forfatter fortæller om hovedtemaerne i sin bog overfor en journalist fra avisen La Stampa. Her kommer nogle af hendes vigtigste nedslag fra interviewet:

Døvhed:

”Døvheden står helt centralt i La Straniera, fordi jeg ville beskrive mine forældres liv udfra deres handicap og diskutere, hvad et handikap egentlig er. At være barn af døve forældre betyder at man opdrages til at tro, at de aldrig ændrer sig, for selvom de bliver gamle vedbliver de med at have den samme begrænsning.

Men det er også en slags privilegie at være vokset op med døve forældre: jeg har oplevet hvordan de har håndteret deres eget handicap med en utrolig ubevidsthed og frihed, og jeg har prøvet at bruge det princip i min undersøgelse af diversitet. Fordi begrænsninger er noget, der vedrører os alle, prøver jeg at vende tingene på hovedet og kigger på hvordan en handicappet forholder sig til tiden. For tiden er noget, der i sidste ende vedkommende os alle.”

Fremmed:

”Hvad vil det sige at være fremmed? Nogle gange tror vi at følelsen af fremmedgjorthed knytter sig til det faktum, at man ingen rødder har. Men hvad hvis det forholder sig modsat? Hvad hvis det i stedet handler om at have et overskud af rødder? Vores liv bliver stadigt mere mobile, vi bevæger os mere og mere, og det gør at vi skaber flere udgangspunkter rundt omkring i verden.

 Det kan godt gøre det svært at være fremmed, men på den anden side rummer det en stor skønhed, fordi overskuddet af rødder og relationer giver os muligheden for at vælge og tænke: hvad elsker jeg mest af alt? Så det handler om virkelig at forholde sig til stederne, hvilket er en central del af min bog. I stedet for at se den fremmed som én uden fædreland, vil jeg hellere tænke på at vedkommende har flere fædrelande på én gang, og frit kan vælge hvor han eller hun ønsker at opholde sig. Det er et privilegie, men også et ansvar.”

Basilicata:

”Jeg vendte tilbage til en lille landsby i starten af 90’erne, og det var som om vi var landet med et rumskib. Sammen med min mor og min bror begyndte vi at gå på opdagelse, næsten som en slags instruktører, der skulle undersøge det fantastiske og det eventyrlige og holde det op mod den modernitet, som vi havde med os fra Amerika. Det ville være let at tro at vi ankom til et sted, som kun repræsenterede fortiden, det arkaiske og Carlo Levis smertefulde kærlighed til området, men i stedet opdagede jeg at magien, som er en stor del af hverdagen i Basilicata.

Magi er en stærk kraft, som ikke underlægger sig historien, men eksisterer og udvikler sig, både i det gamle og i det nye. Jeg voksede op i den slags anarkistiske og magiske rum, der dog også havde noget visionært i sig. Paradoksalt nok tror jeg at vi (de bosiddende i Basilicata, red.), på trods af materialisme og det høje tempo, som efterhånden homogeniserer de steder, vi bor, også har mange lommer fulde af kreative eksperimenter, fordi det at leve og overleve i visse områder kræver visioner. Der er derfor også modernitet i et sådant territorie, og jeg har ikke lyst til at repræsentere det smertefulde Syden, som uden tvivl er en realitet, men også bebos af mennesker, som modstår den.”  

 Foto: Claudia Durastanti, Wikipedia.

 

Min Geniale Veninde udstiller usynlighedens tabu på Odense Teater

Den 26 maj var jeg inviteret til Fyns største by for at opleve Ferrantes univers udfolde sig på dansk jord, og oplevelsen var medrivende. Malene Melsen spillede til tider så ranglet og skrøbeligt på scenen i Odense Teater, at man hele tiden frygtede, at hun gik i stykker.

Det var en del af skuespillets fortryllelse, som fik én helt ud på kanten af stolen, og heldigvis havde Elena Ferrantes Lila-karaktér opfyldt hende med så megen styrke, at hun kunne udføre den kraftpræstation, som den over 6 timer lange marathon-opførelse af Ferrantes tetralogi om de to veninder Lila og Elenas venskab unægteligt må være.

Fra de tidligste år i 50’erne, hvor Melsen springer rundt i gadedrengeløb på scenen sammen med Lila, spillet af Sarah Boberg, med dukker i hånden og skolebøger under armen, til det nye årtusinde, hvor Lila pludselig forsvinder – måske til Napolis dybeste gyder, hvor hun er dømt til at bruge resten af sine dage på at lede efter sit forsvundne barn.

Eller måske til Sibyllens hule i Cumea nord for millionbyen, for at udspørge oraklet om sin skæbne, og vansmægte blandt de napolitanere, der er kommet her i tusindvis af år? Igennem alle de år følger vi de to kvinder, og får blot 3 pauser undervejs. Under hvilke man blot stod ude i foyeen og trippede efter at komme tilbage i salens mørke.

Begge kvinder er i det virkelige liv midaldrende: Malene Melsen 49, Sarah Boberg 52, og det virker umiddelbart utroligt, at de, ved blot at samle og slå håret ud, tage brillerne af og på, og skifte mellem et par kjoler i garderoben, kan udfylde en kvindes fulde udvikling fra lille pige til gammel morlil.

Men metamorfoserne lykkes til fulde, og hjælpes på vej af en dramatisk scenografi, hvor brudekjoler hejses op og ned sammen med et klæde, hvorpå pigernes mareridt projekteres i syrede film-glimt, hvor Madonnaen våger over baggårdens intriger fra øverst på teatrets mur, og hvor hele rummet indhylles i damp, når det katastrofale jordskælv i 1980 indtager rummet, lavaklumper falder fra himlen, og skuespillerne brækker scenens fundament op med deres egne hænder.

Jeg er på ingen måde teateranmelder, men har alligevel lyst til at underkaste opførelsen en analyse, som mere handler om stykkets kulturelle baggrund end de egentlige skuespilpræstationer – som jeg i øvrigt fandt fremragende.

Der er ingen tvivl om, at en del af Elena Ferrantes hype bunder i hendes anonymitet, og sin leg med udviskede identiteter. I en tid med forfatteres konstante selvpromovering og folk, der halser efter få minutters berømmelse, er journalister og anmeldere på stribe blevet overasket og fascinerede over forfatterens insisteren på at lade historien tale for sig selv. Hun understreger, at hun intet har at tilføje: “Læs mine bøger istedet, de siger alt!”

Udslettelsen af karakterer og kampen for at holde sig oven vande i et samfund, hvor gruppen går forud for individet, er et gennemgående tema i Napoli-tetralogien: kvinderne, der går hjemme og i det fattige kvartér og er anonyme i forhold til både kønsrollerne og de åbenlyse konflikter mellem mændene i camorra-opgørerne; konernes interne dramaer er voldsomme og bølger som undertrykte energiudladninger fra et liv i samfundets periferi, hvor man først får myndighed indenfor hjemmets fire mure, når man bliver gift, og får børn.

Lila siger selv flere gange til Elena, at hun af og til føler, hun forsvinder. At hun vil blive allermest lykkelig, hvis hun forsvandt fra jordens overflade. Og at hun har svært ved at se og mærke sine egne grænser. Selv Elena, der med tiden bliver en berømt forfatter, siger, at Lila er så svær at holde i en fast form, at hun må forsøge at navle sin veninde fast med skriften. Den både indre og ydre opløsning er også et tema under jordskælvet i 1980, der vender op og ned på Napoli, og for alvor gør den lokale mafia stærk i kølvandet på byens genopbygning og den massive korruption i forbindelse dermed.

Odense Teaters opførelse synes netop at indfange opløsningens tema på flere planer:  de samme skuespillere, hvoraf mange er midaldrende, går som børn, teenagere, giftemodne og gamlinge uhindret igennem årtierne, som om deres alder ophæves, og tiden står stille uden skillevægge mellem virkelighed og teater.

Som tilskuer oplever man at se skuespillerne i flere roller: Thomas Bang spiller for eksempel både hjerteknuseren Nino Sarratore og plebejeren Pasquale Peluso, og Jacob Weble tager sig af figurerne Gennaro Carracci, Rino Cerullo, en blotter, en værkfører og Michele Solara. Næsten alle på scenen har sådanne dobbelte figurer, hvor de i pauserne skifter tøj og frisurer, eller helt udskiftes med nye ansigter og kroppe.

Man skulle tro at det ville virke forvirrende, men tværtimod tilfører maskespillet stykket en særlig, foruroligende stemning. Efter de første sekunders genkendelse, hvor man som iagttager genkender en skuespiller i nye klæ’r, adopterer man hurtigt idéen, som bliver til en selvfølgelighed. Udviskelserne overskrider grænserne mellem os og dem, og man forsvinder selv ind i betragterens rolle.

Elena Ferrante har fortalt at hun er interesseret i at forstå hvorledes den såkaldte ‘spettacolarizzazione’  udtømmer livet og følelsen af at være borger i et land. Ordet kan bedst oversættes som ‘showificering’, hvor hele det italienske folk er blevet forvandlet til tilskuere igennem 20 års overfladisk Berlusconi-tv. Det ultimative, man kan håbe på i en sådan verden, er at ansøge om en rolle i sit eget liv, og det gør mennesker ulykkelige.

Det er værd at tænke over, når man ser Min Geniale Veninde på dansk jord: selv om man fysisk er tusindvis af kilometer fra Napoli i både tid og sted, er konflikterne på scenen eviggyldige. Med sit værk har Ferrante forsøgt at udstille usynlighedens tabu i en visuelt afhængig verden, hvor skuespillerne effektivt udleverer vores mani efter genkendelse, og på smuk vis gør selve historien til forestillingens hovedattraktion.

Min Geniale Veninde spillede på Odense Teater fra den 16 maj – 8 juni. Mine overvejelser om Ferrantes fokus på udslettelsen som begreb kommer fra artiklen ’Cancellature. Il Caso Elena Ferrante/5’ fra den italienske blog La Letteratura e noi af Romano Luperini. Artiklen, som er fra 2015, er skrevet af Caterina Verbaro og kan læses på italiensk HER.

Foto: Emilia Therese for Odense Teater.

Syditaliens længste hyrdevandring udspiller sig lige nu mellem Puglia og Molise

Syditaliens længste transumanza har denne weekend slanget sig fra Puglias Tavoliere-slette til bjergene ved Frosolone i Molise, så 300 køer kan mæske sig i friskt græs henover sommeren. Dyrene var omgivet af ryttere fra familien Colantuono, der som den eneste hyrdeklan stadig flytter deres kvæg de knap 200 kilometer ad de ældgamle tratturi-stier, der i årtusinder har forbundet de 2 regioner. Og flere steder fulgte de lokale med på stien, enten til fods, til hest eller på cykel i en hyldest til den uddøende tradition.

En transumanza er den årstidsbestemte rytme hvormed hyrder verden over leder deres dyr fra sletter til bjerge og omvendt, så deres dyr har adgang til den bedste næring. Mange af de største og vigtigste byer i Molise som Isernia og Campobasso er udsprunget af den livsvigtige nerve, som den årlige trafiik af dyr har udgjort for den lokale økonomi – historisk går traditionen helt tilbage til de oprindelige folkeslag, som boede i Molise-regionen indtil romerne slog dem tilbage.

Romerne overtog deres praksis, for det gav god mening at lede sine dyr fra Puglias varme sletter, hvor græsset hurtigt afsvedes, til Molises køligere og frodigere himmelstrøg i bjergene. Om efteråret ledte man dyrene den modsatte vej, så de kunne komme tilbage og græsse på det nye, grønne græs, der skød op i Puglia i kølvandet på efterårsmånedernes fugtighed.

Et lille lokalt glimt fra årets transumanza 2019, der løb ad stablen den 22 maj – 26 maj.

Igennem tiden er hyrdestierne, i tratturi, blevet forkortet og sløjfet grundet færre dyrehold, færre hyrder og byggeri. Veje, byer og beboelseskomplekser går på tværs af de gamle ruter, men hist og her præger de stadig landskaberne, især i de øde bjerge i Molise, hvor de løber som græstunger igennem markerne.

I Molise kan man som turist selv opleve at gå ad stierne, der på organisk vis følger landskabets naturlige former, og de bruges kun sporadisk af de tilbageblevende hyrder, som bruger dem til kortere færdsel med deres får, geder og køer. Familien Colantuono er de eneste, som stadig tilbagelægger hele ruten fra deres gård ved San Marco in Lamis, hvor dyrene velsignes, til Montagnola Molisana nær Frosolone i Isernia-provinsen, hvor dyrene skal græsse indtil et godt stykke ind i efteråret, indtil de hentes og ledes tilbage igen.

Familiens transumanza er hvert år ventet med spænding af alle de små lokalsamfund, hvor køerne og ryttere kommer igennem. En transumanza er nemlig ikke kun en fysisk begivenhed men også en vigtig lejlighed til kommunikation og socialt samvær, hvor man kommer i kontakt med sine nabobyer, og der diskes op med lækker mad og bløde senge, så der kan spises og hviles ud henover de 5 dage, som hele turen tager. Forårstransumanzaen foregår hvert år i slutningen af maj, og er et tilløbsstykke for tilskuerne på vejen, der både filmer, knipser fotos og råber opmuntre de til rytterne.

Illustration: Maremmana-kvæget kommer oprindeligt fra Toscana, men benyttes til både kød-og mælkeproduktion i Syditalien. Wikipedia, Mike Fabian.

I maj klæder Syditaliens marker sig i farven lilla

Hvis du nogensinde har bevæget dig igennem de syditalienske regioner i maj måned, vil du på landet have lagt mærke til de lilla blomster, som dækker markerne i enorme tæpper.

Jeg lagde selv mærke til dem, da jeg sidste forår kørte rundt i Siciliens centrum på research-tur, og blomstens udbredelse var så markant, at jeg spurgte Filippo, en af mine sicilianske venner, hvad det dog var for en plante.

“Det er sulla. Bønderne bruger den til at forbedre jorden, da den binder kvælstof, lidt ligesom kløver i Danmark.”

Filippo har selv både køkkenhave og et lille æsel, og efter et langt liv på kontor omgiver han sig nu helst med de mange sicilianske landmænd, som dyrker afgrøder på samme vis som deres forfædre.

Synet af de nærmest uendelige marker fulde af lilla blomster var så skønt, at jeg besluttede mig til at undersøge sulla-plantens kvaliteter. Det viser sig, at den lille vækst, der bærer bælgfrugter, er flerårig og lyder det latinske navn hedysarum coronarium, kom til Syditalien med de spaniere, som sad på landsdelen fra middelalderen og næsten frem til Italiens samling.

Herover kan du se en smuk timelapse-film der viser Siciliens skiftende årstider af den sicilianske dokumentarist Franco Blandi. Cirka 8 minutter inde i filmen kan man se markerne skifte farve fra grøn til lilla. 

I 1700-tallet begynder man at nævne sulla-planten, som både i frisk og tørret udgave er et fortræffeligt foder for dyrene. I synergi med kornsorter som især byg binder den næringsstoffer fra luften til jorden ved hjælp af et kompliceret rodsystem, som også gør den hårdfør overfor tørke.

I starten dyrkede man sullaen kontrolleret, men planten bredte sig hurtigt til hele naturen på især Sicilien, hvis bagland bliver til et regulært tæppe af vækstens lilla blomsterkroner i maj måned. Blomstens smukke farve afløses i juni måned af en tæt klase med frø, som er yderst næringsrig for kvæg, og mennesker har brugt sullaens blade til medicinsk brug i mixturer og cremer på grund af sine vitaminer.

Dens blade er lækre i en frisk salat, og især honningen på sulla-blomster er en lokal delikatesse fra det syditalienske bagland. Planten skulle desuden sænke niveauet af kolesterol i blodet, og hjælpe kvæg med fordøjelsen pga. sin tannin.

Blomsten dufter desuden sukkersødt. Hvad mere kan man forlange?

Hovedillustration: Lucarelli, Wikipedia.