All posts by admin

SYDITALIENS BRUNE BJØRNE HAR SÆRLIGT MILDE GENER

”Flyt jer!” råber manden til sine venner, da bjørnen Amarena styrter forbi. Det sker nemlig af og til at en af Abruzzos store bamser dumper ind i en landsby for at finde mad, eller ganske simpelt skyder genvej på tværs af gader og mennesker. Mødet mellem befolkningen og det store dyr afstedkommer ofte frygt og undren, for bjørnen kan være livsfarlig, og alle i regionen er vokset op med stor respekt for l’orso marsicano, som racen hedder.

Den syditalienske brune bjørn, som har fundet sit sidste levested i Abruzzos vidtstrakte nationalparker, er nemlig helt sin egen, og kun i den norditalienske Alto Adige-region findes der også brunbjørne – cirka 20 styks, mens Abruzzos dramatiske bjerge huser 50 af slagsen. På trods af at regionens indbyggere bliver forskrækkede, når en bjørn løber igennem landsbyen, er der i de sidste hundrede år ikke blevet registreret hverken dødsfald eller overfald på mennesker, og forskerne mener at grunden kan findes i bjørnens gener.

https://video.repubblica.it/natura/levatevi-la-corsa-dell-orsa-amarena-in-mezzo-alla-festa-di-paese/283117/283730

Engang var Syditalien fuld af bjørne, men de blev efterhånden fortrængt og slået ihjel af mennesker, og de sidste eksemplarer gemte sig i hvad der nu er nationalparkerne Abruzzo og Majella. Men selv i disse dybe bjerge er der mennesker, og forskeren Luigi Boitani fortalte i oktober i La Repubblica, at de få dramatiske møder med voldelig udgang skyldes en genetisk mutation: ”Vi har en hypotese om at bjørnens særlige mildhed skyldes en evolution gennem de sidste årtusinder, hvor bjørnen har vænnet sig til at leve side om side med Abruzzos befolkning.”

Og abruzzeserne er med rette stolte af deres forbavsende milde bjørne, som mange anser som en majestætisk maskot, og som følges tæt af lokalpressen, især når der kommer nye unger til verden. Bjørnens føde består for 90% vedkommende af bær og rødder, mens resten kommer fra døde dyr og ådsler. Her om vinteren er bjørnen gået i hi, men til foråret vil den atter boltre sig i Abruzzos bjerge og måske komme på besøg for at plyndre hønsehuse og forrådskamre. Alle bjørnene følges tæt af skovvæsnet, som har chippet dem, og som passer på at krybskytter og jægere ikke tager livet af Syditaliens sidste kæmper.

 

Siciliens bønder kæmper for renere jord og tager kampen op mod de multinationale selskaber

Efter flere vandværker herhjemme har fundet høje doser af sprøjtegift i vores grundvand har debatten bølget frem og tilbage om måden vi behandler vores landbrugsjord på, men et af de steder, hvor de lokale landmænd virkelig har taget kampen op mod kemien, er i centrum af Sicilien, hvor der har udviklet sig et spændende fællesskab af ildsjæle, som er begyndt at dyrke øens ældgamle kornsorter.

Der er tale om en revolution. Hvorfor? Dels fordi et rekordhøjt antal italienere i disse år bliver dødssyge af glutenallergi grundet de genmanipulerede kornsorter, som i årtier har præget det italienske landbrug, og som har et voldsomt gliutenindhold i forhold til de gamle kornsorter, og dels fordi disse ‘kunstige’ frø kun kan overleve ved hjælp af sprøjtemidler. Brugen af de moderne kornsorter har desuden tvunget den sicilianske bonde ind i en destruktiv cyklus, for såsæden skal købes af de multinationale selskaber hvert år, da man ikke kan genså de gamle grundet deres ødelagte dna.

At genså de meget sundere, antikke kornsorter er derfor også et oprør mod en kornindustri, der fjerner bønderne fra deres egen jord og gør dem afhængige af sprøjtemidler, gunstgødning og glyfosat, da disse korn ofte ikke kan modne ved egen hjælp, men skal ‘udtørres’ med kemi.

Ildsjælen, der startede oprøret, er Giuseppe Li Rosi, som på sin gård Terre Frumentarie vest for Etna har startet en vigtig revolution. Jeg interviewede ham sidste forår, hvor han fortalte mig om hvordan overvågningsfly fløj over Sicilien, og han gemte sig, ‘som om han solgte marihuana’. Idag har han lov til at dyrke sine frø, men kun fordi det kan lade sig gøre under lovgivningen for økologisk jordbrug.

Giuseppe passer desuden på den lokale genbank, som opbevarer og udvikler på de antikke korn, og som er blevet centrum i et livligt bytteri af frø. Disse kornsorter betyder nemlig nyt liv for bønderne, som nu har fået et bedre økonomisk markedsgrundlag i hele Europa, for mange lande har fået øjnene op for det sundere og mere bæredygtige korn fra Sicilien.

Syditaliensk hverdagsliv: når dødsannoncerne hænger på gadehjørnet

De er overalt, dødsannoncerne.

Flere steder hænger de tætte som drageskel: de italienske dødsannoncer, som i resten af Europa gemmes væk i den lokale avis, men som i Syditalien dukker op hvor man mindst venter dem: på husmure, døre, lygtepæle – selv på telefonbokse, busstoppesteder og elskabe. Et hvilket som helst sted i gadebilledet, hvor der er en taknemmelig flade, kan man støde på disse ’necrologi’, der mere end noget andet manifesterer et dødsfald i lokalområdet, og fungerer som effektive hastetelegrammer til den kollektive erindring.

Og det er ikke blot frimærker, vi taler om: annoncerne har en standardstørrelse på hvad der svarer til et A3-format, og i nogle italienske storbyer kan de tilsammen dække husmurene på adskillige gader med deres filigranagtige vendinger, dybfølte hilsner og formelle informationer om den afdøde, så man til sidst bevæger sig igennem en regulær kløft af sorg på print.

At bære følelserne udenpå

Dødsannoncer i gadebilledet er noget, de fleste besøgende vesterlændinge skal vende sig til, for Italien er et af de eneste lande i Europa, der på denne måde krænger sin befolknings allermest intime familieliv ud i det offentlige rum. Kun i Polen og i de baltiske lande findes der en lignende tradition, og I Italien har man kendt til ’graffiti’ i årtusinder: I de udgravede gader i Pompei flammer de nu så forvitrede husmure endnu af politiske slogans og reklamer fra romertiden, og netop romerne var kendte for deres lange begravelsestaler, som blev udtalt i fuld offentlighed.

Århundreder før det dækkede La Magna Grecia både Puglia, Calabria og Campania. Med grækerne kom tragedierne og de dionysiske ceremonier til Italien og prægede lokalbefolkningens emotionelle hverdag omkring liv og død, og med Støvlelandet som centrum for den katolske kirke har det uden tvivl ikke afhjulpet fænomenet, at Italiens statsreligion selv benytter sig af visuelle tabernakler, følelsesudbrud og sirligt elaborede ritualer, der har til mål at involvere og berøre tilskueren – for eksempel i forbindelse med et dødsfald.

Mere end nogen andre i Støvlelandet bærer syditalienerne deres følelser udenpå, så hvorfor ikke også på husmurene?

Sorgen stilles offentligt til skue

Overalt i Italien benytter man sig af dødsannoncer. De indrykkes også i de lokale aviser og går under navne som manifesti funebri, necrologio, luttini, carta dei morti og pregati alt efter hvilken region man befinder sig i, men fænomenet med at klæbe annoncerne op i gaderne øges jo længere man kommer sydpå, i takt med at lokalsamfundenes vigtighed forstærkes. Nogle ikke-italienere kan finde på at brokke sig over den explicitte facon og hævde, at sorg hører hjemme i intimsfæren blandt den tætteste familie i stedet for på gaden, men med den syditalienske ’necrologio’ sker der lige nøjagtigt det modsatte: sorgen stilles offentligt til skue, og skal man følge traditionerne til punkt og prikke, lyder proceduren nogenlunde således:

Så snart en slægtning er gået bort, ringer et fremstående familiemedlem, gerne det ældste, til den lokale bedemand, som straks sætter opsætningen og trykningen af dødsannoncen i gang. Man bliver enige om indholdet af dødsannoncen, som altid starter med patosfyldte sætninger, der beklager bortgangen af vedkommende, så afdødes navn og alder og til sidst hilsner fra den pårørende familie med informationer om den kommende bisættelse.  Man bestiller så et antal – standard er som oftest cirka 25 ’plakater’ per person – og bedemanden bliver så informeret om i hvilke gader og på hvilke pladser, afdøde holdt af at færdes, i en for mig fascinerende kortlægning af et menneskes sociale territorie.

Samme dag bliver ’il necrologio’ opklæbet med beskeden om vedkommendes bortgang, så de lokale kan få nyheden og komme til begravelsen. Dødsannoncen kan desuden ses som en lille, selvstændig bøn i sig selv, som de forbipasserende automatisk kommer til at bede, når de læser ordene, og på den måde inddrages også fremmede mennesker i den afdødes univers.

Er døden fysisk eller psykisk?

Når jeg går igennem en af disse syditalienske gader omgivet af dødsannoncer, der flere steder hænger i lag på særligt opstillede plancher og udgør sociale jordlag over kvarterets menneskelige fortid, kan jeg ikke lade være med at tænke på dødens beskaffenhed: for hvornår er et menneske egentlig dødt?

Er det, når kroppens funktioner ophører med at fungere, eller er døden først en realitet, når omgivelserne bliver bevidste om dødsfaldet, og tomrummet fra den afdøde dannes af sorgen blandt de pårørende?

I vestens kollektive erindring lader vi til at have glemt hvordan døden blev formidlet dengang vi hverken havde telefoner, internet eller sågar aviser. Få steder i Europa går der endnu tråde tilbage til dengang, hvor kendsgerningen om et dødsfald ligeså meget blev skabt af den fælles bevidsthed, som af den fysiske, afsjælede krop.

En af undtagelserne er Syditalien, men i Danmark, hvor søfartens spøgelser i århundreder har præget kystbyerne og skabt robuste samfund befolket af græsenker, manifesterede døden sig også engang ved hjælp af stiltiende koder. I min familie eksisterer der glimt fra denne praksis, historier nedarvet fra den gren af min slægt, som boede i Marstal, og var stolte skippere på mægtige skibe, der rejste ’på varmen’, som man sagde. Vilde historier om mine forfædre, der surrede sig fast til masten, når stormene ved Ækvator forhindrede dem i at stå fast på dækket. Stædige djævle var de, der hellere styrede deres skibe op på stranden, end lod dem gå på grund.

Min farfar og hans brødre var den sidste generation i min familie, der voksede op i den verdensberømte søfartsby, og de var alle 4 født med 2 års mellemrum, og som oftest i august måned. Det passede nemlig med, at min oldefar hvert andet år nåede hjem op til jul efter 18 måneder på oceanerne og blev indtil foråret åbnede havet, og man atter kunne stikke til søs.

Min oldemor levede imidlertid med den konstante frygt for, at hendes mand aldrig skulle vende tilbage. Det var et levehvilkår for kvinderne dengang, men det gjorde det ikke lettere, og af og til skete katastrofen. At have et lig til rådighed, som kunne fastnagle ægtemandens bortgang, var en luksus få var forundt. Mere sandsynligt var det, at en mand i uniform kom for at aflevere telegrammet om, at et skib fra Marstal var gået ned ’med mand og mus’. Men ligeså mange gange kom der intet brev. I sådanne tilfælde var det en social mekanisme, som samfundet havde udviklet, der havde til opgave at forvandle den forladte kvinde fra hustru til enke.

Uden minder er døden blot et tomt udsagn

I datidens tidsperspektiv var det helt normalt at en skipper blev væk i halvandet til to år. Gik der et halvt år mere end dette, var det ej heller usædvanligt: rejsen hjem kunne blive forhalet af storme, sygdom eller en omlagt rute. Var manden ikke vendt hjem efter 3 år, begyndte kvinderne at skæve til hinanden, og gik der et halv år mere, kunne én finde på at lade en sætning falde, a la ”er det ikke ved at være omkring disse tider, at Johannes skulle have været hjemme?”

Når de ord blev udtalt, meldte døden sig i de lave stuer. De var et slags løsen, som satte en række ritualer i gang, og som markerede den forladte hustrus nye status som enke. Nu var dødsfaldet en kendsgerning, og byens kvinder fyldte det pågældende skipperhjem med småkager, kaffe og trøstende ord, mens det omkringliggende lokalsamfund indstillede sig på den nye balance.

Kan de syditalienske dødsannoncer have den samme, udløsende funktion? Alt imens der i dag (som oftest) er et lig involveret, når et dødsannoncer1familiemedlem går bort, er de opklæbede plakaters insisterende tilstedeværelse alligevel et tegn på, at døden ikke kun kan begrænses til noget fysisk. Det er længslen, smerten, sorgen, det er tomrummet, det er manglen af vedkommende i den evige gadekonversation om dette og hint, der endegyldigt tegner silhuetten af et fælles tab. Uden folk til at mindes er døden blot et tomt udsagn.

Hovedillustration: opslag med dødsannoncer på en dertil indrettet planche i bybilledet. Foto: Charlotte Sylvestersen

 

Castellammare del Golfo – Siciliens uimodståelige tidslomme

Jeg tænker altid på Castellammare del Golfo som en forunderlig luftspejling: en by, der kun eksisterer, når man ser på den, og ellers fordamper, så snart man vender ryggen til. Hvordan skulle man ellers kunne forklare det faktum, at denne, en af Siciliens mest spændende og vitale byer, er så godt som ukendt udenfor Sicilien?

Jeg var selv dybt forundret, da jeg ankom for første gang. ”Hvorfor har jeg dog aldrig været her”, tog jeg konstant mig selv i at spørge. For Castellammare del Golfo er faktisk ikke sådan lige til at overse: her bor cirka 15.000 mennesker, hvilket faktisk er en del, sammenlignet med øens øvrige bysamfund, og den har givet navn til hele den bugt, som vest for Palermo også indeholder nationalparker, historiske steder og verdensberømte strande.

Castellammare del Golfo udmærker sig specielt med sin utrolige beliggenhed langs kysten, med ældgamle, kalkede huse, der nærmest vælter nedad bjergsiderne mod vandet, og med det elfenbensfarvede normannerslot, der som et kulturelt vartegn tårner sig op på havnens centrale pynt. Men faktisk går byens historie helt tilbage til antikken, da kysten her var udskibningssted for den græske by Segesta, hvis verdensberømte tempel endnu troner i Castellammares bagland.

Så kom romerne og siden araberne, der begyndte at opbygge selve Castellammare, mens normannerne gjorde det slot på pynten færdigt, som araberne allerede havde påbegyndt. I Castellammares kældre finder man endnu tusindårige, gamle kornlagre fra arabernes tid her i 600-800-tallet, men faktisk er Castellamare del Golfo mest berømt for sine mange notoriske mafiabosser, der tog herfra i starten af 1900-tallet for at søge lykken i USA.

Klinger navnene John Salvatore Maranzano, Tartamella og Joseph Bonanno bekendte? Så er det nok fordi de har optrådt i amerikanske gangsterfilm, og alle kom de fra Castellammare del Golfo.

Det er højst sandsynligt derfor, at byen har kunnet eksistere i ubemærkethed: i den sicilianske bevidsthed er Castellammare nemlig forbundet med mafia, og i årtier var den idylliske havneby et af de sidste steder, som italienere havde lyst til at sætte deres fødder. Det er lidt, som om byen med vilje har lagt et røgslør ud, så man har kunnet beholde sit tilbagelænede liv og undgå verdens stress og jag.

Det har også beskyttet Castellammare for spekulationer i grimt hotelbyggeri, og da befolkningen vinkede farvel til de store bosser, som hoppede på skibene mod New York, besejlede det byens skæbne: Castellammare slap af med sine værste bøller, og i dag er byen en forbløffende rolig oase, der især præges af de lokales hjælpsomhed og tydelige stolthed over deres dejlige hjemby.

Det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg har besøgt Castellammare, og elsker man Sicilien er byen et absolut must: her kommer mine egne forslag til hvad en førstegangsbesøgende ikke må gå glip af:

En god middag på strøget:

Corso Garibaldi løber igennem byen som en livlig stribe, og gadens statelige byhuse er netop blevet renoverede, hvilket gør strøget til indbegrebet af siciliansk idyl: det er hyggeligt at slentre rundt her og betragte altanerne i kunstfærdigt bøjet jern, og overalt har folk hevet borde og stole ud på de gamle brosten for at nyde lidt mad. Castellammare har et utrolig lækkert køkken, der baserer sig på fisk, skaldyr og couscous – den eksotiske spise, der kommer fra Nordafrika, og som man har taget til sig her og krydrer med persille, pinjekerner, rosiner og god olivenolie. Langs Corso’en ligger der adskillige gode spisesteder – jeg vil vove den påstand, at ligegyldigt, hvor man går ind, vil man få en stor oplevelse, for de få turister, der kommer hertil, tages imod med kyshånd, og får kun serveret det bedste. Andre lokale retter er spaghetti med sardiner – spaghetti con le sarde, og sarde a beccafico, som er ruller af sardiner fyldte med krydderier.  Siciliansk gademad er også populært her, og serveres tilmed på de finere restauranter.

1024px-Sarde_a_beccafico_franzconde

Udsigten fra normannerborgen

Selve navnet Castellamare betyder ’slottet ved havet’, og det tusindårige kompleks, som troner på pynten, er absolut et besøg værd. Slottet indeholder byens egen bymuseum og er fuld af arkæologiske fund og historier om områdets erhverv og levevis, men i sig selv er slottet et smukt, arkitektoniske vidnesbyrd om, hvordan normannerne integrerede den arabiske stil i deres egen æstetik. Oppe fra borgmuren er der en utrolig udsigt udover bugten.

Slentretur langs havnen

Castellamare del Golfo er ældgammel – det får man en fornemmelse af, når man slentrer langs havnefronten. På byens østside mødes man af høje fæstningsmure, der løber langs vandet, mens man på vestsiden bliver en del af det livlige havnemiljø, hvor både lystbåde og fiskekuttere ligger side og side. Her på molen kan man af og til købe lidt fisk, og om aftenen ændrer stedet karaktér: så går de lokale tur arm i arm i deres bedste tøj, og beværtninger sælger snacks, øl og cocktails. Hele sceneriet er indrammet af de gamle bymure, og slottet knejser på sin pynt.

En smuttur ind i baglandet

Har man god tid til rådighed er det oplagt at udforske Castallammares bagland, hvor blandt andet det verdensberømte, græske tempel Segesta troner på en bakketop. Templet udmærker sig ved sin utrolige intakthed og det faktum, at her er ganske lidt turisthalløj. Og skønt det er imponerende at komme helt tæt på templets tykke søjler er det smukkeste syn næsten på lang afstand, når templet dukker frem bag bjergene og går i ét med det øde, omkringliggende landskab. Er man mere til kyst er strandene ved Scopello og San Vito lo Capo berømte for deres klare vand.

Illustrationer: hovedfotoet er lånt fra sitet On Sicily, og sardinerne fra Wikipedia.

 

Poggioreale er et helvede

I Poggioreale, et af Napolis mest berygtede og forarmede kvarterer, spadserer man ikke på fortovene, når mørket falder på. Man løber. Spæner, så hurtigt, man kan, for at nå hjem i tide.

Alt efter hvor meget frygten har greb i én, gør man sig umage med ikke at støde ind i dem, der løber den modsatte vej – alle er trods alt i samme båd og har sat tempoet op for at undgå et overfald.

Ligger panikken kun som en sten i maven, har man måske overskud til at dreje sin torso, og give plads til de flygtende, alt imens man selv bevæger sig afsted i høj fart. Men er frygten så stor, at den er kravlet op igennem spiserøret og nu ligger på tungen, hvor den udspyr galde og blod og gør munden til et syrebad, er der ikke megen plads at give af. Så rammer man skuldre, arme og hænder for at nå sin hoveddør og alle de mennesker bag den, der uroligt venter på ens hjemkomst.

At jeg i disse dage ubønhørligt vender tilbage til mit eget møde med Poggioreale, er Elena Ferrantes skyld. Den mystiske, napolitanske forfatter uden ansigt og stemme, der kun giver sig til kende igennem sine bøger, og lige nu er verdensaktuel med den sidste bog i sin Napoli-serie. Om pigerne Elena og Lila, der vokser op i efterkrigstidens kaos af sortbørs, sult og fattigdom i et dødsensfarligt kvarter.

Det kvarter kunne sagtens være Poggioreale, med kriminaliteten som levegrundlag og volden og aggressionen som levevilkår. Men stedet spiller i teorien ingen rolle. For den vigtigste sætning, Ferrante endnu har overdraget mig fra sit litterære univers, og som var dén, der ved læsningen af hendes bog ’Min Geniale Veninde mere end noget andet katapulterede mig tilbage til Poggioreales groteskheder, hæver sig op over bygninger, adresser og vejnavne, og handler om helt andre grænser. Den handler om Elena, der i en alder af cirka 10 år hører rygter om noget vidunderligt. Man har nemlig fortalt hende, at der findes noget blåt et sted, noget, der bliver kaldt havet.

På sprogskole i Salerno

Det var helt tilfældigt, at jeg i år 2000 havnede i Poggioreale: jeg gik på sprogskole i byen Salerno, og fik en veninde, Angela, hvis familie boede i Napoli blot 50 kilometer derfra. Hun inviterede mig med på besøg, så vi tog toget til hovedbanegården på Piazza Garibaldi. Her skulle jeg, på præcis samme sted, om 3 år modtage falske pengesedler af en taxachauffør. Men det hører en anden tid (og en anden historie) til, og nu ankom Angelas onkel i en bil, der lige netop blev holdt sammen af gaffatape.

Han fragtede os østpå, hvor bygningerne med ét skiftede karakter: væk var de støvede men statelige belle epoque huse, der præger Napolis centrum, til fordel for et betonlandskab med lave barakker. Upudsede huse i ét plan, der fik strækningen langs den hullede vej (hullet, som i afgrundsdyb: noget, der lignede granatsprængninger, havde efterladt gabende perforeringer i kvarterets asfalthud, og kørte vi i et af dem, ville vi ikke kunne komme op ved egen hjælp) til at ligne noget fra en koncentrationslejr.

1280px-Carcere_Poggioreale
Poggioreale-fængslet blev bygget i 1914 til 700 fanger. I foråret 2016 landede de officielle tal på ca. 1900 indsatte – kritikere siger, at nummeret er dobbelt så højt, hvilket gør Poggioreale til Europas mest overfyldte. Foto: Mischa004 fra Wiki Commons.

En stor del af strækningen var desuden domineret af en høj, grå stenmur – flanken på Poggioreales berygtede fængsel. Angelas familie boede lidt bag hovedvejen i et højhus med smuldrende altaner, der vendte mod Vesuvio. Aftenen var ved at falde på, og vulkanen blinkede allerede fosforescerende, som en gople fra de store dybder. Ikke optændt af ild, men af elektriciteten fra alle de ulovlige byggerier, som la camorra, den napolitanske mafia, har opført til de allerfattigste, der kun har råd til at bo direkte på en tikkende lava-bombe. Her fra altanen slår onklen stumt ud mod sceneriet, der synes at vibrere. Ligeså meget på grund af hede og luftforurening, som af min egen skræk for at træde ud på den sprøde beton.

Som skibsstavne fra et eksotisk kontinent

Angelas to magre fætre havde spillet Money For Nothing af Dire Straitsrepeat, så det gjaldede i gasbetonen, lige siden vi kom indenfor i lejligheden, og de blev vores kavalerer i resten af det døgn, vi skulle tilbringe i Napoli. Men jeg så aldrig deres øjne – de var konstant skjulte af solbriller, hvis overflader kastede alt, hvad der spejlede sig i dem, tilbage, ud i rummet.

De tog os først med ned på gaden og hen langs fængslets mure, hvis hjørner var afsluttede med vagttårne i panserglas, rundt om de snoede hundelorte på asfalten og forbi en kirkegård, hvor den sære, afventende stemning, som prægede hele kvarteret, en følelse af, at et eller andet uundgåeligt snart ville indtræffe, kulminerede i det foruroligende syn af vandaliserede gravstene.

Folk lå på dem, hang op ad dem, i tavs inerti. Ja, det husker jeg også. Ligeså usædvanligt, som det var at se en hærget kirkegård i et land, der ellers anser sine afdødes gravfred for absolut hellig, var det at opleve stilheden. Ikke den slags ro, der kommer ud af meditativ fordybelse, men rettere den, som har sit rodnet i indre kaos og spredning væk fra kernen.

Den ene fætter sparker til en papirspose med et ordentligt lods, som stod han midt på grøntsværen i Napolis fodboldstadium, og ud flyver en kattestor rotte. Den lander midt på kørebanen, ligger et øjeblik paralyseret, og flygter så bort langs fængslet. Og kigger man op over den mur, der omkranser detentionen, dukker de sorte skyskrabere fra Centro Direzionale frem på himlen som skibsstavne fra et eksotisk kontinent. For Poggioreale ligger lige op ad Napolis finansdistrikt, og der er blot en kort spadseretur derhen.

Blandt de pompøst anlagte glasbygninger og friserede hække er det første, vi lægger mærke til, en metalkopi af Leonardo da Vincis Den Vitruvianske Mand. En af fætrene springer hen til statuen, og jeg ser pludseligt mig selv afbilledet, idet jeg instinktivt kigger efter hans øjne bag spejlbrillerne, men i stedet må betragte mit eget ansigt, grotesk forvredet på deres konvekse flade.

Knægten, der ikke kan være mere end 20, løfter sine arme og holder dem helt ud fra kroppen for at mime statuens positur. T-shirtens ærmer smøger sig tilbage ved bevægelsen og afslører armhuler, hvis få hår allerede er ved at gråne.

Det nødvendige løb

Om aftenen besøger vi det mondæne Pozzuoli, strandene med deres kolde sand og bleggule brændinger, centrum. Os alle som turister: Jeg og Angela som udefrakommende, men med vores to drenge som de virkelige fremmede. Og så er det om aftenen, at vi ankommer til hovedbanegården, og med nød og næppe slipper ud derfra, inden man lukker selve stationen af med lænker. Drejer dem om dørhåndtagene indefra, for at forhindre indbrud og hærværk. Vi tager bussen til Poggioreale, stiger ud, og ser Angelas 2 fætre sætte i løb.

Og da jeg opdager, at folk på det modsatte fortov gøre det samme, forstår jeg først rigtigt, hvad det vil sige at bo i et kvarter, der i meter ligger klods op ad det moderne, mytiske og elskelige Napoli, men er lysår fra at kunne overstige sine egne, indre grænser.

Det rystende var derfor ikke løberiet i sig selv. Det var erkendelsen af dets nødvendighed, der slog imod mig som trykket fra et passerende godstog, og et øjeblik fik mig ud af balance, der, på fortovet.

1024px-Spaccanapoli_da_s_Elmo_1050131
Napoli er kontrasternes by: sydøst for det historiske centrum rager skyskraberne fra byens finansdistrikt i vejret – Poggioreale befinder sig lige bag dem. Foto: Lalupa fra Wiki Commons.

Hos Elena Ferrante har Elena og Lila aldrig set havet, skønt de bor i en havneby omgivet af vand. Ligeså lever man i Poggioreales isolerede virkelighed under forhold, der blot et par gader derfra ville synes groteske, umenneskelige, og som endnu sætter tårnhøje barrierer for den enkelte beboers frihed og udsyn.

Jeg følger stadigvæk tingenes tilstand i Poggioreale. Forleden så jeg et filmklip, hvor eks-fanger fra kvarterets fængsel marcherede rundt foran dets indgangsport. De demonstrerede mod detentionens horrible forhold. Fængslet er det mest overfyldte i Europa, og én af demonstranterne havde presset et skilt ind mellem barrerne i det gitter, som afskærmer døren.

Der stod: ”Dante har skrevet om 3 dødsriger. I Poggioreale kender de kun til ét af dem, Helvede.” 

Fylder du også din kuffert med strandsand?

Jeg husker endnu hvordan hun holdt sig på ærbødig afstand af paradis-stranden Is Arutas, som hører blandt Sardiniens smukkeste. Forestil dig lysende, gennemsigtige perler af kvarts på størrelse med ukogte risottoris, som dækker kysten, og fortsætter ud under havoverfladen så saltvandet spiller som en diamant.

Trods skønheden var det nok for Claudia at iagttage synet fra forreste klitrække. ”Er her ikke skønt, Cecilie”, råbte hun til mig igennem blæsten, og jeg skreg bekræftende tilbage til den sardiske kvinde, hos hvem jeg boede, og begravede tæerne i et brus af kvarts.

Is Arutas hører blandt de strande, der siden 1960’erne er blevet plyndret af såkaldte ’sandrøvere’.  De dukker op i nattens mulm og mørke med deres poser, sække, eller endog gravkøer, og pløjer igennem det sjældne kvartssand, for at tage det med sig for altid. I årtier har den lille strand fodret indkørslerne, stierne og haveanlæggene i Costa Smeralda med sine funklende sandskorn, for sandet blev solgt videre til luksusbyggerierne på nordøstkysten, indtil lokalområdet fik nok, og man fik fredet Is Arutas.

Sandtyverierne fortsætter dog, ikke så meget på grund af kommercielle interesser som af romantiske. I dag er det nemlig øens stigende antal udenlandske turister, der fylder kufferten med sand fra Sardiniens mange eventyr-strande, for at føre det ud af landet som souvenirs. Deres sandskorn ender som pynt i potteplanter, krukker og vindueskarme eller sågar på loftet, indtil en eller anden glemmer hvor de kommer fra, og smider dem ud.

Og vi taler ikke kun diskrete portioner: jeg har set billeder af åbne kufferter, hvor over 20 kilo sand er forsøgt fragtet ud af øen i 2 liters plastic flasker med sirlige, påskrevne navne i tusch, alt efter hvilken strand sandet er stjålet fra. På ét år beslaglægger alene lufthavnen i Cagliari 5 tons sand, og så har man endnu ikke talt de portioner med, som man finder i lufthavnene i Alghero og Olbia.

Når jeg kigger på disse groteske billeder slår det mig, at motivet ikke ligger langt fra den virkelighed, man ser, når politiet beslaglægger kufferter fulde af narko fra alverdens obskure lufthavne. Det foruroligende syn af en kuffert fuld af poser med hvidt indhold, hvis påskrift fortæller om kokain og heroin, og hvor hvert enkelt stof giver en overjordisk oplevelse, et rush, et sus.

Da jeg kørte tilbage fra stranden i bilen sammen med Claudia, fortalte hun mig om området, vi gled igennem: om hendes hjemstavn her nord for Cabras, om multen ude i marskens brakvand, der gyder i det lave hav, og hvis tørrede æg bliver brugt som krydderi. Om Sinis-halvøens forblæste kirker, der er ældre her end noget andet sted i Italien, og om de lave pilgrimshuse, de såkaldte cumbessias, hvortil pilgrimme en gang om året kommer løbende på nøgne, blodige fødder, for at søge frelse i det prærieagtige landskab, hvor sollyset er pink som i Sydamerika.

Is Arutas

”Is Arutas består af kvarts fra øen Mal di Ventre, som ligger ude i havet foran stranden. Igennem årtusinder har bølgerne gnavet krystaller af klipperne derude, det er en slags udveksling af energier. Vidste du, at der har boet en eremit derude, som trykte sin egen møntfod? Han erklærede øen for sin egen”, fortæller Claudia, og tager et øjeblik øjnene fra vejen, for at se min reaktion.

Jeg husker endnu silhuetten af Mal di Ventre, øen lå som en smal stribe ude i horisonten og dengang som nu madede den Is Arutas med sine kvartskrystaller. Hvert af disse korn er unikke smykker, og de tilhører Sardinien og Claudia. Så når jeg ser billederne af de opslåede kufferter fulde af strandsand tænker jeg over det sus af frihed, som vi længes efter, når vi vender tilbage fra ferie, og som vi naivt tror at vi kan tage med os hjem i bagagen. Det er et narkotikum, som ingen nytte tjener udenfor sit eget element, og som alligevel falmer i vindueskarmen, når hverdagen indfinder sig.

Den sande frihed bor i stedet i hovedet på hende eller ham, der kan betragte skønheden uden at skulle bemægtige sig den, og stille sig i behørig afstand til dens storhed.

Har du lyst til at læse mere specifikt om problematikkerne på Sardinien, har jeg udtalt mig til Politiken i en artikel som ligger HER

Coverfoto: det berømte sand fra Is Arutas taget fra sitet Sardegna Turismo