All posts by admin

Find rundt i Syditalien: Tips og tricks til at tyde vejkortenes mysterier

“Du skal bare fortsætte ned ad vejen her, så langt du kan komme, så når du til en spinkel bro, hvor du må LOVE mig at holde dig inde i midten, og bagefter ser du en afkørsel, som du FOR GUDS SKYLD ikke må tage! Fortsæt istedet til højre, og kør så langt du kan komme. Så er du fremme!”

Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har fået velmenende råd fra søde syditalienere, når jeg har bevæget mig rundt i regionerne syd for Rom. Alle er utrolig hjælpsomme, når jeg spørger om vej, men alligevel er det som om, de har et helt andet vejkort inde i hovedet end mig. Man kan støde på alt på vejen: fåreflokke, flækkede veje, ja selv æsler, der søger skygge nær ens parkerede bil!

I april og maj i år drønede jeg rundt i Siciliens midte for at opdatere den seneste udgave af Turen Går Til Sicilien – et område der er notorisk kendt for sin mangelfulde skiltning og dårlige infrastruktur. Og jeg kom konstant på afveje. Det er nemlig sjældent nok at kende en adresse, når man skal fra A til B i Syditalien, og selv med et vejnummer, kan man bruge timer på at finde frem til sit hus eller sin lejlighed. Oveni er mange kort over Syditaliens regioner fulde af navne og henvisninger, der kan være svære at forstå, hvis man ikke er rigtig ferm til Italiensk.

Hvad er for eksempel forskellen på en contrada og en frazione? På en borgo og en paese, et quartiere eller en rione? Og hvad med ude på landet, hvor man ofte inddeler zonerne i contrada og localitá? Her kommer derfor en lille guide til alle jer, der skal til Syditalien, og godt kan trænge til lidt hjælp bag rettet:

Inde i byen: Citta, quartiere og rione

Vi starter oppefra, i faldende orden, alt efter størrelse. På italiensk betyder città en by, som vi forstår det på dansk: altså en bebyggelse af en hvis pondus, med et stort antal indbyggere, en midte og et opland. Byen er så inddelt i quartieri, kvartérer, der igen er inddelt i mindre kvarterer, ofte kaldet rioni. Den inddeling er for eksempel almindelig i Napoli, med det gamle kvartér Rione Sanitá.

Ude i udkanten: Frazione og mercato

Frazioni kan ofte ses indikeret i udkanten af byen, og er navnet på de mindre bebyggelser, som støder op til og omkrander selve byen. De kan kaldes en slags forstæder, og har ofte deres eget navn. Vanen med at opdele byens ydre zoner i frazioni stammer fra fascismen, hvor man ønskede at sætte de urbane områder i Italien i system.

Et mercato derimod er en forstad et led længere ude, som grænser op til en landszone, og har sit helt eget bypræg. Et eksempel er byen Mercato San Severino i Salerno-provinsen.

I landzonen: borgo paese, contrada og localitá

Her er vi, bogstavelig talt, rigtig ude på landet med mere diffuse begreber, der ofte rimer på, at man skal et stykke væk fra alfarvej, Til gengæld er det også her, de sjoveste oplevelser gemmer sig. En borgo er en gammel, befæstet by af lille størrelse, gerne højtliggende, på et bjerg. En paese er en landsby, gerne i et landbrugsområde – sjovt er det, at det selv samme ord betyder ‘land’ på italiensk, altså som i ‘landet Italien’. Måske lige netop derfor rummer landsbyerne rigtig meget ukendt kultur, som det er værd at køre efter.

Mens ordet contrada i Siena er navnet på byens kvarterer, er contrada mestendels brugt i Syditalien, når det gælder et nybebygget område med et landligt præg. Ofte er her små klynger af huse, eller enkelte højhuse, de såkaldte palazzi, men der vil ofte være en forbindelse med landzonen.

Og endelig, min yndlingslokation i den syditalienske toponomi: Località! Støder man på det ord i sin adresse, kan man godt glæde sig, og afsætte lidt ekstra tid i gps’en. Det indikerer nemlig en lokalitet rettere end et bestemt sted, og bruges ude i landet, i bjergene og i tyndbefolkede markområder, hvor der ofte ikke er tilknyttet et postnummer, ej heller en vej eller et vejnummer. Af samme grund er de steder, som indikeres località, blandt de smukkeste overhovedet.

Hovedfoto: På Altopiano del Golgo på Sardinien kan dyrene finde på at søge skygge nær de parkerede biler.

Petralia Soprana er kåret som Italiens smukkeste landsby i 2018

Konkurrencen il borgo piu bello d’Italia – Italiens smukkeste landsby 2018 – er netop løbet ad stablen i Italien, og vinderen blev en helt speciel by beliggende på en hylde i Madonie-nationalparken ved navn Petralia Soprana.

Jeg har selv besøgt stedet og er overmåde begejstret for den forbløffende velbevarede tidslomme, der oser af middelalderatmosfære, og hvis placering på et granitmassiv vest for Etna giver en fejende udsigt til vulkanen.

Udsigt til Etna fra Petralia Soprana.

Hver region gør hvert år sit yderste for at hive den prestigefyldte titel hjem til et af sine nominerede steder, der for fremtiden vil blive indskrevet i en eksklusiv familie af vinder-byer, og dermed får en ekstra markedsføringsplatform indenfor den vigtige turismeindustri.

Især i Syditalien er konkurrencen uhyre populær, fordi den med sine tv-kampagner, programmer og live-transmissioner fra de nominerede landsbyer tilbyder en sjælden mulighed for at fortælle ukendte historier fra Italiens periferi.

Helbredende harpiks og salt under granitten

Petralia Soprana ligger mit hjerte nær, fordi landsbyen befinder sig i baglandet tæt på et af mine sicilianske yndlingssteder, Cefalu.  Og jeg har rejst rigtig meget både i Madonieparken og Nebrodi-parken, der ved siden af hinanden langs Siciliens nordkyst, men som i stemning og farver er vidt forskellige.

Mens Nebrodiparken udgør Siciliens største skovområde, er Madonieparken mindre. I Madonie ligger de ældgamle, kulturelle centre tættere, og klippernes farver er varmere i nuancen, og man har unikke ressourcer i området, så som den helbredende harpiks, den såkaldte manna, der udvindes fra særlige asketræer, og salt, der ligger aflejret i tonsvis under granitten i Petralia Sotranas opland.

Lige udenfor Petralia Soprana kan man besøge byens saltminer, miniere di salgemma, og se skulpturer udhugget i salt.

Selve Petralia har en atmosfære, der på samme tid er adstadig og dynamisk: for selvom landsbyen som så mange andre steder i Europa kæmper med affolkning af unge, der flytter fra landsbyerne til de store metropoler, føler de tilbageblevne en stærk tilknytning til deres landsby; de lokale er berømte for tæppevævning, og hvert år afholdes der blomsterfester i byen, hvor gader og veje smykkes med blomsterblade og farvede ris, og og byen er fuld af smukke bygninger, kirker og slotte, som giver stedet et distinkt præg af noget majestætisk og ophøjet.

På vej til udsigtspunktet ved kirken Santa Maria di Loreto udenfor Petralia Soprana.

Særligt monumentale er søjlegangene og husene omkring Piazza Duomo og Piazza del Popolo, og lige i udkanten af byen snor en brolagt sti flankeret af løvtræer sig op til kirken Santa Maria di Loreto, som ligger på vej til et udsigtspunkt, et belvedere, ude midt i bjerglandskabet.

Kig til domkirkepladsen gennem søjlegangene ved la Chiesa Madre San Petro e Paolo.

Selve navnet Petralia stammer fra normannerperioden, hvor man tilpassede stedets oprindelige, arabiske navn Batraliah, der betyder ’by af sten’, til noget mere romansk. Byen blomstrede med handel under Ventimiglia-familien, der i 1200-tallet plettede mange af Madonieparkens byer med borge og kirker.

Og hvis du undrer dig over, at byen har en navnebror tæt ved, har du ikke læst forkert. Mod nord ligger Petralia Sottana sig nemlig, og spejler den syditalienske skik med at give byer navne efter deres beliggenhed i forhold til hinanden. Soprana betyder højtliggende, og Sottana lavtliggende.

Hovedillustration: Petralia Soprana om vinteren

Salernos lysshow er blevet en af Syditaliens mest besøgte juleattraktioner

6 kilometer ledninger og millioner af led-lys indhylder lige nu Salernos gader og pladser i kunstfærdige figurer og mønstre. Det imponerende skue er blevet døbt ‘Luci d’artista – kunsterlys’ og har siden 2005 været et af de mest gennemførte juleshows i Syditalien. Jeg boede selv i byen i starten af det nye årtusinde, og skønt man allerede dengang snorede lsykæder omkring byens mange palmer, kan det slet ikke måle sig med de kæmpe installationer, som nu præger julemåneden.

Den store og travle handelsby Salerno med 135.000 indbyggere ligger i bunden af Amalfikysten og er en oplagt by at besøge, hvis man både vil have en pause fra Amalfis og Sorrentos turistmylder, nyde et uberørt, historisk centrum, og opleve syditalienernes egen hverdag.

Fra den 9 november til 20 januar kan man som gæst nyde de oplyste strøg, parker og gader, hvor udvalgte kunstnere hvert år får lov til at opføre figurer, huse og scenerier fra Biblen, Brødrene Grimms eventyr og moderne kunst i lys. Nogle figurer kan bevæge sig, andre ikke, og der er endda kunstnere, der udspænder store net med lys, stjerner og farver henover det gamle centrums middelaldergyder, så man som gæst går under et regulært juletæppe.

Byen har lavet et kort over Salernos gader, hvor man kan finde de forskellige lysshows.

Juleinstallationerne er en del af Campania-regionens strategi for at markedsføre de store kulturskatte i området syd for Napoli. Rundt omkring i byen kan man for eksempel se de græske templer i Paestum syd for Salerno opført i lys, og byens borgmester Vincenzo Napoli håber med lysenes skønhed både at hjælpe byens økonomi og turismeindustrien på vej. I en omskiftelig verden har man også i Syditalien brug for håb og glæde, og de lokale ser hvert år frem til at se, hvad kunsterne nu har fundet på.

se mere på www.lucidartistasalerno.com

Sardiniens Robinson Crusoe vil leve og dø på sin lyserøde ø

Nej, det er ikke et fatamorgana – der går en 79-årig mand rundt inde på en øde ø med drivtømmer over nakken og solskoldet overkrop. Han bor i et simpelt skur, der ligger og putter sig mellem pinjetræerne. Og hele det Robinson Crusoe-agtige syn er som svøbt i pink. For stranden på isola Budelli ER vitterligt lyserød, og øen har siden romertiden været berømt for sin utrolige farve, der flimrer som et drømmesyn mellem klipperne og det smaragdgrønne vand.

Som et af de eneste steder i verden kan man her opleve sand iblandet microskopiske koral-rester og kalk fra specielle plankton-arter, som giver kornene et lyserødt skær, og på den måde er Isola Budelli det perfekte billede på både skønheden og sårbarheden i den Maddalena-skærgård, som den 1,6 kvadratmkilometer store ø er en del af i havet nord for Sardinien.

Isola Budellis strand har et lyserødt skær takket være særligt plankton og koral.

Det eneste, man hører her, er mistralens vinde. Men på trods af stilheden befinder Isola Budelli sig lige nu i orkanens øje: på øen har der nemlig siden 1989 boet en meget speciel norditaliener ved navn Mauro Morandi. Egentlig ville han som ung lægge den vestlige verden bag sig og rejse til Polynesien, men han endte på Isola Budelli, og her vil han også dø.

Mauros historie er historien om Sardiniens for mange ukendte Maddalena-skærgård. Et sted med pibende vinde, storslåede udsigter til Korsika og surrealistiske pastelfarver, der slår op mod himlen fra havets vandplanter og kysternes rå klipper. Her er både smukt og barskt, og allermest kontrastfyldt er netop isola Budelli, der igennem tiden har været ejet af adskillige rigmænd.

Øen er ubeboet, men Budellis skiftende ejere er godt klar over øens sårbarhed, hvortil turister og spekulanter kan finde på at komme i nattens mulm og mørke, for at stjæle det kostbare sand. Derfor er Mauro ansat som opsynsmand på Isola Budelli: han tager imod de få gæster, der kommer i båd – man må kun besøge øen hvis ledsaget af en autoriseret guide – og viser dem rundt. Han sørger for, at intet lider overlast i naturen, og har opbygget en kæmpe fanskare på Facebook, hvor han poster sfæriske fotos fra øen for at dele stedets skønhed med resten af verden.

Et af Mauros egne fotos fra Isola Budelli.

I 2016 blev øen dog lagt ind under Maddalena-nationalparken, og med skiftet fra privat til offentlig ejendom kan Mauros rolle gå hen og blive truet. Han har indtil videre modtaget et brev fra nationalparkens præsident, der erklærer at han muligvis er nødt til at forlade øen, men det har rejst en proteststorm i Italien og ikke mindst på Sardinien, hvor man har startet en underskriftsindsamlign for at sikre, at Super-Mauro, som han kaldes af sine fans, kan blive på øen indtil han dør.

Har du lyst til at være med, kan du finde indsamlingen HER. Og finde Mauro på hans facebookside HER. Og så kan jeg selvfølgelig anbefale dig at besøge Maddalena-skærgårdens fascinerende ø-hav på din næste ferie til Sardinien.

Fotos: Ohmymag, Mauro Morandi og Wikipedia

På rejse i Lilas og Elenas barndomskvarter: sådan blev kulisserne lavet

Det er altid en udfordring at filmfatisere en roman, men verden over er folk bredt enige om, at instruktør Costanzo Saverio er lykkedes rigtig godt med Elena Ferrantes ‘Min Geniale Veninde’, som lige nu både vises på HBO Nordic og italienske RAI.

En ting, der har fanget manges opmærksomhed, er opbygningen af de to pigers barndomskvartér Rione Luzzatti øst for Napolis hovedbanegård: nogen synes at kvarteret fremstår lige lovlig karikeret og kulisseagtigt uden den typiske leben og de mange farver, som man ofte forbinder Napoli med.

Men det er helt overlagt, at Saverio har valgt en så stringent scenografi: udover at vise armoden og trøstesløsheden i det nybyggede kvartér, der skød op efter krigen for at huse Napolis hastigt voksende arbejderklasse, har det været vigtigt for ham at give Lila og Elena en scene at stå på, der næsten virker teatralsk. Og det har han gjort ved at genskabe det hele udfra gamle fotografier og kort, og henlægge filmingen til en 60.000 kvm stort filmset i en glemt industri-kvarter udenfor byen Caserta nord for Napoli.

I videoen, som jeg linker til nedenfor, fortælles historien om kulisserne, som blev opbygget ned til millimeter-detaljer og henlagt til de lukkede Pisani Saint Gobain-fabrikshaller, der i sig selv fortæller en historie om storhed og forfald: fabrikken blev bygget i kølvandet på det øonomiske boom i 60’erne, men virksomheden bag gik efterfølgende bankerot. Hallerne har stået uvirksomme hen siden da, indtil teamet bag ‘My Brilliant Friend’ besluttede sig til at bruge området som filmset.

Jeg vil selv tage forbi næste gang jeg er i Caserta, der ellers er verdensberømt for sit gigantiske Reggia-slot fra barokken. Nu kan byen så fremvise endnu et mirakel:

https://video.repubblica.it/socialnews/nel-rione-di-elena-e-lila-viaggio-sul-set-de-l-amica-geniale/320865/321492

 

 

Kom med og mød Sardiniens 100-årige:”Det er altså min mor, ikke min søster!”

Fredag den 30 november kl 19.00 rykker mysteriet om Sardiniens ældgamle mennesker ind på kulturinstituttet i Hellerup i form af BIANCO E NERO, en forestilling, der indeholder billeder, ord og lyd fra Sardinien. Det er øens mange hundrede-årige, der er i kunstnerisk fokus, og som ofte rejsende på øen tæller jeg blandt en af de mange, der er yderst fascinerede af sardernes ’longevita’ – altså deres evne til at leve længe og godt. Sarderne hører blandt verdens 5 superseniorfolk, hvoraf en markant høj procentdel lever i et århundrede eller mere, og det er ikke uden grund, at man ofte drikker på den høje alder: ”A Kent’annos!” udbryder man på Sardinien, når glasset med en god passito hæves i en skål: ”Må du leve i 100 år!”.

Jeg har selv mødt adskillige af dem – Sardiniens gamle – og det er vitterligt slående, hvor friske og anerledes de er fra andre ældre i Syditalien. Både mænd og kvinder bliver i visse dele af øen godt over 100 år, og der findes en familie i Perdadesfogu, en landsby i Sardiniens barske Ogliastra-region, som flere gange har haft deres navn i Guiness rekordbog, fordi de talt sammen på deres alder sammenlagt var verdens ældste.

Og der er altså noget om det, for Sardinien er nok den syditalienske region, hvor jeg har sværest ved at gætte folks alder. Det er desuden en stående joke, og noget, man ofte driller udefrakommende med. Sarderne prøver at få én til at gætte nogens alder – og ofte skyder man mindst 10 år forkert, og bedømmer ens mor til at være en søster, eller en far til at være en bror.

Det er især i Sardinien indre, hvor generne ikke er blevet synderligt blandet, og hvor kosten tæller ganske lidt animalsk protein, at sarderne bliver meget gamle. Både i landsbyerne nord for Cagliari og i Barbagia-regionen, hvor man spiser masser af bælgfrugter, grøntsager, supper, lagret ost og drikker den gode, mørke cannonau-vin, som skulle være fuld af sunde antioxidanter, finder man ’superseniorlandsbyer’ – Villagrande Strisaili, Arzana, Talana, Baunei, Urzulei, UlassaiFonni, Mamoiada, Orgosolo og Oliena er blot nogle af dem.

På Sardinien er de ældre en tydelig del af gadebilledet, men i stedet for at nyde deres otium på en bænk i skyggen, er de ofte i fuldt vigør til langt over 100: Jeg har personligt set meget gamle mennesker jogge i vejkanten i selv de mest ufremkommelige bjergegne, hyrde deres får og geder på tværs af meget store afstande, og så er de skarpe i hovedet: Da jeg engang boede i byen Dorgali, der ligger på på grænsen til det kridhvide Supramonte-massiv blot få kilometer fra Orosei-bugtens blå, fik jeg fornøjelsen af at møde min værtindes mor. Jeg spurgte ikke til hendes alder, men hun indskrev sig i den store gruppe af enker, der i centrum af Sardinien stadig klæder sig helt i sort. Som i helt, helt sort: sort uldsjal, sort bluse, sort nederdel, sorte strømper – og sorte silkesløjler på særligt festlige dage.

Når jeg kom hjem om aftenen stod hun klar i entréen med te i en sølvkande. Jeg spurgte til hendes lange, kunstfærdigt opsatte hår, der sad i så stram en knold, at de fleste af hendes hårstrå havde løsnet sig og efterhånden gjort hende skallet i en perfekt cirkel omkring knuden.

”Det vasker jeg hver morgen, og så folder jeg det over et stykke pap, kommer en elastik omkring, og dækker det hele med et stykke stof.” Hun vendte ryggen til mig og pegede på sit eget baghoved, hvor frisuren ganske rigtigt var omsluttet af et stykke sort bomuld.

Vi talte sammen ganske længe: hun viste mig et frønnet bryllupsbillede af sig selv og sin afdøde mand. Hun havde valgt ham især på grund af hans velformede, atletiske ben, fnes hun, og gennede mig så ind i hendes soveværelse for at vise mig sin brudekjole: Dorgalis nationaldragt , komplet med slør, guldfiligran og røde og grønne farver, som tog flere timer at tage på. ”Ingen vidste det, men på bryllupsdagen havde jeg de højeste hæle på inde under. Skoene havde jeg bestilt fra Amerika”, sagde hun, og pegede ned i bunden af klædeskabet på et par frække pumps.

”Næste gang, du kommer på besøg, tager jeg det hele på”, fortalte morlillen mig. For hun havde ikke taget så meget som et kilo på siden dengang, og kunne stadig passe kjolen perfekt.

Jeg er endnu ikke vendt tilbage til Dorgali, men måske jeg snart burde gøre det. Det er alligevel noget af en invitation at have liggende. Imens vil jeg glæde mig til udstillingen i Hellerup, og jeg opfordrer jer til at tage med.