All posts by admin

Da Roberto Rossellini optog filmen Stromboli ændrede det både hans og øens fremtid for altid

Denne sommer er det præcis 70 år siden, at neo-realisten og instruktøren Roberto Rossellini drog den lange, lange vej fra det italienske fastland til øen Stromboli for at filme Stromboli – Terra di Dio ( Guds land), som skulle vise sig skæbnesvanger på mange måder: dels var det indledningen til hans for manges skandaløse forhold med den gifte Ingrid Bergman, som spillede hovedrollen, og dels rev filmen den glemte ø Stromboli ud af glemslen og resulterede i, at De æoliske øer (også kaldet De lipariske øer) nord for Sicilien blev en turistdestination for først Hollywoods og siden Europas jetset.

I sommeren 1949 rykkede Roberto et helt filmhold til den afsidesliggende vulkan-ø, hvor der kun boede et par hundrede fiskere. Resten var immigreret til USA og Australien for at flygte fra de hårde kår, og de tilbageværende levede et kummerligt liv, presset sammen i landsbyerne San Bartolo og San Vincenzo på de få kvadratkilometer langs vandet, hvor de kunne være i nogenlunde sikkerhed fra Strombolis konstante lavastrøm ad La Sciara del Fuoco, ildskrænten.

Her skulle Ingrid Bergman spille den litauiske pige Karin, der for at undslippe en fangelejr gifter sig med en fisker fra Stromboli, og flytter med ham til den barske ø. Her møder hun dog en voldsom verden i sort aske, hvor støvede, grå huse putter sig langs vulkanens fod på de få meter der er til rådighed mellem lava og hav, og begynder en tilværelse præget af angst, aggressioner og vold.

Nogle måneder i forvejen havde Ingrid Bergman skrevet et fan-brev til Rossellini og betroet ham, at hun ønskede at lave en film med den berømte neo-realist:

Kære Hr. Rossellini,

jeg har set deres film Roma – cittá aperta og Paisà, og har sat stor pris på dem. Hvis De har brug for en skuespiller, der taler rigtig godt engelsk, som ikke har glemt sit tyske, der knap kan gøre sig forståelig på fransk og kun kan sige ‘ti amo’ på italiensk,  så er jeg parat til at komme til Italien og arbejde med Dem.”

Roberto tog imod tilbuddet fra svenskeren, som allerede var et stort navn i Hollywood. Opholdet på Stromboli skulle imidlertid forandre begges liv for altid: instruktøren og skuespillerinden indledte et forhold under optagelserne skønt de begge var gift, og boede sammen i et rosa hus på hovedgaden i San Vincenzo, der i dag bærer en mindeplade over de to turtelduers romance.

På Stromboli lever historierne fra dengang stadigvæk: om Rossellinis glødende jalousi, der fik ham til at svovle, når Mario Vitale – en lokal fisker, som Rosselini i bedste realistiske stil havde castet blandt øens beboere – kyssede Bergman for længe foran kameraet; og om Ingrids hårde kår i det spartanske miljø, hvor der ikke var rindende, varmt vand, så hun kunne få sig sit daglige bad, men hvor instruktøren fik slået hul i loftet, så der kunne hældes vand ned gennem et brusehoved til den ventende diva.

Filmen udgør desuden en vigtig antropologisk kulturskat idet flere af værkets scener dokumenterer de lokales autentiske hverdagsliv – for eksempel Strombolis rituelle tunfangst og en virkelig evakuering af befolkningen under et særlig voldsomt udbrud fra vulkanen. Begge begivenheder, der kom med i den færdige film, og  kan ses i klippet nedenfor:

Skandalen brød for alvor ud i lys lue da Ingrid fødte deres fælles kærlighedsbarn, Roberto junior, nogle uger før filmens premiere, og måske var det fordømmelsen, der fik verdens førende aviser til at give værket meget lunkne anmeldelser. Ingrid og Roberto giftede sig efterfølgende og fik 2 børn mere sammen, og dag er Stromboli- Terra di Dio anset som en af den italienske neo-realismes vigtigste film, med nøglescenen helt til sidst, hvor Karin flygter til Strombolis top, besvimer i dampen og vågner som et nyt menneske, et slags urvæsen, der pludselig ser verden for første gang og kan smile over dens guddommelige skønhed.

I 50’erne og 60’erne fik filmen flere italienere fra især Campania til at flytte til Stromboli for at prøve lykken med at lave vin i den ekstremt fertile askejord. Indtil da havde øens perfekte kegleform og dens hyppige ildglimt tjent som fyrtårn for de mange rejsende, der siden antikken navigerede i farvandet mellem Napoli og Sicilien, og blevet befolket og forladt flere gange på grund af sine konstante, eksplosive udbrud. Stromboli betyder ’kegle’ eller ’snurretop’ på oldgræsk, og Homer fortæller, hvordan Odysseus besøger vindguden Aeolus’ øer på sin rejse tilbage til Itacha, og på Stromboli får en lædertaske, der indeholder de gunstige briser, som kan føre ham hjem til den ventende Penelope.

Filmen Stromboli gjorde også stedet berømt hos rige europæere og amerikanere, der tog til øen i efterkrigstiden for at holde ferie, og idag er De æoliske øer en populær turistdestination. Her kan man bo både spartansk på B&B eller på hvidkalkede luksushoteller, og i centrumaf San Vincenzo findes der selvfølgelig i en Bar Ingrid, hvor de lokale holder af at drikke deres morgenkaffe.

Stromboli er stadigvæk ikke til at spøge med: for et par ugers tid siden døde en turist under en voldsom eksplosion fra krateret, og de lokale ‘strombolianere’ vokser op med bevidstheden om, at en evakuering altid kan vente lige om hjørnet.

Hovedfoto: Ingrid bergman vågner op på toppen af vulkanen efter et flugtforsøg fra øen. Wikipedia,  Gawain78.

Den sicilianske finalist til Strega-prisen 2019: Addio fantasmi af Nadia Terranova

Flere italienske anmeldere og forfattere har udnævnt denne bog til den bedste, italienske læseoplevelse i 2018 – blandt andet Domenico Starnone, som egenhændigt kaldte værket ’en dybt bevægende roman’:

Da Ida, hovedpersonen i Nadia Terranovas nyeste roman, Addio, fantasmi, ( Farvel, genfærd) vender hjem til sin fødeby Messina for at hjælpe sin mor med at sætte familiens gamle lejlighed i stand til salg, bliver hun tvunget til at forholde sig til sin barndoms traume om faderens forsvinden. 23 år tidligere forduftede han. Han døde ikke, gik sig bare en tur en morgen og kom aldrig mere tilbage.

Hændelsen vender tilbage til Ida, da hun atter opholder sig i de gamle rum, der både indeholder nye og gamle ting, og hun konfronteres med det faktum, at faderens forsvindingsnummer siden har påvirket hendes liv dybt: Tavsheden overfor moderen, problemerne med at udvikle en identitet baseret på fortielse og anormalitet, selv hendes forhold til ægtemanden, der både er hendes redning og hendes afgrund.

Som dagene går i lejligheden, møder hun sin angst og manglende tillid overfor sine egne ønsker, og omgivet af barndomshjemmets genfærd må hun finde en vej gennem mørket og vække faderens spøgelse til live for at få svar.

Nadia Terranovas bog blev i allerede i december 2018 udråbt som en af årets 12 bedste udgivelser af det valansete tidsskrift La Lettura, og værker er blevet oversat til dansk takket være Forlaget Grif.

Jeg synes, der ligger en spændende dobbelthed mellem temaet om spøgelser og den tragiske lokation, som Messina udgør i den sicilianske bevidsthed. Byen har igennem tiden været voldsomt ramt af jordskælv, blandt andet i 1783 og 1908, hvor tusindvis af mennesker døde, og byen ad flere omgange sank i grus.

Messina er et sted, der er konstant under genopbygning, og indbyggerne bidrager selv til at bryde tingenes tilstand ned: I 1847 brød et af de første Risorgimento-oprør på Syditaliensk jord ud i Messina, og i 2013 gjorde de lokale oprør mod den dybt korrupte kommune og indsatte den barfodede folkeskolelærer Renato Accorinti som borgmester.

Messinas gader rummer et flimret galleri af skygger fra en voldsom fortid, en slags febril rastløshed, der giver byen sin atmosfære, og fuldstændig muliggør et stimulerende bagtæppe for en litteratur fuld af genfærd.

Foto: Vara-processionen i Messina, Wikipedia.

Antikvitetsbutikken i Napoli der ikke vil besøges

En porøs menneskekæbe indpakket som relikvie, totalt uigennemskuelige åbningstider og en tæthed som et sort, kosmisk hul!

Da jeg igår sad og kiggede mine gamle fotos igennem fra Napoli, nåede jeg frem til dette – og fik dermed et vildt flash back til alle de gange, jeg har været lige præcis dér, og de mærkelige oplevelser på netop dette hjørne i Via Tribunali. Billedet tog jeg forrige år fordi jeg ville dokumentere Piazza San Girolamini – et lille centrum i det gamle centrum omgivet af kirker, graffiti og uigennemskuelige butikker.

Antikvitetsforretningen hér er på én og samme tid så anderledes og så ikonisk napolitansk, at jeg måtte have et foto af den. Problemet er blot, som mange andre butikker, der ikke har det store, mainstream klientel, og derfor, egentlig meget ulogisk, ofte slet ikke har åbent: jeg anede ikke om jeg overhovedet kunne komme ind!

Når jeg har været i Napoli har det derfor altid været en slags sport for mig at smutte forbi – lykkes det, lykkes det ikke? – og jeg har været draget af den meget u-napolitanske stemning, der omgiver stedet – at man faktisk slet ikke er velkommen, og ofte holdes på total afstand, både af den groteske volumen af forgyldte billedrammer, frønede madonna-billeder og ubestemmelige køkkenredskaber fra en svunden tid, og af de yderst afvisende ejere. Som billedet afsflører virker stedet nærmere som en lejlighed til at sludre og komme lidt ud, end at slå en handel af og tjene penge.

jeg har af samme grund været utrolig nysgerrig på at finde ud af, hvad der egentlig gemmer sig i butikkens dyb. 9 ud af 10 gange er stedet lukket, når man går forbi – fuldstændig hermetisk bag jerndøre og låse. Men da jeg og min frejdige ven Ty engang var i Napoli for at lave en pizza-reportage(!), skete det vidunderlige: en gammel, sur mand stod og foldede dørene ud. Det gik meget langsomt, og midt i det hele gik han i stå og satte sig på en sivstol ved muren. Jeg og Ty besluttede os for at klemme os ind i kaoset.

Manden brokkede sig og skældte os ud på afstand i en slags kontemplativ samtale med sig selv, mens vi gik på opdagelse: Ty fandt længere inde i mørket et par meget fine Ducati’er, der syntes at være vokset sammen med gamle lærredsdukker, spejle og obskure møbler, mens jeg kun kom halvt ind i bunken. Belønningen lå dog ikke lang fra mine hænder: en bunke porøse menneskeknogler – jeg husker især en underkæbe, endnu intakt med de fleste tænder – indhyldet i konfetti og gamle klude, der forlængst havde tabt farven i sollyset, men endnu havde en strimmel papir foldet omkring sig med edderkoppeskrift på, der bedyrede at de, måske, måske ikke, var ægte relikvier fra en glemt helgen.

Glemte helgener findes dog ikke i Napoli, og jeg tog beskeden som et slags løsen, og bakkede ud. Men jeg vender tilbage til Piazza Girolaminu hver gang, jeg er i Napoli, blot for at sikre mig, at stedet endnu findes. I burde gøre det samme.

Jeg forelæser om Syditaliens største by på Folkeuniversitetet: Napoli – elsket, udskældt og genfødt

Sulten efter viden om Syditalien? Så glæd dig til efteråret, hvor jeg hver mandag fra den 21 oktober til 18 november tegner og fortæller om alt hvad du behøver vide for at forstå Napoli til bunds hos Folkeuniversitetet i København. I årtier har der næppe været mere fokus på byen end nu, og kender man til Napolis DNA, er man også klædt på til at forstå hele den komplekse syditalienske virkelighed, som både gør landsdelen til Europas periferi og potentiale.

Der er så meget at fortælle om byen, at jeg blev nødt til at foreslå Folkeuniversitetet en forelæsningsrække på hele 10 dobbelttimer, og min insisteren blev modtaget med kyshånd. De 5 første forelæsninger fik disse overskrifter:

  1. Napolis historie: Antik storhed og Europas dannelsesby
  2. Napolis historie: Fra international yndling til landets sorte får
  3. Den napolitanske genfødsel: Kunst, litteratur og autenticitet
  4. Napoli og la camorra – den napolitanske mafia
  5. I femminielli – Napolis tredje køn

Jeg håber at vi ses – du kan tilmelde dig og læse mere om indholdet HER, og efter nytår kommer der 5 øvrige temaer til, som jeg nok skal afsløre, når 2020-programmet ligger klart.

Hvis man kunne ringe H. C. Andersen, Bryggeren og Adam Oehlenschlæger op og spørge dem, hvad de mente om ’Neapel’, ville de straks rose byen og male et skønmaleri: af ansigterne, gyderne, af de velordnede parker, bugnende markeder og prominente strøg, men først og fremmest ville de pege som Napoli som fremskridtets by: at de aldrig før havde set en stad så veloplyst af petroleumslamper, at man kunne se ind i selv den trangeste krog, og aldrig før mødt så mange dygtige videnskabsmænd og ingeniører, der med stålvalseværker, minedrift og geologiske vidundere førte an i Sydeuropas industrielle boom.

Årtierne er gået siden da, og de har ikke været nådige overfor Napoli: verdenskrigenes bombardementer og især det frygtelige Irpinia-jordskælv i november 1980 forseglede op igennem 1900-tallet byens skæbne som et sted, der havde løsrevet sig fra resten af kontinentets udvikling, og kom til at hænge fast i camorraens og korruptionens dynd.

Det er en skyggeside, som stadig præger den gamle metropol, men som også viser Napolis evne til at tilpasse sig og være fascinerende eviggyldig. For samtidigt med at serier som Gomorra og film om byens ’babygangs’ både tiltrækker og frastøder, er der indenfor de sidste par år sket meget med Napolis image, godt hjulpet på vej af Elena Ferrantes Napoli-romaner, de globale rejsetendenser, hvor folk leder efter byer, der ikke hiver efter vejret i overturismens navn, og borgmester Luigi De Magistris, som konsekvent har investeret i lufthavn, metro og ny havnemole.

Enten elsker eller hader man Napoli. Og hører man til de første, har man nok spurgt sig selv om hvad det er, der giver Napoli sin forbløffende stimulerende atmosfære? Det spurgte jeg i hvert fald engang Simonetta om – en sjov, lokal napoletanerinde, som bor i det statelige Chiaia-kvartér nær Castel dell’Ovo  – og hun svarede mig, med ansigtet skjult bag røgen fra sine kæderygercigaretter, at Napoli har bevaret sin metropolstemning, fordi den aldrig er blevet lagt øde, som for eksempel Rom. Hverken af krige, epidemier eller hærgende horder er den blevet degraderet til landsby, og den kontinuitet giver Napoli sin både utrolig lokale og utrolig globale atmosfære.

Sådan kan man diskutere Napoli i en evighed. Jeg glæder mig til at begynde snakken sammen med jer til oktober.

Hovedfoto: Maleri af Salvatore Fergola fra 1839. Motivet forestiller indvielsen af Napolis jernbanestrækning mellem Napoli og Portici den 3 oktober samme år. Den dobbeltsporede strækning på 7,5 km var den første af sin art på italiensk jord. Wikipedia.

Min nye udgave af Turen Går Til Sicilien er lige landet hos din boghandler

Så er jeg på banen igen med en nyudgivelse: denne gang drejer det sig om Turen Går Til Sicilien, som jeg overtog som titel i 2014. Det omfattede en total omskrivning, for jeg ville lave en helt ny bog, der rakte hinsides ruinerne, iskioskerne og de turistområder langs kysten, som for nogens vedkommende er det eneste, man når at se, når målet er en badeferie med solskinsgaranti til Middelhavets største ø.

Hvad hvis man kunne trænge ind gennem de ældgamle skove af kork-ege i Nebrodi-bjergene, og få sig en tiltrængt pause fra heden? Forstå Siciliens tusindårige historie ved at følge normannertårnene på nordkysten? Eller opdage anderledes steder som alpebyen Castelbuono i Madonie-reservatet, integrationseksperimentet i Mazara del Vallo, og landingspladsen for Italiens bedste rejer i Sciacca?

Da jeg i foråret 2018 tog på research-tur for at skrive denne udgave af Turen Går Til Sicilien, ville jeg sporenstregs ind til øens centrum: jeg havde været der flere år forinden på for at skrive en artikel om antikke kornsorter for weekendavisen, for Siciliens kerne rummer bølgende marker med durumhvede så langt øjet rækker, men var stadig fuld af uudforskede huller for mig.

Siciliens indre er også det mest ukendte sted på øen – selv for sicilianerne. Her kommer man mestendels hvis man er født her, vejret er smeltende varmt om sommeren, og baglandet er propfyldt med både vidundere og traumer, der bunder i menneskets kamp for overlevelse i den evigt foranderlige virkelighed, som opretholder Siciliens evindelige status quo.

Jeg opsøgte ruinerne af Castello di Pietratagliata udenfor landsbyen Aidone med sin baune, der har lyst her i tusind år og båret beskeder igennem Siciliens centrum med samme fart, som man kunne nå at tænde et bål; jeg gik gennem montrene i svovlminemuseet Trabia Tallarita i Riesi, hvor børnene af områdets sidste minearbejdere viste mig rundt og fortalte om faren for stenlunger og sammenstyrtede gange. Og jeg besøgte Alessandro på hans bondegård Il Mandorleto syd for Enna, hvor man kan ride på pensionerede travheste imellem gårdens plantager af økologiske fersken-og mandeltræer…

… Foruden endelig at få sat ansigt og fornemmelse på den forbløffende sprudlende by Caltanissetta, der ligger lige præcis i midten af Sicilien, og hvis provinsliv er indbegrebet af siciliansk laidback.

Kort sagt: jeg har gjort al forarbejdet for dig. SE AT KOMME AFSTED!

Foto credit: Politikens Forlag

Claudia Durastanis bog La Straniera er blandt de 5 finalister til Italiens mest prestigefyldte romanpris La Strega

De 5 finalister til årets Strega-pris, som uddeles den 4 juli, er blevet bekendtgjort, hvoraf 3 er fra Syditalien. Favoritten til prisen er M – il figlio del secolo af Antonio Scurati fra Napoli, som jeg allerede har skrevet om HER,  mens de 2 øvrige i feltet af syditalienere er Claudia Durastanti med La Straniera (Den fremmede), og Nadia Terranova med Addio, fantasmi (Farvel, genfærd).

Jeg har før lovet på min blog at jeg ville fortælle om de syditalienske finalister frem til afsløringen af vinderen den 4 juli i Villa Giulia, Rom, og i dag fokuserer jeg på Claudia Durastanti, hvis unikke baggrund og position som expat-italiener har givet hende et helt specielt udgangspunkt for at skrive om sit hjemland.

Claudia Durastanti er født i 1984 i Brooklyn, New York, som datter af immigrant-forældre og bedsteforældre fra Basilicata-regionen. Som 6-årig vender hun tilbage til Syditalien og forældrenes hjemby, og kontrasten mellem den amerikanske metropol og det tyste, storladne og magiske Basilicata gør så stort et indtryk på hende, at hun senere i livet beslutter sig for at bruge sin families historie som baggrund for en roman om det at vende hjem, at have flere fædrelande og være opfostret af døve forældre.

Resultatet blev La Straniera, som udkom i april 2019 og beskæftiger sig med hvordan livet ser ud, når éns udgangspunkt er markant anderledes end ens jævnaldrende. Værket er en blanding af essayistik, memoir, selvbiografi og roman, og Claudias hovedperson er hendes døve mor, som i 70’erne rejser rundt i verden og må balancere mellem flere virkeligheder.

Durastanti fortæller levende om sine egne minder fra det basilicanske bondeland, hvor hun som barn og teenager lærer at træde de traditionelle danse og optræder for de lokale som en næsten mytisk figur med sin italo-amerikanske baggrund.

Jeg har nedenfor fundet et video-interview med Claudia Durastanti, hvor den 35-årige forfatter fortæller om hovedtemaerne i sin bog overfor en journalist fra avisen La Stampa. Her kommer nogle af hendes vigtigste nedslag fra interviewet:

Døvhed:

”Døvheden står helt centralt i La Straniera, fordi jeg ville beskrive mine forældres liv udfra deres handicap og diskutere, hvad et handikap egentlig er. At være barn af døve forældre betyder at man opdrages til at tro, at de aldrig ændrer sig, for selvom de bliver gamle vedbliver de med at have den samme begrænsning.

Men det er også en slags privilegie at være vokset op med døve forældre: jeg har oplevet hvordan de har håndteret deres eget handicap med en utrolig ubevidsthed og frihed, og jeg har prøvet at bruge det princip i min undersøgelse af diversitet. Fordi begrænsninger er noget, der vedrører os alle, prøver jeg at vende tingene på hovedet og kigger på hvordan en handicappet forholder sig til tiden. For tiden er noget, der i sidste ende vedkommende os alle.”

Fremmed:

”Hvad vil det sige at være fremmed? Nogle gange tror vi at følelsen af fremmedgjorthed knytter sig til det faktum, at man ingen rødder har. Men hvad hvis det forholder sig modsat? Hvad hvis det i stedet handler om at have et overskud af rødder? Vores liv bliver stadigt mere mobile, vi bevæger os mere og mere, og det gør at vi skaber flere udgangspunkter rundt omkring i verden.

 Det kan godt gøre det svært at være fremmed, men på den anden side rummer det en stor skønhed, fordi overskuddet af rødder og relationer giver os muligheden for at vælge og tænke: hvad elsker jeg mest af alt? Så det handler om virkelig at forholde sig til stederne, hvilket er en central del af min bog. I stedet for at se den fremmed som én uden fædreland, vil jeg hellere tænke på at vedkommende har flere fædrelande på én gang, og frit kan vælge hvor han eller hun ønsker at opholde sig. Det er et privilegie, men også et ansvar.”

Basilicata:

”Jeg vendte tilbage til en lille landsby i starten af 90’erne, og det var som om vi var landet med et rumskib. Sammen med min mor og min bror begyndte vi at gå på opdagelse, næsten som en slags instruktører, der skulle undersøge det fantastiske og det eventyrlige og holde det op mod den modernitet, som vi havde med os fra Amerika. Det ville være let at tro at vi ankom til et sted, som kun repræsenterede fortiden, det arkaiske og Carlo Levis smertefulde kærlighed til området, men i stedet opdagede jeg at magien, som er en stor del af hverdagen i Basilicata.

Magi er en stærk kraft, som ikke underlægger sig historien, men eksisterer og udvikler sig, både i det gamle og i det nye. Jeg voksede op i den slags anarkistiske og magiske rum, der dog også havde noget visionært i sig. Paradoksalt nok tror jeg at vi (de bosiddende i Basilicata, red.), på trods af materialisme og det høje tempo, som efterhånden homogeniserer de steder, vi bor, også har mange lommer fulde af kreative eksperimenter, fordi det at leve og overleve i visse områder kræver visioner. Der er derfor også modernitet i et sådant territorie, og jeg har ikke lyst til at repræsentere det smertefulde Syden, som uden tvivl er en realitet, men også bebos af mennesker, som modstår den.”  

 Foto: Claudia Durastanti, Wikipedia.