Campi Flegrei stinker af svovl og dufter af Dante

Et besøg ved supervulkanen Campi Flegrei vest for Napoli er ikke kun overvældende for lugtesansen. Det boblende og sydende månelandskab gør også indtryk, fordi det var her, antikkens mennesker fandt nedgangen til Hades, og Italienske digtere som Virgil og Dante blev inspirerede til nogle af verdenslitteraturens største fortællinger.

De lå udstrakte på bårer derinde i hulerne, de værkbrudne patienter. Nøgne på ryggen og med halvskoldet hud, mens svovldampene fra jordens indre fortættede sig i grotteloftet og dryppede ned på deres kroppe. Dråber varme nok til at smerte i huden, men lige præcis kølige nok til at mændene og kvinderne kunne holde behandlingen ud, og blive liggende. For svovlen gjorde i sidste ende godt: den åbnede stenlunger, helbredte hudlidelser og smøg sig på forunderlig vis om led og knogler, så gigten kunne holdes i skak, og lemmer atter bøjes.

På litterær pilgrimsfærd til et paradoks

Campi Flegrei. De Brændende Marker, Antikkens indgang til Hades og Europas farligste supervulkan, har igennem årtusinder udgjort et paradoks: på den ene side vil området her 12 kilometer vest for Napoli kunne gylpe nok magma ud af sine åbninger til at formørke hele kontinentet. Et sådant udbrud skete for 39.000 år siden, da en enorm askesky fra Campi Flegrei dækkede det meste af himlen over Europa, og højst sandsynligt resulterede i neandertalerens uddøen. På den anden side har Campi Flegrei i århundreder fungeret som et open air wellness center, hvor man byggede saunaer i mursten ovenpå skoldhede svovldampe, så syge kunne indånde og absorbere de helbredende mineraler fra jordens indre.  Sidst men ikke mindst har Campi Flegrei løst topografiske problematikker for både druider, præster og digtere, for de mange rygende sprækker og boblende svovlpøle, der især præger Campi Flegreis mest aktive krater La Solfatara, er nemlig blevet fortolket som nedgangen til adskillige dødsriger. Først hos grækerne og romerne, der mente at Campi Flegrei var en af åbningerne ind til selve Hades, senere hos Dante, som ifølge flere forskere brugte Campi Flegreis landskab som inspiration til beskrivelsen af Helvede i Den Guddommelige Komedie.

Som skribent og Dante-fan er det derfor en stærk oplevelse at stå midt i det rygende Solfatara-krater, der i dag kan besøges ad smalle stier, og hvis blege måneoverflade og æggede stank gør stort indtryk. Kraterets skålform kaster områdets få lyde rundt i caldera’en, og forkrøblede buske omkranser kraterkanten, så man ikke ænser de moderne bebyggelser lige udenfor, men i stedet dvæler i den lille boble af tidløs mystik og overjordisk atmosfære.

Gassede fisk skyller i land

Campi Flegreis består af en kæmpe, indsunken kraterbund, et såkaldt caldera, som stammer fra et enormt, forhistorisk udbrud, der sprængte vulkankeglen af og blotlagte en overflade fuld af kratere, sprækker og svovlpøle. Midt i det hele ligger i dag havnebyen Pozzuoli, hvis befolkning ofte må døje med dramatiske forskydninger i asfalten. og af og til kan betragte gassede fisk skylle i land, når en afgrund ind til jordens indre åbner sig ude i bugten. Det sker også jævnligt for badegæsterne i Averno-søen blot en kilometer herfra. Dens vandspejl gemmer både på lig fra den napolitanske mafia, skrot og lejlighedsvise fumarol’er, der damper alt liv væk i ferskvandet, når underjordisk magma får søbunden til at slå revner. Men det var også på søens overflade, inde i det tæt omsluttede vulkankrater, der dengang som nu var indrammet af høje skrænter og tæt bevoksning, at grækerne og romerne lagde Karons færgerute. Den ældre, gråskæggede herre, der sejlede mellem de levendes og de dødes verden og sørgede for, at sjælene kom over helvedesfloden Acheron, som var forbundet med Averno-søens gule vandspejl.

På nedenstående illustration, hvor stederne fra den romerske digter Virgils Æneiden er plottet ind, ser man netop Averno-søen oppe til venstre, og lidt til højre for den, Stygia Palux – de stygiske sumpe – som igen er forbundet med et stort, underjordisk ocean. Æneas drog nemlig i værkets 6 sang ned til søen for at besøge sin afdøde fader i Hades.

Fra Wikipedia
Fra Wikipedia

Det er ingen tvivl om, at Dante kendte til Campi Flegrei, og højst sandsynligt selv har taget dets sceneri, der dengang henlå som et mennesketomt, stinkende månelandskab, i øjesyn. Dante var velbevandret i sine klassikere og et produkt af en tid, hvor Antikkens idealer om frihed og kunst var i fuld gang med at genetablere sig i Europa, og det må derfor have været et oplagt valg for ham at finde inspiration i sine antikke idolers topografi. Og det er da også Virgil selv, der tidligt i Den Guddommelige Komedie møder Dante, ”da han forvildet fra den sti, han ellers burde følge”, fortaber sig i en stor skov. Virgil dukker heldigvis frem fra buskadset og giver sig til kende, for derefter at føre Dante sikkert igennem helvedets og skærsildens uforglemmelige torturscener.

Den Guddommelige Komedie er ikke en komedie

Kender man hverken rammer for eller indholdet af Den guddommelige Komedie, kan det umiddelbart lyde som om, at det gigantiske værk, der udgør den første jeg-roman i verdenshistorien og med sine nøje detaljerede beskrivelser af de 3 dødsriger kommer til at ligge til grund for menneskets religiøse billedverden i renæssancen, er en, ja, komedie. Hvis ikke direkte humoristisk, så i hvert fald fuld af høvisk middelalder og romantisk lyrik. Men selvom Dante igennem værket længes efter sin ungdomskærlighed Beatrice og til sidst møder hende i paradis, er den Guddommelige Komedie langtfra noget, de skal grines af. Bogen er dødelig alvor og undfanget i et giftligt, politisk miljø i kølvandet på de mange stridigheder mellem pavestaten og de verdslige magthavere i 1300-tallets kulturelle centrum, Firenze.

På trods af en strålende karriere i det italienske high society-liv endte Dante nemlig sine dage i exil. Han havde støttet den forkerte fraktion under stridighederne og blev udvist fra sin fødeby med en senere dødsdom hængende over hovedet, i fald han nogensinde vendte tilbage til Firenze. Dante Alighieri skrev derfor på Komedien rundt omkring i de italienske byer, der tog imod ham, og hvor den knuste mand i lange perioder følte sig som en levende død. Men med pennen mod papiret fik han sig en genrejsning, der ikke kun har gjort ham verdensberømt, men også for altid har forbundet ham med landskabet omkring Campi Flegrei og de antikke digtere, der brugte det barske vulkanområde i deres mytologi.

 

Især Komediens Helvede bliver nemlig stedet, hvor Dante straffer de korrupte og fordærvede italienere, som med deres griskhed og vold havde forgiftet Firenzes åndsliv. Han er ikke sen til at nævne mange af dem ved navn på sin rejse igennem underverdenen, og Dante frydes åbenlyst ved at opleve sine værste fjenders lidelser i Helvedets floddelta: Først når han Acherons bredder sammen med Virgil, hvor han ved indgangen til dødsriget ser Karon brutalt vælte fordømte sjæle ned i sin båd. Senere krydser Dante floden Styx ved at sidde i kronen på flodens vogter, den gigantiske dæmon Phlegyas, som vader igennem det sorte klister fuld af kogende syndere. Den opmærksomme læser kan her ikke undgå at bemærke et sammenfald mellem navnene: Flegrei kommer af det græske ord flégo, som betyder ’brændende’ eller glødende’, mens Phlegeton i øvrigt var navnet på en af de 5 helvedesfloder i græsk mytologi.

 

Med Komediens brug af Campi Flegreis udseende og scenerier og med den antikke mytologi som topografisk løftestang er Dantes første sange i Helvede for mig et gribende eksempel på, hvordan et virkeligt landskab kan komme digtere og forfattere til undsætning i poesien. Især, når alle andre ting fejler, og kunsten må vende tilbage til naturens egne tableauer, for at få styrke nok til at give igen.