Castellammare del Golfo – Siciliens uimodståelige tidslomme

Jeg tænker altid på Castellammare del Golfo som en forunderlig luftspejling: en by, der kun eksisterer, når man ser på den, og ellers fordamper, så snart man vender ryggen til. Hvordan skulle man ellers kunne forklare det faktum, at denne, en af Siciliens mest spændende og vitale byer, er så godt som ukendt udenfor Sicilien?

Jeg var selv dybt forundret, da jeg ankom for første gang. ”Hvorfor har jeg dog aldrig været her”, tog jeg konstant mig selv i at spørge. For Castellammare del Golfo er faktisk ikke sådan lige til at overse: her bor cirka 15.000 mennesker, hvilket faktisk er en del, sammenlignet med øens øvrige bysamfund, og den har givet navn til hele den bugt, som vest for Palermo også indeholder nationalparker, historiske steder og verdensberømte strande.

Castellammare del Golfo udmærker sig specielt med sin utrolige beliggenhed langs kysten, med ældgamle, kalkede huse, der nærmest vælter nedad bjergsiderne mod vandet, og med det elfenbensfarvede normannerslot, der som et kulturelt vartegn tårner sig op på havnens centrale pynt. Men faktisk går byens historie helt tilbage til antikken, da kysten her var udskibningssted for den græske by Segesta, hvis verdensberømte tempel endnu troner i Castellammares bagland.

Så kom romerne og siden araberne, der begyndte at opbygge selve Castellammare, mens normannerne gjorde det slot på pynten færdigt, som araberne allerede havde påbegyndt. I Castellammares kældre finder man endnu tusindårige, gamle kornlagre fra arabernes tid her i 600-800-tallet, men faktisk er Castellamare del Golfo mest berømt for sine mange notoriske mafiabosser, der tog herfra i starten af 1900-tallet for at søge lykken i USA.

Klinger navnene John Salvatore Maranzano, Tartamella og Joseph Bonanno bekendte? Så er det nok fordi de har optrådt i amerikanske gangsterfilm, og alle kom de fra Castellammare del Golfo.

Det er højst sandsynligt derfor, at byen har kunnet eksistere i ubemærkethed: i den sicilianske bevidsthed er Castellammare nemlig forbundet med mafia, og i årtier var den idylliske havneby et af de sidste steder, som italienere havde lyst til at sætte deres fødder. Det er lidt, som om byen med vilje har lagt et røgslør ud, så man har kunnet beholde sit tilbagelænede liv og undgå verdens stress og jag.

Det har også beskyttet Castellammare for spekulationer i grimt hotelbyggeri, og da befolkningen vinkede farvel til de store bosser, som hoppede på skibene mod New York, besejlede det byens skæbne: Castellammare slap af med sine værste bøller, og i dag er byen en forbløffende rolig oase, der især præges af de lokales hjælpsomhed og tydelige stolthed over deres dejlige hjemby.

Det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg har besøgt Castellammare, og elsker man Sicilien er byen et absolut must: her kommer mine egne forslag til hvad en førstegangsbesøgende ikke må gå glip af:

En god middag på strøget:

Corso Garibaldi løber igennem byen som en livlig stribe, og gadens statelige byhuse er netop blevet renoverede, hvilket gør strøget til indbegrebet af siciliansk idyl: det er hyggeligt at slentre rundt her og betragte altanerne i kunstfærdigt bøjet jern, og overalt har folk hevet borde og stole ud på de gamle brosten for at nyde lidt mad. Castellammare har et utrolig lækkert køkken, der baserer sig på fisk, skaldyr og couscous – den eksotiske spise, der kommer fra Nordafrika, og som man har taget til sig her og krydrer med persille, pinjekerner, rosiner og god olivenolie. Langs Corso’en ligger der adskillige gode spisesteder – jeg vil vove den påstand, at ligegyldigt, hvor man går ind, vil man få en stor oplevelse, for de få turister, der kommer hertil, tages imod med kyshånd, og får kun serveret det bedste. Andre lokale retter er spaghetti med sardiner – spaghetti con le sarde, og sarde a beccafico, som er ruller af sardiner fyldte med krydderier.  Siciliansk gademad er også populært her, og serveres tilmed på de finere restauranter.

1024px-Sarde_a_beccafico_franzconde

Udsigten fra normannerborgen

Selve navnet Castellamare betyder ’slottet ved havet’, og det tusindårige kompleks, som troner på pynten, er absolut et besøg værd. Slottet indeholder byens egen bymuseum og er fuld af arkæologiske fund og historier om områdets erhverv og levevis, men i sig selv er slottet et smukt, arkitektoniske vidnesbyrd om, hvordan normannerne integrerede den arabiske stil i deres egen æstetik. Oppe fra borgmuren er der en utrolig udsigt udover bugten.

Slentretur langs havnen

Castellamare del Golfo er ældgammel – det får man en fornemmelse af, når man slentrer langs havnefronten. På byens østside mødes man af høje fæstningsmure, der løber langs vandet, mens man på vestsiden bliver en del af det livlige havnemiljø, hvor både lystbåde og fiskekuttere ligger side og side. Her på molen kan man af og til købe lidt fisk, og om aftenen ændrer stedet karaktér: så går de lokale tur arm i arm i deres bedste tøj, og beværtninger sælger snacks, øl og cocktails. Hele sceneriet er indrammet af de gamle bymure, og slottet knejser på sin pynt.

En smuttur ind i baglandet

Har man god tid til rådighed er det oplagt at udforske Castallammares bagland, hvor blandt andet det verdensberømte, græske tempel Segesta troner på en bakketop. Templet udmærker sig ved sin utrolige intakthed og det faktum, at her er ganske lidt turisthalløj. Og skønt det er imponerende at komme helt tæt på templets tykke søjler er det smukkeste syn næsten på lang afstand, når templet dukker frem bag bjergene og går i ét med det øde, omkringliggende landskab. Er man mere til kyst er strandene ved Scopello og San Vito lo Capo berømte for deres klare vand.

Illustrationer: hovedfotoet er lånt fra sitet On Sicily, og sardinerne fra Wikipedia.