Category Archives: ABRUZZO

Il Cammino dei briganti – prøv den historiske vandrerute i Abruzzos bjerge der følger partisanernes stier fra krigen under Italiens samling

I kølvandet på de spanske cammino’ers succes er der kommet nyt fokus på camminoerne i hele Europa – herhjemme i Danmark fik vi for et par år siden Cammøn’oen på Møn, og i Italien findes der også ældgamle pilgrimsruter, som løber på kryds og tværs af landet, og som er blevet genopdaget grundet et voksende antal turisters kærlighed til at vandre.

Nu har en gruppe ildsjæle grundlagt Il Cammino dei Briganti i bjergene syd for Lazio, hvor Abruzzo-regionen med sine svimlende bjerge tager over og fører den vandrende ind i Syditalien.

De enorme og ensomme bjerge i henholdsvis Majella- og Marsicano-bjergene har i årtier har været det perfekte gemmested for folk, der ikke vil findes. Således også de lovløse ‘briganti’, som i kølvandet på Italiens samling i 1861 kæmpede mod hæren fra Savoy-fyrstedømmet. De ville hellere tilhøre den spanske borboner-familie, der i århundreder havde siddet på Syditalien og kongetronen i Napoli, end blive en del af det nye Italien. Flere af partisanerne blev nedslagtet og landsbyer lagt øde i den regulære borgerkrig, som samlingen flere steder resulterede i, i de syditalienske regioner.

Andre nåede at slippe væk og gemme sig i bjergene. De færdedes i et netværk af æsel- og hyrdestier i det barske landskab, som nu er blevet genfundet og ryddet, så man kan følge i oprørernes fodspor. En af initiativ-tagerne til Il Cammino dei Briganti er Luca Gianotti, der egentlig kommer fra Modena i Centralitalien, men som ud af sin passion for at vandre i naturen har forelsket sig i Abruzzos majestætiske bjerge.

I dette program fra La Rai fortælles hele historien om Il Cammino dei Briganti. Det anbefales at man går turene i foråret og efteråret, skønt de fleste også kommer og vandrer om sommeren.

Han begyndte sammen med en gruppe venner at kortlægge stierne og rydde dem, og efter nogle år kunne han give stederne navne og kæde dem sammen med små hoteller og gæstgiverier, der i de små landsbyer, som man passerer igennem på turen, gerne ville være en del af genopdagelsen og værdisættelsen af de gamle, historiske stier.

Ialt løber der cirka 100km vandrestier på kryds og tværs af bjergene sydover fra Lazio og ned gennem Abruzzos nordvestlige hjørne med retning mod Tagliacozzo og det mægtige Monte Velino-bjerg. Briganti-ruten starter og slutter i landsbyen Sante Marie og går ad stier, der har forskellige sværhedsgrader, men for de meste vandrer man i et terræn i 1000 meters højde af overkommelige stigninger, og med stoppesteder undervejs, hvor man kan læse om ruterne og de mange historiske steder undervejs. Feks. de gamle egetræer, som flere steder flankerer stierne, og hvor vi lovløse gemte sig. Derudover kan man besøge Il Museo del brigantaggio, hvor historien om datidens modstandsbevægelse fortælles, og opleve hyrdernes hverdag, når man på vandreturen møder grupper af kvæg, som spiser urter og buskads i højden. Turen tager cirka 7 dage, med overnatninger undervejs.

Michelina de Cesare var en af de berømte brigantesse, som plyndrede og chikanerede overmagten med sin private bande. Hun blev skudt af de norditalienske soldater i 30 august 1868, og hendes lig efterfølgende afklædt og skændet. Michelina er en af de partisaner, der mindes på ruten. Fra Wikipedia.

De syditalienske partisaner var især aktive i årene mellem 1860-1970, hvorefter oprørerne ebbede ud, og mange blev henrettede for at sætte sig op mod den nye overmagt. Særligt berømte var Robin Hood-figurer som Michelina de Cesare, Francesco Guerra og Carmine Rocco.

Du kan læse mere om Il Cammino dei Briganti, se ruterne og læse om hvor man kan sove og spise på vejen på www.camminobriganti.wordpress.com

Se også gruppens meget aktive Facebook-side, hvor der postes fotos og videoer fra højdepunkterne på ruten: https://www.facebook.com/CamminoBriganti/

Hovedfoto: Marsicano-bjergmassivet i Abruzzo prydes med alpeblomster om foråret. Wikipedia.

Molise eksisterer!

… Stik imod hvad mange andre tror! For jeg har selv rejst i den bjergrige og stolte region, besøgt middelalderbyen Agnone, boet rigtig godt på Masseria Santa Lucia, og set hvordan man støber bronzeklokker her i en af verdens ældste familievirksomheder.

For nogle ugers tid siden skrev jeg her på min blog om, at den lille, syditalienske region, der ligger klemt inde mellem Abruzzo, Campania, Lazio og Puglia, er ukendt for de fleste. Også for italienere og syditalienere selv. Ligesom Belgien er blevet udråbt til at være et tomt hul på det europæiske kontinent,  som man ikke rigtig ved noget om i Europa, er Molise blevet en slags joke i Støvlelandet, der blandt unge tunger mest er kendt for at rumme Italiens smalleste gyde på 30 centimeter i havnebyen Tremoli – en uvurderlig viden, der blandt andet er at finde i den italienske udgave af matador, Monopoly.

I denne artikel vil jeg gerne råde bod på fordomme om Molise, og lægge sarkasmen på hylden. For helt ærligt, så finder man netop i Molise meget af den oprindelighed, der er gået tab i de allermest turisttunge byer i nord, centrum og endog syd. Og hvem griner så sidst, og bedst?

Krigerfolket der gav romerne tørt på

Regionen Molise er delt ind i provinserne Isernia og Campobasso og er arkæologisk berømt for at rumme ruiner fra det stolte Samnitterfolk, der som nogen af de sidste evnede at modstå romernes invasion i Syditalien. I gamle dage hed området derfor Samnium, eller Sannio på italiensk, og de rigeste områder med ruiner fra samnitterne findes udenfor Agnone – en stemningsfuld middelalderby der ligger i Molises bagland og hænger på en hylde i udkanten af Appenninerne.

Molises Pompei

Samnitterne kan dateres tilbage til de første stammer her, og de opbyggede en forfinet krigerkultur, der faktisk evnede at slå romerne tilbage flere gange, inden herrefolket blev så stærkt, at samnitterne i sidste ende ikke kunne holde stand. Resultatet ser man i ruinbyen Saepinium, der ligger mellem klippestumper og øde sletter udenfor Agnone og står forbløffende velbevaret tilbage.

Der er mange specielle ting med Saepinium: først og fremmest har mennesker ad flere perioder boet her, hvilket gør ruinbyen sært levende og stemningsfuld: Således er stedets amfiteater vokset sammen med middelalderhuse, hvis beboere i bogstavelig forstand har boet på teatrets trapper, og af og til tripper der får og geder her, når de lokale hyrder leder deres flokke igennem ruinerne.

Den arkæologiske park omkring Saepinium er tilgængelig døgnet rundt – og der er gratis adgang. Wikipedia.

Det var i 293, at romerne kom od ryddede det Saepinium med jorden, som samnitterne havde bygget, men de konstruerede derefter denne by med samme navn, og den er virkelig velbevaret, med tydelige mure og buegange fra datidens slagterhaller, butikker og smukke villaer. Selve indgangsporten til byen er stadig intakt og forestiller 2 germanske krigsfanger, der prøver at bryde deres lænker i granit.

Der er heller ikke billethalløj og souvenirbutikker her. Man ankommer ganske enkelt til stedet åbnet døgnet rundt, og helt gratis at besøge. Kan det blive meget bedre?

Lange bånd af græsgange

I Molise minder kulturen mig om Sardiniens, for også her er der masser af hyrder, natur og kvæg, og på tværs af bakkedragene ser man stadig lyse bånd af stier, der går på tværs af markskellene og udgør græsningsstier, de såkaldte tratturi, som hyrderne leder deres dyr ad. Hist og her har man bevaret disse tratturi, og man kan følge dem som turist – visse steder endda til hest.

Agnone, Mamma Emma og den tusindårige bronze

De lokale i Molise ved godt, at de ofte overses som region af det mægtige Abruzzo, som deler bjergkæde med Miolise. Der bor blot lidt over 300.000 mennesker i regionen, hvilket gør den til den mindst befolkede i Syditalien, og skønt Molise altid har haft en selvbevidsthed grundet bla. samnitterne og den meget handel der foregik her under den travle hyrdetrafik med dyr, blev Molise først konstrueret som selvstændig region i 1963. Inden da hørte Molise under Abruzzo.

Agnone ligger i Molises bagland på en hylde i Appenninerbjergene. Wikipedia.

Da jeg sidste gang var i Molise boede jeg enkelt og smukt hos mamma Emma på bondegården Santa Lucia udenfor Agnone. Hun var en dygtig kok, og forkælede mig med hjemmelavet is, lokalt charcuteri, mælk og ost fra bjergene her, og med solmodne grøntsager fra haven.  Her spiser og sover man virkelig godt. Hendes lille agriturismo var et perfekt udgangspunkt for eventyr i bjergene, men hun syntes det var svært at fange turisternes opmærksomhed. Mamma Emma havde masser af ideer til vandreture i bjergene, og hun var den perfekte ’Mamma’ og kom selvfølgelig med i min guide Turen Går Til Syditalien. Jeg brugte i flere dage hendes lille gård som udgangspunkt for ture til blandt andet Agnone:

Agnone kan helt klart anbefales: en lille, hyggelig middelalderby med statelige paladser fra de rige købmænd, som tjente godt på handelen med dyr, skind og ost mellem regionerne i nord og syd. Især var det virkelig interessant at kigge ind på bronzestøberiet Fonderia Marinelli, der siden 1300tallet har tilhørt den samme familie, og laver nogle af Italiens mest kostbare bronzeklokker. De har noget nær monopol på at støbe bronzeklokker til Italiens mest fornemme kirker – blandt andet Peterskirken – og du kan komme med indenfor og gå på opdagelse og opleve, hvordan man støber i sand efter ældgamle metoder.

I forbindelse med støberiet findes et museum med alskens bronzeklokker. Wikipedia.

 

 

 

 

Klokken i det skæve tårn i Pisa er støbt hos Marinelli i Agnone. Wikipedia.

Mamma Emma har desuden et par hyggelige lejligheder i centrum af Agnone kaldet Borgo San Pietro, som hun leger ud sammen med sin datter. Læs mere her – og bliv inspireret: https://santaluciaagnone.com/en

Bliv yderligere inspireret af denne fine, lille film på Youtube, som jeg har fundet om regionen:

 

Hovedfoto: Isernia er sammen med Campobasso de største byer i Molise, og indeholder især museer og monumenter fra regionens lange historie helt tilbage til antikken. Wikipedia.

 

Ruten for hele Giro d’Italia 2019 er netop blevet offentliggjort og cyklisterne kommer igennem Abruzzo og Puglia

Det var med stor spænding for mange millioner cykel-entusiaster, at hele ruten for den 102 omgang af det legendariske cykelløb Giro d’Italia blev afsløret idag. Jeg var nemlig nysgerrig efter at finde ud af, hvor stor en plads de syditalienske regioner ville indtage til næste år.

I 2018 kørte jeg rundt i Siciliens bagland netop i de dage, hvor Giro’en kom til Caltanissetta – Siciliens største by i centrum af øen – og måtte flere gange lægge gps-ruten i bilen om, så jeg kunne komme videre til Catania, og ikke blive fanget i det glade mylder.

Sicilien havde hele 3 etaper i år, men hvordan ville fordelingen mellem nord, centrum og syd mon se ud i 2019? SVAR: helt klart til fordel for de nordligste og centrale regioner. Jeg er faktisk forbløffet over, at hverken Sardinien eller Sicilien besøges til næste år, og at ruterne kun lige strejfer regionerne Abruzzo og Puglia uden at komme ‘rigtig til bunds’ i den italienske støvle.

Nå, men man kan jo ikke vinde hver gang.

Ligesom med Tour de France i Frankrig har det historiske etape-løb en stor plads i mange syditalieneres hjerter. Det har jeg fået bekræftet flere gange, når jeg har befundet mig i landsdelen i maj under cykel-løbets afvikling:

hele familier, bedsteforældre, små børn og jublende teenagere bruger dagevis på at pynte de gader i deres lokalområde, som lægger asfalt til Giro’en, og at få besøg af feltet regnes som et absolut højdepunkt, og en stor ære for en by.

Da jeg i 2017 var på Sardinien ramte jeg også lukt ind i cykelløbet – jeg rejser mest om foråret, når jeg opdaterer mine bøger – og det var rørende at se hvordan alle var ude og pynte deres huse, rundkørsler og vejkryds med oppustelige, lyserøde cykler og guirlander.

I de syditalienske regioner har det en uvurderlig værdi at få Giro’en forbi, både på symbolsk og økonomisk plan: man føler, at man for et kort øjeblik bliver centrum i den nationale bevidsthed, og myndigheder, turistkontorer og virksomheder ligger vandret for at udnytte opmærksomheden.

Men den kan også give bagslag: Da Giro’en i 2017 kørte igennem Sardiniens Barbagia-region, mente mange sardere efterfølgende at det nationale RAI-tv havde valgt at fokusere alt for meget på områdets anarkistiske fortid som bandit-land i deres udsendelse fra byer som Orgosolo, og også i Caltanissetta mærkede jeg hvordan man ikke håbede, at besøget ville udmønte sig i de sædvanlige, mørke historier om Sicilien i pressen.

Jeg glæder mig selvfølgelig til Giro’en og vil især sidde klistret til skærmen den 16 maj, når der cykles fra Cassino til San Giovanni Rotondo i Puglia, 17 maj, når der cykles fra Vastro til L’Aquila i Abruzzo, og videre den 18 maj fra Tortoreto ved den abruzzesiske kyst.

Giro dItalia 2019 starter den 11 maj i Bologna.

Hovedfoto: Giro Italia – La Gazzetta dello Sport

Sommerferie 2018: skal du prøve at bo på et albergo diffuso?

Syditaliens mange gamle, forladte huse har i det seneste årti fået et nyt, forbløffende liv takket være ‘diffuso’-begrebet, som faktisk er ærke-italiensk: det blev ‘opfundet i de tidlige 1980’ere af Giancarlo dell’Ala, men er ved lynets hast ved at sprede sig til lande som Kroatien og Schweiz.

Idéen er at man istedet for at bygge nye hoteller udnytter eksisterende kvadratmetre i den gamle boligmasse, som ellers ville være blevet revet ned, renovererer dem og bruger dem som hotelværelser. Albergo diffuso betyder et ‘spredt hotel’, for mange af de gamle stenhuse er så små, at  der slet ikke er plads til et helt hotel i de små rum, men et, måske to, lækre værelser med eget bad og toilet.

Derefter slår man de renoverede småhuse sammen under ét hotel, hvis reception og morgenmadsrestaurant også ligger et helt andet sted. Resultatet er et dynamisk lokalområde, der ellers ville have ligget øde hen, men hvor der atter er mennesker i gaderne, som går på opdagelse og køber ind i de lokale butikker. Denne måde at bo på er blevet overmåde populær og appelerer godt til den rejsende i Syditalien, som holder af at blive en del af det sted, de bor.

Måske er denne rejseform noget for dig? Den gør i hvert fald at man kommer steder, man aldrig ville have set, og giver en stemning af nærhed og tryghed, fordi man lynhurtigt kommer i kontakt med de lokale. Jeg har selv boet på to ret fantastiske alberghi diffusi, som jeg klart kan anbefale. De kommer her:

Albergo Mannois ved Sardiniens blinkende hav

Da albergo diffuso-konceptet blev født i den nordøstlige region Alto Adige, var Sardinien den første, syditalienske region til at følge trop i 1996. Begrebet har vist sig at være en bæredygtig måde at drive hotel på i øens små landsbyer, og i 2010 tog den unge Emanuele Mannois springet og åbnede Albergo Mannois i Orosei 20 km fra Nuoro. Orosei ligger få kilometer fra den blinkende bugt af samme navn, og højt oppe på et plateau er der en fejende udsigt udover hele det nordøstlige Sopramonte-massiv. Udgangspunktet for Emanueles hotel er en 200 år gammel gård, hvor man finder receptionen. resten af værelserne er spredt rundt i den gamle bydel og er i tip-top-stand. Du kan finde stedet her.

Albergo Sextantio på Abruzzos tag

Man tror det er løgn, når man kører igennem den øde, abruzzesiske højslette og pludselig ankommer til landsbyen Santo Stefano di Sessanio, der ligger på sin helt egen bjergtop i et månelandskab af sten og klipper. Men skulle tro man var med i en film, og faktisk er mange amerikanske eventyrfilm blevet optaget heromkring. Santo Stefano di Sessanio er delvist blevet genopbygget efter et voldsomt jordskælv, og forfaldet bidrager til stemningen i en mini-samfund, som rigmanden Daniele Kilgren faldt for på en rejse, og besluttede at genopbygge. Han ville ikke tillade stedet at gå til grunde og købte derfor mange af de små huse, og satte dem i stand på luksusniveau. Idag kan man opleve resultatet på egen krop ved at tjekke ind i sit eget byhus, hvor svalerederne under spærrene er blevet bibeholdt, ligesom de rå vægge og de skæve møbler. Virkelig en speciel oplevelse, som du kan se på billedet, der indleder denne artikel! Besøg stedet her.

Foto: Albergo Sextantio

 

 

 

 

TUREN GÅR SNART TIL NAPOLI – OG DISSE BØGER SKAL JEG HAVE MED HJEM:

Den 9 april tager jeg til Napoli – jeg skal nemlig opdatere Turen Går Til Napoli og Syditalien, men jeg misser aldrig muligheden for at købe bøger med hjem, der på én eller anden måde kan kaste nyt lys på det syditalien, som jeg elsker. Hvis du selv mangler lidt inspiration til bøger om Syditalien, så kig lige med her på top 3 på min aktuelle bogindkøbsliste:

L’arminuta af Donatella Di Pietrantonio

Det er Abruzzo som agerer kulisse i denne prisbelønnede roman fra 2017, som Donatella di Pietrantonio har skrevet om en kvinde, der vender hjem til sin barndoms lanlarminutadsby. ‘L’Arminuta’ er netop abruzzesisk for ‘den tilbagevendte’, og handler om moderskab, det kropslige, familiebånd og tilknytning. Jeg glæder mig til at læse den og i tankerne vende tilbage til de bjerglandsbyer, som Abruzzo er så fuld af.

 

La pelle af Curzio Malaparte

her har vi at gøre med en rigtig Napoli-klassiker, der udspiller sig i 1943 dengang de allierede ankom til byen efter flere år i fascismens greb. Vi lærer om ‘Napolis 4 dage’, da befolkningen tog sagen i egen hånd og jagede både tyskere og fascister på porten. Det er både en historie om Napoli, Italien og Europa i tiden efter 2 verdenskrig, og denne sætning fra værket siger det perfekt: “Hvad forventer i at finde i London, Paris eller Wien? I vil finde Napoli. Det er Europas skæbne at blive til Napoli.”

la pelle

Made in Naples af Angelo Forgione

– hvordan Napoli har civiliseret Europa. Hvis du kunne tænke dig et anderledes, historisk perspektiv på hvor vigtig Napoli har været for den vestlige civilisations udvikling, så bør du læse denne bog. Ifølge Forgione var det nemlig i Napoli, at man allerede i 17-og 1800tallet opfandt mange af de samfundsmæssige begreber, som vi idag tager for givet, såsom sanitet, bankkonti, cafeér, affaldssortering, lighed for loven, pengesedler, etc.

made in naples

SYDITALIENS BRUNE BJØRNE HAR SÆRLIGT MILDE GENER

”Flyt jer!” råber manden til sine venner, da bjørnen Amarena styrter forbi. Det sker nemlig af og til at en af Abruzzos store bamser dumper ind i en landsby for at finde mad, eller ganske simpelt skyder genvej på tværs af gader og mennesker. Mødet mellem befolkningen og det store dyr afstedkommer ofte frygt og undren, for bjørnen kan være livsfarlig, og alle i regionen er vokset op med stor respekt for l’orso marsicano, som racen hedder.

Den syditalienske brune bjørn, som har fundet sit sidste levested i Abruzzos vidtstrakte nationalparker, er nemlig helt sin egen, og kun i den norditalienske Alto Adige-region findes der også brunbjørne – cirka 20 styks, mens Abruzzos dramatiske bjerge huser 50 af slagsen. På trods af at regionens indbyggere bliver forskrækkede, når en bjørn løber igennem landsbyen, er der i de sidste hundrede år ikke blevet registreret hverken dødsfald eller overfald på mennesker, og forskerne mener at grunden kan findes i bjørnens gener.

https://video.repubblica.it/natura/levatevi-la-corsa-dell-orsa-amarena-in-mezzo-alla-festa-di-paese/283117/283730

Engang var Syditalien fuld af bjørne, men de blev efterhånden fortrængt og slået ihjel af mennesker, og de sidste eksemplarer gemte sig i hvad der nu er nationalparkerne Abruzzo og Majella. Men selv i disse dybe bjerge er der mennesker, og forskeren Luigi Boitani fortalte i oktober i La Repubblica, at de få dramatiske møder med voldelig udgang skyldes en genetisk mutation: ”Vi har en hypotese om at bjørnens særlige mildhed skyldes en evolution gennem de sidste årtusinder, hvor bjørnen har vænnet sig til at leve side om side med Abruzzos befolkning.”

Og abruzzeserne er med rette stolte af deres forbavsende milde bjørne, som mange anser som en majestætisk maskot, og som følges tæt af lokalpressen, især når der kommer nye unger til verden. Bjørnens føde består for 90% vedkommende af bær og rødder, mens resten kommer fra døde dyr og ådsler. Her om vinteren er bjørnen gået i hi, men til foråret vil den atter boltre sig i Abruzzos bjerge og måske komme på besøg for at plyndre hønsehuse og forrådskamre. Alle bjørnene følges tæt af skovvæsnet, som har chippet dem, og som passer på at krybskytter og jægere ikke tager livet af Syditaliens sidste kæmper.