Category Archives: ARKÆOLOGI

Syditalien vs. Det Vilde Vesten #2: syditaliensk originalitet møder californisk fake i The Getty Villa

( … og det er også den tragiske historie om barnebarnet til verdens rigeste mand, der blev bortført til en hule i Syditalien, og fik skåret øret af):

At sætte USA og Syditalien op imod hinanden afslører stærke kontraster: mens mange syditalienerne sætter en ære i originalitet – at kulturbærende ting som gastronomi, arkitektur og fund fra den italienske fortid ikke må laves om, men rettere skal fremstå skal autentiske som muligt uden modificeringer – har amerikanerne det generelt omvendt: På min rejse langs den amerikanske vestkyst denne sensommer oplevede jeg guldgraverbyer scenarier fra 50’erne langs Route 66 og cowboyfilmskulisser, der alle var rekonstruerede, men som ikke desto mindre blev formidlet, som om de vitterligt var lige så værdifulde som originalerne.

Det er fascinerende, og ét sted gik kontrasterne op i en højere enhed i noget, der kunne ligne et paradoks. For hvad sker der, når en kopi fremstår så meget mere gennemført end originalen, at man må overgive sig til bedraget, ganske enkelt på grund af dens skønhed?

Indgangspartiet til selve Getty-museet er lavet i modernistisk stil og er en smuk kontrast til den pompejanske æstetik, der præger resten af villen og haven. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

Det skete for mig da jeg besøgte den nyrenoverede Getty Villa i de frodige bakker lige nord for Los Angeles med udsigt til palmer, surfere, figenbuskadser, granatæbletræer og Stillehav. Ikke blot var vegetationen, temperaturen og duftene identisk med det klima, man kan finde langs mange af Syditaliens kyster; The Getty er også modeleret over en tilnærmet kopi af La Villa dei Papiri – den berømte, romerske pragtvilla i Herculaneum, der i år 79 blev dækket af aske under Vesuvios udbrud sammen med det nærliggende Pompei, og endnu ikke er fuldt udgravet. Villaens navn har den fået da man i selve bygningen fandt resterne af et imponerende bibliotek fuld af papyrusruller.

Derfor er villaen, som åbnede i 1974, en slags arkitektonisk drømme-hybrid, hvis færdiggørelse også trak på inspiration fra andre tilstødende luksushuse og haver i Pompei og Herculaneum: Man går igennem en enorm port ind i villaen, hvis fløje følger en atrium flankeret af søjler og statuer, og hvor der om hvert et hjørne afsløres rislende vandfald, kunstfærdigt klippede buske og blomster i dybe farver.

Getty-villaen er fantasifuldt modelleret over den endnu ikke fuldt udgravede pragtvilla i Herculaneum, La Villa dei Papiri, opkaldt efter stedets bibliotek med papyrusruller. Her mimer bygningen, der ligger lige nord for Los Angeles i Pacific Palisades, en romersk have med bassin og kolonader. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

The Getty Villa er et resultat af millionæren og olimagnaten John Paul Gettys ønske om at vise oprindelig kunst – ikke kopier – fra Antikkens glorværdige periode i Middelhavet. Amerikanerne skulle dannes indenfor originalitet og føle suset ved at stå helt tæt ved det autentiske. Og paradoksalt nok skulle det gøres i rammerne af en gigantisk efterligning, efter at hans eget, private galleri, der ligger et stenkast herfra, hurtigt blev for småt til hans voksende kunstsamling.

Og jeg må indrømme at jeg overgav mig totalt til Gettys fake-fantasi om et fortidigt Pompei: The Getty Villa kan med lidt god vilje kaldes for et californisk Louisiana, med en utrolig smuk museumsbygning, der hviler midt i en kæmpe have, hvor man kan gå på opdagelse på små stier, og opleve moderne kunst undervejs. Overfor selve villaen ligger et indgangsparti opført i moderne snit, der tjener som køligt loungeområde fra den haglende sol, og hvor man kan spise frokost og nyde et glas vin.

Jeg var heldig på flere planer: dels var The Getty Villa lige blev renoveret og fremstod splinterny. Dels havde man netop fået besøg af nogle af Pompeis vigtigste fund, som det arkæologiske museum i Napoli havde udlånt med kærlig hilsen, og dels åbenbarede villaen en fascinerende bredde af helt egne værker fra både Pompei, Herculaneum og den for mange kendte udgravning ved Boscoreale nord for Pompei, hvor en gruppe huse også blev begravet i år 79.

Selve Getty-villaens hovedbygning rummer flere etager med udstillede kunstværker fra det gamle Grækenland, Italien og Ægypten. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

I villaen kan man især beundre nogle smukke vægpaneler fulde af fresker fra Numerius Popidius Florus’ hus i Boscoreale. Og så har The Getty også en stor, fast samling af kunst og fund fra hele Syditalien dengang landsdelen var en stor, græsk koloni under navnet Magna Gracia, grupperet i afdelingen ’The Greeks in southern Italy and Sicily’.

Du kan besøge villaens hjemmeside og se flere flotte fotos fra stedet HER.

Udstillingerne rummer størrelser fra det gigantiske til det minutiøse. Her er det fra et montre fuld af kunstfærdig glaskunst fra romertiden. Alijava, Wikipedia.

Getty-familien er i øvrigt tragisk forbundet med Syditalien: Paul Gettys barnebarn, John Paul Getty III, blev kidnappet på Piazza Farnese i Rom i juli 1973. Han var 16 år gammel, og kidnapperne, som man senere fandt ud af havde forbindelser til den calabresiske mafia, N’drangheta, forlangte en løsesum på 17 millioner dollar, som John Paul Getty, dengang verdens rigeste mand nægtede at betale, angiveligt fordi han mente, at hans barnebarn havde levet et utugtigt liv, og selv havde været ude om affæren. Hvis han gav efter, ville han sikkert også få kidnappet sine øvrige 13 børnebørn, skulle han tørt have sagt.

Der gik rygter om at John Paul III forinden havde flirtet med idéen om at konstruere sin egen kidnapping for at få penge ud af sin rige bedstefar. Denne gang var det dog ramme alvor, og Paul III fik bind for øjnene, bastet og bundet og placeret i en hule et sted i Syditalien – højst sandsynligt i Basilicata eller Calabria – af sine bortførere. Som tiden gik terroriserede de deres fange ved at tvinge til ham russisk roulette, og slå en fugl ihjel, som han havde gjort til sit kæledyr i hulen.

Tiden gik uden lyd fra bedstefar. I november 1973 sendte kidnapperne en lok af John Paul IIIs hår sammen med hans øre i en konvolut til Getty-familien med ordene om, at hvis man ikke betalte, ville fangens krop blive ved med at ankomme i små bidder, med posten. Getty’erne begyndte at forhandle, og man blev enige om en løsesum på 2.2 mio dollar.

Imens det stod på var Paul den III ved at dø i sin fugtige og mørke hule. Han fik lungebetændelse og infektion i sit sår fra det afskårne øre, og hans kidnappere proppede ham så meget med brandy og penicillin, at han bagefter udviklede allergi overfor antibiotika. Endelig kom pengesagerne i orden, og familien kunne afhente den forhutlede fange den 13 december 1973 på en benzinstation udenfor Potenza i den syditalienske region Basilicata.

John Paul den III havde et trist liv: han blev bagefter narkoman og alkoholiker, og skønt han fik sig et nyt øre opereret på kraniet i 1977, genvandt han aldrig hverken sit fysiske og psykiske helbred efter bortførelsen. Han døde i 2011 af et hjerteanfald, højst sandsynligt i kølvandet på komplikationerne af en narko-overdosis i 81, der gjorde ham delvist lam resten af livet.

Hovedillustration: The Getty Villa i Pasific Palisades nord for Los Angeles stod færdig i 1974, og er blevet renoveret i 2018. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

 

 

 

 

Molise eksisterer!

… Stik imod hvad mange andre tror! For jeg har selv rejst i den bjergrige og stolte region, besøgt middelalderbyen Agnone, boet rigtig godt på Masseria Santa Lucia, og set hvordan man støber bronzeklokker her i en af verdens ældste familievirksomheder.

For nogle ugers tid siden skrev jeg her på min blog om, at den lille, syditalienske region, der ligger klemt inde mellem Abruzzo, Campania, Lazio og Puglia, er ukendt for de fleste. Også for italienere og syditalienere selv. Ligesom Belgien er blevet udråbt til at være et tomt hul på det europæiske kontinent,  som man ikke rigtig ved noget om i Europa, er Molise blevet en slags joke i Støvlelandet, der blandt unge tunger mest er kendt for at rumme Italiens smalleste gyde på 30 centimeter i havnebyen Tremoli – en uvurderlig viden, der blandt andet er at finde i den italienske udgave af matador, Monopoly.

I denne artikel vil jeg gerne råde bod på fordomme om Molise, og lægge sarkasmen på hylden. For helt ærligt, så finder man netop i Molise meget af den oprindelighed, der er gået tab i de allermest turisttunge byer i nord, centrum og endog syd. Og hvem griner så sidst, og bedst?

Krigerfolket der gav romerne tørt på

Regionen Molise er delt ind i provinserne Isernia og Campobasso og er arkæologisk berømt for at rumme ruiner fra det stolte Samnitterfolk, der som nogen af de sidste evnede at modstå romernes invasion i Syditalien. I gamle dage hed området derfor Samnium, eller Sannio på italiensk, og de rigeste områder med ruiner fra samnitterne findes udenfor Agnone – en stemningsfuld middelalderby der ligger i Molises bagland og hænger på en hylde i udkanten af Appenninerne.

Molises Pompei

Samnitterne kan dateres tilbage til de første stammer her, og de opbyggede en forfinet krigerkultur, der faktisk evnede at slå romerne tilbage flere gange, inden herrefolket blev så stærkt, at samnitterne i sidste ende ikke kunne holde stand. Resultatet ser man i ruinbyen Saepinium, der ligger mellem klippestumper og øde sletter udenfor Agnone og står forbløffende velbevaret tilbage.

Der er mange specielle ting med Saepinium: først og fremmest har mennesker ad flere perioder boet her, hvilket gør ruinbyen sært levende og stemningsfuld: Således er stedets amfiteater vokset sammen med middelalderhuse, hvis beboere i bogstavelig forstand har boet på teatrets trapper, og af og til tripper der får og geder her, når de lokale hyrder leder deres flokke igennem ruinerne.

Den arkæologiske park omkring Saepinium er tilgængelig døgnet rundt – og der er gratis adgang. Wikipedia.

Det var i 293, at romerne kom od ryddede det Saepinium med jorden, som samnitterne havde bygget, men de konstruerede derefter denne by med samme navn, og den er virkelig velbevaret, med tydelige mure og buegange fra datidens slagterhaller, butikker og smukke villaer. Selve indgangsporten til byen er stadig intakt og forestiller 2 germanske krigsfanger, der prøver at bryde deres lænker i granit.

Der er heller ikke billethalløj og souvenirbutikker her. Man ankommer ganske enkelt til stedet åbnet døgnet rundt, og helt gratis at besøge. Kan det blive meget bedre?

Lange bånd af græsgange

I Molise minder kulturen mig om Sardiniens, for også her er der masser af hyrder, natur og kvæg, og på tværs af bakkedragene ser man stadig lyse bånd af stier, der går på tværs af markskellene og udgør græsningsstier, de såkaldte tratturi, som hyrderne leder deres dyr ad. Hist og her har man bevaret disse tratturi, og man kan følge dem som turist – visse steder endda til hest.

Agnone, Mamma Emma og den tusindårige bronze

De lokale i Molise ved godt, at de ofte overses som region af det mægtige Abruzzo, som deler bjergkæde med Miolise. Der bor blot lidt over 300.000 mennesker i regionen, hvilket gør den til den mindst befolkede i Syditalien, og skønt Molise altid har haft en selvbevidsthed grundet bla. samnitterne og den meget handel der foregik her under den travle hyrdetrafik med dyr, blev Molise først konstrueret som selvstændig region i 1963. Inden da hørte Molise under Abruzzo.

Agnone ligger i Molises bagland på en hylde i Appenninerbjergene. Wikipedia.

Da jeg sidste gang var i Molise boede jeg enkelt og smukt hos mamma Emma på bondegården Santa Lucia udenfor Agnone. Hun var en dygtig kok, og forkælede mig med hjemmelavet is, lokalt charcuteri, mælk og ost fra bjergene her, og med solmodne grøntsager fra haven.  Her spiser og sover man virkelig godt. Hendes lille agriturismo var et perfekt udgangspunkt for eventyr i bjergene, men hun syntes det var svært at fange turisternes opmærksomhed. Mamma Emma havde masser af ideer til vandreture i bjergene, og hun var den perfekte ’Mamma’ og kom selvfølgelig med i min guide Turen Går Til Syditalien. Jeg brugte i flere dage hendes lille gård som udgangspunkt for ture til blandt andet Agnone:

Agnone kan helt klart anbefales: en lille, hyggelig middelalderby med statelige paladser fra de rige købmænd, som tjente godt på handelen med dyr, skind og ost mellem regionerne i nord og syd. Især var det virkelig interessant at kigge ind på bronzestøberiet Fonderia Marinelli, der siden 1300tallet har tilhørt den samme familie, og laver nogle af Italiens mest kostbare bronzeklokker. De har noget nær monopol på at støbe bronzeklokker til Italiens mest fornemme kirker – blandt andet Peterskirken – og du kan komme med indenfor og gå på opdagelse og opleve, hvordan man støber i sand efter ældgamle metoder.

I forbindelse med støberiet findes et museum med alskens bronzeklokker. Wikipedia.

 

 

 

 

Klokken i det skæve tårn i Pisa er støbt hos Marinelli i Agnone. Wikipedia.

Mamma Emma har desuden et par hyggelige lejligheder i centrum af Agnone kaldet Borgo San Pietro, som hun leger ud sammen med sin datter. Læs mere her – og bliv inspireret: https://santaluciaagnone.com/en

Bliv yderligere inspireret af denne fine, lille film på Youtube, som jeg har fundet om regionen:

 

Hovedfoto: Isernia er sammen med Campobasso de største byer i Molise, og indeholder især museer og monumenter fra regionens lange historie helt tilbage til antikken. Wikipedia.

 

En times kørsel syd for Napoli finder du det landlige og græske Campania

Syditalien bugner  af storladne landskaber og små landsbyer fulde af historie, der hver især udgør et paradis for den, der finder, hvad han eller hun søger. Her har jeg lavet en lille guide til den, der opholder sig i for eksempel Napoli, i Sorrento eller Amalfi, og gerne vil på afstand og menneskemylderet.

Til vedkommende lyder mit råd: drag sydpå i Campania-regionen og udforsk det meget specielle område Cilento, som man når efter en times kørsel enten i bil eller tog fra Napoli, og hvor man får en forståelse for, hvorfor romerne i sin tid gav Campania sit navn. Også i dag betyder la campagna ’landet’ på italiensk, hvilket kan synes forbløffende, når man mestendels forbinder regionen med de tætbefolkede og bebyggede områder omkring Napoli-bugten.

Paestum – bøfler, mejerier og templer

Tager man toget fra Napoli mod det sydlige Campania, forbløffes man over den vidtstrakte slette, der åbenbarer sig udenfor vinduet. Dette område er igennem århundreder blevet drænet og brugt til dyrehold, især den sorte bøffel med den kridhvide mælk, der laver Italiens bedste mozzarella. Byen Battipaglia ligger her og er kendt for sine lækre oste, som syditalienere kommer langvejs fra for at købe med hjem, helst så tidligt som muligt på dagen. Jo friskere, osten er, jo bedre smager den nemlig.

Længere sydpå kan man stå af på stationen Paestum, der naturligvis er opkaldt efter de templer, som ligger blot et par minutters gang fra perronen. Engang stod de enorme bygninger glemte  midt i sumpen, men de omkringliggende ruiner er fulde af spor fra den græske by Poseidonia, i hvilken templerne var det absolutte, åndelige centrum.

 

Først i 1700-tallet blev templerne genopdagede grundet Pompeis berømmelse, og udag anses de tre templer dedikeret til henholdsvis Athene og Hera for de bedst bevarede af sin art udenfor Grækenland. Der er desuden tilknyttet et fint museum, hvor man blandt andet kan se den berømte, antikke mosaik ’il tuffatore’ – en nøgen mand, der springer fra en vippe ned i et svalt bassin. Kysten langs Paestum er desuden kendt for sine mange, brede strande med blødt, gyldent sand, og for sine mejerier, hvor man kan købe mozzarella og spise pizza.

Cilento – dybe skove og middelalderbyer i miniformat

Kastagner er en stor delikatesse i Cilento nationalparken og vokser i kæmpe plantager.

Syd for Paestum bliver landskabet pludselig dramatisk. Her begynder nationalparken Cilento, hvor skarpe bjerge skyder til vejrs på grænsen til Calabria og rummer vidtstrakte lunde med korkege og skove fulde af kastanjer, der hvert år plukkes nidkært af de lokale.

Cilento er et grønt pusterum der blev reddet i 1997 da man besluttede at frede bjergene og deres natur fra at blive ryddet til fordel for betonbyggeri og boligspekulation. Resultatet er en oase fuld af små middelalderbyer. Besøg for eksempel Roccadaspide, der putter sig omkring sit imponerende slot, eller lille Cicerale højt på en bjerghylde, der er berømt i Italien for sine kikærter og sine figner.

Cilento er flere steder jungleagtig. Her ved vandfandet Capelli di Venere – Venus’ hår. Foto: Francescomassaro, Wikipedia

Agropoli – sand, vand og promenader med de lokale

Ude ved kysten er Cilento også værd at besøge. Her ligger nemlig en hemmelig ferielomme, som om sommeren besøges af lokale fra Salerno og opland, der vil mod syd og nyde havet og strandene. Byerne Agropoli og Palinuro er højt elskede for deres gamle bydel og flotte beliggenhed med skuldrene vendt mod bjergene, og selv i højsæsonen er byerne adstadig og fuld af liv på den gode måde.

Cilento er fuld af smukke men glemte middelalderbyer, der opfordrer til udforskning. Her Rosigno Vecchia.

Fotos: Wikipedia

Parco di Argimusco – en usædvanlig skulpturpark formet af vind og vejr

Hvis du ser godt efter på billedet, kan du godt se hende: En bedende Madonna i profil, med hænderne foldet foran sig i bøn, øjensynligt perfekt udhugget i hård granit. Og hun er ikke alene på højsletten: en gigantisk ørn breder sine vinger ud foran solnedgangen, dér står en pelikan, og derovre en ugle. Lige øst for Nebrodi-nationalparken, der udgør Siciliens vigtigste, grønne lunge på øens nordkyst, finder man den fascinerende Argimusco højslette, der siden tidernes morgen har været omgærdet af mystik.

Rundt omkring i det græsbeklædte månelandskab kan man nemlig finde sten og klipper, der ligner mennesker og dyr på en prik, som om nogen engang har udhugget dem med stor, kunsterisk sans. Hvilket urfolk står mon bag? Og har stenskulpturerne mon noget med stjernehimlen at gøre?

Jeg har selv vandret i det utrolige landskab og isæt tabt kæben foran Den Bedende Madonna – en enorm klippe, hvis ene side på perfekt vis ligner en kvinde med bøjet hoved og foldede hænder. Mange myter og legender knytter sig til figurerne i Argimusco, men på trods af deres usævanlige kunstfærdighed mener arkæloger, at der ikke ligger menneskehænder bag fænomenet, men rettere drejer sig om klipper, der igennem årtusinderne er blevet præget af vind og vejr og fået usædvanlige, antromoforbe former.

En af klipperne på Argimusco-sletten ligner en ørn, der folder sine vinger ud.

Nu er det ikke kun de lokale, der priser Argimuscos skønhed og særlige stemning – hele Sicilien har fået øje på den skønne plet nord for Etna, og forleden blev der i den nærliggende landsby Montalbano Elicona holdt en kongres af videnskabsmænd, som kunne bekræfte, at Argimusco lever op til alle kriterier for at blive erklæret UNESCO verdensarv.

Næste skridt bliver indstille stedet til at komme under UNESCOS hæder og beskyttelse. Og jeg kan varmt anbefale at besøge Argimusco, når man er på de kanter.

En fortryllet have er dukket op i Pompei og afslører unikke vægmalerier og en Lari-kult

Slanger, der snor sig, små fugle, der kvidrer rundt, og statelige påfugle i det saftige græs. Den både smukke og skæbnesvangre by Pompei, som blev begravet i år 79 af Vesuvs aske, er et skatkammer af skønne objekter og historier, som løbende bliver opdaget af arkæologer, og forleden offentliggjorde forskere endnu et unikt vidensbyrd om den kunst, romerne omgav sig med.

Tæt på Porta Vesuvio, der, som navnet afslører, var byens nordligste byport med front mod vulkanen, har man netop udgravet et rum, hvis vægge myldrer med planter, dyr og varme farver. Stedet har straks fået navnet ‘Den fortryllede have’, og man kan af konteksten aflæse, at de bemalede vægge omgav en lari-kult, hvor romerne kunne hylde de mindre kendte, men ikke desto mindre vigtige lari’er, som var en slags husguder.

Lari’erne var ånderne fra de afdøde i ens slægt, som omgav én i det daglige og sørgede for, at man havde det godt, og hjemmet var trygt. Romerne var dog generelt ret bange for spøgelser, og derfor var det kun de mennesker, der havde gjort gode ting i levende live, som blev til lari’er, mens de onde blev til skrækindjagende dæmoner.

Det var derfor vigtigt at huske og mindes de gode og savnede slægtninge, og ved at tilbede dem i en kult, kunne man håbe på at de rette ånder vendte tilbage til de levendes verden for at passe på dem. Lari’erne var forbundet med naturens skønhed, og derfor forskønnede man kultens omgivelser man malerier af dyr og planter.

Lari’erne er opkaldt efter Lara, stilhedens gudinde, og passede udover den private sfære også på byernes og husenes grænser i det romerske rige, hvorfor det giver god mening at dette kult-værelse netop ligger ved Pompeis nordligste kant.

HER kan du se et billedgalleri af ‘Den fortryllede have’. Foto: Ansa.