Category Archives: BØGER

2 Sæson af Min Geniale Veninde er i fuld gang og hovedrolleindehaverne er hot stuff

Den 3 februar blev de første afsnit af 2 sæson i hitserien ‘Min Geniale Veninde’ vist på italiensk tv, og siden har episoderne også kunne nydes på HBO Nordic hver mandag.

Men de dygtige skuespillerinder, der spiller Lila og Lenù i filmatiseringen af Elena Ferrantes verdensomspændende romansucces, er forlængst blevet superstjerner i deres hjemland, og er her, der og alle vegne i Italien. Blandt andet var de på scenen, da Italien forleden afholdt deres årlige melodi grand prix, Sanremo.

“I er så smukke og dygtige!” Råber studieværten Mara Vernier i dette fine klip nedenfor, for selvfølgelig har Gaia Girace, den voksne Lila, og Magherita Mazzucco, den voksne Lenù, også været forbi hele Italiens ultimative søndagshyggeprogram, Domenica In. Det skete forleden i anledningen af starten på 2 sæson i serien, hvori de to veninder stadig kæmper for at finde fodfæste i den komplekse voksenverden, og hvor vi både kommer til de borgerlige kvarterer i Napoli, til Ischia og til Firenze.

Serien har fået en ny intro, hvor farveladerne er skiftet fra de mørke og dystre halvtredsernuancer til pastelfarverne, som prægede 60’ere æstetisk, og med flimrende filmklip fra et Italien, der koger af ungdomsoprør og terror.

Og i de 4 nye afsnit, jeg indtil videre har set, spiller de to kvinder stadig helt fantastisk, med Lila som den desperate og mishandlede hustru, der knokler i sin mands butik men samtidigt græmmes over ‘de beskidte penge’, som hun putter i kasseapperatet. Og Lenù bliver for alvor både skiftevis fordrejet og svigtet af sin bedste veninde, og Nino, der for alvor og fatalt kommer ind i billedet.

Da jeg boede i Italien så jeg Domenica In hver søndag med min svigerfamilie, og jeg er nærmest vokset op med den karismatiske og moderlige Mara Vernier, der i det rørende klip slet ikke kan lade være med at rejse sig og kærtegne de to kvinders ansigter, mens hun taler med dem. I interviewet fortæller Gaia og Margherita om hinandens bedste sider:

“Hun er så elegant og raffineret”, siger Gaia om sin medspiller, mens Margherita modsat roser Gaia for sin ærlighed. Og så afslører Gaia at hun foretrækker ikke at øve sine replikker for meget. “ellers bliver det hele for mekanisk”, erklærer hun.

Netop det sidste blev grunden til at Gaia og Margherita kom lidt op at skændes til filmfestivalerne i Venedig og Los Angeles, fortæller de i klippet. “Jeg er en meget spontan person”, siger Gaia, mens Margherita betror os at det for hende er vigtigt at øve og være disciplineret i forhold til skuespillet.

Desuden skal man nyde klippet, fordi det viser den helt særlige afslappede stil, som ofte karakteriserer denne slags italienske programmer, der er meget mere håndholdte end mange tilsvarende shows i Danmark. Mara råber i starten:””Skru så op for de mikrofoner!” og “Er er den, der kan tage og slukke for den air condition!” Hun er slemt forkølet og må på et tidspunkt bryde grinende sammen, og sige “tante her skal lige pudse næse!”, hvorefter hun drejer sig rundt på stolen og får styr på sagerne.

Tak, Mara, for at være vores sjove og skøre tv-Mamma!. Jeg glæder mig til de næste afsnit af My Brilliant Friend.

Klippet fra Domenica In den 16 februar kan du se ved at klikke her.

Hovedfoto: Titelkort fra HBO-serien. Wikipedia.

Boganbefaling: Syditaliens vulkaner beskrevet så de er til at forstå

Jeg læser for tiden rigtig meget om vulkaner, og Italiens mest aktive af slagsen ligger alle i Syditalien: Stromboli, Etna, Vesuvio og Campi Flegrei, der i årtusinder har afgjort landsdelens geologi, landbrug, kultur, liv og død. De er den perfekte indgang til at forstå det syditalienske samfund, men hvor skal man starte, hvis man ikke er geolog, og ikke gider trawle sig igennem akademiske bøger om emnet?

Jeg har været så heldig at stifte bekendtskab med Henning Andersen, der nok er en af Danmarks mest energiske og passionerede formidlere af viden om vulkaner. Henning laver rejser til og bøger om vulkaner i hele verden, men Syditaliens vulkaner har en særlig plads hos ham, især Vesuvio.

Jeg har netop haft stor glæde af at læse hans bog ‘Vulkaner – Vesuv, Campi Flegrei, Etna og Stromboli’, som han har udgivet på Frydenlunds forlag, fordi den skaber det store overblik over Syditaliens vulkaner. Jeg kan anbefale bogen, dels fordi den med et enkelt, levende sprog forklarer om de enkelte vulkaners opbygning og egenart, vaner og udbrud gennem tiden, og dels visuelt er en lille perle, med tegninger, fotografier og kort.

‘Vulkaner’ favner også de vilde personligheder, som op igennem historien har fået skæbnefællesskaber med Syditaliens vulkaner – deriblandt H C Andersen, der selv besteg Vesuvio og skrev medrivende om det, om Prins Frederik Christians besøg på Vesuvio i 1820, om verdens første rigtige vulkanolog William Hamilton, og selvfølgelig bringes også Plinius den Yngres skildringer af Vesvios udbrud i år 79, der begravede Pompei og Herculaneum.

Jeg har især haft stor glæde af at læse de originale breve og litteraturklip, som Henning bringer i bogen, fra øjenvidnebeskrivelser af Syditaliens vigtigste vulkanudbrud. Her et uddrag af H C Andersens egne ord om Vesuvios skønhed og gru fra et stort udbrud i februar 1834, da han indesluttet i aske og damp gik op mod Vesuvios top, og mødte den rædselsslagne befolkning på vejen. Han beskriver de lokales desperation, og flere gribende optrin – her da en familie har hængt et madonna-billede op i en vinstok, for at skåne deres mark:

“På et af vintræerne havde de ophængt et madonna-billede i det håb, at ilden skulle standse for det hellige, men i samme afmålte gang skred den fremad; heden sved bladene på de høje træer, de bøjede sig nedad mod ilden, som om de ville bede om nåde. Forventningsfuldt hvilte man et blik på Madonnas billede, men træet bøjede sig dybt for hende og for den røde ildstrøm, den var kun alen derfra. Da så jeg en kapucinermunk tæt ved mig løfte armen højt i vejret og råbe, at Madonnas billede brændte. “Redder hende, som hun vil redde eder fra ildens luer!”

Men alle bævede og stirrede derhen, da styrtede en kvinde frem, råbte Madonnas navn og ilede mod den glødende død, men i samme nu så jeg en ung officér til hest, med dragen kårde, drive hende tilbage, skønt ilden stod som en bjergmur op ved deres side.

“Vanvittige!” Råbte han. “Madonna trænger ej til din hjælp! Hun vil, at det slet malede billede, vanhelliget af en synders hænder, skal brænde i ilden!”

Foto: San Gennaro-procession mod Vesuvio under et udbrud. Malet af Antoine Jean-Baptiste Thomas i 1822, Wikipedia.

Italiens førende erotiske magasin Playmen blev grundlagt af pugliesiske Adelina Tattilo som en del af landets moralske frisættelse

I udlandet blev det italienske mandeblad Playmen verdensberømt og berygtet, da det i december 1972 bragte de skandaløse nøgenbilleder af den tidligere, amerikanske præsidentfrue, Jackie Onassis.

Jackie havde været på ferie i sin og sin mands villa på den græske ø Skorpios, og trippede rundt om sin private pool kun iført Eva-kostume. Uheldigvis for hende, og heldigt for Playmen, var der en paparazzi på spil med sin telelinse rettet direkte mod de amerikanske yppigheder. .

Hugh Hefner købte filmen og ville vise billederne i sit Playboy, men de blev anset for at være for både politisk og kødeligt frække til at bringe i USA, og kunne først offenliggøres i 1975 i Hustler Magazine.

Til den tid havde billederne forlængst henrykket italienerne. Playmen-bladets grundlægger, den gesjæftige Adelina Tattilo, der forinden havde levet af at udgive erotiske tegneserier, og sideløbende med sit hjertebarn Playmen bla. også udgav en usædvanlig gennemgang af fascismens historie med erotiske overtoner i Playdux i 1973, trykte nenlig billederne så snart hun fik muligheden, og i nedenstående lille fim ses hun blandt andet bladre igennem den famøse billedserie:

Adelina var nemlig på en mission: hun blev født i Foggia, Puglia, i 1929, og havde allerede som ung et ønske om at frigøre italienernes seksualitet i et samfund, hvor katolicismen og traditionerne endnu dikterede en hård seksualmoral overfor begge køn.

Parallelt med Hugh Hefner og Larry Flynt ville hun kæmpe en ideologisk kamp, men i modsætning til for eksempel Playboy var hendes magasin Playmen, som kom på gaden i 67, ikke et hardcore, erotisk magasin, men et softcore: og når man ser den fine lille reportage i videoen, som Rai har drejet i 1995, hvor Adelina gennemgår sine mest mindeværdige foto-shoots, fremstår modellerne da også budoir-agtige og i romantiske omgivelser i en pool, i køkkenet og i en blomstereng.

Det er i øvrigt sjovt at lægge mærke til det voyeristiske kamera, som zoomer helt tæt på attributterne, og Pink Panter-fjolletegneseriemusik i baggrunden, der pakke hele reportagen med Adelina ind i en karakteristisk italiensk atmosfære af fis, ballade og uskyldig lummergøg.

Aldeinas mission virkede da også tiltrængt: i de første mange år, magasinet kom på gaden, var det ikke ualmindeligt at Playmen blev beslagtlagt af politiet, som kunne finde på at komme forbi hylderne og røve hele kiosker. Efter 2 dage var der ofte ikke flere numre at opdrive af Playmen i hele Italien, på trods af et oplag på over 100.000 om måneden – både pga. popularitet, men også pga. censuren fra ordensmagten.

Det var ikke kun billederne, der provokerede. Adelina købte for eksempel også flittigt ind af erotisk litteratur, som kunne fylde siderne. I juli-udgaven i 1968 bragte hun for eksempel en artikel af den amerikanske stjerneforfatter Henry Miller, som var kendt for sine kontroversielle, erotiske udpenslinger.

Adelina fortæller i filmen om hvordan bladet var på sit højeste i 70’erne og 80’erne, og ofte havde landskendte divaer på forsiden, som for eksempel sangeringen Patty Bravo, skuespillerinden Maria Grazia Cucinotta og den sardiske tv-bombe, Valeria Marini. En enkelt gang kunne hun endda vise en topløs Brigitte Bardot!

Playmen bragte udover sine afklædte kvinder også frække mænd – blandt andet fyldte milliardær-arvingen John Paul Junior coveret i nøgen version i 1973, en måned efter han var blevet kidnappet af den calabresiske mafia og sad og klaprede tænder i en fugtig, syditaliensk hule sammen med sine bortførere.

I forhold til nutidens standarter virker Playmen i dag næsten uskyldigt – og da hjemmevideo-markedet eksploderede i 90’erne begyndte bladet at komme i vanskeligheder. Den sidste udgave udkom i 2001, og Adelina døde selv i Rom i 2007 og kunne sove ind med titlen som Italiens uofficielle og suveræne dronning erotik på tryk.

Hovedfoto: Camille Keaton på forsiden af Playmen i september 1974. Wikipedia.

Den sicilianske finalist til Strega-prisen 2019: Addio fantasmi af Nadia Terranova

Flere italienske anmeldere og forfattere har udnævnt denne bog til den bedste, italienske læseoplevelse i 2018 – blandt andet Domenico Starnone, som egenhændigt kaldte værket ’en dybt bevægende roman’:

Da Ida, hovedpersonen i Nadia Terranovas nyeste roman, Addio, fantasmi, ( Farvel, genfærd) vender hjem til sin fødeby Messina for at hjælpe sin mor med at sætte familiens gamle lejlighed i stand til salg, bliver hun tvunget til at forholde sig til sin barndoms traume om faderens forsvinden. 23 år tidligere forduftede han. Han døde ikke, gik sig bare en tur en morgen og kom aldrig mere tilbage.

Hændelsen vender tilbage til Ida, da hun atter opholder sig i de gamle rum, der både indeholder nye og gamle ting, og hun konfronteres med det faktum, at faderens forsvindingsnummer siden har påvirket hendes liv dybt: Tavsheden overfor moderen, problemerne med at udvikle en identitet baseret på fortielse og anormalitet, selv hendes forhold til ægtemanden, der både er hendes redning og hendes afgrund.

Som dagene går i lejligheden, møder hun sin angst og manglende tillid overfor sine egne ønsker, og omgivet af barndomshjemmets genfærd må hun finde en vej gennem mørket og vække faderens spøgelse til live for at få svar.

Nadia Terranovas bog blev i allerede i december 2018 udråbt som en af årets 12 bedste udgivelser af det valansete tidsskrift La Lettura, og værker er blevet oversat til dansk takket være Forlaget Grif.

Jeg synes, der ligger en spændende dobbelthed mellem temaet om spøgelser og den tragiske lokation, som Messina udgør i den sicilianske bevidsthed. Byen har igennem tiden været voldsomt ramt af jordskælv, blandt andet i 1783 og 1908, hvor tusindvis af mennesker døde, og byen ad flere omgange sank i grus.

Messina er et sted, der er konstant under genopbygning, og indbyggerne bidrager selv til at bryde tingenes tilstand ned: I 1847 brød et af de første Risorgimento-oprør på Syditaliensk jord ud i Messina, og i 2013 gjorde de lokale oprør mod den dybt korrupte kommune og indsatte den barfodede folkeskolelærer Renato Accorinti som borgmester.

Messinas gader rummer et flimret galleri af skygger fra en voldsom fortid, en slags febril rastløshed, der giver byen sin atmosfære, og fuldstændig muliggør et stimulerende bagtæppe for en litteratur fuld af genfærd.

Foto: Vara-processionen i Messina, Wikipedia.

Min nye udgave af Turen Går Til Sicilien er lige landet hos din boghandler

Så er jeg på banen igen med en nyudgivelse: denne gang drejer det sig om Turen Går Til Sicilien, som jeg overtog som titel i 2014. Det omfattede en total omskrivning, for jeg ville lave en helt ny bog, der rakte hinsides ruinerne, iskioskerne og de turistområder langs kysten, som for nogens vedkommende er det eneste, man når at se, når målet er en badeferie med solskinsgaranti til Middelhavets største ø.

Hvad hvis man kunne trænge ind gennem de ældgamle skove af kork-ege i Nebrodi-bjergene, og få sig en tiltrængt pause fra heden? Forstå Siciliens tusindårige historie ved at følge normannertårnene på nordkysten? Eller opdage anderledes steder som alpebyen Castelbuono i Madonie-reservatet, integrationseksperimentet i Mazara del Vallo, og landingspladsen for Italiens bedste rejer i Sciacca?

Da jeg i foråret 2018 tog på research-tur for at skrive denne udgave af Turen Går Til Sicilien, ville jeg sporenstregs ind til øens centrum: jeg havde været der flere år forinden på for at skrive en artikel om antikke kornsorter for weekendavisen, for Siciliens kerne rummer bølgende marker med durumhvede så langt øjet rækker, men var stadig fuld af uudforskede huller for mig.

Siciliens indre er også det mest ukendte sted på øen – selv for sicilianerne. Her kommer man mestendels hvis man er født her, vejret er smeltende varmt om sommeren, og baglandet er propfyldt med både vidundere og traumer, der bunder i menneskets kamp for overlevelse i den evigt foranderlige virkelighed, som opretholder Siciliens evindelige status quo.

Jeg opsøgte ruinerne af Castello di Pietratagliata udenfor landsbyen Aidone med sin baune, der har lyst her i tusind år og båret beskeder igennem Siciliens centrum med samme fart, som man kunne nå at tænde et bål; jeg gik gennem montrene i svovlminemuseet Trabia Tallarita i Riesi, hvor børnene af områdets sidste minearbejdere viste mig rundt og fortalte om faren for stenlunger og sammenstyrtede gange. Og jeg besøgte Alessandro på hans bondegård Il Mandorleto syd for Enna, hvor man kan ride på pensionerede travheste imellem gårdens plantager af økologiske fersken-og mandeltræer…

… Foruden endelig at få sat ansigt og fornemmelse på den forbløffende sprudlende by Caltanissetta, der ligger lige præcis i midten af Sicilien, og hvis provinsliv er indbegrebet af siciliansk laidback.

Kort sagt: jeg har gjort al forarbejdet for dig. SE AT KOMME AFSTED!

Foto credit: Politikens Forlag

Claudia Durastanis bog La Straniera er blandt de 5 finalister til Italiens mest prestigefyldte romanpris La Strega

De 5 finalister til årets Strega-pris, som uddeles den 4 juli, er blevet bekendtgjort, hvoraf 3 er fra Syditalien. Favoritten til prisen er M – il figlio del secolo af Antonio Scurati fra Napoli, som jeg allerede har skrevet om HER,  mens de 2 øvrige i feltet af syditalienere er Claudia Durastanti med La Straniera (Den fremmede), og Nadia Terranova med Addio, fantasmi (Farvel, genfærd).

Jeg har før lovet på min blog at jeg ville fortælle om de syditalienske finalister frem til afsløringen af vinderen den 4 juli i Villa Giulia, Rom, og i dag fokuserer jeg på Claudia Durastanti, hvis unikke baggrund og position som expat-italiener har givet hende et helt specielt udgangspunkt for at skrive om sit hjemland.

Claudia Durastanti er født i 1984 i Brooklyn, New York, som datter af immigrant-forældre og bedsteforældre fra Basilicata-regionen. Som 6-årig vender hun tilbage til Syditalien og forældrenes hjemby, og kontrasten mellem den amerikanske metropol og det tyste, storladne og magiske Basilicata gør så stort et indtryk på hende, at hun senere i livet beslutter sig for at bruge sin families historie som baggrund for en roman om det at vende hjem, at have flere fædrelande og være opfostret af døve forældre.

Resultatet blev La Straniera, som udkom i april 2019 og beskæftiger sig med hvordan livet ser ud, når éns udgangspunkt er markant anderledes end ens jævnaldrende. Værket er en blanding af essayistik, memoir, selvbiografi og roman, og Claudias hovedperson er hendes døve mor, som i 70’erne rejser rundt i verden og må balancere mellem flere virkeligheder.

Durastanti fortæller levende om sine egne minder fra det basilicanske bondeland, hvor hun som barn og teenager lærer at træde de traditionelle danse og optræder for de lokale som en næsten mytisk figur med sin italo-amerikanske baggrund.

Jeg har nedenfor fundet et video-interview med Claudia Durastanti, hvor den 35-årige forfatter fortæller om hovedtemaerne i sin bog overfor en journalist fra avisen La Stampa. Her kommer nogle af hendes vigtigste nedslag fra interviewet:

Døvhed:

”Døvheden står helt centralt i La Straniera, fordi jeg ville beskrive mine forældres liv udfra deres handicap og diskutere, hvad et handikap egentlig er. At være barn af døve forældre betyder at man opdrages til at tro, at de aldrig ændrer sig, for selvom de bliver gamle vedbliver de med at have den samme begrænsning.

Men det er også en slags privilegie at være vokset op med døve forældre: jeg har oplevet hvordan de har håndteret deres eget handicap med en utrolig ubevidsthed og frihed, og jeg har prøvet at bruge det princip i min undersøgelse af diversitet. Fordi begrænsninger er noget, der vedrører os alle, prøver jeg at vende tingene på hovedet og kigger på hvordan en handicappet forholder sig til tiden. For tiden er noget, der i sidste ende vedkommende os alle.”

Fremmed:

”Hvad vil det sige at være fremmed? Nogle gange tror vi at følelsen af fremmedgjorthed knytter sig til det faktum, at man ingen rødder har. Men hvad hvis det forholder sig modsat? Hvad hvis det i stedet handler om at have et overskud af rødder? Vores liv bliver stadigt mere mobile, vi bevæger os mere og mere, og det gør at vi skaber flere udgangspunkter rundt omkring i verden.

 Det kan godt gøre det svært at være fremmed, men på den anden side rummer det en stor skønhed, fordi overskuddet af rødder og relationer giver os muligheden for at vælge og tænke: hvad elsker jeg mest af alt? Så det handler om virkelig at forholde sig til stederne, hvilket er en central del af min bog. I stedet for at se den fremmed som én uden fædreland, vil jeg hellere tænke på at vedkommende har flere fædrelande på én gang, og frit kan vælge hvor han eller hun ønsker at opholde sig. Det er et privilegie, men også et ansvar.”

Basilicata:

”Jeg vendte tilbage til en lille landsby i starten af 90’erne, og det var som om vi var landet med et rumskib. Sammen med min mor og min bror begyndte vi at gå på opdagelse, næsten som en slags instruktører, der skulle undersøge det fantastiske og det eventyrlige og holde det op mod den modernitet, som vi havde med os fra Amerika. Det ville være let at tro at vi ankom til et sted, som kun repræsenterede fortiden, det arkaiske og Carlo Levis smertefulde kærlighed til området, men i stedet opdagede jeg at magien, som er en stor del af hverdagen i Basilicata.

Magi er en stærk kraft, som ikke underlægger sig historien, men eksisterer og udvikler sig, både i det gamle og i det nye. Jeg voksede op i den slags anarkistiske og magiske rum, der dog også havde noget visionært i sig. Paradoksalt nok tror jeg at vi (de bosiddende i Basilicata, red.), på trods af materialisme og det høje tempo, som efterhånden homogeniserer de steder, vi bor, også har mange lommer fulde af kreative eksperimenter, fordi det at leve og overleve i visse områder kræver visioner. Der er derfor også modernitet i et sådant territorie, og jeg har ikke lyst til at repræsentere det smertefulde Syden, som uden tvivl er en realitet, men også bebos af mennesker, som modstår den.”  

 Foto: Claudia Durastanti, Wikipedia.