Category Archives: BØGER

Den 28 oktober udkommer min essaysamling ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’ fra Forlaget Turbine

En stor drøm er netop gået i opfyldelse: Til efteråret får jeg simpelthen udgivet en hel bog med essays om Syditalien, som jeg har arbejdet på i de sidste par år – den røde tråd bliver mit liv i Salerno med kæreste og svigerfamilie, som også knyttes op på de mange indsigter, jeg senere har fået om landsdelen gennem mit arbejde som forfatter og skribent.

‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’ bliver en tour de force gennem en for mange ukendt del af Italien, hvor jeg beskriver en eksotisk hverdag fuld af anderledes ressourcer. Et par af teksterne kender I måske allerede fra min blog, og ved, hvad jeg mener;-)

Faktisk tror jeg ikke, denne essay-samling var blevet til noget, hvis jeg ikke havde haft JER til at læse med på min blog, og til at bekræfte mig i, at os danskere er nysgerrige og villige til at lære om Syditaliens mirakler.

Og så er jeg selvfølgelig taknemmelig for at Forlaget Turbine tør bide skeer med en for dem ukendt destination, som de (så vidt jeg ved) aldrig har udgivet noget om før.

Da jeg kom til Syditalien for første gang, boede jeg i Firenze – Italiens ultimative by for kunst, kultur og historie. Men hvad jeg fandt syd for Rom var en åbenbaring af vidundere, jeg sjældent havde hørt om, men som ikke desto mindre virkede utrolig vedkommende. Udover at finde græske templer, barokbyer bygget i lava og landskaber skabt af levende vulkaner, oplevede jeg et Syditalien, hvor de menneskelige relationer, og det at bo, leve og dø sammen, blev ophøjet til en kunstart.

Følg linket nedenfor og læs mere om ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’, som allerede nu kan bestilles fra forlaget, og hos Saxo. Jeg håber selvfølgelig på mange solgte eksemplarer, så vi kan vise verden, at Syditalien er relevant og et (vildt, vidunderligt, skørt) sted, som man kommer til at høre meget mere fra i fremtiden.

Syditaliensk litteratur på Folkeuniversitetet – også online

Jeg tror, det er første gang nogensinde, der er blevet holdt en foredragsrække om syditaliensk litteratur på et folkeuniversitet – men nu sker det altså, når jeg den 28 september og 5 oktober står for 2 foredrag med fokus på landsdelens geniale forfattere.

At det (højst sandsynligt) er første gang, fremhæver det tankevækkende i, at en landsdel, der har undfanget mastodonter som Pirandello, Deledda, Sciascia og Ferrante, først nu får sit særskilte fokus.

Men det fortæller også om at Syditalien lige nu udgør et spændende og vedkommende alternativ til de kulturområder, som sædvanligvis har tiltrukket sig international opmærksomhed, når det kommer til Italiens vidundere.

Jeg glæder mig til at føre jer gennem Syditaliens vigtigste strømninger og forfatterskaber fra Antikken frem til nu, hvor I vil stifte bekendtskab med både kendte og mere ukendte skribenter, der på hver deres måde har bidraget til den europæiske litteraturs udvikling.

Og så holder jeg et særligt foredrag med fokus på det feminine blik i litteraturen, der gennem tiden har tilbudt en anderledes vinkel på det syditalienske samfund, med vigtige opblomstringer gennem århundrederne: første gang markant i slutningen af 1800-tallet med kvinder som Grazia Deledda og Matilde Serao, i efterkrigstiden med Anna Maria Ortese og Fabrizia Ramondino, og i nutiden med Elena Ferrante, Michela Murgia og Viola Ardone.

På grund af corona kan foredragene også tilgås digitalt den 3 og 10 november, hvilket jeg især er glad for, fordi folk fra hele landet så kan være med – læs mere og tilmeld dig her:

https://www.fukbh.dk/program/historie/kulturhistorie/syditaliensk-litteratur?fbclid=IwAR1ygxCmTgUY0g_76ZLoE22wQblnmlDGtbgmeRg1g3L0NDUcbQN_cDer79ohttps://www.fukbh.dk/program/historie/kulturhistorie/syditaliensk-litteratur?fbclid=IwAR1ygxCmTgUY0g_76ZLoE22wQblnmlDGtbgmeRg1g3L0NDUcbQN_cDer79o

Hovedfoto: Johannes Jansson, Wikipedia

Sebastiano Satta og Dommens Dag: I en coronatid kan ‘ensomhedens roman’ lære os noget om at være alene hver for sig

Det er langt fra noget nyt, at mennesket har brug for nærhed for at kunne leve – ikke blot den fysiske nærhed, men også den psykiske. Det bliver jeg mindet om i disse dage, hvor jeg er i færd med at læse en af Sardiniens vigtigste, skønlitterære værker, ’Il giorno del giudizio’ – Dommens Dag, fra 1979 af Sebastiano Satta, hvor hyrdebyen Nuoro bliver et mikrokosmos på verdens forgængelighed og den ensomhed, som til alle tider har omsluttet den menneskelige eksistens.


I romanen følger vi hyrder, bønder og rige borgere i en af Sardiniens mest omskiftelige perioder fra slutningen af 1800-tallet til tiden efter 1 verdenskrig. Moderniteten og industrialismen banker på – ligeså gør de revolutionære tanker fra Rusland, og en krig, der koster utallige sardere livet.


Alt dette på trods gør indbyggerne i Nuoro, Sardiniens sjette største by, som ligger indesluttet mellem de barske bjerge nord for Sopramonte, deres bedste for at opretholde en hverdag, hvor de sociale skel er enorme, hvor fattigdommen og sulten hele tiden truer, og hvor ægteskabet leves efter ældgamle forskrifter.


Romanen kaldes ’et mesterværk indenfor italiensk ensomhed og litteratur’ – historien følger nemlig familien Sanna, hvis overhoved, notaren Don Sebastiano, sammen med sin kone, Donna Vincenza, har fået opbygget en familie med 7 syv sønner, som han venter sig meget af.

Sebastiano Satta blev født i Nuoro den 9 august 1902, og uddannet jurist i byen Sasssari. Han skrev flere juridiske værker og medvirkede til at forny Italiens straffelovgivning efter fascismens fald. Dommens dag blev udgivet posthumt, og manuskriptet fundet mellem hans papirer, da familien ryddede op i hans hjem efter Sattas død i 1975. Wikipedia.


Men Don Sebastiano er også en kold, kalkulerende og verdensfjern hustyran, der terroriserer sin kone: ”Du er kun sat i verden, fordi der var plads”, er en af hans yndlingssætninger, der får Donna Vincenza til at trække sig endnu længere ind i sin depression – konen er blot i midten af 40’erne, men så fed og gigtbesværet, at hun må tilbringe hele dagen i en enorm lænestol, i smertelig meditation over sit spildte liv.


Som Don Sebastianos hustru er hun på grund af sit handikap og af sine nederlag i den psykiske kamp med sin mand låst inde i det store hus i Nuoro, der nok er det smukkeste i byen, men hvis værelser og gård er et regulært fængsel for Sebastianos familie. Don Sebastiano er som notar og med en position i samfundets øverste top ligeså fastlåst som Donna Vincenza, og konventionerne får ham til at kæmpe sin egen kamp for at holde ensomheden på afstand.


I denne corona-tid er det gribende at læse beskrivelserne af Donna Vincenzas tiltagende desperation, i takt med at sønnerne bliver større, og rejser bort. Hun er ladt tilbage alene i sin evige karantæne som hustru og mandens ejendom. Hun får kun besøg af sin tante Gonaria, der er nonne, og et par af de andre kvinder, i de lange dage, hvor Don Sebastiano rider tidligt bort for at tilse sine jorde, og kommer så sent tilbage, at hun kun kan skimte ham i aftenmørket gennem sine halvblinde øjne. Her er min egen oversættelse af nogle gribende linjer, som beskriver hende på side 170:

“Donna Vincenza kendte intet til filosofi. Hun havde heller aldrig hørt ordet. Men hun levede fastsømmet til sin lænestol, og det fik hende til at meditere. Når Don Sebastiano i bunden af gårdspladsen satte sig op på sin hest og forsvandt ud af porten uden at sige farvel til hende, var det en scene, som gentog sig hver dag efter eftermiddagshvilen.

Donna Vincenza forblev alene, og sank ned på bunden af tidens dyb, der også var ubevægelig ligesom hende, og omsluttede hendes stakkels person som vindruerne, der hang ned fra pergolaen, og som hun hvert år så forme sig og vokse, enorme stalagtitter i en blind grotte. Hun talte dem én for én, ti, hundrede gange, for at holde spøgelserne på afstand, der overfaldt hende fra alle sider.”


Satta har på side 167 en meget smuk beskrivelse af, hvordan folk, der bor alene i byen, mødes, ikke for at konversere, men blot for at være sammen, hver for sig, som en slags trøst i isolationen. Jeg har prøvet at oversætte linjerne her:


”Et hus med 4 ugifte søstre er aldrig alene. Med regelmæssig rytme kom også de gamle, ugifte kvinder, der boede tæt på, i deres dragter, når de forlod deres egne huse, puttede nøglerne ned i den store, rødbroderede lomme, og gik indenfor i stuen uden at banke på. Her sad de så ubevægelige i mørket, som invaderede rummet, for de ville spare på lyset, og til sidst var de blot skygger, stumme vidner i en ligegyldig venten.


Lyset blussede først op, når mørket havde udvisket skyggerne, og det eneste levende var skæret fra ilden, hvis det var vinter. Gonaria hældte af og til lidt sukker på flammerne, fordi det skabte en dejlig duft, men også fordi røgen derfra så kunne tjene som en slags røgelse.


Når lampen endelig blev tændt, rejste de besøgende sig, og gik, én for én, af den samme grund, som de var kommet: De havde fået to timer i deres liv til at gå, og de havde hjulpet hinanden med det. De vidste det ikke, men det var også en barmhjertighedsgerning i sig selv.”

Dommens dag er blevet oversat til dansk og udgivet i 1989.

Hovedillustration: Traditionelle dragter fra Sardinien i 1880erne, Gallerie Bassenge, Wikipedia.

2 Sæson af Min Geniale Veninde er i fuld gang og hovedrolleindehaverne er hot stuff

Den 3 februar blev de første afsnit af 2 sæson i hitserien ‘Min Geniale Veninde’ vist på italiensk tv, og siden har episoderne også kunne nydes på HBO Nordic hver mandag.

Men de dygtige skuespillerinder, der spiller Lila og Lenù i filmatiseringen af Elena Ferrantes verdensomspændende romansucces, er forlængst blevet superstjerner i deres hjemland, og er her, der og alle vegne i Italien. Blandt andet var de på scenen, da Italien forleden afholdt deres årlige melodi grand prix, Sanremo.

“I er så smukke og dygtige!” Råber studieværten Mara Vernier i dette fine klip nedenfor, for selvfølgelig har Gaia Girace, den voksne Lila, og Magherita Mazzucco, den voksne Lenù, også været forbi hele Italiens ultimative søndagshyggeprogram, Domenica In. Det skete forleden i anledningen af starten på 2 sæson i serien, hvori de to veninder stadig kæmper for at finde fodfæste i den komplekse voksenverden, og hvor vi både kommer til de borgerlige kvarterer i Napoli, til Ischia og til Firenze.

Serien har fået en ny intro, hvor farveladerne er skiftet fra de mørke og dystre halvtredsernuancer til pastelfarverne, som prægede 60’ere æstetisk, og med flimrende filmklip fra et Italien, der koger af ungdomsoprør og terror.

Og i de 4 nye afsnit, jeg indtil videre har set, spiller de to kvinder stadig helt fantastisk, med Lila som den desperate og mishandlede hustru, der knokler i sin mands butik men samtidigt græmmes over ‘de beskidte penge’, som hun putter i kasseapperatet. Og Lenù bliver for alvor både skiftevis fordrejet og svigtet af sin bedste veninde, og Nino, der for alvor og fatalt kommer ind i billedet.

Da jeg boede i Italien så jeg Domenica In hver søndag med min svigerfamilie, og jeg er nærmest vokset op med den karismatiske og moderlige Mara Vernier, der i det rørende klip slet ikke kan lade være med at rejse sig og kærtegne de to kvinders ansigter, mens hun taler med dem. I interviewet fortæller Gaia og Margherita om hinandens bedste sider:

“Hun er så elegant og raffineret”, siger Gaia om sin medspiller, mens Margherita modsat roser Gaia for sin ærlighed. Og så afslører Gaia at hun foretrækker ikke at øve sine replikker for meget. “ellers bliver det hele for mekanisk”, erklærer hun.

Netop det sidste blev grunden til at Gaia og Margherita kom lidt op at skændes til filmfestivalerne i Venedig og Los Angeles, fortæller de i klippet. “Jeg er en meget spontan person”, siger Gaia, mens Margherita betror os at det for hende er vigtigt at øve og være disciplineret i forhold til skuespillet.

Desuden skal man nyde klippet, fordi det viser den helt særlige afslappede stil, som ofte karakteriserer denne slags italienske programmer, der er meget mere håndholdte end mange tilsvarende shows i Danmark. Mara råber i starten:””Skru så op for de mikrofoner!” og “Er er den, der kan tage og slukke for den air condition!” Hun er slemt forkølet og må på et tidspunkt bryde grinende sammen, og sige “tante her skal lige pudse næse!”, hvorefter hun drejer sig rundt på stolen og får styr på sagerne.

Tak, Mara, for at være vores sjove og skøre tv-Mamma!. Jeg glæder mig til de næste afsnit af My Brilliant Friend.

Klippet fra Domenica In den 16 februar kan du se ved at klikke her.

Hovedfoto: Titelkort fra HBO-serien. Wikipedia.

Boganbefaling: Syditaliens vulkaner beskrevet så de er til at forstå

Jeg læser for tiden rigtig meget om vulkaner, og Italiens mest aktive af slagsen ligger alle i Syditalien: Stromboli, Etna, Vesuvio og Campi Flegrei, der i årtusinder har afgjort landsdelens geologi, landbrug, kultur, liv og død. De er den perfekte indgang til at forstå det syditalienske samfund, men hvor skal man starte, hvis man ikke er geolog, og ikke gider trawle sig igennem akademiske bøger om emnet?

Jeg har været så heldig at stifte bekendtskab med Henning Andersen, der nok er en af Danmarks mest energiske og passionerede formidlere af viden om vulkaner. Henning laver rejser til og bøger om vulkaner i hele verden, men Syditaliens vulkaner har en særlig plads hos ham, især Vesuvio.

Jeg har netop haft stor glæde af at læse hans bog ‘Vulkaner – Vesuv, Campi Flegrei, Etna og Stromboli’, som han har udgivet på Frydenlunds forlag, fordi den skaber det store overblik over Syditaliens vulkaner. Jeg kan anbefale bogen, dels fordi den med et enkelt, levende sprog forklarer om de enkelte vulkaners opbygning og egenart, vaner og udbrud gennem tiden, og dels visuelt er en lille perle, med tegninger, fotografier og kort.

‘Vulkaner’ favner også de vilde personligheder, som op igennem historien har fået skæbnefællesskaber med Syditaliens vulkaner – deriblandt H C Andersen, der selv besteg Vesuvio og skrev medrivende om det, om Prins Frederik Christians besøg på Vesuvio i 1820, om verdens første rigtige vulkanolog William Hamilton, og selvfølgelig bringes også Plinius den Yngres skildringer af Vesvios udbrud i år 79, der begravede Pompei og Herculaneum.

Jeg har især haft stor glæde af at læse de originale breve og litteraturklip, som Henning bringer i bogen, fra øjenvidnebeskrivelser af Syditaliens vigtigste vulkanudbrud. Her et uddrag af H C Andersens egne ord om Vesuvios skønhed og gru fra et stort udbrud i februar 1834, da han indesluttet i aske og damp gik op mod Vesuvios top, og mødte den rædselsslagne befolkning på vejen. Han beskriver de lokales desperation, og flere gribende optrin – her da en familie har hængt et madonna-billede op i en vinstok, for at skåne deres mark:

“På et af vintræerne havde de ophængt et madonna-billede i det håb, at ilden skulle standse for det hellige, men i samme afmålte gang skred den fremad; heden sved bladene på de høje træer, de bøjede sig nedad mod ilden, som om de ville bede om nåde. Forventningsfuldt hvilte man et blik på Madonnas billede, men træet bøjede sig dybt for hende og for den røde ildstrøm, den var kun alen derfra. Da så jeg en kapucinermunk tæt ved mig løfte armen højt i vejret og råbe, at Madonnas billede brændte. “Redder hende, som hun vil redde eder fra ildens luer!”

Men alle bævede og stirrede derhen, da styrtede en kvinde frem, råbte Madonnas navn og ilede mod den glødende død, men i samme nu så jeg en ung officér til hest, med dragen kårde, drive hende tilbage, skønt ilden stod som en bjergmur op ved deres side.

“Vanvittige!” Råbte han. “Madonna trænger ej til din hjælp! Hun vil, at det slet malede billede, vanhelliget af en synders hænder, skal brænde i ilden!”

Foto: San Gennaro-procession mod Vesuvio under et udbrud. Malet af Antoine Jean-Baptiste Thomas i 1822, Wikipedia.

Italiens førende erotiske magasin Playmen blev grundlagt af pugliesiske Adelina Tattilo som en del af landets moralske frisættelse

I udlandet blev det italienske mandeblad Playmen verdensberømt og berygtet, da det i december 1972 bragte de skandaløse nøgenbilleder af den tidligere, amerikanske præsidentfrue, Jackie Onassis.

Jackie havde været på ferie i sin og sin mands villa på den græske ø Skorpios, og trippede rundt om sin private pool kun iført Eva-kostume. Uheldigvis for hende, og heldigt for Playmen, var der en paparazzi på spil med sin telelinse rettet direkte mod de amerikanske yppigheder. .

Hugh Hefner købte filmen og ville vise billederne i sit Playboy, men de blev anset for at være for både politisk og kødeligt frække til at bringe i USA, og kunne først offenliggøres i 1975 i Hustler Magazine.

Til den tid havde billederne forlængst henrykket italienerne. Playmen-bladets grundlægger, den gesjæftige Adelina Tattilo, der forinden havde levet af at udgive erotiske tegneserier, og sideløbende med sit hjertebarn Playmen bla. også udgav en usædvanlig gennemgang af fascismens historie med erotiske overtoner i Playdux i 1973, trykte nenlig billederne så snart hun fik muligheden, og i nedenstående lille fim ses hun blandt andet bladre igennem den famøse billedserie:

Adelina var nemlig på en mission: hun blev født i Foggia, Puglia, i 1929, og havde allerede som ung et ønske om at frigøre italienernes seksualitet i et samfund, hvor katolicismen og traditionerne endnu dikterede en hård seksualmoral overfor begge køn.

Parallelt med Hugh Hefner og Larry Flynt ville hun kæmpe en ideologisk kamp, men i modsætning til for eksempel Playboy var hendes magasin Playmen, som kom på gaden i 67, ikke et hardcore, erotisk magasin, men et softcore: og når man ser den fine lille reportage i videoen, som Rai har drejet i 1995, hvor Adelina gennemgår sine mest mindeværdige foto-shoots, fremstår modellerne da også budoir-agtige og i romantiske omgivelser i en pool, i køkkenet og i en blomstereng.

Det er i øvrigt sjovt at lægge mærke til det voyeristiske kamera, som zoomer helt tæt på attributterne, og Pink Panter-fjolletegneseriemusik i baggrunden, der pakke hele reportagen med Adelina ind i en karakteristisk italiensk atmosfære af fis, ballade og uskyldig lummergøg.

Aldeinas mission virkede da også tiltrængt: i de første mange år, magasinet kom på gaden, var det ikke ualmindeligt at Playmen blev beslagtlagt af politiet, som kunne finde på at komme forbi hylderne og røve hele kiosker. Efter 2 dage var der ofte ikke flere numre at opdrive af Playmen i hele Italien, på trods af et oplag på over 100.000 om måneden – både pga. popularitet, men også pga. censuren fra ordensmagten.

Det var ikke kun billederne, der provokerede. Adelina købte for eksempel også flittigt ind af erotisk litteratur, som kunne fylde siderne. I juli-udgaven i 1968 bragte hun for eksempel en artikel af den amerikanske stjerneforfatter Henry Miller, som var kendt for sine kontroversielle, erotiske udpenslinger.

Adelina fortæller i filmen om hvordan bladet var på sit højeste i 70’erne og 80’erne, og ofte havde landskendte divaer på forsiden, som for eksempel sangeringen Patty Bravo, skuespillerinden Maria Grazia Cucinotta og den sardiske tv-bombe, Valeria Marini. En enkelt gang kunne hun endda vise en topløs Brigitte Bardot!

Playmen bragte udover sine afklædte kvinder også frække mænd – blandt andet fyldte milliardær-arvingen John Paul Junior coveret i nøgen version i 1973, en måned efter han var blevet kidnappet af den calabresiske mafia og sad og klaprede tænder i en fugtig, syditaliensk hule sammen med sine bortførere.

I forhold til nutidens standarter virker Playmen i dag næsten uskyldigt – og da hjemmevideo-markedet eksploderede i 90’erne begyndte bladet at komme i vanskeligheder. Den sidste udgave udkom i 2001, og Adelina døde selv i Rom i 2007 og kunne sove ind med titlen som Italiens uofficielle og suveræne dronning erotik på tryk.

Hovedfoto: Camille Keaton på forsiden af Playmen i september 1974. Wikipedia.