Category Archives: BØGER

Stregaprisen 2019: Antonio Scuratis kontroversielle bog ’M – en søn af århundredet’ beskriver for første gang Mussolini og fascismen i en roman. Hvor intet er opdigtet.

Er det genialt eller katastrofalt? Er han fascist eller anti-fascist? Og er det overhovedet muligt at give Benito Mussolini et menneskeligt ansigt? Den napolitanske forfatter Antonio Scurati er indstillet til Italiens største, litterære pris, Premio Strega, der siden 1988 har hædret Italiens bedste forfattere. Men både indstillingen og hans værk: ’M – il figlio del secolo’  har vækket forargelse i Støvlelandet. Scurati gør nemlig det, ingen før har turdet: det 839 siders lange værk, der faktisk kun udgør første bind i en trilogi om Benitos liv og levned i magtens greb fra 1919-1943,  beskriver Il Duce via fiktionen, med alle romanens sproglige træk og finesser, som gør den fattige mand fra Romagna til kød og blod.

Således beskrives Scuratis mission på bogens første side:

”Han er som et dyr, der opsnuser den tid, der kommer, han lugter til den, og det han lugter, er et ødelagt Italien, som er træt af den politiske kaste, det lidende demokrati, de uduelige og medskyldige moderater. Så han gør sig til leder af de uregerlige, de håbløse, pyromanerne, de ’rene’, de dummeste og de hårdeste. I en rapport fra 1919 bliver han selv beskrevet som ’intelligent, med et stærkt helbred på trods af sin syfilis, sensuel, følsom, modig, let ved både at vække sympati og antipati, meget ambitiøs, bund-sentimental.’ Han er Benito Mussolini, forhenværende, afsat formand af det socialistiske parti, en ubeskyttet, politisk agitator og leder af en lille modstandsavis. Han ville have været en romanfigur hvis ikke han havde været den mand, der mere end nogen andet har plettet Italien med blod. Essayisterne har dissekeret hvert et øjeblik af hans liv. Men ingen har behandlet parablen om Mussolini og fascismen som en roman. En roman – og dette er det afgørende punkt – hvori intet er opdigtet.”

For Antonio Scurati har taget sine forholdsregler og insisterer igennem hele værket på udelukkende at basere sin fortælling på kildemateriale, utallige historieoptegnelser, notater, billedmateriale og vidneudsagn, som Scurati har pløjet sig igennem inden han satte sig til tasterne. Det er også sådan, romanen grafisk set er opbygget: af breve, optegnelser, digte, referencer og citater fra datidens største og mindste deltagere i historiens gang, som via førstehåndsberetninger har beskrevet Mussolini.

Når alt dette er sagt er det usædvanligt at læse romanens første linjer, hvor Scurati bruger Mussolini som fortæller i første person. Første kapitel starter således:

”VI står og kigger ud på Piazza San Sepolcro. der står 100 spredte personer, alle mennesker, der ikke tæller. Vi er få, og vi er døde. De venter på, at jeg taler, men jeg har ikke noget at sige. Scenen er tom, oversvømmet af 11 millioner lig, et hav af kroppe – stinkende og rådne og hevet op af skyttegravene  i Carso, Ortigara, Isonzo. Vores helte er allerede blevet slået ihjel, og de vil blive det. Vi elsker dem lige til det sidste, uden forskel. Vi sidder ovenpå den hellige bunke af døde. Den realisme, der altid følger i kølvandet på en oversvømmelse, har åbnet mine øjne: Europa er efterhånden en scene uden roller.”

I et interview i New York Times har Antonio Scurati udtalt, at hans roman søger at trække Mussolini ud af den fiktion, som historien i sig selv repræsenterer: ”I den italienske bevidsthed er Mussolini blevet en slags totem, et menneske med stor karisma, en slags pervers fædrelandsfigur, som vi har undertrykt. Denne bog har trukket ham ud af den undertrykkelse.”

Romanen er højaktuel i kølvandet på den nationalistiske højredrejning, som lige nu foregår i både Italien og andre lande i Europa, og Jonathan Collins, direktøren for forlaget HarperCollins, der har købt de engelske rettigheder af forlaget Bompiani, glæder sig til at oversætte værket, der ifølge ham ”er pligtlæsning for enhver, der interesserer sig for det 20 århundrede (…). Bogen er en tidløs undersøgelse af hvordan fascisme kan slå rod i et samfund.”

’M – il figlio del secolo’ er så meget i vælten at værket nu også bliver lavet til en tv-serie af det selv samme produktionsselskab, som har haft stor succes med filmatiseringen af Elena Ferrantes Napoli-romaner. Men inden det sker kan vi glæde os til den 3 juli, hvor vinderen af Strega-prisen bliver afsløret i Rom. Du kan høre et interview på italiensk med Scurati om hans kontroversielle værk HER.

Antonio Scurati er født i Napoli i 1969 og uddannet i filosofi ved universitetet i Milano. Idag arbejder han som forfatter, underviser og forsker ved universitet i Bergamo og koordinator ved centret for krigslingvistik og vold.

Strega-prisen 2019 – 4 syditalienske værker er nomineret:

12 finalister er blevet nomineret til den prestige-fyldte Strega romanpris, der siden 1947 er blevet uddelt i Rom, og hylder årets bedste, italienske prosa. I 2019 er følgende værk udvalgt:

  • Valerio Aiolli, Nero ananas (Voland)
  • Paola Cereda, Quella metà di noi (Perrone)
  • Benedetta Cibrario, Il rumore del mondo (Mondadori)
  • Mauro Covacich, Di chi è questo cuore (La nave di Teseo)
  • Claudia Durastanti, La straniera (La nave di Teseo)
  • Pier Paolo Giannubilo, Il risolutore (Rizzoli)
  • Marina Mander, L’età straniera (Marsilio)
  • Eleonora Marangoni, Lux (Neri Pozza)
  • Cristina Marconi, Città irreale (Ponte alle Grazie)
  • Marco Missiroli, Fedeltà (Einaudi)
  • Antonio Scurati, M. Il figlio del secolo (Bompiani)
  • Nadia Terranova, Addio fantasmi (Einaudi)

Jeg vil frem til prisuddelingen den 3 juli tage fat i de 4 syditalienske forfattere – understreget ovenfor – og deres nominerede værker, og give et kort rids af deres spændende bidrag til den italienske litteraturhistorie.

Historien bag Strega-prisen går helt tilbage 1944, hvor ægteparret Bellonci begyndte at holde litterære saloner i deres hjem i Rom, og med hjem fra ejeren af Liquore Strega-fabrikkerne, der producerer den safrangule og søde Strega-likør i Napolis bagland nær Benevento, fik de kapital til at stifte en pris. I dag er Strega-prisen Italiens vigtigste af sin slags, hvis vinderfelt baseres på tilbagemeldingerne ’Søndagsvennerne’ – en læsergruppe sammensat af folk fra hele landet, der siden 1947  med vidt forskellige baggrunde men med stor kærlighed til den italienske skønlitteratur, indstiller  i alt 72 forfattere til prisen. Ud af dem vælges 12, som i sidste ende bliver til én den første tirsdag i juli under ceremonien i Villa Giulia, i Rom.

Foto: LetteratudineNews

Lampedusas mesterlige roman ’Leoparden’ sender én på jagt efter Siciliens mystiske kattedyr der er blevet symbolet på øens (s)tilstand.

Når Burt Lancaster lægger armen om Claudia Cardinales smalle liv og fører hende rundt i en sensuel vals, holder både adelsgæsterne i dansesalen og tilskueren bag tv-skærmen vejret. For det er et af de absolutte højdepunkter i filmatiseringen af Tomasi di Lampedusas roman Leoparden,  hvor man trods de forgyldte møbler, de overdådige kjoler og de varme farver i den sicilianske nat fornemmer en skæbnesvanger forandring: Det er øjeblikket, hvor Fabrizio Corbera di Salina, en af de mægtigste fyrster på Sicilien, lader den nye generation, repræsenteret af den skønne og ambitiøse Angelica og hendes opportunistiske forlovede og Fabrizios nevø, Tancredi, træde i forgrunden.

Angelica Sedaras dans med Leoparden Frabrizio Corbera di Salina er en nøglescene i Luchino Viscontis filmaterisering fra 1963, hvor fortid og fremtid mødes, mand og kvinde. 

Selv med adelig kone og 7 børn er Fabrizio en ensom mand, der hellere vil bruge sin tid på at betragte planeterne i sit planetarium indrettet i paladset udenfor Palermo, jage dyr ihjel i baglandets skove eller gå igennem sine overbegroede haver med hunden Bendico halsende ved sin side, end deltage i adelsstandens overfladiske teater-tragik.

Som Italiensskribent er det med ærefrygt, at man nærmer sig det ikoniske vært Il Gattopardo, der blev udgivet i 1958 og sidenhen er blevet en absolut klassiker. Jeg har set filmen af Luchino Visconti, der i 1963 vandt guldpalmerne i Cannes, og blevet dybt bevæget over Burt Lancasters desillusionerede karaktér, der betragter Sicilien under de forskellige ideologiers åg. Og jeg har også skimmet værket, når det har været nødvendigt. Men NU har jeg læst bogen fra ende til anden, og er meget begejstret.

Burt Lancaster i rollen som Fyrst Salina i sit elskede observatorium, hvorfra han betragter himlen og længes efter at hæve sig over livets overfladiskhed blandt stjernerne. Wikipedia.

For det første er romanen meget mere moderne i sit udtryk, end jeg forventede: bogen blev skrevet i 50’erne, og skønt den udgør noget så usædvanligt som en kanoniseret roman skrevet af en adelsmand fra Siciliens absolutte elite, er den forbløffende realistisk helt ud i det kyniske i sin skildring af Fyrst Salinas psykologiske tilstand. For det andet er den syditalienske, litterære udtryk, med sin svulstighed og sit blik for landskabernes storhed og kontraster, stadig tydeligt.

Romanen starter i året 1860, hvor Garibaldi går i land i Marsala. Snart vil han og sine 1000 mand indtage Sicilien og Syditalien og hjælpe kong Vittorio Emanuele med at samle Italien, og den politiske begivenhed repræsenterer på både et fysisk og et psykisk plan adelsstandens fald og opstigningen af den borgerlige klasse. Fabrizio fortæller hvordan det betyder, at ”leoparder og løver nu udskiftes med sjakaler og hyæner”, men Fabrizio har i lang tid  forinden mærket adelens degenerering: han fornemmer den i Tancredis støtte af Garibaldi og den piemontesiske hær i den unge adelsmands håb om at gøre militær karriere i den vindende lejr, i Angelica Sedaras familie, hvor bedstefaren var sindssyg og levede i sit eget skidt, men hvor hendes far med kynisme og snilde nu er blevet den største jordbesidder omkring Salina-familiens sommerresidens i Donnafugata nær Sicilien sydkyst, og i den grimme ungdom, der med overbid, dårlige tænder og fede ansigter betragter Fabrizios dans med Angelica.

Salina-familien ankommer til deres sommerresidens i Donnafugata.

Som romanen skrider frem forvandles Fabrizio fra en stærk og handlekraftig fyrste, som folk både elsker og frygter og i statur fuldstændig mimer leoparden i sit våbenskjold, med smidige bevægelser, bred brystkasse, blond pels og stærke poter, til en gammel mand, der dør i sin seng i familiens lejlighed i Palermo i 1883, og på rørende vis ser døden komme til sin seng i form af en ung kvinde i brun kjole og tornure. Men romanen følger Salina-familiens fald helt op til 1910, hvor Fabrizios ugifte døtre bliver til grin fordi de i deres private kapel disponerer over falske relikvier og beder foran en madonna, der ved en kirkelig inspektion blot viser sig at være et anonymt motiv af en nøgen kvinde.

I det sidste kapitel indser Concetta, der sidder i sin forgyldte lejlighed omgivet af rådne møbler og ragelse og har en nøglerolle i romanen som Tancredis kusine, der aldrig bliver gift med sin kærlighed, men må vansmægte i sin egen familie grundet dens økonomiske interesser i at danne alliance med Sedara’erne, at slægtens omdømme og fremtid endegyldigt er ved at formulde. Pengene og besiddelserne er væk – og nu også familiens rygte i de gejstlige kredse. Concetta rejser sig, tager det gamle, mugne skind fra Bendicò, der ligger på gulvet, og smider det ud af vinduet, som en sidste, symbolsk handling.

Palazzo Filangeri i landsbyen Santa Margherita di Belice var ejet af Lampedusas familie og er model for slottet i Leopardens Donnafugata. Wikipedia.

Leoparden er især verdensberømt for Fabrizio Salinas samtale med Tancredi, hvor han udtaler ordene: ”alt skal forandres, så alt kan forblive, som det er”, og ”Sicilien er gammel, ældgammel, og træt.” Sætningerne kendetegner Sicilien i en nøddeskal, en ø, hvis befolkning er forblevet sig selv på trods og måske netop på grund af de utallige invasioner, krige og ideologier, som har passeret henover dens støvede overflade.

Romanen er blevet kaldt mere europæisk end italiensk i dens spejling af kontinentets evige spændinger og paradokser og dens befolknings længsel efter en tabt verden, men værket blev først udgivet et år efter Tomaso di Lampedusas død i 1957 efter et stort forarbejde fra hans familie, der insisterede på at få bogen på gaden på trods af modvilje fra forlagene, som syntes bogen umiddelbart lød for svulstig og elitær i forhold til datidens mere minimalistiske strømninger. Men Tomasi insisterede og troede på sin roman til det sidste, og leverede i et brev dateret den 30 maggio 1957 til sin ven baron Enrico Merlo di Tagliavia en indgang til både stederne og personerne i Leoparden:

”Det er unødvendigt at fortælle dig, at fyrst Salina var fyrst Lampedusa, Giulio Fabrizio, min oldefar. Hver en ting er sand: hans statur, matematikken, den falske vold, skepsissen, konen, hans tyske mor, modviljen mod at blive senator (..)  Angelica ved jeg ikke, hvem ligner, men husk at hendes efternavn Sedara rimer på Favara. Donnafugata er landsbyen Palma; slottet ligger i Santa Margherita. Jeg holder meget af de to sidste kapitler: Don Fabrizios død, en mand, der altid har været alene på trods af at havde kone og 7 børn; scenen med relikvierne, der slår hovedet på sømmet, er absolut autentisk, jeg så det med mine egne øjne. Sicilien er det, Sicilien er, i 1860, og som det altid har været. Jeg synes kapitlerne indeholder deres egen melankolske ironi. Jeg rejser i dag, og jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage (…) Bemærk: hunden Bendicò er en vigtig karakter, den er næsten romanens nøgle (..). Dette heraldiske emblem er nøglen til destruktionen, fordi ødelæggelsen når hele vejen til hunden.”

Giuseppe Tomasi di Lampedusa levede fra 1896-1957 og byggede sin roman over sin egen slægts historie og skæbne. Flere forlag afviste romanen, men efter hans død blev den udgivet hos Feltrinelli, og fik straks stor succes. Wikipedia.

Tomasi di Lampedusa har altså givet eftertiden en regulær rejseguide til Leopardernes univers, og i dag besøger mange Palma, Santa Margherita og Siciliens sydkyst med romanen i baghovedet. Også slottet Donnafugata, der ligger i samme område, og hvor dansescenerne til filmen blev optaget, er blevet en turistdestination grundet romanens berømmelse.

Selvom leoparden i dag kun kan findes i levende live i øens zoologiske haver, er dyret blevet et ledemotiv i den sicilianske bevidsthed. Leoparden var en del af Lampedusa-familiens eget våbenskjold, hvor den står på bagbenene på et bjerg med 3 bjergtoppe, og en krone på hovedet. Lampedusa-familien var en af Siciliens ældste adelsslægter, og kan spores helt tilbage til 330, hvor forfædrene kom til Italien fra Istanbul, datidens Byzans. Måske det eksotiske dyr var en del af den lokale fauna i det tyrkiske opland, som det gav mening at huske og forbinde sig med, i rejsen mod vest? Det giver mening hvis man kigger på panterfamilien, som leoparden er en del af, og som endnu i dag lever i Lilleasiens skove.

Lampedusa-familiens våbenskjold. Wikipedia.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ser man på det italienske ord gattopardo, mener nogen, at det er forkert at oversætte det direkte til leopard. I stedet mener forskere og zoologer at ordet henviser til servalen, et mindre kattedyr med blond, stribet og plettet pels, som i dag lever i Afrika vest for Sahara, og hvis vildkattefamilie endda fandtes på Sicilien indtil midten af 1800-tallet, hvor de sidste eksemplarer udgjorde en trussel mod kvæget og derfor blev jagtet og udslettet.

En serval på Serengeti-sletten, Tanzania. Den menes at være i familie med de vildkatte, som levede på Sicilien op til midten af 1800-tallet, og hvis motiv måske er blevet benyttet i Lampedusa-familiens våbenskjold. Wikipedia.

Det ville passe godt ind i Lampedusas symbolik: Tomasi døde uden børn i 1957 som den sidste i sin tusindårige slægt, ligesom Fyrst Salina i romanen blot kan iagttage sin egen families udslettelse. Og ser man sig omkring er Sicilien den region i Syditalien, der suverænt kan byde på flest blonde leoparder i befolkningen. De lister rundt i gaderne på bløde poter med aner tilbage til de lyse normannere, og kan på forunderlig vis vokse op med flammende rødt hår, mælkehvide ansigter og fregner i et Middelhav omgivet af hud ’a olivastro’, med olivenglød.

Skønt de gamle adelsfamilier forlængst har fået ophævet deres privilegier og kun har de ældgamle navne til pynt, opdrages man stadig til at ranke ryggen og skride nedad gaden i stolt positur og blande sig med resten af øens befolkning, der også forstår at bære sig med katteagtig ynde.

Leoparden vandrer som ledemotiv meget længere tilbage end Lampedusas univers til en tid, hvor store kattedyr blev anset som magiske. Dante skrev om hvordan han drømte om at møde panteren i Italiens skove og blive parfumeret af rovdyrets duftende ånde. Den befolkede middelalderens mytologi ligesom enhjørninger og griffer. Noget af mystikken lå i det faktum, at en leopard mentes at være en krydsning mellem en panter og en løve – en smuk bastard med en pels der spejler underskovens vekslende flimmer af sol og skygger. Akkurat som Sicilien, der er både synes at tilhøre Europa og Afrika,  og har en overflade, der plettet af blod, mælk, sved og olie altid vaskes ren af regnen, i sin læggen ryg til tidens ubønhørlige gang.

Giuseppe Tomasi di Lampedusa: Il gattopardo, Feltrinelli, 2016.

Oversat af Thomas Harder til Leoparden, Gyldendal, 2004.

Hovedmotiv: scene fra filmen ‘The Leopard’ med Burt Lancaster og Claudia Cardinale i hovedrollerne. Wikipedia.    

 

 

 

 

Boganbefaling: Curzio Malapartes La Pelle

Prostituerede med blonde kønshårsparykker, et havfrue-lignende væsen fra Napolis akvarium serveret til middag for en amerikansk general, og en helt særlig gyde fuld af deforme dværge. Curzio Malapartes roman fra 1949 om det nazi-befriede Napoli er et mesterværk, der udover utallige, hjerteskærende øjebliksbilleder fra dengang leverer en uimodståelig beskrivelse af den napolitanske folkesjæl.

Historien strækker sig fra 1943 til 1945 og begynder i slutningen af september 1943, da De Alliereres amfibievogne triller op på stranden ved Paestum syd for Salerno, og den 1 oktober ankommer til et Napoli fuld af lig i gaderne, udmattede partisaner på bastionerne og sultende borgere, der uden blusel selv har kastet sig ind i kampen med nazisterne for at befri deres by.

Inden da var det fascistiske regime kollapset og jernpagten mellem Hitler og Mussolini ophævet, og blandt nogle af de soldater, som følger amerikanernes befrielse op igennem Italien, var den italienske forfatter Curzio Malaparte, der som en af mange kunstnere senere brugte sit håndværk til at frigøre sig fra krigens traumer.

Resultatet blev den på én gang foruroligende, fascinerende og groteske roman La Pelle – Huden, som indtil videre blandt andet er oversat til engelsk med titlen ’The skin’, og som i dag står tilbage som et absolut mesterværk i sin skildring af krigens konsekvenser for Syditalien.

La Pelle er oversat til engelsk med titlen The Skin. Bogcover fra Amazon.

Kroppens hylster er ifølge Malaparte det eneste, som napolitanerne har tilbage at kæmpe for: for da amerikanerne befrier byen og krigens rædsler på den måde har formel ende, slipper mange napolitanere kontrollen og kaster sig ud i syndigt levned for både at kunne håndtere frihedens tomrum, krigens ukendte efterspil, fattigdommen og gydernes rådnende kroppe. Malaparte kalder byen, hvor der pludselig hores, spilles, plyndres og drikkes, som pestbefængt; den hærges af en helt særlig og farlig sygdom, som amerikanernes frihedsløfte har båret med sig, og som koster napolitanerne deres sjæl, forstand og kropskontrol.

Det er svært at gennemskue, hvad der er fiktion, og hvad der er sande øjenvidneberetninger i La Pelle. Men ikke desto mindre bevæger Malaparte sig rundt i et Napoli fuld af genkendelige steder:

Som for eksempel L’Ospedale dei Pellegrini, Napolis ældgamle sygehus, hvor han befinder sig efter et bombeangreb, og ser hvordan pjaltede pårørende trækker de sårede ind i hospitalsgården på en kærre, og river sig til blods af sorg, når lægerne erklærer dem alle døde. I desperation griber de mange lig, der ligger i bunker i hospitalets gange, flår dem fra hinanden og forsvinder bort i byen udenfor med ukendtes legemsdele under armen.

Vi kommer også med på Piazza dei Martiri, hvor napolitanske børn sælges som slaver til marokkanske soldater, og ned til havnen og slottet Castel Nuovo sammen med den rædselsslagne befolkning, da Vesuv natten til den 18 marts går i sit frygtelige, sidste udbrud. Malaparte beskriver hvordan heltemodige amerikanere letter fra Capodichino lufthavnen og flyver direkte ind i en katastrofal lavasky for at gennemhulle den og redde Napolibugtens landsbyer fra at blive begravet i stenklumper under dens bug.

Vesuvs udbrud, der varede fra 18-24 marts 1944. Foto taget fra et amerikansk bombefly. Wikipedia.

Malaparte fortæller også om en særlig, snæver gyde kaldet Il Pendino, der går fra havet ind i Chiaia-kvarteret, og befolkes af ækle dværge. Og så besøger han bordeller og vanvittige freakshows, som napolitanerne stabler på benene for at tjene en ussel mønt på amerikanerne. Uforglemmelige billeder tegner Malaparte af en fattig lejlighed, hvor et pigebarn med brudeflettet hår og hadefuldt blik falder bagover på en seng, spreder benene og viser sit jomfruelige skridt frem for soldaterne, og af et bordel, hvor de prosituerede lægger en blond paryk over deres pubeshår for at ophidse de sorte amerikanere, når de spidder pigerne igennem hårpragtens røde fløjlshul.

Men mest mindeværdig er måske frokosten i Duca di Toledo paladset, hvor Malaparte selv hævder at være til stede sammen med arméens højest stående befalingsmænd, blandt dem General Cork. Mens det omkringliggende Napoli vandmægter i hungersnød, sygdom og armod, bæres mystiske retter ind på sølvfade foran de amerikanske spidser, som Malaparte beskriver med både medlidenhed og afsky – især da selskabet får serveret en havuhyre i mayonnaise:

”Alle kiggede chokerede på fisken. Et svagt skrig af rædsel undslap Mrs. Flats læber, og General Cork blegnede. Et pigebarn, eller noget, der lignede et pigebarn, lå på ryggen i midten af fadet, på en bund af salatblade, indeni et stor guirlande af lyserøde koraller. Det havde åbne øjne, læberne adskilte, og beundrede kunstværket Venus’ Triumf, som var malet i loftet af Luca Giordano.

Det var nøgent: men den mørke og skinnende hud, som havde den samme violette farve som Mrs. Flats kjole, fremhævede, som var det en skræddersyet kåbe, dets spæde og allerede harmoniske former, hofternes søde kurver, mavens svage forhøjning, de små, jomfruelige bryster, de brede og muskuløse skuldre. Hun var ikke være mere end 8 eller ti år gammel, selvom hun på grund af sin kvindelighed sagtens kunne ligne én på femten.

Hist og her kunne man på grund af tilberedningen især på hofterne og skuldrene, se ind til det møre kød (…) Armene var korte, en slags finner, der endte i spidser, som hænder uden fingre. På issen havde hun en lok børster, som lignede hår, og lå som blonde lokker omkring hendes lille ansigt (…). Den lange og smækre krop endte, som Ovid ville have sagt det, in piscem, i en fiskehale. Barnet lå der på sin sølvbåre, og så ud, som om det sov. Men på grund af en utilgivelig fejl fra kokkens side sov hun ligesom de døde, på hvem ingen levende endnu har haft den barmhjertighed at lukke øjenlågene.” (side 221-222, La Pelle)  

Dyret, som blev serveret under frokosten, var ifølge Malaparte et af verdens sidste eksemplarer af Havfrue-fisken, som svømmede rundt i Napolis glorværdige akvarium; Et af de ældste og første akvarier i Europa, som indtil 2 verdenskrig indeholdt gigantiske, marine vidundere fra hele verden, men som under Den Femte Armés ophold blev tømt for at fodre generalerne med fisk. Det var nemlig forbudt at fiske i Napoli-bugten under besættelsen af fare for miner, og ’La sirena’, der på en prik lignede en rigtig havfrue’, var en af de sidste kæmper, der blev fisket op af akvariets montrer.

Efter beskrivelsen af Napoli rykker Malaparte med hæren videre mod nord og fortæller os om slaget ved Monte Cassino, Roms og Firenzes befrielse og sin tilbagevenden til Napoli, hvorfra bådene afgår til Amerika. Mens han har været væk er Vesuvs udbrud udslukt i en sådan grad, at der ikke længere stiger nogen form for røg opad vulkanens krater. Åndedraget fra den både vidunderlige og forfærdelige gud, som napolitanerne anser Vesuv for, er stoppet, og Malaparte følger de desperate napolitanere i deres procession mod vulkanens top og ser dem sende offergaver i form af lam, kaniner og høns ned i kraterets tavse mund, for forgæves at vække deres totem til live igen.

Curzio Malaparte med det rigtige navn Kurt Erich Suckert (9 juni 1898-19 juli 1957) var en italiensk forfatter, filmskaber, krigskorrespondent og diplomat. Wikipedia.

Malaparte står med sin roman på skuldrene af en hel generation af traumatiserede, sydeuropæiske forfattere, der især griber til symbolik for at kunne rumme og beskrive krigens rædsler som de udspillede sig under og efter fascismens greb. For eksempel vælger Kurt Eric Suckert, som er Curzio Malapartes rigtige navn, at tage et kunstnerpseudonym, der også rummer hans dobbelte identitet som både skyldig og befrier. ’Malaparte’ – som frit oversat betyder ’den onde del’ – spiller på kontrasten til Bonaparte – Napoleons efternavn.

La Pelle skulle egentlig have heddet La Peste, men fik ændret sin titel efter at Albert Camus roman The Plague blev udgivet i 1947 og ligeledes beskrev krigens rædsler som en sygdom, der hjemsøgte et Europa uden syndsforladelse. Malaparte kom selv fra Prato, og med sin evne til som både italiener og ’nordboer’ at kunne stå udenfor og indenfor skildringen af napolitanernes lidelser og heltemod,  leverer han et uimodståeligt sindbillede af Italiens mest bombede og plagede by.

2 verdenskrig var en konflikt, der stadig tegner Syditaliens og især Napolis skæbne: magtstrukturerne vendte for alvor til mafiaens fordel, og byen kom aldrig rigtig på fode igen som verdensmetropol, men gled baglæns i forhold til de øvrige italienske byers udvikling i efterkrigstidens boomende økonomi. La Pelle er obligatorisk læsning for alle dem, der har behov for at lære af fortiden, for ikke at begå de samme katastrofer i fremtiden.

Hovedmotiv: Still fra filmen Le Quattro Giornate di Napoli fra 1962. Fra Wikipedia.

De første anmeldelser af serien ‘Min Geniale Veninde’ på HBO Nordic spænder fra begejstring til mistro

Så skete det: den 19 og 20 november kunne man på HBO Nordic – over en uge før serien løber over skærmen i Italien – se de to første afsnit af ‘My Brilliant Friend’, og modtagelsen af filmatiseringen af Elena Ferrantes første Napoli-roman har fra kritikernes side været rigtig god.

Med mit kendskab til Napoli som by og ‘napolitaniteten’ som begreb har det været uhyre spændende at se omverdenens begejstring for den bog-serie, der suverænt har sat byen på det moderne, litterære verdenskort, overført til lærredet. Vi var mange der var spændte på, om instruktør Saverio Costanzo kunne stå distancen, og i traileren til serien blev jeg faktisk nervøs for, om de tarvelige by-kulisser, der tydeligvis udgør de første rammer om de to pigers første leveår, vitterligt ikke var lidt for karikerede.

Samme bekymring havde mange anmeldere, både i England, USA og her i Danmark. Men da jeg så de 2 første afsnit forleden gav det hele så meget mening, og jeg giver Costanzo så meget ret i, at netop den kulisse-agtige stemning bidrager til at spændingerne mellem karaktererne virkelig står frem, som stod Lenu og Lila på en enorm teater-scene, lige foran publikum uden en tv-skærm mellem dem og os.

Desuden er jeg rigtig glad for det langsomme tempo, hvor kameraet tager sig god tid til at dvæle ved et ansigt og et landskab. Det er visuelt kræs, og føles virkelig luksusagtigt i en medievirkelighed, hvor mange film ellers er fuld af hurtige klip.

Både i The Guardian og i New York Times har anmelderne måtte overgive sig – sidstnævnte havde nogle interesante pointer, fordi hun mener, at serien visse steder taber noget ved at være lidt for tro mod sit forlæg: at Lenus ældre stemme fortæller ind over- ligesom hun jo gør i bogen i sit lange tilbageblik på de to pigers venskab – bliver af og til for insisterende. Istedet for skulle Costanzo have stolet på det ældgamle råd, dont tell it , show it, især fordi de to hovedrolleindehavere spiller så uforligneligt.

Den måske mest interessante kritik hørte jeg fra Eva Eiztrup, der i sin anmeldelse i Information syntes, at settingen var for romantiseret og kulisse-agtig, og skuespillet, som de beskrev det i radio24Syv, hvor hun var gæst, ‘en karikatur af skrigende madonna’er”.

Det bliver jeg selvfølgelig nødt til at kommentere på:

Kvarteret, som beskrives i serien, er en genopbyggelse af det dengang spritnye Rione Luzzati, der blev opført øst for hovedbanegården som en del af Poggioreale-kvartéret. Stedet findes endnu, men er blevet komplet opslugt af storbyen Napoli. Rione Luzzati vedbliver dog ligesom resten af Poggioreale med at være et barskt slumkvartér præget af de ‘case popolari’, huse til arbejderklassen, som er blevet opført i Italien igennem umindelige tider, og som i efterkrigstiden blev lavet af billige materialer.

Jeg har selv færdedes i Poggioreale, og det var en depressiv oplevelse, der vil sidde i mig resten af livet på grund af trøstesløsheden, den subtile atmosfære af vold og en meget mærkelig følelse af, at et eller andet ubehageligt og skæbnesvangert hele tiden skulle til at indtræffe.

Det er en stemning, der understreges af de beskidte slumkvarterer – byggerier, der får én til at føle sig sært fremmedgjort i selv den travleste gade – og hvis det har været Costanzos intention at formidle lige netop dette, er det lykkedes ham over evne.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage Eva Eistrup med til Poggioreale en dag, for så vil hun kunne forstå, hvorfor kvinderne skriger og slås her, og hvorfor kvarteret både i virkeligheden og på film undslipper enhver identifikation med det romantiske billede af det smukke, barokke og vasketøjsdryppende Napoli, som mange af os bærer rundt på. At kalde filmen en karikatur er netop en karikatur på de fordomme, som vi alle indeholder, især om steder, hvor vi ikke selv har været.

Måske siger anmelderen det fra New York Times bedst når hun skriver, at serien udgør den hidtil vigtigste beskrivelse af et kvindeligt venskab, som vi har ventet mange år på. I langt de fleste tilfælde er kvinder, og især pigebørn, hvis de altså overhovedet optræder på lærrredet, statister, og blot iagttagere af mændenes drama.

Med Ferrante oplever vi et revolutionerende skift i perspektiv. Godt gået, Elena, jeg vil ha mer’! Anmeldelsen i New York Times kan du finde HER.

Anmeldelsen fra Information befinder sig HER.

Hovedfoto: Copyright HBO Nordic.

På jagt efter Syditalien på Bogforum: Elena Ferrantes Napoli-romaner er kommet med i ny bog over verdenslitteraturens højdepunkter

Igår var jeg et smut på bogforum i Bella Center i København, og selvfølgelig var jeg på udgik efter bøgen om Italien og syditaliensk litteratur blandt de mange nye titler.

En af de ting, der gjorde størst indtryk på mig, var et interview på Aarhus Universitetsforlags stand, hvor Jakob Ladegaard og Mads Rosendahl Thomsen, som er henholdsvis lektor og professor MSO i Litteraturhistorie, Aarhus Universitet, fortalte om forlagets nye bog, 50 VÆRKER. HØJDEPUNKTER I VERDENSLITTERATUREN.

Min veninde Hanne Roer, som er lektor i retorik ved Københavns Universitet, havde bidraget med et kapitel om Dantes Guddommelige Komedie, og med på listen sammen med forfattere som Homer og H.C. Andersen stod minsandten også Elena Ferrante og hendes Napoli-serie.

Det var jeg naturligvis meget begejstret for at se, og jeg interviewede derfor kort Mads om hvorfor de havde valgt at tage Ferrante med i deres antologi:

“Først og fremmest er det jo en utrolig stærk historie, som er overmåde godt fortalt. Ferrante har ramt noget hos folk over hele jorden, der kan se sig spejlet i hendes hovedpersoner og univers. Og så er der noget med bøger i serier, som vi kan mærke har et stort appel. Ligesom Karl Ove Knausgård, der også er med på listen på grund af hans selvbiografiske værk, Min Kamp.

Det er faktisk overraskende, fordi man skulle tro, at meget lange historier, hvor man skal gå og vente på fortsættelsen, ikke har nogen plads i vores travle hverdag. Men der er vi altså blevet klogere. Godt nok har Napoli-trilogien endnu ikke stået tidens prøve som de ældre værker på listen, men vi ville omvendt gerne have noget helt nyt med, og der faldt valget altså på Elena Ferrante”, fortalte Mads Rosendahl Thomsen.

Du kan læse mere om bogen HER.