Category Archives: BØGER

Syditalien i dit øre: rejs med på denne podcast hvor jeg er i studiet hos Colosseum

Som William, der inviterede mig i studiet for at bidrage til hans spændende podcast-serie om Italien, Colosseum, skriver i sin beskrivelse af udsendelsen:

“Syditalien er fuld af liv og livsvisdom, men også mismod og misforståelser. Find ud af, hvorfor Madonnaen er syditalienernes geniale veninde, hvorfor Syditalien er landets sociale lim og hør om en mafiaboss, der er machogangster om dagen og trans-trækkerdreng om natten. Dagens gæst er Cecilie Marie Meyer.”

Jeg og William havde den sjoveste eftermiddag sammen i studiet i fredags, og som du nok kan høre, måtte vi begge bryde ud i latter flere gange. Ikke på grund af hinanden, men på grund af de til tider overraskende historier jeg kunne fortælle om mit liv i Italien, som jeg beskriver i min bog ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol.’Rejs med på en lytter til det varme syden og lyt med HER. rigtig god weekend!

Foto: Colosseum, William Schou.

Køb min bog ‘Mezzogiorno’ på nettet eller i boghandlen – eller køb den direkte fra mig og få en personlig hilsen med

I en kold til blæser min essay-samling Mezzogiorno en lun, syditaliensk brise indover Danmark, som du man varme dig ved. Bogen udkom den 3 december fra Forlaget Turbine og har allerede fået flot omtale i Jyllands Posten og Politiken. Læs om indholdet her, og køb min bog, hvis du er nysgerrig efter at lære om Syditaliens skjulte potentiale. Bogen kan også bestilles direkte hos mig via mail på cillemarie@gmail.com – skriv til mig og få tilsendt et eksemplar med posten med personlig hilsen indskrevet i bogen fra mig til dig, eller til en bekendt, som du ved elsker Italien.

Her er soundtracket til min bog ’Mezzogiorno’

Meget af det jeg skriver bliver til på en musikalsk klangbund – og mens jeg sad og skabte mine essays til Mezzogiorno, var der hele tiden musik i baggrunden, som var forbundet med historierne, og som jeg lyttede til, for inspiration. Nu deler jeg de vigtigste af dem med jer – alle sangene er enten italienske eller forbundne med italienske universer, og hist og her også krydret med videoklip, hvis udtryk, farver og stemninger matcher kapitlerne i Mezzogiorno.

Måske tonerne også kan give ekstra dybde til mine fortællinger, mens du læser min bog – eller introducere italienske musikere og instruktører, som du aldrig før har hørt om? Jeg har nedenfor anført musikken og videoklippene i en rækkefølge, som matcher bogens indhold. Rigtig god fornøjelse på denne rejse ind i Mezzogiornos symfoniske univers:

 ’Whispers’ fra HBO-serien L’amica geniale af Max Richter:

Da Elena Ferrantes romantetralogi om veninderne Elenas og Lilas liv i det fattige Napoli blev filmatiseret i 2018 med HBO-serien ’L’amica geniale’, skulle verdenssuccesen naturligvis ledsages af et smukt og indfølt soundtrack. Det lykkedes den tysk-engelske komponist Max Richter at skabe netop det: et lydtapet, der på dramatisk vis fanger kompleksiteten i historien og det tilbageholdte åndedrag, som mange af os millionere af læsere har siddet med under læsningen af romanerne.

Et af Max Ricthers smukkeste bidrag er melodien ’Whispers’, hvis strygere går som et skæbnesvangert pulsslag gennem kompositionen, og stiger og falder som et blodtryk midt i det hektiske Napoli.

Det er en melodi, som jeg synes ledsager energien i mit forord ganske godt – den fremadrettede bevægelse fra Firenze ned mod Syditalien, der skulle blive afgørende for min udvikling fra barn til voksen, og for alle de valg, jeg senere skulle træffe om min livsbane:

Fantasticamenteamore af Syria:

Glæde, livsmod, leg og tagfat – og et stænk af melankoli. Da jeg boede i Salerno var en af mine og Marcos yndlingskunstnere Syria. En italiensk sangerinde fra Rom (hendes rigtige navn er faktisk Cecilia!), som vi lyttede rigtig meget til, og som er vedblevet med at være succesfuld i hele Italien.  

Syria fik sin debut i 1996 da hun vandt den italienske musikkonkurrence San Remo, og i 2000 udkom så mit yndlingsalbum fra hendes hånd, Come una goccia d’acqua (som en dråbe vand), med alle mine og Marcos yndlingssange på.

’Fantasticamenteamore’ optrådte hun med til Sanremo samme år, og rummer al den vilde og ungdommelige energi, som mine 20’ere i Salerno var så fulde af.  Men sangen er også fuld af smerte. Lyt blot ti omkvædet:

”Der var mig, der var dig, altid i evigheden,

Og dine øjne stjal min sol,

på fantastisk vis min kærlighed,

kun min,

indtil himlen kaldte på dig.”

Sangen skulle nemlig handle om en kæreste, Syria engang havde, som døde fra hende.

Lyt for eksempel til sangen, mens du læser Ind i Salerno:

Io, mammeta e tu af Renato Carusone:

En kæmpe klassiker fra den napolitanske sangtradition! Renato Carosone var ham, der gav os den swingende og gyngende ’tu vo fa’ l’americano (der faktisk blev et genfødt disco-hit for ikke så mange år siden), og i 50’erne og 60’erne leverede han det ene romantiske og fængende hit efter det andet med det folkelige Napoli som romantisk og humoristisk baggrund.

I denne sang synger han om kvalerne med at få sin kæreste for sig selv. For når han henter hende hjemme hos forældrene, skal hendes mor hele tiden med – eller hendes søster, eller hendes niece, eller hendes bror! Det er en sorgløs klagesang, hvor han på napolitansk dialekt beskriver, hvordan de prøver at spadsere (passeggiare) på byens strøg Via Toledo, men hele tiden forfølges af svigerfamilien:

”Jeg havde sagt det til dig,

Første gang vi gik ud

I en port tæt på dit hjem:

Jeg gider ikke, at du tager nogen med!

Men nu er de der alligevel:

En bror, en søster og en niece

I stedet for at gå ud alene,

Var vi nu altid 3.

Og du lovede mig:

I morgen ved jeg ikke, men jeg

Kommer kun med mor!

Omkvæd:

Jeg, din mor og dig,

Vi spadserede på Via Toledo

Os foran, din mor bagved,

Det var helt tosset.

Kommer hun også med på bryllupsrejse?”

Sangen er oplagt at lytte til under læsningen af kapitlerne La passeggiata – den livsnødvendige spadseretur, og Assistentens assistent. Sidstnævnt handler selvfølgelig om det faktum, at man sjældent kan være alene i Syditalien uden assistance fra en ledsager:

Dietro casa af Ludovico Einaudi:

Ludovico Einaudi er en af mine absolutte favoritter når det kommer til stemningsfulde melodier. Han er efterhånden blevet verdensberømt for sine soundtracks til alt fra italienske nichefilm til store Hollywood-produktioner, der opbygges på minimalistisk vis omkring hans medrivende klaverspil. Hver gang jeg lytter til hans melankolske komposition Dietro casa, ‘bag huset’, mindes jeg de langsomme, syditalienske eftermiddage, hvor tiden står stille, og der er god tid til refleksion.

Lyt gerne til melodien, når du læser kapitlterne La controra og Hjemme og ude:

Franco Blandis time-lapse-video fra Siciliens bagland:

Sicilien er myternes ø, hvor menneskene lever i så stærk en synergi med deres land, at man kan have svært ved at skelne mellem krop og jord, kultur og natur, fantasi og virkelighed. Det hele vikles sammen i en uendelighed, der ikke kun forstærkes af landskabernes ruiner og ufærdige byggerier, men også af de skiftende årstider, hvis gentagen af farver, dufte og stemninger skaber et cyklisk dejavu.

Dette fanger den lokale filmskaber og siclianer Franco Blandi smukt i denne lille film som han har opbygget ved at filme sin fødeøs bagland de samme steder fra, ubrudt henover et helt år. Med ’de 4 årstider’ i baggrunden oplever man hvordan stederne forandrer sig for hver dag, for blot at ende ved samme udgangspunkt 12 måneder senere. Filmen giver også et intimt glimt af det landlige Sicilien mellem Messina og Enna, som meget få kender, og danner et fint soundtrack til mit kapitel L’arte dell’incompiuto – det ufærdiges kunst:

Capri Rendez Vous af Liberato:

Liberato er Napolis neomelodiske rap-fænomen, der har taget hele Italien med storm, og med lige dele vildskab og følsomhed viderefører Syditaliens store musik-arv. Meget få kender den unge fyrs sande identitet, for Liberato gemmer sig bag sit kunstnernavn for at have frie hænder til at fortolke Napolis sangskat og til at eksperimentere med nye udtryk.

Personligt er min Liberato-favorit hans poetiske hilsen til Capri, hvor han gennem 5 musikvideoer fra 1960’erne op til 00’erne fortæller en romantisk og bittersød historie om et møde mellem en fransk skuespillerinde, Marì, og en lokal stik-i-rend-dreng, Carmine. De mødes på en sejlbåd, da Marì skal fragtes hjem fra en filmscene til sit hotel. Inden hun stiger på båden, siger hun til filmens italienske instruktør: ”Tiden og det at efterlade mig et aftryk interesserer mig ikke. Man kan ikke spole tiden tilbage. Lev i nuet”.

Det kommer hun til at fortryde bitterligt. På både forelsker Carmine og Marie sig nemlig i hinanden:

Marie må dog forlade øen dagen efter, og bliver siden verdensberømt. Senere vender hun tilbage til Capri i 70’erne som diva, og de ser hinanden flygtigt på en natklub:

Det næste gensyn på Capri er hjerteskærende. Året er 1993, og Marie må ledsages hjem til sit luksushotel af Carmine, efter hun har drukket sig fuld på en bar. Hun er ulykkelig over sit tomme liv, men Carmine er gift og blevet politibetjent. De får dog en enkelt nat sammen, efter at Marì har tryglet ham om at blive, og spole tiden tilbage:

I den sidste film vender Marie tilbage til et meget forandet Capri i 2019, som nu mestendels tilhører turisterne. Hvorfor hun er der finder vi ud af tilsidst – det er for at deltage i Carmens begravelse:

Den elegante video-fortælling ledsaget af Liberatos musik rammer lige præcis den melankolske stemning, som jeg fortæller om i mit essay På tur til den blå ø Capri. Capri og Syditalien er ikke kun skønhed og glæde, men også smerte og længsel.

 La figliata fra filmen ’La Pelle’:

Når man læser mit essay Il femminiello – Napolis tredje køn, nævner jeg mandefødslen la figliata. Det ældgamle ritual, hvor en mand får veer og omgivet af andre femminielloer føder en dukker med en enorm fallos. Alt imens mandefødslerne stadig foregår visse steder i Napolis opland, er de ikke lige til at finde og deltage i. Man får dog et glimt af festligheden i filmatiseringen af Curzio Malapartes krigsepos om Napoli, ’La Pelle’:

’O saracino af Renato Carosone:

Ingen bog om Syditalien er komplet uden en hyldest til den syditalienske mand, som jeg har brugt mange år på at studere: hans posering i gadebilledet, hans måde at bevæge sig på, tale på og opføre sig, men også hans hengivenhed og store hjerte rør mig hver gang, jeg stifter et nyt bekendtskab. Den syditalienske mand er uberettiget blevet latterliggjort af mænd i køligere lande, der ikke forstår hans særlige kapital af charme, storsindethed og ægte opofrelse overfor de mennesker, han elsker.

Lyt til denne humoristiske sang om ’O Saracino’ (saraceneren – ordet som i gamle dage ofte blev brugt om personer fra Mellemøsten) af Renato Carosone, når du feks.  læser kapitlet Manden, faderen, ridderen og patriarken. Sangen trækker på stereotyperne i sin fortælling om en napolitansk mand, som alle kvinder forelsker sig i:

”Han har krøllet, krøllet hår,

Skinnende og frække øjne

Alle unge piger kommer rendende

Når de ser ham gå forbi

Med en cigaret i munden

Og en hånd i lommen

Går han sådan rundt i hele byen

Saracener, saracener, smukke fyr!

Saracener, saracener, alle kvinder forelsker sig i ham.”

The Taranta Project af Ludovico Einaudi:

Hvorfor går så mange i den vestlige verden rundt med fobier overfor edderkopper, slanger, trange rum og store pladser? Er det på grund af uforløste traumer, som man engang kunne håndtere med dans og musik, der nu er glemt, og som vores moderne verden derfor ikke længere har redskaberne til at hele?

Mit essay il tarantismo – terapien fra Puglias onde fortid tager udgangspunkt i Ernesto de Martinos antropologiske studier i 50’ernes Salento, hvor man som det sidste sted i Syditalien kunne opleve ’le tarantate’, de stakkels kvinder, som var blevet bidt af en giftig edderkop i marken, og nu kun kunne blive helbredt gennem et ugelangt danseritual fuld af symboler.

De Martino fandt ud af at kvindernes sindssyge ikke stammede fra edderkoppebiddets gift, men i stedet var et stress-symptom på det hårde bondelivs kulmination under høsten. Lokalsamfundet havde gennem årtusinder opbygget en særlig musik og dans, som henover dagene helbredte kvinden og gav hende afløb for sine frustrationer.

Ernesto filmede det hele og tog med i kirken, når de helbedte kvinder afsluttede tarantismo-ritualet ved at drikke af den hellige kilde og bede i San Paolos kapel i byen Galatina. Hvert år afholdes der en stor musikfestival for folkemusik i Salento, hvor tarantisme-musikken har fået en står genfødsel, og i den forbindelse bad man komponisten Ludovico Einaudi om at lave et album inspireret af il tarantismo.

Resultatet er blændende – her kan du opleve en af hans medrivende melodier, der er krydret med De Martinos filmklip fra dengang, og hvor Ludovico fortæller om sit arbejde til sidst:

Ruanzu Il cane af Carmine Torchia:

Jeg tror kun det er i Syditalien, at en hund kan blive ophøjet til noget nær i guddom. Det skete i hvert fald i den calabresiske landsby Sersale, hvor en gul labrador pludselig dukkede op ud af ingenting. Den venlige ’vagabond’ blev hurtigt en del af det lille samfund, som fandt ud af, at Ronzo ikke var en helt normal hund. Den troppede op ved et hus, når en person var død, og gik lige ind i stuen for at trøste de pårørende. På kirkegården kunne den finde på at våge over nye grave,  og den fulgte stædigt med i optoget, når man fejrede den lokale helgen.

Mest spektakulært var det dog, at den insisterede på at deltage i møderne på rådhuset, og til gudstjenesterne i kirken. Begge dele fik den lov til. Da hunden blev kørt ned af en flugtbilist, var hele byen i sorg, og gav Ronzo sin helt egen begravelse.

Hunden lever stadig i de lokales bevidsthed – så meget, at hunden nu også har fået sin egen sang, komponeret af bysbarnet Carmine Torchia. Lyt til den nedenfor, når du læser mit essay Ronzos Lære. Omkvædet lyder:

”Jeg hed Ronzo,

Jeg tager med til bryllupperne

Og til hver en begravelse

Jeg er Ronzo

Og de siger, jeg er speciel

Jeg hed Ronzo,

Jeg går med i optogene

Og deltager i møderne på rådhuset

Jeg er Ronzo,

Og de siger, jeg er speciel”:

Napule è af Pino Daniele:

Napoli har mange skjalde, men en af de vigtigste var Pino Daniele, der om nogen har fanget byens energi i sine både simple og storladne kompositioner. I sin sang Napule è fra 1977 rammer han mange af de komplekse følelser, som napolitanerne har overfor deres beskidte, smukke, korrupte, hårde og bløde hjemby. Selvom Napoli dengang var en af Italiens fattigste byer, bobler Pino stadig af stolthed i stroferne, når han for eksempel starter sangen således:

Napoli er 1000 farver

Napoli er 1000 ting at frygte

Napoli er lyden af børnestemmer

Der stiger langsomt

Og du ved, du ikke er alene

Napoli er den hårde sol

Napoli er flammer og hav

Napoli er et beskidt stykke papir

Som alle er ligeglade med

Og alle afventer deres skæbne

Jeg så selv Napolis bagside, da jeg under mit ophold i Salerno besøgte et af byens fattigste kvarterer. Lyt derfor gerne til sangen, når du læser mit essay Pasta i Poggioreale:

Giulia e il cuore a pezzetti af Donpasta:

Pugliesiske Daniele De Michele, der også går under kunstnernavnet Donpasta fordi han elsker at lave mad, har siden 2014 rejst i hele Italien for at filme og vise glimt af den tidløshed, som bor i den italienske madlavning. Han mener at italienerne er ved at glemme deres gastronomiske arv, og med sine optagelser hylde han de store, ydmyge måltid, som holdes i hævd af ildsjæle, som alle har de egne historier at fortælle om de retter, der laver.

Daniele De Michele anses som værende en af de mest lovende og nyskabende performance-kunstnere i Italien lige nu, som både kan ses lave pasta back stage til sit hold af DJ’s hjemme i Otranto, holde ’Parmigiana Raves’ i New York, og filme i privaten hos bedstemødre, hvor han laver optagelser om køkkenets visdom.

I forbindelse med mit essay om Mobiltelefonen, hvor jeg beskriver hvorledes mit liv i Salerno langtfra blot var en dans på roser, har jeg flere gange spejlet mig i denne rørende optagelse af Giulia, der laver hakket kalvehjerte med persille og polenta til Donpasta. Imens beretter hun om hvordan hun selv har fået gennemhullet sit eget hjerte mange gange, og tegner det symbolske organ på et stykke papir. ”Hvorfor sidder du ikke bare i sofaen og ser fjernsyn, ligesom andre kvinder”, fortalte hendes mor hende, da hun var ung. Men Giulia ville ud i verden og skabe sit eget liv, og det har kostet på følelseskontoen:

Tra le braccia dell ’angolo af Siria:

Ingen afsked uden Syria – her synger hun en slags vuggesang for kærligheden og om at tage af sted fra sin elskede mellem en engels arme. En værdig udgangssalut til min essaysamling og bogens sidste kapitel, Ud af Salerno:

Hovedillustration: Den pugliesiske gruppe Canzoniere Grecanico Salentino er blevet verdensberømt for sin fortolkning af Puglias tarantismo-musik. Wikipedia.

Ny dato: den 3 december udkommer min bog ‘Mezzogiorno’ – tid og sted for bogsignering følger

Forleden sendte Marco mig dette foto, som jeg ikke anede, eksisterede: af mig og hans mor, der renser grøntsager, og min svigerinde, Luisa, overfor. I de sidste ugers tid har jeg sat hele Syditalien i bevægelse for at indhente illustrationer til bogen. Inklusiv min svigerfamilie i Salerno, og min ekskæreste Marco, der nu bor i Dublin, har rodet deres skuffer igennem efter fotos fra den tid, hvor man stadig fremkaldte og gemte sine billeder, efter de var blevet afhentet i en fotoforretning. Set på afstand bliver det ofte hverdagsscenarierne, der siger mest om en periode. Ikke de opstillede familiefotos.

De ting, jeg erindrer, er mestendels de bombastiske situationer, følelsesudbruddene, og de skelsættende begivenheder. Jeg har haft en forestilling om, at jeg mest var iagttager. Og jeg havde næsten glemt min svigermors smukke profil, med den let konvekse næse, den stærke overkrop og hendes koncentration, som det krævedes, når man var centrum i en husholdning med begrænsede midler:

på bordet foran os bliver alle bladene sorterede (spinat? Bladbede?Palmekål?), selv dem i bunden af plastikposen, for intet måtte gå til spilde.  

På billedet er det mig, der taler energisk, mens min svigerfamilie lytter, fordybet i tanker. Vi sidder ved familiens spisebord, som står i en lille karnap med plastik-vinduer i et udhæng udover Salernos jernbane, hvor togene dampede forbi, og fik hele lejligheden til at ryste imens. Gad vide, hvad jeg siger, eller fortæller? Gad vide, hvilket indtryk, jeg egentlig efterlod? Og har jeg egentlig nogensinde takket dem for, at jeg, (så godt som) dag ud og dag ind, blev bespist og passet og plejet, som det mest selvfølgelige i verden?  

Billedet nåede ikke med i bogen, men jeg beholder det selv for at mindes kærligheden i en hverdag, som jeg tog for givet. Og glæder mig til at kunne fortælle hele historien i ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’, som udkommer den 3 december. Se den på forlagets hjemmeside her.

Den 28 oktober udkommer min essaysamling ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’ fra Forlaget Turbine

En stor drøm er netop gået i opfyldelse: Til efteråret får jeg simpelthen udgivet en hel bog med essays om Syditalien, som jeg har arbejdet på i de sidste par år – den røde tråd bliver mit liv i Salerno med kæreste og svigerfamilie, som også knyttes op på de mange indsigter, jeg senere har fået om landsdelen gennem mit arbejde som forfatter og skribent.

‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’ bliver en tour de force gennem en for mange ukendt del af Italien, hvor jeg beskriver en eksotisk hverdag fuld af anderledes ressourcer. Et par af teksterne kender I måske allerede fra min blog, og ved, hvad jeg mener;-)

Faktisk tror jeg ikke, denne essay-samling var blevet til noget, hvis jeg ikke havde haft JER til at læse med på min blog, og til at bekræfte mig i, at os danskere er nysgerrige og villige til at lære om Syditaliens mirakler.

Og så er jeg selvfølgelig taknemmelig for at Forlaget Turbine tør bide skeer med en for dem ukendt destination, som de (så vidt jeg ved) aldrig har udgivet noget om før.

Da jeg kom til Syditalien for første gang, boede jeg i Firenze – Italiens ultimative by for kunst, kultur og historie. Men hvad jeg fandt syd for Rom var en åbenbaring af vidundere, jeg sjældent havde hørt om, men som ikke desto mindre virkede utrolig vedkommende. Udover at finde græske templer, barokbyer bygget i lava og landskaber skabt af levende vulkaner, oplevede jeg et Syditalien, hvor de menneskelige relationer, og det at bo, leve og dø sammen, blev ophøjet til en kunstart.

Følg linket nedenfor og læs mere om ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’, som allerede nu kan bestilles fra forlaget, og hos Saxo. Jeg håber selvfølgelig på mange solgte eksemplarer, så vi kan vise verden, at Syditalien er relevant og et (vildt, vidunderligt, skørt) sted, som man kommer til at høre meget mere fra i fremtiden.

Syditaliensk litteratur på Folkeuniversitetet – også online

Jeg tror, det er første gang nogensinde, der er blevet holdt en foredragsrække om syditaliensk litteratur på et folkeuniversitet – men nu sker det altså, når jeg den 28 september og 5 oktober står for 2 foredrag med fokus på landsdelens geniale forfattere.

At det (højst sandsynligt) er første gang, fremhæver det tankevækkende i, at en landsdel, der har undfanget mastodonter som Pirandello, Deledda, Sciascia og Ferrante, først nu får sit særskilte fokus.

Men det fortæller også om at Syditalien lige nu udgør et spændende og vedkommende alternativ til de kulturområder, som sædvanligvis har tiltrukket sig international opmærksomhed, når det kommer til Italiens vidundere.

Jeg glæder mig til at føre jer gennem Syditaliens vigtigste strømninger og forfatterskaber fra Antikken frem til nu, hvor I vil stifte bekendtskab med både kendte og mere ukendte skribenter, der på hver deres måde har bidraget til den europæiske litteraturs udvikling.

Og så holder jeg et særligt foredrag med fokus på det feminine blik i litteraturen, der gennem tiden har tilbudt en anderledes vinkel på det syditalienske samfund, med vigtige opblomstringer gennem århundrederne: første gang markant i slutningen af 1800-tallet med kvinder som Grazia Deledda og Matilde Serao, i efterkrigstiden med Anna Maria Ortese og Fabrizia Ramondino, og i nutiden med Elena Ferrante, Michela Murgia og Viola Ardone.

På grund af corona kan foredragene også tilgås digitalt den 3 og 10 november, hvilket jeg især er glad for, fordi folk fra hele landet så kan være med – læs mere og tilmeld dig her:

https://www.fukbh.dk/program/historie/kulturhistorie/syditaliensk-litteratur?fbclid=IwAR1ygxCmTgUY0g_76ZLoE22wQblnmlDGtbgmeRg1g3L0NDUcbQN_cDer79ohttps://www.fukbh.dk/program/historie/kulturhistorie/syditaliensk-litteratur?fbclid=IwAR1ygxCmTgUY0g_76ZLoE22wQblnmlDGtbgmeRg1g3L0NDUcbQN_cDer79o

Hovedfoto: Johannes Jansson, Wikipedia