Category Archives: BØGER

De første anmeldelser af serien ‘Min Geniale Veninde’ på HBO Nordic spænder fra begejstring til mistro

Så skete det: den 19 og 20 november kunne man på HBO Nordic – over en uge før serien løber over skærmen i Italien – se de to første afsnit af ‘My Brilliant Friend’, og modtagelsen af filmatiseringen af Elena Ferrantes første Napoli-roman har fra kritikernes side været rigtig god.

Med mit kendskab til Napoli som by og ‘napolitaniteten’ som begreb har det været uhyre spændende at se omverdenens begejstring for den bog-serie, der suverænt har sat byen på det moderne, litterære verdenskort, overført til lærredet. Vi var mange der var spændte på, om instruktør Saverio Costanzo kunne stå distancen, og i traileren til serien blev jeg faktisk nervøs for, om de tarvelige by-kulisser, der tydeligvis udgør de første rammer om de to pigers første leveår, vitterligt ikke var lidt for karikerede.

Samme bekymring havde mange anmeldere, både i England, USA og her i Danmark. Men da jeg så de 2 første afsnit forleden gav det hele så meget mening, og jeg giver Costanzo så meget ret i, at netop den kulisse-agtige stemning bidrager til at spændingerne mellem karaktererne virkelig står frem, som stod Lenu og Lila på en enorm teater-scene, lige foran publikum uden en tv-skærm mellem dem og os.

Desuden er jeg rigtig glad for det langsomme tempo, hvor kameraet tager sig god tid til at dvæle ved et ansigt og et landskab. Det er visuelt kræs, og føles virkelig luksusagtigt i en medievirkelighed, hvor mange film ellers er fuld af hurtige klip.

Både i The Guardian og i New York Times har anmelderne måtte overgive sig – sidstnævnte havde nogle interesante pointer, fordi hun mener, at serien visse steder taber noget ved at være lidt for tro mod sit forlæg: at Lenus ældre stemme fortæller ind over- ligesom hun jo gør i bogen i sit lange tilbageblik på de to pigers venskab – bliver af og til for insisterende. Istedet for skulle Costanzo have stolet på det ældgamle råd, dont tell it , show it, især fordi de to hovedrolleindehavere spiller så uforligneligt.

Den måske mest interessante kritik hørte jeg fra Eva Eiztrup, der i sin anmeldelse i Information syntes, at settingen var for romantiseret og kulisse-agtig, og skuespillet, som de beskrev det i radio24Syv, hvor hun var gæst, ‘en karikatur af skrigende madonna’er”.

Det bliver jeg selvfølgelig nødt til at kommentere på:

Kvarteret, som beskrives i serien, er en genopbyggelse af det dengang spritnye Rione Luzzati, der blev opført øst for hovedbanegården som en del af Poggioreale-kvartéret. Stedet findes endnu, men er blevet komplet opslugt af storbyen Napoli. Rione Luzzati vedbliver dog ligesom resten af Poggioreale med at være et barskt slumkvartér præget af de ‘case popolari’, huse til arbejderklassen, som er blevet opført i Italien igennem umindelige tider, og som i efterkrigstiden blev lavet af billige materialer.

Jeg har selv færdedes i Poggioreale, og det var en depressiv oplevelse, der vil sidde i mig resten af livet på grund af trøstesløsheden, den subtile atmosfære af vold og en meget mærkelig følelse af, at et eller andet ubehageligt og skæbnesvangert hele tiden skulle til at indtræffe.

Det er en stemning, der understreges af de beskidte slumkvarterer – byggerier, der får én til at føle sig sært fremmedgjort i selv den travleste gade – og hvis det har været Costanzos intention at formidle lige netop dette, er det lykkedes ham over evne.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage Eva Eistrup med til Poggioreale en dag, for så vil hun kunne forstå, hvorfor kvinderne skriger og slås her, og hvorfor kvarteret både i virkeligheden og på film undslipper enhver identifikation med det romantiske billede af det smukke, barokke og vasketøjsdryppende Napoli, som mange af os bærer rundt på. At kalde filmen en karikatur er netop en karikatur på de fordomme, som vi alle indeholder, især om steder, hvor vi ikke selv har været.

Måske siger anmelderen det fra New York Times bedst når hun skriver, at serien udgør den hidtil vigtigste beskrivelse af et kvindeligt venskab, som vi har ventet mange år på. I langt de fleste tilfælde er kvinder, og især pigebørn, hvis de altså overhovedet optræder på lærrredet, statister, og blot iagttagere af mændenes drama.

Med Ferrante oplever vi et revolutionerende skift i perspektiv. Godt gået, Elena, jeg vil ha mer’! Anmeldelsen i New York Times kan du finde HER.

Anmeldelsen fra Information befinder sig HER.

Hovedfoto: Copyright HBO Nordic.

På jagt efter Syditalien på Bogforum: Elena Ferrantes Napoli-romaner er kommet med i ny bog over verdenslitteraturens højdepunkter

Igår var jeg et smut på bogforum i Bella Center i København, og selvfølgelig var jeg på udgik efter bøgen om Italien og syditaliensk litteratur blandt de mange nye titler.

En af de ting, der gjorde størst indtryk på mig, var et interview på Aarhus Universitetsforlags stand, hvor Jakob Ladegaard og Mads Rosendahl Thomsen, som er henholdsvis lektor og professor MSO i Litteraturhistorie, Aarhus Universitet, fortalte om forlagets nye bog, 50 VÆRKER. HØJDEPUNKTER I VERDENSLITTERATUREN.

Min veninde Hanne Roer, som er lektor i retorik ved Københavns Universitet, havde bidraget med et kapitel om Dantes Guddommelige Komedie, og med på listen sammen med forfattere som Homer og H.C. Andersen stod minsandten også Elena Ferrante og hendes Napoli-serie.

Det var jeg naturligvis meget begejstret for at se, og jeg interviewede derfor kort Mads om hvorfor de havde valgt at tage Ferrante med i deres antologi:

“Først og fremmest er det jo en utrolig stærk historie, som er overmåde godt fortalt. Ferrante har ramt noget hos folk over hele jorden, der kan se sig spejlet i hendes hovedpersoner og univers. Og så er der noget med bøger i serier, som vi kan mærke har et stort appel. Ligesom Karl Ove Knausgård, der også er med på listen på grund af hans selvbiografiske værk, Min Kamp.

Det er faktisk overraskende, fordi man skulle tro, at meget lange historier, hvor man skal gå og vente på fortsættelsen, ikke har nogen plads i vores travle hverdag. Men der er vi altså blevet klogere. Godt nok har Napoli-trilogien endnu ikke stået tidens prøve som de ældre værker på listen, men vi ville omvendt gerne have noget helt nyt med, og der faldt valget altså på Elena Ferrante”, fortalte Mads Rosendahl Thomsen.

Du kan læse mere om bogen HER.