Category Archives: CAMPANIA

”Jeg kradser også for dig”

Han tog sig prompte i skridtet, og sagde:”Gratto anche per te”. Tonefaldet var humoristisk i en erkendelse af øjeblikkets groteskhed: her stod vi i en nøjsom, protestantisk kirke med en anonym kiste imellem os, helt alene, overrumplede.  Men under hans forsikringer lå der alligevel en alvor, en sikkerheds skyld. Man ved jo aldrig. Døden udlignes med livet og den frugtbarhed, der bæres mellem benene.

Syditalien kom  jævnligt til Danmark, nærmere sagt til Allerød, i form af min kæreste Marco, der betragtede den nordsjællandske orden med ligeså forbløffede øjne, som jeg havde beskuet det modsatte i hans hjemby.

Første gang han var på besøg ringede min svigermor spændt og ubønhørligt: det var sommer, og man kunne nærmest fornemme heden emme ud af røret på fastnettelefonen, når hun med læspende istemte råbte (ikke talte): ”Vi er i helvede, Marco, vi er i helvede, vi brænder op!”

Hun fortsatte med at spørge (råbe), indtil Marco roligt sænkede telefonrøret og kvalte talestrømmen, der spruttede, indtil røret ramte afbryderen, og lagde sig til hvile ovenpå telefonens hus. Så gik han ud af havedøren, lagde sig på det kølige parcelhusgræs, og afsatte aftrykket fra Salernos kaos på overfladen af gammel havbund.

Marco var ankommet til en anden dimension, hvor himlen kunne være så uigennemtrængelig blygrå, at det gav ham jetlag; hvor der ingen skodder var for vinduerne, skønt junilyset trængte ind gennem ruderne selv om natten, og hvor han derfor måtte surre tøjstykker om hovedet, for at kunne sove. Det var landet, hvor man spiste en klistret grå masse til morgenmad kaldet havregrød, og hvor en af mine veninders fædre serverede et stykke Gamle Ole med sky, så Marcos fordøjelse gik komplet i stå.  Og så oplevede han, hvordan dansken ( i hvert fald hjemme hos mig) kunne finde på at bruge ruller af toiletpapir på bordet, i stedet for servietter. Han fortalte (heldigvis ikke uden humor), at han aldrig havde oplevet noget lignende.

Marco fik slem halsbetændelse, da vi en kold sommernat cyklede hjem fra Allerød station uden jakker på, og hans mandler hævede så meget, at han knap kunne tale, og vi måtte købe citroner, som han på bedste syditalienske vis skulle gurgle mund i, for at dræbe bakterierne.  Min mor kogte pasta i lange baner for at trøste, og han oplevede den eksotiske, danske pastakultur, hvor spaghettien kommer ind på middagsbordet i sin egen skål som et nøgent og sårbart spædbarn, uden forinden at blive vendt i sauce.

Men det største indtryk, Allerød gjorde på Marco, indprentede sig et så forbløffende sted som i kirken: et af de steder, jeg er kommet mindst gange, men som jeg ikke desto mindre ville vise ham, fordi det meste af den gamle by er blevet fjernet i parcelhusenes og indkøbscentrenes navn, og fordi Lillerød Kirke, med sine røde mursten og solide kampestensvæg, indeholder en særlig, nøjsom skønhed, der ligger langtfra Syditaliens svulstige baroktabernakler.

Jeg aner faktisk ikke hvordan vi fik så let adgang til kisten, som vi gjorde. Måske man aldrig låser af i timerne omkring en bisættelse, men lader den hvide kasse stå oppe ved alteret, inden gæsterne ankommer? I hvert fald kunne vi gå gik direkte ind i kirkeskibet, der var komplet øde, for pludselig at stå ansigt til ansigt med en lukket kiste. Det spartanske, hvidkalkede rum og mørket udenfor gjorde sit til at fremhæve det groteske fund, men mens jeg blot syntes det var mærkeligt og lettere upassende, blev Marco med ét bleg. Så greb han sig i skridtet og udtalte de magiske ord, som var det en besværgelse: ”jeg kradser også for dig.”

I Syditalien er døden omgærdet af en særlig kraft. Af samme grund har man indhyllet den i ritualer og overtro, som kan holde de onde kræfter stangen, der især handler om at neutralisere døden med dens modsætning: livet. Menneskets genitalier er symbolet på frugtbarhed, og derfor har mænd i århundreder taget sig til skridtet, når de på sin vej mødte et begravelsesoptog, eller når man trådte ind i et lokale, hvor en afdød lå til skue. Det er den selv samme ikonografi, der ligger bag brugen af vædderhorn som amuletter i byer som især Napoli og Palermo. De bæres enten om halsen som smykker, hænges under bilerne eller pynter væggene og spejles i den ultimative gestus mod det onde, nemlig den knyttede hånd, der med stiv pege-og lillefinger løftes mod den besværgende, ’per fare le corna’.

At opleve overtroen i fuld vigør, indsat som en betydningsbærer i den uigennemskuelige hverdag, som Syditalien stadigvæk er præget af, giver god mening i øjeblikket, ligegyldig hvor grotesk det virker. Selvom mange af ritualerne stammer helt tilbage til de grækere, som indtog Syditalien for 2500 år siden, har tingene på nogen planer ikke forandret sig en tøddel: dengang sikrede man sig mod ulykker i kølvandet på krige, epidemier og naturkatastrofer. I dag hidkalder man Madonnaen, kradser sig i skridtet og kaster salt over skulderen for at lempe sig igennem et liv, hvor mysterierne stadig står i kø, udløst af Statens og korruptionens lunefulde djævelskab.

Det ultimative syditalienske vidunder er det faktum, at ingenting er, hvad det synes.

Illustration: I Napoli har såkaldte ‘scaramantici’ i århundreder gået rundt i gaderne og med vædderhorn, hvidløgsranker og dåser med rygende røgelse fjernet forbandelser fra butikker og indbyggere. Billedet er taget i 60’erne. Fra Wikipedia.

En times kørsel syd for Napoli finder du det landlige og græske Campania

Syditalien bugner  af storladne landskaber og små landsbyer fulde af historie, der hver især udgør et paradis for den, der finder, hvad han eller hun søger. Her har jeg lavet en lille guide til den, der opholder sig i for eksempel Napoli, i Sorrento eller Amalfi, og gerne vil på afstand og menneskemylderet.

Til vedkommende lyder mit råd: drag sydpå i Campania-regionen og udforsk det meget specielle område Cilento, som man når efter en times kørsel enten i bil eller tog fra Napoli, og hvor man får en forståelse for, hvorfor romerne i sin tid gav Campania sit navn. Også i dag betyder la campagna ’landet’ på italiensk, hvilket kan synes forbløffende, når man mestendels forbinder regionen med de tætbefolkede og bebyggede områder omkring Napoli-bugten.

Paestum – bøfler, mejerier og templer

Tager man toget fra Napoli mod det sydlige Campania, forbløffes man over den vidtstrakte slette, der åbenbarer sig udenfor vinduet. Dette område er igennem århundreder blevet drænet og brugt til dyrehold, især den sorte bøffel med den kridhvide mælk, der laver Italiens bedste mozzarella. Byen Battipaglia ligger her og er kendt for sine lækre oste, som syditalienere kommer langvejs fra for at købe med hjem, helst så tidligt som muligt på dagen. Jo friskere, osten er, jo bedre smager den nemlig.

Længere sydpå kan man stå af på stationen Paestum, der naturligvis er opkaldt efter de templer, som ligger blot et par minutters gang fra perronen. Engang stod de enorme bygninger glemte  midt i sumpen, men de omkringliggende ruiner er fulde af spor fra den græske by Poseidonia, i hvilken templerne var det absolutte, åndelige centrum.

 

Først i 1700-tallet blev templerne genopdagede grundet Pompeis berømmelse, og udag anses de tre templer dedikeret til henholdsvis Athene og Hera for de bedst bevarede af sin art udenfor Grækenland. Der er desuden tilknyttet et fint museum, hvor man blandt andet kan se den berømte, antikke mosaik ’il tuffatore’ – en nøgen mand, der springer fra en vippe ned i et svalt bassin. Kysten langs Paestum er desuden kendt for sine mange, brede strande med blødt, gyldent sand, og for sine mejerier, hvor man kan købe mozzarella og spise pizza.

Cilento – dybe skove og middelalderbyer i miniformat

Kastagner er en stor delikatesse i Cilento nationalparken og vokser i kæmpe plantager.

Syd for Paestum bliver landskabet pludselig dramatisk. Her begynder nationalparken Cilento, hvor skarpe bjerge skyder til vejrs på grænsen til Calabria og rummer vidtstrakte lunde med korkege og skove fulde af kastanjer, der hvert år plukkes nidkært af de lokale.

Cilento er et grønt pusterum der blev reddet i 1997 da man besluttede at frede bjergene og deres natur fra at blive ryddet til fordel for betonbyggeri og boligspekulation. Resultatet er en oase fuld af små middelalderbyer. Besøg for eksempel Roccadaspide, der putter sig omkring sit imponerende slot, eller lille Cicerale højt på en bjerghylde, der er berømt i Italien for sine kikærter og sine figner.

Cilento er flere steder jungleagtig. Her ved vandfandet Capelli di Venere – Venus’ hår. Foto: Francescomassaro, Wikipedia

Agropoli – sand, vand og promenader med de lokale

Ude ved kysten er Cilento også værd at besøge. Her ligger nemlig en hemmelig ferielomme, som om sommeren besøges af lokale fra Salerno og opland, der vil mod syd og nyde havet og strandene. Byerne Agropoli og Palinuro er højt elskede for deres gamle bydel og flotte beliggenhed med skuldrene vendt mod bjergene, og selv i højsæsonen er byerne adstadig og fuld af liv på den gode måde.

Cilento er fuld af smukke men glemte middelalderbyer, der opfordrer til udforskning. Her Rosigno Vecchia.

Fotos: Wikipedia

Salernos lysshow er blevet en af Syditaliens mest besøgte juleattraktioner

6 kilometer ledninger og millioner af led-lys indhylder lige nu Salernos gader og pladser i kunstfærdige figurer og mønstre. Det imponerende skue er blevet døbt ‘Luci d’artista – kunsterlys’ og har siden 2005 været et af de mest gennemførte juleshows i Syditalien. Jeg boede selv i byen i starten af det nye årtusinde, og skønt man allerede dengang snorede lsykæder omkring byens mange palmer, kan det slet ikke måle sig med de kæmpe installationer, som nu præger julemåneden.

Den store og travle handelsby Salerno med 135.000 indbyggere ligger i bunden af Amalfikysten og er en oplagt by at besøge, hvis man både vil have en pause fra Amalfis og Sorrentos turistmylder, nyde et uberørt, historisk centrum, og opleve syditalienernes egen hverdag.

Fra den 9 november til 20 januar kan man som gæst nyde de oplyste strøg, parker og gader, hvor udvalgte kunstnere hvert år får lov til at opføre figurer, huse og scenerier fra Biblen, Brødrene Grimms eventyr og moderne kunst i lys. Nogle figurer kan bevæge sig, andre ikke, og der er endda kunstnere, der udspænder store net med lys, stjerner og farver henover det gamle centrums middelaldergyder, så man som gæst går under et regulært juletæppe.

Byen har lavet et kort over Salernos gader, hvor man kan finde de forskellige lysshows.

Juleinstallationerne er en del af Campania-regionens strategi for at markedsføre de store kulturskatte i området syd for Napoli. Rundt omkring i byen kan man for eksempel se de græske templer i Paestum syd for Salerno opført i lys, og byens borgmester Vincenzo Napoli håber med lysenes skønhed både at hjælpe byens økonomi og turismeindustrien på vej. I en omskiftelig verden har man også i Syditalien brug for håb og glæde, og de lokale ser hvert år frem til at se, hvad kunsterne nu har fundet på.

se mere på www.lucidartistasalerno.com

Il Caffe Sospeso – Napolis geniale og gratis kaffe, der både varmer kroppen og sjælen

Skoldhed espresso er en ligeså stor del af den napolitanske identitet som pizza og fodbold, men vidste du at der findes en gratis variant kaldet caffe sospeso, som enhver kan donere ved byens kaffebarer, og som så kan ligge og vente på en værdigt kaffetrængende, der ikke selv har råd til at købe sig en espresso?

Jeg synes det er en genial konstruktion, og  jeg har selv uddelt adskillige caffé sospesi rundt omkring i hele Syditalien. Senest på en bar i bjergbyen Aidone i centrum af Sicilien, hvor det blev anset som dagens attraktion at stedets travleste kaffebar fik doneret en kop kaffe af en dansk pige. Men Napoli er kaffens hjemby, og selvfølgelig er det herfra. Il caffé sospeso stammer. Termen betyder direkte oversat ’suspenderet’ eller ’udskudt’ kaffe og dækker over en helt særlig form for barmhjertighed, der bunder i napolitanernes syn på espresso som en menneskeret.

Fænomenet menes at gå tilbage til starten af 1900-tallet, hvor kaffen begynder at blive allemandseje for selv de fattigste i Napoli. At kaffe generelt har så stor betydning i byen menes at tilskrives flere faktorer, blandt andet at Napoli var kongeby fra 1400-1800tallet for det spanske overherredømme, hvis spidser som nogle af de første i Syditalien smagte på den skarpe drik.

Kaffeglæden spredte sig efterhånden til alle sociale klasser, og dens opkvikkende egenskab blev efterhånden anset som livsnødvendig, ligesom det daglige brød. Og så er Napoli kendt for sit rene, kalkfattige vand, hvilket er essentielt for en velsmagende espresso. Nogle af de første historier om den suspenderede kaffe går tilbage til perioden under første verdenskrig, hvor Italiens deltagelse i den europæiske konflikt og sammenfaldet med flere epidemier tærede så meget på Napolis befolkning, at der udbrød regulær hungersnød. Folk, der havde midlerne, begyndte at lægge penge på skranken i kaffebaren, så den næste trængende i køen kunne få sig en kop kaffe – en tradition var født.

Under 2 verdenskrig var il caffé sospeso et udbredt tegn på næstekærlighed, og i årtierne derefter blev det en forankret tradition at kunne betale en kop kaffe forud til en fremmed i nød. Da det økonomiske boom også kom til Syditalien og folk fik flere penge mellem hænderne, levede den suspenderede kaffe videre, og var især noget, man tilbød, hvis man havde en særlig heldig dag. Gestussen med at tilbyde andre en kop kaffe er desuden et af de mest hårdføre ritualer i Syditalien, hvor der kan opstå dramatiske optrin i en vennekreds, fordi én vil give kaffe til alle i slænget, mens alle de andre værger sig og forsikrer den gavmilde om, at det skam er deres tur til at betale for ham eller hende.

På den lille kaffebar Mexico på Piazza Dante i Napolis gamle centrum kan man give en suspenderet kaffe. Pigen ved kassen laver en lille billet som viser, at der er en caffé sospeso at hente.

Fænomenet om den suspenderede kaffe åbner et interessant vindue ind til en helt særlig napolitansk kategori af næstekærlighed. Når man betaler for en gratis kaffe, giver man noget videre til én, man ikke kender. Og idet nogen drikker den donerede espresso, ophæves udskydelsen, og kaffen bliver virkelighed og får funktion som både krops-og sjælevarmer. Der ligger noget eviggyldigt barmhjertigt i at give og tage imod blandt fremmede, og den suspenderede kaffe skaber noget af den sociale lim, som mange napolitanerne i århundreder har været afhængige af, for at kunne overleve.

Som socialt fænomen kan Il caffé sospeso anses som et kompas, der konstant aflæser Napolis og Syditaliens mentale og økonomiske tilstand: i trange tider er der masser af caffé sospesi at nyde rundt omkring på byens barer – det skete for eksempel under finanskrisen, hvor fænomenet blomstrede op efter at have slumret under materialismen i 2000’erne, og spredte sig til andre sektorer. Pizzeriaet Ciro Oliva Concettina ai Tre Santi begyndte at servere suspenderede pizzaer til de hårdest ramte i Sanità-kvarteret,  og på flere af Napolis bagerier kunne man købe brød på forskud til nødstedte, der således kunne lægge vejen fordi og få et duftende, nybagt brød udleveret på en andens regning.

I dag drikkes der hver dag dusinvis af suspenderede kaffer i Napoli, fra den mindste, støvede bar til den smukkeste af slagsen, og har man både modet og behovet for det, skal man blot gå op til barista’en bag baren og spørge, om der mon ligger en caffé sospeso klar? Er du heldig, er der bingo, og ikke, kan du selv lægge en kaffebillet klar til den næste i køen. Selv på den fornemste af dem alle, Caffé Gambrinus ved Piazza Plebiscito, skylles de suspenderede kaffer jævnligt ned, og jeg bidrog selv til ritualet ved at donere en suspenderet kaffe, sidste gang jeg var i Napoli – mere præcist på den legendariske Bar Mexico ved Piazza Dante, og jeg syntes, det var så sjovt, at jeg dokumenterede det lille optrin. Billederne kan ses i denne artikel.

 

Guide: Tag med til Ischias og Napoli-områdets varme bade, spa’er og helbredende kilder

Tænker du at det er for sent at tage til Syditalien for at få varmen, så tro om igen, for selvom italienerne nu er forsvundet fra de fleste strande med efterårets komme, betyder det ikke, at man ikke man bade – tværtimod. Især i Campania-regionen, hvor der er stor, vulkansk aktivitet, findes der alskens typer spa-bade, fra det rustikke til det luksuriøse, hvor man godt ind i efteråret kan slange sig i det svovlrige vand fra undergrunden. Og det er her, mange lokale tager hen, for at slappe af og pleje sig selv,

Da jeg boede i Salerno var det en yndet fritidsbeskæftigelse – selv for de helt unge – at tage på et dagligt spa-ophold, og jeg og mine venner nød det i fulde drag. Jeg guider derfor er til nogle af Napoli-områdets bedste spa’er og termalske bade. Jeg har selv besøgt flere af dem og synes det er et fascinerende helle for de kropsbevidste italienere, der forstår at pleje sig selv, og nyde naturens helbredende ressourcer.

1: Giardini Poseidon terme

Vi starter på øen Ischia i Napoli-bugten, der i årtusinder har været et mekka for termalske bade med helbredende effekt, og det behagelige ved traditionen med at tage på spa i Syditalien er, at det bliver anset som en menneskeret – ikke en luksus-ting. Derfor er selv de smukkeste og største, termalske bade ganske billige, og et godt eksempel på dette er Giardini Poseidon Terme, der ligger på Ischias vestkyst nær den kønne, pastelfarvede by, Forio.

Jeg har selv tilbragt en weekend her ved havet, hvor jeg boede i Forio, men havde en flerdagsbillet, så man kunne komme og gå. Poesidon rummer et væld af kilder, der både stammer direkte fra svolvvandet i undergrunden, varme kilder i forskellige temperaturer, og saltvandsbade. Der er også mulighed for et hav af mudder- wellness- og massagebehandlinger, og spa-stedet har adgang til sin egen strand. Prisen i september og oktober (sidste åbningsdag er den 31 okt.) er 33 euro for voksne med adgang til og brug af hele spa-området, og 16.5 for børn fra 4-11 år.

Se mere på www.giardiniposeidonterme.com

2: Terme Cavascura

De ældste kabiner hos Cavascusa stammer helt tilbage til romerne, som hakkede sig ind i klipperne for at få adgang til de helbredende dampe.

På Ischias sydkyst langs den store Maronti-strand ligger der flere, ældgamle spa’er, der er op til 2000 år gamle. Spa-traditionen er ældgammel i Syditalien, og grækerne var de første til at etablere bade i hele Napoli-området, og derefter romerne. Campaenia-regionen var grundet sin skønhed og frodighed romernes ferie-destination numero uno, og med ferie kom selvfølgelig afslapning og restituering. Romerne opbyggede termalske bade op omkring de kogende og dampende kilder fra undergrunden, bæandt andet her ved Cavascura, som idag er et lille, lokalt termalsk bad, hvor man stadig kan prøve at svede i de samme kabiner, som romerne gravede ud i klipperne. Cavascura har åbnet indtil oktober og åbner igen i april.

Se mere på www.cavascura.it

3: Spa-hoteller med egne termalske kilder

Et helt unikt træk ved Ischia er det høje antal af sprækker ned til undergrunden, hvorfra der konstant damper vulkanske mineraler, og det har flere hotelkomplekser igennem tiden benyttet sig af, så man mange steder på øen kan tjekke ind på et hotel egne, varme kilder. Der ligger ialt 88 såkaldte spa-hoteller på Ischia, og mulighederne spænder fra det helt simple til det luksuriøse. Det gør at man kan gå direkte fra sit eget værelse og ned i badene, uden at skulle udenfor.

Find din egen favorit på www.spahotels-ischia.com

4: Le fumarole di Lido Maronti

Heldigvis findes der rundtomkring varme kilder og damp, som er til fri afbenyttelse på Ischia, og stederne er velbesøgte af de lokale. De er dog små, og man skal vide, hvor man skal lede. Et tip er at begive sig sydpå til Lido di Maronti, hvis vestligste hjørne er berømt for sit brandvarme sand, fordi der damper vulkanske mineraler op lige under overfladen. Graver man en halv meter ned i sandet vil man derfor brænde sig, men manger lokale kommer her for at begrave sig i den øvre overflade, for at lindre hudproblemer, gigt og rheumatiske lidelser. Man finder lettest de såkaldte fumarole ved at tage hen til restaurant Emanuela, der ligger lige ned til det kogende sand, og hvor man også tilbereder maden i den vulkanske damp:

www.ischiareview.com

Terme Napoli Stufe di Nerone

Inde på fastlandet findes et af Italiens mest berømte spa’er, Terme Napoli Stufe Nerone, der ligger nordvest for Napoli nær Pozzuoli og udgør verdens ældste, aktive spa. Stedet blev nemlig grundlagt af romerne og er opkaldt efter kejser Nero, der brugte kilderne, og elskede det. Badet ligger nær den ældgamle og vigtige ferie-by Baia, og den arkæologiske park lige ved siden af er en stor oplevelse, som man også bør unde sig. Der er et væld af muligheder for bade, wellness og skønhedsbehandlinger på Stufe di Nerone, men for mig er det mest fascinerende at man sidder og sveder i de selv samme grotter som kejserne og senatorerne dengang. Stedet er åbent til langt ind i efteråret, og det åbne pool-område kan også bruges om vinteren.

www.termestufedinerone.it

Hovedfoto: Terme Stufe di Nerone

Deltagerrekord og ambassadørbesøg: tema-aftenen om Napoli på Københavns Universitet var en stor succes

Den 3 oktober 2018 kl 18.30 skete der noget vildt – Italiensk kandidatforening, som jeg er medlem af fordi jeg blev cand. mag. i italiensk i 2006 – afholdt en af sine vanlige tema-aftener, men hvad der var usædvanligt var det utrolige fremmøde. 114 gæster – man kan nemlig sagtens komme til foreningens arrangementer, selvom man ikke selv er uddannet i italiensk – var tilmeldt, men endnu flere væltede uanmeldt ind, og tilsidst var hele auditoriet propfuldt!

Det er som syditalienskender og mangeårig beundrer af Napoli og dens fascinerende befolkning en kæmpe oplevelse at mærke en sådan opbakning, og alle os forelæsere – Gert Sørensen, seniorforsker ved romansk institut og min gamle specialevejleder, Pia Lausten, der fortalte om Ferrantes Napoli-trilogi, og napolitanske Alba Granizio, som præsenterede sin bog om Napolis myter og historier, og tilsidst jeg, der underholdt om femminiello-fænomenet – var komplet blæst bagover af den store interesse.

Under arrangementet holdt jeg et foredrag om den napolitanske femminiello-kultur .

Sådan noget tør man jo næsten ikke håbe på – men nogle gange går drømmene altså i opfyldelse, når ens fagområde pludselig får liv og udfolder sig iblandt så mange vidende og interesserede publikummer.

EN KÆMPE TAK TIL ALLE DER KOM, INKLUSIV DEN ITALIENSKE AMBASSADØR I DANMARK, LUIGI FERRARI! Uden hver og én af jer jer kunne vi jo ikke have gjort det…

Der er efterfølgende blevet skrevet en forskningsartikel, som konkluderede på aftenens indhold – læs den HER.