Category Archives: CAMPANIA

La passeggiata – den livsnødvendige spadseretur

“Ved du hvad det her er?” Blev jeg spurgt midt på gaden i Salerno, efter at vi havde taget et par ture op og nedad strøget. Corso Vittorio Emanuele, der udgjorde en af de mange færdselsårer i byen. Corso’en var omgivet af borgerhuse fra Italiens Belle Epoque-periode, og de gjorde sig hver dag ligeså statelige som menneskene for deres fødder. ”En gåtur uden mål og med?” svarede jeg ironisk mine italienske venner, for jeg havde allerede både set og deltaget i la passeggiata, inden jeg blev spurgt så direkte, uden egentlig at forstå, hvad vi lavede.

Deres ansigter klarede op:”Netop! Det er en ørkenvandring uden ende. Ned til byparken og tilbage langs havet. Om på hælen, og så gør man det samme igen. Hver dag, hele året, hele livet.” Men selvfølgelig var forklaringen ikke uden ironi. Den lå i måden, de udvekslede blikke på, da beskrivelsen faldt. For enhver syditaliener ved godt, at selvom den ritualiserede spadseretur, som kan betragtes i en hver by, selv den mindste flække, umiddelbart kan virke overfladisk og  tilfældig for en udefrakommende, så er den ramme alvor.

Vigtigere end fodbold. Meget vigtigere

For nordeuropæere bliver den  italienske kultur mestendels formidlet gennem massemedierne og deres kommercielle vægtning af, hvad der er ægte latinsk adfærd. Det får ofte italienerne til at fremstå karikerede og besatte af ganske få ting: sport, mad, erotik. Og skal man tro den helt store myte om italienerne, som vi bliver fodret med gennem tv-kanalernes snævre underholdningslinse, er FODBOLD den ultimative begivenhed, der samler det italienske folk.

Alt imens jeg ydmygt anerkender sportsgrenens vigtighed vil jeg stadigvæk hævde, at la passeggiata, syditalienernes daglige spadseretur på et nøje udvalgt sted og på et nøje udvalgt tidspunkt i døgnet, suverænt er den kulturelle handling, der involverer flest, og som har mest indflydelse på den enkeltes liv.

Da jeg boede i Italien, var ingen i min kærestes familie tifosi, fodboldfans. Et par af hans venner fulgte det lokale fodboldhold ovrefladisk– en af kom regelmæssigt på stadion, mens min salernitanske veninde en enkelt gang tog mig med til en kamp, dog mere som et påskud for selv at betragte fænomenet på afstand, end for at heppe på sin hjembys helte.

Fra strøget og ned mod havet

Hvor alle imidlertid indfandt sig med regelmæssig punktualitet, var på ruterne for la passeggiata, som i Salerno havde hele 3 færdselsårer til rådighed. Hver og en af dem blev frekventeret efter usagte men fast etablerede regler:  Længst inde i byen, På strøget Corso Vittorio Emanuele, promenerede et bredt udsnit af befolkningen – gerne de arbejdsduelige, pensionisterne og de handlende – hver eftermiddag fra 17-20. Samtidigt kunne man shoppe og lige få hilst på sine mange bekendte, på vej til eller fra arbejde.

Jo længere, man rykkede ned mod havet, jo flere regler var der for adfærden under la passeggiata, og jo yngre blev klientellet: Nummer 2 rute gik langs den palmeflankerede havnepromenade Lungomare Trieste, med fejende udsigt til solnedgangen og de første små bjerglandsbyer på Amalfikysten, der som et langt forbjerg rager ud i Middelhavet fra Salerno og først slutter 50 kilometer længere mod nordvest,  ved Punta Campanella og Capri.

I modsætning til ruten på strøget, der havde sin start og slutning ved usynlige grænser i begge ender af Corso’en,  havde la passeggiata langs vandet klart definerede rammer, nemlig ved den 200 år gamle bypark, omgivet af et ligeså gammelt filigransirligt jernhegn, og fuld af skyggefulde træer. Her ved denne nordligste forpost startede – eller sluttede, alt efter hvilken vej, man kom fra – la passeggiata, mens den i den anden ende af ruten endte ved et krigsmonument, og – meget belejligt – udfor en af byens mest legendariske iskiosker, Bar Nettuno.

Salernos gamle bypark, la villa comunale, er skæringspunktet for mange borgeres passeggiata. Fra Wikipedia.

Gæster udefra med blodsprængt hud

Indenfor denne strækning på cirka 100 meter promenerede især byens forældre med deres børn i klapvogn i weekenderne, de studerende og de helt unge, ofte i selskab med deres søskende. Og længere sydpå hinsides krigsmonumentet kunne italienere fra Salernos bagland finde på at strække benene, i behørig afstand fra de lokale. De kom ofte ned til havnepromenaden efter søndagsfrokosten, satte sig fyldte og mætte ind i deres biler og trillede ned til Salerno, hvor de, på trods af ihærdige forsøg på at ligne byboerne, alligevel altid skilte sig ud.

Mine venner sagde, at man tydeligt kunne se, hvem der kom fra byen og hvem der kom fra bjerglandsbyerne, ud fra deres blodsprængte kinder og grovere hudtone. Og så var der naturligvis deres lave statur og påklædning som altid var for farverig og for overdreven, deres dialekt og deres dårlige manerer.

’Fare la notte in bianco’

Ved Lungomare havde la passeggiata desuden den udbygning, at der bag palmerne og de små plæner løb en ekstra fodgængersti, flankeret af bænke og blomstrende buske. Det var her, man som kærestepar kunne flette fingre og flirte, og hvor det var tilladt at holde i hånd, mens man spadserede.  Utallige er de gange, hvor jeg som ved et uhørligt løsen har set hænder blive samlet, knuget og siden sluppet her, alt efter hvor man befandt sig på distancen.

Den tredje og mest farverige rute for la passeggiata, der mere end noget andet skabte rammerne for de unges nocturne gå-ud-rutiner, var strækningen bag byparken, der lå i forlængelse af den trafikerede Via Roma og byens postkortsmukke facader. Her kunne man efter aftensmaden skride forbi Salernos mest chikke barer og restauranter med det formål at se og blive set, og denne passeggiata var især frekventeret i weekenden og i de hede sommermåneder, hvor byens giftemodne ungdom kunne gå i byen og gøre ’natten hvid’, som man siger på italiensk om dem, der hellere vil feste end sove.

Passeggiata som antropologisk studie

Det har igennem tiden ikke skortet på antropologer, som har studeret den syditalienske passeggiata, og det viser sig at spadsereturen har genkendelige træk i hele landsdelen, der foregår henover sædvanlige skel som køn, alder og social status. Mens la passeggiata altid knytter sig til særlige gader og pladser i en given by, eksisterer der derudover en slags nedarvet konsensus, der synes at stamme hinsides tid og sted, og som udspringer af et dybere, kollektivt behov.

En af antropologerne er den italiensk-amerikanske antropolog Giovanna Del Negro , som blev så fascineret af den rituelle spadsereturs anatomi under sine besøg i sin italienske families abruzzesiske hjemstavn, at hun satte sig for at undersøge den metodisk. Resultatet blev bogen La Passeggiata, og indholdet kan på slående vis bruges som en slags koreografisk og antropologisk skabelon for den syditalienske passeggiata, som den tager sig ud i hele landsdelen.

Del Negro fandt ud af at la passeggiata på trods af sin umiddelbart tilfældige spadseren er underlagt strenge, sociale koder. Udover de fastlagte strækninger, der ofte befinder sig indenfor rammerne af naturlige, fysiske afgrænsninger som en piazza, en park eller en kirke  – men ikke altid, afgrænsningerne kan også ligge midt i den tomme luft og udgøres af en kollektiv bevidsthed om, hvorfra og hvortil spadsereturen udfolder sig –  spiller sammensætningen af byens borgere også en stor rolle under la passeggiata.

Først og fremmest promenerer man aldrig alene, men altid i enten par eller grupper. Og dernæst er det langtfra tilfældigt, hvor folk befinder sig på ruten. På et hovedstrøg som Corso Vittorio Emanuele i Salerno vil midten af vejen indtages af cirka 16-60-årige, som i et hverken for langsomt eller for hurtigt tempo skrider op og ned af den udstukne rute.

Unge mænd og kvinder har hovedrollen

Dem, der er yngre eller ældre, går imidlertid inde ved husfacaderne langs butikkerne, mens de allerældste og dårligt til bens betragter sceneriet fra en balkon, et bord eller en stol udenfor den lokale bar. Bruger man noget tid på at studere la passeggiata fra en af disse udsigtsposter bliver det efterhånden klart for én, hvem der er de egentlige hovedrolleindehavere under spadsereturen: det er de unge kvinder, der viser sig frem og flirter og socialiserer med de unge mænd og deres venner.

Både mændenes og kvindernes opførsel og påklædning kommenteres af tilskuerne, og det bliver tydeligt at gåturens primære funktion er at indføre og fastholde byens borgere i fællesskabet.  Bedømmelsen under spadsereturen tjener som hjælpende retningslinjer for kønnenes opførsel, og la passeggiata har endog fysiske koder, som de spadserende indordner sig under: når kvinderne slår ind på ruten, bliver deres gang langsommere og mere vuggende, de går arm i arm med veninderne, mens mændene praktiserer hvad der kan kaldes ’et menneskeligt udråbstegn’, hvor én i gruppen kan finde på at standse brat og begynde at uddybe et synspunkt, mens hans ledsagere fortsætter et par skridt, inden de opdager at han er stoppet.

Et ældgammelt ritual i hele Sydeuropa

Sådanne spadsereture er kendt fra det meste af Sydeuropa – faktisk i de fleste katolske lande, som netop har en forkærlighed for processioner og optog, hvor iscenesættelsen er en stor del af oplevelsen. De foregår i hele Italien, dog ofte med mest entusiasme mod syd, hvor samfundsstrukturerne endnu beror stærkt på de menneskelige relationer.

I Italien menes de at have deres oprindelse i middelalderen og renæssancen, hvor borgerstanden voksede frem og  adelen blev rigere grundet handel, hvorfor den rituelle passeggiata var en måde at vise sin magt og status frem på. I takt med at samfundsklasserne blev nedbrudt op igennem historien inkluderede la passeggiata stadigt flere, og efter 2 verdenskrig blev den fuldstændigt demokratiseret og kunne nu favne alle borgere.

Selvom ovenstående fremstilling af Del Negro er både generaliserende og rigid – langtfra alle moderne syditalienere har tid, lyst og mulighed for at deltage i la passeggiata hver dag, og særligt unge syditalienere medgiver, at de af og til kan føle sig hæmmet af de sociale konventioner og presset til at opføre sig og se ud på en bestemt måde under spadsereturen – så er der ingen tvivl om, at la passeggiata udgør en vigtig ramme for menneskelig kontakt, hvor tilhørsforholdet og relationen til landsbyen, vennerne og familien holdes ved lige.

Jeg ser dig – altså eksisterer vi begge

Der hviler et værdifuldt element af syditaliensk ublufærdighed i la passeggiata – en hyldest af det direkte blik og af øjenkontakten, som mange nordeuropæere kan føle sig forlegne ved at møde i Italien, men som bunder i oprigtig interesse for hvad andre mennesker foretager sig i ens nærhed. Det er anderkendelsen af at man eksisterer i den selv samme virkelighed, og dermed har gensidig værdi.

Som en af mine italienske veninder engang sagde til en dansker, som hun havde med på fortovscafé midt i en hektisk passeggiata, og som blev forarget over min venindes kommentar til en forbipasserende mands dristigt opknappede skjorteærmer: ”Er du ikke lidt overfladisk, sådan at kommentere hans udseende?” Spurgte danskeren. Min veninde kiggede måbende på hende:” Hvad mener du? Han  gør det jo for vores skyld – holdt jeg mund, ville det være som om jeg ikke havde set ham.”

Hovedillustration: Havnepromenaden Lungomare Trieste i Salerno. Fra Wikipedia.

 

FORLAGET FELTRINELLI KRITERES FOR AT BRUGE TARVELIGT SPROG I GUIDE OM SYDITALIEN,

Er det iorden at skrive i en rejseguide, at turister skal holde sig fra et specielt område, fordi det er inficeret af camorra, og går under navnet ‘dødens trekant’? Øjensynligt ja, når det kommer til den engelske Rough Guide, hvis udgave netop er udkommet på italiensk hos forlaget Feltrinelli.

I rejseguiden “Italia – Sud e isolie – SydItalien og øerne’ befinder der sig nemlig et afsnit, hvor forfatteren i meget ublu vendinger beder de rejsende om at sløjfe om rådet omkring Caserta, og kun tage slottet La Reggia med i sine overvejelser. Og den passager har nu gjort Caserta-provinsen og Campania-regionen overordenligt vrede.

èn ting er at hjælpe de rejsende til de bedste oplevelser i et givent område – noget andet er hvilket ordvalg, der bruges. Jeg har da også selv behandlet emner som camorra og mafia i mine bøger, fordi det er en sammenhæng, der visse steder er bydende nødvendig. Og jeg skriver gerne mine anbefalinger udfra: hvis der ikke er noget at skrive hjem om, så udelad det. Men The Rough Guide har, som Feltrinelli selv undskyldende har sagt det i kølvandet på opråbet, en mere personlig og direkte stil, end lignende bøger med for eksempel italiensk oprindelse, der har en mere behersket ordlyd.

Borgmesteren i Caserta og byens borgere er især blevet vrede over passagen:

“Området lige nord for Napoli er ikke særlig tiltrækkende, det drejer sig for det meste om lavt, grimt byggeri. Næsten det hele er domineret af camorra og kaldes af og til ‘dødens trekant’.

Disse ord kan for et dansk øre måske ikke lyde af meget, men Campania-regionen har af historiske og kulturelle årsager en overfølsomhed overfor den slags domssigelser udefra, og beboerne har igennem årtier – hvis ikke århundreder – fået nok af at blive associeret med kriminalitet og armod. Indtil videre er der lydt en undskyldning fra Feltrinelli, der nu vil bede om at få redigeret i tekstlyden hos The Rough Guide.