Category Archives: DANS OG MUSIK

Syditalien i dit øre: rejs med på denne podcast hvor jeg er i studiet hos Colosseum

Som William, der inviterede mig i studiet for at bidrage til hans spændende podcast-serie om Italien, Colosseum, skriver i sin beskrivelse af udsendelsen:

“Syditalien er fuld af liv og livsvisdom, men også mismod og misforståelser. Find ud af, hvorfor Madonnaen er syditalienernes geniale veninde, hvorfor Syditalien er landets sociale lim og hør om en mafiaboss, der er machogangster om dagen og trans-trækkerdreng om natten. Dagens gæst er Cecilie Marie Meyer.”

Jeg og William havde den sjoveste eftermiddag sammen i studiet i fredags, og som du nok kan høre, måtte vi begge bryde ud i latter flere gange. Ikke på grund af hinanden, men på grund af de til tider overraskende historier jeg kunne fortælle om mit liv i Italien, som jeg beskriver i min bog ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol.’Rejs med på en lytter til det varme syden og lyt med HER. rigtig god weekend!

Foto: Colosseum, William Schou.

Her er soundtracket til min bog ’Mezzogiorno’

Meget af det jeg skriver bliver til på en musikalsk klangbund – og mens jeg sad og skabte mine essays til Mezzogiorno, var der hele tiden musik i baggrunden, som var forbundet med historierne, og som jeg lyttede til, for inspiration. Nu deler jeg de vigtigste af dem med jer – alle sangene er enten italienske eller forbundne med italienske universer, og hist og her også krydret med videoklip, hvis udtryk, farver og stemninger matcher kapitlerne i Mezzogiorno.

Måske tonerne også kan give ekstra dybde til mine fortællinger, mens du læser min bog – eller introducere italienske musikere og instruktører, som du aldrig før har hørt om? Jeg har nedenfor anført musikken og videoklippene i en rækkefølge, som matcher bogens indhold. Rigtig god fornøjelse på denne rejse ind i Mezzogiornos symfoniske univers:

 ’Whispers’ fra HBO-serien L’amica geniale af Max Richter:

Da Elena Ferrantes romantetralogi om veninderne Elenas og Lilas liv i det fattige Napoli blev filmatiseret i 2018 med HBO-serien ’L’amica geniale’, skulle verdenssuccesen naturligvis ledsages af et smukt og indfølt soundtrack. Det lykkedes den tysk-engelske komponist Max Richter at skabe netop det: et lydtapet, der på dramatisk vis fanger kompleksiteten i historien og det tilbageholdte åndedrag, som mange af os millionere af læsere har siddet med under læsningen af romanerne.

Et af Max Ricthers smukkeste bidrag er melodien ’Whispers’, hvis strygere går som et skæbnesvangert pulsslag gennem kompositionen, og stiger og falder som et blodtryk midt i det hektiske Napoli.

Det er en melodi, som jeg synes ledsager energien i mit forord ganske godt – den fremadrettede bevægelse fra Firenze ned mod Syditalien, der skulle blive afgørende for min udvikling fra barn til voksen, og for alle de valg, jeg senere skulle træffe om min livsbane:

Fantasticamenteamore af Syria:

Glæde, livsmod, leg og tagfat – og et stænk af melankoli. Da jeg boede i Salerno var en af mine og Marcos yndlingskunstnere Syria. En italiensk sangerinde fra Rom (hendes rigtige navn er faktisk Cecilia!), som vi lyttede rigtig meget til, og som er vedblevet med at være succesfuld i hele Italien.  

Syria fik sin debut i 1996 da hun vandt den italienske musikkonkurrence San Remo, og i 2000 udkom så mit yndlingsalbum fra hendes hånd, Come una goccia d’acqua (som en dråbe vand), med alle mine og Marcos yndlingssange på.

’Fantasticamenteamore’ optrådte hun med til Sanremo samme år, og rummer al den vilde og ungdommelige energi, som mine 20’ere i Salerno var så fulde af.  Men sangen er også fuld af smerte. Lyt blot ti omkvædet:

”Der var mig, der var dig, altid i evigheden,

Og dine øjne stjal min sol,

på fantastisk vis min kærlighed,

kun min,

indtil himlen kaldte på dig.”

Sangen skulle nemlig handle om en kæreste, Syria engang havde, som døde fra hende.

Lyt for eksempel til sangen, mens du læser Ind i Salerno:

Io, mammeta e tu af Renato Carusone:

En kæmpe klassiker fra den napolitanske sangtradition! Renato Carosone var ham, der gav os den swingende og gyngende ’tu vo fa’ l’americano (der faktisk blev et genfødt disco-hit for ikke så mange år siden), og i 50’erne og 60’erne leverede han det ene romantiske og fængende hit efter det andet med det folkelige Napoli som romantisk og humoristisk baggrund.

I denne sang synger han om kvalerne med at få sin kæreste for sig selv. For når han henter hende hjemme hos forældrene, skal hendes mor hele tiden med – eller hendes søster, eller hendes niece, eller hendes bror! Det er en sorgløs klagesang, hvor han på napolitansk dialekt beskriver, hvordan de prøver at spadsere (passeggiare) på byens strøg Via Toledo, men hele tiden forfølges af svigerfamilien:

”Jeg havde sagt det til dig,

Første gang vi gik ud

I en port tæt på dit hjem:

Jeg gider ikke, at du tager nogen med!

Men nu er de der alligevel:

En bror, en søster og en niece

I stedet for at gå ud alene,

Var vi nu altid 3.

Og du lovede mig:

I morgen ved jeg ikke, men jeg

Kommer kun med mor!

Omkvæd:

Jeg, din mor og dig,

Vi spadserede på Via Toledo

Os foran, din mor bagved,

Det var helt tosset.

Kommer hun også med på bryllupsrejse?”

Sangen er oplagt at lytte til under læsningen af kapitlerne La passeggiata – den livsnødvendige spadseretur, og Assistentens assistent. Sidstnævnt handler selvfølgelig om det faktum, at man sjældent kan være alene i Syditalien uden assistance fra en ledsager:

Dietro casa af Ludovico Einaudi:

Ludovico Einaudi er en af mine absolutte favoritter når det kommer til stemningsfulde melodier. Han er efterhånden blevet verdensberømt for sine soundtracks til alt fra italienske nichefilm til store Hollywood-produktioner, der opbygges på minimalistisk vis omkring hans medrivende klaverspil. Hver gang jeg lytter til hans melankolske komposition Dietro casa, ‘bag huset’, mindes jeg de langsomme, syditalienske eftermiddage, hvor tiden står stille, og der er god tid til refleksion.

Lyt gerne til melodien, når du læser kapitlterne La controra og Hjemme og ude:

Franco Blandis time-lapse-video fra Siciliens bagland:

Sicilien er myternes ø, hvor menneskene lever i så stærk en synergi med deres land, at man kan have svært ved at skelne mellem krop og jord, kultur og natur, fantasi og virkelighed. Det hele vikles sammen i en uendelighed, der ikke kun forstærkes af landskabernes ruiner og ufærdige byggerier, men også af de skiftende årstider, hvis gentagen af farver, dufte og stemninger skaber et cyklisk dejavu.

Dette fanger den lokale filmskaber og siclianer Franco Blandi smukt i denne lille film som han har opbygget ved at filme sin fødeøs bagland de samme steder fra, ubrudt henover et helt år. Med ’de 4 årstider’ i baggrunden oplever man hvordan stederne forandrer sig for hver dag, for blot at ende ved samme udgangspunkt 12 måneder senere. Filmen giver også et intimt glimt af det landlige Sicilien mellem Messina og Enna, som meget få kender, og danner et fint soundtrack til mit kapitel L’arte dell’incompiuto – det ufærdiges kunst:

Capri Rendez Vous af Liberato:

Liberato er Napolis neomelodiske rap-fænomen, der har taget hele Italien med storm, og med lige dele vildskab og følsomhed viderefører Syditaliens store musik-arv. Meget få kender den unge fyrs sande identitet, for Liberato gemmer sig bag sit kunstnernavn for at have frie hænder til at fortolke Napolis sangskat og til at eksperimentere med nye udtryk.

Personligt er min Liberato-favorit hans poetiske hilsen til Capri, hvor han gennem 5 musikvideoer fra 1960’erne op til 00’erne fortæller en romantisk og bittersød historie om et møde mellem en fransk skuespillerinde, Marì, og en lokal stik-i-rend-dreng, Carmine. De mødes på en sejlbåd, da Marì skal fragtes hjem fra en filmscene til sit hotel. Inden hun stiger på båden, siger hun til filmens italienske instruktør: ”Tiden og det at efterlade mig et aftryk interesserer mig ikke. Man kan ikke spole tiden tilbage. Lev i nuet”.

Det kommer hun til at fortryde bitterligt. På både forelsker Carmine og Marie sig nemlig i hinanden:

Marie må dog forlade øen dagen efter, og bliver siden verdensberømt. Senere vender hun tilbage til Capri i 70’erne som diva, og de ser hinanden flygtigt på en natklub:

Det næste gensyn på Capri er hjerteskærende. Året er 1993, og Marie må ledsages hjem til sit luksushotel af Carmine, efter hun har drukket sig fuld på en bar. Hun er ulykkelig over sit tomme liv, men Carmine er gift og blevet politibetjent. De får dog en enkelt nat sammen, efter at Marì har tryglet ham om at blive, og spole tiden tilbage:

I den sidste film vender Marie tilbage til et meget forandet Capri i 2019, som nu mestendels tilhører turisterne. Hvorfor hun er der finder vi ud af tilsidst – det er for at deltage i Carmens begravelse:

Den elegante video-fortælling ledsaget af Liberatos musik rammer lige præcis den melankolske stemning, som jeg fortæller om i mit essay På tur til den blå ø Capri. Capri og Syditalien er ikke kun skønhed og glæde, men også smerte og længsel.

 La figliata fra filmen ’La Pelle’:

Når man læser mit essay Il femminiello – Napolis tredje køn, nævner jeg mandefødslen la figliata. Det ældgamle ritual, hvor en mand får veer og omgivet af andre femminielloer føder en dukker med en enorm fallos. Alt imens mandefødslerne stadig foregår visse steder i Napolis opland, er de ikke lige til at finde og deltage i. Man får dog et glimt af festligheden i filmatiseringen af Curzio Malapartes krigsepos om Napoli, ’La Pelle’:

’O saracino af Renato Carosone:

Ingen bog om Syditalien er komplet uden en hyldest til den syditalienske mand, som jeg har brugt mange år på at studere: hans posering i gadebilledet, hans måde at bevæge sig på, tale på og opføre sig, men også hans hengivenhed og store hjerte rør mig hver gang, jeg stifter et nyt bekendtskab. Den syditalienske mand er uberettiget blevet latterliggjort af mænd i køligere lande, der ikke forstår hans særlige kapital af charme, storsindethed og ægte opofrelse overfor de mennesker, han elsker.

Lyt til denne humoristiske sang om ’O Saracino’ (saraceneren – ordet som i gamle dage ofte blev brugt om personer fra Mellemøsten) af Renato Carosone, når du feks.  læser kapitlet Manden, faderen, ridderen og patriarken. Sangen trækker på stereotyperne i sin fortælling om en napolitansk mand, som alle kvinder forelsker sig i:

”Han har krøllet, krøllet hår,

Skinnende og frække øjne

Alle unge piger kommer rendende

Når de ser ham gå forbi

Med en cigaret i munden

Og en hånd i lommen

Går han sådan rundt i hele byen

Saracener, saracener, smukke fyr!

Saracener, saracener, alle kvinder forelsker sig i ham.”

The Taranta Project af Ludovico Einaudi:

Hvorfor går så mange i den vestlige verden rundt med fobier overfor edderkopper, slanger, trange rum og store pladser? Er det på grund af uforløste traumer, som man engang kunne håndtere med dans og musik, der nu er glemt, og som vores moderne verden derfor ikke længere har redskaberne til at hele?

Mit essay il tarantismo – terapien fra Puglias onde fortid tager udgangspunkt i Ernesto de Martinos antropologiske studier i 50’ernes Salento, hvor man som det sidste sted i Syditalien kunne opleve ’le tarantate’, de stakkels kvinder, som var blevet bidt af en giftig edderkop i marken, og nu kun kunne blive helbredt gennem et ugelangt danseritual fuld af symboler.

De Martino fandt ud af at kvindernes sindssyge ikke stammede fra edderkoppebiddets gift, men i stedet var et stress-symptom på det hårde bondelivs kulmination under høsten. Lokalsamfundet havde gennem årtusinder opbygget en særlig musik og dans, som henover dagene helbredte kvinden og gav hende afløb for sine frustrationer.

Ernesto filmede det hele og tog med i kirken, når de helbedte kvinder afsluttede tarantismo-ritualet ved at drikke af den hellige kilde og bede i San Paolos kapel i byen Galatina. Hvert år afholdes der en stor musikfestival for folkemusik i Salento, hvor tarantisme-musikken har fået en står genfødsel, og i den forbindelse bad man komponisten Ludovico Einaudi om at lave et album inspireret af il tarantismo.

Resultatet er blændende – her kan du opleve en af hans medrivende melodier, der er krydret med De Martinos filmklip fra dengang, og hvor Ludovico fortæller om sit arbejde til sidst:

Ruanzu Il cane af Carmine Torchia:

Jeg tror kun det er i Syditalien, at en hund kan blive ophøjet til noget nær i guddom. Det skete i hvert fald i den calabresiske landsby Sersale, hvor en gul labrador pludselig dukkede op ud af ingenting. Den venlige ’vagabond’ blev hurtigt en del af det lille samfund, som fandt ud af, at Ronzo ikke var en helt normal hund. Den troppede op ved et hus, når en person var død, og gik lige ind i stuen for at trøste de pårørende. På kirkegården kunne den finde på at våge over nye grave,  og den fulgte stædigt med i optoget, når man fejrede den lokale helgen.

Mest spektakulært var det dog, at den insisterede på at deltage i møderne på rådhuset, og til gudstjenesterne i kirken. Begge dele fik den lov til. Da hunden blev kørt ned af en flugtbilist, var hele byen i sorg, og gav Ronzo sin helt egen begravelse.

Hunden lever stadig i de lokales bevidsthed – så meget, at hunden nu også har fået sin egen sang, komponeret af bysbarnet Carmine Torchia. Lyt til den nedenfor, når du læser mit essay Ronzos Lære. Omkvædet lyder:

”Jeg hed Ronzo,

Jeg tager med til bryllupperne

Og til hver en begravelse

Jeg er Ronzo

Og de siger, jeg er speciel

Jeg hed Ronzo,

Jeg går med i optogene

Og deltager i møderne på rådhuset

Jeg er Ronzo,

Og de siger, jeg er speciel”:

Napule è af Pino Daniele:

Napoli har mange skjalde, men en af de vigtigste var Pino Daniele, der om nogen har fanget byens energi i sine både simple og storladne kompositioner. I sin sang Napule è fra 1977 rammer han mange af de komplekse følelser, som napolitanerne har overfor deres beskidte, smukke, korrupte, hårde og bløde hjemby. Selvom Napoli dengang var en af Italiens fattigste byer, bobler Pino stadig af stolthed i stroferne, når han for eksempel starter sangen således:

Napoli er 1000 farver

Napoli er 1000 ting at frygte

Napoli er lyden af børnestemmer

Der stiger langsomt

Og du ved, du ikke er alene

Napoli er den hårde sol

Napoli er flammer og hav

Napoli er et beskidt stykke papir

Som alle er ligeglade med

Og alle afventer deres skæbne

Jeg så selv Napolis bagside, da jeg under mit ophold i Salerno besøgte et af byens fattigste kvarterer. Lyt derfor gerne til sangen, når du læser mit essay Pasta i Poggioreale:

Giulia e il cuore a pezzetti af Donpasta:

Pugliesiske Daniele De Michele, der også går under kunstnernavnet Donpasta fordi han elsker at lave mad, har siden 2014 rejst i hele Italien for at filme og vise glimt af den tidløshed, som bor i den italienske madlavning. Han mener at italienerne er ved at glemme deres gastronomiske arv, og med sine optagelser hylde han de store, ydmyge måltid, som holdes i hævd af ildsjæle, som alle har de egne historier at fortælle om de retter, der laver.

Daniele De Michele anses som værende en af de mest lovende og nyskabende performance-kunstnere i Italien lige nu, som både kan ses lave pasta back stage til sit hold af DJ’s hjemme i Otranto, holde ’Parmigiana Raves’ i New York, og filme i privaten hos bedstemødre, hvor han laver optagelser om køkkenets visdom.

I forbindelse med mit essay om Mobiltelefonen, hvor jeg beskriver hvorledes mit liv i Salerno langtfra blot var en dans på roser, har jeg flere gange spejlet mig i denne rørende optagelse af Giulia, der laver hakket kalvehjerte med persille og polenta til Donpasta. Imens beretter hun om hvordan hun selv har fået gennemhullet sit eget hjerte mange gange, og tegner det symbolske organ på et stykke papir. ”Hvorfor sidder du ikke bare i sofaen og ser fjernsyn, ligesom andre kvinder”, fortalte hendes mor hende, da hun var ung. Men Giulia ville ud i verden og skabe sit eget liv, og det har kostet på følelseskontoen:

Tra le braccia dell ’angolo af Siria:

Ingen afsked uden Syria – her synger hun en slags vuggesang for kærligheden og om at tage af sted fra sin elskede mellem en engels arme. En værdig udgangssalut til min essaysamling og bogens sidste kapitel, Ud af Salerno:

Hovedillustration: Den pugliesiske gruppe Canzoniere Grecanico Salentino er blevet verdensberømt for sin fortolkning af Puglias tarantismo-musik. Wikipedia.

Hvem er Liberato – Napolis neomelodiske rap-fænomen?

Han går med blå hættetrøje med skriften ’Liberato’ og vender hele tiden ryggen til, når han springer rundt på stenene langs Napolis havne-promenade og digter rap-poesi om kærlighed mellem Napolis teenagere. Ingen ved hvem han egentlig er, men siden 2017 er hans berømthed vokset til kult-agtige dimensioner i Syditalien, hvor en ny musik-bevægelse kaldet ’neo-melodico’ har taget de unge med storm.

Helt i tidens digitale ånd startede Liberato sin karriere ved at lægge sangen 9 MAGGIO (9 maj) på Youtube, hvis musikvideo var blevet optaget i slummen i Scampia og for første gang viste den ansigtsløse rapper mellem den porøse beton. Værket blev hurtigt et fænomen og delt tusindvis af gange, og i takt med at sange som TU T’E SCURDAT’ ’E ME (Du glemmer mig), JE TE VOGLIO BENE ASSAJE (Jeg elsker dig højt) og INTOSTREET blev hits på nationalt plan, voksede mystikken om sangeren. Der aldrig viser sit ansigt.

Man ved at han kan lide at kommunikere i vasaler – at han er stor fan af Napolis fodboldhold, og med sin perfekt klingende dialekt må være fra Napoli – og det er det. Og det er noget af en bedrift at kunne bibeholde sin anonymitet i en by, hvor alle i teorien altid kender nogen, der kender nogen, der kender nogen.

Liberato fænger med sin unikke stil, der blander hiphop-genren trap med il neomelodico – den seneste videreudvikling af den napolitanske sangtradition, som i århundreder har haft længslen efter Napoli, byens lyde, steder, stemning og dialekt som sit vigtigste indhold og udtryksmiddel:

romantiske serenader som Torna a Surrento, Funiculi, Funicula og O Sole Mio er i dag verdenskendt takket være bla. napolitanske immigranter, som spredte stilen i Amerika, og stilen blev senere tilpasset efterkrigstidens rytmer med bla. den storsmilende Renato Carosone ved klaveret.

Napolitanske Ikoner som Nino d’Angelo og den højt elskede singer songwringer Pino Daniele, hvis død i 2015 skabte stor sorg i hans hjemby, tog stilen videre med sig op igennem 80’erne, og i 90’erne begynder musikforskeren Peppe Aiello at bruge udtrykket neo-melodico om genren, som Liberato uden tvivl bidrager til. I bogen Made in Italy – Studies in Popular Music beskriver Aiello den nymelodiske strøming som ’de uacceptable menneskers musik, mennesker, som ellers er blevet udstødt af borgerskabet’. Musikanmelderen fra den napolitanske avis Il Mattino, Federico Vacalebre har skrevet en hel bog om ’il neomelodico’, hvor han beskriver genren som noget, ’der kommer nedefra, og er stemmen… fra en bydel, der ellers ville forblive tavs.”

Liberato kommer med høj sandsynlighed fra og identificerer sig med Napoli perifære arbejderkvarterer, og på den måde indskriver han sig i den napolitanske neo-melodi, idet dens toner, situationer og personer kommer fra byens nederste sociale lag, og ikke fra den middelklasse, som ellers traditionelt undfangede de klassiske sangere og musikere fra den napolitanske musiktradition.

Napolis udkant er i de sidste år blevet ’hot’: Elena Ferrante fastholder stædigt sin anonymitet i sin verdensberømte beskrivelse af veninderne Elena og Lila fra Napolis slum, der har vundet genklang og genkendelse kloden over, og bogen Gomorra af Roberto Saviano og HBO-serien af samme navn har gjort byens kriminelle underverden til ramme for voldsomme, menneskelige dramaer.

Liberato lader dog til at være uberørt af sin kult-status, og nægter at afsløre sit ansigt. På trods af udsolgte live-koncerter i både Napoli, Milano, Rom og Barcelona er han stadig anonym,  og tøvende overfor at sætte nogen form for etiket på sin musik. Til en journalist fra Rolling Stones har han i en tekstbesked i vasaler og napolitansk dialekt svaret, at han da ikke gider at afsløre sin sande identitet nu, fordi han netop har opbygget den for at kunne være i fred.

Personligt er jeg imponeret over Liberatos poetiske og næsten nostalgiske stil, der senest har givet udslag i en smuk ’serie’ af 5 filmiske musikvideoer med titlen CAPRI RDV, hvor han i bedste Dolce Vita-stemning udforsker kærligheden mellem en Brigitte Bardot-agtig karakter og en Marcello Mastroianni-boheme-fyr: det hele filmet i sort og hvid og med sine smukke optagelser i havet ud for den guddommelige ø virker de små film som en kærlighedserklæring til selve livet, til Napoli-bugtens skæbne, til skønheden og til de store følelser.

Det bliver da ikke mere ærke-napolitansk end det.

Hovedillustration: Et maleri af den hellige Gennaro pryder en bymur i det napolitanske arbejderkvartér Forcella. Kunstner: Jordi. Fra Wikipedia, Silviasca.

Puglias verdensberømte tarantel-dans vinder verdensmusikkens ‘Oscar’ i London

Mange har nok hørt om ‘tarantellen’, som kvinder har danset i Napoli og Puglia i umindelige tider, og som har fascinerende, historiske forudsætninger. For syditaliernene er – og især var – den orginale tarantel-dans vitterligt et spørgsmål om liv og død, og forleden fik Puglias ældste tarantel-gruppe den største kadeau, man kan tænke sig internationalt: Il Canzoniere Grecanico Salentino, der blev grundlagt af danseren Rina Durante i Lecce i 1973, vandt nemlig forleden første-prisen som bedste gruppe til festivalen for verdensmusik i London, Songlines Music Award.

Tarantel-dansen har tusindårige aner og menes at gå helt tilbage til de gamle grækeres tid i Syditalien. De holdt dionysiske fester med vild musik og trancelignende danse, hvor man kunne få afløb for sine drifter, men mens tarantellen i Napoli med tiden udviklede sig til en uskyldig og romantisk ‘parringsdans’ med kastagnetter, vedblev ‘la tarantella’ med at være en terapeutisk begivenhed i Salento fuld af mystik, mørke og risici.

Indtil 1960’erne kunne man her endnu opleve hvordan dansen og især musikken blev brugt til at få kvinder ud af en mystisk trance, som man mente stammede fra et edderkoppe-bid, som var blevet dem påført under den risikable høst i markerne. Kvinderne efterlignede edderkoppens bevægelser ved at kravle rundt på gulvet, og svingende mellem maniske følelsesudbrud, depressioner og erotiske energiudladninger, men ved hjælp af eksorcistiske rytmer udført med guitar, tamburin, fløjte, violin klarinet, kunne man drive edderkoppens bid ud af såret, og helbrede de besatte bønder. Tilsidst bragte man dem til domkirken i Galatina, hvor man mente at San Paolo – de giftplagedes og bidtes beskytter – kunne helbrede dem, og hvor kvinderne kunne fortsætte med at danse og vride sig i timevis.

En anden, der har fortolket den kraftfulde taranta-musik, er komponisten Ludovico Einaudi, der i videoen ovenfor akkompagnerer sin musik med voldsomme optagelser af edderkoppebidte, besatte kvinder og den musikterapi, som lokalsamfundene engang omgav dem med, for at helbrede og trøste.

Der går historier om kvinder der kunne danse i dagevis uden hvile og indtil døden, og fænomenet fangede den legendariske antropolog, Ernesto de Martinos opmærksomhed. Han drog i 50’erne til byer som Nardo og Galatina i Salento, hvor ham overværede musik-terapien, dissekerede edderkopper og lavede Rorschach-prøver, og han fandt hurtigt ud af, at dansen ikke skyldtes edderkoppebidet, men nærmere var en ventil hvorigennem kvinderne kunne lette trykket fra en stressende og voldelig hverdag fuld af undertrykkelse og angst.

Op igennem årtierne forsvandt denne praksis, indtil forskellige dansetrupper atter fik øje på den medrivende musik, som karakteriserer den pugliesiske tarantella, også kaldet pizzica, efter ordet ‘bid’. Fænomenet tarantismo bliver idag studeret på regionens universiteter, og man er atter begyndt at danse og genfortolke på sin arv, som hos den netop hædrede gruppe, Canzoniere Grecanico Salentino. Idag bruges ‘terapien’ som healende for de mange små samfund sydpå, der har det svært, og især de unge finder trøst og fællesskab i dansen.

Her kan du nyde et af gruppens numre, Nu te fermare, og få en fornemmelse af det specielle univers: