Category Archives: DET ANDET SYDITALIEN

Syditaliens nye forfattere: Michela Murgia og det sande Sardinien

Syditalien er ikke kun lig med Elena Ferrante: landsdelen bugner af spændende forfattere, og en af mine yndlingsskribenter har i lang tid været Michela Murgia, der om nogen forstår at vække Sardiniens mytiske landskaber og fascinerende befolkning til live i sine bøger.

Murgia er af mange anset som en af de vigtigste, kvindelige forfattere fra Sardinien siden Grazia Deledda i 1936 vandt Nobelprisen i litteratur som den første italienske kvinde nogensinde.  Begge forstår de på smukkeste vis at formidle øens både ældgamle og yderst vitale kultur, hvor bjergene befolkes af sortklædte kvinder med historier på læberne og hvor “stilheden er den mest talte dialekt”, som Michela Murgia selv udtrykker det i sit værk, Viaggio in Sardegna – 11 percorsi nell’isola che non c’é”, fra 2008. Blot titlen: På rejse på Sardinien – 11 ruter på øen, som man ikke  ser” slår tonen an i et værk, hvor de læsere, der tror at Sardinien kun er lig med ressort og luksusturisme, får slået døren ind til en stor overraskelse.

Michela Murgia er født i 1972 i Cabras på Sardinien og blev som 18-årig til et fillus d’anima – et såkaldt ’sjælebarn’, hvilket i århundreder har været betegnelsen for børn, der i en høj alder adopteres bort til enten nær familie eller andre bekendte i omgangskredsen. Hun læste teologi på universitetet i Oristano men fandt efterhånden en karriere i bøgernes verden, da hendes gennembrud ’Il Mondo deve sapere’ tog Italien med storm med sin hudfletning af arbejdsforholdene på et call center.

Men det er Murgias værker, der tager deres udgangspunkt i det sardiske univers som en verden fuld af historier og myter, som ifølge min egen smag står stærkest hos Michela Murgia. Derfor elsker jeg Viaggio in Sardegna, som jeg på det kraftigste kan anbefale alle dem, som ønsker at udforske det sardiske bagland – også hvis det kun er hjemme fra lænestolen (desværre er den endnu ikke oversat til dansk). Murgia har selv påpeget at Sardinien har det højeste antal læsere af skønlitteratur sammenlignet med de øvrige italienske regioner:

”Sardinien er en stærk tradition for litteratur, engang var der mindst 3-4 poeter i selv den mindste landsby, det var helt normalt. Sardinien er en fortællende kultur, det ligger i vores DNA.”

I Viaggio in Sardegna lærer vi om sardernes nære forhold til øens klipper, underjordiske kilder, mad og overtro. Kort sagt, som der står i bogens forord:

”Der er huller i Sardinien, som er lavet af feer, dødsfald, som sker på grund af kvindelige vampyrer, hellige dampe, som helbreder mareridt og hemmelige vandspejl, som afslører fremtiden og dens bedrag, når månen spejler sig i dem.”

Et andet mesterværk er Murgia hidtil største succes, bogen Accabadora fra 2009 for hvilken hun vandt dem prestigefyldte Mondello-pris. Bogen er oversat til dansk med undertitlen ”dødsenglen fra Soreni”, og forlaget skriver selv om bogen:

”I Soreni på Sardinien har tzia Bonaria Urrai, landsbyens gamle syerske, i snart mange måneder ligget på sit yderste, ”fanget i sig selv, som ophængt i en ståltråd så tynd at man ikke kunne se den, men så stærk at den ikke knækkede.” Den unge kvinde Maria, der som 6-årig er blevet adopteret af Bonaria, passer hende, men er desperat over at være vidne til de lidelser hun gennemgår, og føler sig mere og mere fristet til at gøre noget for at bringe det til en afslutning.

For skønt man står på tærsklen til en ny tid, er gamle sardiske traditioner med rod i det arkaiske bondesamfund endnu nærværende, og dødsenglen, accabadora, ’hende der afslutter’, betragtes med respekt som en kærlig og barmhjertig person.”

Så hvis du er nysgerrig efter at fordybe dig i Syditaliens bedste litteratur giver disse to værker af Michela Murgia et sjældent indblik i et Sardinien, som både er hypermoderne og evigt relevant.

Michela Murgia er ved siden af sit forfatterskab gået ind i lokalpolitik og arbejder for det sardiske separatistparti, Progetu Republica de Sardigna.

(Hovedfoto: Alec Cane)

Campi Flegrei stinker af svovl og dufter af Dante

Et besøg ved supervulkanen Campi Flegrei vest for Napoli er ikke kun overvældende for lugtesansen. Det boblende og sydende månelandskab gør også indtryk, fordi det var her, antikkens mennesker fandt nedgangen til Hades, og Italienske digtere som Virgil og Dante blev inspirerede til nogle af verdenslitteraturens største fortællinger.

De lå udstrakte på bårer derinde i hulerne, de værkbrudne patienter. Nøgne på ryggen og med halvskoldet hud, mens svovldampene fra jordens indre fortættede sig i grotteloftet og dryppede ned på deres kroppe. Dråber varme nok til at smerte i huden, men lige præcis kølige nok til at mændene og kvinderne kunne holde behandlingen ud, og blive liggende. For svovlen gjorde i sidste ende godt: den åbnede stenlunger, helbredte hudlidelser og smøg sig på forunderlig vis om led og knogler, så gigten kunne holdes i skak, og lemmer atter bøjes.

På litterær pilgrimsfærd til et paradoks

Campi Flegrei. De Brændende Marker, Antikkens indgang til Hades og Europas farligste supervulkan, har igennem årtusinder udgjort et paradoks: på den ene side vil området her 12 kilometer vest for Napoli kunne gylpe nok magma ud af sine åbninger til at formørke hele kontinentet. Et sådant udbrud skete for 39.000 år siden, da en enorm askesky fra Campi Flegrei dækkede det meste af himlen over Europa, og højst sandsynligt resulterede i neandertalerens uddøen. På den anden side har Campi Flegrei i århundreder fungeret som et open air wellness center, hvor man byggede saunaer i mursten ovenpå skoldhede svovldampe, så syge kunne indånde og absorbere de helbredende mineraler fra jordens indre.  Sidst men ikke mindst har Campi Flegrei løst topografiske problematikker for både druider, præster og digtere, for de mange rygende sprækker og boblende svovlpøle, der især præger Campi Flegreis mest aktive krater La Solfatara, er nemlig blevet fortolket som nedgangen til adskillige dødsriger. Først hos grækerne og romerne, der mente at Campi Flegrei var en af åbningerne ind til selve Hades, senere hos Dante, som ifølge flere forskere brugte Campi Flegreis landskab som inspiration til beskrivelsen af Helvede i Den Guddommelige Komedie.

Som skribent og Dante-fan er det derfor en stærk oplevelse at stå midt i det rygende Solfatara-krater, der i dag kan besøges ad smalle stier, og hvis blege måneoverflade og æggede stank gør stort indtryk. Kraterets skålform kaster områdets få lyde rundt i caldera’en, og forkrøblede buske omkranser kraterkanten, så man ikke ænser de moderne bebyggelser lige udenfor, men i stedet dvæler i den lille boble af tidløs mystik og overjordisk atmosfære.

Gassede fisk skyller i land

Campi Flegreis består af en kæmpe, indsunken kraterbund, et såkaldt caldera, som stammer fra et enormt, forhistorisk udbrud, der sprængte vulkankeglen af og blotlagte en overflade fuld af kratere, sprækker og svovlpøle. Midt i det hele ligger i dag havnebyen Pozzuoli, hvis befolkning ofte må døje med dramatiske forskydninger i asfalten. og af og til kan betragte gassede fisk skylle i land, når en afgrund ind til jordens indre åbner sig ude i bugten. Det sker også jævnligt for badegæsterne i Averno-søen blot en kilometer herfra. Dens vandspejl gemmer både på lig fra den napolitanske mafia, skrot og lejlighedsvise fumarol’er, der damper alt liv væk i ferskvandet, når underjordisk magma får søbunden til at slå revner. Men det var også på søens overflade, inde i det tæt omsluttede vulkankrater, der dengang som nu var indrammet af høje skrænter og tæt bevoksning, at grækerne og romerne lagde Karons færgerute. Den ældre, gråskæggede herre, der sejlede mellem de levendes og de dødes verden og sørgede for, at sjælene kom over helvedesfloden Acheron, som var forbundet med Averno-søens gule vandspejl.

På nedenstående illustration, hvor stederne fra den romerske digter Virgils Æneiden er plottet ind, ser man netop Averno-søen oppe til venstre, og lidt til højre for den, Stygia Palux – de stygiske sumpe – som igen er forbundet med et stort, underjordisk ocean. Æneas drog nemlig i værkets 6 sang ned til søen for at besøge sin afdøde fader i Hades.

Fra Wikipedia
Fra Wikipedia

Det er ingen tvivl om, at Dante kendte til Campi Flegrei, og højst sandsynligt selv har taget dets sceneri, der dengang henlå som et mennesketomt, stinkende månelandskab, i øjesyn. Dante var velbevandret i sine klassikere og et produkt af en tid, hvor Antikkens idealer om frihed og kunst var i fuld gang med at genetablere sig i Europa, og det må derfor have været et oplagt valg for ham at finde inspiration i sine antikke idolers topografi. Og det er da også Virgil selv, der tidligt i Den Guddommelige Komedie møder Dante, ”da han forvildet fra den sti, han ellers burde følge”, fortaber sig i en stor skov. Virgil dukker heldigvis frem fra buskadset og giver sig til kende, for derefter at føre Dante sikkert igennem helvedets og skærsildens uforglemmelige torturscener.

Den Guddommelige Komedie er ikke en komedie

Kender man hverken rammer for eller indholdet af Den guddommelige Komedie, kan det umiddelbart lyde som om, at det gigantiske værk, der udgør den første jeg-roman i verdenshistorien og med sine nøje detaljerede beskrivelser af de 3 dødsriger kommer til at ligge til grund for menneskets religiøse billedverden i renæssancen, er en, ja, komedie. Hvis ikke direkte humoristisk, så i hvert fald fuld af høvisk middelalder og romantisk lyrik. Men selvom Dante igennem værket længes efter sin ungdomskærlighed Beatrice og til sidst møder hende i paradis, er den Guddommelige Komedie langtfra noget, de skal grines af. Bogen er dødelig alvor og undfanget i et giftligt, politisk miljø i kølvandet på de mange stridigheder mellem pavestaten og de verdslige magthavere i 1300-tallets kulturelle centrum, Firenze.

På trods af en strålende karriere i det italienske high society-liv endte Dante nemlig sine dage i exil. Han havde støttet den forkerte fraktion under stridighederne og blev udvist fra sin fødeby med en senere dødsdom hængende over hovedet, i fald han nogensinde vendte tilbage til Firenze. Dante Alighieri skrev derfor på Komedien rundt omkring i de italienske byer, der tog imod ham, og hvor den knuste mand i lange perioder følte sig som en levende død. Men med pennen mod papiret fik han sig en genrejsning, der ikke kun har gjort ham verdensberømt, men også for altid har forbundet ham med landskabet omkring Campi Flegrei og de antikke digtere, der brugte det barske vulkanområde i deres mytologi.

 

Især Komediens Helvede bliver nemlig stedet, hvor Dante straffer de korrupte og fordærvede italienere, som med deres griskhed og vold havde forgiftet Firenzes åndsliv. Han er ikke sen til at nævne mange af dem ved navn på sin rejse igennem underverdenen, og Dante frydes åbenlyst ved at opleve sine værste fjenders lidelser i Helvedets floddelta: Først når han Acherons bredder sammen med Virgil, hvor han ved indgangen til dødsriget ser Karon brutalt vælte fordømte sjæle ned i sin båd. Senere krydser Dante floden Styx ved at sidde i kronen på flodens vogter, den gigantiske dæmon Phlegyas, som vader igennem det sorte klister fuld af kogende syndere. Den opmærksomme læser kan her ikke undgå at bemærke et sammenfald mellem navnene: Flegrei kommer af det græske ord flégo, som betyder ’brændende’ eller glødende’, mens Phlegeton i øvrigt var navnet på en af de 5 helvedesfloder i græsk mytologi.

 

Med Komediens brug af Campi Flegreis udseende og scenerier og med den antikke mytologi som topografisk løftestang er Dantes første sange i Helvede for mig et gribende eksempel på, hvordan et virkeligt landskab kan komme digtere og forfattere til undsætning i poesien. Især, når alle andre ting fejler, og kunsten må vende tilbage til naturens egne tableauer, for at få styrke nok til at give igen.

 

 

 

 

Napoli elsker Banksys ekstatiske Madonna

– og nu har de lokale dækket den verdensberømte graffiti i Piazza San Gerolimini over med glas for at beskytte den mod vandaliserende rivaler.

Pludselig en morgen var hun der – Bankys hvidklædte madonna, der svæver frem på en sort baggrund med sine gevandter baskende omkring sig, som befandt hun sig i en vindtunnel. Men det gør hun ikke, tværtimod. I løbet af natten har den verdensberømte, britiske graffiti-maler Banksy nemlig foreviget hende på en af de smuldrende husmure, der udgør Napolis tusindårige centrum, hvor forandringens briser sjældent når frem. Her synes tiden at stå helt stille i gyderne, ja nogle gange kan det endda virke som om den går baglæns, når den overvældende by bølger én i møde med helgenoptog, fandenivoldskhed og og besværgelser.

På trods af dette – og måske lige netop derfor – valgte Banksy at tage til Syditalien og spraye sin kunst på Napolis husmure. Idag udgør den omtalte Madonna det sidst overlevende kunstværk af den britiske kunstner på napolitansk jord. De øvrige er blevet malet over af vandaler og rivaler indenfor genren, der af ukendte grunde har villet slette Bankys bidrag til Napolis livlige gadekunst, og det har fået de lokale til at tage affære: således er madonnaen for nyligt blevet dækket til at et tykt lag glas, så det udsatte kunstværk ikke kommer til at lide samme tort. Jeg var i Napoli i sidste uge og ville som altid slå et smut forbi Piazza San Gerolomini for at nyde kunstværket. Og rygterne talte sandt: endnu svæver hun frem ud af mørket, med udslåede arme i en ekstatisk gestus og blikket vendt mod himlen og den sorte pistol, der hænger over hende som en glorie. Men nu gør hun det bag en vinduesramme, som en lille messingplade erklærer er blevet opsat på muren af det tilstødende pizzeria og Agostino ‘O Pazzo – ‘den skøre’.

Banksys inspiration virker åbenbar: få steder i Europa findes der en by, der som Napoli dyrker votiv-motivet og de religiøse symboler i gadebilledet. Overalt mødes man af improviserede altre og falmede malerier af madonnaer og helgener, der i århundreder har hængt ude i al vejrlig, og hvis beskyttelse de lokale endnu regner med, hvis man skal dømme efter de blafrende stearinlys og friske blomster foran tabernaklerne. Pistolen er en hentydning til den vold, der stadigvæk udgør Napolis skyggeside, men napolitanerne er vante til drama: deres egne madonnaer har i århundreder dryppet med blod og tårer, og Banksys provokerende udgave er i dén grad blevet adopteret af de lokale, som dag og nat hæger over kvinden i kjortlen.

Jeg har i hvert fald ikke noget imod den ekstra beskyttelse, som nu indeslutter Madonnaen i en tyk linse af glas. Både fordi den forhåbentligt kan skærme kunstværket mange år fremover, og fordi glasset på elegant vis symboliserer den fernis af kærlighed, der uundgåeligt lægger sig på overfladen af alle de særligt smukke ting, som vi mennesker omgiver os med.