Category Archives: ESSAY

Den 28 oktober udkommer min essaysamling ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’ fra Forlaget Turbine

En stor drøm er netop gået i opfyldelse: Til efteråret får jeg simpelthen udgivet en hel bog med essays om Syditalien, som jeg har arbejdet på i de sidste par år – den røde tråd bliver mit liv i Salerno med kæreste og svigerfamilie, som også knyttes op på de mange indsigter, jeg senere har fået om landsdelen gennem mit arbejde som forfatter og skribent.

‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’ bliver en tour de force gennem en for mange ukendt del af Italien, hvor jeg beskriver en eksotisk hverdag fuld af anderledes ressourcer. Et par af teksterne kender I måske allerede fra min blog, og ved, hvad jeg mener;-)

Faktisk tror jeg ikke, denne essay-samling var blevet til noget, hvis jeg ikke havde haft JER til at læse med på min blog, og til at bekræfte mig i, at os danskere er nysgerrige og villige til at lære om Syditaliens mirakler.

Og så er jeg selvfølgelig taknemmelig for at Forlaget Turbine tør bide skeer med en for dem ukendt destination, som de (så vidt jeg ved) aldrig har udgivet noget om før.

Da jeg kom til Syditalien for første gang, boede jeg i Firenze – Italiens ultimative by for kunst, kultur og historie. Men hvad jeg fandt syd for Rom var en åbenbaring af vidundere, jeg sjældent havde hørt om, men som ikke desto mindre virkede utrolig vedkommende. Udover at finde græske templer, barokbyer bygget i lava og landskaber skabt af levende vulkaner, oplevede jeg et Syditalien, hvor de menneskelige relationer, og det at bo, leve og dø sammen, blev ophøjet til en kunstart.

Følg linket nedenfor og læs mere om ‘Mezzogiorno – mennesker og mirakler under Syditaliens sol’, som allerede nu kan bestilles fra forlaget, og hos Saxo. Jeg håber selvfølgelig på mange solgte eksemplarer, så vi kan vise verden, at Syditalien er relevant og et (vildt, vidunderligt, skørt) sted, som man kommer til at høre meget mere fra i fremtiden.

Alene hjemme med en høflig kakerlak

Der er altid to nøgler i et nøglesæt, når man indlogerer sig i Syditalien: Den ene er til selve det hus eller den lejlighed, hvor man skal bo, mens den anden er til husporten – den store dør der beskytter din baggård fra vind, vejr og ubudne gæster, og indeslutter husenes bagsider i et lukket mini-univers, hvor alt kan ske.

Da jeg boede i Salerno vågnede jeg hver morgen til det diffuse ekko fra beboernes stemmer, som gjaldede rundt i gården. Der blev snakket, leet og grædt. På jorden lå der nedfaldne klemmer fra altanernes vaskesnore, krummer fra de mange duge, der efter hvert måltid blev rystet ud ad vinduet, og menneskehår fra vasketøjet. Om foråret blev lejlighedernes stueplanter sat ned i gården, så de kunne blive vasket rene af regnen efter en vinter indendørs.

Langs baggårdens kant krøb der kakerlakker på størrelse med små mus. De boede også indendørs. Jeg havde min egen, røde kakerlak i lejligheden, som jeg i starten ikke havde noget imod. Jeg oplevede endda at vågne en morgen og med nysgerrighed betragte insektet sidde på oversiden af min dyne få centimeter fra mit ansigt, mens den kiggede på mig, og drejede sine antenner.

Efterhånden udviklede jeg dog en fobi for min lille ledsager, fordi min kæreste Marco selv var strækslagen for den. Han fortalte mig, hvordan han som lille havde leget i sin mors frisørsalon, og løftet et løst trappetrin, hvorunder der havde været en kakerlak-rede. Dyrene væltede udover hans bløde barnehænder, og siden da kunne han ikke se det lille dyr uden at gyse. Marcos angst smittede, og jeg begyndte selv at få hjertebanken, når  jeg fik øje på min kakerlak.

Helt slemt blev det en sommeraften, hvor jeg kom sent hjem. Med nattekøligheden kommer kakerlakkerne frem, så da jeg tændte for lyset i køkkenet, så jeg den røde fætter pile henover de hvide fliser. Den var så stor, at jeg kunne høre den klikkende lyd fra de små ben og kroppens underside, hvis glatte skjold ramte gulvet under flugten. Nu var det nok, nu skulle den ud, besluttede jeg, og greb min kost.

Kakerlakken vejrede faren, foretog et skarpt sving og løb ind i mit soveværelse, under sengen. Her blev den fanget i en skotøjsæske. Jeg gyser stadig ved mindet om lyden fra det desperate insekt, som kastede sig rundt i kassen og fik hele mit soveværelse til at skramle. Jeg greb ind under sengen, tog æsken, men var ikke hurtig nok til at lægge låg på. Dyret faldt ud af papæsken og fald med hvad der mindede om et rabalder, og løb atter ud i køkkenet, i retning af badeværelset, hvis dør stod vidt åben.  Nåede den derud, hvor underskabe, riste og afløb udgjorde de perfekte gemmesteder for en skræmt kakerlak, var slaget tabt. Så jeg afbød dens rute med kosten, åbnede hoveddøren, og skubbede kakerlakken ud på trappeafsatsen.

Dyret drejede omkring og ville ind i lejligheden igen. Jeg havde bare fødder i mine sandaler og gøs ved tanken om, at den skulle tage flugten henover min fodryg, så jeg gav den et ordentlig slag med kosten, som sendte den ned ad trappetrinene, og hen foran åbningen ud til gården. Nu løb den udenfor – men var dog tøvende, og prøvede hele tiden at dreje, for at løbe tilbage. Den havde øjensynligt knyttet sig ligeså meget til lejligheden som jeg.

Men det skulle være løgn: Jeg skrubbede derfor det genstridige dyr helt hen til husporten, som bestod af kraftige plasticpaneler med glas i, og satte nøglen i døren, for at lukke op. Jeg husker stadig sekunderne, fordi det vitterligt virkede som om, at det lille kræ vidste, at det nu blev sat på gaden. Høfligt afventende og med viftende antenner stod den og kiggede ud på gaden, som en lille, velopdragen hund, der skulle luftes. Så gik døren i husporten op, og kakerlakken gik selv ud på fortovet, og forsvandt ud af mit liv.

Jeg elsker det ekstra lag af intimitet som det giver at have en baggård, og en husport. Når jeg rejser og bor i Syditalien, udgør det et ekstra univers at udforske.  Overalt i Europa finder man husporte, men intet andet sted end i Syditalien vokser de sig så enorme, at de bliver groteske i forhold til resten af gadebilledet. De udgør Alice-i-eventyrland-ragtige tableauer, hvor nøgler drejer i en dør i døren, og mennesker forsvinder for at vende ændrede tilbage.

Hovedfoto: Wikipedia.

Essay-uddrag: Sarderne er Italiens stenfolk

Sarderne er Italiens stenfolk. Det oplevede jeg første gang i Maddalena-skærgården, der består af en håndfuld forblæste øer omgivet af posidonia-vandplanter og et hav, der presses gennem Bonifacio-strædet af mistralen og pisker kysternes lyserøde klipper bløde langs Sardiniens nordligste rand. Jeg var netop ankommet på hovedøen Maddalena. Den er på størrelse med Fanø, og huser en stolt, verdensfjern befolkning, der kalder Sardinien et fastland, og har god grund til aldrig at forlade deres paradis.

Mit første måltid fik jeg på Osteria da Liò i en smøge i Maddalenas eneste by, der hedder det samme som øen. Borgmesteren stod oppe ved barens marmorskænk lige ved indgangsdøren, og spillede kort med sine bysbørn. Os spisende sad så tæt på havnen, at saltet på ens læber krydrede maden, skønt hvert et vindue i timevis havde været stænget mod den stærke vind, der fik klemmerne på gydens tørresnore til at rotere med en raslen.

Jeg husker at spise ravioli med kartoffelfyld og mynte, da restaurantens ejer kommer hen imod mig. Hun hviler sine hænder mod en stoleryg, og spørger, om jeg nyder maden? Ganske meget, bekræfter jeg. Alt imens det aldrig er en synd at spise alene i Syditalien, har kvinden alligevel villet henvende sig med et par høflige ord, og min notesblok gør hende nysgerrig. ”Hvad laver De?” Jeg forklarer hende at jeg er rejsejournalist og er på øen som en del af min research for at blive klogere på Sardinien. Hun læner sig frem over stoleryggen, ser mig i øjnene, og siger: ”Kender du den magiske sten syd for Palau?”

Det gjorde jeg desværre ikke. Palau er den havneby, hvorfra man tager færgen ud til Maddalena fra Sardinien, og jeg var rejst direkte hertil fra lufthavnen i Olbia uden at stoppe op i landskabet, og uden at tale med nogen af de lokale. Ikke før nu. ”Hvis du lægger dine håndflader på stenen, kan du se din egen aura lyse.”

Stenen skulle stå langt inde på en mark i Palaus bagland. Der var ingen indikationer langs vejene, man skulle spørge sig frem. Jeg kom aldrig hen til det magiske sted, men stenen i sig selv var heller ikke vigtigst. Det var tværtimod restauratørens umiddelbarhed og insisterende tone. At dele sin kærlighed til lokale aurasten med andre er åbenbart ligeså selvfølgeligt som ravioli og gæstfrihed. I hvert fald hvis man bor på Sardinien.

At øen er helt sin egen i forhold til resten af Italien, og at fornemmelsen synes at have sin oprindelse i grundfjeldet, havde den engelske forfatter D.H. Lawrence også et øje for. Ligesom mange andre bohemer fra den eksperimenterende kunstnerklasse i London drog han til Syditalien i starten af 1900-tallet for at komme på afstand af industrialiseringens og kapitalismens forbandelser.

Panorama af Cagliaris ældste bydel Castello fra 1895, hvor enorme mure og bastioner præger kvarterets atmosfære. Tegnet af Gustavo Strafforello. Wikipedia, Giuseppe Barberis.

Men hvor de fleste rejste til Napolibugten eller Sicilien og blev der, tog Lawrence videre til Sardinien. Øen gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, og i sin bog Sea and Sardinia fra 1921 beskriver han Sardiniens sortklædte kvinder, nøjsomme hyrdekultur og den omnipotente natur som var han kommet til en præmordial verden, der svævede udenfor tid og sted.

Allerede ved ankomsten til Cagliari, Sardiniens største by, fornemmer han øens egenart. Han ser op på fæstningsmuren, der indeslutter middelalderbyen i en gullig elfenbenskrone af kalksten, og beskriver synet med ærefrygt:

”Mærkelige, stenede Cagliari (..) Henover dens bastion fortsætter byen længere op, stejlt i retning af domkirken og fæstningen. Det, der er så mærkeligt, er, at denne terrasse eller bastion er så stor, at den er næsten foruroligende, og man forstår ikke hvordan den kan hænge her, fristvævende i luften.(…)

Det er et mærkeligt landskab, som om verden har forladt det. (…) Cagliari er tabt mellem Europa og Afrika uden at høre hjemme på nogen af kontinenterne. Byen hører faktisk slet ikke til noget sted, og har aldrig gjort det. Hører ikke til noget eller nogen steds. Mest til spanierne og araberne og fønikerne. Men har aldrig rigtig haft en skæbne. Ingen skæbne. Udeladt fra tiden og historien.” 

Hovedillustration: Gade i byen Maddalena. Foto: Marek Slusarczyk, Wikipedia.

Turen Går Til: Rejsejournalistens nye dogmer

For fem år siden ville gletsjeren have fyldt hele billedet. Om femten år er den måske væk. Som “Turen Går Til”-forfattere bliver vi stadigt mere optaget af, hvordan man kan skrive troværdig og ansvarlig rejsejournalistik i en verden med klimaforandringer og overturisme. Kunne et sæt dogmeregler være en del af løsningen?

af Lisbeth Nebelong og Cecilie Marie Meyer. Hovedfoto: Lisbeth Nebelong.

Et øjeblik tror vi, at vi er vidner til et modeshow ved Solheimajökull. Men kvinden til højre i billedet er alene – og har klædt sig ud for at tage selfies foran den smeltende gletsjer.

Som led i researchen til en novelle med Islands turisme som kulisse deltog vi for nylig i flere af landets populæreste udflugter. Men det, der var tænkt som en skønlitterær inspirationstur, blev ikke mindst en faglig erkendelsesrejse.

Forfærdelsen over, hvor drastisk masseturismen allerede har ødelagt oplevelsen af rejsemålets store naturattraktioner, affødte en diskussion om, hvordan man som rejsejournalist kan forholde sig til klimakrise og overturisme.

Ønskes: Selvransagende rejsejournalistik

Siden 2010 har vi skrevet rejsebøger om henholdsvis Syditalien og Færøerne. To rejsemål, der har udviklet sig fra at være relativt ukendte til flere steder at lide under turisttilstrømningen. I de seneste udgaver har vi forsøgt at fremhæve de mindre besøgte sider af landene, så turisterne ikke kun valfarter til de sædvanlige steder.

Men hvordan videreudvikler man rejsejournalistikken i takt med klimaforandringer og lokalbefolkningernes ambivalens over for den støt stigende turisme?

Fjernøstlige strande, der lukker for at beskytte faunaen, og norske bygder, der overrendes af krydstogtturister, hører vi nu jævnligt om i nyhederne. Det samme gælder byer som Venedig, Barcelona og Amsterdam –  og vores eget “Turisthelvede: Nyhavn er tabt for københavnerne”, som det hed på en Berlingske-sektionsforside for nylig.

Senest har det sigende foto af selfiekøen til Mount Everest, hvor mennesker omkom på vejen til toppen, bidraget til en berettiget mediedebat om, hvordan det dog er kommet så vidt.

Selvransagelsen har tilsyneladende endnu ikke spredt sig til rejsejournalistikken, hvor en kritisk tilgang også burde være en selvfølge. Men i en verden, hvor stadigt flere rejser, skal der skrives stadigt mere, hurtigere – og dårligere honoreret – rejsejournalistik.

Resultatet er et væld af artikler, baseret på ensidig vinkling og klichéfyldt sprog. Ofte tilsat stereotype bureaubilleder, så man kan blive i tvivl om, hvorvidt det er journalistik  eller reklame for rejsemål, baseret på presseture arrangeret af et rejsebureau, en turistorganisation eller andre partskilder.

Når vi efterlyser en troværdig og ansvarlig rejsejournalistik, skyldes det ikke mindst massemediernes dobbeltrolle i nutidens senmoderne samfund, hvor de på én gang spejler og medskaber tidsånden. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvad og hvordan der kommunikeres om det at rejse.

På Capri udenfor Napoli er strømmen af udenlandske turister steget med 50% siden 2014. Øen er et så berømt rejsemål, at man som journalist hurtigt henfalder til de samme ord og historier, når Capri skal beskrives. Går man i dybden rummer Capri dog mange andre sider, som kan udforskes og fortælles. For eksempel har Kejser Augustus præget øens arkitektur og stemning, og Den Blå Grotte har været inspiration for både H.C. Andersen og August Bournonville. Her er grotten foreviget af Jakob Alt i 1836. Foto: Wikipedia.

At overveje hvorfor man rejser

Før i tiden drog mennesker afsted for at blive klogere på verden. I renæsssancen sendte den nordeuropæiske elite sin ungdom ned gennem Tyskland til Middelhavsområdet for undervejs at lære om malerkunst, litteratur og videnskab.

Senere kunne personligheder som H.C. Andersen, Oehlenschlæger og J.C. Jacobsen opleve den industrielle tidsalder forandre Europa.

Datidens rejsende havde ofte også et metaperspektiv på selve det at rejse. Da Francesco Petrarca, der i dag anses som humanismens grundlægger, i 1336 besteg det franske Mount Ventoux, blev han både overvældet over udsigten og fik moralske anfægtelser.

På bjergtoppen greb han Augustinus’ Bekendelser fra år 400, der var med i bagagen, og slog op på sætningen:

“Folk bevæges af bjergtoppenes vidundere, af havenes udstrakte bølger, af de brede vandfald ved floderne, af oceanernes omfavnende udstrækning, af stjernernes bevægelser. Men om sig selv kerer de sig ej.”

Ikke mindst med Petrarca og hans erkendelse af ikke at “kere sig” om eget indre, blev det moderne menneske født.

Selv omtalte han sig som den første siden Antikken, der besteg Mount Ventoux, ikke af nødvendighed, men “for egen fornøjelses skyld”.  Og under nedstigningen fra bjerget grublede han over sit forfængelige ønske om at erobre bjergtoppen for at skue udad – frem for at se indad.

Også senere har store forfattere problematiseret det at rejse. I 1926 skriver Stefan Zweig i essayet “At rejse eller blive rejst”, der handler om forrige århundredes begyndende masseturisme:

“Rejsen er allerede forberedt og planlagt med matematisk præcision, ingen behøver lede efter noget, ingen behøver regne på noget, motoren starter, man transporteres til en fremmed by, middagsmaden (indregnet i prisen) står og venter sammen med sengen om aftenen.”

I 1960’erne og 70’erne eskalerede charterturismen. I 80’erne og 90’erne drog back pack’erne til fjerne kontinenter. Siden da har stadigt flere individuelt rejsende jagtet “autenciteten”.

Og i takt med globalisering, befolkningsvækst og stigende velstand indtages dele af kloden nu af samtlige rejseformer på én gang. Hvor længe kan det fortsætte?

På Islandsrejsen blev det for alvor tydeligt for os, at rejsejournalisten ideelt set har en vigtig funktion som tillidsrepæsentant for såvel de rejsende som det land, der besøges:

At være bevidste om blikket, rejsemålet betragtes med. Indgå i ligeværdig dialog med de lokale. Ikke at forfalde til klichéer, aldrig at overdrive, forskønne eller fortie. Eller, som gode journalister på andre stofområder, at benytte sig af “tilstræbt objektivitet”, hvor man lader objektet, her destinationen, komme til syne som sig selv.

Regler for en ny rejsefortælling

Som led i vores overvejelser har vi udarbejdet følgende “dogmeregler” for vores egne fremtidige rejsefortællinger:

  • Undgå at tage udgangspunkt i dit rejsejournalist-jeg  “in medias res”.
  • Brug aldrig lokalbefolkningen som staffage eller”ædle vilde”. Inddrag dem som ligeværdige dialogpartnere, der validerer og perspektiverer din fortælling.
  • Overvej om dit sprog er tidssvarende. Se fx hvordan The Guardian nyligt har opdateret deres “style guide” for at skabe et mere præcist og troværdigt sprog på kilmaområdet. Her vil de fremover bruge termer som “climate emergency” frem for “climate change” og “global heating” i stedet for “global warming”.
  • Brug så få adjektiver som muligt. Undgå overdrivelser og klichéer som  “autentisk”,  “eksotisk”, “unikt” ,   “ikonisk”, “fantastisk”, “enestående”, “spændende”. Og døde metaforer som “perle”, “oase”, “smeltedigel” og  “smørhul”.
  • Forsyn så vidt muligt dine fortællinger med fotos, taget af en fotograf eller dig selv på stedet. Vend linsen mod andre motiver end de mest gængse. Redigér dem mindst muligt, og brug aldrig filtre, der forstærker stedets farver eller på anden måde manipulerer med virkeligheden.  

”Jeg kradser også for dig”

Han tog sig prompte i skridtet, og sagde:”Gratto anche per te”. Tonefaldet var humoristisk i en erkendelse af øjeblikkets groteskhed: her stod vi i en nøjsom, protestantisk kirke med en anonym kiste imellem os, helt alene, overrumplede.  Men under hans forsikringer lå der alligevel en alvor, en sikkerheds skyld. Man ved jo aldrig. Døden udlignes med livet og den frugtbarhed, der bæres mellem benene.

Syditalien kom  jævnligt til Danmark, nærmere sagt til Allerød, i form af min kæreste Marco, der betragtede den nordsjællandske orden med ligeså forbløffede øjne, som jeg havde beskuet det modsatte i hans hjemby.

Første gang han var på besøg ringede min svigermor spændt og ubønhørligt: det var sommer, og man kunne nærmest fornemme heden emme ud af røret på fastnettelefonen, når hun med læspende istemte råbte (ikke talte): ”Vi er i helvede, Marco, vi er i helvede, vi brænder op!”

Hun fortsatte med at spørge (råbe), indtil Marco roligt sænkede telefonrøret og kvalte talestrømmen, der spruttede, indtil røret ramte afbryderen, og lagde sig til hvile ovenpå telefonens hus. Så gik han ud af havedøren, lagde sig på det kølige parcelhusgræs, og afsatte aftrykket fra Salernos kaos på overfladen af gammel havbund.

Marco var ankommet til en anden dimension, hvor himlen kunne være så uigennemtrængelig blygrå, at det gav ham jetlag; hvor der ingen skodder var for vinduerne, skønt junilyset trængte ind gennem ruderne selv om natten, og hvor han derfor måtte surre tøjstykker om hovedet, for at kunne sove. Det var landet, hvor man spiste en klistret grå masse til morgenmad kaldet havregrød, og hvor en af mine veninders fædre serverede et stykke Gamle Ole med sky, så Marcos fordøjelse gik komplet i stå.  Og så oplevede han, hvordan dansken ( i hvert fald hjemme hos mig) kunne finde på at bruge ruller af toiletpapir på bordet, i stedet for servietter. Han fortalte (heldigvis ikke uden humor), at han aldrig havde oplevet noget lignende.

Marco fik slem halsbetændelse, da vi en kold sommernat cyklede hjem fra Allerød station uden jakker på, og hans mandler hævede så meget, at han knap kunne tale, og vi måtte købe citroner, som han på bedste syditalienske vis skulle gurgle mund i, for at dræbe bakterierne.  Min mor kogte pasta i lange baner for at trøste, og han oplevede den eksotiske, danske pastakultur, hvor spaghettien kommer ind på middagsbordet i sin egen skål som et nøgent og sårbart spædbarn, uden forinden at blive vendt i sauce.

Men det største indtryk, Allerød gjorde på Marco, indprentede sig et så forbløffende sted som i kirken: et af de steder, jeg er kommet mindst gange, men som jeg ikke desto mindre ville vise ham, fordi det meste af den gamle by er blevet fjernet i parcelhusenes og indkøbscentrenes navn, og fordi Lillerød Kirke, med sine røde mursten og solide kampestensvæg, indeholder en særlig, nøjsom skønhed, der ligger langtfra Syditaliens svulstige baroktabernakler.

Jeg aner faktisk ikke hvordan vi fik så let adgang til kisten, som vi gjorde. Måske man aldrig låser af i timerne omkring en bisættelse, men lader den hvide kasse stå oppe ved alteret, inden gæsterne ankommer? I hvert fald kunne vi gå gik direkte ind i kirkeskibet, der var komplet øde, for pludselig at stå ansigt til ansigt med en lukket kiste. Det spartanske, hvidkalkede rum og mørket udenfor gjorde sit til at fremhæve det groteske fund, men mens jeg blot syntes det var mærkeligt og lettere upassende, blev Marco med ét bleg. Så greb han sig i skridtet og udtalte de magiske ord, som var det en besværgelse: ”jeg kradser også for dig.”

I Syditalien er døden omgærdet af en særlig kraft. Af samme grund har man indhyllet den i ritualer og overtro, som kan holde de onde kræfter stangen, der især handler om at neutralisere døden med dens modsætning: livet. Menneskets genitalier er symbolet på frugtbarhed, og derfor har mænd i århundreder taget sig til skridtet, når de på sin vej mødte et begravelsesoptog, eller når man trådte ind i et lokale, hvor en afdød lå til skue. Det er den selv samme ikonografi, der ligger bag brugen af vædderhorn som amuletter i byer som især Napoli og Palermo. De bæres enten om halsen som smykker, hænges under bilerne eller pynter væggene og spejles i den ultimative gestus mod det onde, nemlig den knyttede hånd, der med stiv pege-og lillefinger løftes mod den besværgende, ’per fare le corna’.

At opleve overtroen i fuld vigør, indsat som en betydningsbærer i den uigennemskuelige hverdag, som Syditalien stadigvæk er præget af, giver god mening i øjeblikket, ligegyldig hvor grotesk det virker. Selvom mange af ritualerne stammer helt tilbage til de grækere, som indtog Syditalien for 2500 år siden, har tingene på nogen planer ikke forandret sig en tøddel: dengang sikrede man sig mod ulykker i kølvandet på krige, epidemier og naturkatastrofer. I dag hidkalder man Madonnaen, kradser sig i skridtet og kaster salt over skulderen for at lempe sig igennem et liv, hvor mysterierne stadig står i kø, udløst af Statens og korruptionens lunefulde djævelskab.

Det ultimative syditalienske vidunder er det faktum, at ingenting er, hvad det synes.

Illustration: I Napoli har såkaldte ‘scaramantici’ i århundreder gået rundt i gaderne og med vædderhorn, hvidløgsranker og dåser med rygende røgelse fjernet forbandelser fra butikker og indbyggere. Billedet er taget i 60’erne. Fra Wikipedia.

Il tarantismo: Edderkoppeterapien fra Puglias onde fortid

Der sidder en ung mand på 18 år bøjet over et træbord midt i Salentos hede sommer. På bordpladen ligger der tegninger med malerklatter, der kunne være lavet af et barn, men at dømme ud fra mandens ansigtsudtryk er der intet uskyldigt over motiverne.

Han vrænger i stedet ad papirerne og deres øjensynligt abstrakte tegninger, for mens malingen for de fleste blot ligner et tilfældigt sammenrend, giver de perfekt mening for hans indre blik:

”Taranteller. tarantel-munde. Skorpioner og det, som de spiser”, siger han til en violet plamage på papiret, og skubber sig selv væk fra de langbenede insekter, der i hans fantasi myldrer op mod ham fra tegningen.

Sommeren er 1959, og antropologen Ernesto de Martino er i fuld gang med at lave Rorschach-prøver for befolkningen i landsbyen Nardò, hvor de fattige bønder jævnligt bliver bidt af en giftig edderkop, som gemmer sig mellem kikærteplanterne i marken. Skønt han i bunden af den italienske støvlehæl omkranses af det ioniske hav mod vest og Adriaterhavet i øst, møder han alligevel et bondesamfund, der er stærkt knyttet til landbruget, og lever prisgivet barmhjertigheden fra Salento-områdets gule jord.

Hændelsen med edderkoppebiddene er så hyppig og rodfæstet, at man for længst har skabt sin egen medicin mod giften. For når lokale indbyggere bliver bidt af tarantellen, falder de i en farlig psykose, der gør dem manio-depressive, voldelige og uberegnelige, og kun musik, dans og besværgelser kan drive den mystiske gift ud af krop og sjæl, som til sidst vil slå dem ihjel.

Ernesto er dog godt forberedt: han har taget et hold med af videnskabsmænd, hvoraf en fanger et eksemplar af den skyldige edderkoppeart lycosa tarantula, skærer den op, tapper organerne og måler styrken af væsken i dens kirtler. Han kan hurtigt slå fast, at biddet fra det askegrå insekt, der hos et fuldvoksent eksemplar kan blive ligeså stor som en håndflade,  ikke gør mere skade end et bistik.

Den salentinske tarantel-art som bønderne forbandt det giftige bid med. Edderkoppens krop kan blive op til 3 cm. lang, og hele dyret kan med ben fylde en håndflade.

Ikke desto mindre befinder videnskabsmændene sig midt i en virkelighed, hvis lokalbefolkning jævnligt handicappes af biddene, og omkring hvilke der er knopskudt et kompliceret system af symptomer, besværgelser og helbredelser.

Takket være blandt andet Ernesto de Martinos antropologiske undersøgelser blev 1950’erne det årti, hvor Italien genopdagede sin sydlige pol. I kølvandet på krigen og et økonomisk boom, der mestendels berørte den voksende middelklasse i Torino, Milano og Rom, rejste Ernesto den modsatte vej af fremskridtet,  igennem Basilicatas og Puglias arkaiske samfund for at dokumentere en glemt hverdag, hvor troen på magi var stærkere end kristendommen, og hvor man via sine immigrerede slægtninge i USA følte sig tættere knyttet til myten om Abraham Lincoln, end politikerne i Rom.

Den dybt feudale virkelighed, som bønderne i Puglia befandt sig i, havde aner tilbage til den græske civilisation, der for 2500 år siden rejste templer og bautasten på Salentos sletter. Og her fandt Ernesto et forbløffende eksempel på, hvordan den ældgamle rædsel for den frygtelige edderkop, der stadig bor i mange af os i Vesten, kan vendes til mirakler.

Jeg lider selv af arachnofobi, der knytter sig til en grim oplevelse jeg havde som barn. Og hele myten, der har givet edderkoppe-familien og fobien for edderkopper sit navn, bunder netop i den græske fortælling om Arachne. som fulgte med de indbyggere, der flygtede fra et ustabilt Grækenland til Syditalien omkring år 500 før vor tid, for at kolonisere sig.

I løbet af få århundreder dækkede Magna Graecia hele syden, fra Puglias sletter over Basilicata til Calabrias og Siciliens kyster, og blev et mægtigt, kulturelt anker, som endnu i dag præger Syditaliens rituelle hverdag.

Legenden fortæller hvordan spindersken Arachne en dag udfordrer krigsgudinden Athene, der ellers går for at være den dygtigste på jorden til at væve kunstfærdige mønstre. Athene indvilliger i at konkurrere om, hvem der kan lave det smukkeste stykke arbejde, men der går ikke lang tid før det bliver det tydeligt, at Arachnes vævning langt overgår Athenes.

Minerva og Arachne, maleri af René-Antoine Houasse fra 1706.

Som hævn forbander Athene den stakkels kvinde, der bliver så fortørnet, at hun hænger sig. På den måde er hun for evigt dømt til at svæve i luften mellem himmel og jord, og det er Ernesto de Martino, der efter at have frekventeret utallige, historiske vidnesbyrd om tarantismen – eller il tarantismo, som begrebet døbes på italiensk – ser en 2500 år gammel forbindelse mellem Magna Graecias Dionysos-kulte og den dans og musik, der bliver brugt som terapi for de edderkoppebidte i Salento i 1950’erne.

 

Endog Selve ordet tarantel kommer fra Salento, og har dybe, græske rødder: Den store havneby Taranto, der ligger på Puglias vestvendte støvlehæl, er i dag Syditaliens tredjestørste by på fastlandet, og blev grundlagt af grækerne 706 før vor tid. De kom direkte fra Sparta og navngav byen efter guden Tara, der skulle være ankommet til kysten overskrævs på en delfin, og grundet de mange edderkoppebid og danseexcorcismer i byen, som skulle drive giften ud af ofrenes sår, fik den specifikke edderkopperace navnet tarantula.

Der er endnu ingen forskere, der har kunnet forklare araknofobi. Nogle personer er så hæmmede af fobien, at de knap nok kan bevæge sig ud i naturen, af skræk for at møde det lille insekt, og når jeg selv ser en edderkop i mit værelse, skal den ud, inden jeg kan sove. Så irrationel er min skræk, at jeg ikke engang tør rører ved noget, der rører ved dyret selv, hvorfor jeg aldrig kan fjerne det, men må bede andre om at jage rundt langs vægge og gulve efter kræet. Mellem 3- 6% af jordens befolkning lider af araknofobi, og det gør fobien til den suverænt mest hyppige på verdensplan, med flest tilfælde i Europa.

Der findes en evolutionær teori om, at edderkoppen repræsenterer en ældgammel frygt, der rækker helt tilbage til de første mennesker, som boede i regnskov, og som vitterligt kunne dø af giftlige edderkoppebid. Man har lavet eksperimenter med personer, der fik udleveret tegninger af jungetætte underskove, og hvor folk gennemsnitligt var hurtigere til at få øje på edderkopperne blandt planterne, end omvendt.

Vi er altså ubevidst prædisponerede til hurtigt at kunne finde og udpege dyret i naturen, men teorien har også mødt kritik, især fordi folks voldsomme reaktion på edderkoppen meget sjældent står mål med den egentlige fare, som edderkoppen udgør. Nogle forskere mener derfor, at frygten for edderkopper nærmere er noget, der er blevet dyrket og fremelsket kulturelt i Vesten. Men hvorfor?

Da Ernesto di Martino når til landsbyen Nardó i juli måned 1959, er det med missionen om at studere den såkaldte tarantismo på nært hold, inden det er for sent. Han ved, at den momentane sindssyge, der kun kan kureres ved hjælp af musik og ekstatisk dans, har hersket i  hele Syditalien i årtusinder, men mens den i Napoli efterhånden er blevet til en stiliseret og romantiseret kastagnetdans, som blot fremvises for turister, gælder den stadig liv og død i Salento.

Ernesto har blandt andet læst, at tarantismen især hjemsøgte Syditalien i 16-og 1700-tallet, og forskere som Athanasius Kircher dokumenterede i 1660’erne dette sære fænomen, der gjorde, at flere landsbyer kunne henlægge i en slags araknofobisk massepsykose, hvor både mænd og kvinder, gamle som unge, gjorde vold på sig selv, hvis de ikke fik mulighed for at danse, og viklede sig ind i farvestrålende bånd for at mime deres kamp i edderkoppens spind.

Vel ankommet til Nardò i 1959 hører Ernesto de Martino voldsom musik fra et lille bondehus i bymidten. Han ser, at folk stimler sammen om vinduer og døre, og hele hans hold skynder sig hen til sceneriet og presser sig ind i en lav og mørkt stue, hvor tre mænd på henholdsvis tamburin, harmonika og violin står bøjet over en skikkelse i natkjole.

Billede af en tarantata midt i tarantismo-ritualet, fra under Ernesto de Martinos ophold i Nardò i 1959.

Den vrider sig rundt på gulvet, og under den cirka 30 årige kvinde har man udbredt et tæppe for at beskytte hende mod at få mærker og sår, når hun hamrer arme, ben og hoved mod stengulvet. Maria fra Nardò er langt inde en psykose udløst af en lille tarantel under høsten forleden. Den sad i et neg og bed hende, da Maria samlede kikærtestrå, og nu kan kun musikken og dansen hive hende ud af sindssygen.

Henover de næste par dage følger De Martino Marias helbredelse: han observerer, hvordan hun i spastiske danse efterligner edderkoppens bevægelser, stamper i gulvet for at mase insektet, fortrylles af violinens piben, og river helgenmotiver itu, som man har lagt rundt omkring på lagenet.

En lille dreng sidder klar på en skammel med det indrammede billede af San Paolo, de forgiftedes beskytter. Af og til henvender helgenen sig til Maria, hvilket får hende til at kravle hen foran den rædselsslagne dreng, og gribe omkring rammen; ifølge traditionen prøver San Paolo at få Maria til hægterne, men edderkoppegiften har gjort Maria hedensk og vulgær, og flere gange hamrer hun sin knytnæve mod rammens glas, springer op og fortsætter sine dyriske dansetrin.

I løbet af et par døgn falder Maria dog til ro, og mens hun hviler, indtager musikerne dampende pasta ved et bord midt i stuen. De har brug for noget at styrke sig på, for bagefter drager Maria og en stor gruppe andre ’taranteller’ i æselvogn til San Paolos kapel i byen Galatina.

Ernesto de Martinos filmoptagelser fra et tarantismo-ritual i Nardò i 1959. han følger også ‘le tarantate’ ind til San Paolos kapel i Galatina, hvor de bidte på helgenens festdag kan blive endelig helbredte ved at bede foran ham og drikke af den hellige brøn. Fra Youtube.

Vel ankomne udspiller der sig et kaos foran kirken, hvor de stadig psykotiske bønder vakler rundt som i blinde, kravler på alle fire og trækker sig henover den støvede vej ved at lægge sig på ryggen og tage svømmetag med armene. De er stadig i edderkoppens vold, og indenfor i kapellet kravler nogle af de mest atletiske  taranteller op på kapellets tabernakel for at forbande maleriet af San Paolo, mens andre lægger sig på bænkene eller kravler rundt med voldsomme bevægelser.

 

Efter nogen tid i helgenens nærvær falder der ro over gemytterne, og hver og en ledes bønderne nu om i kapellets baggård, hvor de drikker af en hellig brønd med helbredende vand. Tarantellens forbandelse er nu neutraliseret, og bønderne anses som raske. Men til næste år under høsten vil de være særligt disponerede for atter at blive bidt, og deres psykoser atter gentage sig og forvandle Salentos landsbyer til et helvede fuld af skrig, gråd og skinger musik.

Den bog, som Ernesto de Martinos studier af den salentiske tarantismo munder ud i, får navnet ’la terra del rimorso – angerens jord’, og kan i dag læses som et unikt vidnesbyrd på den barske, syditalienske hverdag i 1950’erne. Men titlen er også et fiffigt ordspil, for anger, rimorso, betyder også, hvis termen oversættes direkte,  ’det gentagne bid’, og henviser til hvordan bønderne i deres dybe armod bærer fattigdommens arvesynd videre fra generation til generation.

Ernesto konkluderer at edderkoppens bid blot er et påskud og en ventil for de undertrykte frustrationer, angst og seksuelle lyster, der er bandlyst i de små samfund, men som med høstens komme ikke længere kan holdes i ave. Høsten er det øjeblik, hvor bønderne finder ud af om de skal sulte eller leve, og stressen er den sidste dråbe, der får psykens bæger til at løbe over.

”Edderkoppens bid er i virkeligheden den onde fortid, der hjemsøger bondesamfundene”, skriver Ernesto i sin bog, der med tiden er blevet en bestseller. Den sociale arvs uudholdelige virkelighed har af og til brug for at blive revet itu, så man kan angre sin medfødte underlegenhed og få afløb for kroppens forbudte følelser. Med ét forvandles edderkoppens bid og den efterfølgende musik til genial terapi.

Med globaliseringen og bedre leveforhold er tarantismen i sin oprindelige form forsvundet fra Salentos landsbyer. Traumerne er dog ikke, for skønt bønderne nu ikke risikerer at dø af sult og dehydrering under den brændende augustsol, er Puglia og hele Syditalien stadigvæk præget af alvorlige problemer, som snarere synes skabt af moderniteten, end forløst af den.

Lokale i Salento fortæller om hvordan tarantisme-begrebet blev tabu takt med, at stadig færre og færre gjorde brug af terapien. Fra 70’erne til 90’erne var det så godt som forbudt at nævne det edderkoppebid, alle psykoserne og den skamfulde fattigdom, som man med tavsheden prøvede at distancere sig fra. Musikken og dansen blev anset som diabolsk, som primitiv.

Men med den nye generation, der er vokset op i et Salento præget af konkursramte landbrug, korruption og menneskeflugt,  er der sket et skifte: folk er atter begyndt at spille og danse til de ældgamle rytmer, som skaber fællesskab og håb. Enorme tarantula-festivaller er blevet stablet på benene i Salentos største byer, og alt imens lycosa tarantula stadig kravler rundt i Puglias buskadser, lindres de unges psyker ved hjælp af den selv samme musik, der i sin tid helbredte deres forfædre.

Salento er i øvrigt ikke det eneste sted i Syditalien, hvor edderkoppen er blevet genfødt som ledemotiv i et fælles terapi-ritual: På Sardinien benyttes l’argia, det lokale navn for den rødplettede, sorte enke, som endnu lever et par steder i Syditalien, og som vitterlig er giftig, som metafor for bøndernes og hyrdernes lidelser: I landsbyen Novara i øens centrum har fortællingen om en ældgammel dans overlevet århundrederne under navnet ’il ballo dell’argia – enkens dans’.

En filmoptagelse af l’argia-dansen fra 1962, hvor et samfund danser rundt om en bidt person, der er blevet bidt af den sorte enke.

Bliver en person bidt, mobiliseres hele landsbyen, og folk begynder at danse, med tre kvinder i centrum: en ung jomfru, en gift kvinde, og en enke. Vedkommende, som på grund af edderkoppens bid er hensat i dyb depression, bydes også op til dans, og der spilles en frenetisk musik, som udløser festligheder, der kan vare i dagevis.

”Vi fester, fordi en af os er syg”, var et normalt svar på udeforståendes spørgsmål om dansen, og efter hændelserne kom de syge sig forbløffende hurtigt, helbredt af trinene og kollektivets opmærksomhed.

Der findes desuden et dansk blik på den syditalienske tarantel-dans, som må have virket eksotisk på de mange skandinaviske kunstnere, der i løbet af 17-og 1800-tallet besøgte Napoli under den obligatoriske dannelsesrejse.

Da August Bournonville i 1842 skriver og opfører sin verdensberømte ballet Napoli på Det Kongelige Teater i København, bliver den straks en stor succes. Bournonvilles ballet fortæller historien om fiskeren Gennaros og pigens Teresinas kærlighed, der bliver sat hårdt på prøve, da Teresina forvandles til en nymfe af havdæmonen Golfo i Den Blå Grotte på Capri.

Da Gennaro opsøger pigen i grotten for at få hende med hjem, genkender Teresina ikke sin elskede. Først efter at have bedt og modtaget en medaljon af Jomfru Maria ophæves forbandelsen, og hun kan sammen med Gennaro drage ind til Napoli for at blive gift.  Ved brylluppet danser hun sin taranteldans, der, skønt let, lystig og æsteticeret i forhold til den salentinske udgave, fungerer som et af ballettens markanter højdepunkter.

Tilbage står imidlertid spørgsmålet om, hvilke traumer, der ligger til grund for den araknofobi, mange lider af i Vesten i dag?

Selv husker jeg tydeligt den hændelse, der udløste min egen skræk for edderkopper: hvordan jeg som 8-årig vågnede en morgen, gik ned i køkkenet til mine forældre, og blev mødt af skrækslagne formaninger om, at der sad en enorm edderkop på mig. Jeg kiggede nedad mig selv og fik øje på en meder, der sad på mit venstre bryst, og synet gjorde mig så skrækslagen, at jeg med et håndkantslag slog dyret af min natkjole, og begyndte at springe rundt i en cirkel, indtil min mor fik mig beroliget.

Hvad hvis mine bevægelser i virkeligheden var en nedarvet dans, kamufleret som øjensynligt tilfældige bevægelser, der rakte tilbage til en anderledes visdom, som dog ikke længere kunne afkodes af min families moderne øje?

Hvis den salentinske tarantismo og den sardiske argia var en måde at bearbejde lokalsamfundets traumer på, som atter er blevet taget op i Syditalien, hvilke redskaber har vi andre så til at imødekomme de udfordringer, der stadigvæk hensætter millioner af mennesker kloden over i depression og angst?

Er den  verdensomspændende araknofobi i virkeligheden en rest fra en fortid, hvor vi havde en dans at træde, der helbredte os, men hvis ritualer i dag er forsvundet, og gør os magtesløse overfor hverdagens pinsler?

Den uforløste fobi lever iblandt os som en virus og blusser op med myter, der i stedet for at helbrede os, blot retraumatiserer:

hvem har ikke hørt historien om, at man hvert år spiser edderkopper, fordi dyret kravler ind i ens mund, når vi sover? Om en amerikansk edderkoppeart, der udelukkende lever på toiletter? Om en kvinde, der blev sindssyg, fordi hun på en rejse til junglen blev bidt af en edderkop, som lagde æg i hendes kind, og som senere udklækkedes, til hendes store rædsel? Og en anden kvinde med franskbrødsfrisure, som efter sigende fandt ud af, at hendes hår, der ikke var blevet vasket i månedsvis, gemte på en rede af sorte enker?

I Salento danser man igen og får på den måde jævnligt renset sit hoved for de edderkopper, der kunne have taget bo i psykens snørklede hårpragt.

Hovedfoto: Nodepapiret Antidotum Tarantula fra 1660 fra Athanius Kirchers studier af det syditalienske tarantismo-begreb. Noderne viser den musik, der på magisk vis kunne helbrede de bidte. Fra Wikipedia, ligesom resten af artiklens billeder.