Category Archives: ESSAY

Il Caffe Sospeso – Napolis geniale og gratis kaffe, der både varmer kroppen og sjælen

Skoldhed espresso er en ligeså stor del af den napolitanske identitet som pizza og fodbold, men vidste du at der findes en gratis variant kaldet caffe sospeso, som enhver kan donere ved byens kaffebarer, og som så kan ligge og vente på en værdigt kaffetrængende, der ikke selv har råd til at købe sig en espresso?

Jeg synes det er en genial konstruktion, og  jeg har selv uddelt adskillige caffé sospesi rundt omkring i hele Syditalien. Senest på en bar i bjergbyen Aidone i centrum af Sicilien, hvor det blev anset som dagens attraktion at stedets travleste kaffebar fik doneret en kop kaffe af en dansk pige. Men Napoli er kaffens hjemby, og selvfølgelig er det herfra. Il caffé sospeso stammer. Termen betyder direkte oversat ’suspenderet’ eller ’udskudt’ kaffe og dækker over en helt særlig form for barmhjertighed, der bunder i napolitanernes syn på espresso som en menneskeret.

Fænomenet menes at gå tilbage til starten af 1900-tallet, hvor kaffen begynder at blive allemandseje for selv de fattigste i Napoli. At kaffe generelt har så stor betydning i byen menes at tilskrives flere faktorer, blandt andet at Napoli var kongeby fra 1400-1800tallet for det spanske overherredømme, hvis spidser som nogle af de første i Syditalien smagte på den skarpe drik.

Kaffeglæden spredte sig efterhånden til alle sociale klasser, og dens opkvikkende egenskab blev efterhånden anset som livsnødvendig, ligesom det daglige brød. Og så er Napoli kendt for sit rene, kalkfattige vand, hvilket er essentielt for en velsmagende espresso. Nogle af de første historier om den suspenderede kaffe går tilbage til perioden under første verdenskrig, hvor Italiens deltagelse i den europæiske konflikt og sammenfaldet med flere epidemier tærede så meget på Napolis befolkning, at der udbrød regulær hungersnød. Folk, der havde midlerne, begyndte at lægge penge på skranken i kaffebaren, så den næste trængende i køen kunne få sig en kop kaffe – en tradition var født.

Under 2 verdenskrig var il caffé sospeso et udbredt tegn på næstekærlighed, og i årtierne derefter blev det en forankret tradition at kunne betale en kop kaffe forud til en fremmed i nød. Da det økonomiske boom også kom til Syditalien og folk fik flere penge mellem hænderne, levede den suspenderede kaffe videre, og var især noget, man tilbød, hvis man havde en særlig heldig dag. Gestussen med at tilbyde andre en kop kaffe er desuden et af de mest hårdføre ritualer i Syditalien, hvor der kan opstå dramatiske optrin i en vennekreds, fordi én vil give kaffe til alle i slænget, mens alle de andre værger sig og forsikrer den gavmilde om, at det skam er deres tur til at betale for ham eller hende.

På den lille kaffebar Mexico på Piazza Dante i Napolis gamle centrum kan man give en suspenderet kaffe. Pigen ved kassen laver en lille billet som viser, at der er en caffé sospeso at hente.

Fænomenet om den suspenderede kaffe åbner et interessant vindue ind til en helt særlig napolitansk kategori af næstekærlighed. Når man betaler for en gratis kaffe, giver man noget videre til én, man ikke kender. Og idet nogen drikker den donerede espresso, ophæves udskydelsen, og kaffen bliver virkelighed og får funktion som både krops-og sjælevarmer. Der ligger noget eviggyldigt barmhjertigt i at give og tage imod blandt fremmede, og den suspenderede kaffe skaber noget af den sociale lim, som mange napolitanerne i århundreder har været afhængige af, for at kunne overleve.

Som socialt fænomen kan Il caffé sospeso anses som et kompas, der konstant aflæser Napolis og Syditaliens mentale og økonomiske tilstand: i trange tider er der masser af caffé sospesi at nyde rundt omkring på byens barer – det skete for eksempel under finanskrisen, hvor fænomenet blomstrede op efter at have slumret under materialismen i 2000’erne, og spredte sig til andre sektorer. Pizzeriaet Ciro Oliva Concettina ai Tre Santi begyndte at servere suspenderede pizzaer til de hårdest ramte i Sanità-kvarteret,  og på flere af Napolis bagerier kunne man købe brød på forskud til nødstedte, der således kunne lægge vejen fordi og få et duftende, nybagt brød udleveret på en andens regning.

I dag drikkes der hver dag dusinvis af suspenderede kaffer i Napoli, fra den mindste, støvede bar til den smukkeste af slagsen, og har man både modet og behovet for det, skal man blot gå op til barista’en bag baren og spørge, om der mon ligger en caffé sospeso klar? Er du heldig, er der bingo, og ikke, kan du selv lægge en kaffebillet klar til den næste i køen. Selv på den fornemste af dem alle, Caffé Gambrinus ved Piazza Plebiscito, skylles de suspenderede kaffer jævnligt ned, og jeg bidrog selv til ritualet ved at donere en suspenderet kaffe, sidste gang jeg var i Napoli – mere præcist på den legendariske Bar Mexico ved Piazza Dante, og jeg syntes, det var så sjovt, at jeg dokumenterede det lille optrin. Billederne kan ses i denne artikel.

 

La passeggiata – den livsnødvendige spadseretur

“Ved du hvad det her er?” Blev jeg spurgt midt på gaden i Salerno, efter at vi havde taget et par ture op og nedad strøget. Corso Vittorio Emanuele, der udgjorde en af de mange færdselsårer i byen. Corso’en var omgivet af borgerhuse fra Italiens Belle Epoque-periode, og de gjorde sig hver dag ligeså statelige som menneskene for deres fødder. ”En gåtur uden mål og med?” svarede jeg ironisk mine italienske venner, for jeg havde allerede både set og deltaget i la passeggiata, inden jeg blev spurgt så direkte, uden egentlig at forstå, hvad vi lavede.

Deres ansigter klarede op:”Netop! Det er en ørkenvandring uden ende. Ned til byparken og tilbage langs havet. Om på hælen, og så gør man det samme igen. Hver dag, hele året, hele livet.” Men selvfølgelig var forklaringen ikke uden ironi. Den lå i måden, de udvekslede blikke på, da beskrivelsen faldt. For enhver syditaliener ved godt, at selvom den ritualiserede spadseretur, som kan betragtes i en hver by, selv den mindste flække, umiddelbart kan virke overfladisk og  tilfældig for en udefrakommende, så er den ramme alvor.

Vigtigere end fodbold. Meget vigtigere

For nordeuropæere bliver den  italienske kultur mestendels formidlet gennem massemedierne og deres kommercielle vægtning af, hvad der er ægte latinsk adfærd. Det får ofte italienerne til at fremstå karikerede og besatte af ganske få ting: sport, mad, erotik. Og skal man tro den helt store myte om italienerne, som vi bliver fodret med gennem tv-kanalernes snævre underholdningslinse, er FODBOLD den ultimative begivenhed, der samler det italienske folk.

Alt imens jeg ydmygt anerkender sportsgrenens vigtighed vil jeg stadigvæk hævde, at la passeggiata, syditalienernes daglige spadseretur på et nøje udvalgt sted og på et nøje udvalgt tidspunkt i døgnet, suverænt er den kulturelle handling, der involverer flest, og som har mest indflydelse på den enkeltes liv.

Da jeg boede i Italien, var ingen i min kærestes familie tifosi, fodboldfans. Et par af hans venner fulgte det lokale fodboldhold ovrefladisk– en af kom regelmæssigt på stadion, mens min salernitanske veninde en enkelt gang tog mig med til en kamp, dog mere som et påskud for selv at betragte fænomenet på afstand, end for at heppe på sin hjembys helte.

Fra strøget og ned mod havet

Hvor alle imidlertid indfandt sig med regelmæssig punktualitet, var på ruterne for la passeggiata, som i Salerno havde hele 3 færdselsårer til rådighed. Hver og en af dem blev frekventeret efter usagte men fast etablerede regler:  Længst inde i byen, På strøget Corso Vittorio Emanuele, promenerede et bredt udsnit af befolkningen – gerne de arbejdsduelige, pensionisterne og de handlende – hver eftermiddag fra 17-20. Samtidigt kunne man shoppe og lige få hilst på sine mange bekendte, på vej til eller fra arbejde.

Jo længere, man rykkede ned mod havet, jo flere regler var der for adfærden under la passeggiata, og jo yngre blev klientellet: Nummer 2 rute gik langs den palmeflankerede havnepromenade Lungomare Trieste, med fejende udsigt til solnedgangen og de første små bjerglandsbyer på Amalfikysten, der som et langt forbjerg rager ud i Middelhavet fra Salerno og først slutter 50 kilometer længere mod nordvest,  ved Punta Campanella og Capri.

I modsætning til ruten på strøget, der havde sin start og slutning ved usynlige grænser i begge ender af Corso’en,  havde la passeggiata langs vandet klart definerede rammer, nemlig ved den 200 år gamle bypark, omgivet af et ligeså gammelt filigransirligt jernhegn, og fuld af skyggefulde træer. Her ved denne nordligste forpost startede – eller sluttede, alt efter hvilken vej, man kom fra – la passeggiata, mens den i den anden ende af ruten endte ved et krigsmonument, og – meget belejligt – udfor en af byens mest legendariske iskiosker, Bar Nettuno.

Salernos gamle bypark, la villa comunale, er skæringspunktet for mange borgeres passeggiata. Fra Wikipedia.

Gæster udefra med blodsprængt hud

Indenfor denne strækning på cirka 100 meter promenerede især byens forældre med deres børn i klapvogn i weekenderne, de studerende og de helt unge, ofte i selskab med deres søskende. Og længere sydpå hinsides krigsmonumentet kunne italienere fra Salernos bagland finde på at strække benene, i behørig afstand fra de lokale. De kom ofte ned til havnepromenaden efter søndagsfrokosten, satte sig fyldte og mætte ind i deres biler og trillede ned til Salerno, hvor de, på trods af ihærdige forsøg på at ligne byboerne, alligevel altid skilte sig ud.

Mine venner sagde, at man tydeligt kunne se, hvem der kom fra byen og hvem der kom fra bjerglandsbyerne, ud fra deres blodsprængte kinder og grovere hudtone. Og så var der naturligvis deres lave statur og påklædning som altid var for farverig og for overdreven, deres dialekt og deres dårlige manerer.

’Fare la notte in bianco’

Ved Lungomare havde la passeggiata desuden den udbygning, at der bag palmerne og de små plæner løb en ekstra fodgængersti, flankeret af bænke og blomstrende buske. Det var her, man som kærestepar kunne flette fingre og flirte, og hvor det var tilladt at holde i hånd, mens man spadserede.  Utallige er de gange, hvor jeg som ved et uhørligt løsen har set hænder blive samlet, knuget og siden sluppet her, alt efter hvor man befandt sig på distancen.

Den tredje og mest farverige rute for la passeggiata, der mere end noget andet skabte rammerne for de unges nocturne gå-ud-rutiner, var strækningen bag byparken, der lå i forlængelse af den trafikerede Via Roma og byens postkortsmukke facader. Her kunne man efter aftensmaden skride forbi Salernos mest chikke barer og restauranter med det formål at se og blive set, og denne passeggiata var især frekventeret i weekenden og i de hede sommermåneder, hvor byens giftemodne ungdom kunne gå i byen og gøre ’natten hvid’, som man siger på italiensk om dem, der hellere vil feste end sove.

Passeggiata som antropologisk studie

Det har igennem tiden ikke skortet på antropologer, som har studeret den syditalienske passeggiata, og det viser sig at spadsereturen har genkendelige træk i hele landsdelen, der foregår henover sædvanlige skel som køn, alder og social status. Mens la passeggiata altid knytter sig til særlige gader og pladser i en given by, eksisterer der derudover en slags nedarvet konsensus, der synes at stamme hinsides tid og sted, og som udspringer af et dybere, kollektivt behov.

En af antropologerne er den italiensk-amerikanske antropolog Giovanna Del Negro , som blev så fascineret af den rituelle spadsereturs anatomi under sine besøg i sin italienske families abruzzesiske hjemstavn, at hun satte sig for at undersøge den metodisk. Resultatet blev bogen La Passeggiata, og indholdet kan på slående vis bruges som en slags koreografisk og antropologisk skabelon for den syditalienske passeggiata, som den tager sig ud i hele landsdelen.

Del Negro fandt ud af at la passeggiata på trods af sin umiddelbart tilfældige spadseren er underlagt strenge, sociale koder. Udover de fastlagte strækninger, der ofte befinder sig indenfor rammerne af naturlige, fysiske afgrænsninger som en piazza, en park eller en kirke  – men ikke altid, afgrænsningerne kan også ligge midt i den tomme luft og udgøres af en kollektiv bevidsthed om, hvorfra og hvortil spadsereturen udfolder sig –  spiller sammensætningen af byens borgere også en stor rolle under la passeggiata.

Først og fremmest promenerer man aldrig alene, men altid i enten par eller grupper. Og dernæst er det langtfra tilfældigt, hvor folk befinder sig på ruten. På et hovedstrøg som Corso Vittorio Emanuele i Salerno vil midten af vejen indtages af cirka 16-60-årige, som i et hverken for langsomt eller for hurtigt tempo skrider op og ned af den udstukne rute.

Unge mænd og kvinder har hovedrollen

Dem, der er yngre eller ældre, går imidlertid inde ved husfacaderne langs butikkerne, mens de allerældste og dårligt til bens betragter sceneriet fra en balkon, et bord eller en stol udenfor den lokale bar. Bruger man noget tid på at studere la passeggiata fra en af disse udsigtsposter bliver det efterhånden klart for én, hvem der er de egentlige hovedrolleindehavere under spadsereturen: det er de unge kvinder, der viser sig frem og flirter og socialiserer med de unge mænd og deres venner.

Både mændenes og kvindernes opførsel og påklædning kommenteres af tilskuerne, og det bliver tydeligt at gåturens primære funktion er at indføre og fastholde byens borgere i fællesskabet.  Bedømmelsen under spadsereturen tjener som hjælpende retningslinjer for kønnenes opførsel, og la passeggiata har endog fysiske koder, som de spadserende indordner sig under: når kvinderne slår ind på ruten, bliver deres gang langsommere og mere vuggende, de går arm i arm med veninderne, mens mændene praktiserer hvad der kan kaldes ’et menneskeligt udråbstegn’, hvor én i gruppen kan finde på at standse brat og begynde at uddybe et synspunkt, mens hans ledsagere fortsætter et par skridt, inden de opdager at han er stoppet.

Et ældgammelt ritual i hele Sydeuropa

Sådanne spadsereture er kendt fra det meste af Sydeuropa – faktisk i de fleste katolske lande, som netop har en forkærlighed for processioner og optog, hvor iscenesættelsen er en stor del af oplevelsen. De foregår i hele Italien, dog ofte med mest entusiasme mod syd, hvor samfundsstrukturerne endnu beror stærkt på de menneskelige relationer.

I Italien menes de at have deres oprindelse i middelalderen og renæssancen, hvor borgerstanden voksede frem og  adelen blev rigere grundet handel, hvorfor den rituelle passeggiata var en måde at vise sin magt og status frem på. I takt med at samfundsklasserne blev nedbrudt op igennem historien inkluderede la passeggiata stadigt flere, og efter 2 verdenskrig blev den fuldstændigt demokratiseret og kunne nu favne alle borgere.

Selvom ovenstående fremstilling af Del Negro er både generaliserende og rigid – langtfra alle moderne syditalienere har tid, lyst og mulighed for at deltage i la passeggiata hver dag, og særligt unge syditalienere medgiver, at de af og til kan føle sig hæmmet af de sociale konventioner og presset til at opføre sig og se ud på en bestemt måde under spadsereturen – så er der ingen tvivl om, at la passeggiata udgør en vigtig ramme for menneskelig kontakt, hvor tilhørsforholdet og relationen til landsbyen, vennerne og familien holdes ved lige.

Jeg ser dig – altså eksisterer vi begge

Der hviler et værdifuldt element af syditaliensk ublufærdighed i la passeggiata – en hyldest af det direkte blik og af øjenkontakten, som mange nordeuropæere kan føle sig forlegne ved at møde i Italien, men som bunder i oprigtig interesse for hvad andre mennesker foretager sig i ens nærhed. Det er anderkendelsen af at man eksisterer i den selv samme virkelighed, og dermed har gensidig værdi.

Som en af mine italienske veninder engang sagde til en dansker, som hun havde med på fortovscafé midt i en hektisk passeggiata, og som blev forarget over min venindes kommentar til en forbipasserende mands dristigt opknappede skjorteærmer: ”Er du ikke lidt overfladisk, sådan at kommentere hans udseende?” Spurgte danskeren. Min veninde kiggede måbende på hende:” Hvad mener du? Han  gør det jo for vores skyld – holdt jeg mund, ville det være som om jeg ikke havde set ham.”

Hovedillustration: Havnepromenaden Lungomare Trieste i Salerno. Fra Wikipedia.

 

Syditalienske vidundere: Manden, faderen, ridderen og patriarken

Den syditalienske mands hjerte er gjort af et sjældent stof, jeg har selv set det, selv mærket det. Min italienske sproglærer i Salerno sagde det lige ud, da vi engang talte om kulturelle forskelle: ”den syditalienske mands hjerte er større end de flestes”, og hun forkyndte det med en alvor, der dengang forbløffede mig.

Nu hvor årene er løbet igennem tidens store sandur ved jeg naturligvis, at det er sådan: at den syditalienske mands hjerte svulmer og oftere end andres løber over at følelser. Jeg ved at denne påstand er stik imod den fordom, der generelt florerer om italienske mænd. Men hvor påstande jo blot beror på ubegrundede ytringer, hviler min fortælling på et grundfjeld af fakta.

I årtier har jeg studeret ham, både som partner, svigerfar, patriark, vejviser og fortrolig. Og selvom det nu er mange år siden, at jeg var fast bosat i Salerno, er det den samme hengivenhed, der rammer mig, når jeg sætter fod i de syditalienske regioner og møder ham ansigt til ansigt. Det er gensynet med det maskuline, ligestillede blik, der i årtusinder har aflæst de rejsende på sin vej, det er den medmenneskelige konstatering af at jeg eksisterer i et andet menneskes verden og en almengyldig anerkendelse af, at vi lever i den samme virkelighed, blottet for fordomme og køn.

Mandekærlighed på åben gade

Med den syditalienske mand ved sin side er man aldrig alene, aldrig usynlig. For ja, han føler vitterligt mere end de fleste i synergi med det nedarvede, social system, der igennem generationer har pålagt ham ansvaret for familien: det er synet af fædrene på gaden, der spontant overkysser børnenes kinder og hinandens, det er broderen, der som den førstefødte overtager den skrantende familieforretning for ikke at skuffe og såre, det er mindet om min syditalienske ekskæreste, der engang lod tårerne dryppe spontant ved mindet om sin killing Leo, som ikke ville tage imod kattemodermælk. Er der smerte i familien vil en syditaliensk mand altid være den bedste trøster. Som dengang jeg fortalte en kollega at min mor lå på operationsbordet, og han som det naturligste i verden lod mig begrave min snotnæse i sin cashmere-sweater.

Det anatomiske studie af mandens hjerte

Selv den nyeste forskning indenfor menneskets fysiognomi interesserer sig for den syditalienske mands svulmende hjerte. I en hvælvet kælder et par meter under Napolis fortov befinder der sig to, menneskelige silhuetter så mystiske, at de i århundreder er blevet kaldt for ’anatomiske maskiner’. Egentlig udgør de et kuriøst appendix til adressens suverænt mest berømte attraktion, nemlig Den tilslørede Kristus’, der oppe i stueetagen ligger stedt til hvile i midten af den minimale Cappella Sansepolcro-kirke med sit liglagen så mesterligt udhugget i marmor, at gæster selv i dag må række ud efter profetens ansigt under klædet for at forvisse sig om, at det vitterligt er af sten, og ikke silke.

Alligevel udgør et møde med de to avatar-agtige figurer i fuld menneskestørrelse et uforglemmeligt klimaks på en anderledes form for rejse, som de står der ret op og ned i deres glasmontrer og iagttager én med deres kraniesmil.

’De anatomiske maskiner’ var i 2014 stadig en af Napolis største mysterier, for ingen havde indtil da evnet at gennemskue metoden med hvilken Fyrst Raimondo di Sangro i sidste halvdel af 1700-tallet så effektivt havde balsameret hvad der ifølge rygtet var 2 lokale tjenere fra hans egen husholdning, en mand og en kvinde, fra hvilke han pertentligt havde fjernet hele deres kardiovaskulære system. Netværket af alt fra store arterier til minimale blodårer opløb sig i adskillige meter af violette tråde, som fyrsten og hans videnskabsmænd evnede at bevare og sidenhen hænge op på de to skeletter, der nu står i kirkekrypten, som var de brynjer af ståltråd. For Raimondo di Sangro var en af Napolis største excentrikere, der elskede at lege med det morbide og til stor morskab for byens bedre borgerskab opfandt dampmaskineagtige både, fyrværkeri og kuriøse medikamenter. Så hvorfor skulle han ikke også have fundet en metode, der på så forbløffende effektiv måde kunne bevare noget så skrøbeligt som et komplet, menneskeligt kredsløb?

I 2014 samledes forskere og hjerte-eksperter imidlertid sig om de to, anatomiske maskiner og kunne gennem diverse prøver endelig konkludere, at blodårene var rekonstruerede, og ikke lavet af menneskeligt materiale. Og jeg tror dem på deres ord. For den syditalienske mands hjerte er som sagt gjort af noget særligt, skønt organet hos de fleste blot er på størrelse med en knyttet hånd og vejer omkring 300 gram.

En syditaliensk mand står aldrig – han poserer

Men der er også andre vidundere, der knytter sig til den syditalienske mands fysiognomi: for eksempel bliver jeg aldrig træt af at observere hans krop i det offentlige rum. For en syditaliensk mand står aldrig ret op og ned, for blot at stå. Han poserer. Opad lygtepæle, hjørner, biler, døre. Og denne stationære form for catwalk udgør en helt særlig kategori, når han læner sig opad en anden syditaliensk mand. En favorit-stilling er at lægge sin ene arm op på den andens skulder, og bøje knæet på det modsatte ben ud til siden, gerne med den overskyende hånd i hoften, så han fylder så meget som muligt i gadebilledet, og ligner et fastfrossent balletspring, lige inden danseren letter. Ingen stilling er spontan, alt er koreografi i følelsernes vold, ligesom de kærtegn, der så ofte udveksles mellem syditalienske mænd, og målrettes kinder, hager og pande, til glæde for vores andres blik for det teatralske.

Det skulpturelle krop i kunsten

Den syditalienske mand har da også et imponerende arsenal af monumentale forbilleder at trække på, der igennem årtusinder har dikteret det syditalienske kropsideal for tidens mand: De syditalienske regioner indeholder en perlerække af verdensberømte silhuetter fra kunstens verden, hvor alt fra muskelsvulmende giganter til bly ynglinge fremstiller mandekroppen som et tempel, der skal stilles til skue:

tag for eksempel de to 2500 år gamle og knap 2 meter høje bronzestatuer, der i 1972 blev bjærget fra havbunden udfor havnebyen Riace Marina i Calabria. Statuerne regnes for at være blandt verdens bedst bevarede bronzefigurer fra det antikke Grækenland, og kroppene er lydefrie og skabt af en kunstner, som har evnet at overføre en særlig, kødelig elasticitet til det ellers hårde materiale.

Bronestatuerne fra Riace, der nu befinder sig på det arkæologiske museum i Reggio Calabria. Wikipedia.
Bronestatuerne fra Riace, der nu befinder sig på det arkæologiske museum i Reggio Calabria. Wikipedia.

Det samme kan siges om Den Dansende Satyr, der også blev trukket op af Middelhavet udfor den sydsicilianske by Mazara del Vallo i 1997, og hvis vridende krop i dag kan beskues i det lokale museum. Af samme kvalitet er den noget mindre, men af historisk betydning langtfra klejne faun, der griber efter himlen og selv efter vulkankatastrofen i år 72 endnu pryder atriummet i Faunens Hus i Pompei.

Fatter fikser alt

Langtfra alle syditalienske mænd kan prale af at have de samme, atletiske kroppe, som fortidens forbilleder. Alligevel fylder de i landskabet. I det familiære, hvor man sydpå endnu aner silhuetten af den klassiske, italienske patriark, der engang vågede over sin familie, og hvis forsvinden i moderniseringens navn ikke kun begrædes af de nostalgiske. Mod syd kan man stadig finde ham for enden af spisebordet, hvor han sørger for at maden fordeles ligeligt, og at alle er til stede. Det er ham, der møder op på kommunekontoret og slidsomt sørger for en anbefaling fra en fjern, indflydelsesrig onkel, når bureaukratiet forstener og tilladelserne ikke kommer. Og han har en hær af unavngivne venner på den lokale piazza, der ofte involveres i spørgsmål om stort og småt, og med hvem han gerne tilbagelægger kilometervis af diskussioner på hovedgaden, hvor han animeret vender verdenssituationen og sin families kvaler.

Han fylder i det erotiske, hvor hans kærtegn af og til kan være så indfølte og intuitive, at de minder om en kvindes. Og i det offentlige rum, hvor han agerer tidløs ridder. Utallige er de gange, hvor jeg er draget igennem et syditaliensk landskab, og har spurgt en mand efter vej. Næst efter en gammel morlil er de bedste hjælpere nemlig en klynge syditalienske mænd,  den slags grupper, der siden tidernes morgen har fyldt de lokale piazza’er som dansende, heliumfyldte balloner af maskuline ressourcer, og synes strategisk placeret for netop at hjælpe en fortabt sjæl videre.

På besøg i en siciliansk beduinlejr

Engang tog jeg en umulig vej gennem Siciliens centrum for sammen med en dansk veninde at nå Castello di Pietratagliata, der endnu står ret op og ned som en brækket tand i baglandet omkring byerne Enna og Piazza Armerina. Slottet fungerede siden normannertiden som livsvigtig bavne,  der som et pulsslag i en lang række af forbundne fæstninger kunne kommunikere krig, nød og fred ved at lade et bål flamme op på landskabets højeste punkt.

Ruten dertil var dog så strabadserende, at vejene end ikke var tegnet ind på google. Vi holdt en vandingspause i en sval by navn Aidone, der var sidste, civiliserede stop inden ruinen, men jeg havde brug for vejledning. Den kom i overdådighed fra et improviseret plastiktelt, der lå midt  på hovedpiazzaen og i det skarpe middagslys lignede en beduinlejr udenfor tid og sted. Den rummede imidlertid en forbløffende veludstyret kaffebar, hvis indre myldrede af førsteklasses fuldblodseksemplarer af den syditalienske manderace.

Den ridderlige vejviser

Knapt havde jeg og min veninde stukket hovederne ind i teltet, før en tyk, men elegant manicureret finger blev boret ned i de sørgelige rester af mit michelinkort. Den var landet oveni et grønt felt langtfra det sted, hvor jeg egentlig troede, at bavnen befandt sig: ”Du kommer aldrig derud uden hjælp. Nu kalder vi på Antonio”, lød en mandestemme, og imens jeg blev beværtet med espresso, blev Antonio tilkaldt af et råbekor aktiveret fra baren, der bar budskabet videre til pladsen, som igen blev videregivet til gaderne længere væk. I løbet af et par minutter skred Antonio ind i teltet, og de ophidsede stemmer, der beskæftigede sig med mit problem, blev ved et trylleslag formindsket til mumleri ned i espressokoppernes porcelæn.

Antonio lænede sig roligt mod kaffebarens kant og tog mit kort i øjesyn. Tålmodigt prøvede han at forklare mig den bedste vej til ruinen, akkompagneret af rigelige formaninger om jordskred, floder og eroderede veje, der ville udgøre forhindringer for mit forehavende. Men da han så mig tøve et kort øjeblik, var det overbevisning nok: ”Jeg kører dig og din veninde derud. Ville i være utrygge ved det?” Vi rystede på hovedet. Og heldigvis for det, for Antonio brugte derefter 2 stive timer af sin uforklarligt elastiske fritid til at køre os til verdens ende, og tilbage igen. På turen nåede vi Pietratagliata, og synet af bavnen og dalen, der var dyb som et enormt, omvendt syltetøjsglas og gennemfløjet af rovfugle, blev et af højdepunkterne på min Sicilienstur.

Fra slottet Pietratagliata har man udsigt til den dybe dal mellem Aidone og Raddusa.
Fra slottet Pietratagliata har man udsigt til den dybe dal mellem Aidone og Raddusa.

Bagefter kørte han os tilbage og satte os af ved sin yndlingsrestaurant, hvor kokkefamilien tydeligvis kendte ham. ”Nå, Antonio, har du hjulpet de to søde piger godt på vej?” Jeg forventede at finde skælmskhed i deres blikke, men i stedet var de fulde af taknemmelighed. Det viste sig nemlig at to turister sidste år havde forvildet sig i retning af Pietratagliata og var blevet så meget væk, at man måtte alarmere en helikopter, der til sidst fandt de tabte sjæle et sted på halvvejen.

Verdens smukkeste kompliment

Det er blandt andet til den syditalienske mand, at mit håb henrinder, når jeg funderer over verdens fortrædeligheder. Når kloden brænder af populisme, klimakatastrofer og alt for høje temperaturer, vender jeg tilbage til det nære, til det altruistiske standpunkt om, at vi alle i bund og grund vil hinanden det godt, trods alt. Som dengang, jeg kom gående henad strøget i Salerno, med en stor buket blomster i favnen. Den var købt for at muntre min syge svigermor op, og på vejen tiltrak jeg og den enorme buket duftende liljer, roser og tulipaner en del opmærksomhed. Folk vendte sig op, nogle stoppede i bilerne for at nyde farverne, og roste mig med tilråb for valget af sorter. Og smukkest blev det, da en ældre mand tog sit hat af, bukkede med et lille knæfald, og gav mig mit livs kompliment: ”Quel mazzo di fiori é degno di te – den buket blomster er dig værdig.”

Hovedillustration: motorcykelkøreren Giacomo Agostini, Wikipedia.

En dør i døren i Napoli

Overalt i Syditalien finder man husporte, men intet andet sted end i Napoli vokser de sig så enorme, at de synes groteske i forhold til resten af gadebilledet og udgør Alice-i-eventyrland-ragtige tableauer, hvor nøgler drejer i en dør i døren, og mennesker forsvinder for at vende ændrede tilbage.

Det var under spaniernes dominans i Syditalien at de gigantiske ’portoni’ blev en del af byernes fysiognomi, og med det nye herrefolk fik hele landsdelen et nyt, energisk pulsslag, der fra 1600-tallet og frem bibeholdt samfundet i en feudal skruestik, men samtidigt pumpede moderne koncepter som industri, kapitalisme, sanitet og hygiejne rundt i alle hjørner af sydens gamle krop.

Napoli blev centrum for kongen og det nye, spanske aristokrati, der opførte pragthuse støttet af giganter med spændte blomkålsmuskler langs Via Toledo, i det historiske centrum, der endnu i dag har bibeholdt sit 2000-årige, græske vejnet, og i Sanità-kvarteret, som dengang blev anlagt lige udenfor byporten i den sundere luft – deraf navnet, ’det rene sted’.

Her blandt kvarterets absolutte forfald befinder der sig endnu et af byens smukkeste huse fra dengang, nemlig Il Palazzo dello Spagnolo, hvis åbne, dobbelte trappesystem gentages i flere af Napolis fornemste komplekser. Her kunne husets beboere møde omverdenen og hinanden i trappernes finurlige hjørner i en arkitektur, der på perfekt vis imødekom napolitanernes forkærlighed for teatralsk iscenesættelse.

Disse huse skulle naturligvis have et passende indgangsparti, og gigantiske porte ud til gaden blev opført i deres ære. Mange af dørene havde rundede isser, så de passede ind i de buede, murede portåbninger. De blev lavet i massivt tømmer, som blev fragtet hertil fra baglandets tætte skove, men variationer over temaet var også tilladte: således blev en hær af smede sat i værk for at bøje halvmåner af jern, der kunne udfylde det øverste parti, i fald at døren skulle være firkantet.

Det har i dag gjort Napoli til en by med hundredevis af glorier, der stråler fra portåbningernes isser og igennem deres filigran giver kig til baggårdenes skygge.

Det er som om der er igennem tidens store sandur er gået en logik tabt siden man opførte disse enorme dørpartier. Dels synes de unødvendigt høje – ja helt op til 6 meter i huse, der ikke engang virker særlig fornemme og har så få etager, at nogle af husenes porte når helt op til taget.

Historikere har forsøgt at forklare deres højde udfra størrelsen på de spanske vicekongers hestevogne, der fuldt udstyret med kæmpehjul, kuske og strudsefjer fyldte godt i gadebilledet, og krævede både højde og drøjde omkring sig for at kunne svinge fra gaden og ind i baggården uden at tage for meget af farten.

Men hvis det er korrekt, hvordan kan det så være, at mange af de samme porte samtidigt er markant smalle, og de tilstødende gader ofte så trange, at der kun er få meter over til nabohuset på den anden side? Det virker som et optisk bedrag af dimensioner, der højst ville tillade en ponyjumpe at komme helskinnet gennem et sådan sving.

Disse gigantiske porte vedbliver med at fascinerer mig, især på grund af deres lille, indbyggede dør, der virker tilfældigt udskåret i den venstre træfløj, som om nogen havde trukket nogle uvilkårlige linjer henover tømmeret med en blyant, og derefter begyndt at save en firkant i overfladen.  Det er naturligvis den dør, man benytter i hverdagen, så porten ikke skal svinges op i hele sin radius hver gang nogen skal ind og ud. Men for mig virker den med mere som en mystisk faldlem ind til en anden verden, end en egentlig dør.

Fornemmelsen forstærkes af det faktum, at dørens nedre kant ikke flugter med gaden, for døren udgør et regulært hul i den oprindelige port, så man skal løfte fødderne adskillige centimeter over et slags panel, for at komme ind. Der er ej heller noget håndtag at tage fat i. I stedet kommer man ind ved at sætte en meget lille nøgle i mini-dørens eget nøglehul, dreje, så låsen går op, og presse, indtil det massive stykke tømmer lader én falde indad.

Hver gang jeg bevæger mig ind og ud af disse miniaturedøre, der ofte kun er en meter høje og derfor byder deres betvingere at bøje i både knæ og nakke ved gennemtrængningen, kommer jeg til at tænke på en gammel Carl Barks-historie. Anders And og Onkel Joachim er på besøg hos en rig farmer ude på den amerikanske prærie, og da de ankommer til hans gård, skal de ind ad en enorm dør. Anders spørger: ”Hvorfor er din hoveddør så stor?”. Farmeren svarer: ”Fordi dem der besøger mig altid er så høje i hatten”. Joachim og Anders får derefter en rundvisning på bedriften, og farmeren viser dem ind i en lagerhal, hvor hver sæk indeholder én gigantisk kartoffel. På et tidspunkt går den lille gruppe tegneseriefigurer forbi en grusvej, der er pløjet så voldsomt op, at der ligger store bunker jord langs dens sider. ”Hvad er der dog sket her”, spørger Ander bekymret, og får det svar, at farmeren har så mange mænd, at de blot ved én ridetur på vejen har forårsaget erosionen. Tilsidst er rundturen færdig, og Anders peger på en lille udgangsdør, som han knapt selv kan komme ud af. ”Hvorfor er den der dør så lille”, spørger han farmeren, der svarer: ”Det er fordi folk bliver så små, når de har set min bedrift.”

Det er naturligvis umuligt at vide, hvad de syditalienske baggårde gemmer, men når man presser sig ind igennem den lodrette faldlem, bør man vente sig alt: oppustelige svømmepøle, skrottede scootere, Madonna-altre og selv levn fra de samme spaniere, der i sin tid opførte disse boliger. Jeg husker for eksempel hvordan jeg en aften gik henover rådhuspladsen i Siracusa og oplevede et surrealistisk drømmesyn. Porten ind til kommunens baggård stod nemlig åben, og blandt embedsmændenes sodede biler stod en barokkaret parkeret, komplet med røde silkepuder og seletøj til et imaginært hestespand, som om dyrene lige var blevet spændt af og ført i stald. Portneren vinkede mig nærmere, da hun så min undren, og forklarede at den 400 år gamle vogn havde tilhørt Siciliens spanske vicekonge. Nu stod den her, det kunne den ligeså vel som på et museum.

Jeg kan godt lide at forestille mig hvordan de små døre egentlig er en genialitet udtænkt af en særlig sensitiv arkitekt, som kendte til baggårdenes mysterier. Sandt er det at man bag de enorme porte kan finde så forunderlige ting, at man må bøje sig i ydmyghed på vejen ud.

(Fotos: fra Wikipedia, Pinotto999)

 

 

 

 

 

Syditalienske vidundere: Det fantastiske oliventræ, del 2

Har du nogensinde set et oliventræ dele sig? Det har du måske, uden dog at være klar over det. Delingen sker nemlig henover århundreder, og det flygtige, uerfarne blik kan hurtigt tro, at der er tale om en gruppe vilkårlige oliventræer, der blot knejser ærbødigt ind mod hinanden.

Men træerne er imidlertid i færd med at hilse hverandre endegyldigt farvel, for de kommer fra det samme rodsystem og befinder sig i en stille men dog konstant dans væk fra midten i en sønderrivende deling af deres fælles moderstamme.

Først ligner delingen tilfældige flænger ned igennem veddet. Senere begynder revnerne at gabe som flaben på de ulve, der visse steder stadig lusker rundt på Syditaliens højdedrag, inden de endelig løber helt ned til rødderne og stammen deles for altid.

En nyligt delt stamme ligner en opretstående krukke med knuste sider. Den er nemlig hul indvendig, og i mørket mellem de mørnede hjørner af bark opstår der hurtigt et nulpunkt, som gradvist fyldes med jord og nedfaldne blade og udvides indtil det oprindelige oliventræ er blevet til en håndfuld små, stædige træer med hver deres lille krone.

Den hemmelige kærlighedsaffære mellem oliventræ og menneske

Hvis der er noget, som igennem naturens udviklingshistorie kendetegner succesfuld adfærd, så er det strategien om, at flere er bedre end én. Det synes at præge dyre-og planteriget som en slags universel regel, der på flere niveauer sikrer arternes og genernes overlevelse: løverne på savannen jager i flok for at højne chancen for mad. En frø lægger tusindvis af æg på en enkelt nat og gør dermed en gedigen indsats i videreførelsen af sin art, mens langt de fleste pattedyr føder minimum 2 unger ad gangen for at opretholde det positive fortegn i livets evindelige ligning om overlevelse.

Når et oliventræ deler sig og bliver til flere, bærer det imidlertid dødens stigma. Delingen er en del af træets naturlige udvikling fra vugge til død, og resulterer i skrøbelige og udsatte dværgtræer, der langsomt alle forgår. Beskæres en olivenstamme i stedet af en kyndig hånd, vil den aldrig dele sig, men beholde sin sunde og intakte kerne i årtusinder.

I Syditalien kredser der mægtige historier om ældgamle oliventræer, der tilsyneladende ikke tilhører nogen, men alligevel står rankere end nogensinde. De befinder sig dybt inde i Calabrias langstrakte nationalparker, der for længst har slugt tidligere tiders plantageanlæg og glemte linjer af ejerskab og tilhørsforhold, men hvis fysiske grænser gang på gang overskrides af følelsernes kontinuitet.

Ukendte, syditalienske gerningsmænd har nemlig igennem århundreder sørget for, at parkernes frønnede oliventræer løbende beskæres. Ingen ved hvem de er, eller hvor de kommer fra. Men friske snit rundt omkring på stammerne vidner om, at træerne bliver kyndigt inspiceret af eksperter, hvis familier måske engang ejede disse bakkedrag, og hvis efterkommere stadigvæk opsøger Calabrias kæmper for at tilse deres helbred.

En broget træfamilie af medløbere, teenagere og patriarker

Oliventræet er det perfekte sindbillede på det syditalienske paradoks: få steder i Europa finder man så tydelige tegn på forfald og forgængelighed som i Syditalien, og få steder så piblende en frodighed, at landsdelen blandt biologer er verdensberømt for sin biodiversitet.

Her ligger ruiner fra glemte civilisationer side om side med højteknologiske vindmøller og arkitekttegnede luksushoteller, og denne kontrast mellem fortid, nutid og fremtid, mellem det klassiske og det moderne, mellem livet og døden rummer oliventræet bedre end noget andet træ fra Middelhavsregionen.

Hvor de millioner af sorte og fugtige korkege, som dækker Sardiniens, Siciliens og Calabrias højeste bjerge ofte er fulde af mosbegroede grene og algeagtig bark a la overfladen på en grønlandshval, står oliventræet glat og tørt tilbage.

Skønt korkegene kan blive ældgamle er de ofte spinkle og fulde af bugtende kviste, der medløberagtigt griber efter nabotræet og sammen med dette indgår i en flettende pagt, der gør korkplantagerne til regulære tæpper, hvor et enkelt træ sjældent står ud som unikt, men helst består i geled med sin sidemand.

Morbærtræet er et andet af Syditaliens typiske træsorter, hvis hjerteformede, saftige, lysegrønne blade gør det til den træfamiliens sociale teenager. Håbefuld efter samtale og kærtegn lader træet sine grene vokse lavt så italienerne kan plukke af de sorte, saftbulne bær, og lykkeligst fornemmes planten at være, hvis stole og borde trækkes ind under dens brede krone, så træet kan agere vært.

Oliventræet synes imidlertid at være skabt til majestætisk ensomhed. Selv i Salentos enorme plantager, hvor de flimrende rækker af oliventræer udgør en insisterende, uafbrudt hegemoni, lader træerne til at være isolerede patriarker, der mere består i synergi med solen, jorden og fuglene, end hverandre.

Der er en sær malplacerethed over denne maniske gruppering, som mennesket fra tiderenes morgen har tvunget oliventræet ind i, og som planten kan finde på at kompensere for ved at lade sine grene tager på anarkistiske udflugter i egen krone, når pladsen bliver for trang i geledderne.

Oliventræet lever udspændt i sin egen virkelighed mellem livet og døden og forstørrer disse kontraster med sin blotte tilstedeværelse. I modsætning til korkegens mørkegrønne blade og morbærtræets lyse løv er oliventræets blade grålige. Går der en brise igennem træets krone blinker det med sølvpletter i luften, for bladenes underside har et metallisk skær, der kun synes at fremhæve træets farveløse nuance, som på hvilken som helst anden plante ville indikere sygdom.

Samtidigt findes der ikke et træ i Middelhavskulturens historie, der symboliserer livets kraft så godt som oliventræet: selv med tusinder af år på bagen kan det stadigvæk give tonsvis af frugter, hvis olie i gammel tid helbredte sår og betændelse og har betydet økonomisk stabilitet for millioner af familier.

Sardiniens dødsengel

Alligevel er L’accabadoras hammer lavet af oliventræ. Sardiniens dødsengel, som hun også kaldes, dukker op når et familiemedlem ligger uhelbredeligt syg, og de fattige pårørende ikke længere har ressourcer til at tage sig af den dødsmærkede. L’accabadora er altid en kvinde, og hun klæder sig i sort og gemmer under kappen på sin tunge hammer, der skal bruges til at lempe den lidende ind i Paradis.

Accabadoras dødshammer er lavet af oliventræ, blandt andet på grund af træsortens hårdhed.
Accabadoras dødshammer er lavet af oliventræ, blandt andet på grund af træsortens hårdhed.

Det siges at hver landsby på Sardinien engang havde sin egen accabadora, og mens den makabre men nødvendige praksis i dag mestendels tilhører fortiden, lever historien videre – blandt andet på et museum i Gallura, hvor de lokale endnu kan fremvise et eksemplar af den dødshammer, som engang udfriede områdets syge fra deres pinsler. Hammeren har et groft tilsnit og skinner som en nyplukket kastagne og er for århundreder siden blevet skåret ud af et massivt stykke oliventræ.

Sådan mødes både livet og døden i denne ukuelige træsort, der mere end noget andet tegner Syditaliens evne til at modstå, modtage og slå igen. Som en alrunerod ligner oliventræet et menneske, en knudret olding, der selv på de fjerneste bakkedrag nyder sit otium blandt kærlige slægtninge.