Category Archives: ESSAY

En dør i døren i Napoli

Overalt i Syditalien finder man husporte, men intet andet sted end i Napoli vokser de sig så enorme, at de synes groteske i forhold til resten af gadebilledet og udgør Alice-i-eventyrland-ragtige tableauer, hvor nøgler drejer i en dør i døren, og mennesker forsvinder for at vende ændrede tilbage.

Det var under spaniernes dominans i Syditalien at de gigantiske ’portoni’ blev en del af byernes fysiognomi, og med det nye herrefolk fik hele landsdelen et nyt, energisk pulsslag, der fra 1600-tallet og frem bibeholdt samfundet i en feudal skruestik, men samtidigt pumpede moderne koncepter som industri, kapitalisme, sanitet og hygiejne rundt i alle hjørner af sydens gamle krop.

Napoli blev centrum for kongen og det nye, spanske aristokrati, der opførte pragthuse støttet af giganter med spændte blomkålsmuskler langs Via Toledo, i det historiske centrum, der endnu i dag har bibeholdt sit 2000-årige, græske vejnet, og i Sanità-kvarteret, som dengang blev anlagt lige udenfor byporten i den sundere luft – deraf navnet, ’det rene sted’.

Her blandt kvarterets absolutte forfald befinder der sig endnu et af byens smukkeste huse fra dengang, nemlig Il Palazzo dello Spagnolo, hvis åbne, dobbelte trappesystem gentages i flere af Napolis fornemste komplekser. Her kunne husets beboere møde omverdenen og hinanden i trappernes finurlige hjørner i en arkitektur, der på perfekt vis imødekom napolitanernes forkærlighed for teatralsk iscenesættelse.

Disse huse skulle naturligvis have et passende indgangsparti, og gigantiske porte ud til gaden blev opført i deres ære. Mange af dørene havde rundede isser, så de passede ind i de buede, murede portåbninger. De blev lavet i massivt tømmer, som blev fragtet hertil fra baglandets tætte skove, men variationer over temaet var også tilladte: således blev en hær af smede sat i værk for at bøje halvmåner af jern, der kunne udfylde det øverste parti, i fald at døren skulle være firkantet.

Det har i dag gjort Napoli til en by med hundredevis af glorier, der stråler fra portåbningernes isser og igennem deres filigran giver kig til baggårdenes skygge.

Det er som om der er igennem tidens store sandur er gået en logik tabt siden man opførte disse enorme dørpartier. Dels synes de unødvendigt høje – ja helt op til 6 meter i huse, der ikke engang virker særlig fornemme og har så få etager, at nogle af husenes porte når helt op til taget.

Historikere har forsøgt at forklare deres højde udfra størrelsen på de spanske vicekongers hestevogne, der fuldt udstyret med kæmpehjul, kuske og strudsefjer fyldte godt i gadebilledet, og krævede både højde og drøjde omkring sig for at kunne svinge fra gaden og ind i baggården uden at tage for meget af farten.

Men hvis det er korrekt, hvordan kan det så være, at mange af de samme porte samtidigt er markant smalle, og de tilstødende gader ofte så trange, at der kun er få meter over til nabohuset på den anden side? Det virker som et optisk bedrag af dimensioner, der højst ville tillade en ponyjumpe at komme helskinnet gennem et sådan sving.

Disse gigantiske porte vedbliver med at fascinerer mig, især på grund af deres lille, indbyggede dør, der virker tilfældigt udskåret i den venstre træfløj, som om nogen havde trukket nogle uvilkårlige linjer henover tømmeret med en blyant, og derefter begyndt at save en firkant i overfladen.  Det er naturligvis den dør, man benytter i hverdagen, så porten ikke skal svinges op i hele sin radius hver gang nogen skal ind og ud. Men for mig virker den med mere som en mystisk faldlem ind til en anden verden, end en egentlig dør.

Fornemmelsen forstærkes af det faktum, at dørens nedre kant ikke flugter med gaden, for døren udgør et regulært hul i den oprindelige port, så man skal løfte fødderne adskillige centimeter over et slags panel, for at komme ind. Der er ej heller noget håndtag at tage fat i. I stedet kommer man ind ved at sætte en meget lille nøgle i mini-dørens eget nøglehul, dreje, så låsen går op, og presse, indtil det massive stykke tømmer lader én falde indad.

Hver gang jeg bevæger mig ind og ud af disse miniaturedøre, der ofte kun er en meter høje og derfor byder deres betvingere at bøje i både knæ og nakke ved gennemtrængningen, kommer jeg til at tænke på en gammel Carl Barks-historie. Anders And og Onkel Joachim er på besøg hos en rig farmer ude på den amerikanske prærie, og da de ankommer til hans gård, skal de ind ad en enorm dør. Anders spørger: ”Hvorfor er din hoveddør så stor?”. Farmeren svarer: ”Fordi dem der besøger mig altid er så høje i hatten”. Joachim og Anders får derefter en rundvisning på bedriften, og farmeren viser dem ind i en lagerhal, hvor hver sæk indeholder én gigantisk kartoffel. På et tidspunkt går den lille gruppe tegneseriefigurer forbi en grusvej, der er pløjet så voldsomt op, at der ligger store bunker jord langs dens sider. ”Hvad er der dog sket her”, spørger Ander bekymret, og får det svar, at farmeren har så mange mænd, at de blot ved én ridetur på vejen har forårsaget erosionen. Tilsidst er rundturen færdig, og Anders peger på en lille udgangsdør, som han knapt selv kan komme ud af. ”Hvorfor er den der dør så lille”, spørger han farmeren, der svarer: ”Det er fordi folk bliver så små, når de har set min bedrift.”

Det er naturligvis umuligt at vide, hvad de syditalienske baggårde gemmer, men når man presser sig ind igennem den lodrette faldlem, bør man vente sig alt: oppustelige svømmepøle, skrottede scootere, Madonna-altre og selv levn fra de samme spaniere, der i sin tid opførte disse boliger. Jeg husker for eksempel hvordan jeg en aften gik henover rådhuspladsen i Siracusa og oplevede et surrealistisk drømmesyn. Porten ind til kommunens baggård stod nemlig åben, og blandt embedsmændenes sodede biler stod en barokkaret parkeret, komplet med røde silkepuder og seletøj til et imaginært hestespand, som om dyrene lige var blevet spændt af og ført i stald. Portneren vinkede mig nærmere, da hun så min undren, og forklarede at den 400 år gamle vogn havde tilhørt Siciliens spanske vicekonge. Nu stod den her, det kunne den ligeså vel som på et museum.

Jeg kan godt lide at forestille mig hvordan de små døre egentlig er en genialitet udtænkt af en særlig sensitiv arkitekt, som kendte til baggårdenes mysterier. Sandt er det at man bag de enorme porte kan finde så forunderlige ting, at man må bøje sig i ydmyghed på vejen ud.

(Fotos: fra Wikipedia, Pinotto999)

 

 

 

 

 

Syditalienske vidundere: Det fantastiske oliventræ, del 2

Har du nogensinde set et oliventræ dele sig? Det har du måske, uden dog at være klar over det. Delingen sker nemlig henover århundreder, og det flygtige, uerfarne blik kan hurtigt tro, at der er tale om en gruppe vilkårlige oliventræer, der blot knejser ærbødigt ind mod hinanden.

Men træerne er imidlertid i færd med at hilse hverandre endegyldigt farvel, for de kommer fra det samme rodsystem og befinder sig i en stille men dog konstant dans væk fra midten i en sønderrivende deling af deres fælles moderstamme.

Først ligner delingen tilfældige flænger ned igennem veddet. Senere begynder revnerne at gabe som flaben på de ulve, der visse steder stadig lusker rundt på Syditaliens højdedrag, inden de endelig løber helt ned til rødderne og stammen deles for altid.

En nyligt delt stamme ligner en opretstående krukke med knuste sider. Den er nemlig hul indvendig, og i mørket mellem de mørnede hjørner af bark opstår der hurtigt et nulpunkt, som gradvist fyldes med jord og nedfaldne blade og udvides indtil det oprindelige oliventræ er blevet til en håndfuld små, stædige træer med hver deres lille krone.

Den hemmelige kærlighedsaffære mellem oliventræ og menneske

Hvis der er noget, som igennem naturens udviklingshistorie kendetegner succesfuld adfærd, så er det strategien om, at flere er bedre end én. Det synes at præge dyre-og planteriget som en slags universel regel, der på flere niveauer sikrer arternes og genernes overlevelse: løverne på savannen jager i flok for at højne chancen for mad. En frø lægger tusindvis af æg på en enkelt nat og gør dermed en gedigen indsats i videreførelsen af sin art, mens langt de fleste pattedyr føder minimum 2 unger ad gangen for at opretholde det positive fortegn i livets evindelige ligning om overlevelse.

Når et oliventræ deler sig og bliver til flere, bærer det imidlertid dødens stigma. Delingen er en del af træets naturlige udvikling fra vugge til død, og resulterer i skrøbelige og udsatte dværgtræer, der langsomt alle forgår. Beskæres en olivenstamme i stedet af en kyndig hånd, vil den aldrig dele sig, men beholde sin sunde og intakte kerne i årtusinder.

I Syditalien kredser der mægtige historier om ældgamle oliventræer, der tilsyneladende ikke tilhører nogen, men alligevel står rankere end nogensinde. De befinder sig dybt inde i Calabrias langstrakte nationalparker, der for længst har slugt tidligere tiders plantageanlæg og glemte linjer af ejerskab og tilhørsforhold, men hvis fysiske grænser gang på gang overskrides af følelsernes kontinuitet.

Ukendte, syditalienske gerningsmænd har nemlig igennem århundreder sørget for, at parkernes frønnede oliventræer løbende beskæres. Ingen ved hvem de er, eller hvor de kommer fra. Men friske snit rundt omkring på stammerne vidner om, at træerne bliver kyndigt inspiceret af eksperter, hvis familier måske engang ejede disse bakkedrag, og hvis efterkommere stadigvæk opsøger Calabrias kæmper for at tilse deres helbred.

En broget træfamilie af medløbere, teenagere og patriarker

Oliventræet er det perfekte sindbillede på det syditalienske paradoks: få steder i Europa finder man så tydelige tegn på forfald og forgængelighed som i Syditalien, og få steder så piblende en frodighed, at landsdelen blandt biologer er verdensberømt for sin biodiversitet.

Her ligger ruiner fra glemte civilisationer side om side med højteknologiske vindmøller og arkitekttegnede luksushoteller, og denne kontrast mellem fortid, nutid og fremtid, mellem det klassiske og det moderne, mellem livet og døden rummer oliventræet bedre end noget andet træ fra Middelhavsregionen.

Hvor de millioner af sorte og fugtige korkege, som dækker Sardiniens, Siciliens og Calabrias højeste bjerge ofte er fulde af mosbegroede grene og algeagtig bark a la overfladen på en grønlandshval, står oliventræet glat og tørt tilbage.

Skønt korkegene kan blive ældgamle er de ofte spinkle og fulde af bugtende kviste, der medløberagtigt griber efter nabotræet og sammen med dette indgår i en flettende pagt, der gør korkplantagerne til regulære tæpper, hvor et enkelt træ sjældent står ud som unikt, men helst består i geled med sin sidemand.

Morbærtræet er et andet af Syditaliens typiske træsorter, hvis hjerteformede, saftige, lysegrønne blade gør det til den træfamiliens sociale teenager. Håbefuld efter samtale og kærtegn lader træet sine grene vokse lavt så italienerne kan plukke af de sorte, saftbulne bær, og lykkeligst fornemmes planten at være, hvis stole og borde trækkes ind under dens brede krone, så træet kan agere vært.

Oliventræet synes imidlertid at være skabt til majestætisk ensomhed. Selv i Salentos enorme plantager, hvor de flimrende rækker af oliventræer udgør en insisterende, uafbrudt hegemoni, lader træerne til at være isolerede patriarker, der mere består i synergi med solen, jorden og fuglene, end hverandre.

Der er en sær malplacerethed over denne maniske gruppering, som mennesket fra tiderenes morgen har tvunget oliventræet ind i, og som planten kan finde på at kompensere for ved at lade sine grene tager på anarkistiske udflugter i egen krone, når pladsen bliver for trang i geledderne.

Oliventræet lever udspændt i sin egen virkelighed mellem livet og døden og forstørrer disse kontraster med sin blotte tilstedeværelse. I modsætning til korkegens mørkegrønne blade og morbærtræets lyse løv er oliventræets blade grålige. Går der en brise igennem træets krone blinker det med sølvpletter i luften, for bladenes underside har et metallisk skær, der kun synes at fremhæve træets farveløse nuance, som på hvilken som helst anden plante ville indikere sygdom.

Samtidigt findes der ikke et træ i Middelhavskulturens historie, der symboliserer livets kraft så godt som oliventræet: selv med tusinder af år på bagen kan det stadigvæk give tonsvis af frugter, hvis olie i gammel tid helbredte sår og betændelse og har betydet økonomisk stabilitet for millioner af familier.

Sardiniens dødsengel

Alligevel er L’accabadoras hammer lavet af oliventræ. Sardiniens dødsengel, som hun også kaldes, dukker op når et familiemedlem ligger uhelbredeligt syg, og de fattige pårørende ikke længere har ressourcer til at tage sig af den dødsmærkede. L’accabadora er altid en kvinde, og hun klæder sig i sort og gemmer under kappen på sin tunge hammer, der skal bruges til at lempe den lidende ind i Paradis.

Accabadoras dødshammer er lavet af oliventræ, blandt andet på grund af træsortens hårdhed.
Accabadoras dødshammer er lavet af oliventræ, blandt andet på grund af træsortens hårdhed.

Det siges at hver landsby på Sardinien engang havde sin egen accabadora, og mens den makabre men nødvendige praksis i dag mestendels tilhører fortiden, lever historien videre – blandt andet på et museum i Gallura, hvor de lokale endnu kan fremvise et eksemplar af den dødshammer, som engang udfriede områdets syge fra deres pinsler. Hammeren har et groft tilsnit og skinner som en nyplukket kastagne og er for århundreder siden blevet skåret ud af et massivt stykke oliventræ.

Sådan mødes både livet og døden i denne ukuelige træsort, der mere end noget andet tegner Syditaliens evne til at modstå, modtage og slå igen. Som en alrunerod ligner oliventræet et menneske, en knudret olding, der selv på de fjerneste bakkedrag nyder sit otium blandt kærlige slægtninge.