Category Archives: GUIDE

Min nye udgave af Turen Går Til Sicilien er lige landet hos din boghandler

Så er jeg på banen igen med en nyudgivelse: denne gang drejer det sig om Turen Går Til Sicilien, som jeg overtog som titel i 2014. Det omfattede en total omskrivning, for jeg ville lave en helt ny bog, der rakte hinsides ruinerne, iskioskerne og de turistområder langs kysten, som for nogens vedkommende er det eneste, man når at se, når målet er en badeferie med solskinsgaranti til Middelhavets største ø.

Hvad hvis man kunne trænge ind gennem de ældgamle skove af kork-ege i Nebrodi-bjergene, og få sig en tiltrængt pause fra heden? Forstå Siciliens tusindårige historie ved at følge normannertårnene på nordkysten? Eller opdage anderledes steder som alpebyen Castelbuono i Madonie-reservatet, integrationseksperimentet i Mazara del Vallo, og landingspladsen for Italiens bedste rejer i Sciacca?

Da jeg i foråret 2018 tog på research-tur for at skrive denne udgave af Turen Går Til Sicilien, ville jeg sporenstregs ind til øens centrum: jeg havde været der flere år forinden på for at skrive en artikel om antikke kornsorter for weekendavisen, for Siciliens kerne rummer bølgende marker med durumhvede så langt øjet rækker, men var stadig fuld af uudforskede huller for mig.

Siciliens indre er også det mest ukendte sted på øen – selv for sicilianerne. Her kommer man mestendels hvis man er født her, vejret er smeltende varmt om sommeren, og baglandet er propfyldt med både vidundere og traumer, der bunder i menneskets kamp for overlevelse i den evigt foranderlige virkelighed, som opretholder Siciliens evindelige status quo.

Jeg opsøgte ruinerne af Castello di Pietratagliata udenfor landsbyen Aidone med sin baune, der har lyst her i tusind år og båret beskeder igennem Siciliens centrum med samme fart, som man kunne nå at tænde et bål; jeg gik gennem montrene i svovlminemuseet Trabia Tallarita i Riesi, hvor børnene af områdets sidste minearbejdere viste mig rundt og fortalte om faren for stenlunger og sammenstyrtede gange. Og jeg besøgte Alessandro på hans bondegård Il Mandorleto syd for Enna, hvor man kan ride på pensionerede travheste imellem gårdens plantager af økologiske fersken-og mandeltræer…

… Foruden endelig at få sat ansigt og fornemmelse på den forbløffende sprudlende by Caltanissetta, der ligger lige præcis i midten af Sicilien, og hvis provinsliv er indbegrebet af siciliansk laidback.

Kort sagt: jeg har gjort al forarbejdet for dig. SE AT KOMME AFSTED!

Foto credit: Politikens Forlag

En times kørsel syd for Napoli finder du det landlige og græske Campania

Syditalien bugner  af storladne landskaber og små landsbyer fulde af historie, der hver især udgør et paradis for den, der finder, hvad han eller hun søger. Her har jeg lavet en lille guide til den, der opholder sig i for eksempel Napoli, i Sorrento eller Amalfi, og gerne vil på afstand og menneskemylderet.

Til vedkommende lyder mit råd: drag sydpå i Campania-regionen og udforsk det meget specielle område Cilento, som man når efter en times kørsel enten i bil eller tog fra Napoli, og hvor man får en forståelse for, hvorfor romerne i sin tid gav Campania sit navn. Også i dag betyder la campagna ’landet’ på italiensk, hvilket kan synes forbløffende, når man mestendels forbinder regionen med de tætbefolkede og bebyggede områder omkring Napoli-bugten.

Paestum – bøfler, mejerier og templer

Tager man toget fra Napoli mod det sydlige Campania, forbløffes man over den vidtstrakte slette, der åbenbarer sig udenfor vinduet. Dette område er igennem århundreder blevet drænet og brugt til dyrehold, især den sorte bøffel med den kridhvide mælk, der laver Italiens bedste mozzarella. Byen Battipaglia ligger her og er kendt for sine lækre oste, som syditalienere kommer langvejs fra for at købe med hjem, helst så tidligt som muligt på dagen. Jo friskere, osten er, jo bedre smager den nemlig.

Længere sydpå kan man stå af på stationen Paestum, der naturligvis er opkaldt efter de templer, som ligger blot et par minutters gang fra perronen. Engang stod de enorme bygninger glemte  midt i sumpen, men de omkringliggende ruiner er fulde af spor fra den græske by Poseidonia, i hvilken templerne var det absolutte, åndelige centrum.

 

Først i 1700-tallet blev templerne genopdagede grundet Pompeis berømmelse, og udag anses de tre templer dedikeret til henholdsvis Athene og Hera for de bedst bevarede af sin art udenfor Grækenland. Der er desuden tilknyttet et fint museum, hvor man blandt andet kan se den berømte, antikke mosaik ’il tuffatore’ – en nøgen mand, der springer fra en vippe ned i et svalt bassin. Kysten langs Paestum er desuden kendt for sine mange, brede strande med blødt, gyldent sand, og for sine mejerier, hvor man kan købe mozzarella og spise pizza.

Cilento – dybe skove og middelalderbyer i miniformat

Kastagner er en stor delikatesse i Cilento nationalparken og vokser i kæmpe plantager.

Syd for Paestum bliver landskabet pludselig dramatisk. Her begynder nationalparken Cilento, hvor skarpe bjerge skyder til vejrs på grænsen til Calabria og rummer vidtstrakte lunde med korkege og skove fulde af kastanjer, der hvert år plukkes nidkært af de lokale.

Cilento er et grønt pusterum der blev reddet i 1997 da man besluttede at frede bjergene og deres natur fra at blive ryddet til fordel for betonbyggeri og boligspekulation. Resultatet er en oase fuld af små middelalderbyer. Besøg for eksempel Roccadaspide, der putter sig omkring sit imponerende slot, eller lille Cicerale højt på en bjerghylde, der er berømt i Italien for sine kikærter og sine figner.

Cilento er flere steder jungleagtig. Her ved vandfandet Capelli di Venere – Venus’ hår. Foto: Francescomassaro, Wikipedia

Agropoli – sand, vand og promenader med de lokale

Ude ved kysten er Cilento også værd at besøge. Her ligger nemlig en hemmelig ferielomme, som om sommeren besøges af lokale fra Salerno og opland, der vil mod syd og nyde havet og strandene. Byerne Agropoli og Palinuro er højt elskede for deres gamle bydel og flotte beliggenhed med skuldrene vendt mod bjergene, og selv i højsæsonen er byerne adstadig og fuld af liv på den gode måde.

Cilento er fuld af smukke men glemte middelalderbyer, der opfordrer til udforskning. Her Rosigno Vecchia.

Fotos: Wikipedia

Guide: Lige nu går Sardinien amok i mørke karneval med bål, hekse og monstre

Et stort uhyre springer op og ned på stedet, så de kæmpe klokker, man har spændt fast til hans pelsede ryg med et bælte, skælder og smælder. Monstret virrer med hovedet og munden er trukket nedad i et stumt brøl, mens et andet væsen pisker ham, og får ham til at løbe ud af landsbyen, til tilskuernes store jubel.

Sardinien er kendt for sine hede og farvestrålende somre, men det er midt om vinteren, at øen virkelig åbner sit kulturelle hjerte. I januar og februar er det godtnok koldere, ja, men selv i de mindste landsbyer udspiller der sig i disse måneder uforgemmelige optog, der mest af alt ligner noget taget ud af filmene ”Ringenes Herre”.

Mamuthone i sort pels holdes i reb under karnevallet af sin fanger og modstander, en Issadore. Fra Wikipedia.

 

For mens karnevalstraditionen de fleste steder i Italien er blevet til kæmpe, kommercielle udstyrsstykker fulde af farver og leben, oplever man stadig højtidens monstrøse rødder på Sardinien, hvor tingenes tilstand virkelig afgjorde forskellen på liv og død. Det er sammenholdet og den fælles historie, som er centrum for landsbyernes egne karneval, og man mødes om stedets myter, farver og overleveringer, og ofte knytter der sig særlige, lokale delikatesser og drikke til karnevalsdagene.

Sardinien er uden tvivl den region i Syditalien, hvor karnevallet både er smukkest og mest dybfølt. Her er festlighederne på ægte Dionysisk vis vulgære, livsbekræftende og sært foruroligende, og de allermest overvældende holdes i Sardiniens barske bagland, hvor man pisker udklædte monstre ud af gaderne og danser med fortidens ånder i en mirakuløs ros.
 

Her går traditionerne tusindvis af år tilbage, og spejler karnevallets aner i oldtiden, måske endda bronealderen, hvor Sardinien var befolket af de mystiske nurgahe-stammer. Omgivet af en barsk natur og en hård hverdag var det nødvendigt at tøjle og jage det onde ud af byen mindst én gang om året. Man mener det er det, der sker, når mænd i byer i Barbagia-regionen som Mamoiada, Nuoro Ulassai, Samugheo, Olzai og Oniferi og Ottana iklæder sig dyrepelse, horn, masker og klokker, går i optog og siden piskes og jages ud af byen, eller indfanges i reb og tugtes.

Nogle af de kunstfærdigt udskårede masker i læder og træ fra et sardisk karneval. Fra Wikipedia.

Andre mener at optoget symboliserer årstidernes skiften. Frugtbarhed og forplantning kan også  have været centrale emner hos den kultur, der opfandt de sære, pelsede skikkelser. Pelsmændene skal flere steder ligne tyre, et dyr, der i nuraghekulturen var helligt på grund af sin fertilitet og styrke. Optogene ender i hvert fald nogle steder med at i de pelsede mænd gør sig fri og overfalder landsbyens unge kvinder for at indlade sig med dem, og ofte bygger man tilsidst bål i gyderne, der med deres flammer oplyser selv de mørkeste kroge. Mest berømte er bålene til ære for Sant’Antonio.

Det er en helt særlig oplevelse at befinde sig i de små bjerglandsbyer og opleve de lokales spænding ved de dramatiske optog, der selvfølgelig altid afsluttes i fredsommelighed og ledsaget af masser af god vin og mad, bål, musik og dans. Mange små børn iklæder sig pelse for at efterligne de voksne, og tegner sig med kul i ansigterne, for at skræmme hinanden og forberede sig på engang selv at deltage i optogene.

Hele landsbyen følger optoget nedadn hovedgaden. Fra Wikipedia.

Hver lille landsby har ofte deres helt egne traditioner, som bunder i ældgammel overtro, men generelt handler om det godes kamp mod det onde. I I Ottana ledsages pelsmændene også af endnu en ældgammel figur, nemlig Sa Filonzana, der så vidt vides er den eneste hovedrolleindehaver i karnevallet med et kvindeligt udseende på hele øen. Det drejer sig om en mystisk heksefigur der i virkeligheden er en udklædt mand med sort kappe og maske. Under optoget er hun i gang med at spinde uld på en ten, og man mener at uldtråden repræsenterer selve livet, som hun er klar til at klippe over med en saks, hvis udvalgte af tilskuerne ikke giver hende noget at drikke.

I Gavoi er musikken i centrum, hvor monstrene i optoget spiller på tamburiner, mens det er ‘Is Cerbus’, som er hovedrolleindehaverne i byen Sinnai nær Serrabus-nationalparken øst for Cagliari. De pelsede og hornede mænd klædes ud for at efterligne de hjorte, som i årtusinder har været det vigtigste jagtbytte for de lokale, og dermed det primære fødegrundlag for hele det ældgamle samfund her.

Så hvis du tror at Sardinien går i vinterhi, så tro om igen og se at komme afsted til øens bagland. Det er koldt og det er barskt, men det er også en oplevelse for livet.

Hovedfoto: Maske fra væsnet Ainu Orriadore, der i årtusinder har hørt hjemme i landsbyen Scanos folklore.

Det skal jeg opleve i Napoli i 2019: overnat i en boghandel, spis som en kejser i Pompei og bad i vulkanske kilder

Der sker hele tiden nye ting i Napoli, og i 2019 er der især 5 ting, som jeg meget gerne vil opleve. Nogle attraktioner er nye, andre har været her i århundreder, men mangler stadig mit besøg. Her kommer min egne, personlige favoritter for det nye år:
Book & Bed i Vomero-kvarteret
Det er allerede en stor trend i Japan, hvor Bed & breakfasts i både Tokyo og Kyoto tilbyder folk at sove i selskab med tusindvis af bøger. Et rent himmerige for bogorme, der allerede har fået boghoteller i Zurich, Paris og i Grosseto i mellemitalien. I Syditalien er trenden dog helt ny, men nu åbner der en Book & Bed i boghandlen Mooks, som drives af det store italienske forlag Mondatori. Stedet åbnede i 2018 og ligner udefra en helt almindelig boghandel, men i år vil man på en etage også tilføje værelser med senge, så man kan overnatte samme sted. Mooks finder du i Via Luca Giordano 158 i det statelige Vomero-kvartér på byens top.
Den romerske kæmpeakvadukt i Sanità-kvarteret
For 2000 år siden var bugten omkring Napoli et sommerparadis for Roms spidser, og det krævede en velfungerende struktur at lede vand rundt i området. Desuden var de bjergrige områder i Napolis bagland fuld af kilder, som man godt kunne bruge vand fra til selve Roms storbadende befolkning, og derfor byggede de romerske kejsere omkring år 0 en enorm akvadukt, der kunne lede vand fra Serino-floden herfra langs bugten ind til Rom.
For blot nogle år siden fandt man resterne af akvadukten under et antikt hus i Napolis Sanità-kvarter, og besøgende kan komme med ind og opleve de meterhøje vægge og søjler, som stadig holder skakten oppe i et imponerende, underjordisk rum.
Spis som en kejser på Caupona-restauranten ved Pompeji
Vi bliver i fortiden. For lige overfor hovedindgangen til ruinerne i Pompei ligger der et helt specielt sted, som man ved første øjekast måske ville tro var en turistfælde, men som dog fortjener ens opmærksomhed: kokkene og tjenerne på dette meget specielle osteria mener det nemlig alvorligt, når de på menuen skriver, at man her kan nyde retter tilberedt efter 2000 år gamle metoder, og når man træder ind på stedet mødes man af Pompei-røde vægge med fresker, træmøbler og en hyggelig, historisk atmosfære.
Maden på Caupona Pompeii Restaurant bliver lavet grundigt og tager udgangspunkt i faktiske opskrifter fra det antikke Rom, og indeholder alt fra skaldyr, fisk, kød og desserter. Er man heldig kan man også tilmelde sig temaaftener, hvor tjenerne klæder sig ud som romere, og hygger om én i restauranten med sang og musik. Se mere på www.caupona.it
Den hemmelige klostergård Chiostro San Marcellino
Studerende på Napolis universitet får sig en ekstra bonus, når de indskriver sig på samfundsfagsstudiet. Deres fakultet er nemlig beliggende i en overdådig, 300 år gammel bygning bygget af selveste mesterarkitekten Luigi Vanvitelli i centrum af Napoli, der i sin tid også opførte det verdensberømte barokslot i Caserta.
Klostergården San Marcellino ligger i forbindelse med Napoli universitets fakultet for samfundsfag og er omkring 300 år gammel. Fra Wikipedia.
Selve fakultetets hjerte er klostergården San Marcellino, der ligger for enden af en elegant dobbelttrappe, er fuld af appelsintræer, springvand og palmer. Besøgende kan også smutte ud og nyde stedet, når de besøger Napolis Paleontologiske Museum, som ligger i samme bygning, og rummer fossiler og rester fra dinosaurer. Fakultetet ligger på pladsen Largo San Marcellino.
Badekomplekset Lido Lo Scoglio udenfor Napoli
Jeg har en god ven i Napoli der er professor, som nu har pensioneret sig selv og bruger næsten al sin tid langs strandene nord for Napoli omkring det gamle, vulkanske område ved Baia og Pozzuoli, hvor det syder og bobler med svovlrige kilder. Paolo, som han hedder, poster hver dag billeder af sig selv i et enormt, rustent kar i havstokken, og jeg skrev til ham og spurgte, hvad pokker han lavede.
På Lido Lo Scoglio kan man bade i store kar i 40graders varmt, vulkansk vand fra undergrunden. Skærmbillede fra Lido Lo Scoglios Facebookside.
“Jeg hygger mig i badekarene ved Lido lo Scoglio”, svarede han, og fortalte, at det lille, intime badested har sine helt egne kilder med svovl og 40 grader varmt vand, som man siden 1947 har kunnet nyde på meget rustik vis i store kar udenfor året rundt, klæde om i tilstødende kabiner og endog spise godt på stedets restaurant. Det skal jeg selv prøve næste gang jeg er på de kanter. Se mere på www.loscoglioristorante.it
Hovedfoto: skærmbillede af foto fra Restaurant Caupona.

Salernos lysshow er blevet en af Syditaliens mest besøgte juleattraktioner

6 kilometer ledninger og millioner af led-lys indhylder lige nu Salernos gader og pladser i kunstfærdige figurer og mønstre. Det imponerende skue er blevet døbt ‘Luci d’artista – kunsterlys’ og har siden 2005 været et af de mest gennemførte juleshows i Syditalien. Jeg boede selv i byen i starten af det nye årtusinde, og skønt man allerede dengang snorede lsykæder omkring byens mange palmer, kan det slet ikke måle sig med de kæmpe installationer, som nu præger julemåneden.

Den store og travle handelsby Salerno med 135.000 indbyggere ligger i bunden af Amalfikysten og er en oplagt by at besøge, hvis man både vil have en pause fra Amalfis og Sorrentos turistmylder, nyde et uberørt, historisk centrum, og opleve syditalienernes egen hverdag.

Fra den 9 november til 20 januar kan man som gæst nyde de oplyste strøg, parker og gader, hvor udvalgte kunstnere hvert år får lov til at opføre figurer, huse og scenerier fra Biblen, Brødrene Grimms eventyr og moderne kunst i lys. Nogle figurer kan bevæge sig, andre ikke, og der er endda kunstnere, der udspænder store net med lys, stjerner og farver henover det gamle centrums middelaldergyder, så man som gæst går under et regulært juletæppe.

Byen har lavet et kort over Salernos gader, hvor man kan finde de forskellige lysshows.

Juleinstallationerne er en del af Campania-regionens strategi for at markedsføre de store kulturskatte i området syd for Napoli. Rundt omkring i byen kan man for eksempel se de græske templer i Paestum syd for Salerno opført i lys, og byens borgmester Vincenzo Napoli håber med lysenes skønhed både at hjælpe byens økonomi og turismeindustrien på vej. I en omskiftelig verden har man også i Syditalien brug for håb og glæde, og de lokale ser hvert år frem til at se, hvad kunsterne nu har fundet på.

se mere på www.lucidartistasalerno.com

Sardiniens pizza-revolution og historien om hvordan øens hyrdemad blev gourmet

Forleden var jeg så heldig at møde Pierluigi Fais på Københavns Madhus – han er om nogen en af de kokke, der har forstået at løfte Sardiniens spændende mad-arv ind i det nye årtusinde, og i min bog Turen Går Til Sardinien har jeg både nævnt hans restaurant Josto og hans vilde pizza-bageri Framento, hvor han fortolker den syditalienske pizza-kærlighed og kombinerer den med sardernes smagsløg.

Begge steder ligger i Cagliari, og jeg linker til stederne nederst i denne artikel, så I kan besøge dem næste gang i er på Sardinien.

Rammen for mit møde med Pierluigi var en invitation til en 6 retters middag, hvor det italienske handelskammer ville give journalister fornemmelsen for det særlige Sardinien, og jeg var rigtig glad for både at komme og smage på hans mad.

Hvad får man serveret på tallerkenen på Sardinien?

Lidt længere nede vil jeg fortælle lidt om kombi’en pizza og Sardinien, men inden da vil jeg bruge forledens menu som udgangspunkt for at fortælle lidt om hvordan man spiser på Sardinien, og hvad man kan forvente at møde på øens rustikke madsteder:

Giardinera – hjemmelavet pickles:

Hvis der er noget, der kendetegner sarderne, er det deres kærlighed til at opholde sig i naturen. Jeg husker flere gange, hvor jeg er kørt igennem et bjergrigt terræn på øen, og har set sardiske familier høste urter, blomster og vilde asparges og vild fennikel i vejsiden.

Giardinera er egentlig en hjemmelavet pickles lavet på spæde grøntsager fra haven (som navnet antyder), helst kombineret med vilde urter fra bjerge og marker. Denne Giardinera havde den perfekte kombination af syre og sødme. Og netop det syrlige er vigtigt for sarderne, der går meget op i at ’åbne’ maven inden de spiser, hvilket syreholdige småretter krydret med citronsaft eller eddike er meget effektive til.

Zuppa di finocchietto – suppe på vild fennikel

Hvis der er en grøntsag, som karakteriserer sarderne, er det helt klat den vilde fennikel. Dens pebrede og krydrede anis-smag bliver flittigt brugt i masser af retter: Fenniklerne, der høstes om foråret og står med lange stængler rundt omkring i naturen, kan koges og henkoges, syltes og steges og for eksempel serveres i pastaretter med kød eller bare vegetarisk. Planten er også lækker at lave snaps og likør på.

I denne ret var fenniklens stængler hovedrolleindehaver i en helt enkel suppe fuld af saft og kraft, og med syltede, små tomater på toppen.

Pasta ai granchi – pasta med krabber

Pierluigi kommer selv fra byen Oristano, der ligger på Sardiniens flade vestside, og hvis indsøer og brakvand huser nogle af Italiens lækreste, marine delikatesser. Her syd for Alghero finder man de lækreste blåmuslinger, multer, søpindsvin og krabber – og alt forvandles til enkle og saftige retter, der nydes langs hele vestkysten.

Linguine pasta med skaldyr fra fjordene ved Oristano. Foto: Josto.

Jeg fik serveres en typisk ret fra vestkysten, nemlig pasta med granchi, krabber – ikke store, majestætiske skaldyr, men små strandkrabber, der lever i det lave vand og små fjorde, og som man koger fonder på. Pastaen var vendt med den duftende sauce, hvor krabberne er siet fra og har givet masser af smag, tilsat svampe fra området, hvilket var efterårets måde at spille en hovedrolle på i retten.

Pastaen med krabbe, som vi fik den serveret på Københavns Madhus. Pastatypen var ‘mezzo dito’ – halvfinger-pasta, som oftest bruges i supper.

Risotti ai capperi – kapers-risotto

Sardernes grundelement er jorden, ikke vandet. I gamle dage var det farligt at leve langs kysten pga. piratinvasioner og naturkatastrofer, og derfor er det relativt nyt at spise mad fra havet. Kapers er om noget indbegrebet af det bjergrige bagland, hvor buskene vokser på de tørreste, vertikale steder, og med sin kraftige smag matcher sardernes kærlighed til enkle, aromatiske råvarer.

Pecora bollita – kogt får

Når man bor på en ø med 4 gange så mange får som mennesker – der bor cirka 1,5 mio sardere på øen, hvis 5mio. får er en stor del af den lokale økonomi – bliver kød selvfølgelig en vigtig del af kosten, og i tråd med Sardiniens nøjsomme hyrdekultur, nøjes man ikke kun med at mæske sig i lam. Voksne dyr sættes også til livs, og noget af det mest lokale og velsmagende, man kan få serveret som hovedret, er enten ged eller får, langtidssimret og krydret med oliven , hvidløg eller friske krydderurter som rosmarin eller oregano. Vi fik serveret fåret som en slags terrin, hvor kødet var plukket fra benet og serveret med syrlig mælk og friske, hakkede urter.

Panna cotta – flødedessert med kvæde og rosmarin

Pierluigi sluttede af med en genial dessert. Sarderne er glade for mælkeprodukter – husk at den romerske pecorino laves på sardisk fåremælk – og panna cotta er elsket på øen, gerne krydret med urter – her rosmarin – bær og årstidens frugt.

Pierluigi og den sardiske pizza-revolution

Framentos pizzaer hæver på hjemmelavet gær, en såkaldt lievito madre. Foto: Framento.

Med sin restaurant Josty, der indtil for nyligt lå i Oristano men nu er rykket til Sardiniens hovedstad Cagliari, har Pierluigi Fais været en af de vigtigste ambassadører for den såkaldte kilometer 0-politik, hvor alle råvarer skal være lokale og vokse så tæt på restauranten som muligt.

Selvom maden på Josto for mange anses som gourmet, har Pierluigi altid en direkte kontakt til sine rødder og den traditionelle, sardiske mad, som stammer fra øens ældgamle hyrdekultur, med friske urter fra marken, kød, ost og brød. Det kan også ses ud fra den menu, jeg lige har beskrevet, og på Josto kan man nyde en 3 retters menu for rørende 35 euro, og 5 retter for 53 euro, som priserne ser ud lige nu – men tjek dem selv på deres facebook-side.

Men Pierluigi har også opnået at blive en af Italiens mest hyldede pizza-bagere, hvilket er noget af en bedrift på en ø, hvis yndlings-brød er papirstyndt og hedder pan carasau. Ikke desto mindre flokkes folk til hans pizzeria Framento, der bla. er blevet døbt et af Italiens bedste steder at spise pizza lige nu af bla. Gambero Rosso.

Sardinien er ligesom resten af Italien begejstret for pizza, og med en stor brødtradition har man for længst forfinet produktet, der oprindeligt kommer fra Napoli, med egne gærtyper og råvarer. Det er også tilfældet på Framento. Pizzeriaets navn er det sardiske udtryk for surdej, og stedet har kombineret et urbant, æstetisk udtryk med den mættende pizza, som laves af lokale ingredienser fra hele landet. Framento har gourmetfaktor og er da også nævnt i den italienske madbibel Gambero Rosso, og bag disken står Pierluigi Fais ham selv, og hans to søstre Chiara og Elisabetta, som driver stedet.

Her finder du Pierluigis to restauranter:

Josto

Via Sassari 25-26
09123 Cagliari, Italy

+39 070 351 0722

www.ufficialejosto.it

 

Framento

Corso Vittorio Emanuele II, 82,

09123 Cagliari CA, Italy

+39 070 667 0370

www.framento.it

Hovedfoto: Josto.