Category Archives: GUIDE

Sardiniens pizza-revolution og historien om hvordan øens hyrdemad blev gourmet

Forleden var jeg så heldig at møde Pierluigi Fais på Københavns Madhus – han er om nogen en af de kokke, der har forstået at løfte Sardiniens spændende mad-arv ind i det nye årtusinde, og i min bog Turen Går Til Sardinien har jeg både nævnt hans restaurant Josto og hans vilde pizza-bageri Framento, hvor han fortolker den syditalienske pizza-kærlighed og kombinerer den med sardernes smagsløg.

Begge steder ligger i Cagliari, og jeg linker til stederne nederst i denne artikel, så I kan besøge dem næste gang i er på Sardinien.

Rammen for mit møde med Pierluigi var en invitation til en 6 retters middag, hvor det italienske handelskammer ville give journalister fornemmelsen for det særlige Sardinien, og jeg var rigtig glad for både at komme og smage på hans mad.

Hvad får man serveret på tallerkenen på Sardinien?

Lidt længere nede vil jeg fortælle lidt om kombi’en pizza og Sardinien, men inden da vil jeg bruge forledens menu som udgangspunkt for at fortælle lidt om hvordan man spiser på Sardinien, og hvad man kan forvente at møde på øens rustikke madsteder:

Giardinera – hjemmelavet pickles:

Hvis der er noget, der kendetegner sarderne, er det deres kærlighed til at opholde sig i naturen. Jeg husker flere gange, hvor jeg er kørt igennem et bjergrigt terræn på øen, og har set sardiske familier høste urter, blomster og vilde asparges og vild fennikel i vejsiden.

Giardinera er egentlig en hjemmelavet pickles lavet på spæde grøntsager fra haven (som navnet antyder), helst kombineret med vilde urter fra bjerge og marker. Denne Giardinera havde den perfekte kombination af syre og sødme. Og netop det syrlige er vigtigt for sarderne, der går meget op i at ’åbne’ maven inden de spiser, hvilket syreholdige småretter krydret med citronsaft eller eddike er meget effektive til.

Zuppa di finocchietto – suppe på vild fennikel

Hvis der er en grøntsag, som karakteriserer sarderne, er det helt klat den vilde fennikel. Dens pebrede og krydrede anis-smag bliver flittigt brugt i masser af retter: Fenniklerne, der høstes om foråret og står med lange stængler rundt omkring i naturen, kan koges og henkoges, syltes og steges og for eksempel serveres i pastaretter med kød eller bare vegetarisk. Planten er også lækker at lave snaps og likør på.

I denne ret var fenniklens stængler hovedrolleindehaver i en helt enkel suppe fuld af saft og kraft, og med syltede, små tomater på toppen.

Pasta ai granchi – pasta med krabber

Pierluigi kommer selv fra byen Oristano, der ligger på Sardiniens flade vestside, og hvis indsøer og brakvand huser nogle af Italiens lækreste, marine delikatesser. Her syd for Alghero finder man de lækreste blåmuslinger, multer, søpindsvin og krabber – og alt forvandles til enkle og saftige retter, der nydes langs hele vestkysten.

Linguine pasta med skaldyr fra fjordene ved Oristano. Foto: Josto.

Jeg fik serveres en typisk ret fra vestkysten, nemlig pasta med granchi, krabber – ikke store, majestætiske skaldyr, men små strandkrabber, der lever i det lave vand og små fjorde, og som man koger fonder på. Pastaen var vendt med den duftende sauce, hvor krabberne er siet fra og har givet masser af smag, tilsat svampe fra området, hvilket var efterårets måde at spille en hovedrolle på i retten.

Risotti ai capperi – kapers-risotto

Sardernes grundelement er jorden, ikke vandet. I gamle dage var det farligt at leve langs kysten pga. piratinvasioner og naturkatastrofer, og derfor er det relativt nyt at spise mad fra havet. Kapers er om noget indbegrebet af det bjergrige bagland, hvor buskene vokser på de tørreste, vertikale steder, og med sin kraftige smag matcher sardernes kærlighed til enkle, aromatiske råvarer.

Pecora bollita – kogt får

Når man bor på en ø med 4 gange så mange får som mennesker – der bor cirka 1,5 mio sardere på øen, hvis 5mio. får er en stor del af den lokale økonomi – bliver kød selvfølgelig en vigtig del af kosten, og i tråd med Sardiniens nøjsomme hyrdekultur, nøjes man ikke kun med at mæske sig i lam. Voksne dyr sættes også til livs, og noget af det mest lokale og velsmagende, man kan få serveret som hovedret, er enten ged eller får, langtidssimret og krydret med oliven , hvidløg eller friske krydderurter som rosmarin eller oregano.

Panna cotta – flødedessert med kvæde og rosmarin

Pierluigi sluttede af med en genial dessert. Sarderne er glade for mælkeprodukter – husk at den romerske pecorino laves på sardisk fåremælk – og panna cotta er elsket på øen, gerne krydret med urter – her rosmarin – bær og årstidens frugt.

Pierluigi og den sardiske pizza-revolution

Framentos pizzaer hæver på hjemmelavet gær, en såkaldt lievito madre. Foto: Framento.

Med sin restaurant Josty, der indtil for nyligt lå i Oristano men nu er rykket til Sardiniens hovedstad Cagliari, har Pierluigi Fais været en af de vigtigste ambassadører for den såkaldte kilometer 0-politik, hvor alle råvarer skal være lokale og vokse så tæt på restauranten som muligt.

Selvom maden på Josto for mange anses som gourmet, har Pierluigi altid en direkte kontakt til sine rødder og den traditionelle, sardiske mad, som stammer fra øens ældgamle hyrdekultur, med friske urter fra marken, kød, ost og brød. Det kan også ses ud fra den menu, jeg lige har beskrevet, og på Josto kan man nyde en 3 retters menu for rørende 35 euro, og 5 retter for 53 euro, som priserne ser ud lige nu – men tjek dem selv på deres facebook-side.

Men Pierluigi har også opnået at blive en af Italiens mest hyldede pizza-bagere, hvilket er noget af en bedrift på en ø, hvis yndlings-brød er papirstyndt og hedder pan carasau. Ikke desto mindre flokkes folk til hans pizzeria Framento, der bla. er blevet døbt et af Italiens bedste steder at spise pizza lige nu af bla. Gambero Rosso.

Sardinien er ligesom resten af Italien begejstret for pizza, og med en stor brødtradition har man for længst forfinet produktet, der oprindeligt kommer fra Napoli, med egne gærtyper og råvarer. Det er også tilfældet på Framento. Pizzeriaets navn er det sardiske udtryk for surdej, og stedet har kombineret et urbant, æstetisk udtryk med den mættende pizza, som laves af lokale ingredienser fra hele landet. Framento har gourmetfaktor og er da også nævnt i den italienske madbibel Gambero Rosso, og bag disken står Pierluigi Fais ham selv, og hans to søstre Chiara og Elisabetta, som driver stedet.

Her finder du Pierluigis to restauranter:

Josto

Via Sassari 25-26
09123 Cagliari, Italy

Få rutevej

+39 070 351 0722

www.ufficialejosto.it

 

Framento

Corso Vittorio Emanuele II, 82,

09123 Cagliari CA, Italy

+39 070 667 0370

www.framento.it

Hovedfoto: Josto.

 

Guide: Tag med til Ischias og Napoli-områdets varme bade, spa’er og helbredende kilder

Tænker du at det er for sent at tage til Syditalien for at få varmen, så tro om igen, for selvom italienerne nu er forsvundet fra de fleste strande med efterårets komme, betyder det ikke, at man ikke man bade – tværtimod. Især i Campania-regionen, hvor der er stor, vulkansk aktivitet, findes der alskens typer spa-bade, fra det rustikke til det luksuriøse, hvor man godt ind i efteråret kan slange sig i det svovlrige vand fra undergrunden. Og det er her, mange lokale tager hen, for at slappe af og pleje sig selv,

Da jeg boede i Salerno var det en yndet fritidsbeskæftigelse – selv for de helt unge – at tage på et dagligt spa-ophold, og jeg og mine venner nød det i fulde drag. Jeg guider derfor er til nogle af Napoli-områdets bedste spa’er og termalske bade. Jeg har selv besøgt flere af dem og synes det er et fascinerende helle for de kropsbevidste italienere, der forstår at pleje sig selv, og nyde naturens helbredende ressourcer.

1: Giardini Poseidon terme

Vi starter på øen Ischia i Napoli-bugten, der i årtusinder har været et mekka for termalske bade med helbredende effekt, og det behagelige ved traditionen med at tage på spa i Syditalien er, at det bliver anset som en menneskeret – ikke en luksus-ting. Derfor er selv de smukkeste og største, termalske bade ganske billige, og et godt eksempel på dette er Giardini Poseidon Terme, der ligger på Ischias vestkyst nær den kønne, pastelfarvede by, Forio.

Jeg har selv tilbragt en weekend her ved havet, hvor jeg boede i Forio, men havde en flerdagsbillet, så man kunne komme og gå. Poesidon rummer et væld af kilder, der både stammer direkte fra svolvvandet i undergrunden, varme kilder i forskellige temperaturer, og saltvandsbade. Der er også mulighed for et hav af mudder- wellness- og massagebehandlinger, og spa-stedet har adgang til sin egen strand. Prisen i september og oktober (sidste åbningsdag er den 31 okt.) er 33 euro for voksne med adgang til og brug af hele spa-området, og 16.5 for børn fra 4-11 år.

Se mere på www.giardiniposeidonterme.com

2: Terme Cavascura

De ældste kabiner hos Cavascusa stammer helt tilbage til romerne, som hakkede sig ind i klipperne for at få adgang til de helbredende dampe.

På Ischias sydkyst langs den store Maronti-strand ligger der flere, ældgamle spa’er, der er op til 2000 år gamle. Spa-traditionen er ældgammel i Syditalien, og grækerne var de første til at etablere bade i hele Napoli-området, og derefter romerne. Campaenia-regionen var grundet sin skønhed og frodighed romernes ferie-destination numero uno, og med ferie kom selvfølgelig afslapning og restituering. Romerne opbyggede termalske bade op omkring de kogende og dampende kilder fra undergrunden, bæandt andet her ved Cavascura, som idag er et lille, lokalt termalsk bad, hvor man stadig kan prøve at svede i de samme kabiner, som romerne gravede ud i klipperne. Cavascura har åbnet indtil oktober og åbner igen i april.

Se mere på www.cavascura.it

3: Spa-hoteller med egne termalske kilder

Et helt unikt træk ved Ischia er det høje antal af sprækker ned til undergrunden, hvorfra der konstant damper vulkanske mineraler, og det har flere hotelkomplekser igennem tiden benyttet sig af, så man mange steder på øen kan tjekke ind på et hotel egne, varme kilder. Der ligger ialt 88 såkaldte spa-hoteller på Ischia, og mulighederne spænder fra det helt simple til det luksuriøse. Det gør at man kan gå direkte fra sit eget værelse og ned i badene, uden at skulle udenfor.

Find din egen favorit på www.spahotels-ischia.com

4: Le fumarole di Lido Maronti

Heldigvis findes der rundtomkring varme kilder og damp, som er til fri afbenyttelse på Ischia, og stederne er velbesøgte af de lokale. De er dog små, og man skal vide, hvor man skal lede. Et tip er at begive sig sydpå til Lido di Maronti, hvis vestligste hjørne er berømt for sit brandvarme sand, fordi der damper vulkanske mineraler op lige under overfladen. Graver man en halv meter ned i sandet vil man derfor brænde sig, men manger lokale kommer her for at begrave sig i den øvre overflade, for at lindre hudproblemer, gigt og rheumatiske lidelser. Man finder lettest de såkaldte fumarole ved at tage hen til restaurant Emanuela, der ligger lige ned til det kogende sand, og hvor man også tilbereder maden i den vulkanske damp:

www.ischiareview.com

Terme Napoli Stufe di Nerone

Inde på fastlandet findes et af Italiens mest berømte spa’er, Terme Napoli Stufe Nerone, der ligger nordvest for Napoli nær Pozzuoli og udgør verdens ældste, aktive spa. Stedet blev nemlig grundlagt af romerne og er opkaldt efter kejser Nero, der brugte kilderne, og elskede det. Badet ligger nær den ældgamle og vigtige ferie-by Baia, og den arkæologiske park lige ved siden af er en stor oplevelse, som man også bør unde sig. Der er et væld af muligheder for bade, wellness og skønhedsbehandlinger på Stufe di Nerone, men for mig er det mest fascinerende at man sidder og sveder i de selv samme grotter som kejserne og senatorerne dengang. Stedet er åbent til langt ind i efteråret, og det åbne pool-område kan også bruges om vinteren.

www.termestufedinerone.it

Hovedfoto: Terme Stufe di Nerone

Kom rask gennem efteråret: 5 tips og tricks til et stærkt helbred fra Syditalien

Hvis der er noget, jeg har lært fra mine år i Syditalien er det, at Middelhavsområdet er en regulær skatkiste af viden om vores krop, som mange steder er blevet glemt.
Alt imens jeg er opvokset i en nordeuropæisk kontekst, hvor begrundelserne for enhver sygdom og helbredelse altid er videnskabeligt funderede, har jeg alligevel aldrig følt mig så uvidende som under mit liv i Salerno. Her mødte jeg nemlig helt andre måder at aflæse sin krop på, og lærte at respektere elementerne og årstidernes indlfydelse på vores helbred.
Med efterårets komme er det er derfor blevet det oplagte tidspunkt at øse lidt af de sjove, tankevækkende og anderledes helbredstips, som jeg oplevede omkring mig. Nogle af dem får mig stadig til at trække lidt på smilebåndet, men måske der er noget om snakken? Hvad tænker du? Her kommer de ihvertfald – Salute!
1: Vær opmærksom på årstidernes skiften
Årstiderne er det årshjul, som samtlige syditalienere lever deres liv efter. Hvadenten de er bosat i byen eller på landet, har årstiderne en direkte indvirkning på deres tilstand, humør og ja, helbred.
Når årstiderne skifter resulterer det i temperatursvingninger og anderledes luftfugtighed, og syditalienerne ved, at disse forandringer kan aflæses i kroppen. I Salerno oplevede jeg flere gange folk tilskrive hovedpiner, træthed, uoplagthed og gigtsmerter det faktum, at man gik fra sommer til efterår, eller fra efterår til vinter. Generelt ubehag blev forklaret med denne slags vejrskifte, især hvis man gik fra et stærkt højtryk til et stærkt lavtryk, eller omvendt.
2: Skærm nakken mod kastevinde
En af de helt store trusler mod helbredet i Syditalien er de såkaldte ‘colpi d’aria’ – direkte oversat ‘slag af vind’, som med det køligere vejr og den kraftigere efterårsvind kan udsætte kroppen for chok.
I Salerno var disse kastevinde, som hujede gennem gyder og nedad bjergvægge, suverænt den største grund til dårligdomme: uregelmæssig menstruation, ørepine og hovdpine, for eksempel,  og resulterede i værste fald i ‘cervicale’, stive nakker, som syditalienere frygter, og som de skærmer sig imod ved at gå med halstørklæder, halsedisser og hætter allerede inden sommeren går rigtig på hæld.
3: Gå ikke udenfor med vådt hår
En af de værste ting, jeg gjorde under mit ophold i Syditalien, var dengang jeg gik udenfor med langt, vådt hår. Det var sommer, men jeg fik stadig at vide at det våde hår kunne give mig gigt, ‘cervicale’, feber og forkølelse, og at hårtørrer er obligatorisk.
Efter jeg atter er flyttet til Danmark kan jeg stadig godt finde på at gå udenfor med vådt hår, men til gengæld har jeg fundet ud af at jeg altid bliver snot forkølet, hvis jeg falder i søvn/går i seng med fugtigt hår. Måske det er noget om snakken? Når det sker sender jeg hver gang en kærlig tanke til mine syditalienske venner og deres formaninger.
4: Ondt i halsen? Frem med citronerne
Jeg blev faktisk ofte syg, da jeg boede i Salerno, hvilket dog suverænt må tilskrives mine daglige boligforhold. Jeg havde nemlig lejet mig ind på et lille værelse med utætte vinduer og skimmelsvamp, så jeg fik kronisk halsbetændelse.
Et syditaliensk universalmiddel mod halsbetændelse er at gurgle sin hals flere gange om dagen med citronsaft. Hver gurglen skal vare så lang tid som muligt – minimum et minut – og jeg fandt med min lidelse ud af, at øjensynligt alle omkring mig gik og gurglede hals i citronsaft, også når der ikke var noget tydeligt galt. Mere som en slags ‘man ved aldrig.’
Tilsidst kom jeg mig over min kroniske halsbetændelse, men først da det blev sommer og skimmelsvampen faldt til ro i min lejlighed.
5: Pas på den skrøbelige fordøjelse
Fordøjelsen er ofte centrum for syditalienernes helbred. Det er udfra den, at de aflæser deres sundhedstilstand, og det giver god mening. De er suveræne til at udpege et fordøjelsesorgan, hvis det gør ondt, hvor de fleste danskere blot kan sige: “Jeg har ondt i maven” uden at ane, om smerten kommer fra tarmene, mavesækken, galdeblæren eller leveren.
Når vejret bliver køligere og mere fugtigt betyder det, at der kommer nye, tungere råvarer i maden. Det skift kan forårsage lidt rumsteren i maveregionerne, og helt slemt bliver det, hvis man efter et solidt måltid går ud i kulden uden at dække maven ordenligt til. Det kan give mavepine og i værste fald dårlig fordøjelse.
Så ved I det!

FORLAGET FELTRINELLI KRITERES FOR AT BRUGE TARVELIGT SPROG I GUIDE OM SYDITALIEN,

Er det iorden at skrive i en rejseguide, at turister skal holde sig fra et specielt område, fordi det er inficeret af camorra, og går under navnet ‘dødens trekant’? Øjensynligt ja, når det kommer til den engelske Rough Guide, hvis udgave netop er udkommet på italiensk hos forlaget Feltrinelli.

I rejseguiden “Italia – Sud e isolie – SydItalien og øerne’ befinder der sig nemlig et afsnit, hvor forfatteren i meget ublu vendinger beder de rejsende om at sløjfe om rådet omkring Caserta, og kun tage slottet La Reggia med i sine overvejelser. Og den passager har nu gjort Caserta-provinsen og Campania-regionen overordenligt vrede.

èn ting er at hjælpe de rejsende til de bedste oplevelser i et givent område – noget andet er hvilket ordvalg, der bruges. Jeg har da også selv behandlet emner som camorra og mafia i mine bøger, fordi det er en sammenhæng, der visse steder er bydende nødvendig. Og jeg skriver gerne mine anbefalinger udfra: hvis der ikke er noget at skrive hjem om, så udelad det. Men The Rough Guide har, som Feltrinelli selv undskyldende har sagt det i kølvandet på opråbet, en mere personlig og direkte stil, end lignende bøger med for eksempel italiensk oprindelse, der har en mere behersket ordlyd.

Borgmesteren i Caserta og byens borgere er især blevet vrede over passagen:

“Området lige nord for Napoli er ikke særlig tiltrækkende, det drejer sig for det meste om lavt, grimt byggeri. Næsten det hele er domineret af camorra og kaldes af og til ‘dødens trekant’.

Disse ord kan for et dansk øre måske ikke lyde af meget, men Campania-regionen har af historiske og kulturelle årsager en overfølsomhed overfor den slags domssigelser udefra, og beboerne har igennem årtier – hvis ikke århundreder – fået nok af at blive associeret med kriminalitet og armod. Indtil videre er der lydt en undskyldning fra Feltrinelli, der nu vil bede om at få redigeret i tekstlyden hos The Rough Guide.

Sådan rejser du bæredygtigt i Syditalien

Politiet giver bøder på tusindvis af kroner når turister bader i Trevi-fontænen eller klatrer rundt på monumenterne i Firenze, Venedig og Rom. Mange italienere er ser desperate til overfor den tiltagende strøm af besøgende udefra, der negligerer de universelle regler om god opførsel, og nu står Syditalien for tur. Læs med her, hvis du vil have tips til hvordan man som ansvarlig rejsende bedst muligt skåner de syditalienske regioner.

Hver højsæson kommer der millioner af turister til Italien, og især Sicilien, Sardinien og Puglia boomer som syditalienske destinationer i 2018. Skønt turistflowet langtfra er så massivt som i de klassiske turistbyer mod nord, har Syditalien oplevet en markant, procentvis stigning, og med god grund: her er billigere, her er åbne vidder og en særegen italiensk stemning, men nogle steder er man desværre også begyndt at mærke bagsiden af medaljen: sidste år måtte lufthavnene på Sardinien for eksempel beslaglægge tonsvis af sand, som turisterne havde taget med sig hjem i deres kufferter fra øens berømte strande uden at tænke på, at sandet er tusindvis af år om at blive gendannet, og at de ofte ret små strande hurtigt kan blive helt tømt for sine bløde klitter.

5 ekstra tips til den ansvarlige turist

Heldigvis er det langtfra alle rejsende i Syditalien, der opfører sig sådan: danskere, der rejser sydpå søger ofte et helt andet Italien end det i nord, og er ganske ansvarlige og bevidste om landskabernes skrøbelighed. Alligevel er det altid godt at rejse ud med par ekstra tips i baghånden – i miljøets, klimaets og lokaløkonomiens navn:

1:  Rejs væk fra de pressede områder – og udenfor sæsonen

Med ganske få ændringer kan man gøre en stor forskel som turist i Syditalien. Turismen anses af mange dernede som det store guldæg, og rundt omkring udenfor alfarvej spirer det med B&Bs og lokale turistkontorer, der lægger sig i selen for at tiltrække besøgende.  Ved at søge lidt væk fra de gængse destinationer kan man på den måde få uforglemmelige oplevelser til en meget billigere penge – et eksempel: på Sicilien har byen og områderne omkring Taormina længe været en magnet for masseturisme, men de mange mennesker slider også markant på landskabet. Vil man gerne være nær østkysten og Etna kan det i stedet betale sig at besøge de små fiskerbyer Aci Castello og Acireale, eller endnu bedre: bo i nogle af de små og lækre landsbyer i Nebrodi-parken mod nord. En anden turistmagnet er Cefalu, som helt klart bør besøges – men måske med base i alpebyen Castelbuono i baglandet, der er langt roligere?

En anke mod at udforske de mindre kendte byer i Syditalien er for mange prisen. Og ja, måske kan man ikke direkte købe en pakkerejse, men den tid man bruger på at planlægge turen selv får man igen i form af billigere måltider, billigere hoteller/B&Bs og uforglemmelige oplevelser. Især hvis du rejser i perioden marts-maj, eller sep-okt, hvor vejret endnu er godt, og højsæsonen ovre.

2: gå i dybden i dit lokalområde – udvalget er større end du tror

Mange af Syditaliens landsbyer og naturområder er skattekister af store og små oplevelser. Måske er der ikke grund til at rejse langt hver dag for at besøge de klassiske attraktioner? Gå istedet lidt ned i gear. En ferie kan sagtens udspille sig omkring den lokale piazza, hvor man bor, på en nyopdaget stamcafé, eller på et marked. Og syditalien er så fuld af historie at selv de mindste flækker huser ruiner, slotte og gamle kirker, der på et eller andet tidspunkt har spillet en vigtig rolle for den lokale identitet.

De mest overraskende steder er der også begyndt at skyde hoteller op, der markedsfører sig ved at have en bæredygtig forretning. Det er især agriturismo’er, hvor man er mere eller mindre selvforsynende med råvarer, og i såkaldte ‘diffuso’ B&Bs, hvor man renoverer forfaldne huse i byerne og genåbner dem som lejligheder for turister, istedet for at bygge nyt. Flere restauranter skilter også med en 0-kilometers politik, der betyder, at  råvarerne dyrkes så tæt som muligt på spisestedet.

3: prøv en tur med bussen

Syditalien er lettest at besøge i bil. Alligevel kan det være underholdende at lade bilen stå en dag, og prøve en tur med den lokale bus. Vil man længere væk er de store, blå busser, som væver byerne i de sydtalienske regioner sammen, værd at prøve. De finder i hver region og hedder SITA, se www.sitabus.it og www.sitasudtrasporti.it . Alt efter region bliver tjenesten ofte varetaget af forskellige, private selskaber. Spørg for eksempel der hvor du bor. Busserne har deres egen, faste holdeplads i de fleste store byer, og chaufførerne er generelt vidende om de lokale forhold og meget hjælpsomme.

4: tag med en lokal guide

Den syditalienske natur er grandios og vild. Af samme grund bør den besøges med respekt. Hvert år ødelægger turister naturen eller bliver væk, når de forvilder sig ind i Syditaliens smukke natur og forlader de gængse ruter. Den bedste løsning er at hyre en lokal guide, der kender sit territorie. Mange syditalienere elsker at vise folk rundt – de er stolte af deres lokalområde, og ved meget. Især ved de, hvordan man finder rundt, og hvad man skal lægge mærke til. Spørg gerne hos din vært, om de kender en lokal guide. Mange steder findes der private bureauer, der laver vandreture, hiking, cykling og sejlads med turister.

5: spørg altid én gang for meget end én gang for lidt

Vær ikke bange for at tage kontakt, hvis du er i tvivl om noget. Det er naturligvis lettere at gøre og sige, hvis man kan italiensk, men selv med lidt engelsk og lidt oprigtig interesse kan man få god kontakt med syditalienerne, som ofte elsker at kommunikere og fortælle. Ved at spørge sig frem undgår man misforståelser og viser respekt, og kontakten kan lede til overraskelser. Måske bliver man inviteret med til bords, eller måske bliver man venligt ledsaget til det sted, man leder efter? Et emne kan for eksempel være affaldssortering. Flere steder er man begyndt at sortere sit affald i Syditalien, og det er god stil at gøre det samme, når man lejer en lejlighed, der er omfattet af sorteringsreglerne.

Foto: Evan Erickson, wikipedia

5 SYDITALIENSKE VIDUNDERE DU BØR OPLEVE I 2018

Tunfangst, højtlæsning under sommerhimlen og glemte genstande fra Pompei, der atter kommer til ære og værdighed. Syd for Rom bugner Italien af kulturelle oplevelser i verdensklasse, som både er billige, medrivende og ligger udenfor den gængse turiststrøm. Jeg guider her til de 5 kulturoplevelser i Syditalien, som jeg ser allermest frem til i 2018:

1. NAPOLI – KUNST OG GLEMTE TING FRA POMPEI: arkæologiske fund fra den romerske ruinby klinkes sammen med verdenskunst, når det moderne museum MADRE midt i Napoli giver kunstnere som Laure Prouvost, Jimmie Durham, Adrian Villar Rojas og Mark Dion lov til at lege med tusindår gamle artefakter fra Pompeis magasiner.

Det er nemlig langtfra alle fund fra byen i Vesuvs skygge, som i år 79 blev begravet i lava, der bliver udstillet. Millioner af krukker, statuer og hverdagsgenstande har i hundredevis af år været gemt væk på hylder og i skabe, men det laves der nu om på, når MADRE i 2018 danner ramme for udstillinger med Pompei som tema. Museet dokumenterer blandt andet Pompeis tidløse fascination hos kunstnere fra Goethe til Le Corbusier, og omdanner over halvdelen af MADREs areal til et pompeiansk hus, hvor nutidige kunstnere som Francesco Clemente, Daniel Buren og Mimmo Paladino får lov til at indrette soveværelser, spisestuer og atrium med værker i spil med arkæologiske fund.

I samme ombæring vil man låne afgørende kunst fra andre museer, der forestiller den skæbnesvangre katastrofe for 2000 år siden, blandt andet de kanvas hvorpå Andy Warhol i 1985 portrætterede den lavaspyende Vesuv i en farvestrålende serie.  Central bliver især brugen af knuste artefakter fra det arkæologiske magasin, som blev ødelagt under de allieredes bombardement af Napoli i 1943, og som nu vil indgå i nye kunstværker fra de kreatives hånd.  Se mere her

2. SICILIEN – TUNFANGST PÅ ØEN FAVIGNANA: Engang sydede og boblede de 24 store bronzekar på Favignanas konservesfabrik af kogende tunkød, og stedet blev fra fabrikkens grundlæggelse i 1989 og frem til 1930’erne et af Middelhavslandenes industrielle forbilleder. Her opfandt man konceptet ’tun på dåse’. Hvor man koger og konserverer tunkødet i olivenolie og hermetisk lukket tin. Fabrikken lukkede i 1977, men åbnede i 2007 som museum, der både fortæller historien om tunproduktionen og viser film og fotografier fra livet på Favignana.

Med årene stoppede også den rituelle tunfangst, som har foregået her udfor Siciliens vestlige kyst siden fønikerne introducerede metoden for 2500 år siden, men nu er der helt sensationelt atter givet tilladelse til at fabrikken kan genåbne i højsæsonen og vise gæster og turister hvordan man forarbejder det lækre, lokale tunkød. I samme ombæring får øens fiskere nemlig lov til at fiske en lille kvote tun på gammeldags manér, hvor fiskene fanges i et stort net og hives ombord i store træjoller.

3. PALERMO ER ITALIENSK KULTURBY: Vi bliver på Sicilien, nærmere bestemt øens egen hovedstad, der I 2018 vil være ekstra fuld af kulturelle og gastronomiske begivenheder.

Det var blandt andet byens imponerende normannerarv, store indsats indenfor regional turisme og status som historisk og kulturel smeltedigel, der i sommers var med til at sikre Palermo titlen som Italiens kulturby i 2018, og byen bobler allerede af initiativer som til næste år skal vise byens gæster hvorfor Palermo er en af Italiens mest fascinerende destinationer.

Måske kendte du ikke til de italienske kulturbyudnævnelser, men konkurrencen er prestigefyldt og sikrer en stor pose penge til den pågældende stad, der på den måde får tiltrængte midler til renovation, planlægning og markedsføring. Før har titlen gået til steder som Mantova og Pistoia, og Palermo var da også med i et tæt opløb, der både talte den arkæologiske vidunderby Ercolano syd for Napoli, catalanerbyen Alghero på Sardinien og universitetsbyen Trento.

Kulturbegivenhederne vil udover i selve Palermo foregå i den historiske trekant mellem den siciilianske hovedstad, Cefalu og Monreale, byer, der alle indeholder Unesco verdensarv fra øens berømte normannerperiode, som forløb for knap 1000 år siden.

4. SARDINIEN – LITTERATURFESTIVAL I VERDENSKLASSE: Det er ikke første gang, at denne både hyggelige, ambitiøse og populære litteraturfestival løber ad stablen i Gavoi, men for hver sæson vokser begivenheden sig bare større, og tusindvis af mennesker indfinder sig i juni måned for at opleve den lille hyrdeby dybt inde i Sardiniens forrevne Gennargentu-bjerge, hvor scener, telte og lokaler lægger jord til en myriade af kæmpe bogoplevelser under den blå sommerhimmel.

Gavoi ligger egentlig langt fra alfarvej, men udsigten herfra udover Gusana-søen, byens ældgamle huse og den rustikke bondemad er en god grund i sig selv til at besøge Gavoi, der også åbner op for en sjældent besøgt del af Sardinien, nemlig det vilde bagland, som få oplever, når de kommer til øen. Det er dog her, at meget af den oprindelige, sardiske hyrdesjæl befinder sig, og litteraturfestivalen trækker netop på de ældgamle fortælletraditioner fra øen, hvorfor festivalen også bærer navnet ’fortællingernes ø – l’isola delle storie’. Festivalen kan i år opleves fra den 28 juni-1 juli, se mere her

5. ABRUZZO – MICHELINSTJERNER OG FORVANDLEDE SPØGELSESBYER: da michelinguiden i november afslørede stjerneklassementet i Italien for 2018 var Syditalien flot repræsenteret, og især regionen Abruzzo, som kan bryste sig af landsdelens højeste bjerge, største bjørne og mest spektakulære alpelandskaber, kunne være særligt stolt: en ny stjerne tilfaldt nemlig kokken Davide Pezzuto, der med sin meget specielle ’diffuso’-restaurant D. One virkelig har skabt en både innovativ og traditionsbåret gastronomi.

Udover brugen af Abruzzos rustikke råvarer, der med det mest rammende udtryk vel kan kaldes storladne, da regionen er særligt kendt for sit vildt og sine dybe skove fulde af svampe og urter, er D One også dybt integreret i landsbyen Montepagano, hvor spisestedet ligger. Således er restauranten fuld af interiør fra nabohusene og de mange gamle bygninger, som ellers skulle rives ned, og bygger videre på det ’diffuso’-koncept, som er blomstret op i hele Syditalien og går ud på at lokale ildsjæle indretter små, hyggelige hoteller og B&Bs i forladte huse.

Abruzzo er på grund af sine stejle bjerge og ufremkommelige steder særligt plagede af affolkning, som efterlader tusindårige bykerner helt øde. Et ’diffuso’-hotel går ud på at værelserne indrettes rundt omkring i de små bykerner for at udnytte de gamle bygninger, mens reception og restaurant ofte forefindes et helt andet sted, og det er netop i forbindelse med et sådant ’diffuso’-hotel at Davides restaurant ligger.

Et andet ’diffuso’ – vidunder i Abruzzo er bjergbyen Santo Stefano di Sessanio. Stedet blev forladt efter et katastrofalt jordskælv men er nu atter vakt til live takket være ildsjælen Daniele Kihlgren, som har sat flere af husene i luksusstand, gjort dem til hotelværelser og åbnet ligeså smukke restauranter i byens største middelalderhuse. Byen er absolut et besøg værd og ligger i et måneagtigt landskab på grænsen til højsletten Campo Imperatore og Syditaliens højeste bjerg, Gran Sasso.

Topillustration: en lokal bager fra Pompei med sin kone. maleriet findes på en væg i ruinbyen. Fra wikipedia.