Category Archives: HVERDAG

Il Caffe Sospeso – Napolis geniale og gratis kaffe, der både varmer kroppen og sjælen

Skoldhed espresso er en ligeså stor del af den napolitanske identitet som pizza og fodbold, men vidste du at der findes en gratis variant kaldet caffe sospeso, som enhver kan donere ved byens kaffebarer, og som så kan ligge og vente på en værdigt kaffetrængende, der ikke selv har råd til at købe sig en espresso?

Jeg synes det er en genial konstruktion, og  jeg har selv uddelt adskillige caffé sospesi rundt omkring i hele Syditalien. Senest på en bar i bjergbyen Aidone i centrum af Sicilien, hvor det blev anset som dagens attraktion at stedets travleste kaffebar fik doneret en kop kaffe af en dansk pige. Men Napoli er kaffens hjemby, og selvfølgelig er det herfra. Il caffé sospeso stammer. Termen betyder direkte oversat ’suspenderet’ eller ’udskudt’ kaffe og dækker over en helt særlig form for barmhjertighed, der bunder i napolitanernes syn på espresso som en menneskeret.

Fænomenet menes at gå tilbage til starten af 1900-tallet, hvor kaffen begynder at blive allemandseje for selv de fattigste i Napoli. At kaffe generelt har så stor betydning i byen menes at tilskrives flere faktorer, blandt andet at Napoli var kongeby fra 1400-1800tallet for det spanske overherredømme, hvis spidser som nogle af de første i Syditalien smagte på den skarpe drik.

Kaffeglæden spredte sig efterhånden til alle sociale klasser, og dens opkvikkende egenskab blev efterhånden anset som livsnødvendig, ligesom det daglige brød. Og så er Napoli kendt for sit rene, kalkfattige vand, hvilket er essentielt for en velsmagende espresso. Nogle af de første historier om den suspenderede kaffe går tilbage til perioden under første verdenskrig, hvor Italiens deltagelse i den europæiske konflikt og sammenfaldet med flere epidemier tærede så meget på Napolis befolkning, at der udbrød regulær hungersnød. Folk, der havde midlerne, begyndte at lægge penge på skranken i kaffebaren, så den næste trængende i køen kunne få sig en kop kaffe – en tradition var født.

Under 2 verdenskrig var il caffé sospeso et udbredt tegn på næstekærlighed, og i årtierne derefter blev det en forankret tradition at kunne betale en kop kaffe forud til en fremmed i nød. Da det økonomiske boom også kom til Syditalien og folk fik flere penge mellem hænderne, levede den suspenderede kaffe videre, og var især noget, man tilbød, hvis man havde en særlig heldig dag. Gestussen med at tilbyde andre en kop kaffe er desuden et af de mest hårdføre ritualer i Syditalien, hvor der kan opstå dramatiske optrin i en vennekreds, fordi én vil give kaffe til alle i slænget, mens alle de andre værger sig og forsikrer den gavmilde om, at det skam er deres tur til at betale for ham eller hende.

På den lille kaffebar Mexico på Piazza Dante i Napolis gamle centrum kan man give en suspenderet kaffe. Pigen ved kassen laver en lille billet som viser, at der er en caffé sospeso at hente.

Fænomenet om den suspenderede kaffe åbner et interessant vindue ind til en helt særlig napolitansk kategori af næstekærlighed. Når man betaler for en gratis kaffe, giver man noget videre til én, man ikke kender. Og idet nogen drikker den donerede espresso, ophæves udskydelsen, og kaffen bliver virkelighed og får funktion som både krops-og sjælevarmer. Der ligger noget eviggyldigt barmhjertigt i at give og tage imod blandt fremmede, og den suspenderede kaffe skaber noget af den sociale lim, som mange napolitanerne i århundreder har været afhængige af, for at kunne overleve.

Som socialt fænomen kan Il caffé sospeso anses som et kompas, der konstant aflæser Napolis og Syditaliens mentale og økonomiske tilstand: i trange tider er der masser af caffé sospesi at nyde rundt omkring på byens barer – det skete for eksempel under finanskrisen, hvor fænomenet blomstrede op efter at have slumret under materialismen i 2000’erne, og spredte sig til andre sektorer. Pizzeriaet Ciro Oliva Concettina ai Tre Santi begyndte at servere suspenderede pizzaer til de hårdest ramte i Sanità-kvarteret,  og på flere af Napolis bagerier kunne man købe brød på forskud til nødstedte, der således kunne lægge vejen fordi og få et duftende, nybagt brød udleveret på en andens regning.

I dag drikkes der hver dag dusinvis af suspenderede kaffer i Napoli, fra den mindste, støvede bar til den smukkeste af slagsen, og har man både modet og behovet for det, skal man blot gå op til barista’en bag baren og spørge, om der mon ligger en caffé sospeso klar? Er du heldig, er der bingo, og ikke, kan du selv lægge en kaffebillet klar til den næste i køen. Selv på den fornemste af dem alle, Caffé Gambrinus ved Piazza Plebiscito, skylles de suspenderede kaffer jævnligt ned, og jeg bidrog selv til ritualet ved at donere en suspenderet kaffe, sidste gang jeg var i Napoli – mere præcist på den legendariske Bar Mexico ved Piazza Dante, og jeg syntes, det var så sjovt, at jeg dokumenterede det lille optrin. Billederne kan ses i denne artikel.

 

Kom rask gennem efteråret: 5 tips og tricks til et stærkt helbred fra Syditalien

Hvis der er noget, jeg har lært fra mine år i Syditalien er det, at Middelhavsområdet er en regulær skatkiste af viden om vores krop, som mange steder er blevet glemt.
Alt imens jeg er opvokset i en nordeuropæisk kontekst, hvor begrundelserne for enhver sygdom og helbredelse altid er videnskabeligt funderede, har jeg alligevel aldrig følt mig så uvidende som under mit liv i Salerno. Her mødte jeg nemlig helt andre måder at aflæse sin krop på, og lærte at respektere elementerne og årstidernes indlfydelse på vores helbred.
Med efterårets komme er det er derfor blevet det oplagte tidspunkt at øse lidt af de sjove, tankevækkende og anderledes helbredstips, som jeg oplevede omkring mig. Nogle af dem får mig stadig til at trække lidt på smilebåndet, men måske der er noget om snakken? Hvad tænker du? Her kommer de ihvertfald – Salute!
1: Vær opmærksom på årstidernes skiften
Årstiderne er det årshjul, som samtlige syditalienere lever deres liv efter. Hvadenten de er bosat i byen eller på landet, har årstiderne en direkte indvirkning på deres tilstand, humør og ja, helbred.
Når årstiderne skifter resulterer det i temperatursvingninger og anderledes luftfugtighed, og syditalienerne ved, at disse forandringer kan aflæses i kroppen. I Salerno oplevede jeg flere gange folk tilskrive hovedpiner, træthed, uoplagthed og gigtsmerter det faktum, at man gik fra sommer til efterår, eller fra efterår til vinter. Generelt ubehag blev forklaret med denne slags vejrskifte, især hvis man gik fra et stærkt højtryk til et stærkt lavtryk, eller omvendt.
2: Skærm nakken mod kastevinde
En af de helt store trusler mod helbredet i Syditalien er de såkaldte ‘colpi d’aria’ – direkte oversat ‘slag af vind’, som med det køligere vejr og den kraftigere efterårsvind kan udsætte kroppen for chok.
I Salerno var disse kastevinde, som hujede gennem gyder og nedad bjergvægge, suverænt den største grund til dårligdomme: uregelmæssig menstruation, ørepine og hovdpine, for eksempel,  og resulterede i værste fald i ‘cervicale’, stive nakker, som syditalienere frygter, og som de skærmer sig imod ved at gå med halstørklæder, halsedisser og hætter allerede inden sommeren går rigtig på hæld.
3: Gå ikke udenfor med vådt hår
En af de værste ting, jeg gjorde under mit ophold i Syditalien, var dengang jeg gik udenfor med langt, vådt hår. Det var sommer, men jeg fik stadig at vide at det våde hår kunne give mig gigt, ‘cervicale’, feber og forkølelse, og at hårtørrer er obligatorisk.
Efter jeg atter er flyttet til Danmark kan jeg stadig godt finde på at gå udenfor med vådt hår, men til gengæld har jeg fundet ud af at jeg altid bliver snot forkølet, hvis jeg falder i søvn/går i seng med fugtigt hår. Måske det er noget om snakken? Når det sker sender jeg hver gang en kærlig tanke til mine syditalienske venner og deres formaninger.
4: Ondt i halsen? Frem med citronerne
Jeg blev faktisk ofte syg, da jeg boede i Salerno, hvilket dog suverænt må tilskrives mine daglige boligforhold. Jeg havde nemlig lejet mig ind på et lille værelse med utætte vinduer og skimmelsvamp, så jeg fik kronisk halsbetændelse.
Et syditaliensk universalmiddel mod halsbetændelse er at gurgle sin hals flere gange om dagen med citronsaft. Hver gurglen skal vare så lang tid som muligt – minimum et minut – og jeg fandt med min lidelse ud af, at øjensynligt alle omkring mig gik og gurglede hals i citronsaft, også når der ikke var noget tydeligt galt. Mere som en slags ‘man ved aldrig.’
Tilsidst kom jeg mig over min kroniske halsbetændelse, men først da det blev sommer og skimmelsvampen faldt til ro i min lejlighed.
5: Pas på den skrøbelige fordøjelse
Fordøjelsen er ofte centrum for syditalienernes helbred. Det er udfra den, at de aflæser deres sundhedstilstand, og det giver god mening. De er suveræne til at udpege et fordøjelsesorgan, hvis det gør ondt, hvor de fleste danskere blot kan sige: “Jeg har ondt i maven” uden at ane, om smerten kommer fra tarmene, mavesækken, galdeblæren eller leveren.
Når vejret bliver køligere og mere fugtigt betyder det, at der kommer nye, tungere råvarer i maden. Det skift kan forårsage lidt rumsteren i maveregionerne, og helt slemt bliver det, hvis man efter et solidt måltid går ud i kulden uden at dække maven ordenligt til. Det kan give mavepine og i værste fald dårlig fordøjelse.
Så ved I det!

La passeggiata – den livsnødvendige spadseretur

“Ved du hvad det her er?” Blev jeg spurgt midt på gaden i Salerno, efter at vi havde taget et par ture op og nedad strøget. Corso Vittorio Emanuele, der udgjorde en af de mange færdselsårer i byen. Corso’en var omgivet af borgerhuse fra Italiens Belle Epoque-periode, og de gjorde sig hver dag ligeså statelige som menneskene for deres fødder. ”En gåtur uden mål og med?” svarede jeg ironisk mine italienske venner, for jeg havde allerede både set og deltaget i la passeggiata, inden jeg blev spurgt så direkte, uden egentlig at forstå, hvad vi lavede.

Deres ansigter klarede op:”Netop! Det er en ørkenvandring uden ende. Ned til byparken og tilbage langs havet. Om på hælen, og så gør man det samme igen. Hver dag, hele året, hele livet.” Men selvfølgelig var forklaringen ikke uden ironi. Den lå i måden, de udvekslede blikke på, da beskrivelsen faldt. For enhver syditaliener ved godt, at selvom den ritualiserede spadseretur, som kan betragtes i en hver by, selv den mindste flække, umiddelbart kan virke overfladisk og  tilfældig for en udefrakommende, så er den ramme alvor.

Vigtigere end fodbold. Meget vigtigere

For nordeuropæere bliver den  italienske kultur mestendels formidlet gennem massemedierne og deres kommercielle vægtning af, hvad der er ægte latinsk adfærd. Det får ofte italienerne til at fremstå karikerede og besatte af ganske få ting: sport, mad, erotik. Og skal man tro den helt store myte om italienerne, som vi bliver fodret med gennem tv-kanalernes snævre underholdningslinse, er FODBOLD den ultimative begivenhed, der samler det italienske folk.

Alt imens jeg ydmygt anerkender sportsgrenens vigtighed vil jeg stadigvæk hævde, at la passeggiata, syditalienernes daglige spadseretur på et nøje udvalgt sted og på et nøje udvalgt tidspunkt i døgnet, suverænt er den kulturelle handling, der involverer flest, og som har mest indflydelse på den enkeltes liv.

Da jeg boede i Italien, var ingen i min kærestes familie tifosi, fodboldfans. Et par af hans venner fulgte det lokale fodboldhold ovrefladisk– en af kom regelmæssigt på stadion, mens min salernitanske veninde en enkelt gang tog mig med til en kamp, dog mere som et påskud for selv at betragte fænomenet på afstand, end for at heppe på sin hjembys helte.

Fra strøget og ned mod havet

Hvor alle imidlertid indfandt sig med regelmæssig punktualitet, var på ruterne for la passeggiata, som i Salerno havde hele 3 færdselsårer til rådighed. Hver og en af dem blev frekventeret efter usagte men fast etablerede regler:  Længst inde i byen, På strøget Corso Vittorio Emanuele, promenerede et bredt udsnit af befolkningen – gerne de arbejdsduelige, pensionisterne og de handlende – hver eftermiddag fra 17-20. Samtidigt kunne man shoppe og lige få hilst på sine mange bekendte, på vej til eller fra arbejde.

Jo længere, man rykkede ned mod havet, jo flere regler var der for adfærden under la passeggiata, og jo yngre blev klientellet: Nummer 2 rute gik langs den palmeflankerede havnepromenade Lungomare Trieste, med fejende udsigt til solnedgangen og de første små bjerglandsbyer på Amalfikysten, der som et langt forbjerg rager ud i Middelhavet fra Salerno og først slutter 50 kilometer længere mod nordvest,  ved Punta Campanella og Capri.

I modsætning til ruten på strøget, der havde sin start og slutning ved usynlige grænser i begge ender af Corso’en,  havde la passeggiata langs vandet klart definerede rammer, nemlig ved den 200 år gamle bypark, omgivet af et ligeså gammelt filigransirligt jernhegn, og fuld af skyggefulde træer. Her ved denne nordligste forpost startede – eller sluttede, alt efter hvilken vej, man kom fra – la passeggiata, mens den i den anden ende af ruten endte ved et krigsmonument, og – meget belejligt – udfor en af byens mest legendariske iskiosker, Bar Nettuno.

Salernos gamle bypark, la villa comunale, er skæringspunktet for mange borgeres passeggiata. Fra Wikipedia.

Gæster udefra med blodsprængt hud

Indenfor denne strækning på cirka 100 meter promenerede især byens forældre med deres børn i klapvogn i weekenderne, de studerende og de helt unge, ofte i selskab med deres søskende. Og længere sydpå hinsides krigsmonumentet kunne italienere fra Salernos bagland finde på at strække benene, i behørig afstand fra de lokale. De kom ofte ned til havnepromenaden efter søndagsfrokosten, satte sig fyldte og mætte ind i deres biler og trillede ned til Salerno, hvor de, på trods af ihærdige forsøg på at ligne byboerne, alligevel altid skilte sig ud.

Mine venner sagde, at man tydeligt kunne se, hvem der kom fra byen og hvem der kom fra bjerglandsbyerne, ud fra deres blodsprængte kinder og grovere hudtone. Og så var der naturligvis deres lave statur og påklædning som altid var for farverig og for overdreven, deres dialekt og deres dårlige manerer.

’Fare la notte in bianco’

Ved Lungomare havde la passeggiata desuden den udbygning, at der bag palmerne og de små plæner løb en ekstra fodgængersti, flankeret af bænke og blomstrende buske. Det var her, man som kærestepar kunne flette fingre og flirte, og hvor det var tilladt at holde i hånd, mens man spadserede.  Utallige er de gange, hvor jeg som ved et uhørligt løsen har set hænder blive samlet, knuget og siden sluppet her, alt efter hvor man befandt sig på distancen.

Den tredje og mest farverige rute for la passeggiata, der mere end noget andet skabte rammerne for de unges nocturne gå-ud-rutiner, var strækningen bag byparken, der lå i forlængelse af den trafikerede Via Roma og byens postkortsmukke facader. Her kunne man efter aftensmaden skride forbi Salernos mest chikke barer og restauranter med det formål at se og blive set, og denne passeggiata var især frekventeret i weekenden og i de hede sommermåneder, hvor byens giftemodne ungdom kunne gå i byen og gøre ’natten hvid’, som man siger på italiensk om dem, der hellere vil feste end sove.

Passeggiata som antropologisk studie

Det har igennem tiden ikke skortet på antropologer, som har studeret den syditalienske passeggiata, og det viser sig at spadsereturen har genkendelige træk i hele landsdelen, der foregår henover sædvanlige skel som køn, alder og social status. Mens la passeggiata altid knytter sig til særlige gader og pladser i en given by, eksisterer der derudover en slags nedarvet konsensus, der synes at stamme hinsides tid og sted, og som udspringer af et dybere, kollektivt behov.

En af antropologerne er den italiensk-amerikanske antropolog Giovanna Del Negro , som blev så fascineret af den rituelle spadsereturs anatomi under sine besøg i sin italienske families abruzzesiske hjemstavn, at hun satte sig for at undersøge den metodisk. Resultatet blev bogen La Passeggiata, og indholdet kan på slående vis bruges som en slags koreografisk og antropologisk skabelon for den syditalienske passeggiata, som den tager sig ud i hele landsdelen.

Del Negro fandt ud af at la passeggiata på trods af sin umiddelbart tilfældige spadseren er underlagt strenge, sociale koder. Udover de fastlagte strækninger, der ofte befinder sig indenfor rammerne af naturlige, fysiske afgrænsninger som en piazza, en park eller en kirke  – men ikke altid, afgrænsningerne kan også ligge midt i den tomme luft og udgøres af en kollektiv bevidsthed om, hvorfra og hvortil spadsereturen udfolder sig –  spiller sammensætningen af byens borgere også en stor rolle under la passeggiata.

Først og fremmest promenerer man aldrig alene, men altid i enten par eller grupper. Og dernæst er det langtfra tilfældigt, hvor folk befinder sig på ruten. På et hovedstrøg som Corso Vittorio Emanuele i Salerno vil midten af vejen indtages af cirka 16-60-årige, som i et hverken for langsomt eller for hurtigt tempo skrider op og ned af den udstukne rute.

Unge mænd og kvinder har hovedrollen

Dem, der er yngre eller ældre, går imidlertid inde ved husfacaderne langs butikkerne, mens de allerældste og dårligt til bens betragter sceneriet fra en balkon, et bord eller en stol udenfor den lokale bar. Bruger man noget tid på at studere la passeggiata fra en af disse udsigtsposter bliver det efterhånden klart for én, hvem der er de egentlige hovedrolleindehavere under spadsereturen: det er de unge kvinder, der viser sig frem og flirter og socialiserer med de unge mænd og deres venner.

Både mændenes og kvindernes opførsel og påklædning kommenteres af tilskuerne, og det bliver tydeligt at gåturens primære funktion er at indføre og fastholde byens borgere i fællesskabet.  Bedømmelsen under spadsereturen tjener som hjælpende retningslinjer for kønnenes opførsel, og la passeggiata har endog fysiske koder, som de spadserende indordner sig under: når kvinderne slår ind på ruten, bliver deres gang langsommere og mere vuggende, de går arm i arm med veninderne, mens mændene praktiserer hvad der kan kaldes ’et menneskeligt udråbstegn’, hvor én i gruppen kan finde på at standse brat og begynde at uddybe et synspunkt, mens hans ledsagere fortsætter et par skridt, inden de opdager at han er stoppet.

Et ældgammelt ritual i hele Sydeuropa

Sådanne spadsereture er kendt fra det meste af Sydeuropa – faktisk i de fleste katolske lande, som netop har en forkærlighed for processioner og optog, hvor iscenesættelsen er en stor del af oplevelsen. De foregår i hele Italien, dog ofte med mest entusiasme mod syd, hvor samfundsstrukturerne endnu beror stærkt på de menneskelige relationer.

I Italien menes de at have deres oprindelse i middelalderen og renæssancen, hvor borgerstanden voksede frem og  adelen blev rigere grundet handel, hvorfor den rituelle passeggiata var en måde at vise sin magt og status frem på. I takt med at samfundsklasserne blev nedbrudt op igennem historien inkluderede la passeggiata stadigt flere, og efter 2 verdenskrig blev den fuldstændigt demokratiseret og kunne nu favne alle borgere.

Selvom ovenstående fremstilling af Del Negro er både generaliserende og rigid – langtfra alle moderne syditalienere har tid, lyst og mulighed for at deltage i la passeggiata hver dag, og særligt unge syditalienere medgiver, at de af og til kan føle sig hæmmet af de sociale konventioner og presset til at opføre sig og se ud på en bestemt måde under spadsereturen – så er der ingen tvivl om, at la passeggiata udgør en vigtig ramme for menneskelig kontakt, hvor tilhørsforholdet og relationen til landsbyen, vennerne og familien holdes ved lige.

Jeg ser dig – altså eksisterer vi begge

Der hviler et værdifuldt element af syditaliensk ublufærdighed i la passeggiata – en hyldest af det direkte blik og af øjenkontakten, som mange nordeuropæere kan føle sig forlegne ved at møde i Italien, men som bunder i oprigtig interesse for hvad andre mennesker foretager sig i ens nærhed. Det er anderkendelsen af at man eksisterer i den selv samme virkelighed, og dermed har gensidig værdi.

Som en af mine italienske veninder engang sagde til en dansker, som hun havde med på fortovscafé midt i en hektisk passeggiata, og som blev forarget over min venindes kommentar til en forbipasserende mands dristigt opknappede skjorteærmer: ”Er du ikke lidt overfladisk, sådan at kommentere hans udseende?” Spurgte danskeren. Min veninde kiggede måbende på hende:” Hvad mener du? Han  gør det jo for vores skyld – holdt jeg mund, ville det være som om jeg ikke havde set ham.”

Hovedillustration: Havnepromenaden Lungomare Trieste i Salerno. Fra Wikipedia.

 

MINDRE JORDSKÆLV RUNDT OMKRING I EUROPA – OGSÅ I SOLFATARA-KRATERET NÆR VESUV, POMPEI OG NAPOLI

Da der forleden var jordskælv i Jylland rejste det øjenbryn herhjemme, fordi skælv så sjældent ses på vores breddegrader. Men faktisk har der i de seneste par uger været flere mindre skælv rundt omkring i Europa, især i Grækenland, Tyrkiet og i Syditalien – sidstnævnte sted var skælvene koncentreret til det vulkanske område omkring Solfatara-krateret, som ligger nord for Napoli og under sin skorpe rummer Europas største og farligste supervulkan.

I tirsdags kunne jeg se at flere af mine Facebook-venner i Napoli skrev på deres væg:”MÆRKEDE I DET? TINGENE RYSTEDE I MIN LEJLIGHED”. Der var to af slagsen lige efter hinanden, men heldigvis er disse småskælv harmløse og en integreret del af det at bo i jordskælvsplagede regioner som Campania, Molise og Abruzzo. Lokalbefolkningen har dog samtidigt lært at være fornuftigt vågne overfor den fare, som de potentielt bor lige op og nedad. Napoli (og Etna længere mod syd på Sicilien) ligger nemlig lige på grænsen mellem den afrikanske og europæiske kontinentalplade, der med mellemrum bevæger sig når førstnævnte maser sig ind under Europa. Og i maj måned blev der målt et mindre skælv direkte nede i Vesuvs krater.

Begge skælv blev i tirsdag målt til cirka 2.5 på Richterskalaen og havde deres epicenter i Pozzuoli, blot 2 kilometer under jorden lige der, hvor Solfatara-krateret ligger. Pozzuoli har igennem århundreder været påvirket af det faktum, at byen ligger lige ovenpå supervulkanen, der breder sig ud under hele Napolibugten. Havet kan koge og slippe svovlgasser op til vandoverfladen, og der åbner sig løbende nye sprækker ned til lavaen, hvilket er helt normalt for slumrende vulkaner.

Foto: Et af Vesuvs udbrud cirka 1775, set fra Portici, malet af Joseph Wright of Derby. Wikipedia.

Syditalienske vidundere: Manden, faderen, ridderen og patriarken

Den syditalienske mands hjerte er gjort af et sjældent stof, jeg har selv set det, selv mærket det. Min italienske sproglærer i Salerno sagde det lige ud, da vi engang talte om kulturelle forskelle: ”den syditalienske mands hjerte er større end de flestes”, og hun forkyndte det med en alvor, der dengang forbløffede mig.

Nu hvor årene er løbet igennem tidens store sandur ved jeg naturligvis, at det er sådan: at den syditalienske mands hjerte svulmer og oftere end andres løber over at følelser. Jeg ved at denne påstand er stik imod den fordom, der generelt florerer om italienske mænd. Men hvor påstande jo blot beror på ubegrundede ytringer, hviler min fortælling på et grundfjeld af fakta.

I årtier har jeg studeret ham, både som partner, svigerfar, patriark, vejviser og fortrolig. Og selvom det nu er mange år siden, at jeg var fast bosat i Salerno, er det den samme hengivenhed, der rammer mig, når jeg sætter fod i de syditalienske regioner og møder ham ansigt til ansigt. Det er gensynet med det maskuline, ligestillede blik, der i årtusinder har aflæst de rejsende på sin vej, det er den medmenneskelige konstatering af at jeg eksisterer i et andet menneskes verden og en almengyldig anerkendelse af, at vi lever i den samme virkelighed, blottet for fordomme og køn.

Mandekærlighed på åben gade

Med den syditalienske mand ved sin side er man aldrig alene, aldrig usynlig. For ja, han føler vitterligt mere end de fleste i synergi med det nedarvede, social system, der igennem generationer har pålagt ham ansvaret for familien: det er synet af fædrene på gaden, der spontant overkysser børnenes kinder og hinandens, det er broderen, der som den førstefødte overtager den skrantende familieforretning for ikke at skuffe og såre, det er mindet om min syditalienske ekskæreste, der engang lod tårerne dryppe spontant ved mindet om sin killing Leo, som ikke ville tage imod kattemodermælk. Er der smerte i familien vil en syditaliensk mand altid være den bedste trøster. Som dengang jeg fortalte en kollega at min mor lå på operationsbordet, og han som det naturligste i verden lod mig begrave min snotnæse i sin cashmere-sweater.

Det anatomiske studie af mandens hjerte

Selv den nyeste forskning indenfor menneskets fysiognomi interesserer sig for den syditalienske mands svulmende hjerte. I en hvælvet kælder et par meter under Napolis fortov befinder der sig to, menneskelige silhuetter så mystiske, at de i århundreder er blevet kaldt for ’anatomiske maskiner’. Egentlig udgør de et kuriøst appendix til adressens suverænt mest berømte attraktion, nemlig Den tilslørede Kristus’, der oppe i stueetagen ligger stedt til hvile i midten af den minimale Cappella Sansepolcro-kirke med sit liglagen så mesterligt udhugget i marmor, at gæster selv i dag må række ud efter profetens ansigt under klædet for at forvisse sig om, at det vitterligt er af sten, og ikke silke.

Alligevel udgør et møde med de to avatar-agtige figurer i fuld menneskestørrelse et uforglemmeligt klimaks på en anderledes form for rejse, som de står der ret op og ned i deres glasmontrer og iagttager én med deres kraniesmil.

’De anatomiske maskiner’ var i 2014 stadig en af Napolis største mysterier, for ingen havde indtil da evnet at gennemskue metoden med hvilken Fyrst Raimondo di Sangro i sidste halvdel af 1700-tallet så effektivt havde balsameret hvad der ifølge rygtet var 2 lokale tjenere fra hans egen husholdning, en mand og en kvinde, fra hvilke han pertentligt havde fjernet hele deres kardiovaskulære system. Netværket af alt fra store arterier til minimale blodårer opløb sig i adskillige meter af violette tråde, som fyrsten og hans videnskabsmænd evnede at bevare og sidenhen hænge op på de to skeletter, der nu står i kirkekrypten, som var de brynjer af ståltråd. For Raimondo di Sangro var en af Napolis største excentrikere, der elskede at lege med det morbide og til stor morskab for byens bedre borgerskab opfandt dampmaskineagtige både, fyrværkeri og kuriøse medikamenter. Så hvorfor skulle han ikke også have fundet en metode, der på så forbløffende effektiv måde kunne bevare noget så skrøbeligt som et komplet, menneskeligt kredsløb?

I 2014 samledes forskere og hjerte-eksperter imidlertid sig om de to, anatomiske maskiner og kunne gennem diverse prøver endelig konkludere, at blodårene var rekonstruerede, og ikke lavet af menneskeligt materiale. Og jeg tror dem på deres ord. For den syditalienske mands hjerte er som sagt gjort af noget særligt, skønt organet hos de fleste blot er på størrelse med en knyttet hånd og vejer omkring 300 gram.

En syditaliensk mand står aldrig – han poserer

Men der er også andre vidundere, der knytter sig til den syditalienske mands fysiognomi: for eksempel bliver jeg aldrig træt af at observere hans krop i det offentlige rum. For en syditaliensk mand står aldrig ret op og ned, for blot at stå. Han poserer. Opad lygtepæle, hjørner, biler, døre. Og denne stationære form for catwalk udgør en helt særlig kategori, når han læner sig opad en anden syditaliensk mand. En favorit-stilling er at lægge sin ene arm op på den andens skulder, og bøje knæet på det modsatte ben ud til siden, gerne med den overskyende hånd i hoften, så han fylder så meget som muligt i gadebilledet, og ligner et fastfrossent balletspring, lige inden danseren letter. Ingen stilling er spontan, alt er koreografi i følelsernes vold, ligesom de kærtegn, der så ofte udveksles mellem syditalienske mænd, og målrettes kinder, hager og pande, til glæde for vores andres blik for det teatralske.

Det skulpturelle krop i kunsten

Den syditalienske mand har da også et imponerende arsenal af monumentale forbilleder at trække på, der igennem årtusinder har dikteret det syditalienske kropsideal for tidens mand: De syditalienske regioner indeholder en perlerække af verdensberømte silhuetter fra kunstens verden, hvor alt fra muskelsvulmende giganter til bly ynglinge fremstiller mandekroppen som et tempel, der skal stilles til skue:

tag for eksempel de to 2500 år gamle og knap 2 meter høje bronzestatuer, der i 1972 blev bjærget fra havbunden udfor havnebyen Riace Marina i Calabria. Statuerne regnes for at være blandt verdens bedst bevarede bronzefigurer fra det antikke Grækenland, og kroppene er lydefrie og skabt af en kunstner, som har evnet at overføre en særlig, kødelig elasticitet til det ellers hårde materiale.

Bronestatuerne fra Riace, der nu befinder sig på det arkæologiske museum i Reggio Calabria. Wikipedia.
Bronestatuerne fra Riace, der nu befinder sig på det arkæologiske museum i Reggio Calabria. Wikipedia.

Det samme kan siges om Den Dansende Satyr, der også blev trukket op af Middelhavet udfor den sydsicilianske by Mazara del Vallo i 1997, og hvis vridende krop i dag kan beskues i det lokale museum. Af samme kvalitet er den noget mindre, men af historisk betydning langtfra klejne faun, der griber efter himlen og selv efter vulkankatastrofen i år 72 endnu pryder atriummet i Faunens Hus i Pompei.

Fatter fikser alt

Langtfra alle syditalienske mænd kan prale af at have de samme, atletiske kroppe, som fortidens forbilleder. Alligevel fylder de i landskabet. I det familiære, hvor man sydpå endnu aner silhuetten af den klassiske, italienske patriark, der engang vågede over sin familie, og hvis forsvinden i moderniseringens navn ikke kun begrædes af de nostalgiske. Mod syd kan man stadig finde ham for enden af spisebordet, hvor han sørger for at maden fordeles ligeligt, og at alle er til stede. Det er ham, der møder op på kommunekontoret og slidsomt sørger for en anbefaling fra en fjern, indflydelsesrig onkel, når bureaukratiet forstener og tilladelserne ikke kommer. Og han har en hær af unavngivne venner på den lokale piazza, der ofte involveres i spørgsmål om stort og småt, og med hvem han gerne tilbagelægger kilometervis af diskussioner på hovedgaden, hvor han animeret vender verdenssituationen og sin families kvaler.

Han fylder i det erotiske, hvor hans kærtegn af og til kan være så indfølte og intuitive, at de minder om en kvindes. Og i det offentlige rum, hvor han agerer tidløs ridder. Utallige er de gange, hvor jeg er draget igennem et syditaliensk landskab, og har spurgt en mand efter vej. Næst efter en gammel morlil er de bedste hjælpere nemlig en klynge syditalienske mænd,  den slags grupper, der siden tidernes morgen har fyldt de lokale piazza’er som dansende, heliumfyldte balloner af maskuline ressourcer, og synes strategisk placeret for netop at hjælpe en fortabt sjæl videre.

På besøg i en siciliansk beduinlejr

Engang tog jeg en umulig vej gennem Siciliens centrum for sammen med en dansk veninde at nå Castello di Pietratagliata, der endnu står ret op og ned som en brækket tand i baglandet omkring byerne Enna og Piazza Armerina. Slottet fungerede siden normannertiden som livsvigtig bavne,  der som et pulsslag i en lang række af forbundne fæstninger kunne kommunikere krig, nød og fred ved at lade et bål flamme op på landskabets højeste punkt.

Ruten dertil var dog så strabadserende, at vejene end ikke var tegnet ind på google. Vi holdt en vandingspause i en sval by navn Aidone, der var sidste, civiliserede stop inden ruinen, men jeg havde brug for vejledning. Den kom i overdådighed fra et improviseret plastiktelt, der lå midt  på hovedpiazzaen og i det skarpe middagslys lignede en beduinlejr udenfor tid og sted. Den rummede imidlertid en forbløffende veludstyret kaffebar, hvis indre myldrede af førsteklasses fuldblodseksemplarer af den syditalienske manderace.

Den ridderlige vejviser

Knapt havde jeg og min veninde stukket hovederne ind i teltet, før en tyk, men elegant manicureret finger blev boret ned i de sørgelige rester af mit michelinkort. Den var landet oveni et grønt felt langtfra det sted, hvor jeg egentlig troede, at bavnen befandt sig: ”Du kommer aldrig derud uden hjælp. Nu kalder vi på Antonio”, lød en mandestemme, og imens jeg blev beværtet med espresso, blev Antonio tilkaldt af et råbekor aktiveret fra baren, der bar budskabet videre til pladsen, som igen blev videregivet til gaderne længere væk. I løbet af et par minutter skred Antonio ind i teltet, og de ophidsede stemmer, der beskæftigede sig med mit problem, blev ved et trylleslag formindsket til mumleri ned i espressokoppernes porcelæn.

Antonio lænede sig roligt mod kaffebarens kant og tog mit kort i øjesyn. Tålmodigt prøvede han at forklare mig den bedste vej til ruinen, akkompagneret af rigelige formaninger om jordskred, floder og eroderede veje, der ville udgøre forhindringer for mit forehavende. Men da han så mig tøve et kort øjeblik, var det overbevisning nok: ”Jeg kører dig og din veninde derud. Ville i være utrygge ved det?” Vi rystede på hovedet. Og heldigvis for det, for Antonio brugte derefter 2 stive timer af sin uforklarligt elastiske fritid til at køre os til verdens ende, og tilbage igen. På turen nåede vi Pietratagliata, og synet af bavnen og dalen, der var dyb som et enormt, omvendt syltetøjsglas og gennemfløjet af rovfugle, blev et af højdepunkterne på min Sicilienstur.

Fra slottet Pietratagliata har man udsigt til den dybe dal mellem Aidone og Raddusa.
Fra slottet Pietratagliata har man udsigt til den dybe dal mellem Aidone og Raddusa.

Bagefter kørte han os tilbage og satte os af ved sin yndlingsrestaurant, hvor kokkefamilien tydeligvis kendte ham. ”Nå, Antonio, har du hjulpet de to søde piger godt på vej?” Jeg forventede at finde skælmskhed i deres blikke, men i stedet var de fulde af taknemmelighed. Det viste sig nemlig at to turister sidste år havde forvildet sig i retning af Pietratagliata og var blevet så meget væk, at man måtte alarmere en helikopter, der til sidst fandt de tabte sjæle et sted på halvvejen.

Verdens smukkeste kompliment

Det er blandt andet til den syditalienske mand, at mit håb henrinder, når jeg funderer over verdens fortrædeligheder. Når kloden brænder af populisme, klimakatastrofer og alt for høje temperaturer, vender jeg tilbage til det nære, til det altruistiske standpunkt om, at vi alle i bund og grund vil hinanden det godt, trods alt. Som dengang, jeg kom gående henad strøget i Salerno, med en stor buket blomster i favnen. Den var købt for at muntre min syge svigermor op, og på vejen tiltrak jeg og den enorme buket duftende liljer, roser og tulipaner en del opmærksomhed. Folk vendte sig op, nogle stoppede i bilerne for at nyde farverne, og roste mig med tilråb for valget af sorter. Og smukkest blev det, da en ældre mand tog sit hat af, bukkede med et lille knæfald, og gav mig mit livs kompliment: ”Quel mazzo di fiori é degno di te – den buket blomster er dig værdig.”

Hovedillustration: motorcykelkøreren Giacomo Agostini, Wikipedia.

Syditaliensk hverdag: En ode til den hellige fordøjelse

Taget i betragtning hvor mange bøger, der efterhånden er skrevet om italiensk gastronomi, kan det forbløffe én, at der endnu ikke forelægger én om fordøjelse. For fordøjelsen er et af de emner, som suverænt optager italienerne mest i hverdagen omkring deres køkken.

Fra selv den mindste snack og kaffe på gadehjørnet over den daglige skål pasta til de store middage i familien ligger der dette konstante ledemotiv, som handler om hvordan man får kroppen lettest og bedst igennem måltiderne. Og koderne er så nedarvede, at italienere ikke stiller spørgsmålstegn ved dem, ja jeg tror faktisk, at de ser dem som en slags universel viden, som hele verden deler. Det gør den, desværre, ofte ikke.

Mødet med det italienske fordøjelseskodeks møder man derfor ofte først som udlænding, når det går galt. For mit vedkommende skete det dengang jeg boede i Salerno syd for Napoli og fik et unikt indblik i den syditalienske viden om maveorganernes hemmelige liv.

Den livsfarlige peberfrugt

Her skulle jeg engang bidrage til en svulmende buffet under min italienske kærestes fødselsdag, og grønsagsmarkederne bugnede af peberfrugter. Jeg ville lave noget enkelt, og derhjemme i Danmark havde jeg allerede eksperimenteret med marinerede peberfrugter – i ved, den opskrift, hvor man kommer grøntsagerne i en plasticpose i ovnen, hvorved skrællen løsner sig, og man kan ’flå’ peberfrugterne og marinere dem i olie, eddike og hvidløg.

Jeg lavede en kæmpe portion i mit lille køkken under det blinkende lyststofrør, og fragtede retten med til festen, sammen med en stor bradepande flødekartofler. Jeg havde med møje anskaffet mig frisk fløde, for min kæreste Marco elskede den fede, saftige ret, som jeg krydrede med løg og hvidløg, på bedste, danske manér.

”Det dufter meget af løg”, fik jeg at vide, da jeg lettede på sølvpapiret, som omsluttede flødekartoflerne. Folk smilede og besigtigede denne eksotiske ret fra det høje nord, og jeg tog nysgerrigheden som et kompliment. Peberfrugterne blev der dog kastet forfærdede blikke efter, og de led en krank skæbne – festen begyndte, og gæsterne kastede sig over buffeten, men da festen sluttede langt ud på natten og vi skulle rydde op, havde ingen – som I INGEN – så meget som stukket til min ret. Flødekartoflerne stod også jomfrueligt tilbage, og jeg skal selv være den første til at indrømme, at dansk mad sjældent kan måle sig med det italienske. Italiensk mad ER bare superlækkert, og selvfølgelig kunne jeg ikke tillade mig at tro, at jeg kunne lave marinerede peberfugter som ’mamma’ derhjemme.

Jeg konkluderede derfor, at det sløje engagement ved buffeten nok bare bundede i, at jeg i sidste ende ikke var en særlig god kok, fred være med det. Men efter længere tid fandt jeg dog ud af den egentlige grund: peberfrugter er nemlig en af de mest frygtede grøntsager i Italien, når det kommer til fordøjelsen, og enhver italiener er flasket op med at gå langt udenom en peberfrugt, hvis den serveres til aftensmaden. Kun til frokost – og til nøds i en panino ud på eftermiddagen – bør peberfrugter spises, eller laver den kuk i systemet og resulterer i mavepine og dårlig søvn.

Et perfekt samtaleemne på tværs af sociale skel

Det var en fascinerende verden fuld af hensyn til mavesafter og fordøjelsesorganer, som jeg nu blev en del af i Syditalien, og lektionen om peberfrugtens fortrædeligheder var kun en dråbe i havet – der findes talrige råvarer, som dels hjælper på fordøjelsen, og dels sætter den i stå, og jeg nævner her kun en brøkdel af den nedarvede viden om dette emne, som næsten synes uudtømmeligt i Italien, og som mere end noget andet nedbryder barrierer mellem generationer og sociale skel.

For hvad enten du befinder dig til højbords mellem professorer eller snupper en kaffe med et par borebisser på en autogrill, vil samtalen ofte ende med en snak om de tilstedeværendes aktuelle fordøjelsestilstand. Hele tiden søger man viden hos hinanden om hvordan man får sendt det sidst nydte måltid videre igennem systemet uden mavepine, og netop peberfrugterne er drilagtige. Udover rådet om aldrig at spise denne grøntsag til aften, bør man altid skære den over på tværs for at bryde de fibre i kødet, som er så svære at fordøje. Og mødre kan i timevis diskutere, hvornår det mon er bedst at præsentere peberfrugt for deres børn, for at undgå søvnløse nætter med en blokeret fordøjelse.

Løg anses også for at være svært fordøjelige og ’pesanti’ – tunge. Det var måske også grunden til, at mine flødekartofler ikke imponerede i den italienske buffet. I Italien har jeg endda set nogle kokke slå skilte op på døren til deres restauranter hvor det bekendtgøres, at deres retter er fri for løg, i fordøjelsens navn.

Ingen appelsiner i turbanen

En anden alvorlig synder er appelsiner. En bekendt fortalte mig engang, at hendes svigermor havde en talemåde: ”Appelsinjuice om morgenen er guld, til frokost sølv, og om aftenen bly”. Med andre ord er indtagelsen af appelsiner til aften så godt som lig med ond mavepine og en sløv fordøjelse i mange dage efter. I researchen til en roman stødte jeg engang på en obduktionsrapport fra en siciliansk doktor, der kundgjorde, at et mystisk dødsfald på øen i 1923 hang direkte sammen med komplikationerne fra ’ufordøjede appelsiner’. Man kan altså dø af at spise appelsiner på de forkerte tidspunkter.

Nu er det som udlænding ganske let at trække på smilebåndet af alle disse uskrevne regler. Jeg gjorde det også selv da jeg under mit liv i Salerno blev konstant formanet og irettesat under måltiderne. Men nogle gange opdagede jeg på egen krop, at der rent faktisk var noget om snakken. Åbenbaringerne fandt ofte sted under de utallige frokoster ved min svigerfamilies spisebord, hvor jeg næsten altid spiste. Engang var vi var godt i gang med at nyde pølse, ost og rødvin. Pludselig råber Marcos far op, da han ser mig føre et glas rødvin til munden. ”Osten skal du spise før salamien”, tordner han. Og kan du drikke rødvinen bagefter. Du må aldrig drikke rødvin før de to ting, vin skal drikkes ovenpå maden, ellers går din fordøjelse i stå!” Jeg gjorde naturligvis som han sagde, paf over den alvor, hvormed forbuddet var blevet udstedt.

Det samme optrin skete engang jeg ville tage mig en slurk rødvin efter at jeg havde sat i kæmpe skålfuld blåmuslinger til livs. ”Stop!” lød ordren angstfyldt fra hele familien. ”Det der vil give dig frygtelig mavepine!”

Din krop er dit tempel – respektér den

De mange potentielle mavepiner udeblev da også. Lige indtil jeg en dag var alene hjemme og med et snert af anarkisme forbrød mig mod reglementet ved at drikke et godt glas rødvin ovenpå en skål blåmuslinger, som jeg lige havde dampet og sat til livs med citron og persille. Jeg tænkte: ”hva’ pokker?”, og lagde mig så ind på sengen til den obligatoriske eftermiddagslur, for senere at blive vækket med en af de ondeste mavepiner i kvindes minde.

Og jeg kunne fortsætte listen i en uendelighed med ting, der skal spises i særlige rækkefølger og på særlige tidspunkter af døgnet: undgå overmodne tomater i maden, de kan være giftige, kombinér aldrig fisk og mejeriprodukter, drik aldrig mælk efter middagstid, og hold igen med artiskokker til aften. Listen ville på ingen måde være komplet, for ligeså uendeligt det italienske køkken er udi mundvandsdrivende retter, ligeså bundløst er det af ritualer og formaninger, der søger at tage vare på det uerstattelige tempel, som vores krop jo er.

I en nordeuropæisk madkultur, hvor den spisende ofte synes sært afkoblet fra sin egen krop, kan vi lære overmåde meget af italienernes respekt for maden og dens påvirkning af det legeme, som vi bevæger os i fra vugge til død. Og ja, man må godt more sig på vejen og trække på smilebåndet, når mavesafterne syder og galskaben melder sig blandt gryderne.