Category Archives: KUNST

Madonnaen i mit soveværelse

Når vi ikke kan tage til Syditalien, må ting herhjemme minde os om landsdelen, og jeg har fået lyst til at dele mit kæreste (jordiske) eje med jer – maleriet af La Madonna Addolorata, den lidende Madonna, som jeg købte som 24-årig, da jeg i 2003 skulle vende hjem til Danmark efter at have boet og læst i Salerno.

Jeg vidste, at jeg skulle have et minde for livet med mig tilbage, og at det skulle være noget ærke-syditaliensk. Men jeg forventede SLET IKKE at være så heldig, som jeg var, taget genstandens sjældenhed i betragtning, og mit meget begrænsede SU-budget.

På vejen fra min lejlighed i Via Salvatore Calenda ned til Salernos centrum, som jeg altid gik til fods, havde jeg flere gange lagt mærke til en lille antikvitetsbutik, lidt nede ad en sidegade. Jeg havde aldrig besøgt den, men nu skulle det være. Inde i butikken var der alskens ting og sager: Spejle, lamper, møbler, tingel tangel, og en overflod af russiske ikoner, som ejerne havde en forkærlighed for.

Pludselig så jeg et par beskidte øjne stirre frem bag en række malerier, der var blevet stablet op mod en væg. De gjorde mig nysgerrig, og jeg bad ejeren om at hive motivet frem. Det gjorde hun med møje – det viste sig, at øjnene var malet på et halvandet meter højt lærred, som lå i en gammel, forgyldt ramme, og sad i ansigtet på en stille, kontemplativ og venlig madonna.

Her er hun – i sin rensede og lappede udgave, parat til at komme op på væggen.

Det var dog svært at se, hvor kvinden startede og sluttede: maleriet var så beskidt, at ingen farver trådte frem, og man kunne kun skimte hendes kappe og blondekanter på kjolen. To steder var lærredet så ødelagt, at der gik to dybe flænger lige gennem hendes krop. Et af dem sad horisontalt i ansigtet, og skilte hendes øjne og næse fra munden.

Ejeren af forretningen fortalte, at hun havde maleriet i kommission for ejeren, som havde fundet det i et fattigt, nedlagt vejkapel i Salento, Puglias nederste hæl. “Hun har et meget vist blik”, sagde antikvitetshandleren, og nikkede anderkendende til mig.

Jeg faldt pladask for min vej-madonna, og begyndte en forhandling, som spændte henover uger, alt imens jeg ind imellem besøgte mine Madonna, som var hun en lidende patient på et hospital, som jeg skulle redde fra døden.

Endelig landede vi på en pris – jeg husker ikke, hvad den var, men maks. 200 euro er et godt bud, og jeg begyndte at spekulere på, hvordan i alverden jeg skulle få hende hjem til Danmark, for jeg kunne på ingen måde have hende med i lufthavnen selv.

Hun endte med at tage rejsen alene, ombord på et godstog, pakket ind i pap og plastik, og med bekymrede formaninger, da jeg afleverede hende på togstationen i Salerno. Cirka en uge efter ringede jeg hjem og fik af mine undrende forældre bekræftet, at der var ankommet en gigantisk pakke hos dem i Allerød.

Da jeg selv kom hjem vidste jeg straks, at min Madonna behøvede lægehjælp, og gennem min svigerinde, som arbejdede på Frederiksborg Slot, fik jeg anbefalet en dygtig konservator, som ofte hjalp museet med at ordne deres historiske malerier.

Jeg husker, hvordan jeg og min far kørte til Jægerspris, og læssede Madonnaen af foran et bondehus langt ude i en skov, alt imens hun blot lå og kiggede uudgrundeligt op i trækronerne fra sit horisontale leje i rammen.

Vi bar hende ind i konservatorens værksted, der lignede en efterforskers laboratorium i en krimi, aftalte, at vi skulle tales ved, og forlod Jægerspris, med Madonnaen alene tilbage på operationsbordet.

Et par dage efter ringede konservatoren: “Er du klar over, at der er et maleri på bagsiden?”, spurgte hun. Nej det anede jeg ikke. “Det er et stort hjerte, omgivet af en tornekrone. Hvad vil du have, skal vende fremad – Madonnaen eller hjertet?”

Lokal statue af den lidende madonna under hendes fejring i Gallipoli, Puglia. Caurino, Wikipedia.

Jeg foretrak naturligvis min madonna, og da jeg endelig tog til Jægerspris for at hente maleriet, fik vi hele den historie, som konservatoren kunne læse ud af kunstværket:

Først og fremmest havde lærredet været så beskadiget, at hun havde været nødt til først at varme det op, så malingen og skidtet blev flydende, og trække blidt i det, for at rette underlaget ud, og påbegynde sammensyningen af flængerne. Derefter skulle det renses, og det havde taget en krig. Hun havde taget en prøve af skidtet, og opdaget, at hele maleriets forside havde været dækket af et tykt lag aske og svinefedt – uden tvivl fra de kærter, som havde stået foran madonnaen, og brændt under messerne og de bedendes besøg fra vejen.

Nu lyste maleriet med sin fortidige pragt, og smukke nuancer af turkis, rød og grøn skinnede os i møde. Det viste sig, at min madonna var ‘addolorata’, en populær skikkelse i Maria-kulten, som går cirka 800 år tilbage, og som hylder Madonnaens lidelser. Og pludselig kunne konservatoren hjælpe mig med at aflæse hendes symboler og klædedragt:

De 2 nøgler, hun bærer i sit bælte, er til Himmerige. Sværdet, som peger mod hendes hjerte, og som hun holder mellem sine hænder, er omgivet af en tornekrone, symbolet på hendes søn. Hun er klædt i sort sørgedragt, og i hænderne bærer hun et lommetørklæde.  Konservatoren sagde også, at hun ville datere hende til midten af 1800-tallet, og det passer fint med, at det især var på dette tidspunkt, den sørgende Madonna blev særligt tilbedt i Puglia.

Jeg har aldrig været et uroligt menneske, men da hun ankom til min lejlighed i sin nye stand, faldt der alligevel en ekstra velsignelse over mit hjem, som har fulgt det lige siden, og som uden tvivl komme fra min Madonna. Som hos mange andre ‘Madonne Addolorate’ er hendes øjne ikke triste, tværtimod, de er fulde af mildhed, og om munden er der et lille smil.

Endnu en lidende Madonna fra Puglia, denne gang fra byen Castellaneta. Sværdet mod brystet, som også findes i mit maleri, ses tydeligt her. Wikipedia.

Hun har været malet til en fattig kirke, hvor man har genbrugt lærredet – som konservatoren iøvrigt foralte mig var sækkelærred! – til at have to motiver, Madonnaen eller det flammende hjerte. Maleriet må være blevet vendt på alteret, alt efter behov.

Den forgyldte ramme, maleriet lå i, da jeg købe det i Salerno, lavede jeg om til et spejl, som nu hænger over min sofa i stuen.

Jeg elsker min Madonna, fordi hun i den primitive og lidt grove stil, hvormed hun er malet – nede i det højre hjørne er der faktisk en signatur af maleren, som kalder sig ‘Fragola’ – fremstår uhyre menneskelig, og med et stort nærvær. Hun hænger i mit soveværelse, og skulle mit hjem brænde, ville hun  være den genstand, som skulle med mig udover altankanten.

Hovedfoto: Mater dolorosa, Carlo Dolci, Wikipedia.

Andy Warhol og Napoli: den amerikanske pop art-kunstner var stærkt draget af Syditaliens største by

1975 kom det amerikanske kunst-ikon, Andy Warhol, til Napoli for at besøge galleristen, samleren og kunstneren Lucio Amelio, der udover at vise Andy byen også ønskede at give Napoli et internationalt anstrøg, og se, hvad der ville ske, når New Yorks absolutte avantgarde mødte Napolis kreative energi.

Takket være en håndfuld dygtige gallerister og rige mæcener var Napoli i de år et dragende sted for mange af Europas kunstnere, der kom til byen for at finde ny inspiration i stadens æstetik, mange symboler og stærke ikonografi.

Andy fandt lynhurtigt en soulmate i Napoli. Byen mindede ham på mange måder om New York, og hurtigt blev Andy en del af gadebilledet, hvor han travede rundt for at udødeliggøre byens energi og skæbner med sit elskede polaroidkamera:

“Napoli er en by, der er ved at falde fra hinanden, og på trods af det er alle glade, ligesom i New York. De er begge to kedler, der bobler, og er ved at eksploderer. Ja, den minder mig om New York med sine mange transvestitter, og sit affald på gaderne. Og energien, der findes overalt, i hvert et hjørne.”

Her fester Andy på jazz klubben City Hall Caffè i Corso Vittorio Emanuele, 1 april 1980, Napoli:

Historien om Andy Warhols kærlighedsaffære med Napoli vækker stolthed hos og er velkendt af napolitanerne, men få udenfor landets grænser kender til de kunstværker, som Andy Warhol udførte som en direkte konsekvens af sit kendskab til byen, og hvoraf mange netop udsprang af de eksplosive kræfter, der bobler under napolitanernes fødder.

Da Syditaliens værste naturkatastrofe i nyere tid indtræffer den 23 november 1980 med jordskælvet i Irpinia, sender Lucio Armelio et nødråb til Andy over Atlanten. Han rejser straks til New York og Andys værksted The Factory med de seneste italienske aviser,  og viser overskrifterne til den chokerede amerikaner, der straks går igang med at skabe et kunstværk ud af Il Mattinos forside, med fotos af begravede mennesker under murbrokkerne og titlen ‘Fate presto – skynd jer!’, som titel.

Lucio Amelio var i 70’erne og 80’erne en af Napolis vigtigste kunstfigurer. Han samlede kunst og formidlede kontakter mellem Napoli og især USA, og fik mange af Amerikas største kunstnere til Syditalien. Hans galleri lå på Piazza dei Martiri i Napolis centrum, og i 1987 udstillede han sammen med Andy sin Terrae Motus -samling i Grand Palais i Paris, der handlede om Irpinia-jordskælvet, som slog tusindvis ihjel. Lucio døde i 1994 af AIDS og ligger idag begravet på Capri. Du kan læse mere om Lucios spændende liv her.  Agosto De Luca, Wikipedia.

Andy ved at mennesket har brug for kunstens hjælp til at forarbejde livets ondskab, og han laver en stor triptyk ud af avisforsiderne. Det er hans og Lucios intention at skabe et monument over tragedien, så den forfærdelige hændelse aldrig nogensinde vil blive glemt, og Lucio og Andy kuraterer i den forbindelse udstillingen ‘Terrae Motus’ for at formidle katastrofens omfang overfor omverdenen. Du kan se kunstværket HER.

Warhol udvikler et kærlighedsforhold til Napoli: i 70’erne og 80’erne kommer han flere gange til byen, hvor han vandrer rundt med sit kamera og indfanger byens skæbner. Og så udfører han i 1985 en vigtig serie af  18 ‘portrætter’ på lærred af en lava-spyende Vesuvio i sin vanlige, farverige stil, hvor amerikaneren formår at fange Napolis utrættelige energi i vulkanens sitrende silhuet.  – jeg har lavet et link her, hvor du kan se nogle af portrætterne, og opleve Vesuvio gennem Andys fortolkning.

Andy Warhol laver også portrætter af førende, napolitanske kunstpersonligheder, og Andys kunst kan idag findes rundt omkring i byen: blandt andet hænger et ‘Vesuvius’ fast på kunstmuseet MADRE, mens ‘Fate Presto!” er udstillet på slottet i Caserta.

Og så dukker der ind imellem større udstillinger op i Napoli om og med Andy Warhol – for eksempel kan man lige nu se over 200 værker af pop-art-kunsteren i kirken La Basilica di Pietrasanta i Napolis historiske centrum. det drejer sig om Andys mest berømte værker, og desuden er et helt rum dedikeret til Warhols forhold til Napoli, med tilhørende kunst. Udstillingen løber frem til den 23 februar 2020.

Hovedillustration: Andy Warhol med en af sine elskede gravhunde. John Mitchell, Wikipedia.

Syditalien vs. Det Vilde Vesten #2: syditaliensk originalitet møder californisk fake i The Getty Villa

( … og det er også den tragiske historie om barnebarnet til verdens rigeste mand, der blev bortført til en hule i Syditalien, og fik skåret øret af):

At sætte USA og Syditalien op imod hinanden afslører stærke kontraster: mens mange syditalienerne sætter en ære i originalitet – at kulturbærende ting som gastronomi, arkitektur og fund fra den italienske fortid ikke må laves om, men rettere skal fremstå skal autentiske som muligt uden modificeringer – har amerikanerne det generelt omvendt: På min rejse langs den amerikanske vestkyst denne sensommer oplevede jeg guldgraverbyer scenarier fra 50’erne langs Route 66 og cowboyfilmskulisser, der alle var rekonstruerede, men som ikke desto mindre blev formidlet, som om de vitterligt var lige så værdifulde som originalerne.

Det er fascinerende, og ét sted gik kontrasterne op i en højere enhed i noget, der kunne ligne et paradoks. For hvad sker der, når en kopi fremstår så meget mere gennemført end originalen, at man må overgive sig til bedraget, ganske enkelt på grund af dens skønhed?

Indgangspartiet til selve Getty-museet er lavet i modernistisk stil og er en smuk kontrast til den pompejanske æstetik, der præger resten af villen og haven. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

Det skete for mig da jeg besøgte den nyrenoverede Getty Villa i de frodige bakker lige nord for Los Angeles med udsigt til palmer, surfere, figenbuskadser, granatæbletræer og Stillehav. Ikke blot var vegetationen, temperaturen og duftene identisk med det klima, man kan finde langs mange af Syditaliens kyster; The Getty er også modeleret over en tilnærmet kopi af La Villa dei Papiri – den berømte, romerske pragtvilla i Herculaneum, der i år 79 blev dækket af aske under Vesuvios udbrud sammen med det nærliggende Pompei, og endnu ikke er fuldt udgravet. Villaens navn har den fået da man i selve bygningen fandt resterne af et imponerende bibliotek fuld af papyrusruller.

Derfor er villaen, som åbnede i 1974, en slags arkitektonisk drømme-hybrid, hvis færdiggørelse også trak på inspiration fra andre tilstødende luksushuse og haver i Pompei og Herculaneum: Man går igennem en enorm port ind i villaen, hvis fløje følger en atrium flankeret af søjler og statuer, og hvor der om hvert et hjørne afsløres rislende vandfald, kunstfærdigt klippede buske og blomster i dybe farver.

Getty-villaen er fantasifuldt modelleret over den endnu ikke fuldt udgravede pragtvilla i Herculaneum, La Villa dei Papiri, opkaldt efter stedets bibliotek med papyrusruller. Her mimer bygningen, der ligger lige nord for Los Angeles i Pacific Palisades, en romersk have med bassin og kolonader. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

The Getty Villa er et resultat af millionæren og olimagnaten John Paul Gettys ønske om at vise oprindelig kunst – ikke kopier – fra Antikkens glorværdige periode i Middelhavet. Amerikanerne skulle dannes indenfor originalitet og føle suset ved at stå helt tæt ved det autentiske. Og paradoksalt nok skulle det gøres i rammerne af en gigantisk efterligning, efter at hans eget, private galleri, der ligger et stenkast herfra, hurtigt blev for småt til hans voksende kunstsamling.

Og jeg må indrømme at jeg overgav mig totalt til Gettys fake-fantasi om et fortidigt Pompei: The Getty Villa kan med lidt god vilje kaldes for et californisk Louisiana, med en utrolig smuk museumsbygning, der hviler midt i en kæmpe have, hvor man kan gå på opdagelse på små stier, og opleve moderne kunst undervejs. Overfor selve villaen ligger et indgangsparti opført i moderne snit, der tjener som køligt loungeområde fra den haglende sol, og hvor man kan spise frokost og nyde et glas vin.

Jeg var heldig på flere planer: dels var The Getty Villa lige blev renoveret og fremstod splinterny. Dels havde man netop fået besøg af nogle af Pompeis vigtigste fund, som det arkæologiske museum i Napoli havde udlånt med kærlig hilsen, og dels åbenbarede villaen en fascinerende bredde af helt egne værker fra både Pompei, Herculaneum og den for mange kendte udgravning ved Boscoreale nord for Pompei, hvor en gruppe huse også blev begravet i år 79.

Selve Getty-villaens hovedbygning rummer flere etager med udstillede kunstværker fra det gamle Grækenland, Italien og Ægypten. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

I villaen kan man især beundre nogle smukke vægpaneler fulde af fresker fra Numerius Popidius Florus’ hus i Boscoreale. Og så har The Getty også en stor, fast samling af kunst og fund fra hele Syditalien dengang landsdelen var en stor, græsk koloni under navnet Magna Gracia, grupperet i afdelingen ’The Greeks in southern Italy and Sicily’.

Du kan besøge villaens hjemmeside og se flere flotte fotos fra stedet HER.

Udstillingerne rummer størrelser fra det gigantiske til det minutiøse. Her er det fra et montre fuld af kunstfærdig glaskunst fra romertiden. Alijava, Wikipedia.

Getty-familien er i øvrigt tragisk forbundet med Syditalien: Paul Gettys barnebarn, John Paul Getty III, blev kidnappet på Piazza Farnese i Rom i juli 1973. Han var 16 år gammel, og kidnapperne, som man senere fandt ud af havde forbindelser til den calabresiske mafia, N’drangheta, forlangte en løsesum på 17 millioner dollar, som John Paul Getty, dengang verdens rigeste mand nægtede at betale, angiveligt fordi han mente, at hans barnebarn havde levet et utugtigt liv, og selv havde været ude om affæren. Hvis han gav efter, ville han sikkert også få kidnappet sine øvrige 13 børnebørn, skulle han tørt have sagt.

Der gik rygter om at John Paul III forinden havde flirtet med idéen om at konstruere sin egen kidnapping for at få penge ud af sin rige bedstefar. Denne gang var det dog ramme alvor, og Paul III fik bind for øjnene, bastet og bundet og placeret i en hule et sted i Syditalien – højst sandsynligt i Basilicata eller Calabria – af sine bortførere. Som tiden gik terroriserede de deres fange ved at tvinge til ham russisk roulette, og slå en fugl ihjel, som han havde gjort til sit kæledyr i hulen.

Tiden gik uden lyd fra bedstefar. I november 1973 sendte kidnapperne en lok af John Paul IIIs hår sammen med hans øre i en konvolut til Getty-familien med ordene om, at hvis man ikke betalte, ville fangens krop blive ved med at ankomme i små bidder, med posten. Getty’erne begyndte at forhandle, og man blev enige om en løsesum på 2.2 mio dollar.

Imens det stod på var Paul den III ved at dø i sin fugtige og mørke hule. Han fik lungebetændelse og infektion i sit sår fra det afskårne øre, og hans kidnappere proppede ham så meget med brandy og penicillin, at han bagefter udviklede allergi overfor antibiotika. Endelig kom pengesagerne i orden, og familien kunne afhente den forhutlede fange den 13 december 1973 på en benzinstation udenfor Potenza i den syditalienske region Basilicata.

John Paul den III havde et trist liv: han blev bagefter narkoman og alkoholiker, og skønt han fik sig et nyt øre opereret på kraniet i 1977, genvandt han aldrig hverken sit fysiske og psykiske helbred efter bortførelsen. Han døde i 2011 af et hjerteanfald, højst sandsynligt i kølvandet på komplikationerne af en narko-overdosis i 81, der gjorde ham delvist lam resten af livet.

Hovedillustration: The Getty Villa i Pasific Palisades nord for Los Angeles stod færdig i 1974, og er blevet renoveret i 2018. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.