Category Archives: LITTERATUR

3 nye bøger på dansk om og fra Syditalien tager dig med til Napoli og Sicilien

Der dukker flere og flere spændende værker op i Danmark, der enten skønlitterært eller akademisk beskæftiger sig med Syditalien – og alt imens mange af Syditaliens største forfattere kan findes og læses på engelsk, er det en stor glæde for mig at stadig flere af dem oversættes til dansk. Hvad enten du er til krimi, byvandringer eller romaner, er der lige nu ny, oversat litteratur at mæske sig i fra landsdelen – her kommer mine 3 favoritter lige nu, der hver især tager dig med til Napoli og Sicilien:


Drengen fra Napoli af Viola Ardone – udkommer på Gyldendal den 5 juni 2020. Pris: 249,95kr.

Den sensibilitet, man som læser kunne stifte bekendtskab med gennem Elena Ferrantes forfatterskab, hang især sammen med forfatterindens geniale beskrivelser af to små pigers venskab. Og barnets perspektiv er blevet et nyt og anderledes glughul ind i det syditalienske samfund, som vækker genkendelse og glæde hos rigtig mange læsere af skønlitteratur.

Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at endnu et episk værk om barndommens dramaer har fundet vej fra Napoli til Danmark takket være Gyldendal, som nu udgiver Viola Ardones ‘Il treno dei bambini’ – børnetoget. På dansk har romanen fået navnet ‘Drengen fra Napoli, og beskrivelsen fra forlaget lyder således (under billedet):

Foto: Gyldendal.

Et barns uforglemmelige beretning om kærligheden til familien, sorgen over at miste og glæden ved at få en ny chance i livet. Napoli 1946. Syvårige Amerigo hutler sig igennem til­værelsen sammen med sin mor i et af Napolis fattigste kvarterer. Men da hans mor får mulighed for at sende ham nordpå vinteren over, slår hun til. Amerigo bliver sat på et tog til Bologna, og da vinteren er omme, er hans liv ændret for altid.40 år senere vender han tilbage til Napoli for at be­grave sin mor og finde svar på de spørgsmål, han har båret rundt på siden barndommen. Drengen fra Napoli giver stemme til de 70.000 børn, der i tog krydsede den italienske halvø efter krigen. I Norditalien fik børnene mulighed for et bedre liv, men adskillelsen havde også store menneskelige konse­kvenser.

HER finder du et interview med Viola Ardone på italiensk, hvor hun fortæller om sin egen, fattige opvækst i Napolikvartererne Sanità og Arenella og om hvordan barndomsoplevelserne dèr fik hende til at skrive. Og HER en artikel om hende på dansk i Alt for damerne.

Napoli. Liv, død og mirakler af Andreas Rude – er udkommet på Forlaget Orbis. Pris: 200kr.

Denne kulturarvsguide til Napoli hilsner jeg virkelig velkommen – og som akademiker kan jeg ikke få armene ned, når nogle bruger deres faglighed, og går i dybden med et sted som Napoli. Byen er jo en skattekiste af utrolige og hemmelige steder. ‘Denne bog handler mest om kirkerne og klostrene i Napoli, om tro og overtro, helgener og mirakler’, som det står i forlagets beskrivelse. Og det er den perfekte indgang, hvis man vil forstå napolitanerne bedre, og i selskab med Andreas Rude gå gennem Napoli og møde unik kulturarv. Jeg siger tak til forlaget Orbis, som ihærdigt udgiver bøger og magasinet Sfinx om Middelhavslandenes store historier – hermed beskrivelsen fra forlaget:

Foto: Forlaget Orbis.

Afrika begynder i Napoli, siger man længere nordpå i Italien, og selv om det ikke er ment som en kompliment, kan man også som turist se mere end et gran af sandhed i den pointe. Havets nærhed, solen, menneskemylderet, de ramponerede paladser og gadehandlerne peger mere i retning af Marseilles, Tanger og Algier end de gængse europæiske destinationer.

Napoli er Italiens tredjestørste by kun overgået i indbyggerantal af Rom og Mila­no og fuld af trestjernede seværdigheder, der ikke er meget kendt i Danmark. Men det er også en by, der i størstedelen af sit næsten 3000-årige liv er blevet stedmoderligt behandlet. Napoli har også fået sin rigelige del af naturkatastrofer og anden modgang. Mest berømt er Vesuvs udbrud i år 79 e. Kr., der ødelagde de nærliggende byer Pompeji og Herculanum.

Denne bog handler mest om kirkerne og klostrene i Napoli, om tro og overtro, helgener og mirakler. Som altid i Europas gamle byer er kirkerne oplagte som afsæt, hvis man gerne vil vide noget om topografi og historie, og hvis man er nysgerrig efter kunstens klassiske temaer og de store personligheder, der i ældre tid var beslutningstagere, meningsdannere og smagsdommere. Der er nok at undres over. Og nok at overraskes af.

Bogen kan købes online HER.

Ridderen og døden af Leonardo Sciascia – er udkommet på forlaget Palomar. Pris: 159,95kr.

Foto: Forlaget Palomar.

Da jeg læste italiensk på universitetet, var Leonardo en litterær mastodont, som af god grund ikke var til at komme udenom. Jeg husker især hans krimi om fysikeren Ettore Marjoranas mystiske forsvinden, ‘La scomparsa di Marjorana’, og fra 50’erne og 4 årtier frem op skrev han nogle af Italiens mest fængslende krimier, som sidenhen har besat tusindvis af læsere, der sværger til hans præcise stil. Sciascia blev født i Racalmuto på Sicilien, og er i sit forfatterskab optaget af at finde frem til sandheden – gerne med udgangspunkt i komplekse sager om politik og mafia.

Her teaseren for Ridderen og døden fra forlaget:

”I en af Sandoz’ lommer fandt vi den her seddel,” sagde
kommissæren og fiskede den lille elfenbensfarvede lap op af en
af sine egne lommer. ”På den ene side står Deres navn skrevet på
maskine: Ingeniør Cesare Aurispa, præsident for F. I. På den
anden side står der med håndskrift Jeg slår dig ihjel … Et
bordkort er til at forstå, men hvad med Jeg slår dig ihjel?”
”En trussel der straks blev omsat til handling, tænker De. Og
selvfølgelig udført af mig.” Præsidenten slog forbitret og
samtidig overbærende en hånlatter op.
Skyldes mordet på Sandoz mon at de to efterstræber den samme
kvinde? Eller ligger der noget andet bag? Hvem repræsenterer
for eksempel organisationen med det kryptiske navn Børnene af
89?

Besøg forlaget HER, der løbende udgiver italienske værker oversat til dansk – blandt andet af sardiske Michela Murgia og pugliesiske Nicola Lagioia.

Hovedfoto: Forlaget Orbis.

Salvatore Satta og Dommens Dag: I en coronatid kan ‘ensomhedens roman’ lære os noget om at være alene hver for sig

Det er langt fra noget nyt, at mennesket har brug for nærhed for at kunne leve – ikke blot den fysiske nærhed, men også den psykiske. Det bliver jeg mindet om i disse dage, hvor jeg er i færd med at læse en af Sardiniens vigtigste, skønlitterære værker, ’Il giorno del giudizio’ – Dommens Dag, fra 1979 af Salvatore Satta, hvor hyrdebyen Nuoro bliver et mikrokosmos på verdens forgængelighed og den ensomhed, som til alle tider har omsluttet den menneskelige eksistens.


I romanen følger vi hyrder, bønder og rige borgere i en af Sardiniens mest omskiftelige perioder fra slutningen af 1800-tallet til tiden efter 1 verdenskrig. Moderniteten og industrialismen banker på – ligeså gør de revolutionære tanker fra Rusland, og en krig, der koster utallige sardere livet.


Alt dette på trods gør indbyggerne i Nuoro, Sardiniens sjette største by, som ligger indesluttet mellem de barske bjerge nord for Sopramonte, deres bedste for at opretholde en hverdag, hvor de sociale skel er enorme, hvor fattigdommen og sulten hele tiden truer, og hvor ægteskabet leves efter ældgamle forskrifter.


Romanen kaldes ’et mesterværk indenfor italiensk ensomhed og litteratur’ – historien følger nemlig familien Sanna, hvis overhoved, notaren Don Sebastiano, sammen med sin kone, Donna Vincenza, har fået opbygget en familie med 7 syv sønner, som han venter sig meget af.

Salvatore Satta blev født i Nuoro den 9 august 1902, og uddannet jurist i byen Sasssari. Han skrev flere juridiske værker og medvirkede til at forny Italiens straffelovgivning efter fascismens fald. Dommens dag blev udgivet posthumt, og manuskriptet fundet mellem hans papirer, da familien ryddede op i hans hjem efter Sattas død i 1975. Wikipedia.


Men Don Sebastiano er også en kold, kalkulerende og verdensfjern hustyran, der terroriserer sin kone: ”Du er kun sat i verden, fordi der var plads”, er en af hans yndlingssætninger, der får Donna Vincenza til at trække sig endnu længere ind i sin depression – konen er blot i midten af 40’erne, men så fed og gigtbesværet, at hun må tilbringe hele dagen i en enorm lænestol, i smertelig meditation over sit spildte liv.


Som Don Sebastianos hustru er hun på grund af sit handikap og af sine nederlag i den psykiske kamp med sin mand låst inde i det store hus i Nuoro, der nok er det smukkeste i byen, men hvis værelser og gård er et regulært fængsel for Sebastianos familie. Don Sebastiano er som notar og med en position i samfundets øverste top ligeså fastlåst som Donna Vincenza, og konventionerne får ham til at kæmpe sin egen kamp for at holde ensomheden på afstand.


I denne corona-tid er det gribende at læse beskrivelserne af Donna Vincenzas tiltagende desperation, i takt med at sønnerne bliver større, og rejser bort. Hun er ladt tilbage alene i sin evige karantæne som hustru og mandens ejendom. Hun får kun besøg af sin tante Gonaria, der er nonne, og et par af de andre kvinder, i de lange dage, hvor Don Sebastiano rider tidligt bort for at tilse sine jorde, og kommer så sent tilbage, at hun kun kan skimte ham i aftenmørket gennem sine halvblinde øjne. Her er min egen oversættelse af nogle gribende linjer, som beskriver hende på side 170:

“Donna Vincenza kendte intet til filosofi. Hun havde heller aldrig hørt ordet. Men hun levede fastsømmet til sin lænestol, og det fik hende til at meditere. Når Don Sebastiano i bunden af gårdspladsen satte sig op på sin hest og forsvandt ud af porten uden at sige farvel til hende, var det en scene, som gentog sig hver dag efter eftermiddagshvilen.

Donna Vincenza forblev alene, og sank ned på bunden af tidens dyb, der også var ubevægelig ligesom hende, og omsluttede hendes stakkels person som vindruerne, der hang ned fra pergolaen, og som hun hvert år så forme sig og vokse, enorme stalagtitter i en blind grotte. Hun talte dem én for én, ti, hundrede gange, for at holde spøgelserne på afstand, der overfaldt hende fra alle sider.”


Satta har på side 167 en meget smuk beskrivelse af, hvordan folk, der bor alene i byen, mødes, ikke for at konversere, men blot for at være sammen, hver for sig, som en slags trøst i isolationen. Jeg har prøvet at oversætte linjerne her:


”Et hus med 4 ugifte søstre er aldrig alene. Med regelmæssig rytme kom også de gamle, ugifte kvinder, der boede tæt på, i deres dragter, når de forlod deres egne huse, puttede nøglerne ned i den store, rødbroderede lomme, og gik indenfor i stuen uden at banke på. Her sad de så ubevægelige i mørket, som invaderede rummet, for de ville spare på lyset, og til sidst var de blot skygger, stumme vidner i en ligegyldig venten.


Lyset blussede først op, når mørket havde udvisket skyggerne, og det eneste levende var skæret fra ilden, hvis det var vinter. Gonaria hældte af og til lidt sukker på flammerne, fordi det skabte en dejlig duft, men også fordi røgen derfra så kunne tjene som en slags røgelse.


Når lampen endelig blev tændt, rejste de besøgende sig, og gik, én for én, af den samme grund, som de var kommet: De havde fået to timer i deres liv til at gå, og de havde hjulpet hinanden med det. De vidste det ikke, men det var også en barmhjertighedsgerning i sig selv.”

Dommens dag er blevet oversat til dansk og udgivet i 1989.

Hovedillustration: Traditionelle dragter fra Sardinien i 1880erne, Gallerie Bassenge, Wikipedia.

Boganbefaling: Syditaliens vulkaner beskrevet så de er til at forstå

Jeg læser for tiden rigtig meget om vulkaner, og Italiens mest aktive af slagsen ligger alle i Syditalien: Stromboli, Etna, Vesuvio og Campi Flegrei, der i årtusinder har afgjort landsdelens geologi, landbrug, kultur, liv og død. De er den perfekte indgang til at forstå det syditalienske samfund, men hvor skal man starte, hvis man ikke er geolog, og ikke gider trawle sig igennem akademiske bøger om emnet?

Jeg har været så heldig at stifte bekendtskab med Henning Andersen, der nok er en af Danmarks mest energiske og passionerede formidlere af viden om vulkaner. Henning laver rejser til og bøger om vulkaner i hele verden, men Syditaliens vulkaner har en særlig plads hos ham, især Vesuvio.

Jeg har netop haft stor glæde af at læse hans bog ‘Vulkaner – Vesuv, Campi Flegrei, Etna og Stromboli’, som han har udgivet på Frydenlunds forlag, fordi den skaber det store overblik over Syditaliens vulkaner. Jeg kan anbefale bogen, dels fordi den med et enkelt, levende sprog forklarer om de enkelte vulkaners opbygning og egenart, vaner og udbrud gennem tiden, og dels visuelt er en lille perle, med tegninger, fotografier og kort.

‘Vulkaner’ favner også de vilde personligheder, som op igennem historien har fået skæbnefællesskaber med Syditaliens vulkaner – deriblandt H C Andersen, der selv besteg Vesuvio og skrev medrivende om det, om Prins Frederik Christians besøg på Vesuvio i 1820, om verdens første rigtige vulkanolog William Hamilton, og selvfølgelig bringes også Plinius den Yngres skildringer af Vesvios udbrud i år 79, der begravede Pompei og Herculaneum.

Jeg har især haft stor glæde af at læse de originale breve og litteraturklip, som Henning bringer i bogen, fra øjenvidnebeskrivelser af Syditaliens vigtigste vulkanudbrud. Her et uddrag af H C Andersens egne ord om Vesuvios skønhed og gru fra et stort udbrud i februar 1834, da han indesluttet i aske og damp gik op mod Vesuvios top, og mødte den rædselsslagne befolkning på vejen. Han beskriver de lokales desperation, og flere gribende optrin – her da en familie har hængt et madonna-billede op i en vinstok, for at skåne deres mark:

“På et af vintræerne havde de ophængt et madonna-billede i det håb, at ilden skulle standse for det hellige, men i samme afmålte gang skred den fremad; heden sved bladene på de høje træer, de bøjede sig nedad mod ilden, som om de ville bede om nåde. Forventningsfuldt hvilte man et blik på Madonnas billede, men træet bøjede sig dybt for hende og for den røde ildstrøm, den var kun alen derfra. Da så jeg en kapucinermunk tæt ved mig løfte armen højt i vejret og råbe, at Madonnas billede brændte. “Redder hende, som hun vil redde eder fra ildens luer!”

Men alle bævede og stirrede derhen, da styrtede en kvinde frem, råbte Madonnas navn og ilede mod den glødende død, men i samme nu så jeg en ung officér til hest, med dragen kårde, drive hende tilbage, skønt ilden stod som en bjergmur op ved deres side.

“Vanvittige!” Råbte han. “Madonna trænger ej til din hjælp! Hun vil, at det slet malede billede, vanhelliget af en synders hænder, skal brænde i ilden!”

Foto: San Gennaro-procession mod Vesuvio under et udbrud. Malet af Antoine Jean-Baptiste Thomas i 1822, Wikipedia.

Den sicilianske finalist til Strega-prisen 2019: Addio fantasmi af Nadia Terranova

Flere italienske anmeldere og forfattere har udnævnt denne bog til den bedste, italienske læseoplevelse i 2018 – blandt andet Domenico Starnone, som egenhændigt kaldte værket ’en dybt bevægende roman’:

Da Ida, hovedpersonen i Nadia Terranovas nyeste roman, Addio, fantasmi, ( Farvel, genfærd) vender hjem til sin fødeby Messina for at hjælpe sin mor med at sætte familiens gamle lejlighed i stand til salg, bliver hun tvunget til at forholde sig til sin barndoms traume om faderens forsvinden. 23 år tidligere forduftede han. Han døde ikke, gik sig bare en tur en morgen og kom aldrig mere tilbage.

Hændelsen vender tilbage til Ida, da hun atter opholder sig i de gamle rum, der både indeholder nye og gamle ting, og hun konfronteres med det faktum, at faderens forsvindingsnummer siden har påvirket hendes liv dybt: Tavsheden overfor moderen, problemerne med at udvikle en identitet baseret på fortielse og anormalitet, selv hendes forhold til ægtemanden, der både er hendes redning og hendes afgrund.

Som dagene går i lejligheden, møder hun sin angst og manglende tillid overfor sine egne ønsker, og omgivet af barndomshjemmets genfærd må hun finde en vej gennem mørket og vække faderens spøgelse til live for at få svar.

Nadia Terranovas bog blev i allerede i december 2018 udråbt som en af årets 12 bedste udgivelser af det valansete tidsskrift La Lettura, og værker er blevet oversat til dansk takket være Forlaget Grif.

Jeg synes, der ligger en spændende dobbelthed mellem temaet om spøgelser og den tragiske lokation, som Messina udgør i den sicilianske bevidsthed. Byen har igennem tiden været voldsomt ramt af jordskælv, blandt andet i 1783 og 1908, hvor tusindvis af mennesker døde, og byen ad flere omgange sank i grus.

Messina er et sted, der er konstant under genopbygning, og indbyggerne bidrager selv til at bryde tingenes tilstand ned: I 1847 brød et af de første Risorgimento-oprør på Syditaliensk jord ud i Messina, og i 2013 gjorde de lokale oprør mod den dybt korrupte kommune og indsatte den barfodede folkeskolelærer Renato Accorinti som borgmester.

Messinas gader rummer et flimret galleri af skygger fra en voldsom fortid, en slags febril rastløshed, der giver byen sin atmosfære, og fuldstændig muliggør et stimulerende bagtæppe for en litteratur fuld af genfærd.

Foto: Vara-processionen i Messina, Wikipedia.

Claudia Durastanis bog La Straniera er blandt de 5 finalister til Italiens mest prestigefyldte romanpris La Strega

De 5 finalister til årets Strega-pris, som uddeles den 4 juli, er blevet bekendtgjort, hvoraf 3 er fra Syditalien. Favoritten til prisen er M – il figlio del secolo af Antonio Scurati fra Napoli, som jeg allerede har skrevet om HER,  mens de 2 øvrige i feltet af syditalienere er Claudia Durastanti med La Straniera (Den fremmede), og Nadia Terranova med Addio, fantasmi (Farvel, genfærd).

Jeg har før lovet på min blog at jeg ville fortælle om de syditalienske finalister frem til afsløringen af vinderen den 4 juli i Villa Giulia, Rom, og i dag fokuserer jeg på Claudia Durastanti, hvis unikke baggrund og position som expat-italiener har givet hende et helt specielt udgangspunkt for at skrive om sit hjemland.

Claudia Durastanti er født i 1984 i Brooklyn, New York, som datter af immigrant-forældre og bedsteforældre fra Basilicata-regionen. Som 6-årig vender hun tilbage til Syditalien og forældrenes hjemby, og kontrasten mellem den amerikanske metropol og det tyste, storladne og magiske Basilicata gør så stort et indtryk på hende, at hun senere i livet beslutter sig for at bruge sin families historie som baggrund for en roman om det at vende hjem, at have flere fædrelande og være opfostret af døve forældre.

Resultatet blev La Straniera, som udkom i april 2019 og beskæftiger sig med hvordan livet ser ud, når éns udgangspunkt er markant anderledes end ens jævnaldrende. Værket er en blanding af essayistik, memoir, selvbiografi og roman, og Claudias hovedperson er hendes døve mor, som i 70’erne rejser rundt i verden og må balancere mellem flere virkeligheder.

Durastanti fortæller levende om sine egne minder fra det basilicanske bondeland, hvor hun som barn og teenager lærer at træde de traditionelle danse og optræder for de lokale som en næsten mytisk figur med sin italo-amerikanske baggrund.

Jeg har nedenfor fundet et video-interview med Claudia Durastanti, hvor den 35-årige forfatter fortæller om hovedtemaerne i sin bog overfor en journalist fra avisen La Stampa. Her kommer nogle af hendes vigtigste nedslag fra interviewet:

Døvhed:

”Døvheden står helt centralt i La Straniera, fordi jeg ville beskrive mine forældres liv udfra deres handicap og diskutere, hvad et handikap egentlig er. At være barn af døve forældre betyder at man opdrages til at tro, at de aldrig ændrer sig, for selvom de bliver gamle vedbliver de med at have den samme begrænsning.

Men det er også en slags privilegie at være vokset op med døve forældre: jeg har oplevet hvordan de har håndteret deres eget handicap med en utrolig ubevidsthed og frihed, og jeg har prøvet at bruge det princip i min undersøgelse af diversitet. Fordi begrænsninger er noget, der vedrører os alle, prøver jeg at vende tingene på hovedet og kigger på hvordan en handicappet forholder sig til tiden. For tiden er noget, der i sidste ende vedkommende os alle.”

Fremmed:

”Hvad vil det sige at være fremmed? Nogle gange tror vi at følelsen af fremmedgjorthed knytter sig til det faktum, at man ingen rødder har. Men hvad hvis det forholder sig modsat? Hvad hvis det i stedet handler om at have et overskud af rødder? Vores liv bliver stadigt mere mobile, vi bevæger os mere og mere, og det gør at vi skaber flere udgangspunkter rundt omkring i verden.

 Det kan godt gøre det svært at være fremmed, men på den anden side rummer det en stor skønhed, fordi overskuddet af rødder og relationer giver os muligheden for at vælge og tænke: hvad elsker jeg mest af alt? Så det handler om virkelig at forholde sig til stederne, hvilket er en central del af min bog. I stedet for at se den fremmed som én uden fædreland, vil jeg hellere tænke på at vedkommende har flere fædrelande på én gang, og frit kan vælge hvor han eller hun ønsker at opholde sig. Det er et privilegie, men også et ansvar.”

Basilicata:

”Jeg vendte tilbage til en lille landsby i starten af 90’erne, og det var som om vi var landet med et rumskib. Sammen med min mor og min bror begyndte vi at gå på opdagelse, næsten som en slags instruktører, der skulle undersøge det fantastiske og det eventyrlige og holde det op mod den modernitet, som vi havde med os fra Amerika. Det ville være let at tro at vi ankom til et sted, som kun repræsenterede fortiden, det arkaiske og Carlo Levis smertefulde kærlighed til området, men i stedet opdagede jeg at magien, som er en stor del af hverdagen i Basilicata.

Magi er en stærk kraft, som ikke underlægger sig historien, men eksisterer og udvikler sig, både i det gamle og i det nye. Jeg voksede op i den slags anarkistiske og magiske rum, der dog også havde noget visionært i sig. Paradoksalt nok tror jeg at vi (de bosiddende i Basilicata, red.), på trods af materialisme og det høje tempo, som efterhånden homogeniserer de steder, vi bor, også har mange lommer fulde af kreative eksperimenter, fordi det at leve og overleve i visse områder kræver visioner. Der er derfor også modernitet i et sådant territorie, og jeg har ikke lyst til at repræsentere det smertefulde Syden, som uden tvivl er en realitet, men også bebos af mennesker, som modstår den.”  

 Foto: Claudia Durastanti, Wikipedia.

 

Min Geniale Veninde udstiller usynlighedens tabu på Odense Teater

Den 26 maj var jeg inviteret til Fyns største by for at opleve Ferrantes univers udfolde sig på dansk jord, og oplevelsen var medrivende. Malene Melsen spillede til tider så ranglet og skrøbeligt på scenen i Odense Teater, at man hele tiden frygtede, at hun gik i stykker.

Det var en del af skuespillets fortryllelse, som fik én helt ud på kanten af stolen, og heldigvis havde Elena Ferrantes Lila-karaktér opfyldt hende med så megen styrke, at hun kunne udføre den kraftpræstation, som den over 6 timer lange marathon-opførelse af Ferrantes tetralogi om de to veninder Lila og Elenas venskab unægteligt må være.

Fra de tidligste år i 50’erne, hvor Melsen springer rundt i gadedrengeløb på scenen sammen med Lila, spillet af Sarah Boberg, med dukker i hånden og skolebøger under armen, til det nye årtusinde, hvor Lila pludselig forsvinder – måske til Napolis dybeste gyder, hvor hun er dømt til at bruge resten af sine dage på at lede efter sit forsvundne barn.

Eller måske til Sibyllens hule i Cumea nord for millionbyen, for at udspørge oraklet om sin skæbne, og vansmægte blandt de napolitanere, der er kommet her i tusindvis af år? Igennem alle de år følger vi de to kvinder, og får blot 3 pauser undervejs. Under hvilke man blot stod ude i foyeen og trippede efter at komme tilbage i salens mørke.

Begge kvinder er i det virkelige liv midaldrende: Malene Melsen 49, Sarah Boberg 52, og det virker umiddelbart utroligt, at de, ved blot at samle og slå håret ud, tage brillerne af og på, og skifte mellem et par kjoler i garderoben, kan udfylde en kvindes fulde udvikling fra lille pige til gammel morlil.

Men metamorfoserne lykkes til fulde, og hjælpes på vej af en dramatisk scenografi, hvor brudekjoler hejses op og ned sammen med et klæde, hvorpå pigernes mareridt projekteres i syrede film-glimt, hvor Madonnaen våger over baggårdens intriger fra øverst på teatrets mur, og hvor hele rummet indhylles i damp, når det katastrofale jordskælv i 1980 indtager rummet, lavaklumper falder fra himlen, og skuespillerne brækker scenens fundament op med deres egne hænder.

Jeg er på ingen måde teateranmelder, men har alligevel lyst til at underkaste opførelsen en analyse, som mere handler om stykkets kulturelle baggrund end de egentlige skuespilpræstationer – som jeg i øvrigt fandt fremragende.

Der er ingen tvivl om, at en del af Elena Ferrantes hype bunder i hendes anonymitet, og sin leg med udviskede identiteter. I en tid med forfatteres konstante selvpromovering og folk, der halser efter få minutters berømmelse, er journalister og anmeldere på stribe blevet overasket og fascinerede over forfatterens insisteren på at lade historien tale for sig selv. Hun understreger, at hun intet har at tilføje: “Læs mine bøger istedet, de siger alt!”

Udslettelsen af karakterer og kampen for at holde sig oven vande i et samfund, hvor gruppen går forud for individet, er et gennemgående tema i Napoli-tetralogien: kvinderne, der går hjemme og i det fattige kvartér og er anonyme i forhold til både kønsrollerne og de åbenlyse konflikter mellem mændene i camorra-opgørerne; konernes interne dramaer er voldsomme og bølger som undertrykte energiudladninger fra et liv i samfundets periferi, hvor man først får myndighed indenfor hjemmets fire mure, når man bliver gift, og får børn.

Lila siger selv flere gange til Elena, at hun af og til føler, hun forsvinder. At hun vil blive allermest lykkelig, hvis hun forsvandt fra jordens overflade. Og at hun har svært ved at se og mærke sine egne grænser. Selv Elena, der med tiden bliver en berømt forfatter, siger, at Lila er så svær at holde i en fast form, at hun må forsøge at navle sin veninde fast med skriften. Den både indre og ydre opløsning er også et tema under jordskælvet i 1980, der vender op og ned på Napoli, og for alvor gør den lokale mafia stærk i kølvandet på byens genopbygning og den massive korruption i forbindelse dermed.

Odense Teaters opførelse synes netop at indfange opløsningens tema på flere planer:  de samme skuespillere, hvoraf mange er midaldrende, går som børn, teenagere, giftemodne og gamlinge uhindret igennem årtierne, som om deres alder ophæves, og tiden står stille uden skillevægge mellem virkelighed og teater.

Som tilskuer oplever man at se skuespillerne i flere roller: Thomas Bang spiller for eksempel både hjerteknuseren Nino Sarratore og plebejeren Pasquale Peluso, og Jacob Weble tager sig af figurerne Gennaro Carracci, Rino Cerullo, en blotter, en værkfører og Michele Solara. Næsten alle på scenen har sådanne dobbelte figurer, hvor de i pauserne skifter tøj og frisurer, eller helt udskiftes med nye ansigter og kroppe.

Man skulle tro at det ville virke forvirrende, men tværtimod tilfører maskespillet stykket en særlig, foruroligende stemning. Efter de første sekunders genkendelse, hvor man som iagttager genkender en skuespiller i nye klæ’r, adopterer man hurtigt idéen, som bliver til en selvfølgelighed. Udviskelserne overskrider grænserne mellem os og dem, og man forsvinder selv ind i betragterens rolle.

Elena Ferrante har fortalt at hun er interesseret i at forstå hvorledes den såkaldte ‘spettacolarizzazione’  udtømmer livet og følelsen af at være borger i et land. Ordet kan bedst oversættes som ‘showificering’, hvor hele det italienske folk er blevet forvandlet til tilskuere igennem 20 års overfladisk Berlusconi-tv. Det ultimative, man kan håbe på i en sådan verden, er at ansøge om en rolle i sit eget liv, og det gør mennesker ulykkelige.

Det er værd at tænke over, når man ser Min Geniale Veninde på dansk jord: selv om man fysisk er tusindvis af kilometer fra Napoli i både tid og sted, er konflikterne på scenen eviggyldige. Med sit værk har Ferrante forsøgt at udstille usynlighedens tabu i en visuelt afhængig verden, hvor skuespillerne effektivt udleverer vores mani efter genkendelse, og på smuk vis gør selve historien til forestillingens hovedattraktion.

Min Geniale Veninde spillede på Odense Teater fra den 16 maj – 8 juni. Mine overvejelser om Ferrantes fokus på udslettelsen som begreb kommer fra artiklen ’Cancellature. Il Caso Elena Ferrante/5’ fra den italienske blog La Letteratura e noi af Romano Luperini. Artiklen, som er fra 2015, er skrevet af Caterina Verbaro og kan læses på italiensk HER.

Foto: Emilia Therese for Odense Teater.