Category Archives: LITTERATUR

DEN 9 FEBRUAR LÆSER JEG DIGTE OP PÅ POSTHUS TEATRET I ET SAMARBEJDE MED DEN SARDISKE KULTURFORENING INCANTOS.

Der har i lang tid været et levende miljø af sardere i Danmark og København, som bor her og virkelig ønsker at fortælle om deres fascinerende føde-ø til danskerne. Af samme grund havde jeg sidste år fornøjelsen af at deltage til den officielle åbning af INCANTOS: en sardisk kulturforening i Danmark, som havde været undervejs længe, og nu endelig kunne gå igang med at stable officielle events på benene.

2018 har allerede været fuld af begivenheder, og 2019 starter stærkt ud med et musik-og poesi-arrangement den februar klokken 19-22.30 i Posthus Teatret i centrum af København, hvor jeg sammen med andre danskere og sardere går på scenen og læser digte fra nogle af Danmarks vigtigste poeter op. Oplæsningen, der både vil være på dansk og italiensk, er akkompagneret af musik og baggrundsbilleder fra naturen. Begivenheden hedder nemlig QUATTRO STAGIONI NEL CUORE – 4 SÆSONER I HJERTET, og er en hyldest til årets evige cyklus.

En af initiativ-tagerne og foreningens formand er Olimpia Grossu, der også er kendt for at drive slow-food-restauranten Ristorante San Giorgio i Rosenborggade sammen med sin mand, Achille Melis. I 80’erne var de nogle af de første til at lave rigtig, italiensk mad til danskerne, og idag er stedet den absouitte højborg indenfor sardisk mad herhjemme, med traditionelle bondefavoritter som pasta fregula, langtidsstegt lam, vild fennikel og masser af gode oste fra øen, hvor der bor 6 mio geder og 1.5 mio mennesker – det siger noget om størrelsesforholdet og landskabet, som mange steder domineres af langstrakte marker fulde af græssende dyr.

Naturen er allestedsnærværende på Sardinien, og derfor er arrangementet den 9 februar så oplagt. Både i Danmark og på Sardinien mærker man tydeligt årets gang, og afsættet er en god grund til at hylde den dansk-sardiske relation, og fejre at vi kan nyde poesien og årstiderne sammen.

Før, under og efter oplæsningerne vil gæsterne opleve litterære og musiske indslag fra sardiske kunstnere, og selvfølgelig vil der være godt til ganen og tungen imens. Ses vi? Arrangementet koster 100kr per person, og billetter kan købes HER. Læs mere om arrangementet på Facebook HER.

Boganbefaling: Curzio Malapartes La Pelle

Prostituerede med blonde kønshårsparykker, et havfrue-lignende væsen fra Napolis akvarium serveret til middag for en amerikansk general, og en helt særlig gyde fuld af deforme dværge. Curzio Malapartes roman fra 1949 om det nazi-befriede Napoli er et mesterværk, der udover utallige, hjerteskærende øjebliksbilleder fra dengang leverer en uimodståelig beskrivelse af den napolitanske folkesjæl.

Historien strækker sig fra 1943 til 1945 og begynder i slutningen af september 1943, da De Alliereres amfibievogne triller op på stranden ved Paestum syd for Salerno, og den 1 oktober ankommer til et Napoli fuld af lig i gaderne, udmattede partisaner på bastionerne og sultende borgere, der uden blusel selv har kastet sig ind i kampen med nazisterne for at befri deres by.

Inden da var det fascistiske regime kollapset og jernpagten mellem Hitler og Mussolini ophævet, og blandt nogle af de soldater, som følger amerikanernes befrielse op igennem Italien, var den italienske forfatter Curzio Malaparte, der som en af mange kunstnere senere brugte sit håndværk til at frigøre sig fra krigens traumer.

Resultatet blev den på én gang foruroligende, fascinerende og groteske roman La Pelle – Huden, som indtil videre blandt andet er oversat til engelsk med titlen ’The skin’, og som i dag står tilbage som et absolut mesterværk i sin skildring af krigens konsekvenser for Syditalien.

La Pelle er oversat til engelsk med titlen The Skin. Bogcover fra Amazon.

Kroppens hylster er ifølge Malaparte det eneste, som napolitanerne har tilbage at kæmpe for: for da amerikanerne befrier byen og krigens rædsler på den måde har formel ende, slipper mange napolitanere kontrollen og kaster sig ud i syndigt levned for både at kunne håndtere frihedens tomrum, krigens ukendte efterspil, fattigdommen og gydernes rådnende kroppe. Malaparte kalder byen, hvor der pludselig hores, spilles, plyndres og drikkes, som pestbefængt; den hærges af en helt særlig og farlig sygdom, som amerikanernes frihedsløfte har båret med sig, og som koster napolitanerne deres sjæl, forstand og kropskontrol.

Det er svært at gennemskue, hvad der er fiktion, og hvad der er sande øjenvidneberetninger i La Pelle. Men ikke desto mindre bevæger Malaparte sig rundt i et Napoli fuld af genkendelige steder:

Som for eksempel L’Ospedale dei Pellegrini, Napolis ældgamle sygehus, hvor han befinder sig efter et bombeangreb, og ser hvordan pjaltede pårørende trækker de sårede ind i hospitalsgården på en kærre, og river sig til blods af sorg, når lægerne erklærer dem alle døde. I desperation griber de mange lig, der ligger i bunker i hospitalets gange, flår dem fra hinanden og forsvinder bort i byen udenfor med ukendtes legemsdele under armen.

Vi kommer også med på Piazza dei Martiri, hvor napolitanske børn sælges som slaver til marokkanske soldater, og ned til havnen og slottet Castel Nuovo sammen med den rædselsslagne befolkning, da Vesuv natten til den 18 marts går i sit frygtelige, sidste udbrud. Malaparte beskriver hvordan heltemodige amerikanere letter fra Capodichino lufthavnen og flyver direkte ind i en katastrofal lavasky for at gennemhulle den og redde Napolibugtens landsbyer fra at blive begravet i stenklumper under dens bug.

Vesuvs udbrud, der varede fra 18-24 marts 1944. Foto taget fra et amerikansk bombefly. Wikipedia.

Malaparte fortæller også om en særlig, snæver gyde kaldet Il Pendino, der går fra havet ind i Chiaia-kvarteret, og befolkes af ækle dværge. Og så besøger han bordeller og vanvittige freakshows, som napolitanerne stabler på benene for at tjene en ussel mønt på amerikanerne. Uforglemmelige billeder tegner Malaparte af en fattig lejlighed, hvor et pigebarn med brudeflettet hår og hadefuldt blik falder bagover på en seng, spreder benene og viser sit jomfruelige skridt frem for soldaterne, og af et bordel, hvor de prosituerede lægger en blond paryk over deres pubeshår for at ophidse de sorte amerikanere, når de spidder pigerne igennem hårpragtens røde fløjlshul.

Men mest mindeværdig er måske frokosten i Duca di Toledo paladset, hvor Malaparte selv hævder at være til stede sammen med arméens højest stående befalingsmænd, blandt dem General Cork. Mens det omkringliggende Napoli vandmægter i hungersnød, sygdom og armod, bæres mystiske retter ind på sølvfade foran de amerikanske spidser, som Malaparte beskriver med både medlidenhed og afsky – især da selskabet får serveret en havuhyre i mayonnaise:

”Alle kiggede chokerede på fisken. Et svagt skrig af rædsel undslap Mrs. Flats læber, og General Cork blegnede. Et pigebarn, eller noget, der lignede et pigebarn, lå på ryggen i midten af fadet, på en bund af salatblade, indeni et stor guirlande af lyserøde koraller. Det havde åbne øjne, læberne adskilte, og beundrede kunstværket Venus’ Triumf, som var malet i loftet af Luca Giordano.

Det var nøgent: men den mørke og skinnende hud, som havde den samme violette farve som Mrs. Flats kjole, fremhævede, som var det en skræddersyet kåbe, dets spæde og allerede harmoniske former, hofternes søde kurver, mavens svage forhøjning, de små, jomfruelige bryster, de brede og muskuløse skuldre. Hun var ikke være mere end 8 eller ti år gammel, selvom hun på grund af sin kvindelighed sagtens kunne ligne én på femten.

Hist og her kunne man på grund af tilberedningen især på hofterne og skuldrene, se ind til det møre kød (…) Armene var korte, en slags finner, der endte i spidser, som hænder uden fingre. På issen havde hun en lok børster, som lignede hår, og lå som blonde lokker omkring hendes lille ansigt (…). Den lange og smækre krop endte, som Ovid ville have sagt det, in piscem, i en fiskehale. Barnet lå der på sin sølvbåre, og så ud, som om det sov. Men på grund af en utilgivelig fejl fra kokkens side sov hun ligesom de døde, på hvem ingen levende endnu har haft den barmhjertighed at lukke øjenlågene.” (side 221-222, La Pelle)  

Dyret, som blev serveret under frokosten, var ifølge Malaparte et af verdens sidste eksemplarer af Havfrue-fisken, som svømmede rundt i Napolis glorværdige akvarium; Et af de ældste og første akvarier i Europa, som indtil 2 verdenskrig indeholdt gigantiske, marine vidundere fra hele verden, men som under Den Femte Armés ophold blev tømt for at fodre generalerne med fisk. Det var nemlig forbudt at fiske i Napoli-bugten under besættelsen af fare for miner, og ’La sirena’, der på en prik lignede en rigtig havfrue’, var en af de sidste kæmper, der blev fisket op af akvariets montrer.

Efter beskrivelsen af Napoli rykker Malaparte med hæren videre mod nord og fortæller os om slaget ved Monte Cassino, Roms og Firenzes befrielse og sin tilbagevenden til Napoli, hvorfra bådene afgår til Amerika. Mens han har været væk er Vesuvs udbrud udslukt i en sådan grad, at der ikke længere stiger nogen form for røg opad vulkanens krater. Åndedraget fra den både vidunderlige og forfærdelige gud, som napolitanerne anser Vesuv for, er stoppet, og Malaparte følger de desperate napolitanere i deres procession mod vulkanens top og ser dem sende offergaver i form af lam, kaniner og høns ned i kraterets tavse mund, for forgæves at vække deres totem til live igen.

Curzio Malaparte med det rigtige navn Kurt Erich Suckert (9 juni 1898-19 juli 1957) var en italiensk forfatter, filmskaber, krigskorrespondent og diplomat. Wikipedia.

Malaparte står med sin roman på skuldrene af en hel generation af traumatiserede, sydeuropæiske forfattere, der især griber til symbolik for at kunne rumme og beskrive krigens rædsler som de udspillede sig under og efter fascismens greb. For eksempel vælger Kurt Eric Suckert, som er Curzio Malapartes rigtige navn, at tage et kunstnerpseudonym, der også rummer hans dobbelte identitet som både skyldig og befrier. ’Malaparte’ – som frit oversat betyder ’den onde del’ – spiller på kontrasten til Bonaparte – Napoleons efternavn.

La Pelle skulle egentlig have heddet La Peste, men fik ændret sin titel efter at Albert Camus roman The Plague blev udgivet i 1947 og ligeledes beskrev krigens rædsler som en sygdom, der hjemsøgte et Europa uden syndsforladelse. Malaparte kom selv fra Prato, og med sin evne til som både italiener og ’nordboer’ at kunne stå udenfor og indenfor skildringen af napolitanernes lidelser og heltemod,  leverer han et uimodståeligt sindbillede af Italiens mest bombede og plagede by.

2 verdenskrig var en konflikt, der stadig tegner Syditaliens og især Napolis skæbne: magtstrukturerne vendte for alvor til mafiaens fordel, og byen kom aldrig rigtig på fode igen som verdensmetropol, men gled baglæns i forhold til de øvrige italienske byers udvikling i efterkrigstidens boomende økonomi. La Pelle er obligatorisk læsning for alle dem, der har behov for at lære af fortiden, for ikke at begå de samme katastrofer i fremtiden.

Hovedmotiv: Still fra filmen Le Quattro Giornate di Napoli fra 1962. Fra Wikipedia.

De første anmeldelser af serien ‘Min Geniale Veninde’ på HBO Nordic spænder fra begejstring til mistro

Så skete det: den 19 og 20 november kunne man på HBO Nordic – over en uge før serien løber over skærmen i Italien – se de to første afsnit af ‘My Brilliant Friend’, og modtagelsen af filmatiseringen af Elena Ferrantes første Napoli-roman har fra kritikernes side været rigtig god.

Med mit kendskab til Napoli som by og ‘napolitaniteten’ som begreb har det været uhyre spændende at se omverdenens begejstring for den bog-serie, der suverænt har sat byen på det moderne, litterære verdenskort, overført til lærredet. Vi var mange der var spændte på, om instruktør Saverio Costanzo kunne stå distancen, og i traileren til serien blev jeg faktisk nervøs for, om de tarvelige by-kulisser, der tydeligvis udgør de første rammer om de to pigers første leveår, vitterligt ikke var lidt for karikerede.

Samme bekymring havde mange anmeldere, både i England, USA og her i Danmark. Men da jeg så de 2 første afsnit forleden gav det hele så meget mening, og jeg giver Costanzo så meget ret i, at netop den kulisse-agtige stemning bidrager til at spændingerne mellem karaktererne virkelig står frem, som stod Lenu og Lila på en enorm teater-scene, lige foran publikum uden en tv-skærm mellem dem og os.

Desuden er jeg rigtig glad for det langsomme tempo, hvor kameraet tager sig god tid til at dvæle ved et ansigt og et landskab. Det er visuelt kræs, og føles virkelig luksusagtigt i en medievirkelighed, hvor mange film ellers er fuld af hurtige klip.

Både i The Guardian og i New York Times har anmelderne måtte overgive sig – sidstnævnte havde nogle interesante pointer, fordi hun mener, at serien visse steder taber noget ved at være lidt for tro mod sit forlæg: at Lenus ældre stemme fortæller ind over- ligesom hun jo gør i bogen i sit lange tilbageblik på de to pigers venskab – bliver af og til for insisterende. Istedet for skulle Costanzo have stolet på det ældgamle råd, dont tell it , show it, især fordi de to hovedrolleindehavere spiller så uforligneligt.

Den måske mest interessante kritik hørte jeg fra Eva Eiztrup, der i sin anmeldelse i Information syntes, at settingen var for romantiseret og kulisse-agtig, og skuespillet, som de beskrev det i radio24Syv, hvor hun var gæst, ‘en karikatur af skrigende madonna’er”.

Det bliver jeg selvfølgelig nødt til at kommentere på:

Kvarteret, som beskrives i serien, er en genopbyggelse af det dengang spritnye Rione Luzzati, der blev opført øst for hovedbanegården som en del af Poggioreale-kvartéret. Stedet findes endnu, men er blevet komplet opslugt af storbyen Napoli. Rione Luzzati vedbliver dog ligesom resten af Poggioreale med at være et barskt slumkvartér præget af de ‘case popolari’, huse til arbejderklassen, som er blevet opført i Italien igennem umindelige tider, og som i efterkrigstiden blev lavet af billige materialer.

Jeg har selv færdedes i Poggioreale, og det var en depressiv oplevelse, der vil sidde i mig resten af livet på grund af trøstesløsheden, den subtile atmosfære af vold og en meget mærkelig følelse af, at et eller andet ubehageligt og skæbnesvangert hele tiden skulle til at indtræffe.

Det er en stemning, der understreges af de beskidte slumkvarterer – byggerier, der får én til at føle sig sært fremmedgjort i selv den travleste gade – og hvis det har været Costanzos intention at formidle lige netop dette, er det lykkedes ham over evne.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage Eva Eistrup med til Poggioreale en dag, for så vil hun kunne forstå, hvorfor kvinderne skriger og slås her, og hvorfor kvarteret både i virkeligheden og på film undslipper enhver identifikation med det romantiske billede af det smukke, barokke og vasketøjsdryppende Napoli, som mange af os bærer rundt på. At kalde filmen en karikatur er netop en karikatur på de fordomme, som vi alle indeholder, især om steder, hvor vi ikke selv har været.

Måske siger anmelderen det fra New York Times bedst når hun skriver, at serien udgør den hidtil vigtigste beskrivelse af et kvindeligt venskab, som vi har ventet mange år på. I langt de fleste tilfælde er kvinder, og især pigebørn, hvis de altså overhovedet optræder på lærrredet, statister, og blot iagttagere af mændenes drama.

Med Ferrante oplever vi et revolutionerende skift i perspektiv. Godt gået, Elena, jeg vil ha mer’! Anmeldelsen i New York Times kan du finde HER.

Anmeldelsen fra Information befinder sig HER.

Hovedfoto: Copyright HBO Nordic.

På jagt efter Syditalien på Bogforum: Elena Ferrantes Napoli-romaner er kommet med i ny bog over verdenslitteraturens højdepunkter

Igår var jeg et smut på bogforum i Bella Center i København, og selvfølgelig var jeg på udgik efter bøgen om Italien og syditaliensk litteratur blandt de mange nye titler.

En af de ting, der gjorde størst indtryk på mig, var et interview på Aarhus Universitetsforlags stand, hvor Jakob Ladegaard og Mads Rosendahl Thomsen, som er henholdsvis lektor og professor MSO i Litteraturhistorie, Aarhus Universitet, fortalte om forlagets nye bog, 50 VÆRKER. HØJDEPUNKTER I VERDENSLITTERATUREN.

Min veninde Hanne Roer, som er lektor i retorik ved Københavns Universitet, havde bidraget med et kapitel om Dantes Guddommelige Komedie, og med på listen sammen med forfattere som Homer og H.C. Andersen stod minsandten også Elena Ferrante og hendes Napoli-serie.

Det var jeg naturligvis meget begejstret for at se, og jeg interviewede derfor kort Mads om hvorfor de havde valgt at tage Ferrante med i deres antologi:

“Først og fremmest er det jo en utrolig stærk historie, som er overmåde godt fortalt. Ferrante har ramt noget hos folk over hele jorden, der kan se sig spejlet i hendes hovedpersoner og univers. Og så er der noget med bøger i serier, som vi kan mærke har et stort appel. Ligesom Karl Ove Knausgård, der også er med på listen på grund af hans selvbiografiske værk, Min Kamp.

Det er faktisk overraskende, fordi man skulle tro, at meget lange historier, hvor man skal gå og vente på fortsættelsen, ikke har nogen plads i vores travle hverdag. Men der er vi altså blevet klogere. Godt nok har Napoli-trilogien endnu ikke stået tidens prøve som de ældre værker på listen, men vi ville omvendt gerne have noget helt nyt med, og der faldt valget altså på Elena Ferrante”, fortalte Mads Rosendahl Thomsen.

Du kan læse mere om bogen HER.

Trailer til Elena Ferrantes ‘Min genale veninde afslører detaljer om den færdige film og et landligt Napoli af engang

“Det var i det øjeblik, jeg fandt ud af, at intet kunne standse hende”, siger Elena om sin genstridige og geniale veninde, Lila, og sætningen bliver overskriften på deres kontrastfyldte venskab, som den 27 november får liv i form af en længe ventet tv-serie på både RaiUno og HBO.

Serien bliver i 8 afsnit på 50 min. hver. Jeg har set traileren, som man kan se ved at følge linket nedenfor, flere gange, og udover at være fuldstændig begejstret for den skønne, napolitanske dialekt, som jeg elsker, lægger jeg især mærke til de mange højdepunkter fra bogen: den frygtede tunnel, der fører udaf barndommens kvartér, og som ikke alle tør følge, dramaet omkring pigernes skolegang, og dukkerne, der bliver kastet ned i mørket som en prøve på pigernes mod.

Jeg lægger også mærke til at det kvartér, som pigerne bor i, har et forbløffende landligt præg. Derfra har man udsigt til Napolis rurale opland, men hvis man følger teorien om, at kvarteret ligger tæt på hovedbanegården, kan det sagtens afspejle det Napoli, som i 50’erne endnu ikke er blevet en del af det italienske, økonomiske boom, og hvis boligkvarterer vest for Piazza Garibaldi endnu skal bebygges og blive til betonklodserne i Poggioreale, skyskraberne i Centro Direzionale og industrien i La Zona Industriale.

Jeg glæder mig så meget til at se det første afsnit i serien, og jeg savner Napoli hver dag. (Hovedfoto: Rai Pubblicità)

MATILDE SERAO OG NAPOLIS UBESKREVNE KVINDELIV

Hvis man tror at Elena Ferrante er den eneste napolitanske forfatterinde med punch, så skulle man beskæftige sig med journalisten, essayisten og forlæggeren Matilde Serao, som i det 19 og 20 århundrede var en af Napolis vigtigste skribenter og stadig udgør en kæmpe inspiration for kvindelige forfattere fra Syditalien. 4 gange var hun nomineret, og ligeså mange gange gik hun glip af en Nobelpris i litteratur – blandt andet fordi fascisterne trak Matildes kandidatur tilbage grundet hendes glødende kritik af regimet.

Matilde blev født i Grækenland i 1856 af napolitanske forældre og flyttede som ung tilbage til Napoli for at undervise. Her oplevede hun den dybe forarmethed, som mange napolitanere levede i, og hun havde især et blik for kvindernes og børnenes kår og den sociale uretfærdighed, der ikke var blevet mindre siden Italiens samling. Inspireret af den syditaliens realisme-bevægelse indenfor litteraturen kaldet Verismo, satte hun sig for at beskrive folkedybets realiteter, og hendes noveller og artikler blev både udgivet i bog-og avisformat.

I 1892 grundlagde hun sammen med sin mand avisen Il Mattino, der endnu idag er en af Syditaliens mest læste, og sin egen avis Il Giorno, hvilket gjorde hende til verdens første kvindelige avisejer.

Jeg har selv stiftet bekendtskab med Matilde Seraos både smukke og gribende historier i hendes nok mest berømte værk til dato, nemlig Il Ventre di Napoli – Napolis Mave – fra 1884, hvor hun efter en buldertale i indledningen mod de italienske politikere, der ignorerer og udnytter byens fattigdom, på næsten antropologisk vis beskriver de fattiges hverdag.

Som kvinde giver hun et unikt indblik i en feminin hverdag, som dengang var ikke-eksisterende i den italienske litteratur, og beskriver på finurlig vis byens kvindesammenhold som den egentlige sociale lim mellem størstedelen af af Napolis miserable befolkning.

il ventre

Mest gribende måske er hendes ord i afsnittet ‘Barmhjertighed’, hvor hun beskriver hvordan der eksisterer forskellige grader af fattigdom, og hvor den mindre fattige kvinde hjælper den, der har det værre end hende – også når det kommer til modermælk:

“Ingen kvinde, der går og spiser i gaderne, kan se et barn standse og betragte hende, uden at give det noget at spise. Når en gravid kvinde standser på vejen, får hun straks tilbudt føde af de forbipasserende, uden at hun har spurgt om det. Hvis en fattig kvinde spiser macceroni med stærk ost på, vil hun straks tilbyde sit kogevand til en endnu fattigere medsøster, som så kan hælde vandet udover sit hårde brød og derved få lidt smag af pasta.”

“En anden type barmhjertighed er denne: en moder var alt for svag til at få mælk i sin barm. Men der var altid en veninde eller en fremmed, der kunne amme det alligevel. Tre gange om dagen bar kvinden med det tørre bryst barnet til den lykkelige mor, og så satte de sig begge ned på dørtrinet og betragtede babyen, der sugede livet til sig. Man skal have set sådan en scene for at forstå dens storhed, have hørt den lave stemme, hvormed den tørlagte moder hvisker sin velsignelse til sin medsøster:”Må Herren velsigne dig for den barmhjertighed, du viser dette barn”. Pludselig en dag er der ikke længere brug for ammemoderens mælk, og hun lider ved ikke at se barnet, så hun opsøger det mens det vokser, nogle gange har hun et stykke frugt med til det, eller en amulet. Et barn har to mødre. “