Category Archives: LITTERATUR

Den sicilianske finalist til Strega-prisen 2019: Addio fantasmi af Nadia Terranova

Flere italienske anmeldere og forfattere har udnævnt denne bog til den bedste, italienske læseoplevelse i 2018 – blandt andet Domenico Starnone, som egenhændigt kaldte værket ’en dybt bevægende roman’:

Da Ida, hovedpersonen i Nadia Terranovas nyeste roman, Addio, fantasmi, ( Farvel, genfærd) vender hjem til sin fødeby Messina for at hjælpe sin mor med at sætte familiens gamle lejlighed i stand til salg, bliver hun tvunget til at forholde sig til sin barndoms traume om faderens forsvinden. 23 år tidligere forduftede han. Han døde ikke, gik sig bare en tur en morgen og kom aldrig mere tilbage.

Hændelsen vender tilbage til Ida, da hun atter opholder sig i de gamle rum, der både indeholder nye og gamle ting, og hun konfronteres med det faktum, at faderens forsvindingsnummer siden har påvirket hendes liv dybt: Tavsheden overfor moderen, problemerne med at udvikle en identitet baseret på fortielse og anormalitet, selv hendes forhold til ægtemanden, der både er hendes redning og hendes afgrund.

Som dagene går i lejligheden, møder hun sin angst og manglende tillid overfor sine egne ønsker, og omgivet af barndomshjemmets genfærd må hun finde en vej gennem mørket og vække faderens spøgelse til live for at få svar.

Nadia Terranovas bog blev i allerede i december 2018 udråbt som en af årets 12 bedste udgivelser af det valansete tidsskrift La Lettura, og værker er blevet oversat til dansk takket være Forlaget Grif.

Jeg synes, der ligger en spændende dobbelthed mellem temaet om spøgelser og den tragiske lokation, som Messina udgør i den sicilianske bevidsthed. Byen har igennem tiden været voldsomt ramt af jordskælv, blandt andet i 1783 og 1908, hvor tusindvis af mennesker døde, og byen ad flere omgange sank i grus.

Messina er et sted, der er konstant under genopbygning, og indbyggerne bidrager selv til at bryde tingenes tilstand ned: I 1847 brød et af de første Risorgimento-oprør på Syditaliensk jord ud i Messina, og i 2013 gjorde de lokale oprør mod den dybt korrupte kommune og indsatte den barfodede folkeskolelærer Renato Accorinti som borgmester.

Messinas gader rummer et flimret galleri af skygger fra en voldsom fortid, en slags febril rastløshed, der giver byen sin atmosfære, og fuldstændig muliggør et stimulerende bagtæppe for en litteratur fuld af genfærd.

Foto: Vara-processionen i Messina, Wikipedia.

Claudia Durastanis bog La Straniera er blandt de 5 finalister til Italiens mest prestigefyldte romanpris La Strega

De 5 finalister til årets Strega-pris, som uddeles den 4 juli, er blevet bekendtgjort, hvoraf 3 er fra Syditalien. Favoritten til prisen er M – il figlio del secolo af Antonio Scurati fra Napoli, som jeg allerede har skrevet om HER,  mens de 2 øvrige i feltet af syditalienere er Claudia Durastanti med La Straniera (Den fremmede), og Nadia Terranova med Addio, fantasmi (Farvel, genfærd).

Jeg har før lovet på min blog at jeg ville fortælle om de syditalienske finalister frem til afsløringen af vinderen den 4 juli i Villa Giulia, Rom, og i dag fokuserer jeg på Claudia Durastanti, hvis unikke baggrund og position som expat-italiener har givet hende et helt specielt udgangspunkt for at skrive om sit hjemland.

Claudia Durastanti er født i 1984 i Brooklyn, New York, som datter af immigrant-forældre og bedsteforældre fra Basilicata-regionen. Som 6-årig vender hun tilbage til Syditalien og forældrenes hjemby, og kontrasten mellem den amerikanske metropol og det tyste, storladne og magiske Basilicata gør så stort et indtryk på hende, at hun senere i livet beslutter sig for at bruge sin families historie som baggrund for en roman om det at vende hjem, at have flere fædrelande og være opfostret af døve forældre.

Resultatet blev La Straniera, som udkom i april 2019 og beskæftiger sig med hvordan livet ser ud, når éns udgangspunkt er markant anderledes end ens jævnaldrende. Værket er en blanding af essayistik, memoir, selvbiografi og roman, og Claudias hovedperson er hendes døve mor, som i 70’erne rejser rundt i verden og må balancere mellem flere virkeligheder.

Durastanti fortæller levende om sine egne minder fra det basilicanske bondeland, hvor hun som barn og teenager lærer at træde de traditionelle danse og optræder for de lokale som en næsten mytisk figur med sin italo-amerikanske baggrund.

Jeg har nedenfor fundet et video-interview med Claudia Durastanti, hvor den 35-årige forfatter fortæller om hovedtemaerne i sin bog overfor en journalist fra avisen La Stampa. Her kommer nogle af hendes vigtigste nedslag fra interviewet:

Døvhed:

”Døvheden står helt centralt i La Straniera, fordi jeg ville beskrive mine forældres liv udfra deres handicap og diskutere, hvad et handikap egentlig er. At være barn af døve forældre betyder at man opdrages til at tro, at de aldrig ændrer sig, for selvom de bliver gamle vedbliver de med at have den samme begrænsning.

Men det er også en slags privilegie at være vokset op med døve forældre: jeg har oplevet hvordan de har håndteret deres eget handicap med en utrolig ubevidsthed og frihed, og jeg har prøvet at bruge det princip i min undersøgelse af diversitet. Fordi begrænsninger er noget, der vedrører os alle, prøver jeg at vende tingene på hovedet og kigger på hvordan en handicappet forholder sig til tiden. For tiden er noget, der i sidste ende vedkommende os alle.”

Fremmed:

”Hvad vil det sige at være fremmed? Nogle gange tror vi at følelsen af fremmedgjorthed knytter sig til det faktum, at man ingen rødder har. Men hvad hvis det forholder sig modsat? Hvad hvis det i stedet handler om at have et overskud af rødder? Vores liv bliver stadigt mere mobile, vi bevæger os mere og mere, og det gør at vi skaber flere udgangspunkter rundt omkring i verden.

 Det kan godt gøre det svært at være fremmed, men på den anden side rummer det en stor skønhed, fordi overskuddet af rødder og relationer giver os muligheden for at vælge og tænke: hvad elsker jeg mest af alt? Så det handler om virkelig at forholde sig til stederne, hvilket er en central del af min bog. I stedet for at se den fremmed som én uden fædreland, vil jeg hellere tænke på at vedkommende har flere fædrelande på én gang, og frit kan vælge hvor han eller hun ønsker at opholde sig. Det er et privilegie, men også et ansvar.”

Basilicata:

”Jeg vendte tilbage til en lille landsby i starten af 90’erne, og det var som om vi var landet med et rumskib. Sammen med min mor og min bror begyndte vi at gå på opdagelse, næsten som en slags instruktører, der skulle undersøge det fantastiske og det eventyrlige og holde det op mod den modernitet, som vi havde med os fra Amerika. Det ville være let at tro at vi ankom til et sted, som kun repræsenterede fortiden, det arkaiske og Carlo Levis smertefulde kærlighed til området, men i stedet opdagede jeg at magien, som er en stor del af hverdagen i Basilicata.

Magi er en stærk kraft, som ikke underlægger sig historien, men eksisterer og udvikler sig, både i det gamle og i det nye. Jeg voksede op i den slags anarkistiske og magiske rum, der dog også havde noget visionært i sig. Paradoksalt nok tror jeg at vi (de bosiddende i Basilicata, red.), på trods af materialisme og det høje tempo, som efterhånden homogeniserer de steder, vi bor, også har mange lommer fulde af kreative eksperimenter, fordi det at leve og overleve i visse områder kræver visioner. Der er derfor også modernitet i et sådant territorie, og jeg har ikke lyst til at repræsentere det smertefulde Syden, som uden tvivl er en realitet, men også bebos af mennesker, som modstår den.”  

 Foto: Claudia Durastanti, Wikipedia.

 

Min Geniale Veninde udstiller usynlighedens tabu på Odense Teater

Den 26 maj var jeg inviteret til Fyns største by for at opleve Ferrantes univers udfolde sig på dansk jord, og oplevelsen var medrivende. Malene Melsen spillede til tider så ranglet og skrøbeligt på scenen i Odense Teater, at man hele tiden frygtede, at hun gik i stykker.

Det var en del af skuespillets fortryllelse, som fik én helt ud på kanten af stolen, og heldigvis havde Elena Ferrantes Lila-karaktér opfyldt hende med så megen styrke, at hun kunne udføre den kraftpræstation, som den over 6 timer lange marathon-opførelse af Ferrantes tetralogi om de to veninder Lila og Elenas venskab unægteligt må være.

Fra de tidligste år i 50’erne, hvor Melsen springer rundt i gadedrengeløb på scenen sammen med Lila, spillet af Sarah Boberg, med dukker i hånden og skolebøger under armen, til det nye årtusinde, hvor Lila pludselig forsvinder – måske til Napolis dybeste gyder, hvor hun er dømt til at bruge resten af sine dage på at lede efter sit forsvundne barn.

Eller måske til Sibyllens hule i Cumea nord for millionbyen, for at udspørge oraklet om sin skæbne, og vansmægte blandt de napolitanere, der er kommet her i tusindvis af år? Igennem alle de år følger vi de to kvinder, og får blot 3 pauser undervejs. Under hvilke man blot stod ude i foyeen og trippede efter at komme tilbage i salens mørke.

Begge kvinder er i det virkelige liv midaldrende: Malene Melsen 49, Sarah Boberg 52, og det virker umiddelbart utroligt, at de, ved blot at samle og slå håret ud, tage brillerne af og på, og skifte mellem et par kjoler i garderoben, kan udfylde en kvindes fulde udvikling fra lille pige til gammel morlil.

Men metamorfoserne lykkes til fulde, og hjælpes på vej af en dramatisk scenografi, hvor brudekjoler hejses op og ned sammen med et klæde, hvorpå pigernes mareridt projekteres i syrede film-glimt, hvor Madonnaen våger over baggårdens intriger fra øverst på teatrets mur, og hvor hele rummet indhylles i damp, når det katastrofale jordskælv i 1980 indtager rummet, lavaklumper falder fra himlen, og skuespillerne brækker scenens fundament op med deres egne hænder.

Jeg er på ingen måde teateranmelder, men har alligevel lyst til at underkaste opførelsen en analyse, som mere handler om stykkets kulturelle baggrund end de egentlige skuespilpræstationer – som jeg i øvrigt fandt fremragende.

Der er ingen tvivl om, at en del af Elena Ferrantes hype bunder i hendes anonymitet, og sin leg med udviskede identiteter. I en tid med forfatteres konstante selvpromovering og folk, der halser efter få minutters berømmelse, er journalister og anmeldere på stribe blevet overasket og fascinerede over forfatterens insisteren på at lade historien tale for sig selv. Hun understreger, at hun intet har at tilføje: “Læs mine bøger istedet, de siger alt!”

Udslettelsen af karakterer og kampen for at holde sig oven vande i et samfund, hvor gruppen går forud for individet, er et gennemgående tema i Napoli-tetralogien: kvinderne, der går hjemme og i det fattige kvartér og er anonyme i forhold til både kønsrollerne og de åbenlyse konflikter mellem mændene i camorra-opgørerne; konernes interne dramaer er voldsomme og bølger som undertrykte energiudladninger fra et liv i samfundets periferi, hvor man først får myndighed indenfor hjemmets fire mure, når man bliver gift, og får børn.

Lila siger selv flere gange til Elena, at hun af og til føler, hun forsvinder. At hun vil blive allermest lykkelig, hvis hun forsvandt fra jordens overflade. Og at hun har svært ved at se og mærke sine egne grænser. Selv Elena, der med tiden bliver en berømt forfatter, siger, at Lila er så svær at holde i en fast form, at hun må forsøge at navle sin veninde fast med skriften. Den både indre og ydre opløsning er også et tema under jordskælvet i 1980, der vender op og ned på Napoli, og for alvor gør den lokale mafia stærk i kølvandet på byens genopbygning og den massive korruption i forbindelse dermed.

Odense Teaters opførelse synes netop at indfange opløsningens tema på flere planer:  de samme skuespillere, hvoraf mange er midaldrende, går som børn, teenagere, giftemodne og gamlinge uhindret igennem årtierne, som om deres alder ophæves, og tiden står stille uden skillevægge mellem virkelighed og teater.

Som tilskuer oplever man at se skuespillerne i flere roller: Thomas Bang spiller for eksempel både hjerteknuseren Nino Sarratore og plebejeren Pasquale Peluso, og Jacob Weble tager sig af figurerne Gennaro Carracci, Rino Cerullo, en blotter, en værkfører og Michele Solara. Næsten alle på scenen har sådanne dobbelte figurer, hvor de i pauserne skifter tøj og frisurer, eller helt udskiftes med nye ansigter og kroppe.

Man skulle tro at det ville virke forvirrende, men tværtimod tilfører maskespillet stykket en særlig, foruroligende stemning. Efter de første sekunders genkendelse, hvor man som iagttager genkender en skuespiller i nye klæ’r, adopterer man hurtigt idéen, som bliver til en selvfølgelighed. Udviskelserne overskrider grænserne mellem os og dem, og man forsvinder selv ind i betragterens rolle.

Elena Ferrante har fortalt at hun er interesseret i at forstå hvorledes den såkaldte ‘spettacolarizzazione’  udtømmer livet og følelsen af at være borger i et land. Ordet kan bedst oversættes som ‘showificering’, hvor hele det italienske folk er blevet forvandlet til tilskuere igennem 20 års overfladisk Berlusconi-tv. Det ultimative, man kan håbe på i en sådan verden, er at ansøge om en rolle i sit eget liv, og det gør mennesker ulykkelige.

Det er værd at tænke over, når man ser Min Geniale Veninde på dansk jord: selv om man fysisk er tusindvis af kilometer fra Napoli i både tid og sted, er konflikterne på scenen eviggyldige. Med sit værk har Ferrante forsøgt at udstille usynlighedens tabu i en visuelt afhængig verden, hvor skuespillerne effektivt udleverer vores mani efter genkendelse, og på smuk vis gør selve historien til forestillingens hovedattraktion.

Min Geniale Veninde spillede på Odense Teater fra den 16 maj – 8 juni. Mine overvejelser om Ferrantes fokus på udslettelsen som begreb kommer fra artiklen ’Cancellature. Il Caso Elena Ferrante/5’ fra den italienske blog La Letteratura e noi af Romano Luperini. Artiklen, som er fra 2015, er skrevet af Caterina Verbaro og kan læses på italiensk HER.

Foto: Emilia Therese for Odense Teater.

Min nye udgave af Turen Går Til Napoli og Syditalien er udkommet

Pizzaen er forsvundet fra coveret og ind er der flyttet en elegant, ældre herre fra de trange gader i Matera. I 2015 havde jeg den store glæde at overtage titlen Turen Går Til Syditalien, og jeg gik med krum hals i gang med at genskrive hele bogen. At være rejsebogsforfatter betyder at ens titler er under konstant revision – hvert 3 år skal de opdateres, have nyt forsidebillede og finpudset illustrationer, og for hver research-tur er der hele tiden nye ting, der dukker op og gerne vil være med i bogen.

Da jeg afleverede mit første manus, opdagede jeg, at Politikens Forlag ville tilføje Napoli til titlen, så bogen kom til at hedde TGT Napoli og Syditalien. Den disponering gik jeg fuldt ud ind for, for den afspejler en aktuel udvikling, hvor Napoli bliver stadigt mere populær som alternativ til Italiens øvrige storbyer.

Napoli har sin helt egen sektion i bogen, og i forhold til sidste udgave opdateret med nyt om bla. det fascinerende rabarberkvarter Sanità, der ligger og gemmer sig på den anden side af hovedfærdselsåren Via Forio og det arkæologiske museums koralrøde mure.

Men Syditalien er meget andet og mere end Napoli, og i den research, som ligger til grund for den nyudkomne udgave, satte jeg mig for at gå særligt i dybden med øerne i Napoli-bugten – nærmere bestemt Ischia, Procida og Capri.

Især førstnævnte er virkelig blevet en favorit – måske i kølvandet på Elena Ferrantes roman Min Geniale Veninde, hvor hovedpersonen Elena tilbringer sommeren som barnepige, og igennem hvis øjne vi oplever øen med de varme kilder og det sorte vulkansand.

Capri er ikke uden grund den mest berømte af bugtens trillinger: derfor guider jeg i bogen til nye opdagelser, vandreruter, butikker og hoteller på den lille, porcelænshvide klippe-ø, der giver et andet indtryk af stedet end de sædvanlige postkort-beskrivelser af idyl og jet set-ferie.

Endelig er der Procida, hvor jeg oplevede at bo dybt inde i det middelaldercitadel, som udgør fiskerbyen Corricellas ansigt mod syd. Langs promenaden blev der røgtet garn og fodret katte, og bugtens mindste ø er også den mest skramlede, med ægte, napolitansk stemning fra alle de lokale fra fastlandet, som kommer herud for at lufte i havbrisen.

168 siders rejsebog er for lidt plads til at præsentere Syditaliens overflod af vidundere – men jeg har prøvet trods alt, og er allerede mentalt i gang med at skrive den næste.

Du kan se og købe bogen i de fleste boghandlere og online, blandt andet HER.

Foto: Politikens Forlag.

Danmarkspremiere: Vi venter spændt på Odense Teaters opførelse af Min Geniale Veninde

“Vi faldt for skuespillet, fordi det er et af de sjældne, som både skildrer et venindeskab, giver et indblik i moderne historie og kvindefrigørelse og viser, hvordan veninderne overlever i en rå verden. Det er en stærk historie om kærlighed, køn, ambitioner, vold og selvdestruktion”,

fortalte teaterdirektør Jens August Wille til Fyens Stifttidende  i anledning af at  Odense Teater som det første sted i Danmark opfører en dramatisering af Elena Ferrantes verdensberømte tetralogi om Lila og Elenas intense venskab.

Den Reumert-vindende instruktør Madeleine Røn Juul skal instruere forestillingen, der har Sarah Boberg og Malene Melsen i hovedrollerne, og de skal sammen løfte den kæmpe opgave det er at udfolde de komplekse karakterer, som millioner har forelsket sig i igennem romanerne Min Geniale Veninde, Historien om et nyt navn, Den der flygter og den der bliver, samt Det fortabte barn.

Sarah Boberg kender vi bla. fra filmen To Verdener, for hvilken hun vandt en Bodil for bedste kvindelige birolle i 2000, og serierne Sommer og Rejseholdet, mens Malene Melsen har været nomineret til flere Reumert-priser for stykker som En Dåre Fri og Shakespeares Som man behager fra henholdsvis 2015 og 2012.

Teatret er stolt over at have sikret sig rettighederne til et af de stærkeste dramaer lige nu. Igennem 60 år følger man et kvindevenskab, der samtidigt spejler et samfund i opbrud, men nye roller og strukturer,  der har svært ved at rumme det moderne syn på kvinden som individ. Dramaet er allerede blevet vist i London, hvor tilskuerne kunne følge kvindernes liv igennem 5 stive timer. Opførelsen favner nemlig alle romanerne, og skal således igennem noget af en handling, med mange elementer.

Se traileren til opførelsen af My Brilliant Friend herover på The Rose Theatre i London, der spillede fra februar til april 2017.

Af samme grund har Jens August Wille besluttet sig for at dele stykket op i to, så man som gæst kan vælge at se Min Geniale Veninde 1 & 2 på forskellige dage, men Odense Teater gennemfører også marathon-visninger af begge dele på samme aften med indlagt middag for de hårdføre fans.

Opførelsen af Min geniale veninde bliver af Berlingskes teateranmeldere anset som et af årets højdepunkter, og jeg vil også rigtig gerne opleve stykket, og se om jeg kan mærke Napoli manifesterer sig i mørket, på scenen og mellem stolerækkerne.

Bøgerne er flere steder blevet opført som teater i Italien, bla. af teaterduoen Chiara Lagani og Luigi de Angelis, som går under kunstnernavnet Fanny & Alexander, og har lavet deres egen, eksperimenterende udgave af historierne. De har igennem 25 år specialiseret sig i at opføre og fortolke fabler og romaner, og Ferrantes kraftfulde univers var oplagt at fordybe sig i for parret. Opførelsen startede i oktober 2018, hvor Fanny & Alexander besøgte Tetaro Franco Parenti i Milano med stykket Storia di un’amicizia – historien om et venskab.

De har efterfølgende rejst rundt med stykket i Italien, blandt andet til Rom og Ravenna, hvor Chiara Lagani står på scenen sammen med Fiorenza Menni, mens Luigi sørger for instruktionen. Du kan se glimt fra opførelsen i Ravennas Teatro Rasi her:

Første del af Min Geniale Veninde spiller fra den 4. maj-8. juni 2019 på Odense Teater. . Andel del fra den 14. maj-8. juni 2019 og begge dele samlet fra den 11. maj-8.juni 2019.

Billetter kan købes og bestilles HER.

Foto: Emilia Therese for Odense Teater

Stregaprisen 2019: Antonio Scuratis kontroversielle bog ’M – en søn af århundredet’ beskriver for første gang Mussolini og fascismen i en roman. Hvor intet er opdigtet.

Er det genialt eller katastrofalt? Er han fascist eller anti-fascist? Og er det overhovedet muligt at give Benito Mussolini et menneskeligt ansigt? Den napolitanske forfatter Antonio Scurati er indstillet til Italiens største, litterære pris, Premio Strega, der siden 1988 har hædret Italiens bedste forfattere. Men både indstillingen og hans værk: ’M – il figlio del secolo’  har vækket forargelse i Støvlelandet. Scurati gør nemlig det, ingen før har turdet: det 839 siders lange værk, der faktisk kun udgør første bind i en trilogi om Benitos liv og levned i magtens greb fra 1919-1943,  beskriver Il Duce via fiktionen, med alle romanens sproglige træk og finesser, som gør den fattige mand fra Romagna til kød og blod.

Således beskrives Scuratis mission på bogens første side:

”Han er som et dyr, der opsnuser den tid, der kommer, han lugter til den, og det han lugter, er et ødelagt Italien, som er træt af den politiske kaste, det lidende demokrati, de uduelige og medskyldige moderater. Så han gør sig til leder af de uregerlige, de håbløse, pyromanerne, de ’rene’, de dummeste og de hårdeste. I en rapport fra 1919 bliver han selv beskrevet som ’intelligent, med et stærkt helbred på trods af sin syfilis, sensuel, følsom, modig, let ved både at vække sympati og antipati, meget ambitiøs, bund-sentimental.’ Han er Benito Mussolini, forhenværende, afsat formand af det socialistiske parti, en ubeskyttet, politisk agitator og leder af en lille modstandsavis. Han ville have været en romanfigur hvis ikke han havde været den mand, der mere end nogen andet har plettet Italien med blod. Essayisterne har dissekeret hvert et øjeblik af hans liv. Men ingen har behandlet parablen om Mussolini og fascismen som en roman. En roman – og dette er det afgørende punkt – hvori intet er opdigtet.”

For Antonio Scurati har taget sine forholdsregler og insisterer igennem hele værket på udelukkende at basere sin fortælling på kildemateriale, utallige historieoptegnelser, notater, billedmateriale og vidneudsagn, som Scurati har pløjet sig igennem inden han satte sig til tasterne. Det er også sådan, romanen grafisk set er opbygget: af breve, optegnelser, digte, referencer og citater fra datidens største og mindste deltagere i historiens gang, som via førstehåndsberetninger har beskrevet Mussolini.

Når alt dette er sagt er det usædvanligt at læse romanens første linjer, hvor Scurati bruger Mussolini som fortæller i første person. Første kapitel starter således:

”VI står og kigger ud på Piazza San Sepolcro. der står 100 spredte personer, alle mennesker, der ikke tæller. Vi er få, og vi er døde. De venter på, at jeg taler, men jeg har ikke noget at sige. Scenen er tom, oversvømmet af 11 millioner lig, et hav af kroppe – stinkende og rådne og hevet op af skyttegravene  i Carso, Ortigara, Isonzo. Vores helte er allerede blevet slået ihjel, og de vil blive det. Vi elsker dem lige til det sidste, uden forskel. Vi sidder ovenpå den hellige bunke af døde. Den realisme, der altid følger i kølvandet på en oversvømmelse, har åbnet mine øjne: Europa er efterhånden en scene uden roller.”

I et interview i New York Times har Antonio Scurati udtalt, at hans roman søger at trække Mussolini ud af den fiktion, som historien i sig selv repræsenterer: ”I den italienske bevidsthed er Mussolini blevet en slags totem, et menneske med stor karisma, en slags pervers fædrelandsfigur, som vi har undertrykt. Denne bog har trukket ham ud af den undertrykkelse.”

Romanen er højaktuel i kølvandet på den nationalistiske højredrejning, som lige nu foregår i både Italien og andre lande i Europa, og Jonathan Collins, direktøren for forlaget HarperCollins, der har købt de engelske rettigheder af forlaget Bompiani, glæder sig til at oversætte værket, der ifølge ham ”er pligtlæsning for enhver, der interesserer sig for det 20 århundrede (…). Bogen er en tidløs undersøgelse af hvordan fascisme kan slå rod i et samfund.”

’M – il figlio del secolo’ er så meget i vælten at værket nu også bliver lavet til en tv-serie af det selv samme produktionsselskab, som har haft stor succes med filmatiseringen af Elena Ferrantes Napoli-romaner. Men inden det sker kan vi glæde os til den 3 juli, hvor vinderen af Strega-prisen bliver afsløret i Rom. Du kan høre et interview på italiensk med Scurati om hans kontroversielle værk HER.

Antonio Scurati er født i Napoli i 1969 og uddannet i filosofi ved universitetet i Milano. Idag arbejder han som forfatter, underviser og forsker ved universitet i Bergamo og koordinator ved centret for krigslingvistik og vold.

Strega-prisen 2019 – 4 syditalienske værker er nomineret:

12 finalister er blevet nomineret til den prestige-fyldte Strega romanpris, der siden 1947 er blevet uddelt i Rom, og hylder årets bedste, italienske prosa. I 2019 er følgende værk udvalgt:

  • Valerio Aiolli, Nero ananas (Voland)
  • Paola Cereda, Quella metà di noi (Perrone)
  • Benedetta Cibrario, Il rumore del mondo (Mondadori)
  • Mauro Covacich, Di chi è questo cuore (La nave di Teseo)
  • Claudia Durastanti, La straniera (La nave di Teseo)
  • Pier Paolo Giannubilo, Il risolutore (Rizzoli)
  • Marina Mander, L’età straniera (Marsilio)
  • Eleonora Marangoni, Lux (Neri Pozza)
  • Cristina Marconi, Città irreale (Ponte alle Grazie)
  • Marco Missiroli, Fedeltà (Einaudi)
  • Antonio Scurati, M. Il figlio del secolo (Bompiani)
  • Nadia Terranova, Addio fantasmi (Einaudi)

Jeg vil frem til prisuddelingen den 3 juli tage fat i de 4 syditalienske forfattere – understreget ovenfor – og deres nominerede værker, og give et kort rids af deres spændende bidrag til den italienske litteraturhistorie.

Historien bag Strega-prisen går helt tilbage 1944, hvor ægteparret Bellonci begyndte at holde litterære saloner i deres hjem i Rom, og med hjem fra ejeren af Liquore Strega-fabrikkerne, der producerer den safrangule og søde Strega-likør i Napolis bagland nær Benevento, fik de kapital til at stifte en pris. I dag er Strega-prisen Italiens vigtigste af sin slags, hvis vinderfelt baseres på tilbagemeldingerne ’Søndagsvennerne’ – en læsergruppe sammensat af folk fra hele landet, der siden 1947  med vidt forskellige baggrunde men med stor kærlighed til den italienske skønlitteratur, indstiller  i alt 72 forfattere til prisen. Ud af dem vælges 12, som i sidste ende bliver til én den første tirsdag i juli under ceremonien i Villa Giulia, i Rom.

Foto: LetteratudineNews