Category Archives: LITTERATUR

Min Geniale Veninde udstiller usynlighedens tabu på Odense Teater

Den 26 maj var jeg inviteret til Fyns største by for at opleve Ferrantes univers udfolde sig på dansk jord, og oplevelsen var medrivende. Malene Melsen spillede til tider så ranglet og skrøbeligt på scenen i Odense Teater, at man hele tiden frygtede, at hun gik i stykker.

Det var en del af skuespillets fortryllelse, som fik én helt ud på kanten af stolen, og heldigvis havde Elena Ferrantes Lila-karaktér opfyldt hende med så megen styrke, at hun kunne udføre den kraftpræstation, som den over 6 timer lange marathon-opførelse af Ferrantes tetralogi om de to veninder Lila og Elenas venskab unægteligt må være.

Fra de tidligste år i 50’erne, hvor Melsen springer rundt i gadedrengeløb på scenen sammen med Lila, spillet af Sarah Boberg, med dukker i hånden og skolebøger under armen, til det nye årtusinde, hvor Lila pludselig forsvinder – måske til Napolis dybeste gyder, hvor hun er dømt til at bruge resten af sine dage på at lede efter sit forsvundne barn.

Eller måske til Sibyllens hule i Cumea nord for millionbyen, for at udspørge oraklet om sin skæbne, og vansmægte blandt de napolitanere, der er kommet her i tusindvis af år? Igennem alle de år følger vi de to kvinder, og får blot 3 pauser undervejs. Under hvilke man blot stod ude i foyeen og trippede efter at komme tilbage i salens mørke.

Begge kvinder er i det virkelige liv midaldrende: Malene Melsen 49, Sarah Boberg 52, og det virker umiddelbart utroligt, at de, ved blot at samle og slå håret ud, tage brillerne af og på, og skifte mellem et par kjoler i garderoben, kan udfylde en kvindes fulde udvikling fra lille pige til gammel morlil.

Men metamorfoserne lykkes til fulde, og hjælpes på vej af en dramatisk scenografi, hvor brudekjoler hejses op og ned sammen med et klæde, hvorpå pigernes mareridt projekteres i syrede film-glimt, hvor Madonnaen våger over baggårdens intriger fra øverst på teatrets mur, og hvor hele rummet indhylles i damp, når det katastrofale jordskælv i 1980 indtager rummet, lavaklumper falder fra himlen, og skuespillerne brækker scenens fundament op med deres egne hænder.

Jeg er på ingen måde teateranmelder, men har alligevel lyst til at underkaste opførelsen en analyse, som mere handler om stykkets kulturelle baggrund end de egentlige skuespilpræstationer – som jeg i øvrigt fandt fremragende.

Der er ingen tvivl om, at en del af Elena Ferrantes hype bunder i hendes anonymitet, og sin leg med udviskede identiteter. I en tid med forfatteres konstante selvpromovering og folk, der halser efter få minutters berømmelse, er journalister og anmeldere på stribe blevet overasket og fascinerede over forfatterens insisteren på at lade historien tale for sig selv. Hun understreger, at hun intet har at tilføje: “Læs mine bøger istedet, de siger alt!”

Udslettelsen af karakterer og kampen for at holde sig oven vande i et samfund, hvor gruppen går forud for individet, er et gennemgående tema i Napoli-tetralogien: kvinderne, der går hjemme og i det fattige kvartér og er anonyme i forhold til både kønsrollerne og de åbenlyse konflikter mellem mændene i camorra-opgørerne; konernes interne dramaer er voldsomme og bølger som undertrykte energiudladninger fra et liv i samfundets periferi, hvor man først får myndighed indenfor hjemmets fire mure, når man bliver gift, og får børn.

Lila siger selv flere gange til Elena, at hun af og til føler, hun forsvinder. At hun vil blive allermest lykkelig, hvis hun forsvandt fra jordens overflade. Og at hun har svært ved at se og mærke sine egne grænser. Selv Elena, der med tiden bliver en berømt forfatter, siger, at Lila er så svær at holde i en fast form, at hun må forsøge at navle sin veninde fast med skriften. Den både indre og ydre opløsning er også et tema under jordskælvet i 1980, der vender op og ned på Napoli, og for alvor gør den lokale mafia stærk i kølvandet på byens genopbygning og den massive korruption i forbindelse dermed.

Odense Teaters opførelse synes netop at indfange opløsningens tema på flere planer:  de samme skuespillere, hvoraf mange er midaldrende, går som børn, teenagere, giftemodne og gamlinge uhindret igennem årtierne, som om deres alder ophæves, og tiden står stille uden skillevægge mellem virkelighed og teater.

Som tilskuer oplever man at se skuespillerne i flere roller: Thomas Bang spiller for eksempel både hjerteknuseren Nino Sarratore og plebejeren Pasquale Peluso, og Jacob Weble tager sig af figurerne Gennaro Carracci, Rino Cerullo, en blotter, en værkfører og Michele Solara. Næsten alle på scenen har sådanne dobbelte figurer, hvor de i pauserne skifter tøj og frisurer, eller helt udskiftes med nye ansigter og kroppe.

Man skulle tro at det ville virke forvirrende, men tværtimod tilfører maskespillet stykket en særlig, foruroligende stemning. Efter de første sekunders genkendelse, hvor man som iagttager genkender en skuespiller i nye klæ’r, adopterer man hurtigt idéen, som bliver til en selvfølgelighed. Udviskelserne overskrider grænserne mellem os og dem, og man forsvinder selv ind i betragterens rolle.

Elena Ferrante har fortalt at hun er interesseret i at forstå hvorledes den såkaldte ‘spettacolarizzazione’  udtømmer livet og følelsen af at være borger i et land. Ordet kan bedst oversættes som ‘showificering’, hvor hele det italienske folk er blevet forvandlet til tilskuere igennem 20 års overfladisk Berlusconi-tv. Det ultimative, man kan håbe på i en sådan verden, er at ansøge om en rolle i sit eget liv, og det gør mennesker ulykkelige.

Det er værd at tænke over, når man ser Min Geniale Veninde på dansk jord: selv om man fysisk er tusindvis af kilometer fra Napoli i både tid og sted, er konflikterne på scenen eviggyldige. Med sit værk har Ferrante forsøgt at udstille usynlighedens tabu i en visuelt afhængig verden, hvor skuespillerne effektivt udleverer vores mani efter genkendelse, og på smuk vis gør selve historien til forestillingens hovedattraktion.

Min Geniale Veninde spillede på Odense Teater fra den 16 maj – 8 juni. Mine overvejelser om Ferrantes fokus på udslettelsen som begreb kommer fra artiklen ’Cancellature. Il Caso Elena Ferrante/5’ fra den italienske blog La Letteratura e noi af Romano Luperini. Artiklen, som er fra 2015, er skrevet af Caterina Verbaro og kan læses på italiensk HER.

Foto: Emilia Therese for Odense Teater.

Min nye udgave af Turen Går Til Napoli og Syditalien er udkommet

Pizzaen er forsvundet fra coveret og ind er der flyttet en elegant, ældre herre fra de trange gader i Matera. I 2015 havde jeg den store glæde at overtage titlen Turen Går Til Syditalien, og jeg gik med krum hals i gang med at genskrive hele bogen. At være rejsebogsforfatter betyder at ens titler er under konstant revision – hvert 3 år skal de opdateres, have nyt forsidebillede og finpudset illustrationer, og for hver research-tur er der hele tiden nye ting, der dukker op og gerne vil være med i bogen.

Da jeg afleverede mit første manus, opdagede jeg, at Politikens Forlag ville tilføje Napoli til titlen, så bogen kom til at hedde TGT Napoli og Syditalien. Den disponering gik jeg fuldt ud ind for, for den afspejler en aktuel udvikling, hvor Napoli bliver stadigt mere populær som alternativ til Italiens øvrige storbyer.

Napoli har sin helt egen sektion i bogen, og i forhold til sidste udgave opdateret med nyt om bla. det fascinerende rabarberkvarter Sanità, der ligger og gemmer sig på den anden side af hovedfærdselsåren Via Forio og det arkæologiske museums koralrøde mure.

Men Syditalien er meget andet og mere end Napoli, og i den research, som ligger til grund for den nyudkomne udgave, satte jeg mig for at gå særligt i dybden med øerne i Napoli-bugten – nærmere bestemt Ischia, Procida og Capri.

Især førstnævnte er virkelig blevet en favorit – måske i kølvandet på Elena Ferrantes roman Min Geniale Veninde, hvor hovedpersonen Elena tilbringer sommeren som barnepige, og igennem hvis øjne vi oplever øen med de varme kilder og det sorte vulkansand.

Capri er ikke uden grund den mest berømte af bugtens trillinger: derfor guider jeg i bogen til nye opdagelser, vandreruter, butikker og hoteller på den lille, porcelænshvide klippe-ø, der giver et andet indtryk af stedet end de sædvanlige postkort-beskrivelser af idyl og jet set-ferie.

Endelig er der Procida, hvor jeg oplevede at bo dybt inde i det middelaldercitadel, som udgør fiskerbyen Corricellas ansigt mod syd. Langs promenaden blev der røgtet garn og fodret katte, og bugtens mindste ø er også den mest skramlede, med ægte, napolitansk stemning fra alle de lokale fra fastlandet, som kommer herud for at lufte i havbrisen.

168 siders rejsebog er for lidt plads til at præsentere Syditaliens overflod af vidundere – men jeg har prøvet trods alt, og er allerede mentalt i gang med at skrive den næste.

Du kan se og købe bogen i de fleste boghandlere og online, blandt andet HER.

Foto: Politikens Forlag.

Danmarkspremiere: Vi venter spændt på Odense Teaters opførelse af Min Geniale Veninde

“Vi faldt for skuespillet, fordi det er et af de sjældne, som både skildrer et venindeskab, giver et indblik i moderne historie og kvindefrigørelse og viser, hvordan veninderne overlever i en rå verden. Det er en stærk historie om kærlighed, køn, ambitioner, vold og selvdestruktion”,

fortalte teaterdirektør Jens August Wille til Fyens Stifttidende  i anledning af at  Odense Teater som det første sted i Danmark opfører en dramatisering af Elena Ferrantes verdensberømte tetralogi om Lila og Elenas intense venskab.

Den Reumert-vindende instruktør Madeleine Røn Juul skal instruere forestillingen, der har Sarah Boberg og Malene Melsen i hovedrollerne, og de skal sammen løfte den kæmpe opgave det er at udfolde de komplekse karakterer, som millioner har forelsket sig i igennem romanerne Min Geniale Veninde, Historien om et nyt navn, Den der flygter og den der bliver, samt Det fortabte barn.

Sarah Boberg kender vi bla. fra filmen To Verdener, for hvilken hun vandt en Bodil for bedste kvindelige birolle i 2000, og serierne Sommer og Rejseholdet, mens Malene Melsen har været nomineret til flere Reumert-priser for stykker som En Dåre Fri og Shakespeares Som man behager fra henholdsvis 2015 og 2012.

Teatret er stolt over at have sikret sig rettighederne til et af de stærkeste dramaer lige nu. Igennem 60 år følger man et kvindevenskab, der samtidigt spejler et samfund i opbrud, men nye roller og strukturer,  der har svært ved at rumme det moderne syn på kvinden som individ. Dramaet er allerede blevet vist i London, hvor tilskuerne kunne følge kvindernes liv igennem 5 stive timer. Opførelsen favner nemlig alle romanerne, og skal således igennem noget af en handling, med mange elementer.

Se traileren til opførelsen af My Brilliant Friend herover på The Rose Theatre i London, der spillede fra februar til april 2017.

Af samme grund har Jens August Wille besluttet sig for at dele stykket op i to, så man som gæst kan vælge at se Min Geniale Veninde 1 & 2 på forskellige dage, men Odense Teater gennemfører også marathon-visninger af begge dele på samme aften med indlagt middag for de hårdføre fans.

Opførelsen af Min geniale veninde bliver af Berlingskes teateranmeldere anset som et af årets højdepunkter, og jeg vil også rigtig gerne opleve stykket, og se om jeg kan mærke Napoli manifesterer sig i mørket, på scenen og mellem stolerækkerne.

Bøgerne er flere steder blevet opført som teater i Italien, bla. af teaterduoen Chiara Lagani og Luigi de Angelis, som går under kunstnernavnet Fanny & Alexander, og har lavet deres egen, eksperimenterende udgave af historierne. De har igennem 25 år specialiseret sig i at opføre og fortolke fabler og romaner, og Ferrantes kraftfulde univers var oplagt at fordybe sig i for parret. Opførelsen startede i oktober 2018, hvor Fanny & Alexander besøgte Tetaro Franco Parenti i Milano med stykket Storia di un’amicizia – historien om et venskab.

De har efterfølgende rejst rundt med stykket i Italien, blandt andet til Rom og Ravenna, hvor Chiara Lagani står på scenen sammen med Fiorenza Menni, mens Luigi sørger for instruktionen. Du kan se glimt fra opførelsen i Ravennas Teatro Rasi her:

Første del af Min Geniale Veninde spiller fra den 4. maj-8. juni 2019 på Odense Teater. . Andel del fra den 14. maj-8. juni 2019 og begge dele samlet fra den 11. maj-8.juni 2019.

Billetter kan købes og bestilles HER.

Foto: Emilia Therese for Odense Teater

Stregaprisen 2019: Antonio Scuratis kontroversielle bog ’M – en søn af århundredet’ beskriver for første gang Mussolini og fascismen i en roman. Hvor intet er opdigtet.

Er det genialt eller katastrofalt? Er han fascist eller anti-fascist? Og er det overhovedet muligt at give Benito Mussolini et menneskeligt ansigt? Den napolitanske forfatter Antonio Scurati er indstillet til Italiens største, litterære pris, Premio Strega, der siden 1988 har hædret Italiens bedste forfattere. Men både indstillingen og hans værk: ’M – il figlio del secolo’  har vækket forargelse i Støvlelandet. Scurati gør nemlig det, ingen før har turdet: det 839 siders lange værk, der faktisk kun udgør første bind i en trilogi om Benitos liv og levned i magtens greb fra 1919-1943,  beskriver Il Duce via fiktionen, med alle romanens sproglige træk og finesser, som gør den fattige mand fra Romagna til kød og blod.

Således beskrives Scuratis mission på bogens første side:

”Han er som et dyr, der opsnuser den tid, der kommer, han lugter til den, og det han lugter, er et ødelagt Italien, som er træt af den politiske kaste, det lidende demokrati, de uduelige og medskyldige moderater. Så han gør sig til leder af de uregerlige, de håbløse, pyromanerne, de ’rene’, de dummeste og de hårdeste. I en rapport fra 1919 bliver han selv beskrevet som ’intelligent, med et stærkt helbred på trods af sin syfilis, sensuel, følsom, modig, let ved både at vække sympati og antipati, meget ambitiøs, bund-sentimental.’ Han er Benito Mussolini, forhenværende, afsat formand af det socialistiske parti, en ubeskyttet, politisk agitator og leder af en lille modstandsavis. Han ville have været en romanfigur hvis ikke han havde været den mand, der mere end nogen andet har plettet Italien med blod. Essayisterne har dissekeret hvert et øjeblik af hans liv. Men ingen har behandlet parablen om Mussolini og fascismen som en roman. En roman – og dette er det afgørende punkt – hvori intet er opdigtet.”

For Antonio Scurati har taget sine forholdsregler og insisterer igennem hele værket på udelukkende at basere sin fortælling på kildemateriale, utallige historieoptegnelser, notater, billedmateriale og vidneudsagn, som Scurati har pløjet sig igennem inden han satte sig til tasterne. Det er også sådan, romanen grafisk set er opbygget: af breve, optegnelser, digte, referencer og citater fra datidens største og mindste deltagere i historiens gang, som via førstehåndsberetninger har beskrevet Mussolini.

Når alt dette er sagt er det usædvanligt at læse romanens første linjer, hvor Scurati bruger Mussolini som fortæller i første person. Første kapitel starter således:

”VI står og kigger ud på Piazza San Sepolcro. der står 100 spredte personer, alle mennesker, der ikke tæller. Vi er få, og vi er døde. De venter på, at jeg taler, men jeg har ikke noget at sige. Scenen er tom, oversvømmet af 11 millioner lig, et hav af kroppe – stinkende og rådne og hevet op af skyttegravene  i Carso, Ortigara, Isonzo. Vores helte er allerede blevet slået ihjel, og de vil blive det. Vi elsker dem lige til det sidste, uden forskel. Vi sidder ovenpå den hellige bunke af døde. Den realisme, der altid følger i kølvandet på en oversvømmelse, har åbnet mine øjne: Europa er efterhånden en scene uden roller.”

I et interview i New York Times har Antonio Scurati udtalt, at hans roman søger at trække Mussolini ud af den fiktion, som historien i sig selv repræsenterer: ”I den italienske bevidsthed er Mussolini blevet en slags totem, et menneske med stor karisma, en slags pervers fædrelandsfigur, som vi har undertrykt. Denne bog har trukket ham ud af den undertrykkelse.”

Romanen er højaktuel i kølvandet på den nationalistiske højredrejning, som lige nu foregår i både Italien og andre lande i Europa, og Jonathan Collins, direktøren for forlaget HarperCollins, der har købt de engelske rettigheder af forlaget Bompiani, glæder sig til at oversætte værket, der ifølge ham ”er pligtlæsning for enhver, der interesserer sig for det 20 århundrede (…). Bogen er en tidløs undersøgelse af hvordan fascisme kan slå rod i et samfund.”

’M – il figlio del secolo’ er så meget i vælten at værket nu også bliver lavet til en tv-serie af det selv samme produktionsselskab, som har haft stor succes med filmatiseringen af Elena Ferrantes Napoli-romaner. Men inden det sker kan vi glæde os til den 3 juli, hvor vinderen af Strega-prisen bliver afsløret i Rom. Du kan høre et interview på italiensk med Scurati om hans kontroversielle værk HER.

Antonio Scurati er født i Napoli i 1969 og uddannet i filosofi ved universitetet i Milano. Idag arbejder han som forfatter, underviser og forsker ved universitet i Bergamo og koordinator ved centret for krigslingvistik og vold.

Strega-prisen 2019 – 4 syditalienske værker er nomineret:

12 finalister er blevet nomineret til den prestige-fyldte Strega romanpris, der siden 1947 er blevet uddelt i Rom, og hylder årets bedste, italienske prosa. I 2019 er følgende værk udvalgt:

  • Valerio Aiolli, Nero ananas (Voland)
  • Paola Cereda, Quella metà di noi (Perrone)
  • Benedetta Cibrario, Il rumore del mondo (Mondadori)
  • Mauro Covacich, Di chi è questo cuore (La nave di Teseo)
  • Claudia Durastanti, La straniera (La nave di Teseo)
  • Pier Paolo Giannubilo, Il risolutore (Rizzoli)
  • Marina Mander, L’età straniera (Marsilio)
  • Eleonora Marangoni, Lux (Neri Pozza)
  • Cristina Marconi, Città irreale (Ponte alle Grazie)
  • Marco Missiroli, Fedeltà (Einaudi)
  • Antonio Scurati, M. Il figlio del secolo (Bompiani)
  • Nadia Terranova, Addio fantasmi (Einaudi)

Jeg vil frem til prisuddelingen den 3 juli tage fat i de 4 syditalienske forfattere – understreget ovenfor – og deres nominerede værker, og give et kort rids af deres spændende bidrag til den italienske litteraturhistorie.

Historien bag Strega-prisen går helt tilbage 1944, hvor ægteparret Bellonci begyndte at holde litterære saloner i deres hjem i Rom, og med hjem fra ejeren af Liquore Strega-fabrikkerne, der producerer den safrangule og søde Strega-likør i Napolis bagland nær Benevento, fik de kapital til at stifte en pris. I dag er Strega-prisen Italiens vigtigste af sin slags, hvis vinderfelt baseres på tilbagemeldingerne ’Søndagsvennerne’ – en læsergruppe sammensat af folk fra hele landet, der siden 1947  med vidt forskellige baggrunde men med stor kærlighed til den italienske skønlitteratur, indstiller  i alt 72 forfattere til prisen. Ud af dem vælges 12, som i sidste ende bliver til én den første tirsdag i juli under ceremonien i Villa Giulia, i Rom.

Foto: LetteratudineNews

DEN 9 FEBRUAR LÆSER JEG DIGTE OP PÅ POSTHUS TEATRET I ET SAMARBEJDE MED DEN SARDISKE KULTURFORENING INCANTOS.

Der har i lang tid været et levende miljø af sardere i Danmark og København, som bor her og virkelig ønsker at fortælle om deres fascinerende føde-ø til danskerne. Af samme grund havde jeg sidste år fornøjelsen af at deltage til den officielle åbning af INCANTOS: en sardisk kulturforening i Danmark, som havde været undervejs længe, og nu endelig kunne gå igang med at stable officielle events på benene.

2018 har allerede været fuld af begivenheder, og 2019 starter stærkt ud med et musik-og poesi-arrangement den februar klokken 19-22.30 i Posthus Teatret i centrum af København, hvor jeg sammen med andre danskere og sardere går på scenen og læser digte fra nogle af Danmarks vigtigste poeter op. Oplæsningen, der både vil være på dansk og italiensk, er akkompagneret af musik og baggrundsbilleder fra naturen. Begivenheden hedder nemlig QUATTRO STAGIONI NEL CUORE – 4 SÆSONER I HJERTET, og er en hyldest til årets evige cyklus.

En af initiativ-tagerne og foreningens formand er Olimpia Grossu, der også er kendt for at drive slow-food-restauranten Ristorante San Giorgio i Rosenborggade sammen med sin mand, Achille Melis. I 80’erne var de nogle af de første til at lave rigtig, italiensk mad til danskerne, og idag er stedet den absouitte højborg indenfor sardisk mad herhjemme, med traditionelle bondefavoritter som pasta fregula, langtidsstegt lam, vild fennikel og masser af gode oste fra øen, hvor der bor 6 mio geder og 1.5 mio mennesker – det siger noget om størrelsesforholdet og landskabet, som mange steder domineres af langstrakte marker fulde af græssende dyr.

Naturen er allestedsnærværende på Sardinien, og derfor er arrangementet den 9 februar så oplagt. Både i Danmark og på Sardinien mærker man tydeligt årets gang, og afsættet er en god grund til at hylde den dansk-sardiske relation, og fejre at vi kan nyde poesien og årstiderne sammen.

Før, under og efter oplæsningerne vil gæsterne opleve litterære og musiske indslag fra sardiske kunstnere, og selvfølgelig vil der være godt til ganen og tungen imens. Ses vi? Arrangementet koster 100kr per person, og billetter kan købes HER. Læs mere om arrangementet på Facebook HER.

Boganbefaling: Curzio Malapartes La Pelle

Prostituerede med blonde kønshårsparykker, et havfrue-lignende væsen fra Napolis akvarium serveret til middag for en amerikansk general, og en helt særlig gyde fuld af deforme dværge. Curzio Malapartes roman fra 1949 om det nazi-befriede Napoli er et mesterværk, der udover utallige, hjerteskærende øjebliksbilleder fra dengang leverer en uimodståelig beskrivelse af den napolitanske folkesjæl.

Historien strækker sig fra 1943 til 1945 og begynder i slutningen af september 1943, da De Alliereres amfibievogne triller op på stranden ved Paestum syd for Salerno, og den 1 oktober ankommer til et Napoli fuld af lig i gaderne, udmattede partisaner på bastionerne og sultende borgere, der uden blusel selv har kastet sig ind i kampen med nazisterne for at befri deres by.

Inden da var det fascistiske regime kollapset og jernpagten mellem Hitler og Mussolini ophævet, og blandt nogle af de soldater, som følger amerikanernes befrielse op igennem Italien, var den italienske forfatter Curzio Malaparte, der som en af mange kunstnere senere brugte sit håndværk til at frigøre sig fra krigens traumer.

Resultatet blev den på én gang foruroligende, fascinerende og groteske roman La Pelle – Huden, som indtil videre blandt andet er oversat til engelsk med titlen ’The skin’, og som i dag står tilbage som et absolut mesterværk i sin skildring af krigens konsekvenser for Syditalien.

La Pelle er oversat til engelsk med titlen The Skin. Bogcover fra Amazon.

Kroppens hylster er ifølge Malaparte det eneste, som napolitanerne har tilbage at kæmpe for: for da amerikanerne befrier byen og krigens rædsler på den måde har formel ende, slipper mange napolitanere kontrollen og kaster sig ud i syndigt levned for både at kunne håndtere frihedens tomrum, krigens ukendte efterspil, fattigdommen og gydernes rådnende kroppe. Malaparte kalder byen, hvor der pludselig hores, spilles, plyndres og drikkes, som pestbefængt; den hærges af en helt særlig og farlig sygdom, som amerikanernes frihedsløfte har båret med sig, og som koster napolitanerne deres sjæl, forstand og kropskontrol.

Det er svært at gennemskue, hvad der er fiktion, og hvad der er sande øjenvidneberetninger i La Pelle. Men ikke desto mindre bevæger Malaparte sig rundt i et Napoli fuld af genkendelige steder:

Som for eksempel L’Ospedale dei Pellegrini, Napolis ældgamle sygehus, hvor han befinder sig efter et bombeangreb, og ser hvordan pjaltede pårørende trækker de sårede ind i hospitalsgården på en kærre, og river sig til blods af sorg, når lægerne erklærer dem alle døde. I desperation griber de mange lig, der ligger i bunker i hospitalets gange, flår dem fra hinanden og forsvinder bort i byen udenfor med ukendtes legemsdele under armen.

Vi kommer også med på Piazza dei Martiri, hvor napolitanske børn sælges som slaver til marokkanske soldater, og ned til havnen og slottet Castel Nuovo sammen med den rædselsslagne befolkning, da Vesuv natten til den 18 marts går i sit frygtelige, sidste udbrud. Malaparte beskriver hvordan heltemodige amerikanere letter fra Capodichino lufthavnen og flyver direkte ind i en katastrofal lavasky for at gennemhulle den og redde Napolibugtens landsbyer fra at blive begravet i stenklumper under dens bug.

Vesuvs udbrud, der varede fra 18-24 marts 1944. Foto taget fra et amerikansk bombefly. Wikipedia.

Malaparte fortæller også om en særlig, snæver gyde kaldet Il Pendino, der går fra havet ind i Chiaia-kvarteret, og befolkes af ækle dværge. Og så besøger han bordeller og vanvittige freakshows, som napolitanerne stabler på benene for at tjene en ussel mønt på amerikanerne. Uforglemmelige billeder tegner Malaparte af en fattig lejlighed, hvor et pigebarn med brudeflettet hår og hadefuldt blik falder bagover på en seng, spreder benene og viser sit jomfruelige skridt frem for soldaterne, og af et bordel, hvor de prosituerede lægger en blond paryk over deres pubeshår for at ophidse de sorte amerikanere, når de spidder pigerne igennem hårpragtens røde fløjlshul.

Men mest mindeværdig er måske frokosten i Duca di Toledo paladset, hvor Malaparte selv hævder at være til stede sammen med arméens højest stående befalingsmænd, blandt dem General Cork. Mens det omkringliggende Napoli vandmægter i hungersnød, sygdom og armod, bæres mystiske retter ind på sølvfade foran de amerikanske spidser, som Malaparte beskriver med både medlidenhed og afsky – især da selskabet får serveret en havuhyre i mayonnaise:

”Alle kiggede chokerede på fisken. Et svagt skrig af rædsel undslap Mrs. Flats læber, og General Cork blegnede. Et pigebarn, eller noget, der lignede et pigebarn, lå på ryggen i midten af fadet, på en bund af salatblade, indeni et stor guirlande af lyserøde koraller. Det havde åbne øjne, læberne adskilte, og beundrede kunstværket Venus’ Triumf, som var malet i loftet af Luca Giordano.

Det var nøgent: men den mørke og skinnende hud, som havde den samme violette farve som Mrs. Flats kjole, fremhævede, som var det en skræddersyet kåbe, dets spæde og allerede harmoniske former, hofternes søde kurver, mavens svage forhøjning, de små, jomfruelige bryster, de brede og muskuløse skuldre. Hun var ikke være mere end 8 eller ti år gammel, selvom hun på grund af sin kvindelighed sagtens kunne ligne én på femten.

Hist og her kunne man på grund af tilberedningen især på hofterne og skuldrene, se ind til det møre kød (…) Armene var korte, en slags finner, der endte i spidser, som hænder uden fingre. På issen havde hun en lok børster, som lignede hår, og lå som blonde lokker omkring hendes lille ansigt (…). Den lange og smækre krop endte, som Ovid ville have sagt det, in piscem, i en fiskehale. Barnet lå der på sin sølvbåre, og så ud, som om det sov. Men på grund af en utilgivelig fejl fra kokkens side sov hun ligesom de døde, på hvem ingen levende endnu har haft den barmhjertighed at lukke øjenlågene.” (side 221-222, La Pelle)  

Dyret, som blev serveret under frokosten, var ifølge Malaparte et af verdens sidste eksemplarer af Havfrue-fisken, som svømmede rundt i Napolis glorværdige akvarium; Et af de ældste og første akvarier i Europa, som indtil 2 verdenskrig indeholdt gigantiske, marine vidundere fra hele verden, men som under Den Femte Armés ophold blev tømt for at fodre generalerne med fisk. Det var nemlig forbudt at fiske i Napoli-bugten under besættelsen af fare for miner, og ’La sirena’, der på en prik lignede en rigtig havfrue’, var en af de sidste kæmper, der blev fisket op af akvariets montrer.

Efter beskrivelsen af Napoli rykker Malaparte med hæren videre mod nord og fortæller os om slaget ved Monte Cassino, Roms og Firenzes befrielse og sin tilbagevenden til Napoli, hvorfra bådene afgår til Amerika. Mens han har været væk er Vesuvs udbrud udslukt i en sådan grad, at der ikke længere stiger nogen form for røg opad vulkanens krater. Åndedraget fra den både vidunderlige og forfærdelige gud, som napolitanerne anser Vesuv for, er stoppet, og Malaparte følger de desperate napolitanere i deres procession mod vulkanens top og ser dem sende offergaver i form af lam, kaniner og høns ned i kraterets tavse mund, for forgæves at vække deres totem til live igen.

Curzio Malaparte med det rigtige navn Kurt Erich Suckert (9 juni 1898-19 juli 1957) var en italiensk forfatter, filmskaber, krigskorrespondent og diplomat. Wikipedia.

Malaparte står med sin roman på skuldrene af en hel generation af traumatiserede, sydeuropæiske forfattere, der især griber til symbolik for at kunne rumme og beskrive krigens rædsler som de udspillede sig under og efter fascismens greb. For eksempel vælger Kurt Eric Suckert, som er Curzio Malapartes rigtige navn, at tage et kunstnerpseudonym, der også rummer hans dobbelte identitet som både skyldig og befrier. ’Malaparte’ – som frit oversat betyder ’den onde del’ – spiller på kontrasten til Bonaparte – Napoleons efternavn.

La Pelle skulle egentlig have heddet La Peste, men fik ændret sin titel efter at Albert Camus roman The Plague blev udgivet i 1947 og ligeledes beskrev krigens rædsler som en sygdom, der hjemsøgte et Europa uden syndsforladelse. Malaparte kom selv fra Prato, og med sin evne til som både italiener og ’nordboer’ at kunne stå udenfor og indenfor skildringen af napolitanernes lidelser og heltemod,  leverer han et uimodståeligt sindbillede af Italiens mest bombede og plagede by.

2 verdenskrig var en konflikt, der stadig tegner Syditaliens og især Napolis skæbne: magtstrukturerne vendte for alvor til mafiaens fordel, og byen kom aldrig rigtig på fode igen som verdensmetropol, men gled baglæns i forhold til de øvrige italienske byers udvikling i efterkrigstidens boomende økonomi. La Pelle er obligatorisk læsning for alle dem, der har behov for at lære af fortiden, for ikke at begå de samme katastrofer i fremtiden.

Hovedmotiv: Still fra filmen Le Quattro Giornate di Napoli fra 1962. Fra Wikipedia.