Category Archives: LITTERATUR

De første anmeldelser af serien ‘Min Geniale Veninde’ på HBO Nordic spænder fra begejstring til mistro

Så skete det: den 19 og 20 november kunne man på HBO Nordic – over en uge før serien løber over skærmen i Italien – se de to første afsnit af ‘My Brilliant Friend’, og modtagelsen af filmatiseringen af Elena Ferrantes første Napoli-roman har fra kritikernes side været rigtig god.

Med mit kendskab til Napoli som by og ‘napolitaniteten’ som begreb har det været uhyre spændende at se omverdenens begejstring for den bog-serie, der suverænt har sat byen på det moderne, litterære verdenskort, overført til lærredet. Vi var mange der var spændte på, om instruktør Saverio Costanzo kunne stå distancen, og i traileren til serien blev jeg faktisk nervøs for, om de tarvelige by-kulisser, der tydeligvis udgør de første rammer om de to pigers første leveår, vitterligt ikke var lidt for karikerede.

Samme bekymring havde mange anmeldere, både i England, USA og her i Danmark. Men da jeg så de 2 første afsnit forleden gav det hele så meget mening, og jeg giver Costanzo så meget ret i, at netop den kulisse-agtige stemning bidrager til at spændingerne mellem karaktererne virkelig står frem, som stod Lenu og Lila på en enorm teater-scene, lige foran publikum uden en tv-skærm mellem dem og os.

Desuden er jeg rigtig glad for det langsomme tempo, hvor kameraet tager sig god tid til at dvæle ved et ansigt og et landskab. Det er visuelt kræs, og føles virkelig luksusagtigt i en medievirkelighed, hvor mange film ellers er fuld af hurtige klip.

Både i The Guardian og i New York Times har anmelderne måtte overgive sig – sidstnævnte havde nogle interesante pointer, fordi hun mener, at serien visse steder taber noget ved at være lidt for tro mod sit forlæg: at Lenus ældre stemme fortæller ind over- ligesom hun jo gør i bogen i sit lange tilbageblik på de to pigers venskab – bliver af og til for insisterende. Istedet for skulle Costanzo have stolet på det ældgamle råd, dont tell it , show it, især fordi de to hovedrolleindehavere spiller så uforligneligt.

Den måske mest interessante kritik hørte jeg fra Eva Eiztrup, der i sin anmeldelse i Information syntes, at settingen var for romantiseret og kulisse-agtig, og skuespillet, som de beskrev det i radio24Syv, hvor hun var gæst, ‘en karikatur af skrigende madonna’er”.

Det bliver jeg selvfølgelig nødt til at kommentere på:

Kvarteret, som beskrives i serien, er en genopbyggelse af det dengang spritnye Rione Luzzati, der blev opført øst for hovedbanegården som en del af Poggioreale-kvartéret. Stedet findes endnu, men er blevet komplet opslugt af storbyen Napoli. Rione Luzzati vedbliver dog ligesom resten af Poggioreale med at være et barskt slumkvartér præget af de ‘case popolari’, huse til arbejderklassen, som er blevet opført i Italien igennem umindelige tider, og som i efterkrigstiden blev lavet af billige materialer.

Jeg har selv færdedes i Poggioreale, og det var en depressiv oplevelse, der vil sidde i mig resten af livet på grund af trøstesløsheden, den subtile atmosfære af vold og en meget mærkelig følelse af, at et eller andet ubehageligt og skæbnesvangert hele tiden skulle til at indtræffe.

Det er en stemning, der understreges af de beskidte slumkvarterer – byggerier, der får én til at føle sig sært fremmedgjort i selv den travleste gade – og hvis det har været Costanzos intention at formidle lige netop dette, er det lykkedes ham over evne.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage Eva Eistrup med til Poggioreale en dag, for så vil hun kunne forstå, hvorfor kvinderne skriger og slås her, og hvorfor kvarteret både i virkeligheden og på film undslipper enhver identifikation med det romantiske billede af det smukke, barokke og vasketøjsdryppende Napoli, som mange af os bærer rundt på. At kalde filmen en karikatur er netop en karikatur på de fordomme, som vi alle indeholder, især om steder, hvor vi ikke selv har været.

Måske siger anmelderen det fra New York Times bedst når hun skriver, at serien udgør den hidtil vigtigste beskrivelse af et kvindeligt venskab, som vi har ventet mange år på. I langt de fleste tilfælde er kvinder, og især pigebørn, hvis de altså overhovedet optræder på lærrredet, statister, og blot iagttagere af mændenes drama.

Med Ferrante oplever vi et revolutionerende skift i perspektiv. Godt gået, Elena, jeg vil ha mer’! Anmeldelsen i New York Times kan du finde HER.

Anmeldelsen fra Information befinder sig HER.

Hovedfoto: Copyright HBO Nordic.

På jagt efter Syditalien på Bogforum: Elena Ferrantes Napoli-romaner er kommet med i ny bog over verdenslitteraturens højdepunkter

Igår var jeg et smut på bogforum i Bella Center i København, og selvfølgelig var jeg på udgik efter bøgen om Italien og syditaliensk litteratur blandt de mange nye titler.

En af de ting, der gjorde størst indtryk på mig, var et interview på Aarhus Universitetsforlags stand, hvor Jakob Ladegaard og Mads Rosendahl Thomsen, som er henholdsvis lektor og professor MSO i Litteraturhistorie, Aarhus Universitet, fortalte om forlagets nye bog, 50 VÆRKER. HØJDEPUNKTER I VERDENSLITTERATUREN.

Min veninde Hanne Roer, som er lektor i retorik ved Københavns Universitet, havde bidraget med et kapitel om Dantes Guddommelige Komedie, og med på listen sammen med forfattere som Homer og H.C. Andersen stod minsandten også Elena Ferrante og hendes Napoli-serie.

Det var jeg naturligvis meget begejstret for at se, og jeg interviewede derfor kort Mads om hvorfor de havde valgt at tage Ferrante med i deres antologi:

“Først og fremmest er det jo en utrolig stærk historie, som er overmåde godt fortalt. Ferrante har ramt noget hos folk over hele jorden, der kan se sig spejlet i hendes hovedpersoner og univers. Og så er der noget med bøger i serier, som vi kan mærke har et stort appel. Ligesom Karl Ove Knausgård, der også er med på listen på grund af hans selvbiografiske værk, Min Kamp.

Det er faktisk overraskende, fordi man skulle tro, at meget lange historier, hvor man skal gå og vente på fortsættelsen, ikke har nogen plads i vores travle hverdag. Men der er vi altså blevet klogere. Godt nok har Napoli-trilogien endnu ikke stået tidens prøve som de ældre værker på listen, men vi ville omvendt gerne have noget helt nyt med, og der faldt valget altså på Elena Ferrante”, fortalte Mads Rosendahl Thomsen.

Du kan læse mere om bogen HER.

Trailer til Elena Ferrantes ‘Min genale veninde afslører detaljer om den færdige film og et landligt Napoli af engang

“Det var i det øjeblik, jeg fandt ud af, at intet kunne standse hende”, siger Elena om sin genstridige og geniale veninde, Lila, og sætningen bliver overskriften på deres kontrastfyldte venskab, som den 27 november får liv i form af en længe ventet tv-serie på både RaiUno og HBO.

Serien bliver i 8 afsnit på 50 min. hver. Jeg har set traileren, som man kan se ved at følge linket nedenfor, flere gange, og udover at være fuldstændig begejstret for den skønne, napolitanske dialekt, som jeg elsker, lægger jeg især mærke til de mange højdepunkter fra bogen: den frygtede tunnel, der fører udaf barndommens kvartér, og som ikke alle tør følge, dramaet omkring pigernes skolegang, og dukkerne, der bliver kastet ned i mørket som en prøve på pigernes mod.

Jeg lægger også mærke til at det kvartér, som pigerne bor i, har et forbløffende landligt præg. Derfra har man udsigt til Napolis rurale opland, men hvis man følger teorien om, at kvarteret ligger tæt på hovedbanegården, kan det sagtens afspejle det Napoli, som i 50’erne endnu ikke er blevet en del af det italienske, økonomiske boom, og hvis boligkvarterer vest for Piazza Garibaldi endnu skal bebygges og blive til betonklodserne i Poggioreale, skyskraberne i Centro Direzionale og industrien i La Zona Industriale.

Jeg glæder mig så meget til at se det første afsnit i serien, og jeg savner Napoli hver dag. (Hovedfoto: Rai Pubblicità)

MATILDE SERAO OG NAPOLIS UBESKREVNE KVINDELIV

Hvis man tror at Elena Ferrante er den eneste napolitanske forfatterinde med punch, så skulle man beskæftige sig med journalisten, essayisten og forlæggeren Matilde Serao, som i det 19 og 20 århundrede var en af Napolis vigtigste skribenter og stadig udgør en kæmpe inspiration for kvindelige forfattere fra Syditalien. 4 gange var hun nomineret, og ligeså mange gange gik hun glip af en Nobelpris i litteratur – blandt andet fordi fascisterne trak Matildes kandidatur tilbage grundet hendes glødende kritik af regimet.

Matilde blev født i Grækenland i 1856 af napolitanske forældre og flyttede som ung tilbage til Napoli for at undervise. Her oplevede hun den dybe forarmethed, som mange napolitanere levede i, og hun havde især et blik for kvindernes og børnenes kår og den sociale uretfærdighed, der ikke var blevet mindre siden Italiens samling. Inspireret af den syditaliens realisme-bevægelse indenfor litteraturen kaldet Verismo, satte hun sig for at beskrive folkedybets realiteter, og hendes noveller og artikler blev både udgivet i bog-og avisformat.

I 1892 grundlagde hun sammen med sin mand avisen Il Mattino, der endnu idag er en af Syditaliens mest læste, og sin egen avis Il Giorno, hvilket gjorde hende til verdens første kvindelige avisejer.

Jeg har selv stiftet bekendtskab med Matilde Seraos både smukke og gribende historier i hendes nok mest berømte værk til dato, nemlig Il Ventre di Napoli – Napolis Mave – fra 1884, hvor hun efter en buldertale i indledningen mod de italienske politikere, der ignorerer og udnytter byens fattigdom, på næsten antropologisk vis beskriver de fattiges hverdag.

Som kvinde giver hun et unikt indblik i en feminin hverdag, som dengang var ikke-eksisterende i den italienske litteratur, og beskriver på finurlig vis byens kvindesammenhold som den egentlige sociale lim mellem størstedelen af af Napolis miserable befolkning.

il ventre

Mest gribende måske er hendes ord i afsnittet ‘Barmhjertighed’, hvor hun beskriver hvordan der eksisterer forskellige grader af fattigdom, og hvor den mindre fattige kvinde hjælper den, der har det værre end hende – også når det kommer til modermælk:

“Ingen kvinde, der går og spiser i gaderne, kan se et barn standse og betragte hende, uden at give det noget at spise. Når en gravid kvinde standser på vejen, får hun straks tilbudt føde af de forbipasserende, uden at hun har spurgt om det. Hvis en fattig kvinde spiser macceroni med stærk ost på, vil hun straks tilbyde sit kogevand til en endnu fattigere medsøster, som så kan hælde vandet udover sit hårde brød og derved få lidt smag af pasta.”

“En anden type barmhjertighed er denne: en moder var alt for svag til at få mælk i sin barm. Men der var altid en veninde eller en fremmed, der kunne amme det alligevel. Tre gange om dagen bar kvinden med det tørre bryst barnet til den lykkelige mor, og så satte de sig begge ned på dørtrinet og betragtede babyen, der sugede livet til sig. Man skal have set sådan en scene for at forstå dens storhed, have hørt den lave stemme, hvormed den tørlagte moder hvisker sin velsignelse til sin medsøster:”Må Herren velsigne dig for den barmhjertighed, du viser dette barn”. Pludselig en dag er der ikke længere brug for ammemoderens mælk, og hun lider ved ikke at se barnet, så hun opsøger det mens det vokser, nogle gange har hun et stykke frugt med til det, eller en amulet. Et barn har to mødre. “

TUREN GÅR SNART TIL NAPOLI – OG DISSE BØGER SKAL JEG HAVE MED HJEM:

Den 9 april tager jeg til Napoli – jeg skal nemlig opdatere Turen Går Til Napoli og Syditalien, men jeg misser aldrig muligheden for at købe bøger med hjem, der på én eller anden måde kan kaste nyt lys på det syditalien, som jeg elsker. Hvis du selv mangler lidt inspiration til bøger om Syditalien, så kig lige med her på top 3 på min aktuelle bogindkøbsliste:

L’arminuta af Donatella Di Pietrantonio

Det er Abruzzo som agerer kulisse i denne prisbelønnede roman fra 2017, som Donatella di Pietrantonio har skrevet om en kvinde, der vender hjem til sin barndoms lanlarminutadsby. ‘L’Arminuta’ er netop abruzzesisk for ‘den tilbagevendte’, og handler om moderskab, det kropslige, familiebånd og tilknytning. Jeg glæder mig til at læse den og i tankerne vende tilbage til de bjerglandsbyer, som Abruzzo er så fuld af.

 

La pelle af Curzio Malaparte

her har vi at gøre med en rigtig Napoli-klassiker, der udspiller sig i 1943 dengang de allierede ankom til byen efter flere år i fascismens greb. Vi lærer om ‘Napolis 4 dage’, da befolkningen tog sagen i egen hånd og jagede både tyskere og fascister på porten. Det er både en historie om Napoli, Italien og Europa i tiden efter 2 verdenskrig, og denne sætning fra værket siger det perfekt: “Hvad forventer i at finde i London, Paris eller Wien? I vil finde Napoli. Det er Europas skæbne at blive til Napoli.”

la pelle

Made in Naples af Angelo Forgione

– hvordan Napoli har civiliseret Europa. Hvis du kunne tænke dig et anderledes, historisk perspektiv på hvor vigtig Napoli har været for den vestlige civilisations udvikling, så bør du læse denne bog. Ifølge Forgione var det nemlig i Napoli, at man allerede i 17-og 1800tallet opfandt mange af de samfundsmæssige begreber, som vi idag tager for givet, såsom sanitet, bankkonti, cafeér, affaldssortering, lighed for loven, pengesedler, etc.

made in naples