Category Archives: NAPOLI

Hvem er Liberato – Napolis neomelodiske rap-fænomen?

Han går med blå hættetrøje med skriften ’Liberato’ og vender hele tiden ryggen til, når han springer rundt på stenene langs Napolis havne-promenade og digter rap-poesi om kærlighed mellem Napolis teenagere. Ingen ved hvem han egentlig er, men siden 2017 er hans berømthed vokset til kult-agtige dimensioner i Syditalien, hvor en ny musik-bevægelse kaldet ’neo-melodico’ har taget de unge med storm.

Helt i tidens digitale ånd startede Liberato sin karriere ved at lægge sangen 9 MAGGIO (9 maj) på Youtube, hvis musikvideo var blevet optaget i slummen i Scampia og for første gang viste den ansigtsløse rapper mellem den porøse beton. Værket blev hurtigt et fænomen og delt tusindvis af gange, og i takt med at sange som TU T’E SCURDAT’ ’E ME (Du glemmer mig), JE TE VOGLIO BENE ASSAJE (Jeg elsker dig højt) og INTOSTREET blev hits på nationalt plan, voksede mystikken om sangeren. Der aldrig viser sit ansigt.

Man ved at han kan lide at kommunikere i vasaler – at han er stor fan af Napolis fodboldhold, og med sin perfekt klingende dialekt må være fra Napoli – og det er det. Og det er noget af en bedrift at kunne bibeholde sin anonymitet i en by, hvor alle i teorien altid kender nogen, der kender nogen, der kender nogen.

Liberato fænger med sin unikke stil, der blander hiphop-genren trap med il neomelodico – den seneste videreudvikling af den napolitanske sangtradition, som i århundreder har haft længslen efter Napoli, byens lyde, steder, stemning og dialekt som sit vigtigste indhold og udtryksmiddel:

romantiske serenader som Torna a Surrento, Funiculi, Funicula og O Sole Mio er i dag verdenskendt takket være bla. napolitanske immigranter, som spredte stilen i Amerika, og stilen blev senere tilpasset efterkrigstidens rytmer med bla. den storsmilende Renato Carosone ved klaveret.

Napolitanske Ikoner som Nino d’Angelo og den højt elskede singer songwringer Pino Daniele, hvis død i 2015 skabte stor sorg i hans hjemby, tog stilen videre med sig op igennem 80’erne, og i 90’erne begynder musikforskeren Peppe Aiello at bruge udtrykket neo-melodico om genren, som Liberato uden tvivl bidrager til. I bogen Made in Italy – Studies in Popular Music beskriver Aiello den nymelodiske strøming som ’de uacceptable menneskers musik, mennesker, som ellers er blevet udstødt af borgerskabet’. Musikanmelderen fra den napolitanske avis Il Mattino, Federico Vacalebre har skrevet en hel bog om ’il neomelodico’, hvor han beskriver genren som noget, ’der kommer nedefra, og er stemmen… fra en bydel, der ellers ville forblive tavs.”

Liberato kommer med høj sandsynlighed fra og identificerer sig med Napoli perifære arbejderkvarterer, og på den måde indskriver han sig i den napolitanske neo-melodi, idet dens toner, situationer og personer kommer fra byens nederste sociale lag, og ikke fra den middelklasse, som ellers traditionelt undfangede de klassiske sangere og musikere fra den napolitanske musiktradition.

Napolis udkant er i de sidste år blevet ’hot’: Elena Ferrante fastholder stædigt sin anonymitet i sin verdensberømte beskrivelse af veninderne Elena og Lila fra Napolis slum, der har vundet genklang og genkendelse kloden over, og bogen Gomorra af Roberto Saviano og HBO-serien af samme navn har gjort byens kriminelle underverden til ramme for voldsomme, menneskelige dramaer.

Liberato lader dog til at være uberørt af sin kult-status, og nægter at afsløre sit ansigt. På trods af udsolgte live-koncerter i både Napoli, Milano, Rom og Barcelona er han stadig anonym,  og tøvende overfor at sætte nogen form for etiket på sin musik. Til en journalist fra Rolling Stones har han i en tekstbesked i vasaler og napolitansk dialekt svaret, at han da ikke gider at afsløre sin sande identitet nu, fordi han netop har opbygget den for at kunne være i fred.

Personligt er jeg imponeret over Liberatos poetiske og næsten nostalgiske stil, der senest har givet udslag i en smuk ’serie’ af 5 filmiske musikvideoer med titlen CAPRI RDV, hvor han i bedste Dolce Vita-stemning udforsker kærligheden mellem en Brigitte Bardot-agtig karakter og en Marcello Mastroianni-boheme-fyr: det hele filmet i sort og hvid og med sine smukke optagelser i havet ud for den guddommelige ø virker de små film som en kærlighedserklæring til selve livet, til Napoli-bugtens skæbne, til skønheden og til de store følelser.

Det bliver da ikke mere ærke-napolitansk end det.

Hovedillustration: Et maleri af den hellige Gennaro pryder en bymur i det napolitanske arbejderkvartér Forcella. Kunstner: Jordi. Fra Wikipedia, Silviasca.

Antikvitetsbutikken i Napoli der ikke vil besøges

En porøs menneskekæbe indpakket som relikvie, totalt uigennemskuelige åbningstider og en tæthed som et sort, kosmisk hul!

Da jeg igår sad og kiggede mine gamle fotos igennem fra Napoli, nåede jeg frem til dette – og fik dermed et vildt flash back til alle de gange, jeg har været lige præcis dér, og de mærkelige oplevelser på netop dette hjørne i Via Tribunali. Billedet tog jeg forrige år fordi jeg ville dokumentere Piazza San Girolamini – et lille centrum i det gamle centrum omgivet af kirker, graffiti og uigennemskuelige butikker.

Antikvitetsforretningen hér er på én og samme tid så anderledes og så ikonisk napolitansk, at jeg måtte have et foto af den. Problemet er blot, som mange andre butikker, der ikke har det store, mainstream klientel, og derfor, egentlig meget ulogisk, ofte slet ikke har åbent: jeg anede ikke om jeg overhovedet kunne komme ind!

Når jeg har været i Napoli har det derfor altid været en slags sport for mig at smutte forbi – lykkes det, lykkes det ikke? – og jeg har været draget af den meget u-napolitanske stemning, der omgiver stedet – at man faktisk slet ikke er velkommen, og ofte holdes på total afstand, både af den groteske volumen af forgyldte billedrammer, frønede madonna-billeder og ubestemmelige køkkenredskaber fra en svunden tid, og af de yderst afvisende ejere. Som billedet afsflører virker stedet nærmere som en lejlighed til at sludre og komme lidt ud, end at slå en handel af og tjene penge.

jeg har af samme grund været utrolig nysgerrig på at finde ud af, hvad der egentlig gemmer sig i butikkens dyb. 9 ud af 10 gange er stedet lukket, når man går forbi – fuldstændig hermetisk bag jerndøre og låse. Men da jeg og min frejdige ven Ty engang var i Napoli for at lave en pizza-reportage(!), skete det vidunderlige: en gammel, sur mand stod og foldede dørene ud. Det gik meget langsomt, og midt i det hele gik han i stå og satte sig på en sivstol ved muren. Jeg og Ty besluttede os for at klemme os ind i kaoset.

Manden brokkede sig og skældte os ud på afstand i en slags kontemplativ samtale med sig selv, mens vi gik på opdagelse: Ty fandt længere inde i mørket et par meget fine Ducati’er, der syntes at være vokset sammen med gamle lærredsdukker, spejle og obskure møbler, mens jeg kun kom halvt ind i bunken. Belønningen lå dog ikke lang fra mine hænder: en bunke porøse menneskeknogler – jeg husker især en underkæbe, endnu intakt med de fleste tænder – indhyldet i konfetti og gamle klude, der forlængst havde tabt farven i sollyset, men endnu havde en strimmel papir foldet omkring sig med edderkoppeskrift på, der bedyrede at de, måske, måske ikke, var ægte relikvier fra en glemt helgen.

Glemte helgener findes dog ikke i Napoli, og jeg tog beskeden som et slags løsen, og bakkede ud. Men jeg vender tilbage til Piazza Girolaminu hver gang, jeg er i Napoli, blot for at sikre mig, at stedet endnu findes. I burde gøre det samme.

Jeg forelæser om Syditaliens største by på Folkeuniversitetet: Napoli – elsket, udskældt og genfødt

Sulten efter viden om Syditalien? Så glæd dig til efteråret, hvor jeg hver mandag fra den 21 oktober til 18 november tegner og fortæller om alt hvad du behøver vide for at forstå Napoli til bunds hos Folkeuniversitetet i København. I årtier har der næppe været mere fokus på byen end nu, og kender man til Napolis DNA, er man også klædt på til at forstå hele den komplekse syditalienske virkelighed, som både gør landsdelen til Europas periferi og potentiale.

Der er så meget at fortælle om byen, at jeg blev nødt til at foreslå Folkeuniversitetet en forelæsningsrække på hele 10 dobbelttimer, og min insisteren blev modtaget med kyshånd. De 5 første forelæsninger fik disse overskrifter:

  1. Napolis historie: Antik storhed og Europas dannelsesby
  2. Napolis historie: Fra international yndling til landets sorte får
  3. Den napolitanske genfødsel: Kunst, litteratur og autenticitet
  4. Napoli og la camorra – den napolitanske mafia
  5. I femminielli – Napolis tredje køn

Jeg håber at vi ses – du kan tilmelde dig og læse mere om indholdet HER, og efter nytår kommer der 5 øvrige temaer til, som jeg nok skal afsløre, når 2020-programmet ligger klart.

Hvis man kunne ringe H. C. Andersen, Bryggeren og Adam Oehlenschlæger op og spørge dem, hvad de mente om ’Neapel’, ville de straks rose byen og male et skønmaleri: af ansigterne, gyderne, af de velordnede parker, bugnende markeder og prominente strøg, men først og fremmest ville de pege som Napoli som fremskridtets by: at de aldrig før havde set en stad så veloplyst af petroleumslamper, at man kunne se ind i selv den trangeste krog, og aldrig før mødt så mange dygtige videnskabsmænd og ingeniører, der med stålvalseværker, minedrift og geologiske vidundere førte an i Sydeuropas industrielle boom.

Årtierne er gået siden da, og de har ikke været nådige overfor Napoli: verdenskrigenes bombardementer og især det frygtelige Irpinia-jordskælv i november 1980 forseglede op igennem 1900-tallet byens skæbne som et sted, der havde løsrevet sig fra resten af kontinentets udvikling, og kom til at hænge fast i camorraens og korruptionens dynd.

Det er en skyggeside, som stadig præger den gamle metropol, men som også viser Napolis evne til at tilpasse sig og være fascinerende eviggyldig. For samtidigt med at serier som Gomorra og film om byens ’babygangs’ både tiltrækker og frastøder, er der indenfor de sidste par år sket meget med Napolis image, godt hjulpet på vej af Elena Ferrantes Napoli-romaner, de globale rejsetendenser, hvor folk leder efter byer, der ikke hiver efter vejret i overturismens navn, og borgmester Luigi De Magistris, som konsekvent har investeret i lufthavn, metro og ny havnemole.

Enten elsker eller hader man Napoli. Og hører man til de første, har man nok spurgt sig selv om hvad det er, der giver Napoli sin forbløffende stimulerende atmosfære? Det spurgte jeg i hvert fald engang Simonetta om – en sjov, lokal napoletanerinde, som bor i det statelige Chiaia-kvartér nær Castel dell’Ovo  – og hun svarede mig, med ansigtet skjult bag røgen fra sine kæderygercigaretter, at Napoli har bevaret sin metropolstemning, fordi den aldrig er blevet lagt øde, som for eksempel Rom. Hverken af krige, epidemier eller hærgende horder er den blevet degraderet til landsby, og den kontinuitet giver Napoli sin både utrolig lokale og utrolig globale atmosfære.

Sådan kan man diskutere Napoli i en evighed. Jeg glæder mig til at begynde snakken sammen med jer til oktober.

Hovedfoto: Maleri af Salvatore Fergola fra 1839. Motivet forestiller indvielsen af Napolis jernbanestrækning mellem Napoli og Portici den 3 oktober samme år. Den dobbeltsporede strækning på 7,5 km var den første af sin art på italiensk jord. Wikipedia.

Min Geniale Veninde udstiller usynlighedens tabu på Odense Teater

Den 26 maj var jeg inviteret til Fyns største by for at opleve Ferrantes univers udfolde sig på dansk jord, og oplevelsen var medrivende. Malene Melsen spillede til tider så ranglet og skrøbeligt på scenen i Odense Teater, at man hele tiden frygtede, at hun gik i stykker.

Det var en del af skuespillets fortryllelse, som fik én helt ud på kanten af stolen, og heldigvis havde Elena Ferrantes Lila-karaktér opfyldt hende med så megen styrke, at hun kunne udføre den kraftpræstation, som den over 6 timer lange marathon-opførelse af Ferrantes tetralogi om de to veninder Lila og Elenas venskab unægteligt må være.

Fra de tidligste år i 50’erne, hvor Melsen springer rundt i gadedrengeløb på scenen sammen med Lila, spillet af Sarah Boberg, med dukker i hånden og skolebøger under armen, til det nye årtusinde, hvor Lila pludselig forsvinder – måske til Napolis dybeste gyder, hvor hun er dømt til at bruge resten af sine dage på at lede efter sit forsvundne barn.

Eller måske til Sibyllens hule i Cumea nord for millionbyen, for at udspørge oraklet om sin skæbne, og vansmægte blandt de napolitanere, der er kommet her i tusindvis af år? Igennem alle de år følger vi de to kvinder, og får blot 3 pauser undervejs. Under hvilke man blot stod ude i foyeen og trippede efter at komme tilbage i salens mørke.

Begge kvinder er i det virkelige liv midaldrende: Malene Melsen 49, Sarah Boberg 52, og det virker umiddelbart utroligt, at de, ved blot at samle og slå håret ud, tage brillerne af og på, og skifte mellem et par kjoler i garderoben, kan udfylde en kvindes fulde udvikling fra lille pige til gammel morlil.

Men metamorfoserne lykkes til fulde, og hjælpes på vej af en dramatisk scenografi, hvor brudekjoler hejses op og ned sammen med et klæde, hvorpå pigernes mareridt projekteres i syrede film-glimt, hvor Madonnaen våger over baggårdens intriger fra øverst på teatrets mur, og hvor hele rummet indhylles i damp, når det katastrofale jordskælv i 1980 indtager rummet, lavaklumper falder fra himlen, og skuespillerne brækker scenens fundament op med deres egne hænder.

Jeg er på ingen måde teateranmelder, men har alligevel lyst til at underkaste opførelsen en analyse, som mere handler om stykkets kulturelle baggrund end de egentlige skuespilpræstationer – som jeg i øvrigt fandt fremragende.

Der er ingen tvivl om, at en del af Elena Ferrantes hype bunder i hendes anonymitet, og sin leg med udviskede identiteter. I en tid med forfatteres konstante selvpromovering og folk, der halser efter få minutters berømmelse, er journalister og anmeldere på stribe blevet overasket og fascinerede over forfatterens insisteren på at lade historien tale for sig selv. Hun understreger, at hun intet har at tilføje: “Læs mine bøger istedet, de siger alt!”

Udslettelsen af karakterer og kampen for at holde sig oven vande i et samfund, hvor gruppen går forud for individet, er et gennemgående tema i Napoli-tetralogien: kvinderne, der går hjemme og i det fattige kvartér og er anonyme i forhold til både kønsrollerne og de åbenlyse konflikter mellem mændene i camorra-opgørerne; konernes interne dramaer er voldsomme og bølger som undertrykte energiudladninger fra et liv i samfundets periferi, hvor man først får myndighed indenfor hjemmets fire mure, når man bliver gift, og får børn.

Lila siger selv flere gange til Elena, at hun af og til føler, hun forsvinder. At hun vil blive allermest lykkelig, hvis hun forsvandt fra jordens overflade. Og at hun har svært ved at se og mærke sine egne grænser. Selv Elena, der med tiden bliver en berømt forfatter, siger, at Lila er så svær at holde i en fast form, at hun må forsøge at navle sin veninde fast med skriften. Den både indre og ydre opløsning er også et tema under jordskælvet i 1980, der vender op og ned på Napoli, og for alvor gør den lokale mafia stærk i kølvandet på byens genopbygning og den massive korruption i forbindelse dermed.

Odense Teaters opførelse synes netop at indfange opløsningens tema på flere planer:  de samme skuespillere, hvoraf mange er midaldrende, går som børn, teenagere, giftemodne og gamlinge uhindret igennem årtierne, som om deres alder ophæves, og tiden står stille uden skillevægge mellem virkelighed og teater.

Som tilskuer oplever man at se skuespillerne i flere roller: Thomas Bang spiller for eksempel både hjerteknuseren Nino Sarratore og plebejeren Pasquale Peluso, og Jacob Weble tager sig af figurerne Gennaro Carracci, Rino Cerullo, en blotter, en værkfører og Michele Solara. Næsten alle på scenen har sådanne dobbelte figurer, hvor de i pauserne skifter tøj og frisurer, eller helt udskiftes med nye ansigter og kroppe.

Man skulle tro at det ville virke forvirrende, men tværtimod tilfører maskespillet stykket en særlig, foruroligende stemning. Efter de første sekunders genkendelse, hvor man som iagttager genkender en skuespiller i nye klæ’r, adopterer man hurtigt idéen, som bliver til en selvfølgelighed. Udviskelserne overskrider grænserne mellem os og dem, og man forsvinder selv ind i betragterens rolle.

Elena Ferrante har fortalt at hun er interesseret i at forstå hvorledes den såkaldte ‘spettacolarizzazione’  udtømmer livet og følelsen af at være borger i et land. Ordet kan bedst oversættes som ‘showificering’, hvor hele det italienske folk er blevet forvandlet til tilskuere igennem 20 års overfladisk Berlusconi-tv. Det ultimative, man kan håbe på i en sådan verden, er at ansøge om en rolle i sit eget liv, og det gør mennesker ulykkelige.

Det er værd at tænke over, når man ser Min Geniale Veninde på dansk jord: selv om man fysisk er tusindvis af kilometer fra Napoli i både tid og sted, er konflikterne på scenen eviggyldige. Med sit værk har Ferrante forsøgt at udstille usynlighedens tabu i en visuelt afhængig verden, hvor skuespillerne effektivt udleverer vores mani efter genkendelse, og på smuk vis gør selve historien til forestillingens hovedattraktion.

Min Geniale Veninde spillede på Odense Teater fra den 16 maj – 8 juni. Mine overvejelser om Ferrantes fokus på udslettelsen som begreb kommer fra artiklen ’Cancellature. Il Caso Elena Ferrante/5’ fra den italienske blog La Letteratura e noi af Romano Luperini. Artiklen, som er fra 2015, er skrevet af Caterina Verbaro og kan læses på italiensk HER.

Foto: Emilia Therese for Odense Teater.

Tom & Jerry besøger Napoli anno 1954

Napoli har været kulisse til nogle af Italiens vigtigste film, men vidste du at de legendariske tegnefilmshelte, katten Tom og musen Jerry, også har drønet rundt i millionbyen? I 1950’erne var Napoli indbegrebet af den italienske sjæl for de mange amerikanere, som fik øjnene op for byens identitet efter 2 verdenskrig. Det økonomiske efterkrigsboom, som især blev afstedkommet af amerikanernes Marchall-hjælp og eksport til det krigshærgede Europa, skabte en arbejder-og middelklasse på begge kontinenter, der ville underholdes.

Filmselskabet Metro-Goldwyn Mayer var så heldige at have manuskriptforfatterne William Hanna og Jospeh Barbara i deres stald, og de fik global succes med Tom & jerry-figurerne, som blev vist for første gang i USA i 1940, og i 1954 også optrådte i en knap 7 minutters lang tegnefilm med det umage par i Napoli.

Tegnefilmen hedder ‘The Neapolitan Mouse’ og handler om katten og musen, der ledsaget af mandolinmusik og skønsang ankommer til Napoli om bord på et krydstogtskib (med et skønt kig til hele bugten, Piazza Municipio og havnen, hvor der endnu er grønt og fuld af træer). De går i land i et stiliseret Napoli, der både afslører alle fordommende, fascinationen og kærligheden til den ærkeitalienske by, hvor den napolitanske mus bor i et musehul oplyst af en romantisk gadelampe, og taler et uimodståeligt muse-italiensk, mens den viser sine nye venner rundt:

Her ovenfor kan du se den knap 7 minutter lange tegnefilm fra 1954: ‘The Neapolitan Mouse’, produceret af Metro-Goldwyn Mayer i Hollywood.

På en måde er Napoli fuldstændig genkendelig, og samtidigt kan man se, hvor meget byen har ændret sig siden da; For eksempel da Tom og Jerry jagter først hinanden rundt i De Spanske Kvarterer, falder over tomater og kurve med blåmuslinger og kommer op at toppes med en bandit-hund, der i bedste, syditalienske stil er blevet udstyret med rød charmeklud.

Den street wise, napolitanske mus kommer dem heldigvis til undsætning, og viser Tom & Jerry Galleria Umberto, som også idag er et af byens epicentre, propper pølse og provolone-ost ned i halsen på dem, og slår hånden ud mod Vesuvio, der fejlagtigt har en røgsky stående opad hatten.

Vulkanen gik nemlig i slumretilstand i 1943 og har ikke været i udbrud siden, men det tilgiver man selvfølgelig tegnerne, der tilsidst lader den napolitanske mus give havnens hunde bøllebank, og sender Tom og Jerry hjem til USA med krydstogtskibet.

Nogle ganske få minutter i tegnefilmshistorien – og alligevel et uvurderligt glimt af det Napoli, som også for mig er en genial, smuk, tidløs og seværdig ‘cartoon’.

Hovedillustration: Wikipedia.

Min nye udgave af Turen Går Til Napoli og Syditalien er udkommet

Pizzaen er forsvundet fra coveret og ind er der flyttet en elegant, ældre herre fra de trange gader i Matera. I 2015 havde jeg den store glæde at overtage titlen Turen Går Til Syditalien, og jeg gik med krum hals i gang med at genskrive hele bogen. At være rejsebogsforfatter betyder at ens titler er under konstant revision – hvert 3 år skal de opdateres, have nyt forsidebillede og finpudset illustrationer, og for hver research-tur er der hele tiden nye ting, der dukker op og gerne vil være med i bogen.

Da jeg afleverede mit første manus, opdagede jeg, at Politikens Forlag ville tilføje Napoli til titlen, så bogen kom til at hedde TGT Napoli og Syditalien. Den disponering gik jeg fuldt ud ind for, for den afspejler en aktuel udvikling, hvor Napoli bliver stadigt mere populær som alternativ til Italiens øvrige storbyer.

Napoli har sin helt egen sektion i bogen, og i forhold til sidste udgave opdateret med nyt om bla. det fascinerende rabarberkvarter Sanità, der ligger og gemmer sig på den anden side af hovedfærdselsåren Via Forio og det arkæologiske museums koralrøde mure.

Men Syditalien er meget andet og mere end Napoli, og i den research, som ligger til grund for den nyudkomne udgave, satte jeg mig for at gå særligt i dybden med øerne i Napoli-bugten – nærmere bestemt Ischia, Procida og Capri.

Især førstnævnte er virkelig blevet en favorit – måske i kølvandet på Elena Ferrantes roman Min Geniale Veninde, hvor hovedpersonen Elena tilbringer sommeren som barnepige, og igennem hvis øjne vi oplever øen med de varme kilder og det sorte vulkansand.

Capri er ikke uden grund den mest berømte af bugtens trillinger: derfor guider jeg i bogen til nye opdagelser, vandreruter, butikker og hoteller på den lille, porcelænshvide klippe-ø, der giver et andet indtryk af stedet end de sædvanlige postkort-beskrivelser af idyl og jet set-ferie.

Endelig er der Procida, hvor jeg oplevede at bo dybt inde i det middelaldercitadel, som udgør fiskerbyen Corricellas ansigt mod syd. Langs promenaden blev der røgtet garn og fodret katte, og bugtens mindste ø er også den mest skramlede, med ægte, napolitansk stemning fra alle de lokale fra fastlandet, som kommer herud for at lufte i havbrisen.

168 siders rejsebog er for lidt plads til at præsentere Syditaliens overflod af vidundere – men jeg har prøvet trods alt, og er allerede mentalt i gang med at skrive den næste.

Du kan se og købe bogen i de fleste boghandlere og online, blandt andet HER.

Foto: Politikens Forlag.