Category Archives: NAPOLI

Cornetto – verdens mest berømte vaffelis er fra Napoli

Næste gang du spiser en klassisk vaffel-is med flødeis, chokolade og hakkede nødder, så send en venlig tanke til signor Spica, der i 1959 revolutionerede den italienske isverden ved at løse et irriterende problem – nemlig hvad man skulle bære og spise isen i.

I århundreder havde Italien været berømt for sine sorbetter og is baseret på mælk, æg og sukker, og kloge hoveder serverede den skrøbelige delikatesse i enten små kopper, eller på flade vafler, som isen kunne spises ad, inden den smeltede.

Udfordringen var dog, at isen hurtigt gjorde vaflen våd og kedelig – indtil Spica opfandt en maskine, der kunne dække vaflens inderside med et tyndt lag af sukker, olie og chokolade. Nu kunne man pludselig spadsere rundt med en is og spise ad den uden at få klistrede fingre.

Stolt kaldte han sin is for ‘Cornetto’ (cornetto betyder ‘lille vaffel/et lille horn’), men efter mange års succes ved sin isbutik i Via Gianturco måtte det historiske ismejejeri lukke i 1973 grundet udenlandsk konkurrence.

‘Cornetto’-brandet blev solgt til Unilever, og op gennem årtierne markedsført med O sole Mio og den napolitanske arv som en del af historien.

Idag må man nok kalde den verdens mest udbredte og spiste vaffelis, som findes i flere varianter med jordbær, yoghurt og mintsmag – seneste skrig er en vegansk udgave. Ikke dårligt klaret! Foto: Wikipedia.

Mine egne online-kurser om Syditalien starter til efteråret – har du lyst til at være med?

Gennem de sidste to år har jeg rejst rundt i Danmark og holdt foredrag og mødt utrolig mange sjælefrænder – landet er fuld af ildsjæle og netværk med Italien og centrum, hvor I alle medvirker til at holde den italienske kultur i live med middage, arrangementer og udflugter. Utrættelige ildsjæle – hvad skulle jeg gøre uden jer!

Men jeg har også været frustreret over at vide, at der sidder ligeså mange derude, der gerne ville, men IKKE har overskud eller tid til at møde op i foreningerne og på folkeuniversiteterne, enten pga arbejde, et travlt familieliv, eller pga helbredet. Måske sidder I på de små danske øer derude, eller meget langt væk fra min hverdag i København, hvorfra jeg gerne rejser med tog, men hvorfra der også er langt til feks. Nordjylland.

Så nu har jeg fået den idé at holde mine foredrag på et tidspunkt og i en form, som forhåbentligt er tilgængelig for de fleste – nemlig 2×45 minutters foredrag om torsdagen (eller onsdagen – den endelige ugedag beslutter jeg alt efter hvornår de øvrige aftenskoler i Danmark afholder deres lektioner) fra klokken 19-21 på nogle givne datoer.

Foredragene vil blive holdt som foredragsrækker omkring et tema – for eksempel Sardinien (dette efterår), Napoli (vinter 2021) eller Sicilien, og hver foredragsrække koste cirka det samme som på et Folkeuniversitet. Betalingen vil foregå via MobilePay eller bankoverførsel og gå direkte til mig, selvfølgelig med afbestillingsrettigheder og tilbagebetaling, hvis jeg for eksempel bliver syg, eller teknikken går ned.

Hvis du er interesseret kan du skrive det under denne blog-post, eller vente til du får flere informationer fra mig, hvis du er tilmeldt mit nyhedsbrev. Du kan også skrive direkte til mig på cillemarie@gmail.com med eventuelle spørgsmål.

Hovedfoto: Madonna med pistol af Banksy. Wikipedia.

Napolis messeområde ‘Oltremare’er en arkitektonisk perle og et fascistisk tidsbillede

En kæmpe eventyrsø med et etiopisk slot i midten, en enorm kube i guld, og et af syditaliens mest spektakulære springvand: Messeområdet Mostra d’Oltremare vest for Napolis bymidte er en glemt tidslomme og en uvurderlig kilde til ny viden, hvis man interesserer sig for byens nyere historie og arkitektur – især den fascistiske.

Igennem årtierne er Oltremare blevet et af Napolis mest folkelige og elskede åndehuller, hvor joggere tager tid på hinanden, og hundeluftere finder grønne pletter til Fido. Og derfor var napolitanerne yderst taknemmelige, da kommunen i slutningen af maj atter åbnede de skyggefulde parkfaciliteteter, som omgiver Mostra d’Oltremare, efter coronaen. Lad os sammen med byens befolkning genopfriske, hvorfor Oltremare så absolut er et besøg værd:


‘Mostra Oltremare’ betyder ‘udstillingen hinsides havet’, og er sammen med Fiera del Levante i Bari Sydtaliens største messeområde. Nu er det sjældent, at messefaciliteter er så interessante, at de er værd at besøge for sin æstetiske værdi. Men på linje med den have, som omgiver kunstmessen i Venedig, giver Oltremare et anderledes perspektiv på historien, fordi dens bygninger og design afspejler en helt særlig periode i den italienske samfundsudvikling.

Rodi-pavillonen fra 1940 blev bygget med middelalderlig inspiration fra den kristne ridderorden på Malta. Wikpedia, Giuseppe Albano.

Mostra d’Oltremare var en del af Mussolinis store strategi om at booste Napolis økonomi og rolle i Middelhavet: Italiens tredje største by skulle relanceres under sloganet ‘Napoli skal leve’ fra 1931, med nøgleordene ‘landbrug, sejlads, industri, håndværk, turisme’. Af samme grund blev sletten mellem Bagnoli og Fuorigrotta valgt som byggegrund, fordi stedet lå tæt på turistattraktionerne Cuma og Averno, der begge rummede vigtige, romerske ruiner. 

Udgangspunktet for tegningerne var en såkaldt ‘grøn arkitektur’ undfanget i 1898 i England, hvor man stræbte efter at forene byggerier med træer, buske og bassiner. Idéen om en naturlighed, der skulle presses ind i særlige rammer, passede godt ind i den fascistiske ideologi, og man gik igang med at bygge intet mindre end 24 stande, et stort sportskompleks, springvand, alleer og pladser, hvor tusindvis af tilskuere fra hele verden kunne komme og beundre den fascistiske ‘verdensudstilling’.

Idéen var at Italien hvert tredje år skulle invitere folk til en messe, der viste imperiets ekspanderende udstrækning og kulturelle kapital: Og da den første ‘Mostra d’Oltremare’ åbnede den 9 maj i 1940, kunne man opleve vidundere fra de italienske kolonier i nordafrika – heraf navnet ‘oltremare ‘hinsides havet’ – favnet af flere bygninger, der direkte trak på æstetik fra det eksotiske område.

Guldkuben med flanker dekoreret i arabisk stil. Wikipedia, Giuseppe Albano.


Her kunne man også se det allernyeste skrig indenfor den italienske rationalisme-arkitektur, som vi i dag vil kalde fascistisk, med stramme linjer, slogans udhugget i romerske bogstaver, og relieffer af arbejdende folk fra alle Italiens samfundslag. Det hele bredte sig over imponerende 170.000m2, men glæden varede kort: blot efter en måned måtte man lukke udstillingen på grund af krigen, og under de allieredes bombardementer i 43 blev flere af bygningerne slemt tilredte.


I 50’erne prøvede man at give området en renæssance, men pengene rækkede ikke, og jordskælvet i 1980 gav bogstavelig talt flere af genoplivningssprojekterne dødsstødet. Heldigvis blev det nye årtusind en genfødsel for Oltremare, der siden 00’erne er blevet renoveret og nu løbende huser konferencer og udstillinger.

Gondarslottet står midt i en kunstig sø og skaber eventyrstemning. Wikipedia, Baku.

Idag er det især værd at nyde det etiopiske slot Gondar fra 1940, der skulle være en nøjagtig kopi af den selvsamme bygning i byen Facil Ghebbi i Afrika. Slottet ligger midt i Fasilides-søen, der iøvrigt rummer eksemplarer af den sjældne smaragd-tudse. Lidt der fra kan man stadig nyde den imponerende, firkantede guldbygning fra 1938, der stadig står udsmykket med gyldne facader i byzantisk stil.

Og så er der  Esedra-springvandet, som ved åbningen af Oltremare-udstillingen udsende vand i pulsslag, som passede til den fascistiske hymne, der blev spillet samtidigt. Springvandet er inspireret af det enorme barokspringvand i det nærliggende slot i Caserta, og bassinets sider flankeret af farverig, italiensk keramikkunst.

Hovedillustration: Esedra-springvandet. Aquila 460 på Wikipedia.

Syditaliensk fodbold blev født på dækket af de engelske handelsskibe

Den 3 november 1985 spiller Napolis fodboldhold mod ærkerivalerne fra nord, Juventus. Napoli er på det tidspunkt Italiens fattigste by, og i befolkningen sidder stadig traumet efter en horribel kolera-epidemi i 1973.

Men med på holdet har de legendariske Maradona, som efterhånden har fundet sig til rette i Napoli, og gør, hvad mange i Italien havde fundet umuligt: Han scorer på frispark, og tilskuerne går så meget amok, at 5 besvimer, og 2 får et hjerteslag på tribunerne.

I ugen op til turneringen havde Napoli været genstand for racisme og chikane i både medierne og på gaderne af Juventus’ fans, der skreg, at napolitanerne skulle vaske sig, at de var Italiens kloak, og at man håbede, at Vesuvio ville begrave byen i lava.

Da en journalist i nedenstående klip spørger ham hvilken farve, målet var, siger han “Målet er lyseblåt (Napolis holdfarve), blåt for hele Napolis befolkning. For ingen udefra kan forestille sig, alle de ting, der er blevet sagt om os i ugens løb. Det mål og den sejr havde folket fortjent.”

Maradonas geniale scoring i 1985, som tegnede begyndelsen på Napolis genrejsning som fodboldby, kan ses her:


Forleden vandt Napoli det italienske mesterskab i fodbold, og det har dels fået mig til at se den fremragende dokumentarfilm, “Diego” om Maradona. Om sine år i Napoli siger han: “Napolitanerne var Italiens afrikanere. Jeg repræsenterede en del af Italien, som ikke blev regnet for noget.”


Udsagnet gjorde mig nysgerrig på, hvor og hvordan fodbold i Syditalien egentlig opstod. Sporten har nemlig haft helt andre forudsætninger mod syd end i det norditalien, som først introducerede sporten i landet. Her er hvad jeg fandt ud af:

Da fodbold i slutningen af 1800-tallet kom til Italien fra england, brugte man i starten ordet ‘Foot-ball’. Men da lokalsamfundene fangede, at sporten ikke blot var en flygtig bibeskæftigelse, men vitterligt samlede italienerne, begyndte man at spekulere i, om der kunne være et italiensk ord for fænomenet.

Valget faldt på termen ‘calcio’, og blev første gang foreslået af fodboldspilleren Luigi Bosisio i 1907, og underbygget af en artikel i sportsavisen La Gazzetta dello sport samme år. Man skrev:

“I renæssancen bedrev ungdommen deres fritid med at spille bold på de søde, toscanske bakkedrag mod modstandere fra de tilstødende kommuner. Det spil hed ‘il calcio’!”

Artiklen argumenterede i sarkastisk stil for at bruge et italiensk ord istedet for det importerede engelske term, fordi det også ville være en del af samskabelsen af det italienske folk. “Italienerne skaber man jo ikke på et øjeblik”, stod der i artiklen, og legede således med politikeren Mazzinis udtalelse om, at man ved Italiens samling nok havde samlet landet fysisk, men nu blot manglede at skabe italienerne.


Mens fodboldklubber skød op i Torino, Milano og Genova, var situationen en anden i Syditalien. Her kom lokalbefolkningen i kontakt med fodboldsporten gennem de mange britiske handelsmænd, som tjente gode penge på at handle med det frugtbare syd, og sælge engelske varer som te og kiks i byer som Napoli i Palermo, mod at købe frugt, mineraler og andre råvarer til deres eget marked.

I de syditalienske havne spillede de engelske skibsfolk fodbold, når de havde fri – gerne midt på de store skibsdæk, eller på molerne, hvor der var plads. Italienerne blev inviteret til at spille med, og i Napoli fik det så stor succes, at Napolis Football and Cricket Club blev grundlagt i 1905 af den engelske sejler William Poths og hans forretningspartner, Hector M. Bayon.

Den første officielle kamp, Napoli var med i, løb ad stablen mod skibsbesætningen på det engelske skib Arabik. Napoli vandt 3-2, og en livslang passion for byens indbyggere var født.

Napolis første fodboldhold havde blandt andet stjernen Attila Sallustro med. Han står i midten i dette foto fra 1927. Wikipedia.

I den syditalienske fodbolds barndom – og faktisk helt op til 1926 – var de syditalienske klubber, som efterhånden skød op i resten af landsdelen, ikke en del af det officielle, italienske mesterskab. I stedet spillede man mod hinanden i turneringer som Thomas Liptons Lipton Challenge Cup, hvor Napoli og Palermo som oftest deltes om at ligge først. Thomas Lipton gjorde gode forretninger i Syditalien, hvor han efterhånden havde opbygget et mindre handelsimperium –


I 1926 kom Napoli med i serie A, og store personligheder som træneren William Garbutt revolutionerede spillet, mens fodboldspilleren og en af datidens helte, Attila Sallustro, stod for mange af holdets smukkeste mål. Klubbens succes gik op og ned gennem årene, hvor kulminationerne endte i store sejre både indenlands og udenlands, mens nedturene også talte nedrykninger, korruptionsskandaler og konkurser.


I disse år er Napolis fodboldhold atter inde i en af sine store perioder. Holdet har pt. Italiens fjerde største fanbase, og i sæsonen sprudler det af liv omkring stadionet San Paolo i Fuorigrotta i Napolis udkant. Jeg krydser fingre for både dem og alle de hold i Syditalien, som hver uge giver italienerne og alle os andre én på opleveren.

Hovedillustration: San Paolo-stadionet i Napoli koger i 1987, da Napoli atter vinder det italienske mesterskab med Maradona ved roret. Wikipedia.

3 nye bøger på dansk om og fra Syditalien tager dig med til Napoli og Sicilien

Der dukker flere og flere spændende værker op i Danmark, der enten skønlitterært eller akademisk beskæftiger sig med Syditalien – og alt imens mange af Syditaliens største forfattere kan findes og læses på engelsk, er det en stor glæde for mig at stadig flere af dem oversættes til dansk. Hvad enten du er til krimi, byvandringer eller romaner, er der lige nu ny, oversat litteratur at mæske sig i fra landsdelen – her kommer mine 3 favoritter lige nu, der hver især tager dig med til Napoli og Sicilien:


Drengen fra Napoli af Viola Ardone – udkommer på Gyldendal den 5 juni 2020. Pris: 249,95kr.

Den sensibilitet, man som læser kunne stifte bekendtskab med gennem Elena Ferrantes forfatterskab, hang især sammen med forfatterindens geniale beskrivelser af to små pigers venskab. Og barnets perspektiv er blevet et nyt og anderledes glughul ind i det syditalienske samfund, som vækker genkendelse og glæde hos rigtig mange læsere af skønlitteratur.

Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at endnu et episk værk om barndommens dramaer har fundet vej fra Napoli til Danmark takket være Gyldendal, som nu udgiver Viola Ardones ‘Il treno dei bambini’ – børnetoget. På dansk har romanen fået navnet ‘Drengen fra Napoli, og beskrivelsen fra forlaget lyder således (under billedet):

Foto: Gyldendal.

Et barns uforglemmelige beretning om kærligheden til familien, sorgen over at miste og glæden ved at få en ny chance i livet. Napoli 1946. Syvårige Amerigo hutler sig igennem til­værelsen sammen med sin mor i et af Napolis fattigste kvarterer. Men da hans mor får mulighed for at sende ham nordpå vinteren over, slår hun til. Amerigo bliver sat på et tog til Bologna, og da vinteren er omme, er hans liv ændret for altid.40 år senere vender han tilbage til Napoli for at be­grave sin mor og finde svar på de spørgsmål, han har båret rundt på siden barndommen. Drengen fra Napoli giver stemme til de 70.000 børn, der i tog krydsede den italienske halvø efter krigen. I Norditalien fik børnene mulighed for et bedre liv, men adskillelsen havde også store menneskelige konse­kvenser.

HER finder du et interview med Viola Ardone på italiensk, hvor hun fortæller om sin egen, fattige opvækst i Napolikvartererne Sanità og Arenella og om hvordan barndomsoplevelserne dèr fik hende til at skrive. Og HER en artikel om hende på dansk i Alt for damerne.

Napoli. Liv, død og mirakler af Andreas Rude – er udkommet på Forlaget Orbis. Pris: 200kr.

Denne kulturarvsguide til Napoli hilsner jeg virkelig velkommen – og som akademiker kan jeg ikke få armene ned, når nogle bruger deres faglighed, og går i dybden med et sted som Napoli. Byen er jo en skattekiste af utrolige og hemmelige steder. ‘Denne bog handler mest om kirkerne og klostrene i Napoli, om tro og overtro, helgener og mirakler’, som det står i forlagets beskrivelse. Og det er den perfekte indgang, hvis man vil forstå napolitanerne bedre, og i selskab med Andreas Rude gå gennem Napoli og møde unik kulturarv. Jeg siger tak til forlaget Orbis, som ihærdigt udgiver bøger og magasinet Sfinx om Middelhavslandenes store historier – hermed beskrivelsen fra forlaget:

Foto: Forlaget Orbis.

Afrika begynder i Napoli, siger man længere nordpå i Italien, og selv om det ikke er ment som en kompliment, kan man også som turist se mere end et gran af sandhed i den pointe. Havets nærhed, solen, menneskemylderet, de ramponerede paladser og gadehandlerne peger mere i retning af Marseilles, Tanger og Algier end de gængse europæiske destinationer.

Napoli er Italiens tredjestørste by kun overgået i indbyggerantal af Rom og Mila­no og fuld af trestjernede seværdigheder, der ikke er meget kendt i Danmark. Men det er også en by, der i størstedelen af sit næsten 3000-årige liv er blevet stedmoderligt behandlet. Napoli har også fået sin rigelige del af naturkatastrofer og anden modgang. Mest berømt er Vesuvs udbrud i år 79 e. Kr., der ødelagde de nærliggende byer Pompeji og Herculanum.

Denne bog handler mest om kirkerne og klostrene i Napoli, om tro og overtro, helgener og mirakler. Som altid i Europas gamle byer er kirkerne oplagte som afsæt, hvis man gerne vil vide noget om topografi og historie, og hvis man er nysgerrig efter kunstens klassiske temaer og de store personligheder, der i ældre tid var beslutningstagere, meningsdannere og smagsdommere. Der er nok at undres over. Og nok at overraskes af.

Bogen kan købes online HER.

Ridderen og døden af Leonardo Sciascia – er udkommet på forlaget Palomar. Pris: 159,95kr.

Foto: Forlaget Palomar.

Da jeg læste italiensk på universitetet, var Leonardo en litterær mastodont, som af god grund ikke var til at komme udenom. Jeg husker især hans krimi om fysikeren Ettore Marjoranas mystiske forsvinden, ‘La scomparsa di Marjorana’, og fra 50’erne og 4 årtier frem op skrev han nogle af Italiens mest fængslende krimier, som sidenhen har besat tusindvis af læsere, der sværger til hans præcise stil. Sciascia blev født i Racalmuto på Sicilien, og er i sit forfatterskab optaget af at finde frem til sandheden – gerne med udgangspunkt i komplekse sager om politik og mafia.

Her teaseren for Ridderen og døden fra forlaget:

”I en af Sandoz’ lommer fandt vi den her seddel,” sagde
kommissæren og fiskede den lille elfenbensfarvede lap op af en
af sine egne lommer. ”På den ene side står Deres navn skrevet på
maskine: Ingeniør Cesare Aurispa, præsident for F. I. På den
anden side står der med håndskrift Jeg slår dig ihjel … Et
bordkort er til at forstå, men hvad med Jeg slår dig ihjel?”
”En trussel der straks blev omsat til handling, tænker De. Og
selvfølgelig udført af mig.” Præsidenten slog forbitret og
samtidig overbærende en hånlatter op.
Skyldes mordet på Sandoz mon at de to efterstræber den samme
kvinde? Eller ligger der noget andet bag? Hvem repræsenterer
for eksempel organisationen med det kryptiske navn Børnene af
89?

Besøg forlaget HER, der løbende udgiver italienske værker oversat til dansk – blandt andet af sardiske Michela Murgia og pugliesiske Nicola Lagioia.

Hovedfoto: Forlaget Orbis.

Napolis obelisker fortæller om håbet midt i katastrofen

Syditaliens største by er fuld af uvurderlige, historiske ledetråde, som er værd at følge, men som kan være svære at knække koden til, hvis man ikke kender deres baggrund. Jeg har for eksempel ofte undret mig over de mange, kunstfærdige obelisker, som pryder Napolis største pladser, og blot set deres spir som en ornamentering. Men forleden besluttede jeg mig for at gå i dybden med de enorme og mystiske ’guglie’, og fandt selvfølgelig ud af at de har spillet og stadig spiller en vigtig rolle i napolitanernes hverdag, fordi de minder de lokale om, at der er liv og håb på den anden side af katastrofen.

Det er en lektion, som er vigtig at huske i disse tider, hvor hele Italien og Europa er i viruskrise.  Lad os sammen slentre igennem Napoli og besøge de 3 vigtigste og største obelisker – byen rummer i alt 5 –  som hver især er blevet rejst for at minde de lokale om dem, de mistede, og om det, der hjalp dem igennem de svære perioder.

Obelisken der skulle mildne pesten på Piazza San Domenico Maggiore

Foto: Mongolo 1984 Wikipedia.

San Domenico Maggiore-pladsen er en af de vigtigste i Napoli, og ligger opad Spaccanapoli – ’bysplitteren’ og det ældgamle strøg, som i 2000 år har skåret sig tværs gennem den gamle bydel. Her lå grænsen til den antikke græske by mod øst, og blev især bebygget under den aragonske kong Alfonso den førstes herredømme her i Napoli i 1400-tallet. I dag er den omgivet af caféer  statelige byhuse i barokstil.

Planerne om at bygge en obelisken i centrum af pladsen blev besluttet i 1650’erne på anmodning af den paniske, napolitanske befolkning. I 1656 hærgede der nemlig en voldsom pestepidemi, og man mente at den hellige San Domenico ville mildne sygdommens fremskridt i byen, ved at vise ham den ære at afbillede hans herligheder på en piedestal. Obelisken var således en gave til helgenen, en ex voto, som straks skulle sættes i værk, men blev på grund af politik og økonomi først færdig i 1737.

Piazza San Domenico Maggiore. Foto: Sistemone, Wikipedia

Pesten truede med at udrydde store dele af Napolis befolkning i 1600-tallets midte, men ved hjælp fra en tysk læge fra Bayern, Martinus Ludheim, som kom byen til undsætning, startede man et større karantæne-program, hvor Napolis fattigste kvarterer, som især var ramt af smitten, blev isoleret fra resten af byen. Det gjorde, at de tidligere, store udbrud af pest – senest i 1629-31, der især gik hårdt udover Milano og Norditalien, og hvor en million mennesker døde – ikke gentog sig med samme styrke i Napoli.

San Domenico-kirken er en af Napolis største, og ligger netop på denne plads, med sin runde apsis og en sidetrappe, der fører ind i kirken. Langs kirkens skib kan man lægge nakken tilbage og højt oppe se de aragonske konger og dronningers kister stillet op i række og geled på en hylde, dækket af skarlagenfarvet silke med indvævede, heraldiske mønstre.

San Gennaro-obelisken på Piazzetta Riario Sforza hylder helgenens magt over Vesuvio

Foto: Berthold Werner, Wikipedia

Går man ned ad Via Tribunali i retning af Forcella-kvarteret og stopper op på den anden side af Via Duomo, finder man en lille men ikke desto mindre vigtig plads, klemt inde mellem pastelfarvede barokhuse overfor den ottekantede kirke, Pio Monte della Misericordia. Det er Piazzetta Riario Sforza, opkaldt efter en kardinal og prydet med byens ældste obelisk, dedikeret til Napolis skytshelgen, San Gennaro.

San Gennaros ’guglia’ er 24 meter høj og blev bygget mellem 1645 og 1660 i en tilstand af ekstase og taknemmelighed, for den skulle minde napolitanerne om et sandt mirakel, der reddede byen fra at blive dækket af lava. Den 16 december 1631 gik Vesuvio nemlig i et af sine kraftigste udbrud i mange århundreder idet en kæmpe sprække åbnede sig i vulkanens ene side, og en gigantisk gaseksplosion slyngede lava, sten og giftgasser op i atmosfæren.

Domenico Gargiulo: Vesuvios udbrud i 1631 og tilsynekomsten af San Gennaro, foto: Micco Spadaro, Wikipedia.

Napolitanerne løb skrækslagne ud af deres huse og rundt i gaderne, og mens himlen blev totalt formørket af røg, damp og støv, samledes kirkens mænd sig bag San Gennaros statue, som blev hentet ud af domkirken sammen med relikvierne. Her viste det første mirakel sig, da solen pludselig tvang de natsorte skyer til side, og San Gennaro blev set svæve mellem dens stråler.

Man fatter mod og begynder at marchere mod Vesuvio, hvis lava allerede er nået til byens porte, og processionens deltagere oplever, hvordan ilden straks standser ved synet af San Gennaro, og lavastrømmen bøjer af, for at  finde en ny, destruktiv vej ned mod vandet.

Obelisken blev opført på den lille plads nær domkirken, hvor man i forvejen plejede at hylde San Gennaro med musik og dans.

La Madonna dell’Immaculata på Piazza del Gesu Nuovo minder os om det rene og altopofrende menneske

Foto: Berthold Werner, Wikipedia

Madonnaen rejser sig med sin glorie og masser af barokfiligran i centrum af Piazza del Gesù Nuovo, hvor hun med sin renhed og altopofrelse statuerer et godt eksempel for befolkningen. Obelisken blev opført af den lokale jesuitter-orden, som ville hylde Den Hellige Moders ubesmittethed – at Jomfru Maria ved et mirakel skulle være helt uden synd, skønt hun var blevet undfanget og født, og selv havde født.

Madonnaens obelisk er fra 1750 og den højeste af de 5 ’spir’, som er rejst rundt om i byen, og som skulle holde pesten borte fra Napoli.

Ud mod pladsen ligger Kirken Gesu Nuovo fra 1470 med sit stovte udseende og sin karakteristiske gavl af spidse munkesten. Den var her, jesuitterne boede, og som havde skabt en helt særlig kult omkring La Madonna Immaculata. I dag hyldes hun stadigvæk på sin festdag den 8 december, hvor brandmænd hejses op i en kran, så de kan pryde Madonnaens pande med en blomsterkrans.

Hovedfoto: Napoli under pesten i 1656 af Domenico Gargiulo. Micco Spaddaro, Wikipedia.