Category Archives: NAPOLI

From Naples with love – om Napoli og den russiske forbindelse

Kender du historien om Lenin, der ofte kom på Capri, og yndede at spille skak med andre, russiske intellektuelle, mens de nød udsigten udover havet og planlagde den sovjetiske revolution? Og vidste du, at en af Rusland ypperste malere fra Romantikken, Ivan Aivazowsky, forelskede sig så højt i Napolibugtens scenerier, at han malede flere værker derfra?

Få udlændinge ved, at Napoli fra slutningen af 1700-tallet og frem til starten af 1920’erne tiltrak en koloni af Ruslands vigtigste tænkere og kreative sjæle. Drevet af periodens nationalistiske og politiske strømninger var Napoli dengang et vigtigt stoppested for Europas elite, når de skulle uddanne sig. Grundstenen til den napolitanske og russiske relation blev lagt dengang spanierne havde herredømmet i Syditalien, og den borbonske kongefamilie havde hovedsæde i Napoli, og inviterede de russiske zarer til byen for at få vigtige allierede.

Det åbnede en bred kommunikation og rejseaktivitet mellem kongebyerne Napoli og Sankt Petersborg. I den russiske hovedstad var det intet mindre end den napolitanske arkitekt og byplanlægger Carlo Rossi, som tegnede det meste af Sankt Petersborgs officielle boulevarder, borgerhuse og paladser. Med sig tog han burbonernes neoklassiske stil, som var blevet højeste mode siden fundet af Pompeji i slutningen af 1700-tallet, og allerede sprudlede i Syditalien.  Det var ikke tilfældigt, at Rossi kom fra Napoli til Rusland. Hans mor havde været en russisk ballerina, og han døde i Rusland og efterlod sig et monumentalt minde i form af en regulær bymidte inspireret af kongernes arkitektur i Napoli.  Blandt andet skulle facaden på byens hofteater, Teatro Aleksandrinskij, være så godt som identisk med San Carlo-operaen i Napoli.

En anden vigtig, kulturel udveksling skete, da napolitaneren Edoardo Capurro rejste til det dengang russiske Ukraine. I en voldsom energiudladning af hjemvé komponerede han i byen Odessa verdenshittet O Sole Io, fordi han længdes efter Napoli. Og sangen blev endda sunget af russiske Juri Gagarin, da han som det første menneske i rummet svævede rundt i sin Sputnik i 1961.   Som en hyldest til astronauten malede den napolitanske street art kunstner Jorit i 2017 et vægmaleri af Juri Gagarin i Moskva.

Kunsten har været en vigtig parallel mellem Rusland og Napoli. Takket være den tætte alliance mellem de russiske og napolitanske konger blev der malet flittigt, når russiske malere gæstede Napoli og faldt i svime over byens bugt. Brjullov, Silvestr Ščedrin og Ivan Ajvazovskij var et par af dem, og sidstnævnte lavede så følsomme fortolkninger af farverne og stemningerne omkring byens havn, at selveste J.M.W. Turner, Englands dengang absolutte kunstnerstjerne, blev dybt påvirket af maleriet ’Napolis bugt’, som mere end noget andet fastslog Ivan som Ruslands fremmeste, marine maler. Hvis man sammenligner Turner og Ivans malerier, kan man tydeligt ses Turners inspiration, især i hans lette og luftige morgen-malerier fra både London og Venedig.

Napoli-bugten var et yndet motiv for Rusland største marinekunstner i midten af 1800-tallet, Ajvazovskij. Her er det morgenrøden fra Napoli i et maleri fra 1841, som inspirerede ham. Wiki-art.

En anden forbløffende, russisk forbindelse var dén mellem Lenin og Napoli. Den startede gennem forfatteren Maksim Gorki, der i 1905 tog i politisk eksil på Capri for at slippe for forfølgelse efter man havde opdaget hans propaganda for bolsjevisme. Han blev straks fascineret af øens idyl, og fik idéen til at starte en ’Capri-skole’, hvor han kunne oplære revolutionære i sine doktriner.

Gorki inviterede Vladimir Lenin til Capri, og husede den unge politiker i Villa Blaesus (I dag Villa Krupp) hvorfra der var en svimlende udsigt udover Middelhavet, og hvor de kunne diskutere planerne om den russiske revolution. Det er også her, at der er taget flere, berømte billeder af Gorki og Lenin, der spiller skak med den russiske forfatter Bokdanov, som også lagde vejen forbi Capri. I denne artikel kan man se et fotografi fra 1908, hvor den tydeligt temperamentsfulde Lenin brøler af frustration over et parti, som tydeligvis ikke går ham godt.  Lenin vendte i øvrigt tilbage til Capri i 1910, hvor han lærte at fiske af de napolitanske fiskere, og i dag står der en buste af ham i Villa Augustus blot et stenkast fra Capris berømte klippefigurer, I faraglioni. Her kan I se en lille film om Gorkis og Lenins ophold på Capri:

Hovedillustration: ‘Napolibugten’ af den russiske maler Ivan Ajvazovskij i 1848. Wiki-art.

Covid 19-alarm i Napoli: de gode gener og de gamle forsvarsværker er ikke længere nok

I en af Europas tættest befolkede byer var man i november og starten af december hårdere ramt af corona end nogensinde. Men selvom borgerne protesterede i gaderne, nægtede borgmesteren at indsætte hæren mod sine bysbørn. Imens er EU på vej med en kæmpe hjælpepakke til det nødlidende Syditalien, men som næppe vil nå dem, der reelt har brug for hjælp.

I foråret imponerede Napoli resten af landet ved ikke at lade covid-virussen løbe løbsk: med bitre erfaringer fra Italiens sidste kolera-epidemi i 1973, som gjorde tusindvis af napolitanere dødssyge, og med bevidstheden om, at utilsigtet adfærd ville lægge pres på byens sårbare sundhedssystem, holdt napolitanerne epidemien ud i strakt arm. Man blev hjemme, man gav mad til de fattige, man sang til hinanden fra altanerne. Der blev talt om samfundssind og sammenholdskraft i en by, der ellers er notorisk berygtet for sin anarkisme.  Men napolitanerne har historisk set været så vant til at stå imod omkalfatrende trusler fra omverdenen, at de forstår en katastrofe, når de ser den.

Syditalienerne og det mystiske anti-corona-gen

Og så var der det forbløffende studie, der i sommers hævdede, at Syditalien bl.a. var sluppet så let udenom virussen, fordi syditalienerne havde 2 særlige gener. Påstanden kom fra den amerikanske forsker Antonio Giordano fra universitetet i Philadelphia, som havde udpeget generne, undersøgt dem nøje og fundet dem modstandsdygtige overfor særlige vira. Studiet skulle være blevet tilvejebragt sammen med forskere fra Italiens videnskabelige institutter, og dets konklusioner blev endda trykt i tidsskriftet International Journal of Molecular Sciences.

Man var begejstrede.  Lige indtil 2 bølge af coronavirussen ramte i oktober, og hverken gode gener eller det sociale forsvarsværn, som mangt en overlevelse i Syditalien bygger på, kunne forhindre sundhedskrisen i at optrappe. På grund af den er det ikke længere muligt at give kredit til kvarterets fattigste, når købmanden selv er presset på sin overlevelse. Og det sociale netværks ellers så resiliente homogenitet er ved at være strakt til det yderste, fordi hverken familie eller venner længere kan understøtte én med lån og almisser. Pengene fra de begrænsede hjælpepakker, som blev sat i søen i foråret, er kun nået frem til få. Og uden et reelt velfærdssystem har mange i foråret måtte ty til ulovlige lån hos byens kriminelle – lån, der nu skal indfries, og hvis umulighed gøres sværere af 2 bølge.

Den 5 november var der over 20.000 nye smittede i Napoliprovinsen
(den mørkeste farve på kortet). I slutningen af december er Campania-regionen dog blevet orange istedet for den farligere rød.
Foto: Facquis, Wikipedia.

De syge indlægges i kirkerne

Folk er desperate – I The Guardian den 1 november kunne man læse hjerteskærende øjenvidneberetninger om folk i gaderne, der løber rundt og desperat prøver at praje taxier for at kunne køre deres syge på hospitalet – både dem, der er smittede med corona, og dem, der lider af alt muligt andet, men nu kommer bagerst i køen. Ambulancerne og hospitalerne er så overbebyrdede, at der er kø til begge dele. Man indlægger folk i kirkerne, mens de raske demonstrerer i gaderne mod restriktionerne, som man hævder endegyldigt vil tage livet af det lokale erhvervsliv. Som en af demonstranterne sagde: ”Det er ikke kun virussen, der slår os ihjel!” Med henvisning til byens bureaukrati og manglende hjælp til de nødstedte.

Siden slutningen af oktober er folk gået på gaden i en appel til regionspræsident Vincenzo de Luca om ikke at gøre alvor af en lockdown af regionen Campania, hvor Napoli er hovedby. Indtil videre skal restauranter, barer, fitnesscentre etc. lukke klokken 18 ligesom i resten af Italien, og det har sendt den i forvejen skrøbelige napolitanske økonomi direkte mod afgrunden. Der har også været udgangsforbud i Napoli – noget, der sundhedsmæssigt kan være katastrofalt for især de fattigste i de sørgeligste kvarterer, hvor mange familier lever i étværelseslejligheder med mange børn. Op mod jul er smitten i Campaniaregionen faldet så meget, at området nu er orange istedet for rød, men situationen er stadig yderst prekær, både økonomisk og psykisk for de hårdt prøvede napolitanere.

Er Vestagers hjælpepakke naiv?

Mens det stod værst til, nægtede Napolis energiske borgmester Luigi de Magistris, som ellers har formået at forbedre infrastrukturen og ’rebrande’ Napoli som turistby efter den finansielle krise, at tillade militær intervention. Det var ellers noget, regeringen havde advaret med, hvis folk ikke stopper med at stimle sammen på gaden. De Magistris pegede på at problemet var nationalt og regionalt: ”Borgeren er ikke skyldig i denne situation’, sagde han den 13 november til den italienske avis, La Repubblica.

I starten af oktober forlød det, at EU arbejder på en hjælpepakke til det nødlidende Syditalien, som giver ramte firmaer skattelettelser. Margrethe Vestager udtalte:

”Syditalien er hårdt ramt af de økonomiske konsekvenser af coronavirus. Disse italienske foranstaltninger til en værdi af 1,5 mia. € vil støtte job og hjælpe virksomheder, der er aktive i de sydlige regioner, med at tackle de likviditetsproblemer, de står over for efter epidemien, og dermed opretholde beskæftigelsesniveauet og bevare forretningskontinuiteten.”

Det samlede støttebeløb lyder indtil videre på 1.5 mia euro og vil gå til alle de syditalienske regioner – et kæmpe område, der dækker cirka halvdelen af det italienske areal, men hvis samlede BNP ligger gennemsnitligt 90% lavere end gennemsnittet i EU. Problemet er dog, at støtten først og fremmest vil tilflyde de virksomheder, som har folk ansat på kontrakt. Men i Napoli og resten af Syditalien er mange ansat under prekære forhold uden nogen formel aftale. Vil man arbejde, må man tage, hvad man kan få, og de sorte penge er og har i visse samfund været den bagvedliggende grund til, at hverdagen kunne løbe rundt.

På grund af covid 19 er masse af disse mørke-jobs i turismesektoren, landbruget og servicefagene forsvundet, alt imens den organiserede kriminalitet tjener godt på ulovlige lån og afpresning. Mafiaen vil højst sandsynligt også lukrere på Vestagers støtte – den er mester i at få fingre i EU-subsidier.

Hovedfoto: Folk på gaden i Pavia. Stefano Lodi, Flickr, Wikipedia.

Cornetto – verdens mest berømte vaffelis er fra Napoli

Næste gang du spiser en klassisk vaffel-is med flødeis, chokolade og hakkede nødder, så send en venlig tanke til signor Spica, der i 1959 revolutionerede den italienske isverden ved at løse et irriterende problem – nemlig hvad man skulle bære og spise isen i.

I århundreder havde Italien været berømt for sine sorbetter og is baseret på mælk, æg og sukker, og kloge hoveder serverede den skrøbelige delikatesse i enten små kopper, eller på flade vafler, som isen kunne spises ad, inden den smeltede.

Udfordringen var dog, at isen hurtigt gjorde vaflen våd og kedelig – indtil Spica opfandt en maskine, der kunne dække vaflens inderside med et tyndt lag af sukker, olie og chokolade. Nu kunne man pludselig spadsere rundt med en is og spise ad den uden at få klistrede fingre.

Stolt kaldte han sin is for ‘Cornetto’ (cornetto betyder ‘lille vaffel/et lille horn’), men efter mange års succes ved sin isbutik i Via Gianturco måtte det historiske ismejejeri lukke i 1973 grundet udenlandsk konkurrence.

‘Cornetto’-brandet blev solgt til Unilever, og op gennem årtierne markedsført med O sole Mio og den napolitanske arv som en del af historien.

Idag må man nok kalde den verdens mest udbredte og spiste vaffelis, som findes i flere varianter med jordbær, yoghurt og mintsmag – seneste skrig er en vegansk udgave. Ikke dårligt klaret! Foto: Wikipedia.

Mine egne online-kurser om Syditalien starter til efteråret – har du lyst til at være med?

Gennem de sidste to år har jeg rejst rundt i Danmark og holdt foredrag og mødt utrolig mange sjælefrænder – landet er fuld af ildsjæle og netværk med Italien og centrum, hvor I alle medvirker til at holde den italienske kultur i live med middage, arrangementer og udflugter. Utrættelige ildsjæle – hvad skulle jeg gøre uden jer!

Men jeg har også været frustreret over at vide, at der sidder ligeså mange derude, der gerne ville, men IKKE har overskud eller tid til at møde op i foreningerne og på folkeuniversiteterne, enten pga arbejde, et travlt familieliv, eller pga helbredet. Måske sidder I på de små danske øer derude, eller meget langt væk fra min hverdag i København, hvorfra jeg gerne rejser med tog, men hvorfra der også er langt til feks. Nordjylland.

Så nu har jeg fået den idé at holde mine foredrag på et tidspunkt og i en form, som forhåbentligt er tilgængelig for de fleste – nemlig 2×45 minutters foredrag om torsdagen (eller onsdagen – den endelige ugedag beslutter jeg alt efter hvornår de øvrige aftenskoler i Danmark afholder deres lektioner) fra klokken 19-21 på nogle givne datoer.

Foredragene vil blive holdt som foredragsrækker omkring et tema – for eksempel Sardinien (dette efterår), Napoli (vinter 2021) eller Sicilien, og hver foredragsrække koste cirka det samme som på et Folkeuniversitet. Betalingen vil foregå via MobilePay eller bankoverførsel og gå direkte til mig, selvfølgelig med afbestillingsrettigheder og tilbagebetaling, hvis jeg for eksempel bliver syg, eller teknikken går ned.

Hvis du er interesseret kan du skrive det under denne blog-post, eller vente til du får flere informationer fra mig, hvis du er tilmeldt mit nyhedsbrev. Du kan også skrive direkte til mig på cillemarie@gmail.com med eventuelle spørgsmål.

Hovedfoto: Madonna med pistol af Banksy. Wikipedia.

Napolis messeområde ‘Oltremare’er en arkitektonisk perle og et fascistisk tidsbillede

En kæmpe eventyrsø med et etiopisk slot i midten, en enorm kube i guld, og et af syditaliens mest spektakulære springvand: Messeområdet Mostra d’Oltremare vest for Napolis bymidte er en glemt tidslomme og en uvurderlig kilde til ny viden, hvis man interesserer sig for byens nyere historie og arkitektur – især den fascistiske.

Igennem årtierne er Oltremare blevet et af Napolis mest folkelige og elskede åndehuller, hvor joggere tager tid på hinanden, og hundeluftere finder grønne pletter til Fido. Og derfor var napolitanerne yderst taknemmelige, da kommunen i slutningen af maj atter åbnede de skyggefulde parkfaciliteteter, som omgiver Mostra d’Oltremare, efter coronaen. Lad os sammen med byens befolkning genopfriske, hvorfor Oltremare så absolut er et besøg værd:


‘Mostra Oltremare’ betyder ‘udstillingen hinsides havet’, og er sammen med Fiera del Levante i Bari Sydtaliens største messeområde. Nu er det sjældent, at messefaciliteter er så interessante, at de er værd at besøge for sin æstetiske værdi. Men på linje med den have, som omgiver kunstmessen i Venedig, giver Oltremare et anderledes perspektiv på historien, fordi dens bygninger og design afspejler en helt særlig periode i den italienske samfundsudvikling.

Rodi-pavillonen fra 1940 blev bygget med middelalderlig inspiration fra den kristne ridderorden på Malta. Wikpedia, Giuseppe Albano.

Mostra d’Oltremare var en del af Mussolinis store strategi om at booste Napolis økonomi og rolle i Middelhavet: Italiens tredje største by skulle relanceres under sloganet ‘Napoli skal leve’ fra 1931, med nøgleordene ‘landbrug, sejlads, industri, håndværk, turisme’. Af samme grund blev sletten mellem Bagnoli og Fuorigrotta valgt som byggegrund, fordi stedet lå tæt på turistattraktionerne Cuma og Averno, der begge rummede vigtige, romerske ruiner. 

Udgangspunktet for tegningerne var en såkaldt ‘grøn arkitektur’ undfanget i 1898 i England, hvor man stræbte efter at forene byggerier med træer, buske og bassiner. Idéen om en naturlighed, der skulle presses ind i særlige rammer, passede godt ind i den fascistiske ideologi, og man gik igang med at bygge intet mindre end 24 stande, et stort sportskompleks, springvand, alleer og pladser, hvor tusindvis af tilskuere fra hele verden kunne komme og beundre den fascistiske ‘verdensudstilling’.

Idéen var at Italien hvert tredje år skulle invitere folk til en messe, der viste imperiets ekspanderende udstrækning og kulturelle kapital: Og da den første ‘Mostra d’Oltremare’ åbnede den 9 maj i 1940, kunne man opleve vidundere fra de italienske kolonier i nordafrika – heraf navnet ‘oltremare ‘hinsides havet’ – favnet af flere bygninger, der direkte trak på æstetik fra det eksotiske område.

Guldkuben med flanker dekoreret i arabisk stil. Wikipedia, Giuseppe Albano.


Her kunne man også se det allernyeste skrig indenfor den italienske rationalisme-arkitektur, som vi i dag vil kalde fascistisk, med stramme linjer, slogans udhugget i romerske bogstaver, og relieffer af arbejdende folk fra alle Italiens samfundslag. Det hele bredte sig over imponerende 170.000m2, men glæden varede kort: blot efter en måned måtte man lukke udstillingen på grund af krigen, og under de allieredes bombardementer i 43 blev flere af bygningerne slemt tilredte.


I 50’erne prøvede man at give området en renæssance, men pengene rækkede ikke, og jordskælvet i 1980 gav bogstavelig talt flere af genoplivningssprojekterne dødsstødet. Heldigvis blev det nye årtusind en genfødsel for Oltremare, der siden 00’erne er blevet renoveret og nu løbende huser konferencer og udstillinger.

Gondarslottet står midt i en kunstig sø og skaber eventyrstemning. Wikipedia, Baku.

Idag er det især værd at nyde det etiopiske slot Gondar fra 1940, der skulle være en nøjagtig kopi af den selvsamme bygning i byen Facil Ghebbi i Afrika. Slottet ligger midt i Fasilides-søen, der iøvrigt rummer eksemplarer af den sjældne smaragd-tudse. Lidt der fra kan man stadig nyde den imponerende, firkantede guldbygning fra 1938, der stadig står udsmykket med gyldne facader i byzantisk stil.

Og så er der  Esedra-springvandet, som ved åbningen af Oltremare-udstillingen udsende vand i pulsslag, som passede til den fascistiske hymne, der blev spillet samtidigt. Springvandet er inspireret af det enorme barokspringvand i det nærliggende slot i Caserta, og bassinets sider flankeret af farverig, italiensk keramikkunst.

Hovedillustration: Esedra-springvandet. Aquila 460 på Wikipedia.

Syditaliensk fodbold blev født på dækket af de engelske handelsskibe

Den 3 november 1985 spiller Napolis fodboldhold mod ærkerivalerne fra nord, Juventus. Napoli er på det tidspunkt Italiens fattigste by, og i befolkningen sidder stadig traumet efter en horribel kolera-epidemi i 1973.

Men med på holdet har de legendariske Maradona, som efterhånden har fundet sig til rette i Napoli, og gør, hvad mange i Italien havde fundet umuligt: Han scorer på frispark, og tilskuerne går så meget amok, at 5 besvimer, og 2 får et hjerteslag på tribunerne.

I ugen op til turneringen havde Napoli været genstand for racisme og chikane i både medierne og på gaderne af Juventus’ fans, der skreg, at napolitanerne skulle vaske sig, at de var Italiens kloak, og at man håbede, at Vesuvio ville begrave byen i lava.

Da en journalist i nedenstående klip spørger ham hvilken farve, målet var, siger han “Målet er lyseblåt (Napolis holdfarve), blåt for hele Napolis befolkning. For ingen udefra kan forestille sig, alle de ting, der er blevet sagt om os i ugens løb. Det mål og den sejr havde folket fortjent.”

Maradonas geniale scoring i 1985, som tegnede begyndelsen på Napolis genrejsning som fodboldby, kan ses her:


Forleden vandt Napoli det italienske mesterskab i fodbold, og det har dels fået mig til at se den fremragende dokumentarfilm, “Diego” om Maradona. Om sine år i Napoli siger han: “Napolitanerne var Italiens afrikanere. Jeg repræsenterede en del af Italien, som ikke blev regnet for noget.”


Udsagnet gjorde mig nysgerrig på, hvor og hvordan fodbold i Syditalien egentlig opstod. Sporten har nemlig haft helt andre forudsætninger mod syd end i det norditalien, som først introducerede sporten i landet. Her er hvad jeg fandt ud af:

Da fodbold i slutningen af 1800-tallet kom til Italien fra england, brugte man i starten ordet ‘Foot-ball’. Men da lokalsamfundene fangede, at sporten ikke blot var en flygtig bibeskæftigelse, men vitterligt samlede italienerne, begyndte man at spekulere i, om der kunne være et italiensk ord for fænomenet.

Valget faldt på termen ‘calcio’, og blev første gang foreslået af fodboldspilleren Luigi Bosisio i 1907, og underbygget af en artikel i sportsavisen La Gazzetta dello sport samme år. Man skrev:

“I renæssancen bedrev ungdommen deres fritid med at spille bold på de søde, toscanske bakkedrag mod modstandere fra de tilstødende kommuner. Det spil hed ‘il calcio’!”

Artiklen argumenterede i sarkastisk stil for at bruge et italiensk ord istedet for det importerede engelske term, fordi det også ville være en del af samskabelsen af det italienske folk. “Italienerne skaber man jo ikke på et øjeblik”, stod der i artiklen, og legede således med politikeren Mazzinis udtalelse om, at man ved Italiens samling nok havde samlet landet fysisk, men nu blot manglede at skabe italienerne.


Mens fodboldklubber skød op i Torino, Milano og Genova, var situationen en anden i Syditalien. Her kom lokalbefolkningen i kontakt med fodboldsporten gennem de mange britiske handelsmænd, som tjente gode penge på at handle med det frugtbare syd, og sælge engelske varer som te og kiks i byer som Napoli i Palermo, mod at købe frugt, mineraler og andre råvarer til deres eget marked.

I de syditalienske havne spillede de engelske skibsfolk fodbold, når de havde fri – gerne midt på de store skibsdæk, eller på molerne, hvor der var plads. Italienerne blev inviteret til at spille med, og i Napoli fik det så stor succes, at Napolis Football and Cricket Club blev grundlagt i 1905 af den engelske sejler William Poths og hans forretningspartner, Hector M. Bayon.

Den første officielle kamp, Napoli var med i, løb ad stablen mod skibsbesætningen på det engelske skib Arabik. Napoli vandt 3-2, og en livslang passion for byens indbyggere var født.

Napolis første fodboldhold havde blandt andet stjernen Attila Sallustro med. Han står i midten i dette foto fra 1927. Wikipedia.

I den syditalienske fodbolds barndom – og faktisk helt op til 1926 – var de syditalienske klubber, som efterhånden skød op i resten af landsdelen, ikke en del af det officielle, italienske mesterskab. I stedet spillede man mod hinanden i turneringer som Thomas Liptons Lipton Challenge Cup, hvor Napoli og Palermo som oftest deltes om at ligge først. Thomas Lipton gjorde gode forretninger i Syditalien, hvor han efterhånden havde opbygget et mindre handelsimperium –


I 1926 kom Napoli med i serie A, og store personligheder som træneren William Garbutt revolutionerede spillet, mens fodboldspilleren og en af datidens helte, Attila Sallustro, stod for mange af holdets smukkeste mål. Klubbens succes gik op og ned gennem årene, hvor kulminationerne endte i store sejre både indenlands og udenlands, mens nedturene også talte nedrykninger, korruptionsskandaler og konkurser.


I disse år er Napolis fodboldhold atter inde i en af sine store perioder. Holdet har pt. Italiens fjerde største fanbase, og i sæsonen sprudler det af liv omkring stadionet San Paolo i Fuorigrotta i Napolis udkant. Jeg krydser fingre for både dem og alle de hold i Syditalien, som hver uge giver italienerne og alle os andre én på opleveren.

Hovedillustration: San Paolo-stadionet i Napoli koger i 1987, da Napoli atter vinder det italienske mesterskab med Maradona ved roret. Wikipedia.