Category Archives: NAPOLI

Franciskanermunke i Napolis og Siciliens udkant bor i togvogne og har dedikeret deres liv til Syditaliens fattige

De laver deres egne måltider af rester, som grønthandlerne ikke har kunnet sælge, og bruger deres liv på at bede, lave gratis mad til byens udsatte, og hjælpe dem, der er i nød, skønt de ingenting har selv.

På den måde efterlever de den hellige Frans af Assisis doktriner om næstekærlighed, barmhjertighed og askede i en virkelighed, der langtfra ligner et Paradis, og hvor flere og flere mennesker i det Syditalienske samfund presses ud i periferien af arbejdsløshed, dårlige, sociale tilbud og et sundhedssystem i knæ.

Jeg er netop selv stødt på munke-ordenen ‘Frati Minori Rinnovati’ ved et tilfælde, og er blevet nysgerrig på denne gren af den romersk-katolske kirke, hvor mænd (og også kvinder – søstrene ‘Sorelle Minori Rinnovati’ udbreder det samme budskab i deres klostre udenfor Messina og Palermo) tager Francesco d’Assis ord meget bogstavelige.

Ordenen blev indstiftet i 1972 i bispesædet i Monreale (en by i Palermos bagland der i århundreder har været berømt for sin gigantiske og forgyldte normannerkirke) i forbindelse med et såkaldt barmhjertighedsdekret fra Vatikanet, hvor det blev gjort muligt at hylde Den Hellige Frans’ måde at virke og leve på i sin helt oprindelige form.

Denne ‘back to basic’-tilgang efterleves idag af cirka 60 Minori Rinnovati-munke, hvoraf 8 styks lige nu bor i et rustent kloster sammenflikket af et par 3-klasses togvogne i Napolis slumkvarter, Scampia. Her har man praktiseret munkelivet siden starten af 70’erne, hvor man besluttede sig til at slå sig ned i millionbyen.

Mens munkene ventede på at få tilsendt et par containere, som de kunne bo i, dukkede nogle lokale op og tilbød dem de udrangerede togvogne istedet. De er blevet forvandlet til munkenes hjem, og hver lille kupé indrettet til isolationsceller med en seng og et skrivebord, hvor munkene kan bo ‘in clausura’.

Besøg i tog-klostret er begrænset, men enhver der har brug for omsorg, et måltid, en velsignelse eller et tag over hovedet kan bo her hos munkene, når brødrene ikke beder eller er ude i Napoli for at lave frivilligt arbejde.

Munkene tilbyder for eksempel deres hjælp på ungdomsfængslet på den aflåste ø Nisida nord for Napolis centrum, hvor der i årtier har boet kriminelle, eller på hospitalerne rundt omkring i Napoli, for at pleje de syge og aflaste sygeplejerskerne.

Munkene nægter at modtage hjælp men tager til takke med togvognene, der ligger i et buskads med en mur omkring, og en lille have med de mest nødtørftige planter og frugttræer. Maden laver de over åben ild, og retterne er selvfølgelig vegetariske, for Den Hellige Frans elskede dyr.

Udover brødrene i Scampia, der bor lige midt i en af Napolis mest camorra-inficerede bydele, opholder resten af ordenen sig i lignende, perifære slumklostre udenfor byerne Corleone og Palermo, samt i Colombia og Tanzania, hvor de ligeledes hjælper de fattigste med fysisk og psykisk bistand.

På denne høje klippe i Corleone ligger ruinerne af Castello Sottano-slottet, hvor den lokale gren af Minori Rinnovati-munkene bor. Wikimapia.org

Du kan læse mere om ordenen her:
https://www.fratiminoririnnovati.org/

Hovedillustration: Franciscanermunk på  vej op til sit kloster i ruinerne af Castello Sottano i Corleone, Sicilien. Wikimapia.org.

Andy Warhol og Napoli: den amerikanske pop art-kunstner var stærkt draget af Syditaliens største by

1975 kom det amerikanske kunst-ikon, Andy Warhol, til Napoli for at besøge galleristen, samleren og kunstneren Lucio Amelio, der udover at vise Andy byen også ønskede at give Napoli et internationalt anstrøg, og se, hvad der ville ske, når New Yorks absolutte avantgarde mødte Napolis kreative energi.

Takket være en håndfuld dygtige gallerister og rige mæcener var Napoli i de år et dragende sted for mange af Europas kunstnere, der kom til byen for at finde ny inspiration i stadens æstetik, mange symboler og stærke ikonografi.

Andy fandt lynhurtigt en soulmate i Napoli. Byen mindede ham på mange måder om New York, og hurtigt blev Andy en del af gadebilledet, hvor han travede rundt for at udødeliggøre byens energi og skæbner med sit elskede polaroidkamera:

“Napoli er en by, der er ved at falde fra hinanden, og på trods af det er alle glade, ligesom i New York. De er begge to kedler, der bobler, og er ved at eksploderer. Ja, den minder mig om New York med sine mange transvestitter, og sit affald på gaderne. Og energien, der findes overalt, i hvert et hjørne.”

Her fester Andy på jazz klubben City Hall Caffè i Corso Vittorio Emanuele, 1 april 1980, Napoli:

Historien om Andy Warhols kærlighedsaffære med Napoli vækker stolthed hos og er velkendt af napolitanerne, men få udenfor landets grænser kender til de kunstværker, som Andy Warhol udførte som en direkte konsekvens af sit kendskab til byen, og hvoraf mange netop udsprang af de eksplosive kræfter, der bobler under napolitanernes fødder.

Da Syditaliens værste naturkatastrofe i nyere tid indtræffer den 23 november 1980 med jordskælvet i Irpinia, sender Lucio Armelio et nødråb til Andy over Atlanten. Han rejser straks til New York og Andys værksted The Factory med de seneste italienske aviser,  og viser overskrifterne til den chokerede amerikaner, der straks går igang med at skabe et kunstværk ud af Il Mattinos forside, med fotos af begravede mennesker under murbrokkerne og titlen ‘Fate presto – skynd jer!’, som titel.

Lucio Amelio var i 70’erne og 80’erne en af Napolis vigtigste kunstfigurer. Han samlede kunst og formidlede kontakter mellem Napoli og især USA, og fik mange af Amerikas største kunstnere til Syditalien. Hans galleri lå på Piazza dei Martiri i Napolis centrum, og i 1987 udstillede han sammen med Andy sin Terrae Motus -samling i Grand Palais i Paris, der handlede om Irpinia-jordskælvet, som slog tusindvis ihjel. Lucio døde i 1994 af AIDS og ligger idag begravet på Capri. Du kan læse mere om Lucios spændende liv her.  Agosto De Luca, Wikipedia.

Andy ved at mennesket har brug for kunstens hjælp til at forarbejde livets ondskab, og han laver en stor triptyk ud af avisforsiderne. Det er hans og Lucios intention at skabe et monument over tragedien, så den forfærdelige hændelse aldrig nogensinde vil blive glemt, og Lucio og Andy kuraterer i den forbindelse udstillingen ‘Terrae Motus’ for at formidle katastrofens omfang overfor omverdenen. Du kan se kunstværket HER.

Warhol udvikler et kærlighedsforhold til Napoli: i 70’erne og 80’erne kommer han flere gange til byen, hvor han vandrer rundt med sit kamera og indfanger byens skæbner. Og så udfører han i 1985 en vigtig serie af  18 ‘portrætter’ på lærred af en lava-spyende Vesuvio i sin vanlige, farverige stil, hvor amerikaneren formår at fange Napolis utrættelige energi i vulkanens sitrende silhuet.  – jeg har lavet et link her, hvor du kan se nogle af portrætterne, og opleve Vesuvio gennem Andys fortolkning.

Andy Warhol laver også portrætter af førende, napolitanske kunstpersonligheder, og Andys kunst kan idag findes rundt omkring i byen: blandt andet hænger et ‘Vesuvius’ fast på kunstmuseet MADRE, mens ‘Fate Presto!” er udstillet på slottet i Caserta.

Og så dukker der ind imellem større udstillinger op i Napoli om og med Andy Warhol – for eksempel kan man lige nu se over 200 værker af pop-art-kunsteren i kirken La Basilica di Pietrasanta i Napolis historiske centrum. det drejer sig om Andys mest berømte værker, og desuden er et helt rum dedikeret til Warhols forhold til Napoli, med tilhørende kunst. Udstillingen løber frem til den 23 februar 2020.

Hovedillustration: Andy Warhol med en af sine elskede gravhunde. John Mitchell, Wikipedia.

Boganbefaling: Syditaliens vulkaner beskrevet så de er til at forstå

Jeg læser for tiden rigtig meget om vulkaner, og Italiens mest aktive af slagsen ligger alle i Syditalien: Stromboli, Etna, Vesuvio og Campi Flegrei, der i årtusinder har afgjort landsdelens geologi, landbrug, kultur, liv og død. De er den perfekte indgang til at forstå det syditalienske samfund, men hvor skal man starte, hvis man ikke er geolog, og ikke gider trawle sig igennem akademiske bøger om emnet?

Jeg har været så heldig at stifte bekendtskab med Henning Andersen, der nok er en af Danmarks mest energiske og passionerede formidlere af viden om vulkaner. Henning laver rejser til og bøger om vulkaner i hele verden, men Syditaliens vulkaner har en særlig plads hos ham, især Vesuvio.

Jeg har netop haft stor glæde af at læse hans bog ‘Vulkaner – Vesuv, Campi Flegrei, Etna og Stromboli’, som han har udgivet på Frydenlunds forlag, fordi den skaber det store overblik over Syditaliens vulkaner. Jeg kan anbefale bogen, dels fordi den med et enkelt, levende sprog forklarer om de enkelte vulkaners opbygning og egenart, vaner og udbrud gennem tiden, og dels visuelt er en lille perle, med tegninger, fotografier og kort.

‘Vulkaner’ favner også de vilde personligheder, som op igennem historien har fået skæbnefællesskaber med Syditaliens vulkaner – deriblandt H C Andersen, der selv besteg Vesuvio og skrev medrivende om det, om Prins Frederik Christians besøg på Vesuvio i 1820, om verdens første rigtige vulkanolog William Hamilton, og selvfølgelig bringes også Plinius den Yngres skildringer af Vesvios udbrud i år 79, der begravede Pompei og Herculaneum.

Jeg har især haft stor glæde af at læse de originale breve og litteraturklip, som Henning bringer i bogen, fra øjenvidnebeskrivelser af Syditaliens vigtigste vulkanudbrud. Her et uddrag af H C Andersens egne ord om Vesuvios skønhed og gru fra et stort udbrud i februar 1834, da han indesluttet i aske og damp gik op mod Vesuvios top, og mødte den rædselsslagne befolkning på vejen. Han beskriver de lokales desperation, og flere gribende optrin – her da en familie har hængt et madonna-billede op i en vinstok, for at skåne deres mark:

“På et af vintræerne havde de ophængt et madonna-billede i det håb, at ilden skulle standse for det hellige, men i samme afmålte gang skred den fremad; heden sved bladene på de høje træer, de bøjede sig nedad mod ilden, som om de ville bede om nåde. Forventningsfuldt hvilte man et blik på Madonnas billede, men træet bøjede sig dybt for hende og for den røde ildstrøm, den var kun alen derfra. Da så jeg en kapucinermunk tæt ved mig løfte armen højt i vejret og råbe, at Madonnas billede brændte. “Redder hende, som hun vil redde eder fra ildens luer!”

Men alle bævede og stirrede derhen, da styrtede en kvinde frem, råbte Madonnas navn og ilede mod den glødende død, men i samme nu så jeg en ung officér til hest, med dragen kårde, drive hende tilbage, skønt ilden stod som en bjergmur op ved deres side.

“Vanvittige!” Råbte han. “Madonna trænger ej til din hjælp! Hun vil, at det slet malede billede, vanhelliget af en synders hænder, skal brænde i ilden!”

Foto: San Gennaro-procession mod Vesuvio under et udbrud. Malet af Antoine Jean-Baptiste Thomas i 1822, Wikipedia.

For 180 år siden åbnede Italiens første jernbane i Napoli

Den 3 oktober 1839 var alle spidser i Syditalien mødt op i havnebyen Portici for Vesuvios fod for at opleve miraklet: en dampdrevet maskine, der var så stærk, at den kunne trække 8, grønne vogne stopfyldt med festklædte passagerer, livvagter og soldater de 7 en halv kilometer langs Napolibugten ad en dobbeltsporet jernbane. Øverst oppe på en tilstødende tribune stod kongefamilien med kong Ferdinand den 2 forrest: de spanske burbonere, som siden 1734 havde været konger af Syditalien med hovedsæde i Napoli, og nu havde indkøbt og importeret et af industrialiseringens mest imponerende ingeniørbedrifter: lokomotivet.

Under den hvid- og blåstribede baldakin, som beskyttede kongefamilien mod den stikkende sol, der endnu stod højt på himlen i starten af oktober, havde man også opstillet et alter, hvorfra man forinden havde bedt for en sikker rejse for Italiens første togpassagerer. Og kongefamilien kunne nu nyde udsigten til toget, der satte i gang uden problemer, og klarede turen på 9 et halvt minut – man tog pertentligt tid, mens maskinen dampede langs vandet for til sidst at køre ind i Napoli efter at have tilbagelagt den første rejse på skinner i hele Italien.

En kopi af toget ‘Bayard’, der i 1839 fragtede passagerer ad ruten Napoli-Portici. Toget var identisk med sin tvilling ‘Vesuvio’, men havde dog en noget mindre kedel. Reinrich Ditetrich, Wikipedia.

Lokomotivet bar det oplagte navn ’Vesuvio’, og symbolikken har ikke været til at tage fejl af: i baggrunden røg det livligt fra vulkanen, som om nogen var ved at smede endnu et tog til strækningen i magmaens esse, og ved synet indsatte byen sig perfekt i et Europa, hvor Napoli med sin industri, sine fabrikker og sin innovation blev regnet for den vigtigste industri-by på kontinentet næst efter Paris og London.

Til sammenligning rullede det første tog i Danmark først 8 år senere i 1847, da lokomotivet ’Odin’ fik til opgave af køre på landets første jernbanestrækning mellem København og Roskilde. Hvis man altså ser bort fra ruten Altona-Kiel, som åbnede i 1844 i det forhenværende danske hertugdømme syd for den nuværende dansk-tyske grænse.

’Vesuvio’ var bygget af Longridge and Starbuk i Newcastle, og var baseret på modeller af lokomotivmaskinens opfindere, George og Robert Stephenson. Det kunne nå en topfart på imponerende 50 km/t og klarede turen gesvindt ad en jernbane, som den franske ingeniør Bayard de la Vingtrie havde bygget, og som blot var det første stykke af en længere rute, der senere skulle udbygges til byerne Nocera Inferiore, Castellamare og Avellino.

Selve ruten Napoli-Portici, der løbt smukt langs havet. Wikipedia.

Ruten var populær, og festklædte folk strømmede til Napoli fra nær og fjern for at prøve vidunderet: Sammen med sin tvilling ’Bayard’ (togene var ikke HELT identiske, idet ’Vesuvios’ kedel var mere buttet), opkaldt efter ingeniøren bag banen, fragtede de to lokomotiver cirka 85.000 passagerer ad strækningen på blot 40 dage.

Selve skinnerne var specialfremstillet i Calabria på et af Europas største stålvalseværker i Mongiana, der siden 1771 havde brugt mineralerne i den nærliggende Vallata dello Stilaro-dal til at lave jernvåben og metal til hele kontinentet.

I Napoli lavede man en særlig station til linjen med navnet ’Napoli Bayard’, der var i brug indtil 1866.’Napoli Bayard’ fortsatte som reparations-trinbræt, efter at linjen blev kædet sammen med de øvrige ruter til og fra Napolis centrale jernbanestation. ’Napoli Bayard’ blev dog voldsomt skadet i 1943 under anden verdenskrig, da fragtskibet Catarina Costa blev sprunget i luften i bugten.

100-året for Italiens første jernbane var naturligvis noget, der skulle fejres i det fascistiske Italien, og man udstedte en række frimærker og lavede en kopi af et af de oprindelige lokomotiver i anledning af jubilæet i 1939. Stefano Stabile, Wikipedia.

Napoli var med rette stolt af sin jernbane og af sit tog, men desværre eksisterer de originale lokomotiver ikke længere. I anledning af banens 100 års jubilæum i 1939 lavede Italien dog nogle fine frimærker, der mindede begivenheden, og man byggede en kopi af Bayard, der i dag kan nydes sammen med talrige toge fra den italienske jernbanehistorie i det store jernbanemuseum i Pietrarsa lige nord for Portici. Her har man også rekonstrueret de elegante vogne, som man dengang fragtede folk i på åbningsdagen, der mere ligner prærievogne end togkabiner, og var elegant udstyret med gardiner og pynt. Museet  Museo Nazionale Ferroviario di Pietrarsa kan du læse mere om på museets hjemmeside HER.

Har man lyst til at bevæge sig ad den samme strækning som dengang, kører de nuværende toge mellem Napoli og Salerno stadig ad det ’gamle’ spor langs bugten.

Napoli er stolt af sin store jernbane-arv, og lige nord for Portici kan man besøge et museum fuld af gamle tog i Museo Nazionale Ferroviaria di Pietrarsa. Reinrich Dietrich, Wikipedia.

 

Hovedillustration: Salvatore Fergola malede i 1840 dette maleri af den festlige dag, hvor Italiens første tog kørte på skinner langs Napli-bugten.  Wikipedia. 

 

Hvem er Liberato – Napolis neomelodiske rap-fænomen?

Han går med blå hættetrøje med skriften ’Liberato’ og vender hele tiden ryggen til, når han springer rundt på stenene langs Napolis havne-promenade og digter rap-poesi om kærlighed mellem Napolis teenagere. Ingen ved hvem han egentlig er, men siden 2017 er hans berømthed vokset til kult-agtige dimensioner i Syditalien, hvor en ny musik-bevægelse kaldet ’neo-melodico’ har taget de unge med storm.

Helt i tidens digitale ånd startede Liberato sin karriere ved at lægge sangen 9 MAGGIO (9 maj) på Youtube, hvis musikvideo var blevet optaget i slummen i Scampia og for første gang viste den ansigtsløse rapper mellem den porøse beton. Værket blev hurtigt et fænomen og delt tusindvis af gange, og i takt med at sange som TU T’E SCURDAT’ ’E ME (Du glemmer mig), JE TE VOGLIO BENE ASSAJE (Jeg elsker dig højt) og INTOSTREET blev hits på nationalt plan, voksede mystikken om sangeren. Der aldrig viser sit ansigt.

Man ved at han kan lide at kommunikere i vasaler – at han er stor fan af Napolis fodboldhold, og med sin perfekt klingende dialekt må være fra Napoli – og det er det. Og det er noget af en bedrift at kunne bibeholde sin anonymitet i en by, hvor alle i teorien altid kender nogen, der kender nogen, der kender nogen.

Liberato fænger med sin unikke stil, der blander hiphop-genren trap med il neomelodico – den seneste videreudvikling af den napolitanske sangtradition, som i århundreder har haft længslen efter Napoli, byens lyde, steder, stemning og dialekt som sit vigtigste indhold og udtryksmiddel:

romantiske serenader som Torna a Surrento, Funiculi, Funicula og O Sole Mio er i dag verdenskendt takket være bla. napolitanske immigranter, som spredte stilen i Amerika, og stilen blev senere tilpasset efterkrigstidens rytmer med bla. den storsmilende Renato Carosone ved klaveret.

Napolitanske Ikoner som Nino d’Angelo og den højt elskede singer songwringer Pino Daniele, hvis død i 2015 skabte stor sorg i hans hjemby, tog stilen videre med sig op igennem 80’erne, og i 90’erne begynder musikforskeren Peppe Aiello at bruge udtrykket neo-melodico om genren, som Liberato uden tvivl bidrager til. I bogen Made in Italy – Studies in Popular Music beskriver Aiello den nymelodiske strøming som ’de uacceptable menneskers musik, mennesker, som ellers er blevet udstødt af borgerskabet’. Musikanmelderen fra den napolitanske avis Il Mattino, Federico Vacalebre har skrevet en hel bog om ’il neomelodico’, hvor han beskriver genren som noget, ’der kommer nedefra, og er stemmen… fra en bydel, der ellers ville forblive tavs.”

Liberato kommer med høj sandsynlighed fra og identificerer sig med Napoli perifære arbejderkvarterer, og på den måde indskriver han sig i den napolitanske neo-melodi, idet dens toner, situationer og personer kommer fra byens nederste sociale lag, og ikke fra den middelklasse, som ellers traditionelt undfangede de klassiske sangere og musikere fra den napolitanske musiktradition.

Napolis udkant er i de sidste år blevet ’hot’: Elena Ferrante fastholder stædigt sin anonymitet i sin verdensberømte beskrivelse af veninderne Elena og Lila fra Napolis slum, der har vundet genklang og genkendelse kloden over, og bogen Gomorra af Roberto Saviano og HBO-serien af samme navn har gjort byens kriminelle underverden til ramme for voldsomme, menneskelige dramaer.

Liberato lader dog til at være uberørt af sin kult-status, og nægter at afsløre sit ansigt. På trods af udsolgte live-koncerter i både Napoli, Milano, Rom og Barcelona er han stadig anonym,  og tøvende overfor at sætte nogen form for etiket på sin musik. Til en journalist fra Rolling Stones har han i en tekstbesked i vasaler og napolitansk dialekt svaret, at han da ikke gider at afsløre sin sande identitet nu, fordi han netop har opbygget den for at kunne være i fred.

Personligt er jeg imponeret over Liberatos poetiske og næsten nostalgiske stil, der senest har givet udslag i en smuk ’serie’ af 5 filmiske musikvideoer med titlen CAPRI RDV, hvor han i bedste Dolce Vita-stemning udforsker kærligheden mellem en Brigitte Bardot-agtig karakter og en Marcello Mastroianni-boheme-fyr: det hele filmet i sort og hvid og med sine smukke optagelser i havet ud for den guddommelige ø virker de små film som en kærlighedserklæring til selve livet, til Napoli-bugtens skæbne, til skønheden og til de store følelser.

Det bliver da ikke mere ærke-napolitansk end det.

Hovedillustration: Et maleri af den hellige Gennaro pryder en bymur i det napolitanske arbejderkvartér Forcella. Kunstner: Jordi. Fra Wikipedia, Silviasca.

Antikvitetsbutikken i Napoli der ikke vil besøges

En porøs menneskekæbe indpakket som relikvie, totalt uigennemskuelige åbningstider og en tæthed som et sort, kosmisk hul!

Da jeg igår sad og kiggede mine gamle fotos igennem fra Napoli, nåede jeg frem til dette – og fik dermed et vildt flash back til alle de gange, jeg har været lige præcis dér, og de mærkelige oplevelser på netop dette hjørne i Via Tribunali. Billedet tog jeg forrige år fordi jeg ville dokumentere Piazza San Girolamini – et lille centrum i det gamle centrum omgivet af kirker, graffiti og uigennemskuelige butikker.

Antikvitetsforretningen hér er på én og samme tid så anderledes og så ikonisk napolitansk, at jeg måtte have et foto af den. Problemet er blot, som mange andre butikker, der ikke har det store, mainstream klientel, og derfor, egentlig meget ulogisk, ofte slet ikke har åbent: jeg anede ikke om jeg overhovedet kunne komme ind!

Når jeg har været i Napoli har det derfor altid været en slags sport for mig at smutte forbi – lykkes det, lykkes det ikke? – og jeg har været draget af den meget u-napolitanske stemning, der omgiver stedet – at man faktisk slet ikke er velkommen, og ofte holdes på total afstand, både af den groteske volumen af forgyldte billedrammer, frønede madonna-billeder og ubestemmelige køkkenredskaber fra en svunden tid, og af de yderst afvisende ejere. Som billedet afsflører virker stedet nærmere som en lejlighed til at sludre og komme lidt ud, end at slå en handel af og tjene penge.

jeg har af samme grund været utrolig nysgerrig på at finde ud af, hvad der egentlig gemmer sig i butikkens dyb. 9 ud af 10 gange er stedet lukket, når man går forbi – fuldstændig hermetisk bag jerndøre og låse. Men da jeg og min frejdige ven Ty engang var i Napoli for at lave en pizza-reportage(!), skete det vidunderlige: en gammel, sur mand stod og foldede dørene ud. Det gik meget langsomt, og midt i det hele gik han i stå og satte sig på en sivstol ved muren. Jeg og Ty besluttede os for at klemme os ind i kaoset.

Manden brokkede sig og skældte os ud på afstand i en slags kontemplativ samtale med sig selv, mens vi gik på opdagelse: Ty fandt længere inde i mørket et par meget fine Ducati’er, der syntes at være vokset sammen med gamle lærredsdukker, spejle og obskure møbler, mens jeg kun kom halvt ind i bunken. Belønningen lå dog ikke lang fra mine hænder: en bunke porøse menneskeknogler – jeg husker især en underkæbe, endnu intakt med de fleste tænder – indhyldet i konfetti og gamle klude, der forlængst havde tabt farven i sollyset, men endnu havde en strimmel papir foldet omkring sig med edderkoppeskrift på, der bedyrede at de, måske, måske ikke, var ægte relikvier fra en glemt helgen.

Glemte helgener findes dog ikke i Napoli, og jeg tog beskeden som et slags løsen, og bakkede ud. Men jeg vender tilbage til Piazza Girolaminu hver gang, jeg er i Napoli, blot for at sikre mig, at stedet endnu findes. I burde gøre det samme.