Category Archives: NAPOLI

Det skal jeg opleve i Napoli i 2019: overnat i en boghandel, spis som en kejser i Pompei og bad i vulkanske kilder

Der sker hele tiden nye ting i Napoli, og i 2019 er der især 5 ting, som jeg meget gerne vil opleve. Nogle attraktioner er nye, andre har været her i århundreder, men mangler stadig mit besøg. Her kommer min egne, personlige favoritter for det nye år:
Book & Bed i Vomero-kvarteret
Det er allerede en stor trend i Japan, hvor Bed & breakfasts i både Tokyo og Kyoto tilbyder folk at sove i selskab med tusindvis af bøger. Et rent himmerige for bogorme, der allerede har fået boghoteller i Zurich, Paris og i Grosseto i mellemitalien. I Syditalien er trenden dog helt ny, men nu åbner der en Book & Bed i boghandlen Mooks, som drives af det store italienske forlag Mondatori. Stedet åbnede i 2018 og ligner udefra en helt almindelig boghandel, men i år vil man på en etage også tilføje værelser med senge, så man kan overnatte samme sted. Mooks finder du i Via Luca Giordano 158 i det statelige Vomero-kvartér på byens top.
Den romerske kæmpeakvadukt i Sanità-kvarteret
For 2000 år siden var bugten omkring Napoli et sommerparadis for Roms spidser, og det krævede en velfungerende struktur at lede vand rundt i området. Desuden var de bjergrige områder i Napolis bagland fuld af kilder, som man godt kunne bruge vand fra til selve Roms storbadende befolkning, og derfor byggede de romerske kejsere omkring år 0 en enorm akvadukt, der kunne lede vand fra Serino-floden herfra langs bugten ind til Rom.
For blot nogle år siden fandt man resterne af akvadukten under et antikt hus i Napolis Sanità-kvarter, og besøgende kan komme med ind og opleve de meterhøje vægge og søjler, som stadig holder skakten oppe i et imponerende, underjordisk rum.
Spis som en kejser på Caupona-restauranten ved Pompeji
Vi bliver i fortiden. For lige overfor hovedindgangen til ruinerne i Pompei ligger der et helt specielt sted, som man ved første øjekast måske ville tro var en turistfælde, men som dog fortjener ens opmærksomhed: kokkene og tjenerne på dette meget specielle osteria mener det nemlig alvorligt, når de på menuen skriver, at man her kan nyde retter tilberedt efter 2000 år gamle metoder, og når man træder ind på stedet mødes man af Pompei-røde vægge med fresker, træmøbler og en hyggelig, historisk atmosfære.
Maden på Caupona Pompeii Restaurant bliver lavet grundigt og tager udgangspunkt i faktiske opskrifter fra det antikke Rom, og indeholder alt fra skaldyr, fisk, kød og desserter. Er man heldig kan man også tilmelde sig temaaftener, hvor tjenerne klæder sig ud som romere, og hygger om én i restauranten med sang og musik. Se mere på www.caupona.it
Den hemmelige klostergård Chiostro San Marcellino
Studerende på Napolis universitet får sig en ekstra bonus, når de indskriver sig på samfundsfagsstudiet. Deres fakultet er nemlig beliggende i en overdådig, 300 år gammel bygning bygget af selveste mesterarkitekten Luigi Vanvitelli i centrum af Napoli, der i sin tid også opførte det verdensberømte barokslot i Caserta.
Klostergården San Marcellino ligger i forbindelse med Napoli universitets fakultet for samfundsfag og er omkring 300 år gammel. Fra Wikipedia.
Selve fakultetets hjerte er klostergården San Marcellino, der ligger for enden af en elegant dobbelttrappe, er fuld af appelsintræer, springvand og palmer. Besøgende kan også smutte ud og nyde stedet, når de besøger Napolis Paleontologiske Museum, som ligger i samme bygning, og rummer fossiler og rester fra dinosaurer. Fakultetet ligger på pladsen Largo San Marcellino.
Badekomplekset Lido Lo Scoglio udenfor Napoli
Jeg har en god ven i Napoli der er professor, som nu har pensioneret sig selv og bruger næsten al sin tid langs strandene nord for Napoli omkring det gamle, vulkanske område ved Baia og Pozzuoli, hvor det syder og bobler med svovlrige kilder. Paolo, som han hedder, poster hver dag billeder af sig selv i et enormt, rustent kar i havstokken, og jeg skrev til ham og spurgte, hvad pokker han lavede.
På Lido Lo Scoglio kan man bade i store kar i 40graders varmt, vulkansk vand fra undergrunden. Skærmbillede fra Lido Lo Scoglios Facebookside.
“Jeg hygger mig i badekarene ved Lido lo Scoglio”, svarede han, og fortalte, at det lille, intime badested har sine helt egne kilder med svovl og 40 grader varmt vand, som man siden 1947 har kunnet nyde på meget rustik vis i store kar udenfor året rundt, klæde om i tilstødende kabiner og endog spise godt på stedets restaurant. Det skal jeg selv prøve næste gang jeg er på de kanter. Se mere på www.loscoglioristorante.it
Hovedfoto: skærmbillede af foto fra Restaurant Caupona.

Boganbefaling: Curzio Malapartes La Pelle

Prostituerede med blonde kønshårsparykker, et havfrue-lignende væsen fra Napolis akvarium serveret til middag for en amerikansk general, og en helt særlig gyde fuld af deforme dværge. Curzio Malapartes roman fra 1949 om det nazi-befriede Napoli er et mesterværk, der udover utallige, hjerteskærende øjebliksbilleder fra dengang leverer en uimodståelig beskrivelse af den napolitanske folkesjæl.

Historien strækker sig fra 1943 til 1945 og begynder i slutningen af september 1943, da De Alliereres amfibievogne triller op på stranden ved Paestum syd for Salerno, og den 1 oktober ankommer til et Napoli fuld af lig i gaderne, udmattede partisaner på bastionerne og sultende borgere, der uden blusel selv har kastet sig ind i kampen med nazisterne for at befri deres by.

Inden da var det fascistiske regime kollapset og jernpagten mellem Hitler og Mussolini ophævet, og blandt nogle af de soldater, som følger amerikanernes befrielse op igennem Italien, var den italienske forfatter Curzio Malaparte, der som en af mange kunstnere senere brugte sit håndværk til at frigøre sig fra krigens traumer.

Resultatet blev den på én gang foruroligende, fascinerende og groteske roman La Pelle – Huden, som indtil videre blandt andet er oversat til engelsk med titlen ’The skin’, og som i dag står tilbage som et absolut mesterværk i sin skildring af krigens konsekvenser for Syditalien.

La Pelle er oversat til engelsk med titlen The Skin. Bogcover fra Amazon.

Kroppens hylster er ifølge Malaparte det eneste, som napolitanerne har tilbage at kæmpe for: for da amerikanerne befrier byen og krigens rædsler på den måde har formel ende, slipper mange napolitanere kontrollen og kaster sig ud i syndigt levned for både at kunne håndtere frihedens tomrum, krigens ukendte efterspil, fattigdommen og gydernes rådnende kroppe. Malaparte kalder byen, hvor der pludselig hores, spilles, plyndres og drikkes, som pestbefængt; den hærges af en helt særlig og farlig sygdom, som amerikanernes frihedsløfte har båret med sig, og som koster napolitanerne deres sjæl, forstand og kropskontrol.

Det er svært at gennemskue, hvad der er fiktion, og hvad der er sande øjenvidneberetninger i La Pelle. Men ikke desto mindre bevæger Malaparte sig rundt i et Napoli fuld af genkendelige steder:

Som for eksempel L’Ospedale dei Pellegrini, Napolis ældgamle sygehus, hvor han befinder sig efter et bombeangreb, og ser hvordan pjaltede pårørende trækker de sårede ind i hospitalsgården på en kærre, og river sig til blods af sorg, når lægerne erklærer dem alle døde. I desperation griber de mange lig, der ligger i bunker i hospitalets gange, flår dem fra hinanden og forsvinder bort i byen udenfor med ukendtes legemsdele under armen.

Vi kommer også med på Piazza dei Martiri, hvor napolitanske børn sælges som slaver til marokkanske soldater, og ned til havnen og slottet Castel Nuovo sammen med den rædselsslagne befolkning, da Vesuv natten til den 18 marts går i sit frygtelige, sidste udbrud. Malaparte beskriver hvordan heltemodige amerikanere letter fra Capodichino lufthavnen og flyver direkte ind i en katastrofal lavasky for at gennemhulle den og redde Napolibugtens landsbyer fra at blive begravet i stenklumper under dens bug.

Vesuvs udbrud, der varede fra 18-24 marts 1944. Foto taget fra et amerikansk bombefly. Wikipedia.

Malaparte fortæller også om en særlig, snæver gyde kaldet Il Pendino, der går fra havet ind i Chiaia-kvarteret, og befolkes af ækle dværge. Og så besøger han bordeller og vanvittige freakshows, som napolitanerne stabler på benene for at tjene en ussel mønt på amerikanerne. Uforglemmelige billeder tegner Malaparte af en fattig lejlighed, hvor et pigebarn med brudeflettet hår og hadefuldt blik falder bagover på en seng, spreder benene og viser sit jomfruelige skridt frem for soldaterne, og af et bordel, hvor de prosituerede lægger en blond paryk over deres pubeshår for at ophidse de sorte amerikanere, når de spidder pigerne igennem hårpragtens røde fløjlshul.

Men mest mindeværdig er måske frokosten i Duca di Toledo paladset, hvor Malaparte selv hævder at være til stede sammen med arméens højest stående befalingsmænd, blandt dem General Cork. Mens det omkringliggende Napoli vandmægter i hungersnød, sygdom og armod, bæres mystiske retter ind på sølvfade foran de amerikanske spidser, som Malaparte beskriver med både medlidenhed og afsky – især da selskabet får serveret en havuhyre i mayonnaise:

”Alle kiggede chokerede på fisken. Et svagt skrig af rædsel undslap Mrs. Flats læber, og General Cork blegnede. Et pigebarn, eller noget, der lignede et pigebarn, lå på ryggen i midten af fadet, på en bund af salatblade, indeni et stor guirlande af lyserøde koraller. Det havde åbne øjne, læberne adskilte, og beundrede kunstværket Venus’ Triumf, som var malet i loftet af Luca Giordano.

Det var nøgent: men den mørke og skinnende hud, som havde den samme violette farve som Mrs. Flats kjole, fremhævede, som var det en skræddersyet kåbe, dets spæde og allerede harmoniske former, hofternes søde kurver, mavens svage forhøjning, de små, jomfruelige bryster, de brede og muskuløse skuldre. Hun var ikke være mere end 8 eller ti år gammel, selvom hun på grund af sin kvindelighed sagtens kunne ligne én på femten.

Hist og her kunne man på grund af tilberedningen især på hofterne og skuldrene, se ind til det møre kød (…) Armene var korte, en slags finner, der endte i spidser, som hænder uden fingre. På issen havde hun en lok børster, som lignede hår, og lå som blonde lokker omkring hendes lille ansigt (…). Den lange og smækre krop endte, som Ovid ville have sagt det, in piscem, i en fiskehale. Barnet lå der på sin sølvbåre, og så ud, som om det sov. Men på grund af en utilgivelig fejl fra kokkens side sov hun ligesom de døde, på hvem ingen levende endnu har haft den barmhjertighed at lukke øjenlågene.” (side 221-222, La Pelle)  

Dyret, som blev serveret under frokosten, var ifølge Malaparte et af verdens sidste eksemplarer af Havfrue-fisken, som svømmede rundt i Napolis glorværdige akvarium; Et af de ældste og første akvarier i Europa, som indtil 2 verdenskrig indeholdt gigantiske, marine vidundere fra hele verden, men som under Den Femte Armés ophold blev tømt for at fodre generalerne med fisk. Det var nemlig forbudt at fiske i Napoli-bugten under besættelsen af fare for miner, og ’La sirena’, der på en prik lignede en rigtig havfrue’, var en af de sidste kæmper, der blev fisket op af akvariets montrer.

Efter beskrivelsen af Napoli rykker Malaparte med hæren videre mod nord og fortæller os om slaget ved Monte Cassino, Roms og Firenzes befrielse og sin tilbagevenden til Napoli, hvorfra bådene afgår til Amerika. Mens han har været væk er Vesuvs udbrud udslukt i en sådan grad, at der ikke længere stiger nogen form for røg opad vulkanens krater. Åndedraget fra den både vidunderlige og forfærdelige gud, som napolitanerne anser Vesuv for, er stoppet, og Malaparte følger de desperate napolitanere i deres procession mod vulkanens top og ser dem sende offergaver i form af lam, kaniner og høns ned i kraterets tavse mund, for forgæves at vække deres totem til live igen.

Curzio Malaparte med det rigtige navn Kurt Erich Suckert (9 juni 1898-19 juli 1957) var en italiensk forfatter, filmskaber, krigskorrespondent og diplomat. Wikipedia.

Malaparte står med sin roman på skuldrene af en hel generation af traumatiserede, sydeuropæiske forfattere, der især griber til symbolik for at kunne rumme og beskrive krigens rædsler som de udspillede sig under og efter fascismens greb. For eksempel vælger Kurt Eric Suckert, som er Curzio Malapartes rigtige navn, at tage et kunstnerpseudonym, der også rummer hans dobbelte identitet som både skyldig og befrier. ’Malaparte’ – som frit oversat betyder ’den onde del’ – spiller på kontrasten til Bonaparte – Napoleons efternavn.

La Pelle skulle egentlig have heddet La Peste, men fik ændret sin titel efter at Albert Camus roman The Plague blev udgivet i 1947 og ligeledes beskrev krigens rædsler som en sygdom, der hjemsøgte et Europa uden syndsforladelse. Malaparte kom selv fra Prato, og med sin evne til som både italiener og ’nordboer’ at kunne stå udenfor og indenfor skildringen af napolitanernes lidelser og heltemod,  leverer han et uimodståeligt sindbillede af Italiens mest bombede og plagede by.

2 verdenskrig var en konflikt, der stadig tegner Syditaliens og især Napolis skæbne: magtstrukturerne vendte for alvor til mafiaens fordel, og byen kom aldrig rigtig på fode igen som verdensmetropol, men gled baglæns i forhold til de øvrige italienske byers udvikling i efterkrigstidens boomende økonomi. La Pelle er obligatorisk læsning for alle dem, der har behov for at lære af fortiden, for ikke at begå de samme katastrofer i fremtiden.

Hovedmotiv: Still fra filmen Le Quattro Giornate di Napoli fra 1962. Fra Wikipedia.

Nytårshilsen fra Syditalien om året der er gået: Til Sicilien og Napoli-bugten med Mine Geniale Veninder

Traditionen tro samler jeg op på året, der i gået, i Syditaliens tegn –  og 2018 var året, der kom til at handle om især Sicilien og øerne i Napoli-bugten. I februar 2019 udkommer de spritnye udgaver af Turen Går Til Sicilien og Turen Går Til Napoli og Syditalien, og researchen til disse hanlagde jeg til april og maj i år, i anderledes selskab.

I lang tid har jeg rejst på egen hånd, når jeg har opdateret mine rejsebøger. Jeg har nemlig altid tænkt, at ledsagere på en sådan research-tur ville komme til at kede sig, når jeg efter endt rejsedag kryber sammen i et hjørne, for at renskrive notater og transkrivere interviews.

Procidas lille havn Corricella hjemsøges af katte og fiskere, der hygger sig langs promenaden. Kattene fodres hver dag af gavmilde damer, der kaster mad ud af køkkenvinduerne.

Men det kan omvendt også være ret ensomt at tilbringe uger hjemmefra uden nogen at dele sine oplevelser med, og derfor besluttede jeg i år at tage to af mine bedste men også vidt forskellige veninder med på turene, der jo kender mig rigtig godt. Det ville være en stor oplevelse for dem at se Italien fra en anden side. Og desuden havde den ene, Signe, kørekort, hvilket jeg ikke selv havde, og med hendes hjælp (og en gesvindt Lancia) lykkedes det mig at trænge helt ind i Siciliens mest forladte centrum.

Det viste sig at blive en stor succes! I kølvandet på Napolis turistboom og store popularitet takket være Elena Ferrantes Napoli-serie, besluttede jeg mig for at udforske øerne i bugten udfor den store million-by. Procida, Ischia og Capri er 3 meget unikke steder, der alle ligger som perler på en snor i Golfo di Napoli, og jeg følte det var på tide at genopdage øerne og se, hvad de rummede.

Min gode veninde Lisbeth Nebelong, der selv skriver Turen Går Til Færøerne, var med på ø-hop, og vi morede os meget over at finde forskelle og lighedspunkter mellem middelhavsøerne og de Færøer, som hun selv har tabt sit hjerte til i Nordatlanten.

Ischia er en vulkansk ø med mørke strande og varme kilder der udspringer fra den aktive undergrund fuld af magma.

 

 

 

Turen tog godt 14 dage, og vel ankommet hjemme i Danmark havde jeg nu 2 uger til at akklimatisere og forberede mig på research-turen til Sicilien. Signe havde aldrig været på Middelhavets største ø, og sikke en tur vi var på! Min mission var nemlig at komme helt ind i Siciliens centrum, og få området omrking Enna, Piazza Armerina og ikke mindst Caltanissetta ordentlig under huden.

Caltanissetta har for mig altid stået som en næsten mytisk by: et sted så lang væk fra havet, som man kan komme på Sicilien, men som ikke desto mindre var et industrielt lokomotiv fra 1700-tallet og frem til midten af 1900-tallet, hvor de utallige miner, der omgiver byen, blev lukket. Den svovl, som lå 600 meter under jorden, og som gjorde Caltanissetta førende i Europa i eksport af mineraler til USA, blev nemlig for dyr, da man i Amerika selv begyndte at udvinde svovl.

Centrum i Caltanissetta er fuld af caféer og små restauranter som her på Piazza Duomo.

Jeg kan på det varmeste anbefale Caltanissetta som destination i det nye år: takket være byens rige industrifamilier er det gamle centrum fuld af smukke, aristokratiske bygninger, pladser og springvand, men kør også gerne rundt i byens opland og besøg for eksempel le zolfotare di… hvor det fine museum udenfor de gamle mineskakter fortæller den gribende historie om det farlige og hårde arbejde.

Jeg og Signe fik desuden mulighed for at genoplive vores fælles hobby, ridning, og vi fik en fortryllende forårsdag sammen med Alessandro og hans pensionerede travheste fra en bane i Rom som nu tilbragte deres pension på hans dejlige agriturismo Il Mandorleto nær Pergusa-søen. Elsker man heste og det landlige Sicilien er agriturismoen et godt valg for enhver dansker, der gerne vil komme helt tæt på Siciliens landbrugskultur, og opleve økologiske mandelplantager, fersken-træer og masser af glade husdyr.

I Siciliens centrum fik jeg reddet mellem mandeltræer, vild fennikel og forårsblomster.

Endelig blev 2018 også året, hvor jeg rigtig begyndte at holde foredrag – især om Matera som kulturby 2019, hvilket fik mig flere gange til Jylland og fortælle på skoler og biblioteker. Desuden deltog jeg også til en tema-aften om Napoli for italiensk kandidatforening på KUA, hvor jeg fortalte om byens fascinerende femminiello-begreb, og det blev så stor en succes at foreningen måtte skifte lokale flere gange, på grund af tilslutningen.

Den 3 oktober holdt jeg foredrag for et fyldt auditorium om det napolitanske femminiello-begreb.

Nu glæder jeg mig til 2019, hvor jeg blandt andet  skal forelæse om Sardinien på Folkeuniversitetet. Og så drømmer jeg om at lave pod casts om og fra Syditalien, så det hele ikke kun bliver ord, men også lyd. Jeg glæder mig!

Fotos: privatfotos 

På rejse i Lilas og Elenas barndomskvarter: sådan blev kulisserne lavet

Det er altid en udfordring at filmfatisere en roman, men verden over er folk bredt enige om, at instruktør Costanzo Saverio er lykkedes rigtig godt med Elena Ferrantes ‘Min Geniale Veninde’, som lige nu både vises på HBO Nordic og italienske RAI.

En ting, der har fanget manges opmærksomhed, er opbygningen af de to pigers barndomskvartér Rione Luzzatti øst for Napolis hovedbanegård: nogen synes at kvarteret fremstår lige lovlig karikeret og kulisseagtigt uden den typiske leben og de mange farver, som man ofte forbinder Napoli med.

Men det er helt overlagt, at Saverio har valgt en så stringent scenografi: udover at vise armoden og trøstesløsheden i det nybyggede kvartér, der skød op efter krigen for at huse Napolis hastigt voksende arbejderklasse, har det været vigtigt for ham at give Lila og Elena en scene at stå på, der næsten virker teatralsk. Og det har han gjort ved at genskabe det hele udfra gamle fotografier og kort, og henlægge filmingen til en 60.000 kvm stort filmset i en glemt industri-kvarter udenfor byen Caserta nord for Napoli.

I videoen, som jeg linker til nedenfor, fortælles historien om kulisserne, som blev opbygget ned til millimeter-detaljer og henlagt til de lukkede Pisani Saint Gobain-fabrikshaller, der i sig selv fortæller en historie om storhed og forfald: fabrikken blev bygget i kølvandet på det øonomiske boom i 60’erne, men virksomheden bag gik efterfølgende bankerot. Hallerne har stået uvirksomme hen siden da, indtil teamet bag ‘My Brilliant Friend’ besluttede sig til at bruge området som filmset.

Jeg vil selv tage forbi næste gang jeg er i Caserta, der ellers er verdensberømt for sit gigantiske Reggia-slot fra barokken. Nu kan byen så fremvise endnu et mirakel:

https://video.repubblica.it/socialnews/nel-rione-di-elena-e-lila-viaggio-sul-set-de-l-amica-geniale/320865/321492

 

 

De første anmeldelser af serien ‘Min Geniale Veninde’ på HBO Nordic spænder fra begejstring til mistro

Så skete det: den 19 og 20 november kunne man på HBO Nordic – over en uge før serien løber over skærmen i Italien – se de to første afsnit af ‘My Brilliant Friend’, og modtagelsen af filmatiseringen af Elena Ferrantes første Napoli-roman har fra kritikernes side været rigtig god.

Med mit kendskab til Napoli som by og ‘napolitaniteten’ som begreb har det været uhyre spændende at se omverdenens begejstring for den bog-serie, der suverænt har sat byen på det moderne, litterære verdenskort, overført til lærredet. Vi var mange der var spændte på, om instruktør Saverio Costanzo kunne stå distancen, og i traileren til serien blev jeg faktisk nervøs for, om de tarvelige by-kulisser, der tydeligvis udgør de første rammer om de to pigers første leveår, vitterligt ikke var lidt for karikerede.

Samme bekymring havde mange anmeldere, både i England, USA og her i Danmark. Men da jeg så de 2 første afsnit forleden gav det hele så meget mening, og jeg giver Costanzo så meget ret i, at netop den kulisse-agtige stemning bidrager til at spændingerne mellem karaktererne virkelig står frem, som stod Lenu og Lila på en enorm teater-scene, lige foran publikum uden en tv-skærm mellem dem og os.

Desuden er jeg rigtig glad for det langsomme tempo, hvor kameraet tager sig god tid til at dvæle ved et ansigt og et landskab. Det er visuelt kræs, og føles virkelig luksusagtigt i en medievirkelighed, hvor mange film ellers er fuld af hurtige klip.

Både i The Guardian og i New York Times har anmelderne måtte overgive sig – sidstnævnte havde nogle interesante pointer, fordi hun mener, at serien visse steder taber noget ved at være lidt for tro mod sit forlæg: at Lenus ældre stemme fortæller ind over- ligesom hun jo gør i bogen i sit lange tilbageblik på de to pigers venskab – bliver af og til for insisterende. Istedet for skulle Costanzo have stolet på det ældgamle råd, dont tell it , show it, især fordi de to hovedrolleindehavere spiller så uforligneligt.

Den måske mest interessante kritik hørte jeg fra Eva Eiztrup, der i sin anmeldelse i Information syntes, at settingen var for romantiseret og kulisse-agtig, og skuespillet, som de beskrev det i radio24Syv, hvor hun var gæst, ‘en karikatur af skrigende madonna’er”.

Det bliver jeg selvfølgelig nødt til at kommentere på:

Kvarteret, som beskrives i serien, er en genopbyggelse af det dengang spritnye Rione Luzzati, der blev opført øst for hovedbanegården som en del af Poggioreale-kvartéret. Stedet findes endnu, men er blevet komplet opslugt af storbyen Napoli. Rione Luzzati vedbliver dog ligesom resten af Poggioreale med at være et barskt slumkvartér præget af de ‘case popolari’, huse til arbejderklassen, som er blevet opført i Italien igennem umindelige tider, og som i efterkrigstiden blev lavet af billige materialer.

Jeg har selv færdedes i Poggioreale, og det var en depressiv oplevelse, der vil sidde i mig resten af livet på grund af trøstesløsheden, den subtile atmosfære af vold og en meget mærkelig følelse af, at et eller andet ubehageligt og skæbnesvangert hele tiden skulle til at indtræffe.

Det er en stemning, der understreges af de beskidte slumkvarterer – byggerier, der får én til at føle sig sært fremmedgjort i selv den travleste gade – og hvis det har været Costanzos intention at formidle lige netop dette, er det lykkedes ham over evne.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage Eva Eistrup med til Poggioreale en dag, for så vil hun kunne forstå, hvorfor kvinderne skriger og slås her, og hvorfor kvarteret både i virkeligheden og på film undslipper enhver identifikation med det romantiske billede af det smukke, barokke og vasketøjsdryppende Napoli, som mange af os bærer rundt på. At kalde filmen en karikatur er netop en karikatur på de fordomme, som vi alle indeholder, især om steder, hvor vi ikke selv har været.

Måske siger anmelderen det fra New York Times bedst når hun skriver, at serien udgør den hidtil vigtigste beskrivelse af et kvindeligt venskab, som vi har ventet mange år på. I langt de fleste tilfælde er kvinder, og især pigebørn, hvis de altså overhovedet optræder på lærrredet, statister, og blot iagttagere af mændenes drama.

Med Ferrante oplever vi et revolutionerende skift i perspektiv. Godt gået, Elena, jeg vil ha mer’! Anmeldelsen i New York Times kan du finde HER.

Anmeldelsen fra Information befinder sig HER.

Hovedfoto: Copyright HBO Nordic.

Il Caffe Sospeso – Napolis geniale og gratis kaffe, der både varmer kroppen og sjælen

Skoldhed espresso er en ligeså stor del af den napolitanske identitet som pizza og fodbold, men vidste du at der findes en gratis variant kaldet caffe sospeso, som enhver kan donere ved byens kaffebarer, og som så kan ligge og vente på en værdigt kaffetrængende, der ikke selv har råd til at købe sig en espresso?

Jeg synes det er en genial konstruktion, og  jeg har selv uddelt adskillige caffé sospesi rundt omkring i hele Syditalien. Senest på en bar i bjergbyen Aidone i centrum af Sicilien, hvor det blev anset som dagens attraktion at stedets travleste kaffebar fik doneret en kop kaffe af en dansk pige. Men Napoli er kaffens hjemby, og selvfølgelig er det herfra. Il caffé sospeso stammer. Termen betyder direkte oversat ’suspenderet’ eller ’udskudt’ kaffe og dækker over en helt særlig form for barmhjertighed, der bunder i napolitanernes syn på espresso som en menneskeret.

Fænomenet menes at gå tilbage til starten af 1900-tallet, hvor kaffen begynder at blive allemandseje for selv de fattigste i Napoli. At kaffe generelt har så stor betydning i byen menes at tilskrives flere faktorer, blandt andet at Napoli var kongeby fra 1400-1800tallet for det spanske overherredømme, hvis spidser som nogle af de første i Syditalien smagte på den skarpe drik.

Kaffeglæden spredte sig efterhånden til alle sociale klasser, og dens opkvikkende egenskab blev efterhånden anset som livsnødvendig, ligesom det daglige brød. Og så er Napoli kendt for sit rene, kalkfattige vand, hvilket er essentielt for en velsmagende espresso. Nogle af de første historier om den suspenderede kaffe går tilbage til perioden under første verdenskrig, hvor Italiens deltagelse i den europæiske konflikt og sammenfaldet med flere epidemier tærede så meget på Napolis befolkning, at der udbrød regulær hungersnød. Folk, der havde midlerne, begyndte at lægge penge på skranken i kaffebaren, så den næste trængende i køen kunne få sig en kop kaffe – en tradition var født.

Under 2 verdenskrig var il caffé sospeso et udbredt tegn på næstekærlighed, og i årtierne derefter blev det en forankret tradition at kunne betale en kop kaffe forud til en fremmed i nød. Da det økonomiske boom også kom til Syditalien og folk fik flere penge mellem hænderne, levede den suspenderede kaffe videre, og var især noget, man tilbød, hvis man havde en særlig heldig dag. Gestussen med at tilbyde andre en kop kaffe er desuden et af de mest hårdføre ritualer i Syditalien, hvor der kan opstå dramatiske optrin i en vennekreds, fordi én vil give kaffe til alle i slænget, mens alle de andre værger sig og forsikrer den gavmilde om, at det skam er deres tur til at betale for ham eller hende.

På den lille kaffebar Mexico på Piazza Dante i Napolis gamle centrum kan man give en suspenderet kaffe. Pigen ved kassen laver en lille billet som viser, at der er en caffé sospeso at hente.

Fænomenet om den suspenderede kaffe åbner et interessant vindue ind til en helt særlig napolitansk kategori af næstekærlighed. Når man betaler for en gratis kaffe, giver man noget videre til én, man ikke kender. Og idet nogen drikker den donerede espresso, ophæves udskydelsen, og kaffen bliver virkelighed og får funktion som både krops-og sjælevarmer. Der ligger noget eviggyldigt barmhjertigt i at give og tage imod blandt fremmede, og den suspenderede kaffe skaber noget af den sociale lim, som mange napolitanerne i århundreder har været afhængige af, for at kunne overleve.

Som socialt fænomen kan Il caffé sospeso anses som et kompas, der konstant aflæser Napolis og Syditaliens mentale og økonomiske tilstand: i trange tider er der masser af caffé sospesi at nyde rundt omkring på byens barer – det skete for eksempel under finanskrisen, hvor fænomenet blomstrede op efter at have slumret under materialismen i 2000’erne, og spredte sig til andre sektorer. Pizzeriaet Ciro Oliva Concettina ai Tre Santi begyndte at servere suspenderede pizzaer til de hårdest ramte i Sanità-kvarteret,  og på flere af Napolis bagerier kunne man købe brød på forskud til nødstedte, der således kunne lægge vejen fordi og få et duftende, nybagt brød udleveret på en andens regning.

I dag drikkes der hver dag dusinvis af suspenderede kaffer i Napoli, fra den mindste, støvede bar til den smukkeste af slagsen, og har man både modet og behovet for det, skal man blot gå op til barista’en bag baren og spørge, om der mon ligger en caffé sospeso klar? Er du heldig, er der bingo, og ikke, kan du selv lægge en kaffebillet klar til den næste i køen. Selv på den fornemste af dem alle, Caffé Gambrinus ved Piazza Plebiscito, skylles de suspenderede kaffer jævnligt ned, og jeg bidrog selv til ritualet ved at donere en suspenderet kaffe, sidste gang jeg var i Napoli – mere præcist på den legendariske Bar Mexico ved Piazza Dante, og jeg syntes, det var så sjovt, at jeg dokumenterede det lille optrin. Billederne kan ses i denne artikel.