Category Archives: NAPOLI

MINDRE JORDSKÆLV RUNDT OMKRING I EUROPA – OGSÅ I SOLFATARA-KRATERET NÆR VESUV, POMPEI OG NAPOLI

Da der forleden var jordskælv i Jylland rejste det øjenbryn herhjemme, fordi skælv så sjældent ses på vores breddegrader. Men faktisk har der i de seneste par uger været flere mindre skælv rundt omkring i Europa, især i Grækenland, Tyrkiet og i Syditalien – sidstnævnte sted var skælvene koncentreret til det vulkanske område omkring Solfatara-krateret, som ligger nord for Napoli og under sin skorpe rummer Europas største og farligste supervulkan.

I tirsdags kunne jeg se at flere af mine Facebook-venner i Napoli skrev på deres væg:”MÆRKEDE I DET? TINGENE RYSTEDE I MIN LEJLIGHED”. Der var to af slagsen lige efter hinanden, men heldigvis er disse småskælv harmløse og en integreret del af det at bo i jordskælvsplagede regioner som Campania, Molise og Abruzzo. Lokalbefolkningen har dog samtidigt lært at være fornuftigt vågne overfor den fare, som de potentielt bor lige op og nedad. Napoli (og Etna længere mod syd på Sicilien) ligger nemlig lige på grænsen mellem den afrikanske og europæiske kontinentalplade, der med mellemrum bevæger sig når førstnævnte maser sig ind under Europa. Og i maj måned blev der målt et mindre skælv direkte nede i Vesuvs krater.

Begge skælv blev i tirsdag målt til cirka 2.5 på Richterskalaen og havde deres epicenter i Pozzuoli, blot 2 kilometer under jorden lige der, hvor Solfatara-krateret ligger. Pozzuoli har igennem århundreder været påvirket af det faktum, at byen ligger lige ovenpå supervulkanen, der breder sig ud under hele Napolibugten. Havet kan koge og slippe svovlgasser op til vandoverfladen, og der åbner sig løbende nye sprækker ned til lavaen, hvilket er helt normalt for slumrende vulkaner.

Foto: Et af Vesuvs udbrud cirka 1775, set fra Portici, malet af Joseph Wright of Derby. Wikipedia.

TEMA-AFTEN OM NAPOLI

Onsdag den 3 oktober klokken 18.30 samles der en nørdet gruppe på Københavns Universitet Amager for at fortælle, lytte og lære mere om den fascinerende by Napoli. Arrangementet er stablet på benene af italiensk kandidatforening, som jeg er medlem af, og ALLE er velkomne, OGSÅ dem uden en uni-grad i italiensk – og jeg vil som en af de 4 oplægsholdere fortælle om Napolis fantastiske femminiello-fænomen, hvor mænd på helt særlig vis udlever deres kvindelige side i tråd med en ældgammel tradition, der overraskende nok også har med Madonnaen at gøre. Nysgerrig? så kom med!

Du finder mere info HER – personligt glæder jeg mig rigtig meget til både at møde min gamle specialevejleder, dygtige Gert Sørensen, som skal fortælle om Napolis udvikling fra hovedstad til udkantsområde, og Pia Laustsens analyse af byen Napolis rolle i Elena Ferrantes nu verdensberømte romanserie derfra. Det hele koster rørende 20 kr person, som kan betales i døren. Jeg håber at vi ses!

MATILDE SERAO OG NAPOLIS UBESKREVNE KVINDELIV

Hvis man tror at Elena Ferrante er den eneste napolitanske forfatterinde med punch, så skulle man beskæftige sig med journalisten, essayisten og forlæggeren Matilde Serao, som i det 19 og 20 århundrede var en af Napolis vigtigste skribenter og stadig udgør en kæmpe inspiration for kvindelige forfattere fra Syditalien. 4 gange var hun nomineret, og ligeså mange gange gik hun glip af en Nobelpris i litteratur – blandt andet fordi fascisterne trak Matildes kandidatur tilbage grundet hendes glødende kritik af regimet.

Matilde blev født i Grækenland i 1856 af napolitanske forældre og flyttede som ung tilbage til Napoli for at undervise. Her oplevede hun den dybe forarmethed, som mange napolitanere levede i, og hun havde især et blik for kvindernes og børnenes kår og den sociale uretfærdighed, der ikke var blevet mindre siden Italiens samling. Inspireret af den syditaliens realisme-bevægelse indenfor litteraturen kaldet Verismo, satte hun sig for at beskrive folkedybets realiteter, og hendes noveller og artikler blev både udgivet i bog-og avisformat.

I 1892 grundlagde hun sammen med sin mand avisen Il Mattino, der endnu idag er en af Syditaliens mest læste, og sin egen avis Il Giorno, hvilket gjorde hende til verdens første kvindelige avisejer.

Jeg har selv stiftet bekendtskab med Matilde Seraos både smukke og gribende historier i hendes nok mest berømte værk til dato, nemlig Il Ventre di Napoli – Napolis Mave – fra 1884, hvor hun efter en buldertale i indledningen mod de italienske politikere, der ignorerer og udnytter byens fattigdom, på næsten antropologisk vis beskriver de fattiges hverdag.

Som kvinde giver hun et unikt indblik i en feminin hverdag, som dengang var ikke-eksisterende i den italienske litteratur, og beskriver på finurlig vis byens kvindesammenhold som den egentlige sociale lim mellem størstedelen af af Napolis miserable befolkning.

il ventre

Mest gribende måske er hendes ord i afsnittet ‘Barmhjertighed’, hvor hun beskriver hvordan der eksisterer forskellige grader af fattigdom, og hvor den mindre fattige kvinde hjælper den, der har det værre end hende – også når det kommer til modermælk:

“Ingen kvinde, der går og spiser i gaderne, kan se et barn standse og betragte hende, uden at give det noget at spise. Når en gravid kvinde standser på vejen, får hun straks tilbudt føde af de forbipasserende, uden at hun har spurgt om det. Hvis en fattig kvinde spiser macceroni med stærk ost på, vil hun straks tilbyde sit kogevand til en endnu fattigere medsøster, som så kan hælde vandet udover sit hårde brød og derved få lidt smag af pasta.”

“En anden type barmhjertighed er denne: en moder var alt for svag til at få mælk i sin barm. Men der var altid en veninde eller en fremmed, der kunne amme det alligevel. Tre gange om dagen bar kvinden med det tørre bryst barnet til den lykkelige mor, og så satte de sig begge ned på dørtrinet og betragtede babyen, der sugede livet til sig. Man skal have set sådan en scene for at forstå dens storhed, have hørt den lave stemme, hvormed den tørlagte moder hvisker sin velsignelse til sin medsøster:”Må Herren velsigne dig for den barmhjertighed, du viser dette barn”. Pludselig en dag er der ikke længere brug for ammemoderens mælk, og hun lider ved ikke at se barnet, så hun opsøger det mens det vokser, nogle gange har hun et stykke frugt med til det, eller en amulet. Et barn har to mødre. “

En dør i døren i Napoli

Overalt i Syditalien finder man husporte, men intet andet sted end i Napoli vokser de sig så enorme, at de synes groteske i forhold til resten af gadebilledet og udgør Alice-i-eventyrland-ragtige tableauer, hvor nøgler drejer i en dør i døren, og mennesker forsvinder for at vende ændrede tilbage.

Det var under spaniernes dominans i Syditalien at de gigantiske ’portoni’ blev en del af byernes fysiognomi, og med det nye herrefolk fik hele landsdelen et nyt, energisk pulsslag, der fra 1600-tallet og frem bibeholdt samfundet i en feudal skruestik, men samtidigt pumpede moderne koncepter som industri, kapitalisme, sanitet og hygiejne rundt i alle hjørner af sydens gamle krop.

Napoli blev centrum for kongen og det nye, spanske aristokrati, der opførte pragthuse støttet af giganter med spændte blomkålsmuskler langs Via Toledo, i det historiske centrum, der endnu i dag har bibeholdt sit 2000-årige, græske vejnet, og i Sanità-kvarteret, som dengang blev anlagt lige udenfor byporten i den sundere luft – deraf navnet, ’det rene sted’.

Her blandt kvarterets absolutte forfald befinder der sig endnu et af byens smukkeste huse fra dengang, nemlig Il Palazzo dello Spagnolo, hvis åbne, dobbelte trappesystem gentages i flere af Napolis fornemste komplekser. Her kunne husets beboere møde omverdenen og hinanden i trappernes finurlige hjørner i en arkitektur, der på perfekt vis imødekom napolitanernes forkærlighed for teatralsk iscenesættelse.

Disse huse skulle naturligvis have et passende indgangsparti, og gigantiske porte ud til gaden blev opført i deres ære. Mange af dørene havde rundede isser, så de passede ind i de buede, murede portåbninger. De blev lavet i massivt tømmer, som blev fragtet hertil fra baglandets tætte skove, men variationer over temaet var også tilladte: således blev en hær af smede sat i værk for at bøje halvmåner af jern, der kunne udfylde det øverste parti, i fald at døren skulle være firkantet.

Det har i dag gjort Napoli til en by med hundredevis af glorier, der stråler fra portåbningernes isser og igennem deres filigran giver kig til baggårdenes skygge.

Det er som om der er igennem tidens store sandur er gået en logik tabt siden man opførte disse enorme dørpartier. Dels synes de unødvendigt høje – ja helt op til 6 meter i huse, der ikke engang virker særlig fornemme og har så få etager, at nogle af husenes porte når helt op til taget.

Historikere har forsøgt at forklare deres højde udfra størrelsen på de spanske vicekongers hestevogne, der fuldt udstyret med kæmpehjul, kuske og strudsefjer fyldte godt i gadebilledet, og krævede både højde og drøjde omkring sig for at kunne svinge fra gaden og ind i baggården uden at tage for meget af farten.

Men hvis det er korrekt, hvordan kan det så være, at mange af de samme porte samtidigt er markant smalle, og de tilstødende gader ofte så trange, at der kun er få meter over til nabohuset på den anden side? Det virker som et optisk bedrag af dimensioner, der højst ville tillade en ponyjumpe at komme helskinnet gennem et sådan sving.

Disse gigantiske porte vedbliver med at fascinerer mig, især på grund af deres lille, indbyggede dør, der virker tilfældigt udskåret i den venstre træfløj, som om nogen havde trukket nogle uvilkårlige linjer henover tømmeret med en blyant, og derefter begyndt at save en firkant i overfladen.  Det er naturligvis den dør, man benytter i hverdagen, så porten ikke skal svinges op i hele sin radius hver gang nogen skal ind og ud. Men for mig virker den med mere som en mystisk faldlem ind til en anden verden, end en egentlig dør.

Fornemmelsen forstærkes af det faktum, at dørens nedre kant ikke flugter med gaden, for døren udgør et regulært hul i den oprindelige port, så man skal løfte fødderne adskillige centimeter over et slags panel, for at komme ind. Der er ej heller noget håndtag at tage fat i. I stedet kommer man ind ved at sætte en meget lille nøgle i mini-dørens eget nøglehul, dreje, så låsen går op, og presse, indtil det massive stykke tømmer lader én falde indad.

Hver gang jeg bevæger mig ind og ud af disse miniaturedøre, der ofte kun er en meter høje og derfor byder deres betvingere at bøje i både knæ og nakke ved gennemtrængningen, kommer jeg til at tænke på en gammel Carl Barks-historie. Anders And og Onkel Joachim er på besøg hos en rig farmer ude på den amerikanske prærie, og da de ankommer til hans gård, skal de ind ad en enorm dør. Anders spørger: ”Hvorfor er din hoveddør så stor?”. Farmeren svarer: ”Fordi dem der besøger mig altid er så høje i hatten”. Joachim og Anders får derefter en rundvisning på bedriften, og farmeren viser dem ind i en lagerhal, hvor hver sæk indeholder én gigantisk kartoffel. På et tidspunkt går den lille gruppe tegneseriefigurer forbi en grusvej, der er pløjet så voldsomt op, at der ligger store bunker jord langs dens sider. ”Hvad er der dog sket her”, spørger Ander bekymret, og får det svar, at farmeren har så mange mænd, at de blot ved én ridetur på vejen har forårsaget erosionen. Tilsidst er rundturen færdig, og Anders peger på en lille udgangsdør, som han knapt selv kan komme ud af. ”Hvorfor er den der dør så lille”, spørger han farmeren, der svarer: ”Det er fordi folk bliver så små, når de har set min bedrift.”

Det er naturligvis umuligt at vide, hvad de syditalienske baggårde gemmer, men når man presser sig ind igennem den lodrette faldlem, bør man vente sig alt: oppustelige svømmepøle, skrottede scootere, Madonna-altre og selv levn fra de samme spaniere, der i sin tid opførte disse boliger. Jeg husker for eksempel hvordan jeg en aften gik henover rådhuspladsen i Siracusa og oplevede et surrealistisk drømmesyn. Porten ind til kommunens baggård stod nemlig åben, og blandt embedsmændenes sodede biler stod en barokkaret parkeret, komplet med røde silkepuder og seletøj til et imaginært hestespand, som om dyrene lige var blevet spændt af og ført i stald. Portneren vinkede mig nærmere, da hun så min undren, og forklarede at den 400 år gamle vogn havde tilhørt Siciliens spanske vicekonge. Nu stod den her, det kunne den ligeså vel som på et museum.

Jeg kan godt lide at forestille mig hvordan de små døre egentlig er en genialitet udtænkt af en særlig sensitiv arkitekt, som kendte til baggårdenes mysterier. Sandt er det at man bag de enorme porte kan finde så forunderlige ting, at man må bøje sig i ydmyghed på vejen ud.

(Fotos: fra Wikipedia, Pinotto999)

 

 

 

 

 

TUREN GÅR SNART TIL NAPOLI – OG DISSE BØGER SKAL JEG HAVE MED HJEM:

Den 9 april tager jeg til Napoli – jeg skal nemlig opdatere Turen Går Til Napoli og Syditalien, men jeg misser aldrig muligheden for at købe bøger med hjem, der på én eller anden måde kan kaste nyt lys på det syditalien, som jeg elsker. Hvis du selv mangler lidt inspiration til bøger om Syditalien, så kig lige med her på top 3 på min aktuelle bogindkøbsliste:

L’arminuta af Donatella Di Pietrantonio

Det er Abruzzo som agerer kulisse i denne prisbelønnede roman fra 2017, som Donatella di Pietrantonio har skrevet om en kvinde, der vender hjem til sin barndoms lanlarminutadsby. ‘L’Arminuta’ er netop abruzzesisk for ‘den tilbagevendte’, og handler om moderskab, det kropslige, familiebånd og tilknytning. Jeg glæder mig til at læse den og i tankerne vende tilbage til de bjerglandsbyer, som Abruzzo er så fuld af.

 

La pelle af Curzio Malaparte

her har vi at gøre med en rigtig Napoli-klassiker, der udspiller sig i 1943 dengang de allierede ankom til byen efter flere år i fascismens greb. Vi lærer om ‘Napolis 4 dage’, da befolkningen tog sagen i egen hånd og jagede både tyskere og fascister på porten. Det er både en historie om Napoli, Italien og Europa i tiden efter 2 verdenskrig, og denne sætning fra værket siger det perfekt: “Hvad forventer i at finde i London, Paris eller Wien? I vil finde Napoli. Det er Europas skæbne at blive til Napoli.”

la pelle

Made in Naples af Angelo Forgione

– hvordan Napoli har civiliseret Europa. Hvis du kunne tænke dig et anderledes, historisk perspektiv på hvor vigtig Napoli har været for den vestlige civilisations udvikling, så bør du læse denne bog. Ifølge Forgione var det nemlig i Napoli, at man allerede i 17-og 1800tallet opfandt mange af de samfundsmæssige begreber, som vi idag tager for givet, såsom sanitet, bankkonti, cafeér, affaldssortering, lighed for loven, pengesedler, etc.

made in naples

Poggioreale er et helvede

I Poggioreale, et af Napolis mest berygtede og forarmede kvarterer, spadserer man ikke på fortovene, når mørket falder på. Man løber. Spæner, så hurtigt, man kan, for at nå hjem i tide.

Alt efter hvor meget frygten har greb i én, gør man sig umage med ikke at støde ind i dem, der løber den modsatte vej – alle er trods alt i samme båd og har sat tempoet op for at undgå et overfald.

Ligger panikken kun som en sten i maven, har man måske overskud til at dreje sin torso, og give plads til de flygtende, alt imens man selv bevæger sig afsted i høj fart. Men er frygten så stor, at den er kravlet op igennem spiserøret og nu ligger på tungen, hvor den udspyr galde og blod og gør munden til et syrebad, er der ikke megen plads at give af. Så rammer man skuldre, arme og hænder for at nå sin hoveddør og alle de mennesker bag den, der uroligt venter på ens hjemkomst.

At jeg i disse dage ubønhørligt vender tilbage til mit eget møde med Poggioreale, er Elena Ferrantes skyld. Den mystiske, napolitanske forfatter uden ansigt og stemme, der kun giver sig til kende igennem sine bøger, og lige nu er verdensaktuel med den sidste bog i sin Napoli-serie. Om pigerne Elena og Lila, der vokser op i efterkrigstidens kaos af sortbørs, sult og fattigdom i et dødsensfarligt kvarter.

Det kvarter kunne sagtens være Poggioreale, med kriminaliteten som levegrundlag og volden og aggressionen som levevilkår. Men stedet spiller i teorien ingen rolle. For den vigtigste sætning, Ferrante endnu har overdraget mig fra sit litterære univers, og som var dén, der ved læsningen af hendes bog ’Min Geniale Veninde mere end noget andet katapulterede mig tilbage til Poggioreales groteskheder, hæver sig op over bygninger, adresser og vejnavne, og handler om helt andre grænser. Den handler om Elena, der i en alder af cirka 10 år hører rygter om noget vidunderligt. Man har nemlig fortalt hende, at der findes noget blåt et sted, noget, der bliver kaldt havet.

På sprogskole i Salerno

Det var helt tilfældigt, at jeg i år 2000 havnede i Poggioreale: jeg gik på sprogskole i byen Salerno, og fik en veninde, Angela, hvis familie boede i Napoli blot 50 kilometer derfra. Hun inviterede mig med på besøg, så vi tog toget til hovedbanegården på Piazza Garibaldi. Her skulle jeg, på præcis samme sted, om 3 år modtage falske pengesedler af en taxachauffør. Men det hører en anden tid (og en anden historie) til, og nu ankom Angelas onkel i en bil, der lige netop blev holdt sammen af gaffatape.

Han fragtede os østpå, hvor bygningerne med ét skiftede karakter: væk var de støvede men statelige belle epoque huse, der præger Napolis centrum, til fordel for et betonlandskab med lave barakker. Upudsede huse i ét plan, der fik strækningen langs den hullede vej (hullet, som i afgrundsdyb: noget, der lignede granatsprængninger, havde efterladt gabende perforeringer i kvarterets asfalthud, og kørte vi i et af dem, ville vi ikke kunne komme op ved egen hjælp) til at ligne noget fra en koncentrationslejr.

1280px-Carcere_Poggioreale
Poggioreale-fængslet blev bygget i 1914 til 700 fanger. I foråret 2016 landede de officielle tal på ca. 1900 indsatte – kritikere siger, at nummeret er dobbelt så højt, hvilket gør Poggioreale til Europas mest overfyldte. Foto: Mischa004 fra Wiki Commons.

En stor del af strækningen var desuden domineret af en høj, grå stenmur – flanken på Poggioreales berygtede fængsel. Angelas familie boede lidt bag hovedvejen i et højhus med smuldrende altaner, der vendte mod Vesuvio. Aftenen var ved at falde på, og vulkanen blinkede allerede fosforescerende, som en gople fra de store dybder. Ikke optændt af ild, men af elektriciteten fra alle de ulovlige byggerier, som la camorra, den napolitanske mafia, har opført til de allerfattigste, der kun har råd til at bo direkte på en tikkende lava-bombe. Her fra altanen slår onklen stumt ud mod sceneriet, der synes at vibrere. Ligeså meget på grund af hede og luftforurening, som af min egen skræk for at træde ud på den sprøde beton.

Som skibsstavne fra et eksotisk kontinent

Angelas to magre fætre havde spillet Money For Nothing af Dire Straitsrepeat, så det gjaldede i gasbetonen, lige siden vi kom indenfor i lejligheden, og de blev vores kavalerer i resten af det døgn, vi skulle tilbringe i Napoli. Men jeg så aldrig deres øjne – de var konstant skjulte af solbriller, hvis overflader kastede alt, hvad der spejlede sig i dem, tilbage, ud i rummet.

De tog os først med ned på gaden og hen langs fængslets mure, hvis hjørner var afsluttede med vagttårne i panserglas, rundt om de snoede hundelorte på asfalten og forbi en kirkegård, hvor den sære, afventende stemning, som prægede hele kvarteret, en følelse af, at et eller andet uundgåeligt snart ville indtræffe, kulminerede i det foruroligende syn af vandaliserede gravstene.

Folk lå på dem, hang op ad dem, i tavs inerti. Ja, det husker jeg også. Ligeså usædvanligt, som det var at se en hærget kirkegård i et land, der ellers anser sine afdødes gravfred for absolut hellig, var det at opleve stilheden. Ikke den slags ro, der kommer ud af meditativ fordybelse, men rettere den, som har sit rodnet i indre kaos og spredning væk fra kernen.

Den ene fætter sparker til en papirspose med et ordentligt lods, som stod han midt på grøntsværen i Napolis fodboldstadium, og ud flyver en kattestor rotte. Den lander midt på kørebanen, ligger et øjeblik paralyseret, og flygter så bort langs fængslet. Og kigger man op over den mur, der omkranser detentionen, dukker de sorte skyskrabere fra Centro Direzionale frem på himlen som skibsstavne fra et eksotisk kontinent. For Poggioreale ligger lige op ad Napolis finansdistrikt, og der er blot en kort spadseretur derhen.

Blandt de pompøst anlagte glasbygninger og friserede hække er det første, vi lægger mærke til, en metalkopi af Leonardo da Vincis Den Vitruvianske Mand. En af fætrene springer hen til statuen, og jeg ser pludseligt mig selv afbilledet, idet jeg instinktivt kigger efter hans øjne bag spejlbrillerne, men i stedet må betragte mit eget ansigt, grotesk forvredet på deres konvekse flade.

Knægten, der ikke kan være mere end 20, løfter sine arme og holder dem helt ud fra kroppen for at mime statuens positur. T-shirtens ærmer smøger sig tilbage ved bevægelsen og afslører armhuler, hvis få hår allerede er ved at gråne.

Det nødvendige løb

Om aftenen besøger vi det mondæne Pozzuoli, strandene med deres kolde sand og bleggule brændinger, centrum. Os alle som turister: Jeg og Angela som udefrakommende, men med vores to drenge som de virkelige fremmede. Og så er det om aftenen, at vi ankommer til hovedbanegården, og med nød og næppe slipper ud derfra, inden man lukker selve stationen af med lænker. Drejer dem om dørhåndtagene indefra, for at forhindre indbrud og hærværk. Vi tager bussen til Poggioreale, stiger ud, og ser Angelas 2 fætre sætte i løb.

Og da jeg opdager, at folk på det modsatte fortov gøre det samme, forstår jeg først rigtigt, hvad det vil sige at bo i et kvarter, der i meter ligger klods op ad det moderne, mytiske og elskelige Napoli, men er lysår fra at kunne overstige sine egne, indre grænser.

Det rystende var derfor ikke løberiet i sig selv. Det var erkendelsen af dets nødvendighed, der slog imod mig som trykket fra et passerende godstog, og et øjeblik fik mig ud af balance, der, på fortovet.

1024px-Spaccanapoli_da_s_Elmo_1050131
Napoli er kontrasternes by: sydøst for det historiske centrum rager skyskraberne fra byens finansdistrikt i vejret – Poggioreale befinder sig lige bag dem. Foto: Lalupa fra Wiki Commons.

Hos Elena Ferrante har Elena og Lila aldrig set havet, skønt de bor i en havneby omgivet af vand. Ligeså lever man i Poggioreales isolerede virkelighed under forhold, der blot et par gader derfra ville synes groteske, umenneskelige, og som endnu sætter tårnhøje barrierer for den enkelte beboers frihed og udsyn.

Jeg følger stadigvæk tingenes tilstand i Poggioreale. Forleden så jeg et filmklip, hvor eks-fanger fra kvarterets fængsel marcherede rundt foran dets indgangsport. De demonstrerede mod detentionens horrible forhold. Fængslet er det mest overfyldte i Europa, og én af demonstranterne havde presset et skilt ind mellem barrerne i det gitter, som afskærmer døren.

Der stod: ”Dante har skrevet om 3 dødsriger. I Poggioreale kender de kun til ét af dem, Helvede.”