Category Archives: NAPOLI

Stregaprisen 2019: Antonio Scuratis kontroversielle bog ’M – en søn af århundredet’ beskriver for første gang Mussolini og fascismen i en roman. Hvor intet er opdigtet.

Er det genialt eller katastrofalt? Er han fascist eller anti-fascist? Og er det overhovedet muligt at give Benito Mussolini et menneskeligt ansigt? Den napolitanske forfatter Antonio Scurati er indstillet til Italiens største, litterære pris, Premio Strega, der siden 1988 har hædret Italiens bedste forfattere. Men både indstillingen og hans værk: ’M – il figlio del secolo’  har vækket forargelse i Støvlelandet. Scurati gør nemlig det, ingen før har turdet: det 839 siders lange værk, der faktisk kun udgør første bind i en trilogi om Benitos liv og levned i magtens greb fra 1919-1943,  beskriver Il Duce via fiktionen, med alle romanens sproglige træk og finesser, som gør den fattige mand fra Romagna til kød og blod.

Således beskrives Scuratis mission på bogens første side:

”Han er som et dyr, der opsnuser den tid, der kommer, han lugter til den, og det han lugter, er et ødelagt Italien, som er træt af den politiske kaste, det lidende demokrati, de uduelige og medskyldige moderater. Så han gør sig til leder af de uregerlige, de håbløse, pyromanerne, de ’rene’, de dummeste og de hårdeste. I en rapport fra 1919 bliver han selv beskrevet som ’intelligent, med et stærkt helbred på trods af sin syfilis, sensuel, følsom, modig, let ved både at vække sympati og antipati, meget ambitiøs, bund-sentimental.’ Han er Benito Mussolini, forhenværende, afsat formand af det socialistiske parti, en ubeskyttet, politisk agitator og leder af en lille modstandsavis. Han ville have været en romanfigur hvis ikke han havde været den mand, der mere end nogen andet har plettet Italien med blod. Essayisterne har dissekeret hvert et øjeblik af hans liv. Men ingen har behandlet parablen om Mussolini og fascismen som en roman. En roman – og dette er det afgørende punkt – hvori intet er opdigtet.”

For Antonio Scurati har taget sine forholdsregler og insisterer igennem hele værket på udelukkende at basere sin fortælling på kildemateriale, utallige historieoptegnelser, notater, billedmateriale og vidneudsagn, som Scurati har pløjet sig igennem inden han satte sig til tasterne. Det er også sådan, romanen grafisk set er opbygget: af breve, optegnelser, digte, referencer og citater fra datidens største og mindste deltagere i historiens gang, som via førstehåndsberetninger har beskrevet Mussolini.

Når alt dette er sagt er det usædvanligt at læse romanens første linjer, hvor Scurati bruger Mussolini som fortæller i første person. Første kapitel starter således:

”VI står og kigger ud på Piazza San Sepolcro. der står 100 spredte personer, alle mennesker, der ikke tæller. Vi er få, og vi er døde. De venter på, at jeg taler, men jeg har ikke noget at sige. Scenen er tom, oversvømmet af 11 millioner lig, et hav af kroppe – stinkende og rådne og hevet op af skyttegravene  i Carso, Ortigara, Isonzo. Vores helte er allerede blevet slået ihjel, og de vil blive det. Vi elsker dem lige til det sidste, uden forskel. Vi sidder ovenpå den hellige bunke af døde. Den realisme, der altid følger i kølvandet på en oversvømmelse, har åbnet mine øjne: Europa er efterhånden en scene uden roller.”

I et interview i New York Times har Antonio Scurati udtalt, at hans roman søger at trække Mussolini ud af den fiktion, som historien i sig selv repræsenterer: ”I den italienske bevidsthed er Mussolini blevet en slags totem, et menneske med stor karisma, en slags pervers fædrelandsfigur, som vi har undertrykt. Denne bog har trukket ham ud af den undertrykkelse.”

Romanen er højaktuel i kølvandet på den nationalistiske højredrejning, som lige nu foregår i både Italien og andre lande i Europa, og Jonathan Collins, direktøren for forlaget HarperCollins, der har købt de engelske rettigheder af forlaget Bompiani, glæder sig til at oversætte værket, der ifølge ham ”er pligtlæsning for enhver, der interesserer sig for det 20 århundrede (…). Bogen er en tidløs undersøgelse af hvordan fascisme kan slå rod i et samfund.”

’M – il figlio del secolo’ er så meget i vælten at værket nu også bliver lavet til en tv-serie af det selv samme produktionsselskab, som har haft stor succes med filmatiseringen af Elena Ferrantes Napoli-romaner. Men inden det sker kan vi glæde os til den 3 juli, hvor vinderen af Strega-prisen bliver afsløret i Rom. Du kan høre et interview på italiensk med Scurati om hans kontroversielle værk HER.

Antonio Scurati er født i Napoli i 1969 og uddannet i filosofi ved universitetet i Milano. Idag arbejder han som forfatter, underviser og forsker ved universitet i Bergamo og koordinator ved centret for krigslingvistik og vold.

Strega-prisen 2019 – 4 syditalienske værker er nomineret:

12 finalister er blevet nomineret til den prestige-fyldte Strega romanpris, der siden 1947 er blevet uddelt i Rom, og hylder årets bedste, italienske prosa. I 2019 er følgende værk udvalgt:

  • Valerio Aiolli, Nero ananas (Voland)
  • Paola Cereda, Quella metà di noi (Perrone)
  • Benedetta Cibrario, Il rumore del mondo (Mondadori)
  • Mauro Covacich, Di chi è questo cuore (La nave di Teseo)
  • Claudia Durastanti, La straniera (La nave di Teseo)
  • Pier Paolo Giannubilo, Il risolutore (Rizzoli)
  • Marina Mander, L’età straniera (Marsilio)
  • Eleonora Marangoni, Lux (Neri Pozza)
  • Cristina Marconi, Città irreale (Ponte alle Grazie)
  • Marco Missiroli, Fedeltà (Einaudi)
  • Antonio Scurati, M. Il figlio del secolo (Bompiani)
  • Nadia Terranova, Addio fantasmi (Einaudi)

Jeg vil frem til prisuddelingen den 3 juli tage fat i de 4 syditalienske forfattere – understreget ovenfor – og deres nominerede værker, og give et kort rids af deres spændende bidrag til den italienske litteraturhistorie.

Historien bag Strega-prisen går helt tilbage 1944, hvor ægteparret Bellonci begyndte at holde litterære saloner i deres hjem i Rom, og med hjem fra ejeren af Liquore Strega-fabrikkerne, der producerer den safrangule og søde Strega-likør i Napolis bagland nær Benevento, fik de kapital til at stifte en pris. I dag er Strega-prisen Italiens vigtigste af sin slags, hvis vinderfelt baseres på tilbagemeldingerne ’Søndagsvennerne’ – en læsergruppe sammensat af folk fra hele landet, der siden 1947  med vidt forskellige baggrunde men med stor kærlighed til den italienske skønlitteratur, indstiller  i alt 72 forfattere til prisen. Ud af dem vælges 12, som i sidste ende bliver til én den første tirsdag i juli under ceremonien i Villa Giulia, i Rom.

Foto: LetteratudineNews

”Jeg kradser også for dig”

Han tog sig prompte i skridtet, og sagde:”Gratto anche per te”. Tonefaldet var humoristisk i en erkendelse af øjeblikkets groteskhed: her stod vi i en nøjsom, protestantisk kirke med en anonym kiste imellem os, helt alene, overrumplede.  Men under hans forsikringer lå der alligevel en alvor, en sikkerheds skyld. Man ved jo aldrig. Døden udlignes med livet og den frugtbarhed, der bæres mellem benene.

Syditalien kom  jævnligt til Danmark, nærmere sagt til Allerød, i form af min kæreste Marco, der betragtede den nordsjællandske orden med ligeså forbløffede øjne, som jeg havde beskuet det modsatte i hans hjemby.

Første gang han var på besøg ringede min svigermor spændt og ubønhørligt: det var sommer, og man kunne nærmest fornemme heden emme ud af røret på fastnettelefonen, når hun med læspende istemte råbte (ikke talte): ”Vi er i helvede, Marco, vi er i helvede, vi brænder op!”

Hun fortsatte med at spørge (råbe), indtil Marco roligt sænkede telefonrøret og kvalte talestrømmen, der spruttede, indtil røret ramte afbryderen, og lagde sig til hvile ovenpå telefonens hus. Så gik han ud af havedøren, lagde sig på det kølige parcelhusgræs, og afsatte aftrykket fra Salernos kaos på overfladen af gammel havbund.

Marco var ankommet til en anden dimension, hvor himlen kunne være så uigennemtrængelig blygrå, at det gav ham jetlag; hvor der ingen skodder var for vinduerne, skønt junilyset trængte ind gennem ruderne selv om natten, og hvor han derfor måtte surre tøjstykker om hovedet, for at kunne sove. Det var landet, hvor man spiste en klistret grå masse til morgenmad kaldet havregrød, og hvor en af mine veninders fædre serverede et stykke Gamle Ole med sky, så Marcos fordøjelse gik komplet i stå.  Og så oplevede han, hvordan dansken ( i hvert fald hjemme hos mig) kunne finde på at bruge ruller af toiletpapir på bordet, i stedet for servietter. Han fortalte (heldigvis ikke uden humor), at han aldrig havde oplevet noget lignende.

Marco fik slem halsbetændelse, da vi en kold sommernat cyklede hjem fra Allerød station uden jakker på, og hans mandler hævede så meget, at han knap kunne tale, og vi måtte købe citroner, som han på bedste syditalienske vis skulle gurgle mund i, for at dræbe bakterierne.  Min mor kogte pasta i lange baner for at trøste, og han oplevede den eksotiske, danske pastakultur, hvor spaghettien kommer ind på middagsbordet i sin egen skål som et nøgent og sårbart spædbarn, uden forinden at blive vendt i sauce.

Men det største indtryk, Allerød gjorde på Marco, indprentede sig et så forbløffende sted som i kirken: et af de steder, jeg er kommet mindst gange, men som jeg ikke desto mindre ville vise ham, fordi det meste af den gamle by er blevet fjernet i parcelhusenes og indkøbscentrenes navn, og fordi Lillerød Kirke, med sine røde mursten og solide kampestensvæg, indeholder en særlig, nøjsom skønhed, der ligger langtfra Syditaliens svulstige baroktabernakler.

Jeg aner faktisk ikke hvordan vi fik så let adgang til kisten, som vi gjorde. Måske man aldrig låser af i timerne omkring en bisættelse, men lader den hvide kasse stå oppe ved alteret, inden gæsterne ankommer? I hvert fald kunne vi gå gik direkte ind i kirkeskibet, der var komplet øde, for pludselig at stå ansigt til ansigt med en lukket kiste. Det spartanske, hvidkalkede rum og mørket udenfor gjorde sit til at fremhæve det groteske fund, men mens jeg blot syntes det var mærkeligt og lettere upassende, blev Marco med ét bleg. Så greb han sig i skridtet og udtalte de magiske ord, som var det en besværgelse: ”jeg kradser også for dig.”

I Syditalien er døden omgærdet af en særlig kraft. Af samme grund har man indhyllet den i ritualer og overtro, som kan holde de onde kræfter stangen, der især handler om at neutralisere døden med dens modsætning: livet. Menneskets genitalier er symbolet på frugtbarhed, og derfor har mænd i århundreder taget sig til skridtet, når de på sin vej mødte et begravelsesoptog, eller når man trådte ind i et lokale, hvor en afdød lå til skue. Det er den selv samme ikonografi, der ligger bag brugen af vædderhorn som amuletter i byer som især Napoli og Palermo. De bæres enten om halsen som smykker, hænges under bilerne eller pynter væggene og spejles i den ultimative gestus mod det onde, nemlig den knyttede hånd, der med stiv pege-og lillefinger løftes mod den besværgende, ’per fare le corna’.

At opleve overtroen i fuld vigør, indsat som en betydningsbærer i den uigennemskuelige hverdag, som Syditalien stadigvæk er præget af, giver god mening i øjeblikket, ligegyldig hvor grotesk det virker. Selvom mange af ritualerne stammer helt tilbage til de grækere, som indtog Syditalien for 2500 år siden, har tingene på nogen planer ikke forandret sig en tøddel: dengang sikrede man sig mod ulykker i kølvandet på krige, epidemier og naturkatastrofer. I dag hidkalder man Madonnaen, kradser sig i skridtet og kaster salt over skulderen for at lempe sig igennem et liv, hvor mysterierne stadig står i kø, udløst af Statens og korruptionens lunefulde djævelskab.

Det ultimative syditalienske vidunder er det faktum, at ingenting er, hvad det synes.

Illustration: I Napoli har såkaldte ‘scaramantici’ i århundreder gået rundt i gaderne og med vædderhorn, hvidløgsranker og dåser med rygende røgelse fjernet forbandelser fra butikker og indbyggere. Billedet er taget i 60’erne. Fra Wikipedia.

Pizza og pizzo i Via Tribunali: Bagerne i Napolis pizzagade bryder tavsheden om børne-mafiabanderne der ‘afpresser dem som citroner’

De kommer og kræver 100 euro om ugen i støtte til kvarterets familier med fængslede slægtninge, så er der de 5000-10.000 euros, som pizzabagerne presses til at betale til jul og påske, og falder pengene ikke prompte, bliver der skudt mod pizzeriaernes vinduer og udløst bomber i gyderne.

I omkring et årti har nogle af Napolis mest berømte pizzeriaer kæmpet med undertrykkelse fra ‘la paranza dei bambini’ – en helt særlig gren af den napolitanske mafia, hvor teenagere helt ned til 13-15 års-alderen agerer mafiosi og terroriserer handelen i byens gamle centrum. Trods den unge alder er de ikke blege for at slå ihjel, og derfor har de kunnet chikanere agtværdige etablissementer som Pizzeria Di Matteo og endog selveste Pizzeria Sorbillo – to steder, der er verdensberømte for deres originale pizzaer, og som i årtier har ligget i Napolis absolutte gastronomiske elite hvad angår folklore, historie og tradition.

Via Tribunali har også navnet Decumanus Maximus og stammer fra det over 2000 år gamle vejnet fra dengang grækerne grundlagde Neapolis, ‘den nye by’.

Men nu er det kommet frem at stederne i lang tid har været afpresset af de såkaldte ‘baby-gangs’ – dråben, der fik bægeret til at flyde over, var hændelsen natten mellem den 25 og 26 februar, hvor der blev affyret adskillige skud mod di Matteos metal-persienner. Det fik butiksindehaverne til at bryde tavsheden, den såkaldte omertá, som i årtier har været et nøgle-begreb i mafiaens fortsatte overlevelse. Holder man mund, overlever man, men nu gider pizzabagerne i Via Tribunali ikke længere at betalte pizzo, beskyttelsespenge: “Vi bliver afpresset som citroner”, siger en af ejerne hos di Matteo, og fortæller hvordan de såkaldte baby-gangs chikanerer dem ved pludselig at dukke op og hærge og røve al maden på disken: pizzaerne, panzerotti, panini.

Politiet blev tilkaldt og der er nu blevet foretaget afskillige anholdelser i ‘la paranza dei bambini’, hvilket ligger i forlængelse af byens indsats mod netop de hærgende babygangs, som flere steder har taget kontrollen over Napolis underverden.

Via dei Tribunali er personligt en af mine absolutte yndslingsgader i Napoli, skønt den sidste gang, jeg var i byen, tydeligvis har undergået den uundgåelige forandring, som altid skyller ind over et sted, når det kommer ‘in vogue’: i århundreder har Napoli svunget som et pendul mellem optur og nedtur – tydeligst illustreret med byens berømmelse som dannelsesdestination i Guldalderen, hvor blandt andet H C Andersen og Bryggeren valfartede til Napoli for at opleve den oplyste kongeby, der næst efter Paris og London var Europas mest industrialiserede metropol. Napolis nedtur startede ved Italiens samling, og accelererede dels efter 2 verdenskrig, og dels efter det voldsomme jordskælv i 1980, hvor camorraen tjente fedt på bolispekulation og tvivlsomme entreprenøraftaler.

Via Tribunali er fuld af små butikker, pizzeriaer og konditorier, hvoraf flere er blevet presset til at betale beskyttelsespenge til den napolitanske mafia, la camorra.

Via Tribunali ligger i Napolis næstældste bydel I Decumani – kun området omkring Pizzo Falcone nær Chiaia-kvarteret er ældre – der ligger ovenpå det ældgamle, græske vejnet, som blev etableret her for over 2000 år siden, og sammen med nabogyderne udgør et af de mest ikoniske områder i Napoli fuld af forfaldne kirker, små butikker, julekrybbeværksteder og selvfølgelig også pizzeriaer.

I Via Tribunali findes der døre ned til de arkæologiske udgravninger og løbegange under brostenene, som helt op til 2 verdenskrig blev brugt som beskyttelsesrum mod invasioner og bombardementer. Og indtil for blot et par år siden var det det lokale liv, der især karakteriserede stemningen her, mens de få turister, som byen modtog, promenerede ad strøget Spaccanapoli i gaden Via S. Biagio dei Librai ved siden af.

I februar havde filmen ‘La Paranza dei bambini’ premiere, baseret på bogen af samme navn af Roberto Saviano, som tidligere har skrevet om den napolitanske mafia med livet som indsats.

Siden sidste år har ildsjæle som blandt andet pizzabageren Gino Sorbillo stået bag en opfriskning af Via Tribunali, som har resulteret i flere restauranter med turistmenuer på engelsk, vejskilte, der kan hjælpe udlændingene på vej, og nymalede facader. Det er tveægget sværd – for alt imens jeg under napolitanerne at Napoli atter er kommet på folks læber som spændende turistdestination, ønsker jeg jo også, at tingene skal forblive, som de var engang.

Og så alligevel: det er jo netop den dynamiske bevægelse mellem optur og nedtur, der tegner Napolis skæbne, og napolitanerne gør forståeligvis blot hvad de har gjort i århundreder, nemlig udnyttet øjeblikkets potentiale. Det er en distinkt del af napolitaniteten og vil intet grundlæggende forandre, blot understrege byens konstant, som vi elsker, men hvori den kyniske camorra i århundreder har påtvunget sig en rolle med vold og magt. Den vigtige forskel ligger i, at nogen endelig er begyndt at sige tydeligt fra overfor kriminalitetens groteske normalitet.

Ansigt til ansigt med mafiaen – den 31 marts deltager jeg i Syditaliensk Aften under Copenhagen Dox i samtale med Thomas Harder.

Jeg skal prøve noget, jeg aldrig har prøvet før – nemlig tale om mafiaen. For et par ugers tid siden blev jeg nemlig kontaktet af dokumentarfilmfestivalen Copenhagen Dox, der i anledningen af visningen af 2 spritnye, italienske dokumentarer om emnet under CPH DOX søndag den 31 marts ønskede oplæg fra et panel af syditaliensk-kyndige, Jeg var naturligvis glad for at blive talt mellem disse, der udover mig selv også tæller seniorforsker Gert Sørensen fra KUA, oversætter og forfatter Thomas Harder og forfatter Ditte Roslyng, der blandt andet har skrevet bogen Med mafiaen under huden fra 2017.
Efter visningen af den første film og en middag skal jeg sammen med Thomas Harder samtale om mafiaen – og selvom jeg jo allerede har beskæftiget mig med emnet i mine bøger og i mine artikler, har jeg aldrig talt særskilt om mafiaen – så dette bliver den første gang, og jeg glæder mig.
Der er en helt særlig balance, som jeg synes, man skal have for øje, når man tager fat i så følsomt og alvorligt et emne som den iitalienske mafia: dels er det vigtigt at undsige sig de klichéer og romanticeringer, som begrebet er blevet pakket ind i efter årtiers fortolkninger af krimiforfattere og Hollywood-instruktører, og dels bør man også have respekt for den virkelighed,  der også handler om, at Syditalien trods alt er en landsdel i udvikling:
Aldrig har der været så mange lokale initiativer fra både statens og lokalbefolkningernes side som nu, hvor man prøver at gå imod den organiserede kriminalitet: tusindvis af mafiapalæer, landsteder og jorde er i løbet af de sidste par år blevet beslagslagt af den italienske stat og overbragt til de lokale til fordel for landbrugskooperativer og sociale projekter. Og på græsrodsplan laves der netværk som Senzapizzo, hvor sicilianere åbenlyst støtter og promoverer butikker i Palermo, som ikke betaler beskyttelsespenge, og landbrugsprojektet LIBERA, der fra Sicilien har bredt sig til hele Syditalien og nu råder over enorme områder af mafiakonfiskerede hektarer med dyrkning af  økologiske råvarer.
Jeg er ikke en af dem, der har studeret det syditalienske mafiafænomen specifikt. Det er et uudtømmeligt og vigtigt emne, som jeg er sikker på, at mine kolleger i panelet kan fortælle om, mens jeg for min part især ønsker a byde ind med hvordan den syditalienske kultur på godt og ondt rummer elementer, som mafiaen kan udnytte. Disse er historisk funderede og hjulpet på vej af sociale mekanismer, som jo også gør Syditalien til et uimodståeligt sted at være: opmærksomheden overfor hinanden, altruismen, vigtigheden af familien.
Og så har jeg i løbet af de år, jeg har boet og færdedes i Syditalien, oplevet slummen og fattigdommen på egen krop i Napoli-kvartererne Sanita og Poggioreale, og set hvordan mistilliden til staten skaber parallelle systemer overalt i landsdelen. Systemer, der rent faktisk fungerer bedre i hverdagen end det gængse, og dermed kan vokse til det monstrøse.
Nedenfor kommer beskrivelserne af filmene fra programmet – du kan læse mere om tid og sted og købe billet til arrangementet HER.

Camorra

Instruktør: Francesco Patierno

Napoli er mafialand. Få steder den kriminelle underverden haft så meget magt som her. I en film, der udelukkende består af utroligt materiale fra de italiensk tv-arkiver, oprulles byens mørke historie siden 1960’erne. Fattig, voldelig og korrupt – men også med en helt særlig napolitansk karakter, som indbyggerne bærer med stolthed og som den lokale underverden også har taget til sig. Der er flere interne magtkampe og store offentlige blow-outs i den napolitanske camorra, end i de mere lyssky grupperinger mange andre steder.

Byens historie fortalt i billeder er af samme grund en både dramatisk og dybt fascinerende oplevelse. Francesco Patiernos kritikerroste film løfter opgaven til fulde. Ligesom virkelighedens camorra faktisk skabte en vis (voldelig) orden i byens kaos, skaber Patiernos film en samlet fortælling ud af fragmenterne. Og den er virkelig god.

Shooting the Mafia

Instruktør: Kim Longinotto

Hun har dedikeret sit lange liv til at dokumentere den sicilianske mafia – og resten af det sicilianske samfund – i sine uforglemmelige sort/hvide billeder. Fotografen Letizia Battaglia lever farligt, til gengæld lever hun livet fuldt ud! Den nu 83-årige Battaglia er mere streetwise end de gangsterspirer, hun fortsat fotograferer og hænger ud med. Og så kan hun fortælle historier.

Den kvindelige doku-veteran og CPH:DOX-vinder Kim Longinottos portræt får det hele med. Billederne, fortællingerne og Battaglia selv i både close-up og fuld figur. Hun startede først for alvor som fotograf da hun var i midten af 30’erne og var ved at opdrage sit tredje barn. Og hendes livsværk på over 600.000 fotografier (hvoraf vi her ser de absolut bedste) er ikke blot en overvældende skildring af Siciliens historie på godt og ondt. De var også med til at sætte en stopper for Cosa Nostras voldelige regime. Men når man ligefrem hedder ‘kamp’ til efternavn skal der også meget til at stoppe én.

Hovedfoto: Fra Kim Longinottos film Shooting The Mafia, 2018, Copyright: Kim Longinotto.


Napolis tredje køn og ‘La juta dei femminielli’

Mens vi i Danmark fejrer kyndelmisse i de første dage af februar, fester man i Napoli og bagland for den fascinerende, Sorte Madonna af Montevergine. Festlighederne den 2 februar kaldes La Candelora  eller ‘La juta dei femminielli’ og er blandt de mest specielle i hele Syditalien. Mamma Schiavona, som hun også kærligt kaldes af italienerne, hyldes nemlig af homoseksuelle, transseksuelle og de såkaldte napolitanske femminielli fordi hun er deres beskytter.

Hvert år trækker La Candelora tusindvis af tilbedere fra hele Italien og den katolske verden, der ser Madonnaen som en trøst og et lys i et samfund, som mange i Italien mener er blevet markant mindre rummeligt igennem de seneste år.

En femminiello er en såkaldt ’feminiseret mand’, der tiltrækkes af andre mænd, og er i særlig kontakt med sin kvindelige side. Dog er det alt for forhastet blot at kalde ham homoseksuel. En femminiello udmærker sig ved forskellige karaktértræk, der helt udelukker ham fra sædvanlige kategorier som transkønnet og transvestit: i stedet glider en femminiello uhindret frem og tilbage mellem sin maskuline og feminine pol og kan bedre karakteriseres som et flydende køn, der hverken definerer sig selv som mand eller kvinde, men benytter sine attributter efter humør, temperament og situation. Af samme, neutrale grund er han umådeligt populær i private hjem, hvor femminiello’en ofte går til hånde som hushjælp og hjælper med børn, madlavning og rengøring uden at udgøre en seksuel trussel.

Femminielloen Pardadeda fra sidste halvdel af 1800-tallet, klædt i kvindetøj. Fra Wikipedia/Abele de Blasio.

Forskere mener at femminiello-figuren har tydelige rødder tilbage til Magna Gracia, da grækerne indtog Puglia, Basilicata, Calabria og Campania og grundlagde Neapolis som deres nye by i deres nye land. Med sig havde de Kybele – den universelle moderfigur med mudder på kinderne, symbolet på frugtbarhed og kærlighed, der også matchede de syditalienske stammers kultdyrkelse af Moder Jord. For 2500 år siden var Middelhavsområdet religiøst orienteret mod den hellige femininitet, og Kybele blev især populær i Napolis bagland, hvor kønsløse eunukker i kvindetøj og makeup tilbad hendes mørke statue. Tvetydigheden var en vigtig del af den græske spiritualitet –  en af deres guder, Hermaphroditus, var åbenlyst tvekønnet, og Napoli har lige siden også været associeret med havfruemyter – et væsen med et diffust køn, der er halvt menneske, halvt dyr.

Romerne overtog med tiden kulten, og med kristendommens sejr gled Kybele over i Madonnaen af Montevergine – den vigtigste Maria-figur i Avellino-bjergene, som i dag bor  ovenpå resterne af det græske Kybele-tempel og hvis grå ansigt indskriver hende i den katolske tro på ’sorte Madonnaer’ og arven fra Moder Jord, hvis ansigt var farvet mørkt af den selv samme muld, hun skulle befrugte.

En legende, der ifølge nogen stammer fra 1200-tallet, ifølge andre er en legende om en legende, som nogen senere har fundet på i ekstatisk kærlighed til jomfru Maria, fortæller hvordan Madonnaen af Montevergine – også kaldet Mamma Shiavona, Moder Slave – engang reddede to homoseksuelle fra at fryse ihjel. Mændene var blevet jaget op i et træ i Avellino-bjergene midt om vinteren for at bøde for deres forbudte kærlighed. Her frøs de fast til kronen, men Madonnaen så deres lidelser og smeltede isen med en solstråle, så de faldt varmede til jorden og kunne flygte hjem i sikkerhed.

Maleriet af Mamma Schiavona, som hvert år under la Juta bæres rundt i landsbyen Ospedaletto, hvor hendes kirke ligger. Fra Wikipedia.

Hvad enten hændelsen bunder i et virkeligt oplevet Madonna-mirakel, eller om historien blot er et af de utallige, mentale kærlighedsornamenter, som syditalienerne fra tidernes morgen har dekoreret deres elskede Mamma Schiavona med, spiller egentlig ingen rolle, for begge dele fortæller om den respekt, som omgærder denne bøsse-elskende Madonna. I folkloren er hun de homoseksuelles beskytter, og hendes barmhjertighed kulminerer hvert år den 2 februar, når byen Ospedaletto nedenfor Montevergine-bjerget fejrer La Candelora og befolkningen bærer maleriet af Madonnaen rundt på de snævre bjergveje. Festlighederne tiltrækker hvert år tusindvis af italienere fra LGBT-miljøet, der hylder deres beskytter med tamburiner, orgiastisk dans og kastagnetter.

For et par år siden mente den katolske kirke dog at festlighederne blev en kende for hedenske, og forbød La Candelora. Der rejste sig et ramaskrig, og de lokale gejstlige måtte give en undskyldning. Ligesom borgmesteren i Ospedaletto, der efter bortvisningen af et mandligt kærestepar underskrev et offentligt dekret og i stedet gjorde dem til æresborgere. I dag kalder Ospedaletto sig for Italiens mest åbne by, og har endda indviet Italiens første kønsneutrale toilet. ”Madonnaen modtager og tilgiver alt”, siger man i landsbyerne omkring Montevergine-bjerget, hvor man i århundreder har taget imod homoseksuelle pilgrimme, og respekten for dem og deres Madonna har sammen med femminiello-begrebet skabt en forbløffende rummelig kønskultur i hele Campania-regionen.

Den berømte italienske transpersonlighed Vladimir Luxuria optræder ofte i italiensk fjernsyn og har gjort et stort arbejde for at sætte fokus på køn og seksualitet i Italien. I denne video ovenfor appellerer han og andre under La Candelora 2019 om at stoppe vold og chikane mod seksuelle minoriteter i landet, og der faldt også direkte, politiske bemærkninger: “Vi beder til at Mamma Schiavona fjerner den sorte sky af intolerance, der lige nu hænger over vores land og Europa, at hun frelser menneskeliv, og viser os den bamhjertighed at Salvini imorgen ikke længere er vores indenrigsminister.”

Hovedfoto: Antonello Addeo.

Det skal jeg opleve i Napoli i 2019: overnat i en boghandel, spis som en kejser i Pompei og bad i vulkanske kilder

Der sker hele tiden nye ting i Napoli, og i 2019 er der især 5 ting, som jeg meget gerne vil opleve. Nogle attraktioner er nye, andre har været her i århundreder, men mangler stadig mit besøg. Her kommer min egne, personlige favoritter for det nye år:
Book & Bed i Vomero-kvarteret
Det er allerede en stor trend i Japan, hvor Bed & breakfasts i både Tokyo og Kyoto tilbyder folk at sove i selskab med tusindvis af bøger. Et rent himmerige for bogorme, der allerede har fået boghoteller i Zurich, Paris og i Grosseto i mellemitalien. I Syditalien er trenden dog helt ny, men nu åbner der en Book & Bed i boghandlen Mooks, som drives af det store italienske forlag Mondatori. Stedet åbnede i 2018 og ligner udefra en helt almindelig boghandel, men i år vil man på en etage også tilføje værelser med senge, så man kan overnatte samme sted. Mooks finder du i Via Luca Giordano 158 i det statelige Vomero-kvartér på byens top.
Den romerske kæmpeakvadukt i Sanità-kvarteret
For 2000 år siden var bugten omkring Napoli et sommerparadis for Roms spidser, og det krævede en velfungerende struktur at lede vand rundt i området. Desuden var de bjergrige områder i Napolis bagland fuld af kilder, som man godt kunne bruge vand fra til selve Roms storbadende befolkning, og derfor byggede de romerske kejsere omkring år 0 en enorm akvadukt, der kunne lede vand fra Serino-floden herfra langs bugten ind til Rom.
For blot nogle år siden fandt man resterne af akvadukten under et antikt hus i Napolis Sanità-kvarter, og besøgende kan komme med ind og opleve de meterhøje vægge og søjler, som stadig holder skakten oppe i et imponerende, underjordisk rum.
Spis som en kejser på Caupona-restauranten ved Pompeji
Vi bliver i fortiden. For lige overfor hovedindgangen til ruinerne i Pompei ligger der et helt specielt sted, som man ved første øjekast måske ville tro var en turistfælde, men som dog fortjener ens opmærksomhed: kokkene og tjenerne på dette meget specielle osteria mener det nemlig alvorligt, når de på menuen skriver, at man her kan nyde retter tilberedt efter 2000 år gamle metoder, og når man træder ind på stedet mødes man af Pompei-røde vægge med fresker, træmøbler og en hyggelig, historisk atmosfære.
Maden på Caupona Pompeii Restaurant bliver lavet grundigt og tager udgangspunkt i faktiske opskrifter fra det antikke Rom, og indeholder alt fra skaldyr, fisk, kød og desserter. Er man heldig kan man også tilmelde sig temaaftener, hvor tjenerne klæder sig ud som romere, og hygger om én i restauranten med sang og musik. Se mere på www.caupona.it
Den hemmelige klostergård Chiostro San Marcellino
Studerende på Napolis universitet får sig en ekstra bonus, når de indskriver sig på samfundsfagsstudiet. Deres fakultet er nemlig beliggende i en overdådig, 300 år gammel bygning bygget af selveste mesterarkitekten Luigi Vanvitelli i centrum af Napoli, der i sin tid også opførte det verdensberømte barokslot i Caserta.
Klostergården San Marcellino ligger i forbindelse med Napoli universitets fakultet for samfundsfag og er omkring 300 år gammel. Fra Wikipedia.
Selve fakultetets hjerte er klostergården San Marcellino, der ligger for enden af en elegant dobbelttrappe, er fuld af appelsintræer, springvand og palmer. Besøgende kan også smutte ud og nyde stedet, når de besøger Napolis Paleontologiske Museum, som ligger i samme bygning, og rummer fossiler og rester fra dinosaurer. Fakultetet ligger på pladsen Largo San Marcellino.
Badekomplekset Lido Lo Scoglio udenfor Napoli
Jeg har en god ven i Napoli der er professor, som nu har pensioneret sig selv og bruger næsten al sin tid langs strandene nord for Napoli omkring det gamle, vulkanske område ved Baia og Pozzuoli, hvor det syder og bobler med svovlrige kilder. Paolo, som han hedder, poster hver dag billeder af sig selv i et enormt, rustent kar i havstokken, og jeg skrev til ham og spurgte, hvad pokker han lavede.
På Lido Lo Scoglio kan man bade i store kar i 40graders varmt, vulkansk vand fra undergrunden. Skærmbillede fra Lido Lo Scoglios Facebookside.
“Jeg hygger mig i badekarene ved Lido lo Scoglio”, svarede han, og fortalte, at det lille, intime badested har sine helt egne kilder med svovl og 40 grader varmt vand, som man siden 1947 har kunnet nyde på meget rustik vis i store kar udenfor året rundt, klæde om i tilstødende kabiner og endog spise godt på stedets restaurant. Det skal jeg selv prøve næste gang jeg er på de kanter. Se mere på www.loscoglioristorante.it
Hovedfoto: skærmbillede af foto fra Restaurant Caupona.