Category Archives: NAPOLI

”Jeg kradser også for dig”

Han tog sig prompte i skridtet, og sagde:”Gratto anche per te”. Tonefaldet var humoristisk i en erkendelse af øjeblikkets groteskhed: her stod vi i en nøjsom, protestantisk kirke med en anonym kiste imellem os, helt alene, overrumplede.  Men under hans forsikringer lå der alligevel en alvor, en sikkerheds skyld. Man ved jo aldrig. Døden udlignes med livet og den frugtbarhed, der bæres mellem benene.

Syditalien kom  jævnligt til Danmark, nærmere sagt til Allerød, i form af min kæreste Marco, der betragtede den nordsjællandske orden med ligeså forbløffede øjne, som jeg havde beskuet det modsatte i hans hjemby.

Første gang han var på besøg ringede min svigermor spændt og ubønhørligt: det var sommer, og man kunne nærmest fornemme heden emme ud af røret på fastnettelefonen, når hun med læspende istemte råbte (ikke talte): ”Vi er i helvede, Marco, vi er i helvede, vi brænder op!”

Hun fortsatte med at spørge (råbe), indtil Marco roligt sænkede telefonrøret og kvalte talestrømmen, der spruttede, indtil røret ramte afbryderen, og lagde sig til hvile ovenpå telefonens hus. Så gik han ud af havedøren, lagde sig på det kølige parcelhusgræs, og afsatte aftrykket fra Salernos kaos på overfladen af gammel havbund.

Marco var ankommet til en anden dimension, hvor himlen kunne være så uigennemtrængelig blygrå, at det gav ham jetlag; hvor der ingen skodder var for vinduerne, skønt junilyset trængte ind gennem ruderne selv om natten, og hvor han derfor måtte surre tøjstykker om hovedet, for at kunne sove. Det var landet, hvor man spiste en klistret grå masse til morgenmad kaldet havregrød, og hvor en af mine veninders fædre serverede et stykke Gamle Ole med sky, så Marcos fordøjelse gik komplet i stå.  Og så oplevede han, hvordan dansken ( i hvert fald hjemme hos mig) kunne finde på at bruge ruller af toiletpapir på bordet, i stedet for servietter. Han fortalte (heldigvis ikke uden humor), at han aldrig havde oplevet noget lignende.

Marco fik slem halsbetændelse, da vi en kold sommernat cyklede hjem fra Allerød station uden jakker på, og hans mandler hævede så meget, at han knap kunne tale, og vi måtte købe citroner, som han på bedste syditalienske vis skulle gurgle mund i, for at dræbe bakterierne.  Min mor kogte pasta i lange baner for at trøste, og han oplevede den eksotiske, danske pastakultur, hvor spaghettien kommer ind på middagsbordet i sin egen skål som et nøgent og sårbart spædbarn, uden forinden at blive vendt i sauce.

Men det største indtryk, Allerød gjorde på Marco, indprentede sig et så forbløffende sted som i kirken: et af de steder, jeg er kommet mindst gange, men som jeg ikke desto mindre ville vise ham, fordi det meste af den gamle by er blevet fjernet i parcelhusenes og indkøbscentrenes navn, og fordi Lillerød Kirke, med sine røde mursten og solide kampestensvæg, indeholder en særlig, nøjsom skønhed, der ligger langtfra Syditaliens svulstige baroktabernakler.

Jeg aner faktisk ikke hvordan vi fik så let adgang til kisten, som vi gjorde. Måske man aldrig låser af i timerne omkring en bisættelse, men lader den hvide kasse stå oppe ved alteret, inden gæsterne ankommer? I hvert fald kunne vi gå gik direkte ind i kirkeskibet, der var komplet øde, for pludselig at stå ansigt til ansigt med en lukket kiste. Det spartanske, hvidkalkede rum og mørket udenfor gjorde sit til at fremhæve det groteske fund, men mens jeg blot syntes det var mærkeligt og lettere upassende, blev Marco med ét bleg. Så greb han sig i skridtet og udtalte de magiske ord, som var det en besværgelse: ”jeg kradser også for dig.”

I Syditalien er døden omgærdet af en særlig kraft. Af samme grund har man indhyllet den i ritualer og overtro, som kan holde de onde kræfter stangen, der især handler om at neutralisere døden med dens modsætning: livet. Menneskets genitalier er symbolet på frugtbarhed, og derfor har mænd i århundreder taget sig til skridtet, når de på sin vej mødte et begravelsesoptog, eller når man trådte ind i et lokale, hvor en afdød lå til skue. Det er den selv samme ikonografi, der ligger bag brugen af vædderhorn som amuletter i byer som især Napoli og Palermo. De bæres enten om halsen som smykker, hænges under bilerne eller pynter væggene og spejles i den ultimative gestus mod det onde, nemlig den knyttede hånd, der med stiv pege-og lillefinger løftes mod den besværgende, ’per fare le corna’.

At opleve overtroen i fuld vigør, indsat som en betydningsbærer i den uigennemskuelige hverdag, som Syditalien stadigvæk er præget af, giver god mening i øjeblikket, ligegyldig hvor grotesk det virker. Selvom mange af ritualerne stammer helt tilbage til de grækere, som indtog Syditalien for 2500 år siden, har tingene på nogen planer ikke forandret sig en tøddel: dengang sikrede man sig mod ulykker i kølvandet på krige, epidemier og naturkatastrofer. I dag hidkalder man Madonnaen, kradser sig i skridtet og kaster salt over skulderen for at lempe sig igennem et liv, hvor mysterierne stadig står i kø, udløst af Statens og korruptionens lunefulde djævelskab.

Det ultimative syditalienske vidunder er det faktum, at ingenting er, hvad det synes.

Illustration: I Napoli har såkaldte ‘scaramantici’ i århundreder gået rundt i gaderne og med vædderhorn, hvidløgsranker og dåser med rygende røgelse fjernet forbandelser fra butikker og indbyggere. Billedet er taget i 60’erne. Fra Wikipedia.

Pizza og pizzo i Via Tribunali: Bagerne i Napolis pizzagade bryder tavsheden om børne-mafiabanderne der ‘afpresser dem som citroner’

De kommer og kræver 100 euro om ugen i støtte til kvarterets familier med fængslede slægtninge, så er der de 5000-10.000 euros, som pizzabagerne presses til at betale til jul og påske, og falder pengene ikke prompte, bliver der skudt mod pizzeriaernes vinduer og udløst bomber i gyderne.

I omkring et årti har nogle af Napolis mest berømte pizzeriaer kæmpet med undertrykkelse fra ‘la paranza dei bambini’ – en helt særlig gren af den napolitanske mafia, hvor teenagere helt ned til 13-15 års-alderen agerer mafiosi og terroriserer handelen i byens gamle centrum. Trods den unge alder er de ikke blege for at slå ihjel, og derfor har de kunnet chikanere agtværdige etablissementer som Pizzeria Di Matteo og endog selveste Pizzeria Sorbillo – to steder, der er verdensberømte for deres originale pizzaer, og som i årtier har ligget i Napolis absolutte gastronomiske elite hvad angår folklore, historie og tradition.

Via Tribunali har også navnet Decumanus Maximus og stammer fra det over 2000 år gamle vejnet fra dengang grækerne grundlagde Neapolis, ‘den nye by’.

Men nu er det kommet frem at stederne i lang tid har været afpresset af de såkaldte ‘baby-gangs’ – dråben, der fik bægeret til at flyde over, var hændelsen natten mellem den 25 og 26 februar, hvor der blev affyret adskillige skud mod di Matteos metal-persienner. Det fik butiksindehaverne til at bryde tavsheden, den såkaldte omertá, som i årtier har været et nøgle-begreb i mafiaens fortsatte overlevelse. Holder man mund, overlever man, men nu gider pizzabagerne i Via Tribunali ikke længere at betalte pizzo, beskyttelsespenge: “Vi bliver afpresset som citroner”, siger en af ejerne hos di Matteo, og fortæller hvordan de såkaldte baby-gangs chikanerer dem ved pludselig at dukke op og hærge og røve al maden på disken: pizzaerne, panzerotti, panini.

Politiet blev tilkaldt og der er nu blevet foretaget afskillige anholdelser i ‘la paranza dei bambini’, hvilket ligger i forlængelse af byens indsats mod netop de hærgende babygangs, som flere steder har taget kontrollen over Napolis underverden.

Via dei Tribunali er personligt en af mine absolutte yndslingsgader i Napoli, skønt den sidste gang, jeg var i byen, tydeligvis har undergået den uundgåelige forandring, som altid skyller ind over et sted, når det kommer ‘in vogue’: i århundreder har Napoli svunget som et pendul mellem optur og nedtur – tydeligst illustreret med byens berømmelse som dannelsesdestination i Guldalderen, hvor blandt andet H C Andersen og Bryggeren valfartede til Napoli for at opleve den oplyste kongeby, der næst efter Paris og London var Europas mest industrialiserede metropol. Napolis nedtur startede ved Italiens samling, og accelererede dels efter 2 verdenskrig, og dels efter det voldsomme jordskælv i 1980, hvor camorraen tjente fedt på bolispekulation og tvivlsomme entreprenøraftaler.

Via Tribunali er fuld af små butikker, pizzeriaer og konditorier, hvoraf flere er blevet presset til at betale beskyttelsespenge til den napolitanske mafia, la camorra.

Via Tribunali ligger i Napolis næstældste bydel I Decumani – kun området omkring Pizzo Falcone nær Chiaia-kvarteret er ældre – der ligger ovenpå det ældgamle, græske vejnet, som blev etableret her for over 2000 år siden, og sammen med nabogyderne udgør et af de mest ikoniske områder i Napoli fuld af forfaldne kirker, små butikker, julekrybbeværksteder og selvfølgelig også pizzeriaer.

I Via Tribunali findes der døre ned til de arkæologiske udgravninger og løbegange under brostenene, som helt op til 2 verdenskrig blev brugt som beskyttelsesrum mod invasioner og bombardementer. Og indtil for blot et par år siden var det det lokale liv, der især karakteriserede stemningen her, mens de få turister, som byen modtog, promenerede ad strøget Spaccanapoli i gaden Via S. Biagio dei Librai ved siden af.

I februar havde filmen ‘La Paranza dei bambini’ premiere, baseret på bogen af samme navn af Roberto Saviano, som tidligere har skrevet om den napolitanske mafia med livet som indsats.

Siden sidste år har ildsjæle som blandt andet pizzabageren Gino Sorbillo stået bag en opfriskning af Via Tribunali, som har resulteret i flere restauranter med turistmenuer på engelsk, vejskilte, der kan hjælpe udlændingene på vej, og nymalede facader. Det er tveægget sværd – for alt imens jeg under napolitanerne at Napoli atter er kommet på folks læber som spændende turistdestination, ønsker jeg jo også, at tingene skal forblive, som de var engang.

Og så alligevel: det er jo netop den dynamiske bevægelse mellem optur og nedtur, der tegner Napolis skæbne, og napolitanerne gør forståeligvis blot hvad de har gjort i århundreder, nemlig udnyttet øjeblikkets potentiale. Det er en distinkt del af napolitaniteten og vil intet grundlæggende forandre, blot understrege byens konstant, som vi elsker, men hvori den kyniske camorra i århundreder har påtvunget sig en rolle med vold og magt. Den vigtige forskel ligger i, at nogen endelig er begyndt at sige tydeligt fra overfor kriminalitetens groteske normalitet.

Ansigt til ansigt med mafiaen – den 31 marts deltager jeg i Syditaliensk Aften under Copenhagen Dox i samtale med Thomas Harder.

Jeg skal prøve noget, jeg aldrig har prøvet før – nemlig tale om mafiaen. For et par ugers tid siden blev jeg nemlig kontaktet af dokumentarfilmfestivalen Copenhagen Dox, der i anledningen af visningen af 2 spritnye, italienske dokumentarer om emnet under CPH DOX søndag den 31 marts ønskede oplæg fra et panel af syditaliensk-kyndige, Jeg var naturligvis glad for at blive talt mellem disse, der udover mig selv også tæller seniorforsker Gert Sørensen fra KUA, oversætter og forfatter Thomas Harder og forfatter Ditte Roslyng, der blandt andet har skrevet bogen Med mafiaen under huden fra 2017.
Efter visningen af den første film og en middag skal jeg sammen med Thomas Harder samtale om mafiaen – og selvom jeg jo allerede har beskæftiget mig med emnet i mine bøger og i mine artikler, har jeg aldrig talt særskilt om mafiaen – så dette bliver den første gang, og jeg glæder mig.
Der er en helt særlig balance, som jeg synes, man skal have for øje, når man tager fat i så følsomt og alvorligt et emne som den iitalienske mafia: dels er det vigtigt at undsige sig de klichéer og romanticeringer, som begrebet er blevet pakket ind i efter årtiers fortolkninger af krimiforfattere og Hollywood-instruktører, og dels bør man også have respekt for den virkelighed,  der også handler om, at Syditalien trods alt er en landsdel i udvikling:
Aldrig har der været så mange lokale initiativer fra både statens og lokalbefolkningernes side som nu, hvor man prøver at gå imod den organiserede kriminalitet: tusindvis af mafiapalæer, landsteder og jorde er i løbet af de sidste par år blevet beslagslagt af den italienske stat og overbragt til de lokale til fordel for landbrugskooperativer og sociale projekter. Og på græsrodsplan laves der netværk som Senzapizzo, hvor sicilianere åbenlyst støtter og promoverer butikker i Palermo, som ikke betaler beskyttelsespenge, og landbrugsprojektet LIBERA, der fra Sicilien har bredt sig til hele Syditalien og nu råder over enorme områder af mafiakonfiskerede hektarer med dyrkning af  økologiske råvarer.
Jeg er ikke en af dem, der har studeret det syditalienske mafiafænomen specifikt. Det er et uudtømmeligt og vigtigt emne, som jeg er sikker på, at mine kolleger i panelet kan fortælle om, mens jeg for min part især ønsker a byde ind med hvordan den syditalienske kultur på godt og ondt rummer elementer, som mafiaen kan udnytte. Disse er historisk funderede og hjulpet på vej af sociale mekanismer, som jo også gør Syditalien til et uimodståeligt sted at være: opmærksomheden overfor hinanden, altruismen, vigtigheden af familien.
Og så har jeg i løbet af de år, jeg har boet og færdedes i Syditalien, oplevet slummen og fattigdommen på egen krop i Napoli-kvartererne Sanita og Poggioreale, og set hvordan mistilliden til staten skaber parallelle systemer overalt i landsdelen. Systemer, der rent faktisk fungerer bedre i hverdagen end det gængse, og dermed kan vokse til det monstrøse.
Nedenfor kommer beskrivelserne af filmene fra programmet – du kan læse mere om tid og sted og købe billet til arrangementet HER.

Camorra

Instruktør: Francesco Patierno

Napoli er mafialand. Få steder den kriminelle underverden haft så meget magt som her. I en film, der udelukkende består af utroligt materiale fra de italiensk tv-arkiver, oprulles byens mørke historie siden 1960’erne. Fattig, voldelig og korrupt – men også med en helt særlig napolitansk karakter, som indbyggerne bærer med stolthed og som den lokale underverden også har taget til sig. Der er flere interne magtkampe og store offentlige blow-outs i den napolitanske camorra, end i de mere lyssky grupperinger mange andre steder.

Byens historie fortalt i billeder er af samme grund en både dramatisk og dybt fascinerende oplevelse. Francesco Patiernos kritikerroste film løfter opgaven til fulde. Ligesom virkelighedens camorra faktisk skabte en vis (voldelig) orden i byens kaos, skaber Patiernos film en samlet fortælling ud af fragmenterne. Og den er virkelig god.

Shooting the Mafia

Instruktør: Kim Longinotto

Hun har dedikeret sit lange liv til at dokumentere den sicilianske mafia – og resten af det sicilianske samfund – i sine uforglemmelige sort/hvide billeder. Fotografen Letizia Battaglia lever farligt, til gengæld lever hun livet fuldt ud! Den nu 83-årige Battaglia er mere streetwise end de gangsterspirer, hun fortsat fotograferer og hænger ud med. Og så kan hun fortælle historier.

Den kvindelige doku-veteran og CPH:DOX-vinder Kim Longinottos portræt får det hele med. Billederne, fortællingerne og Battaglia selv i både close-up og fuld figur. Hun startede først for alvor som fotograf da hun var i midten af 30’erne og var ved at opdrage sit tredje barn. Og hendes livsværk på over 600.000 fotografier (hvoraf vi her ser de absolut bedste) er ikke blot en overvældende skildring af Siciliens historie på godt og ondt. De var også med til at sætte en stopper for Cosa Nostras voldelige regime. Men når man ligefrem hedder ‘kamp’ til efternavn skal der også meget til at stoppe én.

Hovedfoto: Fra Kim Longinottos film Shooting The Mafia, 2018, Copyright: Kim Longinotto.


Napolis tredje køn og ‘La juta dei femminielli’

Mens vi i Danmark fejrer kyndelmisse i de første dage af februar, fester man i Napoli og bagland for den fascinerende, Sorte Madonna af Montevergine. Festlighederne den 2 februar kaldes La Candelora  eller ‘La juta dei femminielli’ og er blandt de mest specielle i hele Syditalien. Mamma Schiavona, som hun også kærligt kaldes af italienerne, hyldes nemlig af homoseksuelle, transseksuelle og de såkaldte napolitanske femminielli fordi hun er deres beskytter.

Hvert år trækker La Candelora tusindvis af tilbedere fra hele Italien og den katolske verden, der ser Madonnaen som en trøst og et lys i et samfund, som mange i Italien mener er blevet markant mindre rummeligt igennem de seneste år.

En femminiello er en såkaldt ’feminiseret mand’, der tiltrækkes af andre mænd, og er i særlig kontakt med sin kvindelige side. Dog er det alt for forhastet blot at kalde ham homoseksuel. En femminiello udmærker sig ved forskellige karaktértræk, der helt udelukker ham fra sædvanlige kategorier som transkønnet og transvestit: i stedet glider en femminiello uhindret frem og tilbage mellem sin maskuline og feminine pol og kan bedre karakteriseres som et flydende køn, der hverken definerer sig selv som mand eller kvinde, men benytter sine attributter efter humør, temperament og situation. Af samme, neutrale grund er han umådeligt populær i private hjem, hvor femminiello’en ofte går til hånde som hushjælp og hjælper med børn, madlavning og rengøring uden at udgøre en seksuel trussel.

Femminielloen Pardadeda fra sidste halvdel af 1800-tallet, klædt i kvindetøj. Fra Wikipedia/Abele de Blasio.

Forskere mener at femminiello-figuren har tydelige rødder tilbage til Magna Gracia, da grækerne indtog Puglia, Basilicata, Calabria og Campania og grundlagde Neapolis som deres nye by i deres nye land. Med sig havde de Kybele – den universelle moderfigur med mudder på kinderne, symbolet på frugtbarhed og kærlighed, der også matchede de syditalienske stammers kultdyrkelse af Moder Jord. For 2500 år siden var Middelhavsområdet religiøst orienteret mod den hellige femininitet, og Kybele blev især populær i Napolis bagland, hvor kønsløse eunukker i kvindetøj og makeup tilbad hendes mørke statue. Tvetydigheden var en vigtig del af den græske spiritualitet –  en af deres guder, Hermaphroditus, var åbenlyst tvekønnet, og Napoli har lige siden også været associeret med havfruemyter – et væsen med et diffust køn, der er halvt menneske, halvt dyr.

Romerne overtog med tiden kulten, og med kristendommens sejr gled Kybele over i Madonnaen af Montevergine – den vigtigste Maria-figur i Avellino-bjergene, som i dag bor  ovenpå resterne af det græske Kybele-tempel og hvis grå ansigt indskriver hende i den katolske tro på ’sorte Madonnaer’ og arven fra Moder Jord, hvis ansigt var farvet mørkt af den selv samme muld, hun skulle befrugte.

En legende, der ifølge nogen stammer fra 1200-tallet, ifølge andre er en legende om en legende, som nogen senere har fundet på i ekstatisk kærlighed til jomfru Maria, fortæller hvordan Madonnaen af Montevergine – også kaldet Mamma Shiavona, Moder Slave – engang reddede to homoseksuelle fra at fryse ihjel. Mændene var blevet jaget op i et træ i Avellino-bjergene midt om vinteren for at bøde for deres forbudte kærlighed. Her frøs de fast til kronen, men Madonnaen så deres lidelser og smeltede isen med en solstråle, så de faldt varmede til jorden og kunne flygte hjem i sikkerhed.

Maleriet af Mamma Schiavona, som hvert år under la Juta bæres rundt i landsbyen Ospedaletto, hvor hendes kirke ligger. Fra Wikipedia.

Hvad enten hændelsen bunder i et virkeligt oplevet Madonna-mirakel, eller om historien blot er et af de utallige, mentale kærlighedsornamenter, som syditalienerne fra tidernes morgen har dekoreret deres elskede Mamma Schiavona med, spiller egentlig ingen rolle, for begge dele fortæller om den respekt, som omgærder denne bøsse-elskende Madonna. I folkloren er hun de homoseksuelles beskytter, og hendes barmhjertighed kulminerer hvert år den 2 februar, når byen Ospedaletto nedenfor Montevergine-bjerget fejrer La Candelora og befolkningen bærer maleriet af Madonnaen rundt på de snævre bjergveje. Festlighederne tiltrækker hvert år tusindvis af italienere fra LGBT-miljøet, der hylder deres beskytter med tamburiner, orgiastisk dans og kastagnetter.

For et par år siden mente den katolske kirke dog at festlighederne blev en kende for hedenske, og forbød La Candelora. Der rejste sig et ramaskrig, og de lokale gejstlige måtte give en undskyldning. Ligesom borgmesteren i Ospedaletto, der efter bortvisningen af et mandligt kærestepar underskrev et offentligt dekret og i stedet gjorde dem til æresborgere. I dag kalder Ospedaletto sig for Italiens mest åbne by, og har endda indviet Italiens første kønsneutrale toilet. ”Madonnaen modtager og tilgiver alt”, siger man i landsbyerne omkring Montevergine-bjerget, hvor man i århundreder har taget imod homoseksuelle pilgrimme, og respekten for dem og deres Madonna har sammen med femminiello-begrebet skabt en forbløffende rummelig kønskultur i hele Campania-regionen.

Den berømte italienske transpersonlighed Vladimir Luxuria optræder ofte i italiensk fjernsyn og har gjort et stort arbejde for at sætte fokus på køn og seksualitet i Italien. I denne video ovenfor appellerer han og andre under La Candelora 2019 om at stoppe vold og chikane mod seksuelle minoriteter i landet, og der faldt også direkte, politiske bemærkninger: “Vi beder til at Mamma Schiavona fjerner den sorte sky af intolerance, der lige nu hænger over vores land og Europa, at hun frelser menneskeliv, og viser os den bamhjertighed at Salvini imorgen ikke længere er vores indenrigsminister.”

Hovedfoto: Antonello Addeo.

Det skal jeg opleve i Napoli i 2019: overnat i en boghandel, spis som en kejser i Pompei og bad i vulkanske kilder

Der sker hele tiden nye ting i Napoli, og i 2019 er der især 5 ting, som jeg meget gerne vil opleve. Nogle attraktioner er nye, andre har været her i århundreder, men mangler stadig mit besøg. Her kommer min egne, personlige favoritter for det nye år:
Book & Bed i Vomero-kvarteret
Det er allerede en stor trend i Japan, hvor Bed & breakfasts i både Tokyo og Kyoto tilbyder folk at sove i selskab med tusindvis af bøger. Et rent himmerige for bogorme, der allerede har fået boghoteller i Zurich, Paris og i Grosseto i mellemitalien. I Syditalien er trenden dog helt ny, men nu åbner der en Book & Bed i boghandlen Mooks, som drives af det store italienske forlag Mondatori. Stedet åbnede i 2018 og ligner udefra en helt almindelig boghandel, men i år vil man på en etage også tilføje værelser med senge, så man kan overnatte samme sted. Mooks finder du i Via Luca Giordano 158 i det statelige Vomero-kvartér på byens top.
Den romerske kæmpeakvadukt i Sanità-kvarteret
For 2000 år siden var bugten omkring Napoli et sommerparadis for Roms spidser, og det krævede en velfungerende struktur at lede vand rundt i området. Desuden var de bjergrige områder i Napolis bagland fuld af kilder, som man godt kunne bruge vand fra til selve Roms storbadende befolkning, og derfor byggede de romerske kejsere omkring år 0 en enorm akvadukt, der kunne lede vand fra Serino-floden herfra langs bugten ind til Rom.
For blot nogle år siden fandt man resterne af akvadukten under et antikt hus i Napolis Sanità-kvarter, og besøgende kan komme med ind og opleve de meterhøje vægge og søjler, som stadig holder skakten oppe i et imponerende, underjordisk rum.
Spis som en kejser på Caupona-restauranten ved Pompeji
Vi bliver i fortiden. For lige overfor hovedindgangen til ruinerne i Pompei ligger der et helt specielt sted, som man ved første øjekast måske ville tro var en turistfælde, men som dog fortjener ens opmærksomhed: kokkene og tjenerne på dette meget specielle osteria mener det nemlig alvorligt, når de på menuen skriver, at man her kan nyde retter tilberedt efter 2000 år gamle metoder, og når man træder ind på stedet mødes man af Pompei-røde vægge med fresker, træmøbler og en hyggelig, historisk atmosfære.
Maden på Caupona Pompeii Restaurant bliver lavet grundigt og tager udgangspunkt i faktiske opskrifter fra det antikke Rom, og indeholder alt fra skaldyr, fisk, kød og desserter. Er man heldig kan man også tilmelde sig temaaftener, hvor tjenerne klæder sig ud som romere, og hygger om én i restauranten med sang og musik. Se mere på www.caupona.it
Den hemmelige klostergård Chiostro San Marcellino
Studerende på Napolis universitet får sig en ekstra bonus, når de indskriver sig på samfundsfagsstudiet. Deres fakultet er nemlig beliggende i en overdådig, 300 år gammel bygning bygget af selveste mesterarkitekten Luigi Vanvitelli i centrum af Napoli, der i sin tid også opførte det verdensberømte barokslot i Caserta.
Klostergården San Marcellino ligger i forbindelse med Napoli universitets fakultet for samfundsfag og er omkring 300 år gammel. Fra Wikipedia.
Selve fakultetets hjerte er klostergården San Marcellino, der ligger for enden af en elegant dobbelttrappe, er fuld af appelsintræer, springvand og palmer. Besøgende kan også smutte ud og nyde stedet, når de besøger Napolis Paleontologiske Museum, som ligger i samme bygning, og rummer fossiler og rester fra dinosaurer. Fakultetet ligger på pladsen Largo San Marcellino.
Badekomplekset Lido Lo Scoglio udenfor Napoli
Jeg har en god ven i Napoli der er professor, som nu har pensioneret sig selv og bruger næsten al sin tid langs strandene nord for Napoli omkring det gamle, vulkanske område ved Baia og Pozzuoli, hvor det syder og bobler med svovlrige kilder. Paolo, som han hedder, poster hver dag billeder af sig selv i et enormt, rustent kar i havstokken, og jeg skrev til ham og spurgte, hvad pokker han lavede.
På Lido Lo Scoglio kan man bade i store kar i 40graders varmt, vulkansk vand fra undergrunden. Skærmbillede fra Lido Lo Scoglios Facebookside.
“Jeg hygger mig i badekarene ved Lido lo Scoglio”, svarede han, og fortalte, at det lille, intime badested har sine helt egne kilder med svovl og 40 grader varmt vand, som man siden 1947 har kunnet nyde på meget rustik vis i store kar udenfor året rundt, klæde om i tilstødende kabiner og endog spise godt på stedets restaurant. Det skal jeg selv prøve næste gang jeg er på de kanter. Se mere på www.loscoglioristorante.it
Hovedfoto: skærmbillede af foto fra Restaurant Caupona.

Boganbefaling: Curzio Malapartes La Pelle

Prostituerede med blonde kønshårsparykker, et havfrue-lignende væsen fra Napolis akvarium serveret til middag for en amerikansk general, og en helt særlig gyde fuld af deforme dværge. Curzio Malapartes roman fra 1949 om det nazi-befriede Napoli er et mesterværk, der udover utallige, hjerteskærende øjebliksbilleder fra dengang leverer en uimodståelig beskrivelse af den napolitanske folkesjæl.

Historien strækker sig fra 1943 til 1945 og begynder i slutningen af september 1943, da De Alliereres amfibievogne triller op på stranden ved Paestum syd for Salerno, og den 1 oktober ankommer til et Napoli fuld af lig i gaderne, udmattede partisaner på bastionerne og sultende borgere, der uden blusel selv har kastet sig ind i kampen med nazisterne for at befri deres by.

Inden da var det fascistiske regime kollapset og jernpagten mellem Hitler og Mussolini ophævet, og blandt nogle af de soldater, som følger amerikanernes befrielse op igennem Italien, var den italienske forfatter Curzio Malaparte, der som en af mange kunstnere senere brugte sit håndværk til at frigøre sig fra krigens traumer.

Resultatet blev den på én gang foruroligende, fascinerende og groteske roman La Pelle – Huden, som indtil videre blandt andet er oversat til engelsk med titlen ’The skin’, og som i dag står tilbage som et absolut mesterværk i sin skildring af krigens konsekvenser for Syditalien.

La Pelle er oversat til engelsk med titlen The Skin. Bogcover fra Amazon.

Kroppens hylster er ifølge Malaparte det eneste, som napolitanerne har tilbage at kæmpe for: for da amerikanerne befrier byen og krigens rædsler på den måde har formel ende, slipper mange napolitanere kontrollen og kaster sig ud i syndigt levned for både at kunne håndtere frihedens tomrum, krigens ukendte efterspil, fattigdommen og gydernes rådnende kroppe. Malaparte kalder byen, hvor der pludselig hores, spilles, plyndres og drikkes, som pestbefængt; den hærges af en helt særlig og farlig sygdom, som amerikanernes frihedsløfte har båret med sig, og som koster napolitanerne deres sjæl, forstand og kropskontrol.

Det er svært at gennemskue, hvad der er fiktion, og hvad der er sande øjenvidneberetninger i La Pelle. Men ikke desto mindre bevæger Malaparte sig rundt i et Napoli fuld af genkendelige steder:

Som for eksempel L’Ospedale dei Pellegrini, Napolis ældgamle sygehus, hvor han befinder sig efter et bombeangreb, og ser hvordan pjaltede pårørende trækker de sårede ind i hospitalsgården på en kærre, og river sig til blods af sorg, når lægerne erklærer dem alle døde. I desperation griber de mange lig, der ligger i bunker i hospitalets gange, flår dem fra hinanden og forsvinder bort i byen udenfor med ukendtes legemsdele under armen.

Vi kommer også med på Piazza dei Martiri, hvor napolitanske børn sælges som slaver til marokkanske soldater, og ned til havnen og slottet Castel Nuovo sammen med den rædselsslagne befolkning, da Vesuv natten til den 18 marts går i sit frygtelige, sidste udbrud. Malaparte beskriver hvordan heltemodige amerikanere letter fra Capodichino lufthavnen og flyver direkte ind i en katastrofal lavasky for at gennemhulle den og redde Napolibugtens landsbyer fra at blive begravet i stenklumper under dens bug.

Vesuvs udbrud, der varede fra 18-24 marts 1944. Foto taget fra et amerikansk bombefly. Wikipedia.

Malaparte fortæller også om en særlig, snæver gyde kaldet Il Pendino, der går fra havet ind i Chiaia-kvarteret, og befolkes af ækle dværge. Og så besøger han bordeller og vanvittige freakshows, som napolitanerne stabler på benene for at tjene en ussel mønt på amerikanerne. Uforglemmelige billeder tegner Malaparte af en fattig lejlighed, hvor et pigebarn med brudeflettet hår og hadefuldt blik falder bagover på en seng, spreder benene og viser sit jomfruelige skridt frem for soldaterne, og af et bordel, hvor de prosituerede lægger en blond paryk over deres pubeshår for at ophidse de sorte amerikanere, når de spidder pigerne igennem hårpragtens røde fløjlshul.

Men mest mindeværdig er måske frokosten i Duca di Toledo paladset, hvor Malaparte selv hævder at være til stede sammen med arméens højest stående befalingsmænd, blandt dem General Cork. Mens det omkringliggende Napoli vandmægter i hungersnød, sygdom og armod, bæres mystiske retter ind på sølvfade foran de amerikanske spidser, som Malaparte beskriver med både medlidenhed og afsky – især da selskabet får serveret en havuhyre i mayonnaise:

”Alle kiggede chokerede på fisken. Et svagt skrig af rædsel undslap Mrs. Flats læber, og General Cork blegnede. Et pigebarn, eller noget, der lignede et pigebarn, lå på ryggen i midten af fadet, på en bund af salatblade, indeni et stor guirlande af lyserøde koraller. Det havde åbne øjne, læberne adskilte, og beundrede kunstværket Venus’ Triumf, som var malet i loftet af Luca Giordano.

Det var nøgent: men den mørke og skinnende hud, som havde den samme violette farve som Mrs. Flats kjole, fremhævede, som var det en skræddersyet kåbe, dets spæde og allerede harmoniske former, hofternes søde kurver, mavens svage forhøjning, de små, jomfruelige bryster, de brede og muskuløse skuldre. Hun var ikke være mere end 8 eller ti år gammel, selvom hun på grund af sin kvindelighed sagtens kunne ligne én på femten.

Hist og her kunne man på grund af tilberedningen især på hofterne og skuldrene, se ind til det møre kød (…) Armene var korte, en slags finner, der endte i spidser, som hænder uden fingre. På issen havde hun en lok børster, som lignede hår, og lå som blonde lokker omkring hendes lille ansigt (…). Den lange og smækre krop endte, som Ovid ville have sagt det, in piscem, i en fiskehale. Barnet lå der på sin sølvbåre, og så ud, som om det sov. Men på grund af en utilgivelig fejl fra kokkens side sov hun ligesom de døde, på hvem ingen levende endnu har haft den barmhjertighed at lukke øjenlågene.” (side 221-222, La Pelle)  

Dyret, som blev serveret under frokosten, var ifølge Malaparte et af verdens sidste eksemplarer af Havfrue-fisken, som svømmede rundt i Napolis glorværdige akvarium; Et af de ældste og første akvarier i Europa, som indtil 2 verdenskrig indeholdt gigantiske, marine vidundere fra hele verden, men som under Den Femte Armés ophold blev tømt for at fodre generalerne med fisk. Det var nemlig forbudt at fiske i Napoli-bugten under besættelsen af fare for miner, og ’La sirena’, der på en prik lignede en rigtig havfrue’, var en af de sidste kæmper, der blev fisket op af akvariets montrer.

Efter beskrivelsen af Napoli rykker Malaparte med hæren videre mod nord og fortæller os om slaget ved Monte Cassino, Roms og Firenzes befrielse og sin tilbagevenden til Napoli, hvorfra bådene afgår til Amerika. Mens han har været væk er Vesuvs udbrud udslukt i en sådan grad, at der ikke længere stiger nogen form for røg opad vulkanens krater. Åndedraget fra den både vidunderlige og forfærdelige gud, som napolitanerne anser Vesuv for, er stoppet, og Malaparte følger de desperate napolitanere i deres procession mod vulkanens top og ser dem sende offergaver i form af lam, kaniner og høns ned i kraterets tavse mund, for forgæves at vække deres totem til live igen.

Curzio Malaparte med det rigtige navn Kurt Erich Suckert (9 juni 1898-19 juli 1957) var en italiensk forfatter, filmskaber, krigskorrespondent og diplomat. Wikipedia.

Malaparte står med sin roman på skuldrene af en hel generation af traumatiserede, sydeuropæiske forfattere, der især griber til symbolik for at kunne rumme og beskrive krigens rædsler som de udspillede sig under og efter fascismens greb. For eksempel vælger Kurt Eric Suckert, som er Curzio Malapartes rigtige navn, at tage et kunstnerpseudonym, der også rummer hans dobbelte identitet som både skyldig og befrier. ’Malaparte’ – som frit oversat betyder ’den onde del’ – spiller på kontrasten til Bonaparte – Napoleons efternavn.

La Pelle skulle egentlig have heddet La Peste, men fik ændret sin titel efter at Albert Camus roman The Plague blev udgivet i 1947 og ligeledes beskrev krigens rædsler som en sygdom, der hjemsøgte et Europa uden syndsforladelse. Malaparte kom selv fra Prato, og med sin evne til som både italiener og ’nordboer’ at kunne stå udenfor og indenfor skildringen af napolitanernes lidelser og heltemod,  leverer han et uimodståeligt sindbillede af Italiens mest bombede og plagede by.

2 verdenskrig var en konflikt, der stadig tegner Syditaliens og især Napolis skæbne: magtstrukturerne vendte for alvor til mafiaens fordel, og byen kom aldrig rigtig på fode igen som verdensmetropol, men gled baglæns i forhold til de øvrige italienske byers udvikling i efterkrigstidens boomende økonomi. La Pelle er obligatorisk læsning for alle dem, der har behov for at lære af fortiden, for ikke at begå de samme katastrofer i fremtiden.

Hovedmotiv: Still fra filmen Le Quattro Giornate di Napoli fra 1962. Fra Wikipedia.