Category Archives: NAPOLI

Poggioreale er et helvede

I Poggioreale, et af Napolis mest berygtede og forarmede kvarterer, spadserer man ikke på fortovene, når mørket falder på. Man løber. Spæner, så hurtigt, man kan, for at nå hjem i tide.

Alt efter hvor meget frygten har greb i én, gør man sig umage med ikke at støde ind i dem, der løber den modsatte vej – alle er trods alt i samme båd og har sat tempoet op for at undgå et overfald.

Ligger panikken kun som en sten i maven, har man måske overskud til at dreje sin torso, og give plads til de flygtende, alt imens man selv bevæger sig afsted i høj fart. Men er frygten så stor, at den er kravlet op igennem spiserøret og nu ligger på tungen, hvor den udspyr galde og blod og gør munden til et syrebad, er der ikke megen plads at give af. Så rammer man skuldre, arme og hænder for at nå sin hoveddør og alle de mennesker bag den, der uroligt venter på ens hjemkomst.

At jeg i disse dage ubønhørligt vender tilbage til mit eget møde med Poggioreale, er Elena Ferrantes skyld. Den mystiske, napolitanske forfatter uden ansigt og stemme, der kun giver sig til kende igennem sine bøger, og lige nu er verdensaktuel med den sidste bog i sin Napoli-serie. Om pigerne Elena og Lila, der vokser op i efterkrigstidens kaos af sortbørs, sult og fattigdom i et dødsensfarligt kvarter.

Det kvarter kunne sagtens være Poggioreale, med kriminaliteten som levegrundlag og volden og aggressionen som levevilkår. Men stedet spiller i teorien ingen rolle. For den vigtigste sætning, Ferrante endnu har overdraget mig fra sit litterære univers, og som var dén, der ved læsningen af hendes bog ’Min Geniale Veninde mere end noget andet katapulterede mig tilbage til Poggioreales groteskheder, hæver sig op over bygninger, adresser og vejnavne, og handler om helt andre grænser. Den handler om Elena, der i en alder af cirka 10 år hører rygter om noget vidunderligt. Man har nemlig fortalt hende, at der findes noget blåt et sted, noget, der bliver kaldt havet.

På sprogskole i Salerno

Det var helt tilfældigt, at jeg i år 2000 havnede i Poggioreale: jeg gik på sprogskole i byen Salerno, og fik en veninde, Angela, hvis familie boede i Napoli blot 50 kilometer derfra. Hun inviterede mig med på besøg, så vi tog toget til hovedbanegården på Piazza Garibaldi. Her skulle jeg, på præcis samme sted, om 3 år modtage falske pengesedler af en taxachauffør. Men det hører en anden tid (og en anden historie) til, og nu ankom Angelas onkel i en bil, der lige netop blev holdt sammen af gaffatape.

Han fragtede os østpå, hvor bygningerne med ét skiftede karakter: væk var de støvede men statelige belle epoque huse, der præger Napolis centrum, til fordel for et betonlandskab med lave barakker. Upudsede huse i ét plan, der fik strækningen langs den hullede vej (hullet, som i afgrundsdyb: noget, der lignede granatsprængninger, havde efterladt gabende perforeringer i kvarterets asfalthud, og kørte vi i et af dem, ville vi ikke kunne komme op ved egen hjælp) til at ligne noget fra en koncentrationslejr.

1280px-Carcere_Poggioreale
Poggioreale-fængslet blev bygget i 1914 til 700 fanger. I foråret 2016 landede de officielle tal på ca. 1900 indsatte – kritikere siger, at nummeret er dobbelt så højt, hvilket gør Poggioreale til Europas mest overfyldte. Foto: Mischa004 fra Wiki Commons.

En stor del af strækningen var desuden domineret af en høj, grå stenmur – flanken på Poggioreales berygtede fængsel. Angelas familie boede lidt bag hovedvejen i et højhus med smuldrende altaner, der vendte mod Vesuvio. Aftenen var ved at falde på, og vulkanen blinkede allerede fosforescerende, som en gople fra de store dybder. Ikke optændt af ild, men af elektriciteten fra alle de ulovlige byggerier, som la camorra, den napolitanske mafia, har opført til de allerfattigste, der kun har råd til at bo direkte på en tikkende lava-bombe. Her fra altanen slår onklen stumt ud mod sceneriet, der synes at vibrere. Ligeså meget på grund af hede og luftforurening, som af min egen skræk for at træde ud på den sprøde beton.

Som skibsstavne fra et eksotisk kontinent

Angelas to magre fætre havde spillet Money For Nothing af Dire Straitsrepeat, så det gjaldede i gasbetonen, lige siden vi kom indenfor i lejligheden, og de blev vores kavalerer i resten af det døgn, vi skulle tilbringe i Napoli. Men jeg så aldrig deres øjne – de var konstant skjulte af solbriller, hvis overflader kastede alt, hvad der spejlede sig i dem, tilbage, ud i rummet.

De tog os først med ned på gaden og hen langs fængslets mure, hvis hjørner var afsluttede med vagttårne i panserglas, rundt om de snoede hundelorte på asfalten og forbi en kirkegård, hvor den sære, afventende stemning, som prægede hele kvarteret, en følelse af, at et eller andet uundgåeligt snart ville indtræffe, kulminerede i det foruroligende syn af vandaliserede gravstene.

Folk lå på dem, hang op ad dem, i tavs inerti. Ja, det husker jeg også. Ligeså usædvanligt, som det var at se en hærget kirkegård i et land, der ellers anser sine afdødes gravfred for absolut hellig, var det at opleve stilheden. Ikke den slags ro, der kommer ud af meditativ fordybelse, men rettere den, som har sit rodnet i indre kaos og spredning væk fra kernen.

Den ene fætter sparker til en papirspose med et ordentligt lods, som stod han midt på grøntsværen i Napolis fodboldstadium, og ud flyver en kattestor rotte. Den lander midt på kørebanen, ligger et øjeblik paralyseret, og flygter så bort langs fængslet. Og kigger man op over den mur, der omkranser detentionen, dukker de sorte skyskrabere fra Centro Direzionale frem på himlen som skibsstavne fra et eksotisk kontinent. For Poggioreale ligger lige op ad Napolis finansdistrikt, og der er blot en kort spadseretur derhen.

Blandt de pompøst anlagte glasbygninger og friserede hække er det første, vi lægger mærke til, en metalkopi af Leonardo da Vincis Den Vitruvianske Mand. En af fætrene springer hen til statuen, og jeg ser pludseligt mig selv afbilledet, idet jeg instinktivt kigger efter hans øjne bag spejlbrillerne, men i stedet må betragte mit eget ansigt, grotesk forvredet på deres konvekse flade.

Knægten, der ikke kan være mere end 20, løfter sine arme og holder dem helt ud fra kroppen for at mime statuens positur. T-shirtens ærmer smøger sig tilbage ved bevægelsen og afslører armhuler, hvis få hår allerede er ved at gråne.

Det nødvendige løb

Om aftenen besøger vi det mondæne Pozzuoli, strandene med deres kolde sand og bleggule brændinger, centrum. Os alle som turister: Jeg og Angela som udefrakommende, men med vores to drenge som de virkelige fremmede. Og så er det om aftenen, at vi ankommer til hovedbanegården, og med nød og næppe slipper ud derfra, inden man lukker selve stationen af med lænker. Drejer dem om dørhåndtagene indefra, for at forhindre indbrud og hærværk. Vi tager bussen til Poggioreale, stiger ud, og ser Angelas 2 fætre sætte i løb.

Og da jeg opdager, at folk på det modsatte fortov gøre det samme, forstår jeg først rigtigt, hvad det vil sige at bo i et kvarter, der i meter ligger klods op ad det moderne, mytiske og elskelige Napoli, men er lysår fra at kunne overstige sine egne, indre grænser.

Det rystende var derfor ikke løberiet i sig selv. Det var erkendelsen af dets nødvendighed, der slog imod mig som trykket fra et passerende godstog, og et øjeblik fik mig ud af balance, der, på fortovet.

1024px-Spaccanapoli_da_s_Elmo_1050131
Napoli er kontrasternes by: sydøst for det historiske centrum rager skyskraberne fra byens finansdistrikt i vejret – Poggioreale befinder sig lige bag dem. Foto: Lalupa fra Wiki Commons.

Hos Elena Ferrante har Elena og Lila aldrig set havet, skønt de bor i en havneby omgivet af vand. Ligeså lever man i Poggioreales isolerede virkelighed under forhold, der blot et par gader derfra ville synes groteske, umenneskelige, og som endnu sætter tårnhøje barrierer for den enkelte beboers frihed og udsyn.

Jeg følger stadigvæk tingenes tilstand i Poggioreale. Forleden så jeg et filmklip, hvor eks-fanger fra kvarterets fængsel marcherede rundt foran dets indgangsport. De demonstrerede mod detentionens horrible forhold. Fængslet er det mest overfyldte i Europa, og én af demonstranterne havde presset et skilt ind mellem barrerne i det gitter, som afskærmer døren.

Der stod: ”Dante har skrevet om 3 dødsriger. I Poggioreale kender de kun til ét af dem, Helvede.” 

Der er noget nyt på færde i Napoli

Den mystiske forfatterinde Elena Ferrante, en af verdens smukkeste og mest moderne metroer, og designduoen Dolce & Gabbana, der vælger Napolis gader som udendørs modeshow med Sofia Loren som æresgæst. Der er ved at ske noget forunderligt i Italiens tredjestørste by Napoli, der i årtier har måttet sloges med et image som landets sorte får: turisterne er begyndt at strømme ind, hotellerne fyldes op, og kreative kræfter finder pludselig ny inspiration i den vibrerende stemning af historie og kultur, som Napoli har akkumuleret igennem årtusinder.

Det er som om verden har genopdaget Napoli. Engang var hjembyen for Vesuvs lava, den originale pizza og nogle af verdens største barok-kunstnere et obligatorisk stop for talentfulde yndlinge der ville på dannelsesrejse ned igennem 1700-tallets og 1800-tallets Europa. Økonomisk og industrielt var byen på højde med Paris og London, men så kom verdenskrigenes forarmning og indlemmelsen i den italienske stat, der betød decentraliseret styring og forflytning af arbejdspladser mod nord.

Napoli begyndte at forfalde, og byen blev associeret med kriminalitet, kaos og fare – senest har skraldeskandalerne og Roberto Savignis bøger om den napolitanske mafia i bogen ‘Gomorra’ stemplet byen som noget, man som turist skal holde sig langt væk fra.

Men den isolation fra resten af samfundet, som på godt og ondt har præget i Napoli i de seneste årtier, har også beskyttet selve byens sjæl: den har bevaret den særlige napolitanske og flamboyante gestik, alle de gamle bygninger, der er gået fri af sanering og nedrivning, samt skabt et parallelsamfund, hvis rytmer, lyde og dufte er distinkt syditalienske, og gør byen til et forfriskende autentisk helle for den Italienskyndige turist, der gerne vil se andet end souvenirs, menuer på både engelsk og tysk, og konceptforretninger på shoppestrøget.

Bevares, de findes da også. Men byen er indtil videre stor nok til at rumme den boomende turisme, og byder på et forbløffende vitalt kulturliv, der også emmer af modernitet og fremdrift. Det vidner især 3 ting på:

Skribenten Elena Ferrante, hvis forfatterskab om de fattige piges Elena og Lila i et af Napolis rarbaberkvarterer og skrevet under pseudonym, fascinerer lige nu millioner af læsere. Det feminine blik på byen er sjældent, og fortæller en helt anden historie om byens barskere sider end de sædvanlige, dramatiske portrætter tegnet af mænd. Ferrante rammer noget essentielt fra barndommens og ungdommens gader, som vi alle genkender – og så ligger mystikken også og lurer under overfladen, for hvem er egentlig Elena Ferrante? Et medie afslørede det vistnok for nyligt, og afstedkom en lavine af raseri fra napolitanerne, der elsker deres lokale, verdensberømte forfatterinde, og om nogen værdsætter skønheden i gådelegens maskepi.

Et andet tegn på den fordrende tiltrækningskraft, som Napoli lige nu har på de kreative kræfter, er Dolce & Gabbanas usædvanlige valg af byen som inspiration for deres nyeste mode-kollektion: I starten af juli brugte de en af det gamle centrums mest spraglede gader, Via San Gregorio Armeno, som catwalk for deres efterår/vinterkollektion 2017, og tøjet var fuld af napolitanske referencer: tænkt pasta-skruer, konditorkager, pizza-og helgenmotiver og charms i form af byens unikke lykkebringer, la corna – det ildrøde vedhæng formet som et vædderhorn, der med sin iboende symbolik for fertilitet og liv går imod døden og ‘onde øjne’.

Catwalken blev filmet live – se med her:

Et tredje tegn på byens genfødsel som vigtig metropol er renoveringen af det napolitanske metrosystem, der hver dag fragter tusindvis af mennesker rundt i byens krop. Den har ikke kun gjort servicen mere funktionel, den har også gjort metroen til en regulær kunstoplevelse, hvor omkring 100 formgivere og malere har fået lov til at udsmykke alle stationerne og omdanne dem til installationer, med metro-brugerne som en slags galleri-gæster og kunstbrugere. Projektet kaldes MetroART og opleves særligt smukt på stationen ved Via Toledo, hvis rulletrapper indesluttes af mosaikker i blå nuancer.

Flot dokumentar om metroen med engelske undertekster:

Her kan du opleve det moderne Napoli:

Hovedpersonerne i Lena Ferrantes Napoli-serie Elena og Lili vokser op i et forarmet kvarter i efterkrigstidens Napoli, men ligesom bøgernes ophavskvinde er byens områder ofte ikke nævnt med navn, og mange turister ynder at gå rundt i byens gamle kvarterer og gætte sig til, hvor mon historierne foregår. Efter de sparsomme indikationer i bøgerne mener mange, at pigernes barndom er iscenesat i kvarteret nær Napolis hovedbanegård.

Metroen har stoppesteder over hele byen, men netop stoppene Università og Toledo nær det spanske kvarter er særligt inddragende. Sidstnævnte blev i 2012 kåret som Europas smukkeste metrostation af The Daily Telegraph.

Via San Gregorio Armeno finder man i det gamle kvartér nær Napolis domkirke Il Duomo, og det er spændende og eventyrligt at slentre rundt i de tilstødende gader der er fuld af håndværkerboder, delikatesse-forretninger og intime pizza-knejper.

Billedreference: facaden af kirken San Lorenzo Maggiore i centrum af Napoli, taget fra Wikipedia Commons.