Category Archives: NYHEDER

Nye afsnit med Kommissær Montalbano der hjælper bådflygtninge på Sicilien skaber postyr, men seriens succes ligger netop i balancen mellem virkelighed og fantasi

Netop nu ruller Siciliens hvide barokbyer og forblæste landskaber henover de italienske TV-skærme i form af serien om Kommissær Montalbano, der på tyvende år underholder seere verden over.  Den 11 februar blev det nyeste afsnit sendt på La RAI under titlen ’L’altro capo del filo’ (den anden ende af tråden), og mens folk kunne glæde sig over at se seriens kendte skuespillere indtage de sædvanlige pladser i forfatteren Andrea Camilleris ærkesicilianske univers, skabte afsnittet også en del postyr.

Luca Zingaretti har fået stor succes i sin rolle som den både alvorlige og retfærdige Salvo Montalbano, men nu er hans fiktive karakter kommet i modvind grundet de politiske spændinger i Italien. Wikipedia.

57-årige Luca Zingaretti, der siden seriestarten i 1998 har fortolket Montalbano-figuren med stor succes, bliver nemlig konfronteret med en farlig bådflygtningesituation, og må blandt andet springe i havet for at bjerge liget af en marokkaner i land. Bådflygtninge-temaet er gennemgående i det første afsnit, og det har fået sindene i kog i Italien, blandt dels en fløj, der mener, at La Rai således laver bevidst propaganda i mod regeringens holdning overfor immigranterne,  mens den anden fløj forsvarer historien.

Ovenfor kan du se de første minutter af afsnittet som gik i luften den 11 februar med titlen ‘laltro capo del filo – den anden ende af tråden’.

For at gøre afsnittet som autentisk som muligt har tv-kanalen gjort et stort forarbejde ved at opsøge statister blandt Siciliens modtagercentre og migrantsamfund, og direktør Teresa De Santis, har svaret således imod anklagerne i avisen La Repubblica: ”La RAI skammer sig ikke over noget som helst, immigration er et kompleks tema som berører mange virkeligheder, og filmen fortæller ud fra sit eget udgangspunkt og inviterer til refleksion. Den aktuelle, politiske polemik har ikke noget med os at gøre.”

Forsvarere af afsnittets indhold har også påpeget at seriens ophavsmand, succesforfatteren Andrea Camilleri, skrev handlingen allerede i 2016, og at han derfor ikke kan have brugt den som en kommentar til Salvini-regeringens hårde immigrantpolitik.

La Sicilia e Montalbano secondo il dott. Pasquano

Le splendide parole di Marcello Perracchio riguardo la Sicilia e Montalbano.

Slået op af Gli amici del Commissario Montalbano i Torsdag den 7. februar 2019

Ovenfor ses en lille film med en sicilianer, der er fan af Montalbano, og som fortæller om hvordan serien har fået sicilianerne til at genopdage deres øs skønhed.

Omkring 11 millioner italienere så afsnittet forleden, som vil blive fulgt op den 18 februar med afnittet ’Un diario del ’43 – en dagbog fra ’43’. Teresa de Santis, som også har været med helt fra starten, er naturligvis begejstret for at Montalbano har så stor succes både ude og hjemme, og begrunder det med Siciliens og Syditaliens skønhed og eviggyldige appel:

”Den verden, som Camilleri har opbygget, fortæller om alle Italiens ansigter og gør Syditalien og især Sicilien central, både når det kommer til det fantastiske (den opfundne by Vigata, hvor Montalbano bor og arbejder) og i repræsentationen af alt det, der sker i den virkelige verden. Montalbano er en styrke for La RAI. Jeg ønsker alle god fornøjelse med serien, men jeg håber også på refleksion, og der mangler så sandelig ikke stikord.”

Hovedfoto: I Montalbano-serien bor og arbejder politikommissæren i den fiktive by Vigata. I virkeligheden udspiller mange af scenerne sig i flere forskellige, gamle barokbyer på det sydøstlige Sicilien, specielt i Scicli, hvis rådhus  danner rammen for Montalbanos politstation. Wikipedia.

Mælkekrig på Sardinien: hyrder hælder tonsvis af mælk ud i gaderne i protest mod rekordlave priser

Store dele af Sardinien er lige nu i oprør, og jorden er farvet hvid. Det er ikke sne, men tonsvis af fåremælk, som hver dag hældes direkte fra jungerne og ud i gaderne i Sardiniens landsbyer. Tusindvis af sardere marcherer i gaderne med bannere, og flere steder i Syditalien mobiliserer hyrder og landmænd sig også i en støtteprotest, som er gået viralt i medierne, og indeholder mange års vrede, vendt mod industrien.
Det er især i de små landsbyer i Sardiniens bagland, hvis økonomi er baseret på hyrdekulturen, at der hældes mælk ud i gaderne.  Via dette link kan du se en italiensk video om hvad der er på spil.
Forleden raslede prisen på fåremælk nemlig ned til undseelige 0,60 euro pr. liter og ramte således den laveste pris i årtier. Hermed har hyrdene, som på Sardinien i århundreder har været stolte af at leve af deres dyr og natur, også ramt smertegrænsen, både mentalt og fysisk, fordi det traditionelle hyrdehverv i lang tid har været under økonomisk pres.

Videoen ovenfor er fra den 12 februar 2019, hvor hyrder i centrum af byen Nuoro hælder deres mælk ud på gaden med støtte og deltagelse fra byens borgmester
De sardiske oste er en hjørnesten i kulturen og gastronomien på øen og bidrager betydeligt til den lokale økonomi. Wikipedia.
Den lave mælkepris truer med at få markedet til at kollapse, og tusindvis af sardere foretrækker nu at hælde mælken, som de hver morgen troligt malker ud af deres dyr, ud på gaderne, istedet for at sælge den til underpris. For at sætte tingene lidt i perspektiv: i 2015 kostede en liter fåremælk – et produkt der er essentielt for den italienske osteindustri, fordi man deraf laver den eftertragtede pecorino romano – 1,20 euro, mens et kilo pecorino kostede 10 euro kiloet. Nu koster en pecorino ost 5 euro kiloet, og prisen er et resultat af det faktum at markedet er oversvømmet med mælk, og at forabejdningsindustrien har lavet alt for mange oste.

Droneoptagelse af sardiske hyrder som mødes i centrum af Fonni for at hælde deres mælk ud
Sardinien er fuld af får og geder, som græsser på de vidtstrakte græsgange i især øens indre. Wikipedia.
Det koster 0.80 euro at producere en liter mælk, men den nye, rekordlave pris gør, at mælk nu er billigere end vand på Sardinien, og at visse hyrder derfor foretrækker at hælde den ud. Men det sker ikke uden smerte, for hyrderne er stolte af deres hverv og udfører det af mange andre grunde end profit: det er nemlig også en kulturarv og en levevis under åben himmel med dyrene, som er truet, når hyrderne pludselig ikke kan betale deres omkostninger og husleje.

Videoklip fra protester over hele øen
Om året laves der 340.000 tons pecorino romano, og flere frygter nu at osten i en nær fremtid kan blive sjælden markedet, hvis ingen vil sælge mælken til industrien. Nogle af hyrderne er gået endnu videre end blot at smide mælk ud: de blokerer vejene og de lastvogne, der henter mælk på øen, og forhindrer dem i at nå færgen videre til osteindustrien inde på fastlandet.
Det har gjort nogle hyrder vrede, som mener, at det er at gå for langt. For ikke alle sardere er enige i, at mælken skal smides ud i protestens navn. Den bør hellere komme de lokale til nytte. Derfor er der også de hyrder, som hellere vil fodre deres grise og høns med mælk, end sælge det, eller ganske enkelt laver deres egne oste istedet. I flere landsbyer er hyrder begyndt at uddele mælk og ost gratis til lokalsamfundene, hvor man har lukket kommunen og butikkerne i solidaritet, og folk samles på piazzaen for at nyde de lækre produkter.

A #Samugheo i pastori in piazza regalano latte e formaggio. Il paese solidarizza chiudendo uffici e attività commerciali ⤵️

Slået op af Videolina i Onsdag den 13. februar 2019

Ovenfor ses sammenholdet på en optagelse fra landsbyen Samugheo, hvor de lokale hyrder deler mælk og ost ud, og hvor børnene meget rørende siger, at de vil være hyrder, når de bliver store – trods alt.  I Samugheo er der 126 små hyrdevirksomheder, der tilsammen opdrætter og passer 17.000 får og geder.
Problematikken er kompleks, og den sardiske afdeling af arbejdsgiverforeningen Confindustria har indtil videre forgæves prøvet at tale hyrdernes sag overfor forarbejdningsindustrien.
På de sociale medier erklærer italienere og sardere i hele verden deres solidaritet med hyrderne under tagget ‘io sto con i pastori sardi – jeg holder med de sardiske hyrder’, også her i Danmark.
Der findes omkring 12 tusind små hyrdevirksomheder på Sardinien, der årligt leverer ca. 3 millioner tons fåremælk til osteproduktion af især pecorino romano.

Napolis tredje køn og ‘La juta dei femminielli’

Mens vi i Danmark fejrer kyndelmisse i de første dage af februar, fester man i Napoli og bagland for den fascinerende, Sorte Madonna af Montevergine. Festlighederne den 2 februar kaldes La Candelora  eller ‘La juta dei femminielli’ og er blandt de mest specielle i hele Syditalien. Mamma Schiavona, som hun også kærligt kaldes af italienerne, hyldes nemlig af homoseksuelle, transseksuelle og de såkaldte napolitanske femminielli fordi hun er deres beskytter.

Hvert år trækker La Candelora tusindvis af tilbedere fra hele Italien og den katolske verden, der ser Madonnaen som en trøst og et lys i et samfund, som mange i Italien mener er blevet markant mindre rummeligt igennem de seneste år.

En femminiello er en såkaldt ’feminiseret mand’, der tiltrækkes af andre mænd, og er i særlig kontakt med sin kvindelige side. Dog er det alt for forhastet blot at kalde ham homoseksuel. En femminiello udmærker sig ved forskellige karaktértræk, der helt udelukker ham fra sædvanlige kategorier som transkønnet og transvestit: i stedet glider en femminiello uhindret frem og tilbage mellem sin maskuline og feminine pol og kan bedre karakteriseres som et flydende køn, der hverken definerer sig selv som mand eller kvinde, men benytter sine attributter efter humør, temperament og situation. Af samme, neutrale grund er han umådeligt populær i private hjem, hvor femminiello’en ofte går til hånde som hushjælp og hjælper med børn, madlavning og rengøring uden at udgøre en seksuel trussel.

Femminielloen Pardadeda fra sidste halvdel af 1800-tallet, klædt i kvindetøj. Fra Wikipedia/Abele de Blasio.

Forskere mener at femminiello-figuren har tydelige rødder tilbage til Magna Gracia, da grækerne indtog Puglia, Basilicata, Calabria og Campania og grundlagde Neapolis som deres nye by i deres nye land. Med sig havde de Kybele – den universelle moderfigur med mudder på kinderne, symbolet på frugtbarhed og kærlighed, der også matchede de syditalienske stammers kultdyrkelse af Moder Jord. For 2500 år siden var Middelhavsområdet religiøst orienteret mod den hellige femininitet, og Kybele blev især populær i Napolis bagland, hvor kønsløse eunukker i kvindetøj og makeup tilbad hendes mørke statue. Tvetydigheden var en vigtig del af den græske spiritualitet –  en af deres guder, Hermaphroditus, var åbenlyst tvekønnet, og Napoli har lige siden også været associeret med havfruemyter – et væsen med et diffust køn, der er halvt menneske, halvt dyr.

Romerne overtog med tiden kulten, og med kristendommens sejr gled Kybele over i Madonnaen af Montevergine – den vigtigste Maria-figur i Avellino-bjergene, som i dag bor  ovenpå resterne af det græske Kybele-tempel og hvis grå ansigt indskriver hende i den katolske tro på ’sorte Madonnaer’ og arven fra Moder Jord, hvis ansigt var farvet mørkt af den selv samme muld, hun skulle befrugte.

En legende, der ifølge nogen stammer fra 1200-tallet, ifølge andre er en legende om en legende, som nogen senere har fundet på i ekstatisk kærlighed til jomfru Maria, fortæller hvordan Madonnaen af Montevergine – også kaldet Mamma Shiavona, Moder Slave – engang reddede to homoseksuelle fra at fryse ihjel. Mændene var blevet jaget op i et træ i Avellino-bjergene midt om vinteren for at bøde for deres forbudte kærlighed. Her frøs de fast til kronen, men Madonnaen så deres lidelser og smeltede isen med en solstråle, så de faldt varmede til jorden og kunne flygte hjem i sikkerhed.

Maleriet af Mamma Schiavona, som hvert år under la Juta bæres rundt i landsbyen Ospedaletto, hvor hendes kirke ligger. Fra Wikipedia.

Hvad enten hændelsen bunder i et virkeligt oplevet Madonna-mirakel, eller om historien blot er et af de utallige, mentale kærlighedsornamenter, som syditalienerne fra tidernes morgen har dekoreret deres elskede Mamma Schiavona med, spiller egentlig ingen rolle, for begge dele fortæller om den respekt, som omgærder denne bøsse-elskende Madonna. I folkloren er hun de homoseksuelles beskytter, og hendes barmhjertighed kulminerer hvert år den 2 februar, når byen Ospedaletto nedenfor Montevergine-bjerget fejrer La Candelora og befolkningen bærer maleriet af Madonnaen rundt på de snævre bjergveje. Festlighederne tiltrækker hvert år tusindvis af italienere fra LGBT-miljøet, der hylder deres beskytter med tamburiner, orgiastisk dans og kastagnetter.

For et par år siden mente den katolske kirke dog at festlighederne blev en kende for hedenske, og forbød La Candelora. Der rejste sig et ramaskrig, og de lokale gejstlige måtte give en undskyldning. Ligesom borgmesteren i Ospedaletto, der efter bortvisningen af et mandligt kærestepar underskrev et offentligt dekret og i stedet gjorde dem til æresborgere. I dag kalder Ospedaletto sig for Italiens mest åbne by, og har endda indviet Italiens første kønsneutrale toilet. ”Madonnaen modtager og tilgiver alt”, siger man i landsbyerne omkring Montevergine-bjerget, hvor man i århundreder har taget imod homoseksuelle pilgrimme, og respekten for dem og deres Madonna har sammen med femminiello-begrebet skabt en forbløffende rummelig kønskultur i hele Campania-regionen.

Den berømte italienske transpersonlighed Vladimir Luxuria optræder ofte i italiensk fjernsyn og har gjort et stort arbejde for at sætte fokus på køn og seksualitet i Italien. I denne video ovenfor appellerer han og andre under La Candelora 2019 om at stoppe vold og chikane mod seksuelle minoriteter i landet, og der faldt også direkte, politiske bemærkninger: “Vi beder til at Mamma Schiavona fjerner den sorte sky af intolerance, der lige nu hænger over vores land og Europa, at hun frelser menneskeliv, og viser os den bamhjertighed at Salvini imorgen ikke længere er vores indenrigsminister.”

Hovedfoto: Antonello Addeo.

Petralia Soprana er kåret som Italiens smukkeste landsby i 2018

Konkurrencen il borgo piu bello d’Italia – Italiens smukkeste landsby 2018 – er netop løbet ad stablen i Italien, og vinderen blev en helt speciel by beliggende på en hylde i Madonie-nationalparken ved navn Petralia Soprana.

Jeg har selv besøgt stedet og er overmåde begejstret for den forbløffende velbevarede tidslomme, der oser af middelalderatmosfære, og hvis placering på et granitmassiv vest for Etna giver en fejende udsigt til vulkanen.

Udsigt til Etna fra Petralia Soprana.

Hver region gør hvert år sit yderste for at hive den prestigefyldte titel hjem til et af sine nominerede steder, der for fremtiden vil blive indskrevet i en eksklusiv familie af vinder-byer, og dermed får en ekstra markedsføringsplatform indenfor den vigtige turismeindustri.

Især i Syditalien er konkurrencen uhyre populær, fordi den med sine tv-kampagner, programmer og live-transmissioner fra de nominerede landsbyer tilbyder en sjælden mulighed for at fortælle ukendte historier fra Italiens periferi.

Helbredende harpiks og salt under granitten

Petralia Soprana ligger mit hjerte nær, fordi landsbyen befinder sig i baglandet tæt på et af mine sicilianske yndlingssteder, Cefalu.  Og jeg har rejst rigtig meget både i Madonieparken og Nebrodi-parken, der ved siden af hinanden langs Siciliens nordkyst, men som i stemning og farver er vidt forskellige.

Mens Nebrodiparken udgør Siciliens største skovområde, er Madonieparken mindre. I Madonie ligger de ældgamle, kulturelle centre tættere, og klippernes farver er varmere i nuancen, og man har unikke ressourcer i området, så som den helbredende harpiks, den såkaldte manna, der udvindes fra særlige asketræer, og salt, der ligger aflejret i tonsvis under granitten i Petralia Sotranas opland.

Lige udenfor Petralia Soprana kan man besøge byens saltminer, miniere di salgemma, og se skulpturer udhugget i salt.

Selve Petralia har en atmosfære, der på samme tid er adstadig og dynamisk: for selvom landsbyen som så mange andre steder i Europa kæmper med affolkning af unge, der flytter fra landsbyerne til de store metropoler, føler de tilbageblevne en stærk tilknytning til deres landsby; de lokale er berømte for tæppevævning, og hvert år afholdes der blomsterfester i byen, hvor gader og veje smykkes med blomsterblade og farvede ris, og og byen er fuld af smukke bygninger, kirker og slotte, som giver stedet et distinkt præg af noget majestætisk og ophøjet.

På vej til udsigtspunktet ved kirken Santa Maria di Loreto udenfor Petralia Soprana.

Særligt monumentale er søjlegangene og husene omkring Piazza Duomo og Piazza del Popolo, og lige i udkanten af byen snor en brolagt sti flankeret af løvtræer sig op til kirken Santa Maria di Loreto, som ligger på vej til et udsigtspunkt, et belvedere, ude midt i bjerglandskabet.

Kig til domkirkepladsen gennem søjlegangene ved la Chiesa Madre San Petro e Paolo.

Selve navnet Petralia stammer fra normannerperioden, hvor man tilpassede stedets oprindelige, arabiske navn Batraliah, der betyder ’by af sten’, til noget mere romansk. Byen blomstrede med handel under Ventimiglia-familien, der i 1200-tallet plettede mange af Madonieparkens byer med borge og kirker.

Og hvis du undrer dig over, at byen har en navnebror tæt ved, har du ikke læst forkert. Mod nord ligger Petralia Sottana sig nemlig, og spejler den syditalienske skik med at give byer navne efter deres beliggenhed i forhold til hinanden. Soprana betyder højtliggende, og Sottana lavtliggende.

Hovedillustration: Petralia Soprana om vinteren

De første anmeldelser af serien ‘Min Geniale Veninde’ på HBO Nordic spænder fra begejstring til mistro

Så skete det: den 19 og 20 november kunne man på HBO Nordic – over en uge før serien løber over skærmen i Italien – se de to første afsnit af ‘My Brilliant Friend’, og modtagelsen af filmatiseringen af Elena Ferrantes første Napoli-roman har fra kritikernes side været rigtig god.

Med mit kendskab til Napoli som by og ‘napolitaniteten’ som begreb har det været uhyre spændende at se omverdenens begejstring for den bog-serie, der suverænt har sat byen på det moderne, litterære verdenskort, overført til lærredet. Vi var mange der var spændte på, om instruktør Saverio Costanzo kunne stå distancen, og i traileren til serien blev jeg faktisk nervøs for, om de tarvelige by-kulisser, der tydeligvis udgør de første rammer om de to pigers første leveår, vitterligt ikke var lidt for karikerede.

Samme bekymring havde mange anmeldere, både i England, USA og her i Danmark. Men da jeg så de 2 første afsnit forleden gav det hele så meget mening, og jeg giver Costanzo så meget ret i, at netop den kulisse-agtige stemning bidrager til at spændingerne mellem karaktererne virkelig står frem, som stod Lenu og Lila på en enorm teater-scene, lige foran publikum uden en tv-skærm mellem dem og os.

Desuden er jeg rigtig glad for det langsomme tempo, hvor kameraet tager sig god tid til at dvæle ved et ansigt og et landskab. Det er visuelt kræs, og føles virkelig luksusagtigt i en medievirkelighed, hvor mange film ellers er fuld af hurtige klip.

Både i The Guardian og i New York Times har anmelderne måtte overgive sig – sidstnævnte havde nogle interesante pointer, fordi hun mener, at serien visse steder taber noget ved at være lidt for tro mod sit forlæg: at Lenus ældre stemme fortæller ind over- ligesom hun jo gør i bogen i sit lange tilbageblik på de to pigers venskab – bliver af og til for insisterende. Istedet for skulle Costanzo have stolet på det ældgamle råd, dont tell it , show it, især fordi de to hovedrolleindehavere spiller så uforligneligt.

Den måske mest interessante kritik hørte jeg fra Eva Eiztrup, der i sin anmeldelse i Information syntes, at settingen var for romantiseret og kulisse-agtig, og skuespillet, som de beskrev det i radio24Syv, hvor hun var gæst, ‘en karikatur af skrigende madonna’er”.

Det bliver jeg selvfølgelig nødt til at kommentere på:

Kvarteret, som beskrives i serien, er en genopbyggelse af det dengang spritnye Rione Luzzati, der blev opført øst for hovedbanegården som en del af Poggioreale-kvartéret. Stedet findes endnu, men er blevet komplet opslugt af storbyen Napoli. Rione Luzzati vedbliver dog ligesom resten af Poggioreale med at være et barskt slumkvartér præget af de ‘case popolari’, huse til arbejderklassen, som er blevet opført i Italien igennem umindelige tider, og som i efterkrigstiden blev lavet af billige materialer.

Jeg har selv færdedes i Poggioreale, og det var en depressiv oplevelse, der vil sidde i mig resten af livet på grund af trøstesløsheden, den subtile atmosfære af vold og en meget mærkelig følelse af, at et eller andet ubehageligt og skæbnesvangert hele tiden skulle til at indtræffe.

Det er en stemning, der understreges af de beskidte slumkvarterer – byggerier, der får én til at føle sig sært fremmedgjort i selv den travleste gade – og hvis det har været Costanzos intention at formidle lige netop dette, er det lykkedes ham over evne.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage Eva Eistrup med til Poggioreale en dag, for så vil hun kunne forstå, hvorfor kvinderne skriger og slås her, og hvorfor kvarteret både i virkeligheden og på film undslipper enhver identifikation med det romantiske billede af det smukke, barokke og vasketøjsdryppende Napoli, som mange af os bærer rundt på. At kalde filmen en karikatur er netop en karikatur på de fordomme, som vi alle indeholder, især om steder, hvor vi ikke selv har været.

Måske siger anmelderen det fra New York Times bedst når hun skriver, at serien udgør den hidtil vigtigste beskrivelse af et kvindeligt venskab, som vi har ventet mange år på. I langt de fleste tilfælde er kvinder, og især pigebørn, hvis de altså overhovedet optræder på lærrredet, statister, og blot iagttagere af mændenes drama.

Med Ferrante oplever vi et revolutionerende skift i perspektiv. Godt gået, Elena, jeg vil ha mer’! Anmeldelsen i New York Times kan du finde HER.

Anmeldelsen fra Information befinder sig HER.

Hovedfoto: Copyright HBO Nordic.

Sardiniens pizza-revolution og historien om hvordan øens hyrdemad blev gourmet

Forleden var jeg så heldig at møde Pierluigi Fais på Københavns Madhus – han er om nogen en af de kokke, der har forstået at løfte Sardiniens spændende mad-arv ind i det nye årtusinde, og i min bog Turen Går Til Sardinien har jeg både nævnt hans restaurant Josto og hans vilde pizza-bageri Framento, hvor han fortolker den syditalienske pizza-kærlighed og kombinerer den med sardernes smagsløg.

Begge steder ligger i Cagliari, og jeg linker til stederne nederst i denne artikel, så I kan besøge dem næste gang i er på Sardinien.

Rammen for mit møde med Pierluigi var en invitation til en 6 retters middag, hvor det italienske handelskammer ville give journalister fornemmelsen for det særlige Sardinien, og jeg var rigtig glad for både at komme og smage på hans mad.

Hvad får man serveret på tallerkenen på Sardinien?

Lidt længere nede vil jeg fortælle lidt om kombi’en pizza og Sardinien, men inden da vil jeg bruge forledens menu som udgangspunkt for at fortælle lidt om hvordan man spiser på Sardinien, og hvad man kan forvente at møde på øens rustikke madsteder:

Giardinera – hjemmelavet pickles:

Hvis der er noget, der kendetegner sarderne, er det deres kærlighed til at opholde sig i naturen. Jeg husker flere gange, hvor jeg er kørt igennem et bjergrigt terræn på øen, og har set sardiske familier høste urter, blomster og vilde asparges og vild fennikel i vejsiden.

Giardinera er egentlig en hjemmelavet pickles lavet på spæde grøntsager fra haven (som navnet antyder), helst kombineret med vilde urter fra bjerge og marker. Denne Giardinera havde den perfekte kombination af syre og sødme. Og netop det syrlige er vigtigt for sarderne, der går meget op i at ’åbne’ maven inden de spiser, hvilket syreholdige småretter krydret med citronsaft eller eddike er meget effektive til.

Zuppa di finocchietto – suppe på vild fennikel

Hvis der er en grøntsag, som karakteriserer sarderne, er det helt klat den vilde fennikel. Dens pebrede og krydrede anis-smag bliver flittigt brugt i masser af retter: Fenniklerne, der høstes om foråret og står med lange stængler rundt omkring i naturen, kan koges og henkoges, syltes og steges og for eksempel serveres i pastaretter med kød eller bare vegetarisk. Planten er også lækker at lave snaps og likør på.

I denne ret var fenniklens stængler hovedrolleindehaver i en helt enkel suppe fuld af saft og kraft, og med syltede, små tomater på toppen.

Pasta ai granchi – pasta med krabber

Pierluigi kommer selv fra byen Oristano, der ligger på Sardiniens flade vestside, og hvis indsøer og brakvand huser nogle af Italiens lækreste, marine delikatesser. Her syd for Alghero finder man de lækreste blåmuslinger, multer, søpindsvin og krabber – og alt forvandles til enkle og saftige retter, der nydes langs hele vestkysten.

Linguine pasta med skaldyr fra fjordene ved Oristano. Foto: Josto.

Jeg fik serveres en typisk ret fra vestkysten, nemlig pasta med granchi, krabber – ikke store, majestætiske skaldyr, men små strandkrabber, der lever i det lave vand og små fjorde, og som man koger fonder på. Pastaen var vendt med den duftende sauce, hvor krabberne er siet fra og har givet masser af smag, tilsat svampe fra området, hvilket var efterårets måde at spille en hovedrolle på i retten.

Pastaen med krabbe, som vi fik den serveret på Københavns Madhus. Pastatypen var ‘mezzo dito’ – halvfinger-pasta, som oftest bruges i supper.

Risotti ai capperi – kapers-risotto

Sardernes grundelement er jorden, ikke vandet. I gamle dage var det farligt at leve langs kysten pga. piratinvasioner og naturkatastrofer, og derfor er det relativt nyt at spise mad fra havet. Kapers er om noget indbegrebet af det bjergrige bagland, hvor buskene vokser på de tørreste, vertikale steder, og med sin kraftige smag matcher sardernes kærlighed til enkle, aromatiske råvarer.

Pecora bollita – kogt får

Når man bor på en ø med 4 gange så mange får som mennesker – der bor cirka 1,5 mio sardere på øen, hvis 5mio. får er en stor del af den lokale økonomi – bliver kød selvfølgelig en vigtig del af kosten, og i tråd med Sardiniens nøjsomme hyrdekultur, nøjes man ikke kun med at mæske sig i lam. Voksne dyr sættes også til livs, og noget af det mest lokale og velsmagende, man kan få serveret som hovedret, er enten ged eller får, langtidssimret og krydret med oliven , hvidløg eller friske krydderurter som rosmarin eller oregano. Vi fik serveret fåret som en slags terrin, hvor kødet var plukket fra benet og serveret med syrlig mælk og friske, hakkede urter.

Panna cotta – flødedessert med kvæde og rosmarin

Pierluigi sluttede af med en genial dessert. Sarderne er glade for mælkeprodukter – husk at den romerske pecorino laves på sardisk fåremælk – og panna cotta er elsket på øen, gerne krydret med urter – her rosmarin – bær og årstidens frugt.

Pierluigi og den sardiske pizza-revolution

Framentos pizzaer hæver på hjemmelavet gær, en såkaldt lievito madre. Foto: Framento.

Med sin restaurant Josty, der indtil for nyligt lå i Oristano men nu er rykket til Sardiniens hovedstad Cagliari, har Pierluigi Fais været en af de vigtigste ambassadører for den såkaldte kilometer 0-politik, hvor alle råvarer skal være lokale og vokse så tæt på restauranten som muligt.

Selvom maden på Josto for mange anses som gourmet, har Pierluigi altid en direkte kontakt til sine rødder og den traditionelle, sardiske mad, som stammer fra øens ældgamle hyrdekultur, med friske urter fra marken, kød, ost og brød. Det kan også ses ud fra den menu, jeg lige har beskrevet, og på Josto kan man nyde en 3 retters menu for rørende 35 euro, og 5 retter for 53 euro, som priserne ser ud lige nu – men tjek dem selv på deres facebook-side.

Men Pierluigi har også opnået at blive en af Italiens mest hyldede pizza-bagere, hvilket er noget af en bedrift på en ø, hvis yndlings-brød er papirstyndt og hedder pan carasau. Ikke desto mindre flokkes folk til hans pizzeria Framento, der bla. er blevet døbt et af Italiens bedste steder at spise pizza lige nu af bla. Gambero Rosso.

Sardinien er ligesom resten af Italien begejstret for pizza, og med en stor brødtradition har man for længst forfinet produktet, der oprindeligt kommer fra Napoli, med egne gærtyper og råvarer. Det er også tilfældet på Framento. Pizzeriaets navn er det sardiske udtryk for surdej, og stedet har kombineret et urbant, æstetisk udtryk med den mættende pizza, som laves af lokale ingredienser fra hele landet. Framento har gourmetfaktor og er da også nævnt i den italienske madbibel Gambero Rosso, og bag disken står Pierluigi Fais ham selv, og hans to søstre Chiara og Elisabetta, som driver stedet.

Her finder du Pierluigis to restauranter:

Josto

Via Sassari 25-26
09123 Cagliari, Italy

+39 070 351 0722

www.ufficialejosto.it

 

Framento

Corso Vittorio Emanuele II, 82,

09123 Cagliari CA, Italy

+39 070 667 0370

www.framento.it

Hovedfoto: Josto.