Category Archives: NYHEDER

Puglias verdensberømte tarantel-dans vinder verdensmusikkens ‘Oscar’ i London

Mange har nok hørt om ‘tarantellen’, som kvinder har danset i Napoli og Puglia i umindelige tider, og som har fascinerende, historiske forudsætninger. For syditaliernene er – og især var – den orginale tarantel-dans vitterligt et spørgsmål om liv og død, og forleden fik Puglias ældste tarantel-gruppe den største kadeau, man kan tænke sig internationalt: Il Canzoniere Grecanico Salentino, der blev grundlagt af danseren Rina Durante i Lecce i 1973, vandt nemlig forleden første-prisen som bedste gruppe til festivalen for verdensmusik i London, Songlines Music Award.

Tarantel-dansen har tusindårige aner og menes at gå helt tilbage til de gamle grækeres tid i Syditalien. De holdt dionysiske fester med vild musik og trancelignende danse, hvor man kunne få afløb for sine drifter, men mens tarantellen i Napoli med tiden udviklede sig til en uskyldig og romantisk ‘parringsdans’ med kastagnetter, vedblev ‘la tarantella’ med at være en terapeutisk begivenhed i Salento fuld af mystik, mørke og risici.

Indtil 1960’erne kunne man her endnu opleve hvordan dansen og især musikken blev brugt til at få kvinder ud af en mystisk trance, som man mente stammede fra et edderkoppe-bid, som var blevet dem påført under den risikable høst i markerne. Kvinderne efterlignede edderkoppens bevægelser ved at kravle rundt på gulvet, og svingende mellem maniske følelsesudbrud, depressioner og erotiske energiudladninger, men ved hjælp af eksorcistiske rytmer udført med guitar, tamburin, fløjte, violin klarinet, kunne man drive edderkoppens bid ud af såret, og helbrede de besatte bønder. Tilsidst bragte man dem til domkirken i Galatina, hvor man mente at San Paolo – de giftplagedes og bidtes beskytter – kunne helbrede dem, og hvor kvinderne kunne fortsætte med at danse og vride sig i timevis.

En anden, der har fortolket den kraftfulde taranta-musik, er komponisten Ludovico Einaudi, der i videoen ovenfor akkompagnerer sin musik med voldsomme optagelser af edderkoppebidte, besatte kvinder og den musikterapi, som lokalsamfundene engang omgav dem med, for at helbrede og trøste.

Der går historier om kvinder der kunne danse i dagevis uden hvile og indtil døden, og fænomenet fangede den legendariske antropolog, Ernesto de Martinos opmærksomhed. Han drog i 50’erne til byer som Nardo og Galatina i Salento, hvor ham overværede musik-terapien, dissekerede edderkopper og lavede Rorschach-prøver, og han fandt hurtigt ud af, at dansen ikke skyldtes edderkoppebidet, men nærmere var en ventil hvorigennem kvinderne kunne lette trykket fra en stressende og voldelig hverdag fuld af undertrykkelse og angst.

Op igennem årtierne forsvandt denne praksis, indtil forskellige dansetrupper atter fik øje på den medrivende musik, som karakteriserer den pugliesiske tarantella, også kaldet pizzica, efter ordet ‘bid’. Fænomenet tarantismo bliver idag studeret på regionens universiteter, og man er atter begyndt at danse og genfortolke på sin arv, som hos den netop hædrede gruppe, Canzoniere Grecanico Salentino. Idag bruges ‘terapien’ som healende for de mange små samfund sydpå, der har det svært, og især de unge finder trøst og fællesskab i dansen.

Her kan du nyde et af gruppens numre, Nu te fermare, og få en fornemmelse af det specielle univers:

Trailer til Elena Ferrantes ‘Min genale veninde afslører detaljer om den færdige film og et landligt Napoli af engang

“Det var i det øjeblik, jeg fandt ud af, at intet kunne standse hende”, siger Elena om sin genstridige og geniale veninde, Lila, og sætningen bliver overskriften på deres kontrastfyldte venskab, som den 27 november får liv i form af en længe ventet tv-serie på både RaiUno og HBO.

Serien bliver i 8 afsnit på 50 min. hver. Jeg har set traileren, som man kan se ved at følge linket nedenfor, flere gange, og udover at være fuldstændig begejstret for den skønne, napolitanske dialekt, som jeg elsker, lægger jeg især mærke til de mange højdepunkter fra bogen: den frygtede tunnel, der fører udaf barndommens kvartér, og som ikke alle tør følge, dramaet omkring pigernes skolegang, og dukkerne, der bliver kastet ned i mørket som en prøve på pigernes mod.

Jeg lægger også mærke til at det kvartér, som pigerne bor i, har et forbløffende landligt præg. Derfra har man udsigt til Napolis rurale opland, men hvis man følger teorien om, at kvarteret ligger tæt på hovedbanegården, kan det sagtens afspejle det Napoli, som i 50’erne endnu ikke er blevet en del af det italienske, økonomiske boom, og hvis boligkvarterer vest for Piazza Garibaldi endnu skal bebygges og blive til betonklodserne i Poggioreale, skyskraberne i Centro Direzionale og industrien i La Zona Industriale.

Jeg glæder mig så meget til at se det første afsnit i serien, og jeg savner Napoli hver dag. (Hovedfoto: Rai Pubblicità)

En fortryllet have er dukket op i Pompei og afslører unikke vægmalerier og en Lari-kult

Slanger, der snor sig, små fugle, der kvidrer rundt, og statelige påfugle i det saftige græs. Den både smukke og skæbnesvangre by Pompei, som blev begravet i år 79 af Vesuvs aske, er et skatkammer af skønne objekter og historier, som løbende bliver opdaget af arkæologer, og forleden offentliggjorde forskere endnu et unikt vidensbyrd om den kunst, romerne omgav sig med.

Tæt på Porta Vesuvio, der, som navnet afslører, var byens nordligste byport med front mod vulkanen, har man netop udgravet et rum, hvis vægge myldrer med planter, dyr og varme farver. Stedet har straks fået navnet ‘Den fortryllede have’, og man kan af konteksten aflæse, at de bemalede vægge omgav en lari-kult, hvor romerne kunne hylde de mindre kendte, men ikke desto mindre vigtige lari’er, som var en slags husguder.

Lari’erne var ånderne fra de afdøde i ens slægt, som omgav én i det daglige og sørgede for, at man havde det godt, og hjemmet var trygt. Romerne var dog generelt ret bange for spøgelser, og derfor var det kun de mennesker, der havde gjort gode ting i levende live, som blev til lari’er, mens de onde blev til skrækindjagende dæmoner.

Det var derfor vigtigt at huske og mindes de gode og savnede slægtninge, og ved at tilbede dem i en kult, kunne man håbe på at de rette ånder vendte tilbage til de levendes verden for at passe på dem. Lari’erne var forbundet med naturens skønhed, og derfor forskønnede man kultens omgivelser man malerier af dyr og planter.

Lari’erne er opkaldt efter Lara, stilhedens gudinde, og passede udover den private sfære også på byernes og husenes grænser i det romerske rige, hvorfor det giver god mening at dette kult-værelse netop ligger ved Pompeis nordligste kant.

HER kan du se et billedgalleri af ‘Den fortryllede have’. Foto: Ansa.

 

Deltagerrekord og ambassadørbesøg: tema-aftenen om Napoli på Københavns Universitet var en stor succes

Den 3 oktober 2018 kl 18.30 skete der noget vildt – Italiensk kandidatforening, som jeg er medlem af fordi jeg blev cand. mag. i italiensk i 2006 – afholdt en af sine vanlige tema-aftener, men hvad der var usædvanligt var det utrolige fremmøde. 114 gæster – man kan nemlig sagtens komme til foreningens arrangementer, selvom man ikke selv er uddannet i italiensk – var tilmeldt, men endnu flere væltede uanmeldt ind, og tilsidst var hele auditoriet propfuldt!

Det er som syditalienskender og mangeårig beundrer af Napoli og dens fascinerende befolkning en kæmpe oplevelse at mærke en sådan opbakning, og alle os forelæsere – Gert Sørensen, seniorforsker ved romansk institut og min gamle specialevejleder, Pia Lausten, der fortalte om Ferrantes Napoli-trilogi, og napolitanske Alba Granizio, som præsenterede sin bog om Napolis myter og historier, og tilsidst jeg, der underholdt om femminiello-fænomenet – var komplet blæst bagover af den store interesse.

Under arrangementet holdt jeg et foredrag om den napolitanske femminiello-kultur .

Sådan noget tør man jo næsten ikke håbe på – men nogle gange går drømmene altså i opfyldelse, når ens fagområde pludselig får liv og udfolder sig iblandt så mange vidende og interesserede publikummer.

EN KÆMPE TAK TIL ALLE DER KOM, INKLUSIV DEN ITALIENSKE AMBASSADØR I DANMARK, LUIGI FERRARI! Uden hver og én af jer jer kunne vi jo ikke have gjort det…

Der er efterfølgende blevet skrevet en forskningsartikel, som konkluderede på aftenens indhold – læs den HER.

For 75 år siden drev napolitanerne de sidste nazister ud af deres by og Napolis tredje køn var med i første række

Den 30 september 1943 sluttede ‘Napolis 4 dage’, som er gået over i historien som en af byens mest historiske begivenheder i nyere tid. De 4 døgn under 2 verdenskrig, der startede med et oprør den 27 september i forbindelse med tilfangetagningen af 8000 napolitanere, rummede de sidste krampetrækninger fra Det Tredje Rige, som havde taget kontrollen i Italien og nu massakrerede, voldtog og røvede sine tidligere italienske allierede inden englænderne og amerikanerne nåede Napoli.

Byens borgere blev senere hædret for sit mod, men hvad der udover mands- og kvindemodet gjorde ligestort indtryk på De Allierede var de mange bevæbnede og kæmpende femminielli i kvindetøj – de specielle, homoseksuelle mænd, der udgjorde Napolis tredje køn.

I mange andre italienske byer dengang var den slags absolut tabu, men i Napoli var – og er – femminelli’er omgærdet med respekt og anses endda som lykkebringende. En feminiello er en mand der er i særlig kontakt med sin kvindelige side, men under fascismen var det forbudt at være homoseksuel og ‘feminiseret’ som mand.

Derfor var der endnu mere grund til at femminelli’erne under krigens sidste dage gik på gaden og skulder ved skulder med de øvrige mænd og kvinder greb til våben og ofrede sit liv for at befri Napoli. De havde i den grad noget at kæmpe for, og især i kampene omkring Piazza Carlo 3 udgjorde femminiello’erne og deres våben en vigtig bastion i modstandskampen.

‘Napolis 4 dage’ udspillede sig i et politisk og ideologisk tomrum med en stækket værnemagt og et sammenbrudt fascistisk regime, men selvom mange af herrefolkets tropper flygtede fra Syditalien i takt med de fremrykkende allierede tropper, som var gået i land i Salerno og på Sicilien, forsøgte de stadigvæk at likvidere så mange italienere som muligt, inden byen faldt til amerikanerne.

En af konsekvenserne var henrettelsen af omkring 500 napolitanske modstandsfolk, utallige voldtægter og destruktionen af Napolis kostbare statsarkiv.

Iøvrigt menes  fotoet ovenover at illustrere en palmebladsbeklædt vogn, der efter de 4 dages afslutning og De Allieredes ankomst rullede igennem Napolis gader med nogle af de overlevende femminielli ombord.

Fotos: Gayburg samt Vesuvio Live

MINDRE JORDSKÆLV RUNDT OMKRING I EUROPA – OGSÅ I SOLFATARA-KRATERET NÆR VESUV, POMPEI OG NAPOLI

Da der forleden var jordskælv i Jylland rejste det øjenbryn herhjemme, fordi skælv så sjældent ses på vores breddegrader. Men faktisk har der i de seneste par uger været flere mindre skælv rundt omkring i Europa, især i Grækenland, Tyrkiet og i Syditalien – sidstnævnte sted var skælvene koncentreret til det vulkanske område omkring Solfatara-krateret, som ligger nord for Napoli og under sin skorpe rummer Europas største og farligste supervulkan.

I tirsdags kunne jeg se at flere af mine Facebook-venner i Napoli skrev på deres væg:”MÆRKEDE I DET? TINGENE RYSTEDE I MIN LEJLIGHED”. Der var to af slagsen lige efter hinanden, men heldigvis er disse småskælv harmløse og en integreret del af det at bo i jordskælvsplagede regioner som Campania, Molise og Abruzzo. Lokalbefolkningen har dog samtidigt lært at være fornuftigt vågne overfor den fare, som de potentielt bor lige op og nedad. Napoli (og Etna længere mod syd på Sicilien) ligger nemlig lige på grænsen mellem den afrikanske og europæiske kontinentalplade, der med mellemrum bevæger sig når førstnævnte maser sig ind under Europa. Og i maj måned blev der målt et mindre skælv direkte nede i Vesuvs krater.

Begge skælv blev i tirsdag målt til cirka 2.5 på Richterskalaen og havde deres epicenter i Pozzuoli, blot 2 kilometer under jorden lige der, hvor Solfatara-krateret ligger. Pozzuoli har igennem århundreder været påvirket af det faktum, at byen ligger lige ovenpå supervulkanen, der breder sig ud under hele Napolibugten. Havet kan koge og slippe svovlgasser op til vandoverfladen, og der åbner sig løbende nye sprækker ned til lavaen, hvilket er helt normalt for slumrende vulkaner.

Foto: Et af Vesuvs udbrud cirka 1775, set fra Portici, malet af Joseph Wright of Derby. Wikipedia.