Category Archives: POMPEI

Det skal jeg opleve i Napoli i 2019: overnat i en boghandel, spis som en kejser i Pompei og bad i vulkanske kilder

Der sker hele tiden nye ting i Napoli, og i 2019 er der især 5 ting, som jeg meget gerne vil opleve. Nogle attraktioner er nye, andre har været her i århundreder, men mangler stadig mit besøg. Her kommer min egne, personlige favoritter for det nye år:
Book & Bed i Vomero-kvarteret
Det er allerede en stor trend i Japan, hvor Bed & breakfasts i både Tokyo og Kyoto tilbyder folk at sove i selskab med tusindvis af bøger. Et rent himmerige for bogorme, der allerede har fået boghoteller i Zurich, Paris og i Grosseto i mellemitalien. I Syditalien er trenden dog helt ny, men nu åbner der en Book & Bed i boghandlen Mooks, som drives af det store italienske forlag Mondatori. Stedet åbnede i 2018 og ligner udefra en helt almindelig boghandel, men i år vil man på en etage også tilføje værelser med senge, så man kan overnatte samme sted. Mooks finder du i Via Luca Giordano 158 i det statelige Vomero-kvartér på byens top.
Den romerske kæmpeakvadukt i Sanità-kvarteret
For 2000 år siden var bugten omkring Napoli et sommerparadis for Roms spidser, og det krævede en velfungerende struktur at lede vand rundt i området. Desuden var de bjergrige områder i Napolis bagland fuld af kilder, som man godt kunne bruge vand fra til selve Roms storbadende befolkning, og derfor byggede de romerske kejsere omkring år 0 en enorm akvadukt, der kunne lede vand fra Serino-floden herfra langs bugten ind til Rom.
For blot nogle år siden fandt man resterne af akvadukten under et antikt hus i Napolis Sanità-kvarter, og besøgende kan komme med ind og opleve de meterhøje vægge og søjler, som stadig holder skakten oppe i et imponerende, underjordisk rum.
Spis som en kejser på Caupona-restauranten ved Pompeji
Vi bliver i fortiden. For lige overfor hovedindgangen til ruinerne i Pompei ligger der et helt specielt sted, som man ved første øjekast måske ville tro var en turistfælde, men som dog fortjener ens opmærksomhed: kokkene og tjenerne på dette meget specielle osteria mener det nemlig alvorligt, når de på menuen skriver, at man her kan nyde retter tilberedt efter 2000 år gamle metoder, og når man træder ind på stedet mødes man af Pompei-røde vægge med fresker, træmøbler og en hyggelig, historisk atmosfære.
Maden på Caupona Pompeii Restaurant bliver lavet grundigt og tager udgangspunkt i faktiske opskrifter fra det antikke Rom, og indeholder alt fra skaldyr, fisk, kød og desserter. Er man heldig kan man også tilmelde sig temaaftener, hvor tjenerne klæder sig ud som romere, og hygger om én i restauranten med sang og musik. Se mere på www.caupona.it
Den hemmelige klostergård Chiostro San Marcellino
Studerende på Napolis universitet får sig en ekstra bonus, når de indskriver sig på samfundsfagsstudiet. Deres fakultet er nemlig beliggende i en overdådig, 300 år gammel bygning bygget af selveste mesterarkitekten Luigi Vanvitelli i centrum af Napoli, der i sin tid også opførte det verdensberømte barokslot i Caserta.
Klostergården San Marcellino ligger i forbindelse med Napoli universitets fakultet for samfundsfag og er omkring 300 år gammel. Fra Wikipedia.
Selve fakultetets hjerte er klostergården San Marcellino, der ligger for enden af en elegant dobbelttrappe, er fuld af appelsintræer, springvand og palmer. Besøgende kan også smutte ud og nyde stedet, når de besøger Napolis Paleontologiske Museum, som ligger i samme bygning, og rummer fossiler og rester fra dinosaurer. Fakultetet ligger på pladsen Largo San Marcellino.
Badekomplekset Lido Lo Scoglio udenfor Napoli
Jeg har en god ven i Napoli der er professor, som nu har pensioneret sig selv og bruger næsten al sin tid langs strandene nord for Napoli omkring det gamle, vulkanske område ved Baia og Pozzuoli, hvor det syder og bobler med svovlrige kilder. Paolo, som han hedder, poster hver dag billeder af sig selv i et enormt, rustent kar i havstokken, og jeg skrev til ham og spurgte, hvad pokker han lavede.
På Lido Lo Scoglio kan man bade i store kar i 40graders varmt, vulkansk vand fra undergrunden. Skærmbillede fra Lido Lo Scoglios Facebookside.
“Jeg hygger mig i badekarene ved Lido lo Scoglio”, svarede han, og fortalte, at det lille, intime badested har sine helt egne kilder med svovl og 40 grader varmt vand, som man siden 1947 har kunnet nyde på meget rustik vis i store kar udenfor året rundt, klæde om i tilstødende kabiner og endog spise godt på stedets restaurant. Det skal jeg selv prøve næste gang jeg er på de kanter. Se mere på www.loscoglioristorante.it
Hovedfoto: skærmbillede af foto fra Restaurant Caupona.

En fortryllet have er dukket op i Pompei og afslører unikke vægmalerier og en Lari-kult

Slanger, der snor sig, små fugle, der kvidrer rundt, og statelige påfugle i det saftige græs. Den både smukke og skæbnesvangre by Pompei, som blev begravet i år 79 af Vesuvs aske, er et skatkammer af skønne objekter og historier, som løbende bliver opdaget af arkæologer, og forleden offentliggjorde forskere endnu et unikt vidensbyrd om den kunst, romerne omgav sig med.

Tæt på Porta Vesuvio, der, som navnet afslører, var byens nordligste byport med front mod vulkanen, har man netop udgravet et rum, hvis vægge myldrer med planter, dyr og varme farver. Stedet har straks fået navnet ‘Den fortryllede have’, og man kan af konteksten aflæse, at de bemalede vægge omgav en lari-kult, hvor romerne kunne hylde de mindre kendte, men ikke desto mindre vigtige lari’er, som var en slags husguder.

Lari’erne var ånderne fra de afdøde i ens slægt, som omgav én i det daglige og sørgede for, at man havde det godt, og hjemmet var trygt. Romerne var dog generelt ret bange for spøgelser, og derfor var det kun de mennesker, der havde gjort gode ting i levende live, som blev til lari’er, mens de onde blev til skrækindjagende dæmoner.

Det var derfor vigtigt at huske og mindes de gode og savnede slægtninge, og ved at tilbede dem i en kult, kunne man håbe på at de rette ånder vendte tilbage til de levendes verden for at passe på dem. Lari’erne var forbundet med naturens skønhed, og derfor forskønnede man kultens omgivelser man malerier af dyr og planter.

Lari’erne er opkaldt efter Lara, stilhedens gudinde, og passede udover den private sfære også på byernes og husenes grænser i det romerske rige, hvorfor det giver god mening at dette kult-værelse netop ligger ved Pompeis nordligste kant.

HER kan du se et billedgalleri af ‘Den fortryllede have’. Foto: Ansa.