Category Archives: PUGLIA

Rejsebrev fra Puglia: San Nicola pløjer havene

Den engelske forfatter Lawrence Durrell sagde det ret genialt: os europæere drømmer Middelhavet større end det egentlig er. Med de mange eksplosioner af kulturer, der gennem tiden er opstået langs bassinets kyster, er dets betydning uomtvistelig, ikke mindst i Syditalien, selvom Middelhavets areal ikke er større end Skandinaviens oceaner lagt sammen.  

Jeg har for eksempel opdaget at Middelhavet dikterer min retningssans. Utallige er de gange, hvor jeg har rejst langs Syditaliens tyrrenske kyst, altså den strækning, der løber forbi Napoli og Salerno til Reggio Calabria i syd, og har Spanien som usynlig grænse i horisontlinjen. Sjældent har jeg fulgt Adriaterhavskysten, hvilket jeg nu prøver at råde bod på i min research til den næste udgave af Turen Går Til Napoli og Syditalien. I går kørte jeg mellem Trani og Bari, og i dag fra Bari til Brindisi. Havet plejer at være til venstre, når jeg rejser mod nord, og højre, når jeg rejser mod syd. Her er det omvendt. Bølgerne, der skyller op på stranden nedenfor jernbanen kommer fra Montenegro og Albanien, og jeg bliver svimmel af det, jeg stresser og rejser mig uvilkårligt i de varme kupeer, fordi jeg tror, jeg har taget toget i den forkerte retning.

Selv vandet virker anderledes med en opak, næsten mælket konsistens. Turkis og dovent, mens det Middelhav, jeg kender fra Salerno og Napoli, er dybblåt og i bevægelse. Et sammentræf, I dont know. Regionen har det Syditalienske fastlands længste kyststrækning, og havet dukker op overalt i Puglia, ikke kun fysisk, men også i de lokales bevidsthed.

Da jeg ankommer til Bari, er det weekenden for fejringen af byens helgen, San Nicola – den græske præst, der døde i Myra 343 i det daværende Tyrkiet, og i 1087 fik fragtet sine knogler til Bari af lokale fiskere, som frygtede at San Nicola skulle falde i hænderne på muslimerne. Som San Nikolaus spredte hans kult sig til den slaviske og ortodokse kirke i Østeuropa og Lilleasien, og hans rygte som børnenes beskytter og glad gavegiver har i dag givet ham aliasset ’Julemanden’.

Jeg har allerede fået at vide at jeg er gået glip af ’le freccie tricolori’, de italienske nationalfarver, som en eskadron jægerfly har prydet himlen med over Bari, men jeg kan stadig nå fyrværkeriet og menneskehavet på byens Lungomare, der syder af boder med helstegt pattegris, pandekagebagere, Peroni-sælgere med skummende køleskabe på slæb, mobile Tivoli-forlystelser og stærkmands-konkurrencer. På vej derned passerer jeg sætningen ’San Nicola solca i mari – San Nicola pløjer havene’, der står på en fotostat overfor helgenens kirke og grav, La Basilica di San Nicola. Under ordene hænger et grynet foto af paven sammen med en delegation af præster fra både den ortodokse, katolske og protestantiske kirke. De besøgte for et par år siden San Nicolas jordiske rester og bedte i fællesskab for den kristne samhørighed på tværs af tro og hav. 

San Nicola har tydeligvis stor magt over de pilgrimme, som hver dag året rundt besøger hans grav. Men hvad med de lokale? Næste dag spørger jeg Signora Anna, der gør rent og laver morgenmad på mit B&B i Bari Vecchia. Vi indleder samtalen ved at tale om vejret, for endelig skinner solen efter mange dages regn. Bliver Bari ikke for varm om sommeren? Hun skærer en grimasse og svinger pegefingeren fra side til side. Det er ikke varmen, der slår folk ihjel her, det er fugten, l’umidità. Bydelen ligger klemt inde på et lille forbjerg mellem havet og den nyere stad, hvor man med moderne sanitet prøver at komme den fugtighed til livs, som er et vilkår for mange pugliesere. Regionen består mestendels af ældgammel havbund, og udfordringen med at bo på ryggen af en gigantisk, porøs kalkskorpe, som leder grundvand op til overfladen, har udfordret de lokales kreativitet i årtusinder. Ikke mindst om sommeren, når luftfugtigheden får det hele til at klistre og tøjet til at klæbe mod huden. ”S’appiccica”, vrænger hun, og gnider en hånd op og ned ad armen for at vise ubehaget.

Anna peger ned gennem glasgulvet, som spisebordet og mine fodsåler hviler på. Gennemsigtigheden giver udsigt til en gammel skrivemaskine, en vandpibe og en stok, der står nede i en slags brønd. ”Engang havde de fleste af vores huse en ’pozzo’, som opsamlede regnvandet fra taget og ledte det ned under huset. Det var smart, men med tiden gjorde det husene usunde, så i dag har de fleste fyldt dem med cement”, siger hun, og vrider en klud. 

Jeg nævner San Nicola: gjorde helgenen en forskel under covid-pandemien? Bad de mere til ham end de plejede? Skete der mirakler? Hun ser undrende på mig og ryster på hovedet. ”De første til at få corona her i byen var da præsterne. Gad vide hvad de gik og lavede sammen”, klukker hun, og skummer mælken til min cappuccino så energisk, at den flyder ud over køkkenbordet.

Under festlighederne langs Lungomare stod figuren af San Nicola under en baldakin på Piazza Ferrarese – en kort ferie fra sit permanente ophold i basilikaen, hvorfra hans statue var blevet ført, og hvortil han atter skulle ende, efter et visit i domkirken. Jeg gik forbi Piazza Ferrarese på vejen hjem fra byfesten, og betragtede den lille gruppe af lokale, der havde samlet sig der, nærmest for at holde ham med selskab, alt imens man gumlede pattegris og slikkede fedtet af fingrene.

”For en måneds tid siden fik han stjålet sin ring og 3 guldkugler, men man fandt dem igen”, siger Anna, da jeg spørger ind til den udsatte placering. Kuglerne, som hans helgenstatue altid bærer i venstre hånd, er et symbol fra dengang San Nicola reddede 3 kvinder fra prostitution. En adelsmand var kommet i økonomisk uføre, og kunne ikke længere give sine døtre en medgift. Bordellet var eneste udvej, men San Nicola hørte om den lurende katastrofe, og gav kuglerne til faderen – en detalje siger endda at det skulle være sket ved at komme en guldkugle i hver af døtrenes nyvaskede strømper, som skulle have hængt til tørre foran det vindue, hvor San Nicola ville lægge sine gaver. Muligvis forklaringen på julestrømpen.

Ringen og kuglerne havde man genfundet i en taske i en vejrabat udenfor Bari, og Anna trækker på skuldrene, da jeg spørger til den hellige manna, som ifølge myten skulle dryppe fra San Nicolas knogler. ”Vandet trækker ind i krypten ligesom alle andre steder. Når biskoppen én gang om året åbner kisten med San Nicolas knogler, skraber han væsken af, og laver business ud af den”. Hun tilføjer: ”Vandet kommer ind overalt, det gør vores huse fugtige og giver os gigt.”

Jeg bliver naturligvis nødt til at se San Nicolas knogler, som ligger indesluttet i en fløjlsdækket kiste i hjertet af basilikaen. Røgelse og bønner fylder rummet, kvinder i bondetøj og tørklæder ligger på knæ og beder på slavisk, én af dem rejser sig helt op, bukker og rører jorden flere gange og står derefter stille i en slags trance. Hun er så tynd at de søjler, der hver især ikke er tykkere end et ungt birketræ og med fælles kræfter holder kryptens loft oppe, kan indeslutte hende i enkelt skygge. En anden kvinde falder sammen i armene på en veninde efter at have lagt en seddel ved San Nicolas søjle. Myten siger at helgenen satte støtten som et tegn til kirkebyggerne om hvor de skulle påbegynde hans grav. Den er halvanden meter høj og står i dag i hjørnet af krypten, omsluttet af plexiglas og en bunke bønnesedler. Kvinden jubler i stille gråd, og veninden hjælper hende hen til en bænk for at dele øjeblikket i fælles eftertænksomhed.

Mumien af Santa Colomba fra Sens ligger i Baris katedral, hvor en lufttæt montre sørger for den ideelle temperatur og luftfugtighed.

Deres følelsesudbrud får mig til at tænke på den italienske skoleklasse, der dagen før havde taget mumien af den hellige Santa Colomba i øjesyn i byens katedral. Santa Colomba var en spansk kristen som led martyrdøden i 257 efter at have mistet hovedet for sin tro, og nu boede i Bari i en glasmontre, hvis indre temperatur og luftfugtighed blev omhyggeligt styret af en termostat. Santa Colomba ligger på ryggen iført en imponerende prinsessekjole, ansigtet er vendt mod kryptens loft med et lidende udtryk, læberne er let adskilte og afslører et par blottede fortænder. Hele skikkelsen er ikke meget højere end en pige på 10 år, og går man helt tæt på montren ser man tydeligt hendes knogler gennem den porøse hud, der dog mere end noget kødeligt ligner det finmaskede stof fra et par brune strømpebukser. Meget, endda. Og ligegyldigt hvor meget jeg studerede hendes hals, lod hovedet til aldrig at være blevet skilt fra kroppen.

Jeg var ikke den eneste, der undrede mig over Santa Colombas udseende; udover mig og min kæreste var montren omgivet af skolebørn, der pressede sig helt tæt på den 1765 år gamle mumie, mens en mandlig guide udlagde Santa Colombas martyrium. ”Dette er en privat gruppe, signorina og De er IKKE med”, fik han tilføjet, da jeg lænede mig ind i hans talestrøm. Jeg træder et par skridt tilbage, og en teenage-pige i gruppen spørger med mistænkelig mine: ”Var hun virkelig så lille som voksen? Og hvorfor ser hun så mærkelig ud”? Svaret falder som et stokkeslag: ”DET ER MANGLEN PÅ FUGT, der gør, at hun er tørret ind, Forstår du ikke det? DET ER EN MUMIE!” Ingen havde lyst til at modsige ham, og jeg forlod domkirken.

Syditalieneres pragmatisme overfor det åndelige har altid forbløffet og fascineret mig. De elsker tydeligvis deres helgener, men i et krisesamfund, der hver dag prøver at opretholde den umulige balance mellem det uforståelige, det groteske og det tragiske, kan end ikke troen trumfe de lokales sans for livets realiteter. Det var en street art kunstner så venlig at huske mig på, da jeg efter en frokost ved Baris havnefront vendte næsen hjemad og så San Nicola lave yoga på muren af et vandreservoir. Maleriet forestiller helgenen strække sig henover havet med kroppen i kobra-stilling, og sine 3 guldkugler foran sig på stranden. Bag ham står hans hyrdestav presset ned i sandet, mens et skilt ved hans fødder siger ’WEST’. I baggrunden aner man en kirke, mens den kyst, som San Nicola når med hænderne, prydes af en moské, og skiltet ’EAST’.  Kunstneren har tydeligvis fortolket pavens ord om San Nicola som en, der pløjer havet, og malet ham som brobygger mellem to forskellige verdener på hver sin side af Adriaterhavet.

Bari rummer flere gademalerier, såkaldte ‘murales’, af sin skytshelgen, San Nicola. Her er motivet som jeg så på Piazza Diaz, malet af kunsteren Maupal i 2016 på siden af en bygning fra L’Acquadotto Pugliese.

I min travlhed, i min mangel på eftertænksomhed og med mit blik for det syditalienske, som måske efterhånden er blevet mere blindt end seende efter for mange års fokus havde jeg helt overset den forbindelse til helheden, som syditalieneren mestrer så smukt. San Nicola handler ikke kun om religion. Helgenen vedbliver med at være aktuel, fordi han repræsenterer noget universelt i os mennesker, og selvom Middelhavet ikke er stort, kan vi mentalt godt være langt fra hinanden. At forene i stedet for at adskille er måske den ældste og smukkeste kærlighedshandling af alle, men har vi ikke nogen til at minde os om det, kan vi tabe retningen og tro at vores kyst og horisontlinje er den eneste rigtige.

Hovedillustration: Hagan Snair, Wikipedia – Vue af Bari Vecchia set fra havet.

Friske bøger i min kuffert fra Syditalien

Så er jeg netop kommet hjem fra min research-tur til den næste udgave af Turen Går Til Syditalien, hvor jeg valgte at gå i dybden med trekanten mellem Bari, Brindisi og Taranto, og også stak af til de ukendte grottebyer vest for Matera (mere om alt det i et senere opslag).Hvert sted jeg kom gik jeg også i den lokale boghandler for at lede efter et værk, der både kunne stå som håndfast minde om min tur, når jeg kom tilbage, og oplyse mig om de enkelte byers kompleksitet. Det kom der 3 meget forskellige bog-indkøb ud af, der hver især spejler nogle af de vigtigste indtryk fra min rejse. Hvem ved, måske de også kan inspirere jer? Her kommer de:

AMBIENTE SVENDUTO – il benessere avvelenato del pianeta acciaio, 2021af Angelo Carrier, med forord af Pino Aprile (oversat titel: ‘Miljø på udsalg – stålplanetens forgiftede velfærd’).

Da det gigantiske stålvalseværk ILVA bliver bygget i starten af 1960’erne, håber mange på at det vil føre til social og økonomisk velstand for de tusindvis af bøndere og fiskere, som bor i Taranto, og som nu kan få sig et ‘rigtigt arbejde’ i fremskridtets navn. De forlader deres jorde, sælger dem til pengemændene bag, og oplever hvordan fabrikken godtnok giver arbejde, men også forgifter både dem og deres medborgere, hvoraf mange bor klods opad valseværket.

Op gennem 70’erne fordobles ILVAs areal og fylder efterhånden 3 gange så meget som Taranto, der for romantiske Italiensfarere ellers har været synonym med Syditaliens måske smukkeste beliggenhed mellem det ioniske hav og indsøen Mar Piccolo, vuggende olivenlunde og enorme, arkæologiske skatte fra byens græske fortid.Nu fødes der babyer på byens hospital med ligeså mange giftstoffer i kroppen som en kæderyger, og kræfttilfældene mangedobles, mens fabrikken også får økonomiske problemer i kølvandet på den globale konkurrence på stål fra de langt billigere østlande.

ILVA er stadig en tragisk miljøkatastrofe der har skabt overskrifter i hele Europa, og jeg købte bogen efter et rystende besøg i Tarantos slum, vel vidende at værket er et emotionelt partsindlæg fra en lokal forfatter, der dog grundigt fremlægger sit angreb på de ansvarlige poltikere bag anlægget med kildehenvisninger og et stort note-apparat.Jeg er nået cirka en tredjedel gennem bogen, og bruger den ikke som godnatlæsning. Dertil er den simpelthen for uhyggelig (siger jeg som hardcore Stephen King fan!).

M – L’UOMO DELLA PROVVIDENZA, 2021 – af Antonio Scurati (oversat titel: M – Forsynets Mand)

2 del af romanen om Benito Mussolini, som vandt den prestigefyldte Strega-pris i 2019, og fortsætter hvor del 1 slap, nemlig ved Mussolinis historiske indrømmelse i parlamentet i 1924 om, at han og fascistpartiet stod bag bortførelsen og mordet på generalsekretæren af Partita Socialista Unitario, Giacomo Matteotti. Jeg er stor fan af napolitanske Antonio Scurati og hans koncise fremstilling i del 1 af de historiske begivenheder der lå til grund for Benitos succes, og jeg kom i tanke om at jeg manglede del 2 i min bogreol efter at have set utallige bygninger og referencer til Syditaliens fascistiske periode på min rejse rundt i Puglia.

Begge bøger i serien er oversat til talrige sprog.

LA GUIDA DI BRINDISI, – Itinerario storico artistico, 1995 af Giacomo Carito og Pierluigi Bolognini (Oversat titel: Guiden til Brindisi – en kunstneriske og historisk rute)

“Brindisi er ikke en rigtig by”, fik jeg at vide et par gange under min rejse, når jeg udtrykte begejstring for det hyggelige samfund med sin usædvanlige beliggenhed omkring en smal bugt ca. 30 km nord for Lecce. Måske alluderede folk til Brindisis beherskede størrelse i forhold til Puglias øvrige byer. Men hvad er en by egentlig? For mig handler det ikke så meget om indbyggertal (Brindisi har dog knap 90.000 beboere), som den rodfæstede følelse, et sted kan give én. Hér har man hjemme.Sidstnævnte har Brindisi masser af, både grundet sin lange historie, hvis vidnesbyrd flere steder rager op i bymidten hvor man mindst venter det, men også pga. sin befolkning, der tydeligvis elsker at bo hvor de gør. Jeg har sjældent besøgt en syditaliensk provinsby med så mange historiske og kunstneriske attraktioner samlet på så begrænset et areal.Af samme grund greb jeg straks ind i en reol på byens togstation, da jeg skulle videre til Taranto, hvis bar havde et fint lille udvalg af lokale bøger. Her fandt jeg en alternativ guide, hvor 2 lokalhistorikere leder én rundt i byen ved at følge kunstværker og historiske mindesmærker. Jeg glæder mig til at få byen (for ja, det er den for mig!) med i Turen Går Til!

Kom med indenfor i grottekirken dedikeret til helgenen San Nicola

Det anede mig! I Puglia 20 km øst for den verdensberømte og efterhånden noget turisttunge grotteby Matera findes der slugter og kløfter med unikke hulekirker, som end ikke de fleste italienere kender, og som lokale ildsjæle hæger om og beskytter. Her har jeg idag været i La chiesa rupestra dedikeret til helgenen San Nicola, der fra tusindårige malerier skuer udover sin sprukne dal, og får sendt solstråler mod sit hjerte gennem særligt udhuggede huller i klippemassivet. Spektakulært at mærke stedets effekt på egen krop – nedenfor har jeg optaget en lille video derfra, så du kan kigge (og føle) med.

Kaskelot-hvalerne danser atter i Taranto-bugten: “VI har en sjælden oase af biodiversitet her, som bør beskyttes”.

Hovedfoto: Kaskelothval med sin unge. Af Gabriel Barathie, Wikipedia.

Den pugliesiske havneby Taranto har i de sidste årtier været mest kendt for sit berygtede stålvalseværk Ilva – Europas største – der siden 1915 har fodret den italienske bilindustri med metal, men ligget faretruende nær det ioniske hav i Italiens støvlesvang. Stedet kom under lup i 1995 grundet økonomisk og miljømæssig krise i sektoren, og trækker stadig lange spor i form af forurenet jord, atmosfære og havmiljø. Giftigt affald fra valseværket er blevet dumpet her i årevis, men måske naturen er ved at komme sig mod alle odds. Og det med overraskende hastighed.

Stålværket ILVA i Taranto-bugten ligger faretruende nær havet og dets skrøbelige dyreliv. Wikipedia.

I hvert fald har marinebiologer og lokale i de sidste par år kunne spotte den sjældne kaskelothval springe i havoverfladen i Taranto-bugten, der som Italiens største breder sig over et stort areal det sted, hvor den italienske støvlehæls inderste kant rammer svangen. Forleden kunne biologen Stefano Bellomo bekræfte, at man nu havde set den hidtil største flok af den enorme hval på 14 eksemplarer i Taranto-bugten: Det var en  flok af både hanner, hunner og unger. De svømmede sammen, og viste fine stråler fra deres åndehuller, mens de legede i havoverfladen.


Havbiologer har indtil videre talt 117 eksemplarer, der holder til lokalt. Og det er noget af en sensation: Kaskelothvalen er fredet og udrydningstruet i hele Middelhavet, hvor hvalen grundet overfiskeri og forurening er så godt som forsvundet.  Den store fisk lever næsten udelukkende af blæksprutter, en føde, der også er under hårdt pres i havet omkring Italien. Men at der kommer flere og flere kaskelothvaler netop her vidner om, at havmiljøet øjensynligt er blevet renere i det ioniske hav, og at det marine liv drager nytte og beskyttelse i bugtens dybe Taranto-dal – en undersøisk kløft der er 1500 meter dyb, og udgør et vigtigt helle for både kaskelothvalerne og andre dyr. I denne grav kan fiskene gemme sig, yngle og finde føde.

Taranto-bugten er Italiens største og giver støvlen sin afrundede svang. Foto: Nasa, Wikipedia.

Men alene kan graven ikke sikre bestandens fortsatte vækst – der skal politisk handling bag: Havbiologen Stefano Bellomo fra miljø-initiativet Jonian Dolphin Conservation peger på, at der må en fredning til for at dæmme op for de eventuelle katstrofale følger, som stålværksindustrien stadig kan have for havet her. Miljøgruppen har navn efter den endemiske delfin-art, der i årtusinder har levet omkring Taranto, og endda befinder sig i Tarantos bys våbenskjold.  Udover kaskelothvalen er delfinen også kommet tilbage i større antal, ligesom havskildpadder og store fisk. Bellomo og JDC går nu efter at give Taranto-bugtens og dens undersøiske grav det ‘Blå Oase’-stempel, som rent formelt giver havet her miljøbeskyttelse.
“Vi står med en sjælden oase af biodiversitet, som vi skal passe på”, siger han til den italienske avis La Repubblica’, der i slutningen af november kunne bringe den positive nyhed om kaskelothvalens øgede trivsel i Taranto-bugten. Se hvalen boltre sig her:

https://www.youtube.com/watch?v=qOluXZRrTbU


Madonnaen i mit soveværelse

Når vi ikke kan tage til Syditalien, må ting herhjemme minde os om landsdelen, og jeg har fået lyst til at dele mit kæreste (jordiske) eje med jer – maleriet af La Madonna Addolorata, den lidende Madonna, som jeg købte som 24-årig, da jeg i 2003 skulle vende hjem til Danmark efter at have boet og læst i Salerno.

Jeg vidste, at jeg skulle have et minde for livet med mig tilbage, og at det skulle være noget ærke-syditaliensk. Men jeg forventede SLET IKKE at være så heldig, som jeg var, taget genstandens sjældenhed i betragtning, og mit meget begrænsede SU-budget.

På vejen fra min lejlighed i Via Salvatore Calenda ned til Salernos centrum, som jeg altid gik til fods, havde jeg flere gange lagt mærke til en lille antikvitetsbutik, lidt nede ad en sidegade. Jeg havde aldrig besøgt den, men nu skulle det være. Inde i butikken var der alskens ting og sager: Spejle, lamper, møbler, tingel tangel, og en overflod af russiske ikoner, som ejerne havde en forkærlighed for.

Pludselig så jeg et par beskidte øjne stirre frem bag en række malerier, der var blevet stablet op mod en væg. De gjorde mig nysgerrig, og jeg bad ejeren om at hive motivet frem. Det gjorde hun med møje – det viste sig, at øjnene var malet på et halvandet meter højt lærred, som lå i en gammel, forgyldt ramme, og sad i ansigtet på en stille, kontemplativ og venlig madonna.

Her er hun – i sin rensede og lappede udgave, parat til at komme op på væggen.

Det var dog svært at se, hvor kvinden startede og sluttede: maleriet var så beskidt, at ingen farver trådte frem, og man kunne kun skimte hendes kappe og blondekanter på kjolen. To steder var lærredet så ødelagt, at der gik to dybe flænger lige gennem hendes krop. Et af dem sad horisontalt i ansigtet, og skilte hendes øjne og næse fra munden.

Ejeren af forretningen fortalte, at hun havde maleriet i kommission for ejeren, som havde fundet det i et fattigt, nedlagt vejkapel i Salento, Puglias nederste hæl. “Hun har et meget vist blik”, sagde antikvitetshandleren, og nikkede anderkendende til mig.

Jeg faldt pladask for min vej-madonna, og begyndte en forhandling, som spændte henover uger, alt imens jeg ind imellem besøgte mine Madonna, som var hun en lidende patient på et hospital, som jeg skulle redde fra døden.

Endelig landede vi på en pris – jeg husker ikke, hvad den var, men maks. 200 euro er et godt bud, og jeg begyndte at spekulere på, hvordan i alverden jeg skulle få hende hjem til Danmark, for jeg kunne på ingen måde have hende med i lufthavnen selv.

Hun endte med at tage rejsen alene, ombord på et godstog, pakket ind i pap og plastik, og med bekymrede formaninger, da jeg afleverede hende på togstationen i Salerno. Cirka en uge efter ringede jeg hjem og fik af mine undrende forældre bekræftet, at der var ankommet en gigantisk pakke hos dem i Allerød.

Da jeg selv kom hjem vidste jeg straks, at min Madonna behøvede lægehjælp, og gennem min svigerinde, som arbejdede på Frederiksborg Slot, fik jeg anbefalet en dygtig konservator, som ofte hjalp museet med at ordne deres historiske malerier.

Jeg husker, hvordan jeg og min far kørte til Jægerspris, og læssede Madonnaen af foran et bondehus langt ude i en skov, alt imens hun blot lå og kiggede uudgrundeligt op i trækronerne fra sit horisontale leje i rammen.

Vi bar hende ind i konservatorens værksted, der lignede en efterforskers laboratorium i en krimi, aftalte, at vi skulle tales ved, og forlod Jægerspris, med Madonnaen alene tilbage på operationsbordet.

Et par dage efter ringede konservatoren: “Er du klar over, at der er et maleri på bagsiden?”, spurgte hun. Nej det anede jeg ikke. “Det er et stort hjerte, omgivet af en tornekrone. Hvad vil du have, skal vende fremad – Madonnaen eller hjertet?”

Lokal statue af den lidende madonna under hendes fejring i Gallipoli, Puglia. Caurino, Wikipedia.

Jeg foretrak naturligvis min madonna, og da jeg endelig tog til Jægerspris for at hente maleriet, fik vi hele den historie, som konservatoren kunne læse ud af kunstværket:

Først og fremmest havde lærredet været så beskadiget, at hun havde været nødt til først at varme det op, så malingen og skidtet blev flydende, og trække blidt i det, for at rette underlaget ud, og påbegynde sammensyningen af flængerne. Derefter skulle det renses, og det havde taget en krig. Hun havde taget en prøve af skidtet, og opdaget, at hele maleriets forside havde været dækket af et tykt lag aske og svinefedt – uden tvivl fra de kærter, som havde stået foran madonnaen, og brændt under messerne og de bedendes besøg fra vejen.

Nu lyste maleriet med sin fortidige pragt, og smukke nuancer af turkis, rød og grøn skinnede os i møde. Det viste sig, at min madonna var ‘addolorata’, en populær skikkelse i Maria-kulten, som går cirka 800 år tilbage, og som hylder Madonnaens lidelser. Og pludselig kunne konservatoren hjælpe mig med at aflæse hendes symboler og klædedragt:

De 2 nøgler, hun bærer i sit bælte, er til Himmerige. Sværdet, som peger mod hendes hjerte, og som hun holder mellem sine hænder, er omgivet af en tornekrone, symbolet på hendes søn. Hun er klædt i sort sørgedragt, og i hænderne bærer hun et lommetørklæde.  Konservatoren sagde også, at hun ville datere hende til midten af 1800-tallet, og det passer fint med, at det især var på dette tidspunkt, den sørgende Madonna blev særligt tilbedt i Puglia.

Jeg har aldrig været et uroligt menneske, men da hun ankom til min lejlighed i sin nye stand, faldt der alligevel en ekstra velsignelse over mit hjem, som har fulgt det lige siden, og som uden tvivl komme fra min Madonna. Som hos mange andre ‘Madonne Addolorate’ er hendes øjne ikke triste, tværtimod, de er fulde af mildhed, og om munden er der et lille smil.

Endnu en lidende Madonna fra Puglia, denne gang fra byen Castellaneta. Sværdet mod brystet, som også findes i mit maleri, ses tydeligt her. Wikipedia.

Hun har været malet til en fattig kirke, hvor man har genbrugt lærredet – som konservatoren iøvrigt foralte mig var sækkelærred! – til at have to motiver, Madonnaen eller det flammende hjerte. Maleriet må være blevet vendt på alteret, alt efter behov.

Den forgyldte ramme, maleriet lå i, da jeg købe det i Salerno, lavede jeg om til et spejl, som nu hænger over min sofa i stuen.

Jeg elsker min Madonna, fordi hun i den primitive og lidt grove stil, hvormed hun er malet – nede i det højre hjørne er der faktisk en signatur af maleren, som kalder sig ‘Fragola’ – fremstår uhyre menneskelig, og med et stort nærvær. Hun hænger i mit soveværelse, og skulle mit hjem brænde, ville hun  være den genstand, som skulle med mig udover altankanten.

Hovedfoto: Mater dolorosa, Carlo Dolci, Wikipedia.

Syditalierne elsker deres søpindsvin, men nu er de så truede at Puglia og Sardinien slår alarm

I Syditalien hersker der en næsten mytisk status omkring søpindsvinenes koralrøde kød (kønsorganer!), som man skraber ud af dyrets skal og enten spiser råt eller kommer på panden og vender med spaghetti til en himmelsk mundfuld for feinschmeckere.

Men nu er den gastronomiske besættelse ved at gå ud over de ravnsorte søpindsvin, som bor langs Italiens reneste kyster: Det er nonprofit-organisationen QuiEtica, der rejser bekymringen og samtidigt med søpindsvine-sæsonen den 1 november har startet kampagnen ‘Lasciamoli in mare’ – lad dem blive i havet.

Faktum er nemlig at efterspørgslen på især de søde pindsvin, der bor langs Syditaliens frodige kyster og er en stor delikatesse i de regionale køkkener, er rekordhøj. Det får fiskere til at fiske ulovligt og ureguleret, og man anslår at der på blot en weekend kan blive opsamlet over en million søpindsvin ad gangen med kæmpe net, der også ødelægger bunden og dyrenes levesteder.

Især i Puglia er fiskeriet gået over gevind. Her oplever man at også de fiskere, der har tilladelse til at fiske, langt overstiger deres kvoter. Indtil videre siger de eneste officielle regler, at søpindsvinet er ‘fredet’ i maj og juni, og at de ikke må fanges, hvis de er under 5cm i bredde. Begge ting, som det ulovlige fiskeri lader hånt om, og som har ødelagt store dele af økosystemet under vandet syd for Bari langs Ostunis og Brindisis kyster.

Et andet sted hvor søpindsvin er kult er på Sardinien, hvor man især i Oristano-bugten og langs kysten omkring Alghero sætter tonsvis af søpindsvin til livs. Også her er man blevet opmærksom på problemet, og flere restauranter har besluttet at boycotte det lille, stikkende dyr i år, og istedet servere andre skaldyr for deres gæster, så søpindsvinet kan komme til hægterne igen.

Jeg tror selv at jeg springer over ‘spaghetti ai ricci di mare’ i den nærmeste fremtid.

Foto: Det sorte Middelhavssøpindsvin er under pres af glubske munde i den syditalienske restaurationsbranche. Det er æggene og kønsdelene, som spises fra hunpindsvinene. Frederic Ducarme, Wikipedia.