Category Archives: PUGLIA

Madonnaen i mit soveværelse

Når vi ikke kan tage til Syditalien, må ting herhjemme minde os om landsdelen, og jeg har fået lyst til at dele mit kæreste (jordiske) eje med jer – maleriet af La Madonna Addolorata, den lidende Madonna, som jeg købte som 24-årig, da jeg i 2003 skulle vende hjem til Danmark efter at have boet og læst i Salerno.

Jeg vidste, at jeg skulle have et minde for livet med mig tilbage, og at det skulle være noget ærke-syditaliensk. Men jeg forventede SLET IKKE at være så heldig, som jeg var, taget genstandens sjældenhed i betragtning, og mit meget begrænsede SU-budget.

På vejen fra min lejlighed i Via Salvatore Calenda ned til Salernos centrum, som jeg altid gik til fods, havde jeg flere gange lagt mærke til en lille antikvitetsbutik, lidt nede ad en sidegade. Jeg havde aldrig besøgt den, men nu skulle det være. Inde i butikken var der alskens ting og sager: Spejle, lamper, møbler, tingel tangel, og en overflod af russiske ikoner, som ejerne havde en forkærlighed for.

Pludselig så jeg et par beskidte øjne stirre frem bag en række malerier, der var blevet stablet op mod en væg. De gjorde mig nysgerrig, og jeg bad ejeren om at hive motivet frem. Det gjorde hun med møje – det viste sig, at øjnene var malet på et halvandet meter højt lærred, som lå i en gammel, forgyldt ramme, og sad i ansigtet på en stille, kontemplativ og venlig madonna.

Her er hun – i sin rensede og lappede udgave, parat til at komme op på væggen.

Det var dog svært at se, hvor kvinden startede og sluttede: maleriet var så beskidt, at ingen farver trådte frem, og man kunne kun skimte hendes kappe og blondekanter på kjolen. To steder var lærredet så ødelagt, at der gik to dybe flænger lige gennem hendes krop. Et af dem sad horisontalt i ansigtet, og skilte hendes øjne og næse fra munden.

Ejeren af forretningen fortalte, at hun havde maleriet i kommission for ejeren, som havde fundet det i et fattigt, nedlagt vejkapel i Salento, Puglias nederste hæl. “Hun har et meget vist blik”, sagde antikvitetshandleren, og nikkede anderkendende til mig.

Jeg faldt pladask for min vej-madonna, og begyndte en forhandling, som spændte henover uger, alt imens jeg ind imellem besøgte mine Madonna, som var hun en lidende patient på et hospital, som jeg skulle redde fra døden.

Endelig landede vi på en pris – jeg husker ikke, hvad den var, men maks. 200 euro er et godt bud, og jeg begyndte at spekulere på, hvordan i alverden jeg skulle få hende hjem til Danmark, for jeg kunne på ingen måde have hende med i lufthavnen selv.

Hun endte med at tage rejsen alene, ombord på et godstog, pakket ind i pap og plastik, og med bekymrede formaninger, da jeg afleverede hende på togstationen i Salerno. Cirka en uge efter ringede jeg hjem og fik af mine undrende forældre bekræftet, at der var ankommet en gigantisk pakke hos dem i Allerød.

Da jeg selv kom hjem vidste jeg straks, at min Madonna behøvede lægehjælp, og gennem min svigerinde, som arbejdede på Frederiksborg Slot, fik jeg anbefalet en dygtig konservator, som ofte hjalp museet med at ordne deres historiske malerier.

Jeg husker, hvordan jeg og min far kørte til Jægerspris, og læssede Madonnaen af foran et bondehus langt ude i en skov, alt imens hun blot lå og kiggede uudgrundeligt op i trækronerne fra sit horisontale leje i rammen.

Vi bar hende ind i konservatorens værksted, der lignede en efterforskers laboratorium i en krimi, aftalte, at vi skulle tales ved, og forlod Jægerspris, med Madonnaen alene tilbage på operationsbordet.

Et par dage efter ringede konservatoren: “Er du klar over, at der er et maleri på bagsiden?”, spurgte hun. Nej det anede jeg ikke. “Det er et stort hjerte, omgivet af en tornekrone. Hvad vil du have, skal vende fremad – Madonnaen eller hjertet?”

Lokal statue af den lidende madonna under hendes fejring i Gallipoli, Puglia. Caurino, Wikipedia.

Jeg foretrak naturligvis min madonna, og da jeg endelig tog til Jægerspris for at hente maleriet, fik vi hele den historie, som konservatoren kunne læse ud af kunstværket:

Først og fremmest havde lærredet været så beskadiget, at hun havde været nødt til først at varme det op, så malingen og skidtet blev flydende, og trække blidt i det, for at rette underlaget ud, og påbegynde sammensyningen af flængerne. Derefter skulle det renses, og det havde taget en krig. Hun havde taget en prøve af skidtet, og opdaget, at hele maleriets forside havde været dækket af et tykt lag aske og svinefedt – uden tvivl fra de kærter, som havde stået foran madonnaen, og brændt under messerne og de bedendes besøg fra vejen.

Nu lyste maleriet med sin fortidige pragt, og smukke nuancer af turkis, rød og grøn skinnede os i møde. Det viste sig, at min madonna var ‘addolorata’, en populær skikkelse i Maria-kulten, som går cirka 800 år tilbage, og som hylder Madonnaens lidelser. Og pludselig kunne konservatoren hjælpe mig med at aflæse hendes symboler og klædedragt:

De 2 nøgler, hun bærer i sit bælte, er til Himmerige. Sværdet, som peger mod hendes hjerte, og som hun holder mellem sine hænder, er omgivet af en tornekrone, symbolet på hendes søn. Hun er klædt i sort sørgedragt, og i hænderne bærer hun et lommetørklæde.  Konservatoren sagde også, at hun ville datere hende til midten af 1800-tallet, og det passer fint med, at det især var på dette tidspunkt, den sørgende Madonna blev særligt tilbedt i Puglia.

Jeg har aldrig været et uroligt menneske, men da hun ankom til min lejlighed i sin nye stand, faldt der alligevel en ekstra velsignelse over mit hjem, som har fulgt det lige siden, og som uden tvivl komme fra min Madonna. Som hos mange andre ‘Madonne Addolorate’ er hendes øjne ikke triste, tværtimod, de er fulde af mildhed, og om munden er der et lille smil.

Endnu en lidende Madonna fra Puglia, denne gang fra byen Castellaneta. Sværdet mod brystet, som også findes i mit maleri, ses tydeligt her. Wikipedia.

Hun har været malet til en fattig kirke, hvor man har genbrugt lærredet – som konservatoren iøvrigt foralte mig var sækkelærred! – til at have to motiver, Madonnaen eller det flammende hjerte. Maleriet må være blevet vendt på alteret, alt efter behov.

Den forgyldte ramme, maleriet lå i, da jeg købe det i Salerno, lavede jeg om til et spejl, som nu hænger over min sofa i stuen.

Jeg elsker min Madonna, fordi hun i den primitive og lidt grove stil, hvormed hun er malet – nede i det højre hjørne er der faktisk en signatur af maleren, som kalder sig ‘Fragola’ – fremstår uhyre menneskelig, og med et stort nærvær. Hun hænger i mit soveværelse, og skulle mit hjem brænde, ville hun  være den genstand, som skulle med mig udover altankanten.

Hovedfoto: Mater dolorosa, Carlo Dolci, Wikipedia.

Syditalierne elsker deres søpindsvin, men nu er de så truede at Puglia og Sardinien slår alarm

I Syditalien hersker der en næsten mytisk status omkring søpindsvinenes koralrøde kød (kønsorganer!), som man skraber ud af dyrets skal og enten spiser råt eller kommer på panden og vender med spaghetti til en himmelsk mundfuld for feinschmeckere.

Men nu er den gastronomiske besættelse ved at gå ud over de ravnsorte søpindsvin, som bor langs Italiens reneste kyster: Det er nonprofit-organisationen QuiEtica, der rejser bekymringen og samtidigt med søpindsvine-sæsonen den 1 november har startet kampagnen ‘Lasciamoli in mare’ – lad dem blive i havet.

Faktum er nemlig at efterspørgslen på især de søde pindsvin, der bor langs Syditaliens frodige kyster og er en stor delikatesse i de regionale køkkener, er rekordhøj. Det får fiskere til at fiske ulovligt og ureguleret, og man anslår at der på blot en weekend kan blive opsamlet over en million søpindsvin ad gangen med kæmpe net, der også ødelægger bunden og dyrenes levesteder.

Især i Puglia er fiskeriet gået over gevind. Her oplever man at også de fiskere, der har tilladelse til at fiske, langt overstiger deres kvoter. Indtil videre siger de eneste officielle regler, at søpindsvinet er ‘fredet’ i maj og juni, og at de ikke må fanges, hvis de er under 5cm i bredde. Begge ting, som det ulovlige fiskeri lader hånt om, og som har ødelagt store dele af økosystemet under vandet syd for Bari langs Ostunis og Brindisis kyster.

Et andet sted hvor søpindsvin er kult er på Sardinien, hvor man især i Oristano-bugten og langs kysten omkring Alghero sætter tonsvis af søpindsvin til livs. Også her er man blevet opmærksom på problemet, og flere restauranter har besluttet at boycotte det lille, stikkende dyr i år, og istedet servere andre skaldyr for deres gæster, så søpindsvinet kan komme til hægterne igen.

Jeg tror selv at jeg springer over ‘spaghetti ai ricci di mare’ i den nærmeste fremtid.

Foto: Det sorte Middelhavssøpindsvin er under pres af glubske munde i den syditalienske restaurationsbranche. Det er æggene og kønsdelene, som spises fra hunpindsvinene. Frederic Ducarme, Wikipedia.

Syditaliens længste hyrdevandring udspiller sig lige nu mellem Puglia og Molise

Syditaliens længste transumanza har denne weekend slanget sig fra Puglias Tavoliere-slette til bjergene ved Frosolone i Molise, så 300 køer kan mæske sig i friskt græs henover sommeren. Dyrene var omgivet af ryttere fra familien Colantuono, der som den eneste hyrdeklan stadig flytter deres kvæg de knap 200 kilometer ad de ældgamle tratturi-stier, der i årtusinder har forbundet de 2 regioner. Og flere steder fulgte de lokale med på stien, enten til fods, til hest eller på cykel i en hyldest til den uddøende tradition.

En transumanza er den årstidsbestemte rytme hvormed hyrder verden over leder deres dyr fra sletter til bjerge og omvendt, så deres dyr har adgang til den bedste næring. Mange af de største og vigtigste byer i Molise som Isernia og Campobasso er udsprunget af den livsvigtige nerve, som den årlige trafiik af dyr har udgjort for den lokale økonomi – historisk går traditionen helt tilbage til de oprindelige folkeslag, som boede i Molise-regionen indtil romerne slog dem tilbage.

Romerne overtog deres praksis, for det gav god mening at lede sine dyr fra Puglias varme sletter, hvor græsset hurtigt afsvedes, til Molises køligere og frodigere himmelstrøg i bjergene. Om efteråret ledte man dyrene den modsatte vej, så de kunne komme tilbage og græsse på det nye, grønne græs, der skød op i Puglia i kølvandet på efterårsmånedernes fugtighed.

Et lille lokalt glimt fra årets transumanza 2019, der løb ad stablen den 22 maj – 26 maj.

Igennem tiden er hyrdestierne, i tratturi, blevet forkortet og sløjfet grundet færre dyrehold, færre hyrder og byggeri. Veje, byer og beboelseskomplekser går på tværs af de gamle ruter, men hist og her præger de stadig landskaberne, især i de øde bjerge i Molise, hvor de løber som græstunger igennem markerne.

I Molise kan man som turist selv opleve at gå ad stierne, der på organisk vis følger landskabets naturlige former, og de bruges kun sporadisk af de tilbageblevende hyrder, som bruger dem til kortere færdsel med deres får, geder og køer. Familien Colantuono er de eneste, som stadig tilbagelægger hele ruten fra deres gård ved San Marco in Lamis, hvor dyrene velsignes, til Montagnola Molisana nær Frosolone i Isernia-provinsen, hvor dyrene skal græsse indtil et godt stykke ind i efteråret, indtil de hentes og ledes tilbage igen.

Familiens transumanza er hvert år ventet med spænding af alle de små lokalsamfund, hvor køerne og ryttere kommer igennem. En transumanza er nemlig ikke kun en fysisk begivenhed men også en vigtig lejlighed til kommunikation og socialt samvær, hvor man kommer i kontakt med sine nabobyer, og der diskes op med lækker mad og bløde senge, så der kan spises og hviles ud henover de 5 dage, som hele turen tager. Forårstransumanzaen foregår hvert år i slutningen af maj, og er et tilløbsstykke for tilskuerne på vejen, der både filmer, knipser fotos og råber opmuntre de til rytterne.

Illustration: Maremmana-kvæget kommer oprindeligt fra Toscana, men benyttes til både kød-og mælkeproduktion i Syditalien. Wikipedia, Mike Fabian.

Il tarantismo: Edderkoppeterapien fra Puglias onde fortid

Der sidder en ung mand på 18 år bøjet over et træbord midt i Salentos hede sommer. På bordpladen ligger der tegninger med malerklatter, der kunne være lavet af et barn, men at dømme ud fra mandens ansigtsudtryk er der intet uskyldigt over motiverne.

Han vrænger i stedet ad papirerne og deres øjensynligt abstrakte tegninger, for mens malingen for de fleste blot ligner et tilfældigt sammenrend, giver de perfekt mening for hans indre blik:

”Taranteller. tarantel-munde. Skorpioner og det, som de spiser”, siger han til en violet plamage på papiret, og skubber sig selv væk fra de langbenede insekter, der i hans fantasi myldrer op mod ham fra tegningen.

Sommeren er 1959, og antropologen Ernesto de Martino er i fuld gang med at lave Rorschach-prøver for befolkningen i landsbyen Nardò, hvor de fattige bønder jævnligt bliver bidt af en giftig edderkop, som gemmer sig mellem kikærteplanterne i marken. Skønt han i bunden af den italienske støvlehæl omkranses af det ioniske hav mod vest og Adriaterhavet i øst, møder han alligevel et bondesamfund, der er stærkt knyttet til landbruget, og lever prisgivet barmhjertigheden fra Salento-områdets gule jord.

Hændelsen med edderkoppebiddene er så hyppig og rodfæstet, at man for længst har skabt sin egen medicin mod giften. For når lokale indbyggere bliver bidt af tarantellen, falder de i en farlig psykose, der gør dem manio-depressive, voldelige og uberegnelige, og kun musik, dans og besværgelser kan drive den mystiske gift ud af krop og sjæl, som til sidst vil slå dem ihjel.

Ernesto er dog godt forberedt: han har taget et hold med af videnskabsmænd, hvoraf en fanger et eksemplar af den skyldige edderkoppeart lycosa tarantula, skærer den op, tapper organerne og måler styrken af væsken i dens kirtler. Han kan hurtigt slå fast, at biddet fra det askegrå insekt, der hos et fuldvoksent eksemplar kan blive ligeså stor som en håndflade,  ikke gør mere skade end et bistik.

Den salentinske tarantel-art som bønderne forbandt det giftige bid med. Edderkoppens krop kan blive op til 3 cm. lang, og hele dyret kan med ben fylde en håndflade.

Ikke desto mindre befinder videnskabsmændene sig midt i en virkelighed, hvis lokalbefolkning jævnligt handicappes af biddene, og omkring hvilke der er knopskudt et kompliceret system af symptomer, besværgelser og helbredelser.

Takket være blandt andet Ernesto de Martinos antropologiske undersøgelser blev 1950’erne det årti, hvor Italien genopdagede sin sydlige pol. I kølvandet på krigen og et økonomisk boom, der mestendels berørte den voksende middelklasse i Torino, Milano og Rom, rejste Ernesto den modsatte vej af fremskridtet,  igennem Basilicatas og Puglias arkaiske samfund for at dokumentere en glemt hverdag, hvor troen på magi var stærkere end kristendommen, og hvor man via sine immigrerede slægtninge i USA følte sig tættere knyttet til myten om Abraham Lincoln, end politikerne i Rom.

Den dybt feudale virkelighed, som bønderne i Puglia befandt sig i, havde aner tilbage til den græske civilisation, der for 2500 år siden rejste templer og bautasten på Salentos sletter. Og her fandt Ernesto et forbløffende eksempel på, hvordan den ældgamle rædsel for den frygtelige edderkop, der stadig bor i mange af os i Vesten, kan vendes til mirakler.

Jeg lider selv af arachnofobi, der knytter sig til en grim oplevelse jeg havde som barn. Og hele myten, der har givet edderkoppe-familien og fobien for edderkopper sit navn, bunder netop i den græske fortælling om Arachne. som fulgte med de indbyggere, der flygtede fra et ustabilt Grækenland til Syditalien omkring år 500 før vor tid, for at kolonisere sig.

I løbet af få århundreder dækkede Magna Graecia hele syden, fra Puglias sletter over Basilicata til Calabrias og Siciliens kyster, og blev et mægtigt, kulturelt anker, som endnu i dag præger Syditaliens rituelle hverdag.

Legenden fortæller hvordan spindersken Arachne en dag udfordrer krigsgudinden Athene, der ellers går for at være den dygtigste på jorden til at væve kunstfærdige mønstre. Athene indvilliger i at konkurrere om, hvem der kan lave det smukkeste stykke arbejde, men der går ikke lang tid før det bliver det tydeligt, at Arachnes vævning langt overgår Athenes.

Minerva og Arachne, maleri af René-Antoine Houasse fra 1706.

Som hævn forbander Athene den stakkels kvinde, der bliver så fortørnet, at hun hænger sig. På den måde er hun for evigt dømt til at svæve i luften mellem himmel og jord, og det er Ernesto de Martino, der efter at have frekventeret utallige, historiske vidnesbyrd om tarantismen – eller il tarantismo, som begrebet døbes på italiensk – ser en 2500 år gammel forbindelse mellem Magna Graecias Dionysos-kulte og den dans og musik, der bliver brugt som terapi for de edderkoppebidte i Salento i 1950’erne.

 

Endog Selve ordet tarantel kommer fra Salento, og har dybe, græske rødder: Den store havneby Taranto, der ligger på Puglias vestvendte støvlehæl, er i dag Syditaliens tredjestørste by på fastlandet, og blev grundlagt af grækerne 706 før vor tid. De kom direkte fra Sparta og navngav byen efter guden Tara, der skulle være ankommet til kysten overskrævs på en delfin, og grundet de mange edderkoppebid og danseexcorcismer i byen, som skulle drive giften ud af ofrenes sår, fik den specifikke edderkopperace navnet tarantula.

Der er endnu ingen forskere, der har kunnet forklare araknofobi. Nogle personer er så hæmmede af fobien, at de knap nok kan bevæge sig ud i naturen, af skræk for at møde det lille insekt, og når jeg selv ser en edderkop i mit værelse, skal den ud, inden jeg kan sove. Så irrationel er min skræk, at jeg ikke engang tør rører ved noget, der rører ved dyret selv, hvorfor jeg aldrig kan fjerne det, men må bede andre om at jage rundt langs vægge og gulve efter kræet. Mellem 3- 6% af jordens befolkning lider af araknofobi, og det gør fobien til den suverænt mest hyppige på verdensplan, med flest tilfælde i Europa.

Der findes en evolutionær teori om, at edderkoppen repræsenterer en ældgammel frygt, der rækker helt tilbage til de første mennesker, som boede i regnskov, og som vitterligt kunne dø af giftlige edderkoppebid. Man har lavet eksperimenter med personer, der fik udleveret tegninger af jungetætte underskove, og hvor folk gennemsnitligt var hurtigere til at få øje på edderkopperne blandt planterne, end omvendt.

Vi er altså ubevidst prædisponerede til hurtigt at kunne finde og udpege dyret i naturen, men teorien har også mødt kritik, især fordi folks voldsomme reaktion på edderkoppen meget sjældent står mål med den egentlige fare, som edderkoppen udgør. Nogle forskere mener derfor, at frygten for edderkopper nærmere er noget, der er blevet dyrket og fremelsket kulturelt i Vesten. Men hvorfor?

Da Ernesto di Martino når til landsbyen Nardó i juli måned 1959, er det med missionen om at studere den såkaldte tarantismo på nært hold, inden det er for sent. Han ved, at den momentane sindssyge, der kun kan kureres ved hjælp af musik og ekstatisk dans, har hersket i  hele Syditalien i årtusinder, men mens den i Napoli efterhånden er blevet til en stiliseret og romantiseret kastagnetdans, som blot fremvises for turister, gælder den stadig liv og død i Salento.

Ernesto har blandt andet læst, at tarantismen især hjemsøgte Syditalien i 16-og 1700-tallet, og forskere som Athanasius Kircher dokumenterede i 1660’erne dette sære fænomen, der gjorde, at flere landsbyer kunne henlægge i en slags araknofobisk massepsykose, hvor både mænd og kvinder, gamle som unge, gjorde vold på sig selv, hvis de ikke fik mulighed for at danse, og viklede sig ind i farvestrålende bånd for at mime deres kamp i edderkoppens spind.

Vel ankommet til Nardò i 1959 hører Ernesto de Martino voldsom musik fra et lille bondehus i bymidten. Han ser, at folk stimler sammen om vinduer og døre, og hele hans hold skynder sig hen til sceneriet og presser sig ind i en lav og mørkt stue, hvor tre mænd på henholdsvis tamburin, harmonika og violin står bøjet over en skikkelse i natkjole.

Billede af en tarantata midt i tarantismo-ritualet, fra under Ernesto de Martinos ophold i Nardò i 1959.

Den vrider sig rundt på gulvet, og under den cirka 30 årige kvinde har man udbredt et tæppe for at beskytte hende mod at få mærker og sår, når hun hamrer arme, ben og hoved mod stengulvet. Maria fra Nardò er langt inde en psykose udløst af en lille tarantel under høsten forleden. Den sad i et neg og bed hende, da Maria samlede kikærtestrå, og nu kan kun musikken og dansen hive hende ud af sindssygen.

Henover de næste par dage følger De Martino Marias helbredelse: han observerer, hvordan hun i spastiske danse efterligner edderkoppens bevægelser, stamper i gulvet for at mase insektet, fortrylles af violinens piben, og river helgenmotiver itu, som man har lagt rundt omkring på lagenet.

En lille dreng sidder klar på en skammel med det indrammede billede af San Paolo, de forgiftedes beskytter. Af og til henvender helgenen sig til Maria, hvilket får hende til at kravle hen foran den rædselsslagne dreng, og gribe omkring rammen; ifølge traditionen prøver San Paolo at få Maria til hægterne, men edderkoppegiften har gjort Maria hedensk og vulgær, og flere gange hamrer hun sin knytnæve mod rammens glas, springer op og fortsætter sine dyriske dansetrin.

I løbet af et par døgn falder Maria dog til ro, og mens hun hviler, indtager musikerne dampende pasta ved et bord midt i stuen. De har brug for noget at styrke sig på, for bagefter drager Maria og en stor gruppe andre ’taranteller’ i æselvogn til San Paolos kapel i byen Galatina.

Ernesto de Martinos filmoptagelser fra et tarantismo-ritual i Nardò i 1959. han følger også ‘le tarantate’ ind til San Paolos kapel i Galatina, hvor de bidte på helgenens festdag kan blive endelig helbredte ved at bede foran ham og drikke af den hellige brøn. Fra Youtube.

Vel ankomne udspiller der sig et kaos foran kirken, hvor de stadig psykotiske bønder vakler rundt som i blinde, kravler på alle fire og trækker sig henover den støvede vej ved at lægge sig på ryggen og tage svømmetag med armene. De er stadig i edderkoppens vold, og indenfor i kapellet kravler nogle af de mest atletiske  taranteller op på kapellets tabernakel for at forbande maleriet af San Paolo, mens andre lægger sig på bænkene eller kravler rundt med voldsomme bevægelser.

 

Efter nogen tid i helgenens nærvær falder der ro over gemytterne, og hver og en ledes bønderne nu om i kapellets baggård, hvor de drikker af en hellig brønd med helbredende vand. Tarantellens forbandelse er nu neutraliseret, og bønderne anses som raske. Men til næste år under høsten vil de være særligt disponerede for atter at blive bidt, og deres psykoser atter gentage sig og forvandle Salentos landsbyer til et helvede fuld af skrig, gråd og skinger musik.

Den bog, som Ernesto de Martinos studier af den salentiske tarantismo munder ud i, får navnet ’la terra del rimorso – angerens jord’, og kan i dag læses som et unikt vidnesbyrd på den barske, syditalienske hverdag i 1950’erne. Men titlen er også et fiffigt ordspil, for anger, rimorso, betyder også, hvis termen oversættes direkte,  ’det gentagne bid’, og henviser til hvordan bønderne i deres dybe armod bærer fattigdommens arvesynd videre fra generation til generation.

Ernesto konkluderer at edderkoppens bid blot er et påskud og en ventil for de undertrykte frustrationer, angst og seksuelle lyster, der er bandlyst i de små samfund, men som med høstens komme ikke længere kan holdes i ave. Høsten er det øjeblik, hvor bønderne finder ud af om de skal sulte eller leve, og stressen er den sidste dråbe, der får psykens bæger til at løbe over.

”Edderkoppens bid er i virkeligheden den onde fortid, der hjemsøger bondesamfundene”, skriver Ernesto i sin bog, der med tiden er blevet en bestseller. Den sociale arvs uudholdelige virkelighed har af og til brug for at blive revet itu, så man kan angre sin medfødte underlegenhed og få afløb for kroppens forbudte følelser. Med ét forvandles edderkoppens bid og den efterfølgende musik til genial terapi.

Med globaliseringen og bedre leveforhold er tarantismen i sin oprindelige form forsvundet fra Salentos landsbyer. Traumerne er dog ikke, for skønt bønderne nu ikke risikerer at dø af sult og dehydrering under den brændende augustsol, er Puglia og hele Syditalien stadigvæk præget af alvorlige problemer, som snarere synes skabt af moderniteten, end forløst af den.

Lokale i Salento fortæller om hvordan tarantisme-begrebet blev tabu takt med, at stadig færre og færre gjorde brug af terapien. Fra 70’erne til 90’erne var det så godt som forbudt at nævne det edderkoppebid, alle psykoserne og den skamfulde fattigdom, som man med tavsheden prøvede at distancere sig fra. Musikken og dansen blev anset som diabolsk, som primitiv.

Men med den nye generation, der er vokset op i et Salento præget af konkursramte landbrug, korruption og menneskeflugt,  er der sket et skifte: folk er atter begyndt at spille og danse til de ældgamle rytmer, som skaber fællesskab og håb. Enorme tarantula-festivaller er blevet stablet på benene i Salentos største byer, og alt imens lycosa tarantula stadig kravler rundt i Puglias buskadser, lindres de unges psyker ved hjælp af den selv samme musik, der i sin tid helbredte deres forfædre.

Salento er i øvrigt ikke det eneste sted i Syditalien, hvor edderkoppen er blevet genfødt som ledemotiv i et fælles terapi-ritual: På Sardinien benyttes l’argia, det lokale navn for den rødplettede, sorte enke, som endnu lever et par steder i Syditalien, og som vitterlig er giftig, som metafor for bøndernes og hyrdernes lidelser: I landsbyen Novara i øens centrum har fortællingen om en ældgammel dans overlevet århundrederne under navnet ’il ballo dell’argia – enkens dans’.

En filmoptagelse af l’argia-dansen fra 1962, hvor et samfund danser rundt om en bidt person, der er blevet bidt af den sorte enke.

Bliver en person bidt, mobiliseres hele landsbyen, og folk begynder at danse, med tre kvinder i centrum: en ung jomfru, en gift kvinde, og en enke. Vedkommende, som på grund af edderkoppens bid er hensat i dyb depression, bydes også op til dans, og der spilles en frenetisk musik, som udløser festligheder, der kan vare i dagevis.

”Vi fester, fordi en af os er syg”, var et normalt svar på udeforståendes spørgsmål om dansen, og efter hændelserne kom de syge sig forbløffende hurtigt, helbredt af trinene og kollektivets opmærksomhed.

Der findes desuden et dansk blik på den syditalienske tarantel-dans, som må have virket eksotisk på de mange skandinaviske kunstnere, der i løbet af 17-og 1800-tallet besøgte Napoli under den obligatoriske dannelsesrejse.

Da August Bournonville i 1842 skriver og opfører sin verdensberømte ballet Napoli på Det Kongelige Teater i København, bliver den straks en stor succes. Bournonvilles ballet fortæller historien om fiskeren Gennaros og pigens Teresinas kærlighed, der bliver sat hårdt på prøve, da Teresina forvandles til en nymfe af havdæmonen Golfo i Den Blå Grotte på Capri.

Da Gennaro opsøger pigen i grotten for at få hende med hjem, genkender Teresina ikke sin elskede. Først efter at have bedt og modtaget en medaljon af Jomfru Maria ophæves forbandelsen, og hun kan sammen med Gennaro drage ind til Napoli for at blive gift.  Ved brylluppet danser hun sin taranteldans, der, skønt let, lystig og æsteticeret i forhold til den salentinske udgave, fungerer som et af ballettens markanter højdepunkter.

Tilbage står imidlertid spørgsmålet om, hvilke traumer, der ligger til grund for den araknofobi, mange lider af i Vesten i dag?

Selv husker jeg tydeligt den hændelse, der udløste min egen skræk for edderkopper: hvordan jeg som 8-årig vågnede en morgen, gik ned i køkkenet til mine forældre, og blev mødt af skrækslagne formaninger om, at der sad en enorm edderkop på mig. Jeg kiggede nedad mig selv og fik øje på en meder, der sad på mit venstre bryst, og synet gjorde mig så skrækslagen, at jeg med et håndkantslag slog dyret af min natkjole, og begyndte at springe rundt i en cirkel, indtil min mor fik mig beroliget.

Hvad hvis mine bevægelser i virkeligheden var en nedarvet dans, kamufleret som øjensynligt tilfældige bevægelser, der rakte tilbage til en anderledes visdom, som dog ikke længere kunne afkodes af min families moderne øje?

Hvis den salentinske tarantismo og den sardiske argia var en måde at bearbejde lokalsamfundets traumer på, som atter er blevet taget op i Syditalien, hvilke redskaber har vi andre så til at imødekomme de udfordringer, der stadigvæk hensætter millioner af mennesker kloden over i depression og angst?

Er den  verdensomspændende araknofobi i virkeligheden en rest fra en fortid, hvor vi havde en dans at træde, der helbredte os, men hvis ritualer i dag er forsvundet, og gør os magtesløse overfor hverdagens pinsler?

Den uforløste fobi lever iblandt os som en virus og blusser op med myter, der i stedet for at helbrede os, blot retraumatiserer:

hvem har ikke hørt historien om, at man hvert år spiser edderkopper, fordi dyret kravler ind i ens mund, når vi sover? Om en amerikansk edderkoppeart, der udelukkende lever på toiletter? Om en kvinde, der blev sindssyg, fordi hun på en rejse til junglen blev bidt af en edderkop, som lagde æg i hendes kind, og som senere udklækkedes, til hendes store rædsel? Og en anden kvinde med franskbrødsfrisure, som efter sigende fandt ud af, at hendes hår, der ikke var blevet vasket i månedsvis, gemte på en rede af sorte enker?

I Salento danser man igen og får på den måde jævnligt renset sit hoved for de edderkopper, der kunne have taget bo i psykens snørklede hårpragt.

Hovedfoto: Nodepapiret Antidotum Tarantula fra 1660 fra Athanius Kirchers studier af det syditalienske tarantismo-begreb. Noderne viser den musik, der på magisk vis kunne helbrede de bidte. Fra Wikipedia, ligesom resten af artiklens billeder. 

Ruten for hele Giro d’Italia 2019 er netop blevet offentliggjort og cyklisterne kommer igennem Abruzzo og Puglia

Det var med stor spænding for mange millioner cykel-entusiaster, at hele ruten for den 102 omgang af det legendariske cykelløb Giro d’Italia blev afsløret idag. Jeg var nemlig nysgerrig efter at finde ud af, hvor stor en plads de syditalienske regioner ville indtage til næste år.

I 2018 kørte jeg rundt i Siciliens bagland netop i de dage, hvor Giro’en kom til Caltanissetta – Siciliens største by i centrum af øen – og måtte flere gange lægge gps-ruten i bilen om, så jeg kunne komme videre til Catania, og ikke blive fanget i det glade mylder.

Sicilien havde hele 3 etaper i år, men hvordan ville fordelingen mellem nord, centrum og syd mon se ud i 2019? SVAR: helt klart til fordel for de nordligste og centrale regioner. Jeg er faktisk forbløffet over, at hverken Sardinien eller Sicilien besøges til næste år, og at ruterne kun lige strejfer regionerne Abruzzo og Puglia uden at komme ‘rigtig til bunds’ i den italienske støvle.

Nå, men man kan jo ikke vinde hver gang.

Ligesom med Tour de France i Frankrig har det historiske etape-løb en stor plads i mange syditalieneres hjerter. Det har jeg fået bekræftet flere gange, når jeg har befundet mig i landsdelen i maj under cykel-løbets afvikling:

hele familier, bedsteforældre, små børn og jublende teenagere bruger dagevis på at pynte de gader i deres lokalområde, som lægger asfalt til Giro’en, og at få besøg af feltet regnes som et absolut højdepunkt, og en stor ære for en by.

Da jeg i 2017 var på Sardinien ramte jeg også lukt ind i cykelløbet – jeg rejser mest om foråret, når jeg opdaterer mine bøger – og det var rørende at se hvordan alle var ude og pynte deres huse, rundkørsler og vejkryds med oppustelige, lyserøde cykler og guirlander.

I de syditalienske regioner har det en uvurderlig værdi at få Giro’en forbi, både på symbolsk og økonomisk plan: man føler, at man for et kort øjeblik bliver centrum i den nationale bevidsthed, og myndigheder, turistkontorer og virksomheder ligger vandret for at udnytte opmærksomheden.

Men den kan også give bagslag: Da Giro’en i 2017 kørte igennem Sardiniens Barbagia-region, mente mange sardere efterfølgende at det nationale RAI-tv havde valgt at fokusere alt for meget på områdets anarkistiske fortid som bandit-land i deres udsendelse fra byer som Orgosolo, og også i Caltanissetta mærkede jeg hvordan man ikke håbede, at besøget ville udmønte sig i de sædvanlige, mørke historier om Sicilien i pressen.

Jeg glæder mig selvfølgelig til Giro’en og vil især sidde klistret til skærmen den 16 maj, når der cykles fra Cassino til San Giovanni Rotondo i Puglia, 17 maj, når der cykles fra Vastro til L’Aquila i Abruzzo, og videre den 18 maj fra Tortoreto ved den abruzzesiske kyst.

Giro dItalia 2019 starter den 11 maj i Bologna.

Hovedfoto: Giro Italia – La Gazzetta dello Sport

Puglias verdensberømte tarantel-dans vinder verdensmusikkens ‘Oscar’ i London

Mange har nok hørt om ‘tarantellen’, som kvinder har danset i Napoli og Puglia i umindelige tider, og som har fascinerende, historiske forudsætninger. For syditaliernene er – og især var – den orginale tarantel-dans vitterligt et spørgsmål om liv og død, og forleden fik Puglias ældste tarantel-gruppe den største kadeau, man kan tænke sig internationalt: Il Canzoniere Grecanico Salentino, der blev grundlagt af danseren Rina Durante i Lecce i 1973, vandt nemlig forleden første-prisen som bedste gruppe til festivalen for verdensmusik i London, Songlines Music Award.

Tarantel-dansen har tusindårige aner og menes at gå helt tilbage til de gamle grækeres tid i Syditalien. De holdt dionysiske fester med vild musik og trancelignende danse, hvor man kunne få afløb for sine drifter, men mens tarantellen i Napoli med tiden udviklede sig til en uskyldig og romantisk ‘parringsdans’ med kastagnetter, vedblev ‘la tarantella’ med at være en terapeutisk begivenhed i Salento fuld af mystik, mørke og risici.

Indtil 1960’erne kunne man her endnu opleve hvordan dansen og især musikken blev brugt til at få kvinder ud af en mystisk trance, som man mente stammede fra et edderkoppe-bid, som var blevet dem påført under den risikable høst i markerne. Kvinderne efterlignede edderkoppens bevægelser ved at kravle rundt på gulvet, og svingende mellem maniske følelsesudbrud, depressioner og erotiske energiudladninger, men ved hjælp af eksorcistiske rytmer udført med guitar, tamburin, fløjte, violin klarinet, kunne man drive edderkoppens bid ud af såret, og helbrede de besatte bønder. Tilsidst bragte man dem til domkirken i Galatina, hvor man mente at San Paolo – de giftplagedes og bidtes beskytter – kunne helbrede dem, og hvor kvinderne kunne fortsætte med at danse og vride sig i timevis.

En anden, der har fortolket den kraftfulde taranta-musik, er komponisten Ludovico Einaudi, der i videoen ovenfor akkompagnerer sin musik med voldsomme optagelser af edderkoppebidte, besatte kvinder og den musikterapi, som lokalsamfundene engang omgav dem med, for at helbrede og trøste.

Der går historier om kvinder der kunne danse i dagevis uden hvile og indtil døden, og fænomenet fangede den legendariske antropolog, Ernesto de Martinos opmærksomhed. Han drog i 50’erne til byer som Nardo og Galatina i Salento, hvor ham overværede musik-terapien, dissekerede edderkopper og lavede Rorschach-prøver, og han fandt hurtigt ud af, at dansen ikke skyldtes edderkoppebidet, men nærmere var en ventil hvorigennem kvinderne kunne lette trykket fra en stressende og voldelig hverdag fuld af undertrykkelse og angst.

Op igennem årtierne forsvandt denne praksis, indtil forskellige dansetrupper atter fik øje på den medrivende musik, som karakteriserer den pugliesiske tarantella, også kaldet pizzica, efter ordet ‘bid’. Fænomenet tarantismo bliver idag studeret på regionens universiteter, og man er atter begyndt at danse og genfortolke på sin arv, som hos den netop hædrede gruppe, Canzoniere Grecanico Salentino. Idag bruges ‘terapien’ som healende for de mange små samfund sydpå, der har det svært, og især de unge finder trøst og fællesskab i dansen.

Her kan du nyde et af gruppens numre, Nu te fermare, og få en fornemmelse af det specielle univers: