Category Archives: REJSER

Syditalien vs. Det Vilde Vesten #2: syditaliensk originalitet møder californisk fake i The Getty Villa

( … og det er også den tragiske historie om barnebarnet til verdens rigeste mand, der blev bortført til en hule i Syditalien, og fik skåret øret af):

At sætte USA og Syditalien op imod hinanden afslører stærke kontraster: mens mange syditalienerne sætter en ære i originalitet – at kulturbærende ting som gastronomi, arkitektur og fund fra den italienske fortid ikke må laves om, men rettere skal fremstå skal autentiske som muligt uden modificeringer – har amerikanerne det generelt omvendt: På min rejse langs den amerikanske vestkyst denne sensommer oplevede jeg guldgraverbyer scenarier fra 50’erne langs Route 66 og cowboyfilmskulisser, der alle var rekonstruerede, men som ikke desto mindre blev formidlet, som om de vitterligt var lige så værdifulde som originalerne.

Det er fascinerende, og ét sted gik kontrasterne op i en højere enhed i noget, der kunne ligne et paradoks. For hvad sker der, når en kopi fremstår så meget mere gennemført end originalen, at man må overgive sig til bedraget, ganske enkelt på grund af dens skønhed?

Indgangspartiet til selve Getty-museet er lavet i modernistisk stil og er en smuk kontrast til den pompejanske æstetik, der præger resten af villen og haven. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

Det skete for mig da jeg besøgte den nyrenoverede Getty Villa i de frodige bakker lige nord for Los Angeles med udsigt til palmer, surfere, figenbuskadser, granatæbletræer og Stillehav. Ikke blot var vegetationen, temperaturen og duftene identisk med det klima, man kan finde langs mange af Syditaliens kyster; The Getty er også modeleret over en tilnærmet kopi af La Villa dei Papiri – den berømte, romerske pragtvilla i Herculaneum, der i år 79 blev dækket af aske under Vesuvios udbrud sammen med det nærliggende Pompei, og endnu ikke er fuldt udgravet. Villaens navn har den fået da man i selve bygningen fandt resterne af et imponerende bibliotek fuld af papyrusruller.

Derfor er villaen, som åbnede i 1974, en slags arkitektonisk drømme-hybrid, hvis færdiggørelse også trak på inspiration fra andre tilstødende luksushuse og haver i Pompei og Herculaneum: Man går igennem en enorm port ind i villaen, hvis fløje følger en atrium flankeret af søjler og statuer, og hvor der om hvert et hjørne afsløres rislende vandfald, kunstfærdigt klippede buske og blomster i dybe farver.

Getty-villaen er fantasifuldt modelleret over den endnu ikke fuldt udgravede pragtvilla i Herculaneum, La Villa dei Papiri, opkaldt efter stedets bibliotek med papyrusruller. Her mimer bygningen, der ligger lige nord for Los Angeles i Pacific Palisades, en romersk have med bassin og kolonader. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

The Getty Villa er et resultat af millionæren og olimagnaten John Paul Gettys ønske om at vise oprindelig kunst – ikke kopier – fra Antikkens glorværdige periode i Middelhavet. Amerikanerne skulle dannes indenfor originalitet og føle suset ved at stå helt tæt ved det autentiske. Og paradoksalt nok skulle det gøres i rammerne af en gigantisk efterligning, efter at hans eget, private galleri, der ligger et stenkast herfra, hurtigt blev for småt til hans voksende kunstsamling.

Og jeg må indrømme at jeg overgav mig totalt til Gettys fake-fantasi om et fortidigt Pompei: The Getty Villa kan med lidt god vilje kaldes for et californisk Louisiana, med en utrolig smuk museumsbygning, der hviler midt i en kæmpe have, hvor man kan gå på opdagelse på små stier, og opleve moderne kunst undervejs. Overfor selve villaen ligger et indgangsparti opført i moderne snit, der tjener som køligt loungeområde fra den haglende sol, og hvor man kan spise frokost og nyde et glas vin.

Jeg var heldig på flere planer: dels var The Getty Villa lige blev renoveret og fremstod splinterny. Dels havde man netop fået besøg af nogle af Pompeis vigtigste fund, som det arkæologiske museum i Napoli havde udlånt med kærlig hilsen, og dels åbenbarede villaen en fascinerende bredde af helt egne værker fra både Pompei, Herculaneum og den for mange kendte udgravning ved Boscoreale nord for Pompei, hvor en gruppe huse også blev begravet i år 79.

Selve Getty-villaens hovedbygning rummer flere etager med udstillede kunstværker fra det gamle Grækenland, Italien og Ægypten. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

I villaen kan man især beundre nogle smukke vægpaneler fulde af fresker fra Numerius Popidius Florus’ hus i Boscoreale. Og så har The Getty også en stor, fast samling af kunst og fund fra hele Syditalien dengang landsdelen var en stor, græsk koloni under navnet Magna Gracia, grupperet i afdelingen ’The Greeks in southern Italy and Sicily’.

Du kan besøge villaens hjemmeside og se flere flotte fotos fra stedet HER.

Udstillingerne rummer størrelser fra det gigantiske til det minutiøse. Her er det fra et montre fuld af kunstfærdig glaskunst fra romertiden. Alijava, Wikipedia.

Getty-familien er i øvrigt tragisk forbundet med Syditalien: Paul Gettys barnebarn, John Paul Getty III, blev kidnappet på Piazza Farnese i Rom i juli 1973. Han var 16 år gammel, og kidnapperne, som man senere fandt ud af havde forbindelser til den calabresiske mafia, N’drangheta, forlangte en løsesum på 17 millioner dollar, som John Paul Getty, dengang verdens rigeste mand nægtede at betale, angiveligt fordi han mente, at hans barnebarn havde levet et utugtigt liv, og selv havde været ude om affæren. Hvis han gav efter, ville han sikkert også få kidnappet sine øvrige 13 børnebørn, skulle han tørt have sagt.

Der gik rygter om at John Paul III forinden havde flirtet med idéen om at konstruere sin egen kidnapping for at få penge ud af sin rige bedstefar. Denne gang var det dog ramme alvor, og Paul III fik bind for øjnene, bastet og bundet og placeret i en hule et sted i Syditalien – højst sandsynligt i Basilicata eller Calabria – af sine bortførere. Som tiden gik terroriserede de deres fange ved at tvinge til ham russisk roulette, og slå en fugl ihjel, som han havde gjort til sit kæledyr i hulen.

Tiden gik uden lyd fra bedstefar. I november 1973 sendte kidnapperne en lok af John Paul IIIs hår sammen med hans øre i en konvolut til Getty-familien med ordene om, at hvis man ikke betalte, ville fangens krop blive ved med at ankomme i små bidder, med posten. Getty’erne begyndte at forhandle, og man blev enige om en løsesum på 2.2 mio dollar.

Imens det stod på var Paul den III ved at dø i sin fugtige og mørke hule. Han fik lungebetændelse og infektion i sit sår fra det afskårne øre, og hans kidnappere proppede ham så meget med brandy og penicillin, at han bagefter udviklede allergi overfor antibiotika. Endelig kom pengesagerne i orden, og familien kunne afhente den forhutlede fange den 13 december 1973 på en benzinstation udenfor Potenza i den syditalienske region Basilicata.

John Paul den III havde et trist liv: han blev bagefter narkoman og alkoholiker, og skønt han fik sig et nyt øre opereret på kraniet i 1977, genvandt han aldrig hverken sit fysiske og psykiske helbred efter bortførelsen. Han døde i 2011 af et hjerteanfald, højst sandsynligt i kølvandet på komplikationerne af en narko-overdosis i 81, der gjorde ham delvist lam resten af livet.

Hovedillustration: The Getty Villa i Pasific Palisades nord for Los Angeles stod færdig i 1974, og er blevet renoveret i 2018. Bobak Ha’Eri, Wikipedia.

 

 

 

 

Syditalien vs. Det Vilde Vesten #1: HOLLYWOOD og den sicilianske forbindelse – da verdens mest berømte skilt dukkede op på bjerget over Palermo

I juni 2001 måtte de fleste palermitanere knibe sig i armen – i hvert fald dem der løftede blikket mod Ballolampo-bjergene over byen, som indtil den dag blot havde været en støvet barriere for byens ophobende losseplads. I stedet var de nu blevet dekoreret med 9 enorme bogstaver, der hver var 22 meter høje og med en samlet længde på cirka 180 meter var svære at overse.  Sammen stavede bogstaverne ’HOLLYWOOD’, og skiltet, som de udgjorde, var en kopi af det  verdensberømte Hollywood-skilt fra Los Angeles, der siden 1923 havde tronet over den californiske millionby på Mount Lee.

Oprindeligt læste skiltet navnet ’HOLLYWOODLAND’ og var en reklame for et boligprojekt i området, der kun var ment til at stå opført i halvandet år. Men samtidigt med skiltet begyndte den amerikanske filmindustri at udvikle sig voldsomt, og hjørnet af Los Angeles blev hurtigt så kendt for sine film, at skiltet hurtigt blev synonym med stjernerne og stjernestøvet, der fulgte i de feterede skuespilleres fodspor.

Hollywood-skiltet på Mount Lee har siden 1923 tronet over Los Angeles og bliver både brugt som turistattraktion, ikon og politisk statement. Wikipedia, Thomas Wolf.

Skiltet over Palermo blev opført før nogen havde tænkt på sociale delingstjenester som Facebook og Instagram. Alligevel spredte rygtet sig som en løbeild i hele byen og nåede på rekord-tid resten af Italien, der netop havde taget hul på sin 49 kunstbiennale i Venedig. Og det var netop kunstbiennalen, som Hollywoodskiltet var en del af. Kunstværket – for det var det, det var – var blevet udtænkt af det famøse enfant terrible i den italienske kunstbranche, Maurizio Cattelan (født 1960), der dengang som stadigvæk skandaliserer landets high society klasse og politiske elite med obskøne, satiriske skulpturer, der pirker til den kapitalistiske verdens groteske misfostre.

Da Maurizio Cattelan blev indbudt til at deltage i biennalen var det hans fjerde medvirken, og rygtet siger at han var så træt af Venedigs overfladiske kunstsnobberi, at han hellere ville flytte festen til et sted langtfra festfotografernes lynende blitzlys. Valget faldt på Palermo, og da selve Venedigs kunstbiennale åbnede, inviterede han 150 kunstkritikere, samlere og kuratorer til at tage flyet fra dogernes by til Palermo (dengang en by plaget af 22% arbejdsløshed) , hvor det festklædte slæng med møje blev transporteret til Bellolampo-bjergene, hvor der blev serveret drinks og cocktails foran det nyopførte skilt. På flyet modtog gæsterne et katalog lavet af Vanity Fair, der viste nogle af Hollywoods største filmstjerner, og på coveret så man et billede af det falske Hollywood skilt, som ventede dem.

Maurizio Cattelan på Piazza della Borsa i Milano foran sit kunstværk L.O.V.E. Wikipedia, espyyyy.

Der er ingen tvivl om at Cattelan ønskede at bruge sin kunstinstallation til at gøre grin med det system, der undfanger og ødelægger de mange filmstjerner, som har passeret igennem Hollywoods grooming. Men skiltet var også ment som en hilsen til den arv, som Hollywood har modtaget fra Sicilien i form af talentfulde instruktører og skuespillere: tænk bare på Al Pacino i film som Scarface og Godfather, Martin Scorsese med et imponerende bagkatalog af film som Taxi Driver og Goodfellas, crooneren over dem alle Frank Sinatra, John Travolta og endog Lady Gaga (hendes bedsteforældre stammer fra Sicilien), som netop er slået igennem som skuespiller i A Star is Born.

Og apropos skraldeplads, så er der hele dobbeltheden med Palermos skyggeside. For gad vide om Hollywood, Palermo og Sicilien havde været det samme uden hinanden og de mafiafilm, som er blevet lavet igennem årtierne, og som på grotesk vis reproducerer, romantiserer og glorificerer et kriminelt system, der har mange liv og skæbner på samvittigheden? Myten om Sicilien og myten om Hollywood har flere fællestræk, der både fascinerer og frastøder, og får én til at spørge sig selv om hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi.

Selv sagde Cattelan om sit værk: ”Det er som at smide en håndfuld stjernestøv henover det sicilianske landskab. Det er en konstrueret drøm, en copy paste. (Filmens) billeder er kun en spejling af vores længsler. Jeg har prøvet at stille to vidt forskellige verdner op foran hinanden, Sicilien og Hollywood, og at udviske grænserne mellem dem. ’Hollywood’ er ikke en provokation, det er måske en parodi, men det er også en hyldest.”

Værket HIM forestiller en drengefigur med Hitlers ansigt, der knæler i en baggård i den tidligere jødiske ghetto i Waszawa. Wikipedia, Maciej Szczepańczyk.

Det falske Hollywood-skilt blev stående på Bellolampo-bjerget i 6 måneder, før det blev pillet ned og gled ind i Cattelans kæmpe bagkatalog af tankevækkende kunstinstallationer.  Og Cattelan er værd at gå på opdagelse i, hvis man er til provokerende og dobbelttydige kunstnere: nogle af hans mest opsigtsvækkende værker tæller blandt andet L.O.V.E fra 2011, som forestiller en gigantisk, hvid hånd, der med front mod den italienske børs i Milano stritter med sin langefinger i en obskøn gestus mod kapitalismen, og installationen HIM, hvor en knælende og bedende drengefigur med Hitlers ansigt blev placeret i baggården i den tidligere jødiske ghetto i Warshawa.

Det virkelige Hollywoodskilt i Los Angeles er i dag blevet et kulturelt ikon og landemærke, som også spejler begivenhederne i det omkringliggende samfund:  Da Paven besøgte Los Angeles i 1987 havde nogen ændret på bogstaverne, så der i stedet stod HOLYWOOD. Det samme skete i 1977 i anledning af Påsken, mens skiltet i januar 2017 blev ændret til HOLLYWeeD i anledning af lovliggørelsen af cannabis i staten Californien.

Endelig har Hollywood-skiltet mindst ét liv på samvittigheden: I september 1932 begik den 24-årige skuespiller Peg Entwistle nemlig selvmord ved at kravle op på og kaste sig ud fra skiltets H.

Du kan se fotos af Hollywood-skiltet i Palermo HER.

Hovedillustration: Al Pacino i stykket ‘The Basic training of Pavlo Hummel’ i 1971, Wikipedia, Theater Company of Boston.

Ferragosto: I den kommende uge går Italien på ferie. Og det har man gjort i 2000 år.

Det er fascisterne, de romerske kejsere og den katolske kirke, der har skabt og formet Italienernes nok ældste ferietradition, Ferragosto, der i næste uge får millioner af italienere til at rykke ud af deres hjem: for mange går turen til Syditalien – til havet, til bjergene og til de mange små, halvforladte landsbyer, hvor forældre og bedsteforældre bor tilbage, og hvortil børnene vender hjem fra deres karriere i de nordlige og centrale regioner.

Ferragosto har alle italienere til fælles: Augustferien, der ligger dybt i befolkningens DNA, fordi den både historisk, socialt og kulturelt definerer et hårdtarbejdende folks rytme igennem generationer. Da jeg boede i Salerno var jeg henover året ret paf over, hvor lidt ferie folk rent faktisk holdt: man gik i skole, passede butikken eller gik på kontoret henover en stor del af dagen, og mange var også travle om lørdagen, hvis de arbejdede i detail.

Det har selvfølgelig også noget med arbejdsmarkedets muligheder at gøre, og det politiske og økonomiske bagland: der skal vitterligt knokles for at få til dagen og vejen. Men aldrig hørte jeg nogen klage over at have et arbejde. Tværtimod.

Søndagen var ugens egentlige hviledag, men ferier tog man sig meget sjældent, med undtagelse af de faste helligdage omkring jul og påske. At have et arbejde ses af mange som et privilegie i Syditalien, og jeg oplever at selv det enkleste hverv, som i Danmark ville blive anset som inferiørt, stadig omgærdes med stor respekt: om man så er gadefejer foran sin onkels butik, blåmuslingesælger på et hjørne, opvarter hos en frisør eller stik-i-rend-kaffe-dreng.

Så meget mere grund til at holde ferie, når der vitterligt er mulighed for det, for den 15 august, som er den officielle Ferragosto helligdag, lukker alt ned: storbyerne ligger øde hen, persiennerne rulles ned og man drager enten til havet eller til bjerget for at slappe af i heden.

August måned har navn efter den romerske kejser Augustus, der grundlagde ferien Feriae Augusti 18 år før vor tidsregning. Perioden op til hviledagene var fuld af festligheder, som fejrede den overståede høst i ugerne forinden, og indbyggerne i Romerriget blev underholdt med hestevæddeløb, dekorerede optog og en overflod af mad og vin.

Ferien blev overtaget af den katolske kirke efter Romerrigets Fald, der lagde Maria Himmelfartsdag netop den 15 august. Perioden midt i august er desuden anset som det varmeste tidspunkt på året i Italien, og hele traditionen med at rykke ud af byerne for at finde brise enten ved havet eller i bjergene har gjort Augustferien folkelig – den mest populære Ferragosto har i umindelige tider været en picnic, hvor man pakkede sig selv og sit transportmiddel (hest? Æsel? Kærre? Bil?) med mad og drikke, og tog ud i marken med familien.

Det var fascismen og senere det økonomiske boom, der fik italienerne til at rejse på egentlige eventyr – fascisterne arrangerede udflugter med datidens arbejdsforeninger, hvor rejsen gik med tog og busser ud i de forskellige regioners periferi, og i efterkrigstiden kunne man begynde at tillade sig ture mod nord og syd, måske endda Frankrig eller Spanien.

Idag er Ferragosto et åndehul, hvor man tager sig et par ekstra fridage forbundet med den midterste weekend i august og således kommer på afstand af arbejde, rutine, larm og halløj. Ferragosto er selvfølgelig også blevet en kommerciel begivenhed, hvor resorts, agriturismi og hoteller underbyder hinanden for at få fyldt deres værelser med feriehungrende italienere.

I begejstring for strømmen af feriegæster kan man desuden opleve mange af Syditaliens helgenfester og madfestivaler, de såkaldte sagre, genopført omkring Ferragosto, på trods af at de hellige mænds og kvinders navnedage ligger spredt udover hele året.

For først og fremmest er det i Syditalien tidspunktet, hvor man vendet hjem: til familien, til det kendte landskab fra barndommen, til vennerne, som måske er flyttet til udlandet for at få en karriere, og nu virkelig er ‘a casa’ for en stund.

Hovedillustration: August måned. Fra freskerne Il Ciclo dei mesi – de 12 måneder, malet af Maestro Venesclao cirka 1397. Værket befinder sig i Castello del Buonconsiglio, Trento. Wikipedia.

Turen Går Til: Rejsejournalistens nye dogmer

For fem år siden ville gletsjeren have fyldt hele billedet. Om femten år er den måske væk. Som “Turen Går Til”-forfattere bliver vi stadigt mere optaget af, hvordan man kan skrive troværdig og ansvarlig rejsejournalistik i en verden med klimaforandringer og overturisme. Kunne et sæt dogmeregler være en del af løsningen?

af Lisbeth Nebelong og Cecilie Marie Meyer. Hovedfoto: Lisbeth Nebelong.

Et øjeblik tror vi, at vi er vidner til et modeshow ved Solheimajökull. Men kvinden til højre i billedet er alene – og har klædt sig ud for at tage selfies foran den smeltende gletsjer.

Som led i researchen til en novelle med Islands turisme som kulisse deltog vi for nylig i flere af landets populæreste udflugter. Men det, der var tænkt som en skønlitterær inspirationstur, blev ikke mindst en faglig erkendelsesrejse.

Forfærdelsen over, hvor drastisk masseturismen allerede har ødelagt oplevelsen af rejsemålets store naturattraktioner, affødte en diskussion om, hvordan man som rejsejournalist kan forholde sig til klimakrise og overturisme.

Ønskes: Selvransagende rejsejournalistik

Siden 2010 har vi skrevet rejsebøger om henholdsvis Syditalien og Færøerne. To rejsemål, der har udviklet sig fra at være relativt ukendte til flere steder at lide under turisttilstrømningen. I de seneste udgaver har vi forsøgt at fremhæve de mindre besøgte sider af landene, så turisterne ikke kun valfarter til de sædvanlige steder.

Men hvordan videreudvikler man rejsejournalistikken i takt med klimaforandringer og lokalbefolkningernes ambivalens over for den støt stigende turisme?

Fjernøstlige strande, der lukker for at beskytte faunaen, og norske bygder, der overrendes af krydstogtturister, hører vi nu jævnligt om i nyhederne. Det samme gælder byer som Venedig, Barcelona og Amsterdam –  og vores eget “Turisthelvede: Nyhavn er tabt for københavnerne”, som det hed på en Berlingske-sektionsforside for nylig.

Senest har det sigende foto af selfiekøen til Mount Everest, hvor mennesker omkom på vejen til toppen, bidraget til en berettiget mediedebat om, hvordan det dog er kommet så vidt.

Selvransagelsen har tilsyneladende endnu ikke spredt sig til rejsejournalistikken, hvor en kritisk tilgang også burde være en selvfølge. Men i en verden, hvor stadigt flere rejser, skal der skrives stadigt mere, hurtigere – og dårligere honoreret – rejsejournalistik.

Resultatet er et væld af artikler, baseret på ensidig vinkling og klichéfyldt sprog. Ofte tilsat stereotype bureaubilleder, så man kan blive i tvivl om, hvorvidt det er journalistik  eller reklame for rejsemål, baseret på presseture arrangeret af et rejsebureau, en turistorganisation eller andre partskilder.

Når vi efterlyser en troværdig og ansvarlig rejsejournalistik, skyldes det ikke mindst massemediernes dobbeltrolle i nutidens senmoderne samfund, hvor de på én gang spejler og medskaber tidsånden. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvad og hvordan der kommunikeres om det at rejse.

På Capri udenfor Napoli er strømmen af udenlandske turister steget med 50% siden 2014. Øen er et så berømt rejsemål, at man som journalist hurtigt henfalder til de samme ord og historier, når Capri skal beskrives. Går man i dybden rummer Capri dog mange andre sider, som kan udforskes og fortælles. For eksempel har Kejser Augustus præget øens arkitektur og stemning, og Den Blå Grotte har været inspiration for både H.C. Andersen og August Bournonville. Her er grotten foreviget af Jakob Alt i 1836. Foto: Wikipedia.

At overveje hvorfor man rejser

Før i tiden drog mennesker afsted for at blive klogere på verden. I renæsssancen sendte den nordeuropæiske elite sin ungdom ned gennem Tyskland til Middelhavsområdet for undervejs at lære om malerkunst, litteratur og videnskab.

Senere kunne personligheder som H.C. Andersen, Oehlenschlæger og J.C. Jacobsen opleve den industrielle tidsalder forandre Europa.

Datidens rejsende havde ofte også et metaperspektiv på selve det at rejse. Da Francesco Petrarca, der i dag anses som humanismens grundlægger, i 1336 besteg det franske Mount Ventoux, blev han både overvældet over udsigten og fik moralske anfægtelser.

På bjergtoppen greb han Augustinus’ Bekendelser fra år 400, der var med i bagagen, og slog op på sætningen:

“Folk bevæges af bjergtoppenes vidundere, af havenes udstrakte bølger, af de brede vandfald ved floderne, af oceanernes omfavnende udstrækning, af stjernernes bevægelser. Men om sig selv kerer de sig ej.”

Ikke mindst med Petrarca og hans erkendelse af ikke at “kere sig” om eget indre, blev det moderne menneske født.

Selv omtalte han sig som den første siden Antikken, der besteg Mount Ventoux, ikke af nødvendighed, men “for egen fornøjelses skyld”.  Og under nedstigningen fra bjerget grublede han over sit forfængelige ønske om at erobre bjergtoppen for at skue udad – frem for at se indad.

Også senere har store forfattere problematiseret det at rejse. I 1926 skriver Stefan Zweig i essayet “At rejse eller blive rejst”, der handler om forrige århundredes begyndende masseturisme:

“Rejsen er allerede forberedt og planlagt med matematisk præcision, ingen behøver lede efter noget, ingen behøver regne på noget, motoren starter, man transporteres til en fremmed by, middagsmaden (indregnet i prisen) står og venter sammen med sengen om aftenen.”

I 1960’erne og 70’erne eskalerede charterturismen. I 80’erne og 90’erne drog back pack’erne til fjerne kontinenter. Siden da har stadigt flere individuelt rejsende jagtet “autenciteten”.

Og i takt med globalisering, befolkningsvækst og stigende velstand indtages dele af kloden nu af samtlige rejseformer på én gang. Hvor længe kan det fortsætte?

På Islandsrejsen blev det for alvor tydeligt for os, at rejsejournalisten ideelt set har en vigtig funktion som tillidsrepæsentant for såvel de rejsende som det land, der besøges:

At være bevidste om blikket, rejsemålet betragtes med. Indgå i ligeværdig dialog med de lokale. Ikke at forfalde til klichéer, aldrig at overdrive, forskønne eller fortie. Eller, som gode journalister på andre stofområder, at benytte sig af “tilstræbt objektivitet”, hvor man lader objektet, her destinationen, komme til syne som sig selv.

Regler for en ny rejsefortælling

Som led i vores overvejelser har vi udarbejdet følgende “dogmeregler” for vores egne fremtidige rejsefortællinger:

  • Undgå at tage udgangspunkt i dit rejsejournalist-jeg  “in medias res”.
  • Brug aldrig lokalbefolkningen som staffage eller”ædle vilde”. Inddrag dem som ligeværdige dialogpartnere, der validerer og perspektiverer din fortælling.
  • Overvej om dit sprog er tidssvarende. Se fx hvordan The Guardian nyligt har opdateret deres “style guide” for at skabe et mere præcist og troværdigt sprog på kilmaområdet. Her vil de fremover bruge termer som “climate emergency” frem for “climate change” og “global heating” i stedet for “global warming”.
  • Brug så få adjektiver som muligt. Undgå overdrivelser og klichéer som  “autentisk”,  “eksotisk”, “unikt” ,   “ikonisk”, “fantastisk”, “enestående”, “spændende”. Og døde metaforer som “perle”, “oase”, “smeltedigel” og  “smørhul”.
  • Forsyn så vidt muligt dine fortællinger med fotos, taget af en fotograf eller dig selv på stedet. Vend linsen mod andre motiver end de mest gængse. Redigér dem mindst muligt, og brug aldrig filtre, der forstærker stedets farver eller på anden måde manipulerer med virkeligheden.  

Min nye udgave af Turen Går Til Napoli og Syditalien er udkommet

Pizzaen er forsvundet fra coveret og ind er der flyttet en elegant, ældre herre fra de trange gader i Matera. I 2015 havde jeg den store glæde at overtage titlen Turen Går Til Syditalien, og jeg gik med krum hals i gang med at genskrive hele bogen. At være rejsebogsforfatter betyder at ens titler er under konstant revision – hvert 3 år skal de opdateres, have nyt forsidebillede og finpudset illustrationer, og for hver research-tur er der hele tiden nye ting, der dukker op og gerne vil være med i bogen.

Da jeg afleverede mit første manus, opdagede jeg, at Politikens Forlag ville tilføje Napoli til titlen, så bogen kom til at hedde TGT Napoli og Syditalien. Den disponering gik jeg fuldt ud ind for, for den afspejler en aktuel udvikling, hvor Napoli bliver stadigt mere populær som alternativ til Italiens øvrige storbyer.

Napoli har sin helt egen sektion i bogen, og i forhold til sidste udgave opdateret med nyt om bla. det fascinerende rabarberkvarter Sanità, der ligger og gemmer sig på den anden side af hovedfærdselsåren Via Forio og det arkæologiske museums koralrøde mure.

Men Syditalien er meget andet og mere end Napoli, og i den research, som ligger til grund for den nyudkomne udgave, satte jeg mig for at gå særligt i dybden med øerne i Napoli-bugten – nærmere bestemt Ischia, Procida og Capri.

Især førstnævnte er virkelig blevet en favorit – måske i kølvandet på Elena Ferrantes roman Min Geniale Veninde, hvor hovedpersonen Elena tilbringer sommeren som barnepige, og igennem hvis øjne vi oplever øen med de varme kilder og det sorte vulkansand.

Capri er ikke uden grund den mest berømte af bugtens trillinger: derfor guider jeg i bogen til nye opdagelser, vandreruter, butikker og hoteller på den lille, porcelænshvide klippe-ø, der giver et andet indtryk af stedet end de sædvanlige postkort-beskrivelser af idyl og jet set-ferie.

Endelig er der Procida, hvor jeg oplevede at bo dybt inde i det middelaldercitadel, som udgør fiskerbyen Corricellas ansigt mod syd. Langs promenaden blev der røgtet garn og fodret katte, og bugtens mindste ø er også den mest skramlede, med ægte, napolitansk stemning fra alle de lokale fra fastlandet, som kommer herud for at lufte i havbrisen.

168 siders rejsebog er for lidt plads til at præsentere Syditaliens overflod af vidundere – men jeg har prøvet trods alt, og er allerede mentalt i gang med at skrive den næste.

Du kan se og købe bogen i de fleste boghandlere og online, blandt andet HER.

Foto: Politikens Forlag.

En lille fortælling om at fortælle om Syditalien

Da jeg for snart ti år siden besluttede mig for at ville skabe en niche om Syditalien, var der mange, der ikke rigtig forstod det. Når jeg ringede til forlag her i Danmark og foreslog dem at udgive bøger om Napoli, mødte jeg undren: “Der er da ingen danskere, der tager til den by. Og er der ikke også farligt?”

Aviserne var heller ikke interesserede i artikler fra Syditalien – deres læsere ville hellere høre om mere kendte destinationer. De gamle kulturbyer i Toscana. Om Venedig.

Da jeg i 1999 gik på sprogskole i Firenze, forstod italienerne ej heller, hvorfor jeg bagefter ville tage til en lille privatskole i Salerno og læse videre. En ukendt havneby, der lå uoverskueligt langt fra det Italien, de fleste kender og er trygge ved, men hvor jeg havde fået nys om et hyggeligt sprog-akademi med unge, lokale lærere i et palazzo ved havet.

Jeg havde nemlig fået fornemmelse af noget grandiost, af noget eksotisk, som jeg ville undersøge. Under gymnasiet havde jeg nemlig været på frivillig arbejdslejr med Mellemfolkelig Samvirke i en lille by der hedder Gaeta syd for Rom. Og selvom Lazio er en centralitaliensk region, boede vi tæt på Campania, og landsbyer, der i farver, stemning og landskaber lå meget langtfra det, jeg kendte fra Firenze.

Derfor ville jeg til Salerno, og derfra udviklede tingene sig. Og idag ser alt anderledes ud: fra at Syditalien selv for danske Italienskendere var noget, som man kun havde hørt om, aldrig besøgt, er danskerne nu mere nysgerrige end nogensinde før efter hvad der foregår syd for Rom: de rejser, de læser, de opsøger foredrag (og det er egentlig det, der inspiererede mig til at sætte mig ned idag og skrive dette blogindlæg):

igår aftes fortalte jeg nemlig om kulturby Matera og Basilicata-regionen for Italiensk Kandidatforening på Københavns Universitet. Jeg elskede mit italiensk-studie og er stadig i kontakt med mine dygtige undervisere fra dengang, og der er sket det forunderlige, at studiets kandidatforening nogle gange booker mig til at holde foredrag, ikke blot for deres medlemmer, men også til aftener, hvor alle kan komme udefra og være med ved blot at betale et symbolsk beløb i døren.

Det var en mørk og stormfuld igår aftes på KUA. Jeg kæmpede mig frem på cykel og ind i et tomt lokale, hvor jeg begyndte at sætte computer og det hele op. Og mens jeg står og hyggesnakker med min gamle Erasmus-vejleder, begynder det pludselig at vælte ind – så mange, at der må hentes ekstra stole. Så gilk jeg igang, og havde fornøjelsen af at berette foran et fantastisk lydhørt og spændende publikum.

Bagefter kom et af foreningens bestyrelsesmedlemmer hen til mig:”Der er altså sket noget her det sidste år. Der kommer simpelthen så mange mennesker. Også når det handler om Syditalien. Det er virkelig markant. Noget er forandret.”

Jeg tror, det jeg i sidste ende ønsker at sige med denne tekst, er TAK: Det er stadig ufatteligt for mig, at mennesker, jeg ikke kender, sætter en dato i kalenderen, tager fint tøj på, bevæger sig ud i vintermørket og langt ud til Amager for at høre mig fortælle. Jeg takker. På vegne af mig selv, men selvfølgelig – først og fremmest – på Syditaliens vegne. Verdens bedste, skøreste og skønneste landsdel, der nu endelig er ved at få den opmærksomhed, den fortjener.