Category Archives: REJSER

Parco di Argimusco – en usædvanlig skulpturpark formet af vind og vejr

Hvis du ser godt efter på billedet, kan du godt se hende: En bedende Madonna i profil, med hænderne foldet foran sig i bøn, øjensynligt perfekt udhugget i hård granit. Og hun er ikke alene på højsletten: en gigantisk ørn breder sine vinger ud foran solnedgangen, dér står en pelikan, og derovre en ugle. Lige øst for Nebrodi-nationalparken, der udgør Siciliens vigtigste, grønne lunge på øens nordkyst, finder man den fascinerende Argimusco højslette, der siden tidernes morgen har været omgærdet af mystik.

Rundt omkring i det græsbeklædte månelandskab kan man nemlig finde sten og klipper, der ligner mennesker og dyr på en prik, som om nogen engang har udhugget dem med stor, kunsterisk sans. Hvilket urfolk står mon bag? Og har stenskulpturerne mon noget med stjernehimlen at gøre?

Jeg har selv vandret i det utrolige landskab og isæt tabt kæben foran Den Bedende Madonna – en enorm klippe, hvis ene side på perfekt vis ligner en kvinde med bøjet hoved og foldede hænder. Mange myter og legender knytter sig til figurerne i Argimusco, men på trods af deres usævanlige kunstfærdighed mener arkæloger, at der ikke ligger menneskehænder bag fænomenet, men rettere drejer sig om klipper, der igennem årtusinderne er blevet præget af vind og vejr og fået usædvanlige, antromoforbe former.

En af klipperne på Argimusco-sletten ligner en ørn, der folder sine vinger ud.

Nu er det ikke kun de lokale, der priser Argimuscos skønhed og særlige stemning – hele Sicilien har fået øje på den skønne plet nord for Etna, og forleden blev der i den nærliggende landsby Montalbano Elicona holdt en kongres af videnskabsmænd, som kunne bekræfte, at Argimusco lever op til alle kriterier for at blive erklæret UNESCO verdensarv.

Næste skridt bliver indstille stedet til at komme under UNESCOS hæder og beskyttelse. Og jeg kan varmt anbefale at besøge Argimusco, når man er på de kanter.

MINDRE JORDSKÆLV RUNDT OMKRING I EUROPA – OGSÅ I SOLFATARA-KRATERET NÆR VESUV, POMPEI OG NAPOLI

Da der forleden var jordskælv i Jylland rejste det øjenbryn herhjemme, fordi skælv så sjældent ses på vores breddegrader. Men faktisk har der i de seneste par uger været flere mindre skælv rundt omkring i Europa, især i Grækenland, Tyrkiet og i Syditalien – sidstnævnte sted var skælvene koncentreret til det vulkanske område omkring Solfatara-krateret, som ligger nord for Napoli og under sin skorpe rummer Europas største og farligste supervulkan.

I tirsdags kunne jeg se at flere af mine Facebook-venner i Napoli skrev på deres væg:”MÆRKEDE I DET? TINGENE RYSTEDE I MIN LEJLIGHED”. Der var to af slagsen lige efter hinanden, men heldigvis er disse småskælv harmløse og en integreret del af det at bo i jordskælvsplagede regioner som Campania, Molise og Abruzzo. Lokalbefolkningen har dog samtidigt lært at være fornuftigt vågne overfor den fare, som de potentielt bor lige op og nedad. Napoli (og Etna længere mod syd på Sicilien) ligger nemlig lige på grænsen mellem den afrikanske og europæiske kontinentalplade, der med mellemrum bevæger sig når førstnævnte maser sig ind under Europa. Og i maj måned blev der målt et mindre skælv direkte nede i Vesuvs krater.

Begge skælv blev i tirsdag målt til cirka 2.5 på Richterskalaen og havde deres epicenter i Pozzuoli, blot 2 kilometer under jorden lige der, hvor Solfatara-krateret ligger. Pozzuoli har igennem århundreder været påvirket af det faktum, at byen ligger lige ovenpå supervulkanen, der breder sig ud under hele Napolibugten. Havet kan koge og slippe svovlgasser op til vandoverfladen, og der åbner sig løbende nye sprækker ned til lavaen, hvilket er helt normalt for slumrende vulkaner.

Foto: Et af Vesuvs udbrud cirka 1775, set fra Portici, malet af Joseph Wright of Derby. Wikipedia.

TEMA-AFTEN OM NAPOLI

Onsdag den 3 oktober klokken 18.30 samles der en nørdet gruppe på Københavns Universitet Amager for at fortælle, lytte og lære mere om den fascinerende by Napoli. Arrangementet er stablet på benene af italiensk kandidatforening, som jeg er medlem af, og ALLE er velkomne, OGSÅ dem uden en uni-grad i italiensk – og jeg vil som en af de 4 oplægsholdere fortælle om Napolis fantastiske femminiello-fænomen, hvor mænd på helt særlig vis udlever deres kvindelige side i tråd med en ældgammel tradition, der overraskende nok også har med Madonnaen at gøre. Nysgerrig? så kom med!

Du finder mere info HER – personligt glæder jeg mig rigtig meget til både at møde min gamle specialevejleder, dygtige Gert Sørensen, som skal fortælle om Napolis udvikling fra hovedstad til udkantsområde, og Pia Laustsens analyse af byen Napolis rolle i Elena Ferrantes nu verdensberømte romanserie derfra. Det hele koster rørende 20 kr person, som kan betales i døren. Jeg håber at vi ses!

FORLAGET FELTRINELLI KRITERES FOR AT BRUGE TARVELIGT SPROG I GUIDE OM SYDITALIEN,

Er det iorden at skrive i en rejseguide, at turister skal holde sig fra et specielt område, fordi det er inficeret af camorra, og går under navnet ‘dødens trekant’? Øjensynligt ja, når det kommer til den engelske Rough Guide, hvis udgave netop er udkommet på italiensk hos forlaget Feltrinelli.

I rejseguiden “Italia – Sud e isolie – SydItalien og øerne’ befinder der sig nemlig et afsnit, hvor forfatteren i meget ublu vendinger beder de rejsende om at sløjfe om rådet omkring Caserta, og kun tage slottet La Reggia med i sine overvejelser. Og den passager har nu gjort Caserta-provinsen og Campania-regionen overordenligt vrede.

èn ting er at hjælpe de rejsende til de bedste oplevelser i et givent område – noget andet er hvilket ordvalg, der bruges. Jeg har da også selv behandlet emner som camorra og mafia i mine bøger, fordi det er en sammenhæng, der visse steder er bydende nødvendig. Og jeg skriver gerne mine anbefalinger udfra: hvis der ikke er noget at skrive hjem om, så udelad det. Men The Rough Guide har, som Feltrinelli selv undskyldende har sagt det i kølvandet på opråbet, en mere personlig og direkte stil, end lignende bøger med for eksempel italiensk oprindelse, der har en mere behersket ordlyd.

Borgmesteren i Caserta og byens borgere er især blevet vrede over passagen:

“Området lige nord for Napoli er ikke særlig tiltrækkende, det drejer sig for det meste om lavt, grimt byggeri. Næsten det hele er domineret af camorra og kaldes af og til ‘dødens trekant’.

Disse ord kan for et dansk øre måske ikke lyde af meget, men Campania-regionen har af historiske og kulturelle årsager en overfølsomhed overfor den slags domssigelser udefra, og beboerne har igennem årtier – hvis ikke århundreder – fået nok af at blive associeret med kriminalitet og armod. Indtil videre er der lydt en undskyldning fra Feltrinelli, der nu vil bede om at få redigeret i tekstlyden hos The Rough Guide.

EN HYRDE HAR BYGGET SYDSICILIENS MEST SPEKTAKULÆRE UDENDØRSTEATER

Sicilien er fuld af smukke udendørsteatre, hvoraf det græske i Taormina er verdensberømt. Men et langt mere hemmeligt men ikke desto mindre ligeså smukt sted udgør et højdedrag i sicaner-bjergene, der tårner sig op bag Agrigento ved siciliens sydkyst. Her, i 1000 meters højde udenfor bjergbyen Santo Stefano di Quisquina, har hyrden Lorenzo Reina bygget et utroligt teater, der udenfor sæsonen omgives af 70 æsler og en stor gruppe får.

Lorenzo er nemlig af hyrdebyrd, og det var arbejdet med dyrene, der åbnede hans øjne for den utrolige placering. En dag, da han gik blandt sine dyr, stod han på plateauet, hvorfra man på et god dag kan skimte Pantelleria i det fjerne Middelhav. Og han begyndte spontant at bygge skulpturer af de tilhåndsværende sten, og før han vidste af det, var han igang med at bygge verdens højest beliggende udendørsteater.

Projektet udviklede sig, og idag er omgivelserne blevet et slags maleri, der indrammer havet og bjergene, og i hvis midte kunstnere, musikere og dansere nu opfører taterstykker på en scene under åben himmel.

Stedet hedde Teatro Andromeda, og har omdannet hele lokalområdet til en udendørs kunstoplevelse, komplet med skulpturer og kæmpemaskiner, der ligger strøet rundt i landskabet. I hele august har Teatro Andromeda rummet dans og dramatik, og udenfor sæsonen kan man bestille en guidet rundtur i området via hjemmesiden w.taeatroandromeda.it. Du kan også tage direkte kontakt til Lorenzo og møde ham på fattoriadellarte@gmail.com Tel: +39 328 7671914.

Sommerferie 2018: skal du prøve at bo på et albergo diffuso?

Syditaliens mange gamle, forladte huse har i det seneste årti fået et nyt, forbløffende liv takket være ‘diffuso’-begrebet, som faktisk er ærke-italiensk: det blev ‘opfundet i de tidlige 1980’ere af Giancarlo dell’Ala, men er ved lynets hast ved at sprede sig til lande som Kroatien og Schweiz.

Idéen er at man istedet for at bygge nye hoteller udnytter eksisterende kvadratmetre i den gamle boligmasse, som ellers ville være blevet revet ned, renovererer dem og bruger dem som hotelværelser. Albergo diffuso betyder et ‘spredt hotel’, for mange af de gamle stenhuse er så små, at  der slet ikke er plads til et helt hotel i de små rum, men et, måske to, lækre værelser med eget bad og toilet.

Derefter slår man de renoverede småhuse sammen under ét hotel, hvis reception og morgenmadsrestaurant også ligger et helt andet sted. Resultatet er et dynamisk lokalområde, der ellers ville have ligget øde hen, men hvor der atter er mennesker i gaderne, som går på opdagelse og køber ind i de lokale butikker. Denne måde at bo på er blevet overmåde populær og appelerer godt til den rejsende i Syditalien, som holder af at blive en del af det sted, de bor.

Måske er denne rejseform noget for dig? Den gør i hvert fald at man kommer steder, man aldrig ville have set, og giver en stemning af nærhed og tryghed, fordi man lynhurtigt kommer i kontakt med de lokale. Jeg har selv boet på to ret fantastiske alberghi diffusi, som jeg klart kan anbefale. De kommer her:

Albergo Mannois ved Sardiniens blinkende hav

Da albergo diffuso-konceptet blev født i den nordøstlige region Alto Adige, var Sardinien den første, syditalienske region til at følge trop i 1996. Begrebet har vist sig at være en bæredygtig måde at drive hotel på i øens små landsbyer, og i 2010 tog den unge Emanuele Mannois springet og åbnede Albergo Mannois i Orosei 20 km fra Nuoro. Orosei ligger få kilometer fra den blinkende bugt af samme navn, og højt oppe på et plateau er der en fejende udsigt udover hele det nordøstlige Sopramonte-massiv. Udgangspunktet for Emanueles hotel er en 200 år gammel gård, hvor man finder receptionen. resten af værelserne er spredt rundt i den gamle bydel og er i tip-top-stand. Du kan finde stedet her.

Albergo Sextantio på Abruzzos tag

Man tror det er løgn, når man kører igennem den øde, abruzzesiske højslette og pludselig ankommer til landsbyen Santo Stefano di Sessanio, der ligger på sin helt egen bjergtop i et månelandskab af sten og klipper. Men skulle tro man var med i en film, og faktisk er mange amerikanske eventyrfilm blevet optaget heromkring. Santo Stefano di Sessanio er delvist blevet genopbygget efter et voldsomt jordskælv, og forfaldet bidrager til stemningen i en mini-samfund, som rigmanden Daniele Kilgren faldt for på en rejse, og besluttede at genopbygge. Han ville ikke tillade stedet at gå til grunde og købte derfor mange af de små huse, og satte dem i stand på luksusniveau. Idag kan man opleve resultatet på egen krop ved at tjekke ind i sit eget byhus, hvor svalerederne under spærrene er blevet bibeholdt, ligesom de rå vægge og de skæve møbler. Virkelig en speciel oplevelse, som du kan se på billedet, der indleder denne artikel! Besøg stedet her.

Foto: Albergo Sextantio