Category Archives: REJSER

Ferragosto: I den kommende uge går Italien på ferie. Og det har man gjort i 2000 år.

Det er fascisterne, de romerske kejsere og den katolske kirke, der har skabt og formet Italienernes nok ældste ferietradition, Ferragosto, der i næste uge får millioner af italienere til at rykke ud af deres hjem: for mange går turen til Syditalien – til havet, til bjergene og til de mange små, halvforladte landsbyer, hvor forældre og bedsteforældre bor tilbage, og hvortil børnene vender hjem fra deres karriere i de nordlige og centrale regioner.

Ferragosto har alle italienere til fælles: Augustferien, der ligger dybt i befolkningens DNA, fordi den både historisk, socialt og kulturelt definerer et hårdtarbejdende folks rytme igennem generationer. Da jeg boede i Salerno var jeg henover året ret paf over, hvor lidt ferie folk rent faktisk holdt: man gik i skole, passede butikken eller gik på kontoret henover en stor del af dagen, og mange var også travle om lørdagen, hvis de arbejdede i detail.

Det har selvfølgelig også noget med arbejdsmarkedets muligheder at gøre, og det politiske og økonomiske bagland: der skal vitterligt knokles for at få til dagen og vejen. Men aldrig hørte jeg nogen klage over at have et arbejde. Tværtimod.

Søndagen var ugens egentlige hviledag, men ferier tog man sig meget sjældent, med undtagelse af de faste helligdage omkring jul og påske. At have et arbejde ses af mange som et privilegie i Syditalien, og jeg oplever at selv det enkleste hverv, som i Danmark ville blive anset som inferiørt, stadig omgærdes med stor respekt: om man så er gadefejer foran sin onkels butik, blåmuslingesælger på et hjørne, opvarter hos en frisør eller stik-i-rend-kaffe-dreng.

Så meget mere grund til at holde ferie, når der vitterligt er mulighed for det, for den 15 august, som er den officielle Ferragosto helligdag, lukker alt ned: storbyerne ligger øde hen, persiennerne rulles ned og man drager enten til havet eller til bjerget for at slappe af i heden.

August måned har navn efter den romerske kejser Augustus, der grundlagde ferien Feriae Augusti 18 år før vor tidsregning. Perioden op til hviledagene var fuld af festligheder, som fejrede den overståede høst i ugerne forinden, og indbyggerne i Romerriget blev underholdt med hestevæddeløb, dekorerede optog og en overflod af mad og vin.

Ferien blev overtaget af den katolske kirke efter Romerrigets Fald, der lagde Maria Himmelfartsdag netop den 15 august. Perioden midt i august er desuden anset som det varmeste tidspunkt på året i Italien, og hele traditionen med at rykke ud af byerne for at finde brise enten ved havet eller i bjergene har gjort Augustferien folkelig – den mest populære Ferragosto har i umindelige tider været en picnic, hvor man pakkede sig selv og sit transportmiddel (hest? Æsel? Kærre? Bil?) med mad og drikke, og tog ud i marken med familien.

Det var fascismen og senere det økonomiske boom, der fik italienerne til at rejse på egentlige eventyr – fascisterne arrangerede udflugter med datidens arbejdsforeninger, hvor rejsen gik med tog og busser ud i de forskellige regioners periferi, og i efterkrigstiden kunne man begynde at tillade sig ture mod nord og syd, måske endda Frankrig eller Spanien.

Idag er Ferragosto et åndehul, hvor man tager sig et par ekstra fridage forbundet med den midterste weekend i august og således kommer på afstand af arbejde, rutine, larm og halløj. Ferragosto er selvfølgelig også blevet en kommerciel begivenhed, hvor resorts, agriturismi og hoteller underbyder hinanden for at få fyldt deres værelser med feriehungrende italienere.

I begejstring for strømmen af feriegæster kan man desuden opleve mange af Syditaliens helgenfester og madfestivaler, de såkaldte sagre, genopført omkring Ferragosto, på trods af at de hellige mænds og kvinders navnedage ligger spredt udover hele året.

For først og fremmest er det i Syditalien tidspunktet, hvor man vendet hjem: til familien, til det kendte landskab fra barndommen, til vennerne, som måske er flyttet til udlandet for at få en karriere, og nu virkelig er ‘a casa’ for en stund.

Hovedillustration: August måned. Fra freskerne Il Ciclo dei mesi – de 12 måneder, malet af Maestro Venesclao cirka 1397. Værket befinder sig i Castello del Buonconsiglio, Trento. Wikipedia.

Turen Går Til: Rejsejournalistens nye dogmer

For fem år siden ville gletsjeren have fyldt hele billedet. Om femten år er den måske væk. Som “Turen Går Til”-forfattere bliver vi stadigt mere optaget af, hvordan man kan skrive troværdig og ansvarlig rejsejournalistik i en verden med klimaforandringer og overturisme. Kunne et sæt dogmeregler være en del af løsningen?

af Lisbeth Nebelong og Cecilie Marie Meyer. Hovedfoto: Lisbeth Nebelong.

Et øjeblik tror vi, at vi er vidner til et modeshow ved Solheimajökull. Men kvinden til højre i billedet er alene – og har klædt sig ud for at tage selfies foran den smeltende gletsjer.

Som led i researchen til en novelle med Islands turisme som kulisse deltog vi for nylig i flere af landets populæreste udflugter. Men det, der var tænkt som en skønlitterær inspirationstur, blev ikke mindst en faglig erkendelsesrejse.

Forfærdelsen over, hvor drastisk masseturismen allerede har ødelagt oplevelsen af rejsemålets store naturattraktioner, affødte en diskussion om, hvordan man som rejsejournalist kan forholde sig til klimakrise og overturisme.

Ønskes: Selvransagende rejsejournalistik

Siden 2010 har vi skrevet rejsebøger om henholdsvis Syditalien og Færøerne. To rejsemål, der har udviklet sig fra at være relativt ukendte til flere steder at lide under turisttilstrømningen. I de seneste udgaver har vi forsøgt at fremhæve de mindre besøgte sider af landene, så turisterne ikke kun valfarter til de sædvanlige steder.

Men hvordan videreudvikler man rejsejournalistikken i takt med klimaforandringer og lokalbefolkningernes ambivalens over for den støt stigende turisme?

Fjernøstlige strande, der lukker for at beskytte faunaen, og norske bygder, der overrendes af krydstogtturister, hører vi nu jævnligt om i nyhederne. Det samme gælder byer som Venedig, Barcelona og Amsterdam –  og vores eget “Turisthelvede: Nyhavn er tabt for københavnerne”, som det hed på en Berlingske-sektionsforside for nylig.

Senest har det sigende foto af selfiekøen til Mount Everest, hvor mennesker omkom på vejen til toppen, bidraget til en berettiget mediedebat om, hvordan det dog er kommet så vidt.

Selvransagelsen har tilsyneladende endnu ikke spredt sig til rejsejournalistikken, hvor en kritisk tilgang også burde være en selvfølge. Men i en verden, hvor stadigt flere rejser, skal der skrives stadigt mere, hurtigere – og dårligere honoreret – rejsejournalistik.

Resultatet er et væld af artikler, baseret på ensidig vinkling og klichéfyldt sprog. Ofte tilsat stereotype bureaubilleder, så man kan blive i tvivl om, hvorvidt det er journalistik  eller reklame for rejsemål, baseret på presseture arrangeret af et rejsebureau, en turistorganisation eller andre partskilder.

Når vi efterlyser en troværdig og ansvarlig rejsejournalistik, skyldes det ikke mindst massemediernes dobbeltrolle i nutidens senmoderne samfund, hvor de på én gang spejler og medskaber tidsånden. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvad og hvordan der kommunikeres om det at rejse.

På Capri udenfor Napoli er strømmen af udenlandske turister steget med 50% siden 2014. Øen er et så berømt rejsemål, at man som journalist hurtigt henfalder til de samme ord og historier, når Capri skal beskrives. Går man i dybden rummer Capri dog mange andre sider, som kan udforskes og fortælles. For eksempel har Kejser Augustus præget øens arkitektur og stemning, og Den Blå Grotte har været inspiration for både H.C. Andersen og August Bournonville. Her er grotten foreviget af Jakob Alt i 1836. Foto: Wikipedia.

At overveje hvorfor man rejser

Før i tiden drog mennesker afsted for at blive klogere på verden. I renæsssancen sendte den nordeuropæiske elite sin ungdom ned gennem Tyskland til Middelhavsområdet for undervejs at lære om malerkunst, litteratur og videnskab.

Senere kunne personligheder som H.C. Andersen, Oehlenschlæger og J.C. Jacobsen opleve den industrielle tidsalder forandre Europa.

Datidens rejsende havde ofte også et metaperspektiv på selve det at rejse. Da Francesco Petrarca, der i dag anses som humanismens grundlægger, i 1336 besteg det franske Mount Ventoux, blev han både overvældet over udsigten og fik moralske anfægtelser.

På bjergtoppen greb han Augustinus’ Bekendelser fra år 400, der var med i bagagen, og slog op på sætningen:

“Folk bevæges af bjergtoppenes vidundere, af havenes udstrakte bølger, af de brede vandfald ved floderne, af oceanernes omfavnende udstrækning, af stjernernes bevægelser. Men om sig selv kerer de sig ej.”

Ikke mindst med Petrarca og hans erkendelse af ikke at “kere sig” om eget indre, blev det moderne menneske født.

Selv omtalte han sig som den første siden Antikken, der besteg Mount Ventoux, ikke af nødvendighed, men “for egen fornøjelses skyld”.  Og under nedstigningen fra bjerget grublede han over sit forfængelige ønske om at erobre bjergtoppen for at skue udad – frem for at se indad.

Også senere har store forfattere problematiseret det at rejse. I 1926 skriver Stefan Zweig i essayet “At rejse eller blive rejst”, der handler om forrige århundredes begyndende masseturisme:

“Rejsen er allerede forberedt og planlagt med matematisk præcision, ingen behøver lede efter noget, ingen behøver regne på noget, motoren starter, man transporteres til en fremmed by, middagsmaden (indregnet i prisen) står og venter sammen med sengen om aftenen.”

I 1960’erne og 70’erne eskalerede charterturismen. I 80’erne og 90’erne drog back pack’erne til fjerne kontinenter. Siden da har stadigt flere individuelt rejsende jagtet “autenciteten”.

Og i takt med globalisering, befolkningsvækst og stigende velstand indtages dele af kloden nu af samtlige rejseformer på én gang. Hvor længe kan det fortsætte?

På Islandsrejsen blev det for alvor tydeligt for os, at rejsejournalisten ideelt set har en vigtig funktion som tillidsrepæsentant for såvel de rejsende som det land, der besøges:

At være bevidste om blikket, rejsemålet betragtes med. Indgå i ligeværdig dialog med de lokale. Ikke at forfalde til klichéer, aldrig at overdrive, forskønne eller fortie. Eller, som gode journalister på andre stofområder, at benytte sig af “tilstræbt objektivitet”, hvor man lader objektet, her destinationen, komme til syne som sig selv.

Regler for en ny rejsefortælling

Som led i vores overvejelser har vi udarbejdet følgende “dogmeregler” for vores egne fremtidige rejsefortællinger:

  • Undgå at tage udgangspunkt i dit rejsejournalist-jeg  “in medias res”.
  • Brug aldrig lokalbefolkningen som staffage eller”ædle vilde”. Inddrag dem som ligeværdige dialogpartnere, der validerer og perspektiverer din fortælling.
  • Overvej om dit sprog er tidssvarende. Se fx hvordan The Guardian nyligt har opdateret deres “style guide” for at skabe et mere præcist og troværdigt sprog på kilmaområdet. Her vil de fremover bruge termer som “climate emergency” frem for “climate change” og “global heating” i stedet for “global warming”.
  • Brug så få adjektiver som muligt. Undgå overdrivelser og klichéer som  “autentisk”,  “eksotisk”, “unikt” ,   “ikonisk”, “fantastisk”, “enestående”, “spændende”. Og døde metaforer som “perle”, “oase”, “smeltedigel” og  “smørhul”.
  • Forsyn så vidt muligt dine fortællinger med fotos, taget af en fotograf eller dig selv på stedet. Vend linsen mod andre motiver end de mest gængse. Redigér dem mindst muligt, og brug aldrig filtre, der forstærker stedets farver eller på anden måde manipulerer med virkeligheden.  

Min nye udgave af Turen Går Til Napoli og Syditalien er udkommet

Pizzaen er forsvundet fra coveret og ind er der flyttet en elegant, ældre herre fra de trange gader i Matera. I 2015 havde jeg den store glæde at overtage titlen Turen Går Til Syditalien, og jeg gik med krum hals i gang med at genskrive hele bogen. At være rejsebogsforfatter betyder at ens titler er under konstant revision – hvert 3 år skal de opdateres, have nyt forsidebillede og finpudset illustrationer, og for hver research-tur er der hele tiden nye ting, der dukker op og gerne vil være med i bogen.

Da jeg afleverede mit første manus, opdagede jeg, at Politikens Forlag ville tilføje Napoli til titlen, så bogen kom til at hedde TGT Napoli og Syditalien. Den disponering gik jeg fuldt ud ind for, for den afspejler en aktuel udvikling, hvor Napoli bliver stadigt mere populær som alternativ til Italiens øvrige storbyer.

Napoli har sin helt egen sektion i bogen, og i forhold til sidste udgave opdateret med nyt om bla. det fascinerende rabarberkvarter Sanità, der ligger og gemmer sig på den anden side af hovedfærdselsåren Via Forio og det arkæologiske museums koralrøde mure.

Men Syditalien er meget andet og mere end Napoli, og i den research, som ligger til grund for den nyudkomne udgave, satte jeg mig for at gå særligt i dybden med øerne i Napoli-bugten – nærmere bestemt Ischia, Procida og Capri.

Især førstnævnte er virkelig blevet en favorit – måske i kølvandet på Elena Ferrantes roman Min Geniale Veninde, hvor hovedpersonen Elena tilbringer sommeren som barnepige, og igennem hvis øjne vi oplever øen med de varme kilder og det sorte vulkansand.

Capri er ikke uden grund den mest berømte af bugtens trillinger: derfor guider jeg i bogen til nye opdagelser, vandreruter, butikker og hoteller på den lille, porcelænshvide klippe-ø, der giver et andet indtryk af stedet end de sædvanlige postkort-beskrivelser af idyl og jet set-ferie.

Endelig er der Procida, hvor jeg oplevede at bo dybt inde i det middelaldercitadel, som udgør fiskerbyen Corricellas ansigt mod syd. Langs promenaden blev der røgtet garn og fodret katte, og bugtens mindste ø er også den mest skramlede, med ægte, napolitansk stemning fra alle de lokale fra fastlandet, som kommer herud for at lufte i havbrisen.

168 siders rejsebog er for lidt plads til at præsentere Syditaliens overflod af vidundere – men jeg har prøvet trods alt, og er allerede mentalt i gang med at skrive den næste.

Du kan se og købe bogen i de fleste boghandlere og online, blandt andet HER.

Foto: Politikens Forlag.

En lille fortælling om at fortælle om Syditalien

Da jeg for snart ti år siden besluttede mig for at ville skabe en niche om Syditalien, var der mange, der ikke rigtig forstod det. Når jeg ringede til forlag her i Danmark og foreslog dem at udgive bøger om Napoli, mødte jeg undren: “Der er da ingen danskere, der tager til den by. Og er der ikke også farligt?”

Aviserne var heller ikke interesserede i artikler fra Syditalien – deres læsere ville hellere høre om mere kendte destinationer. De gamle kulturbyer i Toscana. Om Venedig.

Da jeg i 1999 gik på sprogskole i Firenze, forstod italienerne ej heller, hvorfor jeg bagefter ville tage til en lille privatskole i Salerno og læse videre. En ukendt havneby, der lå uoverskueligt langt fra det Italien, de fleste kender og er trygge ved, men hvor jeg havde fået nys om et hyggeligt sprog-akademi med unge, lokale lærere i et palazzo ved havet.

Jeg havde nemlig fået fornemmelse af noget grandiost, af noget eksotisk, som jeg ville undersøge. Under gymnasiet havde jeg nemlig været på frivillig arbejdslejr med Mellemfolkelig Samvirke i en lille by der hedder Gaeta syd for Rom. Og selvom Lazio er en centralitaliensk region, boede vi tæt på Campania, og landsbyer, der i farver, stemning og landskaber lå meget langtfra det, jeg kendte fra Firenze.

Derfor ville jeg til Salerno, og derfra udviklede tingene sig. Og idag ser alt anderledes ud: fra at Syditalien selv for danske Italienskendere var noget, som man kun havde hørt om, aldrig besøgt, er danskerne nu mere nysgerrige end nogensinde før efter hvad der foregår syd for Rom: de rejser, de læser, de opsøger foredrag (og det er egentlig det, der inspiererede mig til at sætte mig ned idag og skrive dette blogindlæg):

igår aftes fortalte jeg nemlig om kulturby Matera og Basilicata-regionen for Italiensk Kandidatforening på Københavns Universitet. Jeg elskede mit italiensk-studie og er stadig i kontakt med mine dygtige undervisere fra dengang, og der er sket det forunderlige, at studiets kandidatforening nogle gange booker mig til at holde foredrag, ikke blot for deres medlemmer, men også til aftener, hvor alle kan komme udefra og være med ved blot at betale et symbolsk beløb i døren.

Det var en mørk og stormfuld igår aftes på KUA. Jeg kæmpede mig frem på cykel og ind i et tomt lokale, hvor jeg begyndte at sætte computer og det hele op. Og mens jeg står og hyggesnakker med min gamle Erasmus-vejleder, begynder det pludselig at vælte ind – så mange, at der må hentes ekstra stole. Så gilk jeg igang, og havde fornøjelsen af at berette foran et fantastisk lydhørt og spændende publikum.

Bagefter kom et af foreningens bestyrelsesmedlemmer hen til mig:”Der er altså sket noget her det sidste år. Der kommer simpelthen så mange mennesker. Også når det handler om Syditalien. Det er virkelig markant. Noget er forandret.”

Jeg tror, det jeg i sidste ende ønsker at sige med denne tekst, er TAK: Det er stadig ufatteligt for mig, at mennesker, jeg ikke kender, sætter en dato i kalenderen, tager fint tøj på, bevæger sig ud i vintermørket og langt ud til Amager for at høre mig fortælle. Jeg takker. På vegne af mig selv, men selvfølgelig – først og fremmest – på Syditaliens vegne. Verdens bedste, skøreste og skønneste landsdel, der nu endelig er ved at få den opmærksomhed, den fortjener.

En times kørsel syd for Napoli finder du det landlige og græske Campania

Syditalien bugner  af storladne landskaber og små landsbyer fulde af historie, der hver især udgør et paradis for den, der finder, hvad han eller hun søger. Her har jeg lavet en lille guide til den, der opholder sig i for eksempel Napoli, i Sorrento eller Amalfi, og gerne vil på afstand og menneskemylderet.

Til vedkommende lyder mit råd: drag sydpå i Campania-regionen og udforsk det meget specielle område Cilento, som man når efter en times kørsel enten i bil eller tog fra Napoli, og hvor man får en forståelse for, hvorfor romerne i sin tid gav Campania sit navn. Også i dag betyder la campagna ’landet’ på italiensk, hvilket kan synes forbløffende, når man mestendels forbinder regionen med de tætbefolkede og bebyggede områder omkring Napoli-bugten.

Paestum – bøfler, mejerier og templer

Tager man toget fra Napoli mod det sydlige Campania, forbløffes man over den vidtstrakte slette, der åbenbarer sig udenfor vinduet. Dette område er igennem århundreder blevet drænet og brugt til dyrehold, især den sorte bøffel med den kridhvide mælk, der laver Italiens bedste mozzarella. Byen Battipaglia ligger her og er kendt for sine lækre oste, som syditalienere kommer langvejs fra for at købe med hjem, helst så tidligt som muligt på dagen. Jo friskere, osten er, jo bedre smager den nemlig.

Længere sydpå kan man stå af på stationen Paestum, der naturligvis er opkaldt efter de templer, som ligger blot et par minutters gang fra perronen. Engang stod de enorme bygninger glemte  midt i sumpen, men de omkringliggende ruiner er fulde af spor fra den græske by Poseidonia, i hvilken templerne var det absolutte, åndelige centrum.

 

Først i 1700-tallet blev templerne genopdagede grundet Pompeis berømmelse, og udag anses de tre templer dedikeret til henholdsvis Athene og Hera for de bedst bevarede af sin art udenfor Grækenland. Der er desuden tilknyttet et fint museum, hvor man blandt andet kan se den berømte, antikke mosaik ’il tuffatore’ – en nøgen mand, der springer fra en vippe ned i et svalt bassin. Kysten langs Paestum er desuden kendt for sine mange, brede strande med blødt, gyldent sand, og for sine mejerier, hvor man kan købe mozzarella og spise pizza.

Cilento – dybe skove og middelalderbyer i miniformat

Kastagner er en stor delikatesse i Cilento nationalparken og vokser i kæmpe plantager.

Syd for Paestum bliver landskabet pludselig dramatisk. Her begynder nationalparken Cilento, hvor skarpe bjerge skyder til vejrs på grænsen til Calabria og rummer vidtstrakte lunde med korkege og skove fulde af kastanjer, der hvert år plukkes nidkært af de lokale.

Cilento er et grønt pusterum der blev reddet i 1997 da man besluttede at frede bjergene og deres natur fra at blive ryddet til fordel for betonbyggeri og boligspekulation. Resultatet er en oase fuld af små middelalderbyer. Besøg for eksempel Roccadaspide, der putter sig omkring sit imponerende slot, eller lille Cicerale højt på en bjerghylde, der er berømt i Italien for sine kikærter og sine figner.

Cilento er flere steder jungleagtig. Her ved vandfandet Capelli di Venere – Venus’ hår. Foto: Francescomassaro, Wikipedia

Agropoli – sand, vand og promenader med de lokale

Ude ved kysten er Cilento også værd at besøge. Her ligger nemlig en hemmelig ferielomme, som om sommeren besøges af lokale fra Salerno og opland, der vil mod syd og nyde havet og strandene. Byerne Agropoli og Palinuro er højt elskede for deres gamle bydel og flotte beliggenhed med skuldrene vendt mod bjergene, og selv i højsæsonen er byerne adstadig og fuld af liv på den gode måde.

Cilento er fuld af smukke men glemte middelalderbyer, der opfordrer til udforskning. Her Rosigno Vecchia.

Fotos: Wikipedia

Link til lydfil: Jeg fortæller om kulturby Matera 2019 i Kulturen på P1

Den 10 januar var jeg i studiet i Kulturen på P1 for at fortælle lidt om Matera, der i 2019 er europæisk kulturby. Det ekstraordinære sted indeholder nogle af verdens ældste og bedst bevarede grottehuse, og det helt specielle ved Matera er, at disse grotter stadig er beboede.

Jeg blev kontaktet af radiokanalen, der inviterede mig i studiet for at beskrive byen og løfte sløret for den forbløffende udvikling, som Matera har undergået, siden byen i 1950 blev udråbt til Italiens Skam, men siden har forvandlet sig til en både smuk, luksuriøs og unik turistdestination.

Du kan høre de 9 minutter om Matera på nedenstående webadresse. Jeg går på 1 time, 34 minutter og 18 sekunder inde i udsendelsen, og linket burde linke direkte til starttidspunktet:

https://www.dr.dk/radio/p1/kulturen-pa-p1/kulturen-pa-p1-2019-01-10#!01:34:18