Category Archives: REJSER

FORLAGET FELTRINELLI KRITERES FOR AT BRUGE TARVELIGT SPROG I GUIDE OM SYDITALIEN,

Er det iorden at skrive i en rejseguide, at turister skal holde sig fra et specielt område, fordi det er inficeret af camorra, og går under navnet ‘dødens trekant’? Øjensynligt ja, når det kommer til den engelske Rough Guide, hvis udgave netop er udkommet på italiensk hos forlaget Feltrinelli.

I rejseguiden “Italia – Sud e isolie – SydItalien og øerne’ befinder der sig nemlig et afsnit, hvor forfatteren i meget ublu vendinger beder de rejsende om at sløjfe om rådet omkring Caserta, og kun tage slottet La Reggia med i sine overvejelser. Og den passager har nu gjort Caserta-provinsen og Campania-regionen overordenligt vrede.

èn ting er at hjælpe de rejsende til de bedste oplevelser i et givent område – noget andet er hvilket ordvalg, der bruges. Jeg har da også selv behandlet emner som camorra og mafia i mine bøger, fordi det er en sammenhæng, der visse steder er bydende nødvendig. Og jeg skriver gerne mine anbefalinger udfra: hvis der ikke er noget at skrive hjem om, så udelad det. Men The Rough Guide har, som Feltrinelli selv undskyldende har sagt det i kølvandet på opråbet, en mere personlig og direkte stil, end lignende bøger med for eksempel italiensk oprindelse, der har en mere behersket ordlyd.

Borgmesteren i Caserta og byens borgere er især blevet vrede over passagen:

“Området lige nord for Napoli er ikke særlig tiltrækkende, det drejer sig for det meste om lavt, grimt byggeri. Næsten det hele er domineret af camorra og kaldes af og til ‘dødens trekant’.

Disse ord kan for et dansk øre måske ikke lyde af meget, men Campania-regionen har af historiske og kulturelle årsager en overfølsomhed overfor den slags domssigelser udefra, og beboerne har igennem årtier – hvis ikke århundreder – fået nok af at blive associeret med kriminalitet og armod. Indtil videre er der lydt en undskyldning fra Feltrinelli, der nu vil bede om at få redigeret i tekstlyden hos The Rough Guide.

EN HYRDE HAR BYGGET SYDSICILIENS MEST SPEKTAKULÆRE UDENDØRSTEATER

Sicilien er fuld af smukke udendørsteatre, hvoraf det græske i Taormina er verdensberømt. Men et langt mere hemmeligt men ikke desto mindre ligeså smukt sted udgør et højdedrag i sicaner-bjergene, der tårner sig op bag Agrigento ved siciliens sydkyst. Her, i 1000 meters højde udenfor bjergbyen Santo Stefano di Quisquina, har hyrden Lorenzo Reina bygget et utroligt teater, der udenfor sæsonen omgives af 70 æsler og en stor gruppe får.

Lorenzo er nemlig af hyrdebyrd, og det var arbejdet med dyrene, der åbnede hans øjne for den utrolige placering. En dag, da han gik blandt sine dyr, stod han på plateauet, hvorfra man på et god dag kan skimte Pantelleria i det fjerne Middelhav. Og han begyndte spontant at bygge skulpturer af de tilhåndsværende sten, og før han vidste af det, var han igang med at bygge verdens højest beliggende udendørsteater.

Projektet udviklede sig, og idag er omgivelserne blevet et slags maleri, der indrammer havet og bjergene, og i hvis midte kunstnere, musikere og dansere nu opfører taterstykker på en scene under åben himmel.

Stedet hedde Teatro Andromeda, og har omdannet hele lokalområdet til en udendørs kunstoplevelse, komplet med skulpturer og kæmpemaskiner, der ligger strøet rundt i landskabet. I hele august har Teatro Andromeda rummet dans og dramatik, og udenfor sæsonen kan man bestille en guidet rundtur i området via hjemmesiden w.taeatroandromeda.it. Du kan også tage direkte kontakt til Lorenzo og møde ham på fattoriadellarte@gmail.com Tel: +39 328 7671914.

Sommerferie 2018: skal du prøve at bo på et albergo diffuso?

Syditaliens mange gamle, forladte huse har i det seneste årti fået et nyt, forbløffende liv takket være ‘diffuso’-begrebet, som faktisk er ærke-italiensk: det blev ‘opfundet i de tidlige 1980’ere af Giancarlo dell’Ala, men er ved lynets hast ved at sprede sig til lande som Kroatien og Schweiz.

Idéen er at man istedet for at bygge nye hoteller udnytter eksisterende kvadratmetre i den gamle boligmasse, som ellers ville være blevet revet ned, renovererer dem og bruger dem som hotelværelser. Albergo diffuso betyder et ‘spredt hotel’, for mange af de gamle stenhuse er så små, at  der slet ikke er plads til et helt hotel i de små rum, men et, måske to, lækre værelser med eget bad og toilet.

Derefter slår man de renoverede småhuse sammen under ét hotel, hvis reception og morgenmadsrestaurant også ligger et helt andet sted. Resultatet er et dynamisk lokalområde, der ellers ville have ligget øde hen, men hvor der atter er mennesker i gaderne, som går på opdagelse og køber ind i de lokale butikker. Denne måde at bo på er blevet overmåde populær og appelerer godt til den rejsende i Syditalien, som holder af at blive en del af det sted, de bor.

Måske er denne rejseform noget for dig? Den gør i hvert fald at man kommer steder, man aldrig ville have set, og giver en stemning af nærhed og tryghed, fordi man lynhurtigt kommer i kontakt med de lokale. Jeg har selv boet på to ret fantastiske alberghi diffusi, som jeg klart kan anbefale. De kommer her:

Albergo Mannois ved Sardiniens blinkende hav

Da albergo diffuso-konceptet blev født i den nordøstlige region Alto Adige, var Sardinien den første, syditalienske region til at følge trop i 1996. Begrebet har vist sig at være en bæredygtig måde at drive hotel på i øens små landsbyer, og i 2010 tog den unge Emanuele Mannois springet og åbnede Albergo Mannois i Orosei 20 km fra Nuoro. Orosei ligger få kilometer fra den blinkende bugt af samme navn, og højt oppe på et plateau er der en fejende udsigt udover hele det nordøstlige Sopramonte-massiv. Udgangspunktet for Emanueles hotel er en 200 år gammel gård, hvor man finder receptionen. resten af værelserne er spredt rundt i den gamle bydel og er i tip-top-stand. Du kan finde stedet her.

Albergo Sextantio på Abruzzos tag

Man tror det er løgn, når man kører igennem den øde, abruzzesiske højslette og pludselig ankommer til landsbyen Santo Stefano di Sessanio, der ligger på sin helt egen bjergtop i et månelandskab af sten og klipper. Men skulle tro man var med i en film, og faktisk er mange amerikanske eventyrfilm blevet optaget heromkring. Santo Stefano di Sessanio er delvist blevet genopbygget efter et voldsomt jordskælv, og forfaldet bidrager til stemningen i en mini-samfund, som rigmanden Daniele Kilgren faldt for på en rejse, og besluttede at genopbygge. Han ville ikke tillade stedet at gå til grunde og købte derfor mange af de små huse, og satte dem i stand på luksusniveau. Idag kan man opleve resultatet på egen krop ved at tjekke ind i sit eget byhus, hvor svalerederne under spærrene er blevet bibeholdt, ligesom de rå vægge og de skæve møbler. Virkelig en speciel oplevelse, som du kan se på billedet, der indleder denne artikel! Besøg stedet her.

Foto: Albergo Sextantio

 

 

 

 

Sådan rejser du bæredygtigt i Syditalien

Politiet giver bøder på tusindvis af kroner når turister bader i Trevi-fontænen eller klatrer rundt på monumenterne i Firenze, Venedig og Rom. Mange italienere er ser desperate til overfor den tiltagende strøm af besøgende udefra, der negligerer de universelle regler om god opførsel, og nu står Syditalien for tur. Læs med her, hvis du vil have tips til hvordan man som ansvarlig rejsende bedst muligt skåner de syditalienske regioner.

Hver højsæson kommer der millioner af turister til Italien, og især Sicilien, Sardinien og Puglia boomer som syditalienske destinationer i 2018. Skønt turistflowet langtfra er så massivt som i de klassiske turistbyer mod nord, har Syditalien oplevet en markant, procentvis stigning, og med god grund: her er billigere, her er åbne vidder og en særegen italiensk stemning, men nogle steder er man desværre også begyndt at mærke bagsiden af medaljen: sidste år måtte lufthavnene på Sardinien for eksempel beslaglægge tonsvis af sand, som turisterne havde taget med sig hjem i deres kufferter fra øens berømte strande uden at tænke på, at sandet er tusindvis af år om at blive gendannet, og at de ofte ret små strande hurtigt kan blive helt tømt for sine bløde klitter.

5 ekstra tips til den ansvarlige turist

Heldigvis er det langtfra alle rejsende i Syditalien, der opfører sig sådan: danskere, der rejser sydpå søger ofte et helt andet Italien end det i nord, og er ganske ansvarlige og bevidste om landskabernes skrøbelighed. Alligevel er det altid godt at rejse ud med par ekstra tips i baghånden – i miljøets, klimaets og lokaløkonomiens navn:

1:  Rejs væk fra de pressede områder – og udenfor sæsonen

Med ganske få ændringer kan man gøre en stor forskel som turist i Syditalien. Turismen anses af mange dernede som det store guldæg, og rundt omkring udenfor alfarvej spirer det med B&Bs og lokale turistkontorer, der lægger sig i selen for at tiltrække besøgende.  Ved at søge lidt væk fra de gængse destinationer kan man på den måde få uforglemmelige oplevelser til en meget billigere penge – et eksempel: på Sicilien har byen og områderne omkring Taormina længe været en magnet for masseturisme, men de mange mennesker slider også markant på landskabet. Vil man gerne være nær østkysten og Etna kan det i stedet betale sig at besøge de små fiskerbyer Aci Castello og Acireale, eller endnu bedre: bo i nogle af de små og lækre landsbyer i Nebrodi-parken mod nord. En anden turistmagnet er Cefalu, som helt klart bør besøges – men måske med base i alpebyen Castelbuono i baglandet, der er langt roligere?

En anke mod at udforske de mindre kendte byer i Syditalien er for mange prisen. Og ja, måske kan man ikke direkte købe en pakkerejse, men den tid man bruger på at planlægge turen selv får man igen i form af billigere måltider, billigere hoteller/B&Bs og uforglemmelige oplevelser. Især hvis du rejser i perioden marts-maj, eller sep-okt, hvor vejret endnu er godt, og højsæsonen ovre.

2: gå i dybden i dit lokalområde – udvalget er større end du tror

Mange af Syditaliens landsbyer og naturområder er skattekister af store og små oplevelser. Måske er der ikke grund til at rejse langt hver dag for at besøge de klassiske attraktioner? Gå istedet lidt ned i gear. En ferie kan sagtens udspille sig omkring den lokale piazza, hvor man bor, på en nyopdaget stamcafé, eller på et marked. Og syditalien er så fuld af historie at selv de mindste flækker huser ruiner, slotte og gamle kirker, der på et eller andet tidspunkt har spillet en vigtig rolle for den lokale identitet.

De mest overraskende steder er der også begyndt at skyde hoteller op, der markedsfører sig ved at have en bæredygtig forretning. Det er især agriturismo’er, hvor man er mere eller mindre selvforsynende med råvarer, og i såkaldte ‘diffuso’ B&Bs, hvor man renoverer forfaldne huse i byerne og genåbner dem som lejligheder for turister, istedet for at bygge nyt. Flere restauranter skilter også med en 0-kilometers politik, der betyder, at  råvarerne dyrkes så tæt som muligt på spisestedet.

3: prøv en tur med bussen

Syditalien er lettest at besøge i bil. Alligevel kan det være underholdende at lade bilen stå en dag, og prøve en tur med den lokale bus. Vil man længere væk er de store, blå busser, som væver byerne i de sydtalienske regioner sammen, værd at prøve. De finder i hver region og hedder SITA, se www.sitabus.it og www.sitasudtrasporti.it . Alt efter region bliver tjenesten ofte varetaget af forskellige, private selskaber. Spørg for eksempel der hvor du bor. Busserne har deres egen, faste holdeplads i de fleste store byer, og chaufførerne er generelt vidende om de lokale forhold og meget hjælpsomme.

4: tag med en lokal guide

Den syditalienske natur er grandios og vild. Af samme grund bør den besøges med respekt. Hvert år ødelægger turister naturen eller bliver væk, når de forvilder sig ind i Syditaliens smukke natur og forlader de gængse ruter. Den bedste løsning er at hyre en lokal guide, der kender sit territorie. Mange syditalienere elsker at vise folk rundt – de er stolte af deres lokalområde, og ved meget. Især ved de, hvordan man finder rundt, og hvad man skal lægge mærke til. Spørg gerne hos din vært, om de kender en lokal guide. Mange steder findes der private bureauer, der laver vandreture, hiking, cykling og sejlads med turister.

5: spørg altid én gang for meget end én gang for lidt

Vær ikke bange for at tage kontakt, hvis du er i tvivl om noget. Det er naturligvis lettere at gøre og sige, hvis man kan italiensk, men selv med lidt engelsk og lidt oprigtig interesse kan man få god kontakt med syditalienerne, som ofte elsker at kommunikere og fortælle. Ved at spørge sig frem undgår man misforståelser og viser respekt, og kontakten kan lede til overraskelser. Måske bliver man inviteret med til bords, eller måske bliver man venligt ledsaget til det sted, man leder efter? Et emne kan for eksempel være affaldssortering. Flere steder er man begyndt at sortere sit affald i Syditalien, og det er god stil at gøre det samme, når man lejer en lejlighed, der er omfattet af sorteringsreglerne.

Foto: Evan Erickson, wikipedia

Syditalienske vidundere: det ukuelige oliventræ, del 1

Der findes oliventræer overalt i Italien, men intet sted i landet er denne stædige, ældgamle plante så anarkistisk, så uforudsigelig og så storladen som i de syditalienske regioner.

Hvor har man ellers hørt om hundredårige olivenstammer, der slår bakterier ihjel, som selv ikke de dygtigste forskere har kunnet få bugt med? Noget tyder på, at ikke kun træerne, men også den syditalienske olivenregion over dem alle, Apulien (italiensk: Puglia), har et fabelagtigt immunsystem, der bunder i andet end biologi.

Oliventræet helbreder sig selv


Det er en svimlende oplevelse at drage igennem Puglias gigantiske oliventræsplantager: tusindvis af stammer flimrer forbi langs siderne af vejen, skønt det syditalienske olieventyr igennem tidens løb er blevet truet af naturkatastrofer, krige og industriens hastige fremskridt.

Siden grækerne gik i land på Puglias kyster med det første oliventræ for 2500 år siden, har oliven været regionens vigtigste råvare, og endnu i dag kommer 80 procent af Italiens samlede olivenolieproduktion fra den italienske støvlehæl. Det sætter spor i landskabet med cirka 20 millioner træer, kæmpe landejendomme og driftige småbyer, hvor oliven i sin tid blev presset til lampeolie i underjordiske frantoi.

Kystbyen Gallipoli var indtil elektricitetens tid Europas vigtigste handelssted for olien, og herfra flød i århundreder den væske, som oplyste Napoli, London og Paris.

For nyligt blæste forandringens vinde atter ind over Puglias røde jord i form af den mystiske Xylella-bakterie, som fik ellers livskraftige kæmper til at krympe sig og gå ud.

Bakterien spredte sig lynhurtigt til millioner af træer i olivenolieproduktionens hjertekammer, Salento, og både befolkning, lokalpolitikere og producenter gik i panik.

Situationen skabte avisoverskrifter i hele verden. Det ene oliventræ efter det andet bukkede under, og borgere dannede levende menneskeringe om tusindårige oliventræer, som kommunen ville brænde for at forhindre sygdommen i at sprede sig.

Bierne tumler atter fordrukne


”Med ondt skal ondt fordrives” synes imidlertid at være oliventræernes egen strategi overfor Xylella, for efter flere års massedød er det forunderlige sket: et sted dybt inde i Salentos bagland er oliventræer af typen Leccino og Favolosa, der i tusindvis af år har vokset her, begyndt at udvikle immunitet overfor bakterien.

Fænomenet har forbløffet forskere over hele Italien, der nu samarbejder med de ukuelige træer og forsøger at udvinde de kraftige antistoffer, som vil kunne redde Puglias økonomiske fremtid.

Man skal forestille sig marker fuld af grå træspøgelser, der nu pludselig sender saftige, nye rodskud op mod himlen. I de mange plantager er stilheden blevet gennemhullet af summende bier, som atter suger nektar og tumler sig fordrukne i blomsterklaserne. Og én ting, har forskerne kunne slå fast: træernes svingende jernnæve udgår fra Puglias oprindelige olivensorter.

Disse eksperter udi planters genetik vil uden tvivl kunne kortlægge oliventræers biologiske forsvarsmekanismer og ud fra dem fastslå den givne metode, hvormed planten bekæmper bakterier og infektioner, men har man kendskab til de syditalienske regioners forbløffende evne til at slå igen, er det naturligt at søge supplerende forklaringer og spørge:

Har landsdelen i sig selv et særligt udviklet immunforsvar, og hvis ja, hvad skaber så dets styrke?

Insekter og kvinder i trance


Fra nord til syd er Puglia karakteriseret af landskaber, der i deres isolation har skabt så insisterende drejninger om deres egne kerner, at de minder om den sugende hvirvel i et afløb.

Hvor både fysiske og sjælelige farer udefra håndteres med så selvfølgelig en indforstået snilde, at befolkningen ender med at fremmane usædvanlige og monumentale figurer, der for altid printer sig ind i erindringen hos den rejsende.

Hvad skal man ellers kalde de fiskebåde på land, der langs Gargano-halvøens kridtklipper rager ud i vandet som tentaklerne på enorme insekter?

Kystens trabucchi blev udtænkt for 2500 år siden, da pirater gjorde fiskeri på åbent hav livsfarligt og de lokale derfor måtte banke fyrrebjælker ned i brændingen og opføre stativer for i stedet at kaste deres net fra land.

Og hvordan kan man ellers forklare de kvinder fra Salento, der i århundreder har danset sig tilbage til livet, når høstens stress og samfundets snærende bånd blev dem for meget, og de følte biddet fra den mystiske tarantula-edderkop under markarbejdet?

Ofrene kunne kun blive helbredt fra deres trancelignende sindssyge, når de fik lov til at danse i dagevis til eksorcistiske toner fra landsbyens kyndigste musikere, og tarantula-ritualet eksisterede helt op i 1950’erne, som en sociokulturel ventil for undertrykte følelser og seksuelle behov, der ellers var tabuiserede i de fattige bondesamfund.

Hemmeligheder under horisonten


Ved første øjekast er Puglia horisontal: Syd for Italiens hælspore bliver sletterne til et grønt højland med rustrød jord, vinmarker, og frugtplantager. Det er det porøse og kalkholdige Murgia-plateau, der gennemstrømmes af kilder og i sin midte rummer La Valle d’Itria, den frodige dal, hvor Puglias spidse trullo-huse skyder op overalt som svampe efter regn.

Herefter flader bakkerne ud, og Salento-halvøen breder sig under en tung sol med ørkenlignende sletter, hvis flade kun brydes af forblæste præriebyer, glemte bautasten og oliven, oliven, oliven.

Puglias verden er dog også vertikal: enormt er nemlig det antal af underjordiske olivenpresserier, såkaldte frantoi ipogei, der forarbejdede regionens oliven og omdannede deres fedtceller til lampeolie.

Herfra kom væsken, der antændte lygterne langs Themsen, lysekronerne på Versailles og bronzekarrene i zarernes uendelige paladser, og nogle af stederne kan endnu besøges, dog oftest ude på landet.

Lige så lidt som mælkebøttens sparsomme bladvækst er eksponentiel med plantens enorme pælerodssystem, lige så lidt afslører størrelsen på Salentos små prærielandsbyer de imponerende forgreninger af frantoi ipogei, der skyder ud under husene og med deres efterspurgte væske engang krydsede bymure, oceaner og kontinenter.

I olivenpresseriernes fedtede halvmørke sled og slæbte både mennesker og dyr i enorme haller, og hvert et hjørne af de labyrintiske undergrundsfabrikker havde sin funktion:

Dér ser man endnu den dybe cirkel efter æslet, der gik i ring og drev kværnen med bind for øjnene for ikke at segne af svimmelhed. Dér blev olivenfrugterne hældt ned i store kar fra oven, og dér flettede man de sivmåtter, som skulle adskille kød og kerner fra olien mellem de knusende møllesten.

Olien fra Salento var særligt efterspurgt, fordi den ikke fik lampeflammen til at ose, men krævede også en konstant, lav kældertemperatur under hele forarbejdningen for ikke at blive harsk.

En skæbnesvanger tegneserie


Tager man ind i Salentos midte og besøger en af de oliefremstillende landsbyer, hvor der endnu tales en livlig dialekt af den selv samme græske tunge, hvis befolkning for 2500 år siden bragte oliventræet til Syditalien, kan man være heldig at støde på et mirakel.

Det skete for mig i byen Muro Leccese, hvor jeg steg ned i et frantoi, der endnu duftede iltet af stødt oliven. Ud af mørket trådte en væg dækket af tegninger, som historikere i landsbyen mente var blevet ridset ind i murstenene for 400 år siden.

Stregen var naiv, men gribende og viste friser af skibe med udspilede sejl, mænd med løftede våben og kroppe, der druknede i det imaginære hav på den fugtige stenmur.

Jeg fik at vide, at motiverne forestillede den kristne hærs overvindelse af Det Ottomanske Rige i slaget ved Lepanto i 1571, verdenshistoriens måske mest afgørende slag mellem vesten og orienten, der stod i Det Ægæiske Hav og på den kristne side talte en alliance mellem Paven, Venedig og Spanien.

Man gætter på, at en mand under arbejdet, har tegnet og fortalt for sine kolleger. Han har højst sandsynligt selv deltaget i slaget som soldat og bearbejdede med disse motiver sine traumer i den flakkende skygge fra det drejende æsel og de nedfaldne oliven.

Et immunsystem der deles af både mennesker dyr og planter


Skulle man sammenlægge alle de chok, som det europæiske kontinent har måttet tage imod, siden det fik sin endelige, fysiske form efter sidste istid, kunne man fylde en vægtig encyklopædi med krige, epidemier, plager og forbrydelser mod både mennesker, dyr og økosystemer.

Ville den blive læst? Måske ikke. Men måske, hvis man lavede et kapitel om de steder, der bedre end mange andre evner at rumme og tage imod for siden at vende tilbage, stærkere og mere immune end før?

Jeg tror på, at modgang og ydre påvirkninger af et givent landskab kan undfange et universelt immunsystem, der er så stærkt, at det beskytter alle levende skabninger på den pågældende jord.

I Puglia sker det hele tiden, overalt: Når kæmpeinsekter knejser i brændingen og brødføder hele fiskerfamilier med deres geniale konstruktion. Når angst drives ud af et mentalt sår ved hjælp af trampende fødder, raslende tamburiner og kollektiv opmærksomhed.

Og når sunde rodskud skyder frem fra ellers døde stammer.

Tunfangst på øen San Pietro er nærmest andægtig

dsc_0061Jeg bliver ved med at vende tilbage til San Pietro i Sardiniens sydvestligste hjørne – senest i juni i år, hvor jeg deltog under øens årlige Girotonno-festival som dommer på et højt flot podie. Her skulle jeg sammen med en håndfuld italienske journalist-kolleger bedømme retter bestående af øens numero uno luksus-råvare, tun. Hvor lækker maden end var, så bestod højdepunktet på min rejse af en flere timer lang bådtur med selveste Il Rais – den chef-fisker, der i århundreder har styret slagets gang på havet, når øens dygtigste mænd drager ud over bølgerne for at fange de blåglinsende fisk.

dsc_0073

Og ja, jeg ved det, tunfangst er omgærdet af (ofte) misforståede idéer om, at fiskere, der lever af at fange tun, er de rene slagtere. Min oplevelse beviste det modsatte: at man i hvert fald her på San Pietro fanger, behandler og håndterer de store dyr med den største respekt. Alt blev gjort i hånden, med mænd ved årene, og dykkere, der svømmede ned for at lokalisere fiskene i de udspændte net.

dsc_0100

Da de var fundne, bandt man et reb om deres haler, og trak dem så op i båden, lagde en hånd over deres øjne, og stak en kniv direkte i hjertet, hvorved tunene døde øjeblikkeligt.

dsc_0091

En lille bøn blev af og til udtalt, og ialt fik vi vel fanget 7 tun, inden tuen stilfærdigt gik hjemad mod frysehuset. Fiskerne elsker vitterligt deres arbejde, som i sæsonen bliver afsluttet med en god lille tun-bøf af fantastisk kvalitet.

dsc_0025

San Pietro er et af de eneste steder i Italien, hvor fiskerne endnu må fange tun på traditionel manér, men kvoten er bittelille og evner lige at holde fiskeriet på fode og til at fylde de lokale konservesdåser med en fænomenal ‘tonno sott’olio’.

dsc_0022

Nyd et par af de billeder, som jeg tog af det historiske men forsvindende erhverv, de dufter af saltvand, høj sol og grillet fisk i verdensklasse.